Stuckenberg, Viggo HJEMFALDEN

HJEMFALDEN

FØRSTE BOG

Nu tænder du Lampen. Jeg staar i min Celles dunkleste Krog, - der, hvor Mørket først samler sig, - og ser ned paa mine Fødder. Mine hvide Fangesokker lyser.

Nu er det den Tid, da du tænder Lampen. Du staar bøjet over Bordet, og Lampens Lys falder skarpt paa dit Ansigt, føder det med eet midt i den lille Stues Aftenmørke. Jeg kan se de enkelte Haar spinde sig over din Pande, se dit Hoved under det brune Haar, dine spinkle Bryn, dine dunkle Øjne og din Munds og din Hages store, hede Linjer. Og Drengen kryber op paa sin Stol og ligger og spejler sig i Lampens Messingfod og ler.

Jeg er saa stolt af den Lampe. Den lyser saa godt. Nu kan du sy og sy, uden at dine Øjne bliver trætte. Men jeg ser ikke, hvad du syr, ikke hvad det er, Kræmmeren har givet dig at slide med, og jeg ser ikke de smaa Lapper, som er Drengens Legetøj.

168

Her tænder de saa sent.

Der sidder en spinkel Gasarm højt oppe paa den nøgne Væg. Naar Arrestforvareren har været her, bærer den et gult Blus, der syder og koger. Lyset kan jeg ikke lide. Det slaar saa ubarmhjærtigt alting ihjel. Men denne Lyd er saa uforstyrrelig og trofast, den eneste, der giver sig Tid og bliver hos mig. Alle de andre dør saa hastigt. Men denne er herinde og bliver her som en Sygeplejerske, der sidder stille og hækler.

Det er dig og Drengen, dig og Drengen, jeg snakker med, evindeligt Jer to. Jeg er blevet saa veltalende. Husk paa, jeg er blevet som en Aand. Hele min Tilværelse er Tanker. Hvad har jeg mit Legeme til ? Kun naar jeg er træt, mærker jeg mine Lemmer. Saa bliver jeg til et indespærret Dyr, og min Forstand er borte. Og saa er jeg ulykkelig. Men det staar ikke længe paa. Mine Tanker er saa myldrende som Maddiker, og de vækker mig ustandseligt. Det, at jeg sidder her, er kun en tør Kendsgerning. Alle de smaa Tildragelser, der udgør min Lykke, kommer bestandigt væltende og æder det nuværende og gør det til ingen Ting.

Blot det Øjeblik, da jeg kørte bort i Drosken, herud.

Du stod paa Gaden, du og Drengen. Du havde den Kaabe paa, du havde trængt til saa længe, og som jeg købte for de sidste af de Skillinger, jeg havde gjort til mine, og jeg saa de ny Galocher paa Drengens smaa Barnefødder. Du var saa bleg. Men Drengen saa mig ikke. Han stod og trippede og rykkede i din Haand og begreb ikke, hvorfor I stod stille.

Jeg gaar rundt, gaar i en Rundkreds saa stor, som den kan blive paa dette lille Stykke Stengulv. Mine Skridt er lange og festlige. Jeg tænker paa Drengens Øjne den Dag, da vi købte Galocherne. De straalede. Disse smaa, blanke Galocher skinnede som en Verden for ham. Det er den Fryd, jeg vandrer i Kreds omkring. Den er saa stor som en hel Klode, derfor gaar 169 jeg festligt og med lange Skridt. Det er en Verden, jeg vandrer rundt. Hvad vil det saa sige, at jeg er indespærret?

Han sad paa den lille Stol i Butikken. Der var grønt Plys paa Sædet. Denne lille Butik, der var halvmørk af den graa Dag og af alle de sorte Gummisko i Reolerne! Der var Tæppe paa Gulvet, og Disken var hvid, og der hang et stort Spejl, som spejlede os alle sammen.

Hvad kommer Butikken mig ved? Hvad har dette tarvelige Stykke Ingenting at bestille med mine Tanker? Som for Eksempel det Mønster i Tæppet. Jeg ved ikke af, at jeg saa paa det. Men nu ser jeg det saa skarpt, som laa det her paa Gulvet. Det er mine Øjne, der er sultne. For Gulvet her er nøgent og Væggene tomme. Saa disker de op.

Mine Øjne er blevet saa underlige. De er begyndt at hage sig fast ved den mindste Ting, og de gemmer den som en Gnier. Der er et Skaar i mit Vandkrus, et lille brunt Skaar oppe ved Randen. Det Skaar kan de stirre saa længe paa, til de faar min Tommelfinger til at stryge frem og tilbage over det, og mine Tanker til at hænge ved det, som var det en Oplevelse . . .

Kan du huske Kræmmeren og alle de Kaaber, han viste os? Der var mange med Skindbræmme og silkeagtigt For. De var smukke. Men vi købte en, der kostede det samme. Den var tarvelig, men stærk. Den kunde holde længe. Jeg valgte den, for jeg vidste, hvad der vilde komme.

Og det kom.

Lille Pige, jeg fortryder det ikke! Jeg kunde ikke taale, at du frøs.

Væggene er graa, malede med Oliefarve, kornede af Kalken, Disse smaa Kalkkorn er saa haandgribelige. Var de der ikke, 170 kunde jeg fantasere de graa Vægge om til Skyer, hele Cellen til et Luftslot. Jeg har forsøgt det. Men de smaa Kalkkorn er der. Naar jeg sætter min Finger imod dem, bliver det hele til en kold Mur. Men det morer mig at lege med min Fantasi og dræbe den. Det har længe været min eneste Morskab.

Jeg havde Besøg af Præsten i Dag. Han har besøgt mig saa tit. Men i Dag hændte der noget.

Han har en egen rask Maade at lukke Døren paa, naar han kommer ind. Den korte Tid, det tager ham, vender han Ryggen til mig, og saa er hans Ryg krummet som paa en Troldmand, der har et eller andet hurtigt Hokuspokus for. Saa vender han sig pludselig og staar og ser paa mig, rank og ret og med et Par Øjne, som var han Vorherre selv, der var dalet ned igennem Loftet for desto mere uformodet og inderligt at komme bag paa mig. Det gaar hver Gang til paa samme Vis. Jeg staar altid op ad Muren, med Vinduet højt oppe over mit Hoved. Der er jeg i Skygge.

Og saadan stod jeg ogsaa i Dag, og som sædvanlig lod han en lille Stund forløbe i Tavshed, en lille Stund, hvis Højtidelighed, jeg forstaar, har Bud efter min angrende Sønderknuselse. Naar den Stund er forløbet, uden at noget sker, smiler han overbærende, som man smiler til et forstokket Barn, og gaar, underligt svinglende, som et vandrende, bekymret "Herregud!" hen over Gulvet og sætter sig paa min Stol.

Naar han sidder dér, har jeg hans Øjne lige paa mig. De ligger saa dybt inde under hans Bryn og brænder af gennemborende Inderlighed, som saa de ikke andet end, hvad Sjælens er, og som var de evig paa Vej indefter i ham selv.

- Er du bestandig lige vidt? spurgte han i Dag, da han havde sat sig.

Men derpaa foregik der en Forvandling med ham, som var mig ny og ukendt. Hans Øjne blev sløve, Munden stod 171 halvaaben, og han sad sammensunken og stirrede dødt paa mig, som den, der, træt og modfalden, ikke gider mere, men hengiver sig til en gnaven Hvile.

- Du har jo dog faaet en god Opdragelse! sagde han omsider tørt og ganske ligegyldigt.

Jeg havde bøjet Hovedet, Mine Øjne var faldet paa hans Støvler. Der sad frisk, vaadt Vejsnavs op om Saalerne, - Jord! I et Øjeblik blev hans Ord borte for mig. Jeg stod og saa paa disse vaade, friske Jordstænk og vidste ikke af andet.

- Kender du ikke til Skam? spurgte han saa og strøg sig over Munden.

Jeg grunder paa det endnu. Er det Ensomheden, der har gjort min Hjærne saa livlig, at den laver Æventyr? Har jeg siddet her saa længe, at jeg kan se i Mørke? Jeg hørte hans Spørgsmaal, som fortalte det, at om nogen vidste, hvad det var at skamme sig, var det ham.

- Har De nogen Sinde stjaalet? spurgte jeg, og min Stemme rystede, for jeg var sikker paa, at jeg ramte noget, han hemmeligt rugede over.

Men han misforstod min Bevægelse.

- Saa gør det dig dog ondt! sagde han og bøjede sig frem imod mig, langsomt og afventende, som vidste han ikke ret, om det var Umagen værd allerede nu at genoptage Inderligheden.

Men min Ide havde alle mine Tanker i sin Magt og søgte tusinde Veje for at komme ham paa Livet. Derfor greb jeg hans Misforstaaelse.

- Ja, det gør mig ondt! sagde jeg.

- Hvor kunde du gøre det? var alt, hvad han svarede.

Jeg lurede paa Tonefaldet. Det var hverken formanende eller mildt, ikke det mindste sørgmodigt, ganske almindeligt, som havde han mumlet et Tal.

Men det sagde mig, at det var ikke mig, han tænkte paa.

172

Saa forsøgte jeg paa ny, utaalmodigt.

Jeg gav mig til at bekende.

Jeg vilde leve, sagde jeg. Der var saa mørkt paa det Kontor, hvor jeg arbejdede, og de gav mig saa lidt for mit Slid. Naar Aftenen kom, maatte jeg ud, hvor der var store Rum og lyst. Dèr fandt jeg Venner og Veninder. Det blev til Gilder og Piger ...

Jeg gjorde min Bekendelse lang.

- Det var Begærligheden, sagde jeg, da jeg sluttede, - den samme, der gør os alle til Forbrydere!

Han rejste sig og stod et Øjeblik foran mig. Saa lagde han sin Haand paa mit Hoved.

- Ven, sagde han, giv aldrig andre end dig selv Skylden. Det er en falsk Lettelse, du føler ved at tage andre med i din Brøde!

Brøde! lo det i mig.

Og jeg tænkte paa dig og paa Drengen og paa mig selv, som aldrig har kendt Venner og Gilder, og som kun har en eneste Veninde i hele den store Verden.

Men Præsten stod foran mig, ret og rank, som da han kom ind, og mild, som havde jeg mættet ham.

- Herren være lovet! sagde han, hans Taalmodighed er stor, stor som hans Længsel efter os. Forhold ham ikke din Tak!

Men det lød, som læste han Ordene op af en Bog. Tror han mig ikke? Sad han blot og sov?

Hvad er det, jeg har set og hørt og gjort?

Jeg gaar med noget Jord i min Haand. Det laa ved Stolen, hvor han havde siddet.

173

Denne lille Klump Jord! Den var saa kølig, da jeg tog den op. Nu er den varm som min Haand.

Jeg staar og ser paa den.

Hvor mon den laa for en Time siden?

Den er graa som Landevejen. Det kan være, der er gaaet Vognhjul over den, Hjulene under et stort Halmlæs, eller en raslende Slagtervogns, eller Hjulene under en Vogn, der kørte ud i Landet med en tom Kiste under et Hestedækken.

Lad mig se engang! . . . Det er slet ikke Jordklumpen, jeg tænker paa. For et Øjeblik siden var det den. Det er Landevejen, de tre Vogne, den graa Regnvejrsdag, da jeg ikke gik paa Kontoret, men ud af Byen, - Dagen efter at jeg havde stjaalet.

Nej, jeg gik ikke paa Kontoret. Det vidste du ingen Ting om. Da jeg gik fra dig om Morgenen, gik jeg hjem til mig selv og skrev, at jeg var syg. Saa gik jeg ud i Landet. Der var et Øjeblik, da jeg tænkte paa at gaa op til dig og tage dig med, baade dig og Drengen. Jeg stod endogsaa i din Gadedør. Jeg syntes, at nu hørte vi langt inderligere sammen, end Lykken nogen Sinde forener. Men du vidste jo intet, og saa gik jeg alene.

Tror du, det var af Skam, dette, at jeg ikke gik paa Kontoret?

Jeg følte mig saa besynderlig stærk, alt for stærk til at sidde stille ved en Pult i et lille Rum midt inde i en Klump af tusinde andre smaa Rum. Maaske følte jeg mig som en Tyv, men som en Tyv, der har plyndret Lykken, fordi den var for sendrægtig. Og saadan føler jeg mig endnu. Jeg har grebet Livet i Struben.

Nu kan jeg ikke løbe ud, hvor Jorden ikke er brolagt, men jeg fornemmer det samme som den Morgen.

Mine Fødder vokser under mig. De bliver saa store. De slaar Rødder som et Træ. Derfor maatte jeg ud, hvor der var Muld. Det var, som om det, de kalder min Forbrydelse, med eet havde kastet mig helt ind i Livets Hjærte, og jeg maatte ud, hvor Jorden aandede frit og dybt. For alle Maal var faldet sammen for 174 mig, Lykke og Ulykke, Godt og Ondt. Alene Livet var blevet mig saa stort.

De lumpne fem Hundrede Kroner!

Jeg føler endnu denne Papirbunke i min Haand. Gamle Svendsen var saa underlig urolig, da han betroede mig dem. Men han skulde ud og spille L'hombre, i en helt anden Kant af Byen. Jeg ser det saa tydeligt, den aabne Pengekasse, Brillerne langt nede paa hans Næse og hans magre, lange Fingre, der blev ved at tælle om og om igen.

- Tæl dem! sagde han, - ikke sandt, de er der jo, - der er jo fem Hundrede!

Den Gang saa han ikke paa mig! Hans Øjne hang ved Sedlerne.

Jeg talte dem. De var der.

- Vil De besørge dem for mig?

Han løftede Hovedet. Brillerne hang ham bestandig nede paa Næsen, men hans Øjne stirrede saa besværgende paa mig, som stod han nøgen og angest for Vandet og spurgte mig: Er der ve! dybt her?

- Jeg skal besørge dem! sagde jeg tørt og ligefrem og tog om Sedlerne. Den Gang tænkte jeg paa ingen Ting.

Men da jeg kom ud paa den vaade, sorte Gade - -

Det kom over mig med et Smil. Disse døde, knitrende Papirlapper! Du og Drengen og den halvvarme Kakkelovn med dens hurtigt udbrændte Fyrrepinde! Denne usle, usle Fattigdom midt i det, der bar mit hele Liv! Min Lykke, alle mine Tanker, hver Bloddraabe i mig, - og saa denne Smule Papir! Hvis var den? Hvem tjente dens Værdi?

Stille! - jeg kan tænke mig om til Dommedag! Jeg finder aldrig det, der kan maale sig med den Varme, du har født i mit Hjærte!

Ærlighed! Sig mig engang, du, - hvad er Ærlighed? Jeg har 175 dig, og jeg har et Barn. I fryser, og I sulter. Jeg ser det, og jeg lider. Men det er ikke denne Liden, der driver mig, det er ikke mig selv. Det er den Lykke, jeg skylder Jer, det, at alt i mig har et eneste Maal, - jeg vil bære Jer paa Hænder! Den eneste Forbrydelse, jeg kan begaa, er den, at lade Jer lide. Jeg kan ikke forbryde mig mod andre end mod Jer. Hvad kommer alle andre mig ved? Ærlighed! Der er kun en, jeg kan svige, - den, der har lagt sit Liv under mit!

Og disse Pengesedler var som ingen Ting, som malet Papir. De talte til ingen, de kaldte paa ingen, de var saa dumme.

Saa købte jeg den Lampe og bragte dig den.

Dagen efter gik jeg paa Landevejen. Der saa jeg de tre Vogne.

Og om Eftermiddagen købte vi Kaaben og Galocherne. Jeg havde vundet i Lotteriet.

Og jeg gik paa Kontoret paa ny. Men Kvitteringen havde jeg forlagt.

Saa kom den Morgen, da Chefen kaldte mig ind. Spidserne af hans Overskæg knejsede, og hans hvide Haand laa paa hans Skrivebord som et Stykke grundstødt Is.

- Hvad har De brugt de Penge til? spurgte han.

Jeg svarede ikke.

- Hvor meget har De ellers taget?

- Ja, sagde jeg ganske vildt, sig mig, hvor meget De savner!

Saa bød han mig blive staaende, hvor jeg stod, og gav sig til at blade i alle Slags Papirer.

Og saa kom Politiet.

Men du har Pengene, og det ved ingen, og du har ingen Ting røbet!

176

Jeg har løjet af Hjærtens Lyst. Fra det Øjeblik, de tog mig, kom der ikke et sandt Ord over mine Læber. Jeg løj saa snedigt og koldt, saa naturligt og let, løj saa tilforladeligt. Aldrig i mit Liv har jeg været saa angest, som naar de hentede mig til Forhør. Sæt du sad der! Sæt de havde fundet dig og taget Pengene fra dig! Men stod jeg først for Skranken og saa, at du ikke var der, blev jeg grebet af et Livsmod, der kvidrede i mig som en Lærke. Alle mine Løgne kom saa stolte! Hver en var et Slør om dig, det ene tættere end det andet. Naar jeg kom tilbage i min Celle, slog jeg mig for Brystet og knejsede, bukkede for mig selv, sagde: Bravo! og vred mig af Glæde.

Hvor var de Penge henne? Sviret op. Hver evige Øre? Hver evige Øre. Hvor? Her og der, i alle Byens Varietéer. Med hvem? Med tilfældige Folk, løse Fugle, som jeg selv; jeg kender ingen af dem. Det var mærkeligt! Ja, men jeg har aldrig sluttet mig til nogen og aldrig holdt Venner. Men Pigerne? Aa, en hed Laura, en anden Karoline. Hvor Laura og Karoline boede? Det har jeg aldrig vidst. Nætterne var jo ikke saa kolde endnu, at man behøvede at trække i Hus.

En Dag stod min Vært der, Tømmersvenden. Han var i sit bedste Puds, stor og bredskuldret i sit gode Tøj. Han var helt sørgmodig at se paa, en solbrændt Kæmpe forknyt af Medfølelse, og han hilste paa mig som paa en Kammerat, det er gaaet tilagters for.

Om jeg havde boet hos ham i fire Aar? Ja. Om han i den Tid havde bemærket noget særligt ved min Maade at leve paa? Nej. Hvem der kom hos mig? Han havde aldrig set nogen hverken komme til mig eller gaa fra mig. Om han aldrig havde hørt eller mærket, at jeg trak Fruentimmer med hjem? Nej. Om jeg tit var ude om Natten? Ja. Hvor naar det var begyndt? Det havde været saadan alle de fire Aar, jeg havde boet hos ham. Fandt han ikke det lidt besynderligt? Det kom jo ikke ham ved.

177

Saa kom Turen til mig.

De har fire Aar igennem jævnlig været ude om Natten, men først for nylig har De været i Besiddelse af Penge; hvor tilbragte De de Nætter? Det er ikke altid, den samme Ting koster Penge.

Om der var noget ham og mig imellem, som han kunde beklage sig over? Nej, han kunde godt lide mig. Om han havde faaet det Indtryk, at jeg havde Penge mellem Fingre? Nej; hans Kone vaskede for mig; hun havde en Gang sagt, at mine Skjorter var saa slidte, at hun var bange for at gnide paa dem; men det kom jo ikke dem ved.

... Nej, du har aldrig været hos mig! Hvad skulde du der? Der, hvor alting er dit, hvor den mindste Ting taler om dig, din Træskammel, dine Kopper med den blaa Fugl paa, dit gule Skab med den revnede Dør og Lysestagen med dens evige Krans af størknet Stearin, - der bor jeg! Naar jeg kommer nede paa Trappen, kan jeg høre din Symaskine snurre; det lyder mig saa hyggeligt som Bulderet i en Ovn. Naar jeg banker, standser den, og der bliver et Øjeblik saa stille som en hel Helligdag. Saa skraber din Stol over Gulvet, og jeg hører Lyden af dine Skridt gaa mig i Møde. Blot den Maade, hvorpaa du løfter din Arm og stryger Haaret fra din Pande, naar du staar i den aabne Dør! Det faldt mig ind en Gang, at den var som et Violinstrøg. Du aabner altid Døren først, du giver dig aldrig Tid til at stryge Haaret bort, før du har aabnet. Saadan elsker du mig!

