Heiberg, Johan Ludvig Elverhøi. Skuespil i 5 acter

ELVERHØI SKUESPIL I 5 ACTER

Første Gang opført paa det Kongelige Theater,
den 6te November 1828,
i Anledning af
Deres Kongelige Høiheder
Prinds FREDERIK CARL CHRISTIANS
og
Prindsesse VILHELMINE MARIES
høie Formæling.

2

        

3

Til Deres Kongelige Høiheder, Prinds Frederik Carl Christian og Prindsesse Wilhelmine Marie.

4

Paa Engen hvile de Taager graae,
En Vandrer stirrer med Skræk derpaa;
Bleg skinner Maanen i Aftenstunden,
Men Dandsen den gaaer saa let gjennem Lunden.

Der Elverpigen med udslaaet Haar
Saa luftig svæver paa dugsprængt Tillie,
Og Dandsen let gjennem Lunden gaaer;
Han lytter til den, imod sin Villie.

Saa staaer i mangen en gammel Sang,
Men til dens Toner ei meer vi lytte;
I Kongeborgen den fordum klang,
Nu har den Fristed i Bondens Hytte.

Dog har de Sange saa frisk en Duft,
Som Engens Blomster i Morgenluft;
De har en Farve, saa dansk, saa fager,
Som lysblaa Kornblomst paa Rugens Ager.

5

Af dem jeg nogle til Krandsen brød.
O simple Toner fra gamle Dage!
I Kongeborgen I fordum lød;
Tør I nu vende til den tilbage?

Maaskee det venlige Fyrstepar
Vil smile til jer i Skjoldung-Hallen;
Maaskee de Blomster, som Danmark bar,
Tør ofres Dannemarks Haab

af

Skjalden.

6

PERSONERNE

  • Christian den Fjerde, Konge af Danmark.
  • Erik Walkendorff, Herre til Høistrup paa Stevns.
  • Elisabeth Munk, hans Myndling.
  • Albert Ebbesen, kongelig Lænsmand paa Tryggevælde.
  • Poul Flemming, Henrik Rud, Hofmænd i Kongens Følge.
  • Karen, en Bondekone paa Tryggevælde.
  • Agnete, hendes Datter.
  • Bjørn Olufson, Huushovmester paa Høistrup.
  • Mogens, en Jæger.

Bønderfolk, Hofmænd, Pager, Riddere og Damer.

7

FØRSTE ACT

En Egn i Tryggevælde Herred. I Baggrunden sees Stevns Herred. Grændsen mellem begge er en Aa, som flyder tvers over Skuepladsen. En simpel Træbro fører derover. Paa den Hinsidige Aabred seer man et stort Ellekrat. I Forgrunden tilhøire ligger Karens Bondehuus. Udenfor Huset staaer et Bord og en Bænk. Det er tidlig Morgen før Solens Opgang; lidt efter lidt bliver det lys Dag.

MELODRAMA,

under hvilket Karen aabner Døren til sit Huus, og træder ud. Hun lader Døren staae aaben, og man seer en stærk Ild brænde paa Skorstenen. Hun flytter adskilligt Kjøkkentøi ud, og seer imellem til Ilden, idet hun lægger Brænde til og puster til den. I Baggrunden høres et Jægerhorn, tilvenstre, i Afstand, Trompeter. Lidt efter kommer Mogens fra Baggrunden over Broen, og derpaa indtræde fra venstre Side Kongen og Flemming, begge i Reiseklæder. Karen har imidlertid sat sig udenfor Huset og begyndt af polere noget Kjøkkentøi. Mogens har sin Bøsse paa Nakken, han gaaer langsomt over Broen, vender sig ofte om og seer tilbage. Naar han er kommen over Broen, bemærker han Karen, bliver staaende og lytter til hendes følgende Romance. Kongen og Flemming lægge ikke synderlig Mærke til de andre Personer. Man seer, de ere i Samtale, og Flemming peger paa forskjellige Gjenstande i Baggrunden og til Siderne, ligesom for at underrette Kongen om Localiteterne.

8

FØRSTE SCENE

KONGEN. FLEMMING. MOGENS. KAREN.

KAREN
(synger til sit Arbeide.)

1.

Jeg gik mig i Lunden en sildig Sommerqvel,
Og tømte mig et Bæger af sprudlende Væld.
Men vogt dig, o min Pige, for Elverkongen seer dig!

2.

Den brusende Bølge sprang ud fra grønne Høi;
Med eet saa blev det stille, den flød uden Støi.
Nu vogt dig, o min Pige, for Elverkongen seer dig!

3.

Da tonede Luften af Sang og Strengespil,
Tre hvide Møer dandsed i Duggen dertil.
Nu vogt dig, o min Pige, for Elverkongen seer dig!

4.

Som Dunst over Engen saa flygtig til at see,
De Trende blev til Een og den Ene til Tre.
Nu vogt dig, o min Pige, for Elverkongen seer dig!

5.

Han selv stod i Midten af Hines lette Sving;
Da drog han af sin Finger en kostelig Ring.
Ja vogt dig, o min Pige, for Elverkongen seer dig!

6.

Jeg greb efter Ringen, men han greb om min Haand,
De hvide Møer slynged omkring os et Baand.
Ja vogt dig, o min Pige, for Elverkongen seer dig!
9

7.

Nu boer jeg i Høien som Elverkongens Brud,
Og kun naar Duggen falder, jeg vover mig ud.
Thi vogt dig, o min Pige, for Elverkongen seer dig!
(Under Begyndelsen af denne Romance have Kongen og Flemming forladt Scenen i Samtale. Mod Slutningen af Sangen træde de atter ind, og Kongen bliver opmærksom paa Karen.)
FLEMMING

Jeg kan forsikkre Eders Naade, at denne Kone er et levende Archiv for alle vore gamle overtroiske Sange: de blomstre endnu paa hendes Læber, og udbrede sig derfra over hele Egnen. Naar hun engang døer, saa er det forbi med vor Folkepoesie.

MOGENS
(til Karen.)

Karen! god Morgen! I er tidlig paa Færde.

KAREN

Det faaer jeg vel, siden her skal være Gilde idag.

MOGENS

Men hvorfor synger I altid saadanne sørgelige Viser?

KAREN

Sørgelige? Da kan jeg saamæn ogsaa nok af de lystige; jeg skal strax synge Jer een.

FLEMMING
(til Kongen).

Vil Eders Naade give Agt, saa skal I høre hvad den Qvinde forstaaer ved lystigt.

10
KAREN
(synger.)

1.

Jeg lagde mit Hoved til Elverhøi,
Mine Øien de finge en Dvale;
Da kom mig imøde Jomfruer to,
Og lokked mig med Sang og med Tale.
Eia! hvor selsom en Dands!

2.

Striden Strøm den stiltes derved,
Som førre var vant at rinde.
Alle smaa Fiske, i Floden svam,
De legte med deres Finde.
Eia! hvor selsom en Dands!

3.

De vinked mig først og saa trued de mig,
Jeg stod som med Lænker bunden.
Da galede Hanen i fjerne By,
Og Trolddommen var forsvunden.
Eia! hvor selsom en Dands!

4.

Thi raader jeg hver dannis Svend,
Som ride vil i Skove,
Han ride sig ikke til Elverhøi,
Og lægge sig der at sove.
Eia, hvor selsom en Dands!
MOGENS

Ja det er sandt, Visen kan være lystig nok, men den handler jo igjen om det samme.

KAREN

I veed nok, jeg synger ikke om andet.

11
MOGENS

Jeg fortænker Jer ikke deri. Endnu denne Morgen, for et Øieblik siden, saae jeg Elverpigen ved Foden af Høien histovre i Krattet.

KAREN

Stille!

MOGENS

Hun forsvandt mellem Træerne, idet jeg nærmede mig. Derpaa gik jeg ad Stien uden om, thi jeg havde just ikke Lyst til at gaae paa Spor efter hende.

KAREN

Stille, siger jeg! seer I ikke, her er Fremmede?

(de forblive i Samtale.)
FLEMMING
(til Kongen.)

Ikke sandt, Eders Naade? disse gamle Viser om Elverfolk, Nisser og Trolde ere meget at beklage; de have overlevet den Tid da man troede dem paa deres ærlige Ord; derfor sætte de ogsaa et saa bedrøveligt Ansigt op, at man ikke veed, om man skal lee eller græde derved.

KONGEN
Og mig behage disse Sagn og Viser.
En Skillemynt som ikke meer har Cours,
Men som dog Bondestanden samler paa,
I Haabet om at den engang vil gjælde,
Er og en Deel af Fædrelandets Skat.
Men hvo er egentlig den gamle Kone?
12
FLEMMING
En Huusmands Enke, men dog ikke fattig;
Hun faaer sit Offer fuldt saa godt som Præsten,
Thi hun passerer her for et Orakel;
Hun synger ikke blot om Elverfolk,
Og Under jordske; nei, man troer i Egnen,
At hun har Omgang med dem. Saare mægtig
Er den Anseelse hvori hun staaer:
Er Qvæget sygt, er noget ondt paa Færde,
Saa tyer man strax om Raad til Mutter Karen.
(hemmelighedsfuld og halv sagte) Hun har en Datter som er meget smuk.
KONGEN
Ei, ei, Herr Flemming! I er vel bevandret
I den locale Kundskab, kan jeg mærke.
I har havt Gavn af Eders Ophold her.
FLEMMING
Hvad andet, Eders Naade? Jeg besøgte
Min Ven, Herr Ebbesen, i Jagtens Tid;
Men jage kan man jo dog ei bestandig,
Man har og Tid til Skjemt.
KONGEN
Maaskee for Skjemt
I lokket har den smukke Bondepige?
FLEMMING
Ei, Eders Naade! hun er ei at lokke.
Hun er saa tugtig og saa fiin i Sæder,
Som Damerne ved Hoffet. Næsten troer jeg,
At Mutter Karen kjender lidt til Trolddom,
Naar jeg betragter hendes Datters Væsen.
13
KONGEN
I vil nok pirre min Nysgjerrighed?
FLEMMING
Nu, det er ogsaa let at stille den.
Den Gamle vist vil springe høit af Glæde,
Naar Kongen spørger efter hendes Datter.
(til Karen) God Morgen, gamle Karen!
KAREN
Ih, see der!
Herr Flemming! Er I atter kommen ud
At gjæste Trygge vælde?
FLEMMING
Ja, min Gamle.
KAREN
Og bringer med saa stadselig en Ridder?
KONGEN
(til Flemming) Hun ikke kjender mig.
FLEMMING
Men siig mig, Karen,
Er Eders smukke Datter ei tilstede?
KAREN
Min smukke Datter? Nu, hvis hun er smuk,
Er Skylden hverken hendes eller min.
14
FLEMMING
Godt Ord igjen! - Siig, er hun ei tilstede?
KAREN
Kors! hvilken Hast I har! forhast Jer ikke!
For Eder er hun ei tilstede nu;
Det er jo tidligt, Pigebarnet sover.
FLEMMING
Hvorledes? Sover hun, og I er oppe?
KAREN
Det unge Blod behøver længere Søvn.
FLEMMING
Men hun bør hjelpe Jer ved Eders Arbeid;
I maa dog have Gavn af Eders Datter.
Jeg vil gaae ind og vække hende.
KAREN
(stiller sig for Døren.) Stille,
Herr Ridder! jeg forstaaer ei Spøg i dette.
KONGEN
Og den er allerede vidt nok dreven.
Jeg give maa den gamle Kone Ret.
Har hun en Datter som er smuk, da gjør hun
Tilvisse klogt i at bevogte hende.
KAREN
Der taler en fornuftig gammel Mand!
Tag ham til Eders Mønster.
15
FLEMMING
Seer jeg ret,
Saa gjør I Tilberedelser til Gilde.
I gjælder for den bedste Kogekone
I Herredet; jeg vædder, Bønderne
Har nu igjen bestilt et Middagsmaaltid.
KAREN
I traf det rigtigt. Lænsmanden i Aften
Har Bryllup jo med Jomfru Munk paa Høistrup,
Og derfor have Bønderne nu Gilde
Den hele Dag; i Aften de ham følge
Vel tvende Miil til Brudehuset hen.
FLEMMING
I Aften, siger I? Det er ei muligt!
KAREN
Ei muligt?
KONGEN
Nu har Konen atter Ret,
Det er i Aften.
FLEMMING
(afsides.) Himmel! hvilket Budskab!
KAREN
Skal ei de tvende Herrer med til Høistrup?
Der bliver lystigt, kan I troe.
MOGENS
Og pragtfuldt.
Man siger, Kongen komme vil derhen.
16
KAREN
Hvo siger sligt? Det er kun Snak og Rygter.
MOGENS
Det troer jeg med. Dog - Kongen har staaet Fadder
Til Bruden; det er rimeligt, han derfor
Til hendes Bryllup kommer.
KAREN
Hvor I snakker!
Jeg siger Eder, Kongen kommer ei.
MOGENS
Jeg troer det heller ikke; men man siger ....
KAREN
Man siger! Ja man siger jo saameget. -
I Herrer, I som komme just fra Staden,
I maae det vide; siger, har jeg Ret?
FLEMMING
(med et Blik paa Kongen.) Jeg veed ei ....
KAREN
(til Kongen). Nu, hvad siger I, Herr Ridder?
KONGEN
Jeg tredie Gang maa give Konen Ret,
Thi Kongen kommer ikke.
17
KAREN
(til de Andre). Seer I det?
(til Kongen.) Men kan I sige mig, af hvilken Aarsag?
KONGEN
Nu, han har andre Ting at tænke paa.
Han været har en Tour i Vordingborg,
Og gaaer den lige Vei til Kjøbenhavn.
KAREN
Nei, Herre! det er ei den rette Grund.
KONGEN
Ja saa! Men lad mig høre da den rette!
KAREN
Jo jo! de Herrer Hofmænd kan hos Bønder
Nok lære lidt.
KONGEN
Det har jeg ofte sandet.
KAREN
Nu vel, saa hører da: Den rette Grund,
Hvi Kongen ei til Høistrup kommer -
KONGEN
Nu da?
KAREN
Det er fordi han tør ei.
18
KONGEN
Hvad? han tør ei?
KAREN
Saa er det.
KONGEN
Siig, hvad har han der at frygte?
KAREN
Har han vel nogensinde sat sin Fod
I Stevens Herred?
KONGEN
Nei, det har han ikke;
Men det kan skee endnu?
KAREN
Nei aldrig!
KONGEN
Siig dog ....
KAREN
Betragt den Aa som flyder her forbi,
Den skiller Stevns fra Tryggevælde Herred.
Jeg siger Eder: Kongen tør ei længer
Forføie sig, end til det Sted I staaer.
Men over denne Bro han ei tør komme.
FLEMMING
Nu har jeg hørt det med!
KONGEN
(sagte.) Vær stille, Flemming!
19 (til Karen.) Siig da, hvad Fare truer ham i Stevns?
KAREN
I Stevns vil Kongen ei hans Nærhed taale.
KONGEN
Vil Kongen ikke taale Kongens Nærhed?
MOGENS
Hun mener Elverkongen.
KONGEN
Elverkongen?
FLEMMING
Ha ha ha ha!
KONGEN
Bestandig kommer hun
Til sine Sagn tilbage.
FLEMMING
Ha ha ha!
KAREN
(alvorlig og høitidelig.) Fra Arilds Tid en Elverkonge hersker
Fra Aaen her til Stevens høie Klint.
Han taaler ingen anden Konges Nærhed.
Det vide vore Konger ganske vel,
Og derfor kommer ingen af dem did.
Troe I mig ei, da spørger hvem I vil,
Enhver i Egnen sande vil mit Ord.
20 (til Flemming.) Og I, min unge lattermilde Ridder!
Naar I paany behøver Stof til Latter,
Saa kan I søge den i Eders Speil,
Men ei i gamle Folks erfarne Tale.
(Hun har imidlertid samlet sit Kjøkkentøi sammen, gaaer ind med det i Huset og slaaer Døren i efter sig.)

