Heiberg, Johan Ludvig Poetiske Skrifter

b
c
d
e

JOHAN LUDVIG HEIBERG

📖 POETISKE SKRIFTER II

UDGIVNE AF CARL S. PETERSEN

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER G. E. C. GADS FORLAG KØBENHAVN 1932

f

J. JØRGENSEN & CO.
KØBENHAVN

g

INDHOLD

  • Side
  • Indledning .............................. I
  • Elverhøi ................................ 1
  • Nei .................................... 127
  • Syvsoverdag ............................ 197
  • Bemærkninger .......................... 337
  • Textrettelser ............................ 352
h
I

INDLEDNING

Med sine Vaudeviller havde Heiberg al Grund til at være tilfreds. De gav ham, uanset den Uvilje og Ringeagt, han endnu maatte døje for deres Skyld, en Position i den hjemlige litterære Verden, og med overlegen Dygtighed vidste han yderligere at befæste sin Stilling gennem den Virksomhed, han udfoldede i sit Ugeblad "Kjøbenhavns flyvende Post", hvis Udgivelse han paabegyndte i 1827. Kyndigt og elegant bragte han Mening ind i det Teaterpjat, der hidtil havde gjort sig vigtig i Dagspressen og i den almindelige Konversation, og erobrede sig, ganske vist ikke uden Kamp, Stillingen som sin Tids førende Kritiker.

Dette var den ene Side af Sagen; den anden var det særlige Forhold til Teatret. Herom skriver han i Juni 1829 til sin Fader i Paris: "Siden Opførelsen af min første Vaudeville i November 1825, er der paa Theatret givet 155 Forestillinger af mine Stykker, hvilket er omtrent det Samme, som om der i henved 7 Maaneder af dette Tidsrum udelukkende var opført af mine Arbeider. Og i denne sidste Saison er der givet 55 Forestillinger af mine Stykker, II hvilket udgjør en fjerde Part af alle Forestillinger, da Saisonen har havt 209 Aftener i Alt. Dersom man her, saaledes som i Frankrig, fik visse Procent af Indtægten, saa vilde denne Beregning være endnu interessantere. Dog skylder jeg Sandheden at tilføie, at alle mine Vaudeviller ere blevne mig betalte over Taxten, et Par af dem endogsaa dobbelt, og for Elverhøi har jeg, foruden min Betaling, faaet et ikke ubetydeligt Gratial. Men dette Stykke har ogsaa i Vinter indbragt Theaterkassen en 15,000 Rbdlr."

"Elverhøj" - med sine mere end sex Hundrede Opførelser den største Publikumssucces, det kgl. Teater har at opvise - skylder Lejligheden sin Tilblivelse.

I

Under 31. Maj 1828 tilstilledes der Chefen for det kgl. Teater Kammerherre Holstein et kongeligt Reskript, i hvilket det allernaadigst paalagdes Direktionen at være betænkt paa et Stykke "med passende Pragt, men uden Allusion til Høitideligheden", der sammen med en Sang og en Prolog kunde opføres som Festspil ved Prins Frederiks, den senere Frederik den Syvendes, nær forestaaende Formæling med Kongens yngste Datter Vilhelmine. Det tilføjedes i Reskriptet, at saavel Stykket som Sangen og Prologen vilde være "allerunderdanigst at forelægge til Vor allerhøieste Approbation", hvorimod det, siden intet udtrykkeligt sagdes derom, aabenbart ganske overlodes til Teatret selv, om det vilde søge fremkaldt et nyt, originalt Arbejde i Dagens Anledning eller benytte et af de tidligere, ved lignende Lejligheder anvendte Pragtstykker.

III

Teaterchefen valgte, vistnok efter Samraad med Jonas Collin, det første Alternativ og foreslog sine Kolleger i Direktionen, at der skulde rettes Henvendelse til Oehlenschläger, Heiberg og Boye; den sidste, af hvis Produktion nu næppe andet er kendt end Digtet "Kirkeklokken i Farum" og Fædrelandssangen "Der er et Land, dets Sted er højt mod Norden", var en den Gang anset og frugtbar Dramatiker af den oehlenschlägerske Skole. Denne Chefens Beslutning henrykte navnlig Rahbek, der paa det omsendte Cirkulære gav sine Følelser Luft i følgende Ord: "Det vilde, det tilstaaer jeg, have krænket mig, paa en Tid, da Nationen eier Digtere som de tre ovennævnte, og Componister, som en Kuhlau og en Weyse - jeg behøver vel ikke at tilføie, at det er den alphabetiske Orden jeg følger - fremmed Musik og oversat Text havde nydt den Ære, at blive brugt ved en saadan Nationalfest."

I Begyndelsen af Juni tilskrev Direktionen de nævnte Herrer og udbad sig deres Erklæring i det seneste inden tre Uger tillige med en Skitse af Stykket. Endnu før Fristen var udløbet, saa Boye sig imidlertid til sin store Beklagelse nødsaget til at mælde sig fra formedelst "et Sygdomstilfælde, der har, for en Tid, sløvet Sjæl og Legeme"; han bad dog om, at den Ære maatte blive ham forundt at forfatte Sangen og Prologen, et Arbejde, til hvis Udførelse han i al Beskedenhed troede sig i Besiddelse af særlig Evne. Det blev saaledes mellem de to litterære Modsætninger og Modstandere Oehlenschläger og Heiberg, at Konkurrencen kom til at staa - til ikke liden Forargelse bl. a. for Ingemann, i hvis Øjne Oehlenschläger nedværdigede sig selv IV ved overhovedet at indlade sig i Kappestrid med "en Vindmager" som Heiberg.

Medens Oehlenschläger valgte sig et Emne fra Saxos Oldhistorie som det efter hans Mening "meest passende til en Fest for Skjoldunger", gik hans Medbejler en anden Vej. Under en Samtale med Collin ytrede denne, at der maaske kunde arrangeres noget til bekendte eller i det mindste gamle Melodier. Disse Ord slog Rod i Heibergs Tanke, saa meget mere, skrev han et Par Dage efter til sin Velynder, "som det vilde være en Triumph, dersom en Vaudeville (selv under en anden Benævnelse) kunde befindes passende til et nationalt Fest-Skuespil". Dette vilde formentlig være Tilfældet, "saafrem Sujettet var af den Natur, at det hævedes ved Anvendelsen af vore gamle Kjæmpe-Vise-Melodier, af hvilke 5 eller 6 af de smukkeste maatte udvælges til den musicalske Basis for det Hele. De Melodier, man endnu behøvede, maatte vælges i Overeensstemmelse med den romantiske Grundtone. Noget maatte denne lidt eensformige Tone afbrydes og oplives ved anden Musik, der dog ikke maatte contrastere mere med Grundtonen, end at den musicalske Eenhed blev vedligeholdt."

Dagen før den fastsatte Frist udløb, indsendte Heiberg til Teaterdirektionen sit fuldstændige Udkast til "Elverhøi. Skuespil i to Acter med Sange, Chor og Dands". Med Hensyn til Sujettet bemærkede han, at han med Flid havde valgt et Emne, som var nationalt, uden dog at være egentlig historisk. "Det Første syntes mig passende med Hensyn paa Stykkets festlige Anledning; det Andet vilde jeg helst undgaae, deels fordi de historiske V Begivenheders Vigtighed stemmer til en alvorligere og høitideligere Tone, end den som passer til et, om ikke lystigt, dog let og muntert Festspil; deels fordi de ved Anledningen betingede Sange, Chor og Dandse vanskeligere vilde bringes i en harmonisk Forbindelse med den historiske Alvor og den tragiske Tone. Jeg har derfor foretrukket at vælge et gammelt Sagn, som i sig selv er saa ubetydeligt, at Historien næsten ikke berører det, men som just derfor er beqvemt til en poetisk Behandling, da det her kan være Digteren tilladt at opfinde med al den Frihed, som den dramatiske Virkning udkræver.

Sagnet berettes af Peder Syv i en Anmærkning til den gamle Vise: "Herr Oluf han rider saa vide". Man havde - hedder det - fordum den Overtro paa Stevns, at der i dette Herred regjerede en Ellekonge, som ikke tillod, at nogen anden Konge kom ind i Herredet, eller oversteg den Aa, som udgjør dets vestlige Grændseskjel. Kong Christian IV., for at gjøre Ende paa denne Overtro, drog ind i Herredet, og viste derved Almuen, at det var forbi med Ellekongens Magt og Myndighed, hvorfor ogsaa Sagnet gik, at Christian IV. havde afsat Ellekongen.

Med dette aldeles phantastiske Sagn har jeg forbundet et andet, som bærer historisk Præg, nemlig: Beretningen om den af sin nordlige Opdagelses-Reise bekjendte Capitain Munks Død, der skal være pludselig indtruffen efter en hæftig Samtale, som han havde havt med Kong Christian IV., og hvori denne bebreidede ham, at han ved sin Uforsigtighed havde været Aarsag i Expeditionens uheldige Udfald. (Holbergs Danmarks Historie.)"

Paa denne dobbelte Grundvold byggede Heiberg VI Stykkets Handling, for hvilken han derefter nærmere gjorde Rede. Den er i sine Hovedtræk og i Enkeltheder den samme som i den endelige Udarbejdelse, blot at et Par af Personerne (Elisabeth og Agnete) i Udkastet har andre Navne, end de senere fik.

At Heibergs Plan var at foretrække for Oehlenschlägers, derom var Direktionen ikke i Tvivl. Heller ikke Rahbek, skønt han havde adskillige - æstetiske og moralske - Betænkeligheder. Det gjorde ham ængstelig at se Hushovmesteren, Bjørn Olufsen, omtalt som Stykkets komiske Person. "Vel har jeg Agtelse nok for Digterens Smag til at være overtydet om, at han ikke vil vanhellige en Nationalhøitid med Brix og Bielde, mindst i fjerde Christians Nærværelse; men den nuværende Uskik, at være vittig over det, som skrevet staaer, gjør mig det til Pligt, alvorlig at yttre det Ønske, at Dørren maa vedbørlig være lukket for alle Narre og Narrestreger". Ilde stemt var han endvidere ved de Stevnemøder, som Lensmanden og Agnete holder i Ellekrattet for at pleje deres hemmelige Kærlighed. "Jeg behøver," saaledes lyder hans Ord, "sikkert ikke at gjøre en Digter af Dr. Heibergs Fiinhed opmærksom paa, at man til en Fest af denne Natur maa nærme sig puris moribus, og at endog den fierneste Tanke om, at der er en Ting, som utilladelig Kjærlighed, til i Naturen, paa en saadan Høitid er endnu noget mere, end udelicat".

Der laa naturligvis ingen Vægt paa Rahbeks Animositet, og Heiberg forsonede forøvrigt den gamle Mand fuldstændigt, da han tog ud til Bakkehuset og læste Stykket i dets færdige Skikkelse op VII for ham og hans Kamma. Derimod rejste der sig fra anden Side i sidste Øjeblik Indvendinger, der havde en ganske anden faretruende Karakter. Efter Udkastet, der havde erholdt kongelig Approbation, skulde "Elverhøj" være i to Akter, saaledes at 1ste Akt ved Sceneforandringer for aabent Tæppe deltes i tre Afdelinger og 2den Akt i to. Under Udarbejdelsen fandt Heiberg det imidlertid rigtigst at lade det udgøre fem selvstændige Akter, hvorved der kom langt bedre Hold paa Stoffet, men ved Rygtet om denne Forandring i den oprindelige Plan blev Kongen stærkt allarmeret. Frederik den Sjette var i al Almindelighed ingen Ynder af lange Teaterforestillinger, og han frygtede nu for, at der paa selve Festaftenen forestod ham en større Taalmodighedsprøve, da der jo desuden skulde være en Sang, en Prolog og Dans i Stykket, "som alt fordrer Tid". Det lykkedes først Heiberg ved en personlig Audiens, skønt ikke uden Besvær, at overbevise ham om, at Ængstelsen var uden Grund.

Den 6te Oktober, en Torsdag, gik "Elverhøj" for første Gang over Scenen med Kuhlaus pompøse Ouverture og hele festlige Musik. Det blev for dem, der overværede Forestillingen, en Oplevelse uden Lige. Fru Heiberg har i sine Erindringer bevaret Billedet af den gamle Konge med det snehvide Haar, "som han sad i sin Loge, dybt rørt over de Allusioner, der findes i Skuespillet til ham og hans Slægt, og som Publikum greb med stormende Jubel". Med levende Glæde mindes Orla Lehmann paa sine ældre Dage denne Aften. "Jeg tænker ikke paa den Prolog af Præsten Boye, hvor Nielsen som Kong Skjold, der i hine Dage var allevegne paa Færde, VIII lod Kongehuset vide, at han i den anden Verden var gaaet over til Kristendommen; men noget ædlere Festspil, end Heibergs og Kuhlaus Elverhøi, udført af Skuespillere som Ryge, Nielsen, Rosenkilde, Winsløv og Skuespillerinder som Johanne Luise Pätges og Madamme Wexschall, og understøttet af smagfuld Dands, har jeg aldrig set Det var kun Illusion. Kunsten havde at byde; men hvor længe har den dog ikke overlevet den Virkelighed, som den skulde forherlige!"

II

Efterat Heiberg i 1831 havde ægtet Johanne Luise Pätges, til hvem Agnete-Skikkelsen i "Elverhøj" er digtet som en Kærlighedserklæring og en Hyldest, var det ofte paa Tale mellem dem, at de skulde besøge hans Fader, der gentagne Gange i sine Breve havde ytret, at han inden sin Død dog ønskede at gøre sin Svigerdatters Bekendtskab. Men skønt Lønnen for "Elverhøj" - foruden Honorar - var blevet Ansættelse i 1829 som kongelig Teaterdigter og Oversætter, hvortil Aaret efter føjedes et Docentur ved den militære Højskole, var Midlerne ikke altfor store, og der maatte tænkes paa yderligere Ressourcer, hvis Planen skulde realiseres. Herom fortæller Fru Heiberg i sine Erindringer:

"De kongelige Skuespillere havde dengang Lov til i Ferietiden at give Forestillinger til egen Indtægt, en Tilladelse, som jeg aldrig havde benyttet, dels fordi jeg var saa anstrengt af Vinterens Arbeide, at jeg i høi Grad trængte til Hvile om Sommeren, dels fordi denne Opfordring til at trække en Vexel paa den Gunst, man stod i hos Publicum, var Heiberg IX og mig imod. Men for at gjøre det muligt at besøge P. A. Heiberg i Paris, besluttede vi os til for denne ene Gang at give en privat Forestilling. Vi havde længe talt frem og tilbage om, hvad vi skulde lade opføre. Idelig havde jeg plaget Heiberg om at skrive et nyt Stykke til denne Aften. Det blev besluttet, at vi skulde give hans Skuespil "Nina", men det udfyldte ikke en hel Aften; jeg bad ham da ret indstændigt at skrive en lille Vaudeville til at ende Forestillingen med.

Ved et Tilfælde var det faldet mig ind, hvormange Nuancer der kunde lægges i det lille Ord "Nei", og nu opstod Ønsket hos mig, at han vilde skrive en Vaudeville, der skulde hedde "Nei", og hvori dette Ord var indflettet i Intrigen. Jeg tænkte paa, hvilke Melodier der kunde bruges osv., og hver Dag talte jeg for ham om Vaudevillen "Nei". Da han blev ved at sige, at han ikke kunde eller vilde skrive dette Stykke, blev jeg tilsidst ganske vred og taug. En Dag henimod Foraaret vilde jeg aabne Claveret for at synge og spille, da mine Øine i det samme faldt paa en trykt Bog, som laa derpaa, jeg vilde se, hvad det var for en Bog, og da jeg aabnede den, stod der paa Titelbladet: "Nei, Vaudeville i en Akt af Johan Ludvig Heiberg". Jeg vilde neppe tro mine egne Øine - foer ind til Heiberg og sagde: "Hvad er dette?" - "Det veed jeg ikke," svarede han med sit ironiske Smil. "Du har jo skrevet denne Vaudeville," vedblev jeg. "Saa?" gjentog han. "Ja, der staaer jo, den er af dig." - "Ja, saa maa den vel ogsaa være af mig," svarede han paa sin rolige, ironiske Maade. Jeg blev usigelig glad, allerede inden jeg havde læst den, saa man kan tænke, hvad jeg blev bagefter."

X

Der er i denne Fremstilling en mindre Hukommelsesfejl. Stykket udkom først, efter at Opførelsen den 1. Juni havde fundet Sted, og kan altsaa ikke som trykt Bog have ligget paa Fru Heibergs Klaver en Dag henimod Foraaret. Naturligvis er denne Omstændighed i sig selv ikke i Stand til at omstøde Fortællingen, der sikkert bør staa til Troende i Hovedsagen: at Initiativet til Vaudevillens Tilblivelse udgik fra hende. Men iøvrigt er den store Skuespillerinde hverken den første eller den eneste, der har haft Blik for, hvilke dramatiske Muligheder der gemmer sig i det lille Ord Nej.

Den sammenlignende Litteraturforskning har nemlig eftervist, at Nej-Motivet i flere hundrede Aar har været kendt i en stor Del af Europa. Det kan følges fra Portugal til Rusland og har fundet Anvendelse ikke blot i Digte og Fortællinger, men ogsaa i sceniske Arbejder. At Heiberg har kendt en eller anden af de tidligere Behandlinger, saa at Motivet hos ham er laant, er paa Forhaand ingenlunde utænkeligt, og man har i saa Maade særlig henvendt Opmærksomheden paa et lille tysk Enaktsskuespil "Nem", der opførtes første Gang i Berlin 1815, og som 1823 gaves i Hamburg, paa en Tid altsaa, der falder sammen med Heibergs Ophold i Kiel. Skulde man her have det nærmeste Forbillede for den danske Vaudeville, maa det til Gengæld siges, at denne i enhver Henseende overgaar ikke alene sin Forgænger, men overhovedet alle kendte Bearbejdelser af Sujettet ved den fuldkomne Naturlighed, hvormed Motivet indflettes i Handlingens Gang. Det var her faldet i Hænderne paa en Mand, der havde sin dramatiske Teknik i ulastelig Orden.

XI

Om Opførelsen og den Stemning, der udløstes hos Publikum, skriver den unge Løjtnant og senere saa berømte Hærfører Læssøe en fjorten Dages Tid efter til sin Ven Andræ, der paa dette Tidspunkt opholdt sig i Frankrig og allerede da var en intim Ven af det heibergske Hus:

"Heibergs har du snart i Paris. Før deres Afreise gav de en Sommerforestilling à la francaise. Den varede fra Kl. 7 til over 12. Der hører vistnok noget til en hed Sommerdag at holde os Danske ved godt Humør i saa lang Tid og at bringe os til at tilgive Forstyrrelsen af vor Nattero; men det lykkedes dem fortræffeligt. Der gaves Nina, Komedie i 5 Akter af Heiberg, og en ny Vaudeville af samme gode Mand, der hed "Nei". Sujettet af Nina kjender Du fra Balletten; Du har alt dér beundret Fru Heibergs Spil; men tænker Du Dig nu dette fuldkommengjort ved Talens Tilføien, saa vil Du indrømme mig, at der kunde blive en Forestilling ud af det, der var værdig for Théâtre-Français. Nina og hendes Fader (Ryge) ere de vigtigste Personer; deres Spil var non plus ultra for en Dansk. Jeg har aldrig seet noget Fortrinligere. Vaudevillen var en Ubetydelighed, men morsom. Publikum var hele Aftenen begeistret, og det var ganske snurrigt at see den Veltilfredshed og det gode Lune, hvormed Folk forlod Huset Kl. 12 og ønskede hinanden god Morgen.

Forresten blev jeg samme Aften arrig paa Heiberg, fordi han i Vaudevillen havde parodieret "T en souviens tu". Jeg hævnede mig ved kun at høre paa Melodien og aldeles ikke lægge Mærke til Ordene, skjønt det var Fru Heiberg, der sang dem. Det lykkedes mig ogsaa ganske; jeg tænkte paa den XII polske Frihedskamp og hørte den smukkeste Melodie, jeg kjender, og jeg veed kun efter Andres Udsagn, at Heibergs Ord skal have været snurrige nok. Hæng ham for hans utilgivelige Kaadhed, naar han kommer til Paris; Du vil finde Medhjælpere nok til at bringe ham à la lanterne, naar Du fortæller Pariserne og Polakkerne hans Udaad."

III

I Juli 1829 havde Heiberg indsendt til den kgl. Teaterdirektion en Plan til et Skuespil i 5 Akter omhandlende Valdemar Atterdag. Sujettet til dette Stykke havde baade en fantastisk og historisk Bestanddel, af hvilke Digteren med Flid havde fremhævet den første, fordi han her, ligesom i "Elverhøj", var betænkt paa at afvinde Stoffet en musikalsk Side. Til det fantastiske hørte Sagnet om Kong Valdemars Kærlighed til Tovelille, selv efter at hun var død, og hvorledes Genstanden for denne Kærlighed ved Trylleri gik over paa en Tjener og derfra paa Gurre Sø og dens Omegn. Til det historiske henhørte dels Prinsesse Margrethes Giftermaal med Kong Hakon af Norge, uagtet denne allerede var trolovet med Grevinde Elisabeth af Holsten, dels Kong Valdemars Uenighed med sin Dronning og Maaden, hvorpaa han tilsidst forligte sig med hende, et Punkt, hvori Historien selv gik over i det eventyrlige, hvorfor ogsaa Heiberg heri vilde tillade sig en aldeles fri Behandling.

Det var Forfatterens Mening, at Stykket, hvis den indsendte Plan vandt Direktionens Bifald, skulde opføres som Festforestilling ved Frederik den XIII Sjettes Fødselsdag i Januar det paafølgende Aar. Men Planen vandt ikke Direktionens Bifald, og Grunden hertil var, efter hvad P. V. Jacobsen i et samtidigt Brev fortæller sin Ven Adjunkt Adler i Ribe, at Konferensraad Manthey, der ved denne Tid havde afløst Collin som Medlem af Teatrets Styrelse, ansaa Sujettet for anstødeligt, saasom det til Genstand havde Fremstilling af en Konges Amouretter! Det paatænkte Skuespil om Valdemar Atterdag blev derfor henlagt, men da Heiberg efter Christian den Ottendes Tronbestigelse fik højere Ordre til at skrive et Festspil i Anledning af Kongeparrets Kroning i Frederiksborg Slotskirke den 28de Juni 1840, tog han sin gamle Plan for sig igen og lod den opstaa i "Syvsoverdag".

Af det oprindelige Udkast beholdt han dettes fantastiske Bestanddele og overførte dem til det nye Stykke tillige med de Personer, der var Bærere af denne Side af Handlingen: de historiske som Kong Valdemar, Dronning Hel vig og Marsken Henning Podebusk og de opdigtede som Kongens Skjald Thorstein, der elsker Anna fra Jylland, en af Dronningens Jomfruer, og Marskens Tjener Balthasar, der er den sidste, som kommer i Besiddelse af Toves Tryllering, inden den kastes i Gurre Sø. Ogsaa Forholdet mellem Kongen og Dronningen og Maaden, paa hvilken de tilsidst forsones, lod han forblive, som han fra først af havde tænkt sig det. Derimod bortskar han de historiske Bestanddele af Sujettet med Margrethes Giftermaal og Forviklingerne i Anledning af den holstenske Grevinde og erstattede dem med en Skildring af sin egen Tids københavnske Hverdagsliv som sideløbende Hovedhandling, i XIV hvilken de opdigtede Personer fra Stykkets fantastiske Partier gjordes til Deltagere.

Ved saaledes at bygges op over Stof af modsat Natur, der alligevel holdtes sammen til en Enhed, blev "Syvsoverdag" Udtryk for en Idé, der giver sig til Kende ogsaa i andre af Heibergs dramatiske Arbejder fra Trediverne: i Eventyrkomedien "Alferne" fra 1835 og det af den hegelske Filosofi stærkt paavirkede Skuespil "Fata Morgana" fra 1838. Det er hans Grundtanke, at Livet er et Vexelspil mellem to Verdener: den tilsyneladende virkelige, som er den, hvori de fleste Mennesker lever, veltilfredse med de materielle Goder og uden højere aandelige Interesser, og den sande, som viser sig i Kærlighed og Sympati, i Nydelsen af det skønne, i digteriske Drømme. Men denne Verden er lukket for Hverdagsmenneskene og kun tilgængelig for de enkelte, for hvem Poesien og Fantasien er Ledestjernen.

Selv har Heiberg i det Digt, hvormed han tilegnede Kongeparret sit Skuespil, i smukke Vers tolket sin Hensigt med det:

Jeg skildred en af vore Sommernætter,
Saa lys og kort ved Sommersolhvervs-Tid,
Naar over lave Sletter
Sig Stjernehimlen hvælver mat og blid,
Naar Rosen spreder sovende sin Duft,
Naar fra en Busk i Dalen
Den vemodsfulde Sang af Nattergalen
Til Øret bæres i den stille Luft.

..................

Men Digteren? - I slig en Nat han drømmer,
Han drømmer ved Naturens Moderbryst, XV
Med Skyen, Himlens Svømmer,
Med Rosens Duft, med Nattergalens Røst;
For Tidens Lænke føler han sig fri,
Han aander Evigheden,
Og Før og Nu og Oven og Herneden
For ham sig møde kjækt i Harmonie.

Med samme Blik han begge Verdner maaler,
I hvilke Mennesket paa Jorden boer;
I Lys af samme Straaler
Han seer dem, mens han laaner dem sit Ord.
Hvad Hverdagslivet døsigt skiller ad,
Forener han i Sangen;
Hver Den, som tager Prosatanken fangen,
Skal styrke sig med ham i Digtets Bad.

"Syvsoverdag", til hvilket I. P. E. Hartmann havde komponeret Musikken, opførtes den 1ste Juli 1840. Blandt dem, der overværede Premièren, var H. C. Andersen, der tre Dage senere aflægger Beretning i et Brev til Frk. Henriette Wulff: "Herskabet blev smukt modtaget i Theatret! Der var ellers en saadan Confusion med Billetter, idet Hoffet havde tagel alle dem til Parquetterne, men siden, da der om Aftenen aabnedes, sendt en tredive Stykker tilbage, saa at jeg for Indkjøbs-Prisen tog en Billet ved Indgangen og kom i Parquettet. Heibergs Stykke har egentlig ikke behaget; men det er meget smukt og Ideen høist poetisk. Folk forstaae det slet ikke og sammenligne det med "Fata Morgana", som det ingen Lighed har med; ja, Mange sige, det er hegelsk, hvilket er det, man mindst kan beskylde det for. Det Hele har en poetisk Duft; men Musikken forekommer mig noget for tung, og der skulde være noget Mere." Ogsaa Fru Heiberg erkender, at det XVI i Begyndelsen kun gjorde tynd Lykke, og lægger - vistnok med megen Ret - Skylden herfor paa "en elendig Iscenesættelse og en misforstaaet Udførelse". Det gik ved denne Lejlighed kun faa Gange over Scenen, og selv om det ved senere Opførelser har vundet stærkere Bifald, er Antallet af dem i det hele ikke stort

Af Heibergs romantiske Skuespil har alene "Elverhøj" vidst at vinde sig varig Plads i Publikums Gunst.

1

ELVERHØI
SKUESPIL I 5 ACTER

Første Gang opført paa det Kongelige Theater,
den 6te November 1828,
i Anledning af
Deres Kongelige Høiheder
Prinds FREDERIK CARL CHRISTIANS
og
Prindsesse VILHELMINE MARIES
høie Formæling.

2
3

Til Deres Kongelige Høiheder, Prinds Frederik Carl Christian og Prindsesse Wilhelmine Marie.

4

Paa Engen hvile de Taager graae,
En Vandrer stirrer med Skræk derpaa;
Bleg skinner Maanen i Aftenstunden,
Men Dandsen den gaaer saa let gjennem Lunden.

Der Elverpigen med udslaaet Haar
Saa luftig svæver paa dugsprængt Tillie,
Og Dandsen let gjennem Lunden gaaer;
Han lytter til den, imod sin Villie.

Saa staaer i mangen en gammel Sang,
Men til dens Toner ei meer vi lytte;
I Kongeborgen den fordum klang,
Nu har den Fristed i Bondens Hytte.

Dog har de Sange saa frisk en Duft,
Som Engens Blomster i Morgenluft;
De har en Farve, saa dansk, saa fager,
Som lysblaa Kornblomst paa Rugens Ager.

5

Af dem jeg nogle til Krandsen brød.
O simple Toner fra gamle Dage!
I Kongeborgen I fordum lød;
Tør I nu vende til den tilbage?

Maaskee det venlige Fyrstepar
Vil smile til jer i Skjoldung-Hallen;
Maaskee de Blomster, som Danmark bar,
Tør ofres Dannemarks Haab

af

Skjalden.

6

PERSONERNE

  • Christian den Fjerde, Konge af Danmark.
  • Erik Walkendorff, Herre til Høistrup paa Stevns.
  • Elisabeth Munk, hans Myndling.
  • Albert Ebbesen, kongelig Lænsmand paa Tryggevælde.
  • Poul Flemming, Henrik Rud, Hofmænd i Kongens Følge.
  • Karen, en Bondekone paa Tryggevælde.
  • Agnete, hendes Datter.
  • Bjørn Olufson, Huushovmester paa Høistrup.
  • Mogens, en Jæger.

Bønderfolk, Hofmænd, Pager, Riddere og Damer.

7

FØRSTE ACT

En Egn i Tryggevælde Herred. I Baggrunden sees Stevns Herred. Grændsen mellem begge er en Aa, som flyder tvers over Skuepladsen. En simpel Træbro fører derover. Paa den Hinsidige Aabred seer man et stort Ellekrat. I Forgrunden tilhøire ligger Karens Bondehuus. Udenfor Huset staaer et Bord og en Bænk. Det er tidlig Morgen før Solens Opgang; lidt efter lidt bliver det lys Dag.

MELODRAMA,

under hvilket Karen aabner Døren til sit Huus, og træder ud. Hun lader Døren staae aaben, og man seer en stærk Ild brænde paa Skorstenen. Hun flytter adskilligt Kjøkkentøi ud, og seer imellem til Ilden, idet hun lægger Brænde til og puster til den. I Baggrunden høres et Jægerhorn, tilvenstre, i Afstand, Trompeter. Lidt efter kommer Mogens fra Baggrunden over Broen, og derpaa indtræde fra venstre Side Kongen og Flemming, begge i Reiseklæder. Karen har imidlertid sat sig udenfor Huset og begyndt af polere noget Kjøkkentøi. Mogens har sin Bøsse paa Nakken, han gaaer langsomt over Broen, vender sig ofte om og seer tilbage. Naar han er kommen over Broen, bemærker han Karen, bliver staaende og lytter til hendes følgende Romance. Kongen og Flemming lægge ikke synderlig Mærke til de andre Personer. Man seer, de ere i Samtale, og Flemming peger paa forskjellige Gjenstande i Baggrunden og til Siderne, ligesom for at underrette Kongen om Localiteterne.

8

FØRSTE SCENE

KONGEN. FLEMMING. MOGENS. KAREN.

KAREN
(synger til sit Arbeide.)

1.

Jeg gik mig i Lunden en sildig Sommerqvel,
Og tømte mig et Bæger af sprudlende Væld.
Men vogt dig, o min Pige, for Elverkongen seer dig!

2.

Den brusende Bølge sprang ud fra grønne Høi;
Med eet saa blev det stille, den flød uden Støi.
Nu vogt dig, o min Pige, for Elverkongen seer dig!

3.

Da tonede Luften af Sang og Strengespil,
Tre hvide Møer dandsed i Duggen dertil.
Nu vogt dig, o min Pige, for Elverkongen seer dig!

4.

Som Dunst over Engen saa flygtig til at see,
De Trende blev til Een og den Ene til Tre.
Nu vogt dig, o min Pige, for Elverkongen seer dig!

5.

Han selv stod i Midten af Hines lette Sving;
Da drog han af sin Finger en kostelig Ring.
Ja vogt dig, o min Pige, for Elverkongen seer dig!

6.

Jeg greb efter Ringen, men han greb om min Haand,
De hvide Møer slynged omkring os et Baand.
Ja vogt dig, o min Pige, for Elverkongen seer dig!
9

7.

Nu boer jeg i Høien som Elverkongens Brud,
Og kun naar Duggen falder, jeg vover mig ud.
Thi vogt dig, o min Pige, for Elverkongen seer dig!
(Under Begyndelsen af denne Romance have Kongen og Flemming forladt Scenen i Samtale. Mod Slutningen af Sangen træde de atter ind, og Kongen bliver opmærksom paa Karen.)
FLEMMING

Jeg kan forsikkre Eders Naade, at denne Kone er et levende Archiv for alle vore gamle overtroiske Sange: de blomstre endnu paa hendes Læber, og udbrede sig derfra over hele Egnen. Naar hun engang døer, saa er det forbi med vor Folkepoesie.

MOGENS
(til Karen.)

Karen! god Morgen! I er tidlig paa Færde.

KAREN

Det faaer jeg vel, siden her skal være Gilde idag.

MOGENS

Men hvorfor synger I altid saadanne sørgelige Viser?

KAREN

Sørgelige? Da kan jeg saamæn ogsaa nok af de lystige; jeg skal strax synge Jer een.

FLEMMING
(til Kongen).

Vil Eders Naade give Agt, saa skal I høre hvad den Qvinde forstaaer ved lystigt.

10
KAREN
(synger.)

1.

Jeg lagde mit Hoved til Elverhøi,
Mine Øien de finge en Dvale;
Da kom mig imøde Jomfruer to,
Og lokked mig med Sang og med Tale.
Eia! hvor selsom en Dands!

2.

Striden Strøm den stiltes derved,
Som førre var vant at rinde.
Alle smaa Fiske, i Floden svam,
De legte med deres Finde.
Eia! hvor selsom en Dands!

3.

De vinked mig først og saa trued de mig,
Jeg stod som med Lænker bunden.
Da galede Hanen i fjerne By,
Og Trolddommen var forsvunden.
Eia! hvor selsom en Dands!

4.

Thi raader jeg hver dannis Svend,
Som ride vil i Skove,
Han ride sig ikke til Elverhøi,
Og lægge sig der at sove.
Eia, hvor selsom en Dands!
MOGENS

Ja det er sandt, Visen kan være lystig nok, men den handler jo igjen om det samme.

KAREN

I veed nok, jeg synger ikke om andet.

11
MOGENS

Jeg fortænker Jer ikke deri. Endnu denne Morgen, for et Øieblik siden, saae jeg Elverpigen ved Foden af Høien histovre i Krattet.

KAREN

Stille!

MOGENS

Hun forsvandt mellem Træerne, idet jeg nærmede mig. Derpaa gik jeg ad Stien uden om, thi jeg havde just ikke Lyst til at gaae paa Spor efter hende.

KAREN

Stille, siger jeg! seer I ikke, her er Fremmede?

(de forblive i Samtale.)
FLEMMING
(til Kongen.)

Ikke sandt, Eders Naade? disse gamle Viser om Elverfolk, Nisser og Trolde ere meget at beklage; de have overlevet den Tid da man troede dem paa deres ærlige Ord; derfor sætte de ogsaa et saa bedrøveligt Ansigt op, at man ikke veed, om man skal lee eller græde derved.

KONGEN
Og mig behage disse Sagn og Viser.
En Skillemynt som ikke meer har Cours,
Men som dog Bondestanden samler paa,
I Haabet om at den engang vil gjælde,
Er og en Deel af Fædrelandets Skat.
Men hvo er egentlig den gamle Kone?
12
FLEMMING
En Huusmands Enke, men dog ikke fattig;
Hun faaer sit Offer fuldt saa godt som Præsten,
Thi hun passerer her for et Orakel;
Hun synger ikke blot om Elverfolk,
Og Under jordske; nei, man troer i Egnen,
At hun har Omgang med dem. Saare mægtig
Er den Anseelse hvori hun staaer:
Er Qvæget sygt, er noget ondt paa Færde,
Saa tyer man strax om Raad til Mutter Karen.
(hemmelighedsfuld og halv sagte) Hun har en Datter som er meget smuk.
KONGEN
Ei, ei, Herr Flemming! I er vel bevandret
I den locale Kundskab, kan jeg mærke.
I har havt Gavn af Eders Ophold her.
FLEMMING
Hvad andet, Eders Naade? Jeg besøgte
Min Ven, Herr Ebbesen, i Jagtens Tid;
Men jage kan man jo dog ei bestandig,
Man har og Tid til Skjemt.
KONGEN
Maaskee for Skjemt
I lokket har den smukke Bondepige?
FLEMMING
Ei, Eders Naade! hun er ei at lokke.
Hun er saa tugtig og saa fiin i Sæder,
Som Damerne ved Hoffet. Næsten troer jeg,
At Mutter Karen kjender lidt til Trolddom,
Naar jeg betragter hendes Datters Væsen.
13
KONGEN
I vil nok pirre min Nysgjerrighed?
FLEMMING
Nu, det er ogsaa let at stille den.
Den Gamle vist vil springe høit af Glæde,
Naar Kongen spørger efter hendes Datter.
(til Karen) God Morgen, gamle Karen!
KAREN
Ih, see der!
Herr Flemming! Er I atter kommen ud
At gjæste Trygge vælde?
FLEMMING
Ja, min Gamle.
KAREN
Og bringer med saa stadselig en Ridder?
KONGEN
(til Flemming) Hun ikke kjender mig.
FLEMMING
Men siig mig, Karen,
Er Eders smukke Datter ei tilstede?
KAREN
Min smukke Datter? Nu, hvis hun er smuk,
Er Skylden hverken hendes eller min.
14
FLEMMING
Godt Ord igjen! - Siig, er hun ei tilstede?
KAREN
Kors! hvilken Hast I har! forhast Jer ikke!
For Eder er hun ei tilstede nu;
Det er jo tidligt, Pigebarnet sover.
FLEMMING
Hvorledes? Sover hun, og I er oppe?
KAREN
Det unge Blod behøver længere Søvn.
FLEMMING
Men hun bør hjelpe Jer ved Eders Arbeid;
I maa dog have Gavn af Eders Datter.
Jeg vil gaae ind og vække hende.
KAREN
(stiller sig for Døren.) Stille,
Herr Ridder! jeg forstaaer ei Spøg i dette.
KONGEN
Og den er allerede vidt nok dreven.
Jeg give maa den gamle Kone Ret.
Har hun en Datter som er smuk, da gjør hun
Tilvisse klogt i at bevogte hende.
KAREN
Der taler en fornuftig gammel Mand!
Tag ham til Eders Mønster.
15
FLEMMING
Seer jeg ret,
Saa gjør I Tilberedelser til Gilde.
I gjælder for den bedste Kogekone
I Herredet; jeg vædder, Bønderne
Har nu igjen bestilt et Middagsmaaltid.
KAREN
I traf det rigtigt. Lænsmanden i Aften
Har Bryllup jo med Jomfru Munk paa Høistrup,
Og derfor have Bønderne nu Gilde
Den hele Dag; i Aften de ham følge
Vel tvende Miil til Brudehuset hen.
FLEMMING
I Aften, siger I? Det er ei muligt!
KAREN
Ei muligt?
KONGEN
Nu har Konen atter Ret,
Det er i Aften.
FLEMMING
(afsides.) Himmel! hvilket Budskab!
KAREN
Skal ei de tvende Herrer med til Høistrup?
Der bliver lystigt, kan I troe.
MOGENS
Og pragtfuldt.
Man siger, Kongen komme vil derhen.
16
KAREN
Hvo siger sligt? Det er kun Snak og Rygter.
MOGENS
Det troer jeg med. Dog - Kongen har staaet Fadder
Til Bruden; det er rimeligt, han derfor
Til hendes Bryllup kommer.
KAREN
Hvor I snakker!
Jeg siger Eder, Kongen kommer ei.
MOGENS
Jeg troer det heller ikke; men man siger ....
KAREN
Man siger! Ja man siger jo saameget. -
I Herrer, I som komme just fra Staden,
I maae det vide; siger, har jeg Ret?
FLEMMING
(med et Blik paa Kongen.) Jeg veed ei ....
KAREN
(til Kongen). Nu, hvad siger I, Herr Ridder?
KONGEN
Jeg tredie Gang maa give Konen Ret,
Thi Kongen kommer ikke.
17
KAREN
(til de Andre). Seer I det?
(til Kongen.) Men kan I sige mig, af hvilken Aarsag?
KONGEN
Nu, han har andre Ting at tænke paa.
Han været har en Tour i Vordingborg,
Og gaaer den lige Vei til Kjøbenhavn.
KAREN
Nei, Herre! det er ei den rette Grund.
KONGEN
Ja saa! Men lad mig høre da den rette!
KAREN
Jo jo! de Herrer Hofmænd kan hos Bønder
Nok lære lidt.
KONGEN
Det har jeg ofte sandet.
KAREN
Nu vel, saa hører da: Den rette Grund,
Hvi Kongen ei til Høistrup kommer -
KONGEN
Nu da?
KAREN
Det er fordi han tør ei.
18
KONGEN
Hvad? han tør ei?
KAREN
Saa er det.
KONGEN
Siig, hvad har han der at frygte?
KAREN
Har han vel nogensinde sat sin Fod
I Stevens Herred?
KONGEN
Nei, det har han ikke;
Men det kan skee endnu?
KAREN
Nei aldrig!
KONGEN
Siig dog ....
KAREN
Betragt den Aa som flyder her forbi,
Den skiller Stevns fra Tryggevælde Herred.
Jeg siger Eder: Kongen tør ei længer
Forføie sig, end til det Sted I staaer.
Men over denne Bro han ei tør komme.
FLEMMING
Nu har jeg hørt det med!
KONGEN
(sagte.) Vær stille, Flemming!
19 (til Karen.) Siig da, hvad Fare truer ham i Stevns?
KAREN
I Stevns vil Kongen ei hans Nærhed taale.
KONGEN
Vil Kongen ikke taale Kongens Nærhed?
MOGENS
Hun mener Elverkongen.
KONGEN
Elverkongen?
FLEMMING
Ha ha ha ha!
KONGEN
Bestandig kommer hun
Til sine Sagn tilbage.
FLEMMING
Ha ha ha!
KAREN
(alvorlig og høitidelig.) Fra Arilds Tid en Elverkonge hersker
Fra Aaen her til Stevens høie Klint.
Han taaler ingen anden Konges Nærhed.
Det vide vore Konger ganske vel,
Og derfor kommer ingen af dem did.
Troe I mig ei, da spørger hvem I vil,
Enhver i Egnen sande vil mit Ord.
20 (til Flemming.) Og I, min unge lattermilde Ridder!
Naar I paany behøver Stof til Latter,
Saa kan I søge den i Eders Speil,
Men ei i gamle Folks erfarne Tale.
(Hun har imidlertid samlet sit Kjøkkentøi sammen, gaaer ind med det i Huset og slaaer Døren i efter sig.)

ANDEN SCENE

KONGEN. FLEMMING. MOGENS.

KONGEN
(til Flemming.) Der har I gjort den gamle Kone vred,
Og hendes Datter fik I ei at see.
FLEMMING
Umuligt kunde jeg min Latter tvinge,
Den hele Samtale var saa pudseerlig.
MOGENS
De gode Herrer finde det nok selsomt,
Men Tingen er dog vis.
FLEMMING
See, nu vil han
Omvende Folk, og sætter vist sin Jæger-Samvittighed i Pant.
KONGEN
Jeg gad dog vide,
Hvor Ebbesen kan være? Dog - til Høistrup
Maaskee han reed at hilse paa sin Brud.
21
FLEMMING
Formodentlig.
MOGENS
Om Ebbesen I spørger?
Han er her i Nærheden.
KONGEN
Siig, hvor?
MOGENS
Jeg saae ham
I Elverkrattet hist, - jeg vil Jer sige,
Han langsomt efter Pigen listed sig.
KONGEN
Hvorledes? hvilken Pige?
MOGENS
Elverpigen.
KONGEN
Hvad? Kommer I paany med Elverfolk?
Jeg troer, det hele Herred har en Raptus.
MOGENS
Saa sandt jeg lever, selv jeg Pigen saae,
Og Ebbesen sig listed efter hende,
Men bag ved Elverhøi forsvandt de begge.
KONGEN
Nu gaaer det snart for vidt i
22
MOGENS
Det er bekjendt
At Lænsmanden tidt følger hendes Spor
I Tusmørket ved Aften og ved Morgen.
Som Jæger maa jeg vide det. Jeg seer ham
Heel ofte sværme hist i Elverkrattet.
FLEMMING
Jo han er sikker! Han som alt i Aften
Skal ægte Jomfru Munk, har Stevnemøde
Med Piger i et Krat.
MOGENS
O! han er klog!
Han lader sig vist ei saa let forlokke.
Jeg tænker, han et andet Forsæt har.
KONGEN
Og hvilket da?
MOGENS
Nu vel! jeg vil det sige:
Man mener, at en Skat er hist begravet
Ved Elverhøiens Fod, thi Pigen sidder
Saa ofte der, som om hun vogted noget.
Jeg tænker, Skatten lokker ham derhen.
FLEMMING
Jeg tænker, Pigen lokker ham.
MOGENS
Kan være.
Man veed ei ret hvad man skal troe derom.
Han kommer vistnok strax, thi Hanen goel 23
For længe siden, det er næsten lyst,
Og saa er Elverpigen væk. Forresten
Vil nok de gode Herrer tie stille
Med hvad jeg har fortalt dem? Nu farvel!
(gaaer.)

TREDIE SCENE

KONGEN. FLEMMING.

KONGEN
Hvad skal man tænke dog om disse Folk?
Jeg veed ei, om de have Frygt for Gud
Og ære Kongen, men urokkelig
Er deres Tro paa Sagn om Elverfolk.
FLEMMING
Culturen staaer her paa et ringe Trin.
Jeg tænker, Eders Naade gjorde bedst i
At svie hele Krattet af hist ovre.
Maaskee kom Elverkongen selv og Sagnet
I lige stor Forlegenhed for Huusly.
KONGEN
Der stikker noget under, kan I troe!
Hvi sværmer Ebbesen paa skjulte Veie?
FLEMMING
Og det saa nær ved Brylluppet! Endnu
Jeg knap kan komme mig af min Forundring,
At mig den gamle Kone maatte lære,
At Brylluppet saa hurtigt er bestemt.
24
KONGEN
Jeg kunde selv Jer have sagt det, Flemming!
Paa min Befaling er det skeet.
FLEMMING
Og derfor
Drog Eders Naade hid til Tryggevælde?
KONGEN
For selv at bringe Lænsmanden min Hilsen.
FLEMMING
Min Konge! har jeg Eders Tiltro tabt?
KONGEN
Hvortil det Spørgsmaal?
FLEMMING
Siden Eders Naade
Paa hele Veien ei har mig betroet,
At hid vi kom, samt Aarsagen dertil.
KONGEN
Jeg har saa mine Grunde, men vær rolig,
En ærefuld Bestilling venter Jer:
Jeg drager bort i Aften, I skal blive,
Og følge med til Høistrup i mit Navn,
Og bringe Jomfru Munk min Brudegave.
FLEMMING
(forvirret.) Det er for meget .... altfor stor en Ære ....
25
KONGEN
Da jeg stod Fadder til Elisabeth,
Var Eders salig Fader den som mødte
Paa mine Vegne, som til Barnets Vugge
Min Faddergave bragte. Nu skal I
Ved hendes Bryllup forestille Kongen.
FLEMMING
Min Konge! denne Naade ....
KONGEN
Tys! hvo kommer
Hist over Broen?
FLEMMING
Det er Ebbesen.
KONGEN
Ha! kommer han dog endelig tilbage!

FJERDE SCENE

KONGEN. FLEMMING. EBBESEN kommer over Broen.