Og jeg kommer ind, og Drengen farer imod mig og slaar sine smaa Arme om mine Ben, saa jeg ikke kan flytte dem og maa sætte mig og tage ham paa Skødet. Og saa snurrer din Maskine paa ny, og Drengen og jeg pludrer. Du kan ikke høre, hvad vi siger, men du sidder ved dit Arbejde og smiler.

... Løgn!

Vist ikke nej! vist er det sandt! Sandhed i al Evighed !

Men det var ikke saadan i den sidste Tid!

178

Den sidste Tid, - aa, den sidste Tid! Den var saa forkert og saa forstyrret!

Det var din Fætter, der kom fra Amerika.

Men hvad betyder den sidste Tid? Min Lykke er saa dyb, at den sidste Tid drukner i den. Og her, hvor jeg nu er, ser jeg det alt sammen saa stort og saa rent. Jeg har det hos mig som Æther i en Flaske ... Og jeg takker dig!

Gud ved, hvor længe jeg har siddet her? Den første Tid talte jeg Dagene, en for en. Men jeg har faaet Foragt for Tiden. Døgnene er ikke andet end Laser. Lad være, at de efterhaanden flikker sig sammen til et helt Livs Længde. Det er kun udvortes. Et Liv er ikke til at maale. Jeg har gaaet her og levet tusinde Liv, tusind og dog et og det samme. Det ligger i mine Tanker. Jeg har søgt at ordne dem, men bestandig vælter de over hinanden. Det er mig besynderligt, at de kommer saa forvirret; deres Maal er dog eet, - Solskin! Solskin! saadan som Livet er født i mig, og som det har artet sig for mig, trods det, jeg sidder her.

Jeg kan godt lide din Fætter. Han er et godt Menneske. Vær sikker paa det og hav Tillid til ham. Det gør mig næsten ondt, at du er saa studs overfor ham. Herregud, med alle sine Penge er han ikke saa lykkelig som du og jeg. Vi har mageligt Raad til at være venlige imod ham. Det kan somme Tider falde mig ind, - men det er Vanvid, - at du ikke er saa lykkelig, som jeg tror. Det er, naar jeg tænker paa din Kulde imod ham. Lykkelige Mennesker er milde imod alle. Du maa ikke være gerrig. Men du synes, at ingen har noget at gøre, hvor vi to er sammen. Det er det, der viser mig, hvor falsk min forrige Tanke var. Du maa 179 blot huske, at han staar ganske ene. Jeg har dog dig. Tænk om det var mig, der kom saa ensom til dig.

Tænk paa, tænk paa, hvordan vi mødtes! - den Aften, da jeg bar din Symaskine hjem for dig fra Jærnbanen. Aa, det gik saa vidunderlig naturligt til, saa let og ligefremt som to Summer, der gaar op i hinanden. Kan du huske, da vi sad over for hinanden i Kupeen? Jeg kunde ikke lade være at se paa dig. Du saa saa træt ud. Dine Kinder var ganske hvide. Men dit Haar var stort og brunt, saa underlig svulmende brunt, som det er den Dag i Dag, og din Mund var varm og rød af din Aande. Du var fattig, saa jeg, saa fattig, at din Ungdom havde skjult sig og ikke ejede anden Bolig end dit Haar og din Mund. Dine Øjne, de var lyse og klare. Men hver Gang du saa paa mig, kom deres Blik saa langt borte fra.

Jeg troede, du som jeg og alle de andre søndagsfri Folk havde været i Skoven.

Vi talte slet ikke sammen. Jeg sad og saa paa dig, og en Gang imellem mødte du mit Blik, første Gang helt tilfældigt, anden Gang roligt og langt, som det ene Menneske kan se paa det andet, naar man sidder hinanden nær og ved, at man foreløbig maa blive siddende, hvor man sidder. Saa bøjede du dit Hoved og vendte dig mod det aabne Vindve og saa ud i Sommeraftenen.

Jeg stirrede bestandig paa dig, til dine Kinder begyndte at rødme, og du bøjede dig dybere imod Vindvet. Saa løftede jeg Hovedet og lod mine Øjne hvile paa den døde, gule Vognvæg.

Men da vi steg ud, og du trak din Symaskine frem under Bænken, var det, at jeg tog den fra din Haand. Uden et Ord. Du saa op paa mig. Du blev saa rank. Saa stod du et Øjeblik som fortumlet. Og saa gik du til.

Vi fulgtes, til du naaede din Gadedør.

- Tak! sagde du højt og koldt og tog hastigt Maskinen fra mig.

180

Da jeg var gaaet et Par Skridt, rev jeg en Bøgekvist ud af mit Knaphul. Jeg vilde gaa tilbage og kaste den paa Flisen foran din Dør. Men den var visnet og forkrøllet. Jeg krammede den sammen og lod den falde i et Kældervindues Fordybning.

Men Dagen efter, Aftenen efter. Jeg stod paa dine Trapper med en Buket inden for min Frakke, en lille Buket Liljer. Ingen fremmede maatte se den. Jeg ringede paa her og der og spurgte efter en Syerske. Først allerøverst oppe var det dig, der aabnede.

Du stod der i den aabne Dør, som du stod paa Perronen, rank og stiv. Jeg gik dig som i Drømme forbi, ind i din Stue.

Jeg hørte dig lukke din Dør, nølende og sagte. Da jeg vendte mig, stod du henne ved den, støttet op ad den.

For første Gang stod vi overfor hinanden, du og jeg, alene.

Men da var det, at Virkeligheden blev mig saa naragtig grel, at jeg maatte le. Jeg følte, hvor jeg blev bleg under mit Smil Men det var, som om en fremmed Magt pludselig tog mig i Besiddelse og handlede paa mine Vegne, helt anderledes end jeg havde tænkt.

Jeg tog Buketten frem og lagde den paa dit Bord.

- Ja, sagde jeg, De kan vel forstaa, at jeg har købt de Blomster til Dem?

Du blev, hvor du var.

- Hvorfra skulde jeg forstaa det? spurgte du tørt.

- Paa samme Maade som jeg selv, - siden jeg er kommet herop med dem!

Du saa rolig paa mig.

- Hvad bilder De Dem ind?

- Ingen Ting! Jeg fik Lyst til at bringe Dem et Par Blomster. Hvis De vil gaa bort fra Døren, skal jeg gaa med det samme!

Du tog om Laasen og aabnede Døren paa Klem og trak dig til Side.

181

Jeg gik.

Men i Døren vendte jeg mig. Du stod tæt bag mig.

- Jeg vilde blot selv bringe dem! sagde jeg.

Jeg hørte dig lukke Døren bag mig, langsomt og lydløst.

Men som jeg gik ned over Trapperne, maatte jeg gribe i Rækværket og standse. Mine Ben rystede under mig. Alt det, jeg Dagen igennem havde drømt og vævet sammen, kom væltende tilbage og kaldte mig et Pjog og en Forræder. Det Tryk af din Haand, som jeg havde lovet min, dit milde Smil, som jeg havde lovet mit Hjærte, alle de inderlige, skælvende Ord, som havde gynget i mig Dagen igennem - -

Jeg blev saa magtesløs og saa ulykkelig.

Jeg gik hjem og sad vaagen og drømte om igen og om igen alt det, min Længsel havde drømt sig skulde ske.

Mit Mod var borte. Der gik en hel Uge, før det kom igen. Akkurat en Uge. Jeg har et bestemt Maal derfor. -

Mod? . . . som om det var Mod! Er det Mod! Er det Mod, at man spiser og drikker og klæder sig paa? Jeg gik jo til dig, som havde jeg kendt dig en Evighed, og som var det den naturligste Gang af Verden. Der var ikke Tvivl skabt i mig, ingen Vaklen; jeg regnede ikke med Muligheder; de faldt mig ikke ind.

Der gik en Uge. Men den er død for længe siden. Den kommer mig ikke mere ved. Det er min Lykke, jeg fortæller om, alene min Lykke, der fylder mig.

Den følgende Søndag tog jeg i Skoven, blot for paa ny at møde dig ved Aftentoget. Det skulde være som tilfældigt. Jeg søgte efter dig, men du var der ikke. Jeg blev paa Banegaarden, til det sidste Tog kom ind. Men du var der ikke.

Dagen efter stod jeg uden for din Dør. Jeg havde listet mig op, og jeg havde atter købt Blomster. Jeg vidste ikke andet at købe. Min Fantasi kom ikke længer end til Blomster; saa stille stod den, at jeg købte dem i den samme Butik, hvor jeg havde 182 købt Liljerne. Men jeg bankede ikke paa. Jeg stak mine Blomster ind bag Laasen og gik, listede ned, som jeg var kommen.

Men saa vaagnede min Vilje, og en Aften gik jeg op og ned ad Gaden uden for dit Hus. Det regnede, og jeg var vaad. Jeg saa en Ven i Regnen. Denne mørke, fattige Aften maatte du komme, maatte jeg møde dig. Hvorfor skulde jeg - jeg - komme til dig under Stjerner?

Og du kom, og jeg gik hastigt imod dig, som var jeg i samme Øjeblik drejet om Hjørnet.

Jeg hilste dig. Du saa paa mig. Du kendte mig, - du gik et Øjeblik saa langsomt.

Saa var det, jeg gik ved din Side. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde sige.

- Er De vred paa mig? spurgte jeg.

Du løftede din Bylt Sytøj højere op paa din Arm, klemte den fastere ind til dig, som var den noget, du støttede dig til.

- Gaa Deres Vej! sagde du hastigt.

- Kan De ikke se, sagde jeg, at jeg er fattig som De?

- Jeg har ingen Ting med Dem at skaffe!

- Jeg vil ikke andet end være god imod Dem!

- Hvem har bedt Dem om det?

- Netop fordi ingen har bedt mig om det, kan De vel forstaa, at det er sandt!

Du lo tørt og koldt; men du lo, og du talte til mig, og du bød mig ikke længer gaa.

- Er De maaske i Understøttelsesforeningen, sagde du, - jeg har ingen Ting søgt!

Jeg lo som du. Der var ingen Bitterhed i dine Ord. Du morede dig et Øjeblik.

- Tro, hvad De vil! sagde jeg, - jeg har heller ikke søgt efter Dem, - jeg har fundet Dem!

183

Det var saa lette Ord. Jeg vidste, hvad de betød. Men jeg sagde dem som en Spøg.

Du standsede og saa paa mig. Du saa saa alvorlig ud.

- Hvad er det, De vil mig, og hvad skal jeg med Deres Blomster? Ved De, hvad De har for? De ser jo ud som et Barn!

- Se bare, sagde jeg, hverken De eller jeg ejer saa meget som en Paraply! Vi har ingen Ting at give hinanden. Jeg er saa ensom, og da jeg traf Dem første Gang, syntes jeg, at jeg saa paa Dem, at De var ensom, akkurat som jeg! Jeg syntes, at vi lignede hinanden.

- Aa, jeg er ikke arbejdsløs!

- Nej, heller ikke jeg! - kun saa alene. . . . Har jeg taget fejl?

Du tav og saa ned paa Flisen. Men du blev staaende.

- Nej, De maa gaa! sagde du omsider, - Kræmmeren lukker. Jeg har ikke Tid. De skal gaa hjem!

- Det er saa let sagt!

- Nej, De maa ikke følge mig længer!

Og du gik fra mig, og jeg lod dig gaa. Jeg saa i Lygteskinnet Vandet pible saa blankt om dine tyndsaalede Sko. Jeg fulgte dig ikke, jeg stod alene tilbage. Der var saa varmt i mit Hjærte. Bag mine dumme Ord laa alt det, jeg gad sagt dig forleden i din Stue, alt det, jeg syntes maatte frem i Fred og Ensomhed imellem fire hellige Vægge. Og det var piblet frem her i den fattige, vaade Aften, midt paa den sorte Gades Stenbro - -

Hvor din Fætter er lille. Jeg er ikke ret stor, men jeg tror alligevel, han er mindre end jeg. Han fyldte næsten ingen Ting i Stuen den Aften, da jeg kom, og han var der - - 184 Min lille Pige! naar jeg tænker paa ham, er det blot for din Skyld! Det var saa besynderligt, at han skulde komme netop i de Dage, som om Himlen havde sendt ham og hans Penge. For den Sags Skyld gjorde det ingen Ting, om de havde fundet dig og taget dig og taget mine Sedler fra dig. Han vilde hjælpe dig. Nej, det er paa helt anden Vis, jeg glæder mig, fordi de ikke fandt dig. Hvad kom det, som er imellem dig og mig, alle de fremmede Mennesker ved? Saa længe de ikke har rørt min Hemmelighed, har de ingen Ting gjort mig. Lad dem dømme og straffe. Jeg ved det, som de ikke kan beskære.

Den Aften hørte jeg ikke din Symaskine snurre, og du lukkede ikke op saa hurtigt som ellers. Da du endelig stod i Døren, strøg du dig ikke, som du plejede, over Panden. Du saa et Øjeblik paa mig, og saa faldt du mig om Halsen og pressede dit Ansigt mod min Skulder.

Jeg blev saa angest. Jeg troede, du vidste alt.

Men saa saa jeg ham. Han stod bag Bordet og stirrede paa dig. Det var paa dig, han saa. Det var ikke mit Blik, han mødte.

Kan du huske, hvor jeg knugede dig ind til mig? Det var i samme Nu, jeg fik Øje paa ham. Politiet! skreg det i mig.

Jeg ved ikke, hvorfra jeg fik den vilde Sikkerhed, men da jeg saa hans Øjne søge dig og lade mig fri, vidste jeg, at jeg tog fejl, og tænkte ikke paa andet, men kyssede dig i ubændig Glæde.

Fra det Øjeblik holder jeg af ham.

Og det var, som blev du saa taknemlig for mit Kys. Du gav mig det tilbage og førte mig med din Arm om mit Liv frem i Stuen.

Han bukkede for mig med et Smil.

Og han vilde gaa.

Men da jeg fik at vide, hvem han var, og hvor langt borte fra han kom, lagde jeg mine Hænder paa hans Skuldre og trykkede 185 ham ned paa en Stol. Jeg var saa let og saa befriet og følte mig som en Konge.

Du skulde vide, hvor denne Mands pludselige Dukken op gjorde mig godt. Du blev saa rig for mig! Det, at du, som jeg troede saa ene og forladt, havde en Ven, - at der ude i den store Verden havde siddet et Menneske og tænkt venligt paa dig! Jeg havde kunnet kysse hans Hænder. Og min Glæde fortalte mig, hvor længe det havde pint mig, at ingen andre end jeg havde set dit Værd og været god imod dig. Du, som jeg gad tromme den hele Menneskehed sammen om, for at den kunde ære dig, som du fortjener!

Saa sad vi der ved dit Bord. Vi sad der alle. Drengen stod ovre hos ham med sine smaa Hænder paa hans Knæ og stirrede op paa ham, og hvert Øjeblik lagde han sin Haand paa Drengens Hoved og strøg ham over Haaret. Og hver Gang han gjorde det, saa han flygtigt paa dig. Hans Haand var saa stærk at se paa. Aarerne svulmede saa fast over den. Ellers sad han der saa spinkel. Naar jeg saa paa hans Ansigt, var det, som havde jeg set ham hundrede Gange før, paa Gader og Stræder, i alle Fotografers Billedskabe, - det sorte Overskæg, det sorte, friserede Haar, de mørke, glatte Øjne, Hagen og Panden rund og glat, alt sammen som paa et Fotografi. Det var mest hans Haand, jeg saa paa.

Du syede, som du plejer. Du mærkede slet ikke, at han saa paa dig. Du vilde ikke holde op at sy. Jeg rejste mig og tog i Spøg din Symaskine og bar den ud paa Køkkenbordet. Men du hentede den igen. Du hørte slet ikke alt det, han fortalte. Se, det er det, jeg gaar her og bebrejder dig saa mildt.

Saa kom Drengen over til mig og krøb op paa mit Skød. Det var saa langt over hans Sengetid. Han sad hos mig og faldt i Søvn. Men du slap ikke dit Sytøj. Jeg sagde ingen Ting. Hvor kunde jeg skænde paa dig, saa længe han sad der.

186

Og jeg har ikke faaet Tid til at skænde paa dig.

Men naar jeg kommer ud!

Vi gik paa samme Tid, han og jeg. Jeg vilde ikke blive den Aften. Og du bad mig ikke. Aa, jeg forstaar dig saa godt. Hans Øjne var dog en fremmeds Øjne.

Vi fulgtes ned ad Gaden, han og jeg.

Men saa brød han pludselig af.

Han var træt og maatte hjem og sove.

Vi gav hinanden Haanden.

Hans var fast som et Stykke Staal.

Jeg piller Værk. I Begyndelsen satte de mig til at skære Propper. Men det gik ikke, det havde ingen Art. Jeg blev syg. Lægen sagde, det var af Arbejdet. Og det var det - paa sin Vis. Jeg kunde ikke tænke paa Jer og passe Korken og den larmende Maskine paa samme Tid. Jeg ved ikke hvorfor. Men jeg kunde ikke.

Saa satte de mig til at pille Værk. Og derfor er jeg dem taknemlig.

Det hænder tit og mange Gange, at jeg synes, du, min Dreng, sidder paa den anden Side Bunken og piller og hjælper mig. For det er som at lege med Klude, dette Arbejde; det er Barnemorskab.

Saa er vi to alene. Saa er det dig, jeg taler til. Og jeg har saa meget at fortælle dig.

Det, jeg har at sige dig, trykker mig saa trist. Men det lindrerg118

at sige det. Jeg ved jo nok, at du ikke forstaar det. Alligevel siger jeg det. Det er, som om dit rene, bløde Barnesind virker paa mig som den mildeste Tilgivelse.

187

Det gør mig saa ondt at tænke paa, hvor din Barndom er fattig!

Nu er du tre Aar og kan se med dine Øjne og le og glæde dig. Og hvad ser du saa, og hvad er det ikke, din Glæde maa nøjes med? Dagen viser dig en Række skidne Tage og en ussel Stump Himmel, en lille bitte Stue, hvor alle Møbler er nøgent, malet Træ og kun din Seng blød. Din Sult kender kun Grød og Vælling og tyndt smurt Brød, og naar du klapper i dine Hænder, er det af Glæde over en Flue, der kravler paa Vindvet.

Og det er min Skyld, - min lille Dreng, det er ene og alene min Skyld. Din Moder arbejder fra Morgen til Aften. Det gjorde jeg ogsaa. Men det var mit Arbejde, der skulde gøre det rigt for dig og for os alle. Men jeg kom aldrig længere end til min Kærlighed. Den tog alle mine Evner. Jeg har haft nok i den. Og du og din Moder, I har aldrig klaget. Jeg slog mig til Ro med, at I holdt af mig. Alle Vegne løb jeg mod en Mur. Der var saa mildt hos Eder. Naar du bliver stor, vil du lære at forstaa, hvor det at vide sig elsket kan give en fattig Mand en Fred, der faar hans Vilje til at drukne og hans Forstand til at se Livets Lykke naaet.

Nej, naar du bliver stor - -

Det vil vi ikke tænke paa. Der kan ske Alverden, og der vil ske Alverden! Jeg lover dig det! Gjorde jeg ikke mit dertil, var jeg værre end en Morder!

Det er din Barndom - -

Det er mig saa latterligt, at min egen var saa lys, saa latterligt uretfærdigt. Hvad skulde jeg med den, jeg, som ingen Vegne er kommet?

