Heiberg, Johan Ludvig Poetiske Skrifter

g

INDHOLD

  • Side
  • Indledning .............................. I
  • Elverhøi ................................ 1
  • Nei .................................... 127
  • Syvsoverdag ............................ 197
  • Bemærkninger .......................... 337
  • Textrettelser ............................ 352
h
I

INDLEDNING

Med sine Vaudeviller havde Heiberg al Grund til at være tilfreds. De gav ham, uanset den Uvilje og Ringeagt, han endnu maatte døje for deres Skyld, en Position i den hjemlige litterære Verden, og med overlegen Dygtighed vidste han yderligere at befæste sin Stilling gennem den Virksomhed, han udfoldede i sit Ugeblad "Kjøbenhavns flyvende Post", hvis Udgivelse han paabegyndte i 1827. Kyndigt og elegant bragte han Mening ind i det Teaterpjat, der hidtil havde gjort sig vigtig i Dagspressen og i den almindelige Konversation, og erobrede sig, ganske vist ikke uden Kamp, Stillingen som sin Tids førende Kritiker.

Dette var den ene Side af Sagen; den anden var det særlige Forhold til Teatret. Herom skriver han i Juni 1829 til sin Fader i Paris: "Siden Opførelsen af min første Vaudeville i November 1825, er der paa Theatret givet 155 Forestillinger af mine Stykker, hvilket er omtrent det Samme, som om der i henved 7 Maaneder af dette Tidsrum udelukkende var opført af mine Arbeider. Og i denne sidste Saison er der givet 55 Forestillinger af mine Stykker, II hvilket udgjør en fjerde Part af alle Forestillinger, da Saisonen har havt 209 Aftener i Alt. Dersom man her, saaledes som i Frankrig, fik visse Procent af Indtægten, saa vilde denne Beregning være endnu interessantere. Dog skylder jeg Sandheden at tilføie, at alle mine Vaudeviller ere blevne mig betalte over Taxten, et Par af dem endogsaa dobbelt, og for Elverhøi har jeg, foruden min Betaling, faaet et ikke ubetydeligt Gratial. Men dette Stykke har ogsaa i Vinter indbragt Theaterkassen en 15,000 Rbdlr."

"Elverhøj" - med sine mere end sex Hundrede Opførelser den største Publikumssucces, det kgl. Teater har at opvise - skylder Lejligheden sin Tilblivelse.

I

Under 31. Maj 1828 tilstilledes der Chefen for det kgl. Teater Kammerherre Holstein et kongeligt Reskript, i hvilket det allernaadigst paalagdes Direktionen at være betænkt paa et Stykke "med passende Pragt, men uden Allusion til Høitideligheden", der sammen med en Sang og en Prolog kunde opføres som Festspil ved Prins Frederiks, den senere Frederik den Syvendes, nær forestaaende Formæling med Kongens yngste Datter Vilhelmine. Det tilføjedes i Reskriptet, at saavel Stykket som Sangen og Prologen vilde være "allerunderdanigst at forelægge til Vor allerhøieste Approbation", hvorimod det, siden intet udtrykkeligt sagdes derom, aabenbart ganske overlodes til Teatret selv, om det vilde søge fremkaldt et nyt, originalt Arbejde i Dagens Anledning eller benytte et af de tidligere, ved lignende Lejligheder anvendte Pragtstykker.

III

Teaterchefen valgte, vistnok efter Samraad med Jonas Collin, det første Alternativ og foreslog sine Kolleger i Direktionen, at der skulde rettes Henvendelse til Oehlenschläger, Heiberg og Boye; den sidste, af hvis Produktion nu næppe andet er kendt end Digtet "Kirkeklokken i Farum" og Fædrelandssangen "Der er et Land, dets Sted er højt mod Norden", var en den Gang anset og frugtbar Dramatiker af den oehlenschlägerske Skole. Denne Chefens Beslutning henrykte navnlig Rahbek, der paa det omsendte Cirkulære gav sine Følelser Luft i følgende Ord: "Det vilde, det tilstaaer jeg, have krænket mig, paa en Tid, da Nationen eier Digtere som de tre ovennævnte, og Componister, som en Kuhlau og en Weyse - jeg behøver vel ikke at tilføie, at det er den alphabetiske Orden jeg følger - fremmed Musik og oversat Text havde nydt den Ære, at blive brugt ved en saadan Nationalfest."