ANDEN SCENE

KONGEN. FLEMMING. MOGENS.

KONGEN
(til Flemming.) Der har I gjort den gamle Kone vred,
Og hendes Datter fik I ei at see.
FLEMMING
Umuligt kunde jeg min Latter tvinge,
Den hele Samtale var saa pudseerlig.
MOGENS
De gode Herrer finde det nok selsomt,
Men Tingen er dog vis.
FLEMMING
See, nu vil han
Omvende Folk, og sætter vist sin Jæger-Samvittighed i Pant.
KONGEN
Jeg gad dog vide,
Hvor Ebbesen kan være? Dog - til Høistrup
Maaskee han reed at hilse paa sin Brud.
21
FLEMMING
Formodentlig.
MOGENS
Om Ebbesen I spørger?
Han er her i Nærheden.
KONGEN
Siig, hvor?
MOGENS
Jeg saae ham
I Elverkrattet hist, - jeg vil Jer sige,
Han langsomt efter Pigen listed sig.
KONGEN
Hvorledes? hvilken Pige?
MOGENS
Elverpigen.
KONGEN
Hvad? Kommer I paany med Elverfolk?
Jeg troer, det hele Herred har en Raptus.
MOGENS
Saa sandt jeg lever, selv jeg Pigen saae,
Og Ebbesen sig listed efter hende,
Men bag ved Elverhøi forsvandt de begge.
KONGEN
Nu gaaer det snart for vidt i
22
MOGENS
Det er bekjendt
At Lænsmanden tidt følger hendes Spor
I Tusmørket ved Aften og ved Morgen.
Som Jæger maa jeg vide det. Jeg seer ham
Heel ofte sværme hist i Elverkrattet.
FLEMMING
Jo han er sikker! Han som alt i Aften
Skal ægte Jomfru Munk, har Stevnemøde
Med Piger i et Krat.
MOGENS
O! han er klog!
Han lader sig vist ei saa let forlokke.
Jeg tænker, han et andet Forsæt har.
KONGEN
Og hvilket da?
MOGENS
Nu vel! jeg vil det sige:
Man mener, at en Skat er hist begravet
Ved Elverhøiens Fod, thi Pigen sidder
Saa ofte der, som om hun vogted noget.
Jeg tænker, Skatten lokker ham derhen.
FLEMMING
Jeg tænker, Pigen lokker ham.
MOGENS
Kan være.
Man veed ei ret hvad man skal troe derom.
Han kommer vistnok strax, thi Hanen goel 23
For længe siden, det er næsten lyst,
Og saa er Elverpigen væk. Forresten
Vil nok de gode Herrer tie stille
Med hvad jeg har fortalt dem? Nu farvel!
(gaaer.)

TREDIE SCENE

KONGEN. FLEMMING.

KONGEN
Hvad skal man tænke dog om disse Folk?
Jeg veed ei, om de have Frygt for Gud
Og ære Kongen, men urokkelig
Er deres Tro paa Sagn om Elverfolk.
FLEMMING
Culturen staaer her paa et ringe Trin.
Jeg tænker, Eders Naade gjorde bedst i
At svie hele Krattet af hist ovre.
Maaskee kom Elverkongen selv og Sagnet
I lige stor Forlegenhed for Huusly.
KONGEN
Der stikker noget under, kan I troe!
Hvi sværmer Ebbesen paa skjulte Veie?
FLEMMING
Og det saa nær ved Brylluppet! Endnu
Jeg knap kan komme mig af min Forundring,
At mig den gamle Kone maatte lære,
At Brylluppet saa hurtigt er bestemt.
24
KONGEN
Jeg kunde selv Jer have sagt det, Flemming!
Paa min Befaling er det skeet.
FLEMMING
Og derfor
Drog Eders Naade hid til Tryggevælde?
KONGEN
For selv at bringe Lænsmanden min Hilsen.
FLEMMING
Min Konge! har jeg Eders Tiltro tabt?
KONGEN
Hvortil det Spørgsmaal?
FLEMMING
Siden Eders Naade
Paa hele Veien ei har mig betroet,
At hid vi kom, samt Aarsagen dertil.
KONGEN
Jeg har saa mine Grunde, men vær rolig,
En ærefuld Bestilling venter Jer:
Jeg drager bort i Aften, I skal blive,
Og følge med til Høistrup i mit Navn,
Og bringe Jomfru Munk min Brudegave.
FLEMMING
(forvirret.) Det er for meget .... altfor stor en Ære ....
25
KONGEN
Da jeg stod Fadder til Elisabeth,
Var Eders salig Fader den som mødte
Paa mine Vegne, som til Barnets Vugge
Min Faddergave bragte. Nu skal I
Ved hendes Bryllup forestille Kongen.
FLEMMING
Min Konge! denne Naade ....
KONGEN
Tys! hvo kommer
Hist over Broen?
FLEMMING
Det er Ebbesen.
KONGEN
Ha! kommer han dog endelig tilbage!

FJERDE SCENE

KONGEN. FLEMMING. EBBESEN kommer over Broen.

FLEMMING
Hei Albert! det er vel paa Tid, du kommer!
Kom hid og see!
EBBESEN
O Himmel! er det muligt?
Min høie Konge! mig besøger I,
Og jeg er ei tilstede ved Jer Ankomst!
Men jeg har ikke drømt om denne Naade.
26
KONGEN
Det er min Skik at overraske Folk.
EBBESEN
O! at en Anelse dog havde sagt mig ....
Jeg haaber dog, I har ei længe ventet.
Siig, Flemming, siig, naar kom hans høie Naade?
FLEMMING
Det være kan en Time ....
EBBESEN
Ha! en Time,
Hvor et Minut for meget vilde være!
Hans Naade stod dog af paa Slottet?
FLEMMING
Ja.
Men ingen vidste hvor Du var. Man søgte
Dig først i Sovekamret, men forgjæves.
Man undrede sig meget, at saa tidligt
Du var gaaet ud, da man endnu formoded,
At Du i Søvnens Arme laae.
EBBESEN
O Himmel!
Fandt Eders Naade Værelser og Senge,
Opvartning, Frokost? .... Jeg vil ile forud
For alt at ordne ....
KONGEN
Det har ingen Hast.
Bliv kun; mit Følge her er ikke stort,
Og megen Plads behøves ei. Desuden 27
Jeg alt i Aften gaaer til Kjøbenhavn.
Men Flemming møder i mit Sted paa Høistrup.
Er I tilfreds dermed?
EBBESEN
Min høie Konge!
Bestandig Eders Villie var min.
KONGEN
Hvor har I været denne Morgenstund?
EBBESEN
Jeg en Spadseretour har gjort.
FLEMMING
Ei sandt?
I Elverkrattet hist?
EBBESEN
Jo, der er kjøligt!
FLEMMING
Og eensomt.
EBBESEN
Ganske vist.
KONGEN
Men er I ikke
For Elverfolket bange?
EBBESEN
Eders Naade
Vil spøge, kan jeg mærke. Rigtig nok
Er Egnen fuld af alskens Elversagn. 28
I Store-Heddinge, i Kirkemuren,
Der er en Hvælving som er muret til;
Den kaldes Elverkongens mørke Kammer.
Der troer den simple Mand, han har sit Dagly,
Mens han om Natten sværmer hist i Krattet
I Maaneskin og milde Sommervinde.
Men raser Stormen, gaaer den vilde Søgang,
Da sidder han paa Stevens hvide Klint,
Som Klintekonge, med sit Spiir i Haanden,
Og seer med Lyst, hvorlunde Skibe strande.
KONGEN
Og ikke sandt? Han taaler ei at jeg
Gaaer over Broen ind i hans District?
EBBESEN
Har Eders Naade hørt det allerede?
Ja der er tusind Eventyr om ham!
Det er ei værdt at lægge sligt paa Hjerte.
KONGEN
Vist ikke! det bekymrer mig ei heller,
Saalidet som det Sagn der gaaer om Eder.
EBBESEN
Om mig?
KONGEN
Nu vel, man siger at I har
Med Elverpigen Sammenkomst i Krattet.
EBBESEN
O hvilken Daarskab!
29
KONGEN
Vistnok var det Daarskab,
Og allermeest paa Eders Bryllupsdag.
EBBESEN
Hvo har fordristet sig til sligt at sige?
KONGEN
Det var en Jæger, en af Eders Folk.
FLEMMING
Tænk, hvilken uforskammet Jægerløgn!
EBBESEN
Du vil nok have mig tilbedste, Poul?
FLEMMING
Nei ingenlunde. Men bliv ikke vred
Paa Jægeren, hvis han har røbet Dig,
Thi han undskyldte Dig paa bedste Maade:
Han sagde, Pigen var ei det Du søgte,
Men vel den Skat hun vogter paa. Jo, jo!
Hun har en Skat, Du veed nok hvad Du vil.
EBBESEN
Men jeg forstaaer ei ....
KONGEN
Ikke sandt, Herr Albert?
I veed, at naar der fundet er en Skat,
Saa er det Halve Kongens Eiendom?
I vil dog ei berøve mig min Ret?
30
EBBESEN
Bevares vel! jeg være skal saa ærlig
Som Esau, da han kjøbte Jacobs Undser.
Jeg ei beskrive kan, hvor det mig glæder,
At Eders Naade har saa muntert Lune.
Min Ringhed gjerne tjene vil til Maal
For Vittighedens hvasse Pileskud,
Naar sligt forlyste kan min høie Herre.
Men tillad at jeg fører Jer til Slottet,
Og efter fattig Evne Jer beverter.
KONGEN
Jeg tage vil mod Tilbudet.
EBBESEN
Min Konge!
Her Veien gaaer, vi maae til denne Side.
FLEMMING
(til Ebbesen, idet de gaae.) Der slap Du godt, men syng kun ei Triumph,
Troe ei, Dit Skriftemaal er alt tilende.
EBBESEN
Hvad? Skrifte? Jeg har intet at bekjende.
(De gaae alle Tre ud tilvenstre.)
31

FEMTE SCENE

AGNETE kommer over Broen. Hun gaaer langsomt, med sagte Trin, og seer hen til den Side hvor de forrige Personer gik ud.

AGNETE

Hvad mon det var for to Herrer som ventede paa ham og fulgte med ham? Vistnok et Par Riddersmænd som skal med til Festen paa Høistrup. - O! den Fest, den Fest! den gjør mig mere og mere forvirret.

(sætter sig i en grublende Stilling udenfor Huset.)

SJETTE SCENE

AGNETE. KAREN kommer ud med to store Leerkrukker i Haanden.

KAREN

Naa er Du endelig der? Er det nu Tid at komme hjem?

AGNETE

Er det allerede silde? - Min Gud! jeg seer, det er lys Dag, jeg har neppe bemærket det!

KAREN
(afsides.)

Nu sidder hun igjen i sine Drømmerier, (høit.) Agnete, naar Du gaaer til Elverhøi, maa Du passe Tiden og ikke blive saa længe borte. Her var nylig to fremmede Riddere ....

32
AGNETE
(springer hurtig op.)

Jeg har seet dem. Hvem var det?

KAREN

Har Du seet dem?

AGNETE

Jeg skjulte mig paa hiin Side Broen, til de vare forbi.

KAREN

Deri gjorde Du vel. Jeg vilde ikke for meget Godt at de skulde have seet Dig. Den ene var Herr Flemming, han spurgte efter Dig paa sin sædvanlige næsvise Maade, men jeg sagde, Du var endnu ikke opstaaet. Og saa kom endda Mogens, og fortalte at han havde mødt Elverpigen. Han var endnu ganske forskrækket derover. Har Du endnu ikke mødt Kongen i Krattet?

AGNETE

Nei, min Moder, nei jeg har aldrig seet ham. - Men siig mig, hvo var den anden Ridder?

KAREN

Hvad veed jeg det? Det var en gammel ærbar og fornuftig Mand.

AGNETE

De ere vel begge komne til Festen, ikke sandt?

KAREN

Formodentlig.

33
AGNETE

Og Du har jo ogsaa Gilde i Dag? Bønderne vil drikke paa -

KAREN

Nu, hvorfor taler Du ikke ud? Paa Herr Ebbesens og Jomfru Munks Sundhed.

AGNETE

Ja saaledes var det!

KAREN

Men Agnete! vaagn dog op! Du gaaer jo som i Drømme. Du sukker, Du stirrer hen for Dig, Du hører neppe hvad jeg siger. Kom, Barn, her er nok at bestille i Dag. Tag Haand i Hanke, saa forgaae nok Dine Grublerier.

AGNETE

Ja kjære Moder! Hvad befaler I at jeg skal gjøre?

KAREN

Flyt alle Tallerkener og Kruus herud paa Bordet, og pas tillige vel paa Huset; jeg gaaer imidlertid til Slottet for at hente Mjød. Øl og Most have vi allerede nok af, men Brudeparrets Skaal maa drikkes i Mjød.

AGNETE

Ak ja!

KAREN

Nu, hvad behøver Du at sukke derover? Gaae ind, mit Barn, gaae og rap Dig, saa bliver Du nok i godt Lune.

(Agnete gaaer ind i Huset.)
34

SYVENDE SCENE

KAREN alene.

KAREN

Stakkels Barn! hun veed ikke selv hvad der gjør hende saa tankefuld, og hvad der uophørlig drager hende til Elverhøi. Gid hun aldrig maa faae det at vide!

(gaaer ud tilvenstre.)

OTTENDE SCENE

EBBESEN og FLEMMING komme fra venstre Side, men ad en anden Vei end den Karen gik ud af. En Page følger dem.

EBBESEN

Min Ven! Kongen har lagt sig til at sove, for at udhvile efter Reisen. Hvis det altsaa, som Du siger, er Dig af Vigtighed at besøge Herr Holger Rosenkrantz paa Vemmeltofte, saa spild intet Øieblik, men drag strax derhen for at være tilbage inden Kongen vaagner.

FLEMMING

Jeg vil følge Dit Raad; men skulde det blive Tilfælde at jeg forsinker mig nogle Øieblikke, saa stoler jeg paa at Du vil undskylde mig. Kongen vil ikke savne mit Selskab, saalænge han har Dit. Du er jo i Dag Maalet for alle hans Tanker, Gjenstanden for hans Naade, hans faderlige Ømhed ....

EBBESEN

Du har Ret. Men see dog at komme tilbage i rette Tid. Jeg har ladet sadle min rappeste Ganger til 35 Dig. Den venter Dig paa hiin Side Broen. Min Page skal ledsage Dig til Stedet. Skynd Dig! Afsted!

FLEMMING

Neppe kan jeg faae Tid til at tale to Ord med Dig i Eenrum. Lykkelige Menneske! Skjønner Du ogsaa paa Din Lykke, den at modtage Din Brud af vor ædle Konges Haand?

EBBESEN

Hvor kan Du spørge derom? Visselig skjønner jeg paa hans Godhed. Men skynd Dig! Spild ikke Tiden!

FLEMMING

Og hvad er dog selv denne Lykke mod Kjærlighedens, mod den salige Tanke at elske og vide sig elsket?

EBBESEN

Ja deri bestaaer den sande Lykke. O min Ven, dersom Du vidste -

FLEMMING

Hvilket? hvor høit Du er elsket?

EBBESEN

Ja netop, hvor høit jeg er elsket. Dersom Du vidste det, dersom Du drømte derom -

FLEMMING
(afsides.)

Ha! jeg maa øieblikkelig til Høistrup. Jeg maa tale med hende, jeg maa kræve hende til Regnskab ....

36
EBBESEN

Hvad siger Du?

FLEMMING

At her intet Minut er at spilde.

EBBESEN

Nei det er jo mine Ord. Skynd Dig, skynd Dig!

FLEMMING

Farvel!

EBBESEN

Farvel!

(Flemming gaaer over Broen, fulgt af Pagen.)