. . . Det kommer af denne brune Bunke Værk, der ligger paa Gulvet ved Siden af mig. Det faldt mig ind før, da jeg saa paa den, at den ligner Bakken bag min Faders Gaard, naar den laa pløjet og mørk.

188

Kan du huske min Faders Gaard? Det kan du ikke. Du har set den en Gang, men da var du ganske lille. Vi tog derud alle tre en Sommerdag og gik den forbi ude paa Vejen. Fremmede har ejet den i mange Aar. Jeg synes blot, at I skulde se den. Og saa var der det, at jeg vilde vise disse Marker, der kendte mig, min Lykke.

Men det faldt underligt ud. Din Moder var træt af at bære dig, og paa min Arm græd du. Du var jo saa lille og saa mig saa sjældent. Den Gang kendte du mig ikke rigtig.

Og jeg selv saa det alt sammen, som var det ikke andet end en død Billedbog. Min Barndom blev mig den Dag saa fjern. Jeg levede et andet Liv, end da jeg løb omkring der, og Afstanden var saa stor. Det var en Skuffelse, men den gjorde mig ikke ondt. Jeg var rigere til Mode, end da jeg var Dreng.

Siden har jeg ikke tænkt paa min Barndom, ikke før nu, jeg sidder her og snakker med dig og er bedrøvet over din.

Jeg havde et helt Værelse derinde. Det var saa stort som din og din Moders Stue, og det var mit. Der laa mit Legetøj inde i et lille Skab, og der laa jeg selv ved Vindvet og saa ud i Haven, naar Morgenfruerne blomstrede i Bedet, og Bierne sværmede, og naar Æblerne faldt og knuste Spindelvævet over Græsset, og naar den første Snestorm kom, og Kragerne krøb sammen i de store Graner.

Før, da Arrestforvareren var herinde, saa jeg, at han havde en skævhælet Sko paa den højre Fod. Den Sko gjorde mig saa lystig. Jeg har lagt Mærke til, at undertiden er det, som om alt, hvad ens Øje falder paa, minder en om den samme Ting, saa ens Tanker ikke kan slippe fri. Jeg havde en Lærer derhjemme. Altid, naar jeg saa paa hans Sko, var Hælene skæve.

Han læste med mig inde i det lille Værelse. Jeg sad henne ved Vindvet. Saa kunde jeg se ud, naar jeg lystede, og der var 189 aldrig længe mellem hver Gang. Der var altid noget at se efter, om ikke andet saa den blaa Himmel. Han sagde ingen Ting dertil. Han stod i Regelen med Hænderne paa Ryggen, lænet op ad mit Legetøjsskab, og stirrede samme Vej. Jeg har aldrig svaret ham paa et Spørgsmaal, uden at jeg har tænkt paa noget ganske andet, og nu, jeg mindes ham, tror jeg, at heller aldrig har han spurgt mig, uden at hans Tanker var saa fjerne som mine.

Aldrig har jeg set saa blegt et Menneske.

Alle vi andre kom ind med røde Kinder, naar vi havde været ude. Men ham gjorde Luften dobbelt bleg.

Jeg saa det tilfældigt en Dag, hvor bleg han var. Han stod, som han plejede, henne ved Legetøjskabet og saa ud gennem Vindvet. Det var en Regnvejrsdag i Foraaret og halvmørkt ude og inde. Som han stod der i Krogen, stiv og stille, skinnede hans Ansigt som et Spøgelses, og han stirrede ud i Regnen med et Par Øjne, der som to Igler sugede sig fast et Steds derude.

Jeg blev bange for ham.

Det var den græske Gudelære, jeg havde for. Jeg sad og fortalte, i Stumper og Stykker, som jeg havde lært det.

Saa var det, jeg spurgte ham. Jeg blev angest for min egen Stirren og fandt paa et Spørgsmaal for at dække den.

- Hvorfor trode de paa alt det? spurgte jeg. Han hørte det ikke straks.

- Hvorfor trode de paa alt det? gentog jeg.

Han strøg sig langsomt over sit magre Ansigt. Saa gabede han og strakte sig, trøgt og langsomt, som gjorde alting i ham ondt.

- Fordi de var lige saa store Dumrianer som du og jeg! sagde han omsider og gjorde et Kast med sine Hænder, som styrtede han en usynlig Stabel sammen.

Men saa kom han hen til mig og tog en Stol og satte sig hos 190 mig og talte og forklarede og hørte mig og lod mig ikke et Øjeblik Fred til at se ud.

Saa lukkede han, bedst som vi sad, Vindvet op.

- Kan du taale det? spurgte han.

- Ja, sagde jeg, - men De?

- Aa, jeg kan taale, hvad det skal være! svarede han og lagde sin magre Haand ud paa den kolde Karm.

. . . Forbavsende, saa jeg forstaar alting, her i denne Celle ! Vent et Øjeblik, min Dreng, - ved du, hvad han tænkte paa, evig og altid?

Akkurat paa det samme, som jeg tænker paa nu! Paa Friheden, paa den høje Luft derude og paa den brede Jord!

Den Gang var det ham, der var en Fange. Nu er vi ligestillede.

Mon jeg er blevet saa bleg som han?

Saa besynderligt kan det gaa. Dag ud og Dag ind kan man leve sammen med et Menneske og blive skilt fra ham og aldrig mere se ham, og saa en tilfældig Dag ser man ham for første Gang for sig som den, han virkelig var.

Min Dreng, hvis det engang skulde gaa os paa samme Maade! Nej, ikke mig! Mine Tanker kan I ikke forandre. Men dig og din Moder, - at I kom til at se helt anderledes paa mig!

Du skal ikke høre paa, hvad jeg siger. Jeg falder i Staver. Vi tre kender hinanden. Alting er ikke saa flydende.

Tror du, min Barndom har forandret sig for mig. Den staar meget fastere nu. Nu ved jeg, hvem der, uden et Ord, lærte mig, at alle mine Længsler mod Sol og Lys og Luft var de rette, og alt andet ingen Ting.

Hvorfor skulde du se anderledes paa mig en Gang i Tiden? Tror du, jeg ser anderledes paa mine Forældre nu?

Eller tror du, jeg saa min Fader tiere, end du ser mig?

Jeg saa ham ved Maaltiderne. Ja, ja, - jeg saa ham ved Maaltiderne. Jeg havde jo det, du ikke har. Jeg havde et Hjem.

191

Og dog staar han saa besynderlig fjernt for mig, baade min Moder og han, - næsten som to Tanker blot, som to Toner, jeg kan høre, og som gør mig saa underlig blød til Mode.

Han talte næsten aldrig til mig. Han havde aldrig Tid. Bestandig var han paa Færde. Den Gang troede jeg, at alle Mænd, paa nær min Lærer, havde travlt som han, at det var Rigdommen, der laa i smaa Bunker rundt omkring og kaldte paa ham og ikke undte ham Ro, før han havde hentet dem. Nu, jeg ved, at han var fattig, forstaar jeg, at det var ham, der blev jaget. Kun om Aftenen sad han stille en halv Times Tid. Saa maatte jeg læse Grundtvig højt for ham. Men det kom altid saa pludseligt, at nu maatte han i Seng. Saa strøg han mig hastigt over Haaret og gik.

Og min Moder, - jeg mistede hende saa tidligt. Jeg ved ikke, men jeg husker kun hendes Stemme, naar vi var alene, og hun trak mig ind til sig og sagde saa sagte: Min egen Dreng! Hun syede bestandig; altid var der noget slidt itu, Klæder og Lagener og Duge. Havde hun en Times Fred, læste hun. Der laa bestandig en Bog opslaaet i hendes Vindueskarm, og det var altid en Bog af Lamartine.

En Dag var der en fremmed Mand inde hos Fader. Han talte saa højt og blev ikke og spiste med os. Alle andre, som kom, blev og spiste. Men han kørte bort og slog Knald for sin Hest og vendte sig ikke for at hilse. Da jeg kom ind i Stuen, stod Fader og Moder henne ved Ovnen. Han holdt hende om Livet, og jeg saa, hun tog sin Haand fra hans Pande, da jeg gik med Døren.

Men hun døde fra mig.

Og han -

Ja, jeg blev konfirmeret, og der gik en Uges Tid.

Jeg skulde rejse. Han havde skaffet mig Plads paa et Kontor.

Saa blev han borte en Aften, kom ikke og gik i Seng. Jeg gik 192 ude den halve Nat og kaldte, i Gaarden og Haven og ude over de sorte Marker.

Om Morgenen fandt vi ham hængt ovre i Laden.

... Og dog var min Barndom saa lykkelig og lys imod din.

Den var saa rig imod din. Jeg kunde løbe paa den bløde Jord, jeg saa Dyr og Planter leve og dø og kunde følge Solen, fra den stod op, til den gik ned, og jeg havde et Hjem, hvor de, som var min Fader og min Moder, saa paa hinanden med en Troskab, der brød saa mildt gennem alle Sorger.

Jeg gav dig saa gerne min Barndom. Hvad skal jeg med den nu? Ingen Ting er saa tungt som det at eje noget, der kunde gøre en anden lykkelig, - og som man ikke har Magt til at skænke bort.

Aa, min Dreng, man kan tænke paa sin Barndom, man kan gaa tilbage i Tiden, og man kan lede efter Forklaringer, søge den røde Traad, tælle sammen, hvad der er hændet en, forfra og til denne Dag, for at se det i en voksende Sum, - det vejer alt sammen saa lidt, bliver aldrig andet end en forvirret Hoben Undskyldning og Anklage, taabelig Dunst det hele.

Der er et eneste, der gælder.

En skønne Dag brister man som en Blomst og staar der som den, man inderst inde er. Fra det Øjeblik hører man Livet til og er et Menneske mellem Mennesker, og alt, hvad man siden handler, fødes af de Værdier, der er i en, af de gode og af de ringe. De er der. Der er ingen anden Skæbne til end den, de skaber.

Det hændte mig, at jeg traf din Moder.

Den Gang levede jeg som en tavs og ensom ung Mand, der gik om og vidste, at der gaves en Lykke, der kunde aande paa 193 al Ensomhed og Fattigdom, saa deres Stengrund blev grøn og en levende Verden for Solen at skinne paa. Det havde jeg set, det bar jeg med fra mit Hjem. Jeg gik i den myldrende By og længtes og pintes, fordi al min Kraft til at leve drev mig af Sted, uden at jeg saa den, mellem hvis Hænder jeg kunde kaste min Længsel og alle mine Drømme, saa at de fandt den Muld, der fik dem til at vokse som den frie Skov.

Saa traf jeg din Moder.

Jeg forstod det ikke straks. Men det var, som om al min Længsel randt saa stille ud og blev til den tryggeste Fred. Og det faldt mig ikke ind, at ikke hun i samme Nu begreb det og fyldtes som jeg.

Der gik Uger, før hun saa mig som den, der dreves imod hende af Mismod og Savn og af den dybeste Fortrøstning.

Det var en Aften hjemme i hendes Stue. Jeg var kommet uformodet til hende. Hun havde lukket mig ind. Men hun satte sig til at sy og lod mig staa.

Da lagde jeg min Haand over hendes Maskine, saa hun maatte standse.

- Vil De ikke tale med mig? spurgte jeg.

Jeg følte Maskinens kolde Jærn under min Haand. Jeg var saa stærk i mine Muskler. Men i mit Hjærte skælvede jeg af Angest.

Hun sad med bøjet Hoved og saa ned paa det hvide Linned, der bredte sig under Naalen.

Min Stemme klikkede. Jeg havde den ikke i min Magt.

- I Dag er jeg mig selv! sagde jeg hæst og følte min Strube som forbrændt.

Men jeg knugede det kolde Jærn med min Haand. Det stak i mit Kød og ramte mig, som havde jeg kastet mig mod Vaaben, der var rettede mod mit Liv.

- De maa ikke bøje Hovedet! Jeg staar jo her og ser paa 194 Dem! Og jeg taler til Dem, som var det min sidste Vilje, jeg pinte frem! De behøver ikke at skjule Dem! Tal blot, eller vis, at De ser, at jeg staar her!

... Da var det, du løftede dit Hoved, du, som jeg sværger at elske til mine Dages Ende, sværger saa trygt og saa let, fordi mit Liv kun har en eneste Streng, Troskabens og Taknemmelighedens, - og du løftede dine Øjne imod mig, fulde af Angest og fyldte af Smil.

- Tror De ikke, jeg er klogere end som saa? spurgte du.

Men dine Ord gjorde mig ingen Fortræd. Jeg saa dit Smil i dets forvirrede Skiften.

- De behøver ikke at svare mig paa den Vis! sagde jeg. De har jo dog lukket mig ind! Hvorfor kan vi ikke tale ligefremt sammen ?

- Aa, svarede du og lænede dig tilbage paa Stolen og stødte dette lille Ord frem, som rettede du dig efter at have kastet en Byrde, - som om De er ligefrem!

- Forklar mig da, hvordan jeg skal være! De kan faa mig til alt, kun ikke til at gaa!

- Nej, sagde du ganske stille, De behøver heller ikke at gaa!

Jeg blev saa stille som du. Alle mine Ord blev mig til Bjældeklang og Mundsvejr, og jeg følte med eet den riges taalmodige Fred over mig og fik saa gode Stunder som et Skib, der glider ind i Havnen.

- Saa maa jeg altsaa komme her og sidde hos Dem og tale med Dem? sagde jeg og vilde taget din Haand, men følte ogsaa det som en Slags Sum, jeg ejede og altid kunde hæve. Jeg, som var kommet for at handle, stod som den, der er lykkelig alene ved at aande.

- Ja, hvis det kan more Dem! sagde du og bøjede dig frem mod Bordet, som vilde du sy. Men du blev siddende stille og rørte ikke Maskinen.

195

Jeg gik bort over Gulvet. Alting bølgede i mig, og jeg var svimmel. Men saa var det, som maatte jeg føle Jorden haard og fast under mig. Og jeg tvang mig rolig og standsede foran dig.

- Jeg har ingen Ting at byde Dem! sagde jeg. Det var, som styrtede jeg mig ned gennem en Sky. Du saa op paa mig. Saa lo du.

- Naa, og jeg, som troede, De var Millionær!

Jeg blev saa flov som et Barn, man spotter, og stod og saa paa dig og ejede ikke et eneste lystigt Ord at svare med.

Saa rejste du dig og stillede dig lige foran mig og saa saa fast paa mig med dine lyse Øjne.

-Jeg tror ved Gud i Himlens højeste Rige, at De gaar og elsker mig! sagde du.

Da slog alle mine Tanker sammen som en Væv, der speges, og jeg følte mine Læber dirre, og der kom Taage for mine Øjne. Jeg stod og knyttede mine Hænder, saa Neglene skar mig. Men jeg slog ikke mine Øjne ned; de var vendte mod dig, skønt jeg ikke saa dig.

Saa var det, du strøg din Haand gennem mit Haar, saa let og saa hastigt, som brændte du dig.

Og saa løb du ud i dit Køkken og lukkede din Dør og lod mig ene.

Men jeg blev staaende, hvor jeg stod. Jeg fornam ingen Ting af det, som var om mig. Det susede i mit Blod, som stod jeg midt i Verdens Skabelse, og som sank Himlens første Regn mildt og ustandseligt over mig.

Saa kom du tilbage.

Du gik mig forbi og hen til Bordet. Men saa vendte du dig og kom hen til mig.

- Staar De op endnu? sagde du. Flyt den Stol hen til Bordet. Jeg skal sy i Haanden.

Jeg blev saa længe hos dig. Og vi talte saa jævnt sammen, 196 som gamle Venner taler. Jeg fortalte dig om mig selv, og jeg fik at vide, at du stod ene som jeg.

Da jeg gik, tog du min Haand.

Men du slap den hastigt.

Vi blev begge saa forlegne.

Jeg har ikke plukket ret meget Værk i Dag.

- Det var ikke store Ting, sagde Arrestforvareren, da han kom ind og tog Bunken, - hvad har du bestilt?

- Holdt en lille Hviledag! svarede jeg og strakte mig.

Han brummede og saa skævt op paa mig og gik.

Nu ligger jeg paa min Seng. Her er mørkt i Cellen, nede omkring Gulvet. Men Vindvet deroppe og dets brede Karm lyser svagt. Det er maanelyst ude.

Nej, mine Fingre har pillet saa nænsomt i Dag. Jeg begyndte saa hastigt i Morges. Men det, mine Tanker faldt paa, dæmpede alt, hvad jeg tog mig for.

Saadan begyndte det ikke. De for afsted som mine Fingre. Saa kom jeg til at tænke paa det første af de Aar, vi to har levet sammen, og fra det Øjeblik svævede jeg saa stille som en Fugl, der er steget saa højt, at ikke engang Skyernes Skygger naar den.

Nej, det er ikke sandt. De Tanker var der straks i Morges, da jeg vaagnede. Og hele Morgenen fyldte de mig med et Brus; de slog mit Sind som en Storm; jeg stønnede af Fryd, og svulmende Ord tumlede uden Sammenhæng rundt i min Hjærne. Men saa blev med eet den Magt, der havde født dem, saa mild og saa stor for mig, at det blev som en stille Søndag omkring mig.

197

For aldrig har Skæbnen været nogen saa god, som den var dig og mig!

Midt imellem Tusinder af Mennesker havde vi gaaet hver for sig og været alene, havde begge døjet det samme, sultet i Hjærtet og begge anet, at den Lykke, vi drømte om, var for rig til, at den kunde sankes sammen i tilfældige Stumper.

Naar vi sad hos hinanden, var det, som sad vi sammen under et stort Træ og saa ud over aabne Marker, der bar Græs og Sæd under Sol og Fuglesang og Fred. Og Verden, Livet blev for vore Øjne til en sagte Bølge i Korn, der bøjer sig lydløst og løfter sig, naar Vinden glider over Jorden.

Aa, der var ingen Grænser til! Dagen led med vort Arbejde. Men det var ikke Arbejde længer. Det var saa nemme Trappetrin, og de førte derop, hvor vi mødtes hver Aften. Dagen gik saa let, som havde vi blot bøjet os for at fri et Straa, der var vokset i Klemme under en Sten.

Kan du huske den Aften, da du sagde mig, at nu var vi tre?

Netop de Ord brugte du, - tre.

Først græd du.

Du havde siddet med min Haand i din. Men du slap den og gemte dit Ansigt i dine Hænder og bøjede dig og sad og vuggede frem og tilbage.

Jeg tog dine Hænder. De var vaade og kolde. Jeg gemte dem under min Vest, tvang dem derind, pressede dig ind til mig. Du var ganske viljeløs.

Se, saa stor er Jorden! sang det i mig. Men din Graad og dine Hænders Kulde fik mig til at skælve.

- Men hvorfor græder du? spurgte jeg. Du rettede dig og saa paa Lampen. Dine Kinder var saa hvide som dens Kuppel.

- Vi er saa fattige! sagde du.

198

- Aa, ikke andet! svarede jeg, - der er Guld nok i Verden !

Og det stod for mig, som var Verden nu min Skyldner.

- Hvad hjælper det, svarede du, naar hverken du eller jeg har mere end til det tørre Brød! Jeg tvang dig ind til mig.

- Er du bange? spurgte jeg, - hvad har vi to levet af?

- Aa, deraf maatte et Barn dø! Det kom saa tungt og trist.

- Vist ikke nej! sagde jeg, - vi er unge og stærke! Men du hørte ikke paa mig. Der gik saa lang en Tid. Saa sank du ind til mig og lukkede dine Øjne.

- Jeg ved det, sagde du, det gør alt sammen ingen Ting! - det er jo dit Barn !

Og jeg kyssede dit Haar og dine Øjne, og min Forstand svinglede som Kneblen i en Klokke.

Jeg tog alle Livets Magter i Ed.

Og de hørte mig og svor.

