↩
Mig driver Lyst og indre Kraft og Vid;
Mig driver Et, jeg veed ei hvad, der søger
En Gjenstand, mens det indeni mig spøger;
Mig driver Skjemtens Musa til min Ild;
Og skjøndt hun aldrig, hensigtsløs og taasset,
Som de, der trampe mig i Ryggen, Trosset
Og Eftertravet, spiller dumt med Vid,
Og mindst som disse vilde vove
At krænke Smagens og Fornuftens Love;
Endskjøndt hun er sig, først som sidst,
En kunstnerisk Alvorlighed bevidst,
Og aldrig taber ud af Sigtet
Hvad hun sin Gjenstand skyldig er i Digtet,
Men veed at styre
Midt under Jubellyd den overgivne Lyre,
Besindig i det vildeste Couplet:
Dog er det ikke billigt, ikke ret,
Af Viddets tvangfri' spøgefulde Sange
Critikens Conseqventser at forlange.