Syvsoverdag. Romantisk comedie i tre acter - Det Kgl. Biblioteks tekstportal

↩ 197

SYVSOVERDAG
ROMANTISK COMEDIE I TRE ACTER

✂

✂ Første Gang opført paa det Kongelige Theater
den 1ste Juli 1840,
i Anledning af Deres Majestæters
Kongens og Dronningens Kroning paa
Fredriksborg-Slot.

198
199

✂

FØRSTE ACT

I LUFTEN

✂

FØRSTE SCENE

PHANTASUS,: (som ved Teppets Opgang staaer i Skyerne, træder frem, og siger til Tilskuerne): Jeg hilser eder! Jeg er Phantasus;
I kjende mig vel sagtens, vil jeg haabe,
Thi ellers var det slemt for jer og mig.
Jeg kommer til jer fra min Sommersky;
Med mig skal I bestige den i Tanken,
Og svæve gjennem Luftens klare Strøm,
Og skue ned paa Menneskenes Daarskab,
Paa deres Lidenskaber, deres Uro
Og frugtesløse Travlhed, Haab og Frygt
Og Sorg og Fryd, - Alt fra min rene Høide.
Jeg viser jer hvert jordisk Billed luttret,
Og luttrer eders Følelse derved,
Thi snart som Mennesker I skulle dele
De Jordiskes Bekymringer, og snart
Med Guders Latter nyde deres Daarskab.
Men Taushed og Opmærksomhed jeg kræver,
Thi Den, som ei sig ganske giver hen
Til mig med Øiet, Øret, Sjælen, han
200Maa'selv forskylde, hvis han ei forstaaer mig.
Og siger ikke heller, at for dristig,
At for phantastisk er min Virksomhed,
Naar jeg forbinder Det, som adskilt er,
Og glider over Secler som et Nu,
Thi kun det Dristige behager mig,
Og Phantasus er aldrig for phantastisk;
Men slutter jer til mig med ærlig Villie,
Med ingen forudfattet critisk Tvivl,
Saa skal I see, hvor let det gaaer at flyve.
En Gjenklang lyder end fra Fredriksborg,
Endnu det toner fra de gamle Haller
Om Festen, hvor vor Konge satte Kronen
Af Guld om sin og om vor Dronnings Tinding.
Til Fredriksborg, saa rigt paa gamle Minder,
Og med et nyt, et dyrebart, forøget,
Jeg fører eder hen, men ad en Omvei:
Vi drage først til Fredensborg og Gurre.
Det bedste Strøg i Danmarks rige Have
Jeg valgte til min Tumleplads idag.
O! sikkert hopper Hjertet alt i Livet
Paa Mangen, naar han hører disse Navne,
Thi hvo har seet hiint Paradiis i Danmark,
Og mindes ei begeistret hundred Steder,
Omfattende, lig glimrende Juveler,
Vor Esrom-Søes vidunderlige Perle?
Jeg tyer til disse Minder som en Hjelp:
Med dem I paa min Flugt ledsage mig!
I deres Glands, lig Aftensols-Belysning,
I skue Digtet, som jeg bringer jer!
I høre det med Sommerlyst i Hjertet!
(Musik bag Scenen, vedvarende under Resten af Repliken, som Introduction til den følgende Sang.) 201Hør! nu begynder alt mit muntre Spil.
Det er paa Fredensborg at Sangen toner.
Jeg fører eder ind der i en Kreds
Af lystige Spidsborgere, som synge.
Kun lavt ved Jorden jeg min Flugt begynder,
Men snart sig Digtet hæver, lig min Sky. -
Farvel! Vi sees igjen, og meer end eengang.
(Han træder tilbage i Skyerne, som drage bort med ham.) SCENEN ER FORVANDLET TIL: En Stue paa Fredensborg Slot, vendende ud til et Partie af Slotshaven, som sees igjennem Døren og Vinduerne i Baggrunden. Paa hver Side er ogsaa en Dør.

✂

ANDEN SCENE

Omkring et Spisebord sidde: HUMMELSKOU (Pensionist), MAX (Grosserer), FRU MAX (hans Kone), BALTHASAR (hans Myndling), FRU LÜTTICH (en Enke), CONSTANCE (hendes Niece). De spise og drikke. (Balthasar er klædt som en ung Mand, der gjerne vil være paa Moden, men ikke har Midlerne dertil.)

BALTHASAR: (synger.)
1.
O hvor godt at sidde her
I den muntre Klynge!
Ude staae de gamle Træer,
Vifte blidt og gynge.
Ved Besøg af Sommervind
Fugle titte til os ind,
Qviddre, naar vi synge.

CHOR: Ved Besøg etc.

202

BALTHASAR: 2.
Flygtet fra sit Fangebuur,
Hvor man Livslyst savner,
I den grønne Skov-Natur
Hjertets Længsel havner.
Fredensborg! O skjønne Navn!
Hvilken Vellyst i din Favn
For en Kjøbenhavner!

CHOR: Fredensborg etc.

BALTHASAR: 3.
Her er Munterhed og Sang,
(henvendende sig til Constance, som slaaer Øinene ned.) Her er smukke Piger;
Her for dem og Glassets Klang
Hvert et Mismod viger.
(henvendende sig til Hummelskou.) Her en gjæstfri Vert vi fandt,
Som behandler os galant,
Det er ingen Smiger.

CHOR: Her en gjasstfri Vert etc.

BALTHASAR: Leve vor Vert! Leve Herr Renteskriver Hummelskou!

ALLE: Han leve!
(De reise sig og klinke.)

203

HUMMELSKOU: Jeg beder Dem at tage tiltakke; en Skjelm byder bedre end han har. (De gaae Alle fra Bordet hen i Forgrunden.) Vi er paa Fredensborg og ikke i Kjøbenhavn. Maa jeg ønske Dem "Vel bekomme!"

ALLE: (mellem hverandre).
Vel bekomme! Vel bekomme!
(Et Par Piger komme imidlertid ind og tage af Bordet.)

CONSTANCE: (til Balthasar).
De har virkelig en meget behagelig Stemme.

BALTHASAR: (henrykt).
O Gud! Synes De det?

CONSTANCE: Og De er Poet? Det vidste jeg ikke.

BALTHASAR: Jeg? Nei, langtfra!

CONSTANCE: Men den lille Sang, som De skjænkede os?

BALTHASAR: Den er ikke af mig.

CONSTANCE: Men den passede jo ganske til Leiligheden?

204

BALTHASAR: Ja, for jeg har lempet de sidste Linier. Men alt det Øvrige blev skrevet forleden Dag af - (han standser, idet han seer Max tæt ved sig.)

CONSTANCE: Af hvem?

BALTHASAR: (sagte).
Jeg tør ikke sige det, for ei at ærgre Grossereren.

CONSTANCE: Tak skal De have! Nu veed jeg Besked. Tænkte jeg det ikke nok? Den unge Mand har Talent, derom er ikke to Meninger.

BALTHASAR: Synes De det? O ja saamænd.

MAX: (som har hørt efter det Foregaaende).
Hvem har Talent?

CONSTANCE: En ung Mand, hvis Navn Deres Øre ikke kan taale.

MAX: Hør, Balthasar! Naar du vil overtræde mine Befalinger, uagtet jeg er din Formynder, saa seer jeg hellere, at du gjør det aabenlyst, end hemmeligt.

CONSTANCE: Vær De rolig, Hr. Grosserer! Balthasar har ikke nævnet Nogen.

205

BALTHASAR: Jeg veed jo, at Personen skal være anonym i Deres Familie, og hans Anonymitet er ogsaa tilfulde bleven respecteret.

CONSTANCE: Vi veed, Hr. Grosserer, at et Navn allerede længe har været Contrebande i Deres Huus, men jeg kan forsikkre Dem, at heller Ingen har forsøgt paa at smugle det ind.

MAX: Frøken, De misforstaaer mig. Naar jeg har ønsket, at en Person ikke skulde nævnes i min Familie, saa var det naturligviis min Mening, at han heller ikke forblommet skulde omtales. Og De vilde ikke fortænke mig deri, dersom De vidste, hvad jeg veed. - Men ligemeget! Siden Anna ikke er tilstede, saa lad gaae for dengang. Men hvor er hun? Hvad skal det sige, at hun bliver ude?

BALTHASAR: Ja, det veed jeg ikke.

MAX: Bør du ikke vide, hvor din Søster er?

CONSTANCE: Det er virkelig for meget forlangt.

BALTHASAR: Jeg kan jo dog ikke altid løbe i Hælene paa hende.

206

MAX: Men derimod kunde du gjerne altid svare din Formynder høfligt.

CONSTANCE: Ha ha ha!

BALTHASAR: (afsides).
Gud! hvor det er ækelt! Han skal altid gjøre mig flau, naar der er Damer tilstede.

MAX: (til sin Kone).
Caroline, hør!
(Fru Max, som imidlertid har staaet i Samtale med Hummelskou og Fru Lüttich, træder frem tilligemed Disse.)

FRU MAX: Hvad vil du, hjerte Mand?

MAX: Veed heller ikke du, hvor Anna bliver af?

FRU MAX: Nei, det veed Gud, jeg ikke veed! Hun gaaer vist og spadserer ude i Slotshaven.

MAX: Og bliver ude ved Middagsbordet!

HUMMELSKOU: Det skal De ikke være bekymret for. Jeg har allerede sagt min Huusholderske, at hun skulde holde et Par Retter i Beredskab for hende.

207

FRU MAX: Nei, paa ingen Maade, gode Herr Hummelskou! De har saamænd havt Byrde nok af os i de Dage vi har boet hos Dem. Vi vil ikke forøge Deres Uleilighed. Den, som kommer for sildigt, faaer ingen Mad; saaledes er det indført hos os i Kjøbenhavn.

BALTHASAR: (afsides).
Derfor maa jeg ogsaa tidt gaae fastende i Seng.

FRU MAX: Der skal Ingen sige, at vi forkjæle vore Myndlinger.

BALTHASAR: (afsides).
Nei, det veed Gud!

FRU MAX: Unge Mennesker har saa godt af at vænne sig til Orden og Punktlighed.

BALTHASAR: Men med Forlov, hvorfor har De da aldrig villet tillade min Søster at kjøbe sig et Uhr?

FRU MAX: Saadant Dingeldangel passer ikke for en ung Pige.

CONSTANCE: (til Balthasar).
Men som en god Broder kunde De idag have laant hende Deres.

208

BALTHASAR: Ja, Frøken, det vilde jeg gjerne have gjort, men .... men.... det er just hos Uhrmageren.

MAX: Praleri! Han har intet Uhr.

CONSTANCE: Hvorledes? Har De ikke et Uhr?

BALTHASAR: (forlegen).
Nei .... det er at sige, endnu ikke, men .... (Afsides.) Gud! hvor det er ækelt!

CONSTANCE: Det er jo originalt, især hos en ung, elegant Cavaleer. Apropos, hvem er Deres Skrædder?

BALTHASAR: Han hedder .... ja hvad er det nu?

MAX: Han hedder Petersen.

CONSTANCE: Man seer, han har studeret Modejournalen. Disse korte Ærmer i Kjolen .... det er dog næsten altfor moderne.

MAX: Deri har Skrædderen ingen Skyld; han syede den af en af mine aflagte Kjoler.

209

BALTHASAR: (afsides).
Nei, det er dog gruelig ubehageligt! Gud give, jeg snart var myndig!

FRU LÜTTICH: Men Constance, kan det ikke være dig det Samme, hvem der har syet Herr Balthasars Klæder?

CONSTANCE: Nei, Tante, paa ingen Maade. Alt, hvad som an? gaaer Herr Balthasar, interesserer mig.

BALTHASAR: (galant).
O Frøken! De er rigtig altfor god.

MAX: (til Fru Lüttich og Constance).
Ja, mine gode Damer! Min Kone og jeg have gammeldags Opdragelses-Principer.

BALTHASAR: (afsides).
Opdragelse! Altid skal jeg omtales som en Dreng.

CONSTANCE: Det seer man ikke paa Herr Balthasar.

BALTHASAR: (galant).
O De er meget for god.

210

MAX: Efter vor Mening skal unge Mennesker føre et indgetogent Liv; de skal ikke gaae og stadse og fjase, og ikke have store Skrædder-Regninger, som de ikke kan betale. Skrædderne have gjort mange unge Menneskers Ulykke.

FRU MAX: Ja, deri er jeg ganske enig med min Mand. Jeg kjender mange Exempler.

FRU LÜTTICH: Men man kan dog ikke fortænke unge Mennesker i, at de gjerne vil see godt ud.

MAX: Jo man kan, Frue! De skal tænke paa deres Fremtid og vænne sig til Indskrænkninger. Med Tiden, naar de først blive selvstændige, saa kan de gjøre hvad de vil, og hvis de har Raad til det, saa kan de pynte sig.

BALTHASAR: Ja vist, naar man først er bleven saa gammel, at man seer lige forbandet ud, hvad man saa hænger paa sig.

MAX: Hvilke Talemaader!

FRU MAX: Fy, du maa skamme dig.

211

HUMMELSKOU: Tillad! maa jeg mægle Fred imellem de stridende Parter? Jeg husker godt min egen Ungdom. Dengang jeg som en fattig Examinatus juris neppe havde det tørre Brød, saa følte jeg den meest brændende Lyst til at være Cavaleer og paa Moden. Mangen Dag fik jeg ikke Noget at spise, fordi jeg havde givet mine Penge ud til en eller anden Modesag. Jeg kan huske engang i Dyrehavstiden, da levede jeg en heel Uge af Kaffe og Rugtvebakker, fordi jeg en Søndag havde leiet en Hest, hvorpaa jeg red ved Siden af en Vogn med Damer, som jeg gjerne vilde vise mig for til min Fordeel. Og hvert Aar havde jeg en Skrædder-Regning, som bragte mig de største Fataliteter. Saadanne Galskaber gjør man i den Alder, og jeg fortryder ikke mine, thi nu kan jeg dog sige, at jeg har faaet mangt et Ønske tilfredsstillet, inden det var for silde; og det er just derpaa det kommer an: man maa have Alting i rette Tid. Da jeg blev Renteskriver, og havde mit taalelige Udkomme, var jeg allerede ældre, og brød mig ikke synderlig om Stadsen. Og nu, da jeg er en gammel Pensionist, der har faaet frie Værelser her paa Fredensborg-Slot, skal jeg saamænd hverken vise mig tilhest for at behage Damerne eller sætte mine faa Penge i Modesager.

BALTHASAR: (gaaer hen og trykker Hummelskous Haand).
Gud velsigne Dem, Hr. Hummelskou! De taler som en Engel.

CONSTANCE: Som et Orakel.

212

FRU LÜTTICH: Som en Viismand.

MAX: Det er ikke min Mening.

FRU MAX: Heller ikke min.

MAX: Det veed jeg nok, min Hjerte! Du er aldrig af anden Mening end jeg.

FRU MAX: Det er jeg heller ikke, min Hjerte! Det er en lykkelig Sympathie.

HUMMELSKOU: Og hertil kommer endnu, at Deres Myndlinger jo har egen Formue, saa at der ikke er Nødvendighed for at holde dem knapt.

MAX: Bliv ikke vred, min gode gamle Ven! Men det er vanskeligt at see ind i Andres Pung. Mine Myndlinger har Formue, det er sandt, men veed De, hvor stor eller hvor lille den er, hvor Meget der kan være gaaet tabt ved uheldige Conjuncturer?

HUMMELSKOU: (flau).
Nej. det veed jeg rigtignok ikke.

213

BALTHASAR: (afsides med et Suk).
Ja, jeg saamænd heller ikke.

MAX: Om sex Aar er Balthasar myndig; til den Tid skal jeg overlevere ham hans Midler....

BALTHASAR: (afsides).
Gud give, det var idag!

MAX: Er det da ikke min Pligt at sørge for at forøge hans Capital i det Yderste, for at kunne stille den størst mulige Sum til hans Disposition? Det skylder jeg min salig Ven og Slægtning, hans og Annas afdøde Fader, som indsatte mig til Børnenes Formynder og Opdrager.

BALTHASAR: O Hr. Grosserer! lad det ikke genere Dem! Jeg seer gjerne, at De sparer noget mindre paa min Formue.

MAX: Du snakker, som du har Forstand til.

FRU MAX: Vore Børn har saamænd Intet at klage paa .... ja jeg kalder dem nu vore Børn, uagtet de ikke er det. Men de kunde gjerne være lidt taknemmeligere. Det mangler dem sandelig ikke paa Adspredelser. Har vi nu ikke taget dem med paa denne Lystreise?

214

MAX: Og bebyrdet vor gode Vert med to Personer endnu. Det var egentlig ikke rigtigt.

BALTHASAR: (afsides).
Saa! nu sagde han det reent ud! For min Søster og mig var det godt nok at blive hjemme.

HUMMELSKOU: Ih Gud bevare os, Herr Max! Det vilde jo have været den største Synd at lade Børnene sidde hjemme og kukkelure, medens al Verden, Unge og Gamle, flokkes paa Veien til Frederiksborg. Det er ikke hver Dag, man faaer en kongelig Kroning at see. De Fleste opleve den kun eengang. Gid det maa vare længe, inden den gjentager sig!

FRU LÜTTICH: Ja, men Grosserer Max har forsaavidt Ret, som De virkelig nu har faaet altfor stor Indqvartering. Ogsaa jeg og min Niece bidrage til at udvide Deres Huusholdning i disse Dage. Sex Mennesker maa De huse og føde!

HUMMELSKOU: Gjør ingen Complimenter! Gammelt Venskab ruster ikke, saalidt som gammel Kjærlighed. Jeg vilde have taget det meget ilde op, om De ikke Alle havde gjort denne Afstikker til Deres gamle Ven. Imorgen er først Kroningen, saa kjøre vi Alle til Frederiksborg; jeg har allerede bestilt en stor Holsteenskvogn. Det vilde ikke have moret mig at tage 215 derhen allene. Men nu har jeg ovenikjøbet tilbragt et Par behagelige Dage med gode Venner og Veninder; især idag.... og det er just Syvsoverdag, veed De det?

MAX: Nei virkelig?

FRU MAX: Er det Syvsoverdag?

FRU LÜTTICH: Det har saamænd Ingen tænkt paa.

HUMMELSKOU: Ak nei! hvem tænker paa Sligt i vore Tider, hvor man har saa meget Andet at tænke paa? Men det er ganske rigtigt; De kan see det i Almanaken. Gid vi bare ikke maa faae Regn, for saa skal det regne i syv Uger.

CONSTANCE: Saa De troer paa gamle Spaadomme?

HUMMELSKOU: Ja Frøken, hvorfor ikke? De gamle Propheter ere altid bedre end de nye.

✂

TREDIE SCENE

DE FORRIGE. Procurator STEIER.

STEIER: (udenfor).
Godt! godt! Jeg skal nok finde dem.

216

BALTHASAR: (afsides).
Saa! der har vi allerede en af de nye!

STEIER: (yderst ziirlig klædt paa nyeste Mode, træder ind ad Havedøren i Baggrunden).
Deres ærbødigste Tjener! Jeg kommer dog ikke til Uleilighed?.... Hr. Hummelskou! tillader De, at jeg hilser paa Dem, medens jeg er paa Fredensborg?

HUMMELSKOU: Ah, Herr Procurator Steier! Velkommen!

STEIER: Herr Grosserer! Maa jeg have den Ære at sige Dem god Dag?.... Det gaaer meget godt med Deres Proces; paa Mandag giver jeg mit sidste Indlæg .... Ah! Frøken Constance! Det er jo charmant, at vi skal træffes her!.... Fru Lüttich! .... Fru Max! jeg kaster mig for Deres Fødder .... (Med overlegen Mine,) God Dag, Balthasar!

BALTHASAR: (tørt).
God Dag, Steier!

STEIER: Ha ha ha! Paa min Ære, ikke saa galt svaret. Jeg burde sagt: Herr Balthasar.

BALTHASAR: Og jeg: Herr Steier.

217

STEIER: Jeg havde Uret; man bør respectere Ungdommen .... ja jeg regner da mig selv til de Unge; men jeg mener den grønne Ungdom, den har faaet Betydning i vore Tider.

BALTHASAR: (afsides).
Gud, hvor det Menneske ærgrer mig! Bare jeg turde svare ham rigtigt!

STEIER: Men for at komme til Det, som er vigtigere: Jeg kan da tænke, at hele det ærede Selskab tager til Frederiksborg imorgen.

HUMMELSKOU: Ja naturligviis.

STEIER: Det er ganske charmant; jeg abonnerer paa en Plads i Deres Selskab.

HUMMELSKOU: Med Fornøielse, dersom vi blot kan faae Plads paa Vognen; den er rigtignok fiirstolet, men ....

STEIER: Hvor vil De hen? Troer De, jeg er saa ubeskeden? Jeg har min egen Equipage, det er at sige, min lille Gig; i den er jeg kørt lige fra Kjøbenhavn hertil.

218

BALTHASAR: (afsides).
Gud! han holder Gig!