. . . Jeg saa dig aldrig mere græde.

Kun en Gang imellem blev du, som vi bedst sad, bleg og sank sammen.

Men da fik min Arm en Kraft, der tvang dig rank, og jeg fandt Ord, der faldt som Paukeslag.

Du kunde tale saa urimeligt.

Du kunde dø, sagde du.

Jeg vidste saa vidunderlig sikkert, at du talte vildt.

Og jeg kastede mig med al min Tro over dit Sind. Jeg gik med Evighedens Lovsang i mig. Og hver Gang vandt jeg og drog dig ind i den Verden, som i den Tid var min alene.

Naar mine Ord havde bragt dig Fred, gik du saa lykkelig omkring. Længe før det var født, var det Barn, du bar paa, levende for os; vi gav det Navn, - det var imellem os, og vi legede med 199 det. Vi talte til det, det lo, og det græd, og det kunde snakke. Det tumlede paa vort Skød, og det rakte efter os, og det var det, vi kyssede, naar vi skiltes.

Der sidder en Stjerne der oppe bag Vindvet, langt ude i Himlen. Jeg ligger og ser op paa den. Der gynger en gylden Traad imellem den og mig, en tynd, fin Bro, paa hvilken mine Tanker vandrer.

Naar jeg nu kommer ud - -

Det er lige meget, om der er længe til, eller om det sker snart.

Naar jeg nu kommer ud!

Jeg maa skyde dig og Drengen til Side et Øjeblik. I omfavner mig saa tæt. I er kun to, men I myldrer om mig, - og jeg maa have frie Hænder og se mig om. Naar jeg tænker paa Jer, staar jeg som midt i en Rosenhæk. Det er den, jeg maa bøje til Side for at kunne se.

Naar jeg kommer ud, maa jeg langt bort.

I maa ikke blive bedrøvede, men vi kommer til at skilles for en Tid. Her i Landet kan jeg ikke blive. Her vilde det gaa mig, som det gaar den Fugl, der har siddet i Bur; alle de andre Fugle vil kunne lugte det paa mig og sky mig eller forfølge mig.

Jeg maa langt bort, ud et Sted, hvor jeg kan arbejde for Jer, uden at nogen forstyrrer min Sliden ved at stirre paa mig.

Jeg vilde alligevel ønske, at det skete snart. Der er kommet en Uro i mine Lemmer efter at tage fat. Jeg er blevet saa stærk. Og nu har jeg Modet.

Saadan kan det gaa, naar man støder sammen med Verden.

- Den, Gud er god, sagde Præsten forleden, knækker Ulykken ikke; fór han vild, leder den ham paa rette Vej!

200

Saaledes ser han nu Sagen; han ved jo ingen Ting. Ulykke! og den, Gud er god!

Jeg lod ham snakke.

Paa sin Vis har jeg været en Taabe. Jeg glemte, at jeg var en Stodder, fordi jeg fandt en Krog, hvor der var varmt Solskin.

Det er mod Jer, jeg har syndet. Jeg var saa selvgod i min Lykke, at jeg glemte, at I kunde fryse.

Men nu er det forbi.

Om nogen Gud har ledet mig og nogensinde været mig god, saa var det vel i det Øjeblik, da han fik mig til at beholde de Penge. Var det ikke sket, var jeg aldrig vaagnet.

Som om Verden var saa haard! Det var jo mig, der gik og famlede. Nu ved jeg, at Verden er en stor Ager, hvor hvert evige Menneske, der ikke er sygt eller Krøbling, kan stikke sin Spade i Jorden og gøre saa stort et Stykke til sit eget, som han har Kræfter og Vilje til. I skulde vide, hvor den Bevidsthed gør mig rank! Aa, I vil ikke kende mig igen, naar I ser mig!

Blot I vil have Taalmodighed og vente paa mig, naar jeg er borte, vente, til jeg kommer for at hente Jer og for at gøre alt det godt, som jeg har forbrudt imod Jer!

Men det ved jeg, I vil!

Den Stjerne, der sidder derude i Himlen og lyser, straaler saa urokkeligt og støt. Den minder mig om dig og din Taalmodighed.

Aldrig har du bebrejdet mig det mindste, aldrig krævet, og aldrig skændt, blot arbejdet selv og taget mig og, alting, som jeg og alting nu en Gang var.

Du er blevet mig saa stor igennem det, du har taget til Takke med. Det er mig saa helligt et Pant paa din Kærlighed, og det gør mit Mod saa lyst. Jeg vil ikke kunne blive træt, og jeg skal ikke hvile, har jeg først den frie Jord under mine Fødder. Aar, som de, der er gaaet, skal du aldrig leve om igen!

201

Jeg kommer til at tænke paa en Aften oppe hos dig. Du havde trukket Bordskuffen ud og sad og ledte efter noget. Saa faldt der et Stykke stift Papir paa Gulvet.

Jeg tog det op. Det var et Fotografi. Portrættet af en Atlet. Han sad med de nøgne Arme korslagte over sit kraftige Bryst.

- Hvad i al Verden! sagde jeg, - hvor kommer du til det? Jeg blev saa lystig til Mode, som havde jeg fundet et Hestebidsel i din Besiddelse. Du saa over paa Billedet.

- Naa, det! sagde du og gav dig rolig til at søge videre.

- I har maaske aftjent Jeres Værnepligt sammen? spurgte jeg.

Men den Spøg kunde du ikke lide.

Du saa over paa mig. Det gik i en flyvende Fart. Du løftede dit Hoved saa hurtigt, at du blev rød i Kinderne.

Men saa tog du dig i det.

- Lad du bare det ligge! sagde du og rakte Haanden over efter det.

Jeg holdt paa Billedet.

- Du har maaske syet for ham? drillede jeg videre.

Du strøg dig over Panden med Bagen af din Haand. Saa sukkede du umaadelig dybt og lukkede dine Øjne.

- Jeg har elsket ham! sagde du.

Men saa rakte du paa ny din Haand ud, mens du ledte videre med den anden og sad og saa ned i Skuffen.

- Kom nu med det! bad du, - det laa her i Skuffen, da jeg fik Bordet. Lad det bare komme derned igen! Det gør jo ingen Fortræd!

. . . Stakkels du, som ikke nænnede at sige mig Sandheden!

Jeg ved jo saa godt, hvorfor du gemte det. Og jeg skammer mig som en Hund, fordi jeg ikke forstod det den Gang.

Men hvorfor gav du mig det ikke, hvorfor lagde du det ikke 202 foran mig og sagde, hvad du tænkte: Se paa ham! tror du den Mand har slaaet sig til Ro med at sidde og være lykkelig?

Det lille, døde Billede fortalte dig om alt det, du ikke fandt hos mig, men som du stille og taalmodig gik om og ønskede, at jeg ejede.

Og du nænnede ikke at sige det!

... Ha ha, du! jeg ligger og føler paa mine Armes Muskler!

Der er ikke meget ved dem, men det har ingen Ting at sige. Om jeg saa laa her saa afpillet som et Skelet, vilde jeg være lige sikker til Mode.

I skal se, der kommer den Dag, da jeg tager dig paa den ene Arm og Drengen paa den anden og bærer Jer rundt og viser Jer den Stump af Jorden, som jeg har gjort til vor, - akkurat som de gamle Jøder bar Arken hen over den Jord, de vilde velsigne.

Der er en Ting, som i den sidste Tid har gjort mig en Del urolig.

Min Straf er snart omme.

Det er naturligvis ikke det. Men jeg har ikke hørt fra dig saa længe, jeg har siddet her. Jeg bad dig selv lade være med at skrive, fordi et Brev vilde røbe dig, og jeg er glad over, at du har vist dig saa tapper. Det, der gør mig urolig, er Tanken paa, hvorledes du mon har taget det hele, - jeg ved jo ingen Ting derom. Og nu, jeg snart skal ud, nu, jeg skal se dig igen, standser jeg saa tit midt i mit Arbejde og staar og stirrer frem for mig med opspilede Øjne. Hvorledes vil jeg finde dig?

Du var saa bleg, som jeg aldrig har set dig, den Dag, da de kørte mig herud.

Der er en eneste Tanke, der kan gøre det, jeg har begaaet, til 203 en Forbrydelse for mig. Hvis du nu saa paa det, som var det din Skyld alt sammen! Saa vanvittigt det er, kunde du gøre det. Hvad hjælper det, at jeg idelig og idelig med Ord gentager, at det var mig, der ikke længer kunde udholde at se den Bedrøvelighed, der lukkede sig tættere og tættere om dig og Drengen? Ordene har ikke længer Magt for mig; de bringer ikke Føde; de kan være saa overbevisende, de være vil; deres Virkning er saa tom.

Heller ikke din Fætter trøster mig. Hvad ved han? Han kan hjælpe dig med sine Penge. Men hvis dine Tanker piner dig, er han ingen Ting.

Det kan gøre mig saa rasende paa mig selv, faa mig til at forbande min Sjæl, fordi den snød sig saa mageligt til sin Lykke som Gærdesmutten, der satte sig paa Ørnens Ryg og lod den store Fugl arbejde.

Og det faar mig til at se saa stolt paa Fremtiden.

Der skal ikke falde et Ord mellem dig og mig om den Tid, som er gaaet. Selv om jeg ser paa dig, at du har tænkt netop det, jeg frygter, at du kunde tænke, skal jeg ikke aabne min Mund for at vise dig, hvor fejlt du sluttede. Men jeg skal arbejde og i mit Arbejde vise dig, hvor meget mere du er blevet mig værd nu, - jeg, som hidtil troede, at du stod saa højt for mig, at du aldrig mere kunde stige!

Alle disse stille Timer i din Stue, hvor jeg kom og sad hos dig, timevis, mens alene det, at vi var sammen, fyldte os, - alle disse Nætter, hvor jeg holdt dig i mine Arme og fandt alt andet overflødigt og uden Magt til at ramme dig og mig, - vore smaa Søndagsture til Søndermarken eller ud i Kristianshavns ensomste Gader, altid til Steder, der var gamle og tavse og saa urokkelige i deres Fred som vor egen Lykke, - alt det er forbi og blevet til en eneste lille Vuggevise, en Stump Barndom, der ligger langt tilbage.

204

Du spurgte mig en Gang, - det var en Søndag Eftermiddag ved Vintertide, ude i Søndermarken, - om jeg ikke trode, jeg snart fik noget mere for mit Arbejde; det var dog en stor Forretning, jeg arbejdede i.

Men jeg rystede paa Hovedet. Jeg vidste, at yngre Folk var sprunget mig forbi; jeg gjorde jo aldrig mere, end hvad jeg akkurat skulde. Jeg ofrede aldrig mit Arbejde en Tanke.

- Ja, ja, sagde du, det kommer vel nok!

- Det gør det sikkert, svarede jeg, det overlader jeg ganske rolig til Skæbnen! Skulde den ikke være god imod os to, synes jeg ikke, den kan være bekendt at være god imod ret mange andre!

Du gik og saa ned i Sneen.

- Men hvis det nu var en Ulykke for dig, sagde du, at du har truffet mig! Jeg lo.

- Ja, svarede jeg, det kan jo være, at alt, hvad vi synes, er ganske forkert og omvendt, - at Lykken er Ulykke; men saa behøver vi blot at bytte Ordene om, saa er det alt sammen i Orden igen!

Men saa slog det mig, at det var dig, som var trist og gik og gjorde dig selv Bebrejdelser.

- Aa, du, sagde jeg, selv paa Fattiggaarden vil jeg se en Dronning i dig!

Du smilede. Saa tog du min Haand, og mens vi gik, svingede du den frem og tilbage.

- Ach, du lieber Augustin! sang du, - alles ist væk, væk, væk!

Og du blev saa munter, at du maatte kysse mig midt under de store Træer.

Jeg kan huske, at jeg paa Hjemvejen købte en stor Smørkage for mine sidste Penge.

205

- Ja, saadan er du! sagde du og tog min tomme Pung og vendte op og ned paa den og rystede den over den frosne Rendesten.

Men hjemme hos dig kogte du Kaffe, og vi spiste hele Kagen, - for at den ikke skulde blive tør, sagde du.

. . . Det er saa latterligt at tænke paa, hvor jeg har været blind.

Du vil ikke kende mig igen!

. . . Fra i Dag skærer jeg atter Propper. Jeg har selv bedt derom. Denne lille Maskine larmer med saa faste, smaa Smæld, og Propperne falder saa rapt fra den.

Det er mig som en Opsang til det, jeg snart gaar ud til, og som jeg tænker mest paa.

I Dag! - i Dag!

I Dag sker det!

Jeg fik det at vide i Aftes.

Jeg har ikke sovet i Nat.

Jeg har ligget vaagen og stirret op paa Vindvet.

Det er, som skulde jeg den Vej ud!

De vil føre mig gennem Døren. Det gør mig ganske ondt at tænke derpaa, som gav jeg mit Minde til en Dumhed.

Der ude bag Vindvet sejler Skyerne, skifter Lyset, fyldes Dagen. Derude under Himlen er den Sti lagt, som jeg skal følge. Den gaar ikke ned ad Trapper, ned ad Jærntrin i Fængselsganges mørke Lys. Den gaar opad, ud og opad fra dette lille trange Rum.

Om et Par Timer skal jeg se Jer, høre Jer tale til mig, høre Jeres Stemmer, løfte Jer, kysse Jer - - 206 Jeg har Lyst til at synge, højt og frit. Men al Sang er forbudt. Alligevel synger jeg, hele Tiden, ganske sagte!

Maaske staar I et Par Skridt herfra, uden for Porten, - staar der og venter, - saa nær, at I kunde høre mig kalde!

Jeg hvisker Eders Navne, jeg vifter med min Haand, - jeg faar de barnagtigste Indfald. Min Glæde er saa stor, at jeg maa stille mig med Ryggen mod Væggen, presse mig op imod den, med min Nakke og mine Haandflader mod dens kolde Kalk, for at ikke min Forstand skal briste.

Maaske staar I derude!

I har maaske faaet det at vide!

Jeg ved jo nok, at I kan ikke vide det -

Men sæt I nu er der alligevel, - at I alligevel ved det! Jeg tror paa Mirakler! Jeg er saa stærk i Dag, - jeg kan selv gøre Undere!

Naar den Dør aabner sig, og jeg gaar, skal jeg se Jer!

207

ANDEN BOG

Min Dreng!

Jeg faar dig aldrig mere at se.

Naar de Aar er gaaet, som jeg skal sidde indespærret her, vil du være voksen, en ung Mand, og ikke længere det Barn, som jeg kendte. Og jeg selv vil, hvis jeg lever, være gammel. Ingen af os vilde kende hinanden, hvis vi mødtes. Vi vilde være to fremmede, som har levet hver sit Liv, og som intet har at sige hinanden.

Men saadan, som du er nu, husker jeg dig og vil huske dig, saa længe jeg lever. De har taget dig fra mig; alt har jeg mistet. Men du var det bedste, det, jeg mindes med den reneste Glæde, og det vil du vedblive at være. For dig alene skriver jeg det følgende, ikke for Dommer eller Præst.

Du faar det vel en Gang at se.

Da kender du forhaabentlig Livet saa godt, at du kan le ad mig, som man ler ad den, der i taabelig Alvor spiller Tragedie i en Farce.

Jeg har været saa længe om at blive voksen, at Stykket var ude, før jeg opdagede, hvad jeg havde gjort.

Det var den Dag, jeg blev løsladt.

Jeg stod uden for din Moders Dør. Men I boede der ikke, I var flyttet.

Herregud, det var ikke faldet mig ind!

Jeg stod paa Trappeafsatsen og saa i Vejret, - jeg var maaske ikke gaaet højt nok op. Der saa saa fremmed ud i 208 Formiddagssolen. Jeg havde saa sjældent været der paa den Tid af Døgnet. Maaske det var ovenpaa!

Men der var ikke noget ovenpaa. Jeg var øverst oppe, og det var Eders Dør.

Der var heller ikke nogen Symaskine at høre. Der blev skuret Gulv derinde.

I boede der ikke. Der var ikke noget ved det at gøre.

Men saadan lod den Sag sig ikke afgøre, og jeg havde ikke Stunder til at falde i Staver. Naar jeg saa mig for, laa der sagtens en Besked til mig, hos Naboen maaske.

Jeg bankede paa, - de vidste ikke andet, end at I var flyttet, og det var Maaneder siden.

Men jeg kunde ikke gaa.

Maaske stod det skrevet med Blyant paa Muren. Jeg ledte alle Vegne, oppe og nede og paa Panelet. Der stod ingen Ting. Det var en ganske almindelig, tom Trappegang.

Eller det var en Spøg!

Naar jeg ventede et Øjeblik, kom I ud! Det var din Moder, der skurede derinde. Der skulde være saa rent, naar I modtog mig!

Jeg stod saa stille som en Mus og ventede.

Skuringen hørte op, og en Klud sjaskede længe og sindigt. Saa fik ogsaa det Ende, men ingen aabnede Døren.

Jeg bankede paa ny.

Hun, den fremmede, aabnede Døren paa Klem.

- Ved De ikke, hvor hun bor?

- Nej!

Og Døren smeldede i, saa jeg for sammen.

Jeg jog ned over Trapperne. Der laa i min Lomme nogle Kager, som jeg havde købt. De blev tørre. Nu hastede det.

Der var Urtekræmmeren nede paa Hjørnet.

Butiksdøren stod aaben og jeg for ind til ham.

209

Men som jeg stod der, blev jeg saa sikker til Mode og alt mit Jag latterligt.

Jeg forlangte et fire Øres Frimærke og lænede mig mod Disken og saa ud paa Gaden.

Da han kom med Frimærket, vendte jeg mig sindigt.

- Fem Øre, - een tilbage! sagde han og skød en Enøre hen over Disken.

Jeg lod, som jeg vilde gaa, men vendte mig i Døren og spurgte ham om Jer, som var I en forlagt Pakke.

- Hun er blevet gift! sagde han og slog ud med begge Hænder, som beklagede han, at den Vare var sluppen op.

Aa, Sludder! tænkte jeg og lo indvendig. Det var saa længe siden, jeg havde haft noget at le ad. Denne Urtekræmmersladder virkede saa frisk paa mig. Jeg følte mig imellem Mennesker igen.

- Men De ved ikke, hvor hun bor? spurgte jeg.

Han kastede Hovedet beklagende paa Siden.

Og jeg var ude paa Gaden.

Mine Tanker løb som en sladrende Kærlings Tunge. De snadrede inde i min lukkede Mund og vilde ikke tie. Der var ingen, de talte til, og dog blev de ved. Jeg kunde ikke standse dem. Det var, som Verden, mens jeg sad fængslet, var vokset saa stor, at de maatte halse afsted og gøre Spræl, ganske af sig selv for at jeg ikke skulde drukne i Lyden af disse vandrende Menneskers Millioner Fodtrin. Hvor var der dog mange Mennesker paa Jorden! Det havde jeg siddet og glemt. De myldrede om mig, som kunde I forsvinde imellem dem og blive borte for mig og alting blive vanskeligt!

Jeg jog afsted som en Fugl, Blæsten har grebet. Men jeg strittede imod. I var dog af Kød og Blod, og I sad et Sted. Det stod ikke saa længe paa, dette, at jeg blev saa taabelig urolig. Skulde ikke jeg kunne finde Jer, hvem skulde saa?

210

Jeg løb til Kræmmeren, som din Moder syede for. Det var som at drikke et Glas frisk Vand, da jeg fandt paa ham.

Jeg stod der i hans Butik og spurgte en Kommis, og han gik med mit Spørgsmaal og kom tilbage.

Saa vidt de vidste, ude paa Kong Georgs Vej; de vidste det ikke bestemt; din Moder syede ikke længer for dem.

Kong Georgs Vej!