FLEMMING
Hei Albert! det er vel paa Tid, du kommer!
Kom hid og see!
EBBESEN
O Himmel! er det muligt?
Min høie Konge! mig besøger I,
Og jeg er ei tilstede ved Jer Ankomst!
Men jeg har ikke drømt om denne Naade.
26
KONGEN
Det er min Skik at overraske Folk.
EBBESEN
O! at en Anelse dog havde sagt mig ....
Jeg haaber dog, I har ei længe ventet.
Siig, Flemming, siig, naar kom hans høie Naade?
FLEMMING
Det være kan en Time ....
EBBESEN
Ha! en Time,
Hvor et Minut for meget vilde være!
Hans Naade stod dog af paa Slottet?
FLEMMING
Ja.
Men ingen vidste hvor Du var. Man søgte
Dig først i Sovekamret, men forgjæves.
Man undrede sig meget, at saa tidligt
Du var gaaet ud, da man endnu formoded,
At Du i Søvnens Arme laae.
EBBESEN
O Himmel!
Fandt Eders Naade Værelser og Senge,
Opvartning, Frokost? .... Jeg vil ile forud
For alt at ordne ....
KONGEN
Det har ingen Hast.
Bliv kun; mit Følge her er ikke stort,
Og megen Plads behøves ei. Desuden 27
Jeg alt i Aften gaaer til Kjøbenhavn.
Men Flemming møder i mit Sted paa Høistrup.
Er I tilfreds dermed?
EBBESEN
Min høie Konge!
Bestandig Eders Villie var min.
KONGEN
Hvor har I været denne Morgenstund?
EBBESEN
Jeg en Spadseretour har gjort.
FLEMMING
Ei sandt?
I Elverkrattet hist?
EBBESEN
Jo, der er kjøligt!
FLEMMING
Og eensomt.
EBBESEN
Ganske vist.
KONGEN
Men er I ikke
For Elverfolket bange?
EBBESEN
Eders Naade
Vil spøge, kan jeg mærke. Rigtig nok
Er Egnen fuld af alskens Elversagn. 28
I Store-Heddinge, i Kirkemuren,
Der er en Hvælving som er muret til;
Den kaldes Elverkongens mørke Kammer.
Der troer den simple Mand, han har sit Dagly,
Mens han om Natten sværmer hist i Krattet
I Maaneskin og milde Sommervinde.
Men raser Stormen, gaaer den vilde Søgang,
Da sidder han paa Stevens hvide Klint,
Som Klintekonge, med sit Spiir i Haanden,
Og seer med Lyst, hvorlunde Skibe strande.
KONGEN
Og ikke sandt? Han taaler ei at jeg
Gaaer over Broen ind i hans District?
EBBESEN
Har Eders Naade hørt det allerede?
Ja der er tusind Eventyr om ham!
Det er ei værdt at lægge sligt paa Hjerte.
KONGEN
Vist ikke! det bekymrer mig ei heller,
Saalidet som det Sagn der gaaer om Eder.
EBBESEN
Om mig?
KONGEN
Nu vel, man siger at I har
Med Elverpigen Sammenkomst i Krattet.
EBBESEN
O hvilken Daarskab!
29
KONGEN
Vistnok var det Daarskab,
Og allermeest paa Eders Bryllupsdag.
EBBESEN
Hvo har fordristet sig til sligt at sige?
KONGEN
Det var en Jæger, en af Eders Folk.
FLEMMING
Tænk, hvilken uforskammet Jægerløgn!
EBBESEN
Du vil nok have mig tilbedste, Poul?
FLEMMING
Nei ingenlunde. Men bliv ikke vred
Paa Jægeren, hvis han har røbet Dig,
Thi han undskyldte Dig paa bedste Maade:
Han sagde, Pigen var ei det Du søgte,
Men vel den Skat hun vogter paa. Jo, jo!
Hun har en Skat, Du veed nok hvad Du vil.
EBBESEN
Men jeg forstaaer ei ....
KONGEN
Ikke sandt, Herr Albert?
I veed, at naar der fundet er en Skat,
Saa er det Halve Kongens Eiendom?
I vil dog ei berøve mig min Ret?
30
EBBESEN
Bevares vel! jeg være skal saa ærlig
Som Esau, da han kjøbte Jacobs Undser.
Jeg ei beskrive kan, hvor det mig glæder,
At Eders Naade har saa muntert Lune.
Min Ringhed gjerne tjene vil til Maal
For Vittighedens hvasse Pileskud,
Naar sligt forlyste kan min høie Herre.
Men tillad at jeg fører Jer til Slottet,
Og efter fattig Evne Jer beverter.
KONGEN
Jeg tage vil mod Tilbudet.
EBBESEN
Min Konge!
Her Veien gaaer, vi maae til denne Side.
FLEMMING
(til Ebbesen, idet de gaae.) Der slap Du godt, men syng kun ei Triumph,
Troe ei, Dit Skriftemaal er alt tilende.
EBBESEN
Hvad? Skrifte? Jeg har intet at bekjende.
(De gaae alle Tre ud tilvenstre.)
31

FEMTE SCENE

AGNETE kommer over Broen. Hun gaaer langsomt, med sagte Trin, og seer hen til den Side hvor de forrige Personer gik ud.

AGNETE

Hvad mon det var for to Herrer som ventede paa ham og fulgte med ham? Vistnok et Par Riddersmænd som skal med til Festen paa Høistrup. - O! den Fest, den Fest! den gjør mig mere og mere forvirret.

(sætter sig i en grublende Stilling udenfor Huset.)

SJETTE SCENE

AGNETE. KAREN kommer ud med to store Leerkrukker i Haanden.

KAREN

Naa er Du endelig der? Er det nu Tid at komme hjem?

AGNETE

Er det allerede silde? - Min Gud! jeg seer, det er lys Dag, jeg har neppe bemærket det!

KAREN
(afsides.)

Nu sidder hun igjen i sine Drømmerier, (høit.) Agnete, naar Du gaaer til Elverhøi, maa Du passe Tiden og ikke blive saa længe borte. Her var nylig to fremmede Riddere ....

32
AGNETE
(springer hurtig op.)

Jeg har seet dem. Hvem var det?

KAREN

Har Du seet dem?

AGNETE

Jeg skjulte mig paa hiin Side Broen, til de vare forbi.

KAREN

Deri gjorde Du vel. Jeg vilde ikke for meget Godt at de skulde have seet Dig. Den ene var Herr Flemming, han spurgte efter Dig paa sin sædvanlige næsvise Maade, men jeg sagde, Du var endnu ikke opstaaet. Og saa kom endda Mogens, og fortalte at han havde mødt Elverpigen. Han var endnu ganske forskrækket derover. Har Du endnu ikke mødt Kongen i Krattet?

AGNETE

Nei, min Moder, nei jeg har aldrig seet ham. - Men siig mig, hvo var den anden Ridder?

KAREN

Hvad veed jeg det? Det var en gammel ærbar og fornuftig Mand.

AGNETE

De ere vel begge komne til Festen, ikke sandt?

KAREN

Formodentlig.

33
AGNETE

Og Du har jo ogsaa Gilde i Dag? Bønderne vil drikke paa -

KAREN

Nu, hvorfor taler Du ikke ud? Paa Herr Ebbesens og Jomfru Munks Sundhed.

AGNETE

Ja saaledes var det!

KAREN

Men Agnete! vaagn dog op! Du gaaer jo som i Drømme. Du sukker, Du stirrer hen for Dig, Du hører neppe hvad jeg siger. Kom, Barn, her er nok at bestille i Dag. Tag Haand i Hanke, saa forgaae nok Dine Grublerier.

AGNETE

Ja kjære Moder! Hvad befaler I at jeg skal gjøre?

KAREN

Flyt alle Tallerkener og Kruus herud paa Bordet, og pas tillige vel paa Huset; jeg gaaer imidlertid til Slottet for at hente Mjød. Øl og Most have vi allerede nok af, men Brudeparrets Skaal maa drikkes i Mjød.

AGNETE

Ak ja!

KAREN

Nu, hvad behøver Du at sukke derover? Gaae ind, mit Barn, gaae og rap Dig, saa bliver Du nok i godt Lune.

(Agnete gaaer ind i Huset.)
34

SYVENDE SCENE

KAREN alene.

KAREN

Stakkels Barn! hun veed ikke selv hvad der gjør hende saa tankefuld, og hvad der uophørlig drager hende til Elverhøi. Gid hun aldrig maa faae det at vide!

(gaaer ud tilvenstre.)

OTTENDE SCENE

EBBESEN og FLEMMING komme fra venstre Side, men ad en anden Vei end den Karen gik ud af. En Page følger dem.

EBBESEN

Min Ven! Kongen har lagt sig til at sove, for at udhvile efter Reisen. Hvis det altsaa, som Du siger, er Dig af Vigtighed at besøge Herr Holger Rosenkrantz paa Vemmeltofte, saa spild intet Øieblik, men drag strax derhen for at være tilbage inden Kongen vaagner.

FLEMMING

Jeg vil følge Dit Raad; men skulde det blive Tilfælde at jeg forsinker mig nogle Øieblikke, saa stoler jeg paa at Du vil undskylde mig. Kongen vil ikke savne mit Selskab, saalænge han har Dit. Du er jo i Dag Maalet for alle hans Tanker, Gjenstanden for hans Naade, hans faderlige Ømhed ....

EBBESEN

Du har Ret. Men see dog at komme tilbage i rette Tid. Jeg har ladet sadle min rappeste Ganger til 35 Dig. Den venter Dig paa hiin Side Broen. Min Page skal ledsage Dig til Stedet. Skynd Dig! Afsted!

FLEMMING

Neppe kan jeg faae Tid til at tale to Ord med Dig i Eenrum. Lykkelige Menneske! Skjønner Du ogsaa paa Din Lykke, den at modtage Din Brud af vor ædle Konges Haand?

EBBESEN

Hvor kan Du spørge derom? Visselig skjønner jeg paa hans Godhed. Men skynd Dig! Spild ikke Tiden!

FLEMMING

Og hvad er dog selv denne Lykke mod Kjærlighedens, mod den salige Tanke at elske og vide sig elsket?

EBBESEN

Ja deri bestaaer den sande Lykke. O min Ven, dersom Du vidste -

FLEMMING

Hvilket? hvor høit Du er elsket?

EBBESEN

Ja netop, hvor høit jeg er elsket. Dersom Du vidste det, dersom Du drømte derom -

FLEMMING
(afsides.)

Ha! jeg maa øieblikkelig til Høistrup. Jeg maa tale med hende, jeg maa kræve hende til Regnskab ....

36
EBBESEN

Hvad siger Du?

FLEMMING

At her intet Minut er at spilde.

EBBESEN

Nei det er jo mine Ord. Skynd Dig, skynd Dig!

FLEMMING

Farvel!

EBBESEN

Farvel!

(Flemming gaaer over Broen, fulgt af Pagen.)

NIENDE SCENE

EBBESEN
(alene.) Saa gik han endelig. Og nu til Høistrup!
Ei noget Øieblik er her at spilde.
Jeg Ende gjøre maa paa dette Forhold;
Et Afslag henter jeg hos Jomfru Munk,
Og bringer det tilbage til min Konge,
Saa ærligt som det sømmer sig en Mand.
Da vil han vredes, ja det forudseer jeg;
Det faaer ei hjelpe!
(seer paa Karens Huus og kysser paa Fingeren.) Først et Afskedskys
Til Dig, straatakte Hytte, simple Bolig,
Min Længsels Maal, mit Ønskes Paradiis! -
Ha! Døren aabner sig! - O det er hende!
37

TIENDE SCENE

EBBESEN. AGNETE kommer fra Huset og sætter en Bunke Tin-Tallerkener paa Bordet.

EBBESEN
God Dag, Agnete!
AGNETE
See god Dag, Herr Lænsmand!
EBBESEN
Saa tidligt alt beskjæftiget?
AGNETE
Ja, Herre!
Og det for Eders Skyld.
EBBESEN
For min, Du siger?
AGNETE
Her Gilde være skal i Dag, og drikkes
Paa Eders Sundhed. Altsaa seer I vel,
Mit Arbeid er for Eders Skyld.
EBBESEN
Agnete! ....
AGNETE
Og her skal dandses. I kan troe, Herr Lænsmand,
At jeg skal dandse med. Naar I mig seer,
I tænke skal paa Elverpigens Dands
I Tusmørket, ved Aften og ved Morgen.
EBBESEN
Agnete dog! saa hør ....
38
AGNETE
Men vogt Jer, Herre,
Naar I til Eders Bryllup ride vil,
At ikke jeg slaaer Kreds om Jer, og drager
Jer ind deri, og gjør Jer elverskudt!
EBBESEN
Det har Du Hex for længe siden gjort!
AGNETE
Er jeg en Hex? Jeg kan mod Jer ei hexe;
I selv er mig en overmægtig Troldmand,
Som min Besværgelse tilintetgjorde,
Og sprang af Hexekredsen ud.
EBBESEN
Agnete!
Hør kun et Ord ....
AGNETE
Jeg har ei Tid. Saa meget
Er her at passe; I maa vide, jeg
Vil tjene Jer paa Eders Bryllupsdag.
EBBESEN
Siig, er Din Moder inde der i Stuen?
AGNETE
Nei hun har ogsaa travlt, hun er gaaet bort.
EBBESEN
Og ingen anden er i Huset?
AGNETE
Ingen.
39
EBBESEN
(iler hen og omfavner hende.) Min Elverpige! Dig, kun Dig jeg elsker,
Og tro jeg bliver Dig.
AGNETE
(river sig løs.) Slip, slip, Herr Lænsmand!
Jo der er fuldt af Mennesker derinde.
EBBESEN
Hvad er det dog for Gjækkeri?
(løber hen og seer ind i Huset og kommer tilbage.) Du Hex,
Du vil kun narre mig.
(løber efter hende, hun undviger.)
AGNETE
Tys! tys! betænk dog,
Her er ei Elverhøi.
EBBESEN
O min Agnete!
Hvor jeg Dig seer, er Elverhøi for mig.
Din Nærhed skaber mig en salig. Drøm;
Den griber mig med Sværmeri, som ham
Der har sit Hoved lagt til Elverhøi,
Og skuer Maanen over Engens Taager.
AGNETE
O! vil I minde mig om denne Brøde?
40
EBBESEN
Hvad Brøde? Har jeg ikke from, beskeden
Din Uskyld nærmet mig, saa tidt som Du
Med Tillid mødte mig ved Elverhøi?
Har jeg Dig skjult, at Kongen min Forening
Med Jomfru Munk besluttet havde, længe
Før Dig jeg kjendte, før Du kjendte mig?
Men aldrig dog om Kjærlighed jeg talte
Til hende, heller ikke mig hun elsker.
Som Ridder passed det sig ei, at jeg
Ophæved vor Forlovelse, men hun,
Hun, som en Dame, hun kan gjøre det.
Jeg haabed alt i Rigtighed at bringe,
Da pludselig jeg Efterretning fik
(Det var i Gaar, det er ei længer siden)
At Brylluppet bestemt var til i Aften.
Men viid, jeg gaaer i denne Stund til Høistrup;
Om tvende Timer er jeg her igjen,
Og jeg tilbage bringe skal en Kurv,
Saa god som tvungen Frier kan den ønske.
AGNETE
Nu taler I som jeg det gjerne hører.
EBBESEN
Det samme har jeg sagt Dig alt i Morges
Ved Elverhøi.
AGNETE
Men da jeg kom tilbage,
Og skued disse Tilberedelser,
Og saae to Riddere som vented paa Jer,
Og som jeg tænkte, komne var til Bryllup,
Da vaagned min Urolighed paany.41
Jeg veed jo nok, til Trods for Eders Løfter,
I kan ei ægte mig, en Bondepige;
Men dog, dog kan jeg elske Jer, o Herre!
I stille Sind, beskeden, som det bør sig;
Men see Jer som en Andens Brudgom! nei!
Det kan jeg ikke.
EBBESEN
Tvivl ei paa mit Ord!
Har ei en Ridder, mere værd end jeg,
Den ædle Tyge Brahe, har han ikke
Sig med en simpel Bondepige giftet?
Hvad jeg har svoret, sværger jeg endnu:
Jeg skal ei have Rist, ei Ro, før jeg
Til Altaret har ført min Elverpige.
AGNETE
Kald mig ei saa!
EBBESEN
Jo saadan bør Du hedde.
AGNETE
Det minder mig kun atter om min Synd.
EBBESEN
Hvad Synd? hvad Brøde?
AGNETE
Den, at for min Moder
Jeg har min Kjærlighed fordulgt. Jeg veed ei,
Hvad Tanke hun sig gjør, naar hun mig seer
At gaae til Elverhøi. Hun veed ret vel,
At Mangen som har seet mig hist i Krattet,42
For Elverpigen holder mig. Men hun,
Hun troer med alt det paa det gamle Sagn,
Hun troer, jeg har med Elverfolket Samqvem.
Saaledes har jeg da bedraget hende! -
Og hvis det nu var sandt, hvis disse Væsner
I Sandhed ere til, vil de da ikke
Fortørnes paa den Dristige, som leger
Letsindigen med deres skjulte Magt?
EBBESEN
Vær rolig, min Agnete! For et Hjerte
Som elsker, er Naturen Trylleri,
Og Trylleriet er igjen Natur.
Agnete! Du er Elverpigen selv:
Din Aand besjæler hist det tause Krat,
Den stille Høi, og seer jeg over Engen
De hvide Taager ubestemte svæve,
Saa troer jeg, Pige, det er Dine Terner,
Som vil sig forme til Dit ædle Billed,
Men synke kraftesløst igjen tilbage.
AGNETE
Ak, jeg forstaaer det ikke; men jeg føler
Mig rolig, siden I har trøstet mig.
(Man hører Musik i Afstand.)
EBBESEN
Ha, hvad er det?
AGNETE
Nu komme vore Gjæster.
EBBESEN
Saa maa jeg bort.
43
AGNETE
Farvel!
EBBESEN
Farvel! Til Høistrup
Med Lynets Fart mig bære skal min Ganger.
AGNETE
Glem ikke Kurven!
EBBESEN
Nei, den skal jeg hente.
Men ikke sandt, Agnete? Jeg tør siden
Den bytte for et Kys? Du vil ei vredes,
At første Gang den Løn jeg mig betinger.
AGNETE
Først, Herre, lad os see om I den bringer!
(Agnete iler ind i Huset, Ebbesen gaaer hurøtigt ud til den modsatte Side.)

ELLEVTE SCENE

BØNDERFOLK komme over Broen og fra begge Sider. Man hører dem først i Afstand inden de træde ind.

CHOR

1.

Hurtig til lystig Fest,
Dands og Sang
Ile vi Alle.
Bonden er Lænsmands Gjæst,
Fløiters Klang
Skal os kalde
Til Festen i Bøgelunden.
44

2.

Synker den tause Nat
Over Dal,
Marker og Hytte,
Hist fra sit Elverkrat
Kongen skal
Stille lytte
Til Festen i Bøgelunden.

3.

Hurtig til Gildehuus
Gaae med Fryd
Unge som Gamle.
Her ved det blanke Kruus
Glædens Lyd
Skal os samle
Til Festen i Bøgelunden.
(de gaae ind i Huset.)
45

ANDEN ACT

Et Cabinet paa Høistrup. Paa venstre Side i Forgrunøden et Vindue som gaaer ud til Haven. Paa samme Side i Baggrunden Indgang til et Sideværelse.

FØRSTE SCENE

BJØRN OLUFSON alene, staaer i det aabne Vindue og taler ud i Haven.

BJØRN

Hvad behager? Tys! tys! I behøver ikke at tale saa høit. I maa betænke, at Murene kan have skjulte Øren at høre med. - Naa saaledes, nu forstaaer jeg det. Ja Herre Gud! I maa tage Leiligheden som den falder. - Hvad behager? - Om jeg kan tie? Ja kom I ikke til mig med det Spørgsmaal! Jeg er en Mand som er bleven graa i Tjenesten. Jeg har i 33 Aar været Huushovmester her paa Høistrup; jeg har i den Tid havt Alles Fortrolighed, den salig Frues, Herrens, Jomfruens og mange andre høiadeølige Herrers og Damers. Jeg er ganske fuld af vigøtige Hemmeligheder, som hverken mine Ord eller Miner have røbet eller nogensinde skulle røbe. Derøsom jeg vilde fortælle Jer alt hvad jeg veed, saa skulde I tabe Næse og Mund af Forundring. Men 46 see om jeg gjør det. - Hvad siger I? - Raaber jeg selv saa høit? - (seer sig om) Her er Ingen. - Naa, ja ja, det skal være glemt-for denne Gang. - Et Brev, siger I? - Om det kan gaae an? - Ja lad mig see .... (seer sig atter om) I kan gjerne kaste det ind ad Vinduet; men i en Fart maa det være! - Hør, I maa binde en Steen derved. - Behøves det ikke? - Bie lidt, slaae mig det ikke i Ansigtet, (springer tilside, et Brev bliver kastet ind igjennem Vinduet, han gaaer hen og fager det op og gaaer derpaa igjen hen til Vinduet) See see! uden Udskrivt! Ja, det er forsigtigt, det kan jeg lide. (putter det i Lommen). Det skal blive besørget, og paa Hemmeligheden kan I stole. Men bær Jer nu selv forsigtig ad. Af Veien! skjul Jer! der kommer Nogen.

(slaaer Vinduet i.)

ANDEN SCENE

BJØRN. ELISABETH.

BJØRN

God Morgen, høistærede Jomfru! Allerede saa tidlig oppe?

ELISABETH

Det er jo ikke saa tidligt.

BJØRN

For mig og mine Lige, som have alle Hænder fulde med Tilberedelser til Brylluppet, er det vist ikke tidligt, men for Bruden, for den høistærede Brud, som for lutter Dands og Lystighed ikke vil faae et Øie lukt i Nat, for hende er det tidligt, meøget for tidligt.

47
ELISABETH

Hvis jeg kommer Jer til Uleilighed, gode Bjørn, saa vil jeg gjerne gaae min Vei.

BJØRN

Til Uleilighed? Gode Bjørn? Ja vel er jeg en god Bjørn, en tam, inderlig god Bjørn, der har for megen Levemaade til at sige min høistærede Jomøfru Uartigheder.

ELISABETH

Nu, jeg betragter det ikke som Uartigheder. Men I er saa hemmelighedsfuld som Sibylla, og jeg kan ikke vide, om min Nærværelse maaskee i dette Øieøblik forstyrrer Jer i et eller andet Anslag.

BJØRN

Ja, naadige Jomfru! hemmelighedsfuld er jeg, men det er ikke min Feil, om man har anseet mig værdig til at fyldes med Hemmeligheder. Jeg kjender min Pligt og Betydenheden af min Post; aldrig skal Noøgen rose sig af at have faaet mig til at løbe i Fæløden.

ELISABETH

Nei det er vist. I er egentlig, naar jeg skal sige Jer Sandheden, ret et fortrædeligt Menneske, af hvem man aldrig kan faae noget at vide. Jeg seer Jer og min Formynder hvert Øieblik i denne Tid stikke Hovederne sammen, og tale i Gaader om Konøgens Nærværelse eller Fraværelse ved mit Bryllup. I ere frygtsomme, ængstelige, enten for at han skal komme eller for at han ikke skal komme. Jeg kan ikke blive klog paa det, men jeg bliver rasende over at see paa Eders hemmelighedsfulde Gebærder.

48
BJØRN

Min naadige Jomfru! tag det ikke ilde op, men I er noget tilsindet. Aldrig har jeg fordristet mig til at gjøre Gebærder til Herr Walkendorff, aldrig har han beæret mig med at gjøre Gebærder til mig. Vi have talt om Kongens Ankomst hertil, det er sandt, og vi have været ængstelige ved ikke at vide om Hans høie Naade vil forskjønne Festen med sin Nærværelse, eller om vi ei tør vente os denne Lykke. Det er sandt, men det er det Hele.

ELISABETH

I lyver, I bedrager mig. Eders Ængstelse røber en betydeligere Grund end I angiver. Der er en eller anden vigtig Hemmelighed, som I søger at skjule for mig, men I er ikke Herre over Eders Ansigt og Eders Miner.

BJØRN

Gud frie mig! Hvad siger I, Jomfru! Er jeg ikke Herre over mit Ansigt, jeg, som lige siden min tidligste Ungdom har øvet mig paa at commandere over enhver Fold deri?

ELISABETH

Men det lystrer ikke Eders Commando.

BJØRN

Jomfru! for Himlens Skyld! I faaer mig til at ryste over hele mit Legeme. Hvad røber da mit Ansigt? Hvad skulde det være for en Hemmelighed?

ELISABETH

Ja, det er just det jeg forlanger, I skal sige mig.

49
BJØRN

Men naar jeg nu intet har at sige?

ELISABETH

Udflugter!

BJØRN

Og sæt, at noget saadant var mig betroet, burde jeg da besmitte min gamle, ved Tausheden erhvervede Ære, idet jeg røbede det?

ELISABETH

Seer I? der tilstod I det.

BJØRN

For Himlens Skyld! Nei! Hold op at friste mig! - Hvad vilde I sige, dersom jeg røbede den Hemmelighed hvori Tilfældet og I selv have gjort mig til Medvider?

ELISABETH

Tie stille!

BJØRN

Ja see, der har vi det. I siger "tie stille," og jeg tier ogsaa stille, og det er just min Dyd. (han tager Brevet op af Lommen) Hvad vilde I sige, om jeg leverede dette Brev til en anden end Jer?

ELISABETH

Giv hid! Skynd Jer, inden Nogen kommer!

BJØRN

Der har vi det. Nu anbefaler I mig selv Tausheden.

50
ELISABETH

Det er uden Udskrivt.

BJØRN

Men I kan stole paa, det er til Jer. Confusion gjør jeg mig lige saa lidt skyldig i, som Sladder. (Elisabeth har aabnet Brevet og læser det sagte) Men for at komme til Sagen: Herr Flemming er her; han siger, han nødvendig maa tale med Jer under fire Øine, og at ingen Dødelig maa vide at han er her. Han staaer nede i Haven, skjult bag Træerne, og venter paa Svar.

ELISABETH
(som imidlertid har læst Brevet.)

Jeg veed det, det staaer altsammen i Brevet.

BJØRN

Nu, saa havde jeg ikke behøvet at sige Jer det. Men høistærede Jomfru! I siger, at I kan ikke blive klog paa mig? det er mig, som ikke kan blive klog paa Jer. Hvortil skal dette føre? Hvad er det for en ulyksalig Lidenskab I nærer for en Anden end Eders retmæssige Brudgom? Hvorledes tør I paa selve Bryllupsdagen tage mod Breve fra ham, og tilstede ham en Sammenkomst? Hvad skal Enden blive?

ELISABETH

Ak det veed jeg ikke selv! Men en Beslutning maa jeg tage, endnu i Dag.

BJØRN

Ja længer kan det ikke opsættes.

51
ELISABETH

Og just derfor maa jeg tale med ham.

BJØRN

Jeg gyser ved Tanken om Udfaldet. Naar det ikke havde været for at komme i Besiddelse af een Hemmelighed meer, og for at tjene Eder, ædle Jomfru, saa skulde jeg ikke have paataget mig saa farligt et Embede som at være Kjærligheds Postbud imellem Jer og Eders hemmelige Elsker.

ELISABETH

Men ikke sandt, Bjørn, I vil være mig tro, og tjene mig med Eders Bistand?

BJØRN

Min naadige Jomfru har at befale over mig. Hvad Troskaben anbelanger ....

ELISABETH

Jeg veed det, jeg veed det! Hør, I maa see at skaffe min Formynder bort.

BJØRN

Nu, det er ikke vanskeligt! Jeg vil sige Herr Walkendorff, at jeg har en Hemmelighed at tale med ham om.

ELISABETH

Ja det kan I vist sige uden at lyve.

BJØRN

Eller faae ham ned for at see nogle af de udvendige Tilberedelser til Festen, for Exempel Faklerne i den store Allee.

52
ELISABETH

Fortræffeligt! Men forinden maa I bringe Flemming Bud fra mig, og sige ham, at naar min Formynder er borte, vil jeg give ham et Tegn her fra Vinduet.

BJØRN

Meget vel.

ELISABETH

Dog - jeg vil skrive ham et Par Ord til, og dem skal I bringe ham.

BJØRN

Stille! der kommer Herr Walkendorff.

TREDIE SCENE

DE FORRIGE. WALKENDORFF.

ELISABETH
(afsides til Bjørn.)

Hvorledes skal jeg giver Jer Brevet?

BJØRN
(afsides til Elisabeth.)

Stille! lad ham intet mærke!

ELISABETH

Siig blot! hurtig!

BJØRN

Forsigtig! forsigtig!

WALKENDORFF

Hvad er nu det? Hvad har I to for Hemmeligheder sammen? I udruge en eller anden Plan, som jeg ikke maa vide. Jeg har længe mærket ....

53
BJØRN

Hvorledes kan min naadige Herre troe ....

WALKENDORFF

Jeg veed hvad jeg har at troe. I, min kjære Bjørn Ohlfsen, er det hemmelighedsfuldeste Menneske under Solen. I burde aldrig komme frem uden om Natten, gaaende paa Sokker af Filt, og med Fingeren paa Munden, saaledes som man afbilder Taushedens Gud.

BJØRN

Naadige Herre! Hvorledes kan I bebreide mig min Taushed, som I ellers altid har berømmet mig for? Dersom jeg ikke havde været taus ....

WALKENDORFF

Tie stille!

BJØRN

Nu befaler I mig jo selv Tausheden.

WALKENDORFF

I skal tie med mine Hemmeligheder, men I skal ikke have Hemmeligheder med min Myndling.

ELISABETH

Seer I Bjørn, jeg havde Ret? Nu tilstaaer min Formynder selv, at I have Hemmeligheder med hinanden.

BJØRN

Det er ikke min Skyld. Jeg har aldrig tilstaaet det, og skal aldrig tilstaae det.

WALKENDORFF

Tie stille!

54
BJØRN

Det gjør jeg med Fornøielse.

ELISABETH

Det behøves ikke, thi jeg forlader Eder, kjære Herrer, saa kan I tale høit og frit om Eders Hemmeligheder.

(gaaer.)
WALKENDORFF

Elisabeth! hvad mener I?

FJERDE SCENE

BJØRN. WALKENDORFF.

WALKENDORFF

Hun er allerede borte. Bjørn! Bjørn! I har dog vel ikke ladet hende mærke noget?

BJØRN

Jeg, Herre? Har I glemt mine 33 Aars Tjeneste?

WALKENDORFF

Det er en heftig, egensindig Pige. Det er mig kjært at jeg faaer hende giftet idag, saa er mit Ansvar forbi!

BJØRN

Ja gid det var vel overstaaet!

WALKENDORFF

Hvi saa?

BJØRN

Jeg har en Anelse om, at der ikke bliver noget af.

WALKENDORFF

Hvorledes?

55
BJØRN

Jeg veed ikke selv hvorfor. Men jeg drømte i Nat at Kongen kom hertil for at bivaane Brylluppet, og at han spurgte, hvorfor Bruden ikke bar det Smykke som han havde givet hende i Faddergave.

WALKENDORFF

Tie dog stille! den Sag bør I aldrig nævne, selv ikke under fire Øine med mig. Gud være min salig Hustru naadig, men hun har svart forsyndet sig.

BJØRN

En Uforsigtighed er endnu ikke en Synd.

WALKENDORFF

Men en Uforsigtighed der har saadanne Følger! Jeg har elsket hende høit, men skulde noget trøste mig over hendes Død, da maatte det være den Omstændighed, at vi nu kun ere To om Hemmeligheden.

BJØRN

Paa den Maade ønsker naadige Herre vel ogsaa, at jeg var død og borte.

WALKENDORFF

Vist ikke, Bjørn! I har været mig tro og hengiven, men et Fruentimmers Taushed er aldrig at bygge paa.

BJØRN

Men Herre, hvad siger I da til min Drøm?

WALKENDORFF

O hvad! Drømme! -

56
BJØRN

Men naar I nu hører at den allerede begynder at gaae i Opfyldelse?

WALKENDORFF

Hvorledes?

BJØRN

Velan, det er en Hemmelighed, men I skal erfare den. Kongen er paa Tryggevælde.

WALKENDORFF

Hvad siger I!

BJØRN

Sandheden, Herre!

WALKENDORFF

Men hvoraf veed I det?

BJØRN

Det er en Hemmelighed. Nok at jeg veed det.

WALKENDORFF

Fordømt med Eders Hemmeligheder!

BJØRN

Han er kommen dertil i Nat, men jeg vil trøste Jer med, at det hedder, at han ikke vil bivaane Bryllupsfesten.

WALKENDORFF

O det var jeg overbeviist om!

57
BJØRN

Hvorfor blev I da saa ængstelig, Herre?

WALKENDORFF

Ha! for man kan jo dog ikke vide .... Dog - jo man kan vide det, det har ingen Fare. Kongen kommer ikke. Han har aldrig været paa Stevns, og det er et gammelt Sagn, at han ikke tør komme her.

BJØRN

Mener I da, at Kongen er bange for Elverfolkene?

WALKENDORFF

Vist ikke! Men det er et gammelt ærværdigt Sagn, som han ikke aabenbart vil trodse. Han veed og indseer, at man ikke pludselig bør udrive Almuen af dens velgjørende Overtro. Nei, jeg er rolig i min Sag. Han kommer ikke.

BJØRN

Nu vel, saa vil jeg ogsaa være rolig.

WALKENDORFF

Til Elisabeth Munks Daab kom han jo heller ikke, men sendte salig Herr Flemming i sit Sted.

BJØRN

Og denne Gang vil han sende den unge Herr Flemming.

WALKENDORFF

Er I vis derpaa?

BJØRN

Ganske vis.

58
WALKENDORFF

Hvoraf veed I det?

BJØRN

En Hemmelighed, Herre!

WALKENDORFF

En Hemmelighed! en Hemmelighed! Altid faaer jeg det Svar. Nu, det er det samme. Jeg vil ikke udfritte Jer, man pleier at kunne stole paa Jer, og Efterretningen er ypperlig, hvis den er sand.

BJØRN

Tilforladelig.

WALKENDORFF

Nu, saa er jo al Fare forbi. Saa lad os da være lystige, og ene tænke paa Festen! Har I indbudet alle de Fremmede efter Listen?

BJØRN
(tager et Papiir op af Lommen).

Alt er besørget. Alle have lovet at komme, paa de Tre nær, som jeg har sat Kryds ved.

WALKENDORFF
(seer i Papiret.)

O det er ligemeget! Her komme Gjæster nok, baade budne og ubudne. Lad mig nu see, I besørger alt paa det bedste. Jeg maa ind i Dandsesalen for at see hvorledes alt er ordnet, og derpaa tager jeg til Lystskoven, hvor Bønderne skal have Gilde. Jeg maa see, om man ogsaa har betænkt dem rigelig.

59
BJØRN

Naadige Herre! jeg smigrer mig med, at intet mangler. Men I gjør dog vel i, selv at see efter.

WALKENDORFF

Glem imidlertid ikke hvad I har at gjøre.

BJØRN

Nei, det skal ingen Nød have.

(Walkendorff gaaer.)

FEMTE SCENE

BJØRN
alene.

Han er borte. Dersom nu Jomfruen var her, saa var det den beleiligste Tid for hende til at udføre sit Forsæt. Jeg veed ikke, hvorledes alt dette skal ende, men jeg har en Anelse om, at det hele Bryllup gaaer overstyr, og er det da ikke godt at have Alt i Beredskab til et nyt? - Ah! der er Jomfruen.

SJETTE SCENE

BJØRN. ELISABETH.

ELISABETH

See her, Bjørn, her er Brevet. (leverer ham et Brev) Skynd Jer nu! afsted!

BJØRN

Jeg iler, min Jomfru, jeg iler. For Deres Formynder er De sikker, han er beskjæftiget med alle Slags 60 Indretninger til i Aften. Men for at De ikke skal blive overrumplet af nogen Anden, saa lad mig først recognoscere Terrainet.

ELISABETH

Ja gjør det!

BJØRN

Hvad Tegn har I aftalt med Herr Flemming?

ELISABETH

Jeg har skrevet, at naar han hørte mig synge, kunde han komme.

BJØRN

Meget vel, men saa maa I aabne Vinduet, thi ellers kan han ikke høre det.

ELISABETH

Det har jeg betænkt.

BJØRN

Men syng ikke, før jeg er kommen tilbage, og har meldt Jer at Alt er sikkert.

ELISABETH

Nei vist ikke, men skynd Jer bare, skynd Jer!

BJØRN

Jeg iler, jeg flyver!

(gaaer langsomt ud.)
61

SYVENDE SCENE

ELISABETH
alene. Nu er jeg ene, lad mig samle mig!
Mit Hoved saa fortumlet er, at neppe
Jeg veed, hvordan jeg har det. - Dog - lad see -
Jeg har det tidt nok hørt, saaledes er det:
Mig Kongen gifte vil med Ebbesen;
Men hvorfor vil Monarken vælge for mig?
Tør ei mit Hjerte vælge selv? Ak nei!
Den Frihed ei forenes med den Naade,
Som Kongen viser det forladte Barn,
Hvis Moder døde da hun kom til Verden,
Hvis Fader fulgte hende snart i Døden.
Jeg veed jo, da min Fader var beredt
Til anden Gang at gjæste Nordens Pol,
Bebreided Kongen ham med Vredes-Ord
Det Udfald som hans første Reise fik,
Og Skibenes og Mandskabets Forliis.
Han svarte rask, et Ord det andet tog,
Forbittret Kongen slog til ham med Stokken.
Det er et gammelt Sagn, at hvem Kong Christian
I Vrede har berørt, kan ikke leve;
Min Fader har stadfæstet det paany:
Snart i min spæde Barndom stod jeg ene,
Som Arving kun til hans berømte Navn.
Da vaagned Kongens Medynk med den Spæde,
Han skjænkede mig Guld, stod Fadder til mig,
Betroede mig til Walkendorff paa Høistrup
Og til hans ædle Frue, hvem jeg mindes
Endnu med dyb Ærbødighed. I Aften
Han lægge vil den sidste Haand paa Værket
Ved at forsørge mig. - Men skal hans Naade
62Da vorde mig en Tvang? Skal ei min Villie,
Her hvor den gjælder, spørges om sin Stemme?
(Pause.) - Ha! nu maa Bjørn dog Brevet have bragt!
Ti Gange var der Tid dertil!
(gaaer til Vinduet.) Jeg seer ham
Dog intetsteds.
(lytter.) Jeg hører ham ei heller.
Ha! min Taalmodighed forgaaer! - Velan,
Jeg synge vil min Sang, saa gaaer dog Tiden,
Og han kan ikke høre mig derude.
(synger.)

1.

Nu Løvsalen skygger,
Og Dagen er lang;
Hver Smaafugl nu bygger
I blomstrende Vang.

2.

Kun Kjærlighedsguden,
Den Stakkel, er blind;
Han flagrer mod Ruden,
Man lukker ham ind.
(utaalmodig.) Ja sandelig! hvis han mod Ruden flagrer,
Saa lukker jeg ham ind! - Det faaer ei Ende!
Bjørn kommer ei! hvor længe skal jeg vente?
(synger med kjendelig Utaalmodighed.)

1.

Der vanker en Ridder mellem grønne Træer,
Roser og yndelige Blommer.
Der synger en Drossel, han staaer den saa nær,
Med Qviddren den hilser Skjærsommer.
(hun nærmer sig Vinduet, og seer ud.) 63

2.

Han lytter med List imellem grønne Træer,
Roser og yndelige Blommer.
Han grubler, og støtter sig taus til sit Sværd,
Mens Fuglen den hilser Skjærsommer.
(hun aabner Vinduet.)

3.

Nu aabner en Jomfru Vindvet mod de Træer,
Roser og yndelige Blommer.
Som Fuglen hun synger, han staaer hende nær,
Da føler hans Barm, det er Sommer.
(fjerner sig lidt efter lidt fra Vinduet.)

4.

Da spirer hans Haab alt som de grønne Træer,
Roser og yndelige Blommer.
Han skuer den Elskte, hun er ham saa kjær,
Han hilser sit Haab i Skjærsommer.

OTTENDE SCENE

ELISABETH. FLEMMING.

FLEMMING
Mit Haab jeg hilser, naar jeg Eder seer,
Men det er ei Skjærsommer for mit Haab.
ELISABETH
Og hvorfor ei?
FLEMMING
O kan I spørge saa?
Elisabeth! hvad Tanke skal jeg nære?
I veed, hvor længe jeg har elsket Jer,
I veed, hvor tidt I smigret har mit Haab -
Undskyld mit Ord, men her det Sandhed gjælder -
64I har mig givet meer end eet Beviis
Paa Eders Kjærlighed; og nu? - - Ha! veed I
At Kongen kommen er til Tryggevælde?
At jeg skal forestille hans Person
Ved Eders Bryllup? At han pludselig
Har til i Aften det bestemt? I Aften!
Hvad vil I gjøre, siig, hvad skal der skee?
Har I forglemt mig, elsker mig ei længer?
Er Ebbesen ei ene Kongens Valg,
Men Eders Hjertes? Selv han siger mig,
At han Jer elsker, at I elsker ham.
Mm Gud! hvad skal jeg troe, hvad skal jeg tænke?
O tal! o svar! befrie mig fra min Frygt!
ELISABETH
For Himlens Skyld! gjør ei saa mange Spørgsmaal!
Hvor skal jeg ende? hvor skal jeg begynde?
FLEMMING
Jeg hæftig er, det veed jeg, men en Usling,
En Nidding var jeg, om jeg nu var rolig.
Jeg har bekjæmpet mig, har mig forstilt
Med meer end menneskelig Kraft. Ei Kongen,
Ei Ebbesen, ei nogen Sjæl har anet,
At jeg tilbeder Jer, at jeg saalænge
Har beilet til Jer. Er jeg skjult mod Andre,
Saa maa I taale, jeg hos Eder giver
Mit Hjerte Luft, min bittre Klage Tøilen,
Og henter Kraft til ny Forstillelse.
ELISABETH
I siger, jeg har smigret Eders Haab,
Har givet Eder Prøver paa min Elskov;
Hvorfor da voldsomt møde mig med Tvivl?
65
FLEMMING
Fordi den Tid, jeg frygter, nærmer sig
Med stærke Skridt. Jeg skal om føie Timer
Jer skue som en Andens Brud! O Himmel!
Og han har sagt mig at I elsker ham!
ELISABETH
Men er I meer forbauset end jeg selv
Ved Efterretningen om dette Bryllup,
Der kommer meget før end jeg det vented?
Jeg havde haabet, der var Tid endnu,
Og havde sat mit hele Haab til Tiden.
FLEMMING
Men deri har I Uret; man maa handle,
Maa handle selv, og ei paa Tiden stole.
Hvorfor har I mig ei tilladt at træde
Som Eders Brudgom frem for Verdens Øine?
ELISABETH
Det gik ei an! Hvad vilde Kongen sige?
FLEMMING
Hvorfor har I mig ei tilladt at spørge
Monarken om hans Villie, sige ham
Foruden Omsvøb, hvordan Sagen staaer,
Og bede ham om Naade for os begge?
O han er god! han har et venligt Hjerte!
ELISABETH
Men han er ogsaa fast i sin Beslutning;
Troe mig, det gik ei an!
66
FLEMMING
(med Bitterhed.) I veed det bedre!
ELISABETH
Min hele Plan gaaer ud paa Tid at vinde.
FLEMMING
O hvilken daarlig Plan! Hvad hjelper Tiden,
Naar man ei nytter den? - Elisabeth!
Er Tiden alt det Haab I kan mig give,
Saa er mit Haab forbi om nogle Timer.
ELISABETH
Hav dog Taalmodighed ....
FLEMMING
Hvormed? med Tiden
Som næsten er forbi? O hvis jeg ikke
Saa megen Tiltro havde til Jert Ord,
Jeg kunde fristes til den bittre Tanke,
At Ebbesen har Ret i hvad han siger:
I elsker ham - bliv ikke vred, forstaae mig -
Jeg mener ikke just at I ham elsker,
Men han behager Jer; I halvt om halvt
Har Kjærlighed til ham; - og jeg! o Himmel!
Jeg troer, I elsker ogsaa mig kun halvt!
Tvivlraadig er I, veed ei hvad I vil,
Og trækker Tiden ud.
ELISABETH
I mig fornærmer.
67
FLEMMING
Det vil jeg ei for hele Verdens Priis.
Tilgiv mig; I er god, I elsker mig,
Jeg veed det. O! hvis jeg det ikke vidste,
Var det forbi med mig! Men I er hæftig,
Letsindig, lunefuld, vil gjerne drille
Den stakkels Fugl, som I ved Vingen holder;
I veed, den sidder fast, og kan ei flygte.
ELISABETH
Ved Himlen! Troer jeg ikke, hid I kom
Kun for at sige mig Uartigheder?
Ifald jeg har de mange Feil I siger,
Hvorfor vil I da beile til min Haand?
FLEMMING
Tilgiv! tilgiv! Jeg er mig selv ei mægtig!
Læg ikke Vægt paa hvad en hæftig Elsker
I sin Fortvivlelse kan sige! Lad os
Ei spilde Tiden med unyttig Klage,
Men fatte vor Beslutning!
ELISABETH
Min er fattet:
Jeg vil ei høre meer af Eders Mund.
FLEMMING
Er det en Kurv, som I mig giver?
ELISABETH
Tag det
For hvad I vil, men gaae!
FLEMMING
Nu da! ved Himlen!
Det skal fortryde Jer, at I mig drilled!
68

NIENDE SCENE

DE FORRIGE. BJØRN.

BJØRN
Min Jomfru! Ak! hvad er dog her passeret!
I sunget har for tidligt Eders Vise.
ELISABETH
Hvi saa?
FLEMMING
Hvi saa!
BJØRN
Hvi vented I dog ikke,
Indtil jeg sagde Jer, at det var Tid?
ELISABETH
Hvad er paa Færde da?
FLEMMING
Hvad er der hændt?
BJØRN
Det er en Hemmelighed.
ELISABETH
Gamle Taabe!
Hvis det er hemmeligt, saa nævn det ikke.
BJØRN
Jo jeg maa nævne det, her kan ei ties.
ELISABETH
Saa tal!
69
FLEMMING
Ja tal!
BJØRN
En Ridder staaer derude,
Og fordrer strax at tale med Jer, strax.
ELISABETH
Siig, hvo det er?
BJØRN
En Hemmelighed, Jomfru!
Til mig han ene har betroet sit Navn,
Han er incognito.
ELISABETH
Jeg troer, det regner
Med Hem'ligheder ned paa Jer fra Himlen.
BJØRN
Og da jeg aldrig bruger Skjærm mod Regnen,
Saa maa jeg sagtens blive gjennemblødt.
FLEMMING
Det er vel aldrig Holger Rosenkrantz
Fra Vemmeltofte?
BJØRN
Hvis jeg Navnet sagde
Paa Hver og En som ei det er, I kunde
Jer slutte til med Lethed, hvo det er.
ELISABETH
(til Flemming.) Hvi frygter I just for at møde ham?
70
FLEMMING
Da jeg fra Tryggevælde reed, da sagde
Jeg Ebbesen, jeg drog til Rosenkrantz.
Ifald det nu var denne, som var kommen,
Saa maatte jeg dog bede ham at ikke
Han røber mig for Ebbesen.
ELISABETH
Herr Flemming!
I kan ei ud af Døren komme nu;
Den Fremmede bør ikke møde Jer.
Gak ind i Sideværelset saalænge.
FLEMMING
Men gjør min Pine kort, jeg beder Jer.
Jeg haste maa tilbage, for at ikke
Mig Kongen savne skal.
ELISABETH
Ja gaae kun, gaae!
(Flemming gaaer ind i Sideværelset paa venstre Side.)

TIENDE SCENE

ELISABETH. BJØRN.

ELISABETH
Nu kan I tale, Bjørn! Hvo er den Ridder?
BJØRN
Ak Jomfru! den som kommer ubeleiligst
Af alle Riddersmænd paa denne Jord.
71
ELISABETH
Saa maa det være Døden.
BJØRN
Døden, Jomfru,
Er ikke Ridder.
ELISABETH
Nu, hvem er det da?
BJØRN
Det er Herr Ebbesen.
ELISABETH
Hvordan? I siger ....
BJØRN
Ham selv.
ELISABETH
Triumph! han kommer just beleiligt.
BJØRN
Hvorledes? Jeg forstaaer mig ikke paa Jer.
Beleiligt! Nu da just Herr Flemming ....
ELISABETH
Rolig!
Gaae, gode Bjørn, og lad ham komme strax!
Jeg venter ham med Utaalmodighed.
BJØRN
Strax, strax!
(afsides idet han gaaer.) Her er en Hemmelighed skjult.
(gaaer.)
72

ELLEVTE SCENE

ELISABETH
alene. Nu skal jeg vise Flemming, jeg kan handle,
Og at jeg ikke sidder ørkesløs,
Og venter alt af Tiden. Men til Straf
For sin Fremfusenhed, han ei skal kjende
Den Plan jeg fatter. Ebbesen er Manden!
Han sindig er, til ham jeg tør betroe mig;
Den Anden kunde ved sin Hæftighed
Fordærve hele Spillet. - Ha! der er han!

TOLVTE SCENE

ELISABETH. EBBESEN.