I Begyndelsen af Juni tilskrev Direktionen de nævnte Herrer og udbad sig deres Erklæring i det seneste inden tre Uger tillige med en Skitse af Stykket. Endnu før Fristen var udløbet, saa Boye sig imidlertid til sin store Beklagelse nødsaget til at mælde sig fra formedelst "et Sygdomstilfælde, der har, for en Tid, sløvet Sjæl og Legeme"; han bad dog om, at den Ære maatte blive ham forundt at forfatte Sangen og Prologen, et Arbejde, til hvis Udførelse han i al Beskedenhed troede sig i Besiddelse af særlig Evne. Det blev saaledes mellem de to litterære Modsætninger og Modstandere Oehlenschläger og Heiberg, at Konkurrencen kom til at staa - til ikke liden Forargelse bl. a. for Ingemann, i hvis Øjne Oehlenschläger nedværdigede sig selv IV ved overhovedet at indlade sig i Kappestrid med "en Vindmager" som Heiberg.

Medens Oehlenschläger valgte sig et Emne fra Saxos Oldhistorie som det efter hans Mening "meest passende til en Fest for Skjoldunger", gik hans Medbejler en anden Vej. Under en Samtale med Collin ytrede denne, at der maaske kunde arrangeres noget til bekendte eller i det mindste gamle Melodier. Disse Ord slog Rod i Heibergs Tanke, saa meget mere, skrev han et Par Dage efter til sin Velynder, "som det vilde være en Triumph, dersom en Vaudeville (selv under en anden Benævnelse) kunde befindes passende til et nationalt Fest-Skuespil". Dette vilde formentlig være Tilfældet, "saafrem Sujettet var af den Natur, at det hævedes ved Anvendelsen af vore gamle Kjæmpe-Vise-Melodier, af hvilke 5 eller 6 af de smukkeste maatte udvælges til den musicalske Basis for det Hele. De Melodier, man endnu behøvede, maatte vælges i Overeensstemmelse med den romantiske Grundtone. Noget maatte denne lidt eensformige Tone afbrydes og oplives ved anden Musik, der dog ikke maatte contrastere mere med Grundtonen, end at den musicalske Eenhed blev vedligeholdt."

Dagen før den fastsatte Frist udløb, indsendte Heiberg til Teaterdirektionen sit fuldstændige Udkast til "Elverhøi. Skuespil i to Acter med Sange, Chor og Dands". Med Hensyn til Sujettet bemærkede han, at han med Flid havde valgt et Emne, som var nationalt, uden dog at være egentlig historisk. "Det Første syntes mig passende med Hensyn paa Stykkets festlige Anledning; det Andet vilde jeg helst undgaae, deels fordi de historiske V Begivenheders Vigtighed stemmer til en alvorligere og høitideligere Tone, end den som passer til et, om ikke lystigt, dog let og muntert Festspil; deels fordi de ved Anledningen betingede Sange, Chor og Dandse vanskeligere vilde bringes i en harmonisk Forbindelse med den historiske Alvor og den tragiske Tone. Jeg har derfor foretrukket at vælge et gammelt Sagn, som i sig selv er saa ubetydeligt, at Historien næsten ikke berører det, men som just derfor er beqvemt til en poetisk Behandling, da det her kan være Digteren tilladt at opfinde med al den Frihed, som den dramatiske Virkning udkræver.

