↩
»O, Du mener
Det skjønne Billede! - Et oprørt Vand
Var Stykkets Baggrund. Paa en eensom Strand
Blev trukket op en Baad af nogle Mand,
Der danned' en af Maleriets Scener.
Man saae, det blæste stærkt. Det vaade Haar,
Paa Folkene blev viftet hen for Vinden;
Og Klæderne paa Børnene, paa Qvinden,
Der havde løftet Skjørtet over Kinden,
Var gjennemblæst af Stormen. - O, det staaer
Saa levende for mig! - Den stakkels syge,
Skibbrudne Mand, der var saa bleg og mat,
Naturens Oprør, Skyen, denne Nat,
Halvdunkel, gjennempidsket af en Byge!
Og nu de kjække Redningsmænd! det Mod,
Den hærdede Natur, der malet stod
I hver af deres stærkt marqueerte Miner.
Og deres Fattigdom, de usle Kaar,
Den Slid, der Nat og Dag af Havet piner
En Fangst, der knap til Livets Ophold naaer;
Det var saa kjendeligt - Og nu det sande, rene,
Ophøiede, ja skjønne Udtryk i
Grupperingen af hele denne Scene!
- Det undrer mig, at vi
Har talt saa lidt om dette Maleri.«