NIENDE SCENE

EBBESEN
(alene.) Saa gik han endelig. Og nu til Høistrup!
Ei noget Øieblik er her at spilde.
Jeg Ende gjøre maa paa dette Forhold;
Et Afslag henter jeg hos Jomfru Munk,
Og bringer det tilbage til min Konge,
Saa ærligt som det sømmer sig en Mand.
Da vil han vredes, ja det forudseer jeg;
Det faaer ei hjelpe!
(seer paa Karens Huus og kysser paa Fingeren.) Først et Afskedskys
Til Dig, straatakte Hytte, simple Bolig,
Min Længsels Maal, mit Ønskes Paradiis! -
Ha! Døren aabner sig! - O det er hende!
37

TIENDE SCENE

EBBESEN. AGNETE kommer fra Huset og sætter en Bunke Tin-Tallerkener paa Bordet.

EBBESEN
God Dag, Agnete!
AGNETE
See god Dag, Herr Lænsmand!
EBBESEN
Saa tidligt alt beskjæftiget?
AGNETE
Ja, Herre!
Og det for Eders Skyld.
EBBESEN
For min, Du siger?
AGNETE
Her Gilde være skal i Dag, og drikkes
Paa Eders Sundhed. Altsaa seer I vel,
Mit Arbeid er for Eders Skyld.
EBBESEN
Agnete! ....
AGNETE
Og her skal dandses. I kan troe, Herr Lænsmand,
At jeg skal dandse med. Naar I mig seer,
I tænke skal paa Elverpigens Dands
I Tusmørket, ved Aften og ved Morgen.
EBBESEN
Agnete dog! saa hør ....
38
AGNETE
Men vogt Jer, Herre,
Naar I til Eders Bryllup ride vil,
At ikke jeg slaaer Kreds om Jer, og drager
Jer ind deri, og gjør Jer elverskudt!
EBBESEN
Det har Du Hex for længe siden gjort!
AGNETE
Er jeg en Hex? Jeg kan mod Jer ei hexe;
I selv er mig en overmægtig Troldmand,
Som min Besværgelse tilintetgjorde,
Og sprang af Hexekredsen ud.
EBBESEN
Agnete!
Hør kun et Ord ....
AGNETE
Jeg har ei Tid. Saa meget
Er her at passe; I maa vide, jeg
Vil tjene Jer paa Eders Bryllupsdag.
EBBESEN
Siig, er Din Moder inde der i Stuen?
AGNETE
Nei hun har ogsaa travlt, hun er gaaet bort.
EBBESEN
Og ingen anden er i Huset?
AGNETE
Ingen.
39
EBBESEN
(iler hen og omfavner hende.) Min Elverpige! Dig, kun Dig jeg elsker,
Og tro jeg bliver Dig.
AGNETE
(river sig løs.) Slip, slip, Herr Lænsmand!
Jo der er fuldt af Mennesker derinde.
EBBESEN
Hvad er det dog for Gjækkeri?
(løber hen og seer ind i Huset og kommer tilbage.) Du Hex,
Du vil kun narre mig.
(løber efter hende, hun undviger.)
AGNETE
Tys! tys! betænk dog,
Her er ei Elverhøi.
EBBESEN
O min Agnete!
Hvor jeg Dig seer, er Elverhøi for mig.
Din Nærhed skaber mig en salig. Drøm;
Den griber mig med Sværmeri, som ham
Der har sit Hoved lagt til Elverhøi,
Og skuer Maanen over Engens Taager.
AGNETE
O! vil I minde mig om denne Brøde?
40
EBBESEN
Hvad Brøde? Har jeg ikke from, beskeden
Din Uskyld nærmet mig, saa tidt som Du
Med Tillid mødte mig ved Elverhøi?
Har jeg Dig skjult, at Kongen min Forening
Med Jomfru Munk besluttet havde, længe
Før Dig jeg kjendte, før Du kjendte mig?
Men aldrig dog om Kjærlighed jeg talte
Til hende, heller ikke mig hun elsker.
Som Ridder passed det sig ei, at jeg
Ophæved vor Forlovelse, men hun,
Hun, som en Dame, hun kan gjøre det.
Jeg haabed alt i Rigtighed at bringe,
Da pludselig jeg Efterretning fik
(Det var i Gaar, det er ei længer siden)
At Brylluppet bestemt var til i Aften.
Men viid, jeg gaaer i denne Stund til Høistrup;
Om tvende Timer er jeg her igjen,
Og jeg tilbage bringe skal en Kurv,
Saa god som tvungen Frier kan den ønske.
AGNETE
Nu taler I som jeg det gjerne hører.
EBBESEN
Det samme har jeg sagt Dig alt i Morges
Ved Elverhøi.
AGNETE
Men da jeg kom tilbage,
Og skued disse Tilberedelser,
Og saae to Riddere som vented paa Jer,
Og som jeg tænkte, komne var til Bryllup,
Da vaagned min Urolighed paany. 41
Jeg veed jo nok, til Trods for Eders Løfter,
I kan ei ægte mig, en Bondepige;
Men dog, dog kan jeg elske Jer, o Herre!
I stille Sind, beskeden, som det bør sig;
Men see Jer som en Andens Brudgom! nei!
Det kan jeg ikke.
EBBESEN
Tvivl ei paa mit Ord!
Har ei en Ridder, mere værd end jeg,
Den ædle Tyge Brahe, har han ikke
Sig med en simpel Bondepige giftet?
Hvad jeg har svoret, sværger jeg endnu:
Jeg skal ei have Rist, ei Ro, før jeg
Til Altaret har ført min Elverpige.
AGNETE
Kald mig ei saa!
EBBESEN
Jo saadan bør Du hedde.
AGNETE
Det minder mig kun atter om min Synd.
EBBESEN
Hvad Synd? hvad Brøde?
AGNETE
Den, at for min Moder
Jeg har min Kjærlighed fordulgt. Jeg veed ei,
Hvad Tanke hun sig gjør, naar hun mig seer
At gaae til Elverhøi. Hun veed ret vel,
At Mangen som har seet mig hist i Krattet, 42
For Elverpigen holder mig. Men hun,
Hun troer med alt det paa det gamle Sagn,
Hun troer, jeg har med Elverfolket Samqvem.
Saaledes har jeg da bedraget hende! -
Og hvis det nu var sandt, hvis disse Væsner
I Sandhed ere til, vil de da ikke
Fortørnes paa den Dristige, som leger
Letsindigen med deres skjulte Magt?
EBBESEN
Vær rolig, min Agnete! For et Hjerte
Som elsker, er Naturen Trylleri,
Og Trylleriet er igjen Natur.
Agnete! Du er Elverpigen selv:
Din Aand besjæler hist det tause Krat,
Den stille Høi, og seer jeg over Engen
De hvide Taager ubestemte svæve,
Saa troer jeg, Pige, det er Dine Terner,
Som vil sig forme til Dit ædle Billed,
Men synke kraftesløst igjen tilbage.
AGNETE
Ak, jeg forstaaer det ikke; men jeg føler
Mig rolig, siden I har trøstet mig.
(Man hører Musik i Afstand.)
EBBESEN
Ha, hvad er det?
AGNETE
Nu komme vore Gjæster.
EBBESEN
Saa maa jeg bort.
43
AGNETE
Farvel!
EBBESEN
Farvel! Til Høistrup
Med Lynets Fart mig bære skal min Ganger.
AGNETE
Glem ikke Kurven!
EBBESEN
Nei, den skal jeg hente.
Men ikke sandt, Agnete? Jeg tør siden
Den bytte for et Kys? Du vil ei vredes,
At første Gang den Løn jeg mig betinger.
AGNETE
Først, Herre, lad os see om I den bringer!
(Agnete iler ind i Huset, Ebbesen gaaer hurøtigt ud til den modsatte Side.)

ELLEVTE SCENE

BØNDERFOLK komme over Broen og fra begge Sider. Man hører dem først i Afstand inden de træde ind.

CHOR

1.

Hurtig til lystig Fest,
Dands og Sang
Ile vi Alle.
Bonden er Lænsmands Gjæst,
Fløiters Klang
Skal os kalde
Til Festen i Bøgelunden.
44

2.

Synker den tause Nat
Over Dal,
Marker og Hytte,
Hist fra sit Elverkrat
Kongen skal
Stille lytte
Til Festen i Bøgelunden.

3.

Hurtig til Gildehuus
Gaae med Fryd
Unge som Gamle.
Her ved det blanke Kruus
Glædens Lyd
Skal os samle
Til Festen i Bøgelunden.
(de gaae ind i Huset.)
45

ANDEN ACT

Et Cabinet paa Høistrup. Paa venstre Side i Forgrunøden et Vindue som gaaer ud til Haven. Paa samme Side i Baggrunden Indgang til et Sideværelse.

FØRSTE SCENE

BJØRN OLUFSON alene, staaer i det aabne Vindue og taler ud i Haven.

BJØRN

Hvad behager? Tys! tys! I behøver ikke at tale saa høit. I maa betænke, at Murene kan have skjulte Øren at høre med. - Naa saaledes, nu forstaaer jeg det. Ja Herre Gud! I maa tage Leiligheden som den falder. - Hvad behager? - Om jeg kan tie? Ja kom I ikke til mig med det Spørgsmaal! Jeg er en Mand som er bleven graa i Tjenesten. Jeg har i 33 Aar været Huushovmester her paa Høistrup; jeg har i den Tid havt Alles Fortrolighed, den salig Frues, Herrens, Jomfruens og mange andre høiadeølige Herrers og Damers. Jeg er ganske fuld af vigøtige Hemmeligheder, som hverken mine Ord eller Miner have røbet eller nogensinde skulle røbe. Derøsom jeg vilde fortælle Jer alt hvad jeg veed, saa skulde I tabe Næse og Mund af Forundring. Men 46 see om jeg gjør det. - Hvad siger I? - Raaber jeg selv saa høit? - (seer sig om) Her er Ingen. - Naa, ja ja, det skal være glemt-for denne Gang. - Et Brev, siger I? - Om det kan gaae an? - Ja lad mig see .... (seer sig atter om) I kan gjerne kaste det ind ad Vinduet; men i en Fart maa det være! - Hør, I maa binde en Steen derved. - Behøves det ikke? - Bie lidt, slaae mig det ikke i Ansigtet, (springer tilside, et Brev bliver kastet ind igjennem Vinduet, han gaaer hen og fager det op og gaaer derpaa igjen hen til Vinduet) See see! uden Udskrivt! Ja, det er forsigtigt, det kan jeg lide. (putter det i Lommen). Det skal blive besørget, og paa Hemmeligheden kan I stole. Men bær Jer nu selv forsigtig ad. Af Veien! skjul Jer! der kommer Nogen.

(slaaer Vinduet i.)

ANDEN SCENE

BJØRN. ELISABETH.

BJØRN

God Morgen, høistærede Jomfru! Allerede saa tidlig oppe?

ELISABETH

Det er jo ikke saa tidligt.

BJØRN

For mig og mine Lige, som have alle Hænder fulde med Tilberedelser til Brylluppet, er det vist ikke tidligt, men for Bruden, for den høistærede Brud, som for lutter Dands og Lystighed ikke vil faae et Øie lukt i Nat, for hende er det tidligt, meøget for tidligt.

47
ELISABETH

Hvis jeg kommer Jer til Uleilighed, gode Bjørn, saa vil jeg gjerne gaae min Vei.

BJØRN

Til Uleilighed? Gode Bjørn? Ja vel er jeg en god Bjørn, en tam, inderlig god Bjørn, der har for megen Levemaade til at sige min høistærede Jomøfru Uartigheder.

ELISABETH

Nu, jeg betragter det ikke som Uartigheder. Men I er saa hemmelighedsfuld som Sibylla, og jeg kan ikke vide, om min Nærværelse maaskee i dette Øieøblik forstyrrer Jer i et eller andet Anslag.

BJØRN

Ja, naadige Jomfru! hemmelighedsfuld er jeg, men det er ikke min Feil, om man har anseet mig værdig til at fyldes med Hemmeligheder. Jeg kjender min Pligt og Betydenheden af min Post; aldrig skal Noøgen rose sig af at have faaet mig til at løbe i Fæløden.

ELISABETH

Nei det er vist. I er egentlig, naar jeg skal sige Jer Sandheden, ret et fortrædeligt Menneske, af hvem man aldrig kan faae noget at vide. Jeg seer Jer og min Formynder hvert Øieblik i denne Tid stikke Hovederne sammen, og tale i Gaader om Konøgens Nærværelse eller Fraværelse ved mit Bryllup. I ere frygtsomme, ængstelige, enten for at han skal komme eller for at han ikke skal komme. Jeg kan ikke blive klog paa det, men jeg bliver rasende over at see paa Eders hemmelighedsfulde Gebærder.

48
BJØRN

Min naadige Jomfru! tag det ikke ilde op, men I er noget tilsindet. Aldrig har jeg fordristet mig til at gjøre Gebærder til Herr Walkendorff, aldrig har han beæret mig med at gjøre Gebærder til mig. Vi have talt om Kongens Ankomst hertil, det er sandt, og vi have været ængstelige ved ikke at vide om Hans høie Naade vil forskjønne Festen med sin Nærværelse, eller om vi ei tør vente os denne Lykke. Det er sandt, men det er det Hele.

ELISABETH

I lyver, I bedrager mig. Eders Ængstelse røber en betydeligere Grund end I angiver. Der er en eller anden vigtig Hemmelighed, som I søger at skjule for mig, men I er ikke Herre over Eders Ansigt og Eders Miner.

BJØRN

Gud frie mig! Hvad siger I, Jomfru! Er jeg ikke Herre over mit Ansigt, jeg, som lige siden min tidligste Ungdom har øvet mig paa at commandere over enhver Fold deri?

ELISABETH

Men det lystrer ikke Eders Commando.

BJØRN

Jomfru! for Himlens Skyld! I faaer mig til at ryste over hele mit Legeme. Hvad røber da mit Ansigt? Hvad skulde det være for en Hemmelighed?

ELISABETH

Ja, det er just det jeg forlanger, I skal sige mig.

49
BJØRN

Men naar jeg nu intet har at sige?

ELISABETH

Udflugter!

BJØRN

Og sæt, at noget saadant var mig betroet, burde jeg da besmitte min gamle, ved Tausheden erhvervede Ære, idet jeg røbede det?

ELISABETH

Seer I? der tilstod I det.

BJØRN

For Himlens Skyld! Nei! Hold op at friste mig! - Hvad vilde I sige, dersom jeg røbede den Hemmelighed hvori Tilfældet og I selv have gjort mig til Medvider?

ELISABETH

Tie stille!

BJØRN

Ja see, der har vi det. I siger "tie stille," og jeg tier ogsaa stille, og det er just min Dyd. (han tager Brevet op af Lommen) Hvad vilde I sige, om jeg leverede dette Brev til en anden end Jer?

ELISABETH

Giv hid! Skynd Jer, inden Nogen kommer!

BJØRN

Der har vi det. Nu anbefaler I mig selv Tausheden.

50
ELISABETH

Det er uden Udskrivt.

BJØRN

Men I kan stole paa, det er til Jer. Confusion gjør jeg mig lige saa lidt skyldig i, som Sladder. (Elisabeth har aabnet Brevet og læser det sagte) Men for at komme til Sagen: Herr Flemming er her; han siger, han nødvendig maa tale med Jer under fire Øine, og at ingen Dødelig maa vide at han er her. Han staaer nede i Haven, skjult bag Træerne, og venter paa Svar.

ELISABETH
(som imidlertid har læst Brevet.)

Jeg veed det, det staaer altsammen i Brevet.

BJØRN

Nu, saa havde jeg ikke behøvet at sige Jer det. Men høistærede Jomfru! I siger, at I kan ikke blive klog paa mig? det er mig, som ikke kan blive klog paa Jer. Hvortil skal dette føre? Hvad er det for en ulyksalig Lidenskab I nærer for en Anden end Eders retmæssige Brudgom? Hvorledes tør I paa selve Bryllupsdagen tage mod Breve fra ham, og tilstede ham en Sammenkomst? Hvad skal Enden blive?

