Heiberg, Johan Ludvig Poetiske Skrifter

II

Efterat Heiberg i 1831 havde ægtet Johanne Luise Pätges, til hvem Agnete-Skikkelsen i "Elverhøj" er digtet som en Kærlighedserklæring og en Hyldest, var det ofte paa Tale mellem dem, at de skulde besøge hans Fader, der gentagne Gange i sine Breve havde ytret, at han inden sin Død dog ønskede at gøre sin Svigerdatters Bekendtskab. Men skønt Lønnen for "Elverhøj" - foruden Honorar - var blevet Ansættelse i 1829 som kongelig Teaterdigter og Oversætter, hvortil Aaret efter føjedes et Docentur ved den militære Højskole, var Midlerne ikke altfor store, og der maatte tænkes paa yderligere Ressourcer, hvis Planen skulde realiseres. Herom fortæller Fru Heiberg i sine Erindringer:

"De kongelige Skuespillere havde dengang Lov til i Ferietiden at give Forestillinger til egen Indtægt, en Tilladelse, som jeg aldrig havde benyttet, dels fordi jeg var saa anstrengt af Vinterens Arbeide, at jeg i høi Grad trængte til Hvile om Sommeren, dels fordi denne Opfordring til at trække en Vexel paa den Gunst, man stod i hos Publicum, var Heiberg IX og mig imod. Men for at gjøre det muligt at besøge P. A. Heiberg i Paris, besluttede vi os til for denne ene Gang at give en privat Forestilling. Vi havde længe talt frem og tilbage om, hvad vi skulde lade opføre. Idelig havde jeg plaget Heiberg om at skrive et nyt Stykke til denne Aften. Det blev besluttet, at vi skulde give hans Skuespil "Nina", men det udfyldte ikke en hel Aften; jeg bad ham da ret indstændigt at skrive en lille Vaudeville til at ende Forestillingen med.

Ved et Tilfælde var det faldet mig ind, hvormange Nuancer der kunde lægges i det lille Ord "Nei", og nu opstod Ønsket hos mig, at han vilde skrive en Vaudeville, der skulde hedde "Nei", og hvori dette Ord var indflettet i Intrigen. Jeg tænkte paa, hvilke Melodier der kunde bruges osv., og hver Dag talte jeg for ham om Vaudevillen "Nei". Da han blev ved at sige, at han ikke kunde eller vilde skrive dette Stykke, blev jeg tilsidst ganske vred og taug. En Dag henimod Foraaret vilde jeg aabne Claveret for at synge og spille, da mine Øine i det samme faldt paa en trykt Bog, som laa derpaa, jeg vilde se, hvad det var for en Bog, og da jeg aabnede den, stod der paa Titelbladet: "Nei, Vaudeville i en Akt af Johan Ludvig Heiberg". Jeg vilde neppe tro mine egne Øine - foer ind til Heiberg og sagde: "Hvad er dette?" - "Det veed jeg ikke," svarede han med sit ironiske Smil. "Du har jo skrevet denne Vaudeville," vedblev jeg. "Saa?" gjentog han. "Ja, der staaer jo, den er af dig." - "Ja, saa maa den vel ogsaa være af mig," svarede han paa sin rolige, ironiske Maade. Jeg blev usigelig glad, allerede inden jeg havde læst den, saa man kan tænke, hvad jeg blev bagefter."

X

Der er i denne Fremstilling en mindre Hukommelsesfejl. Stykket udkom først, efter at Opførelsen den 1. Juni havde fundet Sted, og kan altsaa ikke som trykt Bog have ligget paa Fru Heibergs Klaver en Dag henimod Foraaret. Naturligvis er denne Omstændighed i sig selv ikke i Stand til at omstøde Fortællingen, der sikkert bør staa til Troende i Hovedsagen: at Initiativet til Vaudevillens Tilblivelse udgik fra hende. Men iøvrigt er den store Skuespillerinde hverken den første eller den eneste, der har haft Blik for, hvilke dramatiske Muligheder der gemmer sig i det lille Ord Nej.

Den sammenlignende Litteraturforskning har nemlig eftervist, at Nej-Motivet i flere hundrede Aar har været kendt i en stor Del af Europa. Det kan følges fra Portugal til Rusland og har fundet Anvendelse ikke blot i Digte og Fortællinger, men ogsaa i sceniske Arbejder. At Heiberg har kendt en eller anden af de tidligere Behandlinger, saa at Motivet hos ham er laant, er paa Forhaand ingenlunde utænkeligt, og man har i saa Maade særlig henvendt Opmærksomheden paa et lille tysk Enaktsskuespil "Nem", der opførtes første Gang i Berlin 1815, og som 1823 gaves i Hamburg, paa en Tid altsaa, der falder sammen med Heibergs Ophold i Kiel. Skulde man her have det nærmeste Forbillede for den danske Vaudeville, maa det til Gengæld siges, at denne i enhver Henseende overgaar ikke alene sin Forgænger, men overhovedet alle kendte Bearbejdelser af Sujettet ved den fuldkomne Naturlighed, hvormed Motivet indflettes i Handlingens Gang. Det var her faldet i Hænderne paa en Mand, der havde sin dramatiske Teknik i ulastelig Orden.

XI

Om Opførelsen og den Stemning, der udløstes hos Publikum, skriver den unge Løjtnant og senere saa berømte Hærfører Læssøe en fjorten Dages Tid efter til sin Ven Andræ, der paa dette Tidspunkt opholdt sig i Frankrig og allerede da var en intim Ven af det heibergske Hus:

"Heibergs har du snart i Paris. Før deres Afreise gav de en Sommerforestilling à la francaise. Den varede fra Kl. 7 til over 12. Der hører vistnok noget til en hed Sommerdag at holde os Danske ved godt Humør i saa lang Tid og at bringe os til at tilgive Forstyrrelsen af vor Nattero; men det lykkedes dem fortræffeligt. Der gaves Nina, Komedie i 5 Akter af Heiberg, og en ny Vaudeville af samme gode Mand, der hed "Nei". Sujettet af Nina kjender Du fra Balletten; Du har alt dér beundret Fru Heibergs Spil; men tænker Du Dig nu dette fuldkommengjort ved Talens Tilføien, saa vil Du indrømme mig, at der kunde blive en Forestilling ud af det, der var værdig for Théâtre-Français. Nina og hendes Fader (Ryge) ere de vigtigste Personer; deres Spil var non plus ultra for en Dansk. Jeg har aldrig seet noget Fortrinligere. Vaudevillen var en Ubetydelighed, men morsom. Publikum var hele Aftenen begeistret, og det var ganske snurrigt at see den Veltilfredshed og det gode Lune, hvormed Folk forlod Huset Kl. 12 og ønskede hinanden god Morgen.

Forresten blev jeg samme Aften arrig paa Heiberg, fordi han i Vaudevillen havde parodieret "T en souviens tu". Jeg hævnede mig ved kun at høre paa Melodien og aldeles ikke lægge Mærke til Ordene, skjønt det var Fru Heiberg, der sang dem. Det lykkedes mig ogsaa ganske; jeg tænkte paa den XII polske Frihedskamp og hørte den smukkeste Melodie, jeg kjender, og jeg veed kun efter Andres Udsagn, at Heibergs Ord skal have været snurrige nok. Hæng ham for hans utilgivelige Kaadhed, naar han kommer til Paris; Du vil finde Medhjælpere nok til at bringe ham à la lanterne, naar Du fortæller Pariserne og Polakkerne hans Udaad."