Kong Georgs Vej, det var Villaer, vidste jeg, og frisk Luft. Jeg blev saa lykkelig paa dine Vegne, min Dreng, - saa havde du dog faaet den store Himmel at se paa. Jeg fandt, at det var stolt gjort af din Moder!

Som om det havde haft det mindste at betyde, om I havde staaet uden for Fængselets Port! Jeg blev jo ført derfra, som jeg blev ført dertil. Og hvorfra skulde I vidst det? Og om I havde vidst det og staaet der. - I havde jo blot røbet alting!

Det er ikke saadan at blive fri. Man skal igennem mange Døre, før man er ordentlig afleveret.

Men jeg var ude af den sidste og havde et Par Øre i Lommen og Fængselsselskabets Løfte om at hjælpe mig afsted.

Jeg kom bare for at kysse Jer; jeg havde ikke anden Tanke i mit Hoved, ikke Tid til noget som helst, ikke en Gang til at køre i Sporvogn. Jeg løb alle Vogne forbi for at naa ud paa Kong Georgs Vej.

Den laa fyldt af Børnestemmer, fuld af Børn, som legede. Alle mine Aarer svulmede, som stod jeg midt i det Foraar, jeg ikke havde oplevet det Aar.

Jeg saa ned over Vejen og løftede Hovedet, ledte og saa skarpt. Hvis du var imellem dem, løb der og lo og havde røde Kinder! Og jeg gik ned over Vejen, langsomt den hele Vej igennem, og lyttede og saa, lyttede efter at høre din Stemme mellem de andres og for at se dit runde Barnehoved.

Men du var der ikke. Jeg saa dig ikke.

211

Jeg standsede en lille Pige og spurgte hende, om hun ikke kendte dig.

Hun stod og tænkte sig om. Saa saa hun op paa mig. Nej, hun kendte dig ikke. Jeg nævnede hende alle dine Navne, og hun tænkte sig om paa ny. Nej, hun kendte dig ikke.

Saa valgte jeg mig en stor Dreng. Jeg spurgte ham først om dig og for at hjælpe ham, om din Moder. Men han vidste ingen Ting og gik ligeglad sin Vej.

Saa gik jeg ind igennem en Laage og ringede paa.

De kendte Jer ikke der.

Og jeg gik ind igennem alle Vejens Laager og ringede alle Vegne paa. Et Sted stod der en Symaskine oppe i et Vindve. Jeg var blevet saa angst; jeg ringede saa sagte. De kendte Jer heller ikke der. Ingen Steder kendte de Jer. I var der ikke.

Jeg stod midt paa Vejen midt imellem de larmende Børn. Deres Støj gjorde ondt i min Hjærne, Solskinnet pinte mig, og disse døde Huse maabede paa mig. Jeg vidste et Øjeblik ikke, hvor jeg var. Jeg stod og søgte i min Hukommelse, om ikke noget skulde være foregaaet, som jeg ikke længere kunde huske, - om jeg ikke havde truffet Jer og talt med Jer og taget Afsked med Jer allerede for en Maaned siden.

Men saa læste jeg Bogstaverne paa Vejhjørnet, følte Kagerne i min Lomme, huskede Trappegangen og Urtekræmmeren og vidste med det samme, at alting var i Orden, og at det var mig, der som en Nar spurgte al Verdens fremmede Mennesker, om de ikke kendte Jer og vidste, hvor I boede, søgte Jer i dette Klister af Menneskekroppe, - mens I var flygtet ud, hvor I kunde møde mig i den Fred, der var vor, og som havde skjult os saa ensomt og saa trygt.

I stod ude ved Fængslet! I stod dernede ved Porten og ventede! Vi havde blot ikke set hinanden, eller I var ikke kommet den Gang!

212

Saa dumt havde jeg kunnet bære mig ad denne første Dag, jeg, som havde svoret at stable Lykken op om Jer Slag i Slag!

Det var saa let at gaa. Den slagne Landevej, den førte lige ud til Jer. To Mil, halvanden Mil. Jeg kunde se Fængselskirkens Spir. Der ude havde I staaet den halve Dag og ventet. Men nu kom jeg, og jeg kom ikke fra Fængslet. Jeg kom fra Landevejen, fra den store, aabne Verden, saa fri som et Vindpust! Det var Skæbnen, der paa fin Vis havde lagt det til Rette.

Vejen var ganske hvid. Der var ingen Skygge, ikke mere end en smal Stribe af hvert Træs Stamme. Men for hver Stribe, jeg vandt forbi, voksede min Glæde. Og der stod Høstakke rundt omkring paa Markerne, og deres Duft fulgte mig og bar mig, som sejlede jeg paa en Sky.

Jeg gik saa let; jeg var saa lykkelig.

Der kom to henne paa Vejen, en Kvinde og en lille Dreng. Jeg kunde ikke gaa roligt, jeg løb dem i Møde. Men det var ikke Jer.

I turde ikke gaa fra Porten.

Da Solen sank, stod jeg ved Omdrejningen, ved Vejen, der fører ned til Fængslet. Jeg kunde se Porten der oppe fra.

Men der stod ingen.

Alligevel gik jeg derned, gik det hele Fængsel rundt, løb som en vildfaren Hund langs Ringmuren, til jeg pludselig kom til mig selv og standsede.

Jeg ledte jo ikke, jeg løb jo blot, med Øjnene i Jorden; det var mine Ben, der løb med min Overkrop og mit Hoved. Jeg løb ganske tankeløst.

Jeg var paa Landevejen, og det var Aften; der var Stjerner paa Himlen, og Luften var saa kølig. Den strøg ustandseligt over min Pande. Jeg var ikke vant til den kolde Luft, ikke vant til den store Himmel. Jeg blev saa hjemløs, og jeg var saa træt.

Men jeg samlede mine Kræfter, og jeg saa mig om. Det 213 brændte bag mine Øjne, mine Arme løftede sig, aabnede sig mod den tavse, tomme Luft.

- Emilie! raabte jeg.

Saa kom jeg til at ryste. Mine Ben vaklede under mig, mit Bryst var saa hult.

Der stod en Høstak ved Grøften lidt længere fremme. Jeg vaklede hen til den og kastede mig ned. Alting lukkede sig omkring mig.

Blot et Øjeblik vaagnede jeg. Det var en enkelt Tanke, der gik igennem min Hjærne.

Hvor skulde I kunne staaet ved Porten saa sent paa Dagen? Man maatte jo for længe siden have set Jer og givet Jer Besked!

Da jeg slog Øjnene op, var det lyst vidt og bredt omkring mig, saa lyst og saa langt at se, at jeg blev svimmel, som laa jeg øverst paa et Taarn, og jeg lukkede Øjnene paa ny.

Jeg følte mig saa underlig bedrøvet, som var der hændet mig noget, jeg ikke havde Rede paa, men som havde samlet sig i denne Bedrøvelse.

Det var blot et Øjeblik. Saa stod det hele mig klart. Jeg havde ikke fundet Jer! - der var gaaet et Døgn! - jeg var alene! - jeg vidste ikke, hvor I var! Og jeg rejste mig og stod og svinglede, saa jeg maatte læne mig Støtte til mod Stakken. - Mine Fødder gjorde ondt, - det var saa længe siden, de havde baaret Lædersko. Min Mund fyldtes med Vand, saa sulten var jeg, og der hang Hø i alle mine Klæder, og min Hat laa paa Jorden.

Men bedst som jeg stod og havde fundet Støtte paa mine Ben, skød Blodet gennem mine Lemmer; det store, aabne Land foran 214 mig fortalte mig, at jeg var fri; min Beklemmelse forsvandt, og jeg forstod saa lykkeligt, at hele den Dag, som nu kom, var min, hver Time af den, - naar jeg begyndte at gaa, vilde hvert Skridt føre mig nærmere til Jer.

Jeg stak min Haand i Lommen efter Pakken med Kagerne og stod og saa paa dem. Et Øjeblik fik jeg saa ondt om Hjærtet, at jeg var lige ved at græde. De laa der saa flade og ødelagte, - de havde dog været en Part af min Glæde. Jeg nænnede næsten ikke at røre dem. Det var jo dine.

Men jeg var saa sulten. Jeg spiste dem saa hurtigt, og da den sidste Krumme var borte, følte jeg mig lettet, fordi de var ude af Verden og hverken Kilde til Sorg eller Glæde mere. Jeg var helt glad, mens jeg stod og børstede mig for Høet og pillede min Frakke og spyttede paa Fingrene for at glatte dens Folder.

Der kørte saa mange Vogne ind imod Byen. De var alle læssede med Kurve fulde af Ribs og Kirsebær og med Kyllinger i flade Tremmekasser. Paa hver Vogn sad der en Mand og en Kone. De var saa indsvøbte i Kavajer og Tørklæder, at de fyldte hele Sædet. Natten sad endnu i deres Klæder. Jeg spejdede forgæves efter en Plads til mig. En af dem raabte jeg an. Men Manden drejede blot Hovedet bag Kavajkraven og saa paa mig og lod Pisken falde dovent hen over Hesten.

Jeg gik ogsaa helst. Det var ikke saa langt. Jeg var saa nær ved Byen, at jeg kunde se Morgenrøgen blaane over den. Lærkerne sang, og Vejstøvet duftede saa dugget. Der var saa meget at fylde sig med, og mig gjorde denne store, blaa Himmel saa stærk. Hvad gjorde det, at mine Fødder var lidt ømme? Jeg tænkte ikke paa mine Fødder.

Og I, - I laa jo endnu og sov . . . hvor I saa var! Jeg kunde altid sove, naar jeg først var om Bord paa Skibet. Den Tanke faldt mig ind, tror jeg, fordi det slog mig, at jeg kunde gaa hen og falde i Søvn, bedst som jeg sad hos Jer, være saa træt! Det 215 er saa latterligt med somme Tanker; de kommer bag paa en og forskrækker en saa taabeligt. Jeg var ikke træt.

Vingerne paa Møllerne neden for Frederiksberg Bakke svingede saa blødt og susede saa sagte, Solen skinnede Sejlene helt hvide, og hen over Tjørnehækken løb deres Skygge som brede Eger i et uhyre Skyggehjul. Det var saa svalt at se ind under Søndermarkens Træer, og ovre i Zoologisk Have gumlede og brummede det. Livet knurrede sig saa godmodig vaagent.

Saa laa de dér for mig, disse Tusinder af Huse.

Jeg stod stille og saa ud over dem. Jeg blev saa uhyggelig til Mode, - mine Tanker vilde ikke videre. Jeg stod blot og stirrede paa alle disse Tage og Taarne.

Det var et stygt Øjeblik! I var sluppet ud af min Bevidsthed. Jeg saa kun Sten og Røg.

Jeg tænkte, det var Sulten, at det ikke var andet end Sulten, og gik ned i Slotskroens Have og satte mig ved et Bord og bestilte en Kop Kaffe.

Der sad jeg saa og faldt i Staver over min Haand. Den laa paa Bordet, min højre Arm og min højre Haand. Jeg sad rank, og Armen laa strakt, og jeg saa, at Haanden laa knyttet paa Bordpladen. Den laa saa stift, og jeg mærkede, at den hvilede saa tungt. Det slog mig, som var der noget, min Haand og min Arm havde for, og som jeg ikke vidste af. De laa der, som var der noget, de truede og havde kastet sig over og tvang til Jorden for at knuse. Jeg blev ærgerlig og spilede Haanden op og lod et Øjeblik dens Fingre tromme i Bordet. Saa strøg jeg den hen over det, som naar man kører en Kattekilling over et tilsølet Gulv for at lære den Renlighed, og stemte den ned i Lommen.

Men da jeg havde drukket Kaffen, lo jeg ad det hele. Jeg kunde ikke lade være at se paa Haanden; jeg knyttede den endogsaa og strakte Armen ud og lod den hvile paa Bordet, Det var ganske latterligt. Jeg skævede efter Opvarteren for at 216 se, om han ikke stod og lo mig ud. Men han var gaaet. Der var ingen andre levende omkring mig end nogle Fugle og en lille, lænket Abekat, der raslede op og ned ad en Stang.

Jeg gik ud paa Gaden.

Jeg savnede de brede Marker, jeg kom fra. Da jeg gik der ude, var alting muligt og Dagen saa uhyre lang; da var jeg Ven med Solen; det kom mig den Gang for, som kunde jeg, hvis det blev nødvendigt, faa den til for min Skyld at tøve paa Himlen, til jeg havde fundet Jer. Men her inde var Solen en ganske anden; den skinnede saa ubevægeligt, og dens Skær var maalt nøjagtigt af.

Hvor skulde jeg gaa hen?

Jeg stirrede ned i Flisen, jeg søgte et Udgangspunkt. Og jeg løftede mine Øjne og lod dem følge den lange, lige Fliserække, som var den en Sti ind i en Urskov, den eneste rette Sti.

Og jeg gik til.

Hvorfor kom I ikke, hvorfor var I skjulte for mig? Mærkede I ikke, at jeg var kommet og gik og ledte efter Jer? Jeg syntes, I maatte mærke mine Tanker, de drejede sig om Jer alene, og jeg syntes, de maatte gøre Jer urolige og faa Jer til at bevæge Jer imod mig.

Jeg fortæller dig alt dette saa omstændigt, min Dreng. Virkeligheden har for længe siden spyttet det i Ansigtet og lært mig at se paa det med den koldeste Spot. Alligevel er det saa vaagent i mig og gør mig saa varm. Det hører hjemme i den Tid, da min Lykke levede endnu. Jeg har været lykkelig og kan ikke glemme det Jeg har ikke Spotten rede, nu jeg lever det om igen.

Jeg gik der paa Gaden og skældte mig ud for et forfjamsket Drog, jeg, som ikke havde fundet Jer i Gaar. Alting i Gaar stod for mig som det dummeste Vanvid. Hvordan var det dog, jeg havde baaret mig ad?

217

Nu var jeg saa rolig, syntes jeg. Jeg maatte begynde forfra. Jeg slog en Streg over Dagen i Gaar. Nu begyndte jeg først.

Jeg gik paa ny til Eders Bolig.

Jeg stod paa Trappegangen og lyttede. Der var ingen Ting at høre bag din Moders Dør. Saa bankede jeg paa.

Det var hende, den fremmede, som aabnede.

- Undskyld, sagde jeg, men den Dame, der boede her før, har glemt en Syæske, da hun flyttede!

- Saa? sagde hun og maalte mig.

- Den staar ude i Skabet under Køkkenbordet! Hun smækkede Døren i. Men lidt efter kom hun tilbage.

- Nej!

- Vist saa! sagde jeg, den skal være der!

Hun rev Døren op paa vid Gab.

- Vil De saa selv se efter!

Jeg gik ind, og ud i Køkkenet og saa' ind i det aabne Skab.

. . . Nej, I boede der ikke. Det var ikke Jeres Stue, ikke Jeres Bord og ikke Jeres Seng. Der stod en Kanariefugl i Vindvet. Men Tapetet var det samme.

- Nej, den er der ikke! sagde jeg og gik.

Men paa Trappen standsede jeg. Var det hele ikke en Drøm? Jeg huggede min Haand i Gelænderet; det dirrede under mit Greb. Men det var ikke noget Bevis; ogsaa det kunde være Drøm.

Jeg gik ned til Urtekræmmeren. Disken stod fuld af smaa Poser Sukker. De var aabne alle sammen, men han var i Færd med at lukke dem. Han tog en ad Gangen og stødte dem lempeligt mod Disken og strøg med sin Pegefinger et Par Gange over Papiret, saa det bøjede sig i Læg og lukkede over det lyse Sukker.

- Jeg var her vist i Gaar, begyndte jeg, men smilede i det samme og tog fat paa ny, - jeg var her i Gaar og spurgte Dem 218 om en Syerske, der havde boet oppe paa Kvisten. Hun mener, at hun skylder Dem et Par Kroner!

Han standsede i sit Arbejde med den Pose, han havde mellem Fingre, og stirrede paa mig, som en Abe, hvis Bur man har nærmet sig,

- Naa! sagde han og havde forstaaet, - ja, jeg husker det, - nej, hun skylder ingen Ting!

Jeg bukkede og gik.

I Døren stod en Politibetjent. Han forlangte Dagens Nummer af et Skillingsblad og gik høflig til Side for mig.

Jeg var saa forunderlig rolig. Jeg sagde til mig selv, at jeg jo ikke var kommet her for at finde Jer, men blot for at faa det afgjort, koldt og klart, at her boede I ikke. Og det havde jeg faaet.

Altsaa boede I alligevel paa Kong Georgs Vej. Jeg havde løbet saa forstyrret derude i Gaar og ikke set mig for. Der laa sikkert et eller andet Hus skjult bag Villaerne. - -

Jeg gik derud.

Der legede de samme Børn, skinnede den samme Sol, stod de samme Huse. Endogsaa den Symaskine oppe i Vindvet stod paa den samme Plads.

Men den Dag kunde jeg tydelig se, at det ikke var din Moders.

Aa, jeg gik der saa længe, saa længe! Og ingen Ting forandrede sig. Jeg var alene. Jeg følte mine Kinder synke ind. Midt i den varme Sol frøs jeg. Jeg var alene.

Saa var det, jeg løb, sprang paa en Sporvogn, kørte helt ud til St. Annæ Plads. Der lejede jeg mig et Værelse i et Skipperhotel, bestilte Mad, spiste, spiste, og kastede mig paa en Seng.

Jeg havde ingen Kræfter, ikke før jeg fik sovet.

Jeg maatte hvile.

Jeg vilde drømme om Jer!

219

Men min Søvn havde ingen Art.

Jeg sov, og jeg laa vaagen, og sov paa ny, og hver Gang, jeg var vaagen, jamrede jeg Eders Navne som et forladt Barn.

Da jeg omsider faldt hen, drømte jeg saa besynderligt.

Det var en Kirkegaard. Der myldrede med Blomster, saa mange Blomster, som jeg aldrig før har set, - uagtet alle Gravene stod aabne, og alle Kister var løftet op og stod saa tæt, at man maatte klemme sig frem imellem dem. Og alle Kisterne var uden Laag; de døde laa dèr paa hvide Puder, klædte i Hvidt. Og Luften var fyldt af den vamle Stank, som klæber ved ens Haand, naar man har krammet et Pelargonieblad.

Jeg havde ingen Ting dér at gøre, jeg var mig intet Maal bevidst, og dog drev saa underlig en Uro mig omkring derinde, og jeg var saa bedrøvet som den Dag, min Moder blev begravet.

Saa gled jeg og faldt ind over en Kiste. Min Haand slog ned mod en blød, klam Pude, og jeg havde et Ligs Pande tæt under mit Ansigt!

Jeg tumlede op, stiv af Skræk, og styrtede mod Udgangen. Da var pludselig alle Kister borte og Gravene lukkede. Maanen skinnede paa de hvide Gravmæler.

Jeg var fyldt af Rædsel. Af og til hørte jeg Stemmer sige: Se, der gaar han! Men jeg mødte ingen; jeg var alene derinde.

Saa var det pludselig Dag, straalende Sol over Blomstermylderet. Jeg stod og talte med en Mand, som aldrig før havde set denne Kirkegaard.

- Hvor er her dog henrivende! sagde han.

Men Luften stod fyldt af den vamle Pelargoniestank.

- Nej, vent til Rosentiden! svarede jeg.

... Da jeg vaagnede, var jeg mere angest end i Drømme.

Jeg tumlede op og ud.

Det var Nat. Tre, slog Garnisonskirkens Ur.

220

Saa syg var jeg, at jeg maatte presse min Haand op mod min Mund for ikke at kaste op.

Men Natteluften lindrede mig. Den var saa kold og ren; den gled ind under mine Klæder, ind over min Hud. Den var som et Bad.

Jeg kom saa meget til mig selv, at jeg kunde skamme mig ud.

Herregud, sagde jeg, vær dog lidt snedig! Det hele er ikke andet end et Regnestykke. Se lidt roligt paa det!

