I
✂ Under 31. Maj 1828 tilstilledes der Chefen for det kgl. Teater Kammerherre Holstein et kongeligt Reskript, i hvilket det allernaadigst paalagdes Direktionen at være betænkt paa et Stykke "med passende Pragt, men uden Allusion til Høitideligheden", der sammen med en Sang og en Prolog kunde opføres som Festspil ved Prins Frederiks, den senere Frederik den Syvendes, nær forestaaende Formæling med Kongens yngste Datter Vilhelmine. Det tilføjedes i Reskriptet, at saavel Stykket som Sangen og Prologen vilde være "allerunderdanigst at forelægge til Vor allerhøieste Approbation", hvorimod det, siden intet udtrykkeligt sagdes derom, aabenbart ganske overlodes til Teatret selv, om det vilde søge fremkaldt et nyt, originalt Arbejde i Dagens Anledning eller benytte et af de tidligere, ved lignende Lejligheder anvendte Pragtstykker.
III✂ Teaterchefen valgte, vistnok efter Samraad med Jonas Collin, det første Alternativ og foreslog sine Kolleger i Direktionen, at der skulde rettes Henvendelse til Oehlenschläger, Heiberg og Boye; den sidste, af hvis Produktion nu næppe andet er kendt end Digtet "Kirkeklokken i Farum" og Fædrelandssangen "Der er et Land, dets Sted er højt mod Norden", var en den Gang anset og frugtbar Dramatiker af den oehlenschlägerske Skole. Denne Chefens Beslutning henrykte navnlig Rahbek, der paa det omsendte Cirkulære gav sine Følelser Luft i følgende Ord: "Det vilde, det tilstaaer jeg, have krænket mig, paa en Tid, da Nationen eier Digtere som de tre ovennævnte, og Componister, som en Kuhlau og en Weyse - jeg behøver vel ikke at tilføie, at det er den alphabetiske Orden jeg følger - fremmed Musik og oversat Text havde nydt den Ære, at blive brugt ved en saadan Nationalfest."
✂ I Begyndelsen af Juni tilskrev Direktionen de nævnte Herrer og udbad sig deres Erklæring i det seneste inden tre Uger tillige med en Skitse af Stykket. Endnu før Fristen var udløbet, saa Boye sig imidlertid til sin store Beklagelse nødsaget til at mælde sig fra formedelst "et Sygdomstilfælde, der har, for en Tid, sløvet Sjæl og Legeme"; han bad dog om, at den Ære maatte blive ham forundt at forfatte Sangen og Prologen, et Arbejde, til hvis Udførelse han i al Beskedenhed troede sig i Besiddelse af særlig Evne. Det blev saaledes mellem de to litterære Modsætninger og Modstandere Oehlenschläger og Heiberg, at Konkurrencen kom til at staa - til ikke liden Forargelse bl. a. for Ingemann, i hvis Øjne Oehlenschläger nedværdigede sig selv IV ved overhovedet at indlade sig i Kappestrid med "en Vindmager" som Heiberg.
✂ Medens Oehlenschläger valgte sig et Emne fra Saxos Oldhistorie som det efter hans Mening "meest passende til en Fest for Skjoldunger", gik hans Medbejler en anden Vej. Under en Samtale med Collin ytrede denne, at der maaske kunde arrangeres noget til bekendte eller i det mindste gamle Melodier. Disse Ord slog Rod i Heibergs Tanke, saa meget mere, skrev han et Par Dage efter til sin Velynder, "som det vilde være en Triumph, dersom en Vaudeville (selv under en anden Benævnelse) kunde befindes passende til et nationalt Fest-Skuespil". Dette vilde formentlig være Tilfældet, "saafrem Sujettet var af den Natur, at det hævedes ved Anvendelsen af vore gamle Kjæmpe-Vise-Melodier, af hvilke 5 eller 6 af de smukkeste maatte udvælges til den musicalske Basis for det Hele. De Melodier, man endnu behøvede, maatte vælges i Overeensstemmelse med den romantiske Grundtone. Noget maatte denne lidt eensformige Tone afbrydes og oplives ved anden Musik, der dog ikke maatte contrastere mere med Grundtonen, end at den musicalske Eenhed blev vedligeholdt."
✂ Dagen før den fastsatte Frist udløb, indsendte Heiberg til Teaterdirektionen sit fuldstændige Udkast til "Elverhøi. Skuespil i to Acter med Sange, Chor og Dands". Med Hensyn til Sujettet bemærkede han, at han med Flid havde valgt et Emne, som var nationalt, uden dog at være egentlig historisk. "Det Første syntes mig passende med Hensyn paa Stykkets festlige Anledning; det Andet vilde jeg helst undgaae, deels fordi de historiske V Begivenheders Vigtighed stemmer til en alvorligere og høitideligere Tone, end den som passer til et, om ikke lystigt, dog let og muntert Festspil; deels fordi de ved Anledningen betingede Sange, Chor og Dandse vanskeligere vilde bringes i en harmonisk Forbindelse med den historiske Alvor og den tragiske Tone. Jeg har derfor foretrukket at vælge et gammelt Sagn, som i sig selv er saa ubetydeligt, at Historien næsten ikke berører det, men som just derfor er beqvemt til en poetisk Behandling, da det her kan være Digteren tilladt at opfinde med al den Frihed, som den dramatiske Virkning udkræver.