CONSTANCE: Det er et nydeligt Kjøretøi! Jeg kjender det, jeg har seet det.

STEIER: Det glæder mig overordentligt, thi saa tør jeg maaskee haabe, at Frøkenen gjør mig den Ære at modtage en Plads deri, naar vi kjøre til Frederiksborg imorgen.

CONSTANCE: O det vil være deiligt! Ikke sandt, Tante, jeg maa nok?

FRU LÜTTICH: Hvorfor ikke? Men Herr Steier kjører da med os Andre? De forlader os ikke?

STEIER: Gud bevare os! Jeg skal kjøre tæt foran Dem og vise Dem Vei en.

FRU LÜTTICH: Saa kjører De bestemt fra os.

STEIER: Jeg skal gjøre mig al Umage for at holde Tact og Tempo med den store Familievogn, men det forstaaer sig, min Hest vil gjerne fremad.

219

BALTHASAR: (afsides).
Gud! hvor jeg ærgrer mig!... Og hvor han er godt klædt!

STEIER: Saa vinder Herr Hummelskou en Plads paa sin Vogn. Ikke sandt, De troede, jeg kom her med uforskammede Pretentioner? De troede maaskee endog, at jeg vilde logere hos Dem inat? Nei, vær De rolig, jeg har allerede taget mit Logis hos Cold; det er et fortræffeligt, et udmærket Sted. Men der er allerede saa opfyldt af Gjæster, jeg havde maaskee ikke faaet et Værelse, dersom jeg ikke der havde truffet paa den unge Poet .... hvad er det nu han hedder? jeg kan aldrig huske hans Navn .... (til Max) han, som kommer saa meget i Deres Huus.

MAX: Nei, Herr Procurator, nei han kommer ikke i mit Huus.

CONSTANCE: Det er godt, at De ikke kan huske hans Navn, thi Grossereren kan ikke taale at høre det.

STEIER: Min naadige Frøken! Hvor kan De forlange, at jeg skal huske en Poets Navn? Vi har jo en utrolig Mængde af dem, og denne har desuden endnu ikke noget Navn.

CONSTANCE: Han vil nok erhverve sig det.

220

STEIER: Det er meget muligt, jeg paastaaer ikke det Modsatte; og naar han først faaer et Navn, skal jeg nok huske det. Men enfin, det var Det, jeg vilde fortælle: Han kom mig imøde, da han saae, jeg var i Forlegenhed, og tilbød mig sit Værelse, da han om en Timestid agtede at tage til Gurre, for at blive der inat. For Øieblikket er jeg da egentlig huusvild, min lille Kuffert staaer paa Gangen hos Herr Cold, men om en Time kan jeg komme under Tag .... ved den unge Poets Godhed.

CONSTANCE: Hvad De der fortæller, interesserer mig. Saa han reiser til Gurre? Det er bestemt for at faae nye Inspirationer til sit store Digt.

STEIER: Hans store Digt? Hvad er det for et?

CONSTANCE: "Kong Valdemar Atterdag." Det er ikke endnu færdigt, men jeg har hørt endeel af det, han har læst det for Anna og mig .... ogsaa for Herr Balthasar.

BALTHASAR: Ja, ogsaa for mig.

HUMMELSKOU: Kong Valdemar Atterdag? Ja ham kjende vi godt her i Egnen; hans vilde Jagt strækker sig tidt over Fredensborg.

221

CONSTANCE: Hans vilde Jagt? Den forekommer ogsaa i Digtet.

HUMMELSKOU: Og hillemænd! det er just Syvsoverdag; Natten efter Syvsoverdag er i den Henseende netop den meest berygtede. Tag Dem iagt, at De ikke vækkes inat ved Hundeglam og Piskesmeld.

FRU MAX: Ih Gud bevare os!

MAX: Aa Snak! det har vel ingen Nød.

CONSTANCE: (til Hummelskou).
Jeg mærker, De har megen Tillid til Syvsoverdagen: De troer ikke allene paa dens Regnveir, men ogsaa paa dens vilde Jagt.

HUMMELSKOU: Ja Frøken, der er saa Meget, som man vel bliver nødt til at troe paa. Men veed De, hvad jeg er mere bange for end Kong Valdemars Jagt? Det er kold Kaffe. Lad os derfor ikke vente længere, thi Kaffen har vist allerede længe staaet i Lysthuset. Mine Damer og Herrer! maa jeg vise Dem Veien?
(Han gaaer ud i Haven, Alle følge, undtagen Balthasar. Ved Udgangen slutter Steier sig til Constance og taler med hende).

222

✂

FJERDE SCENE

BALTHASAR allene.

BALTHASAR: (idet han seer efter de Andre).
Mange Tak for mig! Jeg skal ikke have kold Kaffe. Man siger, at man bliver smuk deraf; men det er ikke Skjønhed jeg trænger til, jeg trænger kun til nye Klæder, saa kommer Skjønheden af sig selv. Denne Procurator, er han nu videre smuk? Nei, men han er deilig klædt, og han holder Hest og Gig; derfor synes Fruentimmerne, at han er smuk og elskværdig, .... endogsaa Constance! .... O jeg er meget bedrøvet!

✂

FEMTE SCENE

BALTHASAR. ANNA, med en Bouquet i Haanden, træder ind fra Haven.

ANNA: Balthasar, er du ene?

BALTHASAR: Ah er du der, Anna! Det er paa Tiden, at du kommer; der har været saadan en Spørgen efter dig.

ANNA: Jeg har spadseret langs med Esrom-Sø, og plukket disse Blomster.

BALTHASAR: Og forglemt Middagsmaden.

223

ANNA: Har I allerede spiist?

BALTHASAR: Ja for længe siden. Nu maa du see, hvor du faaer Noget.

ANNA: Jeg trænger til Intet, jeg har drukket Melk og spiist Hvedebrød i et Bondehuus, hvor der var saadanne gode Folk, som af sig selv bød mig Forfriskninger.

BALTHASAR: Det træffer sig jo heldigt. Gud skee Lov, jeg har dig igjen! Naar du er borte, bliver jeg ganske melancholsk. Der er saa meget Ondt i Verden. Jeg synes, at vi Stakler ere saa forladte.

ANNA: (rækker ham Haanden).
Nei, naar vi holde fast ved hinanden, ere vi ikke forladte.

BALTHASAR: Ja, du er min egen gode Søster; havde jeg ikke dig, saa fortvivlede jeg. Plør, jeg kan ikke lade være at betroe dig mine Sorger. Constance var saa venlig imod mig, men med Eet saa kommer denne fæle Procurator Steier, og nu smidsker hun til ham, og han gjør Cour til hende, og jeg kan ikke længere komme til.

ANNA: Ak, Balthasar! Det maa du jo allerede være vant til.

224

BALTHASAR: Nei, det er af de Ting, man aldrig vænner sig til. Og Grossereren, vor Formynder, er altid saa haard imod mig; han siger mig saa mange ydmygende Ting, og just i Fremmedes Paahør. Hvergang jeg begynder at blive lidt lystig og slaae mig løs ligesom andre Mennesker - og det er min Natur at være lystig - saa faaer jeg strax ligesom et Knips over Næsen. Og hvad er det for Klæder, jeg gaaer i! Ogsaa deri skal jeg føle min Ydmygelse! - O jeg var tilfreds, jeg var død!

ANNA: Fy, Balthasar, fy! Saadant Noget maa du ikke sige. Vilde du ønske dig Døden, blot fordi dine Klæder ikke ere smukke nok?

BALTHASAR: O! det er jo ikke det Eneste. Men siig mig oprigtigt, seer jeg ikke latterlig ud? Jeg har en Mistanke om, at jeg seer latterlig ud, men jeg selv kan ikke see det.

ANNA: Jeg heller ikke, min gode Balthasar. I mine Øine seer du ikke latterlig ud.

BALTHASAR: Men i Constances? O hun synes meget bedre om Procuratoren!

ANNA: Oprigtig talt, hvorfor vil du bryde dig saameget om Constances Dom? Hvorfor vil du sætte dit 225 Hjerte til hende? Hun er vel i Grunden en god Pige, og hun er morsom, hun er underholdende, men hun har intet Hjerte at give dig i Erstatning for dit. Jeg vilde vist ikke sige det til Andre end dig, men reent ud sagt, hun er en Coquette, som opmuntrer næsten Enhver til at gjøre Cour til hende; hun kan ikke skjelne Guld fra Messing, hun synes lige godt om Alle, naar de blot have en blank Overflade, som kan straale hendes eget Billede tilbage. Ak! du veed det, Balthasar, hun har kostet mig mange Taarer.

BALTHASAR: Ja, stakkels Anna, jeg veed det. Endnu for et Øieblik siden talte hun med Henrykkelse om Kong Valdemar Atterdag .... om Digtet.

ANNA: Om Digtet! Som om hun kunde fatte et Digt! Lad blot en smuk Poet - men smuk maa han være - byde hende den rene skære Prosa, og hun vil sige, at det er det deiligste Digt. Men det forstaaer sig, Digterne fortjene det ikke bedre, thi den Enes Bifald er dem ligesaa kjært som den Andens.

BALTHASAR: Ja, det er et forfængeligt Folkefærd, det er bekjendt; det kan ikke nytte at indlade sig med dem.

ANNA: Ak nei!

BALTHASAR: De ere flygtige og letsindige.

226

ANNA: Ja desværre!

BALTHASAR: Troløse.

ANNA: O ti! jeg veed det kun altfor godt.

BALTHASAR: Veed du ogsaa, at han er herude?

ANNA: Ja.

BALTHASAR: (polisk).
Og du skulde vel ikke .... saadan .... have mødt ham paa din Spadseretour?

ANNA: Nei, Balthasar, jeg forsikkrer dig.

BALTHASAR: Saa er det godt, thi om en Time reiser han.

ANNA: Om en Time!

BALTHASAR: Ja, til Gurre. Det sagde Procuratoren, og det er allerede længe siden han sagde det.

ANNA: O Gud! Saa er der intet Øieblik at spilde. Ja, jeg har længe kæmpet med mig selv, men nu har dine Ord bestemt mig. Nu skal det være, nu eller aldrig.

227

BALTHASAR: Hvad mener du?

ANNA: (idet hun tager et skjult Baand, med en Ring i, fra sin H als)
Mm egen gode Balthasar! tag denne Ring og bring ham den; du behøver Intet at sige, .... men fortæl mig hvad han svarer.

BALTHASAR: (befragtende Ringen, medens Anna endnu holder fast i Baandet).
Gud! hvilken deilig Ring! Og den har du aldrig viist mig før?

ANNA: Tilgiv mig; herefter skal jeg ingen Hemmelighed have for dig.

BALTHASAR: Den er dog mageløs deilig! Dersom den var min! Hvor den vilde klæde mig nydeligt paa Fingeren! .. Men det er meget rigtigt, at du sender ham den tilbage; lad ham have det saa godt! .... Naa, saa slip da!

ANNA: Lad mig blot see den engang endnu! (Hun tager den fra Balthasar, og kysser den.) Farvel, min Drøm! (Giver Balthasar den tilbage.) Skynd dig, Balthasar, skynd dig, inden det er for sildigt, og bring mig Svar saa hurtigt som muligt.

BALTHASAR: Vær du rolig! jeg skal strax være her igjen.
(Løber ud af en Sidedør.)

228

✂

SJETTE SCENE

ANNA allene

ANNA

✂

Nu er det gjort! Een Erindring mindre har jeg nu. Men alle de mange andre? hvorledes skiller jeg mig fra dem? Hvor ofte er det hændet mig, at jeg er bleven plaget af en Melodie, der ligesom forfulgte mig, idelig klingede for mit Øre, afbrød mine Tanker og forstyrrede min Søvn! Gaaer det mig anderledes nu? Alt hvad jeg seer om mig. Træerne, Luften, Søen, selv disse Blomster, jeg har plukket, Alt, ja endog mine egne Følelser, min egen Tilstand erindrer mig om en eller anden Strophe i det Digt, som jeg næsten har seet blive til, som jeg har hørt og læst saa tidt, at jeg kan det udenad, .... det Digt, som jeg selv engang indbildte mig at have inspireret! - O det er en Q val! Jeg raader ikke meer over mine Tanker.

"Konning Volmer drager afsted paa Jagt,
Hannem følge hundrede Svende;
Duggen har sig paa Marken lagt,
Skoven lufter sin grønne Pragt,
For kjølig Hilsen at sende.
Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.
Konning Volmer drager ad lønlig Sti
Under Løvet, som skygger foroven.
Tyst ham svæver en Skygge forbi,
Følge han vil, han naaer det Fri, -
Men Skyggen svinder i Skoven.
Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.
229Konning Volmer vanker ved Søens Bred,
Hvor i Sivene Skummet bruser.
Nærved hører han kjendte Fjed,
Vender sig snelt, - kun et øde Sted
Han øiner, hvor Vinden suser.
Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.
Konning Volmer vanker i Rosenslund
Under Aftnens Rose paa Himlen,
Blomsten ham dufter fra Kalkens Bund;
Kommer han atter ved natlig Stund,
Da lyser ham Stjernevrimlen.
Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.
Det er tungt, naar Hjerterne skilles ad,
Som da Volmer skiltes fra Tove!
Trøst ei findes i Rosens Blad,
Stjernernes Glimten, Duggens Bad;
Hvad hjelpe de grønne Skove?
Kongen er bedrøvet, Kongen er taus."

Der kommer Nogen! Det er godt, saa kan jeg maaskee faae andre Ting at tænke paa.

✂

SYVENDE SCENE

ANNA. CONSTANCE kommer fra Haven.

CONSTANCE: Naa, er du der, Anna? Hvor har du dog været?

ANNA: Jeg har spadseret, .... og plukket Blomster; maa jeg byde dig dem?

230

CONSTANCE: Ja, hvorfor ikke? Jeg vil gjerne have dem. (Hun fager Bouquetten.) Men hvad feiler dig? Du seer jo ganske modfalden ud.

ANNA: Jeg? Nei, hvorfor det?

CONSTANCE: Hvorfor? Ja, det maa jeg spørge dig om.

ANNA: Jeg veed ikke, hvad du mener.

CONSTANCE: Men jeg mener at du veed det; jeg troer at gjætte Grunden til dit Mismod. Ere vi ikke gode, gamle Veninder? Skal vi da ikke have Tillid til hinanden? Min gode Anna, Alt kan ende ganske anderledes, end du har tænkt dig.

ANNA: Jeg veed endnu ikke, hvad du mener.

CONSTANCE: Det er ikke sandt, du forstaaer mig meget godt. Ah! der er din Broder!

ANNA: (skjælvende.)
Min Broder!

CONSTANCE: Ja, din Broder; er du bange for ham?

231

✂

OTTENDE SCENE

DE FORRIGE. BALTHASAR kommer aandeløs løbende ind fra Sidedøren.

BALTHASAR: See her, Anna, her har jeg .... Ah! Frøken Constance!

CONSTANCE: Men hvad er det? Deres Søster bliver bange for Dem, og De bliver bange for mig.

BALTHASAR: Nei paa ingen Maade. (Fattende sig.) Gud! hvor kan De dog troe det? Jeg skulde blive bange for Dem, jeg, som saa gjerne ....

ANNA: (sagte til Balthasar, idet hun trækker ham tilside.)
Siig mig Besked! Traf du ham?

BALTHASAR: (sagte.)
Ja jeg gjorde.

ANNA: (sagte.)
Tog han imod Ringen?

BALTHASAR: (sagte.)
Ja han gjorde.

ANNA: (sagte.)
Sagde han ikke Noget?

232

BALTHASAR: (sagte.)
Jo han gjorde .... (Idet han seer efter Constance.) O jeg er saa confus! .... Det er at sige, han sagde egentlig ikke Noget, men han skrev et Par Ord til Svar. See her!
(Leverer hende hemmelig et Brev.)

ANNA: Et Brev! Hvad kan det være?

BALTHASAR: Ja, det veed jeg ikke.

CONSTANCE: (nærmende sig.)
Her forhandles nok en Hemmelighed; det er bedst at jeg gaaer, for ikke at være til Uleilighed.

ANNA: (som imidlertid har skjult Brevet.)
Nei, nei, Constance! Bliv du! jeg gaaer min Vei.

CONSTANCE: Hvorfor?

ANNA: Jeg kommer strax tilbage.
(Iler ud ad en Sidedør.)

BALTHASAR: (til Constance.)
Nei, Frøken, gaa dog ikke!

233

✂

NIENDE SCENE

CONSTANCE. BALTHASAR.

CONSTANCE: Men hvad feiler dog Deres Søster?

BALTHASAR: O Ingenting, Frøken! Det er ikke værdt at tale om. Jeg har tusinde Ting at sige Dem.

CONSTANCE: Velan, jeg er parat til at høre. (Pause.) Nu da, vil De ikke begynde? Siden Tallet er Tusinde, saa er der ingen Tid at spilde.

BALTHASAR: Ak! jeg er ganske forvirret. Jeg veed ikke, hvor jeg skal begynde, eller hvor jeg skal ende.

CONSTANCE: Begynd med Enden! Resultatet er dog altid Hovedsagen.

BALTHASAR: Ak, Frøken! Jeg kan sige, jeg har Uheld med mig i Alting. Hvorlænge har jeg ikke ønsket mig en Samtale med Dem under fire Øine ....

CONSTANCE: (ironisk.)
Min Gud! De forskrækker mig.

BALTHASAR: O det er bare Deres Spøg! - Og nu! da jeg er saa lyksalig at have opnaaet den, saa kan jeg ikke finde Ord til Det, jeg vilde sige.

234

CONSTANCE: (venlig.)
Min gode Balthasar, tal!

BALTHASAR: Ja, De giver mig Mod, jeg vil ogsaa tale. Jeg vil sige Dem .... dog nei, det vil jeg ikke sige .... ikke endnu .... Men jeg vil sige Dem en anden Ting -

CONSTANCE: Nu, saa siig den da.

BALTHASAR: Hvorfor gjør De saameget af den Procurator?

CONSTANCE: Hvor falder det Dem ind? Gjør jeg meget af ham?

BALTHASAR: Ja De gjør; det kan ikke nytte, De nægter det.

CONSTANCE: De tager feil, men selv om saa var .... det er jo ogsaa en meget behagelig Mand.

BALTHASAR: Behagelig? O ja, Smag og Behag er forskjellig. Det vil sige, han har gode Klæ-

CONSTANCE: Hvad mener De?

BALTHASAR: Jeg vil sige: gode Manerer.

235

CONSTANCE: Ih nu, det er jo strax Noget.

BALTHASAR: Det er det ogsaa. Men hør nu, hvorfor vil De imorgen kjøre med ham i hans Gig? Finder De det passende?

CONSTANCE: Hvorfor ikke? Min Tante har jo Intet derimod.

BALTHASAR: Ja det troer jeg nok! Deres Tante hun siger Ja og Amen til Alt hvad De foreslaaer.

CONSTANCE: Saa De finder det saa upassende?

BALTHASAR: Ja, at kjøre med ham. Hvis det derimod var med mig ....

CONSTANCE: Men De har jo ingen Vogn.

BALTHASAR: Nei, for Øieblikket ikke, .... med med Tiden ....

CONSTANCE: Men det kan ikke hjelpe os imorgen.

BALTHASAR: O! hvis der ikke er Andet iveien, saa er jeg ovenpaa. Jeg kan faae en meget pæn Vogn tilleie herude; 236 det er rigtignok ingen Gig, men det er ogsaa dobbelt saa godt at kjøre paa fire Hjul som paa to. Jeg tager den under alle Omstændigheder. Troer De, jeg vil sidde paa den fiirstolede Holsteenskvogn med alle de kjedsommelige Mennesker? Nei, jeg vil kjøre med Dem, Constance, eller ogsaa vil jeg kjøre allene, ganske allene. (Seer Max og Steier komme fra Haven.) See saa! Nu er vor Samtale allerede forbi, og endnu har jeg ikke faaet Deres Villie at vide.

✂

TIENDE SCENE

DE FORRIGE. MAX og STEIER (fra Haven.)

STEIER: Ja, Herr Grosserer! det er mit Raad; nu maa De selv gjøre som De vil. Men mit Raad er godt, det er ægte juridisk.

MAX: Ja, Tak skal De have; De er jo en klog Mand, De kjender alle mine Affairer saa godt som jeg selv. Jeg skal nærmere overveie Sagen.

STEIER: Ah! hvad seer jeg! Frøken Constance! .... og i tète-à-tète med Herr Balthasar!

CONSTANCE: Ja, hvorfor ikke med ham saavel som med en Anden?

STEIER: O! De vil opvække min Jalousie, men det skal ikke lykkes Dem. Jeg forsikkrer Dem, at jeg er ikke jaloux paa Herr Balthasar!

237

BALTHASAR: (afsides).
Det er ret en Oxe!

CONSTANCE: De skulde dog ikke være saa ubekymret. Hr. Balthasar er en farlig Concurrent. Han har i dette Øieblik gjort mig et Tilbud ....