ELISABETH

Ak det veed jeg ikke selv! Men en Beslutning maa jeg tage, endnu i Dag.

BJØRN

Ja længer kan det ikke opsættes.

51
ELISABETH

Og just derfor maa jeg tale med ham.

BJØRN

Jeg gyser ved Tanken om Udfaldet. Naar det ikke havde været for at komme i Besiddelse af een Hemmelighed meer, og for at tjene Eder, ædle Jomfru, saa skulde jeg ikke have paataget mig saa farligt et Embede som at være Kjærligheds Postbud imellem Jer og Eders hemmelige Elsker.

ELISABETH

Men ikke sandt, Bjørn, I vil være mig tro, og tjene mig med Eders Bistand?

BJØRN

Min naadige Jomfru har at befale over mig. Hvad Troskaben anbelanger ....

ELISABETH

Jeg veed det, jeg veed det! Hør, I maa see at skaffe min Formynder bort.

BJØRN

Nu, det er ikke vanskeligt! Jeg vil sige Herr Walkendorff, at jeg har en Hemmelighed at tale med ham om.

ELISABETH

Ja det kan I vist sige uden at lyve.

BJØRN

Eller faae ham ned for at see nogle af de udvendige Tilberedelser til Festen, for Exempel Faklerne i den store Allee.

52
ELISABETH

Fortræffeligt! Men forinden maa I bringe Flemming Bud fra mig, og sige ham, at naar min Formynder er borte, vil jeg give ham et Tegn her fra Vinduet.

BJØRN

Meget vel.

ELISABETH

Dog - jeg vil skrive ham et Par Ord til, og dem skal I bringe ham.

BJØRN

Stille! der kommer Herr Walkendorff.

TREDIE SCENE

DE FORRIGE. WALKENDORFF.

ELISABETH
(afsides til Bjørn.)

Hvorledes skal jeg giver Jer Brevet?

BJØRN
(afsides til Elisabeth.)

Stille! lad ham intet mærke!

ELISABETH

Siig blot! hurtig!

BJØRN

Forsigtig! forsigtig!

WALKENDORFF

Hvad er nu det? Hvad har I to for Hemmeligheder sammen? I udruge en eller anden Plan, som jeg ikke maa vide. Jeg har længe mærket ....

53
BJØRN

Hvorledes kan min naadige Herre troe ....

WALKENDORFF

Jeg veed hvad jeg har at troe. I, min kjære Bjørn Ohlfsen, er det hemmelighedsfuldeste Menneske under Solen. I burde aldrig komme frem uden om Natten, gaaende paa Sokker af Filt, og med Fingeren paa Munden, saaledes som man afbilder Taushedens Gud.

BJØRN

Naadige Herre! Hvorledes kan I bebreide mig min Taushed, som I ellers altid har berømmet mig for? Dersom jeg ikke havde været taus ....

WALKENDORFF

Tie stille!

BJØRN

Nu befaler I mig jo selv Tausheden.

WALKENDORFF

I skal tie med mine Hemmeligheder, men I skal ikke have Hemmeligheder med min Myndling.

ELISABETH

Seer I Bjørn, jeg havde Ret? Nu tilstaaer min Formynder selv, at I have Hemmeligheder med hinanden.

BJØRN

Det er ikke min Skyld. Jeg har aldrig tilstaaet det, og skal aldrig tilstaae det.

WALKENDORFF

Tie stille!

54
BJØRN

Det gjør jeg med Fornøielse.

ELISABETH

Det behøves ikke, thi jeg forlader Eder, kjære Herrer, saa kan I tale høit og frit om Eders Hemmeligheder.

(gaaer.)
WALKENDORFF

Elisabeth! hvad mener I?

FJERDE SCENE

BJØRN. WALKENDORFF.

WALKENDORFF

Hun er allerede borte. Bjørn! Bjørn! I har dog vel ikke ladet hende mærke noget?

BJØRN

Jeg, Herre? Har I glemt mine 33 Aars Tjeneste?

WALKENDORFF

Det er en heftig, egensindig Pige. Det er mig kjært at jeg faaer hende giftet idag, saa er mit Ansvar forbi!

BJØRN

Ja gid det var vel overstaaet!

WALKENDORFF

Hvi saa?

BJØRN

Jeg har en Anelse om, at der ikke bliver noget af.

WALKENDORFF

Hvorledes?

55
BJØRN

Jeg veed ikke selv hvorfor. Men jeg drømte i Nat at Kongen kom hertil for at bivaane Brylluppet, og at han spurgte, hvorfor Bruden ikke bar det Smykke som han havde givet hende i Faddergave.

WALKENDORFF

Tie dog stille! den Sag bør I aldrig nævne, selv ikke under fire Øine med mig. Gud være min salig Hustru naadig, men hun har svart forsyndet sig.

BJØRN

En Uforsigtighed er endnu ikke en Synd.

WALKENDORFF

Men en Uforsigtighed der har saadanne Følger! Jeg har elsket hende høit, men skulde noget trøste mig over hendes Død, da maatte det være den Omstændighed, at vi nu kun ere To om Hemmeligheden.

BJØRN

Paa den Maade ønsker naadige Herre vel ogsaa, at jeg var død og borte.

WALKENDORFF

Vist ikke, Bjørn! I har været mig tro og hengiven, men et Fruentimmers Taushed er aldrig at bygge paa.

BJØRN

Men Herre, hvad siger I da til min Drøm?

WALKENDORFF

O hvad! Drømme! -

56
BJØRN

Men naar I nu hører at den allerede begynder at gaae i Opfyldelse?

WALKENDORFF

Hvorledes?

BJØRN

Velan, det er en Hemmelighed, men I skal erfare den. Kongen er paa Tryggevælde.

WALKENDORFF

Hvad siger I!

BJØRN

Sandheden, Herre!

WALKENDORFF

Men hvoraf veed I det?

BJØRN

Det er en Hemmelighed. Nok at jeg veed det.

WALKENDORFF

Fordømt med Eders Hemmeligheder!

BJØRN

Han er kommen dertil i Nat, men jeg vil trøste Jer med, at det hedder, at han ikke vil bivaane Bryllupsfesten.

WALKENDORFF

O det var jeg overbeviist om!

57
BJØRN

Hvorfor blev I da saa ængstelig, Herre?

WALKENDORFF

Ha! for man kan jo dog ikke vide .... Dog - jo man kan vide det, det har ingen Fare. Kongen kommer ikke. Han har aldrig været paa Stevns, og det er et gammelt Sagn, at han ikke tør komme her.

BJØRN

Mener I da, at Kongen er bange for Elverfolkene?

WALKENDORFF

Vist ikke! Men det er et gammelt ærværdigt Sagn, som han ikke aabenbart vil trodse. Han veed og indseer, at man ikke pludselig bør udrive Almuen af dens velgjørende Overtro. Nei, jeg er rolig i min Sag. Han kommer ikke.

BJØRN

Nu vel, saa vil jeg ogsaa være rolig.

WALKENDORFF

Til Elisabeth Munks Daab kom han jo heller ikke, men sendte salig Herr Flemming i sit Sted.

BJØRN

Og denne Gang vil han sende den unge Herr Flemming.

WALKENDORFF

Er I vis derpaa?

BJØRN

Ganske vis.

58
WALKENDORFF

Hvoraf veed I det?

BJØRN

En Hemmelighed, Herre!

WALKENDORFF

En Hemmelighed! en Hemmelighed! Altid faaer jeg det Svar. Nu, det er det samme. Jeg vil ikke udfritte Jer, man pleier at kunne stole paa Jer, og Efterretningen er ypperlig, hvis den er sand.

BJØRN

Tilforladelig.

WALKENDORFF

Nu, saa er jo al Fare forbi. Saa lad os da være lystige, og ene tænke paa Festen! Har I indbudet alle de Fremmede efter Listen?

BJØRN
(tager et Papiir op af Lommen).

Alt er besørget. Alle have lovet at komme, paa de Tre nær, som jeg har sat Kryds ved.

WALKENDORFF
(seer i Papiret.)

O det er ligemeget! Her komme Gjæster nok, baade budne og ubudne. Lad mig nu see, I besørger alt paa det bedste. Jeg maa ind i Dandsesalen for at see hvorledes alt er ordnet, og derpaa tager jeg til Lystskoven, hvor Bønderne skal have Gilde. Jeg maa see, om man ogsaa har betænkt dem rigelig.

59
BJØRN

Naadige Herre! jeg smigrer mig med, at intet mangler. Men I gjør dog vel i, selv at see efter.

WALKENDORFF

Glem imidlertid ikke hvad I har at gjøre.

BJØRN

Nei, det skal ingen Nød have.

(Walkendorff gaaer.)

FEMTE SCENE

BJØRN
alene.

Han er borte. Dersom nu Jomfruen var her, saa var det den beleiligste Tid for hende til at udføre sit Forsæt. Jeg veed ikke, hvorledes alt dette skal ende, men jeg har en Anelse om, at det hele Bryllup gaaer overstyr, og er det da ikke godt at have Alt i Beredskab til et nyt? - Ah! der er Jomfruen.

SJETTE SCENE

BJØRN. ELISABETH.

ELISABETH

See her, Bjørn, her er Brevet. (leverer ham et Brev) Skynd Jer nu! afsted!

BJØRN

Jeg iler, min Jomfru, jeg iler. For Deres Formynder er De sikker, han er beskjæftiget med alle Slags 60 Indretninger til i Aften. Men for at De ikke skal blive overrumplet af nogen Anden, saa lad mig først recognoscere Terrainet.

ELISABETH

Ja gjør det!

BJØRN

Hvad Tegn har I aftalt med Herr Flemming?

ELISABETH

Jeg har skrevet, at naar han hørte mig synge, kunde han komme.

BJØRN

Meget vel, men saa maa I aabne Vinduet, thi ellers kan han ikke høre det.

ELISABETH

Det har jeg betænkt.

BJØRN

Men syng ikke, før jeg er kommen tilbage, og har meldt Jer at Alt er sikkert.

ELISABETH

Nei vist ikke, men skynd Jer bare, skynd Jer!

BJØRN

Jeg iler, jeg flyver!

(gaaer langsomt ud.)
61

SYVENDE SCENE

ELISABETH
alene. Nu er jeg ene, lad mig samle mig!
Mit Hoved saa fortumlet er, at neppe
Jeg veed, hvordan jeg har det. - Dog - lad see -
Jeg har det tidt nok hørt, saaledes er det:
Mig Kongen gifte vil med Ebbesen;
Men hvorfor vil Monarken vælge for mig?
Tør ei mit Hjerte vælge selv? Ak nei!
Den Frihed ei forenes med den Naade,
Som Kongen viser det forladte Barn,
Hvis Moder døde da hun kom til Verden,
Hvis Fader fulgte hende snart i Døden.
Jeg veed jo, da min Fader var beredt
Til anden Gang at gjæste Nordens Pol,
Bebreided Kongen ham med Vredes-Ord
Det Udfald som hans første Reise fik,
Og Skibenes og Mandskabets Forliis.
Han svarte rask, et Ord det andet tog,
Forbittret Kongen slog til ham med Stokken.
Det er et gammelt Sagn, at hvem Kong Christian
I Vrede har berørt, kan ikke leve;
Min Fader har stadfæstet det paany:
Snart i min spæde Barndom stod jeg ene,
Som Arving kun til hans berømte Navn.
Da vaagned Kongens Medynk med den Spæde,
Han skjænkede mig Guld, stod Fadder til mig,
Betroede mig til Walkendorff paa Høistrup
Og til hans ædle Frue, hvem jeg mindes
Endnu med dyb Ærbødighed. I Aften
Han lægge vil den sidste Haand paa Værket
Ved at forsørge mig. - Men skal hans Naade
62 Da vorde mig en Tvang? Skal ei min Villie,
Her hvor den gjælder, spørges om sin Stemme?
(Pause.) - Ha! nu maa Bjørn dog Brevet have bragt!
Ti Gange var der Tid dertil!
(gaaer til Vinduet.) Jeg seer ham
Dog intetsteds.
(lytter.) Jeg hører ham ei heller.
Ha! min Taalmodighed forgaaer! - Velan,
Jeg synge vil min Sang, saa gaaer dog Tiden,
Og han kan ikke høre mig derude.
(synger.)

1.

Nu Løvsalen skygger,
Og Dagen er lang;
Hver Smaafugl nu bygger
I blomstrende Vang.

2.

Kun Kjærlighedsguden,
Den Stakkel, er blind;
Han flagrer mod Ruden,
Man lukker ham ind.
(utaalmodig.) Ja sandelig! hvis han mod Ruden flagrer,
Saa lukker jeg ham ind! - Det faaer ei Ende!
Bjørn kommer ei! hvor længe skal jeg vente?
(synger med kjendelig Utaalmodighed.)

1.

Der vanker en Ridder mellem grønne Træer,
Roser og yndelige Blommer.
Der synger en Drossel, han staaer den saa nær,
Med Qviddren den hilser Skjærsommer.
(hun nærmer sig Vinduet, og seer ud.) 63

2.

Han lytter med List imellem grønne Træer,
Roser og yndelige Blommer.
Han grubler, og støtter sig taus til sit Sværd,
Mens Fuglen den hilser Skjærsommer.
(hun aabner Vinduet.)

3.

Nu aabner en Jomfru Vindvet mod de Træer,
Roser og yndelige Blommer.
Som Fuglen hun synger, han staaer hende nær,
Da føler hans Barm, det er Sommer.
(fjerner sig lidt efter lidt fra Vinduet.)

4.

Da spirer hans Haab alt som de grønne Træer,
Roser og yndelige Blommer.
Han skuer den Elskte, hun er ham saa kjær,
Han hilser sit Haab i Skjærsommer.

OTTENDE SCENE

ELISABETH. FLEMMING.