✂ Sagnet berettes af Peder Syv i en Anmærkning til den gamle Vise: "Herr Oluf han rider saa vide". Man havde - hedder det - fordum den Overtro paa Stevns, at der i dette Herred regjerede en Ellekonge, som ikke tillod, at nogen anden Konge kom ind i Herredet, eller oversteg den Aa, som udgjør dets vestlige Grændseskjel. Kong Christian IV., for at gjøre Ende paa denne Overtro, drog ind i Herredet, og viste derved Almuen, at det var forbi med Ellekongens Magt og Myndighed, hvorfor ogsaa Sagnet gik, at Christian IV. havde afsat Ellekongen.
✂ Med dette aldeles phantastiske Sagn har jeg forbundet et andet, som bærer historisk Præg, nemlig: Beretningen om den af sin nordlige Opdagelses-Reise bekjendte Capitain Munks Død, der skal være pludselig indtruffen efter en hæftig Samtale, som han havde havt med Kong Christian IV., og hvori denne bebreidede ham, at han ved sin Uforsigtighed havde været Aarsag i Expeditionens uheldige Udfald. (Holbergs Danmarks Historie.)"
✂ Paa denne dobbelte Grundvold byggede Heiberg VI Stykkets Handling, for hvilken han derefter nærmere gjorde Rede. Den er i sine Hovedtræk og i Enkeltheder den samme som i den endelige Udarbejdelse, blot at et Par af Personerne (Elisabeth og Agnete) i Udkastet har andre Navne, end de senere fik.
✂ At Heibergs Plan var at foretrække for Oehlenschlägers, derom var Direktionen ikke i Tvivl. Heller ikke Rahbek, skønt han havde adskillige - æstetiske og moralske - Betænkeligheder. Det gjorde ham ængstelig at se Hushovmesteren, Bjørn Olufsen, omtalt som Stykkets komiske Person. "Vel har jeg Agtelse nok for Digterens Smag til at være overtydet om, at han ikke vil vanhellige en Nationalhøitid med Brix og Bielde, mindst i fjerde Christians Nærværelse; men den nuværende Uskik, at være vittig over det, som skrevet staaer, gjør mig det til Pligt, alvorlig at yttre det Ønske, at Dørren maa vedbørlig være lukket for alle Narre og Narrestreger". Ilde stemt var han endvidere ved de Stevnemøder, som Lensmanden og Agnete holder i Ellekrattet for at pleje deres hemmelige Kærlighed. "Jeg behøver," saaledes lyder hans Ord, "sikkert ikke at gjøre en Digter af Dr. Heibergs Fiinhed opmærksom paa, at man til en Fest af denne Natur maa nærme sig puris moribus, og at endog den fierneste Tanke om, at der er en Ting, som utilladelig Kjærlighed, til i Naturen, paa en saadan Høitid er endnu noget mere, end udelicat".
✂ Der laa naturligvis ingen Vægt paa Rahbeks Animositet, og Heiberg forsonede forøvrigt den gamle Mand fuldstændigt, da han tog ud til Bakkehuset og læste Stykket i dets færdige Skikkelse op VII for ham og hans Kamma. Derimod rejste der sig fra anden Side i sidste Øjeblik Indvendinger, der havde en ganske anden faretruende Karakter. Efter Udkastet, der havde erholdt kongelig Approbation, skulde "Elverhøj" være i to Akter, saaledes at 1ste Akt ved Sceneforandringer for aabent Tæppe deltes i tre Afdelinger og 2den Akt i to. Under Udarbejdelsen fandt Heiberg det imidlertid rigtigst at lade det udgøre fem selvstændige Akter, hvorved der kom langt bedre Hold paa Stoffet, men ved Rygtet om denne Forandring i den oprindelige Plan blev Kongen stærkt allarmeret. Frederik den Sjette var i al Almindelighed ingen Ynder af lange Teaterforestillinger, og han frygtede nu for, at der paa selve Festaftenen forestod ham en større Taalmodighedsprøve, da der jo desuden skulde være en Sang, en Prolog og Dans i Stykket, "som alt fordrer Tid". Det lykkedes først Heiberg ved en personlig Audiens, skønt ikke uden Besvær, at overbevise ham om, at Ængstelsen var uden Grund.
✂ Den 6te Oktober, en Torsdag, gik "Elverhøj" for første Gang over Scenen med Kuhlaus pompøse Ouverture og hele festlige Musik. Det blev for dem, der overværede Forestillingen, en Oplevelse uden Lige. Fru Heiberg har i sine Erindringer bevaret Billedet af den gamle Konge med det snehvide Haar, "som han sad i sin Loge, dybt rørt over de Allusioner, der findes i Skuespillet til ham og hans Slægt, og som Publikum greb med stormende Jubel". Med levende Glæde mindes Orla Lehmann paa sine ældre Dage denne Aften. "Jeg tænker ikke paa den Prolog af Præsten Boye, hvor Nielsen som Kong Skjold, der i hine Dage var allevegne paa Færde, VIII lod Kongehuset vide, at han i den anden Verden var gaaet over til Kristendommen; men noget ædlere Festspil, end Heibergs og Kuhlaus Elverhøi, udført af Skuespillere som Ryge, Nielsen, Rosenkilde, Winsløv og Skuespillerinder som Johanne Luise Pätges og Madamme Wexschall, og understøttet af smagfuld Dands, har jeg aldrig set Det var kun Illusion. Kunsten havde at byde; men hvor længe har den dog ikke overlevet den Virkelighed, som den skulde forherlige!"