Sagnet berettes af Peder Syv i en Anmærkning til den gamle Vise: "Herr Oluf han rider saa vide". Man havde - hedder det - fordum den Overtro paa Stevns, at der i dette Herred regjerede en Ellekonge, som ikke tillod, at nogen anden Konge kom ind i Herredet, eller oversteg den Aa, som udgjør dets vestlige Grændseskjel. Kong Christian IV., for at gjøre Ende paa denne Overtro, drog ind i Herredet, og viste derved Almuen, at det var forbi med Ellekongens Magt og Myndighed, hvorfor ogsaa Sagnet gik, at Christian IV. havde afsat Ellekongen.

Med dette aldeles phantastiske Sagn har jeg forbundet et andet, som bærer historisk Præg, nemlig: Beretningen om den af sin nordlige Opdagelses-Reise bekjendte Capitain Munks Død, der skal være pludselig indtruffen efter en hæftig Samtale, som han havde havt med Kong Christian IV., og hvori denne bebreidede ham, at han ved sin Uforsigtighed havde været Aarsag i Expeditionens uheldige Udfald. (Holbergs Danmarks Historie.)"

Paa denne dobbelte Grundvold byggede Heiberg VI Stykkets Handling, for hvilken han derefter nærmere gjorde Rede. Den er i sine Hovedtræk og i Enkeltheder den samme som i den endelige Udarbejdelse, blot at et Par af Personerne (Elisabeth og Agnete) i Udkastet har andre Navne, end de senere fik.

At Heibergs Plan var at foretrække for Oehlenschlägers, derom var Direktionen ikke i Tvivl. Heller ikke Rahbek, skønt han havde adskillige - æstetiske og moralske - Betænkeligheder. Det gjorde ham ængstelig at se Hushovmesteren, Bjørn Olufsen, omtalt som Stykkets komiske Person. "Vel har jeg Agtelse nok for Digterens Smag til at være overtydet om, at han ikke vil vanhellige en Nationalhøitid med Brix og Bielde, mindst i fjerde Christians Nærværelse; men den nuværende Uskik, at være vittig over det, som skrevet staaer, gjør mig det til Pligt, alvorlig at yttre det Ønske, at Dørren maa vedbørlig være lukket for alle Narre og Narrestreger". Ilde stemt var han endvidere ved de Stevnemøder, som Lensmanden og Agnete holder i Ellekrattet for at pleje deres hemmelige Kærlighed. "Jeg behøver," saaledes lyder hans Ord, "sikkert ikke at gjøre en Digter af Dr. Heibergs Fiinhed opmærksom paa, at man til en Fest af denne Natur maa nærme sig puris moribus, og at endog den fierneste Tanke om, at der er en Ting, som utilladelig Kjærlighed, til i Naturen, paa en saadan Høitid er endnu noget mere, end udelicat".

Der laa naturligvis ingen Vægt paa Rahbeks Animositet, og Heiberg forsonede forøvrigt den gamle Mand fuldstændigt, da han tog ud til Bakkehuset og læste Stykket i dets færdige Skikkelse op VII for ham og hans Kamma. Derimod rejste der sig fra anden Side i sidste Øjeblik Indvendinger, der havde en ganske anden faretruende Karakter. Efter Udkastet, der havde erholdt kongelig Approbation, skulde "Elverhøj" være i to Akter, saaledes at 1ste Akt ved Sceneforandringer for aabent Tæppe deltes i tre Afdelinger og 2den Akt i to. Under Udarbejdelsen fandt Heiberg det imidlertid rigtigst at lade det udgøre fem selvstændige Akter, hvorved der kom langt bedre Hold paa Stoffet, men ved Rygtet om denne Forandring i den oprindelige Plan blev Kongen stærkt allarmeret. Frederik den Sjette var i al Almindelighed ingen Ynder af lange Teaterforestillinger, og han frygtede nu for, at der paa selve Festaftenen forestod ham en større Taalmodighedsprøve, da der jo desuden skulde være en Sang, en Prolog og Dans i Stykket, "som alt fordrer Tid". Det lykkedes først Heiberg ved en personlig Audiens, skønt ikke uden Besvær, at overbevise ham om, at Ængstelsen var uden Grund.