STEIER: Hvorledes? Tilbud?

MAX: Tilbud? Han?

CONSTANCE: O lad mig ikke forskække Dem! .... Tilbud om at kjøre med ham imorgen istedenfor med Dem, og jeg er nu virkelig ganske uvis om, til hvilken Side jeg skal vende mig.

STEIER: O min Frøken! det er da Spøg! Jeg har jo Deres Løfte.

MAX: Men hvad skal det sige? Hvorledes kan Balthasar invitere Frøkenen?

STEIER: Ja, det er jo ogsaa sandt; han har jo ingen Vogn.

CONSTANCE: Jo, til Ære for mig har han leiet en meget smuk Vogn, eller vil leie den.

238

MAX: Det er nok en af vor gode Balthasars sædvanlige Vindbeutlerier! Hvor skulde han faae en Vogn fra? Han har neppe en Skilling i Lommen.

BALTHASAR: (hidsig).
Hr. Grosserer! Naar jeg nu alligevel skaffer Vognen, saa seer De, at det lader sig gjøre.

MAX: Ja, men jeg skal lære dig at lade det være. Enten kjører du med os Andre, eller du bliver hjemme.

STEIER: Ha ha ha! Den unge Fugl vil flyve, men Vingerne ere endnu ikke udvoxede. (Slaaer ham paa Skuldes ren.) Nu, ja ja, min Ven! giv lidt Tid, saa kommer det nok.

BALTHASAR: (med stigende Hæftighed).
Jeg er ikke Deres Ven, og det er ikke Dem, som skal lære mig at flyve.

STEIER: Godt Ord igjen! Jeg mener kun, at De har jo Formue, og den Tid kommer altsaa nok, da De kan være selvstændig.

BALTHASAR: Ja vist, ifald jeg lever saa længe. Naar man har Tid at bie, saa er Ingenting umulig.

239

MAX: Vil du nu strax tie stille.

CONSTANCE: O hvor det er ubehageligt, at mine uskyldig meen? te Ord har foranlediget saadan en Scene! (Til Steier.) Kom, lad os gaae!

STEIER: Ja, Frøken, lad os gaae!
(De gaae mod Baggrunden.)

MAX: (høit til Balthasar.)
Du fører dig op som en Dreng, men jeg veed, hvorledes en Dreng skal behandles.

STEIER: (vendende sig om).
Herr Grosserer! De taler noget for høit.
(Gaaer med Constance ud i Haven, Max følger efter).

✂

ELLEVTE SCENE

BALTHASAR. Strax efter: ANNA.

BALTHASAR: (idet han fortvivlet kaster sig i en Stol).
O havde jeg dog ikke Ret i at ønske mig Døden! Hvorledes kan jeg overleve denne Skam? Jeg kan ikke mere komme Nogen af dem for Øine. O Gud give, jeg kunde vandre ud i den vide Verden!

240

ANNA: (kommende fra Sidedøren, som hun før gik ud af).
O Balthasar! Du troer ikke, hvad jeg er bedrøvet!

BALTHASAR: (springende op fra Stolen).
Og jeg da!

ANNA: Veed du hvad der staaer i Brevet? Hør! (Hun tager det frem og læser.) "Jeg modtager det Tilsendte, som det sidste Beviis for, at Alt er forbi mellem os. Jeg har troet at elske Dem, men det var en Illusion. Jeg føler nu, at jeg aldrig har elsket Dem. Modtag denne min Forsikkring i Erstatning for hvad jeg i dette Øieblik har modtaget fra Dem." -

BALTHASAR: Men det er jo godt. Siden Alt skal være forbi, er det jo heldigt, at han ikke mere elsker dig.

ANNA: Ikke mere? Ja det vidste jeg. Men han skriver, at han aldrig har elsket mig! Og det kan han have Hjerte til at sige! .. Og det er desuden ikke sandt!.. Men selv om det var det, hvor kan han dog være saa haardhjertet? Kan han endog ville berøve mig min forbigangne Lykke? - Balthasar! jeg maa endelig tale med ham, jeg maa opklare denne Misforstaaelse.

BALTHASAR: Det kan du ikke, han er reist.

ANNA: Allerede?

241

BALTHASAR: Han kjørte i det Øieblik han gav mig Brevet.

ANNA: Til Gurre?

BALTHASAR: Ja, til Gurre.

ANNA: O Balthasar! min gode Broder! der er ikke langt herfra til Gurre; følg mig dertil! Vi kan spørge os for paa Veien, saa finde vi nok derhen.

BALTHASAR: Ja, Anna, kom! jeg følger dig ud i den vide Verden!

ANNA: Kun til Gurre.

BALTHASAR: Hvorhen du vil, blot jeg ikke behøver at blive her.

ANNA: Men vi maae skynde os; vi maae gaae strax.

BALTHASAR: Ja, jo før jo heller. Jeg kan ikke faae mit Veir herinde. Ud i det Frie!

ANNA: (pegende mod en Sidedør).
Vi vil gaae den Vei, saa møde vi ikke de Andre.

242

BALTHASAR: Ganske rigtigt; saa kan vi med det Samme tage vore Kapper paa, som hænge derude; det er dog snart Aften.

ANNA: Bort, bort herfra!

BALTHASAR: Ja, kom, min gode Søster, lad os tage hinanden i Haanden og ikke forlade hinanden. Vor Herre maa dog eengang gjøre Noget for os.
(De ile ud af Sidedøren).

✂

TOLVTE SCENE

CONSTANCE (kommende fra den modsatte Sidedør). Strax efter: FRU LÜTTICH (fra Haven).

CONSTANCE: Nei, er det muligt! Det er jo en formelig Flugt, eller en Bortførelse mellem Broder og Søster. (Til Fru Lüttich.) Tante! De drømmer ikke om, hvad her foregaaer.

FRU LÜTTICH: Hvad da? Du seer jo ganske forbauset ud.

CONSTANCE: Jeg skal betroe Dem det, kjære Tante; men for Himlens Skyld tal ikke om det til Nogen.

FRU LÜTTICH: Nei, nei! Men skynd dig da!

243

CONSTANCE: Grossereren var for lidt siden saa haard imod den stakkels Balthasar. Det gjorde mig ondt for ham og jeg besluttede at ville trøste ham, og for at de Andre ikke skulde følge efter mig, tog jeg Veien gjennem Værelserne. Men ligesom jeg kommer her i denne Dør, hører jeg mod min Villie nogle Ord, som faldt imellem Balthasar og Anna; derved blev jeg opmærksom paa, at der var Noget igjære; jeg kunde ikke lade være at lytte, og tænk Dem nu....

FRU LÜTTICH: Nu da?

CONSTANCE: De aftalte en Flugt med hinanden.

FRU LÜTTICH: En Flugt, siger du!

CONSTANCE: De er allerede løbet bort.

FRU LÜTTICH: Løbet bort?

CONSTANCE: For det Første til Gurre; men Balthasar talte om at gaae ud i den vide Verden.

FRU LÜTTICH: (udbrydende, idet Steier i samme Øieblik træder ind.)
Ih du forbarmende Gud!
244

✂

TRETTENDE SCENE

DE FORRIGE. STEIER, kommende fra Haven.

STEIER: Hvad er det, Frue? Hvad betyder dette Udbrud?

FRU LÜTTICH: Ak, Herr Procurator! det sortner for mine Øine!

STEIER: (holdende paa hende).
Men Gud bevare os, Frue! hvad er det?

FRU LÜTTICH: Ak! vor gode Ven kan vi jo gjerne betroe det, men for Himlens Skyld, lad bare Ingen faae det at vide!

STEIER: Nei, vær rolig! Siig mig blot hvad det er.

FRU LÜTTICH: Vil De tænke Dem, at Balthasar og Anna er løbet bort.

STEIER: Løbet bort, siger De?

FRU LÜTTICH: Ja, løbet bort, først til Gurre, siden ud i den vide Verden.

STEIER: Ha ha ha! Saa Veien ud i den vide Verden gaaer over Gurre?

245

FRU LÜTTICH: Kan De lee?

STEIER: Hvorfor ikke? Men tilforladelig, jeg har forudseet det.

FRU LÜTTICH: Hvorledes? De har forudseet det?

STEIER: Ja, Frue, det gjør min Skarpsindighed Ære. Jeg har ikke blot forudseet, men forudsagt, at det kunde ikke gaae saaledes, at det vilde faae et galt Udfald, at det vilde tage en Ende med Forskrækkelse. Jeg har sagt det og atter sagt det baade til Herr Max og til hans Kone. Der komme de, spørg dem kun; nu skal De høre.

FRU LÜTTICH: Nei Gud bevare os! Husk dog paa....

✂

FJORTENDE SCENE

DEFORRIGE. MAX og FRU MAX, Begge kommende fra Haven.

STEIER: Herr Grosserer, De kommer, som De var kaldet.

FRU LÜTTICH: (sagte til Steier).
Men betænk dog....

246

STEIER: (til Max).
Nu skal De sande mine Ord og give mig Ret. Har jeg ikke tidt og mange Gange raadet Dem til at behandle Deres Myndlinger paa en anden Maade?

MAX: Jo, men derom blive vi aldrig enige.

STEIER: Vi skal strax blive enige. Har jeg ikke sagt Dem, at ved Deres strenge Behandling vilde det aldrig gaae godt, at det vilde tage en gal Ende?

MAX: Nu vel? hvad mener De?

STEIER: Har jeg ikke endog idag, for et Øieblik siden, .... netop med Hensyn paa Det, som De nok veed .... (halv sagte) i Testamentet....

MAX: Stille!

STEIER: Raadet Dem at sætte Deres Myndlinger paa en anden Fod, og svarede De ikke, at De vilde overveie det?

MAX: Jo. Hvad saa videre?

STEIER: Nu kan De spare Dem Overveielsen, Deres Myndlinger har nu selv sat sig paa en anden Fod: de er løbet bort.

247

MAX: Løbet bort?

FRU MAX: Hvad siger De? Løbet bort?

STEIER: Men trøst Dem, de er for det Første kun løbet til Gurre; siden skal det gaae ud i den vide Verden.

MAX: Men saa maa man strax sætte efter dem.

CONSTANCE: Man naaer dem ikke saa hurtigt, de har allerede et betydeligt Forspring.

FRU MAX: Ak! de utaknemmelige Skarn!

STEIER: Ja, Frue, Taknemmelighed er en sjelden Dyd i vore Tider.

FRU MAX: Saaledes lønne de al vor Godhed imod dem!

STEIER: De maa vel synes, at det er god Betaling for den.

MAX: Men Noget maa der dog gjøres.

FRU MAX: Scandalen maa forebygges. Hjerte Mand! Skynd dig alt hvad du kan, løb efter dem!

248

MAX: Jeg løbe! i denne Hede!

FRU MAX: O det lakker jo ad Aften, det bliver snart kjøligt

STEIER: Nei det gaaer ikke an, Grossereren er for corpulent.

FRU MAX: Men saa skaf da en Vogn, og kjør lige saa stærkt som Hestene kan rende.

MAX: En Vogn? Ja hvor skal man faae den?

FRU MAX: (raaber imod Baggrunden).
Herr Hummelskou! Herr Hummelskou! Kom dog, kom! skynd Dem!

✂

FEMTENDE SCENE

DE FORRIGE. HUMMELSKOU kommer forskrækket ind fra Haven.

HUMMELSKOU: Hvad er det? hvad er det?

FRU MAX: Gud! Herr Hummelskou! Veed De, hvad her er passeret?

HUMMELSKOU: Nei, min gode Frue, hvordan skulde jeg vide det?

249

FRU MAX: Vil De tænke Dem, at Balthasar og Anna er løbet bort!

HUMMELSKOU: Løbet bort!

FRU MAX: Først til Gurre og derfra ud i den vide Verden.

HUMMELSKOU: Hvad for Noget!

FRU MAX: Gode Herr Hummelskou! skaf endelig min Mand en Vogn, for at han kan sætte efter dem.

HUMMELSKOU: En Vogn? Ja det er ikke saa hurtig gjort.

FRU MAX: (til Steier).
Men det er sandt! Herr Procurator! De har jo Deres Gig, lad strax spænde for og kjør til Gurre!

STEIER: Tak skal De have Frue! min Hest har gaaet fem Miil idag. (Til Hummelskou.) Men den Vogn, som De dog har bestilt til imorgen, for at kjøre til Frederiksborg, kan man ikke faae den strax?

HUMMELSKOU: Ja Gud veed, om jeg kan faae den idag, jeg skal forhøre mig derom. Men det er en fiirstolet Holsteenskvogn.

250

STEIER: En rigtig Familievogn? Saa meget bedre! Saa kan vi Andre komme med.

FRU MAX: Ja, saa kjører jeg med.

STEIER: Og jeg ikke mindre. (Til Fru Lüttich og Constance.) Og Fruen og Frøkenen maae endelig gjøre os den Ære at være med.

FRU LÜTTICH: Ja, hvorfor ikke?

STEIER: Det koster Herr Grossereren ligemeget i Vognleie, om vi er Een eller Mange. Vi vil betragte det som en Lysttour, og forene det Nyttige med det Behagelige.

HUMMELSKOU: Ja saa vil jeg sandelig ogsaa være med.

STEIER: Bravo!

MAX: Gud hjelpe os for saadan en Lysttour!

FRU MAX: Ja, det maa du nok sige, min Hjerte!

HUMMELSKOU: Nu vil jeg strax sende Bud.

251

STEIER: Men husk, det maa være en fhrstolet Holsteenskvogn! Mindre kan vi ikke bruge. (Til de Andre.) Og lad os saa strax gjøre os færdige.

ALLE: Til Gurre! til Gurre!
(De ile Alle bort til forskjellige Sider: Hummelskou og Steier igjennem Havedøren, Max og Fru Max ad den ene Sidedør, Fru Lüttich og Constance ad den anden).

✂

SEXTENDE SCENE

I et Træ, som staaer tæt udenfor Havedøren, sees Phantasus siddende paa en Green. Han svinger sig ned paa Jorden, og løber ind i Stuen.

PHANTASUS,: (idet han gjør en Hentydning til alle tre Udgange).
Ja, render kun, I Narre! render til Verdens Ende! Det er Syvsoverdag, det skal I faae at kjende!
(Løber ud i Haven).

252

✂

ANDEN ACT

VED RUINERNE AF GURRE-SLOT

(I Baggrunden en med Træer og Buske omgiven Høi, i hvis Udgravninger Ruinerne sees. Henimod Forgrunden staaer paa hver Side en tæt Busk. Det er Aften, henved Solens Nedgang.)

✂

FØRSTE SCENE

BALTHASAR og ANNA, Begge med Reisekapper paa, træde ind.

ANNA: Forgjæves! Her er intet Menneske at see.

BALTHASAR: Men mon vi ogsaa er paa det rette Sted? Mon dette virkelig er Gurre?

ANNA: Det forsikkrede jo den gamle Kone.

BALTHASAR: Saaledes havde jeg slet ikke tænkt mig det. I Digtet er der saa megen Tale om et Slot.

ANNA: Ja, det var i gamle Dage; nu er kun Ruinerne tilovers.

253

BALTHASAR: Hvor her seer sørgeligt ud! Stedet har noget Uhyggeligt ved sig. Det er vist herfra, at Kong Valdemars vilde Jagt gaaer ud.

ANNA: Er du bange for den?

BALTHASAR: Nei, vist ikke; jeg veed jo nok, at det er en Fabel. Men det er dog underligt, naar man har hørt saa Meget om saadan Overtro. Og dette Digt, som jeg nu har hørt saa mange Stykker af! Det forekommer mig, ligesom jeg havde levet ved Kong Valdemars Hof; og nu, da jeg staaer her paa selve Stedet, veed jeg ikke rigtig, om jeg er død eller levende.

ANNA: Det gaaer mig ligesom dig. Ogsaa jeg føler mig inddragen i en forunderlig magisk Kreds, der paa eengang er mig bekjendt og fremmed. Men det er intet Under: Jeg har jo virkelig levet i denne Kreds, ja netop levet i den, thi hvor føler man mere sit Liv end i Digtekunstens Frembringelser?

BALTHASAR: Ja, Tak skal du have! Der er dog en stor Forskjel paa Digt og Virkelighed.

ANNA: Ikke saa stor, som man forestiller sig; i Grunden ere de vel Eet og det Samme. Du selv føler det jo i dette Øieblik.

254

BALTHASAR: Ja, det kommer af det, at Stedet har noget saa Besynderligt ved sig. Det seer ret ud, som det var indrettet til at skræmme Børn med. Men det forstaaer sig, vi er jo ikke Børn.

ANNA: Nei, tilvisse! - Men hvor skal vi nu søge?

BALTHASAR: Søge? Det kommer der ikke Noget ud af. Vi gjøre bedst i at blive her, saa træffe vi ham nok, thi endnu kan han ikke have været her. Den gamle Kone sagde jo, at i Eftermiddag havde her ikke været et eneste Menneske.

ANNA: Men hvor mon han da er?

BALTHASAR: Han gaaer vist i Skovene omkring Søen, og der er det ikke værdt at gaae ind. Hu! der seer saa mørkt og saa forgroet ud! Det er en fæl Sø, denne Gurre-Sø! Ogsaa den havde jeg tænkt mig ganske anderledes. Nei, da er Esrom-Sø anderledes smuk, den er saa lys og saa munter.

ANNA: Ja, vi gjøre sagtens bedst i at vente her.

BALTHASAR: Upaatvivlelig. Desuden er du jo træt.

ANNA: Ja, jeg kan ikke nægte det.

255

BALTHASAR: Det er ikke besynderligt, for du har jo touret hele Dagen.

ANNA: Jeg kæmper med en forunderlig Mathed og Søvnighed.

BALTHASAR: Gud! Anna! bare du ikke bliver syg!

ANNA: O nei! det er kun Træthed; jeg har ikke bemærket den før nu. Det er ligesom jeg indaandede den med Luften, ligesom alle Træer og Urter vare Valmueplanter.

BALTHASAR: Hør, veed du hvad? Under denne Busk er et ypperligt Leie; der kan du ligge og hvile dig.

ANNA: Men jeg er bange, jeg skal falde i Søvn.

BALTHASAR: Vær du kun rolig! jeg skal nok kalde paa dig, naar det behøves.

ANNA: Ja, kan jeg stole derpaa?

BALTHASAR: Ganske sikkert.

ANNA: Nu vel da!

256

BALTHASAR: (idet han fører hende hen til en af de Buske, der staae paa Siden henimod Forgrunden).
Vil du see? det er ligesaagodt som en rigtig Seng.

ANNA: Ja, det seer indbydende ud.
(Hun lægger sig under Busken, som skjuler hende for Tilskuerne.)

BALTHASAR: Svøb dig godt ind i din Kappe! Lad mig svøbe den om dig. (Han gjør det.) Ligger du nu godt?

ANNA: Ja.

BALTHASAR: (frædende frem).
Hvad skal jeg nu tage mig for? (Seer sig omkring.) Hu! jeg kan ikke lide at see paa de Ruiner; de har noget Rædsomt ved sig. (Gaaer hen til Busken og seer ind.) Hun har lukket sine Øine; mon hun allerede sover? (Kalder ganske sagte.) Anna! - Ja hun sover. (Træder frem igjen.) Det er Synd at vække hende. (Han gaber.) Jeg troer, det gaaer mig ligesom hende, jeg bliver ogsaa søvnig. (Han seer sig igjen om, og opdager den anden Busk paa den modsatte Side.) Men her er jo ogsaa en meget god Busk til at ligge under.... I Grunden, hvorfor skulde jeg ikke gjøre ligesom hun? Jeg har jo rigtignok lovet hende at passe paa, .... men selv om jeg skulde falde i Søvn, .... jeg sover meget let, jeg vaagner ved den 257 mindste Lyd.... Ja, hvis der kommer Nogen, skal jeg nok vaagne.
(Han svøber sin Kappe tæt om sig, og lægger sig under Busken paa den modsatte Side, hvor ligeledes han skjules for Tilskuerne).

✂

ANDEN SCENE

PHANTASUS, med en Stav i Haanden, kommer frem bag Høien i Baggrunden; han gaaer udenom Høien, og træder frem i Forgrunden,

PHANTASUS: Syvsoverdagens Sol gaaer netop ned
I dette Nu. Jeg maner eder frem,
I Syner, som i Sommernatten svæve,
Lig tynde Spindelvæv i Maanens Straaler!
Dog ei som Drømme skal I vise jer,
Nei tvertimod, med Virkeligheds Præg.
En længstforsvunden Tid jeg kalder frem;
Vel er den svunden, ikke meer den e r,
Men den skal atter vorde paa mit Bud,
Og snart sig vise skal, at med det Svundne
Tør det Nærværende sig kjækt forbinde,
Og skjænke det sit virkelige Liv.
(Idet han peger med Staven mod Baggrunden.) Hæv dig, du gamle Borg, af din Ruin!
(Idet han drager en Kreds om sig med Staven.) Syvsovere, staaer op af eders Dvale!
(Han gaaer.) KORT MELODRAMA, under hvilket det gamle Gurre-Slot hæver sig op af Ruinerne. En Ringmuur, med en Port i, skjuler dets nederste Deel. (Musiken holder op.)