EBBESEN
Det undrer Eder vist, min ædle Jomfru,
At jeg saa hemmelighedsfuldt mig nærmer;
Men Kongen kjender ikke til mit Ærind,
Saa bør ei nogen Anden kjende det.
Forbauset hørte jeg, at Eders Bryllup
Med mig, som knap er værdig til den Lykke,
Bestemt var til at holdes alt i Aften.
Da faldt det svært paa min Samvittighed,
At jeg endnu ei beiled til Jer Haand.
Vort Ægteskab af Kongen er besluttet;
Men skulde jeg uridderligt, umandigt,
Benytte mig deraf, da først jeg burde
See til at Eders Kjærlighed fortjene?
I har mig aldrig sagt, at I mig elsker,
Og sandelig, naar jeg mig selv betragter,
Saa finder jeg det saare rimeligt,
73At I kan træffe mangt et bedre Valg.
Derfor jeg sværger Jer, som ærlig Mand:
Jeg før udsætter mig for Kongens Vrede,
End jeg vil ægte Jer mod Eders Villie.
ELISABETH
I taler som det sømmer sig en Ridder.
Er Eders Mening halv saa god som Talen,
Er jeg tilfreds dermed.
EBBESEN
Hvordan, min Jomfru?
I tvivler paa mit Ords Oprigtighed?
ELISABETH
Det har jeg ikke sagt, end mindre tænkt.
Men noget forbeholden synes I,
Og dog, hvis i Forening vi skal handle,
Saa bør vi mødes paa den halve Vei.
Nu staaer I stille, rører Eder ikke,
Men vinker kun ad mig. Vil I forlange,
At jeg skal gaae den hele Vei til Jer?
Gjør selv det første Skridt, jeg gjør det næste.
EBBESEN
Hvorledes mener I?
ELISABETH
Mig forekommer,
I beiler til et Afslag. Hvis jeg gav det,
Blev Tingen høist beqvem for Jer. Da skjød I
Paa mig kun Skylden, sagde: "Jomfru Munk
Har givet mig sit Afslag; jeg kan ikke
Med Tvang til Altret føre hende; Himlen
Det veed, hvor dybt det Afslag mig bedrøver!"
74
EBBESEN
Min ædle Jomfru! nei miskjend mig ikke!
Den Ridder, hvem I skjænker Eders Haand,
Er høist lyksalig ....
ELISABETH
Hvis han elsker mig.
EBBESEN
O! den som modstaaer Eders Yndighed,
Han er af Steen ....
ELISABETH
Ak! I er selv af Steen.
EBBESEN
Elisabeth! ....
ELISABETH
Tys! tys! forstaae mig rigtig!
Jeg mener, I er ubevægelig
Som Stenen; I staaer atter stille nu,
Istedetfor at gaae mig smukt imøde.
Hvad I behagede mig der at sige,
Var Smigreri, og dertil er ei Tid.
Min Yndighed, som I har kaldet den,
Er saare let at modstaae, dobbelt let,
Naar alt man har en anden Kjærlighed.
EBBESEN
Hvorledes? troer I ....
ELISABETH
Jeg vil ikke forske,
Hvorvidt det Sagn er grundet, som beretter,
75I har med Elverpigen Sammenkomster.
Tidt har jeg leet derved, naar jeg det hørte.
Jeg spørger ei derom, vil ei det vide;
Jeg fordrer ikke noget Skriftemaal,
Og I vil heller ikke spørge mig,
Om alt mit Hjerte gjorde noget Valg.
Heri vi begge vil bevare Taushed.
Men Et der er, hvorom vi tale maae,
Som vi maae have ganske paa det Klare:
Tør I forsikkre mig, at mig I elsker?
EBBESEN
Min Jomfru! jeg var den som spurgte først.
ELISABETH
Jeg seer, man kommer ingen Vei med Jer.
Siig, troer I da, jeg er saa taabelig,
At tænke, hver en Mand for mig bør sukke?
I øver her et falsk Galanterie,
Hvortil der ei er Tid, ei heller Sted.
Velan, jeg synge vil i Eders Tone:
I elsker mig, jeg tvivler ei derpaa,
Til Raseri, det kan ei være mindre.
Men hvis nu jeg var ikke stemt til Gjengjæld,
Hvis jeg et Afslag gav Jer, eller virked
At hele Brylluppet gik overstyr -
(ironisk.) Svar mig oprigtig, om I da fortvivled,
Jer skjød. Jer hængte, drukned, eller Sligt?
EBBESEN
(i samme Tone.) Paa dette Spørgsmaal skyldes ærligt Svar:
Nei, Jomfru, nei! Jeg tog mig ei af Dage;
76Jeg troer, jeg Livet end forsøge vilde,
Og see, hvad Trøst det muligt kunde bringe.
ELISABETH
Nu, Gud skee Lov! det har jeg ogsaa ventet,
Jeg kjender Jer som en fornuftig Mand. -
Saa troer jeg, vi forstaae hinanden. - Altsaa
Nu Spøg tilsidesat! I møder her
Til Bryllupsstads i Aften, tager Deel
I alle Festligheder, som en Brudgom.
I dandse maa med mig, I maa mig vise
Ret megen Omhu og Opmærksomhed.
Nu - det vil sagtens vaere let for Jer,
Som elsker mig saa høit. Men nærmes Timen,
Da Kirken skal forene vore Hænder,
Befinder jeg mig ilde, faaer en Afmagt.
Er Høitiden først opsat, Tid vi vinde.
EBBESEN
Men kan I ogsaa ....
ELISABETH
Vær I bare rolig!
Jeg spille skal min Rolle; følg min Plan;
Det er ei første Gang, jeg er besvimet.
EBBESEN
I er fortryllende!
ELISABETH
Ja vist! - Men Taushed!
At Ingen mærker ....
77
EBBESEN
I kan stole paa mig.
ELISABETH
Saa bliver det ved Aftalen. Farvel!
Nu skynd Jer bort, og lad ei nogen see Jer!
EBBESEN
(idet han kysser hendes Haand.) I Spøg som Alvor er I høist elskværdig.
(hun gaaer.)

TRETTENDE SCENE

EBBESEN
alene. Den Plan er god, nu er jeg let om Hjertet.
I Aften drager Kongen bort igjen.
Hvo Tid kun vinder, snart vil vinde mere.

FJORTENDE SCENE

EBBESEN. FLEMMING kommer ud fra Sideværelset.

FLEMMING
(afsides.) Jeg hørte, de gik bort. Saa maa jeg efter!
Endnu engang jeg tale maa med hende,
Det koste hvad det vil!
EBBESEN
Hvad seer jeg! Flemming!
78
FLEMMING
Hvorledes! Albert! Ebbesen? Du her?
EBBESEN
Du reed til Rosenkrantz paa Vemmeltofte?
FLEMMING
Du hjemme blev, i Nærheden af Kongen?
EBBESEN
En Brudgom Tiden vel kan blive lang,
Men Du, hvad gjør Du her?
FLEMMING
(afsides.) Han elsker hende,
Hun elsker ham!
EBBESEN
(afsides.) Mon han er hendes Elsker?
(til Flemming.) Vi maae af sted! Det er den høie Tid!
FLEMMING
Afsted! afsted! Ha, Saalerne mig brænde!
EBBESEN
Hvad feiler Dig? Hvad er i Veien? Tal dog!
FLEMMING
Lad mig i Fred! Af Harm jeg knap kan sandse!
EBBESEN
Vær lystig! Ved mit Bryllup skal Du dandse.
(de gaae.)
79

TREDIE ACT

Egnen ved Tryggevælde udenfor Karens Huus, ligesom i første Act.

FØRSTE SCENE

BØNDERFOLKENE, som kom i 1ste Acf, staae med Bægere i Haanden, og drikke. MOGENS staaer i Midten. KAREN skjænker for dem. AGNETE lader sig af og til see imellem dem. Det er Aften, dog inden Solens Nedgang.

MOGENS
(synger.)

1.

Nu lider Dagen saa jevnt, saa trindt,
Alt Maanen staaer over Stevens Klint.
Bægeret blinker,
Glæden os vinker,
Mens Kjølighed vifter fra Træernes Krands.
Duggen den falder
Med Perlers Glands,
Altenen kalder
Til Sang og Dands.
CHOR
Bægeret blinker etc.
80

2.

MOGENS
Nu sidder Pigen i Elverkrat,
Og vogter taus paa sin gyldne Skat.
Kongen allene
Titter bag Grene,
Han skimter vor Lystighed, hører vor Sang,
Lytter til Støien
Paa eenlig Gang,
Hører fra Høien
Vor Bægerklang.
CHOR
Kongen allene etc.

3.

MOGENS
Snart tænder Maanen, ei længer bleg,
Sit Natlys høit over Bøg og Eeg.
Stjernerne funkle
Snart paa det Dunkle,
Naar smykket til Høitiden Aftenen staaer.
Freia vil spinde
Sit gule Haar,
Veien vi finde
Til Bryllupsgaard.
CHOR
Stjernerne funkle etc.
MOGENS
Saa lad os tømme nu vor Lænsmands Skaal!
Han leve med sin Brud!
BØNDERNE
Hurra! han leve!
(de klinke.)
81
AGNETE
(afsides.) O hvilken Qval! Nu lider det ad Aften,
Han kommer ei!
MOGENS
Hvad feiler vor Agnete?
Hvi seer hun saa mismodig ud ved Gildet?
KAREN
Lad Pigebarnet gaae i Fred! Hvad kommer
Det Eder ved, om hun mismodig er?
MOGENS
Godt Ord igjen! Jeg mener det ei ilde.
Paa slig en Dag bør alle være muntre.
(blander sig imellem Bønderne).
KAREN
(til Agnete.) Behersk Dig selv, lad ingen mærke noget.
Hvi vil du være saa bedrøvet. Barn?
Det er jo tidligt end, snart gaae de Andre,
Endnu Du komme kan til Elverhøi.
AGNETE
Nei, Moder, nei! Jeg vil ei did i Aften.
KAREN
Agnete! men hvorledes har Du det?
Jeg knap gjenkender Dig. Vil Du til Bryllup,
Istedetfor til Elverhøi? Velan,
Saa lad os begge følge med de Andre.
82
AGNETE
Til Bryllup! Nei! Saa før til Elverhøi!
Men jeg vil blive her, hos Dig, min Moder!
ADSKILLIGE
Til Dands! til Dands!
MOGENS
Lad Dandsen nu begynde!
KAREN
(til Agnete.) Saa fat Dig, Barn! Vi tales siden ved.
MOGENS
Men skal der dandses, da maa Karen synge.
Syng, Karen, en af Eders mange Viser,
Og lad vor Ungdom faae sig en Springom.
KAREN
Ja nok, men I maa synge med.
MOGENS
Det skal jeg,
ADSKILLIGE
Til Dands! til Dands!
MOGENS
Lad Dandsen nu begynde!
(Bønderne dandse under den følgende Sang.)

1.

KAREN
Dybt i Havet, som med stærke Bølger
Skummer mod Stevens hvide Fjeld,
Der en Havfru sig paa Bunden dølger
I det blaa, kjølig friske Væld.
83
KAREN og MOGENS
Men naar Maanen blank paa speilklar Flade staaer,
Hæver hun sig op, og sagte Harpen slaaer.
KAREN
Tys! tys! tys! hvilken liflig Klang!
Fjernt over Bølgen lyder Havfrusang.
BEGGE
Fjernt over Bølgen lyder Havfrusang.

2.

KAREN
Klintekongen fra sin hvide Throne
Stirrer ud, mindes svunden Lyst.
"Du som henrev mig ved Harpens Tone,
"O min Brud! kom til dette Bryst!"
KAREN og MOGENS
Men hun rødmer høit igjennem Bølgen klar,
Harpens Toner døe, hun stammer frem til Svar:
KAREN
"Tys! tys! tys! jeg er ei din Brud!
"Bølgen er kold, den slukker Elskov ud."
BEGGE
Bølgen er kold, den slukker Elskov ud.

3.

KAREN
Sorrigfuld han vandrer bort fra Fjeldet,
Søger Fred hist i Elverkrat,
Sværmer eensom der ved Kildevældet,
I den blaa, maaneklare Nat.
KAREN og MOGENS
Der han speider taus, og spænder sine Garn,
Lokker i sin Favn saa mangt uskyldigt Barn.
84
KAREN
Tys! tys! tys! han er vist os nær!
Alt har han hørt i Skjul bag sine Træer.
BEGGE
Alt har han hørt i Skjul bag sine Træer.
(Dandsen ophører.)
MOGENS
Man bliver underlig tilmode, Karen,
Ved disse Viser om vor Elverkonge.
Det lider stærkt ad Aften, snart det mørknes,
Og vi skal Elverhøien tæt forbi.
KAREN
I er dog ikke bange, naar I vandrer
I sligt et Følgeskab?
MOGENS
Det gyser i mig,
Hvergang jeg tænker paa den gyldne Skat,
Som Elverpigen vogter.
KAREN
Raser I?
I har dog ikke Mod til den at hæve!
MOGENS
Hvad? Mod? Jeg skal Jer vise, jeg har Mod.
Rask! fyld mit Bæger! Modet kommer siden.
KAREN
(idet hun skjænker for ham.) I drikker meer end I kan taale, Mogens!
85
MOGENS
(efter af have drukket.) Og fik jeg selv en Ruus, hvad gjør det saa?
Det hændes kan i Dag den bedste Mand.
Fyld Bægeret igjen, det gjør mig modig.
(Hun fylder det, han beholder det i Haanden og drikker af og til deraf.) Fortæl mig, Karen, - I forstaaer det jo -
Fortæl igjen, hvad er det man skal gjøre,
Naar her i Stevns man hæve vil en Skat?
KAREN
Det har jeg ofte sagt Jer.
MOGENS
Siig det atter.
KAREN
Nu vel ....
(afsides.) Maaskee det kunde skræmme ham.
(til Mogens.) I kjender Kirken jo paa Stevens Klint?
MOGENS
Ja, Høierup.
KAREN
En Skipper har den bygget,
Som var i Havsnød, lige ved at strande
Paa Fælskovs Rif; da lovede han Himlen,
En Kirke han paa Klinten vilde bygge,
Ifald hans Liv blev frelst. Han reddet blev,
Og bygged Kirken yderlig paa Klinten.
Nu skylle Havets Bølger mod dens Fod,
86Og rive store Stykker ud af Klippen;
Snart vilde Kirken styrte ned, om ikke
Hver Julenat den nyttede sig ind ad,
Saa meget som et Hanefjed.
MOGENS
Det veed jeg!
Nu videre!
KAREN
Men Kirkegaarden svinder
Bestandig meer og meer for Havets Vælde.
De lange Knokler af begravne Døde
For Lyset vise sig paa Klippesiden,
Og mangen Arm, saa bleg som Fjeldets Kridt,
Med visne Fingre peger over Søen.
MOGENS
Det veed jeg! Videre!
KAREN
Did gaaer man hen
Ved Midnatstid, man kryber op ad Klippen,
Men den er steil, og Havet er derunder, -
Mærk dette vel! det Livet koste kan -
MOGENS
Jeg veed det! Videre!
KAREN
Derpaa man løsner
Tre Knokler, bringer dem til Stedet hen,
Hvor Skatten nedlagt er, man op den graver,
Og ingen Trolddom kan da skjule den
For Øiet eller Haanden.
87
MOGENS
Det er rigtigt.
Saaledes har I mig fortalt det før.
(afsides.) Jeg har forsynet mig med hvad jeg bruger.
KAREN
Hvi stirrer I saa vildt?
MOGENS
Ha! fyld mit Bæger,
Og spørg mig ikke!
KAREN
Lænsmanden sig nærmer!
MOGENS
Saa skjænk da! skjænk! Nu maae vi sagtens drikke.
(Karen fylder Bægerne for ham og de Andre.)

ANDEN SCENE

DE FORRIGE. EBBESEN og FLEMMING, begge i Høitidsdragt, komme fra venstre Side. To Pager følge dem.

EBBESEN
God Aften, mine Venner! Har man ogsaa
Behandlet Eder, som jeg ønsker det?
Har Sang og Dands og Bægerklang Jer frydet?
BØNDERNE
Ja, Herre, ja!
88
EBBESEN
Det glæder mig.
AGNETE
(afsides.) Der er han.
I Bryllupsklæder smykt! O saa bedrog han
Agnetes Tillid! Nu er Alt forbi!
(iler ud.)

TREDIE SCENE

DE FORRIGE, undtagen Agnete.

EBBESEN
I Pager! kommer hid!
(Pagerne nærme sig.) Forglemmer ikke
Hvad jeg har paalagt Jer: Lad Jer ei mærke
For disse Bønder med at Kongen er her.
Jeg har Jer sagt, Hans Naade vil det saa.
Han drager inden Midnat bort herfra,
Og vil ei spilde Tiden med at tage
Mod disse Folks Lykønskninger og Hilsner.
I veed hans Villie, retter Jer derefter!
(Pagerne bukke og trække sig tilbage.)
KAREN
(bringer to Bægere.) Herr Lænsmand, I maa tømme smukt et Bæger
Med vore Bønder! I, Herr Flemming, ogsaa!
FLEMMING
Hvorledes? Jeg? Nei, Gamle, spar Jer Møie!
KAREN
Hvi saa? Jeg troer at I er vred endnu?
89I Morges blev I vred; lad Solen ikke
Gaae ned derover.
FLEMMING
Gamle! lad mig være!
EBBESEN
O bryd Jer ei om ham! han er lidt vranten;
Det gaaer nok over, men han trænger til
At røre sine Been i Dandsesalen.
FLEMMING
Tie med Din Spot!
EBBESEN
Betænk, min kjære Ven,
Du skal jo møde paa vor Konges Vegne,
Du ligner ham kun slet med sligt et Ansigt.
(Karen har imidlertid skjænket for Ebbesen og de Andre.)
MOGENS
Vor Lænsmand leve! leve høit hans Brud!
BØNDERNE
Vor Lænsmand leve! leve høit hans Brud!
(de tømme Bægerne.)
EBBESEN
Ja for min Brud jeg tømmer denne Skaal.
(tømmer Bægeret.) (afsides.) Hvor er hun? Ha, forgjæves speider jeg! -
(til Bønderne.) Jeg takker Eder, Venner! - Er det sandt,
I vil i Aften følge mig til Høistrup?
90
BØNDERNE
Ja, Herre, ja!
EBBESEN
Jeg takker Eder Alle!
Jeg ventede det nok, og derfor lod jeg
Min Vogn i Forveien et Stykke kjøre,
Den holder paa den anden Side Broen;
Med Eder vil jeg gaae tilfods derhen;
Saa stiger jeg med Flemming ind, vi drage
I Hast til Brudehuset hen, og siden
Vi sees igjen ved Festen. - Nu afsted!
BØNDERNE
Afsted! Afsted!
EBBESEN
(afsides.) Ha! hvor er dog Agnete!
O kunde jeg dog med et venligt Ord
Berolige den Elskte før min Bortgang!
CHOR AF BØNDERFOLKENE

1.

Nu da Lænsmanden bort vil drage,
Følge vi ham til Brudehuus.
Der har vi nye Fester tilbage,
Atter man fylde skal vort Kruus.

2.

Veien skal vi ved Maanen kjende;
Huset har selv en Stjerneglands:
Brylluppets Lys og Lamper som brænde,
Vinke saa klart til natlig Dands.
91

3.

Fjernt det straaler igjennem Ruden,
Hist er saa stolt en Riddersal.
Hurra for Brudgom! Hurra for Bruden!
Hurra skal fylde Skov og Dal!
(Under Slutningen af Choret gaae Ebbesen og Flemming, fulgte af Pagerne og alle Bønderfolkene, over Broen.)

FJERDE SCENE

MOGENS. KAREN.

KAREN
Hvi gaaer I ikke med? Saa skynd Jer da;
Betænk, at hvis I vandre skal alene,
Kan Elverpigen tage Jer i Nakken.
MOGENS
Jeg gaaer, men fyld engang endnu mit Bæger,
For at jeg Mod kan hente til min Vandring.
KAREN
Hvorledes? Vil I drikke meer endnu?
MOGENS
(griber Bægeret.) Skjænk i! Skjænk i!
KAREN
Velan!
(hun skjænker.)
92
MOGENS
Snart synker Natten.
(drikker.) Hurra for Elverpigen og for Skatten!
(gaaer hurtigt over Broen.)

FEMTE SCENE

KAREN
(alene.) Hvor han er vild! Han drukket har for meget. -
Nu maa jeg tale med Agnete. - Stakkel!
Hun bliver daglig mere tankefuld,
Og taber sig i dybe Drømmerier. -
Hvor blev hun af? - Der kommer hun.

SJETTE SCENE

KAREN. AGNETE. Det er imidlertid blevet mørkere. Om lidt er det ganske Aften, men Maanen skinner klart.

AGNETE
Min Moder!
Er Alle borte?
KAREN
Ja, nu drog de bort;
End kan man høre deres fjerne Hurra.
AGNETE
O Gud! Nu slukkedes mit sidste Haab.
KAREN
Hvad mener Du?
93
AGNETE
Jeg elsker Ebbesen!
Nu er det sagt! Lad komme hvad der vil!
KAREN
Agnete! raser Du? Men siig ....
AGNETE
Min Moder!
Tidt har jeg havt Tilstaaelsen paa Læben,
Men Frygten qvalte den.
KAREN
Men drømmer Du?
Vor Lænsmand mener Du, ham som i Aften
Med Jomfru Munk har Bryllup?
AGNETE
Skaan mig, skaan mig!
Jeg føler min Ydmygelse; men dog -
Endskjøndt han troløs svigtet har sin Eed,
Jeg troer dog, at han end mig elsker. - Troer det?
Nei, nei, jeg veed det! - Selv om han mig sagde:
"Jeg elsker Dig ei meer," jeg svarte dristig:
Du lyver, Herre! Jeg er end Dig kjær!
KAREN
Agnete! ha jeg skælver! Siig dog, siig mig,
Naar har Du talt med Lænsmanden, og hvor?
AGNETE
I Tusmørket, ved Aften og ved Morgen,
Paa Elverhøi.
94
KAREN
Paa Elverhøi! Agnete!
Ha! Du forfærder mig! - Ulykkelige!
Du kjender ikke selv Din Brøde!
AGNETE
Moder!
For Himlens Skyld! hvad mener I?
KAREN
Ha, kald mig
Ei Moder. Jeg er ei Din Moder meer.
AGNETE
Saa grumt I vredes? Er jeg ikke nok
Ulykkelig? Skal jeg endnu betynges
Med den Forbandelse?
KAREN
Mit Barn! hvorledes?
Jeg skulde Dig forbande? Kom, Agnete!
Kom til mit Hjerte! Kun for Dig det slaaer.
AGNETE
(kaster sig i hendes Arme.) O lad mig hente Trøst ved Eders Barm! -
Men hvad betyded Eders Ord? I sagde,
Jeg maatte Jer ei længer kalde Moder?
KAREN
Ak, kjære Barn! Din Moder er jeg ikke.
AGNETE
Hvorledes?
95
KAREN
Viid, ulykkelige Pige!
Som Barn Du røvet blev af Elverfolk,
Din Brudgom Elverkongen er.
AGNETE
Ha, Moder!
KAREN
O kunde det dog stedse skjules for Dig!
Men nu, nu maa Du vide det.
AGNETE
O tal!
KAREN
Jeg selv har havt et Barn som hed Agnete,
Men i sin spæde Barndom døde det.
Bedrøvet gik jeg fra den lille Døde
En Aften ud i Skoven. Pludselig
Ved Elverhøi et Barneskrig jeg hørte;
Jeg gik derhen; Dig fandt jeg, hvilende
Paa Græsset, tog Dig op og bar Dig hjem,
Begrov det lille Liig i Stilhed, skjulte
Med Omhu denne Sag, og gav Dig ud
For min Agnete. Barn! Du er en Hedning,
Har ei den christelige Daab annammet!
Derfor Dig Elverkongen kunde rane.
AGNETE
O Himmel!
KAREN
Om Din Hals Du bar en Kjæde,
Hvori en Ring af store Diamanter,
96Der funklede som Stjerner. Denne Skat
Var Elverkongens Tegn; thi han er rig
Paa Diamanter og Klenodier.
Ved Syn af Guldet lokker han den Spæde,
Og ved en kostbar Ring han sig trolover
For evig med det let bedragne Barn.
AGNETE
Min Moder! Du forfærder mig!
KAREN
Min Hytte
For ringe var til slig en Kostbarhed,
Som Tyve kunde stjæle, Ild fortære.
Jeg lagde Ringen i en Krukke, grov den
I Stilhed ned ved Elverhøiens Fod,
Paa samme Sted hvor Dig jeg havde fundet,
Paa samme Sted hvor Dig en Anelse,
Som ei Du selv forstod, saa ofte hendrog
I Tusmørket, mens Alle som Dig skued,
Af Frygt for Elverpigen veeg tilside.
AGNETE
Nei, Moder, nei! Den Anelse som drev mig,
Var Kjærlighed. Hist Ebbesen jeg mødte,
Thi Stedet frygtet er, og derfor eensomt.
KAREN
En dobbelt Synd har Du begaaet, Agnete!
Thi Ebbesen er Brudgom, Du er Brud,
Ak! Elverkongens Brud! - Ulykkelige!
Og ved hans Høi, hvor han usynlig lurer,
Der har Du mødt Din Elsker! - Ha! Agnete!
97Har han ei truet Dig med udstrakt Scepter?
Har Du ei hørt hans Klagesuk i Kilden,
I Vinden hans Forbittrelse? Har aldrig
De hvide Taager, som paa Engen svæve,
Dig knuget med en klam og fugtig Kulde?
AGNETE
Nei, Moder, nei! Jeg har ham aldrig seet.
KAREN
(griber en lille Stav, og rækker den til Agnete). Saa gaae, gaae strax til Stedet hvor han hersker!
Men gak alene! muligt han da kommer.
Tag denne Stav; det skarpe Jern, den bærer,
Ved Trolddom smeddet er; grav Skatten op,
Den ligger under Grønsværet, ved Bænken,
Paa høire Side, ganske lavt. Anraab ham!
Kald ham ved Høiens Fod og paa dens Top,
I Busk og Krat, ved Kilden og ved Aaen;
Og kommer han, giv Ringen ham tilbage,
Begjær Din Frihed; tager han ei Ringen,
Saa kast den til ham, vend Dig hurtig om,
Tag Flugten strax, og see Dig ei tilbage!
AGNETE
O store Gud!
KAREN
Hvordan! Du har ei Mod?
AGNETE
Jo jeg har Mod til Alt, for mig at frelse.
KAREN
Saa gaae!
98
AGNETE
Jeg gaaer!
(idet hun gaaer.) Nu giv mig Kraft, o Himmel!
KAREN
(raaber efter hende). Fat Mod! fat Mod! Jeg venter Dig i Hytten.
(Agnete gaaer over Broen. Karen gaaer ind i sit Huus.)

SYVENDE SCENE

KONGEN kommer fra venstre Side, fulgt af HENRIK RUD og en Jæger.

KONGEN
Herr Henrik Rud! nu kjender I min Villie.
RUD
Ja Herre! Eders Hofmænd alt paa Veien
Jer følge; de vil være her om lidt.
En Jagt i Maaneskin er noget sjeldent.
Dog bliver Udbyttet vel neppe stort;
Maaskee i Krattet hist og her en Grævling -
KONGEN
Lad dem om det! Jeg bruger her et Paaskud,
Og dertil kan et Jagtpartie vel gjælde,
Selv om der ingen Maane var paa Himlen.
Hvor Alt er tyst! Alt Ebbesen er dragen
Til Høistrup med Poul Flemming; Bønderne
Er ogsaa borte, Tiden er beqvem.
99
RUD
Nu sværmer Elverpigen vist i Krattet.
KONGEN
Just hende søger jeg. Ei sandt, Herr Henrik?
I har bemærket det: imorges Flemming
Var lystig, men i Aften heel forstemt,
Og Ebbesen som var forstemt imorges,
I Aften lystig var?
RUD
Det kan ei nægtes.
KONGEN
Som sagt, der stikker noget under. Pigen
Ved Elverhøi er sikkert med i Spillet.
De vil bedrage mig; jeg troer dem ikke.
Men jeg skal følge Sporet.
RUD
Eders Naade
Er vant at see med eget Øie, høre
Med eget Øre.
KONGEN
Det jeg vil fremdeles.
Man troer, jeg tør ei over Broen komme?
Hvem veed? Maaskee man stoler selv derpaa?
Velan, jeg skal dem vise det.
RUD
Jeg hører
Alt Eders Jægere.
100
KONGEN
Saa lad os ile,
Før man har naaet os. Ikke sandt? de vide,
At jeg i Forveien er gaaet?
RUD
Jo, Herre!
KONGEN
Nu, saa af sted! Vel er jeg ikke Cæsar,
Og disse Bølger ikke Rubicon;
Men dog jeg siger: jacta est alea!
(gaaer hurtigt over Broen, fulgt af Rud og Jægeren.)

OTTENDE SCENE

HOFMÆNDENE af Kongens Følge træde ind fra venstre Side, alle i Jægerdragt.

CHOR

1.

Herligt en Sommernat
Drage til Elverkrat,
Hvile ved Kilden den svale!
Luna sit Sølverbaand
Snoer om Endymion,
Speider i Busk og i Dale.

2.

Møder en Nymphe dig,
Lad hende skjøtte sig!
Jæger, o lad hende fare!
Husk, at Actæon fik
Straf for et dristigt Blik!
Jæger, o tag dig i ivare!
101

3.

Gaae paa den sikkre Vei,
Sværm og forvild dig ei,
Jæger, iagt du dig tage!
Men har du tabt vort Spor,
Lyt til vort Jægerchor
Det skal dig kalde tilbage.
(de drage over Broen.)
102

FJERDE ACT

En Eng i Ellekrattet. Noget tilbage seer man Elvers høien. En Kilde udspringer derfra, og snoer sig i Bugter om Foden af Høien. Det er maaneklar Nat.

FØRSTE SCENE

MOGENS med en Spade i Haanden.

MOGENS

Nu er jeg altsaa bleven Skattegraver. Frisk Mod! nu gjælder det! - Jeg aldrig før Saa sildig været har paa dette Sted. Bestandig gik jeg uden om, i Afstand, Og saae heel tidt ved Høien Elverpigen. - Der sidder hun! Nei, det var Maanen kun, Som spillede paa Busken. Maaneskin Er ikke godt; jeg holder meer af Mørket, Den rette ravnesorte Dunkelhed, Hvori man intet skjelner. Denne Lysning Forvirrer Øiet med saa mangt et Billed. Her gaaer det an; men paa den anden Side, Hvor Elverpigen pleier helst at sidde, Hvor Skatten er begravet - Ha! jeg gyser! - Ifald hun, naar jeg kommer, sidder der,103 Og skræmmer mig tilbage fra mit Værk? - Frisk Mod! Kun ved at vove kan man vinde.

(gaaer bag om Høien.)

ANDEN SCENE

AGNETE kommer med Staven i Haanden.

AGNETE
I Væsner, som omsvæve disse Steder!
Hvis Eders Magt er meer end Gjøglespil,
O skaaner da den Arme, som begræder,
At hun fra Fødslen Eder hørte til!
Du Konge, som behersker dette Krat,
O viis dig for mig, men i milde Straaler,
Hvis matte Sølverskjær mit Øie taaler
Saa let som Maanens Glands i denne Nat!
I Taagebilleder, hvis Dands forlyster
Den Kronede, som her i Høien boer!
I vil betragte mig som Eders Søster,
Og regne mig til Eders lette Chor? -
Tilgiver! Selv jeg Aarsag er deri:
Jeg selv har vandret her som Elverpige,
Har nærmet mig til Eders skjulte Rige,
Har følt Jer drage truende forbi.
Her har jeg, fjernt fra Vrimlen og fra Støien,
Den Elskte mødt i denne stille Lund.
Hist har jeg, paa den anden Side Høien,
Hørt Troskabs Eder af hans falske Mund.
Nei, jeg vil ikke see det Sted igjen,
Som blev et Gravsted for min Ungdoms Glæder,
Hvor nu jeg paa den visne Myrthe træder,
Som plantet blev, ak! af en troløs Ven!
104Og dog - dog er det der hvor Jorden gjemmer
Min Fæstens-Ring i sit forborgne Skjød.
Jeg maa derhen! - Hvad er det jeg fornemmer?
Det hist som Klangen af en Spade lød!
Mon denne Lyd er Elverkongens Bud?
Vil han mig lokke med det Jern som klinger? -
Men kommer jeg, maaskee med udstrakt Finger
Han truer mig, og kalder mig sin Brud.
Jeg er forvirret, lad mig søge Hvile!
Min Tanke sværmer, og min Fod er mat.
Ved disse Bølger, som med Rislen ile
Fra Høien ud igjennem dunkle Krat,
Jeg Ro vil søge for min Frygt, min Sorg.
Fra Kongens dybe Bolig ud de vælde.
O Bølger smaa! vil I mig ei fortælle
Et Eventyr fra Eders Herskers Borg!
Hun sætter sig paa en Træstub i Forgrunden tilvenstre, og falder i Søvn. Derpaa fremstiller sig, synlig for Tilskuerne, følgende DRØM: Elverpigerne dandse paa Engen i Maaneskin. De bemærke Agnete, og drage Elverkongen hen til hende. Han træder hende ganske nær, viser hende Kjærtegn, og rækker hende en Diamant-Ring. Agnete vaagner, reiser sig, og vil tage Ringen, men i det samme synker Elverkongen i Jorden, og Elverpigerne forsvinde.
AGNETE
Min Gud! var det en Drøm?
(hun holder Hænderne for Øinene.)
105

TREDIE SCENE

AGNETE. MOGENS kommer bag fra Høien. Han har en Diamant-Ring i Haanden, han betragter den opmærksomt idet han træder frem, saa af han kommer til at staae Agnete temmelig nær, uden at see hende.

MOGENS
En kostbar Ring!
En sjelden Skat, i Sandhed!
AGNETE
(tager Hænderne fra Øinene.) Dog - dog saae jeg
Saa tydelig den gyldne Ring; den funkled
Med store Diamanter.
(vender sig om og seer Mogens holdende Ringen i Haanden.) Ja, der er den!
(hun udstrækker Haanden og fager Ringen)
MOGENS
Ha! det er Elverpigen! Frels mig, Himmel!
(flygter bort.)

FJERDE SCENE

AGNETE
alene. Hvo var dog han, som Ringen bragte mig?
Hvi løb han bort?
(betragter Ringen). Hvor selsomt! Just den samme
Som jeg i Drømme saae! - Nu har jeg den!
106Men Kongen? hvordan skal jeg finde ham?
Og mon han og vil tage den tilbage?
Ak! i min Drøm var han saa venlig mod mig,
Han bøiede sig til mig, gav mig Ringen,
Som om han fæstede mig anden Gang -
Der kommer Nogen! hvor skal jeg mig skjule?
(sætter hurtig Ringen paa Fingeren.)

FEMTE SCENE

AGNETE staaende i Forgrunden tilvenstre. KONGEN træder ind i Baggrunden, fulgt af RUD og Jægeren.

KONGEN
(endnu i Baggrunden). Her Stedet vist maa være.
RUD
Ganske rigtigt!
Vil Eders Naade lægge Mærke til,
Der staaer en Pige hist, belyst af Maanen,
Saa fiin af Skabning, klar, ja gjennemsigtig,
At hvo der hende saae, kan dristig sværge,
Han Elverpigen virkelig har seet
KONGEN
Saa sandt jeg lever! - Bliv tilbage, Rud!
Forsigtig! lad os ikke skræmme hende;
Hun kunde som en Taage svinde bort,
Saa flygtig seer hun ud. Bliv her tilbage,
Jeg vil alene gaae paa dette Vildspor.
(Rud og Jægeren blive i Baggrunden, Kongen træder frem.)
107
AGNETE
Man nærmer sig!
(vil skjule sig).
KONGEN
God Aften, vakkre Pige!
Vær rolig! Du har intet at befrygte.
Jeg er en Fremmed, som ei kjender Veien;
Vil Du vel sige mig Besked?
AGNETE
Ja, Herre!
Hvad søger I?
KONGEN
Jeg søger Elverpigen.
AGNETE
Ha! Elverpigen!
KONGEN
Ikke sandt? Hun hersker
Paa dette skjulte Sted, og viser sig
I Maaneskin for Vandreren?
AGNETE
O Herre!
KONGEN
Hvi saa bevæget? Siig mig, vakkre Barn,
Jeg staaer vist alt ved Maalet som jeg søger?
Du selv er Elverpigen, ikke sandt?
AGNETE
O spot mig ikke, Herre!
108
KONGEN
Spotte Dig?
Ved Himlen! nei, Din Skjønhed vil jeg hylde
Ved dette Spørgsmaal. Man har mig fortalt,
At Elverpigen her sig ofte viser,
Og Du, Du seer mig saa fortryllet ud,
Som om Du formet var af Snee og Bjergluft.
AGNETE
Nei Herre, jeg er kun en Dødelig,
Ei Elverpige, vil ei være det
For hele Verdens Guld og Diamanter!
O Gud! jeg gaaer her selv med bange Hjerte,
Med Frygt for Elverpigen, som maaskee
Usynlig lurer paa mig.
KONGEN
Er her da
En anden Elverpige?
AGNETE
Saa man siger.
KONGEN
Hvorledes? Fandt jeg ei endnu den rette?
AGNETE
Nei, det er ikke mig! ei mig!
KONGEN
Mit Barn,
Hvo er Du da, hvis ikke den jeg søger?
109
AGNETE
Jeg er en fattig Bondepige, Herre!
Min Moder hedder Karen, hendes Hytte
Ved Aaen staaer i Tryggevælde Herred.
Jeg lyver ikke, Herre! Vil I spørge,
Skal I erfare, jeg har Sandhed sagt.
Min Moder er en Huusmands Enke, Herre,
Men velbekjendt.
KONGEN
Mit Barn! jeg tvivler ikke.
(afsides) Ha! det er hende, hvorom Flemming talte.
(til Agnete) Men siig mig, Barn, hvad gjør Du her saa silde?
Har Dig Din Elsker givet Stevnemøde?
AGNETE
Min Elsker, Herre! Jeg har ingen Elsker!
KONGEN
Men siig, hvad har da lokket Dig saa silde
Til dette skjulte Sted? Du siger selv,
Du gaaer her med et bange Hjerte? - Pige,
Hvad søger Du da her?
AGNETE
O Gud!
KONGEN
Tal dristig!
Til mig Du rolig kan betroe Din Tanke.
Er Du bestædt i Nød? Hav Tillid til mig,
Maaskee kan jeg Dig hjelpe fremfor Nogen.
110
AGNETE
Ja Herre! god og ædel seer I ud,
I har et mandigt Væsen, gyder Tillid
I den Forladtes Barm. Og dog - dog er der
Hos Eder noget som forfærder mig,
I Eders Øiekast er noget strengt -
Nei - ikke strengt - jeg veed ei hvad det hedder,
Men jeg er næsten sky for Eders Blik;
Det giver mig vel Tillid, men det fylder
Mig og med Frygt - med Ærefrygt, jeg mener,
Med dyb Ærbødighed. See der er Ordet!
KONGEN
I Sandhed, dette Sprog er ingen Bondes.
Mit Barn, hvor har Du lært saa fiin en Tale?
Ifald jeg vækker Frygt og Tillid hos Dig,
Saa glem den første, lad den anden raade!
Ved Himlen! Du mig alt er kjær som Faa!
Siig frem, hvad søger Du?
AGNETE
Ak ædle Herre -
Men I vil lee mig ud.
KONGEN
Nei, kiære Barn!
Tal dristig! Siig mig Alt!
AGNETE
Jeg søger Kongen.
KONGEN
Saa sandt jeg lever! det sig selsomt føier.
Du søger Kongen, og for ham Du staaer.
111
AGNETE
Hvorledes?
KONGEN
Som jeg siger.
AGNETE
Nei, o Herre!
I har Jert Løvte brudt, I spotter mig!
KONGEN
Jeg taler Sandhed; er den saa utrolig?
AGNETE
I er som een af os, af Kjød og Blod.
KONGEN
Mit Barn! er Kongen ei af Kjød og Blod?
AGNETE
Nei, Herre, nei! Han er en flygtig Taage,
Som svæver for et Pust i Aftenluften.
Hans Hjerte har ei Blod, hans Been ei Marv,
Han ingen Lighed har med Jer.
KONGEN
Guds Død!
Det kalder jeg et smukt Begreb om Kongen!
AGNETE
I bliver vred!
KONGEN
Nei! nei! Nu har jeg det!
Du mener Elverkongen?
112
AGNETE
Ja hvem ellers!
KONGEN
Hvem ellers? - Kan Du spørge saa, mit Barn?
Er ingen anden Konge Dig bekjendt,
End den, som Eders Overtro har dannet?
AGNETE
I vil dog ei indbilde mig, o Herre,
At I Kong Christian er?
KONGEN
Indbilde Dig?
AGNETE
Thi det var meer utroligt end det første.
KONGEN
Og hvorfor det?
AGNETE
Kong Christian tør ei komme
Til Stevns; ham Elverkongen ei vil taale.
KONGEN
Mit Barn, Din Uskyld faaer mig til at smile.
Nu seer Du dog, at Kongen er paa Stevns,
Og at Din Elverkonge maa ham taale.
Heraf Du lære kan, at det fra nu af
Med Elverkongens Myndighed er ude,
Og Du har intet meer af ham at frygte.
113
AGNETE
Nei, Herre, nei! Jeg tør det ikke troe!
Alt fra min første Barndom har jeg hørt,
At Kongen ikke komme tør paa Stevns.
KONGEN
Guds Død! Jeg taber min Taalmodighed.
I kjende her ei nogen anden Konge,
End den som Eders Indbildning har skabt.
Det er paa Tiden jeg afsætter ham,
Og viser Jer, I Daarer, hvo der hersker.
Du troer paa hiin, som kun er Hjernespind;
Og mig, der synlig for Dit Øie staaer,
Hos mig Du tør benægte Liv og Sandhed?
Lad fare denne taabelige Tanke!
Hvis nogen Sorrig tynger paa Dit Hjerte,
Hvis noget Ønske hviler i Din Barm,
Saa vend Dig til den Konge, for hvis Aasyn
Du her er stedet! Ham Din Sorg Du klage,
For ham frembære Du Dit Haab, Din Frygt!
Saaledes var det stedse Skik i Danmark,
Jeg seer i Aanden: Saadan skal det blive!
AGNETE
(kaster sig ned for hans Fødder). O Herrens Salvede! jeg kjender Dig!
Hvor var mit Øie blindt for Dine Straaler!
Nu føler jeg det først: Den Ild i Blikket
Som gyder Tro og Tillid i min Barm,
Mens den tillige bøier mig i Støvet
For Dine Fødder; selv den ædle Vrede,
Hvis Lynglimt flammer i Din Tales Torden,
Alt siger mig, at Du Monarken er!
114
KONGEN
(reiser hende op). Stat op, min Datter! Siig Dit Ærinde
Til ham, Du nævnte først med Kongenavn.
AGNETE
O han er magtesløs fra denne Stund!
For Skjoldung-Solen vige han og alle
De Taager, som af Maanen suge Næring.
KONGEN
Hvad vilde Du ham da?
AGNE TE
O Gud! - Tilbage
Ham give denne Ring.
KONGEN
Giv hid!
(Agnete giver ham Ringen.) Hvad seer jeg!
Min Faddergave til Elisabeth!
Hvorledes er Du kommen til den Ring?
AGNETE
Min Konge! Konen hist ved Tryggevælde
Er ei min Moder; hun har fundet mig
Som Spæd paa dette Sted, og i mit Halsbaand
Var denne Ring.
KONGEN
Hvad hører jeg! - Ha følg mig
Til Høistrup! Her er ingen Tid at spilde.
115
AGNETE
Til Høistrup! O min Konge! nei forskaan mig....
KONGEN
Hvorfor? - Hør Barn! Du elsker Ebbesen! -
Du tier? Svar oprigtig!
AGNETE
(frygtsomt). Ja!
KONGEN
Har han
Dig svoret Troskab?
AGNETE
Ja!
KONGEN
Saa kom, min Datter!
Nu vil jeg være Gjæst paa Høistrup! Hurtig!
Gid vi kun ikke komme maae forsilde!
JÆGERNE
(bag Skoven). Møder en Nymphe dig,
Lad hende skjøtte sig!
Jæger, o lad hende fare!
Husk, at Actæon fik
Straf for et dristigt Blik!
Jæger, o tag Dig ivare!
KONGEN
(saasnart de to første Linier ere sungne). Ha! det er Jægerne som søge mig. -
Herr Henrik Rud!
(Rud træder frem.) 116Send Eders Jæger ned
Til Bondehuset hist ved Broen, lad ham
Den gamle Kone bringe, hun maa strax,
Maa ufortøvet følge med til Høistrup.
Jeg venter hende ved min Vogn.
RUD
Strax, Herre!
(Jægeren gaaer.)
KONGEN
Og nu afsted!
(til Agnete.) Giv mig Din Haand!
AGNETE
Jeg følger.
KONGEN
For Lyset komme skal, hvad Mørket dølger.
(gaaer med Agnete ved Haanden, fulgt af Rud.)
JÆGERNE
(bag Skoven.) Gaae paa den sikkre Vei,
Sværm og forvild dig ei,
Jæger, iagt du dig tage!
Men har du tabt vor Spor,
Lyt til vort Jægerchor,
Det skal dig kalde tilbage.
117

FEMTE ACT

En oplyst og festlig smykket sal paa Høistrup.

FØRSTE SCENE

WALKENDORFF. ELISABETH. EBBESEN. FLEMMING. RIDDERE og DAMER.

Ligesom Teppet gaaer op, seer man et stort pragtfuldt Bal i fuld Gang. Ridderne og Damerne opføre forskjellige Dandse. Derpaa fremtræde nogle unge Piger, og overrække, under en dertil passende Dands, Elisabeth Brudekrandsen. Hun viser sig raadvild, om hun skal modtage den eller ikke. Flemming iagttager hende nøie, ogsaa Ebbesen har Opmærksomheden henvendt paa hende. Endelig tager hun Krandsen, skjøndt med skjælvende Haand. De unge Piger frække sig tilbage. Ballet begynder atter, idet Ridderne og Damerne, som vare Tilskuere ved de unge Pigers Dands, atter stille sig op i nye Quadriller. Alle de tilstedeværende Hovedpersoner staae imidlertid i Forgrunden foran de Dandsende. Flemming, som længe har kjæmpet med sig selv, træder frem, og river Elisabeth Krandsen af Haanden, hvilket maa skee et Øieblik efter at hun har modtaget den. Elisabeth og Ebbesen staae forbausede derved. Walkendorff viser sig forundret og forbittret over Flemmings Dristighed. Flemming og Elisabeth sees af anraabe ham om Tilgivelse og om Beskyttelse for deres Kjærlighed. Walkendorff tilkjendegiver med Vrede, af han ikke vil 118 ind lade sig derpaa. Hele denne Handling maa fremstilles saaledes, som om de handlende Personer virkelig talte med hverandre, for at Tilskuerne kan forestille sig, at de fora medelst den stærke Dandsemusik ikke høre Ordene. Lidt efter lidt geraader Alt i Uorden, Quadrillerne forstyrres, Gjæsterne løbe imellem hverandre, Alle give Tegn paa deres Forvirring. Pludselig høres Jægerchoret fra 3die og 4de Act, uden Sang, blot udført af Valdhorn, udenfor. Alt bliver stille i Salen, man lytter med spændt Forventning.

ANDEN SCENE

DE FORRIGE. BJØRN kommer hurtigt ind.

BJØRN
(til Walkendorff). O Herre! jeg har vigtigt Nyt at melde:
Viid, Kongen er her.
ADSKILLIGE
Kongen!
ANDRE
Kongen!
ANDRE
Kongen!
WALKENDORFF
(afsides.) Nu see i Naade, Himmel, til mig Synder!
(iler mod Udgangen for at tage mod Kongen. Alle flokke sig om ham).
119

TREDIE SCENE

DE FORRIGE. KONGEN. RUD. FØLGET.