Den 6te Oktober, en Torsdag, gik "Elverhøj" for første Gang over Scenen med Kuhlaus pompøse Ouverture og hele festlige Musik. Det blev for dem, der overværede Forestillingen, en Oplevelse uden Lige. Fru Heiberg har i sine Erindringer bevaret Billedet af den gamle Konge med det snehvide Haar, "som han sad i sin Loge, dybt rørt over de Allusioner, der findes i Skuespillet til ham og hans Slægt, og som Publikum greb med stormende Jubel". Med levende Glæde mindes Orla Lehmann paa sine ældre Dage denne Aften. "Jeg tænker ikke paa den Prolog af Præsten Boye, hvor Nielsen som Kong Skjold, der i hine Dage var allevegne paa Færde, VIII lod Kongehuset vide, at han i den anden Verden var gaaet over til Kristendommen; men noget ædlere Festspil, end Heibergs og Kuhlaus Elverhøi, udført af Skuespillere som Ryge, Nielsen, Rosenkilde, Winsløv og Skuespillerinder som Johanne Luise Pätges og Madamme Wexschall, og understøttet af smagfuld Dands, har jeg aldrig set Det var kun Illusion. Kunsten havde at byde; men hvor længe har den dog ikke overlevet den Virkelighed, som den skulde forherlige!"

II

Efterat Heiberg i 1831 havde ægtet Johanne Luise Pätges, til hvem Agnete-Skikkelsen i "Elverhøj" er digtet som en Kærlighedserklæring og en Hyldest, var det ofte paa Tale mellem dem, at de skulde besøge hans Fader, der gentagne Gange i sine Breve havde ytret, at han inden sin Død dog ønskede at gøre sin Svigerdatters Bekendtskab. Men skønt Lønnen for "Elverhøj" - foruden Honorar - var blevet Ansættelse i 1829 som kongelig Teaterdigter og Oversætter, hvortil Aaret efter føjedes et Docentur ved den militære Højskole, var Midlerne ikke altfor store, og der maatte tænkes paa yderligere Ressourcer, hvis Planen skulde realiseres. Herom fortæller Fru Heiberg i sine Erindringer:

"De kongelige Skuespillere havde dengang Lov til i Ferietiden at give Forestillinger til egen Indtægt, en Tilladelse, som jeg aldrig havde benyttet, dels fordi jeg var saa anstrengt af Vinterens Arbeide, at jeg i høi Grad trængte til Hvile om Sommeren, dels fordi denne Opfordring til at trække en Vexel paa den Gunst, man stod i hos Publicum, var Heiberg IX og mig imod. Men for at gjøre det muligt at besøge P. A. Heiberg i Paris, besluttede vi os til for denne ene Gang at give en privat Forestilling. Vi havde længe talt frem og tilbage om, hvad vi skulde lade opføre. Idelig havde jeg plaget Heiberg om at skrive et nyt Stykke til denne Aften. Det blev besluttet, at vi skulde give hans Skuespil "Nina", men det udfyldte ikke en hel Aften; jeg bad ham da ret indstændigt at skrive en lille Vaudeville til at ende Forestillingen med.

Ved et Tilfælde var det faldet mig ind, hvormange Nuancer der kunde lægges i det lille Ord "Nei", og nu opstod Ønsket hos mig, at han vilde skrive en Vaudeville, der skulde hedde "Nei", og hvori dette Ord var indflettet i Intrigen. Jeg tænkte paa, hvilke Melodier der kunde bruges osv., og hver Dag talte jeg for ham om Vaudevillen "Nei". Da han blev ved at sige, at han ikke kunde eller vilde skrive dette Stykke, blev jeg tilsidst ganske vred og taug. En Dag henimod Foraaret vilde jeg aabne Claveret for at synge og spille, da mine Øine i det samme faldt paa en trykt Bog, som laa derpaa, jeg vilde se, hvad det var for en Bog, og da jeg aabnede den, stod der paa Titelbladet: "Nei, Vaudeville i en Akt af Johan Ludvig Heiberg". Jeg vilde neppe tro mine egne Øine - foer ind til Heiberg og sagde: "Hvad er dette?" - "Det veed jeg ikke," svarede han med sit ironiske Smil. "Du har jo skrevet denne Vaudeville," vedblev jeg. "Saa?" gjentog han. "Ja, der staaer jo, den er af dig." - "Ja, saa maa den vel ogsaa være af mig," svarede han paa sin rolige, ironiske Maade. Jeg blev usigelig glad, allerede inden jeg havde læst den, saa man kan tænke, hvad jeg blev bagefter."

