↩
Thi Digteren er Øieblikkets Søn;
Ham bør Momentet være vigtigt.
- Saa lidt som Søen vilde synes skjøn,
Ifald den ei med Blødhed lod sig forme
Snart af den lette Vind og snart af stærke Storme,
Og snart blev farvet af en dunkel Sky,
Snart af de lyse Masser, naar de flakke
For Vind og Veir, og snart af Strand og Bakke,
Snart speiled' Taarnet af fra fjerne By,
Mens Himlens Purpurstrimer gjøde
I Bølgens Favn et yndigt Aftenrøde,
Indtil den i en Sommer-Nat paany,
Saavidt vort Øie rækker,
Sig klar og blaa og stille strækker;
Saa lidt som Søen uden slig
For Indtryk udenfra modtagelig
Natur bestandigt atter vilde drage
Beskueren til Strandens Bred tilbage:
Saa lidet vilde Digteren behage,
Hvis ei hans Lyras Spil, afvexlingsrig,
Tilkjendegav en Sjæl, der Form og Farve vinder
Af Synerne, der kommer og forsvinder.