FLEMMING
Mit Haab jeg hilser, naar jeg Eder seer,
Men det er ei Skjærsommer for mit Haab.
ELISABETH
Og hvorfor ei?
FLEMMING
O kan I spørge saa?
Elisabeth! hvad Tanke skal jeg nære?
I veed, hvor længe jeg har elsket Jer,
I veed, hvor tidt I smigret har mit Haab -
Undskyld mit Ord, men her det Sandhed gjælder -
64 I har mig givet meer end eet Beviis
Paa Eders Kjærlighed; og nu? - - Ha! veed I
At Kongen kommen er til Tryggevælde?
At jeg skal forestille hans Person
Ved Eders Bryllup? At han pludselig
Har til i Aften det bestemt? I Aften!
Hvad vil I gjøre, siig, hvad skal der skee?
Har I forglemt mig, elsker mig ei længer?
Er Ebbesen ei ene Kongens Valg,
Men Eders Hjertes? Selv han siger mig,
At han Jer elsker, at I elsker ham.
Mm Gud! hvad skal jeg troe, hvad skal jeg tænke?
O tal! o svar! befrie mig fra min Frygt!
ELISABETH
For Himlens Skyld! gjør ei saa mange Spørgsmaal!
Hvor skal jeg ende? hvor skal jeg begynde?
FLEMMING
Jeg hæftig er, det veed jeg, men en Usling,
En Nidding var jeg, om jeg nu var rolig.
Jeg har bekjæmpet mig, har mig forstilt
Med meer end menneskelig Kraft. Ei Kongen,
Ei Ebbesen, ei nogen Sjæl har anet,
At jeg tilbeder Jer, at jeg saalænge
Har beilet til Jer. Er jeg skjult mod Andre,
Saa maa I taale, jeg hos Eder giver
Mit Hjerte Luft, min bittre Klage Tøilen,
Og henter Kraft til ny Forstillelse.
ELISABETH
I siger, jeg har smigret Eders Haab,
Har givet Eder Prøver paa min Elskov;
Hvorfor da voldsomt møde mig med Tvivl?
65
FLEMMING
Fordi den Tid, jeg frygter, nærmer sig
Med stærke Skridt. Jeg skal om føie Timer
Jer skue som en Andens Brud! O Himmel!
Og han har sagt mig at I elsker ham!
ELISABETH
Men er I meer forbauset end jeg selv
Ved Efterretningen om dette Bryllup,
Der kommer meget før end jeg det vented?
Jeg havde haabet, der var Tid endnu,
Og havde sat mit hele Haab til Tiden.
FLEMMING
Men deri har I Uret; man maa handle,
Maa handle selv, og ei paa Tiden stole.
Hvorfor har I mig ei tilladt at træde
Som Eders Brudgom frem for Verdens Øine?
ELISABETH
Det gik ei an! Hvad vilde Kongen sige?
FLEMMING
Hvorfor har I mig ei tilladt at spørge
Monarken om hans Villie, sige ham
Foruden Omsvøb, hvordan Sagen staaer,
Og bede ham om Naade for os begge?
O han er god! han har et venligt Hjerte!
ELISABETH
Men han er ogsaa fast i sin Beslutning;
Troe mig, det gik ei an!
66
FLEMMING
(med Bitterhed.) I veed det bedre!
ELISABETH
Min hele Plan gaaer ud paa Tid at vinde.
FLEMMING
O hvilken daarlig Plan! Hvad hjelper Tiden,
Naar man ei nytter den? - Elisabeth!
Er Tiden alt det Haab I kan mig give,
Saa er mit Haab forbi om nogle Timer.
ELISABETH
Hav dog Taalmodighed ....
FLEMMING
Hvormed? med Tiden
Som næsten er forbi? O hvis jeg ikke
Saa megen Tiltro havde til Jert Ord,
Jeg kunde fristes til den bittre Tanke,
At Ebbesen har Ret i hvad han siger:
I elsker ham - bliv ikke vred, forstaae mig -
Jeg mener ikke just at I ham elsker,
Men han behager Jer; I halvt om halvt
Har Kjærlighed til ham; - og jeg! o Himmel!
Jeg troer, I elsker ogsaa mig kun halvt!
Tvivlraadig er I, veed ei hvad I vil,
Og trækker Tiden ud.
ELISABETH
I mig fornærmer.
67
FLEMMING
Det vil jeg ei for hele Verdens Priis.
Tilgiv mig; I er god, I elsker mig,
Jeg veed det. O! hvis jeg det ikke vidste,
Var det forbi med mig! Men I er hæftig,
Letsindig, lunefuld, vil gjerne drille
Den stakkels Fugl, som I ved Vingen holder;
I veed, den sidder fast, og kan ei flygte.
ELISABETH
Ved Himlen! Troer jeg ikke, hid I kom
Kun for at sige mig Uartigheder?
Ifald jeg har de mange Feil I siger,
Hvorfor vil I da beile til min Haand?
FLEMMING
Tilgiv! tilgiv! Jeg er mig selv ei mægtig!
Læg ikke Vægt paa hvad en hæftig Elsker
I sin Fortvivlelse kan sige! Lad os
Ei spilde Tiden med unyttig Klage,
Men fatte vor Beslutning!
ELISABETH
Min er fattet:
Jeg vil ei høre meer af Eders Mund.
FLEMMING
Er det en Kurv, som I mig giver?
ELISABETH
Tag det
For hvad I vil, men gaae!
FLEMMING
Nu da! ved Himlen!
Det skal fortryde Jer, at I mig drilled!
68

NIENDE SCENE

DE FORRIGE. BJØRN.

BJØRN
Min Jomfru! Ak! hvad er dog her passeret!
I sunget har for tidligt Eders Vise.
ELISABETH
Hvi saa?
FLEMMING
Hvi saa!
BJØRN
Hvi vented I dog ikke,
Indtil jeg sagde Jer, at det var Tid?
ELISABETH
Hvad er paa Færde da?
FLEMMING
Hvad er der hændt?
BJØRN
Det er en Hemmelighed.
ELISABETH
Gamle Taabe!
Hvis det er hemmeligt, saa nævn det ikke.
BJØRN
Jo jeg maa nævne det, her kan ei ties.
ELISABETH
Saa tal!
69
FLEMMING
Ja tal!
BJØRN
En Ridder staaer derude,
Og fordrer strax at tale med Jer, strax.
ELISABETH
Siig, hvo det er?
BJØRN
En Hemmelighed, Jomfru!
Til mig han ene har betroet sit Navn,
Han er incognito.
ELISABETH
Jeg troer, det regner
Med Hem'ligheder ned paa Jer fra Himlen.
BJØRN
Og da jeg aldrig bruger Skjærm mod Regnen,
Saa maa jeg sagtens blive gjennemblødt.
FLEMMING
Det er vel aldrig Holger Rosenkrantz
Fra Vemmeltofte?
BJØRN
Hvis jeg Navnet sagde
Paa Hver og En som ei det er, I kunde
Jer slutte til med Lethed, hvo det er.
ELISABETH
(til Flemming.) Hvi frygter I just for at møde ham?
70
FLEMMING
Da jeg fra Tryggevælde reed, da sagde
Jeg Ebbesen, jeg drog til Rosenkrantz.
Ifald det nu var denne, som var kommen,
Saa maatte jeg dog bede ham at ikke
Han røber mig for Ebbesen.
ELISABETH
Herr Flemming!
I kan ei ud af Døren komme nu;
Den Fremmede bør ikke møde Jer.
Gak ind i Sideværelset saalænge.
FLEMMING
Men gjør min Pine kort, jeg beder Jer.
Jeg haste maa tilbage, for at ikke
Mig Kongen savne skal.
ELISABETH
Ja gaae kun, gaae!
(Flemming gaaer ind i Sideværelset paa venstre Side.)

TIENDE SCENE

ELISABETH. BJØRN.

ELISABETH
Nu kan I tale, Bjørn! Hvo er den Ridder?
BJØRN
Ak Jomfru! den som kommer ubeleiligst
Af alle Riddersmænd paa denne Jord.
71
ELISABETH
Saa maa det være Døden.
BJØRN
Døden, Jomfru,
Er ikke Ridder.
ELISABETH
Nu, hvem er det da?
BJØRN
Det er Herr Ebbesen.
ELISABETH
Hvordan? I siger ....
BJØRN
Ham selv.
ELISABETH
Triumph! han kommer just beleiligt.
BJØRN
Hvorledes? Jeg forstaaer mig ikke paa Jer.
Beleiligt! Nu da just Herr Flemming ....
ELISABETH
Rolig!
Gaae, gode Bjørn, og lad ham komme strax!
Jeg venter ham med Utaalmodighed.
BJØRN
Strax, strax!
(afsides idet han gaaer.) Her er en Hemmelighed skjult.
(gaaer.)
72

ELLEVTE SCENE

ELISABETH
alene. Nu skal jeg vise Flemming, jeg kan handle,
Og at jeg ikke sidder ørkesløs,
Og venter alt af Tiden. Men til Straf
For sin Fremfusenhed, han ei skal kjende
Den Plan jeg fatter. Ebbesen er Manden!
Han sindig er, til ham jeg tør betroe mig;
Den Anden kunde ved sin Hæftighed
Fordærve hele Spillet. - Ha! der er han!

TOLVTE SCENE

ELISABETH. EBBESEN.

EBBESEN
Det undrer Eder vist, min ædle Jomfru,
At jeg saa hemmelighedsfuldt mig nærmer;
Men Kongen kjender ikke til mit Ærind,
Saa bør ei nogen Anden kjende det.
Forbauset hørte jeg, at Eders Bryllup
Med mig, som knap er værdig til den Lykke,
Bestemt var til at holdes alt i Aften.
Da faldt det svært paa min Samvittighed,
At jeg endnu ei beiled til Jer Haand.
Vort Ægteskab af Kongen er besluttet;
Men skulde jeg uridderligt, umandigt,
Benytte mig deraf, da først jeg burde
See til at Eders Kjærlighed fortjene?
I har mig aldrig sagt, at I mig elsker,
Og sandelig, naar jeg mig selv betragter,
Saa finder jeg det saare rimeligt,
73 At I kan træffe mangt et bedre Valg.
Derfor jeg sværger Jer, som ærlig Mand:
Jeg før udsætter mig for Kongens Vrede,
End jeg vil ægte Jer mod Eders Villie.
ELISABETH
I taler som det sømmer sig en Ridder.
Er Eders Mening halv saa god som Talen,
Er jeg tilfreds dermed.
EBBESEN
Hvordan, min Jomfru?
I tvivler paa mit Ords Oprigtighed?
ELISABETH
Det har jeg ikke sagt, end mindre tænkt.
Men noget forbeholden synes I,
Og dog, hvis i Forening vi skal handle,
Saa bør vi mødes paa den halve Vei.
Nu staaer I stille, rører Eder ikke,
Men vinker kun ad mig. Vil I forlange,
At jeg skal gaae den hele Vei til Jer?
Gjør selv det første Skridt, jeg gjør det næste.
EBBESEN
Hvorledes mener I?
ELISABETH
Mig forekommer,
I beiler til et Afslag. Hvis jeg gav det,
Blev Tingen høist beqvem for Jer. Da skjød I
Paa mig kun Skylden, sagde: "Jomfru Munk
Har givet mig sit Afslag; jeg kan ikke
Med Tvang til Altret føre hende; Himlen
Det veed, hvor dybt det Afslag mig bedrøver!"
74
EBBESEN
Min ædle Jomfru! nei miskjend mig ikke!
Den Ridder, hvem I skjænker Eders Haand,
Er høist lyksalig ....
ELISABETH
Hvis han elsker mig.
EBBESEN
O! den som modstaaer Eders Yndighed,
Han er af Steen ....
ELISABETH
Ak! I er selv af Steen.
EBBESEN
Elisabeth! ....
ELISABETH
Tys! tys! forstaae mig rigtig!
Jeg mener, I er ubevægelig
Som Stenen; I staaer atter stille nu,
Istedetfor at gaae mig smukt imøde.
Hvad I behagede mig der at sige,
Var Smigreri, og dertil er ei Tid.
Min Yndighed, som I har kaldet den,
Er saare let at modstaae, dobbelt let,
Naar alt man har en anden Kjærlighed.
EBBESEN
Hvorledes? troer I ....
ELISABETH
Jeg vil ikke forske,
Hvorvidt det Sagn er grundet, som beretter,
75 I har med Elverpigen Sammenkomster.
Tidt har jeg leet derved, naar jeg det hørte.
Jeg spørger ei derom, vil ei det vide;
Jeg fordrer ikke noget Skriftemaal,
Og I vil heller ikke spørge mig,
Om alt mit Hjerte gjorde noget Valg.
Heri vi begge vil bevare Taushed.
Men Et der er, hvorom vi tale maae,
Som vi maae have ganske paa det Klare:
Tør I forsikkre mig, at mig I elsker?
EBBESEN
Min Jomfru! jeg var den som spurgte først.
ELISABETH
Jeg seer, man kommer ingen Vei med Jer.
Siig, troer I da, jeg er saa taabelig,
At tænke, hver en Mand for mig bør sukke?
I øver her et falsk Galanterie,
Hvortil der ei er Tid, ei heller Sted.
Velan, jeg synge vil i Eders Tone:
I elsker mig, jeg tvivler ei derpaa,
Til Raseri, det kan ei være mindre.
Men hvis nu jeg var ikke stemt til Gjengjæld,
Hvis jeg et Afslag gav Jer, eller virked
At hele Brylluppet gik overstyr -
(ironisk.) Svar mig oprigtig, om I da fortvivled,
Jer skjød. Jer hængte, drukned, eller Sligt?
EBBESEN
(i samme Tone.) Paa dette Spørgsmaal skyldes ærligt Svar:
Nei, Jomfru, nei! Jeg tog mig ei af Dage;
76 Jeg troer, jeg Livet end forsøge vilde,
Og see, hvad Trøst det muligt kunde bringe.
ELISABETH
Nu, Gud skee Lov! det har jeg ogsaa ventet,
Jeg kjender Jer som en fornuftig Mand. -
Saa troer jeg, vi forstaae hinanden. - Altsaa
Nu Spøg tilsidesat! I møder her
Til Bryllupsstads i Aften, tager Deel
I alle Festligheder, som en Brudgom.
I dandse maa med mig, I maa mig vise
Ret megen Omhu og Opmærksomhed.
Nu - det vil sagtens vaere let for Jer,
Som elsker mig saa høit. Men nærmes Timen,
Da Kirken skal forene vore Hænder,
Befinder jeg mig ilde, faaer en Afmagt.
Er Høitiden først opsat, Tid vi vinde.
EBBESEN
Men kan I ogsaa ....
ELISABETH
Vær I bare rolig!
Jeg spille skal min Rolle; følg min Plan;
Det er ei første Gang, jeg er besvimet.
EBBESEN
I er fortryllende!
ELISABETH
Ja vist! - Men Taushed!
At Ingen mærker ....
77
EBBESEN
I kan stole paa mig.
ELISABETH
Saa bliver det ved Aftalen. Farvel!
Nu skynd Jer bort, og lad ei nogen see Jer!
EBBESEN
(idet han kysser hendes Haand.) I Spøg som Alvor er I høist elskværdig.
(hun gaaer.)

TRETTENDE SCENE

EBBESEN
alene. Den Plan er god, nu er jeg let om Hjertet.
I Aften drager Kongen bort igjen.
Hvo Tid kun vinder, snart vil vinde mere.

FJORTENDE SCENE

EBBESEN. FLEMMING kommer ud fra Sideværelset.

FLEMMING
(afsides.) Jeg hørte, de gik bort. Saa maa jeg efter!
Endnu engang jeg tale maa med hende,
Det koste hvad det vil!
EBBESEN
Hvad seer jeg! Flemming!
78
FLEMMING
Hvorledes! Albert! Ebbesen? Du her?
EBBESEN
Du reed til Rosenkrantz paa Vemmeltofte?
FLEMMING
Du hjemme blev, i Nærheden af Kongen?
EBBESEN
En Brudgom Tiden vel kan blive lang,
Men Du, hvad gjør Du her?
FLEMMING
(afsides.) Han elsker hende,
Hun elsker ham!
EBBESEN
(afsides.) Mon han er hendes Elsker?
(til Flemming.) Vi maae af sted! Det er den høie Tid!
FLEMMING
Afsted! afsted! Ha, Saalerne mig brænde!
EBBESEN
Hvad feiler Dig? Hvad er i Veien? Tal dog!
FLEMMING
Lad mig i Fred! Af Harm jeg knap kan sandse!
EBBESEN
Vær lystig! Ved mit Bryllup skal Du dandse.
(de gaae.)
79

TREDIE ACT

Egnen ved Tryggevælde udenfor Karens Huus, ligesom i første Act.

FØRSTE SCENE

BØNDERFOLKENE, som kom i 1ste Acf, staae med Bægere i Haanden, og drikke. MOGENS staaer i Midten. KAREN skjænker for dem. AGNETE lader sig af og til see imellem dem. Det er Aften, dog inden Solens Nedgang.

MOGENS
(synger.)

1.

Nu lider Dagen saa jevnt, saa trindt,
Alt Maanen staaer over Stevens Klint.
Bægeret blinker,
Glæden os vinker,
Mens Kjølighed vifter fra Træernes Krands.
Duggen den falder
Med Perlers Glands,
Altenen kalder
Til Sang og Dands.
CHOR
Bægeret blinker etc.
80

2.

MOGENS
Nu sidder Pigen i Elverkrat,
Og vogter taus paa sin gyldne Skat.
Kongen allene
Titter bag Grene,
Han skimter vor Lystighed, hører vor Sang,
Lytter til Støien
Paa eenlig Gang,
Hører fra Høien
Vor Bægerklang.
CHOR
Kongen allene etc.