258

✂

TREDIE SCENE

DRONNNING HELVIG (Valdemar Atterdags Gemalinde) og HENNING PODEBUSK (Danmarks Riges Marsk) komme ud af Porten i Ringmuren og træde frem paa Scenen.

PODEBUSK: Her, ædle Dronning, her i Aftnens Skygger
I frit kan aande. Kongen, eders Husbond,
Har i sit Kammer just sig lukket inde
Med Erkebisp Niels Jonsson. Det er Sager
Af Vigtighed, som han forhandler med ham.
Den gode Lundebisp har mægtigt Indpas
Hos Kongen; gid det var til Landets Bedste!

HELVIG: Nu vel, saa tør jeg vandre frit herude,
Saa er mig Aftnens Kjøling ikke nægtet,
Men ogsaa jeg tør aande denne Balsam
For det beklemte Bryst. Ak! lig en Svale,
Der i et Fangetaarn har bygt sin Rede,
Og kun naar Gittret aabnes, flyver ud,
Men vender hjem til Reden, før det lukkes,
Saa sidder jeg, en fangen Fugl, paa Gurre,
Som før paa Søborg. Har da min Gemal
Kun Fængsler, ingen Borge? Skal hans Hustru,
Hans ægteviede Dronning være Fange?

PODEBUSK: Ak, eders Naade! Hver af Kongens Mænd
Ved denne Qvide sørger, kun ei Bispen;
Han seer med Glæde jer fra Kongen fjernet,
For selv at kunne virke paa hans Sind.
Ha! det er tungt for tro Hengivenhed
259At være mistænkt; men saa gaaer det Alle,
Kun ikke Bispen; han er Eet og Alt
Hos Kongen. Ogsaa jeg har Grund til Klage:
Jeg kun af Navn er Danmarks Riges Marsk,
Men aldrig spørger Kongen mig tilraads,
Om hans Beslutning Intet jeg erfarer,
Før den er udført. Erkebispen ene
Faaer Nys om Alt og bliver stedse spurgt;
Kun ham og ingen Anden lider Kongen,
Jeg troer, han har forhexet Valdemar.

HELVIG: I glemmer, at der er endnu en Anden,
Som Kongen ynder, og i slig en Grad,
At hvis der Tale var om Hexeri,
Det snarere var ham, som havde hexet.

PODEBUSK: I mener Thorstein.

HELVIG: Kongens unge Skjald.

PODEBUSK: Vel sandt, men det gaaer heelt naturligt til:
Ved sine Qvad han spreder Kongens Mismod.

HELVIG: Men naar blev Valdemar saa stor en Ven
Af Skjaldekunst, at Dag og Nat han fordred
Sin Skjalds Nærværelse? Forlængst har Thorstein
Jo bedet ham om Orlov til at reise,
Men Kongen svarer ham bestandig: "Nei,
260Jeg kan ei miste dig et Øieblik."
Og sandelig han har ham altid om sig,
For Erkebispen viger han kun Pladsen.

PODEBUSK: Det er uskyldigt, han faaer ingen Deel
I Styrelsen af Riget, thi som sagt,
Ham Kongen bruger som en Strængeleg,
Hvorpaa man spiller sin Bekymring bort.

HELVIG: (udfrittende). Og disse Qvad, som han saa tidt maa synge,
Hvad er vel deres Gjenstand?

PODEBUSK: Eders Naade
Kan sagtens tænke det. Der er en Gjenstand,
Som idelig opfylder Kongens Tanker.

HELVIG: (med Bitterhed). Og denne Gjenstand staaer mig meer iveien
End Erkebispen eller Thorstein selv.
O hvilken Q val for mig og hvilken Skjændsel!
Ei Nok, at Kongen hende, som min Læbe
Fast ei kan nævne, skjænkede det Hjerte,
Som kun tilhørte mig; men selv da Døden
Brød det forhadte Baand, han foretrækker
Den Dødes Lig for mig, som lever for ham,
Som aander kun for ham! Det synes Trolddom,
Og er dog sandt: han førte Liget med sig,
Skriinlagt i gjennemsigtigt, klart Krystal,
Og ødsled Kjærtegn paa dets døde Mund!

261

PODEBUSK: Men nu har han begravet det, - og selsomt!
Fra den Dag af kom Thorstein just i Gunst;
Men det er let begribeligt: han maner
I sværmeriske Sange Toves Skygge
Fra Graven, hvor hun hviler, stiller hende
For Kongens Minde frem, og nærer Savnet.
Og dermed gjør jer Thorstein største Skade,
Min ædle Dronning! Gid han drog herfra!
Men Kongen giver ham vist aldrig Orlov.

HELVIG: Og dog er mig den vakkre Sanger kjær.
Jeg troer at have sporet, at hans Hjerte
Har fattet Elskov til den unge Pige,
Som nylig kom fra Jylland til mit Hof.
Jeg elsker hende høit, hun er beleven,
Er god og er oprigtig mig hengiven....

PODEBUSK: (hurtig til Dronningen.) Jeg hører Skridt fra Borgen.

HELVIG: (forskrækket.) Er det Kongen,
Saa maa jeg flye!

PODEBUSK: Frygt ikke! det er Thorstein.

262

✂

FJERDE SCENE

DE FORRIGE. THORSTEIN kommer fra Borgen.

THORSTEIN: Min høie Dronning! dybt jeg bøier mig
For eders Fod.

HELVIG: Siig, Thorstein, kommer Kongen
laften ud her, hvor han ofte pleier
At aande Kjøling under Lundens Træer?

THORSTEIN: Saa gjør han, eders Naade! End han taler
Med Erkebispen; dog lod han mig kalde,
Og bød mig, her at vente ham. Om Lidt
Han komme vil. Hans Jægere vil ogsaa
Forsamle sig, thi han vil end iaften
Paa Jagten gaae. Og hvis I det tillader,
Han gjerne skuer eders Jomfruer
I Kredsen, som modtager ham herude;
De muntre ham ved deres Sang. Et Smiil
Af deres Læber, Blik af deres Øine
Kan glatte mangen Rynke paa hans Pande.

HELVIG: Lad Hver, som kan opmuntre Kongen, møde,
- Og Hver, som kan forstemme ham, gaae bort.
Herr Henning Podebusk, I mig ledsager.

PODEBUSK: Tilvisse.

263

HELVIG: Men hvor er dog Anna? Hun
Ei savnes bør, naar mine Terner møde.

PODEBUSK: Min Dronning, eders Yndling gik herud,
Kort før I kom; som I hun vilde nyde
Den friske Sommeraftens Luft. Jeg sendte
Min Tjener med for at ledsage hende.

HELVIG: (med Betydning.) I, Thorstein, har vel ikke hende seet?

THORSTEIN: I Sandhed, nei.

HELVIG: (kaldende.) Hvor er du, Anna? .... Anna!

✂

FEMTE SCENE

DE FORRIGE. ANNA træder frem ved den Busk, bag hvilken hun lagde sig i første Scene. (Hun har sin Kappe paa, og saavel den som hendes øvrige Costume er ikke anderledes forandret, end at det netop passer til de andre Personers, idet man alligevel gjenkjender det).

ANNA: Man kalder paa mig!

HELVIG: Anna, siig, hvor var du?

264

ANNA: Ak! jeg har sovet.

HELVIG: Sovet under Busken?

ANNA: Jeg hviilte mig paa Græsset; jeg var træt,
Og Søvnen overfaldt mig mod min Villie.

PODEBUSK: Men Tjeneren, som skulde følge jer,
Hvor er da han?
(Kalder.) Hei, Balthasar! Hvor er du?

✂

SJETTE SCENE

DE FORRIGE. BALTHASAR træder frem ved Busken paa den modsatte Side. (Hans Costume har undergaaet lignende Forandringer.)

BALTHASAR: Her er jeg, her!

PODEBUSK: Har du da ogsaa sovet?

BALTHASAR: Jeg kan ei nægte det.

PODEBUSK: Du skulde jo
Bevogtet Jomfru Anna?

265

BALTHASAR: Ja, hvad saa?
Jeg vaagned jo, saasnart jeg hørte Nogen.

PODEBUSK: Du Tosse! Hvis du søvnig er, gak ind
Og læg dig i din Seng.

BALTHASAR: Jeg siger Tak,
Men jeg er ei saa søvnig nu som sulten.

PODEBUSK: Saa gak til Stegerset.

BALTHASAR: Med største Glæde.
(Vil gaae ud ved den ene Side.)

PODEBUSK: (standsende ham.) Men er du da forrykt? Der er jo Porten.
(Dreier ham imod den.) Du gaaer endnu isøvne.

BALTHASAR: Det kan være.
(Gaaer ind ad Porten i Ringmuren.)

266

✂

SYVENDE SCENE

HELVIG. PODEBUSK. THORSTEIN. ANNA.

HELVIG: (til Podebusk.) Nu er det Tid at gaae.
(Til Anna.) Min Anna, du
Maa vente her, til Kongen kommer. Alle
De andre Terner komme med.
(Sagte, idet hun tager hende lidt tilside.) Og siden
Fortæl mig saa hvad Thorstein sunget har,
Og hvilken Virkning det har havt paa Kongen.
(Til Podebusk.) Herr Henning Podebusk, kom lad os gaae
Langs Søens Bred; der møder os vist Ingen;
Den anden Vei os føre skal til Borgen.
(Hun gaaer ud ved den ene Side, fulgt af Podebusk.)

✂

OTTENDE SCENE

THORSTEIN. ANNA.

THORSTEIN: Min Anna! jeg er ene med dig nu!
O lad mig nyde denne korte Stund,
Og tilstaae dig min Kjærlighed paanye.

ANNA: Ja gjentag for mig hvad du før har sagt,
Det trænger til Bekræftelse.

267

THORSTEIN: Hvorledes?
Du tvivler paa den Ed, jeg svor saa tidt?

ANNA: Nei ikke nu, og ikke naar jeg seer dig;
Men naar du længe fjernes fra mit Blik,
Naar kun ved Rygtet jeg om dig erfarer,
Da trænger sig et Mismod i min Sjæl.
Men seer jeg dig og hører jeg din Stemme,
Da svinder hver en Sky; den lange Tid,
Hvori jeg tvivled, synes mig en Drøm,
En mørk, en hæslig Drøm, hvoraf jeg vaagner.
O Hverdagslivet ligner selv en Drøm,
Hvor Misforstaaelser forbittre Sindet!
Men her hos dig er denne Drøm forbi,
Hos dig jeg staaer i Digtekunstens Rige,
Her svinder Dunkelheden; jeg er vakt
Ved Fuglesang i Morgenen den klare.

THORSTEIN: O søde Ord! En Sangfugl er du selv,
Du qviddrer mig dit Hjertes Melodier.

ANNA: Ja, vel er jeg en Sangfugl, en lærvillig,
For hvem du dine Sange fløitet har
Saa tidt, at jeg nu selv kan synge dem.
O tro dog ei, min Ven, at nogen Anden
Formaaer dit Værd at fatte fuldt som jeg!
Du har mig ført i Sangens Verden ind,
Og kun i den jeg føler nu mit Liv.
Jeg mindes hvert et Ord i dine Sange,
268Jeg qvæder dem heel ofte ved min Luth,
Og altid svæve de for mine Tanker,
Kun hørlige for mig, men ei for Andre.
Du har min Sjæl indspundet i en Væv
Af fine Strænge, som den gjennemkrydse
I hver en Retning og paa hvert et Punkt;
Og Alt, hvad som berører den, berører
En Stræng deri, og som en Strængeleg
Maa den bestandig tone dine Qvad.

THORSTEIN: Saa vende mine Qvad kun did tilbage,
Hvor deres Udspring er. Min Anna, du
Er Den, som kaldte disse Toner frem,
Thi naar jeg synger for Kong Valdemar
Om Toves Kjærlighed, saa er det dig,
Hvis elskte Billed svæver for min Sjæl.
Og naar jeg skildrer Kongens dybe Savn,
Hans Hjertes Tomhed, skildrer jeg mig selv,
Naar, skilt fra dig, jeg gaaer ad eensom Sti,
Og troer i hver en Skygge dig at see,
I hver en Lyd at høre dine Fjed.

ANNA: O ja! det har jeg troet, jeg tilstaaer det,
Og jeg har været stolt ved denne Tanke.
Men ofte har dog Tvivlen grebet mig,
Og slaaet min Stolthed ned med bitter Spot.

THORSTEIN: O lad ei Tvivlen nærme sig dit Hjerte!
Vi er for evigt bundne til hinanden;
Paa Jorden og i Himlen er der Intet,
269Som skiller os. Du treer mit Ord, men lad dog
Et synligt Tegn bekræfte det, min Anna!
Tag denne Ring!
(Han tager Ringen fra første Act, med Baandet i, frem.) Hvergang du seer paa den,
Jeg være nær, jeg være fjern, saa tænk,
At Thorstein elsker dig og er dig tro!

ANNA: (idet hun tager Ringen og betragter den.) Det er, som om jeg kjendte den; i Drømme,
Jeg troer, jeg har den seet.
(Hun hænger Baandet om Halsen.) Lee mig kun ud!
Jeg veed, dit Ord har større Kraft end Ringen,
Og dog, først nu, da jeg den bærer, føler
Jeg Sindet lettet, nu jeg aander frit,
Det er, som om et bittert Savn var hævet.

THORSTEIN: Bevar den vel, den er en sjelden Skat,
Thi Tove har den baaret paa sin Finger.
Da hun fra Rygen kom til Sjællands Kyst,
Hun bar den alt. Og dengang Kongen førte
Den Elsktes Lig omkring, sad Diamanten
Endnu paa hendes Finger under Handsken.
Engang - det var vel Uret, kan jeg tænke,
Men dig vil jeg bekjende det - engang,
Da jeg ved Liget ene sad, og skued
De kjendte Træk, som Døden havde stivnet,
Fik jeg en egen Lyst; jeg veed ei selv,
Hvordan det kom: jeg aabned Skrinets Glaslaag,
270Drog Handsken af den ene Haand, tog Ringen,
Og satte den i dette Baand, og bar den
Om Halsen, skjult for Alle, som et Minde,
Der knytted mine Tanker til den Døde,
Og kaldte Qvad om hende frem paa Læben.
Og selsomt nok: Saasnart nu Kongen kom
Og saae paa Liget - Handsken jeg igjen
Paa Haanden havde sat og lukket Laaget -
Betalte han, man skulde strax ham skille
Ved det tilforn umistelige Syn,
Og tage Liget bort og jorde det, -
Fast som om Ringen havde magisk Kraft,
Og var en Talisman, hvormed den Skjønne
Bedaaret havde snildt Kong Valdemar.
Men nu, nu skal Klenodiet, som smykte
Den Døde, bæres af den Levende,
Af hende, som, naar jeg om Tove qvad,
Gav Sangen Ord og laante den sit Billed.
(Porten i Ringmuren aabnes, og Dronning Helvigs Terner træde ud.) Ha! der er Kongen!

✂

NIENDE SCENE

DE FORRIGE. Dronningens Jomfruer træde ud af Porten, og stille sig i en Gruppe i Forgrunden. Derefter KONG VALDEMAR, fulgt af Jægere.

CHOR AF DRONNINGENS JOMFRUER

✂ (under hvilket Kongen og hans Jægere træde ud.)

Nu er det svalt,
Nu synker Dæmring over Lunden,
Nu Solen, for vort Øie svunden,
271Har sit Farvel paa Skyen malt,
Nu træder Kongen ud i Lunden
I Aftenstunden.

Ved disse Træer
Han aande vil og sig husvale.
Han kommer hist fra mørke Sale,
Hvor mørke Sorger staae ham nær,
Men her vil han sit Sind husvale,
Blandt Nattergale.

VALDEMAR: Hvor lifligt Sangen toner under Løvet,
Af Pigelæber baaren til mit Øre! -
Er ikke Thorstein her?

THORSTEIN: (som har staaet i Samtale med Anna, træder frem). Jo, eders Naade!

VALDEMAR: Hvem er den Pige, som du talte med?

THORSTEIN: Det Jomfru Anna er, for nylig kommen
Fra Jylland hid til Dronning Helvigs Hof.

VALDEMAR: Jeg mindes det, jeg hende før har seet,
Men jeg har ikke ret bemærket hende.
I Sandhed, hun er smuk.

THORSTEIN: Ja, eders Naade,
Og god og kløgtig.

272

VALDEMAR: Dertil seer hun ud. -
Nu, Thorstein, hvad vil du iaften synge?

THORSTEIN: Hvad eders Naade vil. - Men veed I vel,
At Jomfru Anna synger mine Qvad?
Vil I til en Forandring ikke høre
Dem af en Pigerøst?

VALDEMAR: Jo, du har Ret.
(Til Anna.) Kom, smukke Barn, og lad din Stemmes Klang
Forjage Kongens Mismod.

THORSTEIN: (sagte til Anna). Vær ei frygtsom!
Min Strængeleg, giv Gjenlyd af min Røst,
Syng frit for Kongen, syng for Skjalden selv!
(En Tjener har imidlertid bragt en Stol, hvori Kongen sætter sig.)

ANNA: (synger).
1.
Konning Volmer drager afsted paa Jagt,
Hannem følge hundrede Svende;
Duggen har sig paa Marken lagt,
Skoven lufter sin grønne Pragt,
For kjølig Hilsen at sende.
Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.

CHOR: (af Jomfruerne og Jægerne). Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.
273
2.

ANNA: Konning Volmer drager ad lønlig Sti
Under Løvet, som skygger foroven.
Tyst ham svæver en Skygge forbi,
Følge han vil, han naaer det Fri, -
Men Skyggen svinder i Skoven.
Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.

CHOR: Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.

3.

ANNA: Konning Volmer vanker ved Søens Bred,
Hvor i Sivene Skummet bruser.
Nærved hører han kjendte Fjed,
Vender sig snelt, - kun et øde Sted
Han øiner, hvor Vinden suser.
Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.

CHOR: Kongen er etc.

4.

ANNA: Konning Volmer vanker i Rosenslund
Under Aftnens Rose paa Himlen,
Blomsten ham dufter fra Kalkens Bund;
Kommer han atter ved natlig Stund,
Da lyser ham Stjernevrimlen.
Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.

CHOR: Kongen er etc.

5.

ANNA: Det er tungt, naar Hjerterne skilles ad,
Som da Volmer skiltes fra Tove!
274Trøst ei findes i Rosens Blad,
Stjernernes Glimten, Duggens Bad;
Hvad hjelpe de grønne Skove?
Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.

CHOR: Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.
(Kongen reiser sig, Alle træde tilbage; men da Anna ogsaa vil fjerne sig, tager Kongen hende ved Haanden og fører hende frem.)

VALDEMAR: Min vakkre Pige, lad mig takke dig!
Idet du synger for mig om mit Savn,
Jeg føler det ved Tonerne forædlet,
Og Sorgen bliver mig en Nydelse.
Ja, du har Ret: Omsonst jeg gaaer paa Jagt,
Den vilde Tummel fylder ei min Tanke;
Forgjæves vanker jeg i Skov og Eng,
Forgjæves lytter jeg til Vind og Sø,
Hvad dybt jeg savner, ingensteds mig møder.
Ak Anna! du kan vistnok ei forstaae mig,
Thi du har ei erfaret denne Tomhed
I Sjælen, naar man griber utaalmodig
I Luften efter hver en flygtig Skygge,
Og tænker, der er Liv og Væsen i den.
Og dog, hvis du forstod mig, - selv kun halvt, -
Maaskee jeg fandt hos dig den søgte Lindring.
Min smukke Pige! Vil du vel forstaae mig?
Ifald du vilde være Kongen huld,
Da skulde han med rige, gyldne Spange
Omsnoe din trinde Hals og dine Arme,
Og hver af dine Fingre skulde lyse
275Med Ædelstenes dunkle Farvespil .....
O slaa dit klare Blik ei frygtsom ned!
Ved Himlen! Siden Toves Død jeg ikke
Har følt for nogen Qvinde som for dig.
Vel sandt, jeg har dig ofte forhen seet
I Kredsen af de andre Jomfruer,
Men stedse holdt du dig tilbage, vendte
Dit Aasyn bort; idag først jeg dig saae,
Ei ene med mit Øie, men med Hjertet;
Din Læbe har mig qvæget ved sin Sang, -
O! men din Læbe har en anden Trolddom .....
Hør, Anna .... Nu jeg drager ud paa Jagt, -
Saa skal det synes - men ved Skovens Indgang
Jeg hemmeligt mig skiller fra mit Følge,
Og kommer hemmeligt igjen tilbage.
Hør mig! ... Du veed, ved Borgens vestre Taarn
Der er en Rosengaard, kun smal og liden;
Hvis did du komme vil, da skal ei Rosen
Forgjæves sende mig sin Duft fra Kalken,
Og Stjernen ikke lyse mig forgjæves ....
O hør mig ud! En Løvhytte der staaer,
Saa tæt og hyggelig, netop saa stor,
At To den rummer i sin snevre Plads;
Dens Løv er som en grønlig Sky, der skjuler
For Øiet hvad som hviler i dens Favn;
Ved Middagstide har den dunkel Aften,
Ved Aften har den Nat, selv Stjernens Øie
Kan ikke see derind ....

