↩
Nede på gaden skyndte folk sig i stor travlhed. Man kunde se på dem, at de skulde til noget, der betød noget. Søren følte en vis ringeagt for dem, mens han stod ved sit vindue og morede sig. Nå, han vilde vel også selv more sig en gang, ja, det vilde han sikkert; men det lå langt ude i fremtiden. Han havde også prøvet på det nogle gange i de seks år, han havde været i Kjøbenhavn, men han kunde ikke. Der havde ingen af hans bekendte været med ham; ingen vidste noget om det. Men de mislykkede forsøg havde gjort Søren endnu mere tænksom og tavs. Det var ham ikke nogen skuffelse, han trængte egentlig ikke til at more sig, men det var underligt, at det ikke lå for ham, lige så underligt som meget andet, der rørte sig i ham. Søren mindedes,
71
hvordan det var før, da den stolte, fattige Don Fernando var hans ideal, den alvorlige Don Fernando, som han ikke gad tænke på mere, efter at han havde kaldt tåbelig historie med et pigebarn, som han havde kaldt den skønne Rosita. Nu var Rosita og Don Fernando gået samme vej, men det havde alligevel været nemmere, da man kunde kalde sig Don Fernando, end nu, da man var høvlemester S. Petersen. Det var kedeligt, man ikke længere var nitten år og kunde føre dagbog og på den måde få luft, men det var jo umuligt for et voksent mandfolk. Man kunde sidde og blive helt flov over alt det, man fandt på, når først man kom i gang. Det kunde være galt nok at tænke, men det var værre at se det skrevet. Don Fernando var egentlig god nok, da man havde ham; han kunde sige mange ting på Sørens vegne om alt det, der husedes i hans bryst, som Søren nu ikke kunde sige selv. — Hvad er der i grunden med mig? tænkte Søren somme tider, og hvorfor er jeg blevet sådan? — Søren var flere gange kommet til at høre, hvordan kammeraterne snakkede om ham; i reglen var de bare enige om, at Søren var hverken til at hugge eller stikke i, men når Jensen, der nok skulde forestille Sørens særlige ven, var tilstede, kom der mere ud af det. Jensen roste Søren, sin ven, men altid grinende; han lovede, at Søren skulde nok blive til noget. Der er tømmer i Petersen, sae Jensen og tabte en kostbar planke i pladderet og grinte selv af det. Han tog den ikke op igen, men lod den ligge ligesom en bro; så gjorde den nytte dér i sølen; sådan var Jensen. Han var kommet til Kjøbenhavn fra en eller
72
anden lille by; han var kommet efter højere løn og flere kærester. At ødsle rask væk af løn og kærester uden at holde altfor længe på nogen af delene, var det eneste, Jensen gjorde med lyst, skønt hans håndelag til arbejdet ikke var dårligt. Han var meget anset blandt kammeraterne for sit humør. Også Søren fandt ham morsom, men han viste det aldrig, og ingen vidste det. Jensen kunde finde på at drille Søren, fordi han ikke vilde le; med sit grinebiderfjæs forsøgte han at efterligne Sørens alvorlige ansigt, og Søren blev ikke gal, selv om alle de andre grinede; ham var der alligevel ingen, der kom for nær, men det var jo løjerligt sådan at se en mand gøre sig til klovn for en hel forsamling. Søren følte sig som fremmed mellem alle disse kjøbenhavnere og glemte, at han selv var kommet herind med det forsæt at stryge bondekarlen af sig og blive kjøbenhavner. Nå, han var jo også blevet en anden, så var det godt. Søren affærdigede med rynket pande en tanke, der kom op i ham: Hvorfor kan du ikke more dig ligesom andre mennesker? Han var god nok, som han var.