Stuckenberg, Viggo Uddrag fra VEJBRED

↩ Han saa kun hendes Ansigt. Skæret fra Gløderne lyste op over det, lyste paa det alene, og det var ungt og skært, men saa forunderligt smilløst som et Blad af en hvid Blomst, og fra dette blege Hoved saa to Øjne paa ham, store og sorte og med et Blik, som hvilede den Sjæl, der gav det Liv, langt ude i den ensomme Nat.