ANNA: Ak, ædle Herre!
Hvad tænker I? hvad siger I for Ord?

276

VALDEMAR: Mit Barn, lad denne første Modstand fare!
Jeg veed jo nok, man skylder Tugtighed
Og ærbart Sind at stride først imod;
Men da jeg veed det, nu, saa spring det over,
Og sæt ei min Taalmodighed paa Prøve.
Du har vel ingen Beiler?

ANNA: (betænkende sig). Nei.

VALDEMAR: Nu vel,
Er Kongen dig da ikke god nok?

ANNA: Herre!
I glemmer, jeg er Dronning Helvigs Terne;
Hun Tillid har til mig, og jeg er tro.

VALDEMAR: Ha ti! Jeg skylder Dronning Hel vig Intet.

ANNA: Men jeg desmere.

VALDEMAR: Gjør mig ikke vred!
Mit Hjerte kjendes ikke ved min Hustru,
Hun spiller under Dække med sin Fader,
Den slette Hertug Valdemar af Slesvig,
Som hemmeligt forbandt sig med Grev Geert,
277Og lod ved ham udnævne sig til Konge,
Og frækt sig kaldte Valdemar den Tredie;
Men Atterdag har bragt ham Gjengjældsdagen!...
Hvad falder mig dog ind! Det er ei herom,
Jeg tale vil med dig .... Mit smukke Barn,
Du veed min Villie, gjør ingen Modstand,
Thi hvis du Kongens Kjærlighed forsmaaer,
Vil ei hans Vrede dig forsmaae.

ANNA: (afsides). Min Gud!
Hvad skal jeg svare?

VALDEMAR: (kalder). Thorstein!

THORSTEIN: (frædende frem). Herre Konge!

VALDEMAR: Du har saa ofte bedet mig om Orlov;
Du vil til Bretland, har du sagt; velan,
Saa reis, og kom igjen, naar selv dig lyster;
Med Penge skal jeg rigt forsyne dig.
Farvel, min vakkre Skjald! du har min Naade.

THORSTEIN: (afsides). Men er det muligt? Drømmer jeg?

278

ANNA: (afsides). Hvor selsomt!

VALDEMAR: (til Pigerne). Og nu, I ædle Jomfruer, gaaer ind
Til eders Herskerinde! det er sildigt,
Og Mørket falder paa.
(Til Jægerne). Op, mine Mænd,
Til Jagtens muntre Færd! Lad Hornet klinge!

ANNA: (afsides). Til Dronningen vil jeg betroe min Nød.

CHOR AF JÆGERNE

✂ (under hvilket Anna, Thorstein og Jomfruerne gaae ind ind i Borgen).

Ved Qveld, ved Nat.
I Skov, i Krat
Jægerne fare.
Hornene klinge, Hundene gjøe,
Hør Echo svare
Fra Gurre-Sø!
Afsted! uforsagt!
Her er Kong Valdemars vilde Jagt!

I Bøg, i Eg,
Til Hornets Leg
Uglerne tude.
Sæden paa Marken trampe vi ned.
279Lad Alt bebude
Vort tunge Fjed!
Af sted! uforsagt!
Her er Kong Valdemars vilde Jagt!

Vi storme vildt,
Vi fange snildt
Dyret i Hule.
Vog dig, du Bonde! Dørene stæng,
Lad Barnet skjule
Sig ræd i Seng!
Af sted! uforsagt!
Her er Kong Valdemars vilde Jagt!
(Kongen drager bort med Jægerne). (Under det Foregaaende har Dæmringen gradviis tiltaget).

✂

TIENDE SCENE

Scenen er et Øieblik tom. Man hører Efterspillet til Jægerchoret tabe sig lidt efter lidt. Saasnart det er tilende, høres fra den modsatte Side følgende

CHOR: Anna! .... Balthasar! ....
Kan I høre vor Stemme?
Anna! .... Balthasar! ....
Kan I vort Raab fornemme?
Musiken ophører. PHANTASUS træder ind, med Staven i Haanden.

PHANTASUS: (pegende med Staven ud mod den Side, hvorfra Lyden kom.) For jer er ingen Virkelighed her.
280 (Pegende mod Borgen). Synk atter, gamle Borg, i din Ruin.
(Han gaaer.) KORT MELODRAMA under hvilket Borgen forsvinder, og Ruinen sees atter, ligesom i Begyndelsen af Acten.

✂

ELLEVTE SCENE

HUMMELSKOU, MAX, FRU MAX, FRU LÜTTICH, CONSTANCE og STEIER træde ind, med et Følge af Venner og Bekjendte fra Fredensborg, (baade Mandfolk og Fruentimmer).

CHOR: (af Følget.) Anna! .... Balthasar! ....
Kan I høre vor Stemme?
Anna! .... Balthasar! ....
Kan I vort Raab fornemme?
Ha! hvor skal vi nu dem søge?
Hvor mon de sig skjule kan?
Mellem Skovens tætte Bøge,
Eller hist ved Søens Rand?
Tys! tys! .... Nei Ingen svarer;
Gjenlyd kun i Luften klang.
Gid kun ei ukjendte Farer
True dem med Undergang!

HUMMELSKOU: (til Følget.)
Jeg takker jer, alle I gode Venner og Bekjendte, som, da I hørte vor Nød, fulgte med os fra Fredensborg, for at hjelpe os at søge. Men endnu ere vi lige nær; hvor skal vi nu hen?

281

STEIER: Det er bedst, vi nu gaae rundt omkring Søen. Etsteds maae vi dog finde dem.

FRU MAX: Bare de ikke har gjort en Ulykke paa dem selv! Jeg er saa bange for at de skal have druknet dem i Søen.

FRU LÜTTICH: Ih Gud bevares, Fru Max! Hvor kan De troe saadant Noget!

MAX: Det er noget Snak, min Hjerte! Hvad skulde vel bevæge dem til det?

FRU MAX: Ja, hvem kan vide det? Hvad kan ikke falde saadant et Par unge Bruushoveder ind?

MAX: Hvorom Alting er, saa kan jeg næsten ikke holde ud at gaae mere. Jeg er saa hed og saa forpustet! Jeg troer, jeg sætter mig ud paa Vognen. Her er jo Folk nok til at lede, foruden mig.

FRU MAX: Gud! Max! kan du være saa ligegyldig?

MAX: Aa hvad! Om jeg ogsaa var ivrig, hvad skulde det hjelpe til. Jeg finder dem saamænd ikke, hvem der saa gjør det eller ikke gjør det.

282

STEIER: (til Constance).
Ikke sandt, Frøken? Dette er virkelig en høist interessant Tour?

CONSTANCE: Ja, men jeg er dog lidt ængstelig for de Bortflygtede.

STEIER: Det skal De ikke være; vi finde dem nok tilsidst. Imidlertid faae vi hele Omegnen at see; det er ganske charmant.

MAX: Nei, Det, som ærgrer mig meest, er at den Procurator gaaer og glæder sig over vor Nød, og betragter det Hele som en Lysttour.

STEIER: Hvorfor vil De ærgre Dem over det? Man plukker Blomster paa enhver Vei, hvor man finder dem. Altsaa nu langs med Søen, hele Runddelen omkring! Der har jeg aldrig været før; det skal ret more mig.

HUMMELSKOU: Men veed De hvad? Jeg veed dog ikke, om det er raadeligt .... det bliver bestandig mørkere.

STEIER: Og Natten er lys!

HUMMELSKOU: Ja, men alligevel.... De vil sagtens lee mig ud .. men det er ikke saa rart at gaae om Natten i de 283 mørke Skove ved Søen. De veed nok .... Den vilde Jagt!

STEIER: O Passiar! Kommer De nu igjen med den vilde Jagt!

FRU MAX: O Gud bevare os! Hvad er det, De siger, bedste Herr Hummelskou?

HUMMELSKOU: Ja ja, .... jeg vil ikke sige Mere; det er ikke fordi jeg just troer derpaa, men der er dog Mange, som forsikkre det; det kan mine gode Venner og Naboer bevidne.

FØLGET: Ja! ja!

HUMMELSKOU: Og jeg veed ikke, men for et Øieblik siden .... det forekom mig, at jeg hørte saadan en underlig Lyd i Luften.

STEIER: Ih hvad! Vi gaae jo i vort lovlige Kald.

HUMMELSKOU: Ja, det er sandt nok; lad os da gaae videre.

CHOR: Anna! .... Balthasar! ....
Kan I høre vor Stemme? ....
Tys! tys!....
(Nogle Toner af Jægerchoret høres i fjern Afstand). 284Hvad har jeg sagt?
Det er Kong Valdemars vilde Jagt!
Men af sted! lad os gaae!
Vi de Flygtende søge maae.
(Alle gaae).

CHOR: (udenfor). Anna! .... Balthasar! ....
Kan I vort Raab fornemme?
OPLYST SAL PAA DET GAMLE GURRE-SLOT.

✂

TOLVTE SCENE

ANNA og THORSTEIN træde ind.

ANNA: I denne Sal vi vente kan; om Lidt
Vil Dronning Helvig her os møde.

THORSTEIN: Siig mig,
Hvad har hun for? Hvi gik hun saa betænksom,
Med Sløret over Hovedet, og ene
Til Kongens Rosengaard?

ANNA: Det er en List;
Jeg længes efter Udfaldet. Du veed,
At Kongen vilde lokke mig derhen,
Og trued med sin Vrede, hvis jeg ikke
Hans Villie lød. Til Dronningen betroede
285Jeg denne Vaande strax; da sagde hun:
"Min Anna! laan mig for engang dit Navn,
Jeg Kongen møde vil, og han skal tvinges
Ved List til nu at skjænke mig sit Øre,
Som ellers lukket er for mine Klager.
Jeg om mig selv skal tale; min Forsikkring
Maaskee hans Tillid vinder, naar han troer,
At dine Læber bringe den."

THORSTEIN: Men, Anna,
Hvis Kongen mærker Listen, vredes han,
Og saa begynder han igjen dig snart
Med Venlighed at lokke, snart at true
Med Straf og Hævn. Og jeg skal drage bort,
Skal lade dig allene her i Faren!
Umuligt! - Men hvad gjør jeg da? - Du veed,
At Kongen gav mig Orlov til at reise;
Saa maa jeg bort, jeg tør ei tøve længer ....
Min Elskede! fat Mod til dristig Handling!
Følg med mig! Hemmeligt vi drage bort,
Og i den første Kirke, som vi naae
Paa Bretlands Kyst, der skal en Herrens Tjener
Os skjænke sin Velsignelse ved Altret.

ANNA: Ak, Thorstein! jeg har ikke Mod ....

THORSTEIN: Men har du
Da Mod til her at blive?

286

ANNA: Dronningen,
Min ædle Herskerinde, kan jeg ikke
Forlade hemmeligt.

THORSTEIN: Men hun vil skjænke
Dig Orlov, naar du beder hende; stole
Du kan derpaa; hun vil din Flugt fortie.

ANNA: Der er hun!

✂

TRETTENDE SCENE

DE FORRIGE. DRONNING HELVIG.

HELVIG: O hvor selsomt! Hvo kan fatte
Kong Valdemars besynderlige Tanker?

ANNA: Min høie Dronning, kjendte han jer ikke?

HELVIG: Nei, Anna; han har ikke gjættet Listen,
Han troede, det var dig, som mødte ham,
Det troer han end. Men med den største Kulde
Han tog imod mig, bød mig strax at gaae.

ANNA: Hvorledes?

HELVIG: Jeg var kommen før, end han,
Til Løvhytten; dens Dunkelhed mig skjulte.
287Om lidt jeg hørte Kongens Fjed sig nærme,
Han gik derind, og spurgte. "Hvem er her?" -
Med dæmpet Røst jeg svarte frygtsom: "Jeg." -
"Ah! Jomfru Anna!" gjentog han: "hør, siig mig,
Er alle Dronning Hel vigs Jomfruer
Saa lette til at lokke, som jeg seer,
At du det er, mit Barn? Gak du tilbage!
Det var paa Skrømt, jeg bad dig om at komme;
Jeg satte kun din Ærbarhed paa Prøve." -
Saa talte han, jeg voved ei at svare,
Fik Intet sagt af hvad mit Hjerte tynger,
Indhylled tæt mig i mit Slør, og gik.

THORSTEIN: Ved Himlen! Hvad jeg før knap vilde troe,
Til Vished bliver nu!

HELVIG: Hvad mener I?

THORSTEIN: Det Ringen er, som vækker Kongens Attraa.

HELVIG: Hvorledes? Hvilken Ring?

THORSTEIN: Min Anna, giv den
Tilbage, løs den fra din Barm! Jeg fæsted
Min hulde Brud med den, men selv du sagde,
Mit Ord af meer Betydning var, end Ringen.
Behold mit Ord, det vil dig aldrig svigte,
Men skil dig ved Klenodiet, som, smeddet
Af fule Dværge, bærer Trolddom i sig.

288

ANNA: (idet hun tager Baandet af Halsen). Ifald du troer det, nu velan!
(Hun giver ham Baandet med Ringen i).

HELVIG: Forklar!
Hvad vil det sige?

✂

FJORTENDE SCENE

DE FORRIGE. PODEBUSK og BALTHASAR.

PODEBUSK: (i Baggrunden, til Balthasar.) Vent her for det Første,
Du bringe skal et Brev til Erkebispen.
(Han træder frem; Balthasar bliver i Baggrunden.)

THORSTEIN: (udbrydende, idet han seer Podebusk.) Herr Henning Podebusk! Jer sender Himlen!

PODEBUSK: Ha, Dronningen er her!
(Til Balthasar.) Vent udenfor!
(Balthasar gaaer.)

289

THORSTEIN: (til Podebusk). Tag denne Ring og bær den hemmeligt;
I er den Eneste, jeg tør betroe den;
Hos eder vil den virke kun til Gavn.

PODEBUSK: (som har faget Ringen, og befragter den). Hvad mener I?

THORSTEIN: Min høie Dronning, tilgiv!
Jeg skylder jer og Marsken en Forklaring.
Viid, denne Ring har fordum Tove baaret,
Den er en Amulet, en Talisman,
Hvormed hun Kongens Hjerte har fortryllet.

PODEBUSK: Hvad falder eder ind?

THORSTEIN: Hør mig, og døm!
Da jeg fra Toves Lig tog Ringen bort,
Lod Kongen Liget jorde. Mens jeg bar den,
Han fatted Gunst for mig; og da jeg gav den
Til Anna, vendte Hjertet han til hende,
Og gav mig Orlov til at reise, som han
Bestandig havde nægtet mig tilforn.
Og da nu Dronningen i Annas Sted
Til Stævnemødet kom, var Kongen atter
Koldsindig, thi med hende kom ei Ringen.

HELVIG: Ved Himlen! høist forunderligt!

290

PODEBUSK: Ja, selsomt
Det klinger, jeg kan ikke nægte det.

THORSTEIN: I eders Haand, Herr Marsk, er Ringens Plads;
Den vil paany e jer skaffe Kongens Gunst,
Som før I har besiddet, og paanye
Vil I benytte den til ædel Daad.

PODEBUSK: Min unge Ven, jeg takker jer af Hjertet,
Men jeg har ingen Tro til Trolddomskunster.
Mig synes, denne Ring er som en anden,
Skjøndt kunstig gjort, og vel af stor Værdi.
Men om den virkelig forhexet var,
Da vilde jeg især den ei beholde.
Kan min retskafne Vandel, kan min Indsigt,
Mit Mod, som tidt blev prøvet, ei mig vinde
Min Herres Gunst og Tillid, som jeg forhen
Besad med Ret, saa skal ei sorte Kunster
Forhjelpe mig dertil. Nei, lad os heller,
Da Ringen dog er mistænkt, gjemme den
Et Sted, hvor Ingen finder den. - Tillad,
Min høie Dronning, jeg maa tale med jer,
Før jeg mit Brev til Erkebispen slutter.

HELVIG: (idet hun gaaer ud af en Sidedør). Jeg venter eder her.

PODEBUSK: Jeg kommer strax.
(Thorstein og Anna gaae ud af den modsatte Sidedør.)

291

PODEBUSK: (kalder). Kom, Balthasar!
(Balthasar kommer.) Gak bort med denne Ring,
Og kast den i den dybe Brønd i Gaarden;
Forstaaer du mig?
(Giver ham Ringen.) Og kom saa strax tilbage,
Og vent mig her, saa skal du gaae med Brevet.
(Gaaer efter Dronningen.)

✂

FEMTENDE SCENE

BALTHASAR allene.

BALTHASAR: (betragtende Ringen). I Brønden skal jeg kaste den? Ja saa! ....
Hvorfor i Brønden? .... Hvilken deilig Ring!
Den er for god dog til at kastes bort.
O hvor den vilde klæde mig paa Haanden! ....
Lad see! .... Nei, hvor den glimrer paa min Finger!
Man bliver strax dog til et andet Væsen
Ved saadan Pragt! .. O jeg har ofte drømt,
At paa min Haand jeg bar en saadan Ring, ....
Og dertil bedre Klæder paa min Krop; ....
Jeg seer saa fattig ud i denne Dragt. -
Men Ringen? skal jeg kaste den i Brønden? -
Hvorfor ei selv beholde den? Hvad Synd
Er vel deri, naar dog den bort skal kastes?
Hvad Alle vrage, tør vel jeg beholde.
- Der kommer Nogen! Lad mig skjule den.
(Han tager Baandet om Halsen, og putter Ringen ind paa Brystet.)

292

✂

SEXTENDE SCENE

BALTHASAR. KONG VALDEMAR.

BALTHASAR: (afsides). Ha! det er Kongen.
(Træder lidt tilbage.)

VALDEMAR: (afsides, uden af see ham). Jeg maa bort igjen!
Hvad vilde jeg dog her? Kun mørke Tanker
Omspænde mig i disse snævre Rum.
Langt bedre, rask at tumle sig paa Jagten!
Afsted da! Mine Jægere mig vente.
(Idet han vil gaae, faaer han Øie paa Balthasar, og standser.) Hvad er du for en Svend? - Mig forekommer,
At jeg har seet dit Ansigt før. Hvem er du?
Hvad hedder du?

BALTHASAR: Jeg hedder Balthasar,
Jeg Tjener er hos Marsken Podebusk.

VALDEMAR: Ja, saadan er det. - Balthasar, dit Ansigt
Behager mig.

BALTHASAR: (selvtilfreds). Jeg takker, Herre Konge!

293

VALDEMAR: Du har et lystigt Sind? Ei sandt? Thi ellers
Dit Ansigt lyver.

BALTHASAR: Jeg kan ikke klage,
Mit Sind var lystigt nok, ifald det bare
Fik meer Opmuntring.

VALDEMAR: Stakkel! Jeg kan tænke,
Din Tjeneste dig kjeder?

BALTHASAR: Ja, det gjør den;
Jeg vilde gjerne have mere Frihed,
Og ei bestandig være nødt at lyde,
Men ogsaa kunne selv befale.

VALDEMAR: Kjære!
Man kommer ikke let til at befale.

BALTHASAR: Ak, høie Herre! det er ikke Hovmod,
Som plager mig. Jeg aldrig tragted efter
At hæves over Andre, nei, min Attraa
Kun er at være Ligemand med Andre,
At kunne handle som de Andre, tale
Som de og tale med dem, ei at tie,
Og høre hvad man ei tør svare paa.

294

VALDEMAR: Hvis du saa gjerne tale vil, nu vel,
Saa kan med mig du tale hele Natten.
Jeg gaaer til mine Jægere; følg med;
Det er en deilig Nat, vi vanke vil
I Stjerneskinnet, rundt om Gurre-Sø;
Saa kan vi sladdre, mens de Andre jage.

BALTHASAR: (undseelig). O høie Herre! det er eders Spøg.

VALDEMAR: (slaaer ham paa Skulderen). Nei, det er Alvor. Følg mig strax, min Ven,
Du skal forkorte Tiden mig inat.

BALTHASAR: Saa det er Alvor! .... Men jeg drømmer vist!
(Stolt.) Jeg følger eders Naade, hvor I vil.

✂

SYTTENDE SCENE

DE FORRIGE. PODEBUSK.

PODEBUSK: Her, Balthasar ....
(Seer Kongen.) Ha Kongen!
(Til Kongen.) Tillad, Herre,
Jeg har et Ord at sige til min Tjener.
(Sagte til Balthasar, som han drager tilside.) Her Brevet er, du maa det strax besørge.

295

BALTHASAR: (høit) Undskyld, Herr Podebusk, jeg har ei Tid
At gaae med eders Breve. Send en Anden!

PODEBUSK: Hvad siger du?