Jeg havde jo endnu din Moders Fætter.

Ham kunde jeg jo søge, ham maatte jeg søge.

Havde jeg gjort det straks, havde jeg sparet mig selv for alt dette.

Jeg havde blot ikke tænkt mig det nødvendigt at kalde fremmed til Hjælp, og nu, jeg var her, blev han en fremmed og havde ikke længer noget at skaffe med os. Jeg havde jo troet, at vi tre skulde have mødt hinanden saa nemt, - saa nemt som det er at tænke en lykkelig Tanke. Men der var jo saa meget, jeg havde glemt at tage i Betragtning, alting næsten! Der var ikke en Stump tilbage af alt det, jeg havde fablet sammen; men det var kun Kulisserne; det gjorde ikke noget.

Og saa var der det, at han kunde falde paa at gaa med mig, at følge med op til Jer. Jeg kunde ikke hindre det. Han havde jo været god mod Jer. Jeg kunde ikke være bekendt at bede ham lade os ene. Vi havde jo ingen anden Løn at byde ham end den at være Vidne til vor Glæde!

Han var den eneste Udvej; jeg vidste ingen anden; nu var der ikke nogen anden.

Heller ikke faldt han mig ind netop da. Jeg havde tænkt paa ham et Øjeblik i Gaar; men jeg havde rystet ham af mig. Jeg havde ingen Ting at skamme mig over, men alligevel forstod jeg, at jeg ikke vilde være den samme for ham som for Jer. Han kendte jo kun den nøgne Kendsgerning, og mig kendte han slet 221 Ikke. Hvor skulde han kunne undgaa, naar jeg stod over for ham, at se andet I mig end en straffet Tyv?

Men det fik alt sammen være!

Jeg gik gennem de tomme Gader. Et Sted stod jeg stille uden for en Bagerkælders aabne Trækrude. Der var Lys nede i Kælderen, og der strømmede varm Brøddamp op om mig. De tumlede med Brødene dernede, det gik saa rapt og sikkert, og det lød saa fejende og afgjort, hver Gang en Jærnplade raslede. Det var, som saa jeg ind i min egen Celle. Der havde alting været saa sikkert og var gaaet saa støt. Jeg syntes, jeg havde efterladt Jer der. Der var alt for stor Plads for mig i disse Gader, som fortsatte sig og fortsatte sig. Jeg havde intet Hjem for mine Tanker mere.

Og jeg stod atter ved Eders Gadedør. Der var ikke et Menneske at se. Heller ikke jeg havde noget at gøre der. Alligevel tog jeg om dens Laas. Den knirkede og smækkede tilbage igen. Naturligvis var Døren lukket af. Jeg vilde jo heller ikke ind. Jeg stod blot stille et Øjeblik og tænkte paa den tomme, tavse Trappegang op gennem Huset, paa alle disse Trin, som jeg kendte saa godt.

Men saa vildt længtes jeg efter Jer, at hørte jeg et Vindve aabnes, hvor jeg gik forbi, for jeg sammen og standsede og saa i Vejret, som kunde det været Jer, der havde set mig.

. . . Han boede paa Dronning Olgas Vej, Nummer ni. Jeg saa det i en Vejviser, da Butikkerne blev aabnede. Saa nær havde jeg været ham allerede for to Dage siden, da jeg løb Kong Georgs Vej op og ned, - og saa boede han knap hundrede Skridt derfra.

Jeg gik gennem de lyse Gader. Op over Husene blev Vinduer lukket op og Morgensolen sluppet ind. Der var saa tryg en Sommerfred over alt, hvad jeg saa. Jeg gik saa rolig, nu jeg var inde paa den nøgterne Vej, som var jeg kommet tidlig hjemmefra og 222 gik til min Forretning, sikker paa at finde den, hvor jeg i Aftes forlod den.

Jeg tog Vejen over Kirkegaarden. Der stod blomstrende Roser rundt omkring, men jeg kendte den ikke igen fra Drømmen. Det var dog denne Kirkegaard, det var alle disse Grave, som stod aabne. Og det var alle disse Roser. Jeg drømte blot, at der var mange flere.

Hist og her gravede de en ny Grav. Solen skinnede paa den opkastede Muld; den saa saa lun og blød ud. Alting, selv Døden, var den Morgen som en eneste, fredelig Lykke. Jeg saa ned i en Grav. Der stod lidt Vand i Bunden. Men Graverkarlene havde nogle Grene liggende; dem plyndrede de for deres Løv og kastede Bladene ned, til de dækkede Vandet som et lyst Grønsvær.

Saa var jeg der.

Jeg stod uden for hans Hus.

Og det var Dronning Olgas Vej.

Jeg vidste det. Jeg havde lige læst det henne paa Vejhjørnet. Alligevel vendte jeg mig og saa mig tilbage, ned mod Hjørnet, hvor Pælen stod med Navnet, som jeg havde læst.

Jeg trængte til at vinde Tid. Jeg havde alle mulige Paaskud behov. Jeg fik Lyst til at gaa tilbage for at læse Navnet endnu en Gang og blive sikker i det, som jeg ikke et Øjeblik tvivlede om.

Hans Navn stod paa Laagen.

Niels Jespersen.

De sorte Skrifttegn paa Dørpladen bandt mig saa fast, naglede mig til Virkeligheden, holdt mig som en Klo.

Jeg vilde saa gerne være gaaet. Jeg kunde jo kommet igen siden, - der var jo to Dage endnu!

Men hvis han stod deroppe og havde set mig, - at jeg tøvede som en skamfuld Hund!

Jeg var lige saa god som han.

223

Jeg gik ind og ringede paa. Jeg stod paa Trappen og ringede paa. Det var en stor, høj, gulmalet Dør.

Jeg saa paa mine støvede Sko og saa paa min krøllede Frakke. Min Flip var snavset, og jeg var uredt og havde ikke vasket mig. Men jeg var ingen Tigger, som han skulde beskytte og have Medlidenhed med. Jeg var lige saa god som han.

Jeg hørte ham komme. Han tog i Laasen.

Det var en Pige.

Hun maalte mig.

Jeg sagde mit Navn.

Hun maalte mig paa ny og smækkede Døren i og gik igen.

Det varede en Evighed. Jeg støttede min flade Haand mod Dørkarmen. Jeg stirrede paa Brevkassen. Jeg lukkede min Haand over Klokkegrebet. Der sad en Nattesværmer, med sammenfoldede Vinger, paa den ene Fylding.

Endelig var hun der.

Jo, Herren var hjemme!

Hun aabnede Døren for mig.

Det var en stor Entre. Der hang saa meget Tøj.

Saa aabnede hun endnu en Dør.

. . . Det var ham, saadan som jeg saa ham sidst. Han gik mig i Møde, i en Stue, hvor Solen skinnede.

- Undskyld! stammede jeg.

Jeg opfattede ikke længer. Jeg vidste af ingen Ting. Hvad jeg sagde, faldt som noget, der var lavet sammen for længe siden, og som nu, jeg sagde det, kom saa underlig silde og blegnet til Verden.

- De ved, hvor Emilie er, ikke sandt?

Jeg hørte paa min Stemme, hvor jeg tiggede, og jeg væmmedes derved. Jeg ledte som en drukken efter mig selv, men jeg fandt ingen Ting. Jeg maatte klemme min Haand om en Stoleryg for ikke at græde.

224

Han smilede og saa paa mig. Han var saa bleg og stod med Haanden i Lommen og raslede med nogle Nøgler.

- Ja - for jeg kan ikke finde hende, - hun er flyttet, - jeg er kommet ud, - og jeg rejser til Amerika i Overmorgen. - Sig mig blot, hvor hun bor!

Men han svarede mig ikke straks; han stod og saa paa mig, lige i Øjnene, og vendte og drejede Nøglerne i sin Lomme. Saa lukkede han Haanden over dem, saa de ikke hørtes længer, og irak sin hvide glatte Pande sammen i to tynde, lodrette Rynker.

- Naar, siger De, at De rejser? spurgte han.

- I Overmorgen!

- De ønsker, at jeg skal hjælpe Dem!

-Ja.

- Hvor meget mener De, De har Brug for?

Jeg smilede ganske fjollet. Jeg tænkte, han ikke havde forstaaet mig, og stod og ventede paa at se ham smile paa ny.

Han trak blot Nøglerne op af sin Lomme og stod med dem i sin Haand.

- Jeg kan ikke hjælpe Dem paa anden Maade, sagde han, men De kan rolig forlange; jeg er villig til at strække mig endogsaa meget vidt!

Jeg blev saa forknyt.

- Ved De ikke, hvor hun er?

Det lille Nøgleknippe var som en Bold i hans Haand; han kastede det i Vejret og greb det, og saadan blev han ved i nogen Tid. Og hans Øjne fulgte denne Leg, som havde han ikke andet i sine Tanker.

Saa holdt han pludselig op og saa paa mig.

- Hun kommer ikke Dem ved! sagde han og stak Haanden med Nøglerne i Lommen.

Jeg lagde begge mine Hænder paa Stolens Ryg og tvang den bag over, ind mod mig. Jeg stod saa usikkert paa mine Ben.

225

- Kommer ikke mig ved? . . . Sig mig, kan De ikke huske mig?

- Er De syg, eller har De drukket? spurgte han tørt og saa op og ned ad mig, - De hører jo, hvad jeg siger!

Ja, jeg hørte, hvad han sagde. Jeg maatte blot se mig om, se paa ham - at jeg ikke var gaaet fejl, at det var ham, ham og ikke en fremmed, som stod der. Det sved inde i mig, som rev en Naal sig Vej derinde.

- Men hvad vil det sige? - hvor er hun da?

Min Drøm stod med eet saa levende for mig.

- Er hun død? spurgte jeg.

- Det kan være Dem ganske ligegyldigt, hvor hun er! svarede han, - hvor hun saa er, kommer De i ethvert Tilfælde til at lade hende blive!

Jeg krammede Stolens Plyds under mine Hænder og stirrede ham i hans Øjne.

- Jeg vil vide, hvor hun og Drengen er! sagde jeg. Jeg var ved at vokse mig selv af Hænde. Jeg slog Skam og alle forknytte Tanker ned.

- Husk paa, hvor jeg kommer fra! hviskede jeg, - husk paa, jeg har bevist, at jeg ikke kender noget Hensyn! - jeg viger ikke tilbage for noget Middel! - Jeg vil vide, hvor de er!

Han rørte sig ikke. De to Rynker over hans Næserod blev som to skarpe Streger.

Saa hamrede han sine Knoer i smaa, afmaalte Slag mod Bordpladen.

- For mig kan De gøre, hvad De vil! sagde han. Hun er her, i mit Hus, som min Hustru! Heller ikke jeg er bange for noget som helst Middel. Saa klog er De vel endnu, at De forstaar, at hvis jeg anvender Midler, bliver det Dem, der trækker det korteste Straa!

226

Der kom ikke en Lyd over mine Læber. Inde i mig var der noget, som uden Kræfter stred for Livet; men det druknede.

- Den Sag er altsaa afgjort imellem os! hørte jeg ham sige, - hvad det andet angaar, Pengene, behøver De blot at ytre Dem!

Han slog ud med Haanden; jeg saa den bevæge sig igennem Solskinnet, det sorte Frakkeærme og den lyse Haand; det kom mig ganske mekanisk for; jeg forbandt ikke noget med nogen Ting. Jeg stod blot og ventede, at noget skulde ske, et eller andet pludseligt, der kunde bringe Hjælp, - at Døren skulde gaa op og I to komme ind og falde mig om Halsen og le mig ud, nu I ikke kunde drive Eders aftalte Spil videre; jeg lyttede, om I ikke hviskede mit Navn gennem Nøglehullet, som naar Børn leger Skjul - -

Endnu da han tog mig om Armen og førte mig ud gennem Entreen, ventede jeg. Jeg saa mig om, jeg ledte efter Jer. Men I var der ikke, og alle Døre var lukkede.

Saa drejede han Smæklaasen fra.

- Tænk Dem nu om og kom saa ind i Forretningen i Formiddag ; mit Ord staar jeg ved! sagde han.

Døren slog i bag mig.

Jeg stirrede op over Huset, lyttede ved Plankeværket ind til Gaarden.

Men der kom ingen.

Jeg sad paa en Trappegang ovre i Falkoner Alléen, i et Sted, der laa lige for Dronning Olgas Vej. Den ene Gangdør stod aaben. Jeg kunde se ned over Vejen i hele dens Længde.

Jeg sad og ventede paa, at han skulde komme ud af Laagen og gaa.

Jeg havde en eneste Tanke; jeg vilde se Jer, høre, hvad det 227 var, han havde gjort Jer, og tage Jer med mig, - lige meget hvorhen!

Amerika, Fængselsselskabet, Damperen, - alt det gjaldt ikke længer. Alle mine Tanker indtil dette Øjeblik var som blæste bort. Nu vidste jeg, hvor I var.

Han vilde strække sig endogsaa meget vidt, - jeg skulde komme til at trække det korteste Straa, - han stod ved sit Ord - -

Dette lille stive Stykke Fotografipap! Han tænkte, at en Fyr som jeg var vippet med et Par Sedler! At blot han lovede Sølv, bukkede jeg og trode paa hans tykkeste Pral! Penge! Jeg skulde solgt Jer til ham!

Og saa trode han mig ikke, trode, at jeg løsladte Straffefange var saa bange som en gennempryglet Hund, der ikke tør røre sig, og tænkte, at nu luskede jeg af for stedse, blot fordi jeg lod mig føre ud og den Gang stod mere fattig paa Ord end den ulykkeligste Stumme.

Saadan kan det altsaa gaa. Det værste Øjeblik kan vende sig til et Svineheld! Lykken ledte mig, Lykken var mig god! Jeg havde ikke brølet op og truet og slaaet om mig. Saa vilde alting staaet meget vanskeligere. Det var saa godt, som var det hele den snedigste Plan! Nu gik han rolig fra sit Hus. Nu trode hanr jeg var knust.

Det varmede mig helt ind i min Sjæl, det gjorde mig saa stolt, som var det min egen Kløgt, der havde virket. Det var første Gang, jeg blev mig bevidst, hvor det er lykkeligt at besidde Kløgt, og at jeg besad den og længtes efter at bruge den som en Dreng, der er blevet voksen og har faaet Vaaben. Det gjorde mig saa godt, at denne Mand var skudt op for mig som et fast Stykke Kød og Blod, der stod mig i Vejen, og som min Vilje kunde hugge løs paa uden at svirre rundt i Luft og Taage.

Oppe i Etagerne gik en Dør, og jeg hørte en Mælkespand 228 hvine og nogen komme ned over Trapperne. Det var en lille Pige. Jeg flyttede mig for hende og lod, som bandt jeg mit Skobaand. Der kom af og til en eller anden. For hver, der kom, fandt jeg paa noget nyt, - jeg gik langsomt ned over de faa Trin, som kom ogsaa jeg oppe fra, eller jeg stod inden for Døren og saa ned i Gulvet og ledte i mine Lommer. Men kom de tilbage, sad jeg paa Trappen med Hovedet støttet i Hænderne, som var jeg blevet syg og hvilede mig. De saa blot paa mig og smøg sig hurtigt forbi mig. Jeg sad i Angst for, at en skulde standse og spørge mig og blive deltagende. Men det hændte ikke. Heldet fulgte mig den Morgen. Selv Menneskenes Skræk for at spilde Tid og komme ind i noget ved at hjælpe en syg, tog min Lykke i sin Tjeneste.

Saa saa jeg ham.

Han stod uden for Laagen, i lys, graa Overfrakke, lys, graa Hat. Det tog saa lang Tid for ham at faa trukket Handskerne paa, og imens stod han og saa langsomt ned over Vejen, til begge Sider.

Saa kom han gaaende. Han gik paa Solsiden, sindigt og roligt, som var det Varmen, der gjorde hans Gang saa langsom. Ovre paa Hjørnet standsede han og drejede Hovedet for paa ny at se ned over Vejen.

Jeg havde rejst mig og stod trykket ind i Krogen ved Døren. Blodet bankede i min Hals af Angest for, at nogen skulde komme netop nu.

Saa var han borte.

Jeg stod i Døren og stirrede ned ad Alleen. Han gik et Stykke fremme, ovre paa den anden Side, graa og stiv som en vandrende Milepæl!

Jeg gik efter ham, fra Træ til Træ, saa langt bag ham, at jeg netop saa hans Ryg en Gang imellem komme frem iblandt Folk.

Saa sprang han paa en Sporvogn, der forsvandt om Hjørnet af Rolighedsvej.

229

Jeg maatte støtte mig ved et Træ. Det var, som kom jeg op fra en Grav, som var han forsvundet af Verden!

Jeg vilde løbet til Jer, havde jeg tænkt, naar dette Øjeblik kom. Men jeg kunde ikke.

Jeg var saa forvirret.

Mens jeg sad paa Trappegangen, var det ham alene, jeg havde tænkt paa. Nu, han var borte, dukkede I frem med en Magt, der fik alle mine Tanker til at ryste og famle.

Det var, som var der saa langt til Jer, som maatte jeg over en gyngende Mose, - gennem en Mur, for at naa Jer! Jeg vidste ingen Ting om Jer, vidste, hvor I var, men ingen Ting om Jer. Det for mig gennem Hovedet. Sæt han havde dræbt Jer!

Den slog mig ved sit Vanvid, den Tanke. Men den satte mig i Gang, den drev mig imod Jer. Jeg kunde ikke leve uden Jer.

Jeg blev saa kold til Mode. Jeg gik Vejen tilbage til hans Hus og var mig saa rolig bevidst, at skulde det være, var jeg rede til at begaa en Forbrydelse for at vinde Jer fra ham.

Pigen lukkede op.

Det gav et Sæt i hende, da hun saa mig, og hun vilde slaa Døren i.

Men min Fod var imellem.

- Er - Fruen hjemme? spurgte jeg.

Jeg ledte efter Ordet og smilede, da jeg fandt det.

- De kommer ikke ind!

Jeg havde ventet, hun havde svaret, der var ingen Frue.

- Jeg saa hende i Vindvet! løj jeg, som havde hun nægtet hende hjemme, og skød Døren op.

Hun saa ud, som vilde hun skrige. Men jeg var inde og trak Døren fra hende og skubbede den i og stillede mig med Ryggen op ad den.

- Kald De rolig paa hende! sagde jeg.

Men hun flyttede sig ikke; hun lignede en Mus, der er dumpet 230 ned paa et Stuegulv midt i det fuldeste Dagslys, alt for lille og spinkel til at rumme saa stor en Forskrækkelse.

- Ja, saa maa jeg selv! sagde jeg og skød hende til Side.

Hun tumlede af Vejen; hun stod saa løst paa sine Ben. Saa saa hun forskrækket op over Tøjet paa Knagerækken, som tog hun det med sig ved sit Blik, og løb ind gennem en Dør og laasede den efter sig.

Jeg vilde ikke gaaet ind; jeg vilde ikke gaa længere end her til, ikke møde Jer i hans Stuer. Men var hun ikke løbet, havde jeg kaldt paa Jer, raabt Jeres Navne, saa I havde hørt det.

Jeg blev staaende, hvor jeg stod, med min Ryg presset mod den lukkede Gangdør, og stirrede frem for mig, stakaandet og stiv i alle Lemmer. Nu! - nu! for det igennem mig med en Hast og en Angest, som stod jeg og skulde skydes.

Saa var det, jeg hørte din Moders Skridt derinde bag Døren.

Aa, det var, som stod jeg paa den gamle Trappegang og havde banket og hørte Jer komme. Jeg vilde gaa frem, - men jeg havde ikke Mod. Taarerne løb mig ned over Kinderne.

