Stuckenberg, Viggo ASMADÆUS

ASMADÆUS ROMAN

I

Det var en Solskinseftermiddag sidst i September. Oppe paa Landsbyens Kirkegaardsdige sad en Dreng og en Pige og bestilte ingen Ting.

De turde i Øjeblikket ikke røre sig.

Lige ved Siden af dem stod den gamle Kirkeejer og den gamle Graver og søgte mellem Gravene et Hvilested for Anders Madsen, Snedkeren, som var død for et Par Dage siden. Den gamle Kirkeejer havde et Kort over Gravene i Haanden, et Stykke Papir, fyldt med Streger paa Kryds og tværs.

De stod paa en Grønning midt imellem to sanddækkede Tuer.

- Jamen her, sagde den gamle Mand med Kortet, - vi kan jo lægge ham her!

Graveren stak med sin Kæp i Græsset.

- Nej, der har vi jo Banevogteren!

- Jamen ved Siden af ham!

254

- Nej - for se, Banevogterens Kone, hun er jo gammel, og saa kunde det jo være, hun vilde i Jorden en Dag, og saa kunde hun da passende faa den Plads her!

- Ja vist saa! Men hvem ligger da der?

Den gamle Herre pegede frem for sig.

- Der? - det er Datteren til Ole Jørgens Svigerinde.

- Nej, - her staar paa Kortet Jens Persen,!

- Ja, - nej, - han kom op, da hun kom ned!

Saa fik den gamle Kirkeejer Øje paa de to Børn.

- Sikke to! smilede han, - hvad sidder I her efter? Og saa strøg han Drengen over Kinden og Pigen over Haaret.

- Hvem er det? spurgte han Graveren.

Graveren foldede begge Hænder over sin Stok og hvilede paa den, men saa hen over Gravene, som var han ikke optaget af andet end i Embeds Medfør at skaffe Anders Madsen et Hvilested.

- Det er Blikkenslagerens Dreng og Træskolarses Signe! sagde han.

Den gamle Kirkeejer havde allerede glemt sit Spørgsmaal og hørte ikke Svaret.

- Ja, her kan han. altsaa ikke være! sagde han og vilde til at gaa videre.

Men saa vendte han sig, inden han gik, om imod Drengen.

- Hør, mens jeg husker det, min Dreng, sig til din Fa'r, at nu maa vi snart have den Mælkejunge! - i Eftermiddag! - den skal jo blot loddes!

Graveren rettede sig pludselig og gloede paa Drengen.

- Har du hørt det, Asmadæus, hvad Jægermesteren siger?

Men i det samme gik Jægermesteren, og Graveren maatte følge.

Asmadæus havde hørt det; baade han og Signe havde hørt det

- Nu maa vi ned med den! sagde hun.

255

For Mælkejungen stod loddet og fiks og færdig paa Marken nede under Kirkegaardsdiget.

- Aa Skidt! sagde Asmadæus, - de skal vel ikke malke før Klokken seks!

Og saa lagde han sig paa Maven og gav sig til at pille Skallen af et Agern, som han fandt i Græsset under den store Digeeg.

Signe sad ret op og ned.

Men du kan ikke vide, hvad Klokken er!

- Saa? sagde Asmadæus, - paa denne Tid af Aaret! Bare Klokken er fem, sidder Stærene i Klump i Pilene nede ved Gadekæret. Men de flyver endnu!

- Jamen hvad skal vi bestille her?

- Du kan jo gaa hjem!

- Det var meget bedre at faa Pengene for Jungen!

- Det er jo ikke vores!

- Nej, men det er da Penge!

- Hvad er der ved at gaa med dem i Haanden!

- Det er da hele fem og tyve Øre! sagde Signe og knejsede i Sædet med sin lange tolv Aars Pigekrop.

Asmadæus rejste sig langsomt. Men først da han stod paa sine Træsko og saa ud over det aabne Land, svarede han.

- Ja! sagde han lavmælt.

Og saa var de begge to med det samme nede af Diget, og Asmadæus havde den lette Blikjunge i Hanken, og de gik ned over Stubmarken, ned imod Vejen.

Som de bedst gik, standsede Asmadæus, satte Jungen, trak Laaget op og stod og stirrede ned i den.

Signe saa paa ham. Han blev længe staaende og kiggede ned i Jungens Mørke. Da hun ingen Ting sagde, tog han Jungen i Bunden, vendte op og ned paa den, og rystede den.

- Jeg syntes, der var noget, der raslede i den? sagde han uden at se paa hende og svang atter Jungen op over Skulderen, 256 men blev rød i Hovedet, som om den tomme Blikjunge var meget tung, og travede videre.

Han gik blot et Par Skridt, saa standsede han paa ny. Men denne Gang saa han Signe lige i Øjnene.

- Jeg kan godt selv bære den Femogtyveøre hjem! sagde han tvært.

Signe blev staaende og stirrede et Øjeblik paa ham, som om hun havde faaet Skænd. Saa tog hun i Jungens ene Hank og rev den blanke Bøtte ned fra hans Skulder, saa han maatte dreje sig rundt.

- Du sagde jo selv, at jeg maatte gaa med!

Asmadæus greb i den anden Hank og gik, uden et Ord, duknakket og ludende, videre.

Først da de kom ud paa Vejen, talte han til hende. Men da løb Munden paa ham med alskens Vrøvl, op ad Stolper og ned ad Vægge.

- Hvor mange Kranse tror du Anders Madsen faar? spurgte han.

- Det kan vi jo tælle paa Søndag!

- Bare der nu ikke er et lille Hul i Jungen alligevel, saa vi faar Lov at rende hjem med den igen!

Signe svarede ikke, og Asmadæus blev ved at se ned i Hjulsporet. Hun gik og ludede som han.

- Ja, sagde hun pludselig, bare der laa en Skilling!

Asmadæus tog et Tag i Jungen. Saa saa han over paa hende. Han næsten løb.

- Sludder! sagde han, der ligger ingen Ting!

Vejen gik i en lang Linje hen over de nøgne Marker, ned mod en bred, grøn Dal, ind mellem en Klynge Træer midt i Dalens Bund. Omme bag Træerne laa Jægermesterens og Kirkeejerens Gaard, en Hoben hvide Længer; de straatækkede Tage løftede deres grønne Mos op under gamle, gule Solskinslinde.

257

Asmadæus og Signe svingede langsomt ind i den, brede Gaard. De traadte saa beskedent paa de knudrede Sten. En stor Hund kom farende ud ad en Dør og fulgte dem i Hælene og snusede dem i Læggene og snærrede bag Jungen.

De kendte Vejen og kom ind i Køkkenet. Der stod de paa Hosesokker paa det kolde Murstensgulv, og Asmadæus fik fem og tyve Øre af en høj, fin Dame i hvidt Brystforklæde.

Hunden fulgte dem ud igen, men fandt paa noget andet henne ved Hønsegaarden.

- Der! tag du og pas paa den! sagde Asmadæus, da de var oppe paa Vejen, og rakte Signe Femogtyveøren og gav sig til at plukke Græsstraa og blæse i dem.

Saa kom der en Vogn.

Det var den gamle Jægermester.

Han standsede, da han mødte dem.

- Har I været nede med Jungen?

Asmadæus fik Huen af og svarede, og den gamle Jægermester kaldte ham hen til Vognen og gav ham en Tiøre.

Da han var borte, og de havde gaaet lidt, hver paa sin Side af Vejen, skraaede Asmadæus over til Signe og aabnede den Haand, hvori han holdt Tiøren varm.

- Skal vi bytte? spurgte han.

Signe aabnede for Femogtyveøren, og Asmadæus snappede den og lagde Tiøren i Stedet.

- Du maa gerne beholde den! sagde han og stak Haanden med Femogtyveøren i Lommen og snakkede saa atter op ad Stolper og ned ad Vægge Resten af Vejen.

Men da han vel var hjemme, for hans Fader imod ham med en Lussing.

- Skal du rende en halv Dag og drive med Tøsene! - kan du ikke gaa ene?

258

Og saa rakte Blikkenslageren den straffende Haand ud for at tage mod Pengene.

Men Asmadæus skød sin venstre Underarm op for Ansigtet, saa det blev nogenledes dækket.

- Der var ingen hjemme! sagde han.

Og da han var ene, luskede han om bag Havediget og fik Femogtyveøren ind imellem to Stene og stak en Tot Græs ind i Hullet for ikke at tage fejl af Stedet.

II

Asmadæus' Fader hed Cornelius og var en lille firskaaren, mørk Mand. Han havde et Ansigt, hvoraf det meste var sort Haar, - Hovedhaaret langt ned over Panden, tykke Øjenbryn, Skægget højt op over Kinderne, sorte Haar i Næsebor og Øren, og midt i alt dette, under en smal, gulhudet Pande, et Par sorte Øjne, der skinnede og stak saa skarpt, som maatte de skinne og stikke alt, hvad de evnede, for ikke at vokse til som Vandhuller i en Skov.

Han var tilflyttet Egnen, hørte oprindelig ikke hjemme der, men havde en skønne Dag lejet det yderste Hus i Byen, en skæv og skiden Rønne, som en Gaardmand havde købt paa Auktion efter den sidste Ejer for at vide sin Drukkenbold af en Broder under Tag, uden at dette Tag behøvede at lune over Mandens egne Stuer. Men Broderen var død et halvt Aar efter, og Rønnen havde staaet tom til den Dag, Cornelius kom og tog den.

Hvor Cornelius kom fra, var ingen Hemmelighed. Han kom fra København og havde Konen og Asmadæus med sig. Konen kaldte han Mathilde. Hun var høj, mager, ganske blond, og bar sin pjaltesvøbte Højde stiv og strunk. Der var ikke flere end to 259 Rynker i hele hendes smalle, lange Ansigt; de sad ved Munden og gik ned efter; Resten var glat, blank Hud. Panden, skinnede som det haarde, polerede Ben, og Øjnene sad under den, lyseblaa og kolde, og saa ud, som lukkede de sig aldrig, men saa paa alting, saa stift og roligt paa alt. Den Gang var Asmadæus seks Aar, blaaøjet og blond og lignede sin Moder.

Men hvad Cornelius havde taget sig for inde i Hovedstaden, var ingen kommet under Vejr med. Han havde haft en Kasse med Blikkenslagerværktøj med sig og forstod at lodde og lappe, kunde ogsaa sætte Hank paa et Flødemaal og Tud paa en Tagrende, men havde ellers Fingre til, hvad det skulde være, mest til smaa Fiksheder af alle Slags. Men noget større Arbejde havde aldrig nogen set ham udføre.

Rønnen havde Familien ganske ladet skøtte sig selv. Vinden blæste Tagskægget i Tjavser, Regnen aad Kalken af i store Flager, og der stak gammelt Papir i gamle Ruderevner. Kun Havens Jord fik sig hvert Foraar nogle ny Kartofler. Rønnen var Byens usleste og Familien den fattigste i Sognet. Naar undtages Høstens Tid sad Cornelius altid hjemme og pillede med et eller andet, - naar undtages Høstens Tid og i Ny og Næ en Søndag, der trak ham til Købstaden og ud paa Natten gav ham døddrukken tilbage. Mathilde gik til Haande paa Gaardene, her og der, hvor der var lidt at skaffe, skred tavs hjemmefra og tavs tilbage. Og Asmadæus løb med Byens Børn, sad i Skole, vogtede Ungkvæg, Svin og Gæs, fik lidt Føde og mange Prygl, men var mest ude.

Bag ved Huset løb det Stendige, hvor Asmadæus havde gemt sin Femogtyveøre. Det skilte Husets Bid Have - og længere henne Naboens Kalvevænge - fra de brede Marker.

Asmadæus stod derude, mens Solen gik ned, og stirrede paa Græstotten. Han var den Gang tretten Aar gammel og kendte hver Sten i Diget, lod Øjnene løbe hen over det og bøjede sig 260 saa mod Græstotten og trak den langsomt ud og stod og pillede den i Stykker, Straa for Straa. Saa bøjede han sig paa ny, stak Fingeren ind og følte, at Femogtyveøren laa der, drev ned langs Diget, sprang over og kom gennem Kalvevænget ud ved Gadekæret.

Der legede de Skjul, Drenge og Piger.

- Saltebrød for mig, en, to, tre! brølede Asmadæus, som havde han været med hele Tiden.

Signe var imellem dem.

- Kom her! sagde han og tog hende i Haanden og trak hende med sig, - jeg skal vise dig et Gemmested!

Og saa løb han med hende ned forbi Rønnen og om bag Diget

- Hys! - sæt dig ned! hviskede han.

- Er du tosset! - det er altfor langt borte! - de hitter os aldrig!

Asmadæus tyssede paa hende og tav.

Saa smilede han pludselig.

- Der ligger den inde! sagde han.

- Hvad for en?

- Pengene!

Signe saa ikke paa Diget; hun stirrede paa ham.

- Har du beholdt den?

Asmadæus smilede hemmelighedsfuldt.

- Det er ikke sandt!

- Stik Fingeren ind!

- Har du ikke givet din Fa'r den?

- Stik Fingeren ind, siger jeg!

- Det er ikke sandt!

Men hun løftede alligevel Haanden for at faa Fingeren ind mellem de to Sten.

Asmadæus smilede stadig. Men lige som hun havde Haanden ved Hullet, væltede han hende bort med et Ryk.

261

- Det er Løgn! sagde han.

Og saa trak han hende med sig tilbage langs Diget og ud paa Vejen.

De blev set, og der blev slaaet for dem.

- Det er din Skyld! sagde hun og rev sig løs fra ham.

Han lo blot og lod hende skøtte sig selv Resten af Aftenen.

Da det var blevet mørkt, drev Drenge og Piger hver til sit, og Asmadæus gik hjemefter, fornøjet og varm af Legen.

Men som han var ret ud for Huset og vilde svinge ind, blev han pludselig staaende. Der var Lys tændt, men Ruderne duggede, saa han kunde ikke se igennem dem. Heller ikke saa han; han lod blot Blikket stjæle sig hen over Ruden og tog saa et Par Skridt, saa han kom uden for Lyskilen og lidt forbi Huset, ind i Mørket. Det gik hurtigt. Men der stod han saa.

Han havde ikke Lyst til at gaa ind. Ikke fordi det kedede ham, eller han ikke var træt. Det var han. Der kom blot over ham saa ustyrlig en Længsel efter, at noget vilde hænde her ude i den fri Luft og give ham Paaskud til at blive borte en Stund endnu. Han stirrede ud i det store, kolde Mørke, lyttede og slentrede videre ad Vejen. Men der var intet at høre, intet at øjne, og ingen Ting skete. Han var ene ude, og højt oppe sad Stjernerne og stirrede tavse paa ham alene. Og han tiggede et Nu den stille Nat, der gemte over saa meget Liv, om at slippe blot et løst Faar hen til ham, at han, kunde give sig i Lag med noget, der tog Tid. Men Natten var karrig.

Saa vendte han om og gik hjem.

Han strøg Træskoene sagte af sig og stod duknakket og tog forsigtig om Dørklinken, men blev saa med eet en anden, løftede Hovedet og lod Klinken smælde.

Hans Moder var ene i Stuen. Han saa det straks. Hun sad ved den lille Bliklampe og stoppede, og løftede blot Øjnene, idet han kom ind.

262

Men denne dumpe Fred og Ro trykkede Asmadæus. Han løftede Armene og gabede højt.

Fluerne summede henne om Lampen og kravlede rundt om den paa Bordpladen.

Moderen bed et Stykke Garn over. Saa saa hun paa ham med sine underlige, vidt aabne Øjne.

- Er du ikke i Seng endnu?

- Klokken er da ikke saa mange!

Hun saa paa ham, eller paa Luften i Stuen, saa paa et eller andet, som var foran hendes Øjne.

- Jeg trode, du laa derinde! sagde hun, som dukkede denne Tanke op af et Hav og druknede paa ny deri.

Asmadæus stod henne ved Døren til Sengekammeret.

- Sover han? spurgte han og løftede sin ene Fod og saa ned paa den og gav sig til at klø sig paa Vristen.

- Nej.

- Hvor er han da?

- Nede paa Gaarden.

Asmadæus slap Foden ned.

- Hvad skal han der?

- Der var noget, som skulde laves med det samme!

Asmadæus hulede sin Haand og strøg den ned over Dørstolpen, som vilde han fange Fluer.

- Skal han have Penge for det i Aften?

- Det skal han vel nok.

Asmadæus gav et Grynt fra sig; det var noget Luft, der pludselig blev stikkende i Struben.

- Naa - saa kan han jo faa dem for Jungen med det samme! sagde han og snurrede rundt paa Hosehælene og drev ind i Sovekammeret. Men han trak Døren, til efter sig, saa der blev ganske mørkt.

Han klædte sig af, ganske mekanisk. Han var fuldstændig 263 kold, frosset stiv indvendig. Nu kunde han længe nok tigge Natten og alle mulige vidunderlige Magter om Hjælp. Nu blev Sagen vanskelig. Nu var han opdaget.

Det slog ham pludselig, at han havde baaret sig dumt ad, - opdaget maatte han jo, hvordan det saa var gaaet, blive.

Men han vilde ikke opdages, ikke give sig. Klø fik han. Det havde han faaet saa mange Gange. Men røbe sig skulde han ikke. Døje det hele som en uskyldig! Der var nok en eller anden Udvej at komme paa, blot man fik Tid til at tænke sig om, og blot Faderen ikke kom ligestraks.

Tænderne klaprede i Munden, paa Asmadæus.

- Han skal vel til Byen og drikke sig fuld i Morgen! tænkte han for at varme sig ved lidt Overlegenhed.

Men saa var Faderen der. Han hørte ham trampe ind i Stuen ved Siden af.

Asmadæus lukkede Øjnene. Fiffigheden sagde ham, at han burde lade, som om han sov som den gode Samvittighed. Men Øjnene vilde ikke i, og Faderen blev inde i Stuen ved Siden af. Han hørte ham rumstere med et eller andet, saa underlig uroligt ; men han hørte ham intet sige.

- Han har faaet Pengene! kom det omsider med Faderens Stemme, ganske lavmælt, og han hørte ham ikke rumstere længere.

Der var ingen, der svarede.

- Han har faaet Pengene, siger jeg!

Denne Gang var det hvast og højt.

- Ja, det hører jeg!

Det var Moderen. Det kom saa uanfægtet og roligt.

- Hvor har han gjort af dem?

- Ja, det ved han vel nok, naar du spørger ham!

- Han sagde, der var ingen hjemme! Det var Løgn!

- Du slog ham jo!

264

- Det var Løgn, siger jeg!

- Han ved nok, hvor Pengene er henne!

- Ja vist saa! - og vi er Grever og Baroner! - og femogtyve Øre det bare Skidt! - Det var Løgn, siger jeg dig! - Men jeg skal pille den Knægt for hans Humør, kan han tro!

Døren til Sengekammeret fløj op.

- Herut af Sengen!

Asmadæus nøjedes med at sætte sig mygt over Ende.

Cornelius krummede sig og tog et langt, katteagtigf Skridt hen imod ham og aad ham med Øjnene.

- Du har faaet Pengene!

-Ja!

Cornelius' Haand ramte ham, før han fik dækket sig.

- Hid med dem!

Men Asmadæus havde begge Arme for sit Ansigt

Cornelius greb om dem og rev dem til Side.

- Hvor er de?

Asmadæus tav saa længe, han turde.

- Jeg havde tabt dem! stammede han omsider, da Cornelius begyndte at ruske.

Tabt dem!

Cornelius rev og sled i ham.

- Hvor?

- Paa Vejen!

- Ud med dig og find dem!

Han lettede ham halvt ud af Sengen, men, smed ham saa tilbage, vendte sig, spyttede og drev ind i Stuen.

- Det var jo derfor, jeg kom saa sent hjem, - jeg gik og ledte efter dem! skingrede Asmadæus op og kastede sig hulkende ned i Halmen.

Lidt efter var Cornelius tilbage i Døren.

- I Morgen gaar du med mig derned! Jægermesteren vil tale med dig!

265

Asmadæus laa og græd, græd af al sin, Evne, og fandt i Graaden den Beskæftigelse, han havde ledt efter den hele Aften, - græd, til han ikke længer vidste, hvad der var Sandhed og hvad Løgn, græd sig ind i een stor, ulykkelig Forvirring.

Men i en Pavse hørte han Stemmerne inde i Stuen.

Det var Faderen, der talte, sky og lavmælt.

- Dér skal en anden en staa som en Prakker og kræve Penge, som er betalt!

Han hørte Moderen le, tørt og kort, som et Vrinsk.

- Ja, det var Skade, at du ikke kunde faa dem to Gange! - det var nok værd at prygle et Barn for!

Saa sank Asmadæus sammen af Træthed og sov.

Da han vaagnede den næste Morgen, maatte han op og vaske sig særlig omhyggeligt. Han gjorde alt, hvad Faderen vilde, men paa en underlig bleg Maade.

De fulgtes ned ad Vejen, hver paa sin Side.

Asmadæus fornam ikke Blodet i sig. Solen, skinnede, der var Fugle i Luften, og Duggen dryppede fra Træernes halvdøde Blade. Men det svømmede alt sammen forbi ham som noget underlig tomt og koldt, noget ligegyldigt, der var alt for vidt og stort.

De kom ind til Jægermesteren.

Han sad i sit trange Kontor og røg sin Morgenpibe og talte sammen i en Protokol, der laa paa hans Skrivebord.

- Naa, det er Dem, Cornelius! Sæt Dem, Cornelius!

Brillerne kom op paa hans Pande, og han drejede sig i Stolen.

- Sæt Dem!

Cornelius satte sig, og Asmadæus blev staaende ved Døren og hagede sig fast i sin Hue.

- Ja, vi blev jo enige, ikke sandt?

- Jo, Hr. Jægermester!

- Har De sovet paa det?

266

- Ja.

- Og hvad siger du, min Dreng?

Jægermesteren saa hen paa Asmadæus.

- Ja, jeg har ikke sagt ham noget, kom det langsomt og forlegent fra Cornelius, - jeg vilde, at Jægermesteren selv skulde fortælle ham det!

Jægermesteren smaalo og rokkede med Hovedet som den, der beskedent frabeder sig, at man gør et stort Nummer ud af ingen Ting.

- Holder du af Dyr, min Dreng? spurgte han.

Asmadæus sagde ja. Han havde sagt ja til, hvad det skulde være.

- Vil du hjælpe Jørgen Røgter med at passe Køerne i Vinter?

-Ja.

- Ja, saa er Sagen jo i Orden. Og det bliver ved Opholdet og Føden og fire Kroner om Maaneden, som De faar og gemmer til ham, til han er konfirmeret.

Cornelius rejste sig.

- Ja, Tak, Hr. Jægermester! Og saa begynder han i Morgen!

Jægermesteren fik atter Brillerne ned paa Næsen og bøjede sig over Protokollen.

-Ja.

Cornelius vilde gaa. Men ved Døren blev han staaende.

- Det var blot det, stammede han, - jeg synes, jeg vilde sige Jægermesteren det, - at han havde tabt Femogtyveøren, - og saa turde han ikke sige det. Det var derfor, jeg kom for Skade at kræve den i Aftes. Jægermesteren maa undskylde!

Den gamle Jægermester saa op.

- Herregud! sagde han. Ja, saa er her en anden, Cornelius!

Cornelius takkede saa mange Gange.

Saa gik de.

267

Men Asmadæus var, som om han havde faaet Vinger og Fjer og kunde flyve hen over alle Ting, kæk og modig og glad.

Oppe paa Vejen standsede han paa et ganske tilfældigt Sted.

- Her var det, jeg tabte den, Fa'r! sagde han og gav sig til at lede.

Cornelius hjalp ham.

Men de fandt den ikke.

Hen paa Aftenen fik Asmadæus fat i Signe og trak hende om bag Diget.

- Stik Haanden ind! sagde han, - den er der!

Signe stak Haanden ind og stod med Femogtyveøren i den.

Hun var ganske bleg.

- Hvad vil du med den? spurgte hun med eet og saa rapt paa ham.

Asmadæus blev forlegen.

- Giv mig den! sagde hun, hurtigt.

Og han gav hende den.

III

Det blev et koldt og klamt Efteraar. Køerne maatte tidlig paa Stald og med Køerne Asmadæus.

Men det var blot morsomt. Ikke fordi en Stald og en Række Køer var noget nyt for Asmadæus. Det var paa en hel anden Vis, at Stalden og Køerne var ham til Behag og ydede ham et opmuntrende Tidsfordriv.

Han stod - det var en af de første Aftener - midt i den smalle Fodergang og fejede med en skævslidt Riskost Murstensgulvet rent for det Hø, der flød efter Fodringen. Lettede han et Ben, kunde han til begge Sider sparke en Ko paa Mulen. Lige 268 over Hovedet paa ham hang Staldlygten og lyste op paa det lave Lofts ormædte Brædder, og støvtykke Spindelvævstraade dinglede frit ned i Luften og virrede langsomt ud og ind for Varmen fra Lygten og Prustet fra Mulerne; blot en Flue surrede forbi dem, svang de sig, og der var Fluer uden Tal, og de var alle vaagne. Og Lygten skinnede ned paa de nærmeste hornede Hoveder, paa de blanke Muler og de lyse Horn, og foran sig saa han Horn og Muler i to tætte Rækker blive borte i Mørket og hørte de tynde Jærngrimer rasle mellem mætte Støn og pludselig, fluetirret Huggen. Luften var varm og fed af fordøjet Velvære.

Asmadæus var ene. Jørgen, Røgter sad inde i Borgestuen og hvilede sine halvfjerdsindstyveaarige Lemmer. Det var denne Ensomhed, der, mens han stod og drev med Kosten, pludselig forærede Asmadæus alle disse Køer, gjorde den hele Stald til hans og satte hans Hjærne i bred, velhavende Bevægelse.

Og han fejede videre, sindigt, grundigt og omhyggeligt, saadan som man pynter og piller med sit eget, og udtænkte imens smaa Forbedringer, som han vilde indføre, - for Eksempel lave en ny Kost, - hvis - -

Men det ramlede det hele, - thi Kosten var Jægermesterens, og med det samme maatte Asmadæus af med den hele Besætning.

Døren til Gaarden stod aaben. Han var midt ud for den og saa over Koryggene ud i Aftenen. En bred Stribe gult Lys faldt fra Borgestuen inde ved Siden af ud i Mørket. De spillede paa Harmonika derinde. Lysstriben ramte helt over paa Ladelængen og malede en hvid, skinnende Kalkfirkant frem paa den.

Asmadæus fejede videre. Den Harmonika satte sin mageløse Musik i Velhavenhedens Sted. Han fejede saa festligt, stolt som en gammel Karl, der tjener Penge og frit omgaas andre Voksne, og smed saa Jægermesterens Kost i en Krog og drev ind i Borgestuen.

269

Der var ingen, der lagde Mærke til ham.

Han satte sig nederst ved Enden af det lange Bord, paa Vinduesbænken, lige inden for Døren. Rundt om Bordet hang - langt fra hinanden - fem seks Mandfolk med Albuer og Arme ind over den brede, fedtede Plade. Ovre i Hjørnet i Halvmørket, alene for sig selv, spillede Lars Staldkarl sin Harmonika, bøjet over den, og vippede lydløst Takten med sin højre Træsko. Men ved Siden af ham stod en Dør paa Klem, og det var Døren ind til Pigekammeret.

Asmadæus hørte paa Spillet og hørte paa Stemmerne. Det var alt sammen saa storartet, men mest af den Grund, at han, hørte med til det hele.

Saa kom der et halvgammelt Pigehoved frem i Kammerdøren og stirrede ned paa Lars Staldkarl.

- Kan vi snart faa Fred? skreg det op. En af Mændene ved Bordet vendte sig paa vittige Folks træede Maade.

- Skal du barsle, Stine?

Hovedet henne i Døren drejede sig sejt og indædt, som sad det paa en rusten Halshvirvel.