VALDEMAR: Kun Sandhed. Veed I vel,
Min kjære Marsk, at I har der en Svend,
Som høilig mig behager? Ikke sandt,
I har vel Intet mod, at han inat
Med Selskab holder mig paa Jagten? Send kun
En anden Tjener; denne følger mig.
(Gaaer mod Udgangen.)

PODEBUSK: (sagte til Balthasar.) Ha Balthasar! hvor har du Ringen?

BALTHASAR: Ringen?
Den skal jeg nok ved Leilighed besørge;
Den kommer altid tidsnok ned i Brønden.

VALDEMAR: (vender sig om ved Udgangen.) Nu, Balthasar?

BALTHASAR: Her er jeg, eders Naade!
(Løber efter Kongen og gaaer ud med ham.)

296

PODEBUSK: (allene.) O Himmel! hvad er det for Kogleri!
Jeg følge vil, her er ei Tid at spilde....
Men først lad mig besørge dette Brev.
(Gaaer.)

297

✂

TREDIE ACT

EN EGN I SKOVENE VED GURRE-SØ.

Søen sees i Baggrunden. Det er lys Sommernat med Stjerneskin.

✂

FØRSTE SCENE

VALDEMAR og BALTHASAR træde ind.

VALDEMAR: I Sandhed, Natten er en selsom Gjæst:
Den kommer, indsvøbt i sin sorte Kappe,
Og taler gaadefulde Ord til Sindet.
De klare Stjerner blinke ned fortroligt,
Som om de havde hver et Ord at hviske,
Hvis Øret kunde høre det. Og dog,
Hvad kan de sige? hvad kan de fortælle?
Ifald de huse Menneske-Naturer,
Da see de vel de samme bittre Savn,
Som Tiden ei kan læge, samme Kredsgang
Af en urolig, ubelønnet Stræben. -
Ja, her er smukt paa Gurre, det er sandt,
Men her er altfor høitidsfuldt; jeg længes
Nu til mit muntre Vordingborg igjen.
Jeg troer, jeg flyver bort fra denne Rede,
Som er mig mørk og trang.

298

BALTHASAR: O Herre Konge!
Saa tager I mig med jer, ikke sandt?

VALDEMAR: Det gjør jeg, Balthasar; vær du kun rolig,
Jeg slipper dig ei meer.

BALTHASAR: Saa kan jeg sige,
Jeg har min Lykke gjort! O hvilken Ære
For mig, den ringe Tjener, at ledsage
Kong Valdemar og holde ham med Selskab! -
Men eders Naade! Tager I det ei
Unaadigt op, saa tillad mig en Bøn.

VALDEMAR: Siig frem, og er det muligt, skal det skee.

BALTHASAR: Ja, det er vistnok muligt, det er let.
En Anden vilde sagtens bede Kongen
Om Gods og Guld, om rige Skjænk og Gaver,
Men jeg er ei hovmodig, har jeg sagt,
Min hele Stræben er kun at see ud
Som andre Mennesker; kort sagt, Herr Konge,
Min Bøn er: lad mig skjære bedre Klæder!

VALDEMAR: Min Ven, det har jeg alt betænkt; imorgen
Skal jeg besørge dig en anden Dragt.

BALTHASAR: O herligt! Hvordan bliver den? hvordan?

299

VALDEMAR: Som du den ønsker; du kan vælge dig
Det bedste Stof, og efter eget Tykke
Du Snittet kan bestemme.

BALTHASAR: (kysser hans Haand.) Store Konge!

VALDEMAR: Og kan det dig fornøie, vil jeg end
En gylden Kjæde skjænke dig, den kan du
Om Halsen bære.

BALTHASAR: Nei, nu gjør I mig
Saa lykkelig, som jeg har aldrig været,
Ei selv i Drømme!

VALDEMAR: Lidt kan glæde Børn,
Saa siger Ordsproget, men det er godt,
At du bevaret har et barnligt Sind. -
Men tys! .... Jeg hører Fodtrin .... Seer jeg ret,
Der nærmer sig en Mand med stærke Skridt....
Hvem kan det være?

BALTHASAR: (seer ud af Scenen.) Nei, jeg feiler ikke,
Det er min Herre, Marsken Podebusk.

VALDEMAR: Hvad kan han ville her?

300

BALTHASAR: Ja, Gud maa vide,
Hvad her han vil, hvis ei han har isinde
Min Text at læse mig, fordi jeg ikke
Hans Ærinde besørgede. Herr Konge,
Han er istand til mig at slaae, hvis ikke
Mig eders Haand beskytter.

VALDEMAR: Vær du rolig,
Han intet Haar skal krumme paa dit Hoved,
Det vover han ei heller paa. Men jeg
Har ingen Lyst at tale med ham nu,
Det kjeder mig. Bliv derfor her, og hør
Hans Ærinde; jeg gaaer herfra; følg efter
Og siig mig, hvad det er.

BALTHASAR: Men jeg er bange,
Der gaaer mig galt.

VALDEMAR: (idet han gaaer.) Vist ikke! fat kun Mod,
Og skynd dig efter mig saa snart som muligt.

BALTHASAR: Ja, jeg skal skynde mig, det kan I troe.
(Kongen gaaer.)

301

✂

ANDEN SCENE

BALTHASAR. PODEBUSK.

PODEBUSK: Nu, det var heldigt! Her jeg finder ham! -
Siig, hvor er Kongen?

BALTHASAR: Kongen gik lidt forud,
I kan inat ham ikke faae itale;
Han ønsker ei at tale med jer.

PODEBUSK: Tosse!
Det er ei ham, jeg søger, det er dig.

BALTHASAR: Men jeg har heller ikke Lyst....

PODEBUSK: Ti stille!

BALTHASAR: Hør, veed I hvad? I taler i en Tone,
Som ei sig passer mellem jer og mig.
Jeg staaer paa en fortrolig Fod med Kongen,
I har ei længer over mig at sige.

PODEBUSK: Du har din Frihed, gak hvorhen dig lyster;
Kun eengang vil jeg end befale dig,
Og siden ikke meer: Flux! giv mig Ringen!

BALTHASAR: Den har jeg kastet alt i Brønden.

302

PODEBUSK: Nei,
Du lyver, du har gjemt den hos dig. Strax
Giv mig den villig hid; hvis ei, da søger
Jeg efter den i hver af dine Folder,
Og tager den med Magt.

BALTHASAR: Brug ikke Magt!
Hvis I kun rører mig, saa raaber jeg
Paa Kongen, han er nær, han kan mig høre,
Og han vil hurtig komme mig tilhjelp.

PODEBUSK: (læggende Haanden paa sit Sværd.) Men inden Kongen kommer, er du død;
Lad skee saa hvad der vil!

BALTHASAR: I vil mig dræbe?

PODEBUSK: Ja, hvis ei strax du lyder min Befaling.
Saasnart du hæver Stemmen, er du død;
See saa, om Kongen kan igjen dig vække!

BALTHASAR: (med dæmpet Stemme.) Men Gud bevar' os!

PODEBUSK: Giv mig Ringen! .... Nu?

303

BALTHASAR: (grædende.) Men Herre Gud? Naar dog den skal i Brønden,
Hvorfor tør ikke jeg beholde den?

PODEBUSK: Nu, hurtig! jeg har ikke Tid at vente.

BALTHASAR: (idet han, bestandig grædende, løser Ringen af sin Hals.) Der har I dem
(Giver den til Podebusk.) I er en bister Mand,
Som ikke kan mig unde denne Glæde!
(Idet han fatter sig og tørrer sine Øine.) Men ligemeget! hvorfor vil jeg sørge?
Hvad er der vel for Rart ved denne Ring?
Mig Kongen andre give vil og bedre.
Farvel! nu gaaer jeg efter Kongen.

PODEBUSK: Gak!
(Balthasar gaaer.)

✂

TREDIE SCENE

PODEBUSK

allene.

PODEBUSK: Er denne Ring da virkelig forhexet? -
Velan her er en Brønd, end mere dyb
Og mere bred. end den, jeg først bestemte.
Lad Gurre-Sø begrave denne Skat!
(Han kaster Ringen ud i Søen.) 304See saa! Lig der til Dommedag!
(En Accord af Toner klinger over Vandet.) Hvad nu?
Det klinger jo, som om Naturen sukked? -
Afsted til Borgen! Jeg har naaet min Hensigt.
(Gaaer.)

✂

FJERDE SCENE

Scenen er pludselig opfyldt med SYLFER, ALFER, UNDINER og GNOMER. - (Sylferne komme fra Luften, Alferne fra Skoven, Undinerne fra Søen, Gnomerne fra Jorden. Alle have matlysende Lamper i Haanden: Sylfernes Lamper have et hvidt Skjær, Alfernes et grønt, Undinernes et blaat, Gnomernes et rødt).

SYLFERNE: Ha! hvilken Stræng zittred i Luften?

ALFERNE: Ha! hvilken Tone klang gjennem Skoven?

UNDINERNE: Ha! hvilket Brag gjenlød paa Søen?

GNOMERNE: Ha! hvilket Bulder rystede Jorden?

SYLFERNE: Hvad kalder Luftens Sylfer?

ALFERNE: Hvad kalder Skovens Alfer?

UNDINERNE: Hvad kalder Søens Undiner?

GNOMERNE: Hvad kalder Jordens Gnomer?

305

ALLE: Hvad kalder os Alle hid?
Trolddommen dybt begravet
Hviler paa Søens Bund,
Men med dens Kraft begavet
Vorde nu Gurres Lund!
Lyser Besværgelsen neden og oven,
Under Sang og Dands,
Ved Lampernes Glands,
Gjennem Søen og Luften, Jorden og Skoven!
DANDS. Den afbrydes af Jagthorn, som høres i Nærheden. Alle lytte.

ALLE: Tys! vi kan høre Menneskers Fjed.
Afsted! nu afsted!
Vi rundt maae drage ved Søens Bred,
Og om hver en Plet
Spænde Fortryllelsens Næt
(Alle ile bort.)

✂

FEMTE SCENE

KONG VALDEMAR kommer med sine JÆGERE.

CHOR AF JÆGERNE

✂

Snart er Natten svunden,
Dagen bryder frem;
Fra vor Jagt i Lunden
Alt vi drage hjem.
Borgens Haners Galen
Lyder over Vang,
Snart vil Gurre-Svalen
Qviddre Morgensang.
306

End i Vesten glimter
Matte Stjerners Hær,
Mens i Øst man skimter
Svage Morgenskjær;
Mod de tause Strande
Søen vugger sig,
Stiernen i dens Vande
Speiles blidelig.

VALDEMAR: Nei, aldrig var en Nat saa skjøn som denne!
Ei nogensinde før var Gurre-Sø
Saa blankt et Speilglas for saa klar en Himmel;
Ei Skovens Træer tilforn saa blidt har duftet,
Og aldrig før var Luften saa balsamisk,
Og dog saa frisk og let. Jeg troer, at alle
De Væsner, som i Jord, i Luft, i Vand,
I Træer, i Urter virke travlt, de tusind
Og atter tusind smaa forborgne Svende,
Som i Naturens Værksted trælle flittigt,
Har sig inat forenet om at trylle
Mit Gurre til et Paradiis paa Jorden.
Ei længe har jeg aandet frit som nu,
Jeg føler mig saa lykkelig tilmode;
Det er, som om en Byrde bort var væltet
Fra Barmen, som jeg vaagned af en Drøm.
Selv hun, hvis Minde mørknede mit Sind,
Hun staaer nu som en lys Erindring for mig,
Saa venlig og saa klar som denne Sø,
Der gjemmer Stjernens Billed paa sin Bund.
Lad Vordingborg nu fare! Her jeg bliver,
Paa Gurre vil jeg leve, døe paa Gurre, -
Dog helst det Første, Livet er mig kjært;
For mig kan Gud beholde Paradiis,
307Blot han vil lade mig beholde Gurre!
- Men seer jeg ret? Der nærmer sig en Baad,
Den lægger til ved denne Bred .... Hvem er det?

✂

SJETTE SCENE

En Baad lander i Baggrunden. DRONNING HELVIG, PODEBUSK. ANNA og THORSTEIN staae ud af den, og træde frem paa Scenen, uden strax at see Kongen og hans Følge, som drage sig lidt tilside.

HELVIG: Hvo kan vel have Lyst at sove bort
En Nat som denne?
(Idet hun seer Kongen og Følget.) Hvem er her? .... Ha Kongen!
(Vender sig bort.)

VALDEMAR: (idet han træder frem og griber hendes Haand.) Nei, Helvig, nei, det ikke Kongen er,
Det er din Ven, din Husbond, som dig møder
Paa dette Sted, hvis Trylleri forjager
De fordums mørke Skyer om mit Sind.
O hvilken Taage falder fra mit Blik!
Hvi har jeg fjernet mig fra Den, jeg elsker?
O vend dig ikke nu, til Gjengjæld, bort,
Men see mig ind i Øiet og tilgiv!
(Han kysser hendes Haand.)

HELVIG: (dreiende sig imod ham.) O Valdemar!
(Hun synker i hans Arme.)

308

VALDEMAR: (omfavnende hende.) Og denne Perle har jeg
I lange Tider fjernet fra mit Øie!
O lad mig qvæge nu mit Syn derved,
Og viig ei fra mig, mit Klenodie!

PODEBUSK: O Herre Konge! Saadan er det Ret!

VALDEMAR: Min brave Marsk, jeg skjønner paa din Troskab,
Jeg kjender dig, jeg veed, du er en Støtte
For mig og for min Throne. Vi vil ikke
Herefter splitte vore Kræfter, men
Forene dem. Vær føielig, og lad mig
Forlige dig med Erkebisp Niels Jonsson.

PODEBUSK: Med Erkebispen?

VALDEMAR: Ogsaa han er min
Og Statens kloge, redelige Tjener.

PODEBUSK: Ak, eders Naade! Viid, jeg har iaftes
Et Brev tilskrevet ham....

VALDEMAR: Et Brev?

PODEBUSK: Der ikke
Kan gjælde som Indledning til Forlig.

309

VALDEMAR: Saa har du gjort ham Uret, og du selv
Maa til Forsoning gjøre første Skridt.
Og det vil lykkes; Bispen er en sindig,
En rolig Mand; du, kjære Podebusk,
Er vant at fare hastig frem; i Krigen
Har dette Sindelag mig ofte gavnet,
Har skaffet mine Vaaben Glands og Fordeel,
Og saa vil det fremdeles, med Guds Bistand.
Du skal igjen staae ved min ene Side,
Men Bispen ved den anden; altsaa seer du,
Forlig maa sluttes. Giv din Haand derpaa!

PODEBUSK: (idet han kysser Kongens Haand). I Alt jeg lyde skal min Konges Villie.

✂

SYVENDE SCENE

DE FORRIGE. BALTHASAR.

BALTHASAR: (til Kongen). Nu, Herre, det var heldigt, at jeg fandt jer,
Jeg overalt har søgt.

VALDEMAR: Hvad vil du mig?
Er det de nye Klæder, og den Kjæde,
Jeg lovte dig? Dem skal du faae imorgen.

BALTHASAR: Nei, Herre, men I jo befalte mig
At følge jer og sige jer Besked om
Hvad Marsken vilde.

310

VALDEMAR: Det er overflødigt,
Jeg selv har talt med Marsken. Gak nu bort!

BALTHASAR: Hvorledes? Skal jeg gaae? Jeg troede, Herre,
Jeg skulde stedse holde jer med Selskab?

VALDEMAR: Nei, dertil har du kjedet mig for meget.

BALTHASAR: Jeg har jer kjedet? Det er da uheldigt!
Jeg troede just, jeg havde moret jer.

VALDEMAR: Du er en Taabe.

BALTHASAR: Er jeg nu en Taabe?

PODEBUSK: Derom jeg kunde jer iforveien
Forvisset, Herre, hvis I havde spurgt mig;
Han er min Tjener, jeg maa kjende ham.

BALTHASAR: Saa er nu alt min Herlighed tilende,
Og jeg er atter Tjener?

PODEBUSK: Ja, hvad Andet?

311

BALTHASAR: (afsides.) Det er min Skjæbne! Jeg skal altid krænkes
Og gjøres latterlig i Andres Paahør!
O gid jeg var herfra! Gid jeg var død!

THORSTEIN: (til Kongen). I har mig Orlov givet til at reise;
Jeg siger jer Farvel, min ædle Konge,
Og takker jer for Naaden, I beviste
Den ringe Sanger.

VALDEMAR: Drag i Fred, min Ven
Og tag min Tak for hver en Gang, din Harpe
Mit mørke Sind har adspredt. I det Fjerne
Du vil mig mindes, ikke sandt?

THORSTEIN: O Herre!
Jeg evig mindes vil Kong Valdemar;
Og laaner Sanggudinden mig sin Røst,
Skal den besynge Danmarks Atterdag.

ANNA: (til Kongen.) Tillad og mig at bringe mit Farvel!

VALDEMAR: Hvorledes? Anna?

312

HELVIG: Ja, min elskte Husbond!
Saaledes er det. Anna drager med.

VALDEMAR: Med Thorstein?

HELVIG: Han er hendes Beiler; Kirken
Skal dem forene.

VALDEMAR: Thorstein Annas Beiler?

THORSTEIN: Ja, Herre Konge, jeg har holdt det skjult.

HELVIG: Men nu skal Intet mere være skjult
For dig, min Husbond og min Herre! Viid,
Vi frygted, at du ikke gav dit Minde
Til hendes Orlov; derfor vilde Begge
I denne Nat gaae hemmeligt herfra;
Og for at ikke Borgens Vægtere
Mistanke skulde fatte, gave vi
Til Paaskud Sommernattens milde Varme,
Og roede hen ad Søen i en Baad;
Paa denne Bred landsatte vi de Tvende,
For her dem at forlade. Vil du vredes,
Fordi din Hustru, som dig aldrig saae,
Som aldrig om din Villie turde spørge,
Tog Deel i denne List?

313

VALDEMAR: O Helvig, ti,
Lad mig ei meer det Forbigangne mindes.
Hvad du besluttet har, bekræfter jeg.
(Idet han tager Thorstein og Anna Hver i sin Haand). Jeg selv forener jer. Nu kan I sige,
Kong Valdemar har sluttet eders Pagt.

THORSTEIN: (idet han kysser Kongens Haand). Saa gjælder den for evigt.

ANNA: (ligeledes). Ja, for evigt!

BALTHASAR: (til Anna). Ak, ædle Jomfru! Vil I drage bort,
Saa tag mig med jer! Jeg vil tjene jer.
Jeg finder her utaaleligt at være,
Og kun for eders Skyld jeg holdt det ud;
Men gaaer I bort, fortvivler jeg tilvisse.

ANNA: Min gode Balthasar, jeg er dig kjær?

BALTHASAR: Ja, ret af Hjertet, Jomfru!

314

ANNA: Ogsaa jeg
For dig har Godhed, og befrier dig gjerne.
(Til Podebusk.) Herr Marsk, vil I mig skjænke denne Tjener?

PODEBUSK: Med Glæde! Han er mig til ingen Nytte.

BALTHASAR: Det træffer sig jo heldigt. Lad os gaae!

HELVIG: Farvel, min Anna! Drag i Verden ud,
Og tænk iblandt paa mig!

VALDEMAR: Farvel, min Torstein!
Drag bort, og vær endda Kong Volmers Sanger!

PODEBUSK: Drag bort, min kjære Balthasar, og glem
Din fordums Herre!

BALTHASAR: Ja, det skal jeg nok.

VALDEMAR: (til Jægerne). Og nu af sted til Borgen, mine Mænd!

315

CHOR AF JÆGERNE: 3.
Nu afsted til Borgen
Til vor Rede hen!
En lyksalig Morgen
Snart bestraaler den;
Veget er det Dunkle,
Som den mørknet har;
Nu skal Solen funkle
For Kong Valdemar.
(Under dette Chor gaae Thorstein, Anna og Balthasar bort paa den ene Side af Scenen, og Kongen, Dronningen og Podebusk, fulgte af Jægerne, paa den anden. Det er imidlertid blevet lysere, og Daggryet begynder.)

✂

OTTENDE SCENE

Naar Alle ere borte, træder PHANTASUS ind.

PHANTASUS: Syvsoverdagen og dens Nat er endt;
En anden Sol sig nærmer Horizonten.
Jeg maner eder hid, I lette Taager,
Som efter varme Nætter stige frem
Af Eng og Sø, og skjule Solens Opgang. -
I disse Taager hyller jeg de Trende,
Som nys gik bort, og skjuler dem den bratte,
Forvovne Gang fra Digtets Regioner
Til Hverdagslivet. Med de samme Dunster
Forblinder jeg Philisterne, som søge
De Flygtende. Først naar jeg selv det vil,
De finde skal hverandre. Jeg befaler
Undinen mig at bringe Thorsteins Ring
316Fra Søens Bund, og en af mine Sylfer
Useet skal sætte den paa Skjaldens Haand;
Saa kan han troe, han drømte denne Nat; -
Men hvad en Digter drømmer, er jo Sandhed. -
Her frem, I Taager, frem af Jord og Sø!
Og lette Sommerskyer, I, som svæve
Paa Himlens Blaa, fortæller jer og synker
Til Jorden ned, forener jer med Taagen,
Og lader Alt indhylle sig for Øiet!
(Han gaaer.) KORT MELODRAMA under hvilket Taager stige op og Skyer synke ned, og skjule hele Skuepladsen. (Imidlertid tiltager stedse Dagslyset.)

