Faawal Hammeløw
✂ Det var i den strænge Vinter 1814 (har en nu afdød Ven fortalt mig), at jeg paa Sidstningen af samme befandt mig paa en Gaard i Nærheden af Grenaae og af Havet.
✂ Naar Vejret tillod, var der selskabeligt Samqvem, saa hos Een, saa hos en Anden. Skjøndt vor Syvaarskrig, saadan som den var, nu havde Ende, som den var, saa satte Bevidstheden om Fred alligevel nyt Liv i Folk; og under lang Forventning af oplivende Foraar, søgte man i muntert Laug inden Dørre at holde sig skadesløs for den stive Kulde udenfor.
✂ Et saadant Liv fremmer Elskov og Ægteskaber. De sidste ere ikke altid nødvendige Følger af hiin, som ogsaa denne Novelleanekdot kan udvise.
✂ I en, efter Egnens Viis, gjæstfri Præstegaard, var Aftenspise og Dands. Var end Musikken tarvelig, da var Beværtningen ikke; og Stemningen saa munter, at alle de Yngre gjerne havde dandset endog efter en Fiolin med tre Strenge.
✂ Da jeg ikke med Benene tog Deel i denne sidste Forlystelse, kunde jeg bekvemmere bruge Øjnene. Disse havde meest at bestille hos tvende smukke og tillige smuktdandsende Ungersvende, den ene Officier, den anden Student, saaog hos en Dandserinde, der fremfor Alle udmærkede sig ved Legemets Skjønhed og ved Ynde i alle dets Bevægelser. Den Anden, med hvem jeg efterhaands gjorde nærmere Bekjendtskab, skal have en nærmere Beskrivelse.
✂ Candidat - for sine Aarsagers Skyld maa han hedde Jørgensen - var en modificeret Stoiker; det meente han selv, og Andre troede det. "Intet at beundre eller forundre sig over, Intet at frygte, hverken at hade eller elske", see her hans Livsphilosophi! Den holdt Stik hos ham - i Theorien, men ej i Praxis, som snart vil godtgjøre sig. Han havde Grundsætninger, ret gode; men han beholdt dem mesten hos 319 sig selv. Han havde, i et og andet Punct, sine egne Meninger; men var langt fra at paatrænge Andre dem. Han var i Væsen, Adfærd og Tale lige fjern fra Fripostighed og fra Blyhed, høflig uden at være smigrende, bestemt uden Anmasselse. Han var aldrig enten kold eller varm, men stedse hvad jeg vil kalde ly. Han deeltog i tilladelige Fornøjelser, men aldrig indtil Overdrivelse.
✂ "En agtværdig Characteer!" mener man. Aa ja! men en saadan, som saare sjelden gjør Lykke hos Stormænd eller Damer: med mindre Selvstændighed og mere Bøjelighed er man ogsaa mere velkommen i Cabinetterne - baade hos hine og hos disse.
✂ Intet af alt dette passer i Lieutenantens Charakteristik - godt og vel om han egentlig havde Charakteer. Han hører under den Rubrik i den moralske Folketælling, som har til Overskrivt: "Godt Menneske"; hvilken jeg vilde foreslaae omskrevet til "svagt Menneske." I denne Svaghed - det er: Letsind, Vægelsind, Uselvstændighed - ligge Spirer saavel til temmelig Ondt, som til temmelig Godt; og det kommer an paa flere Omstændigheder, hvad for en af disse to Spirer, der skal faae Væxt og kvæle den anden. Han gjorde, som Studenten, Alting med, men ikke paa dennes Maade; Maadehold var ikke hans Sag. Han var forresten i Omgang stedse munter og behagelig, og i alle Kredse meget vel antagen. At han var en net Karl, at Uniformen, som Alt hvad han foretog sig, klædte ham godt, antyder jeg for Fuldstændigheds Skyld.
✂ Hvad angaaer den nydelige Dandserindes Charakteer, da vil den først udvikle sig under de følgende Begivenheders Gang.
✂ Forholdet mellem alle Tre i denne Balnat, falder det mig ind at ligne ved en Terzet, hvor hun spillede Primo, Lieutenanten Secundo og Studenten Bas. Det var en livelig Allegro. Den ender maaskee med en Largo.