- Det blev dog, Gud ske Lov, ikke ved dig!

Den vittige Mand spyttede.

- Føj! føj! - du er jo næsten paa Alder med min Mo'r. Stine!

Mændene gryntede, og Hovedet var væk. Paa Lars Staldkarl gjorde det hele ingen Virkning; han spillede og blev ved at spille og tog ikke Øjnene fra sin Harmonika.

Men den vittige havde et Ord endnu.

- Du kommer til at vise dig i den bare Særk, Stine, hvis du vil ha' os ud! raabte han.

Der var ellers ingen, der lo. Kun Jørgen Røgter larmede. Han havde faaet Hoste og sad vissen og tjavset og gylpede og hvæsede og blev vaad paa Kinderne.

270

Døren til Pigekammeret blev smækket i, men atter revet op paa Klem. Man hørte Fnis derinde.

Den vittige Mand havde faaet Blod paa Tanden.

- Er du skæv, Lars! - saadan og sidde der og spille svensk !

Denne Gang saa Lars i Vejret med to store, mørke Øjne, der trak som et tungt, dorsk Uvejr hen over den vittige.

I det samme gled Døren til Kammeret helt op. Der var sort derinde. Men i det mørke Dørgab stod en høj, lys Pige, paa bare Ben, i Skørt og Særk, med Hænderne i Siden og Hovedet løftet akkurat saa meget, at hendes Blik kom til at maale Mandfolkene ovenfra og nedefter.

- Aa hør, du Asmadæus! sagde hun paa bredt og festligt Svensk, - mit Tørklæde hænger paa Dørstolpen lige inden for i Stalden!

Asmadæus stirrede paa hende. Han sad fast, kunde lige med eet ikke røre sig, ikke andet end stirre, og saa var han som oversvømmet af hendes Blik.

- Kan du ikke hente det, - pöjke?

Han bøjede pludselig Hovedet, rejste sig ludende og gik ludende ud.

Og han kom duknakket tilbage og drev over Gulvet og rakte hende det.

Hun stod endnu i Døren.

Men som han gav hende Tørklædet, bøjede hun sig ned og slog Armen om hans Hals.

- Søde lille Svend! trallede hun ømt paa sit Svensk, slap ham og slog Døren i.

Asmadæus saa sig fjottet om og mødte lutter lystige Mandfolkeblik.

- Skal man være Dreng for den Mær! mumlede han og gik som en Mand tilbage til Bordet.

271

- Naa, Lars, giv os saa en svensk! bad en, som var blevet smittet af den vittige.

Lars var faldet i Staver. Men pludselig klemte han løs paa Harmonikaen, svang den foran sig, nikkede Takten med Hovedet og trampede til med Træskoen. Til sidst rejste han sig, snurrede langsommeligt et Par Gange rundt og stoppede saa op og lod Harmonikaen hvæse ud i en lang, drævende Tone.

Han stod midt paa Gulvet.

- Der er lige godt Krummer! sagde han drabeligt som en, der er blevet tvunget til at være aabenmundet, og slog med Hovedet hen imod den lukkede Dør.

Saa stak han Harmonikaen under Armen og drev ud.

Men da han kom forbi Asmadæus, tog han ham i Nakkekraven.

- Du kan vare dig, din Hvalp! - og det kan I andre med! sagde han og trampede ud.

Mandfolkene saa efter ham og skubbede sig bedre til Hvile paa Armene.

- Det er en Djævel, den Lars! sagde den vittige.

Derover gryntede de andre bifaldende.

- Hun er sgu heller ikke fra Himmerig! faldt en anden ind.

Men dermed gik Passiaren i Staa som mellem Folk, der er paa det rene med, at der er sagt noget, som kræver Omtanke. Saadan sad de tavse en Tid; saa tog de private Mindelser om Seng og Søvn og nye Halmviske i Træskoene Overhaand og slog al anden Filosofering ihjel. De brød op og gik hver til sit.

Asmadæus fulgte Jørgen Røgter.

Han gik bag efter den gamle, op gennem den smalle Fodergang. Da de var under Lygten, stoppede Jørgen op. Lygten hang saa lavt, at de kunde naa den med Hænderne, og Asmadæus strakte sig for at tage den ned. Jørgen saa paa ham med sine irrede Øjne.

272

- Jeg er her vel nok endnu! sagde han gnavent og lettede Lygten ned og bar den ind i Røgterkammeret.

Det laa oppe i den ene Ende af Stalden. To Baase var taget ned og nogle gamle Brædder slaaet op til Væg. Inde bag dem var andre gamle Brædder slaaet sammen til en stor Kasse, der var Jørgens Seng og fyldt med Halm og skidne Dyner. Oven over den hang et gammelt Væggeskab med en skævt gabende Dør. I Muren sad en lille firkantet Rude; bag den var den sorte Nat. Og under Ruden laa Asmadæus paa Halm bag tre Brædder.

Jørgen satte Lygten paa Gulvet, fik et Hosteanfald, skød Træsko og Vest af sig og krøb saa under Dynen og blev borte med Bukserne paa.

- Sluk Lygten! snærrede det nede i Bræddekassen. Men straks efter kom Jørgen til Syne igen, lettede Lygten op, pustede den ud og lod den dumpe, saa det klirrede i dens Glas.

Asmadæus laa vaagen. Fluerne summede, ude i Stalden prustede det. Der var hedt af Kvægdunst, varmt af Dyr.

Han laa og tænkte paa saa meget, paa hende Svensken, paa Larses Harmonika og paa Karlenes Tale, paa Tørklædet, han havde hentet, og paa den Arm, hun havde slaaet om hans Hals. Men først og sidst var han glad, vel til Mode og spændt. Det var forbavsende saa meget, der maatte kunne hænde i denne Verden.

Han gik den næste Dag og ventede, og ventede den følgende; ikke paa noget bestemt; han havde blot faaet Færten af, at der var noget til, som havde større Fart paa end en Kostald og en Fejekost.

Dagene var delt saaledes for Asmadæus, at hver anden var han oppe i Skolen, hver anden hos Jægermesterens Køer. Oppe l Skolen sad han og gabede og gad ikke drive Børneleg, og i 273 Stalden rørte han Lemmerne som en Karl for at vise, at han havde Kræfter til at være med i dette med Fart paa.

Saa var det en Eftermiddag ved Aftenmalkningen. Svensken sad og malkede den Fempattede, og Asmadæus stod ved Siden af den. Der maatte altid være en ved Haanden, naar den Fempattede blev malket.

Men Asmadæus saa paa Svensken og ikke paa den Fempattede.

Hun sad med Spanden mellem sine Knæ og det rødprikkede Hovedtørklæde ned over Panden, og Mælken straalede mellem hendes Fingre.

Saa slap hun med sin højre Haand og strøg sig over Panden. Derved faldt hendes Øjne paa Asmadæus.

- Staar du der og patter paa Fingrene, lille! sagde hun og malkede videre med den venstre.

Asmadæus blev rød. Han havde staaet og set saa dybt paa hende, at han intet Svar kunde finde.

- Skal du ha' lidt Patte, Svend?

Hun drejede den Fempattedes Yver, som vilde hun straale ham op i Ansigtet. Men derover blev den Fempattede urolig. Asmadæus maatte gribe den i Hornene.

Svensken malkede færdig. Saa rejste hun sig, gav Koen et Hug i Siden med Malkestolen og klemte sig ind bag den næste.

Men inden hun satte sig, lagde hun begge Arme ind over Koens Ryg og saa, med Hovedet paa Siden, paa Asmadæus.

- Pst! hviskede hun.

Han kom.

Og over Koens Ryg tog hun hans Hoved mellem begge sine Hænder.

- Gaa og sig til Lars, at han lister ind paa Loen og skærer Hakkelse! sagde hun sagte, nikkede til ham og satte sig til at malke.

274

Asmadæus bøjede sig ned mod Koens Hovedtøj og gav sig til at pille ved det. Saa skrævede han op i Fodergangen og gik langsomt sin Vej og vaagnede ikke, før han hørte sine Træsko klapre mod Hestestaldens Stenbro.

Der stod Lars og smurte Seletøj.

- Du skulde over i Loen og skære Hakkelse! Lars smurte videre. Han saa ikke op fra Seletøjet.

- Du skulde over og skære Hakkelse!

- Skulde jeg det! - saa!

-Ja!

Lars dyppede Børsten.

- Det er vist noget, vi selv bestemmer!

- Ja, nu har jeg sagt det!

- Farvel og hils den gamle!

- Det var Svensken, som sagde det!

Lars kørte Sværtebørsten frem og tilbage over Selen i et Par lange Tag. Saa vendte han Ansigtet mod Asmadæus og vrængede et Smil.

- Du er da et farligt Fjols!

Asmadæus begreb i det samme, at det var han, og blev stejl.

- Ja, nu har jeg sagt det! gentog han for at faa sat Punktum for Dumheden og gik.

- Tror du, hun har noget at kommandere her? hørte han Lars triumfere efter ham.

Asmadæus var flov og havde ikke Lyst til at gaa ind i Kostalden igen. Han gjorde sig et Ærinde om bag Længerne, og der blev han, til han vidste, at nu maatte Malkningen være forbi.

Men som han kom ind i Gaarden, saa han Svensken i Mørket smutte ind ad Loporten.

Han stod og lyttede, om Lars skar Hakkelse.

Men der var ingen Ting at høre.

Saa gik Gangdøren ovre i Stuelængen op, og der faldt et bredt 275 Lampelys ud over Stentrappen og Rendestensbrættet. Jægermesteren stod i Døren.

- Lars! brølede han og ventede. Asmadæus fik Fart paa over mod Kostalden.

- Aa, skaf mig fat i Lars!

Jægermesteren gik ind, og Asmadæus stak i Løb op til Hestestalden og raabte.

Men der var ingen, som svarede. Asmadæus var helt inde i Selekammeret og ude omkring. Lars var ingen Steder.

- Lars! - hvor Fanden er den Snøbel henne?

Jægermesteren var atter ude i Døren.

Men da kom Lars frem af Mørket og blev skældt ud.

Og som Asmadæus vilde ind til Køerne, slog et Par Arme ned om ham og snurrede ham rundt.

- Lille, snilde Asmadæus!

Det var Svenskens stærke, bløde Arme.

IV

Saa var det en Snevejrsaften hen ad Jul. Asmadæus var i Borgestuen, og der var alle Karlene og et Par af Pigerne. De sad om det lange Bord. Ude i Gaarden tumlede Vinden mellem Længerne; der gik Hyl igennem Mørket; og Sneen prikkede evindelig paa Vinduet.

Lars var der, og Svensken var der, men de sad langt fra hinanden.

Der var kommet en ny Karl til November, en stor, lyshaaret Knippel med et Ansigt som en buget Træskosnude. Han sad lige over for Svensken og stjal sig til at se paa hende.

276

Pludselig plirer den vittige med Øjnene og siger over til Knippelen:

- Lars har en Harmonika!

Knippelen gaber over paa ham.

- Hva?

Men den vittige nikker til Lars.

- Du skulde laane ham den, Lars!

Lars sad ganske uberørt.

Men Svensken lo af fuld Hals.

Da fik Lars en hoven Mine paa.

- Hvad rager det mig! sagde han, uden at nogen var paa det rene med, hvad det var, han svarede paa.

Den vittige strøg sig om Hagen. Der var saa stille, at enhver kunde høre Skægstubbene kradse mod hans ru Haandflade.

- Skal vi saa lege Kispus! smiskede han.

Lars flyttede lidt paa sig; han lo fedtet.

- Ja, det kunde være Plaser!

Den vittige saa paa Lars med to fiffigt missende Øjne.

- Kanske du ser dig om efter en Kapellan, Lars? Svensken blev ganske overgiven. Hun trallede en forlibt Visestump og sendte Lars de Øjne, der hørte til.

Men Lars lod sine Øjne glansfuldt glide over paa Knippelen.

- Ja, hvad gi'r du for hende? spurgte han kry.

Knippelen sad som et tungt Stykke Træ.

- Hæ! hostede han langt om længe og saa snedig ud.

- Byd du bare! sagde Lars opmuntrende.

Da brast Knippelen ud i et stort, hvidt Tandgrin.

Svensken saa kælent over paa Knippelen.

- Vil du se Varerne? spurgte hun og smøgede Ærmerne op over Albuen og spændte Musklerne i de nøgne Arme.

- Naada, Lars!

Den vittige huggede ham i Siden.

277

Larses Øjne spændte mellem Knippelen og Svensken; han saa paa dem begge to, og hans Blik var fuldt af sveden Nysgerrighed.

- Varerne er gode! sagde han.

Svensken sendte ham et Fingerkys.

- Gud forbande mig! tror jeg ikke, han sidder og takker i Aften!

Lars gabede og gav sig god Tid.

- Men hun slikker ogsaa Røgterdrengen! sagde han, rusten efter Gabet, og lettede paa Armene, som vilde han strække sig, men lod dem falde.

- Du er jo Mo'r til Drengen, Svenske, ikke sandt? frittede den vittige.

Svensken strakte sin Arm ud og rev ham i Haaret.

- Uf! skreg hun og tog Fingrene til sig, - han snakker og er ikke tør bag Ørene!

Den vittige gned sig i Hovedet og strøg sig om Ørene.

- Lars, sagde han tørt og saa paa ham, du bliver ikke af med hende!

- Hø! svarede Lars, ikke det!

Det kom saa tæt og nøgternt som et Bøsseskud.

Svensken saa hen paa ham. Saa slog hun Armene over Kors, løste dem pludselig op igen og klaskede den flade Haand mod sin Bug.

- Nej, - det er der sørget for! sagde hun saa nøgternt som han.

Karlene lo, og Pigerne fnisede.

Men Lars blev med eet bleg. Saa rettede han sig og saa ud som den, der i Farten sætter alting ind og snapper den første den bedste Beslutning.

Han stirrede over paa Knippelen, der sad og gloede besindigt paa Svensken.

278

- Tag Øjnene ti! dig! Hvad glor du paa?

Men nu blev den vittige sagtmodig.

- Stop! stop! Lars! - du sagde jo selv, det var Plaser!

- Han kan jo komme! truede Lars hysterisk.

Han sad og rokkede ubeslutsomt. Saa saa han sig som i pludselig rasende Ro, om efter noget for sine Hænder og greb en Træske og hev den over i Panden paa Knippelen.

Pigerne skreg, og Karlene fik Hovederne i Vejret Svensken lo haanligt. Men Knippelen tog Skeen mellem sine Fingre, saa paa den og brækkede den langsomt. Da det var gjort, sendte han Lars et saare roligt Øjekast.

- Kom ud paa Gulvet! skreg Lars og skrævede op fra Bænken.

- Halløj! - høj!

Karlene var om ham.

Men Lars rev sig løs og tog et Par ubændige Skridt hen imod Knippelen.

Da saa Knippelen paa Svensken. Hun sad ganske bleg og støttede Hovedet i begge sine Hænder og saa frem for sig. Men hun rørte sig ikke.

Saa rejste han sig, lagde sine Hænder paa det tunge Bord, saa det skubbedes, og slentrede ud paa Gulvet og stillede sig op for an Lars.

Han sagde ikke et Ord og foretog sig intet, stod der blot.

Saa sad Larses knyttede Næve ham i Synet. Og saa laa de paa Gulvet.

I det samme var Pigerne ude af Døren, nede i Køkkenet.

Karlene stod om de to, sled lidt i dem og endte med at se til. Nede bag Køkkenet blev Døre revet op og smækket i.

Saa kom Jægermesteren farende, i aaben Slaabrok og med Brillerne skævt over Næsen.

- Hvem er det? - Herop! - Hvad Satan! - Slaas I!

279

- Det er Lars! var der en, der mumlede.

- Herut af Gaarden med dig! skreg Jægermesteren.

De to rejste sig.

Lars stod og tørte Blodet ud over sit Ansigt med Bagen af sin Haand.

- Saadan en Æsel! - Pak sit Tøj i Morgen den Dag og faa sin Løn og kom af Sted!

Lars brummede.

- Hold Mund, Slyngel!

Jægermesteren stirrede ham sønder og sammen, gik og smældede Døren i efter sig.

Men da han var gaaet og enhver i Færd med at drive til sit, bød Lars dem helt fredsommeligt Farvel hver og en.

Til sidst var bare Svensken tilbage.

- Ja, Farvel! sagde han.

Hun stod og stirrede paa ham.

- Hvad er det for en Komedie?

- Komedie? smilede Lars.

- Render du fra det?

- Ja, du hørte jo, hvad han sagde!

Hun stod og svinglede med Overkroppen.

- Men naar det nu var Løgn!

- Hvad for noget?

Hun saa paa ham som en Kat, der drukner, paa den tørre Strand.

- Og jeg ikke var med Barn! sagde hun og stod og lunkede ham med sine Øjne.

Lars saa usikkert paa hende. Saa hev han op i Bukselinningen.

- Saa kunde du blive det! svarede han.

Og dermed gik han.

Men ude i Sneen rendte han paa Asmadæus, som stod og lurede.

280

Lars fløjtede ham sagte hen til sig og fik ham med sig et Stykke ud i Mørket og Blæsten.

Der stod de med Sneen om Ørene og op om Benene.

- Kunde du komme over dem, naar de var sammen, skal du faa en Mark! Jeg skal nok la' dig vide, hvor jeg er! sagde Lars og drev fløjtende fra ham for at pakke sine Sager.

Asmadæus var ikke rigtig paa det rene med Beskeden, ikke ligestraks. Det med Marken forstod han, og det holdt han fast paa. Men som han æltede tilbage, fik han pludselig Færten af det andet med. Han havde siddet halvsovende og bare været optaget af Mundhuggeriet og Slagsmaalet, som et Barn gaber paa voksnes Gebærder. Men nu blev gammel Snak, som han og Kammeraterne havde drevet paa Grøftekanter og afsides Steder, pludselig til faste Ting for ham. Han begreb og blev stolt og dermed lysvaagen og fik Lyst til paa Stedet at prale med sin erfarne Indsigt.

Han stampede gennem Sneen hen til Borgestudøren og kiggede ind.

Der sad Svensken ved Bordet og tudede stille og tørte sig under Næsen.

Asmadæus listede sig ind og satte sig og saa paa hende.

Saa tog han Mod til sig.

- Er du ked af det? spurgte han.

Men hans Spørgsmaal kom noget ængsteligt.

Svensken hørte det ikke,

- Det skal du ikke græde for! formanede han saa.

Svensken saa paa ham som paa en Hund, der tigger.

Saa maatte Asmadæus gøre sig gældende og frem med Indsigten.

- Han spurgte mig, om jeg kunde komme over Jer, naar I var sammen! sagde han og pustede sig op.

Svensken stoppede et Øjeblik med Graaden og saa paa ham, som havde han bjæffet.

281

Da afleverede Asmadæus sin Gevinst.

- Han lovede mig en Mark for det! sagde han, - men jeg gør det ikke! føjede han til og opgav store Ting for at trøste.

Men Svensken rejste sig og væltede ham med et Spark ud af Døren.

- Din skidne Møgvender! hvæsede hun.

Og Asmadæus laa med Munden fuld af Sne og spyttede.

V

Det var blevet Sommer.

I Stalden var der kun et Par Køer, som skulde kælve, ellers laa den tom og fejet.

Jægermesteren var inde og saa til dem, - det var en Aften ved Titiden, - og Asmadæus og Jørgen var paa Vej til Sengen, og Jørgen var fuld.

- Ja Natten gaar nok! sagde Jægermesteren og pirrede med sin Stok den ene af Køerne paa Baglaaret.

- Hia! medgav Jørgen overlegent.

- Det er fælt saa meget Snavs, der sidder dem op ad Fjerdingen! blev Jægermesteren ved.

- Ja, jeg ka' sgutte bide Kagerne af! drævede Jørgen.

Jægermesteren plirede med de gamle Øjne og saa ned paa ham. Jørgen, som altid frøs, stod med begge de hjulede Ben viklet ind i Halm helt op til Maven.

- Pas paa, at de ikke ta'r fejl og æder dig! sagde Jægermesteren og rystede paa Hovedet og gik.

Asmadæus og Jørgen kom ind i Kammeret, og Asmadæus krøb i Seng og lagde sig til at repetere Præstelektien i Hovedet.

Men Jørgen satte sig paa Sengekanten.

282

- Hi! lo han, som havde han fat i en ustyrlig grinagtig Tanke.

Det varede heller ikke ret længe, saa kom den.

- Nu ligger hun deroppe og flæsker sig! hikkede han, og hans Stemme svømmede ud i en vidunderlig snøvlende Godten sig.

Asmadæus vidste paa en Prik, hvor hans lallende Tanker var henne. Det var Konen, Maren oppe i Huset ved Vejen, han fedtede med.

- Det er sgu ikke som den Gang, da man var Kusk og havde Frakke, - Knapper - Knapper i Frakken, - da man var Stupige med Lommer i Forklædet!

Jørgen rystede paa Hovedet.

- Hvad skulde jeg med hende! - skældes ud - og faa grøn Sæbe smidt mellem Øjnene!

I det samme brølede den ene af Køerne langt og ondt.

- Hold Kæft! - det gaar sgu af sig selv!

Jørgen sank forover og foldede sig sammen.

Saa nikkede han betydningsfuldt, et Par Gange.

- Han laa i med hende!

Asmadæus havde hørt Historien før, ved lignende Lejligheder. Han, det var Jægermesteren.

Pludselig slog Jørgen i Sengefjælen.

- Jeg vil ha' en Gaard for det! - Skal man gaa her og svine ! - Dævlen gale mig! en Gaard! - Men hun kan blive i Huset med sin Kæft og sit Skidt!

Saa rejste Jørgen sig og rumsterede en Stund omkring.

- Dævlen gale mig! hikkede han.

Og saa væltede han sig i Seng med Halmen om Benene, sukkede som et hornet Kreatur og snorkede ind.

Asmadæus laa vaagen og repeterede. Ikke fordi det morede ham. Men han var ked af Jægermesterens Køer og vilde gerne 283 snart konfirmeres. Derfor lærte han sine Lektier. Saa saa det ikke saa langvarigt ud, syntes han. Og Konfirmationen gav jo forandrede Livsforhold.

Da var det, han hørte et Støn ude i Stalden. Det lød saadan, at han lettede sig paa Albuen. Saa hørte han det paa ny. Det kom ikke fra de to Køer. Det kom fra et Menneske og lød saa jamrende, at Asmadæus blev kold paa Ryggen.

Han stirrede ud i den lyse Nats Halvmørke, hørte det paa ny, trak i Bukserne og fik Brædedøren op paa Klem.

Ovre langs Staldens halvhvide Væg stavrede en Skikkelse frem, standsede og støttede sig med hele sin Krop til Væggen, og vaklede videre.

Asmadæus stod et Øjeblik og sloges med alle mulige Fornemmelser. Saa skød han Døren op og listede ud i Stalden, over efter Skikkelsen.

Han kom den ganske nær; den hørte ham ikke.

Det var Svensken.

Hun bar en lille Kludebylt under Armen.

- Hvad er der med dig? spurgte han drengebrydsk.

Svensken vendte et kridhvidt Ansigt imod ham. Hun for ikke sammen, vendte blot dette hvide Ansigt imod ham, svarede intet, men famlede videre.

Asmadæus gabede paa hende og fulgte med.

- Hvad er der paa Færde?

Hun saa ikke paa ham, men aandede en sagte Tyssen fra sig.

Han blev underlig højtidelig til Mode.

- Fejler du noget?

Da famlede hun pludselig efter hans Haand og fandt den og klemte den ind i sin og beholdt den og trak ham med sig.

- Hjælp mig! hviskede hun.

Asmadæus forstod ingen Ting.

- Snilde du! - Barn! sagde hun.

284

- Hvor skal du hen?

Men pludselig satte hun sig paa en Bør, der stod, tumlede ned i den og sad der.

- Du skal gaa ind og sove! hviskede hun og gispede efter Vejret, - du skal sove! gentog hun og greb om Børens Rand med den Haand, hun havde fri, og saa paa ham med et gnistrende Blik, der brændte af vred Vilje, men hurtig sluktes.

- Jeg hørte jo, du gav dig.

Hun virrede med Hovedet. Saa strammede hun sig op.

- Du er jo fuld!

Asmadæus lo. Nu forstod han.

- Ja en af os!

Hun svarede ikke, men hendes hvide Ansigt fortrak sig, som om hun væmmedes dybt og over al Maade.

- Vil du rende din Vej? spurgte han.

-Ja!

- Ja, jeg skal ellers ikke sladre!

Svensken rejste sig langsomt fra Børen.

- Du er god! - farvel, Svend! sagde hun mildt, uden at se paa ham, og vaklede videre.

- Hvor vil du ellers hen ad? spurgte Asmadæus og gik bag efter hende.

- Lad mig om det! snærrede hun.

- Hvorfor vil du gaa? - du kan jo ikke!

Hun svarede ham ikke.

- Du lugter ellers ikke af Brændevin!

Svensken trak Overlæben op, saa hendes Tænder skinnede i Mørket.

- Det maa du godt sige, jeg gjorde, hvis nogen spørger dig derom!

De stod i Stalddøren og saa ud over Møddingen i den disede, duggede Nat. Det var tyst og svalt, og over dem stod Himlen 285 med spredte, blege Perlemoderskyer. Der stak en Greb i Møddingen lige uden for Stalddøren, og en Kat for skræmt afsted og blev borte om Længehjørnet.

- Gaa du nu ind, Asmadæus! hviskede hun og skubbede til ham med den ene Haand, - gaa ind, og sig saa ikke, at du har set mig, uden - uden - sig, at du ikke har set mig! - Du er en god pöjke, Asmadæus, - du har altid været saa snild imod mig! - gaa nu ind!

Og da han ikke rørte sig, tog hun ham om Halsen med den ene Arm og kyssede ham blidt og længe paa Munden.

Derover blev Asmadæus pludselig modig og vilde omfavne hende. Men i det samme løb hun Hovedet lige mod ham, med rasende fortrukket Ansigt og vilde Øjne.

- Skrub dig nu! skrub dig, Dreng!

Han gik forfjamsket ind i Mørket.

Hun stod stille i Portaabningen og stirrede efter ham.

- Gaar du! hvæsede hun efter ham.

Han sjokkede langsomt ind langs Baasene.

Hun stod stille og lyttede.

- Er du der? spurgte hun langt om længe, - Asmadæus!

Han svarede ikke, men blev staaende, gemt i Mørket, og stirrede paa hende.

Hun bøjede sig sammen som en, der lider store Smerter, og klynkede sagte.

- Er du der? Asmadæus? spurgte hun lidt efter igen og saa ind i den store, sorte Stald.

Saa gik hun langsomt og slingrende ud til Møddingen. Hun standsede hvert Øjeblik og saa sig tilbage. Hendes Skikkelse gled som en utydelig Skygge rundt i Mørket. Han kunde ikke se, hvad hun foretog sig, han saa kun Skyggen blive mindre, som om hun bukkede sig dybt derude i Natten. Saa skubbede han Træskoene af og listede sagte langs Baasene.

286

Da han kom frem i Porten, saa han hende. Hun laa paa Knæ og huggede, med begge Hænder om Møggreben, i Møddingen og skrabede en stor Dynge til Side, lod saa Bylten falde ned i Hullet og begyndte at skrabe og dække til igen.

- Hvad er det, du har i Bylten? spurgte han sagte og var ovre hos hende.

Hun blev liggende og saa op paa ham uden at svare.

- Hvad er der i den?

Hun stammede og rokkede med Overkroppen som en, der har Tandpine.

- Naa? spurgte han iltert, - sig du det kun! - du skal ikke bilde mig ind, at det var noget af dit eget!

Hun lo kort og pustende.

- Naa! sig det! - var det Sølvtøj? spurgte Asrnadæus og stirrede hende ind i Ansigtet.

Hun gav et eneste kort Latterhvin fra sig og faldt med Albuen ned i Møddingevandet, saa det sprøjtede op om dem.