✂

NIENDE SCENE

HUMMELSKOU, MAX, FRU MAX, FRU LÜTTICH, CONSTANCE, STEIER træde ind med FØLGET af deres Venner og Bekjendte fra Fredensborg. - (De komme fra modsatte Sider og adskilte fra hverandre. Fru Max har bredet sit Lommetørklæde over sin Hat).

CHOR: (af Følget.) Ha! hvordan finder jeg Vei her i Taagen?
Ha! mon jeg drømmer? mon jeg er vaagen?
Her gjør Naturen hæslige Kunster,
Intet seer man for lutter Dunster;
Her er koldt og klamt og fugtigt som Fanden,
Her er vaadt som i et Bad!
Vi maae tæt os holde til hinanden,
Vi skilles ellers ad.

317

HUMMELSKOU: Ak! du bedrøvelige Syvsoverdag!

FRU LÜTTICH: Ja, det maa De sige to Gange! Jeg er ganske vaad om Fødderne.

FRU MAX: Det troer jeg nok, min bedste Frue! hvorfor har De ogsaa taget Brunels-Skoe paa? Vil De see, jeg har Fidtlæder, jeg er ganske tør paa Fødderne. Men derimod har jeg faaet min Hat fordærvet.

CONSTANCE: Og jeg min Mantille.

STEIER: Og jeg min Kjole, som ikke var krympet.

MAX: Og jeg min Helbred, som ikke var indrettet paa saadanne Angreb, som den har maattet udstaae paa denne Tour. Først trække de om med mig, saa Veiret gaaer fra mig, og jeg faaer min Asthma; saa falder jeg over en Træstub i Mørket; saa plumper jeg med det ene Been i Vandet; og nu endelig kommer Taagen og falder mig for Brystet.
(Han hoster.)

HUMMELSKOU: Ja, det er virkelig en Taage, som er slem for Brystet.
(Han hoster ogsaa.)

318

MAX: (forbittret til Steier.)
Og saadan en Parforce-Gang vover De at kalde en Lysttour?

STEIER: Hvorfor ikke? Hver har sin Lyst, og jeg har min; jeg finder denne hele Vandring yderst original, og jeg har moret mig fortræffeligt.

FRU LÜTTICH: De har ingen Følelse for Deres Medmennesker.

FRU MAX: Han er jo ogsaa Procurator.

STEIER: Fra alle Kanter vælter man sig ind paa mig; man er virkelig ubillig imod mig. Siig mig, Frøken Constance, er De ogsaa vred paa mig?

CONSTANCE: Nei langtfra! De har mægtigt bidraget til at forsøde mig denne Vandrings Gjenvordigheder. I al min Nød har jeg idelig maattet lee af Deres lystige Indfald.

STEIER: Bravo! Her er en Sjæl, som forstaaer mig; her er et Hjerte, som sympathiserer med mig. O min bedste Frøken! gid jeg maatte forsøde Dem en længere Vandring end denne! - De tier? De slaaer Øinene ned, saavidt jeg kan see det gjennem 319 Taagen.... Fru Lüttich! .... hvor er De henne? .... Ah! nu seer jeg Dem. Tillad, har De Noget at indvende? De hørte nok hvad jeg sagde?

MAX: Nei, nu troer jeg. Fanden plager Mennesket! Nu begynder han at frie, medens vi gaae her i Taagen og hverken veed ud eller ind.

STEIER: Men hvad er Fremtiden Andet end en Taage? Og er ikke Ægteskab den af alle Fremtidens Taager, hvori man mindst veed ud eller ind? De seer altsaa, at de locale Omstændigheder ere fuldkommen passende. Bedste Fru Lüttich! giv Deres tantelige Samtykke!

FRU LÜTTICH: Gud velsigne Dem, Herr Procurator, nu er jeg virkelig ikke i Humeur til at tænke paa Sligt! Lad mig først komme under Tag og faae mine Skoe tørrede.

STEIER: Hvorfor vil De ikke bestemme Dem paa staaende Fod, uagtet den er vaad? Naar De giver mig Deres Samtykke, saa faaer De Alt paa det Tørre. Jeg er i en god Vei, jeg staaer mig godt; med mig bliver Constance lykkelig.

HUMMELSKOU: Jeg beder Dem inderlig, gode Frue, at De strax vil sige ham Ja; thi ellers komme vi ikke videre, og her er det ikke værdt at blive staaende.

320

FRU LÜTTICH: (til Steier.)
Gjør for mig hvad De vil; det er mig det Samme. Om jeg saa havde to Niecer, saa skulde De gjerne faae dem begge To i et Øieblik som dette. Men lad os endelig gaae! Vi risquere Alle at blive alvorligt syge.

MAX: Jeg er det allerede.

FRU MAX: Jeg bliver det bestemt.

HUMMELSKOU: Jeg føler saadan en Kryben i Kroppen.

FRU LÜTTICH: (til Steier.)
Jeg beder Dem, gaa dog foran! Det er jo Dem, som har lovet at ville vise os Veien.

STEIER: Det skal jeg nok, .... bare jeg kunde see den. Men ligemeget, jeg hitter nok ud af det. Følg De nu kun i mine Spor; jeg fører Dem gjennem Mulm og Taage. Men lad mig see, De holder Dem tæt ved mig. Lad os ikke splittes fra hverandre, thi saa komme vi nok aldrig mere sammen.

MAX: (raaber til Steier).
De maa ikke gaae for stærkt! husk paa, jeg er trangbrystet!

321

CHOR: Lad os nøie følge Manden,
Lad os gaae i samlet Rad.
Vi maae tæt os holde til hinanden,
Vi skilles ellers ad.
(Alle gaae ud paa samme Side, hvor Thorstein, Anna og Balthasar gik ud i næstforrige Scene). Ritournellen af Choret gaaer over til et KORT MELODRAMA under hvilket Taagen og Skyerne begynde at fordele sig langsomt.

✂

TIENDE SCENE

THORSTEIN, ANNA og BALTHASAR træde ind fra den modsatte Side af den, hvor de forrige Personer gik ud. Musiken vedvarer under de første Repliker. (Annas og Balthasars Costumer ere nu ligesom i første Act; Thorsteins er nu ogsaa moderniseret, men ligeledes kun med saadanne Modificationer, at man gjenkjender det fra før.)

BALTHASAR: Vi burde egentlig alle Tre tage hinanden under Armen. Jeg er saa bange for at blive adskilt fra jer Andre; naar I blot ere et Par Skridt fra mig, kan jeg ikke see jer.

THORSTEIN: Men Taagen har allerede begyndt at fordele sig; snart vil det være ganske klart, thi Solen er vist allerede staaet op.

322

BALTHASAR: Bare man kunde see, hvor man er. (Vender sig omkring.) Men endnu seer man Intet.

THORSTEIN: Jo, nu begynder jeg at skimte. Vil du see, det klarer op.
(Taagerne, som lidt efter lidt have faget af, forsvinde nu ogsaa i Baggrunden. Musiken ophører.) SCENEN ER FORVANDLET TIL: En landlig Egn med en vid Udsigt i Baggrunden. (Det er nu ganske lyst; nogle svage Taager i det Fjerne skjule endnu en lille Deel af Horizonten).

BALTHASAR: (som under Forvandlingen har staaet, holdende Haanden over Øinene og stirret ud i Baggrunden).
Men hvor ere vi komne hen?

THORSTEIN: (ligeledes stirrende ud).
Ja, det veed jeg ikke ret.

ANNA: (ligeledes).
Man seer ikke Andet, end Træer og Marker.

BALTHASAR: Ja, Anna, Ingen af os har før været i denne Egn, saa vi skal have ondt ved at kjende Stedet. (Han vender sig igjen mod Tilskuerne, idet han tager sig med Haanden til Øinene.) Jeg veed ikke, hvordan 323 det er fat med mig, men jeg er ganske forstyrret i mit Hoved.... Maaskee kommer det af Taagen, .. men det er ligesom jeg endnu gik i Taaget .... jeg kan ikke besinde mig .... Hvor har vi egentlig været inat? Jeg kan ikke blive klog paa, om jeg har drømt eller vaaget. Jeg lagde mig til at sove under en Busk, - det er sandt .... men hvis jeg har drømt, da var det en forunderlig, levende Drøm. Hør, siig mig, gaaer det jer andre To ligesaa?

ANNA: Jeg veed ikke selv .... (Til Thorstein.) Du gav mig engang en Ring ....

THORSTEIN: Men du sendte mig den tilbage.

BALTHASAR: Ja, det kan jeg bevidne; det var inden vi drømte.

ANNA: Hvorledes? .... Nei, du begjærte den selv, fordi Kongen .... fordi du troede ....

THORSTEIN: Men nu, da vi ikke længere ere i Kong Valdemars Kreds, saa modtag den igjen.
(Han tager Ringen af sin Finger.)

ANNA: Du har den!

THORSTEIN: For atter at give dig den. (Idet han sætter den paa hendes Finger.) O skjul den ikke mere paa din Hals, 324 men lad den sidde aabenlyst paa din Haand, og lad saa hele Verden vide, at du er min Brud, som jeg, tiltrods for enhver Misforstaaelse, bestandig har elsket, og bestandig skal elske!

ANNA: O Thorstein!
(Hun falder ham om Halsen.)

THORSTEIN: Min Anna!

BALTHASAR: Men nu bliver jeg igjen ganske ør i Hovedet. Hvorledes hænger alt Dette sammen? (Til Anna.) Med Forlov! (Tager hendes Haand og betragter Ringen.) Det var jo den, jeg skulde kaste i Brønden .. Forresten kunde jeg have Lyst til selv at eie saadan en Ring.

✂

ELLEVTE SCENE

DE FORRIGE. FRU LÜTTICH og CONSTANCE komme ind fra samme Side, som de forrige Personer.

FRU LÜTTICH: Sagde jeg det ikke nok, vi vilde komme fra hinanden? Hvordan skal vi nu finde de Andre? Den Procurator er ogsaa ret et ustyrligt Menneske.

CONSTANCE: Men det er Grossererens Skyld, han hang sig jo fast ved ham og vilde ikke slippe ham .... Men Tante! see der!

325

FRU LÜTTICH: Der har vi Flygtningerne! .... Men Gud bevare os, Børn, hvad har I dog tænkt paa? Er det Maneer at sætte Folk i saadan en Skræk? Den hele Nat har vi travet efter jer. Ak! jeg er ganske ruineret!

✂

TOLVTE SCENE

DE FORRIGE. HUMMELSKOU og FRU MAX komme fra den modsatte Side.

HUMMELSKOU: Min bedste Frue! hvad kan det hjelpe, at De lamenterer? Vi finde jo nok de Andre med Guds Hjelp.

FRU MAX: Ak jeg ulykkelige Kone! jeg holder det ikke ud. O den Procurator! den Procurator!

HUMMELSKOU: Men det er jo Deres Mands Skyld, han hang sig ved ham som en Borre.

FRU MAX: O hvilken Lykke! der er Fru Lüttich.

FRU LÜTTICH: Og see her!
(Viser hende de Andre.)

BALTHASAR: (afsides.)
Saa! nu seer det godt ud!

326

FRU MAX: Anna! .. Balthasar! .. I vanartige Børn! Naa! jeg vilde saamænd ikke for meget Godt være i jeres Sted, naar min Mand kommer, især ikke i dit Sted, Balthasar.

BALTHASAR: Nei, jeg ikke heller.

FRU MAX: Thi du, som er den Ældste, burde have bedre Forstand end som saa.

BALTHASAR: Ja, det er let sagt, Frue! Men hvorfra skulde jeg faae Forstand, saadan som jeg bliver behandlet?

✂

TRETTENDE SCENE

DE FORRIGE. MAX og STEIER komme fra en Side langt i Baggrunden. (Max holder Steier fast i Armen, og hviler sig paa ham).

STEIER: Nei, veed De hvad, Herr Grosserer! jeg kan ikke længere holde det ud; det gaaer for vidt. At holde Dem under Armen, er det Samme som at slæbe paa en Sæk Meel.

MAX: O De gaaer for stærkt! jeg bliver saa trangbrystet.

STEIER: (rivende sig løs).
Det er virkelig en høist ubehagelig Affaire.

327

MAX: Og De, som sagde, det var en Lysttour?

STEIER: Ja, nu har jeg faaet min Lyst styret.

FRU MAX: Ak hjerte Mand! er du endelig der? Hvorledes gaaer det dig?

MAX: Forfærdelig daarligt!

STEIER: Ih hvad seer jeg! saa ere vi da endelig samlede igjen! Naa, Lykken er Daarernes Formynder.

HUMMELSKOU: Kun mine gode Bekjendte fra Fredensborg seer jeg ikke endnu.

STEIER: Ah! men til Erstatning finde vi jo her de Bortrømte! Hvad vil vi saa klage? Saa er Maalet jo naaet.

FRU MAX: (til Max, idet hun viser ham Balthasar og Anna.)
Ja, min Hjerte! hvad siger du?

MAX: Naa, saa skal jeg da ogsaa....

328

BALTHASAR: (afsides.)
Nu gaaer det løs.

MAX: Og hvad seer jeg? Poeten! .... ham, jeg ikke vil nævne! .... (Til Thorstein.) Maa jeg spørge Dem, er det Dem, som har bortført Anna? Hvor har De opholdt Dem med hende i hele denne Nat?

THORSTEIN: Jeg kan ikke svare Dem videre, end at vi have drømt med hinanden.

BALTHASAR: Ja, vi har drømt alle Tre; er der noget Ondt i det?

MAX: Drømt? Hvad er det for Snak?

THORSTEIN: Og Resultatet af denne Drøm kan De see paa Annas Haand. (Viser ham Ringen.) Hun er min Brud.

MAX: Deres Brud? Nei, det skal der aldrig blive Noget af.

STEIER: (til Max).
Hør, maa jeg give Dem et godt Raad?

329

MAX: O jeg behøver ingen gode Raad!

STEIER: Jo vist gjør De; De har jo selv antaget mig til Deres Consulent.

MAX: Naa, saa siig det da, men gesvindt!

STEIER: Lad de To gifte sig sammen.

MAX: Det Raad agter jeg ikke at følge.

STEIER: Veed De hvad? Naar en ung Mand og en ung Pige først har drømt med hinanden .... der er sandelig ikke Andet for, end at lade Drømmen blive til Virkelighed.

MAX: Anna skal ikke have en Poet; en Poet kan ikke ernære en Kone.

THORSTEIN: Det er det Samme, jeg tager hende alligevel.

BALTHASAR: (sagte til Thorstein.)
Tak skal du have! det var godt sagt; saadan skal man svare ham.

330

STEIER: (til Max).
Jo, Herr Grosserer, det maa De forlade mig: En Poet kan godt ernære en Kone, naar Konen har en betydelig Formue. Husk paa Testamentet!

MAX: Vil De tie stille!

STEIER: Nei, nu vil jeg just tale.... O jeg er selv saa lykkelig idag! (Tager Constances Haand.) Denne Haand er nu min; hvorfor skulde jeg da ikke bidrage til Andres Lykke?

BALTHASAR: (forskrækket, til Steier.)
Hvad behager? hvad siger De?

STEIER: Ja, min gode Balthasar .... eller Herr Balthasar! Frøken Constance er nu min Forlovede, og det kan jeg takke Dem for.

BALTHASAR: Mig?

STEIER: Ja, dersom De ikke var løbet bort, saa var jeg ikke kommen til at søge efter Dem hele Natten i Selskab med Frøkenen, og hvem veed, hvor længe det saa kunde have varet?

331

BALTHASAR: (flau).
Ja saa!

STEIER: Hør, De har ikke noget godt Øie til mig, det har jeg længe mærket; men nu skal De see, om jeg er Deres Ven eller ikke. (Med høi Røst til Max.) Herr Grosserer! Testamentet byder, at naar Anna gifter sig, skal hendes og Balthasars Formue udbetales og skiftes imellem dem.

MAX: (halv sagte til Steier).
Men saa ti dog stille!

STEIER: (høit).
Kan De nægte, at det staaer i Testamentet?

MAX: Nei, det kan jeg rigtignok ikke.

STEIER: Har De da ikke isinde at opfylde dets Bestemmelse?

MAX: (ærgerlig).
Det bliver jeg vel nødt til.

BALTHASAR: (falder Steier om Halsen).
O min bedste Ven! jeg har miskjendt Dem; men fra nu af er jeg Deres for evig! .... Og hør! vil De 332 gjøre mig en Tjeneste? Vil De give mig Deres Skrædders Adresse?

STEIER: Jeg skal imorgen sende ham selv hjem til Dem.
(Man hører fra Baggrunden en Salut af Kanonskud, som vedvarer lige til Teppet falder.)

ALLE: Hvad er det?

HUMMELSKOU: Men hvad er det dog for et Sted, vi er paa?

STEIER: Det maa vi spørge Dem om, som boer her i Egnen.

HUMMELSKOU: Jeg kan ikke ret orientere mig for Øieblikket.
(De sidste Taager i Horizonten hæve sig, og man seer Fredriksborg Slot i Afstand.)

STEIER: Det er Fredriksborg.

HUMMELSKOU: Fredriksborg?

STEIER: Ja, der seer De Slottet.

333

ALLE: (mellem hverandre).
Ja, tilforladelig .... ganske rigtig .... det er sandt.

HUMMELSKOU: Nu kjender jeg Stedet, hvor vi staae. Men hvordan i al Verden ere vi komne herhen?

STEIER: Det skal jeg sige Dem: Taagen har feiet os afsted; vi gik jo paa lutter Skyer, ligesom Guderne.

HUMMELSKOU: Gud bevare os! Naar jeg betænker Afstanden .... det er aldrig gaaet naturligt til. Ja, det er som jeg siger: Natten efter Syvsoverdag er meget gefærlig her i Egnen.

STEIER: Men nu er Syvsoverdag forbi; vi skriver nu den 28de Juni. Forstaaer De nu Kanonerne? (Tager Hatten af.) Den høitidelige Dag bebudes ved en Salut.

ALLE: (idet Mandfolkene lette paa Hattene).
Det er Kroningsdagen!

HUMMELSKOU: Vi er ikke langt fra Stedet.

STEIER: Maaskee en god halv Miil.

HUMMELSKOU: Ja saadan omtrent vil det være.

334

STEIER: Men det er jo en Himlens Styrelse. Vi skulde jo dog til Fredriksborg; nu kan vi gaae derhen med det Samme.

MAX: Skal vi nu gaae mere?

HUMMELSKOU: Det er et Spørgsmaal, om vi herfra have kortere til Fredensborg.

STEIER: Og paa Veien til Fredensborg kan vi forvilde os igjen, men Fredriksborg see vi jo lige for vore Øine.

FRU MAX: Ja, men Gud bevare os! Saadan som vi see ud! Vi maae nødvendig klædes om.

FRU LÜTTICH: Jeg maa have tørre Skoe idetmindste.

STEIER: Vi skaffe siden Bud til Fredensborg, og lade vore Vogne og Kufferter komme efter os.

HUMMELSKOU: Ja, det kan gaae an.

STEIER: Vil De see? der kommer en Skare af Bønderfolk, Alle festlig smykkede i deres Høitidsdragt; de skal vist til Fredriksborg, for at bivaane Festen; lad os slutte os til dem, saa gaae vi saa meget mindre feil af Veien.

335

✂

FJORTENDE SCENE

DE FORRIGE. EN SKARE BØNDERFOLK.

SLUTNINGSCHOR: Til Fredriksborg! -
Som før paa gamle Folkething
Skal hist den gyldne Kongering
Om Herskerparrets Isse svæve.
O gid den vorde Begge let,
Og Danmarks elskelige Plet
Saa frit som Kronerne sig hæve! -
Til Fredriksborg!
(Idet Alle drage bort, viftende med Hattene, falder Teppet.)

336

337

✂

BEMÆRKNINGER.

✂

TEXTEN.

✂ Grundlaget for nærværende Udgaves Text er Originaltrykkene: for "Elverhøj" fra 1828, for "Nej" fra 1836 og for "Syvsoverdag" fra 1840. Originaludgaverne er sammen? holdt med de senere, af Forfatteren selv besørgede Udgaver: for "Elverhøj" Optrykkene i Skuespil III (1834) p. 289-422 og Poetiske Skrifter III (1848) p. 293-407; for "Nej" Skuespil VII (1841) p. 299-378 og Poetiske Skrifter VI (1849) p. 305-69; for "Syvsoverdag" Skuespil VII (1841) p. 143-298 og Poetiske Skrifter II (1848) p. 187-312.