✂ Godtværsdagene gik mange af Strandbyernes mandlige Beboere ud paa Havisen for at jage efter Søfugle og Sælhunde. Dagen efter Ballet blev endeel af os enige om, at gjøre en Kanefart didud, og fra Landingen see lidt paa den Jagt. I tvende Slæder gled vi afsted. Og da vi vare komne til Stranden, og saae den Vrimmel, der nærmere og fjernere færdedes paa det Loft, som ikke bæres af Bjelker, fik man Lyst til at gjøre en Vending derud.
✂ Vel gjorde jeg Selskabet opmærksomt paa, at Vinden under vor 320 Hidkørsel var gaaet vestlig, at det allerede tog til at lufte stærkere, at paa Nordsøen vist nok var Blæst, som vilde drive Bølgerne ind heri Kattegat, og i en Hast bryde Isen op: man grinte ad Værprofeten, og lod glide videre ud.
✂ En halv Fjerdingvej eller saa fra Land besluttedes dog at vende indad; men under den korte Standsning hørte vi allerede Isen synge, sikkert Forbud paa Spaadommens snare Opfyldelse. De fleste af Jægerne, bekjendte med dette Varsel - Vinterens Svanesang, vare allerede paa Hjemvejen, og ikkun nogle faa befandt sig endnu udenfor os.
✂ Jeg sad baglænds paa den bageste Kane, og bemærkede: at alleryderst stod Een, som pludselig tog Rend indefter, derpaa standsede og udstrakte begge Arme. En Anden rækkede sin Bøssepibe hen imod ham, den han forgjæves rækkede og strækkede sig efter. Nu slog han Armene sammen, gik udad - han med Bøssen af alle Kræfter indad. Jeg saae, hvorledes den Ulykkelige var faren og skyndte paa Kudsken. Vi havde ikke havt Bjælder nødig; Ismusikken tiltog i Kraft og Livlighed.
✂ Som vi havde naaet Land, var Isen fejet reen for Mennesker. Kun den uheldige Redningsmand havde nogle Favne tilbage: men naaede os, just som vi vare langsomt humpede over Tangdigerne, og som den mørke Plet langt ude i Østen forsvandt fra mit Blik - saa var han vel allerede nedsænket i det graadige Dyb.
✂ Karlen bad om at maatte staae bag paa op til Byen, da han var træt og forpustet - ikke sært, da han havde, i egentlig Forstand, løbet paa Livet. Jeg spurgte ham strax: hvorledes det var gaaet til derude? "Skidt nok!" Sagde han, "for Jens er gaaet nedenom og hjem, ligesom Molboen. Jeg havde gjerne taget ham med hjem til Hammelev; men Revnen var allerede bleven for bred, saa han ikke kunde skræve over den. Saa maa han da drive afsted paa Skodden, saalænge det varer. De sidste Ord, han sagde, da vi skiltes, var saamænd: " Faawal Hammeløw! No sier a dæ aalle mier."
✂ Over denne ulykkelige Begivenhed yttrede Alle sine Beklagelser, undtagen Een, og denne Ene var den dejlige Jomfrue Sørensen, Hammelevs Jomfrue Grahn. Jeg saae til hende, hun sad lige imod mig - see! der trillede et Par Taarer ned fra hendes dejlige Øjne. "De fryser dog ikke?" spurgte jeg. "Nej - jo lidt - Vinden er saa kold" - hun trak Floret tættere sammen om det varme Ansigt.
321✂ "Her boe Jenses Forældre", sagde vor Bagmand, som vi agede om ved en Gaard i Byen, sprang af og gik ind.
✂ "Jeg gad ikke følge med ham for Meget", sukkede Jomfruen, "De arme Folk! hvorledes ville de modtage denne Tidende!"
✂ "Det skal jeg sige Dem", svarte jeg: "først blive de forskrækkede, saa bedrøvede og saa finde de sig kjønt deri, trøstende sig med Almuens stedse ved Haanden værende: "Det skulde nu saadan være - det var ham beskikket - det var hans Held - han er vel faren." Veed De hvad, Jomfrue! hans Egne ville ikke tage sig det saa nær, som vi Uvedkommende, og det er godt."
✂ "Unej! er det godt, at være følesløs?"
✂ "Sommetider."
✂ Præsten var ikke følesløs; dog kunde han, efter at Begivenheden var fortalt og gjennemgaaet med mange baade følelsesfulde og forstandige Bemærkninger, letsmilende sige: "Jeg bliver fri for at holde Ligpræken over ham; men ikke for at indskrive ham i Kirkebogen blandt de Døde, med Anmærkning."