- Ja, jeg skal nok holde Mund! sagde han forvirret og godmodigt.

Hun rejste sig med Besvær, greb om hans Arm, trak ham med sig og tumlede frem ved Siden af ham og hulkede stødvis som et Barn, der har slaaet sig.

- Jeg er saa træt! klagede hun og knugede hans Arm fast til sig, - lad mig sidde her og hvile, mens du gaar ind og lægger dig!

- Lad mig hellere følge dig lidt! foreslog han.

- Jamen saa skal du straks gaa ind og lægge dig! - vil du love mig det?

Hun stirrede spændt paa ham, medens hun spurgte.

- Ja! hviskede han.

Hun gik tungt ved hans Arm.

- Aa nej! gaa hellere ind nu! udbrød hun og skubbede til ham ved Stalddøren.

287

Han blev forskrækket som før og hævede Armen som for en Lussing, da han saa hendes Ansigt.

- Ja, ja! nu gaar jeg! drævede han og slentrede ind.

De stod længe i Mørket og lyttede efter hinanden.

Da hun langt om længe, krumbøjet og sagte jamrende, listede bort ud ad Vejen, sneg Asmadæus sig efter hende.

Han fulgte hende i Afstand langt op ad Vejen. Saa gik han tilbage til Møddingen og begyndte at lede og grave der, hvor hun før havde gravet.

Et Par Gange listede han ud ved Ledet og saa op ad Vejen og gik tilbage igen og gravede og fandt omsider Bylten.

Han kastede den fra sig, stod lidt og saa paa den og løste saa dens Klude.

Der laa et lille nøgent Barnelig.

Asmadæus stirrede paa det.

Der stod en Pil paa Gærdet. Duggen dryppede fra dens Blade, og Asmadæus hørte hver Draabe falde. Saa kastede han paa ny den varme Gødning over Liget og turde ikke se sig om, da han var færdig, turde ikke gaa tilbage gennem den lange, tomme Stald, men sneg sig om i Gaarden og ind gennem Døren ved Siden af Borgestuen og begravede sig i Sengen.

. . . Det var Tredjedagen derefter. Asmadæus kom trækkende hjem fra Marken med en ny Ko, som skulde kælve.

Da han kom forbi Møddingen, stod Herredsfogden der og Jægermesteren og et Par af Gaardens Folk. En Betjent fra Købstaden stod med sin Haand om Svenskens Arm, og Knippelen stangede i Møget.

En Time efter kørte de med Svensken.

Asmadæus stod i Døren til Kostalden og saa efter dem. Han hørte ikke, at Jørgen raabte paa ham. Der var en af Køerne, der kælvede.

288

VI

Svensken var borte.

I Borgestuen gik Snakken vidtløftigt om hende et Par Uger frem i Tiden, og Asmadæus lurede paa hvert Ord, der faldt. Det var mest Gisninger og Forklaringer om saadan og saadan. Der var allerede alskens Æventyr i Gang om Begravelsen ude paa Møddingen. Svensken selv havde ingen Ting sagt. Ikke et Ord. Hun havde blot ført Herrerne ud paa Møddingen og peget. Den evig barslende Stine fandt, det var svært, at hun kunde støtte paa Benene, og skældte Herredsfogeden ud for et Dyr af et Mandfolk.

Det kløde Asmadæus i Struben for hver ny Krønike han hørte. Han sad med Munden fyldt af sin bedre Viden, og Ærgerrigheden red ham og lokkede for ham, at nu kunde han blære sig.

Men han turde ikke.

Der var ikke noget bestemt, han var bange for. Saa meget forstod han jo nok, at han kunde blive blandet ind i Sagen, og han havde et Fattigbarns Skræk for Politiet. Men det var ikke det. Der sad i hans Drengehjærne en Fornemmelse af at være bleven Medvider i noget af den Slags, som kun betros de paalidelige, - og saa en Skræk for Lig, en ubestemt Angest for dette døde Barn - og for dets Moder, for Svensken, for hendes Øjne den Nat og for hendes hvide Ansigt, Han havde en taaget Fornemmelse af, at talte han, vilde han, naar han blev ene, kunne høre dem klage sig, baade Svensken og det døde Barn, som havde han forraadt en Stodder, han havde lovet at holde Hundene fra. Og mere end for alt andet var han angest for denne Klagen.

Og saa, inde bag alt det andet, laa der en lille forvirret Barnesorg. Han havde holdt saa meget af Svensken, saa meget, at han 289 gik om Dagene og overførte hendes Ulykke paa sin Moder og maatte tvinge sig selv til at se Sagen virkelig an for ikke at komme til at græde himmelhøjt.

Imidlertid gik Tiden sin Gang, og den Dag kom, som den var kommet hvert evige Aar, da Gaardens Folk skulde have deres Skovtur.

Det var en Dag midt i Juli, kort før Høsten skulde begynde.

To Fjællevogne, stoppede med Langhalm, var rullet af Gaarde med Selskabet. Der var kommet et Par Venner og Bekendte med; Træskolarses Signe sad mellem Pigerne.

Turen gik til en Skov, som laa en Mils Vej borte.

Dèr kom man af ved Skovløberens Hus. Han havde lange Træborde staaende under Granerne bag Huset, og der lugtede af Tørverøg vidt omkring. Det varme Vand til Kaffen var bestilt i Forvejen.

Asmadæus drev ind i Skoven, alene og paa maa og faa. Der

var ingen, der spurgte efter ham.

Heller ikke savnede han det.

Det var Aar og Dag siden, han havde været i en Skov. Skov var næsten noget, som ikke hørte til Verden. Verden var en Kostald og en Skolestue og den Smule Vej, der løb imellem dem.

Han gik og saa paa dit og dat. Fugle kom, og Fugle fløj. Der laa Kviste strøede efter Vindens Lune, og al Slags Duft parredes, hvor al Slags Duft mødtes. Det var saa let at trække Vejret.

Og der var intet som helst af alt det, der hørte til den daglige Kedsommelighed, men lutter nye Ting at se paa. Det var ikke, fordi Asmadæus netop i det Øjeblik tænkte paa Svensken. Han følte sig blot med eet saa lettet, saa frisk langt ned i Halsen, som om han havde ligget med et væltet Halmlæs over sig og pludselig var blevet fri af det.

Derfor gik han ikke længer, stod blot og fedede sig med Duft 290 og Sol og Fuglefløjt og vendte kry tilbage til Kaffebordet og kilede sig en Plads til ved Siden af Signe.

Der sad han, og der sad hun, og ingen af dem sagde et Ord. Signes Kjole var vokset nedover og blevet halvlang, og hun lo med Pigerne og saa paa Karlene.

Asmadæus var fyldt med Tale, men vidste ikke, hvor han skulde begynde og fandt ikke ud af det, før de alle sammen rejste sig og Signe med dem.

Men da forstod han, at noget, som der laa Vægt paa, var ved at glippe for ham.

- Du! Signe! sagde han.

Signe lod, som om hun ikke hørte det.

- Kom lidt! bad han og gik hende nærmere.

Hun vendte sig uvillig.

- Hvad er der?

- Kan du ikke høre?

- Vi skal danse! sagde hun utaalmodigt og saa efter de andre.

- De danser vel ikke med dig!

Hun vendte sig fornærmet.

- Saadan en tosset Dreng!

Men nu trak Asmadæus hende i Kjolen.

- Du kan vel sagtens komme!

- Kan du ikke passe dig selv?

- Jeg vil fortælle dig noget!

Hun vendte sig om imod ham.

- Det kan være lige fedt!

Men hun blev staaende.

- Kom nu!

- Hvad er det?

- Ja, du kan jo komme!

Han nikkede med Hovedet ind imod Skoven, saa paa hende og gav sig til at gaa.

291

Og hun fulgte ham, ganske langsomt.

De gik en Stund, og han sagde Ingen Ting.

- Naa? spurgte hun tilsidst.

Men der var ingen Ting, Asmadæus vilde fortælle hende, ikke noget bestemt. Og endda gik han og var saa spændt og fyldt, at han havde Feber.

Saa stjal han sig til at se paa hende. Han gjorde det hurtigt som om det var noget, han greb til.

- Du er blevet saa stor! sagde han.

Hun slog med Nakken.

- Det kan vel være dig det samme!

- Ja! sagde han nedtrykt.

- Naa! - kan du saa lade mig gaa!

Men det kunde han ikke. Han var saa underlig fjottet lykkelig og syntes, at det var herligt at være i hendes Nærhed.

Men Signe belavede sig paa at gaa.

- Jeg ved mere end alle de andre ! sagde han med eet.

- Hvad er det, du vrøvler?

De var standset begge to.

- Sæt dig her!

Det var under en gammel Bøg.

- Hvad skulde jeg det for?

Det var heller ikke det, han vilde sige. Han tænkte paa helt andre Ting. Men han forstod, at han maatte stikke de andre ud, hvis han ellers vilde holde paa hende, - og det var det eneste, han vilde.

Hun maalte ham og saa paa Bøgens mossede Rødder. Men hun satte sig ikke.

- Kan du snart faa det sagt!

- Jeg saa Svensken den Aften!

Signe stod, som om hun ingen Ting hørte. Saa stirrede hun pludselig paa ham og lo.

292

- Sikke noget Løgn!

- Det gjorde jeg!

- Hvor? spurgte hun rapt.

- Paa Møddingen!

- Du Fredsens, saa du lyver!

- Det gjorde jeg!

- Hvad saa du?

- Jeg saa, hun gravede det ned!

- Er det sandt?

Asmadæus blev forvirret og ganske bleg. Han vidste jo nok, hvad han sagde, og saa, at nu havde han hende. Men eftersom han rykkede frem med Hemmeligheden, angrede han det, som om han købte hende med alt for store Penge.

- Hvor stod du? spurgte hun.

- I Stalden.

- Hvor vidste du det?

- Jeg hørte, hun gav sig!

- Gav hun sig?

- Ja!

- Saa du hende?

- Jeg saa ogsaa Barnet!

- Du er jo tosset!

- Jeg saa det!

- Saa du ogsaa Barnet? - saa du det?

- Ja!

- Hvor saa du det?

- Jeg gravede det op, da hun var gaaet!

- Signe stod saa bleg som han.

- Hvordan saa det ud?

- Det var dødt!

- Gravede du det op?

Asmadæus nikkede.

293

- Uh! - og det turde du!

Hun saa paa ham, nysgerrig og forfærdet, saa pludselig ned paa hans Hænder og blev stiv.

- Lad mig være! skreg hun og løb.

Som om han havde gjort den mindste Bevægelse.

Asmadæus stod alene i den tomme Skov. Nu havde han røbet det hele - og havde ingen Ting for det. Ikke andet end en lummer Fortrydelse. Hun snød ham. Og saa var det slet ikke det, han vilde sagt hende. Nu var der ikke længer noget nyt ved Skoven.

Han gik tilbage til de andre. Det kom ham alt sammen saa besværligt for, at han med eet blev ligeglad.

Der dansede Signe - med Lars.

Lars maatte være kommet til, et eller andet Steds fra. Han var i fineste Puds.

De dansede paa Grønsværet, mellem fem seks andre Par.

Da de havde danset af, fik Signe Øje paa Asmadæus.

Hun saa flygtigt til ham, gik sin Vej og kom tilbage og blev ved at kredse om ham.

Saa kom hun hen til ham.

- Jeg er tørstig! sagde hun.

Asmadæus saa sky ned.

- Ja, jeg har ingen Penge! sagde han.

Men Signe holdt sig ved ham og saa af og til saa besynderlig nysgerrigt paa ham.

- Kan du ikke laane nogen? spurgte hun.

- Jeg ved ikke!

Men i det samme kom Lars over Grønsværet.

Asmadæus saa op paa ham, langt og tøvende. Saa gik han hen til ham.

- Lars!

Lars stoppede op, med Hatten i Nakken og Cigar i Munden og saa ned paa ham.

294

- Hvad Satan!

- Jeg kom over dem - i Loen - en Middag!

- Hvad gjorde du?

- Du lovede mig en Mark!

- Hvad gjorde jeg?

Men i det samme tog Lars Cigaren af Munden, stod et Øjeblik ganske stille, greb saa Hatteskyggen med to Fingre, skød Hatten ned i Panden og slog sig paa Bagdelen.

- Kys mig der! sagde han og gik.

Asmadæus sluskede af, sluskede den hele Aften rundt her og der og drog sig længst bort, hver Gang Signes Øjne kom over ham med deres store, stive Stirren.

Men da Vognene var spændt for, og Selskabet skulde hjem, var Asmadæus borte.

Først en Stund efter kom han frem af Skoven og drev hjemad.

Maanen skinnede, Marker og Gaarde laa i den skønneste Dis, og Asmadæus traskede afsted.

Først gik han en Stund og gnavede sine Øjne fast i Hjulsporenes duggede Grus. Han var saa misfornøjet, at han som Jørgen Røgter, naar han var ædru, gav Fanden i alting, - mest maaske, fordi han nu skulde gaa her og trave og ikke var kørt med de andre. Det var kommet over ham i et storsnudet Øjeblik; men nu var Publikum borte og dermed Storsnudetheden.

Han gik og ledte gnavent efter, hvorfor han egentlig gik her, og saa paa Vejgruset med det Had, som han ikke nænnede at opvarte sin egen Dumhed med.

Det fór et Øjeblik igennem ham, at han lige saa godt med det samme kunde dreje af og drive ud ad fremmede Veje, saa han aldrig mere kom til Præst eller Degn eller Jægermester, og saa lade alting tumle med ham, som det selv vilde.

Men derved blev han mildere til Mode. Thi Tilfældigheden er en stor Taage, som det gør doven og godmodig at tænke paa.

295

Han saa sig om, og hans pludselige Vandrelyst blev til det ganske jævne, at han gav sig god Tid.

Inde paa en Græsmark laa der noget, som han ikke rigtig kunde se, hvad var. Det lignede i Maanedisen en stor Forsamling graa Kampesten. Han skrævede over Grøften; det var underligt at se saadan en Hoben store Sten midt paa en Mark med Græs. Da lettede med eet alle Stenene sig, stod, løb i Flok et langt Stykke, stod paa ny, bomstille, og gav pludselig fra sig en mangfoldig rislende Lyd. Asmadæus krummede sig, lyttede, slog saa Armene ud og sendte et langt og skingrende Lammedriverfløjt ind i Maanedisen.

Og da han var ude over Grøften igen, var der ikke det ringeste i Vejen med ham.

Langt ude omkring var der Huller i Disen. Dér faldt Maanen paa hvide Gavle. Og stod der en Pil ved Vejen, dryppede Duggen saa sindigt og langsommeligt, som var Fred og Ro det evigste og paalideligste, der var til.

Asmadæus tænkte kun paa det, han saa. Derved tog den ene Tanke den anden. De skiftede som hans Ben, uden at han mærkede det.

Et Stykke fra et Hus stod der en Ko ved Grøftekanten. Tøjrekøllen laa nede i Grøften. Han flyttede Koen og varmede sine Hænder over dens Mule.

Da han kom ned mellem Bakkerne, hvor Jægermesterens Gaard laa, slog han ind paa Markstien. Dér laa Disen som en tæt Damp, hvid i Maaneskinnet. Og dér stod Asmadæus med eet under den onde Tjørn.

Det var en gammel Busk, som havde et slemt Ry paa sig. Naar nogen brød en af dens Kviste, kom en eller anden nede paa Gaarden i Fortræd.

Den havde Asmadæus ikke tænkt paa, og Disen havde skjult den.

296

Nu stod den der pludselig og blev stor i Taagen, stod der ensom paa Marken og svulmede, som spilede den sin onde Sjæl ud i den stille Nat.

Da Asmadæus blev den vaer, stak han i Løb og var hjemme, før han vidste det.

VII

Næste Gang Asmadæus skulde til Præsten, hændte der ham følgende.

Han havde gaaet og drevet paa Vejen for at komme, ligesom de skulde ind, drevet for at undgaa Kammeraterne. Han havde en ubehagelig Fornemmelse af, at Signe havde sladret. Det var i sin Orden, at hun havde gjort det; det, han havde betroet hende, var jo dog noget andet end den almindelige Barnemad, som de andre opvartede med. Paa sin Vis var han stolt. Men Sagen bar paa den anden Side saa meget i sig, at han ikke kunde finde ud af, hvordan han skulde te sig. Derfor valgte han at komme sidst, saadan at ingen fik Tid til at spørge. Og under Overhøringen kunde han altid sidde og tage Maal af Miner og Øjekast og indrette sin Stilling.

Og han kom sidst. Døren skulde lige lukkes, da han sneglede ind.

Han satte sig imellem dem, og Overhøringen begyndte og gik sin Gang, som den plejede.

Men Asmadæus saa sig ikke om. Han valgte at stirre hele Tiden paa Præsten.

Præsten var en køn, ung Mand med et stort, brunt Haar og fint, spidst Skæg, og han havde pænere Tøj paa end selve Jægermesteren. Han gik der op og ned foran dem og hørte dem i Salme og Katekismus og saa paa den, han hørte, med et Par 297 venlige, brune Øjne, der var fulde af Ros og Bifald og saa ud, som rettede han dem paa en blot for at jævne de mange højtidelige Ord. Det var helt behageligt at se paa ham, og naar han talte om Gud, blev Gud til lige saa pæn en Mand som han.

Da han standsede ved Asmadæus, rejste Asmadæus sig op og afleverede, hvad han kunde, saa roligt, som stod han i selve Himmerig.

Men da han satte sig, stjal han sig til at se ned over Kammeraterne. Det var ganske uvilkaarligt. Det var, ligesom om han pludselig huskede noget.

De stirrede alle sammen paa ham.

Asmadæus blev hed i Kinderne, men fik paa ny Øjnene paa Præsten og lod, som om han var optagen af det ene fornødne.

Men Timen gik, og da den var til Ende, var Asmadæus lige vidt.

Derfor tog han det Parti at skubbe sig frem mellem de første, der vilde afsted.

Da var det, Præsten kom hen til ham.

- Vent et Øjeblik, min Dreng! Jeg har en Kurv Kirsebær til Jægermesteren!

Asmadæus blev staaende. Men det blev de andre ogsaa. De, som havde hørt det, blev alle sammen staaende et Øjeblik og saa paa ham. Saa drev de langsomt ud.

Præsten stod henne ved Døren til sit Værelse. Han havde Haanden paa Laasen.

- Kom blot herind! sagde han, da den sidste var gaaet, og aabnede Døren.

Asmadæus fulgte ham.

Det var en stor Stue, han kom ind i, fuld af Bøger langs Væggene. Midt paa Gulvet stod et Bord med mange spredte Papirer. Vinduerne var aabne ud til Haven, og tæt uden for dem stod et stort Kirsebærtræ, fuldt af sorte Bær og med trøskede Stivere under de nederste Grene.

298

Præsten gik hen til Vindueskarmen og tog en Spaankurv.

- Her er den! sagde han, - du maa gerne spise al dem, naar du blot ikke tager dem alle sammen!

Men Kurven satte han fra sig paa Bordet.

- Vent et Øjeblik, min Dreng!

Han trak en Stol frem fra Væggen og skubbede den hen bag Asmadæus.

- Dèr kan du sætte dig! sagde han.

Selv blev han staaende.

- Er du bange for den?

Asmadæus satte sig yderst paa Stolen.

Præsten gik over Gulvet, hen til det aabne Vindue, og stod en Stund med Ryggen til ham og saa ud i Haven.

Saa vendte han sig, men blev staaende henne ved Vindvet.

- Sig mig engang, sagde han langsomt, - er det sandt, at du saa den svenske Pige den Aften, da hun gik sin Vej?

Asmadæus stirrede ned i Gulvet Det var ham ikke muligt at svare.

Præsten ventede.

- Du maa forstaa, at der er ingen, der vil dig noget ondt i den Anledning, sagde han omsider, - jeg allermindst! - jeg vilde blot gerne vide det!

- Ja! hviskede Asmadæus.

- Det er altsaa virkelig sandt?

- Ja!

- Jeg skal sige dig, - jeg har jo selv været Barn engang, - og jeg ved jo nok, at man sommetider kan gaa hen og fortælle en Historie - saadan for at ens Kammerater skal misunde en!

Præsten saa paa ham.

- Jeg laa og repeterede min Bibelhistorie! stammede Asmadæus og turde ikke se op.

Præsten lod, som han overhørte det.

- Du saa hende altsaa?

299

- Ja!

Præsten blev staaende, med Hænderne hvilende om Vindueskarmen bag sin Ryg.

- Og at du bagefter gravede Barnet op?

Stolen sved Asmadæus.

- Ja! hviskede han.

Præsten saa bestandig paa ham.

- Har du Tillid til mig, min Dreng? spurgte han stilfærdigt.

Asmadæus tav, men bøjede Hovedet.

- Sig mig, - hvorfor gjorde du det?

Asmadæus tav.

- Hvad tænkte du dig, det var, hun gemte?

Asmadæus saa hen over Gulvet.

- Jeg vidste det ikke! stammede han.

- Nej, men noget maa du jo have tænkt dig ved det, ellers havde du jo ladet det ligge!

- Det var vel ikke hendes egne Sager, tænkte jeg! fik Asmadæus møjsommeligt frem.

Præsten rystede ganske svagt paa Hovedet.

- Har du saa let ved at tænke dig, at et andet Menneske kunde gaa hen og stjæle?

Svaret var nær faret Asmadæus ud af Munden; han hørte Præstens Spørgsmaal som en Ros for hurtig Omtanke og var allerede begyndt at knejse. Da pustede Luften i Stuen hans opblussende Frejdighed ud og bragte ham paa bedre Tanker. Men Omslaget kom saa brat, at han blev rød og varm i Hovedet. Og ved denne Rødmen lod Asmadæus det blive og svarede ikke.

- Er du saa nysgerrig? spurgte Præsten og fik et Øjeblik et misfornøjet Drag om sin Mund.

Saa gik han hen over Gulvet og hen til Asmadæus og stod lige foran ham. Asmadæus stirrede paa Urkæden, der hang i Bugt over hans Vest.

- Se paa mig, min Dreng! bad Præsten.

300

Asmadæus løftede sine blaa Øjne.

- Det er altsaa virkelig sandt alt sammen?

- Ja!

- Du saa det?

- Ja!

Præsten stod, som sank disse korte Svar til Bunds i ham som Sten, der faldt i et spinkelt, vidt spilet Net og drog det sammen og nedefter.

Saa strøg han Asmadæus over Haaret.

- Det gør mig saa ondt, at du har set det, sagde han sagte, - du, som endnu er et Barn!

Han trykkede sin Haand fast mod Asmadæuses Isse, saa han tvang hans Hoved tilbage og hans Øjne mere aabent imod sine.

- Men har du set det i din Enfold, blev han dæmpet ved, saa tro blot paa, at Gud har gjort dig dette for at lære dig det dybeste af alt, Medlidenhed. Tro blot ikke, at Livet er saa stygt, fordi det rammer en enkelt saa haardt! ... Ja, du ser paa mig!

Han tog pludselig sin Haand til sig og vendte Hovedet bort og tav en Tid.

- Bevar den Enfold, hvormed du har handlet! sagde han omsider og saa hen over Asmadæus, hen paa Væggen, - Gud har villet det bedste med dig! Det vil du forstaa engang. Du skal blot huske, at ser du noget stygt, saa søg at finde det, som undskylder det, selv om det er et nok saa ringe Fnug!

Han blev staaende et Øjeblik. Saa gik han hen til Bordet, tog Kurven med Kirsebærrene og gav Asmadæus den og skød ham hen imod Døren.

- Ja, gaa saa kun, min Dreng!

Ude paa Vejen laa Kammeraterne paa Lur for at passe Asmadæus op.

Men han bed dem af og fik dem fra sig.

Da han vel var alene, standsede han midt i Solskinnet og trak Vejret dybt.

301

Var det ikke værre!

Han gik saa let i Træskoene og mærkede ikke til Middagsvarmen.

Da han var ud for Træskolarses Hus, sad Signe paa Grøftekanten og strikkede.

Han standsede og saa paa hende.

- Du kan ellers vente dig! sagde han.

Signe stirrede paa ham, saa underlig nysgerrigt, saadan som hun havde stirret paa ham om Aftenen ude i Skoven.

- Hvad er der? spurgte hun.

- Du har nok ikke sladret, vel?

- Om hvad?

- Det kan du spørge Præsten om! - han vil snakke med dig!

- Hvad har jeg sladret?

- Men du bliver ikke budt til at sidde i Sofaen, - saadan som han er gal paa dig!

Signe saa lidt usikker ud.

- Du har kanske siddet i Præstens Sofa, hvad!

- Det har jeg vel nok! - og faaet Kager til!

- Hvorfor?

- For at jeg ikke skulde være ked af, at du havde gaaet og snakket, kan du begribe!

Signe strikkede et Par Masker.

- Bild mig det ind! sagde hun lavmælt.

- Du kan jo se, her er Kirsebærrene! - men dem skulde jeg tage med til Jægermesterens.

Hun stirrede paa Kurven og fra Kurven paa ham.

- Hvordan er det, du ser paa mig, - staar der nogen bag ved mig? spurgte Asmadæus, men vendte sig ikke og tog ikke sine Øjne fra hendes.

Saadan stod han en Stund. Saa slog han paa een Gang Øjnene ned og bøjede Hovedet, stod lidt og pillede ved det store 302 Rabarberblad, der dækkede Kurven, og kastede saa Signe en Haandfuld Bær over i Skødet.

Dermed gik han og vendte sig ikke før langt nede paa Vejen.

VIII

Asmadæus blev konfirmeret og kom, ved Jægermesterens Bistand, i Lære paa Købstadens største Malerværksted.

Han stillede derinde en Novemberaften, med et Sæt hvidt Arbejdstøj, et Par Skjorter og nogle Strømper i en Papirspakke under Armen. Regnen havde opblødt Papiret og Seglgarnet skaaret det igennem. Og Asmadæus selv var gennemblødt. Vandet dryppede fra Kasketskyggen ned paa Gulvmaatten, da han stod og bankede paa Mesterens Dør.

Der kom ingen. Han stod i ti Minutter og bankede.

Saa gik en Dør længere henne i Gangen op, og der faldt en Smule Lys ud paa en lang, lyseblaa Væg.

- De er ude! sagde et gammelt Fruentimmerhoved, som stak ud gennem Sprækken.

- Jeg skulde være her!

- Er det den ny Dreng?

- Ja.

Hovedet forsvandt, og straks efter viste hele Fruentimmeret sig med en Køkkenlampe i Haanden. Hun løftede Lampen, saa Lyset faldt paa Asmadæus. Der stod de og saa paa hinanden.

- Du er ellers ikke af de mindste! sagde hun og mimrede med en Underlæbe, der hang udover og blev ved at mimre, som kunde den ikke finde tilbage til de ormædte Tænder.

- Ja kom saa, i Guds Navn !

Hun knirkede rundt og stavrede med den osende Lampe op ad en snæver, stejl Trappe.

Øverst oppe var der en Dør, som peb og klagede, da den blev forstyrret, og bag den en lang og stille Loftgang. Lampelyset 303 skar som et gult Grin ind i det lumre Mørke og sneg sig hen over Sparrer og Spindelvæv, til det slog fladt ud over en lille lav Dør, som sad hvidmalet midt i en uhøvlet Bræddevæg.

Den gamle bankede, og der lød et: Kom!

Hun fik Døren op, fyldte først selv Aabningen og gav saa Plads for Asmadæus.

Det første, han saa, var tre Senge. De to var nyredte og tomme. I den tredje laa der et rødhaaret Menneske og læste I en Bog. Ved Siden af Sengen stod der et Bord, og paa det brændte der en Lampe.

- Satan saa De tramper, Bine! sagde Mennesket og skubbede gnavent paa sig.

- Det er vel ikke Deres Bræder! mimrede Bine.

- Nej men Ørene er sgu mine; svarede det læsende Menneske Bine saa ikke paa ham.