Døren gik op, og din Moder - -

Ja, det var dig! - Du, som jeg har elsket med al mit Hjærtes reneste Glæde, og som jeg elsker den Dag i Dag, fordi du har fyldt mit Liv med den eneste Lykke, jeg har attraaet, - du stod dèr tre Skridt fra mig.

Jeg vilde grebet dig i mine Arme, i et eneste Øjeblik druknet saa lang en Tids Forvirring, - men du saa saa fremmed ud! Dit Haar laa kruset ned om dine Kinder, du var saa kostbart klædt, - og du blev staaende i Døren med din ene Haand om dens Karm.

Men det var dig!

Et Øjeblik forløstes al min indestængte Fryd, og de hedeste Ord tumlede gennem min Hjærne. Men de brændte fast paa min Tunge.

231

- Emilie, jeg er kommen! sagde jeg saa vegt, som var det en Bøn.

Jeg saa dig presse din Haand saa haardt om Karmen, at din Arm dirrede. Dit Ansigt var hvidt og uden Træk. Kun dine Øjne skinnede mørke og store.

- Hvad vil du mig? sagde du langsomt, - du ved det jo!

Jeg stod og saa paa dig, ledte efter dig som den, du var, da du stod paa Gaden og saa mig køre bort, strøg dit Haar bort fra dine Kinder og klædte dig i din gamle Kjole.

- Jeg kommer for at hente Jer! sagde jeg.

Du rystede paa Hovedet.

- Hvorfor siger du det, naar du ved Besked?

- Vil I ikke følge med mig?

- Du ved det jo! - du ved det jo!

- Jeg har søgt efter Jer i tre Dage!

Din Arm støttede saa stift mod Karmen, som var den et naglet Stykke Træ.

- Men det er jo forbi! sagde du utaalmodigt og uroligt og saa underlig højt.

Jeg gik hen til dig, tæt hen foran dig.

- Hvad er forbi?

Der kom en Angest i dine Øjne; den sugede mig fast, som vilde den stivne mig, og du løftede den Arm, du havde fri, og holdt den dækkende imellem dig og mig.

- Du maa ikke gøre mig Fortræd! raabte du.

- Hvad er forbi?

Dit Bryst gik saa hastigt, at dit Aandedrag kvalte dine Ord. Jeg fik intet Svar.

- Er du gift?

- Ja! - han vilde have det! svarede du i flyvende Fart, - jeg kunde ikke gøre andet! - og du - -

- Og jeg?

232

Du saa, at jeg ikke slog dig, ikke rørte dig, saa ned over mine skidne Klæder og min Krops Lurvethed og blev rolig.

- Du ved jo, hvordan du er! sagde du afgjort og fast, - du kender dig jo selv! - du maatte jo vide, hvad det vilde blevet til!

Dagslyset bag dig flimrede for mine Øjne, Stuen derinde blev til Taage, - du havde saa uskyldigt Ret! Du vidste jo ikke, hvad jeg havde tænkt, mens jeg sad i min Celle, alle mine Planer for din Skyld, alt, hvad jeg havde villet.

- Aa, hviskede jeg, jeg kom jo for at sige dig, at nu gaar jeg ud for at arbejde!

Saa greb jeg din Haand. Den var kold og blød.

- Emilie! blev jeg ved, hvad der er sket, gælder ikke! Det gælder ikke! Jeg kan ikke leve uden dig!

Din Haand gled ud af min; du trak den til dig.

- Det er til ingen Nytte! sagde du.

- Jeg er stærkere, end du tror, stærkere nu end nogensinde ! Du kender mig ikke! Du vidste ikke, hvor meget du var for mig! Jeg vidste det ikke selv! Jeg lærte det jo først, da jeg sad alene og længtes efter dig! Jeg skal slide mig ihjel for din Skyld! Mit Liv er blevet dit ! Det er der intet, intet som helst der kan forandre!

Du sukkede blot.

- Det er jo forandret! sagde du.

Men du vendte Hovedet bort. Jeg saa din Kind rødme svagt, og du aandede saa hastigt.

- Emilie! du lyver! brød jeg ud fuld af Glæde og søgte dine Øjne.

Men du hørte mig ikke. Du stod og stirrede paa Gangdøren og lyttede.

Der lød Skridt ude paa Gruset. De standsede. Der var den samme Angest som før i dine Øjne.

Men saa ringede en Mælkeklokke.

233

Jeg greb efter din Haand.

- Har han truet dig for min Skyld ? spurgte jeg og følte mine Skuldre brede sig.

Men du rev Haanden til dig.

- Gaa! sagde du, - du skal gaa! - du maa ikke være her r - du har ingen Ting at gøre her! - hvorfor bliver du dog?

Jeg saa paa dig. Jeg begreb med eet saa tørt, at hvad jeg sagde dig, aandede du bort som Sæbebobler.

Jeg fik saa kold en Medlidenhed med dig, som du stod dèr i din Angest for ham.

- Ja, sagde jeg, - jeg skal gaa!

- Nu! - nu! du maa ikke vente! blev du ved. Men jeg gik ikke, ikke straks. Jeg maatte knytte mine Hænder; de famlede saa hjælpeløst.

- Jeg vil se Drengen! - hører du! - blot se ham!

Du løb ind gennem Stuen; det raslede af Silke omkring dig.

Der blev saa underlig stille i det hele Hus. Jeg følte mig saa forladt og saa alene, som var i det Øjeblik hver Lyd i hele den store Verden død.

Saa kom du med ham. Du slæbte ham ved din Haand, og han maatte løbe for at følge dig.

Han var blevet saa stor, og han var saa fin. Og han vilde gemme sig bag din Kjole, men du skød ham frem.

Jeg bøjede mig ned imod ham; jeg rørte ham ikke; jeg bøjede mig blot og søgte hans Øjne.

- Kender du mig? spurgte jeg.

Min Stemme var saa hæs.

Han svarede ikke.

Saa trak du i hans Arm.

- Naa! hvem er det?

- Fa'r fra Skindergade! sagde han sagte og gemte sig bag dig og løb ind igennem Stuen.

234

Jeg nikkede til dig. Jeg var saa rolig.

- Tak! sagde jeg og aabnede Gangdøren og gik.

Jeg gik den korteste Vej ind til hans Forretning. Jeg maatte have ham tæt foran mig, stille mig op lige over for ham, se ham, føle ham som et Stykke Liv, fornemme ham med mine Sanser. Spot, Had, Haan imod mig selv og imod ham, imod Dagslyset og imod Jorden, mod den mindste Ting og mod alle Livets Magter, fyldte mig og drev mig til ham. Hvad jeg vilde ham, tænkte jeg ikke paa. Vi maatte blot staa overfor hinanden, han og jeg, indenfor den mindste Kreds, der kunde drages om os.

Jeg traf ham i hans Kontor. Det var et lille Kælderrum med en Rude ud mod en Lyskasse og den solbeskinnede Gade med dens vandrende Ben øverst oppe. Der stank af Ost og saltet Smør, og Fyren, der førte mig til ham, tørte, før han bankede og tog om Laasen, sine fede, blege Mælkefingre i et Forklæde, der var plettet af Lage.

Han sad ved en Pult og skrev.

- Naa, er det Dem! sagde han og saa hen paa mig og nikkede smilende og skrev videre, - sæt Dem! undskyld et Øjeblik!

Jeg blev staaende. Der laa en stor Hund foran Kakkelovnen og sov og peb i Søvne; den aabnede blot Øjnene og saa paa mig og faldt saa hen igen og laa og peb.

Saa snurrede han rundt paa Stolen og sprang ned og gik hen til Pengeskabet. Jeg hørte Sedlerne knitre mellem hans Fingre.

Da han kom tilbage, stod han med Pengene i sin Haand.

235

- Jeg er ikke rig, sagde han og smilede undskyldende, - det maa De endelig ikke tro!

Hans Høflighed stank af Glæde som hans Kælder af Ost. Jeg saa, hvor han var lettet ved at se mig.

- Kan to Hundrede gøre det? spurgte han.

Jeg stirrede paa Pengene i hans Haand og lod, som tænkte jeg mig om. Hans Glæde gjorde mig saa godt.

Saa mødtes vore Øjne.

- Jeg rejser ikke! sagde jeg.

Han kneb sin Pandehud sammen i de to lodrette Rynker, og hans Øjne blev smaa, som om de samlede al deres Sekraft og borede den ind i mig. Saa snurrede han rundt paa Hælen og gik tilbage til Pengeskabet og kastede Sedlerne derind og slog Skabets Dør i med et Smæld.

- Ja, det maa De jo om! sagde han og gik hen til sin Pult og tog en Bunke Papir og stødte den mod Pulten for at rette den af.

- Men to Gange gentager jeg ikke mit Tilbud! fortsatte han og vendte sig om imod mig, - det ligger ikke for mig at være godgørende. Jeg gik ud fra, at De forstod min Bevæggrund, naar jeg var det denne Gang!

- Formodentlig den samme, der faar mig til at blive! svarede jeg tørt.

- Formodentlig! gentog han og bukkede, - jeg forstaar Dem saa udmærket godt! Jeg beklager, at jeg nu maa indskrænke mig til at føle Medlidenhed med Dem, - med mindre De skulde komme paa bedre Tanker, før De beslutter Dem til at gaa!

- Jeg rejser altsaa ikke! gentog jeg sindigt og med en Vægt, som var det en Forhammer, jeg svang. Jeg havde en Glæde af mine Ord, som var det mine Armes Kræfter, jeg øvede.

Han trak paa Skuldrene, slap Papirbunken og lod sin Arm 236 hvile hen over Pulten, som laa der noget under Armen, der havde hele dens Længde behov for at blive trykket ned.

- De lever vel ikke i den Vildfarelse, at jeg har opfordret Dem til at rejse? sagde han.

- Jeg lever ikke i nogen Vildfarelse! svarede jeg, - tværtimod! Jeg er fuldt ud paa det rene med, hvad jeg skylder Dem! Jeg bliver her, fordi De er her!

Han smilede.

- Det er vist ikke ganske korrekt udtrykt!

- Aa jo! blev jeg ved, - det kunde jo være, det blev Dem, der kom paa bedre Tanker!

Han løftede sin Haand, saa hans Arm dannede en ret Vinkel, og lukkede Haanden knyttet sammen.

- Kan den Tanke trøste Dem, svarede han, saa behag Dem endelig i den!

Jeg gik hen ved hans Pult. Vi stod saa tæt ved hinanden, at jeg kunde revet Violbuketten af hans Knaphul.

- De har taget fra mig, hvad jeg ejede og havde, sagde jeg,

- stjaalet, næsten myrdet! . . . Vaer Dem! nu er det min Tur !

Han lo, en Latter, der lød som et Dyrs Knurren inde i ham.

- Aa ja, De har jo Øvelsen!

- Vaer Dem! - før De kommer til at græmme Dem over, at De tvang mig til at blive i den!

Han gik hen mod Døren.

- Vi spilder vist blot hinandens Tid! sagde han og tog om Laasen.

Det var, som jog det, der var min Vilje, hjemløs rundt i mit Legeme for at ende i mine Hænder og hidse dem til Virksomhed, til Vold. Men jeg rørte mig ikke. Jeg saa rundt i hans Kontor, som tog jeg Maal af alt derinde; jeg følte det som en Trusel og som en Taabelighed, men det befriede mig. Jeg endte med at stirre paa Hunden, den laa og peb.

237

Han havde fulgt mit Blik og smilede.

- Jeg har købt den i Dag, sagde han, - den er ikke husvant endnu, derfor piber den. Naar man har sin Bolig saa langt ude som jeg, maa man have en Hund. Der er saa mange, der løber en paa Dørene!

Jeg bøjede mig ned og kaldte paa Hunden. Den rejste sig og kom hen til mig, snusede til mig og strøg sig op ad mig og saa taknemlig paa mig, mens jeg klappede den.

Han aabnede Døren, og jeg gled forbi ham som en Skygge.

Ude paa Gaden famlede mine Hænder i den tomme Luft, som hang der Tove ned fra Himlen, at et stakkels styrtefærdigt Menneske kunde have noget at gribe om for at holde sig oppe.

Jeg skyndte mig af Sted, løb omkring paa maa og faa, følte hverken Sult eller Træthed.

Solen var nede, før jeg vidste, hvor lang en Tid jeg havde spildt.

Da faldt der mig en Mand ind, - gamle Svendsen, Kassereren, der den Aften betroede mig de Penge, som jeg beholdt.

Jeg vidste, hvor han boede. Jeg ejede kun et Par Øre.

Han lukkede selv op, stod der i Døren i Slaabrok, med lang Pibe i Munden og Brillerne nede paa Næsen.

Han kendte mig ikke straks; jeg maatte nævne mit Navn.

Hans graa Øjne stirrede paa mig over Brillerne.

- Herregud! sagde han, - er det Dem! Kom ind! Kom ind !

Han gik baglængs foran mig, og jeg kom ind i hans Stue. Den var fyldt af Tobaksrøg, der i graa Taage drev mod det aabne Vindve, og over Bordet laa "Nationaltidende" s" Aftennummer udbredt.

Da han havde lukket Døren, kom han hen til mig og rakte mig Haanden, med et Kast, som vilde han gøre en Forglemmelse god.

238

- Sæt Dem! sæt Dem! sagde han og trykkede mig ned paa en Stol og stod foran mig og stirrede paa mig.

- Det var dog uhyggeligt, som De er bleg! blev han ved, - fejler De noget? Vil De have et Glas Øl? Jeg har ikke andet at byde Dem, men De skal faa et Glas Øl! Bliv bare siddende !

Han gik mod Døren; men som han stod med Laasen i sin Haand, vendte han sig og saa hen over alt, hvad der var i Værelset, akkurat som Pigen i Morges havde set op over Tøjet paa Knagerækken i Entreen.

Jeg saa smilende paa ham.

- Aa, lille Ven! sagde han og skyndte sig hen til mig og greb min Haand, - jeg vilde ikke saare Dem! Nej, det Smil gør mig ondt! De maa ikke være vred paa mig, fordi jeg kom til at tænke - paa den Gang!

Han rystede paa Hovedet og sugede paa Piben og gik og kom tilbage med en Flaske og et Glas, som han stillede foran mig.

- Se saa! sagde han og gik over Gulvet, - naa! - ja, nu er altsaa den Tid gaaet, og dermed er det forbi og De og jeg lige gode Mænd for Vorherre!

Den stille Sommeraften, Hyggen i hans Stue, Freden om ham, foldede sig saa tæt omkring mig som en træt Fugls Vinger.

- Jeg kommer, sagde jeg, for at bede Dem tilgive mig, hvad jeg den Gang gjorde!

Det var Løgn. Det var ikke derfor jeg kom. Og dog var det i Øjeblikket saa sandt, som noget, den reneste Sjæl har svoret paa.

- Slidder, Sladder! sagde han og stampede i Gulvet og lo som et Barn, der har faaet Skænd og halvt grædende ler og begriber, at Sagen er ikke saa slem, - hvad har De gjort mig? Snak ikke om det! Naar man er blevet saa gammel en Karl som 239 jeg, ved man, at man har ingenting at tilgive hinanden, - at man har ikke andet at gøre end at hjælpe hinanden, - hvis man kan!

- Ja, sagde jeg, det er netop det, - hvis man kan.

Han stirrede paa mig over Brillerne.

- Er der noget bestemt, De tænker paa? spurgte han.

Jeg sad og pillede ved min Hats Baand. Jeg tænker paa, sagde jeg, om det ikke var muligt, at jeg kunde faa min gamle Plads igen!

- Ja jeg tænkte det nok! svarede han med et Suk, som havde jeg røbet ham en stor Sorg, og vendte Ryggen til mig, som om alene Synet af mig gjorde ham ondt, - nej, lille Ven, blev han ved, nej, det kan De ikke!

Saa stoppede han med Fingren Tobakken sammen i Pibehovedet og gav sig til at gaa op og ned ad Gulvet.

- Hvor kunde De nu tænke Dem det? sagde han og rystede atter paa Hovedet; - Herregud, er De saa letsindig? Ja, De maa ikke misforstaa mig, - det er slet ikke noget ondt at være letsindig! Jeg har selv haft en nær Slægtning; han var det bedste Menneske paa denne Jord, - han havde blot den Fejl, at han hver Dag trode, at i Morgen blev han rig, og paa den Konto indrettede han sig flot og behageligt og var altid forhaabningsfuld og glad. Men "i Morgen" lod vente paa sig, og saa stod han der og havde bedraget en Mængde Mennesker, - mest sig selv, kan De begribe. Det var saamænd aldrig faldet ham ind at ville narre nogen; han mente saa sikkert, at den Dag kom, da han kunde give hver sit. Der var kun een Ting, der forbavsede ham, - at man ikke havde den samme Taalmodighed som han. - Nej, det er ikke noget ondt at være letsindig; det duer blot ikke. Man maa huske paa, at Tillid er en Vare, der kun kan holde sig et Døgn igennem. For Verden er nu engang saadan, sukkede han, at disse aandelige Værdier, - ja.

240

de gælder slet ikke, naar der ikke er en støt Haand til at paategne dem!

Jeg sad og saa ned i Gulvet.

- Tror De, den sidste Tid er gaaet sporløst hen over mig? spurgte jeg.

- Folk har travlt og ikke Tid til at vente paa hinanden! svarede han.

Saa kom han hen til mig.

- Jeg vilde saa gerne kunne hjælpe Dem! sagde han, - om ikke andet, saa trøste Dem! De maa blot gøre Dem klart, at De maa begynde forfra, hvor De nu tager fat. Men det betyder jo ingen Ting, - De er jo ung, - og løs og ledig, ikke sandt?

Jeg bøjede blot mit Hoved.

- Kunde De da ikke tænke Dem at rejse?

- Jeg vilde helst blive her, sagde jeg, og stirrede paa en Knast i Gulvet, - og arbejde mig op mellem de Mennesker, som for Øjeblikket ser ned paa mig!

Han lagde sin Haand paa min Skulder.

- Nej, Stakkel! svarede han, - dertil hører der større Kræfter, end De ser ud til at eje!

- Jeg vilde saa gerne prøve det!

Han tav et Øjeblik.

- Tror De virkelig, De er stærk nok til at døje alt det, De kommer til at gaa igennem? spurgte han saa.

Jeg løftede Hovedet og saa paa ham.

-Ja!

- Saa lod han Haanden glide fra min Skulder og stod og røg langsomt.

- Ja, ja! sagde han, - det kommer jo ikke mig ved: hvorledes! Deres gamle Plads kan jeg desværre ikke skaffe Dem! Men er der noget, De trænger til, som jeg kan hjælpe Dem med, saa kan De rolig sige det!

241

Jeg rejste mig, jeg maatte staa for at have det fulde Herredømme over mig selv.

- Jeg har ingen Penge! stammede jeg.

Han smilede og gik hen til sit Skrivebord. Da han kom tilbage, rakte han mig to Tikronesedler.

Jeg tog tavs imod dem. Jeg turde ikke tale. Jeg var angest for at høre min egen Stemme, angest for at høre mine egne Ord.

Saa gled hans Blik ned over mine Klæder.

- Jeg staar og tænker paa, sagde han langt om længe, - Deres Tøj - De kan ikke vise Dem saadan, - De maa ikke blive vred, - jeg har noget, tror jeg, - -

Han gik sin Vej og kom en Stund efter tilbage med en stor Pakke, som han lagde i min Arm.

- Husk paa, sagde han og greb min Haand, - jeg saarede Dem før! - det er kun saa lidt, dette her!

Saa skød han mig ud.

Jeg bar min Pakke og mine Penge gennem Gaderne, ud til det lille Skipperhotel.

Der lagde jeg mig paa Sengen og borede mit Ansigt ned i Puden, skjulte det dybt i den, saa der blev mørkt om mine Øjne.

Dagen efter sejlede Damperen.