3.

MOGENS
Snart tænder Maanen, ei længer bleg,
Sit Natlys høit over Bøg og Eeg.
Stjernerne funkle
Snart paa det Dunkle,
Naar smykket til Høitiden Aftenen staaer.
Freia vil spinde
Sit gule Haar,
Veien vi finde
Til Bryllupsgaard.
CHOR
Stjernerne funkle etc.
MOGENS
Saa lad os tømme nu vor Lænsmands Skaal!
Han leve med sin Brud!
BØNDERNE
Hurra! han leve!
(de klinke.)
81
AGNETE
(afsides.) O hvilken Qval! Nu lider det ad Aften,
Han kommer ei!
MOGENS
Hvad feiler vor Agnete?
Hvi seer hun saa mismodig ud ved Gildet?
KAREN
Lad Pigebarnet gaae i Fred! Hvad kommer
Det Eder ved, om hun mismodig er?
MOGENS
Godt Ord igjen! Jeg mener det ei ilde.
Paa slig en Dag bør alle være muntre.
(blander sig imellem Bønderne).
KAREN
(til Agnete.) Behersk Dig selv, lad ingen mærke noget.
Hvi vil du være saa bedrøvet. Barn?
Det er jo tidligt end, snart gaae de Andre,
Endnu Du komme kan til Elverhøi.
AGNETE
Nei, Moder, nei! Jeg vil ei did i Aften.
KAREN
Agnete! men hvorledes har Du det?
Jeg knap gjenkender Dig. Vil Du til Bryllup,
Istedetfor til Elverhøi? Velan,
Saa lad os begge følge med de Andre.
82
AGNETE
Til Bryllup! Nei! Saa før til Elverhøi!
Men jeg vil blive her, hos Dig, min Moder!
ADSKILLIGE
Til Dands! til Dands!
MOGENS
Lad Dandsen nu begynde!
KAREN
(til Agnete.) Saa fat Dig, Barn! Vi tales siden ved.
MOGENS
Men skal der dandses, da maa Karen synge.
Syng, Karen, en af Eders mange Viser,
Og lad vor Ungdom faae sig en Springom.
KAREN
Ja nok, men I maa synge med.
MOGENS
Det skal jeg,
ADSKILLIGE
Til Dands! til Dands!
MOGENS
Lad Dandsen nu begynde!
(Bønderne dandse under den følgende Sang.)

1.

KAREN
Dybt i Havet, som med stærke Bølger
Skummer mod Stevens hvide Fjeld,
Der en Havfru sig paa Bunden dølger
I det blaa, kjølig friske Væld.
83
KAREN og MOGENS
Men naar Maanen blank paa speilklar Flade staaer,
Hæver hun sig op, og sagte Harpen slaaer.
KAREN
Tys! tys! tys! hvilken liflig Klang!
Fjernt over Bølgen lyder Havfrusang.
BEGGE
Fjernt over Bølgen lyder Havfrusang.

2.

KAREN
Klintekongen fra sin hvide Throne
Stirrer ud, mindes svunden Lyst.
"Du som henrev mig ved Harpens Tone,
"O min Brud! kom til dette Bryst!"
KAREN og MOGENS
Men hun rødmer høit igjennem Bølgen klar,
Harpens Toner døe, hun stammer frem til Svar:
KAREN
"Tys! tys! tys! jeg er ei din Brud!
"Bølgen er kold, den slukker Elskov ud."
BEGGE
Bølgen er kold, den slukker Elskov ud.

3.

KAREN
Sorrigfuld han vandrer bort fra Fjeldet,
Søger Fred hist i Elverkrat,
Sværmer eensom der ved Kildevældet,
I den blaa, maaneklare Nat.
KAREN og MOGENS
Der han speider taus, og spænder sine Garn,
Lokker i sin Favn saa mangt uskyldigt Barn.
84
KAREN
Tys! tys! tys! han er vist os nær!
Alt har han hørt i Skjul bag sine Træer.
BEGGE
Alt har han hørt i Skjul bag sine Træer.
(Dandsen ophører.)
MOGENS
Man bliver underlig tilmode, Karen,
Ved disse Viser om vor Elverkonge.
Det lider stærkt ad Aften, snart det mørknes,
Og vi skal Elverhøien tæt forbi.
KAREN
I er dog ikke bange, naar I vandrer
I sligt et Følgeskab?
MOGENS
Det gyser i mig,
Hvergang jeg tænker paa den gyldne Skat,
Som Elverpigen vogter.
KAREN
Raser I?
I har dog ikke Mod til den at hæve!
MOGENS
Hvad? Mod? Jeg skal Jer vise, jeg har Mod.
Rask! fyld mit Bæger! Modet kommer siden.
KAREN
(idet hun skjænker for ham.) I drikker meer end I kan taale, Mogens!
85
MOGENS
(efter af have drukket.) Og fik jeg selv en Ruus, hvad gjør det saa?
Det hændes kan i Dag den bedste Mand.
Fyld Bægeret igjen, det gjør mig modig.
(Hun fylder det, han beholder det i Haanden og drikker af og til deraf.) Fortæl mig, Karen, - I forstaaer det jo -
Fortæl igjen, hvad er det man skal gjøre,
Naar her i Stevns man hæve vil en Skat?
KAREN
Det har jeg ofte sagt Jer.
MOGENS
Siig det atter.
KAREN
Nu vel ....
(afsides.) Maaskee det kunde skræmme ham.
(til Mogens.) I kjender Kirken jo paa Stevens Klint?
MOGENS
Ja, Høierup.
KAREN
En Skipper har den bygget,
Som var i Havsnød, lige ved at strande
Paa Fælskovs Rif; da lovede han Himlen,
En Kirke han paa Klinten vilde bygge,
Ifald hans Liv blev frelst. Han reddet blev,
Og bygged Kirken yderlig paa Klinten.
Nu skylle Havets Bølger mod dens Fod,
86 Og rive store Stykker ud af Klippen;
Snart vilde Kirken styrte ned, om ikke
Hver Julenat den nyttede sig ind ad,
Saa meget som et Hanefjed.
MOGENS
Det veed jeg!
Nu videre!
KAREN
Men Kirkegaarden svinder
Bestandig meer og meer for Havets Vælde.
De lange Knokler af begravne Døde
For Lyset vise sig paa Klippesiden,
Og mangen Arm, saa bleg som Fjeldets Kridt,
Med visne Fingre peger over Søen.
MOGENS
Det veed jeg! Videre!
KAREN
Did gaaer man hen
Ved Midnatstid, man kryber op ad Klippen,
Men den er steil, og Havet er derunder, -
Mærk dette vel! det Livet koste kan -
MOGENS
Jeg veed det! Videre!
KAREN
Derpaa man løsner
Tre Knokler, bringer dem til Stedet hen,
Hvor Skatten nedlagt er, man op den graver,
Og ingen Trolddom kan da skjule den
For Øiet eller Haanden.
87
MOGENS
Det er rigtigt.
Saaledes har I mig fortalt det før.
(afsides.) Jeg har forsynet mig med hvad jeg bruger.
KAREN
Hvi stirrer I saa vildt?
MOGENS
Ha! fyld mit Bæger,
Og spørg mig ikke!
KAREN
Lænsmanden sig nærmer!
MOGENS
Saa skjænk da! skjænk! Nu maae vi sagtens drikke.
(Karen fylder Bægerne for ham og de Andre.)

ANDEN SCENE

DE FORRIGE. EBBESEN og FLEMMING, begge i Høitidsdragt, komme fra venstre Side. To Pager følge dem.

EBBESEN
God Aften, mine Venner! Har man ogsaa
Behandlet Eder, som jeg ønsker det?
Har Sang og Dands og Bægerklang Jer frydet?
BØNDERNE
Ja, Herre, ja!
88
EBBESEN
Det glæder mig.
AGNETE
(afsides.) Der er han.
I Bryllupsklæder smykt! O saa bedrog han
Agnetes Tillid! Nu er Alt forbi!
(iler ud.)

TREDIE SCENE

DE FORRIGE, undtagen Agnete.

EBBESEN
I Pager! kommer hid!
(Pagerne nærme sig.) Forglemmer ikke
Hvad jeg har paalagt Jer: Lad Jer ei mærke
For disse Bønder med at Kongen er her.
Jeg har Jer sagt, Hans Naade vil det saa.
Han drager inden Midnat bort herfra,
Og vil ei spilde Tiden med at tage
Mod disse Folks Lykønskninger og Hilsner.
I veed hans Villie, retter Jer derefter!
(Pagerne bukke og trække sig tilbage.)
KAREN
(bringer to Bægere.) Herr Lænsmand, I maa tømme smukt et Bæger
Med vore Bønder! I, Herr Flemming, ogsaa!
FLEMMING
Hvorledes? Jeg? Nei, Gamle, spar Jer Møie!
KAREN
Hvi saa? Jeg troer at I er vred endnu?
89 I Morges blev I vred; lad Solen ikke
Gaae ned derover.
FLEMMING
Gamle! lad mig være!
EBBESEN
O bryd Jer ei om ham! han er lidt vranten;
Det gaaer nok over, men han trænger til
At røre sine Been i Dandsesalen.
FLEMMING
Tie med Din Spot!
EBBESEN
Betænk, min kjære Ven,
Du skal jo møde paa vor Konges Vegne,
Du ligner ham kun slet med sligt et Ansigt.
(Karen har imidlertid skjænket for Ebbesen og de Andre.)
MOGENS
Vor Lænsmand leve! leve høit hans Brud!
BØNDERNE
Vor Lænsmand leve! leve høit hans Brud!
(de tømme Bægerne.)
EBBESEN
Ja for min Brud jeg tømmer denne Skaal.
(tømmer Bægeret.) (afsides.) Hvor er hun? Ha, forgjæves speider jeg! -
(til Bønderne.) Jeg takker Eder, Venner! - Er det sandt,
I vil i Aften følge mig til Høistrup?
90
BØNDERNE
Ja, Herre, ja!
EBBESEN
Jeg takker Eder Alle!
Jeg ventede det nok, og derfor lod jeg
Min Vogn i Forveien et Stykke kjøre,
Den holder paa den anden Side Broen;
Med Eder vil jeg gaae tilfods derhen;
Saa stiger jeg med Flemming ind, vi drage
I Hast til Brudehuset hen, og siden
Vi sees igjen ved Festen. - Nu afsted!
BØNDERNE
Afsted! Afsted!
EBBESEN
(afsides.) Ha! hvor er dog Agnete!
O kunde jeg dog med et venligt Ord
Berolige den Elskte før min Bortgang!
CHOR AF BØNDERFOLKENE

1.

Nu da Lænsmanden bort vil drage,
Følge vi ham til Brudehuus.
Der har vi nye Fester tilbage,
Atter man fylde skal vort Kruus.

2.

Veien skal vi ved Maanen kjende;
Huset har selv en Stjerneglands:
Brylluppets Lys og Lamper som brænde,
Vinke saa klart til natlig Dands.
91

3.

Fjernt det straaler igjennem Ruden,
Hist er saa stolt en Riddersal.
Hurra for Brudgom! Hurra for Bruden!
Hurra skal fylde Skov og Dal!
(Under Slutningen af Choret gaae Ebbesen og Flemming, fulgte af Pagerne og alle Bønderfolkene, over Broen.)

FJERDE SCENE

MOGENS. KAREN.

KAREN
Hvi gaaer I ikke med? Saa skynd Jer da;
Betænk, at hvis I vandre skal alene,
Kan Elverpigen tage Jer i Nakken.
MOGENS
Jeg gaaer, men fyld engang endnu mit Bæger,
For at jeg Mod kan hente til min Vandring.
KAREN
Hvorledes? Vil I drikke meer endnu?
MOGENS
(griber Bægeret.) Skjænk i! Skjænk i!
KAREN
Velan!
(hun skjænker.)
92
MOGENS
Snart synker Natten.
(drikker.) Hurra for Elverpigen og for Skatten!
(gaaer hurtigt over Broen.)

FEMTE SCENE

KAREN
(alene.) Hvor han er vild! Han drukket har for meget. -
Nu maa jeg tale med Agnete. - Stakkel!
Hun bliver daglig mere tankefuld,
Og taber sig i dybe Drømmerier. -
Hvor blev hun af? - Der kommer hun.

SJETTE SCENE

KAREN. AGNETE. Det er imidlertid blevet mørkere. Om lidt er det ganske Aften, men Maanen skinner klart.

AGNETE
Min Moder!
Er Alle borte?
KAREN
Ja, nu drog de bort;
End kan man høre deres fjerne Hurra.
AGNETE
O Gud! Nu slukkedes mit sidste Haab.
KAREN
Hvad mener Du?
93
AGNETE
Jeg elsker Ebbesen!
Nu er det sagt! Lad komme hvad der vil!
KAREN
Agnete! raser Du? Men siig ....
AGNETE
Min Moder!
Tidt har jeg havt Tilstaaelsen paa Læben,
Men Frygten qvalte den.
KAREN
Men drømmer Du?
Vor Lænsmand mener Du, ham som i Aften
Med Jomfru Munk har Bryllup?
AGNETE
Skaan mig, skaan mig!
Jeg føler min Ydmygelse; men dog -
Endskjøndt han troløs svigtet har sin Eed,
Jeg troer dog, at han end mig elsker. - Troer det?
Nei, nei, jeg veed det! - Selv om han mig sagde:
"Jeg elsker Dig ei meer," jeg svarte dristig:
Du lyver, Herre! Jeg er end Dig kjær!
KAREN
Agnete! ha jeg skælver! Siig dog, siig mig,
Naar har Du talt med Lænsmanden, og hvor?
AGNETE
I Tusmørket, ved Aften og ved Morgen,
Paa Elverhøi.
94
KAREN
Paa Elverhøi! Agnete!
Ha! Du forfærder mig! - Ulykkelige!
Du kjender ikke selv Din Brøde!
AGNETE
Moder!
For Himlens Skyld! hvad mener I?
KAREN
Ha, kald mig
Ei Moder. Jeg er ei Din Moder meer.
AGNETE
Saa grumt I vredes? Er jeg ikke nok
Ulykkelig? Skal jeg endnu betynges
Med den Forbandelse?
KAREN
Mit Barn! hvorledes?
Jeg skulde Dig forbande? Kom, Agnete!
Kom til mit Hjerte! Kun for Dig det slaaer.
AGNETE
(kaster sig i hendes Arme.) O lad mig hente Trøst ved Eders Barm! -
Men hvad betyded Eders Ord? I sagde,
Jeg maatte Jer ei længer kalde Moder?
KAREN
Ak, kjære Barn! Din Moder er jeg ikke.
AGNETE
Hvorledes?
95
KAREN
Viid, ulykkelige Pige!
Som Barn Du røvet blev af Elverfolk,
Din Brudgom Elverkongen er.
AGNETE
Ha, Moder!
KAREN
O kunde det dog stedse skjules for Dig!
Men nu, nu maa Du vide det.
AGNETE
O tal!
KAREN
Jeg selv har havt et Barn som hed Agnete,
Men i sin spæde Barndom døde det.
Bedrøvet gik jeg fra den lille Døde
En Aften ud i Skoven. Pludselig
Ved Elverhøi et Barneskrig jeg hørte;
Jeg gik derhen; Dig fandt jeg, hvilende
Paa Græsset, tog Dig op og bar Dig hjem,
Begrov det lille Liig i Stilhed, skjulte
Med Omhu denne Sag, og gav Dig ud
For min Agnete. Barn! Du er en Hedning,
Har ei den christelige Daab annammet!
Derfor Dig Elverkongen kunde rane.
AGNETE
O Himmel!
KAREN
Om Din Hals Du bar en Kjæde,
Hvori en Ring af store Diamanter,
96 Der funklede som Stjerner. Denne Skat
Var Elverkongens Tegn; thi han er rig
Paa Diamanter og Klenodier.
Ved Syn af Guldet lokker han den Spæde,
Og ved en kostbar Ring han sig trolover
For evig med det let bedragne Barn.
AGNETE
Min Moder! Du forfærder mig!
KAREN
Min Hytte
For ringe var til slig en Kostbarhed,
Som Tyve kunde stjæle, Ild fortære.
Jeg lagde Ringen i en Krukke, grov den
I Stilhed ned ved Elverhøiens Fod,
Paa samme Sted hvor Dig jeg havde fundet,
Paa samme Sted hvor Dig en Anelse,
Som ei Du selv forstod, saa ofte hendrog
I Tusmørket, mens Alle som Dig skued,
Af Frygt for Elverpigen veeg tilside.
AGNETE
Nei, Moder, nei! Den Anelse som drev mig,
Var Kjærlighed. Hist Ebbesen jeg mødte,
Thi Stedet frygtet er, og derfor eensomt.
KAREN
En dobbelt Synd har Du begaaet, Agnete!
Thi Ebbesen er Brudgom, Du er Brud,
Ak! Elverkongens Brud! - Ulykkelige!
Og ved hans Høi, hvor han usynlig lurer,
Der har Du mødt Din Elsker! - Ha! Agnete!
97 Har han ei truet Dig med udstrakt Scepter?
Har Du ei hørt hans Klagesuk i Kilden,
I Vinden hans Forbittrelse? Har aldrig
De hvide Taager, som paa Engen svæve,
Dig knuget med en klam og fugtig Kulde?
AGNETE
Nei, Moder, nei! Jeg har ham aldrig seet.
KAREN
(griber en lille Stav, og rækker den til Agnete). Saa gaae, gaae strax til Stedet hvor han hersker!
Men gak alene! muligt han da kommer.
Tag denne Stav; det skarpe Jern, den bærer,
Ved Trolddom smeddet er; grav Skatten op,
Den ligger under Grønsværet, ved Bænken,
Paa høire Side, ganske lavt. Anraab ham!
Kald ham ved Høiens Fod og paa dens Top,
I Busk og Krat, ved Kilden og ved Aaen;
Og kommer han, giv Ringen ham tilbage,
Begjær Din Frihed; tager han ei Ringen,
Saa kast den til ham, vend Dig hurtig om,
Tag Flugten strax, og see Dig ei tilbage!
AGNETE
O store Gud!
KAREN
Hvordan! Du har ei Mod?
AGNETE
Jo jeg har Mod til Alt, for mig at frelse.
KAREN
Saa gaae!
98
AGNETE
Jeg gaaer!
(idet hun gaaer.) Nu giv mig Kraft, o Himmel!
KAREN
(raaber efter hende). Fat Mod! fat Mod! Jeg venter Dig i Hytten.
(Agnete gaaer over Broen. Karen gaaer ind i sit Huus.)

