↩ Der gik en Gang stor Rummel af en ond og uforbederlig Drage. Den holdt til paa et Sted, hvor det var meget vanskeligt for de fleste at komme, og dér sad den med sin bortførte Prinsesse. Bortført var hun, det vidste alle og enhver, og de, der vidste mindst, vidste altid saa meget, at hvordan det end forholdt sig, godvillig gaa sin Vej med en Drage, det gjorde ingen. Ingen - "undtagen," sagde den lille pukkelryggede Skomager, der bode lige over for Kongens Slot og havde syet baade det første og det sidste Par Sko til Prinsessen, "ingen, undtagen . . .". Men mere sagde han aldrig. "Fanden forstaa sig paa Kvindfolk," sluttede han altid af, "jeg gør det ikke!" Og det, forstod Folk, var Sandhed. For Skomageren var jo vanskabt, og Kvinder, vidste de, er fordringsfulde.