↩
»Du er umættelig!« - I muligviis,
Skjøndt kjendende min Nøisomhed, bemærke -
Og ubegribelig er os Din stærke,
Med Æther-Næringen i Paradis
Ei let foreente Lyst til skarpe Spiser,
Den Appetit til Klammeri, Du viser.
Har ikke de, hvis Røst fortjener Agt,
Hvis Stemmerettighed Du selv erkjender,
Paa mange Maader alt for Dagen lagt,
At Dit Besøg hos os var kjært for Smagens Venner?
Har Du forglemt det skjønne Brev,
Som Flyveposten dengang til Dig skrev?
Har ikke Maanedsskriftet*) tvende Gange
Med Hæder omtalt Dine sidste Sange?
Af Agt for Smagen
Og for Din velanvendte Polemik