- Ja, vi er jo ikke alle sammen kommet til Verden i Gaar! sagde hun med en Stemme, der knirkede som Gulvets gamle Bræder.

- Du skal vel have noget i Skrutten?

Det var Asmadæus, hun vendte sig til.

Asmadæus stod endnu og saa sig om.

- Du har maaske spist?

- Nej.

- Ja, saa skal du jo!

Og Bine traadte atter Gulvets Orgel og forsvandt

Asmadæus saa paa Mennesket i Sengen, og Mennesket saa paa Asmadæus og havde lagt sin Bog paa Dynen og laa og glattede med begge Hænder sit røde Haar, saa det laa fældet og blankt til begge Sider for den hvide Skilning.

- Det er Fanden til Elefant! sagde han.

Asmadæus var helt benovet. Den rødhaaredes Stemme var af samme Slags som Jægermesterens og Præstens. Han sagde 304 Ordene saa kønt. Var det saadanne fine Folk, han skulde være sammen med?

Regnen hamrede paa Tagstenene.

- Hvad for en Seng skal jeg ligge i? spurgte Asmadæus.

Han turde ikke indlade sig paa andet.

- Den, du staar ved.

Asmadæus stirrede paa den.

- Det er ellers farlig fint Sengetøj, I gi'er den med! sagde han.

Den rødhaarede snøftede Vejret til sig.

- Tja! pustede han gennem Næsen, - Smagssag!

- Hvem ligger i den der? spurgte Asmadæus.

- Andersen.

- Hvem er det? spurgte Asmadæus.

Han stod og blev saa livlig til Mode ved at være i saadant et lyst Kammer.

- Svenden naturligvis!

- Hvor er han henne?

Den rødhaarede gabede.

- Hos Pigen.

Asmadæus skævede langt til Andersens Seng og tyggede besværligt paa Oplysningen. Han havde blot spurgt af Snakkelyst.

- Der ligger jo en Kat i den! sagde han.

- Ja, det er en, som holder den varm for ham.

Den rødhaarede kløde sine hvide Øjenbryn.

- Du har maaske været i Lære før?

Asmadæus overvejede Sagen et Øjeblik.

- Jeg har været Røgterdreng! tog han det Parti at tilstaa.

- Naa, sagde den rødhaarede, - nej, min Fa'r er Grosserer i Kjøbenhavn!

Asmadæus stirrede paa ham.

- Det er saadan en Grille af den gamle! sagde den rødhaarede, - og noget skal man jo ta' sig til. Om et Aar er den Historie forbi!

305

Dermed tog han Bogen og lagde sig til at læse.

Asmadæus blev staaende og fraasede stille videre paa sit friske Velvære.

Saa kom Bine trampende ude paa Loftgangen og afleverede en Bakke med Thevand og Fedtebrød og mimrede af igen uden et Ord.

- Er det ogsaa til dig? spurgte Asmadæus.

Den rødhaarede læste en Stund.

- Hva'? spurgte han saa med Øjnene i Bogen.

- Er det ogsaa til dig?

Den rødhaarede drejede sig og saa paa Bakken.

- Nej, jeg har, Gud ske Lov, overstaaet det! sagde han og kiggede paa ny i Bogen.

Asmadæus gav sig til at spise.

Men saa fik den rødhaarede atter langsomt Øjnene paa Bakken.

- Ja - Skidt! sagde han, - gi'r du en Bid?

Asmadæus nikkede.

- Tag bare væk!

Og det gjorde den rødhaarede. Han tog den ene af de to Rundtenommer.

- Det er da vel aldrig for Fornøjelsens Skyld, du vil være Væggesmører? spurgte han tyggende og vittigt.

Asmadæus saa uforstaaende paa ham.

- For saa ta'r du sgu fejl!

- Jeg er lige glad! sagde Asmadæus omsider og saa roligt paa ham.

Den rødhaarede tyggede af og lagde sig til Rette med sin Bog.

- Ja, se nu ellers at komme i Seng, inden Andersen er der! raadede han, - han er ondskabsfuld.

Asmadæus satte sindigt Koppen fra sig.

306

- Er I ellers ikke flere? spurgte han.

- Nej, ikke paa denne Tid af Aaret.

Asmadæus var færdig og gav sig i Færd med at trække det vaade Tøj af.

Saa rejste den rødhaarede sig med eet paa Albuen og saa over paa Katten.

- Kis! sagde han.

Men Katten laa og snurrede og rørte sig ikke.

- Har du ellers nogle Penge at sætte i det engang? spurgte han.

- Nej! grinede Asmadæus.

- Ja, saa er det sgu det bare Skidt! sagde den rødhaarede og dalede tilbage i Dynerne, som sank han blideligt ned mellem lutter Sparekassebøger.

Den rødhaarede læste, Regnen hamrede derude og klunkede i Tagrenden, Katten snurrede, og Lampen kogte henne paa Bordet.

Asmadæus kom i Seng.

Han laa saa blødt, som om han svævede, og tænkte ikke paa noget som helst andet. Han var helt og bart fornøjet med Behageligheden og laa og hørte paa den rødhaarede vende Bladene. Han nænnede ligefrem ikke at sove.

Saadan laa han i lang Tid og var omsider ved at falde hen. Da spøgede det ude paa Loftet, og lidt efter saa han i Halvsøvne et Ansigt med et sort Overskæg og to missende Øjne bøjet over hans Seng. Der gik en Stund, før han fik besindet sig paa, hvor han var. Saa laa han lysvaagen og stirrede op i Ansigtet.

- Hvad hedder du? spurgte han, som stod der.

- Asmadæus!

- Asma - hvad for noget?

- Asmadæus!

- Hvad har du givet for det Navn?

307

- Det er en Røgterdreng! snøvlede den rødhaarede ovre i Sengen og gav sig til at dunke Dynen ind om sig, som om han stoppede til for sig og sit.

Men saa gik han, som stod der, over til den rødhaarede og kørte Haanden rundt paa hans Isse, saa alting kom i Ulave.

- Skal du ligge dèr med den Spøgelseallé midt om Natten! sagde han og gav sig til at trække Tøjet af.

Den rødhaarede knurrede.

Saa blev Lampen slukket.

Asmadæus hørte Katten snurre blidere og blidere, som om en kælede for den.

Saa var der ikke andet tilbage end Regnen ude paa Taget.

Og saa tog Velværet Asmadæus saa dybt, at han sov.

IX

Asmadæus stod inde paa Værkstedet og strøg en Havebænk, og henne ved en Side stod fire andre Havebænke og ventede paa ham. Saadan var det gaaet i lang Tid. Lutter Havebænke.

Den rødhaarede var i Færd med at sætte Guld paa en Gyngestol, og Andersen havde fat paa en lang Bornholmerkasse, som skulde hvidlakeres paa det fineste. Ingen af dem havde Hast. Asmadæus mindst. Hver Gang han rettede Ryggen, stod han en Stund og saa ud i Gaarden. Den laa hvid af Sne bag de halvt opfrosne Ruder, og bag ved den andre Ruder med bleg, blomstrende Is. Hver Gang, han saa derud, var det med et lille forkrøblet Haab om, at der skulde være noget at se. Og hver Gang var der ingen Ting. Saa tog han trevent fat og fandt for tyvende Gang, at dette var en underlig Maade at være levende paa. Saa var Kostalden meget bedre; der gumlede de dog og lod det fordøjede gaa fra sig og aad paa ny. Og naar man ikke skulde se og høre 308 og glæde sig, hvad skulde man saa? De Par Skilling, man fik for det, og som de gamle laa og pugede med derhjemme, var bare noget raaddent Skidt; man kunde ikke engang købe en Kat til at rende frem og tilbage ude i Gaarden for dem. Og saa var der det, at jo mere Asmadæus i den sidste Tid tænkte over Sagerne og kedede sig, jo rimeligere fandt han det, at Livet burde være gratis, og ingen Ting tynge paa den, der gik om og var rede til at fornøje sig over det.

Der var nu den rødhaarede. Ham kunde Asmadæus godt lide. Han fortalte saa pænt, naar de var ene. Asmadæus kunde hans Hjem udenad, vidste hvad der stod i Dagligstuen, med Betræk og det hele, hvor meget Porcellæn de havde i Buffeten, og hvad hans Faders nye Vinterbukser havde kostet. Det var udmærket at kende til. Men den rødhaarede var alligevel et Slagværk. Han passede alle de Klokkesiet, han var blevet stillet ind paa. Hans Arbejdslyst faldt nøjagtig i Slag Klokken seks om Morgenen, stod mellem tolv og to om Middagen og dikkede videre til Fyraften. Men var der noget, Asmadæus aldrig tænkte paa, saa var det, hvad Klokken var. Allermindst var han bange i den Retning. Siden den Dag inde hos Præsten, var han ikke bange for ret meget. Han havde jo ogsaa andre Erfaringer. Det skulde i det hele taget være noget underligt noget, som man ikke skulde kunne klare. Men over for saadan en Række Dødbidere som alle Købstadens Havebænke slap hans Humør op.

Han sad i et Hul, syntes han, og vidste hverken ud eller ind og holdt kummerligt Livet ved lige ved at gnave paa en urokkelig Tillid til store Ting ude under aaben Himmel.

Andersen sang i vilden Sky. Han sang saa storartet. Og naar han sang, tog hans Pensel saadan kælne, lange Drag.

- Gud hjælpe mig! sagde han pludselig og brød af med sin Sang og saa i overmægtig Fornøjelse hen paa den rødhaarede, - jeg tror ogsaa din Aande er rødhaaret!

309

Den rødhaarede forgyldte.

- Det har den vel nok Raad til! sagde han tørt. Der var Andersen bidt af.

- En Mark Pundet, hvad! sagde han og blev ved at stirre paa ham, - men hvad Fanden er det, din Amme har gjort ved dig?

Den rødhaarede bevarede en overlegen Tavshed.

- Du ser jo ud, som om hun havde brugt dit Hoved til at rive Farve paa!

- Jeg har ingen Amme haft! svarede den rødhaarede og indtog en elegant Stilling, som om han stod og beundrede det Guldblad, han lige havde faaet færdigt.

- Hvem er da den Skurk, der har holdt Livet i dig? spurgte Andersen, men ventede ikke paa Svar og stak op i de høje Toner.

Asmadæus havde staaet og set paa dem og hørt. Han ønskede bare, at man kunde faa Andersen til at blive ved. Men det var der ingen Udsigt til. Andersens Stemme smeltede ganske ud i lange, trillende Bølger.

Men saa gav den rødhaarede sig til at prale med Menneskekundskab.

- Hvad er det, De er saa fornøjet over, Andersen? spurgte han.

Andersen sang.

- Hvad, Andersen?

Andersen gjorde langsomt omkring og satte de missende Øjne paa ham, og begge Hænder - Penselen stak i den ene - i Siden.

- Hvad er det, der interesserer dig saa morderligt? spurgte han og holdt Hovedet paa skraa og virrede i smaa Stød med det. Den rødhaarede skævede til ham.

- De har maaske arvet?

310

Andersen skridtede over til ham og stak ham Penselen op under Næsen.

- Saa du lugter Penge, Lamseben! - hvad?

Asmadæus stod og saa til med glade Øjne.

- Nu gaar det løs! tænkte han, - Gud ske Lov!

Den rødhaarede trak Ansigtet til sig.

Men Andersen lod Penselen følge og sit Ansigt hænge over den rødhaaredes som en kraftig ladet Dommedag.

Saa gav han sig til at vifte Penselen frem og tilbage som en Blomsterkost.

- Du skal nok faa dine Toører igen, lille Karlemand! sagde han kærligt og opmuntrende og klappede den rødhaarede ganske let paa Kinden.

Og saa drev han tilbage til Bornholmeren.

- Gener Dem bare ikke! mumlede den rødhaarede.

Og derved blev det, - akkurat som sædvanlig.

Asmadæus kedede sig, og Bornholmer, Gyngestol og Havebænke fik, hvad der tilkom dem. Alt som Dagen led, blev Gaarden derude mere ensom og graa i sin Sne, Isen blomstrede højere op ad Ruderne, og til sidst sivede Mørket frem i alle Værkstedets Kroge og tog det alt sammen ind i sin dybe Død.

Den Aften krøb Asmadæus tidlig i sin Seng og rullede sig sammen under Dynen. Men han sov ikke. Han laa og tænkte paa de Marker og Veje, som han ikke saa, - om Brakjorden stak igennem endnu i brune Pletter, og om Rugen kunde naa at knibe en grøn Tunge over Sneen, om der laa Driver, om de havde kastet, og om Kragerne gik paa Gadekæret og hakkede i gamle Træskoviske, - bare paa det, om Himlen havde været tyk og blaa til Sne i Eftermiddag. Han blev saa lind om Hjærtet, at han maatte stikke Knoen mellem Tænderne og bide i den. Der laa han da og bed saa længe, til han fik alle sine Tanker bidt sammen til en eneste, - han vilde ud til det, gaa sin Vej endnu i 311 denne Nat, stikke ud omkring og se paa Sagerne og trække Vejret.

Saa faldt han hen, men vaagnede iblandt og laa og stirrede ud i Mørket og lyttede og faldt hen igen.

Saadan laa han engang, da en Vogn kom rumlende gennem Gaden. Han kunde høre dens Ruder rasle.

Han kendte den.

Det var Hotelvognen, som kørte til det tidlige Morgentog.

Det var bælgmørkt, og han hørte Andersen, og den rødhaarede sove.

Asmadæus krøb ud af Sengen og famlede sig hen til Sømmet, hvor hans Konfirmationstøj hang, og fik Tøjet ned og begyndte at krybe i det. Men da han vel var færdig og bøjede sig ned for at trække Skoene frem under Sengen, lød der et Bump paa Gulvet henne i Retning af Andersen.

Det var Katten, som var vaagnet.

Og i det samme knagede Andersen rundt i Sengen og snakkede gnavent i Halvsøvne.

- Hvad er det for et Spektakel?

Men Asmadæus havde sit Omløb i Orden.

- Det er mig! drævede han.

- Hvad rumsterer du efter?

- Jeg har Mavepine!

- Skrub dig da!

Asmadæus fik Skoene i Haanden og Døren op og kom ud paa Loftgangen. Det gamle Træværk sukkede saa langmodigt under hans Hosesokker. Men han tog lange Skridt og kom godt og vel ned i Gangen. Saa var der kun at slippe over Gaarden og gennem Hjørneporten ud i Smøgen bag Husene. Den Port stod altid og gabede halvt og kunde ikke lukkes. Asmadæus klemte sig igennem Sprækken og efter ham Andersens Kat.

- Naa, du kender ogsaa Vejen, din Rad! tænkte Asmadæus venlig.

312

Det var mørkt, men blæste svagt. Nu og da kom et Vindstød gennem Mørket, og en Røghætte peb ensomt en halv Omgang frem og peb atter ensomt den samme halve Omgang tilbage. De lave Huse stod som faste Mørkemasser paa Bunden af den sorte Luft, og hist og her, hvor Folk bode, som skulde op og arbejde, glødede et Vindue.

Asmadæus gik ned gennem Smøgen og kom ud paa Byens. Torv. Der stod et Par spredte Lygter og blafrede og raslede i Blæsten og lod deres Lyskreds danse ud og ind over den nedtrampede, snavsede Sne og fejede Mørket bort fra nogle tomme Stentrapper og store, flade Butiksskodder. Hvert Vindstød for i et langt Sus hen over det hele Torv og flyttede nogle forkomne Halmstraa om imellem hinanden.

Ovre bag Husene paa den anden Side Torvet løftede Kirken sit sorte Tag og sit sorte Spir højt og stort op i Mørket.

Der var længe ingen anden Lyd end Lygteglassenes Raslen. Saa skingrede med eet Togets Fløjten ind over Byen, og Stationsklokkens Kimen lød op gennem de tomme Gader.

Klokken var seks, vidste Asmadæus.

Han drev ad Jærnbanen til. Der var en Stund, til det blev lyst. Og Jærnbanen var foreløbig det eneste Sted, hvor Dagen var begyndt.

Toget kørte, som han kom. Han hørte det stønne afsted. Dets hvide Damp drev ind over den lange, lave Stationsbygning og slog, skinnende i Lygteskæret, ned over Pladsen foran den.

Hotelvognen holdt der. Karlen stod paa Stentrappen og snakkede med en af Portørerne. Ellers var der ikke et Menneske. Saa blev der raabt inde i Kontoret. Portøren gik, og Hotelkarlen kom op paa sin Buk, og den tomme Vogn rullede af med sine raslende Ruder.

Asmadæus saa med Velbehag paa det alt sammen.

Han drev hen ved Enden af Bygningen og kiggede over 313 Stakittet ind paa Skinnerne. De laa og blinkede i Perronlygternes Skær og blev borte ude i Mørket, og ovre paa et af de bageste Spor holdt et Godstog og rangerede. Inde mellem to af Vognene stod en Mand krum og snurrede Koblingen los; saa sprang han ud og gav et Stød i en Fløjte, Lokomotivet svarede og trillede langsomt af med det halve Tog, til en anden Mand i en lang Kappe gav sig til at fløjte og svinge med en Lygte; saa kom Vognene rullende alene tilbage ovre paa et andet Spor og standsede et Steds ude i Mørket, og Lokomotivet kom ensomt og baglængs og gled blødt sammen med den Stump Tog, der var tilbage. Manden i Kappen kom gaaende med nogle hvide Papirer i Haanden. Der blev slaaet paa Klokken. Manden stødte i sin Fløjte, sprang op i en Pakvogn, og Toget gik saa smaat i Gang, mens Lygteskæret gled hen over Lokomotivet og alle Vognenes Sider.

Asmadæus saa det saa nøjagtigt alt sammen.

- Man skulde være noget ved saadant et Tog! tænkte han, - saa kom man da omkring!

Derved gav han sig til at tænke paa, hvordan Folk i det hele taget bar sig ad med at komme til det, der var noget ved. Man skulde sprunget op i den Pakvogn! Naar saa Toget var i Gang, og de ikke kunde smide en ud, var der maaske saa meget at bestille i Vognen, at det ligefrem var godt, at man var der og kunde give en Haandsrækning, saadan at det gik op for dem, naar Toget skulde fra næste Station, at man var helt uundværlig.

Men saasom Toget var kørt, var det ingen Nytte til at tænke videre over den Sag.

Asmadæus saa op i Luften og kiggede efter Dagen. Signalstangens røde Lygteøjne sad ligesom i lidt lindere Luft, og han hørte en Spurv kradse oppe i Tagrenden ved Gavlenden. Banegaarden stod og svømmede i sit eget Lys midt i Morgenens graanende Halvmørke.

314

Der var ikke mere Liv at slaa af den end af en af de forbandede Havebænke.

Saa drev Asmadæus ud ad Vejen.

Han var ikke kommet ret langt, saa dukkede der en Vogn op. Hestene var helt laadne af graa Rim. Fjælene var sat med højt Tremmeværk; oppe paa Agebrættet, der spændte over Tremmelægternes øverste Rand, sad en graa Kavaj, og Vognen selv var stuvet fuld med Fedesvin.

Asmadæus saa efter den. Saa gjorde han omkring og fulgte.

Vognen holdt uden for Stationens Kvægfold, og Bagsmækken var allerede slaaet ned. Kusken - det maatte være en Forvalter fra en af de store Gaarde, saa Asmadæus paa hans pyntelige Overskæg, - stod og sled i en vrælende Gris sammen med Portøren. Laagen til Kvægfolden stod aaben.

Portøren havde Grisen i Ørene, og Forvalterens Haand lettede den i Halen. Saa fik de den fri af Vognbunden. Men Ørene slap Portøren ud af Haanden, og Grisen slog et Par Slag med Bagkroppen, saa Halen smuttede fra Forvalteren, og satte i Galop ud ad Vejen.

- Stop lidt ! fór det Asmadæus af Munden.

Han skød Skoene af og satte paa Strømpefødder efter Grisen ud ad den glatte Vej.

Det var en smal Sag at komme den Gris paa Siden. Med et Spark laa den nede i Grøftesneen og Asmadæus oven paa den.

- Bare den nu ikke har brækket et Par Ben! tænkte han.

Men det havde den ikke. Den travede saa net og vrælede saa sundt, da han kom trækkende med den ved Ørene.

Forvalteren og Portøren stod og grinede.

- Ja, værs'artig! sagde Asmadæus og stod paa sine Hosesokker og saa paa dem.

- Hvor Fan'en kom du fra? sagde Forvalteren.

- Det var lige, hvad den trængte til! sagde Portøren.

Men Asmadæus hev op i Bukselinningen og klemte sine Øjne 315 paa Forvalteren. Han stod i passelig Afstand fra dem og havde Grisen i Ørene.

- Det er vel nok sine ti Øre værd! sagde han.

Forvalteren for til og vilde snappe Grisen.

- Saa la'er vi den løbe! sagde Asmadæus og gav den et Fos, saa den spjættede ud til Siden. Men han slap ikke Ørene.

Forvalteren kom nærmere.

- Tag den med Ro! mæglede han.

Asmadæus saa ham tappert an.

- Det er vel ikke noget at prutte om!

- Kom med Grisen!

- Ja, kom med Løbeturen!

- Du kyste den jo!

- Gjorde jeg? - ja, nu skal jeg!

Saa hev Forvalteren arrigt op i Kavajen og stod og vendte og drejede en stor Pung, men slap den langt om længe tilbage i Bukserne igen og foer med to Fingre ned i Vestelommen.

- Der!

Asmadæus fik en Sølvskilling og trak tavs sine Sko paa. Nu havde den Historie tabt sin Interesse.

Han drev op i Byen og standsede et Øjeblik under en Lygte for at se paa Mønten.

Det var en hel Femogtyveøre.

Asmadæus vendte den for at nyde Synet af den, hele Tingesten rundt.

Hvad var det, der stod paa Bagsiden? Sikke noget Krimskrams! Og saa var den slebet glat!

- Den er falsk!

Han havde nær sagt det, men bed i Tide Tænderne sammen, knyttede Haanden om Tingesten og stirrede truende tilbage mod Banegaarden.

Saa blev Lygten slukket over hans Hoved, og en Mand drev forbi ham. Det var noget nær lyst.

316

Asmadæus lagde sammen og trak fra i en Fart, gik ind i en aaben Bagerbutik, fik fem Stykker Wienerbrød og skød Mønten fladt hen over Disken med Kongens ærlige Billede op ad. Jomfruens Haand lukkede sig over den, og den strøg i Skuffen.

Og Asmadæus kom i jævn Hast ud af Butikken og ud af Byen og gik og stillede den Sult, han ikke havde følt, før han stod med Sølvet i Haanden.

Dèr laa Landet

Asmadæus saa paa det, mæt af Sukkerbrød. Alle gode Følelser var oppe i ham, og han syntes, at det laa og saa saa trofast ud. Det overraskede ham ikke. Det bredte sig for ham som en gammel Glæde.

Sne laa der alle vide Vegne, mat, hvid Sne i den matte, graa Morgen. Kun langt ude i Sydøst drømte Himlen rosenrødt, og en forkommen Skov, der stod derude, fik alle sine Kviste talte af det morgenduelige Gry.

Men hele det øvrige Land laa saa betænksom tavst. Der var ingen Ting, der grode, og ingen Ting, der røg, blot et eneste stort, stille Drag af kølig Ensomhed, et Pust i den graa Luft af bundfrossen Vederhæftighed og alvidende Tien stille.

Det knejste saa stolt inde i Asmadæus, at dette alene var hans, at det var hans alene, - og sank saa bedrøveligt, fordi det var saa stort og forment ham at gribe det.

Han travede ud ad Vejen og slog i Hjærnen den ene Bro efter den anden mellem det, han var sat til, og det, han helst gad tage sig af, og som han ikke havde Form for, og blæste Bro efter Bro i Stykker for at skabe nye, og endte idelig med at falde i Staver, saa over en Krage, der pillede sig i en Piletop, saa Rimen dryssede, - og saa over Solen, der ude fra Horisonten lagde Guldlæg paa de blaasorte Skyer og fik al Sneen til at tindre og steg og blev borte og tog det alt sammen til sig igen.

Med eet blev alting borte, Solen, Skoven derude, Markerne. Der kom en tung Taage rullende hen over Sneen. Han saa kun 317 Vejens Slædespor foran sine Fødder, Pilene blev graa og vage som Aander og hans Tøj besat med smaa lyse Rimhaar.

Men Asmadæus fik hurtig Bugt med Taagen, saa den maatte tjene den Lyksalighed, han ikke vilde slippe. Nu var det alt sammen meget større, nu han ingen Ting kunde se; nu var hvert Skridt overraskende og det hele ganske grænseløst.

Til han stod i den kolde Forstue, hjemme, i den Rønne, hvor hans Forældre bode. Dèr snørede det hele sig sammen og blev til en ubestemmelig Smule ingen Ting; det var, ligesom om han havde det i Haanden. Nu var han pisket til at manøvrere med det.

Derfor traadte han ind i Stuen, sindigt og med sejg Anstand.

Der var varmt og lunt og duftede af Kaffe; begge Forældrene sad ved Bordet, hver med sin Spølkum foran sig.

De saa begge paa ham, Faderen maabende og forbavset, Moderen paa sin underlige Vis, nærmest som saa hun ingen Ting, men stirrede efter en Lyd.

Saa fik Cornelius samlet sig.

- Hvor kommer du fra?

- Det kan I vel nok begribe! svarede Asmadæus tørt.

- Hvordan kan det være?

- Mester holder Fødselsdag!

Cornelius kørte Haanden rundt i alt sit Hoveds sorte Haar.

- Fødselsdag, - ja hvad saa det?

Han stirrede saa frittende, at det saa ud, som bredte hans sorte Blik sig op under Pandens gule Hud og stirrede ogsaa bag den.

- Du kan jo se, at vi har faaet en Fridag! sagde Asmadæus utaalmodigt og satte sig. - Kan man faa en Sjat med? spurgte han trevent.

Mathilde rejste sig langsomt, men tog ikke sine Øjne fra ham, før hun skred ud af Stuen, saa langsomt som hun var kommen op.

318

Cornelius foldede sig sammen over sin Spølkum.

- Ja - det har I Raad til! sagde han med et Suk og lod Kaffen skvulpe rundt i Koppen.

- Ja, paa denne Aarsens Tid! skyndte Asmadæus sig at forklare.

Cornelius skvulpede lidt endnu. Saa tog han en Slurk.

- Ja, - vi andre maa jo regne den noget nøjere ud! skumlede han.

Asmadæus var ikke helt sikker paa, hvordan Sagen stod. Han vilde helst tale om noget andet, men turde ikke lige paa een Gang springe for langt bort.

- Men det er dog altid Kaffe, dette her, og ikke mere varmt Øl paa Morgenstunden! sagde han opmuntrende og prøvede paa at liste Krigen over i Fjendens Land.

Han lurede paa Faderen.

Cornelius fór sig paa ny rundt i det sorte og huggede Haanden fast om Pandelokken.

- Ja, - Gud hjælpe os! sagde han og vendte det hvide ud af Øjnene, som krængede han en tom Pung.

Saa skævede han hen til Døren og slog pludselig sit Blik op paa Asmadæus, fuldt, som var det et Par sorte Vinger, han foldede ud.

- Siden vi er ved det, sagde han, - har han ikke ogsaa givet Jer noget?

Nu sad Asmadæus solidt.

Han saa ud, som han ikke rigtig forstod.

- Givet? - hvorfor skulde han vel give os noget?

Cornelius saa langt og mistroisk paa ham.

- Aa, sagde han, - det, hører man da, sker!

Men Asmadæus havde Frelsens Vej aaben.

- Nej, han har ingen Ting givet! sagde han, - men - du har jo min Løn, Fa'r! - tag du bare af den!

319

Han sad rød i Hovedet af Glæde. Dér købte han sig ren og uskyldig.

Cornelius klemte begge Hænder fast om Spølkummen.