✂ Afvigelserne mellem Originaltrykkene og de senere Udgaver er faa og indskrænker sig for det meste til mindre Forandringer i Retskrivning og Tegnsætning.

✂

ELVERHØI

✂ En Særudgave med teaterhistorisk Indledning af P. Hansen er 1908 udkommet i 3. Udgave; en kommenteret Skoleudgave ved Ingeborg Simesen udkom 1928.

✂ Georg Brandes: Samlede Skrifter, 2. Udg. I p. 414-16; Robert Neiiendam: Mennesker bag Masker p. 37-55.

✂ Teatercensurerne over og Brevvexling i Anledning af Oehlenschlägers og Heibergs Udkast til det ønskede Festskuespil hos Edgar Collin: Af Jonas Collins Papirer p. 156-86, jfr. J. M. Thiele: Af mit Livs Aarbøger. Dumreichers Udg. I p. 156.

✂ Brev fra P. V. Jacobsen 23/7 og 11/11 1828 til P. C. Adler (Breve fra P. V. Jacobsen p. 33 og 44-45); fra B. S. 338 Ingemann 17/8 1828 til J. Mandix (Breve fra og til B. S. Ingemann p. 209); fra E. P. Tscherning 26/11 1828 til A. F. Tscherning (Af A. F. Tschernings efterladte Papirer I p. 159); fra J. L. Heiberg 10/2 1829 til C. Molbech (Vor Fortid III p. 108); fra J. L. Heiberg 20/6 1829 til P. A. Heiberg (Breve fra og til J. L. Heiberg p. 121-22); fra Louise Hegermann Lindencrone 18/7 1829 og 22/2 1830 til P. Hjort (Udvalg af Breve til P. Hjort I p. 349 og 373 ff.); Johanne Luise Heiberg 26/10 1864 til A. F. Krieger (Brevvexling mellem Johanne Luise Heiberg og A. F. Krieger I p. 330).

✂ Dagbogsoptegnelser 3/7, 6/10 og 23/11 1828, 7/5 1829 af P. V. Jacobsen (Personalhist. Tidsskr. 4. R. II p. 69, 75-76 og 80); om Oehlenschlägers Syn paa "Elverhøj" se Bidrag til den oehlenschlägerske Litteraturs Historie II p. 164-65.

✂ Sagnene om Elverhøj er behandlede af Hans Ellekilde i Danske Studier 1929, p. 10-39, jfr. Inger Margrethe Boberg sstd. 1931, p. l-16. Ellekildes gentagne Angreb paa Heiberg for "hans slette Kendskab til Stevns ægte Folkeoverlevering" og hans "sørgelige Uvidenhed om Kærnepunktet i Stevnsboernes Tro" er naturligvis ganske ubeføjede. Heiberg var jo ikke Folklorist, udgav sig ej heller derfor og skrev ikke sit Stykke som "folkloristisk" Drama; baade efter sin Tids Viden og i Forhold til Stykkets Idé er han med Peder Syvs Visebog og Pontoppidans Danske Atlas, hvilket sidste Værk Collin laante ham (Af Jonas Collins Papirer p. 166), som Kilder fuldtud paa den sikre Side.

✂ Musikken til "Elverhøj" er komponeret af Kuhlau og for de fleste indlagte Sanges Vedkommende efter Heibergs Anvisning paa Grundlag af gamle danske Folkevisemelodier. Hovedparten er hentede fra Musikbilagene i 5te Bind af Abrahamsens, Nyerups og Rahbeks Folkeviseudgave, hvilket Bind udkom 1814. Herfra stammer Melodierne til p. 8: "Jeg gik mig i Lunden en sildig Sommerqvel" (anf. Værk No. 48 A; dog med en noget afvigende Udsættelse ved Musikeren Krossing), p. 10: "Jeg lagde mit Hoved til Elverhøi" (anf. Værk No. 34 B), p. 43: "Hurtig til lystig Fest" (anf. Værk No. 13), p. 79: "Nu 339 lider Dagen saa jevnt, saa trindt" (anf. Værk No. 50 C, men med en af Kuhlau tilføjet Allegro i Dur), p. 90: "Nu da Lænsmanden bort vil drage" (anf. Værk No. 57; den anden Del er forandret). Ogsaa Romancen p. 62: "Der vanker en Ridder mellem grønne Træer" er en dansk Folkevisemelodi ("Der strander et Skib mellem Fjord mellem Mind"), opskrevet i Jylland af Pastor A. F. Winding. Af svenske Folkevisemelodier er benyttet p. 62: "Nu Løvsalen skygger" efter "Riddar Olle han rider sig söder under Ö", der er hentet fra P. Gronlands Alle schwedische Vollks-Melodien (Cph. 1818) p. 16, og p. 82: "Dybt i Havet, som med stærke Bølger" efter "Djupt i harvet på Demantshällen", der findes i E. G. Geijers "Idunna", Hft. 3 (1812) p. 87 med Musikbilag, men som her er benyttet af Kuhlau med Forandringer i Følge Heibergs egen Opskrift, saaledes som han havde hørt Visen synges i Sverige. I den Menuet, som begynder Dansemusikken i 5. Akts 1. Scen. (p. 117-18), er det første Tema taget af Grönlands Værk (p. 12: "Sist, när på ljuflig blomsterplan"), og længere hen i samme Dansemusik høres en Trio, som er taget af den danske Viseudgave (No. 70 C: "Dronning Dagmar ligger i Ribe syg"). Af Kuhlau selv er Koret p. 100: "Herligt en Sommernat" og Slutningssangen p. 125: "Beskjærm vor Konge, store Gud" (Kuhlaus Redaktion af "Kong Christian").

1 4 6 7 10 14 19 28 29 41 342 47 61 85 100 344 100

✂

NEI

✂ En kommenteret Skoleudgave ved F. Christensen og Axel Sørensen udkom 1923 i 3. Oplag.

✂ Julius Clausen: Kulturhistoriske studier over Heibergs vaudeviller p. 155-64; Kristoffer Nyrop: Nei. Et Motivs Historie (1891); Johanne Luise Heiberg: Et Liv genoplevet i Erindringen, Originaludg. I p. 334-35 og IV p. 413-14; Karl Mantzius i Dania V p. 1-16; E. Gigas og Kr. Nyrop sstd. p. 164-66.

✂ Melodierne til Sangene i "Nej" findes hos Erik Bøgh: Den danske Vaudeville I p. l-9. Ligesom ved de tidligere Vaudeviller (se nærvær. Udg. I p. 317-18) er de hentede forskellige Steder fra. Af danske Kompositioner er benytet p. 171 Kuhlaus Opera "Lulu" og p. 195 Schulz's Melodi til Baggesens berømte tyske Drikkevise ("Seit Vater Noah in Becher goss"); p. 138 er Bellmann brugt (Fredmans Epist. 67). Af tysk Musik har p. 186 fundet Anvendelse Ditters von Dittersdorffs komiske Opera "Doctor und Apotheker", der første Gang blev givet paa det kgl. Teater 1789, og som i 1835 oplevede sin 75de Opførelse; af italiensk Oprindelse er p. 163 (samme Melodi som den bekendte "Mester Jacob, Mester Jacob, sover du?") og p. 168. Melodien p. 148, hvis Fremkomst i Vaudevillen, som nævnt i Indledn. p. XI, saa stærkt mishagede den unge Læssøe, er af Franskmanden Josef Denis Doche og komponeret til en Vise af hans Landsmand Emile Debeaux med Emne fra den polske Frihedskamp (se herom F. M. Bohme: Volksthümliche Lieder der Deutschen p. 81-82); Béranger, hvem Heiberg højlig beundrede og under sit Pariserophold kom i Forbindelse med uden dog at gøre hans personlige Bekendtskab (Prosaiske Skr. XI p. 504), har skrevet en Række Viser til denne Melodi.

345 127 132 138 143 162 169 173 177 179 185 346 196

✂

SYVSOVERDAG

✂ En kommenteret Skoleudgave ved F. Christensen og Vald. Bjerre udkom 1921 i 4. Udgave.

✂ P. L. Møller: Kritiske Skizzer I p. 100-35.

✂ Planen til "Kong Valdemar Atterdag. Skuespil i 5 Acter" er trykt i Heibergs Prosaiske Skrifter XI p. 468-84; om Grunden til Henlæggelsen fortæller P. V. Jacobsen i Brev 6-7/9 1829 til P. C. Adler (Breve fra P. V. Jacobsen p. 75).

✂ Sagnet om Tove er behandlet af Kristoffer Nyrop: Toves Tryllering (1907) samt for den hjemlige Overleverings Vedkommende af Hans Ellekilde i Hist. Aarbog f. Frederiksborg Amt 1930, p. 169-204.

✂ Musikken til "Syvsoverdag" er af I. P. E. Hartmann.

✂ Da Heiberg i 1829 planlagde Skuespillet om Valdemar Atterdag, benyttede han som Kilder for de historiske Partiers Vedkommende Holbergs Danmarkshistorie I p. 451-53 og Suhms Historie af Danmark XIII p. 474-75. Af det historiske Grundlag medtoges imidlertid, som nævnt i Indledn. p. XIII, til "Syvsoverdag" intet andet end nogle Navne: Valdemar, Helvig, Henning Podebusk og Ærkebiskop Niels Jonsson, den sidste dog kun som omtalt, ikke som optrædende Person; naar Podebusk betegnes som Rigets Marsk, er dette ganske vist urigtigt (han var i Virkeligheden Drost), men skyldes Holberg, der I p. 458 har samme Fejl. Podebusks Jalousi mod Ærkebispen er Heibergs fri Digtning, ligesaa Kongens Forsoning med Dronningen. Om Aarsagen til hans Misstemning mod hende hedder det i Udkastet fra 1829 (Pros. Skr. XI p. 470): "Ved hans Thronbestigelse blev een af Betingelserne, at han skulde ægte Prindsesse Helvig, en Datter af Hertug Valdemar af Slesvig, som var hans Fiende, thi 347 denne Fyrste havde stedse sluttet sig til Grev Geerts Parti, og havde endog, understøttet af denne Landets bittreste Fiende, ladet sig udnævne til Konge i Danmark, medens den retmæssige Konge, Christoffer den 2den, Kong Valdemars Fader, endnu levede. Dette tvungne Giftermaal med en Prindsesse, hvis Fader og hele Slægt var Kongen forhadt, kan, i Forening med hans uforglemmelige Kjærlighed til Tove, være et tilstrækkeligt Motiv til den slette Forstaaelse mellem ham og hans Dronning, og Digteren behøver ikke at tage sin Tilflugt til det høist upaalidelige Sagn om Kongens Jalousie paa Folquard Lovmandsøn, et Sagn, som ikke har anden Hjemmel, end Middelalderens Viser." Ud fra denne Opfattelse er Kongens Ord i "Syvsoverdag" (p. 276-77) formet. Det er naturligvis muligt, at Ræsonnementet er Heibergs eget, men det bør dog anmærkes, at det genfindes hos Suhm (XIII p. 283), der vedgaar at have det fra den altid kritiske og besindige Hans Gram (se dennes Afhandling i Københ. Selsk. Skrifter IV p. 186).

✂ Modsat de historiske er, som berørt i Indledn. p. XIII, de fantastiske Partier i Udkastet fra 1829 overført til "Syvsoverdag", og saa stor er Overensstemmelsen ogsaa i Detaljer, at intet nyt Træk synes at være kommet til; Heibergs Kilder maa altsaa ogsaa her være ældre end 1829. Af de forskellige Gengivelser af Sagnet om Tove har han valgt den Form, hvori det foreligger 1818 hos J. M. Thiele i Danske Folkesagn I p. 89-90:

✂ "Kong Waldemar elskede Tovelille, et Fruentimmer fra Rygen, og havde en saa stor Sorg, da hun døde, at han end ikke kunde forlade hendes Liig; men lod det føre med sig, hvorhen han drog. Dette blev omsider besværligt for alle dem, der skulde være om Kongen, og derfor benyttede en Hofmand en gunstig Leilighed til at undersøge hos Liget, hvad det vel monne være, der bandt Kongen med saa mægtig en Kjerlighed. Da fandt han en fortryllet Ring, hvilken hendes Moder havde sat paa hendes Finger, for derved, endogsaa efter Datterens Død, at sikkre sig i Kongens Gunst. Hofmanden tog Ringen af Fingeren, og strax forsvandt Kongens Kjerlighed, og 348 han lod Liget begrave. Nu vendtes hele Kongens Hu til Hofmanden, der endnu var i Besiddelse af Ringen, saa at Alt, hvad der skulde skee, skulde udføres af ham, hvilket omsider faldt Yndlingen besværligt; derfor, da han vel vidste, at han havde Ringen at takke for Kongens Gunst, kastede han den fra sig ud i et Morads, da han engang reed igjennem Gurre Skov. Fra dette Øieblik af begyndte Kongen at finde sig bedre i Skoven, end hvilketsomhelst andet Sted; han lod bygge Gurre Slot og jagede baade Nat og Dag i Skoven. Derved blev det ham omsider en Vane, at sige de Ord, der siden bleve ham til Forbandelse, at Gud gjerne maatte beholde Himmerig, naar kun han maatte jage i Gurre."

✂ Med dette Sagn forbandt Heiberg i de realistiske Partier i "Syvsoverdag" Forestillingen hos Nutidsmenneskene om "Kong Valdemars vilde Jagt", saaledes som der fortælles videre hos Thiele (anf. St. p. 90 ff) i Tilslutning til Tovesagnet: "Naar han nærmer sig, hører man først Huien og Støien og Pidskeskrald i Luften, og da gaaer Folk tilside og stiller sig bag ved Træerne. Strax derefter kommer det hele Jagttog. Foran fare hans kulsorte Hunde, der løbe hist og her til Siderne og snuse i Jorden, og lange, gloende Tunger hænge dem ud af Halsen. Derefter kommer "Wolmar" ansættende paa sin hvide Hest, og undertiden holder han sit eget Hoved under den venstre Arm. Naar han møder Nogen, især dersom det er gamle Folk, befaler han dem, at holde et Par af hans Hunde, og lader dem da enten staae saaledes med Hundene i flere Timer, eller løsner strax efter et Skud, og naar Hundene hører dette, da briste alle Baand og Lænker. Naar han saaledes farer frem, hører man ham at slaae Ledene i efter sig, og paa flere Steder i Landet, hvor der er Gjennemkjørsel igjennem Gaarden, har han sin Jagtvei ind af den ene og ud af den anden Port, og ingen Laase ere saa stærke, at de jo springe op, naar han kommer o. s. v."

✂ Naar Heiberg i Stykket lader Renteskriver Hummelskou sige (p. 221), at Natten efter Syvsoverdag i saa Henseende er den mest berygtede, maa dette vistnok staa for 349 Hr. Hummelskous (og Forfatterens) Regning; det er i hvert Tilfælde ikke lykkedes nærvær. Udgiver at finde nogen Hjemmel herfor.

✂ Endnu et Sagn knyttet til Valdemar Atterdag har Heiberg fundet Anvendelse for i "Syvsoverdag". I sin Danmarkshistorie (I p. 465 Note n) skriver Holberg: "Der fortælles ellers en selsom Historie om Princesse Margaretes Fødsel, nemlig, at da Kongen engang kom til Søborg, hvor Dronning Helvig sad udi Forvaring, forlangede han et Fruentimmer at forlyste sig med om Natten sammesteds. Men i Steden derfor blev Dronningen ham tilbragt, som han u-vidende sov hos, og blev hun deraf Frugtsommelig med den store Princesse Margareta. Men, som Hvitfeld taler intet derom, og det synes ey heller rimmeligt, at nogen skulde understaae sig at spille Kongen saadant Puds, kand Historien regnes blant de Fabler, som gemeenligen giøres om store Monarchers Fødseler." Heri har Holberg ganske Ret; det er et velkendt Eventyrmotiv, som her foreligger. Men det er dette Træk, stærkt omformet og smidigt læmpet efter Stykkets Idé, som er benyttet i Scenerne med Anna, i hvis Sted Dronningen besøger Kongen i Løvhytten (p. 274-78 og 284-87). Noget Navn paa Pigen har Holberg ikke, men Heiberg har fundet det enten hos Suhm (XIII p. 284) eller Pontoppidan (Danske Atlas II p. 253), der begge har samme Fortælling og siger, at hun hed Anna og var fra Jylland. De har imidlertid ikke selv opfundet hende; deres Kilde er den versificerede Danmarkshistorie paa Latin, "Res Danicæ", som Latindigteren Erasmus Lætus udgav 1573. Her optræder for første Gang den "Anna e Chersoneso", som mange Aarhundreder senere skulde blive Elskerinden i "Syvsoverdag".

✂ At Heiberg, da han arbejdede paa "Elverhøj", skulde være taget til Stevns for at gøre Studier i Marken, maa højlig betvivles; om han har været ved Gurre, vides ikke. Men ogsaa uden Selvsyn har han i den ham kendte Litteratur kunnet finde Momenter til den forskelligartede Stemning, han lader Gurre vække hos Stykkets Personer (hos Balthasar p. 253-54, hos Kong Valdemar p. 297 og 350 306). Pontoppidan, der langt fra var Romantiker, skriver i Danske Atlas II p. 252-53: "Hvad Fransosen kalder un lieu enchanté, et forhexet Sted, det passer sig ikke ilde paa Situationen ved Gure. Af Nysgierighed har jeg reist derhen, og seet nogle faa Rudera af det gamle Slot, hvis Voldsted viser, at det ikke haver været stort, nemlig en Qvadrat af omtrent 50 Alen i hver Kant. Ved Siderne voxe endnu nogle forvildede Have-Traser." Og i "Ungdomsvandringer i mit Fødeland", der udkom 1811, fortæller C. Molbech, der modsat Pontoppidan var Romantiker, p. 238 om Skovegnen ved Gurre. "Denne har et mere vildt og eensomt Præg end Egnene om Esrom Sø. Giennem Krat og over Lyngheder førtes jeg ind i en tæt, mørk Skov, hvor Veien netop var saa bred, at den gav Rum for een Vogn. Her er den romantisk deilige Egn, som Valdemar Atterdag elskede saa høit, at han kiendte Intet, der saameget som denne fængslede ham til Jorden; og Pontoppidan giør med Rette den Anmærkning, at hans Sind var mere jordisk end himmelsk i hans Velmagts Dage. Her nød han sin Yndlingslyst, Jagten, i de Skove, der ganske omringe den skiulte, hemmelige Sø; og her glemte han hos sin Tovelille Kongelivets Glimmer og Byrder."

197 198 199 202 211 215 219 257 258 277 304 335 352

✂

TEXTRETTELSER

✂ (Originalens Ord er sat efter den skarpe Parentes.)

Side 26 L. 4 f. o. havde [have
" 32 L. 10 f. o. ikke [kke
" 32 L. 6 f. n. ærbar [ærbær
" 34 L. 7 f. n. mig. [mig
" 89 L. 6 f. o. vranten; [vranten
" 101 L. 4 f. o. vort [vor
" 142 L. 7 f. o. Menneske! [Menneste!
" 182 L. 1 f. n. Ikke [Akke
" 261 L. 12 f. n. Hof. [Hof
" 316 L. 13 f. o. Skuepladsen [Skuepladen
" 331 L. 7 f. o. høi [høist

Heiberg, Johan Ludvig Syvsoverdag. Romantisk comedie i tre acter

SYVSOVERDAGROMANTISK COMEDIE I TRE ACTER

FØRSTE ACT

FØRSTE SCENE

ANDEN SCENE

TREDIE SCENE

FJERDE SCENE

FEMTE SCENE

SJETTE SCENE

SYVENDE SCENE

OTTENDE SCENE

NIENDE SCENE

TIENDE SCENE

ELLEVTE SCENE

TOLVTE SCENE

TRETTENDE SCENE

FJORTENDE SCENE

FEMTENDE SCENE

SEXTENDE SCENE

ANDEN ACT

FØRSTE SCENE

ANDEN SCENE

TREDIE SCENE

FJERDE SCENE

FEMTE SCENE

SJETTE SCENE

SYVENDE SCENE

OTTENDE SCENE

NIENDE SCENE

TIENDE SCENE

ELLEVTE SCENE

TOLVTE SCENE

TRETTENDE SCENE

FJORTENDE SCENE

FEMTENDE SCENE

SEXTENDE SCENE

SYTTENDE SCENE

TREDIE ACT

FØRSTE SCENE

ANDEN SCENE

TREDIE SCENE

FJERDE SCENE

FEMTE SCENE

SJETTE SCENE

SYVENDE SCENE

OTTENDE SCENE

NIENDE SCENE

TIENDE SCENE

ELLEVTE SCENE

TOLVTE SCENE

TRETTENDE SCENE

FJORTENDE SCENE

BEMÆRKNINGER.

TEXTEN.

ELVERHØI

NEI

SYVSOVERDAG

TEXTRETTELSER

SYVSOVERDAG
ROMANTISK COMEDIE I TRE ACTER