KONGEN
Herr Walkendorff! Jeg hilser Jer! Jeg kommer
Uventet, kan jeg tænke, men jeg beder,
Lad ei min Ankomst Eders Fest forstyrre!
WALKENDORFF
(meget forlegen). Forstyrre! - Høie Konge! denne Naade,
Saa stor, som den uventet er, jo maatte
Forhøie Festens Glands uendeligt,
Hvis ei den allerede var forstyrret.
KONGEN
Hvad mener I?
WALKENDORFF
(pegende paa Elisabeth). Hun vil ei tage ham,
Hun har en Anden.
KONGEN
Walkendorff! I skjemter.
WALKENDORFF
Nei Eders Naade! Jeg er nu tilvisse
Til Skjemt ei oplagt.
ELISABETH OG FLEMMING
(knælende for Kongen). Hør os, ædle Konge....
120
KONGEN
Hvad seer jeg? I, Herr Flemming! Er det Eder,
Som hendes Hoved har med Griller opfyldt?
I skulde møde her paa mine Vegne,
Som Eders salig Fader mødte fordum
Ved Barnets Vugge. Viid, min unge Herre,
I forestiller Kongen høist uværdigt,
Og ligner Eders Fader saare slet.
Ha! reiser Jer, I Utaknemmelige!
Bort med Jer! Jeg vil ikke see Jer mere.
I begge har min Tiltro ført bag Lyset,
Har mig fortiet Eders Kjærlighed,
Istedetfor at skrifte den itide.
(Elisabeth og Flemming reise sig op). Herr Ebbesen! I staaer saa taus i Krogen.
Ja dette Syn kan ei opbygge Jer.
Kom hid! Saasandt jeg Kongen er, jeg lover,
I skal Erstatning faae, for al den Uret
Som her I leed.
EBBESEN
Vær skaansom. Eders Naade!
Jeg fordrer ei Erstatning. Vil I gunstig
Bevilge mig en Bøn, saa skjænk de Tvende
Den Naade, som I nys berøved dem,
Og lad dem gaae til Altaret. Jeg sværger:
Jeg bør ei, kan ei ægte Jomfru Munk.
KONGEN
Jeg har ei bedet Jer om Raad, Herr Lænsmand!
Hvad var det for et Ord som undslap Jer?
I fordrer ei Erstatning? Er det muligt?
Maaskee I selv har Deel i Hines Forbund?
121Maaskee I givet har forlængst en Anden
Et Troskabsløfte?
(Ebbesen slaaer forlegen Øinene ned). Jeg skal vise Jer
Hvad sligt betyder! - I har svoret paa,
I ægter ei Elisabeth? Nu vel,
Jeg troer, min Eed er vel saa god som Eders;
Jeg sværger ved mit kongelige Ord:
I føre skal Elisabeth til Altret,
Den samme, jeg stod Fadder til, og skjænked
En sjelden Diamant i Vuggegave. -
Elisabeth! drag Handsken af Jer Haand,
Viis Ringen frem.
WALKENDORFF
(afsides til Bjørn). Ha! jeg forgaaer af Skræk!
BJØRN
Nu gaaer vor Hemmelighed snart i Lyset.
ELISABETH
Min høie Konge! jeg forstaaer Jer ikke.
Har I en sjelden Diamant mig skjænket?
KONGEN
I spørge kan derom? - Herr Walkendorff,
Da Bruden er i Dag saa festlig smykket,
Hvi skal hun ikke bære Kongens Gave?
Gaae, hent den strax.
WALKENDORFF
Ak! Eders Naade....
122
KONGEN
Nu?
Hvad er iveien?
WALKENDORFF
Ringen.... den er borte.
KONGEN
Hvorledes?
WALKENDORFF
Herre! Skylden er ei min.
Jeg var i Udlandet, min salig Hustru
Lod uforsigtig Barnet gaae med Ringen
Om Halsen i en Kjæde; den blev stjaalen.
KONGEN
Hvor let at skyde Skylden paa sin Hustru,
Naar hun er død, og kan sig ei forsvare!
WALKENDORFF
Jeg sværger Eders Naade....
KONGEN
Hvoraf veed I,
Den stjaalen er? Hvo var da Gjerningsmanden?
WALKENDORFF
En Krybskytte blev mistænkt, høie Herre!
KONGEN
Hvad? Mistænkt? Hvoraf veed I det?
123
WALKENDORFF
Man saae ham
Sig hemmelig at snige her om Slottet.
Ved Tryggevælde blev han siden efter
Forfulgt af Jægere; de greeb ham der,
Men intet havde han, som vidned mod ham.
Formodentlig han Ringen bort har kastet,
Af Frygt for Følgerne, har siden vandret
Til Stedet hen, har søgt den op, og solgt den.
KONGEN
Men blev ei Barnet ranet med det samme?
WALKENDORFF
Hvorledes? Nei, her staaer Elisabeth.
BJØRN
(afsides.) Nu kniber det!
KONGEN
Det synes mig utroligt.
Man har mig sagt, at Kjæden var af Staal,
Og sluttede saa fast om Barnets Hals,
At det var ikke let, at faae den løs.
WALKENDORFF
Ha! hvoraf veed I det?
KONGEN
(giver et Tegn til sit Følge. - Til Walkendorff). Kan I bevise
At denne Pige her er Jomfru Munk?
Forsikringen er ikke nok. Jeg paastaaer:
Hvo Ringen har, hun er Elisabeth.
124

FJERDE SCENE

DE FORRIGE. AGNETE træder frygtsom ind, fulgt af KAREN.

EBBESEN
Agnete! Ha! hvad seer jeg!
KONGEN
(til Agnete). Kom, mit Barn!
Stræk Haanden ud! See, her er Diamanten!
Her staaer Elisabeth, Munks Datter!
WALKENDORFF
Naade!
Jeg har fortiet det af Frygt, min Konge!
Jeg har ei sparet Tid, ei Flid, ei Møie,
At komme det forsvundne Barn paa Spor,
Men Alt forgjæves var.
KONGEN
Hvo er den Pige,
Som I udgivet har for Jomfru Munk?
WALKENDORFF
Min Broderdatter, Herre! Jeg kom hjem
Fra Udlandet med hende, som et Pant,
Min Broder døende mig efterlod,
Da han i Strasborg opgav Aanden. Pigen
Var nylig bleven moderløs, hun var
Omtrent i Alder med det tabte Barn,
Og hed Elisabeth, som hun.
125
KONGEN
Ha! Seer I
Hvorledes Mørkets Gjerning søger Lyset?
Jeg burde straffe Jer, Jer Alle straffe,
Men jeg vil lade Naade gaae for Ret. -
Nu, Ebbesen! Hvo af os svoer vel Sandhed?
Vil I endnu ei ægte Jomfru Munk?
EBBESEN
Tilgiv, min Konge!
KONGEN
(forener Ebbesen og Agnete). Værer lykkelige!
(forener Flemming og Elisabeth.) Mit Ønske gjælder ogsaa for Herr Flemming
Og Jomfru Walkendorff.
ALLE
Vor Konge leve!
CHOR
Beskjærm vor Konge, store Gud!
Beskjærm hans Slægt!
Lad Skjoldung-Stammen høi og prud
Bestandig skyde friske Skud!
Beskjærm vor Konge, store Gud!
Beskjærm hans Slægt!
Med Blomster i sit Sølverhaar,
Han bære, styrket Aar for Aar,
Saa let, som i sin Ungdoms Vaar,
Sin Krones Vægt!
126
127

NEI
VAUDEVILLE I EEN ACT

Første Gang opført paa det kongelige Theater den 1ste Juni 1836

128

PERSONERNE

  • Justitsraad Gamstrup.
  • Sophie, hans Broderdatter.
  • Candidat Hammer.
  • Klokker Link.

Handlingen foregaaer i Kjøbenhavn, i Justitsraadens Huus.

129

Skuepladsen forestiller en lille Sal, med en Dør i Baggrunden, som er den almindelige Indgang, og een paa hver Side i Forgrunden, af hvilke den høire (for Tilskuerne) fører til Hammers Værelse, den venstre til Husets øvrige Værelser. I Mellemgrunden tilhøire er et Vindue. Over en Stol i Baggrunden hænger en Slaabrok.

FØRSTE SCENE

HAMMER, elegant klædt, i en smuk og moderne ny Kjole, træder ud fra sit Værelse.

HAMMER
(idet han seer sig om.)

Her er Ingen. Saa faaer jeg vente .... Eller skulde jeg banke paa her, og gaae ind til Familien? .... Ja, dersom jeg vidste, at Justitsraaden var gaaet ud saa tidlig; men det er han neppe, thi Klokken er endnu ikke ti. Paaklædt maa han dog være, thi der hænger jo hans Slaabrok. Men alligevel .... dersom han var ude, saa var Jomfru Sophie allerede kommen her ind i Salen .... Ja, jeg siger det jo rigtignok, som om jeg var vis i min Sag; jeg stoler paa at Himlen ikke straffer mig for mit Overmod, ved at lade hende udeblive idag. Dog, hvorom Alting er, idag er jeg sikker nok paa at faae hende itale, thi kommer hun ikke til mig, saa kommer jeg til hende, og siger: "God Morgen, Jomfru! jeg vilde 130 gjerne tale med Hr. Justitsraaden." - "Han er ikke hjemme." - "O det var ret slemt! Jeg kommer da til at uleilige Dem." - "Hvad er til Tjeneste?" - "Tør jeg bede Dem levere Justitsraaden disse otte Rigsdaler (tager nogle Bancosedler frem) , som jeg har at betale for en Maaneds Leie?" - Gud veed, det er min sidste Skilling, men det taler jeg naturligviis ikke om. Det er allerede heldigt nok, at jeg har disse, thi det er idag den første Juni, og jeg har netop logeret her siden den første Mai; men i den første Maaned maa man endelig være accurat, for ikke at forspilde sin Credit. Dyrt er det i Grunden ikke. Et smukt og vel meubleret Værelse (aabner Døren til sit Værelse og seer derind) , som tager sig overmaade godt ud, naar Salsdøren staaer aaben, saa at der kan falde noget Lys derind, thi Lys er der rigtignok forbandet lidt af. Men til Erstatning har jeg Tilladelse til at benytte denne Sal, hvor jeg kan trække frisk Luft og see Vorherres Sol, .... og hvor jeg kan tale med Jomfru Sophie, som næsten hver Dag har Noget at bestille herinde, saasnart hendes Onkel er gaaet paa Contoret. Conditionerne ere altsaa ypperlige. Med Fornøielse betaler jeg idag min sidste Skilling i Leie. Iovermorgen kommer Posten; jeg vil da haabe, at min Fader, bevæget ved mit sidste rørende Brev, er gaaet i sig selv, og sender mig Hjelpetropper. (Det banker paa Døren i Baggrunden.) Hvem kan det være? (Raaber.) Kom ind!

131

ANDEN SCENE

HAMMER. LINK, meget slet klædt, i en Kjole af gammeldags Façon, og med en daarlig Hat.

LINK
(i Døren.)

Maa jeg tage mig den Frihed at spørge, om her ikke logerer en Candidat, som hedder .... Ih! hvad seer jeg! Jeg er jo i det rette Farvand.

HAMMER

Hvorledes? Min gamle Ven og første Lærer, Herr Link, forhenværende Forstander for Aftenskolen paa min Faders Gods!

LINK

Men nuværende Klokker ved Kirken i Grenaa.

HAMMER

Ja, det er sandt, det har jeg hørt. Det skal jo være et fedt Embede.

LINK

O nei! fedt kan man just ikke kalde det ....

HAMMER

Men dog vel heller ikke mavert?

LINK

Nei, det vil jeg just ikke sige; det er saadan Lala, mellem begge.

HAMMER

Ja, Middelveien er jo den bedste.

132
LINK

Det har du ganske Ret i .... Ja, du bliver da ikke vred, fordi jeg endnu siger Du til dig?

HAMMER

Hvor kan De troe det, De som har lært mig min A-B-C og min Catechismus?

LINK

Ja, men du er siden den Tid voxet begge over Hovedet. Eftersom jeg hører, skal du nu forstaae endeel Meer end dit Fadervor. Du er jo juridisk Candidat med bedste Characteer?

HAMMER

Og det giver mig Ret til herefter at træde over i Sollicitanternes glimrende og talrige Klasse; nu har jeg Lov til at gjøre mig Haab om at faae et Embede.

LINK

Du spaser; hvad trænger du dl Embeder? Du skal jo snart giftes med din rige Cousine, hende .... Enken .... hvad er det nu hun hedder? hun, som skal eie hundrede tusinde Rigsdaler?

HAMMER

De mener Madame Grøndal, kan jeg tænke. Ja, det er jo min Faders Plan, men der bliver ikke Noget af.

LINK

Hvorfor ikke?

133
HAMMER

Aa! hun er jo saa gammel, saa hun kunde være min Tante; det falder mig reent unaturligt at kalde hende Cousine.

LINK

Ja, men den Betænkelighed falder bort, naar du først er gift med hende; saa siger du hverken "Tante" eller "Cousine", men "lille Kone."

HAMMER

Men det var jo ti Gange værre! Nei, min gode, gamle Ven! jeg vil betroe Dem Sandheden. Min Fader vil absolut, at jeg skal frie til hende, og jeg bliver da nødt til at føie ham deri. Det skal skee, og det allerede idag; hun er endogsaa underrettet om min Ankomst. Seer De ikke nok, jeg er pyntet i mine bedste Klæder?

LINK

Jo, du er udmærket godt klædt, ret som man kan tænke sig en Frier. Gud bevares! hvad det er for en deilig Kjole!

HAMMER

Men jeg er vis paa at hente mig en Kurv, thi jeg har altfor tydelig ladet hende mærke min Utilbøielighed til dette Ægteskab. Hun siger bestemt Nei, og derfor gaaer jeg nu ganske rolig hen, og spørger hende, om hun vil have mig.

LINK

Men hvad kan det saa hjelpe?

134
HAMMER

Saa har jeg jo opfyldt min Faders Begjæring, og han kan da ikke længere nægte mig Penge paa Grund af min Ulydighed.

LINK

Men de hundrede tusinde Rigsdaler?

HAMMER

Fanden i Vold med dem!

LINK

Det kan man kalde en stolt Tanke, at sige "Fanden i Vold" til hundrede tusinde Rigsdaler!

HAMMER

Ja, seer De, Halvparten af Pengene er jeg nu altid sikker paa, .... at sige, ifald jeg overlever hende, thi ifølge hendes afdøde Mands, min salig Fætters Testament tilfalder der mig halvtredsindstyve tusinde ved hendes Død; og ifald hun skulde indtræde i nyt Ægteskab, skal hun iforveien skifte med mig og udbetale mig denne Sum. Men til ingen af Delene er der synderlig Udsigt, .... med mindre De, gode Link, skulde ville forbarme Dem over mig, og see at insinuere Dem hos hende, thi ikke sandt, De er jo ugift?

LINK

Jo, men det gaaer alligevel ikke an.

HAMMER

Hvorfor ikke? - Hør, veed De hvad? Det var just en Kone for Dem; hun er ikke aldeles ung, men det er saameget bedre; desuden er hun en ret smuk 135 Kone, og .... hvad mener De? Halvtredsindstyve tusinde Daler, det var vel værdt at tage med?

LINK

Jeg kan tilforladelig ikke.

HAMMER

Saa lad os ikke tale mere derom. Lad mig derimod høre Noget om Deres egne Affairer. Nu, De er altsaa kommen til Kjøbenhavn?

LINK

Med Skibsleilighed, directe fra Grenaa. Jeg kommer i dette Øieblik lige fra Toldboden; og det Første, jeg gjør, er at erkyndige mig om din Gade og dit Huusnummer; jeg farer, jeg styrter her op til dig, og nu .... ja du vil vist undre dig, naar du hører, hvorfor jeg kommer.

HAMMER

Nu da? De gjør mig ganske nysgjerrig.

LINK

Jeg kommer, for at bede dig om at binde min Halsklud.

HAMMER

Hvad for Noget? Er De reist fra Grenaa til Kjøbenhavn, blot for at faae Deres Halsklud bunden?

LINK

Aa nei! vist ikke! Men seer du .... ja nu maa du ikke lee mig ud .... Jeg er reist hertil, for at frie til en Pige, som er mig halvveis lovet, og jeg maa sige dig, at ogsaa hun har nogle Grunker.

136
HAMMER

Naa saaledes! Ja nu kan jeg begribe, at De ikke vilde frie til min Enke.

LINK

Til din Enke? Kald hende dog ikke saadan, det er et altfor sørgeligt Udtryk.

HAMMER

Ja ja da, til min Cousine, til min Tante, eller hvad De behager at kalde hende.

LINK

Og seer du nu, min gode Ven og Discipel - du undskylder, at jeg kalder dig saaledes ....

HAMMER

Ingen Undskyldning! det er jo Sandhed.

LINK

Nu veed du jo nok, at det første Indtryk, man gjør paa et Fruentimmer, er det fornemste. Og jeg har altid ladet mig sige, at ved en saadan Leilighed kommer det isærdeleshed an paa, hvorledes Halskluden sidder.

HAMMER

Nei, virkelig?

LINK

Aa, det veed du bedre end jeg! Og da jeg nu havde hørt, at du skulde være saadan en moderne Fjong-Herre - ja nu seer jeg det da med egne Øine - saa tænkte jeg, at jeg vist ikke bedre kunde 137 henvende mig til Nogen end til dig, og at du for gammelt Venskabs Skyld nok vilde vise mig den Tjeneste, at binde mig min Halsklud saaledes, at den sidder rigtig stivt og stramt og høit op over Hagen, kort sagt, saaledes som det nu er brugeligt, og saaledes som du troer, at det kan gjøre bedst Indtryk paa et ungt og uskyldigt Hjerte.

HAMMER

Det er kun en ringe Begjæring, som jeg med Fornøielse skal tjene Dem i, saavidt mine svage Evner formaae det. Behag at sidde ned, det skal snart være gjort.

(Sætter en Stol midt paa Gulvet.)
LINK
(idet han sætter sig.)

Tak, min Ven, mange Tak!

HAMMER

Men De maa først tage Kjolen af; ellers kan jeg ikke komme til.

LINK
(idet han reiser sig, og trækker sin Kjole af.)

Ja, hvis du altsaa tillader, at jeg er saa fri ....

HAMMER

Men det Halstørklæde, De har paa, er ikke godt; jeg skal laane Dem et andet, med en stiv Pude i.

(Løber ind i sit Værelse.)
LINK
(raaber efter ham.)

O ja, søde Ven! En stiv Pude!

138
HAMMER
(kommer tilbage med et hvidt Tørklæde og en Halspude.)

See, her er en, som kan give Façon, ikke sandt?

LINK

Bravo, bravo!

HAMMER

Tag nu det gamle Tørklæde af, og sæt Dem ned.

LINK

Paa Øieblikket!

(Sætter sig, og fager sit Halstørklæde af, medens Hammer præparerer det andet.) Mel. Fredmans Epistel Nr. 67.

1.

HAMMER
Nu saa kom! Allons!
Vil De see, hvilken Fjong!
Jo, den kan give Halsen Façon!
LINK
Nei, hvor stiv og hvor stor!
Der er knap, jeg troer,
Dens Mage til paa Jord.
HAMMER
(beskjæftiget med at binde Tørklædet.) Møien jeg spilder mig
Maaskee.
Sid rolig!
LINK
Du kilder mig,
O vee!
139
BEGGE
Jo, det gaaer galant;
Det er vist og sandt,
Den sidde skal charmant.

2.

HAMMER
Nu med fiffigt Kast
Jeg min Sløife gjør fast.
LINK
Den er for stram, den snærer som Bast.
HAMMER
Den maa slutte lidt tæt.
LINK
Men jeg qvæles let.
HAMMER
Nu er den just coquet.
(Da Link vil reise sig.) Vent lidt! thi Borderne
Man seer.
(Ordner paa Halstørklædet.)
LINK
Men skaan Fadermorderne,
Jeg be'er!
BEGGE
Jo, det gik galant;
det er vist og sandt,
Den sidder høist charmant.
(Link reiser sig.) 140

3.

LINK
Naa, hvad mener du?
HAMMER
(som imidlertid har hentet et Haandspeil fra sit Værelse.) Ja, betragt Dem kun nu!
LINK
(tagende Speilet.) Det er superb, det er det saagu!
Ja, med saadan en Klud
Seer jeg mandig ud,
Og vinder vist en Brud.
BEGGE
Hver har i Klæderne
Sin Tolk,
Os Alle gjør' Skræderne
Til Folk.
Jo, det gik galant;
Det er vist og sandt,
Den sidder høist charmant.
LINK

Tak, tak, min gode Ven! Det er et Mesterstykke, som du der har gjort. Saa vil jeg da trække min Kjole paa, og skride til Værket.

(Vil tage Kjolen paa.)
HAMMER

Men De har da vel ikke isinde at gaae i den Kjole?

LINK
(betragtende Kjolen.)

Dens Udvortes er jo rigtignok ikke det bedste.

141
HAMMER

Og dens Indvortes gaaer det dog ikke an at vende ud. Hvorledes vilde den Kjole klæde en Mand, der gaaer med saadant et Halstørklæde?

LINK

Ulykken er, at min Kuffert staaer endnu paa Toldboden.

HAMMER

Lad os strax faae Bud efter den.

LINK

Ja, det er godt nok, men det bliver et Spørgsmaal, om min Stadskjole, der er meget anseet i Grenaa, ikke vil tage sig ligesaa absurd ud i Kjøbenhavn, som denne.

HAMMER

Ja, det vilde være slemt.

LINK

Hør, veed du hvad? Der falder mig Noget ind; det er jo rigtignok ubeskedent, .... men i Betragtning af gammelt Venskab -

HAMMER

Hvori kan jeg tjene Dem? Jeg gjør det med Glæde.

LINK

Laan mig den smukke Kjole, som du har paa. Om en halv Time er jeg færdig med mit Frier-Ærinde, og kommer saa strax tilbage med Kjolen.

142
HAMMER

Paa min Tro! dersom det blot kommer an derpaa, saa skal en saa ringe Ting ikke staae Deres Lykke iveien.

(Tager Kjolen af, og hjelper Link den paa.)
LINK

Du er et fortræffeligt Menneske! Den samme Hjertensgodhed, som da du gik i min Aftenskole; Alt uforandret, paa det nær, at du nok har faaet nogle flere Kundskaber. - See saa! Nu troer jeg, at jeg kan lade mig see. Ja saa vil jeg tage Afsked og gaae. Som sagt, jeg er her strax igjen.

HAMMER

Er det da i Nærheden, at Deres Tilkommende boer?

LINK

Det veed jeg tilforladelig ikke.

HAMMER

Det skal jeg let skaffe Dem at vide; siig mig blot hendes Faders Navn.

LINK

Nei, det maa du undskylde. Det vilde ikke være delicat, om jeg nævnede hende, saalænge Sagen endnu ikke er afgjort. Men saasnart Alt er klappet og klart, skal du være den Første, som faaer det at vide. Seer du, nu gaaer jeg over i Urteboden, og beder om at see Kjøbenhavns Veiviser, og saa styrer jeg min Kaas efter den. Farvel saalænge, farvel, og tusind Tak for al din Godhed!

(Tager sin Hat.)
143
HAMMER

Men hør! den Hat vil De da vel heller ikke gaae med?

LINK
(befragtende den.)

Du har Ret; den passer ikke til Kjolen.

HAMMER

Jeg faaer vel forbarme mig over Dem.

(Løber ind i sit Værelse, og henter en Hat.)
LINK

Du er en fortræffelig Fyr.

HAMMER

See der!

LINK

Excellent! Du beholder min gamle i Pant. (Sætter Hammers Hat paa Hovedet.) O vee! det gaaer ikke an, den falder mig langt ned over Øinene. Det var jo ogsaa urimeligt at troe, at jeg kunde passe Hat med et stort Hoved!

HAMMER

Men hvad gjøre vi nu? .... De maa gaae paa Veien ind til en Hattemager, og kjøbe Dem en ny Hat.

LINK

Hvad koster den vel?

HAMMER

Jeg har givet otte Rigsdaler for min, hos Lavignery, i lille Kongensgade Nr. 82.

144
LINK

Lille Kongensgade Nr. 82; det skal jeg skrive mig bag Øret .... Men veed du hvad? Det er nu atter en slem Omstændighed: Min Brevtaske er indpakket i min Kuffert, og jeg har ikke uden nogle Smaapenge i Lommen. Nu er jeg bange, jeg bliver altfor ubeskeden; men du skulde vel ikke .... blot paa en Times Tid -

HAMMER

Laane Dem otte Rigsdaler! Med Fornøielse!

(Tager sine Bancosedler frem, og giver dem til Link.)
LINK

Nei, det er dog vist og sandt, at hos dig kan man finde Raad for Alting. Og det maa jeg sige dig: det gjør dig stor Ære, ikke blot at du har Villien til at tjene mig, men ogsaa at du formaaer at gjøre det, det viser at du er ordenlig i dine Pengesager; thi naar et ungt Menneske altid har otte Rigsdaler liggende til uventede Udgifter, saa maa han være en god Øconom. Men tro du mig, jeg skal give din Fader Underretning derom, naar jeg kommer tilbage til Jylland, og saa skal han nok faae andre Tanker om dig.

HAMMER

Ja, det skal De have Tak for! Paa den Maade kan De rigelig gjengjælde mig den ringe Tjeneste jeg har viist Dem. Jeg stoler altsaa derpaa.

LINK

Vær du ganske rolig! - Nu da, farvel! Om et Øieblik har du mig igjen.

145
HAMMER

Farvel! og god Lykke til Deres Forehavende!

LINK

Tak, min Ven! tak!

(Gaaer.)

TREDIE SCENE

HAMMER allene.

HAMMER

See saa! Nu har jeg da ingen Kjole at tage paa, siden min Skrædder fik alle de gamle i Bytte for den nye. Og Penge har jeg heller ikke til at betale min Leie med. Men ligemeget! Om en Times Tid er jeg hjulpen; saalænge kan jeg sagtens vente. (Man hører Sophie nynne paa en Sang i Værelset tilvenstre.) Der er Sophie! Men hillemænd! Jeg kan dog ikke vise mig for hende i blotte Skjorteærmer. (Vil tage Links Kjole paa.) Nei den seer dog altfor latterlig ud!.... Og hvilken Uorden i Salen! her maa ryddes op! (Han flytter Stolen hen paa dens Plads, tager Links Kjole og Halstørklæde, sin Hat og sit Speil, og løber ind med det Altsammen i sit Værelse.)

FJERDE SCENE

SOPHIE kommer. HAMMER holder sin Dør paaklem, og titter ud.

SOPHIE
(uden at see Hammer.)

Han er her ikke. Det er bedst, jeg synger noget høiere. (Synger meget høit.) La la la! la la la! 146 (Hun seer hen til Hammers Dør.) Men der staaer han jo, og stikker Hovedet frem.

HAMMER

God Morgen, Jomfru Sophie!

SOPHIE

Ih! Er De der? Hvorfor staaer De saaledes i Døren? Er De maaskee endnu ikke visible?

HAMMER

Nei desværre! jeg tør ikke vise mig for Deres Øine. Tænk Dem min Ulykke! Jeg har forlagt Nøglen til mit Klædeskab, og kan derfor ikke faae en eneste af mine Kjoler.

SOPHIE

Saa skal jeg sende Bud efter en Smed, som kan dirke Laasen op.

HAMMER
(hurtig.)

Nei, jeg beder Dem! det er ikke værdt; jeg finder vel Nøglen. Det Værste er kun, at jeg nu ikke tør komme ud til Dem.

SOPHIE

See her! De kan tage min Onkels Slaabrok paa.

(Rækker ham den ind ad Døren.)
HAMMER

Et ypperligt Indfald!

(Trækker Slaabrokken paa, og kommer ud.)
147
SOPHIE

Ha ha ha! Nu seer De jo ganske ærværdig ud!

HAMMER
(idet han kysser hendes Haand.)

Enhver vil blive ærværdig, naar De viser ham Godhed og Interesse.

SOPHIE

Saa det mener De altsaa, at jeg viser Dem?

HAMMER

Mit Costume i dette Øieblik er jo et Tegn derpaa.

SOPHIE

Maaskee.

HAMMER

Nei, intet Maaskee! Heri kan jeg ikke undvære Visheden.

SOPHIE

De er en farlig Logerende.

HAMMER

Farlig? for hvem?

SOPHIE

For min Onkel. Han veed ikke hvad han har gjort, ved at leie Dem et meubleret Værelse.

HAMMER

Men jeg vidste, hvad jeg gjorde, da jeg leiede det af ham. O! der gives visse Tilfælde, visse Hændelser, 148der ligesom tvinge til at troe paa den blinde Guds Forsyn.

Mel. T'en souviens-tu? disait un Capitaine.

1.

HAMMER
Erindrer De? Det var i Kongens Have,
Jeg mødte Dem den første Dag i Mai.
Jeg vendte om, og som en ydmyg Slave
I Afstand tro jeg fulgte Deres Vei.
Med en Veninde gik De under Løvet,
Som hang i Knopper over grønne Sti,
Hvor Hyacinthen dreied sig bedrøvet,
Fordi De gik saa hurtig den forbi,
Hvor Hyacinthen etc.

2.

SOPHIE
Og da jeg ud paa Gaden monne træde,
Jeg i mit Fjed bestandig skimted Dem;
De fulgte med til store Kirkestræde,
Her gik jeg op, her, saae De, var mit Hjem.
Men før jeg glemte, hvad der var passeret,
De kom herind i Stuen, hvor vi boe.
"Er ikke her et Værelse, meubleret?"
Saa spurgte De, og Onkel svarte: "Jo!"
"Er ikke her" etc.
HAMMER
"Er ikke her et Værelse, meubleret?"
Saa spurgte jeg, og Onkel svarte: "Jo!"

3.

HAMMER
Og uden Omsvøb blev Accorden sluttet;
Jeg sang Triumf, thi Alt var gaaet saa godt.
Jeg flytted ind i Kamret paa Minutet,
Og denne Bolig syntes mig et Slot.
149Her har jeg daglig skuet Dem, Sophie!
Det første Indtryk her jeg næret har;
Og skjøndt jeg taug, ei kunde jeg fortie,
Hvad ei paa Læben, men i Hjertet var,
Og skjøndt jeg taug etc.
SOPHIE
Og skjøndt han taug, ei kunde han fortie,
Hvad ei paa Læben, men i Hjertet var.
HAMMER

Og saaledes tør jeg haabe, at den blinde Guds Forsyn fremdeles vil lede Alt til det Bedste.

SOPHIE

Tag Dem iagt, at De ikke for tidlig blæser Victoria! Veed De vel, at min Onkel netop har forberedt mig paa at tage mod en Frier, og - hvad som er det Værste - tage vel imod ham?

HAMMER

Hvad hører jeg! Og hvem er den Frier? Hvad hedder han? Naar kommer han? Er han ung? er han smuk? er han elskværdig? hvor opholder han sig? Siig mig det, jeg beder Dem, for at jeg strax kan gaae hen og knække Halsen paa ham!

SOPHIE

Ih Gud bevares! Vil De knække Halsen paa min Frier? Hvad skulde jeg saa gjøre med ham?

HAMMER

Spøg tilsidesat, thi det er et alvorligt Budskab, som De bringer mig! Jeg beder Dem derfor, svar mig paa mine Spørgsmaal!

150
SOPHIE

Oprigtig talt, saa troer jeg ikke, at jeg kan svare paa et eneste af dem. .... Jo, det er sandt, ung er han ikke, saa Meget har min Onkel sagt mig; men at han er elskværdig, det forstaaer sig vel af sig selv; forresten hvad alt det Øvrige angaaer, er jeg ligesaa uvidende som De.

HAMMER

Hvorledes? De kjender ikke hans Navn, veed ikke, hvem han er?

SOPHIE

Aldeles ikke; med alt Dette vil min Onkel overraske mig. Kun saa Meget veed jeg, at det er en gammel Bekjendt eller Ven af min Onkel, og at han har nogen Formue, og desuden sidder i et godt Embede. De kan nok tænke, at det sidste Synspunkt især er af gjørende, thi da jeg desværre selv har nogen Formue, vilde det i min Onkels og Formynders Øine være en sand Mesalliance, om jeg giftede mig med en Uformuende.

HAMMER

O de fordømte Pengehensyn!

SOPHIE

De har Ret i det.

HAMMER

Men bedste Sophie, siden De giver mig Ret, saa er De da vel bestemt paa at sige denne Frier Nei?

151
SOPHIE

Ifald mit Hjerte tør svare ham, da bliver det sikkert et Nei.

HAMMER

O men saa lad Deres Læbe føre Hjertets Sprog!

SOPHIE

Det har den netop isinde. Men for ikke at gjøre min Onkel vred, maa jeg gaae varsomt tilværks. Jeg tør ikke strax med rene Ord sige Nei; jeg maa give et ubestemt Svar, for at vinde Tid.

HAMMER

O nei, ingenlunde! Hvad kommer ud deraf? De maa langt hellere strax i den allerførste Samtale give ham et bestemt og af gjørende Svar, et formeligt Nei; saa er Knuden løst, og saa veed han, hvad han har at rette sig efter.

SOPHIE

Det vil jo meget komme an paa, hvorledes den første Samtale falder; det er ikke sagt, at han strax begynder paa sit Frieri.

HAMMER

Jo, det gjør han sikkert, og under alle Omstaendigheder er det bedst, at De strax svarer Nei til Alt hvad han siger; saa bliver han lidt efter lidt vant til at høre Ordet.

SOPHIE

Det var da en curiøs Begjæring! Dersom han nu siger, at Veiret er smukt idag, skal jeg saa svare Nei?

152
HAMMER

Om han saa sagde, at De selv var smuk, gjorde De bedst i at sige Nei, for at vise ham, hvor lidet De ønsker at behage ham.

SOPHIE

Ja, det var en anden Sag; men ....

HAMMER

Og selv Veirets Skjønhed kan De gjerne benægte.

SOPHIE

Da er det dog meget smukt idag.

HAMMER

Ligemeget! han seer deraf, at De har Lyst til at være af en anden Mening end han, at De er uenig med ham i Alt, at De i ingen Henseende harmonerer med ham.

SOPHIE

Men dersom han nu siger: "Høistærede Jomfru! jeg hedder Peter, Frands, Poul, Jens, Jacob," eller hvad det nu kan være: vil det da ikke være besynderligt, om jeg svarer Nei? og maa han ikke tænke, at det er Noget, som han selv bedst maa vide?

HAMMER

De kan svare Nei alligevel.

SOPHIE

Hvorledes?

153
HAMMER

Dersom han har mindste Forstand eller Takt, vil han forstaae det saaledes, at De ikke engang skjøtter om at kjende hans Navn, at De vil ignorere Alt hvad der angaaer ham, lige indtil Navnet .... De leer?

SOPHIE

Jeg kan ikke lade det være, naar jeg tænker paa alle de Betydninger, som De vil have lagt i et Nei.

HAMMER

O da er jeg langt fra at lee! For mig er Sagen af yderste Alvor .... Hvorledes! De vedbliver at lee?

SOPHIE

Men er det muligt Andet?

HAMMER

Jeg sværger Dem til ved Alt hvad der er helligt, at det er i fuldeste Alvor, jeg beder Dem om at affærdige denne Frier med lutter Nei'er, og ikke sige et Ord foruden dette. Indlader De Dem først med ham i en Samtale, sætter De Deres Ord paa Skruer, saa veed De ikke selv, hvor vidt det kan føre Dem, og hvilke Misforstaaelser det kan foranledige. Derimod dette lille eneste Ord, det kan bruges til Alt, og det har den store Dyd at være klart, tydeligt og forstaaeligt .... O! men Deres Latter kunde bringe mig til Fortvivlelse. Lov mig, lov mig, jeg beder Dem .... (Det banker paa Døren i Bags grunden.) Gud! Dersom det var ham!

154
SOPHIE

Jeg løber min Vei, ihvem det saa er.

(Løber ind i Værelserne.)
HAMMER

Kom ind!

FEMTE SCENE

HAMMER. LINK kommer, i samme Costume hvori han gik, kun med en ny Hat.

HAMMER

Ah! allerede tilbage? Det kan man kalde expedit.

LINK

Hvordan har du det? Jeg synes, du seer saa brøsig ud. Er der Noget iveien for dig?

HAMMER

Nei, aldeles ikke! Men fortæl mig nu, hvorledes det er gaaet Dem. Er Alting klappet og klart?

LINK

Nei, min Ven, jeg er endnu ikke kommen videre end til at kjøbe mig en Hat. Vil du see? Er den ikke god?

HAMMER

Men har De da endnu ikke været hos Deres Tilkommende?

LINK

Nei, vil du tænke dig min Forundring? Da jeg seer efter i Veiviseren, hvor hun boer, saa finder jeg, at det er her i Huset!

155
HAMMER

Hvad for Noget! Her i Huset!

LINK

Ja netop! Det undrer mig slet ikke, at du tager saa stærkt paa derfor, thi det er virkelig høist besynderligt, at jeg gaaer ud i Byen, for at søge det Sted, hvor jeg allerede er.

HAMMER

Men for Himlens Skyld? saa tal dog! forklar mig ....

LINK

Naa naa naa! Tingen er jo ikke saa farlig. Seer du, min Ven - det kan ikke længere nytte, at jeg skjuler det for dig - Justitsraad Gamstrup, hos hvem du logerer, er en Ungdomsven af mig, og han har skrevet mig til, at han havde en Broderdatter ....

HAMMER

Sophie!

LINK

Sophie! Ganske rigtig! Jeg seer, du kjender hende. Altsaa: han har skrevet mig til, at han havde en Broderdatter, Jomfru Sophie Gamstrup, som han troede at kunne anbefale mig til Kone. Hun har nogen Formue, jeg har ogsaa Lidt tilbedste, og dertil mit gode aarlige Udkomme. Desuden skal hun være ung og ret smuk, saadan hvad man kalder en vakker Pige. Men det er sandt, derom kan jo Ingen bedre give mig Oplysning end du. Siig mig, hvorledes finder du hende?

156
HAMMER

O det veed jeg ikke! Sligt beroer jo paa Smag og Behag.

LINK

Du har Ret; man kan ikke see med Andres Øine; jeg maa selv dømme i Sagen. Og hør nu, siden du allerede har gjort mig saamange Tjenester i denne Sag, saa vil du sagtens gjøre mig een til, ikke sandt?

HAMMER
(afsides.)

Hvad mon det nu kan være?

LINK

Seer du, jeg hører, at Justitsraaden ikke er hjemme; men da jeg nu just er i Klæderne ....

HAMMER
(afsides.)

Ja, det maa jeg bekjende!

LINK

Og da jeg har lovet dig, at du skulde faae Kjolen tilbage om et Øieblik ....

HAMMER

Ja, det bliver rigtignok nødvendigt, thi De veed, at jeg selv skal ud i et Frier-Ærinde .... (Afsides.) Det er paa den høie Tid, at jeg henter mig min Kurv, saa er idetmindste den Hindring ryddet tilside.

LINK

Ganske rigtig! Og i Betragtning af alt Dette mener jeg, det er bedst, at jeg smedder medens Jernet 157 er varmt. Da nu du er som hjemme her i Huset, saa stoler jeg paa, at du skaffer mig Jomfruen itale.

HAMMER

Hvad for Noget! De vil, at jeg skal ....

LINK

Men Gud bevares! tag dog ikke saadan paa! Hvorledes kan det fornærme dig? Det er jo i et dydigt og ærbart Anliggende, at jeg vil tale med hende.

HAMMER

De har Ret! Det Klogeste, jeg kan gjøre, er at føie Dem.

LINK

Ja, er det ikke sandt?

HAMMER

Hun er her inde; jeg vil banke paa Døren, og sige hende, at der er En, som ønsker at tale med hende.

LINK

O ja! det er prægtigt!

HAMMER
(bankende paa den venstre Sidedør.)

Jomfru Gamstrup!

SOPHIE
(indenfor.)

Hvad behager?

HAMMER

Her er en Fremmed, som beder om at faae Dem itale.

158

SJETTE SCENE

DE FORRIGE. SOPHIE

SOPHIE

En Fremmed?

HAMMER
(sagte til Sophie.)

Det er Frieren!

SOPHIE
(sagte.)

Det er ikke muligt!

HAMMER

Som jeg siger Dem. For Himlens Skyld! gjør nu, som jeg har bedet Dem om! Fra mit Værelse vil jeg kunne høre hvert Ord, og jeg forsikkrer Dem, at dersom De ikke opfylder min Begjæring, saa -

SOPHIE

Hvad saa?

HAMMER

Ja saa troer jeg, at jeg skyder mig en Kugle for Panden!

(Løber ind i sit Værelse, men holder Døren paaklem, og lytter til Samtalen.)
SOPHIE

Ih! Gud forbarme sig! .... Saa hør dog! .... Han er allerede væk! .... Men han holder Døren paaklem, han staaer og lytter .... Hvad skal jeg dog gjøre? .... Det vil blive en underlig Samtale.

159
LINK
(afsides, idet han betragter hende.)

Det er saagu et vakkert Pigebarn. Nu gjælder det at tage Mod til sig.

SOPHIE
(afsides, idet hun betragter Link.)

Min Gud! hvilket besynderligt Udseende! Det er mig næsten ikke muligt at bare mig for at lee.

LINK
(idet han bukker for Sophie.)

Min høistærede Jomfru veed sagtens nok, hvem jeg er.

SOPHIE
(afsides.)

Her kan jeg med god Samvittighed føie Hammer i hans Ønske. (Høit, til Link.) Nei.

LINK

Herr Justitsraaden har dog udentvivl underrettet Jomfruen om, at en vis Person .... i en vis Anledning .... vilde tage sig en vis Frihed .... jeg mener, vilde gjøre Jomfruen sin ærbødigste Opvartning.

SOPHIE

Nei.

LINK

Ikke det?

SOPHIE

Nei.

LINK

Det er da høist besynderligt. Mig har han skrevet til, at Jomfruen var foreløbigen underrettet om 160 mit Andragende. Det kan jeg ikke forstaae; forstaaer De det?

SOPHIE

Nei.

LINK

Det kan jeg tænke! Saa har han da naturligviis heller ikke sagt Dem mit Navn eller min Stand?

SOPHIE

Nei.

LINK

Ak, min bedste Jomfru! Saa staaer jeg her i en ganske besynderlig Stilling. Forkundskaberne mangle, og jeg nødes til at begynde min Beretning forfra, ligesom man begynder Historien med Verdens Skabelse .... De leer; ja men saaledes er det; det vil blive noget vidtløftigt, og jeg er desværre ikke uden Frygt for at min Vidtløftighed vil kjede Dem.

SOPHIE
(forsikkrende.)

Nei!

LINK

O Gud velsigne Dem! Deres Svar giver mig Mod. Seer De da, min meget ærede Jomfru, mit Navn, uden at rose mig, er Link.

SOPHIE
(spørgende.)

Nei?

LINK

Jo tilforladelig. Hvad min Stilling anbelanger, da er jeg Klokker.

161
SOPHIE
(med Forundring.)

Nei!

LINK

Jo, jeg er saamænd; Klokker ved Kirken i Grenaa. Ja, Jomfruen veed da vel sagtens, hvor Grenaa ligger.

SOPHIE
(langsomt trækkende paa Ordet, som om hun besindede sig.)

Nei.

LINK

I Jylland min bedste Jomfru, lige paa Østkysten. Byen er ikke stor, men der findes adskillige velhavende Familier, og jeg er desuden vel anskreven hos dem, jeg er ikke uden Anseelse i Byen, saa at jeg visselig ikke kan klage over mine aarlige Indtægter.

SOPHIE
(spørgende.)

Nei?

LINK

Det er jo rigtignok ingen høi Stand at være Klokker.

SOPHIE
(med et Suk.)

Nei.

LINK

Men Alt kommer da heller ikke an paa Høihed og Glands.

SOPHIE
(forsikkrende.)

Nei!

162
LINK

Og hvad Klokker-Embedet angaaer, saa har det den Behagelighed, at Forretningerne ere faa, men Indtægterne temmelig mange. Derfor er det hvad man kalder et fedt og mageligt Embede, og De har vel ogsaa nok hørt, hvad man siger om en Klokker?

SOPHIE

Nei.

LINK

Ja, man siger nu saa Meget. Jeg vil ikke tale om, at det er en stor Fornærmelse at kalde en Mand Klokker, naar han ikke er det; men naar han derimod virkelig er Klokker, kan det naturligviis ikke være nogen Fornærmelse at kalde ham saa.

SOPHIE
(som i Udraab.)

Nei!

LINK

Men det var ikke Det, jeg vilde sige. Nei, man har et andet Ord, som lyder:

"En Klokker sove kan i Ro til Klokken ti." Kjender De det?

SOPHIE

Nei.

LINK

Det staaer i Peder Paars. Har De ikke læst Peder Paars?

SOPHIE

Nei.

LINK

Maaskee De ikke finder Smag i Holberg?

163
SOPHIE

Nei.

LINK

Det kunde jeg nok tænke. (Afsides,) Det er en dannet Pige; det er godt at mærke paa hendes Conversation. (Til Sophie.) Og hvad nu vore Kirkeklokker i Grenaa anbelanger, saa maa jeg tage mig den Frihed at sige Dem, at det er noget nær de bedste i hele Jylland. De har en Klang! O det vilde fryde Dem i Hjertet, om De kunde høre dem! De kan troe, jeg føler mig stolt, hver Gang jeg ringer med dem.

SOPHIE
(spørgende.)

Nei?

LINK
(begeistret.)

Jo!

Mel. Fra Martin, leva su. (Canon.)

1.

LINK
Klokkens Lyd
Er min Fryd;
Den kan Hjertet røre;
Kan den ei?
Bim bim, bim bim, bim bim, bim bim,
Bim bim, bim bim, bim bim, bim.

2.

HAMMER
(i Døren.) Gaaer han ei
Snart sin Vei,
Skal jeg for hans Øre
Denne Gang
Ringe, saa han skal det høre,
Saa han husker Klokkens Klang.
164

SYVENDE SCENE

DE FORRIGE. GAMSTRUP kommer fra Baggrunden ubemærket af de Andre, men standser ved Døren.

GAMSTRUP

Ih! der er jo Link! Han er nok allerede i fuldt Arbeide; det er bedst, jeg lister mig ganske sagte bort.

(Vil gaae, men bliver staaende lidt ved Døren, og lytter.)

3.

LINK
(til Sophie.) Troer De ei
Nok, at jeg
Klokkens Reb kan føre?
SOPHIE
Nei, nei, nei!
LINK
Bim bim, bim bim, bim bim, bim bim,
Bim bim, bim bim, bim bim, bim.
HAMMER
Han skal huske Klokkens Klang.

4.

GAMSTRUP
(i Baggrunden.) Han er her
Alt ifærd
Pigen at forføre
Med sin Sang.
165
LINK
Bim bim, bim bim, bim bim, bim bim,
Bim bim etc.
GAMSTRUP
Jeg vil sagte gaae min Gang.

5.

LINK
Klokkens Lyd
Er min Fryd;
Den kan Hjertet røre,
Kan den ei?
Bim bim etc.
SOPHIE
Nei nei nei etc.
HAMMER
Gaaer han ei
Snart sin Vei,
Skal jeg for hans Øre
Denne Gang
Ringe, saa han skal det høre,
Saa han husker Klokkens Klang,
Dens Kling Klang, Kling Klang, Kling Klang.
GAMSTRUP
Han er her
Alt ifærd
Pigen at forføre
Med sin Sang.
Ingen skal mig see og høre,
Jeg vil sagte gaae min Gang.
Tys! tys! tys!
(Gamstrup lister sig ud af Døren i Baggrunden.)
166

OTTENDE SCENE

LINK. SOPHIE. HAMMER (i sin Dør.)

LINK

Det synes altsaa, at Jomfruen ikke holder af Klokkeklang?

SOPHIE
(med Afsky.)

Nei!

LINK

Det er Skade. Imidlertid, det vil jeg vide at finde mig i. Det ligger mig ikke paa Hjerte, at Jomfruen skal holde af Klokken, dersom De bare vil holde lidt af Klokkeren .... Ja, bedste Jomfru, De seer forundret paa mig, men saadan er det.... hvorfor skulde jeg ikke, efter Alt hvad jeg hidtil har havt den Ære at fremstille og udvikle, nu skride til Resultatet? Ja, jeg elsker Dem, jeg er ret hvad man kalder skudt i Dem.

SOPHIE
(med udbrydende Forundring.)

Nei!

LINK

Jo, det er tilforladelig sandt! Og nu fordrister jeg mig til at forelægge Dem det sidste, afgjørende Spørgsmaal: Ifald jeg nu sagde til Dem: "Jomfru Gamstrup! her staaer jeg for Dem; mit Levebrød og mine Indtægter kjender De; saaledes seer jeg ud, saaledes er jeg skabt, og saaledes gaaer jeg klædt" .... De undskylder, at jeg nævner Klæderne, men jeg veed, at det er en Betragtning, som ikke er uvæsentlig ....

167
HAMMER
(afsides.)

O den Hallunk!

LINK

"Vil De gjøre mig lykkelig ved at skjænke mig Deres dyrebare Haand og Deres ikke mindre dyrebare Hjerte?" - hvad vilde De saa svare?

SOPHIE

Nei.

HAMMER
(afsides.)

Der kom Ordet tilpas!

