Stuckenberg, Viggo Uddrag fra ASMADÆUS

↩ Nede paa Voldgravens hvide Is hoppede en Krage. Snart sad den og hakkede, snart trippede den og sad saa og hakkede igen, omtrent som en graa Kærling, der sanker Brændsel i en Skov. Asmadæus stod og saa paa den. Saa slog han pludselig i Hænderne, og saa fløj Kragen.