Jeg stod nede ved Havnen den sidste halve Time, før den gik. Den Tanke, at jeg ikke skulde med, gjorde mig saa latterlig ondt, at der var Øjeblikke, hvor jeg tvivlede paa det, som var sket, og endnu havde Haab nok til at tro, at det var et Væv af Fejltagelser eller lutter Fantasi, - trods de Klæder, jeg bar, trods det, at jeg blev staaende og ikke gik om Bord, men gemte mig bag Vareballer for ikke at ses.

242

Der var saa mange Mennesker omkring mig, saa stor en Travlhed; den larmede forbi mig, mod Skibet, ustandseligt forbi mig. Det var, som skar en Strøm af Haab og Kræfter, af Mod og Virksomhed, af alt, hvad der fandtes af Frejdighed og Evne til at blive lykkelig, sig buldrende Vej mod et bredere Leje - lige for mine Øjne, lige for min Fod, uden Bud efter mig, uden Brug for mig, . . . som var jeg en Vragstump, skyllet op paa Bredden.

Endnu, endnu kunde jeg bryde ud, flaa Skuffelsen af mig, Ulykken, Jammeren, og kaste mig nøgen i Strømmen! Jeg kunde det; jeg vidste det! Jeg var det saa nær, som var det blot en Lampe at puste ud.

Jeg kom frem af min Krog, støttede mig som en blind til Vareballernes Stabel og gik langsomt mod den høje Landgangsbro.

Da saa jeg ham. Han stod et Stykke foran mig og saa sig om og op over Skibet.

Jeg standsede med det samme og pressede mig baglængs det Par Skridt, jeg var gaaet. Det var, som havde en Kniv skaaret mine Sener over.

Men da jeg stod i mit Skjul, lo det i mig af Triumf. Jeg kunde gaaet frem og slaaet ham paa Skulderen og leet ham ind i Ansigtet.

Han borede sig frem, her og der, saa sig saa nøje om. Jeg saa hans graa Hat i Skaren, da Damperen kastede los og gled ud fra Bolværket. Han stirrede efter den.

Jeg var gaaet derned for at klynke. Han havde friet mig. Jeg saa ikke Damperen, saa kun ham.

Den Stakkel! Jeg var ham saa haanende taknemlig!

Den store Strøm, den store Verden, med den havde jeg ingen Ting at skaffe. Han og jeg, din Moder og du, - der var ikke flere til!

Om jeg var rejst, - jeg var vendt tilbage!

243

Ingen, intet kunde blive noget for mig, ingen evne noget imod mig! - kun I!

Han gik ned gennem Gaden. Jeg fulgte ham ikke. Jeg købte en Avis for at søge mig et Værelse og fandt mig et ude i en Sidegade paa Vesterbro.

Der satte jeg mig ned og skrev et Brev til din Moder, - to, tre Breve.

Det første blev saa langt, som min Kærlighed er rig, - det rev jeg itu.

Det andet begyndte i Kulde og Spot, men endte som det første, blev længere endnu. Ogsaa det rev jeg i Stykker.

Saa skrev jeg blot en eneste Linje.

- Jeg venter dig i Morgen Formiddag! Kom!

Jeg sendte det med Posten. Jeg kunde selv bragt det. Jeg sendte det med Vilje med Posten. Han kunde tage det, - det gjorde ikke noget. Han kunde tage flere, - hvis han vilde, at jeg selv skulde komme.

Du vilde ingen Ting røbe.

Jeg havde jo set dig rødme, da jeg talte til dig!

Og du kom!

Jeg ved ikke, hvor længe jeg havde ventet. Fra den tidligste Morgenstund havde jeg siddet i Sofahjørnet og ladet Tiden gaa.

Du kom, og du var forpustet og anstrengt som en fornem Dame, der er ude paa Godgørenhed; du stod i Døren med dit Lommetørklæde for Munden og med store, anspændte Øjne i dit stift løftede Hoved; og du blev staaende med den aabne Trappegang bag dig, som var du angest for ikke at finde Luft nok inde i mit lille, halvmørke Kvistrum.

244

Jeg havde lagt saa mange Planer for det Øjeblik; - jeg vilde taget dig i mine Arme og baaret dig ind, - jeg vilde nøjedes med et Buk og tavs gjort Plads for dig, - jeg vilde kysset din Haand, til jeg maatte briste i Graad, - jeg vilde hilst dig med Spot og slaaet Døren i for Næsen paa dig, tilstrækkelig mættet ved at se, at du havde lystret! ... Og saa blev jeg staaende som du og saa blot paa dig og vendte mig og gik langsomt ind over Gulvet. Alting i mig blev saa stille, som var det Aften, og som saa jeg en lang og lys Dag vemodigt rinde ud og dø! Du kunde gaaet i det Øjeblik, og jeg havde ikke mærket det; det var ikke længer dig alene, det var det alt sammen, jeg saa det alt sammen saa klart og saa forgæves.

Jeg hørte dig træde over Dørtrinnet og langsomt lukke Døren, mærkede din Aande bølge gennem den Luft, hvori jeg stod, - det var, som var det legemløse Minder, der blev levende og legede Virkelighed for en Stund.

Saa hørte jeg dig skrabe med en Stol og sætte dig.

- Havde jeg vidst, at du boede saa højt oppe, - - sagde du.

Jeg vendte mig; jeg var med eet vaagen; jeg vendte mig med et Sæt.

- Hvad saa?

- Saa var jeg maaske ikke kommet!

- Aa, du var kommet, om jeg boede helt oppe under Himlen!

Det brændte i mig.

- Sig mig hellere, hvad du vil mig! sagde du træt og hvilede din Arm paa Bordet. Du var endnu saa forpustet.

- Vi to, lo jeg kort, - vi to har saa meget at tale om, at vi aldrig faar talt ud!

- Men saa - -, begyndte du og lod, som vilde du rejse dig.

245

Jeg stillede mig foran din Stol, saa tæt, at mine Knæ berørte dine.

- Her maa jeg være! her er der ingen, der jager mig bort!

- heller ikke dig! Du ved, hvad jeg vil dig! - enten det saa er din Samvittighed eller - din Medlidenhed, der har drevet dig herop! Spild ikke Tiden! Jeg har maaske mindre Tid end du!

Du saa paa mig; dit Ansigt var et eneste uskyldigt Spørgsmaal.

Jeg bøjede mig ned imod dig.

- Hvad jeg inderst inde vil dig, behøver jeg ikke at sige,

- derpaa har du allerede svaret ved at komme! - og derfor behøver du ikke længer, Emilie, at gemme dig for mig bag Træthed og forstilt Uvidenhed!

Du holdt din forbavsede Mine et Øjeblik endnu. Saa blev du rød og, vendte Hovedet bort, - til du med eet tog Mod til dig og pressede din Haand mod min Pande og skød mig tilbage.

- Staa dog ordentligt! sagde du, som skændte du paa et Barn.

Jeg hørte paa din Stemme, at din Vilje vaklede. Jeg vilde se dig sønderknust, om det saa blev min eneste, usle Triumf.

- Leger du endnu! sagde jeg, - forstaar du ikke, at jeg er tilstrækkelig fornøjet med det, du har gjort mig?

Der kom en Trækning i dit Ansigt, en flygtig Trækning af Fortvivlelse. Men den gled hurtigt over i et utaalmodigt Smil.

- Men har jeg da lovet dig det ringeste? spurgte du og sad strunk og saa mig lige i Øjnene med dit rolige, mørke Blik.

Jeg kunde krummet mig som en Orm.

- Skal jeg svare dig paa det Spørgsmaal? - maa du gribe saa lavt for at redde dig? - er det dit Alvor, at du vil høre mig svare, som du spørger?

- Jeg forstaar jo dog paa dig, svarede du, at du bebrejder 246 mig, hvad jeg har gjort; jeg har jo allerede een Gang sagt dig, hvorfor jeg gjorde det!

- Om saa din Gud var steget ned til dig og havde budt dig gøre det - -, Grunde! - aa! om du havde myrdet; jeg havde kysset dine Hænder for Bøddelens Ansigt!

Dine Fingre famlede i dit Skød; du blev forvirret.

- Men tænker du da ikke paa Drengen? spurgte du langsomt og sagte.

Da var det, at jeg slog dig paa din Kind, saa du vaklede, hvor du sad, - og kastede mig for dine Fødder og skjulte mig i dit Skød.

Jeg mærkede, hvor dine Knæ rystede, hørte dig hulke, følte dig synke sammen og sidde bøjet over mig.

Saa gled med eet din Haand saa blødt igennem mit Haar.

Jeg løftede mit Hoved og saa op paa dig, saa dig saa utydeligt, mødte dine Øjne bag en sitrende Taage.

- Emilie! - nej, det er ikke sandt! - du sidder jo her hos mig! - jeg er ikke ulykkelig, vel? - det kan ikke være sandt? - saa pludseligt? - saadant noget sker ikke! - jeg har ikke andre end dig! - alt det bedste i mig hører dig til! - jeg har tænkt mig stolt paa dig, tænkt mig stærk og skyldfri, ren for det, jeg har gjort! - fordi jeg har tænkt paa dig, gaar jeg ud i Verden uden at slaa mine Øjne ned for nogen! - Emilie! er det forbi, er det Løgn, - er jeg kun en Tyv?

Du tog om mit Hoved og holdt det løftet.

- Hvorfor var du saa stort et Barn? hviskede du, - hvorfor saa du ingen Ting?

- Hvis det er Løgn, dur jeg ikke længer! - jeg har opbrugt, hvad der var af godt i mig! - men det kan ikke være Løgn, ikke være Løgn!

I et Sekund stirrede du i mine Øjne, som var du ved at drukne og de den faste Strand; dine Hænder pressede sig saa fast om mine Kinder.

247

- Jeg vidste jo ikke, at du var stærk! sagde du, og det var, som rødmede din Stemme om Kap med din Pande.

- Har jeg forspildt dig, Emilie, fordi min Kærlighed var for stor?

- Nej! - nej!

- Jeg har elsket dig saa højt!

Du slap mit Hoved og saa bort over mig.

- Ja! - du var helt anderledes end alle de andre!

Du sagde det saa nænsomt, det kom saa blødt og skaansomt. Jeg følte det ramme mit Hjærte, men saa underligt døvende, som et Sneskred. Der var saa meget, jeg med eet forstod, mere end Spot og Klage kunde forløse. Jeg blev blot liggende og saa paa dig, stirrede paa hvert Træk i dit Ansigt.

- Jeg trode, du var som min Moder! sagde jeg sagte og lyttede til mine egne Ord, som var det en fremmed, der havde talt.

Saa rejste jeg mig og stod og stirrede frem for mig; jeg var saa alene, og alt, alt tabte sin Værdi, - til mine Øjne paa ny faldt paa dig, og jeg saa, at du sad der, og at det var det eneste virkelige.

Jeg tog din Haand.

- Jeg ved det, sagde jeg, - jeg har hørt det, - at Troskab er en Lotteriseddel, som man ikke maa glemme at forny. Du kan ikke gøre ved, at jeg ikke forstod det. Det skal du ikke græmme dig over. Det gælder alt sammen ikke længer. Der er blot eet, jeg vil vide, - om du sidder her som den, der engang var min - og ikke kan glemme det?

Du svarede ikke. Du saa blot paa mig. Men dine Øjne slettede alt det ud, der hørte de sidste Dage til.

- Saa er han min!

Det slap mig af Munden; det var blot et Punktum i min Tanke. Men du rejste dig saa hastigt og slog dine Arme om min 248 Hals, trak mig saa tæt ind til dig, som vilde du binde mine Lemmer. Jeg maatte bruge alle mine Kræfter for at fri mig for dig.

- Du skal ikke være bange! sagde jeg og skød dig hen imod Døren, - ikke andet end komme igen, - komme!

Nede paa den første Trappeafsats standsede du og saa op paa mig, som var dit Blik en Brønd, og smilede, saa underlig angest og saa underlig tryglende, og kastede et Fingerkys op til mig.

Der var en Kælderhals et Par Huse længere nede i Gaden; der satte jeg mig ned og drak hver Gang, du havde været hos mig, og de Dage, du ikke kom.

I Begyndelsen kom du hver Dag. Du var saa øm og god, saa overstrømmende hed. Det var, som var din Kærlighed brudt ud i al sin Fylde, og du saa paa mig, som var det dig en Livssag at gætte mine mindste Ønsker, før de blev udtalt.

Jeg forstod dig og tog en Dag om begge dine kærtegnende Hænder og løftede dem op for dine Øjne, saa du ikke saa mig.

- Hvad tror du, jeg tænker paa? spurgte jeg.

Du pressede din Pande mod mine Hænder, der holdt om dine.

- At alting alligevel er bedst, som det er! hviskede du.

Jeg lo.

- Ja - vi har det godt!

Du drejede Hovedet, saa dine Øjne blev fri, og saa paa mig.

- Du maa tro det, - han er god ved mig! sagde du og snoede dine Hænder, som jeg holdt paa, og trykkede mine.

Det lød som en Bøn.

Jeg nikkede og kyssede dig.

Men nede i Kælderhalsens Ølstank sad jeg og tænkte mit.

249

Jeg vidste det, - det var den Trusel, der var undsluppet mig; den havde gjort dig angest, og i din Angest havde du grebet til din Kærlighed for at spinde mig ind. Jeg var blevet saa gammel og saa klog.

Jeg sad og drak og tænkte paa de Ord og ledte efter, hvad jeg havde ment med dem. Det var vel kun en af den Slags tomme Trusler, der et Øjeblik virker som en Forløsning for den, der bruger den. Men de blev ved at vende tilbage.

Hvad vilde det sige, at han var min? Hvad kunde jeg gøre ham?

Alting forløb jo helt anderledes, end jeg havde tænkt. Jeg havde tænkt at rase, at handle Slag i Slag, - og jeg laa i dine Arme og lod Tiden gaa og slog mig til Taals med dine Kys som et Fattighuslem med den Kost, man undte ham.

Trode du, jeg kunde myrde ham?

Jeg røg og drak; min Fantasi blev saa levende.

Om kort Tid maatte jeg gaa ud og tigge. De Penge, du stak til mig, vilde jeg ikke blive ved at tage imod. Det var hans. Jeg havde jo blot taget dem som en Slags Hævn, i et skadefro Anfald. Men naar han ikke vidste af det, blev Spasen ikke meget værd.

Saa kunde det maaske hænde, naar jeg gik sulten om paa Gaden, at jeg mødte dig, min Dreng. Du kom maaske fra den Børnehave, jeg vidste, du gik i, og havde ikke spist din Frokost op. Du gik maaske og spiste. Jeg vilde gaa hen til dig og sige, at jeg var sulten, og bede dig give mig den Mad, du havde i Haanden. Men du vilde blive bange for mit Udseende, og Barnepigen vilde snappe dig til sig. Du vilde ingen Ting give mig; men maaske du tabte din Mad; saa kunde jeg tage den op og tørre den af.

Hvis jeg myrdede ham? - hvordan skulde det gaa til? Inde i hans Forretning? Paa Gaden? Som om man gjorde den Slags 250 Ting saa aabenlyst! Nej, naturligvis om Natten, hjemme i hans Seng, mens han laa ved din Side! Kvæle ham, ganske stille, og gaa igen!

Jeg sad i den inderste Krog i Kælderhalsen. Værten var halt og stammede; han forfalskede alting, sin Gang, og hvert Ord, der gik over hans Læber. Jeg kom til at se paa ham. Han saa ud, som om han var i Familie med mine Tanker; det var, som om hans Udseende alene gav dem sin broderlige Velsignelse. Jeg blev helt kry af at se paa ham. Han stod der, som om Skæbnen havde stillet ham der for min Skyld som et bifaldende og afgørende : Naturligvis, kvæle ham og gaa igen!

Ind skulde jeg sagtens komme: Hunden havde jeg gjort til min Ven. Naar jeg saa stod ved hans Seng - -

Jeg fik med eet det lystigste Indfald.

Sæt han ikke laa i den, og du vaagnede og for op, og jeg maatte spørge dig, hvor han var henne! Jeg kunde se dig! "Hvad gør du?" "Hvor er din Mand?" "Paa Rejse!" . . . Saa vilde jeg klæde mig af ganske rolig, og lægge mig i hans Seng, ved din Side.

Da jeg gik, var jeg fuld. Men da jeg laa oppe paa mit Kammer, kunde jeg ikke sove. Jeg havde faaet Øje paa et lyst Punkt i Loftet, en Plet, som ikke kunde blive mørk i den halvlyse Sommernat. Jeg tænkte paa eet eneste den hele Nat, stift og ubevægeligt, - paa ham!

Saa var det, du en Dag kom og var bleg og urolig.

Nu var det forbi; nu maatte vi skilles. I skulde rejse bort fra Landet; hans Forretning gik ikke; han maatte bryde af i Tide; han var ikke rig.

251

Jeg hørte det, men det gjorde intet Indtryk paa mig; ingen Ting gjorde Indtryk paa mig længer. Luften var blevet saa dump om mig. Jeg saa blot, at du led under den Skuffelse, at heller ikke han var rig.

Han vilde til Amerika og arbejde for Jer under Forhold, som han kendte.

Og vi skiltes. Jeg havde ingen Ting at sige dig. Jeg tænkte slet ikke paa, at vi skiltes.

Jeg søgte, som jeg plejede, ned i Kælderhalsen.

Der var saa mørkt dernede, saa sort og lukket. Da jeg stod i Krogen ved mit Bord, syntes jeg, at jeg var krøbet i min Grav. Det var blot en Fornemmelse, ingen Tanke.

Jeg satte mig, som jeg plejede.

Men da jeg løftede Hovedet og saa mig om, over Væggene, over Gulvet, mødte mit Blik i dette skidne Rum mit Liv i hele dets jammerlige Virkelighed.

Nu laa jeg under.

Saa bittert havde jeg mistet Jer, saa helt havde han taget Jer fra mig, at i de sidste Dage, du og jeg var sammen, var det ham og ikke dig, jeg tænkte paa. Nu tog han det sidste, min Drøm, det, jeg havde levet for i de bedste Øjeblikke af mit Liv. For Eders Skyld, for min Kærligheds Skyld, havde jeg stjaalet og løjet, og løjet paa ny, og troet, at intet var stærkt som et Menneskes Kærlighed, at den var Bod for alt, - og tænkt og troet og handlet og levet forgæves.

Da det blev Aften, strøg jeg gennem Gaderne ud til hans Villa, rystende af Drik og Sindsbevægelse.

Jeg vilde passe ham op. Jeg gik paa Vejen, til han kom. Det varede saa kort.

Jeg saa hans graa Frakke i Halvmørket. Han kom nærmere og nærmere. Jeg hørte hans Skridt saa skarpt, - og dog var det, som gled han paa Skinner imod mig, som førtes han, lydløst.

252

Jeg huggede ham med min Arm over Ansigtet, saa han tumlede ind mod et Stakit, og jog ham min Kniv i Halsen.

Han faldt.

Jeg smed mig over ham. Jeg var ædru i det samme. Jeg tænkte paa Jer, alene paa Jer, paa for enhver Pris at dække Jer, at intet skulde røbe, hvad I var for mig, at jeg kunde bevare mit Livs Lykke uberørt i mit Eje! Jeg tog hans Ur og Pung, at de kunde dømme mig for Rovmord.

De tog mig saa nemt; de løb mig op.

Den Dom, de gav mig, er mig saa let at bære.

Der er en anden Dom! . . . Den Hævn, der skulde befriet mit Hjærte, øvede jeg i Blinde! Jeg dræbte ham i Drukkenskab! Jeg havde Magten og var mig den ikke bevidst.

Det højeste, det helligste, der er til, Hævnens befriende Raab, - det kom ikke over mine Læber, det sidder som en Sot i mit Hjærte, og det æder saa langsomt min Forstand!