LINK

Det var et slemt Ord, men De leer jo, idet De siger det; saa er det vist ikke Deres Alvor. Er det vel?

SOPHIE

Nei.

HAMMER
(afsides.)

For Fanden! Nu gaaer det galt.

LINK

Naa Gud skee Lov! det haabede jeg nok. De mener altsaa, at jeg tør gjøre mig Haab?

SOPHIE

Nei.

LINK

Hvad for Noget? Jeg kan ikke rigtig blive klog paa Deres Mening .... O De vil bare skjemte, det 168 kan jeg nok mærke. Nei, elskværdigste af alle Jomfruer! lad mig ikke høre noget Nei af Deres Mund! De skal slippe til et endnu kortere Svar; jeg skal selv dictere Dem det: J-A, hvad siger det?

SOPHIE

Nei.

LINK

Nei, jeg beder om Forladelse; det siger saagu Ja. (Afsides.) Man skulde troe, hun var forsømt i Opdragelsen.

Mel. Son inamorato.

1.

LINK
Kan man ikke Mere,
End kun bogstavere,
Ved man, at trende
Skrifttegn er i "Nei."
"Ja" har kun tvende,
Et tredie har det ei;
Kun N og E og I kan sige:
SOPHIE
"Nei."
LINK

Med mindre De foretrækker at skrive det med Jod?

SOPHIE

Nei!

169

2.

LINK
Jeg, som Uindviet
I den Strid om I'et,
Tør ikke raade;
Gjerne taaler jeg
Hver Skrivemaade,
Naar kun jeg hører ei
Et N, et E, et I, som siger:
SOPHIE
Nei.
LINK

Men det var egenlig ikke Det, jeg vilde sige; og De har maaskee endnu ikke forstaaet mig?

SOPHIE

Nei.

3.

LINK
Elskede Sophie!
Jeg kan ikke bie.
Ak! du mig lokker
Hen paa Elskovs Vei!
O svar din Klokker!
Men svar ham, svar ham ei
Et N, et E, et I, som siger:
SOPHIE
Nei.
LINK

Ja, nu seer jeg nok, De kan bogstavere, saa De behøver ikke at give flere Prøver derpaa. Eller lad os da forsøge med et andet Ord!

170
SOPHIE

Nei!

LINK

Jo!

4.

LINK
Siig da, vil De tage
Mig til Ægtemage,
Og med mig drage
Ægteskabets Vei?
Kan jeg behage?
Kun derom spørger jeg.
Nu svar med J og A, det siger:
SOPHIE

Nei!

LINK

Men hvad er nu det? Skal nu J og A igjen sige Nei?

SOPHIE
(modsigende.)

Nei!

LINK

Ja saa? Det er altsaa et Svar paa mit Spørgsmaal? .... De tier .... og samtykker i min Formodning! De vil altsaa ikke have mig?

SOPHIE

Nei.

LINK

Paa ingen mulig Maade?

SOPHIE

Nei.

171
LINK

Det er virkelig charmant! Men hør, gjør mig ikke rasende, gjør mig ikke desperat!

SOPHIE
(forsikkrende.)

Nei!

LINK

De svarer, som om De vilde sige: "Det har ingen Nød." Men De tager feil; jeg er meget hidsig af Naturen. Gud give, jeg var i Grenaa! saa skulde det rigtignok gaae ud over Klokkerne.

Mel. af Lulu: Kloden maatte styrte sammen.

1.

LINK
Taarnet skulde styrte sammen
Ved den stærke Klokkeklang,
Hvis jeg adlød Vredesflammen,
Adlød Hævnens vilde Trang.
Kime skal jeg efter Evne,
Kommer jeg til Grenaa hjem;
Om da Taarnet faaer en Revne,
Komme Straffen over Dem!
Svar dog, elsker De mig ei?
SOPHIE
Nei nei nei! nei nei nei! nei nei nei!
Nei nei! nei nei nei nei! nei nei nei!
LINK
Om da Taarnet faaer en Revne,
Komme Straffen over Dem!
Om da etc.
HAMMER
(afsides.) Selv han vil af Harme revne,
Før han naaer til Grenaa hjem.
172

2.

LINK
Man en Klokkestorm skal høre,
Der skal skjære som en Fiil;
Man skal stoppe Vox i Øre
I en Kreds af otte Miil.
Lyder Klokken da ei længer,
Har det sidste Ord den talt,
Høit i Klokkestrengen hænger
En fortvivlet Klokker qvalt.
Svar dog, elsker De mig ei?
SOPHIE
Nei nei nei! nei nei nei! nei nei nei!
Nei nei! nei nei nei nei! nei nei nei!
(Løber hurtig ind i Værelserne.)
LINK
Saa gid Satan staae her længer!
Det er altfor pinegalt!
Saa gid etc.
HAMMER
(afsides.) Ei til flere Svar han trænger,
Han sit Spørgsmaal fik betalt.

NIENDE SCENE

LINK. HAMMER.

HAMMER
(med Links gamle Kjole i Haanden, løber hurtig ud til ham.)

Maa jeg nu bede Dem om min Kjole; jeg kan ikke vente et Øieblik længere.

(Tager Slaabrokken af, og hænger den over Stolen i Baggrunden.)
173
LINK
(trækker Kjolen af, og leverer ham den.)

Fanden i Vold med den!

HAMMER
(idet han trækker den paa.)

Det er en høflig Taksigelse for Laan.

LINK
(idet han trækker sin Kjole paa.)

Hvad har den hjulpet mig til? Til en Kurv!

HAMMER

Ja det er netop dertil, den er indrettet. Nu skal jeg ud til min Cousine, og faae en ny Kurv hængt paa Ærmet.

(Henter Hat og Stok i sit Værelse.)
LINK
(imidlertid.)

Saa gid jeg da hellere havde beholdt min gamle Staabi! (Til Hammer, som kommer tilbage.) Hør, du! Hvad der ærgrer mig allermeest, det er, at det virkelig er en net Pige, rigtig en overmaade dannet Pige.

HAMMER

Saa? Hvoraf kunde De mærke det?

LINK

Hvoraf, hvoraf! Hvoraf mærker man Sligt? Naturligviis af hendes aandrige Samtale.

HAMMER

Saa De fandt hendes Samtale aandrig? Mig synes, den var noget eensformig.

174
LINK

Du synes, du synes! Har du da hørt Samtalen?

HAMMER

Det kunde jeg ikke undgaae; Væggen er meget tynd imellem mit Kammer og Salen.

LINK

Men hvorledes kan du da synes, at hendes Samtale var eensformig?

HAMMER

Det forekom mig saa.

LINK

Hun indlod sig med mig angaaende en Mængde Gjenstande.

HAMMER

Det kan vaere, men hun var alligevel ikke synderlig veltalende.

LINK

Tvertimod, hun talte med en Forstand, en Deeltagelse, en Livlighed ....

HAMMER

Oprigtig talt, har De hørt meer end eet Ord af hendes Mund?

LINK

Hvilken Snak! jeg talte jo længe med hende.

HAMMER

Ja, jeg troer ogsaa, at hun over hundrede Gange gjentog det ene Ord, men det blev dog ikke til flere.

175
LINK

Hvad skulde det være for et Ord?

HAMMER

Men Gud bevares! har De efter saa mange Gjentag eiser endnu ikke faaet det Ord indpræget? Saa maa De jo være døvere end den Døveste.

LINK

Aa Snak! jeg er ikke døvere end Klokkere og Kanonerere pleie at være.

HAMMER

Men veed De da ikke, at hun under hele Samtalen med Dem ikke har betjent sig af noget andet Ord, end det ene lille Ord Nei?

LINK

Hvad for Noget?

HAMMER

Som jeg siger.

LINK

Det har jeg saagu slet ikke lagt Mærke til .... Men nu, du siger det, jeg troer næsten ogsaa .... idetmindste erindrer jeg nu, at det Ord kom temmelig hyppigt for i hendes Tale.

HAMMER

Farvell jeg har ikke Tid længere; min Cousine venter mig.

(Vil gaae.)
176
LINK

Men hør! siig mig bare, hvad kan hendes Mening have været dermed?

HAMMER

Nu har jeg ikke Tid til at tale derom. Men om et Øieblik kommer jeg tilbage; min Cousine boer kun to Skridt herfra. Jeg skal da være til Deres Tjeneste, og give Dem al den Oplysning, jeg formaaer.

(Løber ud igennem Baggrunden.)

TIENDE SCENE

LINK allene.

LINK

Men saa staaer jo Fanden skinbarlig i det! Hun har villet gjøre Nar af mig! .... Ja, der er ingen Tvivl om! .... Herregud! hvad er det saa videre? Det er ikke værdi at tage sig den Ulykke nær. Hvor kunde jeg dog før blive saa vred, fordi hun ikke vilde have mig? .... Det var saamænd ikke Noget at blive hidsig for. Nei, Taalmodighed! Vand i Blodet! .... Det er bedst, jeg seer at komme fra Kjøbenhavn jo før jo hellere.

ELLEVTE SCENE

LINK. GAMSTRUP kommer fra Baggrunden.

GAMSTRUP

Ih! see god Dag, god Dag, min bedste Herr Link! og hjertelig velkommen til Kjøbenhavn! Naar var Ankomsten?

LINK

Imorges, Herr Justitsraad!

177
GAMSTRUP

Naa, det maa jeg lide, at De ikke spilder Deres Tid, men strax kommer herop til os. (Halv sagte.) Siig mig, har De maaskee allerede seet min Broderdatter?

LINK

Ja, jeg har.

GAMSTRUP

Og talt med hende?

LINK

Jeg kan ikke nægte det.

GAMSTRUP

Bravo bravo! Naa, hvad sagde hun da?

LINK

Ja, hvad hun sagde, var just ikke ret mange Ord.

GAMSTRUP

Det kan De ikke regne; unge Piger tænke som saa: "Vi Sømænd gjør ei mange Ord."

LINK

Ja, Hr. Justitsraad, det behøves jo heller ikke at gjøre mange Ord, naar Ordene blot ere tydelige.

GAMSTRUP

Meget sandt, Hr. Ven, meget sandt! Og i den Henseende har De vel ikke Noget at klage over?

LINK

Nei, paa ingen Maade.

178
GAMSTRUP

Naa, men saa fortæl da, fortæl! jeg staaer som paa Gløder. Er De allerede enig med hende?

LINK

Ikke saa ganske.

GAMSTRUP

Ikke det? hvad svarte hun da?

LINK

Hun svarte "Nei."

GAMSTRUP

Paa Deres Frieri?

LINK

Baade paa det og paa Alt hvad jeg forresten sagde til hende.

GAMSTRUP

Hvad er det for Noget? Hvorledes kunde hun svare Nei paa Alting?

LINK

Saaledes er det dog. Hun var saa forhippet paa sit Nei, at hun ikke brugte noget andet Ord; og jeg troer, at om jeg havde sagt, at Hvidt var Sort, saa havde hun ogsaa svart Nei.

GAMSTRUP

Ja, det havde da ikke været saa urimeligt.

LINK

Jeg fortalte mig; jeg mener, ifald jeg havde sagt, at Hvidt var ikke Sort. ....

179
GAMSTRUP

Ja, saa maatte hun jo ogsaa svare Nei.

LINK

O nei! jeg mener heller ikke saadan; men ifald jeg havde sagt, at Hvidt var Hvidt, eller at Sort var Sort. ....

GAMSTRUP

Troer De saa, at hun havde svart Nei?

LINK

Jeg tør forbande mig derpaa, siden hun over hundrede Gange svarede det paa Alt hvad jeg sagde, uden Undtagelse.

GAMSTRUP

Men hvad er det for Historier? Saa har hun jo gjort Nar af Dem lige op i Deres aabne Øine?

LINK

Det faldt mig ind bagefter.

GAMSTRUP

Det er jo uforskammet, saaledes at begegne min gode gamle Ven. Men bi De kun lidt! Lad mig bare faae talt et Ord med hende, den Spidslærke, saa skal De snart see en Forandring.

LINK

Nei, hør nu, Herr Justitsraad! jeg vilde netop bede Dem om ikke at gjøre nogen Ophævelse. Seer De, jeg har taget mit Parti. Naar Pigen ikke synes om mig, saa gjør hun jo vel i at give mig en Kurv. Jeg har allerede begivet det Hele, og vil see at komme tilbage til Grenaa jo før jo hellere. Herr 180 Justitsraaden og jeg kan blive lige gode Venner for det.

GAMSTRUP

Nei aldrig i Evighed tillader jeg, at De reiser bort efter en saadan Fornærmelse, uden iforveien at have faaet Opreisning. Hun skal bede baade Dem og mig om Forladelse, hun skal gjøre os formelig Afbigt. Og den Kurv, hun har givet Dem, skal hun tage tilbage; den kan hun beholde selv, eller hun kan give den til en Anden; jeg finder nok Brug for den; jeg har saa allerede en vis Mistanke om at der er en ung Springfyr, som sidder i Baghaanden. Lad mig kun raade! jeg vil strax kalde hende ud.

LINK

Nei nei, Hr. Justitsraad! lad det endelig være! Jeg er meget bange for alle huuslige Scener.

GAMSTRUP

Bange? Er De Kujon?

LINK

Aa Kujon, Kujon! Det er jeg ikke, men ....

GAMSTRUP

Hør! Vær nu en fornuftig Mand, og tag imod Raison! Vil De lade Dem forbløffe af en ung Piges Luner og Næsviished? De, som regjerer over den store Kirkeklokke i Grenaa By, vil De gaae afveien for en Fruentimmer-Klokke?

LINK

Ja, min høistærede Ven, det vil jeg; thi det er ikke alle Klokker, der høre til mit Fag.

181
GAMSTRUP

Ih! men saa er De jo et sandt Klokkefaar! Og naar De selv har saa lidt Fasthed, saa er det, sandt for Herren, bedst, at jeg tager mig af Dem, og bliver Deres Formynder, ligesom jeg allerede er min Broderdatters. Vil De nu vente et Øieblik, saa skal De see. (Raaber ind ad Døren.) Sophie! kom ud!

TOLVTE SCENE

DE FORRIGE. SOPHIE.

GAMSTRUP

Kom hid, Jomfru, og see mig lige ind i Øinene! - Jo, det er rigtignok nette Historier, jeg maa høre om dig! Hvorledes har du begegnet denne Mand?

SOPHIE

Denne Mand? Hvorledes skulde jeg have begegnet ham?

GAMSTRUP

Ja, det er netop Det, som jeg spørger dig om.

SOPHIE

Jeg forstaaer Dem ikke, kjære Onkel! Denne Mand har jeg jo aldrig seet før i dette Øieblik.

LINK
(afsides.)

Naa, hun kan rigtignok lyve, som det var prentet.

GAMSTRUP

Hvad for Noget? Ikke seet ham? Troer du, at du kan dreie mig den Knap?

182
SOPHIE
(efter at have betragtet Link nærmere.)

O jeg beder om Forladelse! Det er jo Klokkeren fra Grenaa!

GAMSTRUP

Naa, saa nu vaagner Hukommelsen?

LINK
(afsides.)

Nu fik hun Øinene op.

SOPHIE

Men Gud bevares! De er jo reent ukjendelig. Hvad er det for en Forandring, der er foregaaet med Dem?

LINK

Med mig?

GAMSTRUP

Med ham?

SOPHIE

Jeg veed ikke, men De er aldeles forandret .... O, nu har jeg det! De har skiftet Kjole.

GAMSTRUP

Det er saagu sandt! det har De jo ogsaa.

LINK

Aa ikke Andet end Det!

SOPHIE

Ikke Andet? Det gjør meget til Sagen.

183
LINK

Det var min Frierkjole, som jeg før havde paa. Nu er der ingen Grund til at slide paa den.

GAMSTRUP

Ligemeget med Klæderne! Men nu spørger jeg dig, Jomfru Næsviis, hvorfor har du havt denne respectable Mand til Nar?

SOPHIE

Jeg?

GAMSTRUP

Nei see, hvor hellig hun kan gjøre sig! Har du ikke over hundrede Gange sagt Nei til ham? og har du ikke svart Nei paa Alt hvad han sagde til dig, paa Alt uden Forskjel?

SOPHIE

Det veed jeg virkelig ikke.

GAMSTRUP

Ja, men jeg veed det, og mig skal du ikke kunne tage ved Næsen. Jeg veed ogsaa ret vel, hvad det er, som sætter dig Fluer i Hovedet. Det er den unge Logerende, som stikker bag ved alt Dette; han gaaer og smidsker for dig; og du er taabelig nok til at lade dig bedaare af hans prægtige Ord.

SOPHIE

Men hvorledes kan De troe ....

GAMSTRUP

Snik Snak!

184
LINK
(afsides.)

Hammer! Skulde det være muligt?

GAMSTRUP

Men der skal aldrig i Evighed blive et Par af jer. Han eier ikke en Skilling, med mindre han gifter sig med sin Cousine, efter Faderens Villie, men det vil Fyren ikke, og dersom han vilde det, saa kunde du da ligesaalidt faae ham. Og nu skal jeg sige dig Noget: Jeg vil ikke have ham længere her i Huset; han skal være saa god at flytte; jeg har al Grund til at bede ham fortrække; thi det er idag den første i Maaneden, og han har endnu ikke betalt sin Leie.

SOPHIE

Men kjære Onkel, det er jo endnu ikke Middag; han kan jo betale endnu.

GAMSTRUP

Nei, saadanne Affairer af gjør man om Morgenen. Den Logerende, som ikke er accurat i den første Maaned, han bliver det saamænd aldrig.

LINK

Da maa jeg dog sige, at De vist gjør ham Uret heri. Saavidt jeg veed, har han Orden i sine Affairer, og er ogsaa ved Penge.

GAMSTRUP

Naa, vil nu ovenikjøbet De tage ham i Forsvar?

185
LINK
(som imidlertid er gaaet til Vinduet.)

See, der kommer han! Nei, hvor han farer ned ad Gaden lige hen imod Huset!

GAMSTRUP

Ja, lad ham kun fare ind i Huset! han skal snart fare ud af det igjen .... Funtus! der falder mig Noget ind! .... Sophie, bliv her og tag imod ham; Link og jeg gaae ind her i Værelset, og lytte til jeres Samtale. Og hør nu hvad jeg befaler dig: Du siger ikke et Ord til ham, undtagen "Nei!" Paa Alt hvad han siger til dig, svarer du Nei og Nei og Nei, og ikke Andet end Nei! Nu vil jeg dog med egne Øren høre, om det er sandt, at du kan hjelpe dig med det ene Ord.

SOPHIE

Men bedste Onkel ....

GAMSTRUP

Ikke et Muk! jeg viger ikke fra min Villie. Og dersom du siger et eneste Ord til ham foruden "Nei", saa kommer jeg frem, og dreier Halsen om paa dig.

LINK

Hvad er det nu værdt, Hr. Justitsraaad? ....

GAMSTRUP

Stille! saadan skal det være .... Der er han! Kom, Hr. Link! kom!

(Trækker Link ind i Værelset paa venstre Haand.)
186

TRETTENDE SCENE

SOPHIE. GAMSTRUP og LINK i det venstre Sideværelse, hvis Dør de holde paaklem, for af lytte. HAMMER kommer hurtigt springende ind fra Baggrunden.

Mel. af Apothekeren og Doctoren: Skal Besøg hos Piger lykkes.

HAMMER
(uden at bemærke Sophie.)

1.

Her er jeg igjen tilbage!
Jeg maa synge, dandse, lee.
Pokker alle Griller tage!
Jeg kan lutter Solskin see.
Nu jeg synge maa Hurra,
Synge maa Victoria.
La la la, la la la!
Hurra, Hurra, Victoria!

2.

Jeg har skudt en Poppegøie,
Og nu har jeg ingen Nød.
Alting straaler for mit Øie
Med Forgyldning luerød.
Nu jeg synge maa Hurra,
Synge maa Victoria.
La la la etc.
(Han faaer Øie paa Sophie.)

3.

O Sophie! see min Glæde!
Jeg maa dele den med Dem.
Jeg maa dandse, jeg maa qvæde,
Til jeg gaaer fra mine Fem.
Nu jeg synge maa Hurra,
Synge maa Victoria.
La la la etc.
187

O De forundrer Dem vist over at see mig saa ellevild af Glæde! Men De veed ikke, hvilken Lykke der er hændet mig; De kan ikke gjætte det.

SOPHIE

Nei.

HAMMER

Men fra nu af tør jeg tale uforbeholdent, fra nu af tør jeg sætte mig ud over enhver Tvivl, enhver Frygt; Intet er nu til Hinder, .... ifald jeg tør antage, at vi forstaae hinanden. At De har forstaaet mig, sætter jeg ikke i Tvivl; men jeg selv, Sophie, skulde jeg vel have misforstaaet Dem?

SOPHIE
(med Ømhed.)

Nei.

HAMMER

O saa er jeg det lykkeligste Menneske! thi ikke sandt, der er jo Ingen, som er endnu lykkeligere? De elsker ingen Anden?

SOPHIE

Nei.

HAMMER
(knælende.)

Og naar jeg nu lægger mit Hjerte for Deres Fødder, idet jeg sværger Dem evig Kjærlighed og Troskab, saa vil De ikke mistvivle om Oprigtigheden af mine Ord?

SOPHIE

Nei.

HAMMER

De vil ikke svare mig uvenligt?

188
SOPHIE

Nei.

HAMMER

Ikke vende Dem bort?

SOPHIE

Nei.

HAMMER

Ikke nægte mig Deres Haand?

SOPHIE

Nei.

HAMMER

Ikke fortryde Deres Løfte?

SOPHIE

Nei.

HAMMER

Aldrig ophøre at elske mig?

SOPHIE

Nei.

(Gamstrup og Link komme hurtigt ud fra Sideværelset.)
GAMSTRUP

Holdt! Stop! det er meer end Nok!

HAMMER
(springer op.)

Hvad seer jeg!

GAMSTRUP
(forbittret, til Sophie.)

Tak skal du have! du er et lydigt Barn, det maa man rigtignok rose dig for!

189
SOPHIE

Men kjære Onkel! De har jo selv befalet mig at svare med lutter Nei'er.

GAMSTRUP

Ja, og jeg beundrer den Punktlighed, hvormed du har udført min Befaling.

SOPHIE

Jeg var vel nødt dertil; ellers var De jo kommen for at dreie Halsen om paa mig.

GAMSTRUP

Du kan ikke vide, om jeg ikke kommer for det Samme.

SOPHIE

Det vilde jo være mod Tro og Love.

HAMMER

Men hvad vil det sige, at Jomfru Sophie skulde svare Nei?

LINK

Naa, saa du har ikke hørt, at hun svarede Nei paa Alt hvad du sagde til hende? Nei og intet Andet?

HAMMER

Det har jeg slet ikke bemærket.

LINK

Men saa maa du jo være døvere end den Døveste.

HAMMER

Ligemeget! Men siden begge Herrer ere saa vel underrettede om vor Samtale, saa maae de da ogsaa 190 vide, at Jomfru Sophie har i alle disse Nei'er skjænket mig et formeligt Ja.

GAMSTRUP

Saa sagte! Her har jeg et Ord at sige. For det Første maa jeg bede Dem, Herr Hammer, om at være saa god at see Dem om efter et andet Logis, thi jeg kan ikke beholde Dem længere.

HAMMER

Hvorledes, Herr Justitsraad? De viser mig Døren?

GAMSTRUP

O De behøver ikke at tale i saa høie Toner; jeg er Herre i mine Værelser, og De har desuden ikke betalt Deres Leie.

HAMMER

De otte. Rigsdaler? Ikke Andet? Jeg er vis paa, at min Ven Herr Link gjør sig en Fornøielse af at betale dem for mig.

LINK

Otte Rigsdaler? Ja det er ganske rigtigt, Herr Justitsraad! De skal faae dem hos mig; jeg skylder Herr Hammer dem.

GAMSTRUP

Ligemeget! det er det Mindste af Sagen. Men for det Andet, Herr Hammer, saa maa jeg sige Dem, at min Broderdatter skal aldrig i Evighed blive Deres Kone; hun er bestemt for Herr Link ....

191
LINK

Tillad, Høistærede! Hvad mig angaaer, saa vil jeg ikke staae min gamle Vens og Discipels Lykke iveien.

GAMSTRUP

Ti stille! der er Ingen, som spørger Dem ....

LINK

Da skulde jeg dog troe, at jeg har et Ord at tale med i den Sag.

HAMMER

Vær rolig, Herr Link, jeg skal snart klare det Hele.

GAMSTRUP

Saa? Hvordan vil De bære Dem ad dermed?

HAMMER

Jeg maa da sige Dem, Herr Justitsraad: for det Første, at Deres Broderdatter skal blive min Kone; for det Andet, at hun skal blive min Kone; og for det Tredie, at hun skal blive min Kone.

GAMSTRUP

Hør, veed De hvad ....

HAMMER

Og endelig for det Fjerde, at De skal give Deres Samtykke dertil.

GAMSTRUP
(med tilbageholdt Utaalmodighed.)

Det sidste Punkt gad jeg nok høre lidt Mere om. Hvormed vil De tvinge mig til at give mit Samtykke?

192
HAMMER

Med tre Bogstaver.

GAMSTRUP

Tre Bogstaver? Maa jeg høre dem?

HAMMER

Ja, De skal endogsaa faae dem at see. (Tager et overmaade stort Brev frem.) Jeg har i dette Øieblik været hos min Cousine, for at udbede mig hendes Haand og Hjerte, ifølge min Faders Villie. Hun vidste, at jeg kom i dette Ærinde, og jeg havde allerede iforveien ladet hende anmode om, at hun vilde gjøre mig den Tjeneste, blot at svare Ja eller Nei. Da jeg nu kommer derhen, og beder om at faae hende itale, hører jeg til min største Forundring, at hun er taget i Dyrehaven med sin Kjæreste ....

DE ANDRE

Kjæreste?

HAMMER

Ja, saaledes lød Budet. Men da hun vidste, at jeg kom, havde hun efterladt dette store og anseelige Brev til mig. Vil De behage at læse dets Indhold?

(Leverer det til Gamsfrup, som breder det ud, og holder det tæt for Øinene.)
GAMSTRUP

Jeg kan ikke see en Tøddel.

HAMMER

De holder det for nær.

193
GAMSTRUP
(idet han holder det længere og længere bort fra sig.)

Jeg kan endnu ikke see hvad det er.

HAMMER

Det er endnu for nær.

GAMSTRUP

Det er da Fanden til Skrift! (Til Link.) O hold det for mig! (Link fager det.) Længere tilbage! .... længere! længere! Ligesaa langt De kan komme!

(Link og Gamstrup fjerne sig saa langt fra hinanden, som de kunne; Link holder Papiret; man seer Ordet "Nei" malet derpaa med colossale Bogstaver.)
GAMSTRUP

Ja, nu kan jeg see det, der staaer jo "Nei." Men hvad saa videre? thi at hun svarer Nei, naar hun allerede har en Kjæreste, det er da ikke forunderligt.

HAMMER

Et Øiebliks Taalmodighed! (Tager et andet Brev i sædvanlig Format frem.) Efter at jeg nu havde læst hiint Document, der, ifølge min egen Begjæring, kun indeholdt et eneste Ord, vilde jeg gaae bort; men i det Samme leverede Huusholdersken mig dette mindre Brev som Supplement til det større. Heri skriver min Cousine, at det undrer hende meget, at jeg nogensinde har kunnet antage, at hun vilde sige mig Ja; hvad hende angaaer, da kunde det aldrig falde hende ind at ville have mig ....

GAMSTRUP

Det er meget smigrende.

194
HAMMER

Og til Beviis derpaa lader hun mig vide, at hun allerede i et halvt Aar har været hemmelig forlovet, og nu agter at gifte sig med sin Kjæreste, i hvilken Anledning hun, ifølge Testamentets Bydende, har skiftet med mig, og herved sender mig en Obligation paa de halvtredsindstyve tusinde Rigsdaler, som tilkomme mig.

GAMSTRUP

Hvad hører jeg!

LINK

Naa, det glæder mig i Sandhed. Ja du har Lykken med dig, min gode, gamle Ven og Discipel! Men du fortjener den ogsaa, Ingen fortjener den meer end du.

HAMMER

Seer De, Hr. Justitsraad, Dette var den forlangte Forklaring over det fjerde Punkt.

GAMSTRUP

Det fjerde Punkt?

HAMMER

De kan vist ikke længere huske hvad der var det fjerde?

GAMSTRUP

Jeg maa tilstaae, jeg er saa forstyrret i mit Hoved ....

195

SLUTNINGSSANG.

Mel. Seit Vater Noah in Becher goss.

1.

HAMMER
Det fjerde Punkt - De det husker vel -
Kun Deres Samtykke var;
Det er jo sagtens en Bagatel,
Naar Pigens Hjerte man har.
Men her undværes det ei,
Thi vist en saa hæderlig Onkel, Justitsraad etcetera
Vil svare Ja
Langt heller end svare med Nei.
ALLE
Thi vist en saa hæderlig Onkel etc.

2.

GAMSTRUP
Velan, min Herre, De skal faae Ret,
Hvad nys De spaaede, det skeer.
Sophie finder Dem saare net,
Og hvad behøves da meer?
(Idet han lægger Hammers og Sophies Hænder sammen.) Mit Ja jeg nægter jer ei,
Jeg selv her forener et elskende, lykkeligt Ægtepar,
Thi sagtens var
Jeg gal, om jeg her sagde Nei.
ALLE
Jeg/Han selv her forener et elskende, lykkeligt Ægtepar,
Thi sagtens var
Jeg/Han gal, om jeg/han her sagde Nei.
196

3.

LINK
Jeg kom som Frier til Staden her,
Og lærte Fjong og Command;
Nu bort igjen fra de laante Fjer
Mig kalder Klokkernes Klang.
Fra Amors farlige Vei
Jeg stiger ad Trappen i Taarnet; Motionen er yderst sund,
Og Klokkens Mund
Mig aldrig tør svare med Nei.
ALLE
Jeg/Han stiger ad Trappen i Taarnet; Motionen er yderst sund,
Og Klokkens Mund
Mig/Ham aldrig tør svare med Nei.

4.

SOPHIE
(til Publicum.) Blev Alles Dom om et Skuespil
Til kortest Maal reduceert,
Da vilde Nei eller Ja slaae til,
Hvert Omsvøb blev confiskeert;
Og strengt man tog det da ei,
Saa hvis vi nu haabed, at De fandt Behag i en Bagatel,
De vilde vel
Ei Haabet besvare med Nei.
ALLE
Saa hvis vi nu haabed etc.
197

SYVSOVERDAG
ROMANTISK COMEDIE I TRE ACTER

Første Gang opført paa det Kongelige Theater
den 1ste Juli 1840,
i Anledning af Deres Majestæters
Kongens og Dronningens Kroning paa
Fredriksborg-Slot.

198
199

FØRSTE ACT

I LUFTEN

FØRSTE SCENE

PHANTASUS,
(som ved Teppets Opgang staaer i Skyerne, træder frem, og siger til Tilskuerne): Jeg hilser eder! Jeg er Phantasus;
I kjende mig vel sagtens, vil jeg haabe,
Thi ellers var det slemt for jer og mig.
Jeg kommer til jer fra min Sommersky;
Med mig skal I bestige den i Tanken,
Og svæve gjennem Luftens klare Strøm,
Og skue ned paa Menneskenes Daarskab,
Paa deres Lidenskaber, deres Uro
Og frugtesløse Travlhed, Haab og Frygt
Og Sorg og Fryd, - Alt fra min rene Høide.
Jeg viser jer hvert jordisk Billed luttret,
Og luttrer eders Følelse derved,
Thi snart som Mennesker I skulle dele
De Jordiskes Bekymringer, og snart
Med Guders Latter nyde deres Daarskab.
Men Taushed og Opmærksomhed jeg kræver,
Thi Den, som ei sig ganske giver hen
Til mig med Øiet, Øret, Sjælen, han
200Maa'selv forskylde, hvis han ei forstaaer mig.
Og siger ikke heller, at for dristig,
At for phantastisk er min Virksomhed,
Naar jeg forbinder Det, som adskilt er,
Og glider over Secler som et Nu,
Thi kun det Dristige behager mig,
Og Phantasus er aldrig for phantastisk;
Men slutter jer til mig med ærlig Villie,
Med ingen forudfattet critisk Tvivl,
Saa skal I see, hvor let det gaaer at flyve.
En Gjenklang lyder end fra Fredriksborg,
Endnu det toner fra de gamle Haller
Om Festen, hvor vor Konge satte Kronen
Af Guld om sin og om vor Dronnings Tinding.
Til Fredriksborg, saa rigt paa gamle Minder,
Og med et nyt, et dyrebart, forøget,
Jeg fører eder hen, men ad en Omvei:
Vi drage først til Fredensborg og Gurre.
Det bedste Strøg i Danmarks rige Have
Jeg valgte til min Tumleplads idag.
O! sikkert hopper Hjertet alt i Livet
Paa Mangen, naar han hører disse Navne,
Thi hvo har seet hiint Paradiis i Danmark,
Og mindes ei begeistret hundred Steder,
Omfattende, lig glimrende Juveler,
Vor Esrom-Søes vidunderlige Perle?
Jeg tyer til disse Minder som en Hjelp:
Med dem I paa min Flugt ledsage mig!
I deres Glands, lig Aftensols-Belysning,
I skue Digtet, som jeg bringer jer!
I høre det med Sommerlyst i Hjertet!
(Musik bag Scenen, vedvarende under Resten af Repliken, som Introduction til den følgende Sang.) 201Hør! nu begynder alt mit muntre Spil.
Det er paa Fredensborg at Sangen toner.
Jeg fører eder ind der i en Kreds
Af lystige Spidsborgere, som synge.
Kun lavt ved Jorden jeg min Flugt begynder,
Men snart sig Digtet hæver, lig min Sky. -
Farvel! Vi sees igjen, og meer end eengang.
(Han træder tilbage i Skyerne, som drage bort med ham.) SCENEN ER FORVANDLET TIL: En Stue paa Fredensborg Slot, vendende ud til et Partie af Slotshaven, som sees igjennem Døren og Vinduerne i Baggrunden. Paa hver Side er ogsaa en Dør.

ANDEN SCENE

Omkring et Spisebord sidde: HUMMELSKOU (Pensionist), MAX (Grosserer), FRU MAX (hans Kone), BALTHASAR (hans Myndling), FRU LÜTTICH (en Enke), CONSTANCE (hendes Niece). De spise og drikke. (Balthasar er klædt som en ung Mand, der gjerne vil være paa Moden, men ikke har Midlerne dertil.)

BALTHASAR
(synger.)

1.

O hvor godt at sidde her
I den muntre Klynge!
Ude staae de gamle Træer,
Vifte blidt og gynge.
Ved Besøg af Sommervind
Fugle titte til os ind,
Qviddre, naar vi synge.
CHOR
Ved Besøg etc.
202
BALTHASAR

2.

Flygtet fra sit Fangebuur,
Hvor man Livslyst savner,
I den grønne Skov-Natur
Hjertets Længsel havner.
Fredensborg! O skjønne Navn!
Hvilken Vellyst i din Favn
For en Kjøbenhavner!
CHOR
Fredensborg etc.
BALTHASAR

3.

Her er Munterhed og Sang,
(henvendende sig til Constance, som slaaer Øinene ned.) Her er smukke Piger;
Her for dem og Glassets Klang
Hvert et Mismod viger.
(henvendende sig til Hummelskou.) Her en gjæstfri Vert vi fandt,
Som behandler os galant,
Det er ingen Smiger.
CHOR
Her en gjasstfri Vert etc.
BALTHASAR

Leve vor Vert! Leve Herr Renteskriver Hummelskou!

ALLE

Han leve!

(De reise sig og klinke.)
203
HUMMELSKOU

Jeg beder Dem at tage tiltakke; en Skjelm byder bedre end han har. (De gaae Alle fra Bordet hen i Forgrunden.) Vi er paa Fredensborg og ikke i Kjøbenhavn. Maa jeg ønske Dem "Vel bekomme!"

ALLE
(mellem hverandre).

Vel bekomme! Vel bekomme!

(Et Par Piger komme imidlertid ind og tage af Bordet.)
CONSTANCE
(til Balthasar).

De har virkelig en meget behagelig Stemme.

BALTHASAR
(henrykt).

O Gud! Synes De det?

CONSTANCE

Og De er Poet? Det vidste jeg ikke.

BALTHASAR

Jeg? Nei, langtfra!

CONSTANCE

Men den lille Sang, som De skjænkede os?

BALTHASAR

Den er ikke af mig.

CONSTANCE

Men den passede jo ganske til Leiligheden?

204
BALTHASAR

Ja, for jeg har lempet de sidste Linier. Men alt det Øvrige blev skrevet forleden Dag af - (han standser, idet han seer Max tæt ved sig.)

CONSTANCE

Af hvem?

BALTHASAR
(sagte).

Jeg tør ikke sige det, for ei at ærgre Grossereren.

CONSTANCE

Tak skal De have! Nu veed jeg Besked. Tænkte jeg det ikke nok? Den unge Mand har Talent, derom er ikke to Meninger.

BALTHASAR

Synes De det? O ja saamænd.

MAX
(som har hørt efter det Foregaaende).

Hvem har Talent?

CONSTANCE

En ung Mand, hvis Navn Deres Øre ikke kan taale.

MAX

Hør, Balthasar! Naar du vil overtræde mine Befalinger, uagtet jeg er din Formynder, saa seer jeg hellere, at du gjør det aabenlyst, end hemmeligt.

CONSTANCE

Vær De rolig, Hr. Grosserer! Balthasar har ikke nævnet Nogen.

205
BALTHASAR

Jeg veed jo, at Personen skal være anonym i Deres Familie, og hans Anonymitet er ogsaa tilfulde bleven respecteret.

CONSTANCE

Vi veed, Hr. Grosserer, at et Navn allerede længe har været Contrebande i Deres Huus, men jeg kan forsikkre Dem, at heller Ingen har forsøgt paa at smugle det ind.

MAX

Frøken, De misforstaaer mig. Naar jeg har ønsket, at en Person ikke skulde nævnes i min Familie, saa var det naturligviis min Mening, at han heller ikke forblommet skulde omtales. Og De vilde ikke fortænke mig deri, dersom De vidste, hvad jeg veed. - Men ligemeget! Siden Anna ikke er tilstede, saa lad gaae for dengang. Men hvor er hun? Hvad skal det sige, at hun bliver ude?

BALTHASAR

Ja, det veed jeg ikke.

MAX

Bør du ikke vide, hvor din Søster er?

CONSTANCE

Det er virkelig for meget forlangt.

BALTHASAR

Jeg kan jo dog ikke altid løbe i Hælene paa hende.

206
MAX

Men derimod kunde du gjerne altid svare din Formynder høfligt.

CONSTANCE

Ha ha ha!

BALTHASAR
(afsides).

Gud! hvor det er ækelt! Han skal altid gjøre mig flau, naar der er Damer tilstede.

MAX
(til sin Kone).

Caroline, hør!

(Fru Max, som imidlertid har staaet i Samtale med Hummelskou og Fru Lüttich, træder frem tilligemed Disse.)
FRU MAX

Hvad vil du, hjerte Mand?

MAX

Veed heller ikke du, hvor Anna bliver af?

FRU MAX

Nei, det veed Gud, jeg ikke veed! Hun gaaer vist og spadserer ude i Slotshaven.

MAX

Og bliver ude ved Middagsbordet!

HUMMELSKOU

Det skal De ikke være bekymret for. Jeg har allerede sagt min Huusholderske, at hun skulde holde et Par Retter i Beredskab for hende.

207
FRU MAX

Nei, paa ingen Maade, gode Herr Hummelskou! De har saamænd havt Byrde nok af os i de Dage vi har boet hos Dem. Vi vil ikke forøge Deres Uleilighed. Den, som kommer for sildigt, faaer ingen Mad; saaledes er det indført hos os i Kjøbenhavn.

BALTHASAR
(afsides).

Derfor maa jeg ogsaa tidt gaae fastende i Seng.

FRU MAX

Der skal Ingen sige, at vi forkjæle vore Myndlinger.

BALTHASAR
(afsides).

Nei, det veed Gud!

FRU MAX

Unge Mennesker har saa godt af at vænne sig til Orden og Punktlighed.

BALTHASAR

Men med Forlov, hvorfor har De da aldrig villet tillade min Søster at kjøbe sig et Uhr?

FRU MAX

Saadant Dingeldangel passer ikke for en ung Pige.

CONSTANCE
(til Balthasar).

Men som en god Broder kunde De idag have laant hende Deres.

208
BALTHASAR

Ja, Frøken, det vilde jeg gjerne have gjort, men .... men.... det er just hos Uhrmageren.

MAX

Praleri! Han har intet Uhr.

CONSTANCE

Hvorledes? Har De ikke et Uhr?

BALTHASAR
(forlegen).

Nei .... det er at sige, endnu ikke, men .... (Afsides.) Gud! hvor det er ækelt!

CONSTANCE

Det er jo originalt, især hos en ung, elegant Cavaleer. Apropos, hvem er Deres Skrædder?

BALTHASAR

Han hedder .... ja hvad er det nu?

MAX

Han hedder Petersen.

CONSTANCE

Man seer, han har studeret Modejournalen. Disse korte Ærmer i Kjolen .... det er dog næsten altfor moderne.

MAX

Deri har Skrædderen ingen Skyld; han syede den af en af mine aflagte Kjoler.

209
BALTHASAR
(afsides).

Nei, det er dog gruelig ubehageligt! Gud give, jeg snart var myndig!

FRU LÜTTICH

Men Constance, kan det ikke være dig det Samme, hvem der har syet Herr Balthasars Klæder?

CONSTANCE

Nei, Tante, paa ingen Maade. Alt, hvad som an? gaaer Herr Balthasar, interesserer mig.

BALTHASAR
(galant).

O Frøken! De er rigtig altfor god.

MAX
(til Fru Lüttich og Constance).

Ja, mine gode Damer! Min Kone og jeg have gammeldags Opdragelses-Principer.

BALTHASAR
(afsides).

Opdragelse! Altid skal jeg omtales som en Dreng.

CONSTANCE

Det seer man ikke paa Herr Balthasar.

BALTHASAR
(galant).

O De er meget for god.

210
MAX

Efter vor Mening skal unge Mennesker føre et indgetogent Liv; de skal ikke gaae og stadse og fjase, og ikke have store Skrædder-Regninger, som de ikke kan betale. Skrædderne have gjort mange unge Menneskers Ulykke.

FRU MAX

Ja, deri er jeg ganske enig med min Mand. Jeg kjender mange Exempler.

FRU LÜTTICH

Men man kan dog ikke fortænke unge Mennesker i, at de gjerne vil see godt ud.

MAX

Jo man kan, Frue! De skal tænke paa deres Fremtid og vænne sig til Indskrænkninger. Med Tiden, naar de først blive selvstændige, saa kan de gjøre hvad de vil, og hvis de har Raad til det, saa kan de pynte sig.

BALTHASAR

Ja vist, naar man først er bleven saa gammel, at man seer lige forbandet ud, hvad man saa hænger paa sig.

MAX

Hvilke Talemaader!

FRU MAX

Fy, du maa skamme dig.

211
HUMMELSKOU

Tillad! maa jeg mægle Fred imellem de stridende Parter? Jeg husker godt min egen Ungdom. Dengang jeg som en fattig Examinatus juris neppe havde det tørre Brød, saa følte jeg den meest brændende Lyst til at være Cavaleer og paa Moden. Mangen Dag fik jeg ikke Noget at spise, fordi jeg havde givet mine Penge ud til en eller anden Modesag. Jeg kan huske engang i Dyrehavstiden, da levede jeg en heel Uge af Kaffe og Rugtvebakker, fordi jeg en Søndag havde leiet en Hest, hvorpaa jeg red ved Siden af en Vogn med Damer, som jeg gjerne vilde vise mig for til min Fordeel. Og hvert Aar havde jeg en Skrædder-Regning, som bragte mig de største Fataliteter. Saadanne Galskaber gjør man i den Alder, og jeg fortryder ikke mine, thi nu kan jeg dog sige, at jeg har faaet mangt et Ønske tilfredsstillet, inden det var for silde; og det er just derpaa det kommer an: man maa have Alting i rette Tid. Da jeg blev Renteskriver, og havde mit taalelige Udkomme, var jeg allerede ældre, og brød mig ikke synderlig om Stadsen. Og nu, da jeg er en gammel Pensionist, der har faaet frie Værelser her paa Fredensborg-Slot, skal jeg saamænd hverken vise mig tilhest for at behage Damerne eller sætte mine faa Penge i Modesager.

BALTHASAR
(gaaer hen og trykker Hummelskous Haand).

Gud velsigne Dem, Hr. Hummelskou! De taler som en Engel.

CONSTANCE

Som et Orakel.

212
FRU LÜTTICH

Som en Viismand.

MAX

Det er ikke min Mening.

FRU MAX

Heller ikke min.

MAX

Det veed jeg nok, min Hjerte! Du er aldrig af anden Mening end jeg.

FRU MAX

Det er jeg heller ikke, min Hjerte! Det er en lykkelig Sympathie.

HUMMELSKOU

Og hertil kommer endnu, at Deres Myndlinger jo har egen Formue, saa at der ikke er Nødvendighed for at holde dem knapt.

MAX

Bliv ikke vred, min gode gamle Ven! Men det er vanskeligt at see ind i Andres Pung. Mine Myndlinger har Formue, det er sandt, men veed De, hvor stor eller hvor lille den er, hvor Meget der kan være gaaet tabt ved uheldige Conjuncturer?

HUMMELSKOU
(flau).

Nej. det veed jeg rigtignok ikke.

213
BALTHASAR
(afsides med et Suk).

Ja, jeg saamænd heller ikke.

MAX

Om sex Aar er Balthasar myndig; til den Tid skal jeg overlevere ham hans Midler....

BALTHASAR
(afsides).

Gud give, det var idag!

MAX

Er det da ikke min Pligt at sørge for at forøge hans Capital i det Yderste, for at kunne stille den størst mulige Sum til hans Disposition? Det skylder jeg min salig Ven og Slægtning, hans og Annas afdøde Fader, som indsatte mig til Børnenes Formynder og Opdrager.

BALTHASAR

O Hr. Grosserer! lad det ikke genere Dem! Jeg seer gjerne, at De sparer noget mindre paa min Formue.

MAX

Du snakker, som du har Forstand til.

FRU MAX

Vore Børn har saamænd Intet at klage paa .... ja jeg kalder dem nu vore Børn, uagtet de ikke er det. Men de kunde gjerne være lidt taknemmeligere. Det mangler dem sandelig ikke paa Adspredelser. Har vi nu ikke taget dem med paa denne Lystreise?

214
MAX

Og bebyrdet vor gode Vert med to Personer endnu. Det var egentlig ikke rigtigt.

BALTHASAR
(afsides).

Saa! nu sagde han det reent ud! For min Søster og mig var det godt nok at blive hjemme.

HUMMELSKOU

Ih Gud bevare os, Herr Max! Det vilde jo have været den største Synd at lade Børnene sidde hjemme og kukkelure, medens al Verden, Unge og Gamle, flokkes paa Veien til Frederiksborg. Det er ikke hver Dag, man faaer en kongelig Kroning at see. De Fleste opleve den kun eengang. Gid det maa vare længe, inden den gjentager sig!

FRU LÜTTICH

Ja, men Grosserer Max har forsaavidt Ret, som De virkelig nu har faaet altfor stor Indqvartering. Ogsaa jeg og min Niece bidrage til at udvide Deres Huusholdning i disse Dage. Sex Mennesker maa De huse og føde!

HUMMELSKOU

Gjør ingen Complimenter! Gammelt Venskab ruster ikke, saalidt som gammel Kjærlighed. Jeg vilde have taget det meget ilde op, om De ikke Alle havde gjort denne Afstikker til Deres gamle Ven. Imorgen er først Kroningen, saa kjøre vi Alle til Frederiksborg; jeg har allerede bestilt en stor Holsteenskvogn. Det vilde ikke have moret mig at tage 215 derhen allene. Men nu har jeg ovenikjøbet tilbragt et Par behagelige Dage med gode Venner og Veninder; især idag.... og det er just Syvsoverdag, veed De det?

MAX

Nei virkelig?

FRU MAX

Er det Syvsoverdag?

FRU LÜTTICH

Det har saamænd Ingen tænkt paa.

HUMMELSKOU

Ak nei! hvem tænker paa Sligt i vore Tider, hvor man har saa meget Andet at tænke paa? Men det er ganske rigtigt; De kan see det i Almanaken. Gid vi bare ikke maa faae Regn, for saa skal det regne i syv Uger.

CONSTANCE

Saa De troer paa gamle Spaadomme?