X

Der er i denne Fremstilling en mindre Hukommelsesfejl. Stykket udkom først, efter at Opførelsen den 1. Juni havde fundet Sted, og kan altsaa ikke som trykt Bog have ligget paa Fru Heibergs Klaver en Dag henimod Foraaret. Naturligvis er denne Omstændighed i sig selv ikke i Stand til at omstøde Fortællingen, der sikkert bør staa til Troende i Hovedsagen: at Initiativet til Vaudevillens Tilblivelse udgik fra hende. Men iøvrigt er den store Skuespillerinde hverken den første eller den eneste, der har haft Blik for, hvilke dramatiske Muligheder der gemmer sig i det lille Ord Nej.

Den sammenlignende Litteraturforskning har nemlig eftervist, at Nej-Motivet i flere hundrede Aar har været kendt i en stor Del af Europa. Det kan følges fra Portugal til Rusland og har fundet Anvendelse ikke blot i Digte og Fortællinger, men ogsaa i sceniske Arbejder. At Heiberg har kendt en eller anden af de tidligere Behandlinger, saa at Motivet hos ham er laant, er paa Forhaand ingenlunde utænkeligt, og man har i saa Maade særlig henvendt Opmærksomheden paa et lille tysk Enaktsskuespil "Nem", der opførtes første Gang i Berlin 1815, og som 1823 gaves i Hamburg, paa en Tid altsaa, der falder sammen med Heibergs Ophold i Kiel. Skulde man her have det nærmeste Forbillede for den danske Vaudeville, maa det til Gengæld siges, at denne i enhver Henseende overgaar ikke alene sin Forgænger, men overhovedet alle kendte Bearbejdelser af Sujettet ved den fuldkomne Naturlighed, hvormed Motivet indflettes i Handlingens Gang. Det var her faldet i Hænderne paa en Mand, der havde sin dramatiske Teknik i ulastelig Orden.

XI

Om Opførelsen og den Stemning, der udløstes hos Publikum, skriver den unge Løjtnant og senere saa berømte Hærfører Læssøe en fjorten Dages Tid efter til sin Ven Andræ, der paa dette Tidspunkt opholdt sig i Frankrig og allerede da var en intim Ven af det heibergske Hus:

"Heibergs har du snart i Paris. Før deres Afreise gav de en Sommerforestilling à la francaise. Den varede fra Kl. 7 til over 12. Der hører vistnok noget til en hed Sommerdag at holde os Danske ved godt Humør i saa lang Tid og at bringe os til at tilgive Forstyrrelsen af vor Nattero; men det lykkedes dem fortræffeligt. Der gaves Nina, Komedie i 5 Akter af Heiberg, og en ny Vaudeville af samme gode Mand, der hed "Nei". Sujettet af Nina kjender Du fra Balletten; Du har alt dér beundret Fru Heibergs Spil; men tænker Du Dig nu dette fuldkommengjort ved Talens Tilføien, saa vil Du indrømme mig, at der kunde blive en Forestilling ud af det, der var værdig for Théâtre-Français. Nina og hendes Fader (Ryge) ere de vigtigste Personer; deres Spil var non plus ultra for en Dansk. Jeg har aldrig seet noget Fortrinligere. Vaudevillen var en Ubetydelighed, men morsom. Publikum var hele Aftenen begeistret, og det var ganske snurrigt at see den Veltilfredshed og det gode Lune, hvormed Folk forlod Huset Kl. 12 og ønskede hinanden god Morgen.