- Tror du din Fa'r i Stand til det? spurgte han grødet.

Asmadæus trode ingen Ting. Han købslog blot.

- Det kan du jo magelig!

Cornelius stak Kaffen ud.

I det samme kom Mathilde.

Saa rejste Cornelius sig.

- Ja, jeg maa ellers hen og se paa Valentins Kværn! sagde han og gik.

Mathilde skød en Spølkum Kaffe hen til Asmadæus og gav sig til at pusle med et og andet.

- Den varmer! sagde Asmadæus, da han havde drukket.

Moderen svarede ikke.

- Ja - jeg tror, jeg gaar lidt ud omkring og siger god Dag! sagde han og stablede sig op og tog sin Hue.

Men Moderen var ligesom tilfældigt kommen hen ved Døren.

- Du er vel ikke jaget bort? spurgte hun og vejede hvert Ord saa omhyggeligt af, at de faldt med al den Vægt, de kunde bære.

- Jeg?

Asmadæus blev usikker. Det var altid med den Moder, som fik man en Kniv for Struben. Men han mandede sig op.

- Nhæ! - ikke længer end til i Aften! svarede han brøsig og gik. Det voldte ham alligevel stor Anstrengelse, før det lykkedes ham at kro sig over, at nu var hun lige klog.

Men ude i Landsbyen fandt Asmadæus ingen Ting af det, han søgte. Kammeraterne tjente paa fremmede Gaarde eller stod i Lære som han selv, og Signe var paa en Systue oppe i Købstaden. De Unger, der kogte Ærter paa Glidebanerne paa 320 Gadekæret, gad han ikke have mere med at gøre, da han havde taget sig en eneste Tur og spændt et Par af dem over Ende.

Han gik hjem og sov.

Og da Eftermiddagen kom, var han paa Vej tilbage ti! Købstaden.

Vinden var sprungen østlig og bed, og det begyndte at sne, Og Sne og Blæst blev til een hvid Hvirvlen.

Det var mørkt, da han smuttede ind ad Portsprækken.

Men inde i Gangen stod Døren til Køkkenet aaben. Bine strøg. Hun hørte ham, da han tog i Lofttrappen, og kom med Lampen.

- Jøsses! er det dig, Dreng!

Asmadæus blev staaende, som forstod han ikke det vidunderlige ved det.

Saa hørte han inde fra Stuen en Lyd, som om en Avis blev kastet, og Mester kom farende gennem Køkkenet.

- Er det dig?

Asmadæus saa ud, som enhver Synder ser ud, der har løbet sig træt og opgivet Evret. Han hang med Hovedet!

- Hvor Satan har du været?

Men Asmadæus havde forlængst opbrugt sine Kræfter for den Dag. Han gad ikke mere og svarede ikke.

- Er du fra Forstanden af? - Op med Hovedet!

Asmadæus løftede Hovedet og saa paa Væggen.

- Er du i Lære, eller er du ikke i Lære?

Han jager dig vel aldrig væk? tænkte Asmadæus; han længtes saa inderligt efter Sengen deroppe.

Saa røg han for en Lussing over mod Væggen og for en anden tilbage mod Gelænderet.

- Jeg skal lære din Bønhas! - op med dig! naa!

Og Mester blev staaende og stirrede ham i Ryggen, til han var oppe ad Trappen og inde paa Loftgangen.

321

X

Det var en Sommeraften. Der havde været Marked i Byen - og var endnu, for saa vidt Karrusellen snurrede i oplyst Pragt midt paa Torvet, og sorte Menneskeklynger drev sammen foran Telte med osende Lamper og perlestukne Forhæng.

Professor Scabri stod foran sit, lang og ranglet som et Postetræ i sort Diplomat, og svingede sin høje, graa Hat paa vidunderlig storladen Vis.

Asmadæus og Signe var mellem de forreste i Klyngen. Asmadæus straalede over hele Ansigtet.

- Mine Damer og Herrer! skreg Professor Scabri og stirrede saa langt op i Luften, som var det alle Nattens Ugler og Flaggermus, han talte til, - træd kuns indenfor og se Professor Scabri med Tjenerskab, som optræder i Trylleri og Magi paa Trylleriens og Magiens Omraade! Her ser De Matrosens Flugt fra Fængslets Rist, Damen med Gummiarmen og Paptuden, Stine Viskelæ'r, Marie Blomsterbuket og Akrobatselskabet fra Cirkus du Nord, hvoriblandt den lille Mr. Jean vil optræde paa slap Line og staa paa Hovedet i en Trepægleflaske! I denne Forestilling vil jeg løbe en Kat svedt i Regnvejr og malke to Høns i Tørrevejr. Aa, gaa væk, min Dreng! der kommer et bedre Selskab, som er mere paa det end dig, som skal have Plads i Kongelogen! Hold Dem endelig ikke tilbage! Herinde ser De min Svigermoder, som er Droskehest i Hamborg, og min salig Kone, som er Graaspurv i Chicago, tillige med Rebet, jeg lader mig binde med, som jeg har købt paa Afbedrag paa Vorbasse Marked ! Mine Damer og Herrer! træd indenfor! nu begynder vi paa en frisk!

Professor Scabri lod Hatten svuppe ned over sin nøgne Isse og vendte et Øjeblik med overlegen Ligegyldighed Ryggen til den hele Klump.

322

Saa snurrede han sig atter randt.

- Væ'sartig! brølede han, - Fanden sidder derinde! Han er mørkeræd og tør ikke komme ud! Værsartig! ti Øre! ti Øre! - saa drejer jeg en Forkert paa hans Hale!

- Bagflikker du for ham, Pedersen? raabte en svedig Røst inde i Klyngen.

Professor Scabri lagde Haanden bag Øret, som om han var spændt paa at høre mere.

Saa slog han kongeligt ud med Armen.

- Den Herre gaar gratis! skreg han, - jeg betaler for ham! siger Fanden. Væ'sartig! - kom selv og hør!

Der løsnede sig, spredt, nogle Skikkelser fra Klyngen og drev frem mod Teltet.

Asmadæus gav Signe et Puf med Albuen.

- Lad os gaa derind!

Men Signe trak paa det.

- Hvad skal vi sidde stille dèr for?

- Kunde du ikke lide at se alt det?

- Det er jo bare Løgn!

- Jamen han er jo da farlig grinagtig!

- Pø! svarede Signe og slog med Nakken, - saadan en halvgammel en! - Hvor mange Penge har du ?

- Jeg har bare tyve Øre! sagde Asmadæus sindigt.

- Ikke mere?

Asmadæus stirrede paa Teltet.

- Det kan da ikke blive mere, svarede han tvært, naar Forklædet var en Krone og Spejlet halvtreds og Kagerne tredive!

- Hvorfor laante du ikke mere?

- Han vilde jo ikke.

- Og saa siger du, hans Fa'r er Grosserer!

- Det er han vel nok!

- Saadan. en Lus!

323

Signe vendte sig og saa omkring paa Folk.

- Saa kan du gi' mig en Karruseltur! sagde hun, - dèr kan man da se paa Folk!

Hun var allerede paa Vej. Asmadæus skubbede sig langsomt efter hende.

Men da de stod ved Karrusellen og var ved at krybe op, vendte hun sig imod ham.

- Bryder du dig om det? spurgte hun.

- Næ! sagde han.

- Saa kan du jo la' mig faa to Ture!

Dermed var hun oppe.

Asmadæus blev staaende tilbage og saa paa hende.

Det kunde han jo godt. Det var der ikke noget i Vejen for.

Karrusellen gik i Gang. Signe sad i en Baad, som vippede sagteligt op og ned.

Han blev staaende og saa paa hele den straalende Sejlen rundt. Lamperne gyngede og Perlesnipperne viftede. Hver Gang Signe kom forbi, saa han paa hende. Hun sad og holdt sig fast, men hendes Øjne flakkede forbi ham og ud over alle de andre, som stod der.

Da Turen var forbi, og han drev hen mod den Baad, hvori han sad, løb han paa den rødhaarede.

Han var fint klædt paa og lignede en Herre. Dertil havde han drukket en Kende og gik og missede med Øjnene ligesom Andersen og vejrede med Næseboerne.

- Hov! god Aften! snøvlede han og smed Fingrene op til Hatteskyggen.

Asmadæus smilede og gjorde hans Hilsen efter; men han havde Øjnene paa Signe.

- Død og Pine! ja, det har du sgu Ret i! snøvlede pludselig den rødhaarede, - sikken en Satans Tøs, der sidder der!

Og saa entrede han op i Baaden, tabte sin Stok ned i 324 Bunden, fik den op, hilste med sin fine Hat paa Signe og satte sig over for hende.

Karrusellen gik i Gang paany. Asmadæus stod og stirrede paa dem, hver Gang de kom forbi. Den rødhaarede saa paa Signe; men Signe holdt sig bare fast.

Da Karrusellen standsede, var Asmadæus henne ved Baaden. Nu sad den rødhaarede med sin Arm om Signes Liv.

Han nikkede høfligt til Asmadæus.

- Frøkenen be'r om en Tur endnu! sagde han.

Asmadæus tog Signe om Armen.

- Gaa væk! kommanderede hun.

Han slap, men han gik ikke straks. Han skjulte begge sine Hænder i Bukselommerne og blev staaende og saa paa hende.

Saa førte Signe en Finger til Læberne og kastede et Kys ned til ham, men saa i det samme paa den rødhaarede, som vilde hun forvisse sig om, at han havde set, hvor erfaren en Dame hun var.

Asmadæus blev ganske tyk indvendig i Hovedet og dum som en Stud. Han vendte sig bort og gik.

Han saa alting saa grangiveligt omkring sig, Mandfolkeben, som travede, og Kvindeskørter, som stod stille, Maanen højt oppe over Gaden, og stille Huse; her Brosten i Skygge og Lampelys bag Ruder, dèr mælkehvide Fliser og blege Vinduer. Efterhaanden blev Gaden tom, fyldt alene af Maanen og den stille Nat. Han saa op; alle Tage skinnede af Dugg. Han saa ned; dèr gled hans Skygge over Stenene foran ham.

Han gik og gik, til han var fri af alle Huse og inde i Byens Park.

Han valgte ikke, men gik paa maa og faa. Dér stod Maaneskinnet under alle Blade som en hvid Aande. De høje Træer bar deres Løv i saa stor en Fred, Græsset skimrede i en eneste 325 dyb Hengivelse, og Skyggerne laa der, som var de Nattens hvilende Børn, dem intet under Himlen nænnede at forstyrre.

Asmadæus gik langsommere og langsommere.

Hvad var han egentlig rendt for?

For den rødhaarede?

Asmadæus stemte sine Skuldre tilbage, saa han blev bredere over Brystet.

For Signe?

Det hvislede i Stød mellem Læberne paa ham, - han lo spidst.

Eller fordi han ikke havde haft Penge til at køre med for?

- Den Hundetamp! sagde det forløsende inde i hans lukkede Mund, og dermed var Skylden samlet paa een Haand og hans Sind kommet til Klarhed, hvad den foreløbige Fremtid og det, den ellers maatte bringe, angik.

- Asmadæus!

Der var nogen, som kaldte paa ham.

Han vendte sig.

Paa en Bænk ved Stien sad midt i Maaneskinnet et skævskuldret, forvokset Pigebarn. Det var Kamilla, Bines Datter, saa han.

- Var det dig, der kaldte? spurgte han.

- Ja det var.

- Hvad sidder du her for?

- Ja, hvad monstro du bestiller her?

Asmadæus saa paa hende.

- Hvad kalder du saa for?

Hun lagde sin Haand fladt paa Bænken.

- Kan du ikke sætte dig lidt?

Asmadæus stod et Øjeblik og overvejede, men saa satte han sig.

Hun pillede med Fingrene ved Snipperne af et stort Skuldertørklæde og vippede dem op og ned.

326

- Det er svært, saa du er fin! sagde Asmadæus, - har du faaet dig det i Dag?

Kamilla spidsede frydefuldt sin Mund og nikkede tavs.

- Hvem har givet dig det?

Den lukkede Mund fik et endnu frydefuldere Smil bredt omkring sig, og Kamilla skød tavs en Fod frem under Kjolen, en Fod i en Sko, der var saa ny og blank, at den spejlede Maaneskinnet.

- Har du ogsaa faaet den?

Kamilla saa op paa Maanen som paa en tavs Fortrolig og saa lykkelig ud. Hendes Ansigt var helt hvidt og skært i Maanelyset, og hendes mørke Øjne dybe af Lyksalighed.

Men Asmadæus saa sig ond paa al den Stads og Lyksalighed. Han tænkte paa Signe og det Forklæde, han havde givet hende, og paa det, han havde for det.

- Det maa da være en slem Torsk, der har spenderet det paa dig! sagde han og skævede til hendes Skulder.

Men Kamilla vippede med Foden og saa paa Maanen og mærkede til ingen Ondskab.

- Hvorfor det?

- Aa, sagde Asmadæus og tog sig i det, - siden du er rendt fra ham!

Kamilla lo pludselig.

- Er her da ikke yndigt at sidde ?

Asmadæus saa sig pligtskyldigt om, - og der gled et stort Smil over hans Ansigt. Han stirrede hen paa en Busk. Der var en Nattergal, som begyndte at slaa.

- Hys! - ti stille lidt! hviskede han og holdt Haanden hen imod Kamilla, som var hun et larmende og vildt Væsen.

Saa begyndte han at klukke, dæmpet og prøvende, tog forsigtigt alle Fuglens Toner, blev ved en Tid og brød saa pludselig 327 af. Han kunde, - men der var ikke noget ved hende, som sad og hørte det.

Han vilde lige til at rejse sig og gaa.

Saa kom der to henne paa Stien.

Men de standsede, da de saa nogen sidde der, og vendte om.

Asmadæus saa efter dem. De gik med hinanden under Armen. En hel Hoben Forvirring for ham gennem Hjærnen og sank sammen i saa underlig grædefærdig en Længsel efter noget mildt og mygt, og det var, som bad hans Hjærte bedrøvet om Løn for Gerninger, han trode, hans Hænder ene havde øvet.

Han rejste sig og gik.

Den forvoksede Kamilla sad ene tilbage i Maaneskinnet med sin Stads og sin blegnæbbede Fryd og længtes efter intet mellem Himmel og Jord.

Han kom ud af Parken, op igennem Byen.

Karrusellen gik endnu, og Lamperne osede foran Teltene.

Han ledte efter Signe.

Hun var ikke ved Karrusellen, ingen Steder at finde.

Den rødhaarede løb han paa uden for en Kælderhals. Han dinglede ned ad Trappen og brølede: Øl! ind i den aabne Dørs tobakstaagede Lampelys.

Saa løb Asmadæus hen i den Smøge, hvor Signe bode.

Der stod hun med tre fire andre Piger uden for Døren.

Han gik lige hen til hende.

Pigebørnene blev tavse.

Saa gjorde han en Bevægelse, som vilde han tage hendes Haand, - og blev saa med eet rolig.

- Naa - har du moret dig? spurgte han skødesløst.

Men Signe saa ham aabent ind i Øjnene med sit faste, lyse Blik.

- Ja! - og tak for det alt sammen! sagde hun og rakte ham Haanden.

328

Han tog yderst om hendes Fingerspidser.

- Det var en rar en - han - den anden! føjede hun til og lo.

Asmadæus tumlede hjem.

XI

Det var den Dag, da Asmadæus gik hjem ad Landsbyen til med sit Svendebrev i Lommen.

Gule Elmeblade med brune, krøllede Rande føg langs Vejen, og Solen skinnede paa dem gennem en klar Luft. De dansede om ham, og en af de mange Gange, han saa paa dem, tog de Form inde i hans Glæde.

- Guld! - Pengesedler!

Han var saa højstemt til Mode og gik i den klare, blæsende Dag og saa langt ud over en frisk og fri Fremtid.

Ude paa Banken laa Kirken og lyste som en kridhvid lille Ting ved Foden af den blaa Himmel.

- Se hvor sammenskrumpet den er!

Asmadæus syntes han kunde se langt hen over den og gjorde sig rankere, end han var i Forvejen, som kunde han fra i Dag knejse omkap med den.

Det kunde være, han endte som saa fin en Mand som Jægermesteren !

Træerne ved Vejen var nogle underlige Stakler. Der stod de og kom aldrig nogen Vegne.

Nu var han fri!

Det skulde være svært, om der inde i Kjøbenhavn ikke var noget at tage i for en, der mødte med Lyst og godt Haandelag!

Tankerne sprang for Asmadæus som Sild mellem hans Fingre.

329

Han saa ud over Markerne. Der laa de og drævede og havde givet, hvad de havde, og maatte finde sig i Resten.

Men tjene sig op, saadan som Mester, i en Købstad, - - saadant et Hul kendte han ud og ind!

Med eet blev han ganske rørt. Der laa det hele Land, det, der havde været som en evig vækkende Pragt for hans Øjne, naar han stod og arbejdede møjsomt med det, man havde sat ham til, - og var som en af hans smaa Barnetræsko, tilovers, brugt op, stillet hen; en overmalet Farve.

Men hvad saa? Naar nu han havde hentet sine Penge hjemme hos de gamle og fik tjent flere til - -

Asmadæus blev glad paa ny; Blæsten og den høje, blaa Himmel drog fri og ubeskaaren hen over det, han tænkte paa.

Han gik igennem Landsbyen, mødte Børn og hørte Smeden hamre, saa Ambolten sang ud over Hønsekaglen og knirkende Brønde, - men det var alt sammen blot som et gammelt Spilleværk, der snurrede og gik med gamle Farver paa og gamle Lyde. Asmadæuses Tanker var ikke ved det, han saa.

Ikke før han var ved Rønnen, hvor hans Forældre bode. Den stod dèr plantet tæt foran hans Øjne, da han drejede af fra Vejen. Solen skinnede paa dens Laser af Straa og Kalk. Og han rørtes godmodigt som en rig Mand, der ser et Skumpelskud staa og sole sig.

Men idet han traadte ind under Døren, blev han trang for Brystet og højtidelig til Mode; nu stod han der, foran den hellige Virkelighed. Dér inde laa Pengene!

Faderen sad og arbejdede; Gulvet omkring ham flød med Blikstumper, som havde han haft travlt Timer igennem. Og Moderen sad og kartede, med en Sky af graa Uld om sine Fødder.

De saa op og hen paa ham. Solen skinnede ind i Stuen; de blanke Blikstrimler laa og lyste paa Gulvet foran Faderen.

330

Asmadæus gav dem Haanden hver især og fik deres. De slap Arbejdet et Øjeblik, men tog det straks igen.

- Se hvor travlt I har! sagde han.

Hans Stemme var saa høj, og Ordene kom saa ovenud opmuntrende, som naar en Stodder staar og ser paa, at der høstes. Han slog sig ned paa en Stol og lagde med milelang Besindighed sin Hue paa Bordet.

Cornelius mumlede i sit sorte Skæg og klippede langsomt et sejgt Stykke Blik igennem. Moderen saa paa ham saadan, som om hun ingen Ting saa.

- Ja - her har I mig! sagde Asmadæus, saa trøgt, som havde han noget af Ulden i Halsen.

- Ja vel saa!

Cornelius blev siddende, som han sad.

Asmadæus saa sig om i Stuen. Hans Øjne ledte efter en Pengebunke. Gud ved, hvor de havde dem?

- Det er rigtigt Vejr til at gaa i! sagde han.

Cornelius løftede Hovedet og saa hen i Solen.

- Ja - for den Sags Skyld! sagde han og arbejdede videre. Men et surt Smil blev hængende forglemt i hans Skæg.

Der gik en Tid.

- Ja, sagde Asmadæus langt om længe, nu kan jeg for den Sags Skyld gerne ende med Tjenerskab engang!

Cornelius lod Bliksaksen gabe og prøvede dens Æg mod Tommelfingeren.

- Ja, det kan du jo godt!

- Man kan da altid prøve paa det!

Asmadæus aad Praleriet i sig. Det bed ikke. Saa drog han et langt Suk, som om han bedrøveligt ihukom alskens Genvordighed.

- Ja, sagde han sindigt, en anden en skulde jo ogsaa gerne skynde sig!

331

Cornelius tog et langt Tag med Saksen.

- Det jager vel ikke!

- Næ - men Toget! sagde Asmadæus, - jeg havde jo tænkt, - jeg skulde jo gerne naa det!

Cornelius strøg sig om Munden, som var han paa Jagt efter Smilet. Men Smilet var borte for længe siden.

- Hvordan gik det ellers?

- Det gik!

- Hvad sagde de?

- Mester sagde, det kunde altid passere! - Skidt med det!

Asmadæus flyttede Huen hen over Bordet.

- Jeg er da heller ikke helt barbenet! sagde han og saa sig paa ny omkring.

- Har du faaet Plads maaske?

- Nej - men naar I bare vil fly mig Pengene!

Cornelius ledte mellem Værktøjet, saa det raslede.

- Du kommer jo ikke derind før i Aften! Du kan vel ikke søge Plads om Natten!

- Nej - men i Morgen tidlig!

- Ja! sagde Cornelius langt.

- Fly mig blot Pengene, saa siger jeg Tak til!

- Har du ingen Penge hos dig?

Deres Øjne mødtes. Cornelius skævede, som var han paa Rævejagt og brændte løs paa Mikkel. Asmadæus saa paa ham, som havde han faaet kold Luft i sine. Han vidste ikke, hvor Faderen vilde hen. Der laa en Tikroneseddel i hans Lomme. Men den hørte ikke til Regnskabet.

- Nej! sagde han.

- Du maa da ha' Lønnen for sidste Maaned, ved jeg!

- Den skyldte jeg væk!

Cornelius spyttede, ligeglad.

- Ja, saa kommer du til at vente!

332

Asmadæus saa sig for tredje Gang om.

- Kan I Ikke sagtens komme med dem? tiggede han.

- Det kommer sgu an paa det! Du behøver vel ikke saadan at falde med Døren ind i Huset!

Lyksaligheden forgik saa smaat Asmadæus.

- Men naar jeg nu gerne vil ind i Aften!

Cornelius bredte sig ud over Blikstykket.

- Hvad skal du med Penge? De ligger meget bedre hos os!

Sagen blev vanskelig. Men Asmadæus følte sig i sin Ret - denne Gang. Virkelighed var Virkelighed, og Virkeligheden Pengene. Han saa ikke andet for sig end Lønnen for det, han i fire Aar havde fundet sig i.

- Jeg vil hellere ha' dem! mumlede han.

- Hellere ha' dem! Naa saa det vil du?

Cornelius blev med eet højtidelig.

- Ja - det er vi allenfals to om!

- Vil du ikke ud med dem? spurgte Asmadæus og blev ret i Ryggen, som tvang han pludselig Hovedet op gennem alt det Vrøvl, Faderen kom med.

Cornelius skævede til ham.

- Naa saa du har gættet det! sagde han og tog ikke Øjnene fra ham.

Asmadæus kastede Hovedet let bagover.

- Kom med dem!

Cornelius sad med Haanden krammet om Loddejærnets Skaft. Hans sorte Øjne sydede.

- Du tror maaske, jeg er bange for dig, hvad! lo han tungt i et Par dybe, sorte Grynt.

- Du kan jo komme med dem!

- Komme med dem?

Han sad og saa paa Asmadæus og Mathilde, fra den ene til den anden, som et Dyr, der lurer. Saa huggede han Haanden i Bordet.

333

- Har jeg maaske ikke Lov at gøre, hvad jeg vil? brølede han og faldt saa ned i en langsom Hvæsen, - er I maaske mere værd end jeg? - har jeg ikke arbejdet for Jer, - stjaalet for Jer, - ædt Vand og Brød for Jer. Og saa skulde jeg ikke have Lov at gøre mig betalt! Jeg har fodret ham og klædt ham og spillet Halløj for hans Skyld! - Tror I, jeg er født i Paradis? - Tror I, jeg er ked af Livet? - Ja, du hvæser med dine sure Øjne! - det koster ingen Penge! - Men jeg siger Jer, han skylder mig meget mere, end han har betalt mig!

Mundvandet dryppede i hans sorte Skæg.

- Hvis du ikke er født i Gaar, sagde han med en Stemme, der var spændt saa stærkt, at den blev hæs, - saa kan du vel faa i dit Hoved, at vi har spist os mætte i de Skillinger!

Han stirrede paa Asmadæus.

- Har du noget at ska' ha' sagt? spurgte han, roligere, som en Helt, der begynder at finde sig til Rette i Rollen, - de er væk, siger jeg dig! - Har du Lyst til at skabe dig sammen med din Mo'r, saa værs'artig! Jeg har slidt mig op for Jeres Skyld, og ingen har undt mig noget derfor! Nu kan I spare Jer Jeres Taknemmelighed! - Jeg har bare taget det, som I var for fedtede til at komme med af Jer selv!

Dermed gav han sig i Lag med sit Arbejde.

Asmadæus sad og stirrede paa ham. Han var ganske hvid.

- Har I brugt dem?

Cornelius løftede Hovedet.

- Vil du ha' Kvittering?

Asmadæus svarede ikke. Pengene! susede det i hans Hjærne.

- Du har vel lært, saa du kan tjene dig nogle nye? sagde Cornelius med al en ren Samvittigheds Overlegenhed.

Asmadæus saa sig om i Stuen, saa hen over hver Ting derinde, som havde han Brug for at hage sig til det, der stod fast.

- Har I dem ikke?

334

- Vil du bilde mig ind, at du tror, det er Løgn?

Cornelius saa paa ham med stolt og bedre vidende Faderglæde.

Da rejste Moderen sig og gik hen til Asmadæus. Hun stod dèr foran ham med Uldfnug over hele sit Skørt og saa paa ham med sine underlige Øjne; de saa ud, som laa der bag deres kolde Graa et Blik, der ikke kunde finde Vej igennem dem.

- Gaa! - jo før, jo hellere! sagde hun.

Det kom, som pustede hun hastigt hvert Ord langt, langt fra sig.

Asmadæus tog sin Hue og rejste sig.

Han stod over for hende.

- Lad mig være! raabte han og knyttede sin Haand. Hun stod dèr og døjede paa hans Vegne, begreb han, - men hvad rørte det ham, hvad hjalp det ham?

Hun trak sig et Skridt tilbage, eet stift Skridt.

Cornelius vendte sig, hvor han sad.

- Naa saaledes! sagde han og var paa Benene med det samme, - spiller du stor?

Asmadæus skød Moderen til Side. Det var blot et Par Skridt, saa stod han Ansigt til Ansigt med Cornelius.

- Nu gaar jeg! hvæsede han ham ind i Øjnene, som var det en Flom af Edder og Gift, han slap fra sig. Cornelius lo triumferende.

- Ja - der er Døren!

Asmadæus stod og vaklede, som var hans Haser skaaret over. Saa krummede han sig sammen.

- Det var mine!

- Hvad er det, du vil? spurgte Cornelius indladende.

- I har stjaalet dem!

Cornelius nikkede, men tog ham i det samme i Armen.

- Jeg synes, du sagde, du gik!

335

Og saa lagde han Kræfterne i og tumlede Asmadæus paa Døren. Det gik saa nemt.

- Du kan jo sende Tjenerskabet! sagde han efter ham.

Asmadæus vendte sig blot en eneste Gang. Men denne ene Gang saa han paa Rønnen, som brændte han den af med det samme.

Saa gik han.

Han gik saa støt ligefrem og saa hverken til højre eller til venstre. Der var dem, der raabte efter ham; men han nøjedes med at virre med Haanden i Luften og vendte sig ikke. Graaden sad ham i Halsen. Hans Øjne slap ikke Vejen. Den gled frem imod ham, skred sine Hjulspor ind under hans Fødder, gled videre bag ham og blev borte. Saaledes saa han den. Han hang ikke sammen med noget omkring ham; det, som var fast, var slaaet bort under Fødderne paa ham og blæst i Hvirvel inde i hans Hjærne.