HUMMELSKOU

Ja Frøken, hvorfor ikke? De gamle Propheter ere altid bedre end de nye.

TREDIE SCENE

DE FORRIGE. Procurator STEIER.

STEIER
(udenfor).

Godt! godt! Jeg skal nok finde dem.

216
BALTHASAR
(afsides).

Saa! der har vi allerede en af de nye!

STEIER
(yderst ziirlig klædt paa nyeste Mode, træder ind ad Havedøren i Baggrunden).

Deres ærbødigste Tjener! Jeg kommer dog ikke til Uleilighed?.... Hr. Hummelskou! tillader De, at jeg hilser paa Dem, medens jeg er paa Fredensborg?

HUMMELSKOU

Ah, Herr Procurator Steier! Velkommen!

STEIER

Herr Grosserer! Maa jeg have den Ære at sige Dem god Dag?.... Det gaaer meget godt med Deres Proces; paa Mandag giver jeg mit sidste Indlæg .... Ah! Frøken Constance! Det er jo charmant, at vi skal træffes her!.... Fru Lüttich! .... Fru Max! jeg kaster mig for Deres Fødder .... (Med overlegen Mine,) God Dag, Balthasar!

BALTHASAR
(tørt).

God Dag, Steier!

STEIER

Ha ha ha! Paa min Ære, ikke saa galt svaret. Jeg burde sagt: Herr Balthasar.

BALTHASAR

Og jeg: Herr Steier.

217
STEIER

Jeg havde Uret; man bør respectere Ungdommen .... ja jeg regner da mig selv til de Unge; men jeg mener den grønne Ungdom, den har faaet Betydning i vore Tider.

BALTHASAR
(afsides).

Gud, hvor det Menneske ærgrer mig! Bare jeg turde svare ham rigtigt!

STEIER

Men for at komme til Det, som er vigtigere: Jeg kan da tænke, at hele det ærede Selskab tager til Frederiksborg imorgen.

HUMMELSKOU

Ja naturligviis.

STEIER

Det er ganske charmant; jeg abonnerer paa en Plads i Deres Selskab.

HUMMELSKOU

Med Fornøielse, dersom vi blot kan faae Plads paa Vognen; den er rigtignok fiirstolet, men ....

STEIER

Hvor vil De hen? Troer De, jeg er saa ubeskeden? Jeg har min egen Equipage, det er at sige, min lille Gig; i den er jeg kørt lige fra Kjøbenhavn hertil.

218
BALTHASAR
(afsides).

Gud! han holder Gig!

CONSTANCE

Det er et nydeligt Kjøretøi! Jeg kjender det, jeg har seet det.

STEIER

Det glæder mig overordentligt, thi saa tør jeg maaskee haabe, at Frøkenen gjør mig den Ære at modtage en Plads deri, naar vi kjøre til Frederiksborg imorgen.

CONSTANCE

O det vil være deiligt! Ikke sandt, Tante, jeg maa nok?

FRU LÜTTICH

Hvorfor ikke? Men Herr Steier kjører da med os Andre? De forlader os ikke?

STEIER

Gud bevare os! Jeg skal kjøre tæt foran Dem og vise Dem Vei en.

FRU LÜTTICH

Saa kjører De bestemt fra os.

STEIER

Jeg skal gjøre mig al Umage for at holde Tact og Tempo med den store Familievogn, men det forstaaer sig, min Hest vil gjerne fremad.

219
BALTHASAR
(afsides).

Gud! hvor jeg ærgrer mig!... Og hvor han er godt klædt!

STEIER

Saa vinder Herr Hummelskou en Plads paa sin Vogn. Ikke sandt, De troede, jeg kom her med uforskammede Pretentioner? De troede maaskee endog, at jeg vilde logere hos Dem inat? Nei, vær De rolig, jeg har allerede taget mit Logis hos Cold; det er et fortræffeligt, et udmærket Sted. Men der er allerede saa opfyldt af Gjæster, jeg havde maaskee ikke faaet et Værelse, dersom jeg ikke der havde truffet paa den unge Poet .... hvad er det nu han hedder? jeg kan aldrig huske hans Navn .... (til Max) han, som kommer saa meget i Deres Huus.

MAX

Nei, Herr Procurator, nei han kommer ikke i mit Huus.

CONSTANCE

Det er godt, at De ikke kan huske hans Navn, thi Grossereren kan ikke taale at høre det.

STEIER

Min naadige Frøken! Hvor kan De forlange, at jeg skal huske en Poets Navn? Vi har jo en utrolig Mængde af dem, og denne har desuden endnu ikke noget Navn.

CONSTANCE

Han vil nok erhverve sig det.

220
STEIER

Det er meget muligt, jeg paastaaer ikke det Modsatte; og naar han først faaer et Navn, skal jeg nok huske det. Men enfin, det var Det, jeg vilde fortælle: Han kom mig imøde, da han saae, jeg var i Forlegenhed, og tilbød mig sit Værelse, da han om en Timestid agtede at tage til Gurre, for at blive der inat. For Øieblikket er jeg da egentlig huusvild, min lille Kuffert staaer paa Gangen hos Herr Cold, men om en Time kan jeg komme under Tag .... ved den unge Poets Godhed.

CONSTANCE

Hvad De der fortæller, interesserer mig. Saa han reiser til Gurre? Det er bestemt for at faae nye Inspirationer til sit store Digt.

STEIER

Hans store Digt? Hvad er det for et?

CONSTANCE

"Kong Valdemar Atterdag." Det er ikke endnu færdigt, men jeg har hørt endeel af det, han har læst det for Anna og mig .... ogsaa for Herr Balthasar.

BALTHASAR

Ja, ogsaa for mig.

HUMMELSKOU

Kong Valdemar Atterdag? Ja ham kjende vi godt her i Egnen; hans vilde Jagt strækker sig tidt over Fredensborg.

221
CONSTANCE

Hans vilde Jagt? Den forekommer ogsaa i Digtet.

HUMMELSKOU

Og hillemænd! det er just Syvsoverdag; Natten efter Syvsoverdag er i den Henseende netop den meest berygtede. Tag Dem iagt, at De ikke vækkes inat ved Hundeglam og Piskesmeld.

FRU MAX

Ih Gud bevare os!

MAX

Aa Snak! det har vel ingen Nød.

CONSTANCE
(til Hummelskou).

Jeg mærker, De har megen Tillid til Syvsoverdagen: De troer ikke allene paa dens Regnveir, men ogsaa paa dens vilde Jagt.

HUMMELSKOU

Ja Frøken, der er saa Meget, som man vel bliver nødt til at troe paa. Men veed De, hvad jeg er mere bange for end Kong Valdemars Jagt? Det er kold Kaffe. Lad os derfor ikke vente længere, thi Kaffen har vist allerede længe staaet i Lysthuset. Mine Damer og Herrer! maa jeg vise Dem Veien?

(Han gaaer ud i Haven, Alle følge, undtagen Balthasar. Ved Udgangen slutter Steier sig til Constance og taler med hende).
222

FJERDE SCENE

BALTHASAR allene.

BALTHASAR
(idet han seer efter de Andre).

Mange Tak for mig! Jeg skal ikke have kold Kaffe. Man siger, at man bliver smuk deraf; men det er ikke Skjønhed jeg trænger til, jeg trænger kun til nye Klæder, saa kommer Skjønheden af sig selv. Denne Procurator, er han nu videre smuk? Nei, men han er deilig klædt, og han holder Hest og Gig; derfor synes Fruentimmerne, at han er smuk og elskværdig, .... endogsaa Constance! .... O jeg er meget bedrøvet!

FEMTE SCENE

BALTHASAR. ANNA, med en Bouquet i Haanden, træder ind fra Haven.

ANNA

Balthasar, er du ene?

BALTHASAR

Ah er du der, Anna! Det er paa Tiden, at du kommer; der har været saadan en Spørgen efter dig.

ANNA

Jeg har spadseret langs med Esrom-Sø, og plukket disse Blomster.

BALTHASAR

Og forglemt Middagsmaden.

223
ANNA

Har I allerede spiist?

BALTHASAR

Ja for længe siden. Nu maa du see, hvor du faaer Noget.

ANNA

Jeg trænger til Intet, jeg har drukket Melk og spiist Hvedebrød i et Bondehuus, hvor der var saadanne gode Folk, som af sig selv bød mig Forfriskninger.

BALTHASAR

Det træffer sig jo heldigt. Gud skee Lov, jeg har dig igjen! Naar du er borte, bliver jeg ganske melancholsk. Der er saa meget Ondt i Verden. Jeg synes, at vi Stakler ere saa forladte.

ANNA
(rækker ham Haanden).

Nei, naar vi holde fast ved hinanden, ere vi ikke forladte.

BALTHASAR

Ja, du er min egen gode Søster; havde jeg ikke dig, saa fortvivlede jeg. Plør, jeg kan ikke lade være at betroe dig mine Sorger. Constance var saa venlig imod mig, men med Eet saa kommer denne fæle Procurator Steier, og nu smidsker hun til ham, og han gjør Cour til hende, og jeg kan ikke længere komme til.

ANNA

Ak, Balthasar! Det maa du jo allerede være vant til.

224
BALTHASAR

Nei, det er af de Ting, man aldrig vænner sig til. Og Grossereren, vor Formynder, er altid saa haard imod mig; han siger mig saa mange ydmygende Ting, og just i Fremmedes Paahør. Hvergang jeg begynder at blive lidt lystig og slaae mig løs ligesom andre Mennesker - og det er min Natur at være lystig - saa faaer jeg strax ligesom et Knips over Næsen. Og hvad er det for Klæder, jeg gaaer i! Ogsaa deri skal jeg føle min Ydmygelse! - O jeg var tilfreds, jeg var død!

ANNA

Fy, Balthasar, fy! Saadant Noget maa du ikke sige. Vilde du ønske dig Døden, blot fordi dine Klæder ikke ere smukke nok?

BALTHASAR

O! det er jo ikke det Eneste. Men siig mig oprigtigt, seer jeg ikke latterlig ud? Jeg har en Mistanke om, at jeg seer latterlig ud, men jeg selv kan ikke see det.

ANNA

Jeg heller ikke, min gode Balthasar. I mine Øine seer du ikke latterlig ud.

BALTHASAR

Men i Constances? O hun synes meget bedre om Procuratoren!

ANNA

Oprigtig talt, hvorfor vil du bryde dig saameget om Constances Dom? Hvorfor vil du sætte dit 225 Hjerte til hende? Hun er vel i Grunden en god Pige, og hun er morsom, hun er underholdende, men hun har intet Hjerte at give dig i Erstatning for dit. Jeg vilde vist ikke sige det til Andre end dig, men reent ud sagt, hun er en Coquette, som opmuntrer næsten Enhver til at gjøre Cour til hende; hun kan ikke skjelne Guld fra Messing, hun synes lige godt om Alle, naar de blot have en blank Overflade, som kan straale hendes eget Billede tilbage. Ak! du veed det, Balthasar, hun har kostet mig mange Taarer.

BALTHASAR

Ja, stakkels Anna, jeg veed det. Endnu for et Øieblik siden talte hun med Henrykkelse om Kong Valdemar Atterdag .... om Digtet.

ANNA

Om Digtet! Som om hun kunde fatte et Digt! Lad blot en smuk Poet - men smuk maa han være - byde hende den rene skære Prosa, og hun vil sige, at det er det deiligste Digt. Men det forstaaer sig, Digterne fortjene det ikke bedre, thi den Enes Bifald er dem ligesaa kjært som den Andens.

BALTHASAR

Ja, det er et forfængeligt Folkefærd, det er bekjendt; det kan ikke nytte at indlade sig med dem.

ANNA

Ak nei!

BALTHASAR

De ere flygtige og letsindige.

226
ANNA

Ja desværre!

BALTHASAR

Troløse.

ANNA

O ti! jeg veed det kun altfor godt.

BALTHASAR

Veed du ogsaa, at han er herude?

ANNA

Ja.

BALTHASAR
(polisk).

Og du skulde vel ikke .... saadan .... have mødt ham paa din Spadseretour?

ANNA

Nei, Balthasar, jeg forsikkrer dig.

BALTHASAR

Saa er det godt, thi om en Time reiser han.

ANNA

Om en Time!

BALTHASAR

Ja, til Gurre. Det sagde Procuratoren, og det er allerede længe siden han sagde det.

ANNA

O Gud! Saa er der intet Øieblik at spilde. Ja, jeg har længe kæmpet med mig selv, men nu har dine Ord bestemt mig. Nu skal det være, nu eller aldrig.

227
BALTHASAR

Hvad mener du?

ANNA
(idet hun tager et skjult Baand, med en Ring i, fra sin H als)

Mm egen gode Balthasar! tag denne Ring og bring ham den; du behøver Intet at sige, .... men fortæl mig hvad han svarer.

BALTHASAR
(befragtende Ringen, medens Anna endnu holder fast i Baandet).

Gud! hvilken deilig Ring! Og den har du aldrig viist mig før?

ANNA

Tilgiv mig; herefter skal jeg ingen Hemmelighed have for dig.

BALTHASAR

Den er dog mageløs deilig! Dersom den var min! Hvor den vilde klæde mig nydeligt paa Fingeren! .. Men det er meget rigtigt, at du sender ham den tilbage; lad ham have det saa godt! .... Naa, saa slip da!

ANNA

Lad mig blot see den engang endnu! (Hun tager den fra Balthasar, og kysser den.) Farvel, min Drøm! (Giver Balthasar den tilbage.) Skynd dig, Balthasar, skynd dig, inden det er for sildigt, og bring mig Svar saa hurtigt som muligt.

BALTHASAR

Vær du rolig! jeg skal strax være her igjen.

(Løber ud af en Sidedør.)
228

SJETTE SCENE

ANNA allene

ANNA

Nu er det gjort! Een Erindring mindre har jeg nu. Men alle de mange andre? hvorledes skiller jeg mig fra dem? Hvor ofte er det hændet mig, at jeg er bleven plaget af en Melodie, der ligesom forfulgte mig, idelig klingede for mit Øre, afbrød mine Tanker og forstyrrede min Søvn! Gaaer det mig anderledes nu? Alt hvad jeg seer om mig. Træerne, Luften, Søen, selv disse Blomster, jeg har plukket, Alt, ja endog mine egne Følelser, min egen Tilstand erindrer mig om en eller anden Strophe i det Digt, som jeg næsten har seet blive til, som jeg har hørt og læst saa tidt, at jeg kan det udenad, .... det Digt, som jeg selv engang indbildte mig at have inspireret! - O det er en Q val! Jeg raader ikke meer over mine Tanker.

"Konning Volmer drager afsted paa Jagt,
Hannem følge hundrede Svende;
Duggen har sig paa Marken lagt,
Skoven lufter sin grønne Pragt,
For kjølig Hilsen at sende.
Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.
Konning Volmer drager ad lønlig Sti
Under Løvet, som skygger foroven.
Tyst ham svæver en Skygge forbi,
Følge han vil, han naaer det Fri, -
Men Skyggen svinder i Skoven.
Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.
229Konning Volmer vanker ved Søens Bred,
Hvor i Sivene Skummet bruser.
Nærved hører han kjendte Fjed,
Vender sig snelt, - kun et øde Sted
Han øiner, hvor Vinden suser.
Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.
Konning Volmer vanker i Rosenslund
Under Aftnens Rose paa Himlen,
Blomsten ham dufter fra Kalkens Bund;
Kommer han atter ved natlig Stund,
Da lyser ham Stjernevrimlen.
Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.
Det er tungt, naar Hjerterne skilles ad,
Som da Volmer skiltes fra Tove!
Trøst ei findes i Rosens Blad,
Stjernernes Glimten, Duggens Bad;
Hvad hjelpe de grønne Skove?
Kongen er bedrøvet, Kongen er taus."

Der kommer Nogen! Det er godt, saa kan jeg maaskee faae andre Ting at tænke paa.

SYVENDE SCENE

ANNA. CONSTANCE kommer fra Haven.

CONSTANCE

Naa, er du der, Anna? Hvor har du dog været?

ANNA

Jeg har spadseret, .... og plukket Blomster; maa jeg byde dig dem?

230
CONSTANCE

Ja, hvorfor ikke? Jeg vil gjerne have dem. (Hun fager Bouquetten.) Men hvad feiler dig? Du seer jo ganske modfalden ud.

ANNA

Jeg? Nei, hvorfor det?

CONSTANCE

Hvorfor? Ja, det maa jeg spørge dig om.

ANNA

Jeg veed ikke, hvad du mener.

CONSTANCE

Men jeg mener at du veed det; jeg troer at gjætte Grunden til dit Mismod. Ere vi ikke gode, gamle Veninder? Skal vi da ikke have Tillid til hinanden? Min gode Anna, Alt kan ende ganske anderledes, end du har tænkt dig.

ANNA

Jeg veed endnu ikke, hvad du mener.

CONSTANCE

Det er ikke sandt, du forstaaer mig meget godt. Ah! der er din Broder!

ANNA
(skjælvende.)

Min Broder!

CONSTANCE

Ja, din Broder; er du bange for ham?

231

OTTENDE SCENE

DE FORRIGE. BALTHASAR kommer aandeløs løbende ind fra Sidedøren.

BALTHASAR

See her, Anna, her har jeg .... Ah! Frøken Constance!

CONSTANCE

Men hvad er det? Deres Søster bliver bange for Dem, og De bliver bange for mig.

BALTHASAR

Nei paa ingen Maade. (Fattende sig.) Gud! hvor kan De dog troe det? Jeg skulde blive bange for Dem, jeg, som saa gjerne ....

ANNA
(sagte til Balthasar, idet hun trækker ham tilside.)

Siig mig Besked! Traf du ham?

BALTHASAR
(sagte.)

Ja jeg gjorde.

ANNA
(sagte.)

Tog han imod Ringen?

BALTHASAR
(sagte.)

Ja han gjorde.

ANNA
(sagte.)

Sagde han ikke Noget?

232
BALTHASAR
(sagte.)

Jo han gjorde .... (Idet han seer efter Constance.) O jeg er saa confus! .... Det er at sige, han sagde egentlig ikke Noget, men han skrev et Par Ord til Svar. See her!

(Leverer hende hemmelig et Brev.)
ANNA

Et Brev! Hvad kan det være?

BALTHASAR

Ja, det veed jeg ikke.

CONSTANCE
(nærmende sig.)

Her forhandles nok en Hemmelighed; det er bedst at jeg gaaer, for ikke at være til Uleilighed.

ANNA
(som imidlertid har skjult Brevet.)

Nei, nei, Constance! Bliv du! jeg gaaer min Vei.

CONSTANCE

Hvorfor?

ANNA

Jeg kommer strax tilbage.

(Iler ud ad en Sidedør.)
BALTHASAR
(til Constance.)

Nei, Frøken, gaa dog ikke!

233

NIENDE SCENE

CONSTANCE. BALTHASAR.

CONSTANCE

Men hvad feiler dog Deres Søster?

BALTHASAR

O Ingenting, Frøken! Det er ikke værdt at tale om. Jeg har tusinde Ting at sige Dem.

CONSTANCE

Velan, jeg er parat til at høre. (Pause.) Nu da, vil De ikke begynde? Siden Tallet er Tusinde, saa er der ingen Tid at spilde.

BALTHASAR

Ak! jeg er ganske forvirret. Jeg veed ikke, hvor jeg skal begynde, eller hvor jeg skal ende.

CONSTANCE

Begynd med Enden! Resultatet er dog altid Hovedsagen.

BALTHASAR

Ak, Frøken! Jeg kan sige, jeg har Uheld med mig i Alting. Hvorlænge har jeg ikke ønsket mig en Samtale med Dem under fire Øine ....

CONSTANCE
(ironisk.)

Min Gud! De forskrækker mig.

BALTHASAR

O det er bare Deres Spøg! - Og nu! da jeg er saa lyksalig at have opnaaet den, saa kan jeg ikke finde Ord til Det, jeg vilde sige.

234
CONSTANCE
(venlig.)

Min gode Balthasar, tal!

BALTHASAR

Ja, De giver mig Mod, jeg vil ogsaa tale. Jeg vil sige Dem .... dog nei, det vil jeg ikke sige .... ikke endnu .... Men jeg vil sige Dem en anden Ting -

CONSTANCE

Nu, saa siig den da.

BALTHASAR

Hvorfor gjør De saameget af den Procurator?

CONSTANCE

Hvor falder det Dem ind? Gjør jeg meget af ham?

BALTHASAR

Ja De gjør; det kan ikke nytte, De nægter det.

CONSTANCE

De tager feil, men selv om saa var .... det er jo ogsaa en meget behagelig Mand.

BALTHASAR

Behagelig? O ja, Smag og Behag er forskjellig. Det vil sige, han har gode Klæ-

CONSTANCE

Hvad mener De?

BALTHASAR

Jeg vil sige: gode Manerer.

235
CONSTANCE

Ih nu, det er jo strax Noget.

BALTHASAR

Det er det ogsaa. Men hør nu, hvorfor vil De imorgen kjøre med ham i hans Gig? Finder De det passende?

CONSTANCE

Hvorfor ikke? Min Tante har jo Intet derimod.

BALTHASAR

Ja det troer jeg nok! Deres Tante hun siger Ja og Amen til Alt hvad De foreslaaer.

CONSTANCE

Saa De finder det saa upassende?

BALTHASAR

Ja, at kjøre med ham. Hvis det derimod var med mig ....

CONSTANCE

Men De har jo ingen Vogn.

BALTHASAR

Nei, for Øieblikket ikke, .... med med Tiden ....

CONSTANCE

Men det kan ikke hjelpe os imorgen.

BALTHASAR

O! hvis der ikke er Andet iveien, saa er jeg ovenpaa. Jeg kan faae en meget pæn Vogn tilleie herude; 236 det er rigtignok ingen Gig, men det er ogsaa dobbelt saa godt at kjøre paa fire Hjul som paa to. Jeg tager den under alle Omstændigheder. Troer De, jeg vil sidde paa den fiirstolede Holsteenskvogn med alle de kjedsommelige Mennesker? Nei, jeg vil kjøre med Dem, Constance, eller ogsaa vil jeg kjøre allene, ganske allene. (Seer Max og Steier komme fra Haven.) See saa! Nu er vor Samtale allerede forbi, og endnu har jeg ikke faaet Deres Villie at vide.

TIENDE SCENE

DE FORRIGE. MAX og STEIER (fra Haven.)

STEIER

Ja, Herr Grosserer! det er mit Raad; nu maa De selv gjøre som De vil. Men mit Raad er godt, det er ægte juridisk.

MAX

Ja, Tak skal De have; De er jo en klog Mand, De kjender alle mine Affairer saa godt som jeg selv. Jeg skal nærmere overveie Sagen.

STEIER

Ah! hvad seer jeg! Frøken Constance! .... og i tète-à-tète med Herr Balthasar!

CONSTANCE

Ja, hvorfor ikke med ham saavel som med en Anden?

STEIER

O! De vil opvække min Jalousie, men det skal ikke lykkes Dem. Jeg forsikkrer Dem, at jeg er ikke jaloux paa Herr Balthasar!

237
BALTHASAR
(afsides).

Det er ret en Oxe!

CONSTANCE

De skulde dog ikke være saa ubekymret. Hr. Balthasar er en farlig Concurrent. Han har i dette Øieblik gjort mig et Tilbud ....

STEIER

Hvorledes? Tilbud?

MAX

Tilbud? Han?

CONSTANCE

O lad mig ikke forskække Dem! .... Tilbud om at kjøre med ham imorgen istedenfor med Dem, og jeg er nu virkelig ganske uvis om, til hvilken Side jeg skal vende mig.

STEIER

O min Frøken! det er da Spøg! Jeg har jo Deres Løfte.

MAX

Men hvad skal det sige? Hvorledes kan Balthasar invitere Frøkenen?

STEIER

Ja, det er jo ogsaa sandt; han har jo ingen Vogn.

CONSTANCE

Jo, til Ære for mig har han leiet en meget smuk Vogn, eller vil leie den.

238
MAX

Det er nok en af vor gode Balthasars sædvanlige Vindbeutlerier! Hvor skulde han faae en Vogn fra? Han har neppe en Skilling i Lommen.

BALTHASAR
(hidsig).

Hr. Grosserer! Naar jeg nu alligevel skaffer Vognen, saa seer De, at det lader sig gjøre.

MAX

Ja, men jeg skal lære dig at lade det være. Enten kjører du med os Andre, eller du bliver hjemme.

STEIER

Ha ha ha! Den unge Fugl vil flyve, men Vingerne ere endnu ikke udvoxede. (Slaaer ham paa Skuldes ren.) Nu, ja ja, min Ven! giv lidt Tid, saa kommer det nok.

BALTHASAR
(med stigende Hæftighed).

Jeg er ikke Deres Ven, og det er ikke Dem, som skal lære mig at flyve.

STEIER

Godt Ord igjen! Jeg mener kun, at De har jo Formue, og den Tid kommer altsaa nok, da De kan være selvstændig.

BALTHASAR

Ja vist, ifald jeg lever saa længe. Naar man har Tid at bie, saa er Ingenting umulig.

239
MAX

Vil du nu strax tie stille.

CONSTANCE

O hvor det er ubehageligt, at mine uskyldig meen? te Ord har foranlediget saadan en Scene! (Til Steier.) Kom, lad os gaae!

STEIER

Ja, Frøken, lad os gaae!

(De gaae mod Baggrunden.)
MAX
(høit til Balthasar.)

Du fører dig op som en Dreng, men jeg veed, hvorledes en Dreng skal behandles.

STEIER
(vendende sig om).

Herr Grosserer! De taler noget for høit.

(Gaaer med Constance ud i Haven, Max følger efter).

ELLEVTE SCENE

BALTHASAR. Strax efter: ANNA.

BALTHASAR
(idet han fortvivlet kaster sig i en Stol).

O havde jeg dog ikke Ret i at ønske mig Døden! Hvorledes kan jeg overleve denne Skam? Jeg kan ikke mere komme Nogen af dem for Øine. O Gud give, jeg kunde vandre ud i den vide Verden!

240
ANNA
(kommende fra Sidedøren, som hun før gik ud af).

O Balthasar! Du troer ikke, hvad jeg er bedrøvet!

BALTHASAR
(springende op fra Stolen).

Og jeg da!

ANNA

Veed du hvad der staaer i Brevet? Hør! (Hun tager det frem og læser.) "Jeg modtager det Tilsendte, som det sidste Beviis for, at Alt er forbi mellem os. Jeg har troet at elske Dem, men det var en Illusion. Jeg føler nu, at jeg aldrig har elsket Dem. Modtag denne min Forsikkring i Erstatning for hvad jeg i dette Øieblik har modtaget fra Dem." -

BALTHASAR

Men det er jo godt. Siden Alt skal være forbi, er det jo heldigt, at han ikke mere elsker dig.

ANNA

Ikke mere? Ja det vidste jeg. Men han skriver, at han aldrig har elsket mig! Og det kan han have Hjerte til at sige! .. Og det er desuden ikke sandt!.. Men selv om det var det, hvor kan han dog være saa haardhjertet? Kan han endog ville berøve mig min forbigangne Lykke? - Balthasar! jeg maa endelig tale med ham, jeg maa opklare denne Misforstaaelse.

BALTHASAR

Det kan du ikke, han er reist.

ANNA

Allerede?

241
BALTHASAR

Han kjørte i det Øieblik han gav mig Brevet.

ANNA

Til Gurre?

BALTHASAR

Ja, til Gurre.

ANNA

O Balthasar! min gode Broder! der er ikke langt herfra til Gurre; følg mig dertil! Vi kan spørge os for paa Veien, saa finde vi nok derhen.

BALTHASAR

Ja, Anna, kom! jeg følger dig ud i den vide Verden!

ANNA

Kun til Gurre.

BALTHASAR

Hvorhen du vil, blot jeg ikke behøver at blive her.

ANNA

Men vi maae skynde os; vi maae gaae strax.

BALTHASAR

Ja, jo før jo heller. Jeg kan ikke faae mit Veir herinde. Ud i det Frie!

ANNA
(pegende mod en Sidedør).

Vi vil gaae den Vei, saa møde vi ikke de Andre.

242
BALTHASAR

Ganske rigtigt; saa kan vi med det Samme tage vore Kapper paa, som hænge derude; det er dog snart Aften.

ANNA

Bort, bort herfra!

BALTHASAR

Ja, kom, min gode Søster, lad os tage hinanden i Haanden og ikke forlade hinanden. Vor Herre maa dog eengang gjøre Noget for os.

(De ile ud af Sidedøren).

TOLVTE SCENE

CONSTANCE (kommende fra den modsatte Sidedør). Strax efter: FRU LÜTTICH (fra Haven).

CONSTANCE

Nei, er det muligt! Det er jo en formelig Flugt, eller en Bortførelse mellem Broder og Søster. (Til Fru Lüttich.) Tante! De drømmer ikke om, hvad her foregaaer.

FRU LÜTTICH

Hvad da? Du seer jo ganske forbauset ud.

CONSTANCE

Jeg skal betroe Dem det, kjære Tante; men for Himlens Skyld tal ikke om det til Nogen.

FRU LÜTTICH

Nei, nei! Men skynd dig da!

243
CONSTANCE

Grossereren var for lidt siden saa haard imod den stakkels Balthasar. Det gjorde mig ondt for ham og jeg besluttede at ville trøste ham, og for at de Andre ikke skulde følge efter mig, tog jeg Veien gjennem Værelserne. Men ligesom jeg kommer her i denne Dør, hører jeg mod min Villie nogle Ord, som faldt imellem Balthasar og Anna; derved blev jeg opmærksom paa, at der var Noget igjære; jeg kunde ikke lade være at lytte, og tænk Dem nu....

FRU LÜTTICH

Nu da?

CONSTANCE

De aftalte en Flugt med hinanden.

FRU LÜTTICH

En Flugt, siger du!

CONSTANCE

De er allerede løbet bort.

FRU LÜTTICH

Løbet bort?

CONSTANCE

For det Første til Gurre; men Balthasar talte om at gaae ud i den vide Verden.

FRU LÜTTICH
(udbrydende, idet Steier i samme Øieblik træder ind.)

Ih du forbarmende Gud!

244

TRETTENDE SCENE

DE FORRIGE. STEIER, kommende fra Haven.

STEIER

Hvad er det, Frue? Hvad betyder dette Udbrud?

FRU LÜTTICH

Ak, Herr Procurator! det sortner for mine Øine!

STEIER
(holdende paa hende).

Men Gud bevare os, Frue! hvad er det?

FRU LÜTTICH

Ak! vor gode Ven kan vi jo gjerne betroe det, men for Himlens Skyld, lad bare Ingen faae det at vide!

STEIER

Nei, vær rolig! Siig mig blot hvad det er.

FRU LÜTTICH

Vil De tænke Dem, at Balthasar og Anna er løbet bort.

STEIER

Løbet bort, siger De?

FRU LÜTTICH

Ja, løbet bort, først til Gurre, siden ud i den vide Verden.

STEIER

Ha ha ha! Saa Veien ud i den vide Verden gaaer over Gurre?

245
FRU LÜTTICH

Kan De lee?

STEIER

Hvorfor ikke? Men tilforladelig, jeg har forudseet det.

FRU LÜTTICH

Hvorledes? De har forudseet det?

STEIER

Ja, Frue, det gjør min Skarpsindighed Ære. Jeg har ikke blot forudseet, men forudsagt, at det kunde ikke gaae saaledes, at det vilde faae et galt Udfald, at det vilde tage en Ende med Forskrækkelse. Jeg har sagt det og atter sagt det baade til Herr Max og til hans Kone. Der komme de, spørg dem kun; nu skal De høre.

FRU LÜTTICH

Nei Gud bevare os! Husk dog paa....

FJORTENDE SCENE

DEFORRIGE. MAX og FRU MAX, Begge kommende fra Haven.

STEIER

Herr Grosserer, De kommer, som De var kaldet.

FRU LÜTTICH
(sagte til Steier).

Men betænk dog....

246
STEIER
(til Max).

Nu skal De sande mine Ord og give mig Ret. Har jeg ikke tidt og mange Gange raadet Dem til at behandle Deres Myndlinger paa en anden Maade?

MAX

Jo, men derom blive vi aldrig enige.

STEIER

Vi skal strax blive enige. Har jeg ikke sagt Dem, at ved Deres strenge Behandling vilde det aldrig gaae godt, at det vilde tage en gal Ende?

MAX

Nu vel? hvad mener De?

STEIER

Har jeg ikke endog idag, for et Øieblik siden, .... netop med Hensyn paa Det, som De nok veed .... (halv sagte) i Testamentet....

MAX

Stille!

STEIER

Raadet Dem at sætte Deres Myndlinger paa en anden Fod, og svarede De ikke, at De vilde overveie det?

MAX

Jo. Hvad saa videre?

STEIER

Nu kan De spare Dem Overveielsen, Deres Myndlinger har nu selv sat sig paa en anden Fod: de er løbet bort.

247
MAX

Løbet bort?

FRU MAX

Hvad siger De? Løbet bort?

STEIER

Men trøst Dem, de er for det Første kun løbet til Gurre; siden skal det gaae ud i den vide Verden.

MAX

Men saa maa man strax sætte efter dem.

CONSTANCE

Man naaer dem ikke saa hurtigt, de har allerede et betydeligt Forspring.

FRU MAX

Ak! de utaknemmelige Skarn!

STEIER

Ja, Frue, Taknemmelighed er en sjelden Dyd i vore Tider.

FRU MAX

Saaledes lønne de al vor Godhed imod dem!

STEIER

De maa vel synes, at det er god Betaling for den.

MAX

Men Noget maa der dog gjøres.

FRU MAX

Scandalen maa forebygges. Hjerte Mand! Skynd dig alt hvad du kan, løb efter dem!

248
MAX

Jeg løbe! i denne Hede!

FRU MAX

O det lakker jo ad Aften, det bliver snart kjøligt

STEIER

Nei det gaaer ikke an, Grossereren er for corpulent.

FRU MAX

Men saa skaf da en Vogn, og kjør lige saa stærkt som Hestene kan rende.

MAX

En Vogn? Ja hvor skal man faae den?

FRU MAX
(raaber imod Baggrunden).

Herr Hummelskou! Herr Hummelskou! Kom dog, kom! skynd Dem!

FEMTENDE SCENE

DE FORRIGE. HUMMELSKOU kommer forskrækket ind fra Haven.

HUMMELSKOU

Hvad er det? hvad er det?

FRU MAX

Gud! Herr Hummelskou! Veed De, hvad her er passeret?

HUMMELSKOU

Nei, min gode Frue, hvordan skulde jeg vide det?

249
FRU MAX

Vil De tænke Dem, at Balthasar og Anna er løbet bort!

HUMMELSKOU

Løbet bort!

FRU MAX

Først til Gurre og derfra ud i den vide Verden.

HUMMELSKOU

Hvad for Noget!

FRU MAX

Gode Herr Hummelskou! skaf endelig min Mand en Vogn, for at han kan sætte efter dem.

HUMMELSKOU

En Vogn? Ja det er ikke saa hurtig gjort.

FRU MAX
(til Steier).

Men det er sandt! Herr Procurator! De har jo Deres Gig, lad strax spænde for og kjør til Gurre!

STEIER

Tak skal De have Frue! min Hest har gaaet fem Miil idag. (Til Hummelskou.) Men den Vogn, som De dog har bestilt til imorgen, for at kjøre til Frederiksborg, kan man ikke faae den strax?

HUMMELSKOU

Ja Gud veed, om jeg kan faae den idag, jeg skal forhøre mig derom. Men det er en fiirstolet Holsteenskvogn.

250
STEIER

En rigtig Familievogn? Saa meget bedre! Saa kan vi Andre komme med.

FRU MAX

Ja, saa kjører jeg med.

STEIER

Og jeg ikke mindre. (Til Fru Lüttich og Constance.) Og Fruen og Frøkenen maae endelig gjøre os den Ære at være med.

FRU LÜTTICH

Ja, hvorfor ikke?

STEIER

Det koster Herr Grossereren ligemeget i Vognleie, om vi er Een eller Mange. Vi vil betragte det som en Lysttour, og forene det Nyttige med det Behagelige.

HUMMELSKOU

Ja saa vil jeg sandelig ogsaa være med.

STEIER

Bravo!

MAX

Gud hjelpe os for saadan en Lysttour!

FRU MAX

Ja, det maa du nok sige, min Hjerte!

HUMMELSKOU

Nu vil jeg strax sende Bud.

251
STEIER

Men husk, det maa være en fhrstolet Holsteenskvogn! Mindre kan vi ikke bruge. (Til de Andre.) Og lad os saa strax gjøre os færdige.

ALLE

Til Gurre! til Gurre!

(De ile Alle bort til forskjellige Sider: Hummelskou og Steier igjennem Havedøren, Max og Fru Max ad den ene Sidedør, Fru Lüttich og Constance ad den anden).

SEXTENDE SCENE

I et Træ, som staaer tæt udenfor Havedøren, sees Phantasus siddende paa en Green. Han svinger sig ned paa Jorden, og løber ind i Stuen.

PHANTASUS,
(idet han gjør en Hentydning til alle tre Udgange).

Ja, render kun, I Narre! render til Verdens Ende! Det er Syvsoverdag, det skal I faae at kjende!

(Løber ud i Haven).
252

ANDEN ACT

VED RUINERNE AF GURRE-SLOT

(I Baggrunden en med Træer og Buske omgiven Høi, i hvis Udgravninger Ruinerne sees. Henimod Forgrunden staaer paa hver Side en tæt Busk. Det er Aften, henved Solens Nedgang.)

FØRSTE SCENE

BALTHASAR og ANNA, Begge med Reisekapper paa, træde ind.

ANNA

Forgjæves! Her er intet Menneske at see.

BALTHASAR

Men mon vi ogsaa er paa det rette Sted? Mon dette virkelig er Gurre?

ANNA

Det forsikkrede jo den gamle Kone.

BALTHASAR

Saaledes havde jeg slet ikke tænkt mig det. I Digtet er der saa megen Tale om et Slot.

ANNA

Ja, det var i gamle Dage; nu er kun Ruinerne tilovers.

253
BALTHASAR

Hvor her seer sørgeligt ud! Stedet har noget Uhyggeligt ved sig. Det er vist herfra, at Kong Valdemars vilde Jagt gaaer ud.

ANNA

Er du bange for den?

BALTHASAR

Nei, vist ikke; jeg veed jo nok, at det er en Fabel. Men det er dog underligt, naar man har hørt saa Meget om saadan Overtro. Og dette Digt, som jeg nu har hørt saa mange Stykker af! Det forekommer mig, ligesom jeg havde levet ved Kong Valdemars Hof; og nu, da jeg staaer her paa selve Stedet, veed jeg ikke rigtig, om jeg er død eller levende.

ANNA

Det gaaer mig ligesom dig. Ogsaa jeg føler mig inddragen i en forunderlig magisk Kreds, der paa eengang er mig bekjendt og fremmed. Men det er intet Under: Jeg har jo virkelig levet i denne Kreds, ja netop levet i den, thi hvor føler man mere sit Liv end i Digtekunstens Frembringelser?

BALTHASAR

Ja, Tak skal du have! Der er dog en stor Forskjel paa Digt og Virkelighed.

ANNA

Ikke saa stor, som man forestiller sig; i Grunden ere de vel Eet og det Samme. Du selv føler det jo i dette Øieblik.

254
BALTHASAR

Ja, det kommer af det, at Stedet har noget saa Besynderligt ved sig. Det seer ret ud, som det var indrettet til at skræmme Børn med. Men det forstaaer sig, vi er jo ikke Børn.

ANNA

Nei, tilvisse! - Men hvor skal vi nu søge?

BALTHASAR

Søge? Det kommer der ikke Noget ud af. Vi gjøre bedst i at blive her, saa træffe vi ham nok, thi endnu kan han ikke have været her. Den gamle Kone sagde jo, at i Eftermiddag havde her ikke været et eneste Menneske.

ANNA

Men hvor mon han da er?

BALTHASAR

Han gaaer vist i Skovene omkring Søen, og der er det ikke værdt at gaae ind. Hu! der seer saa mørkt og saa forgroet ud! Det er en fæl Sø, denne Gurre-Sø! Ogsaa den havde jeg tænkt mig ganske anderledes. Nei, da er Esrom-Sø anderledes smuk, den er saa lys og saa munter.

ANNA

Ja, vi gjøre sagtens bedst i at vente her.

BALTHASAR

Upaatvivlelig. Desuden er du jo træt.

ANNA

Ja, jeg kan ikke nægte det.

255
BALTHASAR

Det er ikke besynderligt, for du har jo touret hele Dagen.

ANNA

Jeg kæmper med en forunderlig Mathed og Søvnighed.

BALTHASAR

Gud! Anna! bare du ikke bliver syg!

ANNA

O nei! det er kun Træthed; jeg har ikke bemærket den før nu. Det er ligesom jeg indaandede den med Luften, ligesom alle Træer og Urter vare Valmueplanter.

BALTHASAR

Hør, veed du hvad? Under denne Busk er et ypperligt Leie; der kan du ligge og hvile dig.

ANNA

Men jeg er bange, jeg skal falde i Søvn.

BALTHASAR

Vær du kun rolig! jeg skal nok kalde paa dig, naar det behøves.

ANNA

Ja, kan jeg stole derpaa?

BALTHASAR

Ganske sikkert.

ANNA

Nu vel da!

256
BALTHASAR
(idet han fører hende hen til en af de Buske, der staae paa Siden henimod Forgrunden).

Vil du see? det er ligesaagodt som en rigtig Seng.

ANNA

Ja, det seer indbydende ud.

(Hun lægger sig under Busken, som skjuler hende for Tilskuerne.)
BALTHASAR

Svøb dig godt ind i din Kappe! Lad mig svøbe den om dig. (Han gjør det.) Ligger du nu godt?

ANNA

Ja.

BALTHASAR
(frædende frem).

Hvad skal jeg nu tage mig for? (Seer sig omkring.) Hu! jeg kan ikke lide at see paa de Ruiner; de har noget Rædsomt ved sig. (Gaaer hen til Busken og seer ind.) Hun har lukket sine Øine; mon hun allerede sover? (Kalder ganske sagte.) Anna! - Ja hun sover. (Træder frem igjen.) Det er Synd at vække hende. (Han gaber.) Jeg troer, det gaaer mig ligesom hende, jeg bliver ogsaa søvnig. (Han seer sig igjen om, og opdager den anden Busk paa den modsatte Side.) Men her er jo ogsaa en meget god Busk til at ligge under.... I Grunden, hvorfor skulde jeg ikke gjøre ligesom hun? Jeg har jo rigtignok lovet hende at passe paa, .... men selv om jeg skulde falde i Søvn, .... jeg sover meget let, jeg vaagner ved den 257 mindste Lyd.... Ja, hvis der kommer Nogen, skal jeg nok vaagne.

(Han svøber sin Kappe tæt om sig, og lægger sig under Busken paa den modsatte Side, hvor ligeledes han skjules for Tilskuerne).

ANDEN SCENE

PHANTASUS, med en Stav i Haanden, kommer frem bag Høien i Baggrunden; han gaaer udenom Høien, og træder frem i Forgrunden,

PHANTASUS
Syvsoverdagens Sol gaaer netop ned
I dette Nu. Jeg maner eder frem,
I Syner, som i Sommernatten svæve,
Lig tynde Spindelvæv i Maanens Straaler!
Dog ei som Drømme skal I vise jer,
Nei tvertimod, med Virkeligheds Præg.
En længstforsvunden Tid jeg kalder frem;
Vel er den svunden, ikke meer den e r,
Men den skal atter vorde paa mit Bud,
Og snart sig vise skal, at med det Svundne
Tør det Nærværende sig kjækt forbinde,
Og skjænke det sit virkelige Liv.
(Idet han peger med Staven mod Baggrunden.) Hæv dig, du gamle Borg, af din Ruin!
(Idet han drager en Kreds om sig med Staven.) Syvsovere, staaer op af eders Dvale!
(Han gaaer.) KORT MELODRAMA, under hvilket det gamle Gurre-Slot hæver sig op af Ruinerne. En Ringmuur, med en Port i, skjuler dets nederste Deel. (Musiken holder op.)
258

TREDIE SCENE

DRONNNING HELVIG (Valdemar Atterdags Gemalinde) og HENNING PODEBUSK (Danmarks Riges Marsk) komme ud af Porten i Ringmuren og træde frem paa Scenen.

PODEBUSK
Her, ædle Dronning, her i Aftnens Skygger
I frit kan aande. Kongen, eders Husbond,
Har i sit Kammer just sig lukket inde
Med Erkebisp Niels Jonsson. Det er Sager
Af Vigtighed, som han forhandler med ham.
Den gode Lundebisp har mægtigt Indpas
Hos Kongen; gid det var til Landets Bedste!
HELVIG
Nu vel, saa tør jeg vandre frit herude,
Saa er mig Aftnens Kjøling ikke nægtet,
Men ogsaa jeg tør aande denne Balsam
For det beklemte Bryst. Ak! lig en Svale,
Der i et Fangetaarn har bygt sin Rede,
Og kun naar Gittret aabnes, flyver ud,
Men vender hjem til Reden, før det lukkes,
Saa sidder jeg, en fangen Fugl, paa Gurre,
Som før paa Søborg. Har da min Gemal
Kun Fængsler, ingen Borge? Skal hans Hustru,
Hans ægteviede Dronning være Fange?
PODEBUSK
Ak, eders Naade! Hver af Kongens Mænd
Ved denne Qvide sørger, kun ei Bispen;
Han seer med Glæde jer fra Kongen fjernet,
For selv at kunne virke paa hans Sind.
Ha! det er tungt for tro Hengivenhed
259At være mistænkt; men saa gaaer det Alle,
Kun ikke Bispen; han er Eet og Alt
Hos Kongen. Ogsaa jeg har Grund til Klage:
Jeg kun af Navn er Danmarks Riges Marsk,
Men aldrig spørger Kongen mig tilraads,
Om hans Beslutning Intet jeg erfarer,
Før den er udført. Erkebispen ene
Faaer Nys om Alt og bliver stedse spurgt;
Kun ham og ingen Anden lider Kongen,
Jeg troer, han har forhexet Valdemar.
HELVIG
I glemmer, at der er endnu en Anden,
Som Kongen ynder, og i slig en Grad,
At hvis der Tale var om Hexeri,
Det snarere var ham, som havde hexet.
PODEBUSK
I mener Thorstein.
HELVIG
Kongens unge Skjald.
PODEBUSK
Vel sandt, men det gaaer heelt naturligt til:
Ved sine Qvad han spreder Kongens Mismod.
HELVIG
Men naar blev Valdemar saa stor en Ven
Af Skjaldekunst, at Dag og Nat han fordred
Sin Skjalds Nærværelse? Forlængst har Thorstein
Jo bedet ham om Orlov til at reise,
Men Kongen svarer ham bestandig: "Nei,
260Jeg kan ei miste dig et Øieblik."
Og sandelig han har ham altid om sig,
For Erkebispen viger han kun Pladsen.
PODEBUSK
Det er uskyldigt, han faaer ingen Deel
I Styrelsen af Riget, thi som sagt,
Ham Kongen bruger som en Strængeleg,
Hvorpaa man spiller sin Bekymring bort.
HELVIG
(udfrittende). Og disse Qvad, som han saa tidt maa synge,
Hvad er vel deres Gjenstand?
PODEBUSK
Eders Naade
Kan sagtens tænke det. Der er en Gjenstand,
Som idelig opfylder Kongens Tanker.
HELVIG
(med Bitterhed). Og denne Gjenstand staaer mig meer iveien
End Erkebispen eller Thorstein selv.
O hvilken Q val for mig og hvilken Skjændsel!
Ei Nok, at Kongen hende, som min Læbe
Fast ei kan nævne, skjænkede det Hjerte,
Som kun tilhørte mig; men selv da Døden
Brød det forhadte Baand, han foretrækker
Den Dødes Lig for mig, som lever for ham,
Som aander kun for ham! Det synes Trolddom,
Og er dog sandt: han førte Liget med sig,
Skriinlagt i gjennemsigtigt, klart Krystal,
Og ødsled Kjærtegn paa dets døde Mund!
261
PODEBUSK
Men nu har han begravet det, - og selsomt!
Fra den Dag af kom Thorstein just i Gunst;
Men det er let begribeligt: han maner
I sværmeriske Sange Toves Skygge
Fra Graven, hvor hun hviler, stiller hende
For Kongens Minde frem, og nærer Savnet.
Og dermed gjør jer Thorstein største Skade,
Min ædle Dronning! Gid han drog herfra!
Men Kongen giver ham vist aldrig Orlov.
HELVIG
Og dog er mig den vakkre Sanger kjær.
Jeg troer at have sporet, at hans Hjerte
Har fattet Elskov til den unge Pige,
Som nylig kom fra Jylland til mit Hof.
Jeg elsker hende høit, hun er beleven,
Er god og er oprigtig mig hengiven....
PODEBUSK
(hurtig til Dronningen.) Jeg hører Skridt fra Borgen.
HELVIG
(forskrækket.) Er det Kongen,
Saa maa jeg flye!
PODEBUSK
Frygt ikke! det er Thorstein.
262

FJERDE SCENE

DE FORRIGE. THORSTEIN kommer fra Borgen.