SYVENDE SCENE

KONGEN kommer fra venstre Side, fulgt af HENRIK RUD og en Jæger.

KONGEN
Herr Henrik Rud! nu kjender I min Villie.
RUD
Ja Herre! Eders Hofmænd alt paa Veien
Jer følge; de vil være her om lidt.
En Jagt i Maaneskin er noget sjeldent.
Dog bliver Udbyttet vel neppe stort;
Maaskee i Krattet hist og her en Grævling -
KONGEN
Lad dem om det! Jeg bruger her et Paaskud,
Og dertil kan et Jagtpartie vel gjælde,
Selv om der ingen Maane var paa Himlen.
Hvor Alt er tyst! Alt Ebbesen er dragen
Til Høistrup med Poul Flemming; Bønderne
Er ogsaa borte, Tiden er beqvem.
99
RUD
Nu sværmer Elverpigen vist i Krattet.
KONGEN
Just hende søger jeg. Ei sandt, Herr Henrik?
I har bemærket det: imorges Flemming
Var lystig, men i Aften heel forstemt,
Og Ebbesen som var forstemt imorges,
I Aften lystig var?
RUD
Det kan ei nægtes.
KONGEN
Som sagt, der stikker noget under. Pigen
Ved Elverhøi er sikkert med i Spillet.
De vil bedrage mig; jeg troer dem ikke.
Men jeg skal følge Sporet.
RUD
Eders Naade
Er vant at see med eget Øie, høre
Med eget Øre.
KONGEN
Det jeg vil fremdeles.
Man troer, jeg tør ei over Broen komme?
Hvem veed? Maaskee man stoler selv derpaa?
Velan, jeg skal dem vise det.
RUD
Jeg hører
Alt Eders Jægere.
100
KONGEN
Saa lad os ile,
Før man har naaet os. Ikke sandt? de vide,
At jeg i Forveien er gaaet?
RUD
Jo, Herre!
KONGEN
Nu, saa af sted! Vel er jeg ikke Cæsar,
Og disse Bølger ikke Rubicon;
Men dog jeg siger: jacta est alea!
(gaaer hurtigt over Broen, fulgt af Rud og Jægeren.)

OTTENDE SCENE

HOFMÆNDENE af Kongens Følge træde ind fra venstre Side, alle i Jægerdragt.

CHOR

1.

Herligt en Sommernat
Drage til Elverkrat,
Hvile ved Kilden den svale!
Luna sit Sølverbaand
Snoer om Endymion,
Speider i Busk og i Dale.

2.

Møder en Nymphe dig,
Lad hende skjøtte sig!
Jæger, o lad hende fare!
Husk, at Actæon fik
Straf for et dristigt Blik!
Jæger, o tag dig i ivare!
101

3.

Gaae paa den sikkre Vei,
Sværm og forvild dig ei,
Jæger, iagt du dig tage!
Men har du tabt vort Spor,
Lyt til vort Jægerchor
Det skal dig kalde tilbage.
(de drage over Broen.)
102

FJERDE ACT

En Eng i Ellekrattet. Noget tilbage seer man Elvers høien. En Kilde udspringer derfra, og snoer sig i Bugter om Foden af Høien. Det er maaneklar Nat.

FØRSTE SCENE

MOGENS med en Spade i Haanden.

MOGENS

Nu er jeg altsaa bleven Skattegraver. Frisk Mod! nu gjælder det! - Jeg aldrig før Saa sildig været har paa dette Sted. Bestandig gik jeg uden om, i Afstand, Og saae heel tidt ved Høien Elverpigen. - Der sidder hun! Nei, det var Maanen kun, Som spillede paa Busken. Maaneskin Er ikke godt; jeg holder meer af Mørket, Den rette ravnesorte Dunkelhed, Hvori man intet skjelner. Denne Lysning Forvirrer Øiet med saa mangt et Billed. Her gaaer det an; men paa den anden Side, Hvor Elverpigen pleier helst at sidde, Hvor Skatten er begravet - Ha! jeg gyser! - Ifald hun, naar jeg kommer, sidder der, 103 Og skræmmer mig tilbage fra mit Værk? - Frisk Mod! Kun ved at vove kan man vinde.

(gaaer bag om Høien.)

ANDEN SCENE

AGNETE kommer med Staven i Haanden.

AGNETE
I Væsner, som omsvæve disse Steder!
Hvis Eders Magt er meer end Gjøglespil,
O skaaner da den Arme, som begræder,
At hun fra Fødslen Eder hørte til!
Du Konge, som behersker dette Krat,
O viis dig for mig, men i milde Straaler,
Hvis matte Sølverskjær mit Øie taaler
Saa let som Maanens Glands i denne Nat!
I Taagebilleder, hvis Dands forlyster
Den Kronede, som her i Høien boer!
I vil betragte mig som Eders Søster,
Og regne mig til Eders lette Chor? -
Tilgiver! Selv jeg Aarsag er deri:
Jeg selv har vandret her som Elverpige,
Har nærmet mig til Eders skjulte Rige,
Har følt Jer drage truende forbi.
Her har jeg, fjernt fra Vrimlen og fra Støien,
Den Elskte mødt i denne stille Lund.
Hist har jeg, paa den anden Side Høien,
Hørt Troskabs Eder af hans falske Mund.
Nei, jeg vil ikke see det Sted igjen,
Som blev et Gravsted for min Ungdoms Glæder,
Hvor nu jeg paa den visne Myrthe træder,
Som plantet blev, ak! af en troløs Ven!
104 Og dog - dog er det der hvor Jorden gjemmer
Min Fæstens-Ring i sit forborgne Skjød.
Jeg maa derhen! - Hvad er det jeg fornemmer?
Det hist som Klangen af en Spade lød!
Mon denne Lyd er Elverkongens Bud?
Vil han mig lokke med det Jern som klinger? -
Men kommer jeg, maaskee med udstrakt Finger
Han truer mig, og kalder mig sin Brud.
Jeg er forvirret, lad mig søge Hvile!
Min Tanke sværmer, og min Fod er mat.
Ved disse Bølger, som med Rislen ile
Fra Høien ud igjennem dunkle Krat,
Jeg Ro vil søge for min Frygt, min Sorg.
Fra Kongens dybe Bolig ud de vælde.
O Bølger smaa! vil I mig ei fortælle
Et Eventyr fra Eders Herskers Borg!
Hun sætter sig paa en Træstub i Forgrunden tilvenstre, og falder i Søvn. Derpaa fremstiller sig, synlig for Tilskuerne, følgende DRØM: Elverpigerne dandse paa Engen i Maaneskin. De bemærke Agnete, og drage Elverkongen hen til hende. Han træder hende ganske nær, viser hende Kjærtegn, og rækker hende en Diamant-Ring. Agnete vaagner, reiser sig, og vil tage Ringen, men i det samme synker Elverkongen i Jorden, og Elverpigerne forsvinde.
AGNETE
Min Gud! var det en Drøm?
(hun holder Hænderne for Øinene.)
105

TREDIE SCENE

AGNETE. MOGENS kommer bag fra Høien. Han har en Diamant-Ring i Haanden, han betragter den opmærksomt idet han træder frem, saa af han kommer til at staae Agnete temmelig nær, uden at see hende.

MOGENS
En kostbar Ring!
En sjelden Skat, i Sandhed!
AGNETE
(tager Hænderne fra Øinene.) Dog - dog saae jeg
Saa tydelig den gyldne Ring; den funkled
Med store Diamanter.
(vender sig om og seer Mogens holdende Ringen i Haanden.) Ja, der er den!
(hun udstrækker Haanden og fager Ringen)
MOGENS
Ha! det er Elverpigen! Frels mig, Himmel!
(flygter bort.)

FJERDE SCENE

AGNETE
alene. Hvo var dog han, som Ringen bragte mig?
Hvi løb han bort?
(betragter Ringen). Hvor selsomt! Just den samme
Som jeg i Drømme saae! - Nu har jeg den!
106 Men Kongen? hvordan skal jeg finde ham?
Og mon han og vil tage den tilbage?
Ak! i min Drøm var han saa venlig mod mig,
Han bøiede sig til mig, gav mig Ringen,
Som om han fæstede mig anden Gang -
Der kommer Nogen! hvor skal jeg mig skjule?
(sætter hurtig Ringen paa Fingeren.)

FEMTE SCENE

AGNETE staaende i Forgrunden tilvenstre. KONGEN træder ind i Baggrunden, fulgt af RUD og Jægeren.