Forresten blev jeg samme Aften arrig paa Heiberg, fordi han i Vaudevillen havde parodieret "T en souviens tu". Jeg hævnede mig ved kun at høre paa Melodien og aldeles ikke lægge Mærke til Ordene, skjønt det var Fru Heiberg, der sang dem. Det lykkedes mig ogsaa ganske; jeg tænkte paa den XII polske Frihedskamp og hørte den smukkeste Melodie, jeg kjender, og jeg veed kun efter Andres Udsagn, at Heibergs Ord skal have været snurrige nok. Hæng ham for hans utilgivelige Kaadhed, naar han kommer til Paris; Du vil finde Medhjælpere nok til at bringe ham à la lanterne, naar Du fortæller Pariserne og Polakkerne hans Udaad."

III

I Juli 1829 havde Heiberg indsendt til den kgl. Teaterdirektion en Plan til et Skuespil i 5 Akter omhandlende Valdemar Atterdag. Sujettet til dette Stykke havde baade en fantastisk og historisk Bestanddel, af hvilke Digteren med Flid havde fremhævet den første, fordi han her, ligesom i "Elverhøj", var betænkt paa at afvinde Stoffet en musikalsk Side. Til det fantastiske hørte Sagnet om Kong Valdemars Kærlighed til Tovelille, selv efter at hun var død, og hvorledes Genstanden for denne Kærlighed ved Trylleri gik over paa en Tjener og derfra paa Gurre Sø og dens Omegn. Til det historiske henhørte dels Prinsesse Margrethes Giftermaal med Kong Hakon af Norge, uagtet denne allerede var trolovet med Grevinde Elisabeth af Holsten, dels Kong Valdemars Uenighed med sin Dronning og Maaden, hvorpaa han tilsidst forligte sig med hende, et Punkt, hvori Historien selv gik over i det eventyrlige, hvorfor ogsaa Heiberg heri vilde tillade sig en aldeles fri Behandling.

Det var Forfatterens Mening, at Stykket, hvis den indsendte Plan vandt Direktionens Bifald, skulde opføres som Festforestilling ved Frederik den XIII Sjettes Fødselsdag i Januar det paafølgende Aar. Men Planen vandt ikke Direktionens Bifald, og Grunden hertil var, efter hvad P. V. Jacobsen i et samtidigt Brev fortæller sin Ven Adjunkt Adler i Ribe, at Konferensraad Manthey, der ved denne Tid havde afløst Collin som Medlem af Teatrets Styrelse, ansaa Sujettet for anstødeligt, saasom det til Genstand havde Fremstilling af en Konges Amouretter! Det paatænkte Skuespil om Valdemar Atterdag blev derfor henlagt, men da Heiberg efter Christian den Ottendes Tronbestigelse fik højere Ordre til at skrive et Festspil i Anledning af Kongeparrets Kroning i Frederiksborg Slotskirke den 28de Juni 1840, tog han sin gamle Plan for sig igen og lod den opstaa i "Syvsoverdag".

Af det oprindelige Udkast beholdt han dettes fantastiske Bestanddele og overførte dem til det nye Stykke tillige med de Personer, der var Bærere af denne Side af Handlingen: de historiske som Kong Valdemar, Dronning Hel vig og Marsken Henning Podebusk og de opdigtede som Kongens Skjald Thorstein, der elsker Anna fra Jylland, en af Dronningens Jomfruer, og Marskens Tjener Balthasar, der er den sidste, som kommer i Besiddelse af Toves Tryllering, inden den kastes i Gurre Sø. Ogsaa Forholdet mellem Kongen og Dronningen og Maaden, paa hvilken de tilsidst forsones, lod han forblive, som han fra først af havde tænkt sig det. Derimod bortskar han de historiske Bestanddele af Sujettet med Margrethes Giftermaal og Forviklingerne i Anledning af den holstenske Grevinde og erstattede dem med en Skildring af sin egen Tids københavnske Hverdagsliv som sideløbende Hovedhandling, i XIV hvilken de opdigtede Personer fra Stykkets fantastiske Partier gjordes til Deltagere.