THORSTEIN
Min høie Dronning! dybt jeg bøier mig
For eders Fod.
HELVIG
Siig, Thorstein, kommer Kongen
laften ud her, hvor han ofte pleier
At aande Kjøling under Lundens Træer?
THORSTEIN
Saa gjør han, eders Naade! End han taler
Med Erkebispen; dog lod han mig kalde,
Og bød mig, her at vente ham. Om Lidt
Han komme vil. Hans Jægere vil ogsaa
Forsamle sig, thi han vil end iaften
Paa Jagten gaae. Og hvis I det tillader,
Han gjerne skuer eders Jomfruer
I Kredsen, som modtager ham herude;
De muntre ham ved deres Sang. Et Smiil
Af deres Læber, Blik af deres Øine
Kan glatte mangen Rynke paa hans Pande.
HELVIG
Lad Hver, som kan opmuntre Kongen, møde,
- Og Hver, som kan forstemme ham, gaae bort.
Herr Henning Podebusk, I mig ledsager.
PODEBUSK
Tilvisse.
263
HELVIG
Men hvor er dog Anna? Hun
Ei savnes bør, naar mine Terner møde.
PODEBUSK
Min Dronning, eders Yndling gik herud,
Kort før I kom; som I hun vilde nyde
Den friske Sommeraftens Luft. Jeg sendte
Min Tjener med for at ledsage hende.
HELVIG
(med Betydning.) I, Thorstein, har vel ikke hende seet?
THORSTEIN
I Sandhed, nei.
HELVIG
(kaldende.) Hvor er du, Anna? .... Anna!

FEMTE SCENE

DE FORRIGE. ANNA træder frem ved den Busk, bag hvilken hun lagde sig i første Scene. (Hun har sin Kappe paa, og saavel den som hendes øvrige Costume er ikke anderledes forandret, end at det netop passer til de andre Personers, idet man alligevel gjenkjender det).

ANNA
Man kalder paa mig!
HELVIG
Anna, siig, hvor var du?
264
ANNA
Ak! jeg har sovet.
HELVIG
Sovet under Busken?
ANNA
Jeg hviilte mig paa Græsset; jeg var træt,
Og Søvnen overfaldt mig mod min Villie.
PODEBUSK
Men Tjeneren, som skulde følge jer,
Hvor er da han?
(Kalder.) Hei, Balthasar! Hvor er du?

SJETTE SCENE

DE FORRIGE. BALTHASAR træder frem ved Busken paa den modsatte Side. (Hans Costume har undergaaet lignende Forandringer.)

BALTHASAR
Her er jeg, her!
PODEBUSK
Har du da ogsaa sovet?
BALTHASAR
Jeg kan ei nægte det.
PODEBUSK
Du skulde jo
Bevogtet Jomfru Anna?
265
BALTHASAR
Ja, hvad saa?
Jeg vaagned jo, saasnart jeg hørte Nogen.
PODEBUSK
Du Tosse! Hvis du søvnig er, gak ind
Og læg dig i din Seng.
BALTHASAR
Jeg siger Tak,
Men jeg er ei saa søvnig nu som sulten.
PODEBUSK
Saa gak til Stegerset.
BALTHASAR
Med største Glæde.
(Vil gaae ud ved den ene Side.)
PODEBUSK
(standsende ham.) Men er du da forrykt? Der er jo Porten.
(Dreier ham imod den.) Du gaaer endnu isøvne.
BALTHASAR
Det kan være.
(Gaaer ind ad Porten i Ringmuren.)
266

SYVENDE SCENE

HELVIG. PODEBUSK. THORSTEIN. ANNA.

HELVIG
(til Podebusk.) Nu er det Tid at gaae.
(Til Anna.) Min Anna, du
Maa vente her, til Kongen kommer. Alle
De andre Terner komme med.
(Sagte, idet hun tager hende lidt tilside.) Og siden
Fortæl mig saa hvad Thorstein sunget har,
Og hvilken Virkning det har havt paa Kongen.
(Til Podebusk.) Herr Henning Podebusk, kom lad os gaae
Langs Søens Bred; der møder os vist Ingen;
Den anden Vei os føre skal til Borgen.
(Hun gaaer ud ved den ene Side, fulgt af Podebusk.)

OTTENDE SCENE

THORSTEIN. ANNA.

THORSTEIN
Min Anna! jeg er ene med dig nu!
O lad mig nyde denne korte Stund,
Og tilstaae dig min Kjærlighed paanye.
ANNA
Ja gjentag for mig hvad du før har sagt,
Det trænger til Bekræftelse.
267
THORSTEIN
Hvorledes?
Du tvivler paa den Ed, jeg svor saa tidt?
ANNA
Nei ikke nu, og ikke naar jeg seer dig;
Men naar du længe fjernes fra mit Blik,
Naar kun ved Rygtet jeg om dig erfarer,
Da trænger sig et Mismod i min Sjæl.
Men seer jeg dig og hører jeg din Stemme,
Da svinder hver en Sky; den lange Tid,
Hvori jeg tvivled, synes mig en Drøm,
En mørk, en hæslig Drøm, hvoraf jeg vaagner.
O Hverdagslivet ligner selv en Drøm,
Hvor Misforstaaelser forbittre Sindet!
Men her hos dig er denne Drøm forbi,
Hos dig jeg staaer i Digtekunstens Rige,
Her svinder Dunkelheden; jeg er vakt
Ved Fuglesang i Morgenen den klare.
THORSTEIN
O søde Ord! En Sangfugl er du selv,
Du qviddrer mig dit Hjertes Melodier.
ANNA
Ja, vel er jeg en Sangfugl, en lærvillig,
For hvem du dine Sange fløitet har
Saa tidt, at jeg nu selv kan synge dem.
O tro dog ei, min Ven, at nogen Anden
Formaaer dit Værd at fatte fuldt som jeg!
Du har mig ført i Sangens Verden ind,
Og kun i den jeg føler nu mit Liv.
Jeg mindes hvert et Ord i dine Sange,
268Jeg qvæder dem heel ofte ved min Luth,
Og altid svæve de for mine Tanker,
Kun hørlige for mig, men ei for Andre.
Du har min Sjæl indspundet i en Væv
Af fine Strænge, som den gjennemkrydse
I hver en Retning og paa hvert et Punkt;
Og Alt, hvad som berører den, berører
En Stræng deri, og som en Strængeleg
Maa den bestandig tone dine Qvad.
THORSTEIN
Saa vende mine Qvad kun did tilbage,
Hvor deres Udspring er. Min Anna, du
Er Den, som kaldte disse Toner frem,
Thi naar jeg synger for Kong Valdemar
Om Toves Kjærlighed, saa er det dig,
Hvis elskte Billed svæver for min Sjæl.
Og naar jeg skildrer Kongens dybe Savn,
Hans Hjertes Tomhed, skildrer jeg mig selv,
Naar, skilt fra dig, jeg gaaer ad eensom Sti,
Og troer i hver en Skygge dig at see,
I hver en Lyd at høre dine Fjed.
ANNA
O ja! det har jeg troet, jeg tilstaaer det,
Og jeg har været stolt ved denne Tanke.
Men ofte har dog Tvivlen grebet mig,
Og slaaet min Stolthed ned med bitter Spot.
THORSTEIN
O lad ei Tvivlen nærme sig dit Hjerte!
Vi er for evigt bundne til hinanden;
Paa Jorden og i Himlen er der Intet,
269Som skiller os. Du treer mit Ord, men lad dog
Et synligt Tegn bekræfte det, min Anna!
Tag denne Ring!
(Han tager Ringen fra første Act, med Baandet i, frem.) Hvergang du seer paa den,
Jeg være nær, jeg være fjern, saa tænk,
At Thorstein elsker dig og er dig tro!
ANNA
(idet hun tager Ringen og betragter den.) Det er, som om jeg kjendte den; i Drømme,
Jeg troer, jeg har den seet.
(Hun hænger Baandet om Halsen.) Lee mig kun ud!
Jeg veed, dit Ord har større Kraft end Ringen,
Og dog, først nu, da jeg den bærer, føler
Jeg Sindet lettet, nu jeg aander frit,
Det er, som om et bittert Savn var hævet.
THORSTEIN
Bevar den vel, den er en sjelden Skat,
Thi Tove har den baaret paa sin Finger.
Da hun fra Rygen kom til Sjællands Kyst,
Hun bar den alt. Og dengang Kongen førte
Den Elsktes Lig omkring, sad Diamanten
Endnu paa hendes Finger under Handsken.
Engang - det var vel Uret, kan jeg tænke,
Men dig vil jeg bekjende det - engang,
Da jeg ved Liget ene sad, og skued
De kjendte Træk, som Døden havde stivnet,
Fik jeg en egen Lyst; jeg veed ei selv,
Hvordan det kom: jeg aabned Skrinets Glaslaag,
270Drog Handsken af den ene Haand, tog Ringen,
Og satte den i dette Baand, og bar den
Om Halsen, skjult for Alle, som et Minde,
Der knytted mine Tanker til den Døde,
Og kaldte Qvad om hende frem paa Læben.
Og selsomt nok: Saasnart nu Kongen kom
Og saae paa Liget - Handsken jeg igjen
Paa Haanden havde sat og lukket Laaget -
Betalte han, man skulde strax ham skille
Ved det tilforn umistelige Syn,
Og tage Liget bort og jorde det, -
Fast som om Ringen havde magisk Kraft,
Og var en Talisman, hvormed den Skjønne
Bedaaret havde snildt Kong Valdemar.
Men nu, nu skal Klenodiet, som smykte
Den Døde, bæres af den Levende,
Af hende, som, naar jeg om Tove qvad,
Gav Sangen Ord og laante den sit Billed.
(Porten i Ringmuren aabnes, og Dronning Helvigs Terner træde ud.) Ha! der er Kongen!

NIENDE SCENE

DE FORRIGE. Dronningens Jomfruer træde ud af Porten, og stille sig i en Gruppe i Forgrunden. Derefter KONG VALDEMAR, fulgt af Jægere.

CHOR AF DRONNINGENS JOMFRUER
(under hvilket Kongen og hans Jægere træde ud.)

1.

Nu er det svalt,
Nu synker Dæmring over Lunden,
Nu Solen, for vort Øie svunden,
271Har sit Farvel paa Skyen malt,
Nu træder Kongen ud i Lunden
I Aftenstunden.

2.

Ved disse Træer
Han aande vil og sig husvale.
Han kommer hist fra mørke Sale,
Hvor mørke Sorger staae ham nær,
Men her vil han sit Sind husvale,
Blandt Nattergale.
VALDEMAR
Hvor lifligt Sangen toner under Løvet,
Af Pigelæber baaren til mit Øre! -
Er ikke Thorstein her?
THORSTEIN
(som har staaet i Samtale med Anna, træder frem). Jo, eders Naade!
VALDEMAR
Hvem er den Pige, som du talte med?
THORSTEIN
Det Jomfru Anna er, for nylig kommen
Fra Jylland hid til Dronning Helvigs Hof.
VALDEMAR
Jeg mindes det, jeg hende før har seet,
Men jeg har ikke ret bemærket hende.
I Sandhed, hun er smuk.
THORSTEIN
Ja, eders Naade,
Og god og kløgtig.
272
VALDEMAR
Dertil seer hun ud. -
Nu, Thorstein, hvad vil du iaften synge?
THORSTEIN
Hvad eders Naade vil. - Men veed I vel,
At Jomfru Anna synger mine Qvad?
Vil I til en Forandring ikke høre
Dem af en Pigerøst?
VALDEMAR
Jo, du har Ret.
(Til Anna.) Kom, smukke Barn, og lad din Stemmes Klang
Forjage Kongens Mismod.
THORSTEIN
(sagte til Anna). Vær ei frygtsom!
Min Strængeleg, giv Gjenlyd af min Røst,
Syng frit for Kongen, syng for Skjalden selv!
(En Tjener har imidlertid bragt en Stol, hvori Kongen sætter sig.)
ANNA
(synger).

1.

Konning Volmer drager afsted paa Jagt,
Hannem følge hundrede Svende;
Duggen har sig paa Marken lagt,
Skoven lufter sin grønne Pragt,
For kjølig Hilsen at sende.
Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.
CHOR
(af Jomfruerne og Jægerne). Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.
273

2.

ANNA
Konning Volmer drager ad lønlig Sti
Under Løvet, som skygger foroven.
Tyst ham svæver en Skygge forbi,
Følge han vil, han naaer det Fri, -
Men Skyggen svinder i Skoven.
Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.
CHOR
Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.

3.

ANNA
Konning Volmer vanker ved Søens Bred,
Hvor i Sivene Skummet bruser.
Nærved hører han kjendte Fjed,
Vender sig snelt, - kun et øde Sted
Han øiner, hvor Vinden suser.
Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.
CHOR
Kongen er etc.

4.

ANNA
Konning Volmer vanker i Rosenslund
Under Aftnens Rose paa Himlen,
Blomsten ham dufter fra Kalkens Bund;
Kommer han atter ved natlig Stund,
Da lyser ham Stjernevrimlen.
Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.
CHOR
Kongen er etc.

5.

ANNA
Det er tungt, naar Hjerterne skilles ad,
Som da Volmer skiltes fra Tove!
274Trøst ei findes i Rosens Blad,
Stjernernes Glimten, Duggens Bad;
Hvad hjelpe de grønne Skove?
Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.
CHOR
Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.
(Kongen reiser sig, Alle træde tilbage; men da Anna ogsaa vil fjerne sig, tager Kongen hende ved Haanden og fører hende frem.)
VALDEMAR
Min vakkre Pige, lad mig takke dig!
Idet du synger for mig om mit Savn,
Jeg føler det ved Tonerne forædlet,
Og Sorgen bliver mig en Nydelse.
Ja, du har Ret: Omsonst jeg gaaer paa Jagt,
Den vilde Tummel fylder ei min Tanke;
Forgjæves vanker jeg i Skov og Eng,
Forgjæves lytter jeg til Vind og Sø,
Hvad dybt jeg savner, ingensteds mig møder.
Ak Anna! du kan vistnok ei forstaae mig,
Thi du har ei erfaret denne Tomhed
I Sjælen, naar man griber utaalmodig
I Luften efter hver en flygtig Skygge,
Og tænker, der er Liv og Væsen i den.
Og dog, hvis du forstod mig, - selv kun halvt, -
Maaskee jeg fandt hos dig den søgte Lindring.
Min smukke Pige! Vil du vel forstaae mig?
Ifald du vilde være Kongen huld,
Da skulde han med rige, gyldne Spange
Omsnoe din trinde Hals og dine Arme,
Og hver af dine Fingre skulde lyse
275Med Ædelstenes dunkle Farvespil .....
O slaa dit klare Blik ei frygtsom ned!
Ved Himlen! Siden Toves Død jeg ikke
Har følt for nogen Qvinde som for dig.
Vel sandt, jeg har dig ofte forhen seet
I Kredsen af de andre Jomfruer,
Men stedse holdt du dig tilbage, vendte
Dit Aasyn bort; idag først jeg dig saae,
Ei ene med mit Øie, men med Hjertet;
Din Læbe har mig qvæget ved sin Sang, -
O! men din Læbe har en anden Trolddom .....
Hør, Anna .... Nu jeg drager ud paa Jagt, -
Saa skal det synes - men ved Skovens Indgang
Jeg hemmeligt mig skiller fra mit Følge,
Og kommer hemmeligt igjen tilbage.
Hør mig! ... Du veed, ved Borgens vestre Taarn
Der er en Rosengaard, kun smal og liden;
Hvis did du komme vil, da skal ei Rosen
Forgjæves sende mig sin Duft fra Kalken,
Og Stjernen ikke lyse mig forgjæves ....
O hør mig ud! En Løvhytte der staaer,
Saa tæt og hyggelig, netop saa stor,
At To den rummer i sin snevre Plads;
Dens Løv er som en grønlig Sky, der skjuler
For Øiet hvad som hviler i dens Favn;
Ved Middagstide har den dunkel Aften,
Ved Aften har den Nat, selv Stjernens Øie
Kan ikke see derind ....
ANNA
Ak, ædle Herre!
Hvad tænker I? hvad siger I for Ord?
276
VALDEMAR
Mit Barn, lad denne første Modstand fare!
Jeg veed jo nok, man skylder Tugtighed
Og ærbart Sind at stride først imod;
Men da jeg veed det, nu, saa spring det over,
Og sæt ei min Taalmodighed paa Prøve.
Du har vel ingen Beiler?
ANNA
(betænkende sig). Nei.
VALDEMAR
Nu vel,
Er Kongen dig da ikke god nok?
ANNA
Herre!
I glemmer, jeg er Dronning Helvigs Terne;
Hun Tillid har til mig, og jeg er tro.
VALDEMAR
Ha ti! Jeg skylder Dronning Hel vig Intet.
ANNA
Men jeg desmere.
VALDEMAR
Gjør mig ikke vred!
Mit Hjerte kjendes ikke ved min Hustru,
Hun spiller under Dække med sin Fader,
Den slette Hertug Valdemar af Slesvig,
Som hemmeligt forbandt sig med Grev Geert,
277Og lod ved ham udnævne sig til Konge,
Og frækt sig kaldte Valdemar den Tredie;
Men Atterdag har bragt ham Gjengjældsdagen!...
Hvad falder mig dog ind! Det er ei herom,
Jeg tale vil med dig .... Mit smukke Barn,
Du veed min Villie, gjør ingen Modstand,
Thi hvis du Kongens Kjærlighed forsmaaer,
Vil ei hans Vrede dig forsmaae.
ANNA
(afsides). Min Gud!
Hvad skal jeg svare?
VALDEMAR
(kalder). Thorstein!
THORSTEIN
(frædende frem). Herre Konge!
VALDEMAR
Du har saa ofte bedet mig om Orlov;
Du vil til Bretland, har du sagt; velan,
Saa reis, og kom igjen, naar selv dig lyster;
Med Penge skal jeg rigt forsyne dig.
Farvel, min vakkre Skjald! du har min Naade.
THORSTEIN
(afsides). Men er det muligt? Drømmer jeg?
278
ANNA
(afsides). Hvor selsomt!
VALDEMAR
(til Pigerne). Og nu, I ædle Jomfruer, gaaer ind
Til eders Herskerinde! det er sildigt,
Og Mørket falder paa.
(Til Jægerne). Op, mine Mænd,
Til Jagtens muntre Færd! Lad Hornet klinge!
ANNA
(afsides). Til Dronningen vil jeg betroe min Nød.
CHOR AF JÆGERNE
(under hvilket Anna, Thorstein og Jomfruerne gaae ind ind i Borgen).

1.

Ved Qveld, ved Nat.
I Skov, i Krat
Jægerne fare.
Hornene klinge, Hundene gjøe,
Hør Echo svare
Fra Gurre-Sø!
Afsted! uforsagt!
Her er Kong Valdemars vilde Jagt!

2.

I Bøg, i Eg,
Til Hornets Leg
Uglerne tude.
Sæden paa Marken trampe vi ned.
279Lad Alt bebude
Vort tunge Fjed!
Af sted! uforsagt!
Her er Kong Valdemars vilde Jagt!

3.

Vi storme vildt,
Vi fange snildt
Dyret i Hule.
Vog dig, du Bonde! Dørene stæng,
Lad Barnet skjule
Sig ræd i Seng!
Af sted! uforsagt!
Her er Kong Valdemars vilde Jagt!
(Kongen drager bort med Jægerne). (Under det Foregaaende har Dæmringen gradviis tiltaget).

TIENDE SCENE

Scenen er et Øieblik tom. Man hører Efterspillet til Jægerchoret tabe sig lidt efter lidt. Saasnart det er tilende, høres fra den modsatte Side følgende

CHOR
Anna! .... Balthasar! ....
Kan I høre vor Stemme?
Anna! .... Balthasar! ....
Kan I vort Raab fornemme?
Musiken ophører. PHANTASUS træder ind, med Staven i Haanden.
PHANTASUS
(pegende med Staven ud mod den Side, hvorfra Lyden kom.) For jer er ingen Virkelighed her.
280 (Pegende mod Borgen). Synk atter, gamle Borg, i din Ruin.
(Han gaaer.) KORT MELODRAMA under hvilket Borgen forsvinder, og Ruinen sees atter, ligesom i Begyndelsen af Acten.

ELLEVTE SCENE

HUMMELSKOU, MAX, FRU MAX, FRU LÜTTICH, CONSTANCE og STEIER træde ind, med et Følge af Venner og Bekjendte fra Fredensborg, (baade Mandfolk og Fruentimmer).

CHOR
(af Følget.) Anna! .... Balthasar! ....
Kan I høre vor Stemme?
Anna! .... Balthasar! ....
Kan I vort Raab fornemme?
Ha! hvor skal vi nu dem søge?
Hvor mon de sig skjule kan?
Mellem Skovens tætte Bøge,
Eller hist ved Søens Rand?
Tys! tys! .... Nei Ingen svarer;
Gjenlyd kun i Luften klang.
Gid kun ei ukjendte Farer
True dem med Undergang!
HUMMELSKOU
(til Følget.)

Jeg takker jer, alle I gode Venner og Bekjendte, som, da I hørte vor Nød, fulgte med os fra Fredensborg, for at hjelpe os at søge. Men endnu ere vi lige nær; hvor skal vi nu hen?

281
STEIER

Det er bedst, vi nu gaae rundt omkring Søen. Etsteds maae vi dog finde dem.

FRU MAX

Bare de ikke har gjort en Ulykke paa dem selv! Jeg er saa bange for at de skal have druknet dem i Søen.

FRU LÜTTICH

Ih Gud bevares, Fru Max! Hvor kan De troe saadant Noget!

MAX

Det er noget Snak, min Hjerte! Hvad skulde vel bevæge dem til det?

FRU MAX

Ja, hvem kan vide det? Hvad kan ikke falde saadant et Par unge Bruushoveder ind?

MAX

Hvorom Alting er, saa kan jeg næsten ikke holde ud at gaae mere. Jeg er saa hed og saa forpustet! Jeg troer, jeg sætter mig ud paa Vognen. Her er jo Folk nok til at lede, foruden mig.

FRU MAX

Gud! Max! kan du være saa ligegyldig?

MAX

Aa hvad! Om jeg ogsaa var ivrig, hvad skulde det hjelpe til. Jeg finder dem saamænd ikke, hvem der saa gjør det eller ikke gjør det.

282
STEIER
(til Constance).

Ikke sandt, Frøken? Dette er virkelig en høist interessant Tour?

CONSTANCE

Ja, men jeg er dog lidt ængstelig for de Bortflygtede.

STEIER

Det skal De ikke være; vi finde dem nok tilsidst. Imidlertid faae vi hele Omegnen at see; det er ganske charmant.

MAX

Nei, Det, som ærgrer mig meest, er at den Procurator gaaer og glæder sig over vor Nød, og betragter det Hele som en Lysttour.

STEIER

Hvorfor vil De ærgre Dem over det? Man plukker Blomster paa enhver Vei, hvor man finder dem. Altsaa nu langs med Søen, hele Runddelen omkring! Der har jeg aldrig været før; det skal ret more mig.

HUMMELSKOU

Men veed De hvad? Jeg veed dog ikke, om det er raadeligt .... det bliver bestandig mørkere.

STEIER

Og Natten er lys!

HUMMELSKOU

Ja, men alligevel.... De vil sagtens lee mig ud .. men det er ikke saa rart at gaae om Natten i de 283 mørke Skove ved Søen. De veed nok .... Den vilde Jagt!

STEIER

O Passiar! Kommer De nu igjen med den vilde Jagt!

FRU MAX

O Gud bevare os! Hvad er det, De siger, bedste Herr Hummelskou?

HUMMELSKOU

Ja ja, .... jeg vil ikke sige Mere; det er ikke fordi jeg just troer derpaa, men der er dog Mange, som forsikkre det; det kan mine gode Venner og Naboer bevidne.

FØLGET

Ja! ja!

HUMMELSKOU

Og jeg veed ikke, men for et Øieblik siden .... det forekom mig, at jeg hørte saadan en underlig Lyd i Luften.

STEIER

Ih hvad! Vi gaae jo i vort lovlige Kald.

HUMMELSKOU

Ja, det er sandt nok; lad os da gaae videre.

CHOR
Anna! .... Balthasar! ....
Kan I høre vor Stemme? ....
Tys! tys!....
(Nogle Toner af Jægerchoret høres i fjern Afstand). 284Hvad har jeg sagt?
Det er Kong Valdemars vilde Jagt!
Men af sted! lad os gaae!
Vi de Flygtende søge maae.
(Alle gaae).
CHOR
(udenfor). Anna! .... Balthasar! ....
Kan I vort Raab fornemme?
OPLYST SAL PAA DET GAMLE GURRE-SLOT.

TOLVTE SCENE

ANNA og THORSTEIN træde ind.

ANNA
I denne Sal vi vente kan; om Lidt
Vil Dronning Helvig her os møde.
THORSTEIN
Siig mig,
Hvad har hun for? Hvi gik hun saa betænksom,
Med Sløret over Hovedet, og ene
Til Kongens Rosengaard?
ANNA
Det er en List;
Jeg længes efter Udfaldet. Du veed,
At Kongen vilde lokke mig derhen,
Og trued med sin Vrede, hvis jeg ikke
Hans Villie lød. Til Dronningen betroede
285Jeg denne Vaande strax; da sagde hun:
"Min Anna! laan mig for engang dit Navn,
Jeg Kongen møde vil, og han skal tvinges
Ved List til nu at skjænke mig sit Øre,
Som ellers lukket er for mine Klager.
Jeg om mig selv skal tale; min Forsikkring
Maaskee hans Tillid vinder, naar han troer,
At dine Læber bringe den."
THORSTEIN
Men, Anna,
Hvis Kongen mærker Listen, vredes han,
Og saa begynder han igjen dig snart
Med Venlighed at lokke, snart at true
Med Straf og Hævn. Og jeg skal drage bort,
Skal lade dig allene her i Faren!
Umuligt! - Men hvad gjør jeg da? - Du veed,
At Kongen gav mig Orlov til at reise;
Saa maa jeg bort, jeg tør ei tøve længer ....
Min Elskede! fat Mod til dristig Handling!
Følg med mig! Hemmeligt vi drage bort,
Og i den første Kirke, som vi naae
Paa Bretlands Kyst, der skal en Herrens Tjener
Os skjænke sin Velsignelse ved Altret.
ANNA
Ak, Thorstein! jeg har ikke Mod ....
THORSTEIN
Men har du
Da Mod til her at blive?
286
ANNA
Dronningen,
Min ædle Herskerinde, kan jeg ikke
Forlade hemmeligt.
THORSTEIN
Men hun vil skjænke
Dig Orlov, naar du beder hende; stole
Du kan derpaa; hun vil din Flugt fortie.
ANNA
Der er hun!

TRETTENDE SCENE

DE FORRIGE. DRONNING HELVIG.

HELVIG
O hvor selsomt! Hvo kan fatte
Kong Valdemars besynderlige Tanker?
ANNA
Min høie Dronning, kjendte han jer ikke?
HELVIG
Nei, Anna; han har ikke gjættet Listen,
Han troede, det var dig, som mødte ham,
Det troer han end. Men med den største Kulde
Han tog imod mig, bød mig strax at gaae.
ANNA
Hvorledes?
HELVIG
Jeg var kommen før, end han,
Til Løvhytten; dens Dunkelhed mig skjulte.
287Om lidt jeg hørte Kongens Fjed sig nærme,
Han gik derind, og spurgte. "Hvem er her?" -
Med dæmpet Røst jeg svarte frygtsom: "Jeg." -
"Ah! Jomfru Anna!" gjentog han: "hør, siig mig,
Er alle Dronning Hel vigs Jomfruer
Saa lette til at lokke, som jeg seer,
At du det er, mit Barn? Gak du tilbage!
Det var paa Skrømt, jeg bad dig om at komme;
Jeg satte kun din Ærbarhed paa Prøve." -
Saa talte han, jeg voved ei at svare,
Fik Intet sagt af hvad mit Hjerte tynger,
Indhylled tæt mig i mit Slør, og gik.
THORSTEIN
Ved Himlen! Hvad jeg før knap vilde troe,
Til Vished bliver nu!
HELVIG
Hvad mener I?
THORSTEIN
Det Ringen er, som vækker Kongens Attraa.
HELVIG
Hvorledes? Hvilken Ring?
THORSTEIN
Min Anna, giv den
Tilbage, løs den fra din Barm! Jeg fæsted
Min hulde Brud med den, men selv du sagde,
Mit Ord af meer Betydning var, end Ringen.
Behold mit Ord, det vil dig aldrig svigte,
Men skil dig ved Klenodiet, som, smeddet
Af fule Dværge, bærer Trolddom i sig.
288
ANNA
(idet hun tager Baandet af Halsen). Ifald du troer det, nu velan!
(Hun giver ham Baandet med Ringen i).
HELVIG
Forklar!
Hvad vil det sige?

FJORTENDE SCENE

DE FORRIGE. PODEBUSK og BALTHASAR.

PODEBUSK
(i Baggrunden, til Balthasar.) Vent her for det Første,
Du bringe skal et Brev til Erkebispen.
(Han træder frem; Balthasar bliver i Baggrunden.)
THORSTEIN
(udbrydende, idet han seer Podebusk.) Herr Henning Podebusk! Jer sender Himlen!
PODEBUSK
Ha, Dronningen er her!
(Til Balthasar.) Vent udenfor!
(Balthasar gaaer.)
289
THORSTEIN
(til Podebusk). Tag denne Ring og bær den hemmeligt;
I er den Eneste, jeg tør betroe den;
Hos eder vil den virke kun til Gavn.
PODEBUSK
(som har faget Ringen, og befragter den). Hvad mener I?
THORSTEIN
Min høie Dronning, tilgiv!
Jeg skylder jer og Marsken en Forklaring.
Viid, denne Ring har fordum Tove baaret,
Den er en Amulet, en Talisman,
Hvormed hun Kongens Hjerte har fortryllet.
PODEBUSK
Hvad falder eder ind?
THORSTEIN
Hør mig, og døm!
Da jeg fra Toves Lig tog Ringen bort,
Lod Kongen Liget jorde. Mens jeg bar den,
Han fatted Gunst for mig; og da jeg gav den
Til Anna, vendte Hjertet han til hende,
Og gav mig Orlov til at reise, som han
Bestandig havde nægtet mig tilforn.
Og da nu Dronningen i Annas Sted
Til Stævnemødet kom, var Kongen atter
Koldsindig, thi med hende kom ei Ringen.
HELVIG
Ved Himlen! høist forunderligt!
290
PODEBUSK
Ja, selsomt
Det klinger, jeg kan ikke nægte det.
THORSTEIN
I eders Haand, Herr Marsk, er Ringens Plads;
Den vil paany e jer skaffe Kongens Gunst,
Som før I har besiddet, og paanye
Vil I benytte den til ædel Daad.
PODEBUSK
Min unge Ven, jeg takker jer af Hjertet,
Men jeg har ingen Tro til Trolddomskunster.
Mig synes, denne Ring er som en anden,
Skjøndt kunstig gjort, og vel af stor Værdi.
Men om den virkelig forhexet var,
Da vilde jeg især den ei beholde.
Kan min retskafne Vandel, kan min Indsigt,
Mit Mod, som tidt blev prøvet, ei mig vinde
Min Herres Gunst og Tillid, som jeg forhen
Besad med Ret, saa skal ei sorte Kunster
Forhjelpe mig dertil. Nei, lad os heller,
Da Ringen dog er mistænkt, gjemme den
Et Sted, hvor Ingen finder den. - Tillad,
Min høie Dronning, jeg maa tale med jer,
Før jeg mit Brev til Erkebispen slutter.
HELVIG
(idet hun gaaer ud af en Sidedør). Jeg venter eder her.
PODEBUSK
Jeg kommer strax.
(Thorstein og Anna gaae ud af den modsatte Sidedør.)
291
PODEBUSK
(kalder). Kom, Balthasar!
(Balthasar kommer.) Gak bort med denne Ring,
Og kast den i den dybe Brønd i Gaarden;
Forstaaer du mig?
(Giver ham Ringen.) Og kom saa strax tilbage,
Og vent mig her, saa skal du gaae med Brevet.
(Gaaer efter Dronningen.)

FEMTENDE SCENE

BALTHASAR allene.

BALTHASAR
(betragtende Ringen). I Brønden skal jeg kaste den? Ja saa! ....
Hvorfor i Brønden? .... Hvilken deilig Ring!
Den er for god dog til at kastes bort.
O hvor den vilde klæde mig paa Haanden! ....
Lad see! .... Nei, hvor den glimrer paa min Finger!
Man bliver strax dog til et andet Væsen
Ved saadan Pragt! .. O jeg har ofte drømt,
At paa min Haand jeg bar en saadan Ring, ....
Og dertil bedre Klæder paa min Krop; ....
Jeg seer saa fattig ud i denne Dragt. -
Men Ringen? skal jeg kaste den i Brønden? -
Hvorfor ei selv beholde den? Hvad Synd
Er vel deri, naar dog den bort skal kastes?
Hvad Alle vrage, tør vel jeg beholde.
- Der kommer Nogen! Lad mig skjule den.
(Han tager Baandet om Halsen, og putter Ringen ind paa Brystet.)
292

SEXTENDE SCENE

BALTHASAR. KONG VALDEMAR.

BALTHASAR
(afsides). Ha! det er Kongen.
(Træder lidt tilbage.)
VALDEMAR
(afsides, uden af see ham). Jeg maa bort igjen!
Hvad vilde jeg dog her? Kun mørke Tanker
Omspænde mig i disse snævre Rum.
Langt bedre, rask at tumle sig paa Jagten!
Afsted da! Mine Jægere mig vente.
(Idet han vil gaae, faaer han Øie paa Balthasar, og standser.) Hvad er du for en Svend? - Mig forekommer,
At jeg har seet dit Ansigt før. Hvem er du?
Hvad hedder du?
BALTHASAR
Jeg hedder Balthasar,
Jeg Tjener er hos Marsken Podebusk.
VALDEMAR
Ja, saadan er det. - Balthasar, dit Ansigt
Behager mig.
BALTHASAR
(selvtilfreds). Jeg takker, Herre Konge!
293
VALDEMAR
Du har et lystigt Sind? Ei sandt? Thi ellers
Dit Ansigt lyver.
BALTHASAR
Jeg kan ikke klage,
Mit Sind var lystigt nok, ifald det bare
Fik meer Opmuntring.
VALDEMAR
Stakkel! Jeg kan tænke,
Din Tjeneste dig kjeder?
BALTHASAR
Ja, det gjør den;
Jeg vilde gjerne have mere Frihed,
Og ei bestandig være nødt at lyde,
Men ogsaa kunne selv befale.
VALDEMAR
Kjære!
Man kommer ikke let til at befale.
BALTHASAR
Ak, høie Herre! det er ikke Hovmod,
Som plager mig. Jeg aldrig tragted efter
At hæves over Andre, nei, min Attraa
Kun er at være Ligemand med Andre,
At kunne handle som de Andre, tale
Som de og tale med dem, ei at tie,
Og høre hvad man ei tør svare paa.
294
VALDEMAR
Hvis du saa gjerne tale vil, nu vel,
Saa kan med mig du tale hele Natten.
Jeg gaaer til mine Jægere; følg med;
Det er en deilig Nat, vi vanke vil
I Stjerneskinnet, rundt om Gurre-Sø;
Saa kan vi sladdre, mens de Andre jage.
BALTHASAR
(undseelig). O høie Herre! det er eders Spøg.
VALDEMAR
(slaaer ham paa Skulderen). Nei, det er Alvor. Følg mig strax, min Ven,
Du skal forkorte Tiden mig inat.
BALTHASAR
Saa det er Alvor! .... Men jeg drømmer vist!
(Stolt.) Jeg følger eders Naade, hvor I vil.

SYTTENDE SCENE

DE FORRIGE. PODEBUSK.

PODEBUSK
Her, Balthasar ....
(Seer Kongen.) Ha Kongen!
(Til Kongen.) Tillad, Herre,
Jeg har et Ord at sige til min Tjener.
(Sagte til Balthasar, som han drager tilside.) Her Brevet er, du maa det strax besørge.
295
BALTHASAR
(høit) Undskyld, Herr Podebusk, jeg har ei Tid
At gaae med eders Breve. Send en Anden!
PODEBUSK
Hvad siger du?
VALDEMAR
Kun Sandhed. Veed I vel,
Min kjære Marsk, at I har der en Svend,
Som høilig mig behager? Ikke sandt,
I har vel Intet mod, at han inat
Med Selskab holder mig paa Jagten? Send kun
En anden Tjener; denne følger mig.
(Gaaer mod Udgangen.)
PODEBUSK
(sagte til Balthasar.) Ha Balthasar! hvor har du Ringen?
BALTHASAR
Ringen?
Den skal jeg nok ved Leilighed besørge;
Den kommer altid tidsnok ned i Brønden.
VALDEMAR
(vender sig om ved Udgangen.) Nu, Balthasar?
BALTHASAR
Her er jeg, eders Naade!
(Løber efter Kongen og gaaer ud med ham.)
296
PODEBUSK
(allene.) O Himmel! hvad er det for Kogleri!
Jeg følge vil, her er ei Tid at spilde....
Men først lad mig besørge dette Brev.
(Gaaer.)
297

TREDIE ACT

EN EGN I SKOVENE VED GURRE-SØ.

Søen sees i Baggrunden. Det er lys Sommernat med Stjerneskin.

FØRSTE SCENE

VALDEMAR og BALTHASAR træde ind.

VALDEMAR
I Sandhed, Natten er en selsom Gjæst:
Den kommer, indsvøbt i sin sorte Kappe,
Og taler gaadefulde Ord til Sindet.
De klare Stjerner blinke ned fortroligt,
Som om de havde hver et Ord at hviske,
Hvis Øret kunde høre det. Og dog,
Hvad kan de sige? hvad kan de fortælle?
Ifald de huse Menneske-Naturer,
Da see de vel de samme bittre Savn,
Som Tiden ei kan læge, samme Kredsgang
Af en urolig, ubelønnet Stræben. -
Ja, her er smukt paa Gurre, det er sandt,
Men her er altfor høitidsfuldt; jeg længes
Nu til mit muntre Vordingborg igjen.
Jeg troer, jeg flyver bort fra denne Rede,
Som er mig mørk og trang.
298
BALTHASAR
O Herre Konge!
Saa tager I mig med jer, ikke sandt?
VALDEMAR
Det gjør jeg, Balthasar; vær du kun rolig,
Jeg slipper dig ei meer.
BALTHASAR
Saa kan jeg sige,
Jeg har min Lykke gjort! O hvilken Ære
For mig, den ringe Tjener, at ledsage
Kong Valdemar og holde ham med Selskab! -
Men eders Naade! Tager I det ei
Unaadigt op, saa tillad mig en Bøn.
VALDEMAR
Siig frem, og er det muligt, skal det skee.
BALTHASAR
Ja, det er vistnok muligt, det er let.
En Anden vilde sagtens bede Kongen
Om Gods og Guld, om rige Skjænk og Gaver,
Men jeg er ei hovmodig, har jeg sagt,
Min hele Stræben er kun at see ud
Som andre Mennesker; kort sagt, Herr Konge,
Min Bøn er: lad mig skjære bedre Klæder!
VALDEMAR
Min Ven, det har jeg alt betænkt; imorgen
Skal jeg besørge dig en anden Dragt.
BALTHASAR
O herligt! Hvordan bliver den? hvordan?
299
VALDEMAR
Som du den ønsker; du kan vælge dig
Det bedste Stof, og efter eget Tykke
Du Snittet kan bestemme.
BALTHASAR
(kysser hans Haand.) Store Konge!
VALDEMAR
Og kan det dig fornøie, vil jeg end
En gylden Kjæde skjænke dig, den kan du
Om Halsen bære.
BALTHASAR
Nei, nu gjør I mig
Saa lykkelig, som jeg har aldrig været,
Ei selv i Drømme!
VALDEMAR
Lidt kan glæde Børn,
Saa siger Ordsproget, men det er godt,
At du bevaret har et barnligt Sind. -
Men tys! .... Jeg hører Fodtrin .... Seer jeg ret,
Der nærmer sig en Mand med stærke Skridt....
Hvem kan det være?
BALTHASAR
(seer ud af Scenen.) Nei, jeg feiler ikke,
Det er min Herre, Marsken Podebusk.
VALDEMAR
Hvad kan han ville her?
300
BALTHASAR
Ja, Gud maa vide,
Hvad her han vil, hvis ei han har isinde
Min Text at læse mig, fordi jeg ikke
Hans Ærinde besørgede. Herr Konge,
Han er istand til mig at slaae, hvis ikke
Mig eders Haand beskytter.
VALDEMAR
Vær du rolig,
Han intet Haar skal krumme paa dit Hoved,
Det vover han ei heller paa. Men jeg
Har ingen Lyst at tale med ham nu,
Det kjeder mig. Bliv derfor her, og hør
Hans Ærinde; jeg gaaer herfra; følg efter
Og siig mig, hvad det er.
BALTHASAR
Men jeg er bange,
Der gaaer mig galt.
VALDEMAR
(idet han gaaer.) Vist ikke! fat kun Mod,
Og skynd dig efter mig saa snart som muligt.
BALTHASAR
Ja, jeg skal skynde mig, det kan I troe.
(Kongen gaaer.)
301

ANDEN SCENE

BALTHASAR. PODEBUSK.

PODEBUSK
Nu, det var heldigt! Her jeg finder ham! -
Siig, hvor er Kongen?
BALTHASAR
Kongen gik lidt forud,
I kan inat ham ikke faae itale;
Han ønsker ei at tale med jer.
PODEBUSK
Tosse!
Det er ei ham, jeg søger, det er dig.
BALTHASAR
Men jeg har heller ikke Lyst....
PODEBUSK
Ti stille!
BALTHASAR
Hør, veed I hvad? I taler i en Tone,
Som ei sig passer mellem jer og mig.
Jeg staaer paa en fortrolig Fod med Kongen,
I har ei længer over mig at sige.
PODEBUSK
Du har din Frihed, gak hvorhen dig lyster;
Kun eengang vil jeg end befale dig,
Og siden ikke meer: Flux! giv mig Ringen!
BALTHASAR
Den har jeg kastet alt i Brønden.
302
PODEBUSK
Nei,
Du lyver, du har gjemt den hos dig. Strax
Giv mig den villig hid; hvis ei, da søger
Jeg efter den i hver af dine Folder,
Og tager den med Magt.
BALTHASAR
Brug ikke Magt!
Hvis I kun rører mig, saa raaber jeg
Paa Kongen, han er nær, han kan mig høre,
Og han vil hurtig komme mig tilhjelp.
PODEBUSK
(læggende Haanden paa sit Sværd.) Men inden Kongen kommer, er du død;
Lad skee saa hvad der vil!
BALTHASAR
I vil mig dræbe?
PODEBUSK
Ja, hvis ei strax du lyder min Befaling.
Saasnart du hæver Stemmen, er du død;
See saa, om Kongen kan igjen dig vække!
BALTHASAR
(med dæmpet Stemme.) Men Gud bevar' os!
PODEBUSK
Giv mig Ringen! .... Nu?
303
BALTHASAR
(grædende.) Men Herre Gud? Naar dog den skal i Brønden,
Hvorfor tør ikke jeg beholde den?
PODEBUSK
Nu, hurtig! jeg har ikke Tid at vente.
BALTHASAR
(idet han, bestandig grædende, løser Ringen af sin Hals.) Der har I dem
(Giver den til Podebusk.) I er en bister Mand,
Som ikke kan mig unde denne Glæde!
(Idet han fatter sig og tørrer sine Øine.) Men ligemeget! hvorfor vil jeg sørge?
Hvad er der vel for Rart ved denne Ring?
Mig Kongen andre give vil og bedre.
Farvel! nu gaaer jeg efter Kongen.
PODEBUSK
Gak!
(Balthasar gaaer.)

TREDIE SCENE

PODEBUSK

allene.

PODEBUSK
Er denne Ring da virkelig forhexet? -
Velan her er en Brønd, end mere dyb
Og mere bred. end den, jeg først bestemte.
Lad Gurre-Sø begrave denne Skat!
(Han kaster Ringen ud i Søen.) 304See saa! Lig der til Dommedag!
(En Accord af Toner klinger over Vandet.) Hvad nu?
Det klinger jo, som om Naturen sukked? -
Afsted til Borgen! Jeg har naaet min Hensigt.
(Gaaer.)

FJERDE SCENE

Scenen er pludselig opfyldt med SYLFER, ALFER, UNDINER og GNOMER. - (Sylferne komme fra Luften, Alferne fra Skoven, Undinerne fra Søen, Gnomerne fra Jorden. Alle have matlysende Lamper i Haanden: Sylfernes Lamper have et hvidt Skjær, Alfernes et grønt, Undinernes et blaat, Gnomernes et rødt).

SYLFERNE
Ha! hvilken Stræng zittred i Luften?
ALFERNE
Ha! hvilken Tone klang gjennem Skoven?
UNDINERNE
Ha! hvilket Brag gjenlød paa Søen?
GNOMERNE
Ha! hvilket Bulder rystede Jorden?
SYLFERNE
Hvad kalder Luftens Sylfer?
ALFERNE
Hvad kalder Skovens Alfer?
UNDINERNE
Hvad kalder Søens Undiner?
GNOMERNE
Hvad kalder Jordens Gnomer?
305
ALLE
Hvad kalder os Alle hid?
Trolddommen dybt begravet
Hviler paa Søens Bund,
Men med dens Kraft begavet
Vorde nu Gurres Lund!
Lyser Besværgelsen neden og oven,
Under Sang og Dands,
Ved Lampernes Glands,
Gjennem Søen og Luften, Jorden og Skoven!
DANDS. Den afbrydes af Jagthorn, som høres i Nærheden. Alle lytte.
ALLE
Tys! vi kan høre Menneskers Fjed.
Afsted! nu afsted!
Vi rundt maae drage ved Søens Bred,
Og om hver en Plet
Spænde Fortryllelsens Næt
(Alle ile bort.)

FEMTE SCENE

KONG VALDEMAR kommer med sine JÆGERE.

CHOR AF JÆGERNE

1.

Snart er Natten svunden,
Dagen bryder frem;
Fra vor Jagt i Lunden
Alt vi drage hjem.
Borgens Haners Galen
Lyder over Vang,
Snart vil Gurre-Svalen
Qviddre Morgensang.
306

2.

End i Vesten glimter
Matte Stjerners Hær,
Mens i Øst man skimter
Svage Morgenskjær;
Mod de tause Strande
Søen vugger sig,
Stiernen i dens Vande
Speiles blidelig.
VALDEMAR
Nei, aldrig var en Nat saa skjøn som denne!
Ei nogensinde før var Gurre-Sø
Saa blankt et Speilglas for saa klar en Himmel;
Ei Skovens Træer tilforn saa blidt har duftet,
Og aldrig før var Luften saa balsamisk,
Og dog saa frisk og let. Jeg troer, at alle
De Væsner, som i Jord, i Luft, i Vand,
I Træer, i Urter virke travlt, de tusind
Og atter tusind smaa forborgne Svende,
Som i Naturens Værksted trælle flittigt,
Har sig inat forenet om at trylle
Mit Gurre til et Paradiis paa Jorden.
Ei længe har jeg aandet frit som nu,
Jeg føler mig saa lykkelig tilmode;
Det er, som om en Byrde bort var væltet
Fra Barmen, som jeg vaagned af en Drøm.
Selv hun, hvis Minde mørknede mit Sind,
Hun staaer nu som en lys Erindring for mig,
Saa venlig og saa klar som denne Sø,
Der gjemmer Stjernens Billed paa sin Bund.
Lad Vordingborg nu fare! Her jeg bliver,
Paa Gurre vil jeg leve, døe paa Gurre, -
Dog helst det Første, Livet er mig kjært;
For mig kan Gud beholde Paradiis,
307Blot han vil lade mig beholde Gurre!
- Men seer jeg ret? Der nærmer sig en Baad,
Den lægger til ved denne Bred .... Hvem er det?