Og saaledes dirrede han afsted, som et blot og bart Stykke Sjæl, slaaet i magtesløs Skælven af en topmaalt, fortvivlende Gemenhed, - til han med eet blev saa træt, at han ikke kunde mere, men maatte smide sig i Grøften.

Der laa han en Tid lang og stirrede op i den blaa Luft. Den var saa uhyre i sin Højde og i sin Tomhed; der skete ingen Ting oppe i den. Og dens Ro sank over ham, - han gad ingen Ting i Verden mere.

Der havde han slidt i fem seks Aar, blot fordi man havde præket for ham, at paa den Vis blev man til noget, - der havde han gaaet og langt om længe faaet sig selv bildt ind, at den Præken var rigtig, havde gaaet Maaned for Maaned og øget sin Glæde til denne Dag, da han kunde gaa ud og blive en af dem, hvem det gik godt!

Han stirrede, - sikke Sludder og Vrøvl det hele! Her laa 336 han og var værre Stodder end for seks Aar siden, da han begyndte. Ikke engang disse bare, nøgne Aar havde han mere!

Det fór ham et Øjeblik gennem Hovedet: Gaa ned til Jægermesteren og meld dem!

- Hvad saa? Naar han alligevel ikke fik Pengene! Og det fik han ikke. Maaske Jægermesteren ... Saa mange Sedler! Som om Jægermesteren var Idiot!

Asmadæus rejste sig halvt op. Der gik et beundrende Gys igennem ham.

- Stjæle saadan en Bunke Penge!

Men Pengene var det eneste, som blev tilbage af Tanken, og hans Øjne blev helt vaade, saadan brændte de. Han saa ud over Markerne; de laa der saa store og vide. Alting over og omkring ham var stum og stille Ubarmhjærtighed.

Der slog en Krage ned henne paa Vejen. Den sad og hakkede i Hesteskarnet.

Asmadæus saa den flygtigt. Men der gik en Trækning gennem hans Skuldre, som stødte han en Byrde bedre til Rette, og han stak langsomt Haanden ned i Lommen og trak Tikronersedlen op.

Han sad lidt og saa paa den, med et vrænget Smil i Mundvigene, og lagde den saa over sit Knæ og gav sig til at glatte den ud.

Den raadne Lap! Saadan en eneste sølle Bukseknap!

Hvad Satan havde de ogsaa brugt alle de Penge til?

Hvad skulde den Lirekasseskilling føre til?

Men hans Haand blev ved at kæle for den, - til Vinden med eet lettede ved Sedlen og blæste den hen ad Vejen.

Asmadæus blev ganske rolig siddende og saa efter den. Den var tydelig nok at faa Øje paa. Men saa lettede den fra Vejen og fløj som glad befriet i bløde Bugtninger ind over Grøften paa den anden Side.

Da rejste Asmadæus sig trøgt, drev sindigt efter den, tog lidt 337 længere Skridt, løb til sidst, fangede den, spyttede paa den, stak den i Lommen og gik ad Købstaden til.

Ikke fordi han, sig bevidst, havde ulejliget sig med nogen Slags Plan, - nærmest fordi han lige saa godt kunde gøre det ene som det andet.

Han var, naar alt kom til alt, løs og ledig, fri Mand, - Gud ske Lov! Det var altid et Halmstraa. Det var maaske mere. Det var i det mindste saa meget, at det var ham, der traadte paa Vejen, og ikke længere den, der skred afsted under hans Fødder.

Solen gik ned, da han naade Købstaden. Han saa ud Imod den gule Vesthimmel som den, der ser paa en gammel Ven og sender ham trofaste Tanker.

Og saa drev han Byen igennem og ind i en Gæstgivergaards Rejsestald.

Der hang et Par Lygter og lyste hen over seks otte svingende Hestehaler, ind i nogle tomme Baase og ned over en fedtet Bund af sorte, skinnende Brosten.

Gaardskarlen kom klampende med et Aag og to dryppende Spande.

Asmadæus lod ham skøtte sin Gerning og spurgte blot af og til, naar han kom forbi, hvor det eller det Par Dyr hørte til. Saa blev han staaende bag en Skimmel og en brun og fulgte Gaardskarlen ud, da han gik for at faa Spandene fyldt.

Der holdt tre fire Vogne i Gaarden.

- Hvad for en hører de til? spurgte Asmadæus.

Gaardskarlen pegede med det ene Spandereb.

Det var en Fjedervogn fyldt med Sække.

Asmadæus tog Maal af den.

Saa gav han sig i Lag med taalmodig at vente.

Mørket faldt paa. Gæstgivergaardens Ruder skinnede ud over 338 Vognene, og højt oppe sad Stjernerne og lyste i den sorte Himmel.

Asmadæus drev omkring og tyggede paa et Havrestraa og undgik enhver, der vilde i Lag med ham. Han var helt hul indvendig af Sult og Uvished og Spænding, men gad ikke tilfredsstille nogen af Parterne. Nu kunde Skæbnen om det. Han skulde ikke blande sig i dens Affærer.

Der gik et Par Timer.

Saa kom langt om længe en hjulbenet Mandsling drivende og bag ved ham en Klump Klude, der rokkede søvnigt samme Vej som han.

Mandslingen standsede ved Vognen med Sækkene, stod lidt og dinglede og hev saa en Ende opskudt Tov op paa Læsset.

- Med Forlov! sagde Asmadæus og drev sig frem, - der er vel ikke Plads til en, som gerne skulde samme Vej?

Asmadæus havde staaet hele Ventetiden og lagt Stemmen til Rette. Det var ligesom nødvendigt. Han var ikke rigtig i Vane med den Slags. Og saa sagde han endda Ordene helt tiggende, - blot fordi det i det samme slog ham, hvor ganske anderledes han havde tænkt sig at drage af i Dag.

Mandslingen saa paa ham, og Kludeklumpen kom nærmere.

Det tog sin Tid.

- Det er svært Læs! sagde Mandslingen.

Asmadæus saa op over Sækkene.

- Ja, sagde han, - jeg har jo ellers heller ikke noget at byde!

Han begyndte saa smaat at faa Kortene i Orden. Det var den reelle Fattigdom, han spillede ud. Med vilde han, lige saa sikkert, som han vilde til Kjøbenhavn, og lige saa sikkert, som det hele skulde gaa gratis.

- Kan man ikke gaa paa sine Ben i den Alder!

Det var Kludeklumpen, der gav sit Besyv med.

339

Asmadæus gned sig om Hagen.

- Gud velsigne Dem, Madam, - man slipper da altid for at falde i med Landstrygere, naar man sidder paa en Vogn!

- Er du monstro hjemme ad den Kant? prøvede Mandslingen ham.

Men Gaardskarlen var der med Hestene, og Asmadæus gav sig til at hjælpe med at spænde for.

- Nej, sagde han over Ryggen paa Skimlen, men jeg har en Bro'r, der er ude at mure i Restrup!

Mandslingen og Kludeklumpen var i Færd med at trille op paa Læsset.

- Ja, saa faar du vel se, om du kan være der! Asmadæus gav Skimlen et Klaps over Laaret.

- Tak for det! sagde han og sad et Øjeblik efter oppe paa Sækkene med Ryggen til de to.

Saa kørte de.

Det var et højt og blødt Mørke, da de kom ud af Byen, - en stjerneklar, maaneløs Oktoberaften. Helt ned til Horisonten sad der Stjerner og straalede. Træer og Marker, Gaarde, laa som et dunkelt formet dybt Mulm under Luftens lettere Mørke, og det blæste en sagte og sval Vind. Asmadæus faldt i Tanker. Han saa paa Stjernerne og ud i Mørket. Købstadens Lys blev færre og mattere; tilsidst stod der blot en Lystaage der, hvor den laa. Han syntes, det meste af det, han kendte til, forsvandt, mens han selv blev trukket baglængs ud i noget, der begyndte koldt og mørkt og højtideligt. Der var et Øjeblik, han blev saa trist, at han fik Lyst til at springe af. Han begreb ikke, hvad han skulde sidde her og køre efter; han fornam, som om noget een Gang for alle var løbet fra ham, og som var det umuligt nogen Sinde at løbe det op.

Saa drejede Bonden Hovedet.

- Vil du ha'e en Bid med?

340

De sad og spiste.

- Ja, Tak!

Konen lettede noget Papirvæsen om Imod ham. Han fik fat i to Rundtenommer Rugbrød.

- Hov! det var nok ellers lovlig meget! sagde han.

- Nej, værs'god og spis!

Konen havde allerede vendt sig, og Asmadæus tog fat paa at mætte sig. Det hjalp. Skæbnen var dog ikke helt uden et venligt Sindelag. Asmadæus fik helt Lyst til at prøve det lidt videre, siden den selv havde rørt paa det.

- Der er vel ikke en Dram at slaa efter med? spurgte han i en forkommen Tone.

Han fik ikke noget Svar. Der gik en lille Tid. Saa blev en Flaske stukket bag ud til ham.

Han drak, vred Proppen i, saa den peb, og rakte Flasken tilbage med et taknemligt Smask med Munden.

Saa lagde han Hænderne paa Laarene og saa, som før, ud paa Stjernerne, ud i Mørket.

Det var alligevel ikke saa tosset, dette her. Den, der ikke havde andet for, kunde vel altid finde sig til Rette deri. Han havde fundet sig til Rette før, og det i værre Ting. Kom det bare ikke an paa andet end at finde sig til Rette, skulde han nok være Manden.

Asmadæus saa sig om, som var det ikke den sorte Nat, han stirrede ud i.

Maaske kom det slet ikke an paa andet!

Han blev helt overgiven. Han lettede paa Huen op til Stjernerne. Ham skulde ingen faa til at hænge med Næbbet, om saa de stjal hans sidste Skjorte fra ham, - ikke saa længe Vorherre lod Jorden se ud, som den saa ud, og Luften være gratis. Havde han ikke lige faaet Føde og Drikke forærende! Pengene, dem havde han gaaet og slidt for, og saa stjal de dem. Og her 341 sad han og var ikke mere bunden, end Vinden var det, og fik det, han trængte til, stukket lige op i Næsen paa sig.

Saa holdt Vognen.

- Ja, her drejer vi af til vort! sagde Bonden.

Asmadæus sundede sig lidt. Saa sprang han ned paa Vejen.

- Ja, saa siger jeg saa mange Tak!

Dermed kørte Vognen ind over en sort Mark, og Asmadæus stod alene og saa sig om.

Ja, ad den Kant løb Landevejen, og det sorte der henne, det var en Skov. Nu Vognen var borte, kunde man høre det suse og rasle sagte i det haarde Efteraarsløv.

- Naar man bare havde en Støttekæp! tænkte Asmadæus; han var blevet saa mør i Benene, som havde han siddet og været ved at falde i Søvn.

Saa gik han. Men træt var han, og sort blev der i Skoven. Han begyndte at spekulere paa et Sted, hvor han kunde faa sig en Skraber, og spekulerede saa længe forgæves, til han tog det Parti at famle ind mellem Træerne. Dèr lagde han sig et Sted, hvor han følte blødt Løv under Fødderne, lod Stjernerne skinne, Skoven suse, og sov.

XII

Asmadæus vaagnede og stirrede lige ind i den sorte Nat. Det var saa mørkt, som da han sov ind; Skoven susede, og Stjernerne skinnede. Men han frøs, saa Tænderne klaprede i Munden paa ham, og kom paa Benene og rystede som en forkommen Hund.

Han vidste lige straks, hvor han var, og at den Lyd, der rumlede ham for Ørene, maatte være Lyden af en Vogn, der kørte med svært Læs.

342

Saa tumlede han ud paa Vejen.

Der ude var ganske lyst mod det Mørke, han kom fra, og der kørte noget højt og bredt og sort, et stort Halmlæs.

Asmadæus stak i Løb, til han var henne paa Siden af Hestene.

- Hallov! raabte han op.

Ingen svarede. Hestene travede af.

- Hallov!

Men der kom ingen Lyd fra den sorte Klump, der sad sammensunken deroppe.

Asmadæus blev staaende og lod Læsset køre forbi. Saa sprang han til bag det, fik fat i Tovet, hev sig op i Armene og klemte Knæ og Tæer ind i Halmen, rev sine Hænder og stak sig paa Straa i Øjne og Øren, men kom op og paa Maven ind over Læssetræet.

Der laa han og vuggede og gyngede med Læsset, satte sig omsider over Ende og begyndte lempeligt at bore Benene ned, strakte sig bagover og samlede Hænderne under sin Nakke.

Han laa som en Prins, varm af Anstrengelsen og varm i Halmen.

Højt oppe over ham sad alle Himlens Stjerner og saa ned paa ham, og inde i Skoven skreg en Ugle sit høje, skarpe Skrig, og en anden gurglede sin mørke Tuden. Hestehovene sjappede i Vejen, og Læsset gyngede.

Men Asmadæus var fremdeles søvnig, og Halmen og Velværet redte sig blødt over og under ham.

Det varede ikke længe, saa sov han videre og saa og hørte ingen Ting - og vaagnede først ved, at noget koldt og slimet som en Orm blev ved at trække sig hen over Ansigtet paa ham.

Han slog Øjnene op og saa en Piskesnært og Enden af et Piskeskaft langsomt bevæge sig hen over hans Næse. Han slog til Snærten og tørte sig med Haanden over Kinderne.

343

- Lad vær'! sagde han gnavent, men rørte sig ellers ikke.

- Kan du se, du rupper dig! hørte han en rusten Stemme foreslaa henne foran paa Læsset.

Det var halvlyst, en bleg Himmel med tre fire matte Stjerner, og Halmen duftede saa dugget.

- Hvad kan jeg? spurgte Asmadæus op i den lysnende Himmel.

- Ned med dig!

Asmadæus stablede sig op paa Albuen og saa hen i et forsovet Ansigt, der sad midt inde i en stor, opslaaet Krave og stirrede med et Par lysvaagne, spillevende Øjne.

- Man kan vel faa Lov til at vaagne først!

- Faa Lov til? Karlen gryntede.

- Du er nok ellers ikke videre vant til at spørge dig for!

- Jeg kan ikke lide at vække Folk! svarede Asmadæus. Karlen vippede med Pisken.

-Ja - og jeg kører ikke rundt med en Gæstgivergaard! sagde han.

Asmadæus rodede sig helt ud af Halmen.

- Det er vel ikke saa farligt!

- Skal du til Kjøbenhavn? spurgte Karlen pludselig.

- Det skal jeg vel nok!

Karlen vendte sig mod Hestene.

- Ja, saa kan du jo gi' et Par Bajere, naar vi kommer ind!

Asmadæus stirrede paa den opslaaede Nakkekrave.

- Ja - een bliver der vel Raad til! sagde han langsomt.

- Ja - een ad Gangen! svarede det omme bag Kraven.

Asmadæus saa sig om. Foran dem kørte en hel Række gule Læs. Ude bag Vejen laa Marker; men der var bygget Huse paa dem hist og her, store Fabrikker med skinnende oplyste Ruder og høje, rygende Skorstene. Og langt fremme flød Røgen sammen i en blaa Taage med Solopgangens røde Striber spundet ind 344 i sig, og der stak Taarne op gennem det blaa og det røde og saa ud, som var de ikke af Sten og Tømmer men enkelte af Nattens Drømme, der var steget saa højt, at de ikke kunde drages sammen paa en Studs.

- Er det den ? spurgte Asmadæus. Han vidste det; men det boblede saa stort inde i ham, at han maatte have et Par Ord frem.

- Hvad for en?

- Jeg kunde tænke det! svarede Asmadæus sig selv, som havde han paa Fornemmelsen, at der var ikke den til, som kunde have svaret ham, som han spurgte.

De kom ind i en brolagt Allé. Asmadæus sad og gyngede afsted oppe under Trækronerne. Hjulene raslede, og Læsset hoppede. Men Alleens Træer lagde Bind om Udsigten. Og da de omsider slap ud fra Træerne, rumlede de ind paa en Gade med høje Huse paa begge Sider og langt nede, hvor den endte, Larm, Klokkekimen, Vognjolren og en fed, graabrun Luft.

Det klemte Asmadæus for Brystet. Han kom til at tænke paa Bilquists Jærnstøberi hjemme i Købstaden. Der havde han aldrig kunnet lide at komme ind; man kunde ikke høre en Spurv pippe i Døren og ikke se ud ad Vinduerne.

Taarnene, den blaa Taage og Solen, som stod op, det var borte alt sammen.

Men det blev blot et Øjeblik, han fik Tid til at savne det.

Den Bajer, han skulde af med, meldte sig sammen med Gadens paatrængende Støj. Der var noget ved Spektaklet omkring ham, som greb man her Folk i Kraven og gjorde kort Proces.

Han sad og blev helt stædig. Det havde vel ikke saadant et Jag! Det havde det da aldrig haft før. Se sig om og se sig for, det var vel nok det vigtigste.

Skulde han maaske give Øl til den Bonde!

Asmadæus saa hen paa Karlen. Han sad og var optaget af Hestene.

345

Saa lagde Asmadæus sig paa Maven, fik fat i Tovet, holdt Øje med Karlen saa længe, han kunde, og lod sig glide ned den samme Vej, han var kommet op.

Der stod han midt paa Gaden og maatte straks af Vejen for en Vogn.

Han kom ind paa Fortovet, stak Hænderne i Lommerne og drev sindigt et Stykke tilbage. Saa vendte han sig langsomt, saa efter Halmlæsset og saa, at det kørte langt nede i Gaden, og krammede saa nede i Lommen Haanden om Tikronersedlen, som var det en god Ven, han gladelig sagde Godmorgen til.

Men Asmadæus var sulten og tørstede som et sprukkent Plankeværk.

Føde var der nok af at faa. Han stod lige uden for en Beværtning. Det skulde bare være mærkeligt, om man blev nødt til at betale for den. Det var da ogsaa simpel Retfærdighed, om han kom gratis til det meste, saadan som han var blevet snydt i Gaar. Det var jo Vorherre selv, der havde villet det. Havde han faaet sine Penge, skulde han gerne tænkt helt anderledes, taget fat med det samme og jaget omkring som de andre. Men det havde tydeligvis ikke været Meningen. Pengene havde han mistet; nu tog han til Gengæld sin Frihed. Det gik lige op. Tikronersedlen hørte ikke med til Regnskabet. Den kunde der altid blive Brug for. Der var ingen Grund til at lette Vorherre Sagen ved at tage Hul paa den.

Men Mad maatte der til.

Asmadæus drev ned i Beværtningen.

Der sad et Par Mandfolk henne ved et Bord i Kælderhalsens mørkeste Krog, en lille skægget, skindmager Fyr i tætknappet, lang sort Frakke, der var saa fedtet, at Skuldrene skinnede paa den som Flæsk i et halvmørkt Fadebur, og en anden lille mager Herre med et tykt, mange Gange snoet Halstørklæde som et bredt Skel mellem den slunkne Krop og et stort rødkogt Hoved.

346

Asmadæus satte sig ved et Bord, støttede Armene paa det og purrede op i Haaret.

Manden med det store Hoved saa over paa ham med et Par tunge, brune Øjne, der saa ud som vaadt Dyreskind; derved blev den skæggede, som sad og talte, opmærksom og saa samme Vej; men hans Øjne var blot mørke, uden bestemt Farve, saadan brændte de over det hele.

Værten stod henne ved Disken og stivede Overkroppens Fedtballon af ved at stemme Knoerne mod Diskens Voksdug.

- Hvad godt? spurgte han over mod Asmadæus.

Asmadæus tog Hænderne fra Haaret og stak dem i Lommen.

- Hvad koster Frokosten i Dag?

Værten spilede Ballonen bedre ud.

- Efter Appetiten, - saadan som man æder til, tænker jeg!

- Hele Molevitten! sagde Asmadæus stort.

Ballonen slog et skævt Slag, som naar et Menneske trækker paa Skuldrene, og tog et Ølglas og skød det hen under en Hane.

- Bi lidt!

Asmadæus saa stift paa ham.

- Et Stykke Flæskesvær og et Glas Vand!

Glasset kørte baglængs, væk fra Hanen.

- Hvad for noget?

Men saa kørte Glasset tilbage igen, og Øllet skummede ned i det.

- Vi har frisk Aal, - stegt! anbefalede det henne bag Disken.

- Aal! sagde Asmadæus, - hvor fanger man den ?

- Ude i Stranden, tænker jeg!

Værten kom drivende med Øllet og skød det ind paa Bordet.

Asmadæus tog om Glasset og drak en Slurk.

- Ja - jeg har ellers ikke bestilt det! sagde han og satte det fra sig, - men kanske Vand ser saadan ud i Kjøbenhavn!

347

- Ja - mestendels! sagde Værten og saa paa ham. Asmadæus famlede ved Glasset.

- Kan man faa paa Kredit her? spurgte han og holdt om det.

Værten gav et langt Pust fra sig og satte Knoerne i Bordet.

- Naa - saa du er af den Slags!

Men Asmadæus halede sit Svendebrev op og glattede det ud.

- Jeg er lige kommet herind, sagde han, - jeg skal hen og arbejde hos Nielsen og Schrøder!

Det var der, den rødhaarede i sin Tid havde faaet Plads.

- Naa saa det skal du! - ja, hvad rager det mig! haanede Værten.

Men han tog Svendebrevet og læste i det. Saa smed han det hen ad Bordet.

- Hvor bor du?

- Jeg er lige kommen!

- Lige kommen?

- Ja! - paa et Læs Halm!

- Det var Satans!

- Ja - det kan gerne være!

- Har du et Ur?

- Et Ur? - næh!

- En Ring da?

- Næh!

- Ikke en Bid fra et Pigebarn?

- Næh! - men tag Svendebrevet! - det varer jo bare til i Eftermiddag! - Jeg har ikke spist siden i Gaar Middags!

Værten stod lidt og buldnede i Stilhed. Saa stak han Svendebrevet til sig og drev om bag Disken. Der gav han sig til at stable sammen paa en Tallerken.

- Det er det, jeg siger, knebrede den skindmagre op, - det kristne Sindelag, Carlsen, det er det, det kommer an paa!

348

Det kogte Hoved gyngede i Halstørklædet.

- Det kristne Sindelag - lag! nikkede det.

Men da Værten kom med Tallerkenen og satte den foran Asmadæus, bøjede den skindmagre sig frem.

- Snyd ham for det! sagde han.

Det kogte Hoved lo, saa det glødede.

- Sagde De ikke, De var sulten? vrinskede den skindmagre, - men jeg siger Dem: Den, som er sulten, han æde! Saadan staar der skrevet! Kan De vælte Loven og Profeterne, Carlsen?

Værten var paa Vej om bag Disken. Han tog sig en Skraa.

Den skindmagre tog sig en Slurk. De sad og drak Øl, de to.

- Jeg har sagt Dem det før, Carlsen! advarede han, - De ta'r Penge for det! - men kan De betale Gud det tilbage? - Ja, jeg spørger blot!

Carlsen havde sat sig ned. Han pudsede Tinskeer i sit Forklæde.

- Det kan vel ikke blive saa farligt, knurrede han, - hvad Deres anbelanger!

Den skindmagre klemte sig over Øjnene, saa de slukkedes, og slap dem paa ny, saa de slog ud i vild Lue. Det var Asmadæus, han brændte dem af paa.

- De vil arbejde, siger De! hostede han, - arbejde! For hvem vil De arbejde? Se paa mig og se paa ham der! Vi har ædt gratis i den Stald, de kalder Universitetet. Vi har haft Kærnen mellem Tænderne! Hvad er det, som bliver bedre, fordi De arbejder? Carlsens Øl maaske, og, hvis De holder af Øl, Deres eget Velvære! Men alle de andre! Kan De faa Solen til at naa ned i en Kælder, naar der staar fem Etager Sten seks Alen over for den? Kan De faa Lærken til at synge paa Amagertorv? Kan De faa Guldet til at skæppe hos den, som hverken har Guld eller Skæppe, og som alligevel ved, hvad Guld og Skæppe er?

Asmadæus sad med et Stykke Skinke paa Gaffelen. Han smilede som en Sejerherre.

349

- Tag den med Ro! sagde han.

Værten raslede med Skeerne.

Den skindmagre tømte Glasset.

- Dynamit! sagde han, - de har slaaet Bom der, hvor Jorden var givet gratis til Dem og mig og den Rullekærling, som jeg bor hos! Gaa De hellere ud og stjæl! De andre, de vil bare bruge Dem, slaa Dem som en ny Laas for Bommen! Spyt dem i Øjnene og plant Dem som en Markens Lilje midt i deres Spisestue!

Asmadæus sad og spiste, sindigt og vel til Pas.

- Amen, - i Guds Navn! sagde den skindmagre, - Amen, I Idioter! - Er det maaske ikke sandt? spurgte han spagfærdigt.

- Det er det, - er det! nikkede det kogte Hoved.

Værten saa op fra Tinskeerne henne bag Disken.

- Hvad staar den paa i Dag? spurgte han.

Den skindmagre sad og trak i sit Skæg.

- Snak ikke om det! sagde han.

- Blev den til Skolelæreren færdig?

- Fik Gud ikke skabt Verden, Carlsen?

- Der er maaske ingen Ting i Dag!

- Jo, jo! - en skidenfærdig Adresse fra Kommisserne til Grossereren, som holder Sølvbryllup og skal have et Blækhus; - han skal ha' alle Løgnene paa Pergament og med Violet og Krusseduller!

- Ja, Sludder er vel Sludder, enten man siger det, eller man skriver det! sagde Carlsen og lagde Skeerne fra sig i en Skuffe.

- Der kan man se, hvor De er uvidende, Carlsen! Naar jeg siger til den sultne, unge Mand der: Æd Maden, for Maden skal du have! saa er det ikke noget Sludder, men saa har det den Ære at være en af de faa evige Sandheder, - for ikke at prale og sige, at det er den eneste! Men naar fem sultne Kommisser 350 sætter sig ned og takker Grossereren, som havde han gjort hver af dem til Konge i Jerusalem, saa er det noget Sludder, - ufortalt, at de er saa venlige at lade Undertegnede sminke Adressen med Skønskrift og hvad Sving, der kan blive Raad til!

Det hev og buldrede inde i Carlsen; han spyttede omme bag Disken.

- Saa gør I det vel gratis! sagde han, mens alle de oprevne Organer faldt til Ro.

Den skindmagres Øjne brændte med Glædesild.

- Gratis! skal man ophjælpe Løgnen? Sludderet skal man blodsuge, Carlsen, paa det, at man kan udtørre Kilden, hvorfra det kommer! Men Folk, som tænker, dem skal man ikke være bange for at række en Haand! Læg Dem efter det, Carlsen! - lad os ligefrem faa en Øl til paa det Grundlag!

Den skindmagre skubbede til sit Glas, og den rødkogte skævede forventningsfuld hen paa Carlsen.

Carlsen trak et sort Bræt frem under Disken og slog et Par Kryds derpaa med et Stykke Kridt. Saa hentede han Glassene og fyldte dem.

Den rødkogtes Øjne skinnede som det blideste, solbelyste Mosevand.

- Og den unge Mand - Mand! nikkede han over mod Asmadæus, der lige var færdig med at spise. - Sæt Dem her over - over! føjede han til.

Men Asmadæus var mæt og egentlig mest stemt for at komme op ad Trappen.

- Jeg maa vist hen paa Værkstedet! sagde han.

- Ja, ellers forgaar vist Verden og vi alle sammen! nikkede den magre uden at se paa ham.

Asmadæus saa gennem Ruden og op paa Gaden. Der travede Ben og Skørter ustandseligt forbi hinanden. Han sad saa godt.

- Hvad er Klokken?

351

- Den sidder der!

Carlsen pegede med Tommelfingeren op over sin Skulder.

Ni var den.

- Ja - een kan der vel blive Tid til! sagde Asmadæus besindigt overvejende og drev over og satte sig for Enden af deres Bord.

Carlsen kom med Øllet.

Den magre saa op paa ham.