KONGEN
(endnu i Baggrunden). Her Stedet vist maa være.
RUD
Ganske rigtigt!
Vil Eders Naade lægge Mærke til,
Der staaer en Pige hist, belyst af Maanen,
Saa fiin af Skabning, klar, ja gjennemsigtig,
At hvo der hende saae, kan dristig sværge,
Han Elverpigen virkelig har seet
KONGEN
Saa sandt jeg lever! - Bliv tilbage, Rud!
Forsigtig! lad os ikke skræmme hende;
Hun kunde som en Taage svinde bort,
Saa flygtig seer hun ud. Bliv her tilbage,
Jeg vil alene gaae paa dette Vildspor.
(Rud og Jægeren blive i Baggrunden, Kongen træder frem.)
107
AGNETE
Man nærmer sig!
(vil skjule sig).
KONGEN
God Aften, vakkre Pige!
Vær rolig! Du har intet at befrygte.
Jeg er en Fremmed, som ei kjender Veien;
Vil Du vel sige mig Besked?
AGNETE
Ja, Herre!
Hvad søger I?
KONGEN
Jeg søger Elverpigen.
AGNETE
Ha! Elverpigen!
KONGEN
Ikke sandt? Hun hersker
Paa dette skjulte Sted, og viser sig
I Maaneskin for Vandreren?
AGNETE
O Herre!
KONGEN
Hvi saa bevæget? Siig mig, vakkre Barn,
Jeg staaer vist alt ved Maalet som jeg søger?
Du selv er Elverpigen, ikke sandt?
AGNETE
O spot mig ikke, Herre!
108
KONGEN
Spotte Dig?
Ved Himlen! nei, Din Skjønhed vil jeg hylde
Ved dette Spørgsmaal. Man har mig fortalt,
At Elverpigen her sig ofte viser,
Og Du, Du seer mig saa fortryllet ud,
Som om Du formet var af Snee og Bjergluft.
AGNETE
Nei Herre, jeg er kun en Dødelig,
Ei Elverpige, vil ei være det
For hele Verdens Guld og Diamanter!
O Gud! jeg gaaer her selv med bange Hjerte,
Med Frygt for Elverpigen, som maaskee
Usynlig lurer paa mig.
KONGEN
Er her da
En anden Elverpige?
AGNETE
Saa man siger.
KONGEN
Hvorledes? Fandt jeg ei endnu den rette?
AGNETE
Nei, det er ikke mig! ei mig!
KONGEN
Mit Barn,
Hvo er Du da, hvis ikke den jeg søger?
109
AGNETE
Jeg er en fattig Bondepige, Herre!
Min Moder hedder Karen, hendes Hytte
Ved Aaen staaer i Tryggevælde Herred.
Jeg lyver ikke, Herre! Vil I spørge,
Skal I erfare, jeg har Sandhed sagt.
Min Moder er en Huusmands Enke, Herre,
Men velbekjendt.
KONGEN
Mit Barn! jeg tvivler ikke.
(afsides) Ha! det er hende, hvorom Flemming talte.
(til Agnete) Men siig mig, Barn, hvad gjør Du her saa silde?
Har Dig Din Elsker givet Stevnemøde?
AGNETE
Min Elsker, Herre! Jeg har ingen Elsker!
KONGEN
Men siig, hvad har da lokket Dig saa silde
Til dette skjulte Sted? Du siger selv,
Du gaaer her med et bange Hjerte? - Pige,
Hvad søger Du da her?
AGNETE
O Gud!
KONGEN
Tal dristig!
Til mig Du rolig kan betroe Din Tanke.
Er Du bestædt i Nød? Hav Tillid til mig,
Maaskee kan jeg Dig hjelpe fremfor Nogen.
110
AGNETE
Ja Herre! god og ædel seer I ud,
I har et mandigt Væsen, gyder Tillid
I den Forladtes Barm. Og dog - dog er der
Hos Eder noget som forfærder mig,
I Eders Øiekast er noget strengt -
Nei - ikke strengt - jeg veed ei hvad det hedder,
Men jeg er næsten sky for Eders Blik;
Det giver mig vel Tillid, men det fylder
Mig og med Frygt - med Ærefrygt, jeg mener,
Med dyb Ærbødighed. See der er Ordet!
KONGEN
I Sandhed, dette Sprog er ingen Bondes.
Mit Barn, hvor har Du lært saa fiin en Tale?
Ifald jeg vækker Frygt og Tillid hos Dig,
Saa glem den første, lad den anden raade!
Ved Himlen! Du mig alt er kjær som Faa!
Siig frem, hvad søger Du?
AGNETE
Ak ædle Herre -
Men I vil lee mig ud.
KONGEN
Nei, kiære Barn!
Tal dristig! Siig mig Alt!
AGNETE
Jeg søger Kongen.
KONGEN
Saa sandt jeg lever! det sig selsomt føier.
Du søger Kongen, og for ham Du staaer.
111
AGNETE
Hvorledes?
KONGEN
Som jeg siger.
AGNETE
Nei, o Herre!
I har Jert Løvte brudt, I spotter mig!
KONGEN
Jeg taler Sandhed; er den saa utrolig?
AGNETE
I er som een af os, af Kjød og Blod.
KONGEN
Mit Barn! er Kongen ei af Kjød og Blod?
AGNETE
Nei, Herre, nei! Han er en flygtig Taage,
Som svæver for et Pust i Aftenluften.
Hans Hjerte har ei Blod, hans Been ei Marv,
Han ingen Lighed har med Jer.
KONGEN
Guds Død!
Det kalder jeg et smukt Begreb om Kongen!
AGNETE
I bliver vred!
KONGEN
Nei! nei! Nu har jeg det!
Du mener Elverkongen?
112
AGNETE
Ja hvem ellers!
KONGEN
Hvem ellers? - Kan Du spørge saa, mit Barn?
Er ingen anden Konge Dig bekjendt,
End den, som Eders Overtro har dannet?
AGNETE
I vil dog ei indbilde mig, o Herre,
At I Kong Christian er?
KONGEN
Indbilde Dig?
AGNETE
Thi det var meer utroligt end det første.
KONGEN
Og hvorfor det?
AGNETE
Kong Christian tør ei komme
Til Stevns; ham Elverkongen ei vil taale.
KONGEN
Mit Barn, Din Uskyld faaer mig til at smile.
Nu seer Du dog, at Kongen er paa Stevns,
Og at Din Elverkonge maa ham taale.
Heraf Du lære kan, at det fra nu af
Med Elverkongens Myndighed er ude,
Og Du har intet meer af ham at frygte.
113
AGNETE
Nei, Herre, nei! Jeg tør det ikke troe!
Alt fra min første Barndom har jeg hørt,
At Kongen ikke komme tør paa Stevns.
KONGEN
Guds Død! Jeg taber min Taalmodighed.
I kjende her ei nogen anden Konge,
End den som Eders Indbildning har skabt.
Det er paa Tiden jeg afsætter ham,
Og viser Jer, I Daarer, hvo der hersker.
Du troer paa hiin, som kun er Hjernespind;
Og mig, der synlig for Dit Øie staaer,
Hos mig Du tør benægte Liv og Sandhed?
Lad fare denne taabelige Tanke!
Hvis nogen Sorrig tynger paa Dit Hjerte,
Hvis noget Ønske hviler i Din Barm,
Saa vend Dig til den Konge, for hvis Aasyn
Du her er stedet! Ham Din Sorg Du klage,
For ham frembære Du Dit Haab, Din Frygt!
Saaledes var det stedse Skik i Danmark,
Jeg seer i Aanden: Saadan skal det blive!
AGNETE
(kaster sig ned for hans Fødder). O Herrens Salvede! jeg kjender Dig!
Hvor var mit Øie blindt for Dine Straaler!
Nu føler jeg det først: Den Ild i Blikket
Som gyder Tro og Tillid i min Barm,
Mens den tillige bøier mig i Støvet
For Dine Fødder; selv den ædle Vrede,
Hvis Lynglimt flammer i Din Tales Torden,
Alt siger mig, at Du Monarken er!
114
KONGEN
(reiser hende op). Stat op, min Datter! Siig Dit Ærinde
Til ham, Du nævnte først med Kongenavn.
AGNETE
O han er magtesløs fra denne Stund!
For Skjoldung-Solen vige han og alle
De Taager, som af Maanen suge Næring.
KONGEN
Hvad vilde Du ham da?
AGNE TE
O Gud! - Tilbage
Ham give denne Ring.
KONGEN
Giv hid!
(Agnete giver ham Ringen.) Hvad seer jeg!
Min Faddergave til Elisabeth!
Hvorledes er Du kommen til den Ring?
AGNETE
Min Konge! Konen hist ved Tryggevælde
Er ei min Moder; hun har fundet mig
Som Spæd paa dette Sted, og i mit Halsbaand
Var denne Ring.
KONGEN
Hvad hører jeg! - Ha følg mig
Til Høistrup! Her er ingen Tid at spilde.
115
AGNETE
Til Høistrup! O min Konge! nei forskaan mig....
KONGEN
Hvorfor? - Hør Barn! Du elsker Ebbesen! -
Du tier? Svar oprigtig!
AGNETE
(frygtsomt). Ja!
KONGEN
Har han
Dig svoret Troskab?
AGNETE
Ja!
KONGEN
Saa kom, min Datter!
Nu vil jeg være Gjæst paa Høistrup! Hurtig!
Gid vi kun ikke komme maae forsilde!
JÆGERNE
(bag Skoven). Møder en Nymphe dig,
Lad hende skjøtte sig!
Jæger, o lad hende fare!
Husk, at Actæon fik
Straf for et dristigt Blik!
Jæger, o tag Dig ivare!
KONGEN
(saasnart de to første Linier ere sungne). Ha! det er Jægerne som søge mig. -
Herr Henrik Rud!
(Rud træder frem.) 116 Send Eders Jæger ned
Til Bondehuset hist ved Broen, lad ham
Den gamle Kone bringe, hun maa strax,
Maa ufortøvet følge med til Høistrup.
Jeg venter hende ved min Vogn.
RUD
Strax, Herre!
(Jægeren gaaer.)
KONGEN
Og nu afsted!
(til Agnete.) Giv mig Din Haand!
AGNETE
Jeg følger.
KONGEN
For Lyset komme skal, hvad Mørket dølger.
(gaaer med Agnete ved Haanden, fulgt af Rud.)
JÆGERNE
(bag Skoven.) Gaae paa den sikkre Vei,
Sværm og forvild dig ei,
Jæger, iagt du dig tage!
Men har du tabt vor Spor,
Lyt til vort Jægerchor,
Det skal dig kalde tilbage.
117

FEMTE ACT

En oplyst og festlig smykket sal paa Høistrup.

FØRSTE SCENE

WALKENDORFF. ELISABETH. EBBESEN. FLEMMING. RIDDERE og DAMER.

Ligesom Teppet gaaer op, seer man et stort pragtfuldt Bal i fuld Gang. Ridderne og Damerne opføre forskjellige Dandse. Derpaa fremtræde nogle unge Piger, og overrække, under en dertil passende Dands, Elisabeth Brudekrandsen. Hun viser sig raadvild, om hun skal modtage den eller ikke. Flemming iagttager hende nøie, ogsaa Ebbesen har Opmærksomheden henvendt paa hende. Endelig tager hun Krandsen, skjøndt med skjælvende Haand. De unge Piger frække sig tilbage. Ballet begynder atter, idet Ridderne og Damerne, som vare Tilskuere ved de unge Pigers Dands, atter stille sig op i nye Quadriller. Alle de tilstedeværende Hovedpersoner staae imidlertid i Forgrunden foran de Dandsende. Flemming, som længe har kjæmpet med sig selv, træder frem, og river Elisabeth Krandsen af Haanden, hvilket maa skee et Øieblik efter at hun har modtaget den. Elisabeth og Ebbesen staae forbausede derved. Walkendorff viser sig forundret og forbittret over Flemmings Dristighed. Flemming og Elisabeth sees af anraabe ham om Tilgivelse og om Beskyttelse for deres Kjærlighed. Walkendorff tilkjendegiver med Vrede, af han ikke vil 118 ind lade sig derpaa. Hele denne Handling maa fremstilles saaledes, som om de handlende Personer virkelig talte med hverandre, for at Tilskuerne kan forestille sig, at de fora medelst den stærke Dandsemusik ikke høre Ordene. Lidt efter lidt geraader Alt i Uorden, Quadrillerne forstyrres, Gjæsterne løbe imellem hverandre, Alle give Tegn paa deres Forvirring. Pludselig høres Jægerchoret fra 3die og 4de Act, uden Sang, blot udført af Valdhorn, udenfor. Alt bliver stille i Salen, man lytter med spændt Forventning.

ANDEN SCENE

DE FORRIGE. BJØRN kommer hurtigt ind.

BJØRN
(til Walkendorff). O Herre! jeg har vigtigt Nyt at melde:
Viid, Kongen er her.
ADSKILLIGE
Kongen!
ANDRE
Kongen!
ANDRE
Kongen!
WALKENDORFF
(afsides.) Nu see i Naade, Himmel, til mig Synder!
(iler mod Udgangen for at tage mod Kongen. Alle flokke sig om ham).
119

TREDIE SCENE

DE FORRIGE. KONGEN. RUD. FØLGET.

KONGEN
Herr Walkendorff! Jeg hilser Jer! Jeg kommer
Uventet, kan jeg tænke, men jeg beder,
Lad ei min Ankomst Eders Fest forstyrre!
WALKENDORFF
(meget forlegen). Forstyrre! - Høie Konge! denne Naade,
Saa stor, som den uventet er, jo maatte
Forhøie Festens Glands uendeligt,
Hvis ei den allerede var forstyrret.
KONGEN
Hvad mener I?
WALKENDORFF
(pegende paa Elisabeth). Hun vil ei tage ham,
Hun har en Anden.
KONGEN
Walkendorff! I skjemter.
WALKENDORFF
Nei Eders Naade! Jeg er nu tilvisse
Til Skjemt ei oplagt.
ELISABETH OG FLEMMING
(knælende for Kongen). Hør os, ædle Konge....
120
KONGEN
Hvad seer jeg? I, Herr Flemming! Er det Eder,
Som hendes Hoved har med Griller opfyldt?
I skulde møde her paa mine Vegne,
Som Eders salig Fader mødte fordum
Ved Barnets Vugge. Viid, min unge Herre,
I forestiller Kongen høist uværdigt,
Og ligner Eders Fader saare slet.
Ha! reiser Jer, I Utaknemmelige!
Bort med Jer! Jeg vil ikke see Jer mere.
I begge har min Tiltro ført bag Lyset,
Har mig fortiet Eders Kjærlighed,
Istedetfor at skrifte den itide.
(Elisabeth og Flemming reise sig op). Herr Ebbesen! I staaer saa taus i Krogen.
Ja dette Syn kan ei opbygge Jer.
Kom hid! Saasandt jeg Kongen er, jeg lover,
I skal Erstatning faae, for al den Uret
Som her I leed.
EBBESEN
Vær skaansom. Eders Naade!
Jeg fordrer ei Erstatning. Vil I gunstig
Bevilge mig en Bøn, saa skjænk de Tvende
Den Naade, som I nys berøved dem,
Og lad dem gaae til Altaret. Jeg sværger:
Jeg bør ei, kan ei ægte Jomfru Munk.
KONGEN
Jeg har ei bedet Jer om Raad, Herr Lænsmand!
Hvad var det for et Ord som undslap Jer?
I fordrer ei Erstatning? Er det muligt?
Maaskee I selv har Deel i Hines Forbund?
121 Maaskee I givet har forlængst en Anden
Et Troskabsløfte?
(Ebbesen slaaer forlegen Øinene ned). Jeg skal vise Jer
Hvad sligt betyder! - I har svoret paa,
I ægter ei Elisabeth? Nu vel,
Jeg troer, min Eed er vel saa god som Eders;
Jeg sværger ved mit kongelige Ord:
I føre skal Elisabeth til Altret,
Den samme, jeg stod Fadder til, og skjænked
En sjelden Diamant i Vuggegave. -
Elisabeth! drag Handsken af Jer Haand,
Viis Ringen frem.
WALKENDORFF
(afsides til Bjørn). Ha! jeg forgaaer af Skræk!
BJØRN
Nu gaaer vor Hemmelighed snart i Lyset.
ELISABETH
Min høie Konge! jeg forstaaer Jer ikke.
Har I en sjelden Diamant mig skjænket?
KONGEN
I spørge kan derom? - Herr Walkendorff,
Da Bruden er i Dag saa festlig smykket,
Hvi skal hun ikke bære Kongens Gave?
Gaae, hent den strax.
WALKENDORFF
Ak! Eders Naade....
122
KONGEN
Nu?
Hvad er iveien?
WALKENDORFF
Ringen.... den er borte.
KONGEN
Hvorledes?
WALKENDORFF
Herre! Skylden er ei min.
Jeg var i Udlandet, min salig Hustru
Lod uforsigtig Barnet gaae med Ringen
Om Halsen i en Kjæde; den blev stjaalen.
KONGEN
Hvor let at skyde Skylden paa sin Hustru,
Naar hun er død, og kan sig ei forsvare!
WALKENDORFF
Jeg sværger Eders Naade....
KONGEN
Hvoraf veed I,
Den stjaalen er? Hvo var da Gjerningsmanden?
WALKENDORFF
En Krybskytte blev mistænkt, høie Herre!
KONGEN
Hvad? Mistænkt? Hvoraf veed I det?
123
WALKENDORFF
Man saae ham
Sig hemmelig at snige her om Slottet.
Ved Tryggevælde blev han siden efter
Forfulgt af Jægere; de greeb ham der,
Men intet havde han, som vidned mod ham.
Formodentlig han Ringen bort har kastet,
Af Frygt for Følgerne, har siden vandret
Til Stedet hen, har søgt den op, og solgt den.
KONGEN
Men blev ei Barnet ranet med det samme?
WALKENDORFF
Hvorledes? Nei, her staaer Elisabeth.
BJØRN
(afsides.) Nu kniber det!
KONGEN
Det synes mig utroligt.
Man har mig sagt, at Kjæden var af Staal,
Og sluttede saa fast om Barnets Hals,
At det var ikke let, at faae den løs.
WALKENDORFF
Ha! hvoraf veed I det?
KONGEN
(giver et Tegn til sit Følge. - Til Walkendorff). Kan I bevise
At denne Pige her er Jomfru Munk?
Forsikringen er ikke nok. Jeg paastaaer:
Hvo Ringen har, hun er Elisabeth.
124

FJERDE SCENE

DE FORRIGE. AGNETE træder frygtsom ind, fulgt af KAREN.

EBBESEN
Agnete! Ha! hvad seer jeg!
KONGEN
(til Agnete). Kom, mit Barn!
Stræk Haanden ud! See, her er Diamanten!
Her staaer Elisabeth, Munks Datter!
WALKENDORFF
Naade!
Jeg har fortiet det af Frygt, min Konge!
Jeg har ei sparet Tid, ei Flid, ei Møie,
At komme det forsvundne Barn paa Spor,
Men Alt forgjæves var.
KONGEN
Hvo er den Pige,
Som I udgivet har for Jomfru Munk?
WALKENDORFF
Min Broderdatter, Herre! Jeg kom hjem
Fra Udlandet med hende, som et Pant,
Min Broder døende mig efterlod,
Da han i Strasborg opgav Aanden. Pigen
Var nylig bleven moderløs, hun var
Omtrent i Alder med det tabte Barn,
Og hed Elisabeth, som hun.
125
KONGEN
Ha! Seer I
Hvorledes Mørkets Gjerning søger Lyset?
Jeg burde straffe Jer, Jer Alle straffe,
Men jeg vil lade Naade gaae for Ret. -
Nu, Ebbesen! Hvo af os svoer vel Sandhed?
Vil I endnu ei ægte Jomfru Munk?
EBBESEN
Tilgiv, min Konge!
KONGEN
(forener Ebbesen og Agnete). Værer lykkelige!
(forener Flemming og Elisabeth.) Mit Ønske gjælder ogsaa for Herr Flemming
Og Jomfru Walkendorff.
ALLE
Vor Konge leve!
CHOR
Beskjærm vor Konge, store Gud!
Beskjærm hans Slægt!
Lad Skjoldung-Stammen høi og prud
Bestandig skyde friske Skud!
Beskjærm vor Konge, store Gud!
Beskjærm hans Slægt!
Med Blomster i sit Sølverhaar,
Han bære, styrket Aar for Aar,
Saa let, som i sin Ungdoms Vaar,
Sin Krones Vægt!
126