Ved saaledes at bygges op over Stof af modsat Natur, der alligevel holdtes sammen til en Enhed, blev "Syvsoverdag" Udtryk for en Idé, der giver sig til Kende ogsaa i andre af Heibergs dramatiske Arbejder fra Trediverne: i Eventyrkomedien "Alferne" fra 1835 og det af den hegelske Filosofi stærkt paavirkede Skuespil "Fata Morgana" fra 1838. Det er hans Grundtanke, at Livet er et Vexelspil mellem to Verdener: den tilsyneladende virkelige, som er den, hvori de fleste Mennesker lever, veltilfredse med de materielle Goder og uden højere aandelige Interesser, og den sande, som viser sig i Kærlighed og Sympati, i Nydelsen af det skønne, i digteriske Drømme. Men denne Verden er lukket for Hverdagsmenneskene og kun tilgængelig for de enkelte, for hvem Poesien og Fantasien er Ledestjernen.

Selv har Heiberg i det Digt, hvormed han tilegnede Kongeparret sit Skuespil, i smukke Vers tolket sin Hensigt med det:

Jeg skildred en af vore Sommernætter,
Saa lys og kort ved Sommersolhvervs-Tid,
Naar over lave Sletter
Sig Stjernehimlen hvælver mat og blid,
Naar Rosen spreder sovende sin Duft,
Naar fra en Busk i Dalen
Den vemodsfulde Sang af Nattergalen
Til Øret bæres i den stille Luft.

..................

Men Digteren? - I slig en Nat han drømmer,
Han drømmer ved Naturens Moderbryst, XV
Med Skyen, Himlens Svømmer,
Med Rosens Duft, med Nattergalens Røst;
For Tidens Lænke føler han sig fri,
Han aander Evigheden,
Og Før og Nu og Oven og Herneden
For ham sig møde kjækt i Harmonie.

Med samme Blik han begge Verdner maaler,
I hvilke Mennesket paa Jorden boer;
I Lys af samme Straaler
Han seer dem, mens han laaner dem sit Ord.
Hvad Hverdagslivet døsigt skiller ad,
Forener han i Sangen;
Hver Den, som tager Prosatanken fangen,
Skal styrke sig med ham i Digtets Bad.

"Syvsoverdag", til hvilket I. P. E. Hartmann havde komponeret Musikken, opførtes den 1ste Juli 1840. Blandt dem, der overværede Premièren, var H. C. Andersen, der tre Dage senere aflægger Beretning i et Brev til Frk. Henriette Wulff: "Herskabet blev smukt modtaget i Theatret! Der var ellers en saadan Confusion med Billetter, idet Hoffet havde tagel alle dem til Parquetterne, men siden, da der om Aftenen aabnedes, sendt en tredive Stykker tilbage, saa at jeg for Indkjøbs-Prisen tog en Billet ved Indgangen og kom i Parquettet. Heibergs Stykke har egentlig ikke behaget; men det er meget smukt og Ideen høist poetisk. Folk forstaae det slet ikke og sammenligne det med "Fata Morgana", som det ingen Lighed har med; ja, Mange sige, det er hegelsk, hvilket er det, man mindst kan beskylde det for. Det Hele har en poetisk Duft; men Musikken forekommer mig noget for tung, og der skulde være noget Mere." Ogsaa Fru Heiberg erkender, at det XVI i Begyndelsen kun gjorde tynd Lykke, og lægger - vistnok med megen Ret - Skylden herfor paa "en elendig Iscenesættelse og en misforstaaet Udførelse". Det gik ved denne Lejlighed kun faa Gange over Scenen, og selv om det ved senere Opførelser har vundet stærkere Bifald, er Antallet af dem i det hele ikke stort

Af Heibergs romantiske Skuespil har alene "Elverhøj" vidst at vinde sig varig Plads i Publikums Gunst.

1