- Og De? - sæt Dem, Carlsen! - man kan ikke mangle Storborgeren i et ordentligt Selskab!

Carlsen trak en Stol ud.

Den magre lagde Hænderne foldede foran sig, lod Tommelfingrene snurre og saa fremdeles paa ham.

- Har De ikke Raad, Carlsen?

- Man maa spare sig!

- Maa jeg sælge Dem et Glas Øl?

Carlsen svarede ingen Ting. Saa spyttede han Skraaen ud og hentede sig langsommeligt et Glas.

- Ja, det er det, vi kristeligt kalder det skønne ved det, sagde den magre, at vi alligevel saadan kan sidde sammen uden at æde hinanden, - jeg vil ikke sige flaa, for De flaar os, Carlsen ! . . . Det skulde De aldrig have gjort! - han vendte sig pludselig til Asmadæus, - jeg mener kørt herind! Hvis jeg var Dem, lejede jeg mig et Halmlæs og kørte hjem igen!

- Aa, man maa da prøve det med! mumlede Asmadæus.

- Prøve - hvad for noget? - at se Pengene vandre i de forkerte Lommer og Etatsraadindens Kat drikke den Sødmælk, som kunde holdt Livet i Skraldemandens Unge! - De skulde være blevet ude paa Landet, lille Ven!

Han tog en Slurk.

- Dèr har Vorherre allenfals vidst at gardere de Træer, han har betroet at bære den spiselige Frugt, og trumfer dog endnu 352 en Gang imellem Vinden til at blæse den ud paa Veje, hvor de, som trænger til den, kommer forbi. - Men maaske De ikke stikker op for nedblæste Tagsten eller en maset Skiferdækker!

Det snurrede inde i Hovedet paa Asmadæus. Han gav sig til at le og vidste ikke, hvoraf han lo. Det var nærmest som i Nat, da det blæste i Skoven. Her sad han, og saa syntes han endda, han var udenfor Byen.

- Prøve! vrængede den magre, - luske! - fedte! - snuse! ... Nebucadnezar, - det er syv hundrede Tusind Aar siden, Carlsen! - Nebucadnezar, han flaaede hele det babyloniske Folk, - men en Dag gik han ud i Skovene, skjulte sig, aad Urter som Øksne, og hans Legeme blev vædet af Himlens Dugg, indtil hans Haar voksede som Ørnenes Fjedre og hans Negle som Fuglenes Kløer!

Den magre hostede længe og hult. Det lød som en sprukken Taarnklokke, der dinglede og dunglede inde bag lukkede Glugger.

- Ja - havde jeg Helbred! sagde han omsider hæst og træt.

Carlsen kløde sig i den venstre Armhule.

- Ja vist saa, Hr. Isager! sagde han, - den Sag kan der jo siges meget om, saa længe den ikke ligger for!

Men Hr. Isager hørte ikke, hvad Carlsen sagde.

- Som nu her, sagde han, - hvad stak De ham det Svendebrev for?

Asmadæus saa ned i Bordet. Nej, det havde han længe fortrudt. Det var saadan kommet over ham den Gang. Han var bange for ikke at faa Mad. Han stirrede helt grisk, - saadan som naar de hjemme legede "Kom igen, min Fugl!"

- Giv ham det! sagde Isager pludselig og rakte sin magre, benede Haand over mod Carlsen.

Carlsen lænede sig tilbage paa Stolen.

353

- Det ligger meget solidt her!

- Men ikke mere end tre Kommaer i det er Deres!

- Hvor ligger saa Frokosten?

Det knagede i Carlsens Stol.

Isager knyttede de Knogler og Aarer, som var hans Haand, og gyngede dem frem og tilbage.

- Dèr, hvor den almægtige Gud fra Tidernes Morgen har beredt den et Leje, - i en sulten Mave! - paa det, at De ikke skulde blive myrdet, Carlsen!

Det kløde fremdeles i Carlsens venstre Armhule.

- Ja, nu skal vi straks! sagde han og saa op i Loftet.

Isager drak. Saa rystede han paa Hovedet.

- Carlsen, De er ikke opmærksom!

- Jeg sørger for mine Medmennesker, forklarede Carlsen,

- det kan De vel ikke klage paa, Isager! - og saa er man vel ogsaa nok sit eget Medmenneske!

Isager lagde sin Haand over paa hans.

- De er forbløffende! sagde han, - naar det bare var det, vi havde talt om! ... Nu De, unge Mand, vendte han sig til Asmadæus, - snak fra Leveren! - tag det ikke saa højtideligt!

- der er ingen andre, som bliver snydt, end de, som tier! - De skal ikke gaa, før De har Deres Papir!

Asmadæus blev rød i Hovedet. Det var ham som Gadens Larm deroppe. Han sad midt i Bilquists Jærnstøberi og kunde ikke samle sine Tanker, - til med eet Blodet skød op i hans Tindinger, fuldere end før. Han var med, blev klar. Det var pænt af ham, Isager, og han kunde godt lide det, han sagde. Svendebrevet blev med det samme til en Værdi, lige saa god som Tikronersedlen. Han gad nok faa det til sig igen. Men han, Carlsen, havde det, og den besiddende var den stærkeste. Og saa var det tydeligt, at Carlsen sad og havde Isager til Grin, selv om alt det, Isager sagde, var helt ud rigtigt.

354

- Jamen hvad skal jeg med det, naar De selv siger, at det ikke er til nogen Nytte at arbejde? spurgte han og pressede Hænderne i Lommen for at dække Forræderiet med en stram Holdning.

Carlsen knagede bag over i Stolen, som om alle Livets Kræfter paa een Gang bovnede i ham.

- Den var der! gylpede han, - stik den, Isager! - den er, Gud døde mig, lige til at udlevere det paa!

Asmadæus straalede.

Men Isager stirrede ned i sit Glas, sad og, løftede paa det og tømte det omsider.

- Saa giv ham det da! sagde han tørt. Carlsen fedtede med Haanden hen over Hagen.

- Melder De Dem god for Frokosten, Isager? spurgte han og slimede Isager ind i al et skævende Bliks Fiffighed.

Isager saa over paa den rødkogte.

De tos Øjne talte sammen som med et eneste tyst Ord.

Isager nikkede.

- For Deres Skyld, Carlsen! sagde han med Redelighedens jævne Klang i Stemmen, - skriv den!

Men Carlsen væltede sig bort fra Bordet.

- Aldrig i Evighed! sagde han, - nej, aldrig i Evighed, Isager!

Isager rejste sig.

- Carlsen! - Deres er Magten, nu og i al Evighed! . . . Jeg sagde ikke Æren, - husk paa det! - og jeg sagde ikke Amen!

Den rødkogte kom paa Benene. Carlsen lettede sig. Asmadæus saa paa dem, saa gjorde han som de, blot at han blev staaende med Øjnene paa Carlsen, som om han ventede.

Men Carlsen bemærkede ham ikke.

Saa drev Asmadæus op ad Trappen efter de andre.

355

De stod oppe paa Gaden. Den rødkogte havde sin Arm under Isagers og støttede ham.

Isager nikkede til Asmadæus, da han saa ham. - Tag bare ikke det Rak højtideligt! sagde han. Saa gik de.

XIII

Og Asmadæus gik som de, - den modsatte Vej og hurtigt som den, der har ladet sig opholde af Snak og forsømt sit Arbejde. Men Hastværket varede ikke længer end, til en Fornemmelse i Nakken sagde ham, at nu var han uden for Synsvidde. For en Sikkerheds Skyld vendte han sig. Der var ingen Folk at se, som han kendte. Og dermed var Asmadæus sig bevidst at have god Tid paa alle Leder og Kanter og rigelig Raad til at behandle det, som var Virkeligheden, besindigt.

Han klemte paa Trøjelommen. Det knirkede ikke i den. Saa meget var tydeligt, at Svendebrevet var han lettere.

Asmadæus vendte og drejede den Fornemmelse et Par Gange. Saa kom han til det Resultat, at det Papir og, hvad der hørte det til, havde han alligevel ikke skænket en Tanke siden i Gaar Eftermiddags. Nu det var borte, var det ligefrem, som om han aldrig havde haft det. Og med det havde han faaet skubbet fra sig alt, hvad der kunde ligne Forpligtelse. Det var saa udmærket, som om han havde tænkt det ordentligt sammen fra først af, - og saa var det kommet helt tilfældigt!

Asmadæus stak Hænderne i Lommen, saa ned over Gaden, op over Husene, op i den graanende Himmel.

Det skulde ikke blive saa farligt at tage sig Tingene saadan, som det nu engang var blevet hans Lod - og, Gud ske Lov! hans Lyst - og endda faa det hele paa billige Vilkaar!

356

Det var begyndt at regne, en fin, kold Efteraarsregn; Brostenene laa allerede vaade og sorte.

Men Asmadæus var saa varm indvendig, at Vejrets Foreteelser ikke bed paa ham, og saa sikker til Mode, saa velhavende paa glade Tanker, at han fik en overmægtig Trang til at strø om sig med dem, hvor han kunde.

Han saa sig om i glad Forventning.

Det var en anden Gade, han var kommen ind i. Men den laa sort i Regnen og fuld af Larm som den forrige, og Folk strømmede forbi ham under deres Paraplyer. Der var Mennesker nok, - blot ikke det eneste, som han havde Brug for, ikke et eneste, han kendte.

Det var nedstemmende, - men ellers ikke værre end, at man kunde tænkt sig det.

Han skulde være fulgt efter Isager. Det havde vel ikke gjort noget! Naar nu han var den eneste, han lige akkurat kendte, og ovenikøbet saadan en ligefrem Karl og en, der forstod sig paa meget, og som tilmed kom med alt det, Asmadæus gik om og mente.

Asmadæus saa ned over Gaden, som om der kunde være den ringeste Mulighed for at faa Øje paa Isager.

Regnen begyndte at drive ham ned over Kinderne.

Han havde dog alligevel ikke været rigtig om sig.

Men noget maatte der vel vise sig, saa glat som det ellers var gaaet. Det sagde vel ikke Stop saadan med eet, fordi det var blevet Regnvejr.

Man kunde jo lede ham op. Det skulde være i en Rullekælder. Men dem var der mange af. Han havde netop lagt Mærke til dem, naar han kom forbi dem, og tænkt paa Isager. Den Historie kunde blive langvarig og passede derfor ikke til Asmadæuses Behov.

Saa tørte han Regnen af sit Ansigt og vilde gaa videre, men blev staaende.

357

- Jamen, - Signe!

- Næ -

Asmadæus gik alligevel videre.

Hende kendte han nok og havde hendes Adresse og Hilsen med fra Træskolarses. Den havde Træskolars givet ham allerede for fjorten Dage siden. Men hende kunde man altid gaa til. Det havde man saa sikkert. Og saa var det ogsaa saa længe siden, de havde set hinanden. Man kunde aldrig vide, hvordan Hovedet sad paa hende nu, saa længe som hun havde været herinde.

Og Asmadæus vandrede videre, rundt i de vaade Gader, og vidste ikke, hvor han kom hen, men syntes til sidst, at han ingen Vegne kom.

Han stod uden for en Urmagerbutik. Klokken var bleven tolv.

For Resten kunde det jo være lige meget, hvordan Hovedet sad paa hende! Han kunde jo aflevere den Hilsen!

Det var aabenbart alligevel ikke Vejr til at faa noget som helst til at hænde i, saa længe man hverken kendte til det ene eller det andet i disse beskidte Gader!

Han saa sig endnu en Gang langt omkring, om ikke et eller andet Tilfælde skulde være kommet paa Benene. Men der var ikke det at se, som han kunde bruge.

Saa gik han hen til en Ølkusk, der stod ved sin Vogn og skubbede Kurvene til Rette, saa Flaskerne raslede, og spurgte ham, hvor den Gade laa, som Træskolars havde opgivet ham.

Kusken stod med en Kurv i Haanden og gav Besked, skød saa Kurven ind og hele Overkroppen efter den.

- Jeg skal ellers den Vej, - du kan jo sætte dig op! sagde han inde i Vognen, trak Overkroppen ud og slog Vognlemmen i med et Smæld.

Ja, det var ikke det værste!

Saa kom de op begge to, og Vognen rumlede ned ad Gaden.

Men saa blev det aabenbart for Asmadæus, at nu gik Sagen 358 unødvendig hastigt. Saadant et Jag havde det heller ikke. Og for at komme i Lag med noget andet, gav han sig i Snak med Kusken. Asmadæus sad og saa paa Hestene, paa det solide Seletøj og den velmalede Vognstang.

- Det var ellers ikke saa galt at have saadan en Vogn at køre om med! sagde han. Kusken saa lige ud.

- Nej nej! svarede han.

- Allenfals bedre end at staa paa et Værksted! fandt Asmadæus og levede op ved Tanken.

- Ja ja!

- Man faar da set Byen!

- Ja, magelig!

Asmadæus gled helt frejdig videre.

- Monstro det er vanskeligt at faa saadan en Plads?

Kusken saa bestandig lige ud; hans Hoved sad, som var det ikke til at dreje.

- Saadan lige at løbe til er det vel heller ikke! sagde han tørt og polerede Embedets Anseelse.

- Ja - jeg er ellers Maler og ude fra Landet, - saa et Par Heste har jeg kørt før.

- Ja, det har du vel!

- Og saa er der intet Arbejde ved Professionen!

- Nej, de siger det!

Hjærtet bankede i Livet paa Asmadæus.

- Man kunde da ogsaa - saadan gratis - lappe paa Vognene, naar det faldt for!

Kusken gav sig god Tid.

- Ja, det er der jo ikke noget at sige til! svarede han omsider hen i Vejret og gabede.

Men Asmadæus havde atter faaet sin Evne til at finde, en god Ide var kommet til ham og dermed den glade Fripostighed, der 359 i et Øjeblik ser Sagen til Bunds og har alle Angreb i Orden med det samme.

- I er vel mange Vogne? spurgte han.

- Ja, nogle er vi da.

Det Svar var til at spille eftertænksom paa i en lille Pavse.

- Saa har I maaske hver sit Stykke Vej at besørge?

- Ja, det er tydeligt!

- Kører du altid denne Vej?

- Denne Vej? - det kan man vel ikke, naar man har Landet!

Asmadæus saa paa ham.

- Har I ogsaa Landet?

- De drikker vel ogsaa noget!

- Hvornaar skal du den Vej?

Kusken nikkede som en, der er ved at sove ind, men tog sig i det og knejsede som et Bræt, der svipper lige.

- I Morgen, - to Gange om Ugen! svarede han med gnaven Hast.

Asmadæus maatte med al sin Vægt sætte sig paa sin snakkevorne Lyksalighed.

- Er I ikke mere end een paa Vognene?

- Hvad skulde man saa stille op?

- Du er jo da alene!

- Vi er to.

- Hvor er den anden da henne?

- Han er rendt.

- Naa! sagde Asmadæus; han saa sig allerede kørende rundt paa en god Vogn og svarede ikke mere.

Kusken tjattede paa Hestene.

- Kanske du ikke har noget mod Pladsen? sagde han langt om længe og kneb Øjnene sammen som den, der pludselig faar for meget Lys i dem og tager Forbehold.

360

- Man har ve! Lov at prøve!

Kusken tog et Tag i Linerne.

- Det kan jo være, de allerede har taget en!

Asmadæus tav og tænkte sit.

- Du kan jo altid gaa med ind paa Kontoret! kom det lidt efter en Kende opmuntrende.

- Ja, det koster vel ingen Penge!

Kusken gav sig til at pirke med Pisken ved Halen paa den ene Hest.

- Skulde du faa den, sagde han, da han var færdig, bliver der vel altid til et Par Kroner til en anden en for Villigheden!

- Det gør der! nikkede Asmadæus.

- Ja, jeg mener blot, at hvad man er enig om, det er man enig om!

- Det er tydeligt!

- Og saa er det ellers blot et Par Gader derfra, hvor du skal hen!

- Det passer alt sammen! svarede Asmadæus.

- Ja, for alene joller jeg sgutte rundt og opvarter Bønderne! sagde Kusken i pludselig, grødet Veltalenhed.

Asmadæus forstod, at med de Ord spyttede den Mand højtideligt paa Tokroneren og gav ham Pladsen, for saa vidt det stod til ham.

Men med eet slog den hele Historie om i Asmadæus. Han havde allerede nydt alle Herlighederne ved den Bestilling, havde i Fantasien kørt dem alle sammen igennem, slugt dem paa een Gang, og sad nu mættet og havde alene den trevne Fornemmelse af det bundne, der bar det hele.

Det var egentlig Hip som Hap, Værkstedet og dette.

Han var lige ved at slaa det hen og fri sig.

Men saa paakom der ham saa underlig sørgelig en Følelse af Vinter, af Slud og Kulde og ingen Sol. Han saa sig ensom og 361 pengeløs - og gav sig Skæbnen i Vold. Men hvad der helst maatte ske, hvad han helst skulde haabe, vidste han ikke.

Og da det skete, at han fik Pladsen, fra den følgende Morgen at regne, og to Kroner paa Haanden, - dem han lod gaa videre, - stod han som en afbladet Busk, der plantes om ved Efteraarstide og bare skælver med Grenene, mens Gartneren stamper Jorden fast om den.

Han var ganske nøgtern til Mode, da han fandt Signe oppe paa et Kvistkammer tæt derved, - nærmest som gik han et Ærinde.

Men Signe . . .

Det slog ham, da han saa hende, at han havde gaaet og tænkt paa hende, - tænkt paa hende, som hun var, da de sidst var sammen.

Nu stod hun der stor og blond og voksen og ledte med sine lyse Øjne efter, hvem han var. Og han begreb, at Tiden, der var gaaet, med dem begge havde gjort en Gerning, som aldrig var kommen i hans Tanke. Han saa paa hendes Blik, at han selv var bleven stor som hun.

- Kender du mig ikke? spurgte han og smilede uden at ville det; det var, som om alt det triste og klamme, der var kommet op i ham, maatte sætte sit Mærke, før det paa ny forlod ham, og satte det i det Smil.

Hun stod og saa paa ham og saa paa ham med Velbehag. Og han følte og forstod det. Thi hans Sørgmodighed var ved at synke og hans Glæde ved at stige, og da er alle stakkels Døgenigters Sind saa skært som en Himmel ved Gry og fornemmer det mindste Pust.

Saa slog hun pludselig med Nakken og, lo som en, der løfter sin Latter til Vejrs over noget.

- Det manglede bare, at man ikke skulde kende dig!

Dermed var al skælvende Dis blæst bort og Solen højt paa Himlen.

362

- Ja, det er vel aldrig værd, at vi skaber os! sagde Asmadæus; han sendte et sidste Blik tilbage over det, der var gaaet igennem ham, da han saa hende.

- Hvad skulde vi det for?

Hun gik hen til Bordet ved Vindvet og satte sig med Ryggen til ham og gav sig til at snurre Hjulet paa en Symaskine rundt.

Asmadæus saa sig om i Kammeret. Der laa halvtsyet Tøj paa Stolene og over Sengen. Der var alligevel pænt, fandt han. Og Signe havde en fin Kjole paa, og Haaret sad hende i Nakken som paa en Dame. Det var et Øjeblik nær ved, at han ingen Ting turde.

- Du kunde vel gerne byde En en Stol! sagde han brøsigt.

- Skal du have det saa højtideligt?

Hun saa ikke op fra Sytøjet.

Asmadæus lo. Han kendte hende, trods Damekjolen og Nakketoppen. Saa lettede han Tøjet fra den Stol, der stod nærmest hendes, over paa Sengen og satte sig.

- Ja, jeg skal ellers bare hilse dig fra dine Forældre! sagde han, da han havde siddet lidt og set paa hendes Haand, der svirrede rundt med Hjulet.

- Det kan jeg næsten regne ud!

Asmadæus tav saa længe, til hans Stædighed var blevet paalidelig.

- Kan du ikke stoppe lidt! sagde han saa, - det er ikke til at snakke i det Spektakel! Men det kunde hun ikke.

- Maaske du vil sy for mig? svarede hun og blev ved.

Asmadæus greb efter et Svar; det flød ud, dette her.

- Ja - efter Fyraften! sagde han.

Og med det Svar tog han Stilling.

Signe gjorde et Kast med Hovedet.

- Du sidder maaske og arbejder!

363

- Nej, men i Morgen begynder jeg! nikkede Asmadæus, - jeg er blevet Svend, skal jeg sige dig, og skal arbejde hos Nielsen og Schrøder!

Signe syede en Stund endnu. Saa standsede hun, lænede sig tilbage, saa flygtigt paa ham og gav sig til at pille ved nogle Skruer paa Maskinen.

- Naa saa det er du! sagde hun.

Asmadæus smilede.

- Trode du, jeg var rejst af den bare Fornøjelse?

Men Signe svarede ikke, som han spurgte.

- Saa skal du maaske blive herinde! sagde hun.

- Kunde du ikke regne den ud?

Hun saa pludselig paa ham. Saa lo hun.

- Jeg trode, du var rendt af Læren! sagde hun.

Men gennem Latteren maalte hun ham, helt alvorlig, fra Top til Taa.

- Nej, det kan man nok ikke leve af! svarede Asmadæus solidt.

Det var ikke hendes Ord, han svarede paa; det var hendes Blik, han gav sin Tilslutning.

- Det kunde jo maaske gerne være, det kunde hænde, at vi kunde rende paa hinanden ved Lejlighed! forsøgte han.

Signe sad og saa paa ham og gled aabenlyst over i Alvoren.

- Saa du er blevet Svend!

- Ja hvad er der vel ved det! svarede Asmadæus. Hendes gentagne Forbavselse virkede paa ham, som sad hun og kildede ham under Næsen med et Halmstraa.

Hun sagde ingen Ting lige straks. Saa rimpede hun Munden spidst sammen som den, der ikke vilde le, og bøjede Hovedet bag over.

- Saadan en tosset Dreng!

Asmadæus stak Hænderne i Lommen og lænede sig tilbage mod Stolens Ryg.

364

- Ja - det var den Gang! - og der er ikke stor Forskel! svarede han og slog med Hovedet, - saa hvis du ikke har forandret dig noget videre, skal vi magelig komme ud af det sammen!

Men Signe vendte sig til Symaskinen. Hun tog sig intet for med den; hun saa blot ned over den og ind under den.

- Sikken en Bonde du er!

Asmadæus lo.

- Jeg har aldrig kunnet blive vred paa dig, Signe!

- Hvad skal det sige?

- Det er noget, som falder mig ind!

Signe rettede sig i Sædet og sukkede, som om hun kedede sig.

- Der falder dig vist lovlig meget ind!

- Nej, ikke videre! svarede Asmadæus, - han saa bestandig paa hende, - ikke videre end, at jeg sidder saa hyggeligt her! Det er akkurat som at være hjemme paa Landet igen. Jeg kan ikke lide de beskidte Gader, skal jeg sige dig!

- Hvad kommer det mig ved ? Du kan jo gaa hjem igen!

- Ja det kunde det godt være endt med! - men nu er det ikke saa nødvendigt!

Hør, sig mig, sagde Signe pludselig og saa paa ham med en trættet Sjæls utaalmodige Ro, - mon der ellers er noget, du vil? - for nu har jeg jo hørt, at du skulde hilse mig, og at du er blevet Svend!

- Ja, det er der rimeligvis! svarede Asmadæus og saa frem for sig, som svømmede en stor, blaa Luft omkring ham.

- Saa skynd dig!

Men Asmadæus bøjede sig frem og tog hendes Haand og saa hende ind i hendes Øjne.

- Det gaar saa hastigt med mig! sagde han, - jeg tænkte ikke paa det, da jeg gik herop! ... Jeg vil ikke undvære dig for mange Penge, Signe!

365

Hun lo, kastede sig paa Stolen, hvor hun sad, og lo.

- Dit Fjols! - jeg har en Kæreste!

- Det har jeg ogsaa! Hun blev ved at le.

- Jeg har hele to! havde han nær føjet til for at trumfe hende over, men kom i Tanker om, at paa det vilde hun kende ham og forstaa, at han løj.

- Det kan der jo altid blive Raad for! sagde han sindigt og søgte bort fra de fremmede Elementer, der var kommet ind i Emnet, - jeg sidder jo bare her og vil have Lov til at komme igen og sidde her. Vi to kender jo dog mere til hinanden end de fleste!

Signe trak lempeligt sin Haand ud af hans.

- Er du sikker paa det?

Asmadæus lænede sig tilbage og bredte sit Bryst.

- Ja det ved den levende Gud! sagde han, som bedyrede han sin egen og den hele Jords Tilværelse. - Se, nu kan du jo gerne drille mig saa længe, du vil! føjede han sejrende til, - jeg kendte dig, lige fra du lukkede din Mund op, - og Gud ske Lov for det!

Signe lagde Hovedet paa Sned.

- Hvad er der, lille Asmadæus? - græder du?

Asmadæus lo. Alligevel nikkede han.

- Det tøer i mig, - jeg har faaet noget mod denne Aarstid, - - men det tøer i mig! - Jeg skal sige dig, jeg synes, der er noget, der er hændet mig, som har slaaet Benene fra mig, bag fra; - det er, ligesom om der var nogen, der havde stjaalet fra mig - alt det, jeg skulde bruge; - og saa er det, at jeg sidder her og ser paa dig og synes, at det alligevel er Løgn og kan være lige meget! ... Sig et venligt Ord, Signe!

Signe blev rød. Hun famlede med Fingrene i sit Skød.

- Er det Kæresten?

366

Asmadæuses Øjne blev store og tomme. Saa skød pludselig et af de mest straalende Smil, et Menneske raader over, frem i dem.

-Ja!

Signe blev saa stille som Symaskinen paa hendes Bord.

- Du maa gerne komme her! sagde hun langt om længe.

Asmadæus sad og sled med sit Ansigt. Det var svært for ham at faa det til at udtrykke det rette. Lykkelig var han, men det med Kæresten maatte han holde paa.

Saa gav han sig Taknemmeligheden i Vold.

- Se! sagde han og trak Tikronersedlen op af Lommen og lagde den paa Bordet ved Siden af Symaskinen.

Signe saa ikke paa Sedlen; men hendes Øjne fik Medlidenhedens blideste Glans.

- Du er tosset! sagde hun.

Asmadæus smilede.

- Har vi ikke kendt hinanden før?

Signe saa paa ham, lyst og aabent.

- Hvad er det, du bilder dig ind?

- Ingen Ting! - ikke andet end det samme, jeg altid har bildt mig ind, - naar jeg trængte til det! føjede han til og fik Taarer i Øjnene over sin egen Ærlighed.

- Hvad for noget? spurgte hun famlende; men hun slog med Nakken.

- Ja, det kan du spørge dig selv om! sagde han sikkert.

- Du er en Nar! svarede hun; men hendes Øjne hang paa ham, som var han en Roman, hun havde faaet ind ad Døren og kigget sig nysgerrig i.

Asmadæus rejste sig.

- Ja - bild dig det ind! svarede han og tog sin Hue.

Hun saa op paa ham.

Han lagde hurtigt sin Haand paa hendes fine Kjoleskulder.

367

- Bliv, hvor du er! sagde han og gik mod Døren, mens den kolde Bevidsthed om, at nu var han pengeløs, sled hans Hjærne med Spørgsmaalet om Mad og Logi. Han var lige ved at bede hende bytte Sedlen og beholde de otte.

Men i Døren vendte han sig.

- Jeg har flere! smilede han.

Og da han saa hen paa hende og saa, at hun sad og stirrede efter ham, forsvandt Sedlen og alt andet end hun af hans Tanke.

- Signe! sagde han og følte, at det brændte bag hans Øjne, - du er en storartet Pige!

Dermed gik han.

XIV

Det var Dagen derefter. Det sneede og regnede. Asmadæus sad oppe paa Ølvognen og kørte ud ad Landet til.

Da de var kommet neden for Frederiksberg Bakke, holdt Kusken Hestene an, slap Linerne over i Hænderne paa Asmadæus, kravlede langsomt ned og gik hen foran Dyrene og puslede en Stund med Bringetøjet.