SJETTE SCENE

En Baad lander i Baggrunden. DRONNING HELVIG, PODEBUSK. ANNA og THORSTEIN staae ud af den, og træde frem paa Scenen, uden strax at see Kongen og hans Følge, som drage sig lidt tilside.

HELVIG
Hvo kan vel have Lyst at sove bort
En Nat som denne?
(Idet hun seer Kongen og Følget.) Hvem er her? .... Ha Kongen!
(Vender sig bort.)
VALDEMAR
(idet han træder frem og griber hendes Haand.) Nei, Helvig, nei, det ikke Kongen er,
Det er din Ven, din Husbond, som dig møder
Paa dette Sted, hvis Trylleri forjager
De fordums mørke Skyer om mit Sind.
O hvilken Taage falder fra mit Blik!
Hvi har jeg fjernet mig fra Den, jeg elsker?
O vend dig ikke nu, til Gjengjæld, bort,
Men see mig ind i Øiet og tilgiv!
(Han kysser hendes Haand.)
HELVIG
(dreiende sig imod ham.) O Valdemar!
(Hun synker i hans Arme.)
308
VALDEMAR
(omfavnende hende.) Og denne Perle har jeg
I lange Tider fjernet fra mit Øie!
O lad mig qvæge nu mit Syn derved,
Og viig ei fra mig, mit Klenodie!
PODEBUSK
O Herre Konge! Saadan er det Ret!
VALDEMAR
Min brave Marsk, jeg skjønner paa din Troskab,
Jeg kjender dig, jeg veed, du er en Støtte
For mig og for min Throne. Vi vil ikke
Herefter splitte vore Kræfter, men
Forene dem. Vær føielig, og lad mig
Forlige dig med Erkebisp Niels Jonsson.
PODEBUSK
Med Erkebispen?
VALDEMAR
Ogsaa han er min
Og Statens kloge, redelige Tjener.
PODEBUSK
Ak, eders Naade! Viid, jeg har iaftes
Et Brev tilskrevet ham....
VALDEMAR
Et Brev?
PODEBUSK
Der ikke
Kan gjælde som Indledning til Forlig.
309
VALDEMAR
Saa har du gjort ham Uret, og du selv
Maa til Forsoning gjøre første Skridt.
Og det vil lykkes; Bispen er en sindig,
En rolig Mand; du, kjære Podebusk,
Er vant at fare hastig frem; i Krigen
Har dette Sindelag mig ofte gavnet,
Har skaffet mine Vaaben Glands og Fordeel,
Og saa vil det fremdeles, med Guds Bistand.
Du skal igjen staae ved min ene Side,
Men Bispen ved den anden; altsaa seer du,
Forlig maa sluttes. Giv din Haand derpaa!
PODEBUSK
(idet han kysser Kongens Haand). I Alt jeg lyde skal min Konges Villie.

SYVENDE SCENE

DE FORRIGE. BALTHASAR.

BALTHASAR
(til Kongen). Nu, Herre, det var heldigt, at jeg fandt jer,
Jeg overalt har søgt.
VALDEMAR
Hvad vil du mig?
Er det de nye Klæder, og den Kjæde,
Jeg lovte dig? Dem skal du faae imorgen.
BALTHASAR
Nei, Herre, men I jo befalte mig
At følge jer og sige jer Besked om
Hvad Marsken vilde.
310
VALDEMAR
Det er overflødigt,
Jeg selv har talt med Marsken. Gak nu bort!
BALTHASAR
Hvorledes? Skal jeg gaae? Jeg troede, Herre,
Jeg skulde stedse holde jer med Selskab?
VALDEMAR
Nei, dertil har du kjedet mig for meget.
BALTHASAR
Jeg har jer kjedet? Det er da uheldigt!
Jeg troede just, jeg havde moret jer.
VALDEMAR
Du er en Taabe.
BALTHASAR
Er jeg nu en Taabe?
PODEBUSK
Derom jeg kunde jer iforveien
Forvisset, Herre, hvis I havde spurgt mig;
Han er min Tjener, jeg maa kjende ham.
BALTHASAR
Saa er nu alt min Herlighed tilende,
Og jeg er atter Tjener?
PODEBUSK
Ja, hvad Andet?
311
BALTHASAR
(afsides.) Det er min Skjæbne! Jeg skal altid krænkes
Og gjøres latterlig i Andres Paahør!
O gid jeg var herfra! Gid jeg var død!
THORSTEIN
(til Kongen). I har mig Orlov givet til at reise;
Jeg siger jer Farvel, min ædle Konge,
Og takker jer for Naaden, I beviste
Den ringe Sanger.
VALDEMAR
Drag i Fred, min Ven
Og tag min Tak for hver en Gang, din Harpe
Mit mørke Sind har adspredt. I det Fjerne
Du vil mig mindes, ikke sandt?
THORSTEIN
O Herre!
Jeg evig mindes vil Kong Valdemar;
Og laaner Sanggudinden mig sin Røst,
Skal den besynge Danmarks Atterdag.
ANNA
(til Kongen.) Tillad og mig at bringe mit Farvel!
VALDEMAR
Hvorledes? Anna?
312
HELVIG
Ja, min elskte Husbond!
Saaledes er det. Anna drager med.
VALDEMAR
Med Thorstein?
HELVIG
Han er hendes Beiler; Kirken
Skal dem forene.
VALDEMAR
Thorstein Annas Beiler?
THORSTEIN
Ja, Herre Konge, jeg har holdt det skjult.
HELVIG
Men nu skal Intet mere være skjult
For dig, min Husbond og min Herre! Viid,
Vi frygted, at du ikke gav dit Minde
Til hendes Orlov; derfor vilde Begge
I denne Nat gaae hemmeligt herfra;
Og for at ikke Borgens Vægtere
Mistanke skulde fatte, gave vi
Til Paaskud Sommernattens milde Varme,
Og roede hen ad Søen i en Baad;
Paa denne Bred landsatte vi de Tvende,
For her dem at forlade. Vil du vredes,
Fordi din Hustru, som dig aldrig saae,
Som aldrig om din Villie turde spørge,
Tog Deel i denne List?
313
VALDEMAR
O Helvig, ti,
Lad mig ei meer det Forbigangne mindes.
Hvad du besluttet har, bekræfter jeg.
(Idet han tager Thorstein og Anna Hver i sin Haand). Jeg selv forener jer. Nu kan I sige,
Kong Valdemar har sluttet eders Pagt.
THORSTEIN
(idet han kysser Kongens Haand). Saa gjælder den for evigt.
ANNA
(ligeledes). Ja, for evigt!
BALTHASAR
(til Anna). Ak, ædle Jomfru! Vil I drage bort,
Saa tag mig med jer! Jeg vil tjene jer.
Jeg finder her utaaleligt at være,
Og kun for eders Skyld jeg holdt det ud;
Men gaaer I bort, fortvivler jeg tilvisse.
ANNA
Min gode Balthasar, jeg er dig kjær?
BALTHASAR
Ja, ret af Hjertet, Jomfru!
314
ANNA
Ogsaa jeg
For dig har Godhed, og befrier dig gjerne.
(Til Podebusk.) Herr Marsk, vil I mig skjænke denne Tjener?
PODEBUSK
Med Glæde! Han er mig til ingen Nytte.
BALTHASAR
Det træffer sig jo heldigt. Lad os gaae!
HELVIG
Farvel, min Anna! Drag i Verden ud,
Og tænk iblandt paa mig!
VALDEMAR
Farvel, min Torstein!
Drag bort, og vær endda Kong Volmers Sanger!
PODEBUSK
Drag bort, min kjære Balthasar, og glem
Din fordums Herre!
BALTHASAR
Ja, det skal jeg nok.
VALDEMAR
(til Jægerne). Og nu af sted til Borgen, mine Mænd!
315
CHOR AF JÆGERNE

3.

Nu afsted til Borgen
Til vor Rede hen!
En lyksalig Morgen
Snart bestraaler den;
Veget er det Dunkle,
Som den mørknet har;
Nu skal Solen funkle
For Kong Valdemar.
(Under dette Chor gaae Thorstein, Anna og Balthasar bort paa den ene Side af Scenen, og Kongen, Dronningen og Podebusk, fulgte af Jægerne, paa den anden. Det er imidlertid blevet lysere, og Daggryet begynder.)

OTTENDE SCENE

Naar Alle ere borte, træder PHANTASUS ind.

PHANTASUS
Syvsoverdagen og dens Nat er endt;
En anden Sol sig nærmer Horizonten.
Jeg maner eder hid, I lette Taager,
Som efter varme Nætter stige frem
Af Eng og Sø, og skjule Solens Opgang. -
I disse Taager hyller jeg de Trende,
Som nys gik bort, og skjuler dem den bratte,
Forvovne Gang fra Digtets Regioner
Til Hverdagslivet. Med de samme Dunster
Forblinder jeg Philisterne, som søge
De Flygtende. Først naar jeg selv det vil,
De finde skal hverandre. Jeg befaler
Undinen mig at bringe Thorsteins Ring
316Fra Søens Bund, og en af mine Sylfer
Useet skal sætte den paa Skjaldens Haand;
Saa kan han troe, han drømte denne Nat; -
Men hvad en Digter drømmer, er jo Sandhed. -
Her frem, I Taager, frem af Jord og Sø!
Og lette Sommerskyer, I, som svæve
Paa Himlens Blaa, fortæller jer og synker
Til Jorden ned, forener jer med Taagen,
Og lader Alt indhylle sig for Øiet!
(Han gaaer.) KORT MELODRAMA under hvilket Taager stige op og Skyer synke ned, og skjule hele Skuepladsen. (Imidlertid tiltager stedse Dagslyset.)

NIENDE SCENE

HUMMELSKOU, MAX, FRU MAX, FRU LÜTTICH, CONSTANCE, STEIER træde ind med FØLGET af deres Venner og Bekjendte fra Fredensborg. - (De komme fra modsatte Sider og adskilte fra hverandre. Fru Max har bredet sit Lommetørklæde over sin Hat).

CHOR
(af Følget.) Ha! hvordan finder jeg Vei her i Taagen?
Ha! mon jeg drømmer? mon jeg er vaagen?
Her gjør Naturen hæslige Kunster,
Intet seer man for lutter Dunster;
Her er koldt og klamt og fugtigt som Fanden,
Her er vaadt som i et Bad!
Vi maae tæt os holde til hinanden,
Vi skilles ellers ad.
317
HUMMELSKOU

Ak! du bedrøvelige Syvsoverdag!

FRU LÜTTICH

Ja, det maa De sige to Gange! Jeg er ganske vaad om Fødderne.

FRU MAX

Det troer jeg nok, min bedste Frue! hvorfor har De ogsaa taget Brunels-Skoe paa? Vil De see, jeg har Fidtlæder, jeg er ganske tør paa Fødderne. Men derimod har jeg faaet min Hat fordærvet.

CONSTANCE

Og jeg min Mantille.

STEIER

Og jeg min Kjole, som ikke var krympet.

MAX

Og jeg min Helbred, som ikke var indrettet paa saadanne Angreb, som den har maattet udstaae paa denne Tour. Først trække de om med mig, saa Veiret gaaer fra mig, og jeg faaer min Asthma; saa falder jeg over en Træstub i Mørket; saa plumper jeg med det ene Been i Vandet; og nu endelig kommer Taagen og falder mig for Brystet.

(Han hoster.)
HUMMELSKOU

Ja, det er virkelig en Taage, som er slem for Brystet.

(Han hoster ogsaa.)
318
MAX
(forbittret til Steier.)

Og saadan en Parforce-Gang vover De at kalde en Lysttour?

STEIER

Hvorfor ikke? Hver har sin Lyst, og jeg har min; jeg finder denne hele Vandring yderst original, og jeg har moret mig fortræffeligt.

FRU LÜTTICH

De har ingen Følelse for Deres Medmennesker.

FRU MAX

Han er jo ogsaa Procurator.

STEIER

Fra alle Kanter vælter man sig ind paa mig; man er virkelig ubillig imod mig. Siig mig, Frøken Constance, er De ogsaa vred paa mig?

CONSTANCE

Nei langtfra! De har mægtigt bidraget til at forsøde mig denne Vandrings Gjenvordigheder. I al min Nød har jeg idelig maattet lee af Deres lystige Indfald.

STEIER

Bravo! Her er en Sjæl, som forstaaer mig; her er et Hjerte, som sympathiserer med mig. O min bedste Frøken! gid jeg maatte forsøde Dem en længere Vandring end denne! - De tier? De slaaer Øinene ned, saavidt jeg kan see det gjennem 319 Taagen.... Fru Lüttich! .... hvor er De henne? .... Ah! nu seer jeg Dem. Tillad, har De Noget at indvende? De hørte nok hvad jeg sagde?

MAX

Nei, nu troer jeg. Fanden plager Mennesket! Nu begynder han at frie, medens vi gaae her i Taagen og hverken veed ud eller ind.

STEIER

Men hvad er Fremtiden Andet end en Taage? Og er ikke Ægteskab den af alle Fremtidens Taager, hvori man mindst veed ud eller ind? De seer altsaa, at de locale Omstændigheder ere fuldkommen passende. Bedste Fru Lüttich! giv Deres tantelige Samtykke!

FRU LÜTTICH

Gud velsigne Dem, Herr Procurator, nu er jeg virkelig ikke i Humeur til at tænke paa Sligt! Lad mig først komme under Tag og faae mine Skoe tørrede.

STEIER

Hvorfor vil De ikke bestemme Dem paa staaende Fod, uagtet den er vaad? Naar De giver mig Deres Samtykke, saa faaer De Alt paa det Tørre. Jeg er i en god Vei, jeg staaer mig godt; med mig bliver Constance lykkelig.

HUMMELSKOU

Jeg beder Dem inderlig, gode Frue, at De strax vil sige ham Ja; thi ellers komme vi ikke videre, og her er det ikke værdt at blive staaende.

320
FRU LÜTTICH
(til Steier.)

Gjør for mig hvad De vil; det er mig det Samme. Om jeg saa havde to Niecer, saa skulde De gjerne faae dem begge To i et Øieblik som dette. Men lad os endelig gaae! Vi risquere Alle at blive alvorligt syge.

MAX

Jeg er det allerede.

FRU MAX

Jeg bliver det bestemt.

HUMMELSKOU

Jeg føler saadan en Kryben i Kroppen.

FRU LÜTTICH
(til Steier.)

Jeg beder Dem, gaa dog foran! Det er jo Dem, som har lovet at ville vise os Veien.

STEIER

Det skal jeg nok, .... bare jeg kunde see den. Men ligemeget, jeg hitter nok ud af det. Følg De nu kun i mine Spor; jeg fører Dem gjennem Mulm og Taage. Men lad mig see, De holder Dem tæt ved mig. Lad os ikke splittes fra hverandre, thi saa komme vi nok aldrig mere sammen.

MAX
(raaber til Steier).

De maa ikke gaae for stærkt! husk paa, jeg er trangbrystet!

321
CHOR
Lad os nøie følge Manden,
Lad os gaae i samlet Rad.
Vi maae tæt os holde til hinanden,
Vi skilles ellers ad.
(Alle gaae ud paa samme Side, hvor Thorstein, Anna og Balthasar gik ud i næstforrige Scene). Ritournellen af Choret gaaer over til et KORT MELODRAMA under hvilket Taagen og Skyerne begynde at fordele sig langsomt.

TIENDE SCENE

THORSTEIN, ANNA og BALTHASAR træde ind fra den modsatte Side af den, hvor de forrige Personer gik ud. Musiken vedvarer under de første Repliker. (Annas og Balthasars Costumer ere nu ligesom i første Act; Thorsteins er nu ogsaa moderniseret, men ligeledes kun med saadanne Modificationer, at man gjenkjender det fra før.)

BALTHASAR

Vi burde egentlig alle Tre tage hinanden under Armen. Jeg er saa bange for at blive adskilt fra jer Andre; naar I blot ere et Par Skridt fra mig, kan jeg ikke see jer.

THORSTEIN

Men Taagen har allerede begyndt at fordele sig; snart vil det være ganske klart, thi Solen er vist allerede staaet op.

322
BALTHASAR

Bare man kunde see, hvor man er. (Vender sig omkring.) Men endnu seer man Intet.

THORSTEIN

Jo, nu begynder jeg at skimte. Vil du see, det klarer op.

(Taagerne, som lidt efter lidt have faget af, forsvinde nu ogsaa i Baggrunden. Musiken ophører.) SCENEN ER FORVANDLET TIL: En landlig Egn med en vid Udsigt i Baggrunden. (Det er nu ganske lyst; nogle svage Taager i det Fjerne skjule endnu en lille Deel af Horizonten).
BALTHASAR
(som under Forvandlingen har staaet, holdende Haanden over Øinene og stirret ud i Baggrunden).

Men hvor ere vi komne hen?

THORSTEIN
(ligeledes stirrende ud).

Ja, det veed jeg ikke ret.

ANNA
(ligeledes).

Man seer ikke Andet, end Træer og Marker.

BALTHASAR

Ja, Anna, Ingen af os har før været i denne Egn, saa vi skal have ondt ved at kjende Stedet. (Han vender sig igjen mod Tilskuerne, idet han tager sig med Haanden til Øinene.) Jeg veed ikke, hvordan 323 det er fat med mig, men jeg er ganske forstyrret i mit Hoved.... Maaskee kommer det af Taagen, .. men det er ligesom jeg endnu gik i Taaget .... jeg kan ikke besinde mig .... Hvor har vi egentlig været inat? Jeg kan ikke blive klog paa, om jeg har drømt eller vaaget. Jeg lagde mig til at sove under en Busk, - det er sandt .... men hvis jeg har drømt, da var det en forunderlig, levende Drøm. Hør, siig mig, gaaer det jer andre To ligesaa?

ANNA

Jeg veed ikke selv .... (Til Thorstein.) Du gav mig engang en Ring ....

THORSTEIN

Men du sendte mig den tilbage.

BALTHASAR

Ja, det kan jeg bevidne; det var inden vi drømte.

ANNA

Hvorledes? .... Nei, du begjærte den selv, fordi Kongen .... fordi du troede ....

THORSTEIN

Men nu, da vi ikke længere ere i Kong Valdemars Kreds, saa modtag den igjen.

(Han tager Ringen af sin Finger.)
ANNA

Du har den!

THORSTEIN

For atter at give dig den. (Idet han sætter den paa hendes Finger.) O skjul den ikke mere paa din Hals, 324 men lad den sidde aabenlyst paa din Haand, og lad saa hele Verden vide, at du er min Brud, som jeg, tiltrods for enhver Misforstaaelse, bestandig har elsket, og bestandig skal elske!

ANNA

O Thorstein!

(Hun falder ham om Halsen.)
THORSTEIN

Min Anna!

BALTHASAR

Men nu bliver jeg igjen ganske ør i Hovedet. Hvorledes hænger alt Dette sammen? (Til Anna.) Med Forlov! (Tager hendes Haand og betragter Ringen.) Det var jo den, jeg skulde kaste i Brønden .. Forresten kunde jeg have Lyst til selv at eie saadan en Ring.

ELLEVTE SCENE

DE FORRIGE. FRU LÜTTICH og CONSTANCE komme ind fra samme Side, som de forrige Personer.

FRU LÜTTICH

Sagde jeg det ikke nok, vi vilde komme fra hinanden? Hvordan skal vi nu finde de Andre? Den Procurator er ogsaa ret et ustyrligt Menneske.

CONSTANCE

Men det er Grossererens Skyld, han hang sig jo fast ved ham og vilde ikke slippe ham .... Men Tante! see der!

325
FRU LÜTTICH

Der har vi Flygtningerne! .... Men Gud bevare os, Børn, hvad har I dog tænkt paa? Er det Maneer at sætte Folk i saadan en Skræk? Den hele Nat har vi travet efter jer. Ak! jeg er ganske ruineret!

TOLVTE SCENE

DE FORRIGE. HUMMELSKOU og FRU MAX komme fra den modsatte Side.

HUMMELSKOU

Min bedste Frue! hvad kan det hjelpe, at De lamenterer? Vi finde jo nok de Andre med Guds Hjelp.

FRU MAX

Ak jeg ulykkelige Kone! jeg holder det ikke ud. O den Procurator! den Procurator!

HUMMELSKOU

Men det er jo Deres Mands Skyld, han hang sig ved ham som en Borre.

FRU MAX

O hvilken Lykke! der er Fru Lüttich.

FRU LÜTTICH

Og see her!

(Viser hende de Andre.)
BALTHASAR
(afsides.)

Saa! nu seer det godt ud!

326
FRU MAX

Anna! .. Balthasar! .. I vanartige Børn! Naa! jeg vilde saamænd ikke for meget Godt være i jeres Sted, naar min Mand kommer, især ikke i dit Sted, Balthasar.

BALTHASAR

Nei, jeg ikke heller.

FRU MAX

Thi du, som er den Ældste, burde have bedre Forstand end som saa.

BALTHASAR

Ja, det er let sagt, Frue! Men hvorfra skulde jeg faae Forstand, saadan som jeg bliver behandlet?

TRETTENDE SCENE

DE FORRIGE. MAX og STEIER komme fra en Side langt i Baggrunden. (Max holder Steier fast i Armen, og hviler sig paa ham).

STEIER

Nei, veed De hvad, Herr Grosserer! jeg kan ikke længere holde det ud; det gaaer for vidt. At holde Dem under Armen, er det Samme som at slæbe paa en Sæk Meel.

MAX

O De gaaer for stærkt! jeg bliver saa trangbrystet.

STEIER
(rivende sig løs).

Det er virkelig en høist ubehagelig Affaire.

327
MAX

Og De, som sagde, det var en Lysttour?

STEIER

Ja, nu har jeg faaet min Lyst styret.

FRU MAX

Ak hjerte Mand! er du endelig der? Hvorledes gaaer det dig?

MAX

Forfærdelig daarligt!

STEIER

Ih hvad seer jeg! saa ere vi da endelig samlede igjen! Naa, Lykken er Daarernes Formynder.

HUMMELSKOU

Kun mine gode Bekjendte fra Fredensborg seer jeg ikke endnu.

STEIER

Ah! men til Erstatning finde vi jo her de Bortrømte! Hvad vil vi saa klage? Saa er Maalet jo naaet.

FRU MAX
(til Max, idet hun viser ham Balthasar og Anna.)

Ja, min Hjerte! hvad siger du?

MAX

Naa, saa skal jeg da ogsaa....

328
BALTHASAR
(afsides.)

Nu gaaer det løs.

MAX

Og hvad seer jeg? Poeten! .... ham, jeg ikke vil nævne! .... (Til Thorstein.) Maa jeg spørge Dem, er det Dem, som har bortført Anna? Hvor har De opholdt Dem med hende i hele denne Nat?

THORSTEIN

Jeg kan ikke svare Dem videre, end at vi have drømt med hinanden.

BALTHASAR

Ja, vi har drømt alle Tre; er der noget Ondt i det?

MAX

Drømt? Hvad er det for Snak?

THORSTEIN

Og Resultatet af denne Drøm kan De see paa Annas Haand. (Viser ham Ringen.) Hun er min Brud.

MAX

Deres Brud? Nei, det skal der aldrig blive Noget af.

STEIER
(til Max).

Hør, maa jeg give Dem et godt Raad?

329
MAX

O jeg behøver ingen gode Raad!

STEIER

Jo vist gjør De; De har jo selv antaget mig til Deres Consulent.

MAX

Naa, saa siig det da, men gesvindt!

STEIER

Lad de To gifte sig sammen.

MAX

Det Raad agter jeg ikke at følge.

STEIER

Veed De hvad? Naar en ung Mand og en ung Pige først har drømt med hinanden .... der er sandelig ikke Andet for, end at lade Drømmen blive til Virkelighed.

MAX

Anna skal ikke have en Poet; en Poet kan ikke ernære en Kone.

THORSTEIN

Det er det Samme, jeg tager hende alligevel.

BALTHASAR
(sagte til Thorstein.)

Tak skal du have! det var godt sagt; saadan skal man svare ham.

330
STEIER
(til Max).

Jo, Herr Grosserer, det maa De forlade mig: En Poet kan godt ernære en Kone, naar Konen har en betydelig Formue. Husk paa Testamentet!

MAX

Vil De tie stille!

STEIER

Nei, nu vil jeg just tale.... O jeg er selv saa lykkelig idag! (Tager Constances Haand.) Denne Haand er nu min; hvorfor skulde jeg da ikke bidrage til Andres Lykke?

BALTHASAR
(forskrækket, til Steier.)

Hvad behager? hvad siger De?

STEIER

Ja, min gode Balthasar .... eller Herr Balthasar! Frøken Constance er nu min Forlovede, og det kan jeg takke Dem for.

BALTHASAR

Mig?

STEIER

Ja, dersom De ikke var løbet bort, saa var jeg ikke kommen til at søge efter Dem hele Natten i Selskab med Frøkenen, og hvem veed, hvor længe det saa kunde have varet?

331
BALTHASAR
(flau).

Ja saa!

STEIER

Hør, De har ikke noget godt Øie til mig, det har jeg længe mærket; men nu skal De see, om jeg er Deres Ven eller ikke. (Med høi Røst til Max.) Herr Grosserer! Testamentet byder, at naar Anna gifter sig, skal hendes og Balthasars Formue udbetales og skiftes imellem dem.

MAX
(halv sagte til Steier).

Men saa ti dog stille!

STEIER
(høit).

Kan De nægte, at det staaer i Testamentet?

MAX

Nei, det kan jeg rigtignok ikke.

STEIER

Har De da ikke isinde at opfylde dets Bestemmelse?

MAX
(ærgerlig).

Det bliver jeg vel nødt til.

BALTHASAR
(falder Steier om Halsen).

O min bedste Ven! jeg har miskjendt Dem; men fra nu af er jeg Deres for evig! .... Og hør! vil De 332 gjøre mig en Tjeneste? Vil De give mig Deres Skrædders Adresse?

STEIER

Jeg skal imorgen sende ham selv hjem til Dem.

(Man hører fra Baggrunden en Salut af Kanonskud, som vedvarer lige til Teppet falder.)
ALLE

Hvad er det?

HUMMELSKOU

Men hvad er det dog for et Sted, vi er paa?

STEIER

Det maa vi spørge Dem om, som boer her i Egnen.

HUMMELSKOU

Jeg kan ikke ret orientere mig for Øieblikket.

(De sidste Taager i Horizonten hæve sig, og man seer Fredriksborg Slot i Afstand.)
STEIER

Det er Fredriksborg.

HUMMELSKOU

Fredriksborg?

STEIER

Ja, der seer De Slottet.

333
ALLE
(mellem hverandre).

Ja, tilforladelig .... ganske rigtig .... det er sandt.

HUMMELSKOU

Nu kjender jeg Stedet, hvor vi staae. Men hvordan i al Verden ere vi komne herhen?

STEIER

Det skal jeg sige Dem: Taagen har feiet os afsted; vi gik jo paa lutter Skyer, ligesom Guderne.

HUMMELSKOU

Gud bevare os! Naar jeg betænker Afstanden .... det er aldrig gaaet naturligt til. Ja, det er som jeg siger: Natten efter Syvsoverdag er meget gefærlig her i Egnen.

STEIER

Men nu er Syvsoverdag forbi; vi skriver nu den 28de Juni. Forstaaer De nu Kanonerne? (Tager Hatten af.) Den høitidelige Dag bebudes ved en Salut.

ALLE
(idet Mandfolkene lette paa Hattene).

Det er Kroningsdagen!

HUMMELSKOU

Vi er ikke langt fra Stedet.

STEIER

Maaskee en god halv Miil.

HUMMELSKOU

Ja saadan omtrent vil det være.

334
STEIER

Men det er jo en Himlens Styrelse. Vi skulde jo dog til Fredriksborg; nu kan vi gaae derhen med det Samme.

MAX

Skal vi nu gaae mere?

HUMMELSKOU

Det er et Spørgsmaal, om vi herfra have kortere til Fredensborg.

STEIER

Og paa Veien til Fredensborg kan vi forvilde os igjen, men Fredriksborg see vi jo lige for vore Øine.

FRU MAX

Ja, men Gud bevare os! Saadan som vi see ud! Vi maae nødvendig klædes om.

FRU LÜTTICH

Jeg maa have tørre Skoe idetmindste.

STEIER

Vi skaffe siden Bud til Fredensborg, og lade vore Vogne og Kufferter komme efter os.

HUMMELSKOU

Ja, det kan gaae an.

STEIER

Vil De see? der kommer en Skare af Bønderfolk, Alle festlig smykkede i deres Høitidsdragt; de skal vist til Fredriksborg, for at bivaane Festen; lad os slutte os til dem, saa gaae vi saa meget mindre feil af Veien.

335

FJORTENDE SCENE

DE FORRIGE. EN SKARE BØNDERFOLK.

SLUTNINGSCHOR
Til Fredriksborg! -
Som før paa gamle Folkething
Skal hist den gyldne Kongering
Om Herskerparrets Isse svæve.
O gid den vorde Begge let,
Og Danmarks elskelige Plet
Saa frit som Kronerne sig hæve! -
Til Fredriksborg!
(Idet Alle drage bort, viftende med Hattene, falder Teppet.)
336
337

BEMÆRKNINGER.

TEXTEN.

Grundlaget for nærværende Udgaves Text er Originaltrykkene: for "Elverhøj" fra 1828, for "Nej" fra 1836 og for "Syvsoverdag" fra 1840. Originaludgaverne er sammen? holdt med de senere, af Forfatteren selv besørgede Udgaver: for "Elverhøj" Optrykkene i Skuespil III (1834) p. 289-422 og Poetiske Skrifter III (1848) p. 293-407; for "Nej" Skuespil VII (1841) p. 299-378 og Poetiske Skrifter VI (1849) p. 305-69; for "Syvsoverdag" Skuespil VII (1841) p. 143-298 og Poetiske Skrifter II (1848) p. 187-312.

Afvigelserne mellem Originaltrykkene og de senere Udgaver er faa og indskrænker sig for det meste til mindre Forandringer i Retskrivning og Tegnsætning.

ELVERHØI

En Særudgave med teaterhistorisk Indledning af P. Hansen er 1908 udkommet i 3. Udgave; en kommenteret Skoleudgave ved Ingeborg Simesen udkom 1928.

Georg Brandes: Samlede Skrifter, 2. Udg. I p. 414-16; Robert Neiiendam: Mennesker bag Masker p. 37-55.

Teatercensurerne over og Brevvexling i Anledning af Oehlenschlägers og Heibergs Udkast til det ønskede Festskuespil hos Edgar Collin: Af Jonas Collins Papirer p. 156-86, jfr. J. M. Thiele: Af mit Livs Aarbøger. Dumreichers Udg. I p. 156.

Brev fra P. V. Jacobsen 23/7 og 11/11 1828 til P. C. Adler (Breve fra P. V. Jacobsen p. 33 og 44-45); fra B. S. 338 Ingemann 17/8 1828 til J. Mandix (Breve fra og til B. S. Ingemann p. 209); fra E. P. Tscherning 26/11 1828 til A. F. Tscherning (Af A. F. Tschernings efterladte Papirer I p. 159); fra J. L. Heiberg 10/2 1829 til C. Molbech (Vor Fortid III p. 108); fra J. L. Heiberg 20/6 1829 til P. A. Heiberg (Breve fra og til J. L. Heiberg p. 121-22); fra Louise Hegermann Lindencrone 18/7 1829 og 22/2 1830 til P. Hjort (Udvalg af Breve til P. Hjort I p. 349 og 373 ff.); Johanne Luise Heiberg 26/10 1864 til A. F. Krieger (Brevvexling mellem Johanne Luise Heiberg og A. F. Krieger I p. 330).

Dagbogsoptegnelser 3/7, 6/10 og 23/11 1828, 7/5 1829 af P. V. Jacobsen (Personalhist. Tidsskr. 4. R. II p. 69, 75-76 og 80); om Oehlenschlägers Syn paa "Elverhøj" se Bidrag til den oehlenschlägerske Litteraturs Historie II p. 164-65.

Sagnene om Elverhøj er behandlede af Hans Ellekilde i Danske Studier 1929, p. 10-39, jfr. Inger Margrethe Boberg sstd. 1931, p. l-16. Ellekildes gentagne Angreb paa Heiberg for "hans slette Kendskab til Stevns ægte Folkeoverlevering" og hans "sørgelige Uvidenhed om Kærnepunktet i Stevnsboernes Tro" er naturligvis ganske ubeføjede. Heiberg var jo ikke Folklorist, udgav sig ej heller derfor og skrev ikke sit Stykke som "folkloristisk" Drama; baade efter sin Tids Viden og i Forhold til Stykkets Idé er han med Peder Syvs Visebog og Pontoppidans Danske Atlas, hvilket sidste Værk Collin laante ham (Af Jonas Collins Papirer p. 166), som Kilder fuldtud paa den sikre Side.

Musikken til "Elverhøj" er komponeret af Kuhlau og for de fleste indlagte Sanges Vedkommende efter Heibergs Anvisning paa Grundlag af gamle danske Folkevisemelodier. Hovedparten er hentede fra Musikbilagene i 5te Bind af Abrahamsens, Nyerups og Rahbeks Folkeviseudgave, hvilket Bind udkom 1814. Herfra stammer Melodierne til p. 8: "Jeg gik mig i Lunden en sildig Sommerqvel" (anf. Værk No. 48 A; dog med en noget afvigende Udsættelse ved Musikeren Krossing), p. 10: "Jeg lagde mit Hoved til Elverhøi" (anf. Værk No. 34 B), p. 43: "Hurtig til lystig Fest" (anf. Værk No. 13), p. 79: "Nu 339 lider Dagen saa jevnt, saa trindt" (anf. Værk No. 50 C, men med en af Kuhlau tilføjet Allegro i Dur), p. 90: "Nu da Lænsmanden bort vil drage" (anf. Værk No. 57; den anden Del er forandret). Ogsaa Romancen p. 62: "Der vanker en Ridder mellem grønne Træer" er en dansk Folkevisemelodi ("Der strander et Skib mellem Fjord mellem Mind"), opskrevet i Jylland af Pastor A. F. Winding. Af svenske Folkevisemelodier er benyttet p. 62: "Nu Løvsalen skygger" efter "Riddar Olle han rider sig söder under Ö", der er hentet fra P. Gronlands Alle schwedische Vollks-Melodien (Cph. 1818) p. 16, og p. 82: "Dybt i Havet, som med stærke Bølger" efter "Djupt i harvet på Demantshällen", der findes i E. G. Geijers "Idunna", Hft. 3 (1812) p. 87 med Musikbilag, men som her er benyttet af Kuhlau med Forandringer i Følge Heibergs egen Opskrift, saaledes som han havde hørt Visen synges i Sverige. I den Menuet, som begynder Dansemusikken i 5. Akts 1. Scen. (p. 117-18), er det første Tema taget af Grönlands Værk (p. 12: "Sist, när på ljuflig blomsterplan"), og længere hen i samme Dansemusik høres en Trio, som er taget af den danske Viseudgave (No. 70 C: "Dronning Dagmar ligger i Ribe syg"). Af Kuhlau selv er Koret p. 100: "Herligt en Sommernat" og Slutningssangen p. 125: "Beskjærm vor Konge, store Gud" (Kuhlaus Redaktion af "Kong Christian").

1 4 6 7 10 14 19 28 29 41 342 47 61 85 100 344 100

NEI

En kommenteret Skoleudgave ved F. Christensen og Axel Sørensen udkom 1923 i 3. Oplag.

Julius Clausen: Kulturhistoriske studier over Heibergs vaudeviller p. 155-64; Kristoffer Nyrop: Nei. Et Motivs Historie (1891); Johanne Luise Heiberg: Et Liv genoplevet i Erindringen, Originaludg. I p. 334-35 og IV p. 413-14; Karl Mantzius i Dania V p. 1-16; E. Gigas og Kr. Nyrop sstd. p. 164-66.

Melodierne til Sangene i "Nej" findes hos Erik Bøgh: Den danske Vaudeville I p. l-9. Ligesom ved de tidligere Vaudeviller (se nærvær. Udg. I p. 317-18) er de hentede forskellige Steder fra. Af danske Kompositioner er benytet p. 171 Kuhlaus Opera "Lulu" og p. 195 Schulz's Melodi til Baggesens berømte tyske Drikkevise ("Seit Vater Noah in Becher goss"); p. 138 er Bellmann brugt (Fredmans Epist. 67). Af tysk Musik har p. 186 fundet Anvendelse Ditters von Dittersdorffs komiske Opera "Doctor und Apotheker", der første Gang blev givet paa det kgl. Teater 1789, og som i 1835 oplevede sin 75de Opførelse; af italiensk Oprindelse er p. 163 (samme Melodi som den bekendte "Mester Jacob, Mester Jacob, sover du?") og p. 168. Melodien p. 148, hvis Fremkomst i Vaudevillen, som nævnt i Indledn. p. XI, saa stærkt mishagede den unge Læssøe, er af Franskmanden Josef Denis Doche og komponeret til en Vise af hans Landsmand Emile Debeaux med Emne fra den polske Frihedskamp (se herom F. M. Bohme: Volksthümliche Lieder der Deutschen p. 81-82); Béranger, hvem Heiberg højlig beundrede og under sit Pariserophold kom i Forbindelse med uden dog at gøre hans personlige Bekendtskab (Prosaiske Skr. XI p. 504), har skrevet en Række Viser til denne Melodi.

345 127 132 138 143 162 169 173 177 179 185 346 196

SYVSOVERDAG

En kommenteret Skoleudgave ved F. Christensen og Vald. Bjerre udkom 1921 i 4. Udgave.

P. L. Møller: Kritiske Skizzer I p. 100-35.

Planen til "Kong Valdemar Atterdag. Skuespil i 5 Acter" er trykt i Heibergs Prosaiske Skrifter XI p. 468-84; om Grunden til Henlæggelsen fortæller P. V. Jacobsen i Brev 6-7/9 1829 til P. C. Adler (Breve fra P. V. Jacobsen p. 75).

Sagnet om Tove er behandlet af Kristoffer Nyrop: Toves Tryllering (1907) samt for den hjemlige Overleverings Vedkommende af Hans Ellekilde i Hist. Aarbog f. Frederiksborg Amt 1930, p. 169-204.

Musikken til "Syvsoverdag" er af I. P. E. Hartmann.

Da Heiberg i 1829 planlagde Skuespillet om Valdemar Atterdag, benyttede han som Kilder for de historiske Partiers Vedkommende Holbergs Danmarkshistorie I p. 451-53 og Suhms Historie af Danmark XIII p. 474-75. Af det historiske Grundlag medtoges imidlertid, som nævnt i Indledn. p. XIII, til "Syvsoverdag" intet andet end nogle Navne: Valdemar, Helvig, Henning Podebusk og Ærkebiskop Niels Jonsson, den sidste dog kun som omtalt, ikke som optrædende Person; naar Podebusk betegnes som Rigets Marsk, er dette ganske vist urigtigt (han var i Virkeligheden Drost), men skyldes Holberg, der I p. 458 har samme Fejl. Podebusks Jalousi mod Ærkebispen er Heibergs fri Digtning, ligesaa Kongens Forsoning med Dronningen. Om Aarsagen til hans Misstemning mod hende hedder det i Udkastet fra 1829 (Pros. Skr. XI p. 470): "Ved hans Thronbestigelse blev een af Betingelserne, at han skulde ægte Prindsesse Helvig, en Datter af Hertug Valdemar af Slesvig, som var hans Fiende, thi 347 denne Fyrste havde stedse sluttet sig til Grev Geerts Parti, og havde endog, understøttet af denne Landets bittreste Fiende, ladet sig udnævne til Konge i Danmark, medens den retmæssige Konge, Christoffer den 2den, Kong Valdemars Fader, endnu levede. Dette tvungne Giftermaal med en Prindsesse, hvis Fader og hele Slægt var Kongen forhadt, kan, i Forening med hans uforglemmelige Kjærlighed til Tove, være et tilstrækkeligt Motiv til den slette Forstaaelse mellem ham og hans Dronning, og Digteren behøver ikke at tage sin Tilflugt til det høist upaalidelige Sagn om Kongens Jalousie paa Folquard Lovmandsøn, et Sagn, som ikke har anden Hjemmel, end Middelalderens Viser." Ud fra denne Opfattelse er Kongens Ord i "Syvsoverdag" (p. 276-77) formet. Det er naturligvis muligt, at Ræsonnementet er Heibergs eget, men det bør dog anmærkes, at det genfindes hos Suhm (XIII p. 283), der vedgaar at have det fra den altid kritiske og besindige Hans Gram (se dennes Afhandling i Københ. Selsk. Skrifter IV p. 186).

Modsat de historiske er, som berørt i Indledn. p. XIII, de fantastiske Partier i Udkastet fra 1829 overført til "Syvsoverdag", og saa stor er Overensstemmelsen ogsaa i Detaljer, at intet nyt Træk synes at være kommet til; Heibergs Kilder maa altsaa ogsaa her være ældre end 1829. Af de forskellige Gengivelser af Sagnet om Tove har han valgt den Form, hvori det foreligger 1818 hos J. M. Thiele i Danske Folkesagn I p. 89-90:

"Kong Waldemar elskede Tovelille, et Fruentimmer fra Rygen, og havde en saa stor Sorg, da hun døde, at han end ikke kunde forlade hendes Liig; men lod det føre med sig, hvorhen han drog. Dette blev omsider besværligt for alle dem, der skulde være om Kongen, og derfor benyttede en Hofmand en gunstig Leilighed til at undersøge hos Liget, hvad det vel monne være, der bandt Kongen med saa mægtig en Kjerlighed. Da fandt han en fortryllet Ring, hvilken hendes Moder havde sat paa hendes Finger, for derved, endogsaa efter Datterens Død, at sikkre sig i Kongens Gunst. Hofmanden tog Ringen af Fingeren, og strax forsvandt Kongens Kjerlighed, og 348 han lod Liget begrave. Nu vendtes hele Kongens Hu til Hofmanden, der endnu var i Besiddelse af Ringen, saa at Alt, hvad der skulde skee, skulde udføres af ham, hvilket omsider faldt Yndlingen besværligt; derfor, da han vel vidste, at han havde Ringen at takke for Kongens Gunst, kastede han den fra sig ud i et Morads, da han engang reed igjennem Gurre Skov. Fra dette Øieblik af begyndte Kongen at finde sig bedre i Skoven, end hvilketsomhelst andet Sted; han lod bygge Gurre Slot og jagede baade Nat og Dag i Skoven. Derved blev det ham omsider en Vane, at sige de Ord, der siden bleve ham til Forbandelse, at Gud gjerne maatte beholde Himmerig, naar kun han maatte jage i Gurre."

Med dette Sagn forbandt Heiberg i de realistiske Partier i "Syvsoverdag" Forestillingen hos Nutidsmenneskene om "Kong Valdemars vilde Jagt", saaledes som der fortælles videre hos Thiele (anf. St. p. 90 ff) i Tilslutning til Tovesagnet: "Naar han nærmer sig, hører man først Huien og Støien og Pidskeskrald i Luften, og da gaaer Folk tilside og stiller sig bag ved Træerne. Strax derefter kommer det hele Jagttog. Foran fare hans kulsorte Hunde, der løbe hist og her til Siderne og snuse i Jorden, og lange, gloende Tunger hænge dem ud af Halsen. Derefter kommer "Wolmar" ansættende paa sin hvide Hest, og undertiden holder han sit eget Hoved under den venstre Arm. Naar han møder Nogen, især dersom det er gamle Folk, befaler han dem, at holde et Par af hans Hunde, og lader dem da enten staae saaledes med Hundene i flere Timer, eller løsner strax efter et Skud, og naar Hundene hører dette, da briste alle Baand og Lænker. Naar han saaledes farer frem, hører man ham at slaae Ledene i efter sig, og paa flere Steder i Landet, hvor der er Gjennemkjørsel igjennem Gaarden, har han sin Jagtvei ind af den ene og ud af den anden Port, og ingen Laase ere saa stærke, at de jo springe op, naar han kommer o. s. v."

Naar Heiberg i Stykket lader Renteskriver Hummelskou sige (p. 221), at Natten efter Syvsoverdag i saa Henseende er den mest berygtede, maa dette vistnok staa for 349 Hr. Hummelskous (og Forfatterens) Regning; det er i hvert Tilfælde ikke lykkedes nærvær. Udgiver at finde nogen Hjemmel herfor.

Endnu et Sagn knyttet til Valdemar Atterdag har Heiberg fundet Anvendelse for i "Syvsoverdag". I sin Danmarkshistorie (I p. 465 Note n) skriver Holberg: "Der fortælles ellers en selsom Historie om Princesse Margaretes Fødsel, nemlig, at da Kongen engang kom til Søborg, hvor Dronning Helvig sad udi Forvaring, forlangede han et Fruentimmer at forlyste sig med om Natten sammesteds. Men i Steden derfor blev Dronningen ham tilbragt, som han u-vidende sov hos, og blev hun deraf Frugtsommelig med den store Princesse Margareta. Men, som Hvitfeld taler intet derom, og det synes ey heller rimmeligt, at nogen skulde understaae sig at spille Kongen saadant Puds, kand Historien regnes blant de Fabler, som gemeenligen giøres om store Monarchers Fødseler." Heri har Holberg ganske Ret; det er et velkendt Eventyrmotiv, som her foreligger. Men det er dette Træk, stærkt omformet og smidigt læmpet efter Stykkets Idé, som er benyttet i Scenerne med Anna, i hvis Sted Dronningen besøger Kongen i Løvhytten (p. 274-78 og 284-87). Noget Navn paa Pigen har Holberg ikke, men Heiberg har fundet det enten hos Suhm (XIII p. 284) eller Pontoppidan (Danske Atlas II p. 253), der begge har samme Fortælling og siger, at hun hed Anna og var fra Jylland. De har imidlertid ikke selv opfundet hende; deres Kilde er den versificerede Danmarkshistorie paa Latin, "Res Danicæ", som Latindigteren Erasmus Lætus udgav 1573. Her optræder for første Gang den "Anna e Chersoneso", som mange Aarhundreder senere skulde blive Elskerinden i "Syvsoverdag".

At Heiberg, da han arbejdede paa "Elverhøj", skulde være taget til Stevns for at gøre Studier i Marken, maa højlig betvivles; om han har været ved Gurre, vides ikke. Men ogsaa uden Selvsyn har han i den ham kendte Litteratur kunnet finde Momenter til den forskelligartede Stemning, han lader Gurre vække hos Stykkets Personer (hos Balthasar p. 253-54, hos Kong Valdemar p. 297 og 350 306). Pontoppidan, der langt fra var Romantiker, skriver i Danske Atlas II p. 252-53: "Hvad Fransosen kalder un lieu enchanté, et forhexet Sted, det passer sig ikke ilde paa Situationen ved Gure. Af Nysgierighed har jeg reist derhen, og seet nogle faa Rudera af det gamle Slot, hvis Voldsted viser, at det ikke haver været stort, nemlig en Qvadrat af omtrent 50 Alen i hver Kant. Ved Siderne voxe endnu nogle forvildede Have-Traser." Og i "Ungdomsvandringer i mit Fødeland", der udkom 1811, fortæller C. Molbech, der modsat Pontoppidan var Romantiker, p. 238 om Skovegnen ved Gurre. "Denne har et mere vildt og eensomt Præg end Egnene om Esrom Sø. Giennem Krat og over Lyngheder førtes jeg ind i en tæt, mørk Skov, hvor Veien netop var saa bred, at den gav Rum for een Vogn. Her er den romantisk deilige Egn, som Valdemar Atterdag elskede saa høit, at han kiendte Intet, der saameget som denne fængslede ham til Jorden; og Pontoppidan giør med Rette den Anmærkning, at hans Sind var mere jordisk end himmelsk i hans Velmagts Dage. Her nød han sin Yndlingslyst, Jagten, i de Skove, der ganske omringe den skiulte, hemmelige Sø; og her glemte han hos sin Tovelille Kongelivets Glimmer og Byrder."

197 198 199 202 211 215 219 257 258 277 304 335 352

TEXTRETTELSER

(Originalens Ord er sat efter den skarpe Parentes.)

  • Side 26 L. 4 f. o. havde [have
  • " 32 L. 10 f. o. ikke [kke
  • " 32 L. 6 f. n. ærbar [ærbær
  • " 34 L. 7 f. n. mig. [mig
  • " 89 L. 6 f. o. vranten; [vranten
  • " 101 L. 4 f. o. vort [vor
  • " 142 L. 7 f. o. Menneske! [Menneste!
  • " 182 L. 1 f. n. Ikke [Akke
  • " 261 L. 12 f. n. Hof. [Hof
  • " 316 L. 13 f. o. Skuepladsen [Skuepladen
  • " 331 L. 7 f. o. høi [høist