- Det sidder meget ordentligt! sagde Asmadæus; han havde selv spændt for.

Saa kom Kusken tilbage, men blev staaende nede paa Gaden, lagde sin Haand paa Fodbrædtet og pillede sig i Næsen.

- Jeg kan'te bruge det Vejr! sagde han.

Asmadæus trak paa Munden.

- Aa Skidt! trøstede han sig selv.

- Saa saa Kusken op paa ham med et Par malede Træøjne.

- Du kan jo nok klare Turen!

Asmadæus slækkede paa Linerne og saa ned paa ham.

- Hvad er der?

368

- Du kommer til at køre Turen!

- Vil du ikke med?

- Nhæ!

Asmadæus saa ned paa ham og gned sig om Hagen.

- Jamen - -

- Jeg har jo forklaret dig den, - og saadan plejer vi nu!

Asmadæus vendte sig og saa hen over Vognen med alle dens Flasker.

- Med alt det der! sagde han benovet, som tog han Skøn over en højtidelig Sum.

- Jeg staar her, naar du kommer i Aften! sagde Kusken og slap Fodbrættet og klaskede den Hest, han stod nærmest ved, over dens vaade Bagpart.

Saa gik han, og saa gik Hestene.

Asmadæus sad med Linerne i Haanden og lod sig og alle Flaskerne køre. Han saa frem for sig. Der kom store Snefnug tumlende ned mellem Regnen; de svinglede ud og ind, mens de dalede, dejsede saa latterligt tilfældigt, men naaede alle ned. Og som Asmadæus sad og saa paa dem, blev han helt fyldt af en lettende Familiefølelse og en stor Trøst over al Tings Samhørighed.

Ellers var han ikke i videre godt Humør.

Det var galt alt sammen, - siden han havde fundet Signe.

Der var to Ting, der stredes i ham.

For det første var det Signes Skyld, at han sad her paa Vognen. Havde han ikke truffet hende, var han aldrig mødt til denne Plads, ked af den, som han var, før han fik den. Men der var noget i det, han havde fundet i hende, som gjorde, at han maatte gaa lige ud og vise sig vederhæftig, trods det, han strittede imod. Men der var paa den anden Side det, at dette var en snavs Bestilling, og at han havde løjet for hende. At han havde løjet, var i sin Orden, - hvordan skulde han ellers faaet lirket 369 hende saa vidt, som han fik hende? Men med dette, som han nu sad i, kunde han ikke holde Stillingen. Det gav ingen Penge. Om han havde haft det forbandede Svendebrev og faaet sig en Værkstedsplads, blot for Vinteren! Det var altid et Par Skilling mere reddet - og saa Æren! For dette var jo dog ikke til at skjule i Længden. Og saa - flakke rundt, det havde han tabt Lysten til, siden han saa Signe. Det var ikke nødvendigt, naar man havde hende. Der var ingen Ting nødvendigt, naar man havde hende, - ikke andet end have Penge, være solid, og saa sidde og se Kornmarken i hendes Haar og den blaa Himmel i hendes Øjne, alt det, som var udenfor, samlet sammen i hendes lille Kammer. Han fik en pludselig Lyst til at vende om, løbe til hende og sige Sandheden, ligge med Hovedet i hendes Skød og føle sig ganske stille.

Asmadæus saa frem over Landevejen.

Der stod de vaade Træer og dryppede og skinnede blanke som Jærn, der svedte koldt; der laa de brune Marker og ydede intet uden et stort Øde; der løb Vejen med Sølet riflet af forladte Hjulspor.

Han tænkte paa det Værelse, han havde lejet og faaet paa Kredit, skævede ned til den Pakke Mad, Kusken havde ladet ligge paa Sædet, og som han, Asmadæus, vel maatte spise, saa ud over Gaarde og Huse, som laa spredte, men murede fast i den medlidenhedsløse Jord - og skuttede sig i en forskræmt Kuldegysning.

Saa var det, han med sin Vogn indhentede en Lirekassemand, der travede afsted med sin Kasse paa Ryggen inde paa Grøftestien. Der hang et falmet rødt Tæppe over Kassen, det var blevet mørkt af Regn og Sne; men det lyste for Asmadæuses Øjne.

Han kørte langsomt, saa han havde det foran sig, og sad og saa paa det. Men til sidst kom han alligevel Manden paa Siden.

Asmadæus holdt Hestene an.

370

- Vil du køre med?

Manden inde paa Stien løftede Hovedet. Det var en gammel Fyr med eet Øje, een Arm og en Soldaterkasket paa Hovedet. Det ene Øje maalte Hestene, Vognen og til sidst Asmadæus. Saa skubbede han Kassen bedre op paa Ryggen og drev bag om et Træ ud paa Vejen.

- Tag ved! sagde han og skød Ryg som en Kat, saa Kassen kom til Vejrs, og han og hans Hoved forsvandt under den.

Asmadæus bøjede sig ned og fik fat i en Rem, den gamle væltede sig rundt, og ved tre Armes Hjælp lagde Kassen sig med et klingende Suk til Hvile oven paa de andre stumme Kasser.

Saa kom den gamle op, og de kørte.

- Pø! sagde pludselig den gamle haanligt. Asmadæus tænkte ikke længer paa ham.

- Er du vaad? spurgte han.

Men den gamle bøjede sig frem og heftede sit eneste Øje paa ham; det sad i hans Hoved som en graa Sten i en Slynge.

- Hvad Satan spør' du for?

Asmadæus blev rød. Saa lo han.

- Er du gnaven!

Det graa Øje sigtede.

- Pø! gentog han.

Asmadæus saa frem over Hestene.

- Ja for mig gerne!

Den gamle forlod Sigtestillingen og gav sig til at vride Vandet af sit ene, tomme Ærme.

Det er sgutte første Gang, det er Regnvejr! sagde han højt, som om han talte med overlegent Vid.

Men den Tone, han talte i, ærgrede Asmadæus. Han havde taget ham op for det røde Tæppes Skyld, for Resterne af den glade Farve, der sad i det.

- Har du ikke andre Viser at synge? spurgte han.

371

Den gamle vred videre.

- Man maa takke for det lidt, svarede han, - selv om man faar for meget!

Asmadæus smurte paa Hestene.

- Skal du ikke af og dreje i den dér Gaard?

Den gamle ulejligede ikke engang det ene Øje med at se efter nogen Gaard.

- Af og dreje! gneldrede han op, - nej, nu bli'r vi siddende i Dagligstuen!

Saa lo han med alt det af Ansigtet, der sad uden om Øjet; men Øjet selv holdt sig og gik fri.

Asmadæus rettede sig i Sædet og gjorde sig bred.

- Saa kommer du til at holde din Mund! truede han og vendte sig halvt om, som sad den anden der ikke længer, og slog et Par Gange haardt paa Lirekassen med Enden af Piskeskaftet.

Den gamle drejede sig efter ham.

- Hvad Satan har Kassen gjort dig?

Asmadæus sad og lyttede, om det ikke vilde klinge, men det lød af Træ og ikke af andet. Saa vendte han sig igen.

- Jeg er bange, den er for tung! sagde han.

Den gamle gned det Øje, han ikke havde; derpaa saa han paa Asmadæus med det andet, som var det det, han havde gnedet.

- Tror du? sagde han, - ja, det vil jo vise sig, naar vi bare har Taalmodighed!

Men Asmadæus holdt langsomt Hestene an, saa de til sidst stod.

- Jeg vil ikke ha' den liggende der! sagde han uden ellers at røre sig; han sad og saa ud i Snefnuggene og Regnen, - du maa staa af!

Den gamle lettede sig.

372

- Saadan en Laban! spyttede han, - jager han med en gammel Mand, som om man var en Kanariefugl!

- Vil du spille paa den? spurgte Asmadæus.

- Spille paa den?

Det graa Øje samlede al sin Seevne sammen.

- Ja, den er vel til det samme!

- Sidde her og spille for Øgene og Skidtet?

- Mens jeg kører dem, ja! nikkede Asmadæus.

Den gamle satte sig igen.

- Nu skal vi straks lege Bondebryllup!

Asmadæus blev holdende.

- Ja, saa maa du se at komme af!

Det ene Øje undersøgte, hvad der i Regnen var at se af Jorden.

- Den kan støtte her foran paa Brættet! foreslog Asmadæus videre.

- Ja den kan sgutte flyve i Luften!

- Naa - vil du saa?

- Ja spørg om det! sagde Tyven, de slog Strikken om ham!

Asmadæus rejste sig.

- Saa kommer vi med Spilleværket!

Det klang i Kassen for hvert lille Stød, den fik.

- Forsigtig! - forsigtig! pustede den gamle, - det er ikke nogen Malkepige!

Saa stod den dér, hvor Asmadæus vilde have den.

Den gamle strøg med Haanden hen over det vaade Tæppe og lagde det op i den ene Side, fik Remmen bag om Lænderne og strøg paa ny med Haanden.

- Saadan en skal man have Respekt for! brummede han, - det er ikke enhver Bonde, der laver Kejseren af Kinesien saadan en Nattergal! - Nu maa du ikke køre for fort!

- Nej; - lad os saa faa en paa Liren!

373

Asmadæus fik Hestene i Gang, og den gamle begyndte at dreje.

Det klunkede og trillede saa blødt nede under det vaade Tæppe.

- Ja, højere kan den ikke give det, sagde den gamle, for

Tæppet tør jeg ikke stryge af i dette Vejr!

- Det er udmærket! svarede Asmadæus.

- Du er maaske meget for Musik?

- Ja - naar det ellers ikke er Solskin!

- Det var ikke det værste, naar den ellers ogsaa kunde tørre Frakken paa en! brummede den gamle.

Saa holdt han pludselig op.

- Der kommer en Vogn!

- Vil du over paa den og dreje?

- Nej - men jeg vil ikke være til Nar for flere end en foruden Vorherre!

- Saa drejer jeg! - Hestene passer sig nok!

Den gamle klemte om Haandtaget.

- Fang du dig en Kat og drej den i Halen!

- Spil væk da! - det er ikke hver Dag, der kører Musik rundt i Regnvejr!

Den gamle vred Munden; men han drejede.

Vognen kom nærmere. Det var to Prangere. Han, som kørte, svingede med Pisken og strakte det ene Ben ud over Vognfadingen. Da de var paa Siden af Ølvognen, holdt de. Det samme gjorde Asmadæus.

- Nu stiger den, Kraft ede mig! raabte han, som var Kusk.

- Det er, hvad den er anlagt paa! svarede Asmadæus.

- Gi'r I ogsaa Øl gratis?

- Ja - til Herskabet!

- Det er os, Pedersen!

Han slog den anden Pranger paa Skulderen.

374

- Ja, lad os først se, hvad I spenderer paa Musikken! svarede Asmadæus tørt.

Der fløj en Tiøre over paa Kassens Tæppe.

- Naa, sidder I saa smaat i det! sagde Asmadæus, - ja saa faar det blive til en anden Gang!

Og saa kørte han til.

- Hov! - hov! - hov! raabte den gamle og slog sin eneste Arm tværs over Kassen, - den gaar i Smadder!

Men Asmadæus lo.

- Hold du bare paa Tiøren!

Det klang i dybe Stød nede i Kassen.

- Kan du høre, hvor den griner? føjede han til.

Men da de var kommet et Stykke frem og var ene paa Vejen, fik han Hestene i Skridt.

- Nu kan du jo prøve den! sagde han.

Og det gjorde den gamle.

Hestene gik i Skridt, Regnen drev, Snefnuggene svinglede saa blidt og blødt ned i de nøgne Træer, og den gamle drejede saa nænsomt og lyttende alle Kassens Melodier ud over Landevejens vaade Bedrøvelighed.

Da han, holdt op, bad Asmadæus ham ikke om mere. Han sad og saa frem for sig og sagde ingen Ting. Heller ikke den gamle havde noget, han gad nævne, paa Hjærtet.

Ved den første Kro, de kom til, hjalp Asmadæus ham Kassen ned, læssede de Flasker af, han skulde, spurgte om Vej videre, kørte ensom til den næste Kro, kørte den hele Dag og syntes blot det eneste, at den var lang som et ondt Aar.

Lygterne lyste paa Snefnuggene, da han naaede tilbage over Frederiksberg Bakke.

Der stod Kusken og ventede.

De kørte sammen hjem og afleverede.

Og saa gik Asmadæus op til Signe.

375

Men da han sad der hos hende og saa paa hende og havde Lampelyset og Varmen i Stuen om sig, forsvandt netop det Mismod, der havde fyldt ham den hele Dag og drevet ham til hende, og et stort og tillidsfuldt Velvære blev tilbage. Han fjasede med hende, og hun med ham, om gammelt og nyt, og de sad hele Tiden og saa paa hinanden, - saadan som man ser paa hinanden, naar der er en Hæk imellem. Og saadan blev det ved, lige til han fandt, at nu nærmede det Øjeblik sig, da han maatte gaa.

Da begyndte Velværets Solskin at svinde for ham og Mindelsen om Virkeligheden at stige som kolde Taager.

- Hør, sagde han og strøg sig over Ansigtet, hvad er egentlig din Kæreste for en?

- Aa-r! vrissede Signe, som var midt i Overgivenheden, - han er saamænd meget pæn!

- Men - hvad er han?

- Grosserer! sagde hun med spids Mund.

Asmadæus svarede ingen Ting; han saa hen paa Væggen og blev rød.

- Tror du det?

Det gav et Lettelsens Sæt i ham; Glæden stod ham i Øjnene.

- Er det Løgn maaske?

Hun stak Ansigtet frem imod ham.

- Puh! sagde hun, blev du bange? - nej, han er bare Snedkersvend!

Det var mere beroligende, men det slukkede ikke det, der brændte ham.

Han slog Benene over Kors.

- Tjener han mange Penge?

- Uh - ja!

- Gør han?

- Ja - det ved Gud han gør!

Asmadæus blev atter rød, ikke for hendes Svars Skyld, men 376 for det, hvis Aabenbaring rykkede ham længere og længere frem paa Tungen.

- Jeg skal sige dig, sagde han med al en overmægtig Alvors Kluntethed i Stemmen, al en angest Sjæls forknytte Aabenhjærtighed, - jeg tror alt, hvad du siger!

- Nej, tænk!

- Jeg ejer nemlig ikke en rød Øre!

Han tog Vejret, som maatte han fylde Lungerne for at leve op igen, og saa spændt paa Signe. Nu var det sagt, syntes han.

Men Signe tog det paa en anden Maade. Hun kneb Øjnene sammen og saa paa ham.

- Nu skal vi høre!

- Det er sandt!

Signe lo.

- Ja, jeg har da, ved Gud, ikke bedt dig om noget!

Saa satte hun Hænderne i Siden og saa stift paa ham.

- Er du virkelig blevet nærig?

Asmadæus bare rystede paa Hovedet.

- De har stjaalet det alt sammen fra mig! sagde han og lettede sig et Øjeblik ved at læsse den hele Byrde over paa andre Skuldre.

- Hvad er det for noget, du snakker om?

Asmadæus nikkede.

- De gamle!

- Dine gamle? - hvad er det, de har stjaalet?

- Hele min Løn, fra jeg kom i Lære!

- Aa Sludder da!

Asmadæus nikkede blegt.

Saa smed Signe sig overbevist tilbage paa Stolen.

- Det var den stiveste!

Men hun kom hurtig til Samling. Han forstod paa Farten, at det var ikke hans Fortid, hun interesserede sig for. Men det trøstede ham ikke.

377

- Naa - men du har jo en god Plads! sagde hun og saa energisk ud.

Asmadæus rystede paa Hovedet.

- Det havde du jo i Gaar!

- Nej - det var Løgn!

Signe saa sig om i sin Stue.

- Du er da en underlig en! sagde hun langsomt.

Saa saa hun paa ham.

- Det sagde du jo!

- Ja, svarede Asmadæus og turde ikke møde hendes Øjne, - jeg var bange, at jeg ellers ikke havde faaet Lov at sidde her!

- Hvad laver du da?

Asmadæuses Mundvige trak sig nedad.

- Jeg har kørt med en Ølvogn!

Hun overhørte.

- Du er jo da Svend?

- Ja!

- Hvorfor har du da ingen Plads?

- Jeg har mistet mit Svendebrev!

Hun spurgte videre, og han fortalte Papirets Historie.

- Sikken du bærer dig ad! sagde hun og slog Hænderne sammen, - men du lagde jo da ti Kroner her i Gaar!

- Ja, for jeg blev saa glad ved at træffe dig!

- Hvor havde du da dem fra?

- Det var Lønnen for den sidste Maaned!

- Og det var de eneste, du havde?

Asmadæus lo ved Mindet; men Taarerne stod ham i Øjnene.

Pludselig bøjede Signe sig frem og saa ham ind i dem.

- Lyver du?

Asmadæus strøg i et vredt, kort Tag Haanden hen over sine Øjne.

- Jeg har vel Lov at gøre, hvad jeg vil!

378

Signe sad ganske stille.

- Er det mange, de har taget?

Men Asmadæus svarede ikke.

- Jeg vil blæse Jer alle sammen et langt Stykke! sagde han og knyttede sin ene Haand, - nu kan du jage mig! - Hvad skal jeg arbejde for? - Nu kan du gøre, som du vil, - men jeg skal skaffe dig Fest og Fornøjelse saa meget, som du har Lyst til!

Han kunde ikke finde Ord til mere; det bredte sig for stort i ham.

Signe smilede.

- Jamen det Svendebrev kan du jo faa igen?

- Jeg synes ikke, jeg har Lyst til andet end til at være her oppe hos dig! fortsatte han sin egen Tankegang.

Han havde faaet Magten over sit Inderste; han sagde det saa blødt.

- Det kan jo bare være en Krones Penge!

Asmadæus saa ud i Luften.

- Og naar det først bliver Sommer!

- Vil du hænge paa den Ølvogn saa længe?

- Jeg synes, der er saa megen Fornøjelse til, at jeg ikke bryder mig om alt det andet! sagde han.

- Hvad er det for Fornøjelse?

Han bredte blot Armene ud, ikke mod hende, ikke mod noget som helst, der var til Stede.

Signe rejste sig og tog to Kroner i en Skuffe, lagde dem i hans Haand og lukkede den over dem.

- Nu køber du det tilbage i Morgen!

Det gav et Hiks i Asmadæus, han saa forvirret op.

- Og saa kommer du ikke igen, før du har dig en Plads!

Asmadæus virrede med Hovedet. Hun holdt paa hans Haand.

- Du gør det!

379

Saa strøg han hendes langsomt bort fra sin. Blodet svulmede i alle hans Aarer.

- Hvorfor skulde jeg det? spurgte han og saa paa hende, sad og saa saa videbegærlig ud.

- Er du født i Gaar?

Men det Svar tilfredsstillede ham ikke.

- Hvis jeg nu ikke gør det? prøvede han.

Signe stirrede paa ham. Saa lo hun højt.

- Du er maaske kommet, fordi du fortrød din Flothed! - Er det det, du vil? - Det kunde du sagt straks!

Men nu bristede det under Asmadæus. Han tog klodset om begge hendes Hænder.

- Jeg gør det jo! sagde han, - for jeg vil tjene Pengene til dig! - kan du ikke forstaa det? - Det er din Skyld, at jeg gør det! - Fra nu af er det din Skyld alt, hvad der sker!

- Ih du gode! udbrød hun, men sine Hænder tog hun ikke til sig.

Ja, ih du gode! gentog han, - for nu kan du jo se, om du nogen Sinde bliver af med mig!

Hun tog Vejret tungt.

- Saa, sagde hun, lad saa det være godt!

Og saa faldt hun atter ind med Snak om dit og dat. Men Passiaren gik trøgt. Asmadæus rejste sig snart.

- Det skulde bare være Sommer! sagde han.

Mere fik han ikke frem.

XV

Da Asmadæus vaagnede den følgende Morgen, laa Signes Tokrone paa hans Bord. Han fik Øje paa den, som han vendte 380 sig i Sengen, og lukkede Øjnene. Den virkede paa ham som en Pegefinger, der energisk peger paa et og samme Sted, et Sted, det er vanskeligt at komme uden om for den, der ser paa det.

Han tænkte bedst med lukkede Øjne; saa var man ligesom mere uforstyrret og ene om alle Afgørelser og behøvede ikke lige straks at tage Hensyn til det, der præsenterede sig som den stramme Virkelighed, straks man lukkede Øjnene op.

Ølvognen - Svendebrevet - en Værkstedsplads - Signe. Det var fire Verdenshjørner. Han sendte dem alle en langelig Tanke; den skubbede saa blødt til dem som en Kattepote. De tre sukkede han fra sig og gav sig til at drømme blidt om Signe. Det var der den meste Fred ved. Og skulde han skulke fra Ølvognen og ud efter Papiret, var der rigelig Tid til at ligge, - hvorfor han foreløbig slog fast, at det var bedst, han holdt sig til det med Papiret. Forøvrigt var det bare et naragtigt Postyr, det med Svendebrevet, hvis Mening var uden Sammenhæng med alt det, som var det væsentlige og det eneste.

Det væsentlige og eneste var, at nu havde han Signe. Han havde ikke Trang til det ringeste, naar han tænkte paa hende, ikke engang til Mad. Nu var det Vinter ude, og han selv midt inde i en skummel By, hvor der ikke var andet end Sten at se paa. Og netop midt i alt det var hun, var alene alt det andet derude, alt det eneste, han gad tilbringe sin Tid med at have for Øje, omtrent som samlet i et Billede, trukket sammen og gjort tæt, - men levende, spillevende. Varme, først og sidst var hun Varmen, den fulde Tilfredsheds Varme. Han ønskede ingen Ting, ikke andet end, at alting vilde blive ved, som det var i Gænge. Han var tilfreds.

Foreløbig. Naar det blev Foraar, og Jorden lukkede op for de mange smaa Kroge - -

Men for Øjeblikket!

Der stod en blomstrende Gyldenlak henne i hans Vindve. Det var hans Værtsfolks.

381

For Øjeblikket var det Urtepotternes Tid, Kakkelovnenes og Stueplanternes.

Asmadæus stod op og vandrede ud med Signes Penge i Lommen.

Det dryppede og drev ned over alle Huse. Oppe paa Tagene laa der noget skiden Sne rutschet ned mod Tagrenderne, Vandet sjappede under Støvlerne paa Folk, Dagen var et eneste gennemsigtigt sort, og der brændte Lamper inde i Butikkerne. Uden for en Bagerkælder stod han og saa ned paa Jomfruen; hun var kommet op paa en Stol for at stille paa Blusset over Disken. Det glimrede i rødt og hvidt og gult fra alle de blanke Kager. Han smækkede lidt med Trækruden. Hun saa op paa ham. Saa slog hun op efter ham med Lommetørklædet og sprang ned. Asmadæus satte Munden tæt til Trækruden og smækkede med Læberne, som om han kyssede. Saa gik han. Det var yderst flygtigt, det hele. Men det var velgørende.

Og saa fik han det ud deraf, at en Bagersvend, det var en heldig stillet Kammerat; Lys og Varme, altid noget at putte i Munden og saa en fornøjelig Omgang; og saa var det tilmed en Profession, som var lige at løbe til for den værste Kludremikkel.

Hvorfor skulde man nu ogsaa binde sig, gaa om og være bundet til noget, der kedede en? Naar der saadan var utallige Bestillinger, der tog sig meget fiksere ud, og som man lige saa godt kunde være dumpet ind i!

Naar man bare var blevet spurgt, den Gang!

Asmadæus ransagede sit Inderste for at faa fremmed Ansvar gjort gældende, men kom ikke saa langt. Han havde aldrig ønsket sig noget, - ikke andet end en Herregaard, for den store Haves Skyld og de mange Marker.

Heller ikke var det værre fat med ham, end at hans Ben gik deres Gang under ham og tørt og paalideligt bragte ham derhen, hvor han havde lovet og for Øjeblikket fandt sin Regning i at gaa.

382

Han fik sit Svendebrev igen.

Som han kom op paa Gaden med det, blev han helt højtidelig. Det var ligesom en Ed, bare det at stikke det i Lommen. Han havde holdt sit Løfte.

Derpaa gled Højtideligheden over i en oplivende Forbavselse over, at det virkelig forholdt sig saa, og han blev modig og opsat paa at handle videre.

Men som han saa ned ad Gaden, var det, som saa han for sig en uendelig Række Værkstedsporte, gennem hvis Gab han maatte ind og ud, ind og ud, for at tigge.

Det krøb i ham. Men Dagen var sort, og Signe blomstrede i hans Tanker som en stilfærdig Gyldenlak, hvis Tilværelse dér afhang af, hvad han videre foretog sig.

Og saa tog han fat, drev Gade op og Gade ned og ind, hvor han fandt et Malerskilt.

Hen imod Aften havde han en Plads, hos en Smaamester i en Baggaard. Den var ikke stort bevendt. Men Asmadæus fandt, at saa store Ting dermed var ført til Ende, at nu var det ham, der havde visse Krav.

Han sad hjemme paa sin Seng og tænkte over, hvorledes de bedst skulde føres igennem, og - hvad det egentlig var for Krav. Men da han ingen Vegne kom med Overvejelserne, gik han ud igen og lige op til Signe. Og dermed kom han pludselig Sagen betydelig nærmere.

Signe lukkede op og blev staaende i Døren og saa en Stund paa ham.

- Aa, er det dig! sagde hun omsider og lo en forvirret Latter, - jeg kendte dig ikke!

Og saa gav hun Plads for ham, og han skred ind.

Det var Kæresten - Snedkersvenden - der var der.

Signe præsenterede.

383

- Hr. Jespersen! - Min . .. Fætter! Han er hjemmefra og Malersvend - og paa Vej til Amerika!

Da hun havde sagt det, gav hun sig en hel Mængde at bestille.

Asmadæus tog flygtigt Maal af Jespersen. Det var en pæn lille pyntet Mand med Vand i Haaret, vaade Øjne, vaade Læber og Brystet hult og smalt under den stivede Krave. Ikke videre. Asmadæus tog ikke nøjere Mærke paa ham, end Solen i Marts tager Mærke paa den Egn, den kaster et hastigt Blik over.

Han satte sig lige over for ham.

- Sæt dig ned, Signe! sagde han.

Signe satte sig. Hun saa tvær ud.

- Ude paa Landet kan det nok ikke blive til noget, smilede Jespersen og saa paa Asmadæus som et mangechifret Tal, der har faaet Øje paa en sølle Ener.

Asmadæus trak Svendebrevet op af Lommen, halvt, saa han bare viste det.

- Nu er det i Orden! sagde han og nikkede til Signe, - Passet og Billetten - og det hele!

Signe saa dumt paa ham.

- Er du ikke med, min Pige?

Saa lo hun, en lille Rest af Latter.

- Ja, sagde Asmadæus og lod et Øjeblik sine Øjne beskinne Jespersen, - jeg havde ellers tænkt at tage Signe med, - men det maa jeg vel opgive!

Jespersen lagde i en Fart sin Haand, en lille gennemsigtig Høvlspaan af en Haand, over hendes.

- Nej, hun behøver ikke at rejse! sagde han og klemte til.

Men Signe trak sin Haand til sig, plantede Albuerne paa Bordet, støttede sit Hoved i begge sine Hænder og saa med taknemlig og aaben Beundring paa Asmadæus.

- Uh, hvor du egentlig er køn! lo hun.

384

Der sprang et pludseligt Blik fra hans Øjne over i hendes, et taknemligt Blik, der ganske aabent, som var Jespersen Luft, sagde: Vi to!

I samme Nu tog Signe sine Øjne til sig og pustede, som var der overdrevent varmt i Stuen.

- Han er saamænd tosset nok til at tro det, den Stakkel! sagde hun og lagde sin Haand kærtegnende paa Jespersens Hoved og glattede paa hans glatte Haar.

Men Jespersen virrede Hovedet til sig.

Signe stirrede paa ham.