✂ Nogle smaaloe; og snart kom man i Snak om alskens andre Ting: Munterheden blev gjenindsat i sine Rettigheder; ogsaa hos det nylig saa dybtfølende Pigebarn. Hun blev Munterheden selv, da Lieutenanten belevent underholdt hende med - ja, hvormed var det nu? Det har jeg glemt, ligesaa hastigt som han og hun.
✂ Candidaten tog sparsomt Deel i Underholdningen; men det kom mig for, han var tilovers: unge Piger har ingen Smag for stoisk 322 Philosophie. Hverken Cicero de officiis eller den pukkelryggede Epictet gjør nogen Lykke hos dem.
✂ Ved Selskabets Adskillelse indbød Officieren alle os Mandfolk til en Gaffelaftensmad hos sig tredie Dag paa Vagtstuen i Grenaae.
✂ Aftensmaden var sunken, og Punschen i den anden Bolle nærved at gaae samme Vej. Man var lystig, stundom lige til Overgivenhed, inclusive trende unge Præster fra Omegnen.
✂ Jeg beder alle Højærværdigheder om Forladelse paa disse tre Velærværdigheders Vegne; men De ville selv behageligt undskylde, at gemene Sognepræster, der ere saa mange Autoriteter og saa meget Andet undergivne, engang imellem blive overgivne. Disse Herrers Overgivenhed kom slet ikke i Collision med deres Undergivenhed, som De ville behage at see.
✂ "Hør Du røde Krebs!" siger den Ene til Lieutenanten, "lad os Tre slaae Tappenstreg iaften!"
✂ "Er I gale? Ja paa Bordet eller under Bordet maae I slaae Tappenstreg med Glassene til den klare Dag! Jovist! det kunde blive en peen Historie for mig som vagthavende Officier - ingen Spøg i Tjenestesager!"
✂ "Du skal ikke vide Noget af det", svartes strax, "vi skal nok blive enige med dine Spillemænd!"
✂ "Naada! men paa jert eget An- og Tilsvar!"
✂ "Godt!"
✂ De bultrede ud, de fleste Andre efter dem; kun Jørgensen og jeg bleve tilbage hos vor Lieutenant. Han gned sig over Panden og sagde: "faaer Majoren det at vide, saa blier Fanden løs."
✂ "Nej vist ikke!" svarte jeg; "I saa Fald veed Du heller ikke Noget! Lad Tambour og Piber selv om det!"
✂ Han smidskede og slog sig til Roe. Strax derpaa hørte vi begge Instrumenter; men det var Spidsrodsstykket, vi hørte og det udført med Virtuositet. Den ene Præst spilte udmærket baade almindelig Fløjte og Piccolo og den anden kunde slaae fine Trommehvirvler, saa han kunde været Tambourmajor; den tredie, Pseudogefrejderen, sprang foran efter Takten gjennem et Tøndebaand.
✂ Jørgensen og jeg kunde ikke bare os for at løbe ud, og følge dem i en Afstand. Vi vare ikke de Eneste, som fulgte; thi det var klart 323 Maaneskin, og Flere sprang ud for at høre den sælsomme Tappenstreg, og see til paa denne Galskab.
✂ Naa, den løb godt af, uden Paaanke: baade de Sorte og den Røde forbleve umolesterede, hver i sin Vej; og - det er muligt, at Een af dem lever endnu; men de Andre ere nok gaaede i Kvarteer til den Tappenstreg, efter hvilken ingen Reveille lyder næste Dag.
✂ Da hele Mandskabet atter var kommen til nogenlunde Rolighed, og havde taget fat paa en ny Bolles Behandling, begyndte Nogle at behandle, ligeledes mundtligt, en ganske anden Materie. Denne er i Fruentimmerkreds meget ofte Mandfolk, hvorom der er skrevet næsten ligesaameget, som der er snakket. Men, da det jo mesten er Mandfolk, der give sig af med at skrive, kan man ikke forundre sig over, at de skaane sit eget Kjøn. Det er ubilligt, og derfor vil jeg, til Trøst for de kjere Fruentimmer, her skrifte en mandlig Synd.
✂ Æmnet for denneher Conversation var nemlig intet Andet, end at lade Dandserinderne paa Pikkenikket forgangen Aften passere Mønstring: den havde saadanne synlige Fejl, og den saadanne: den var kjøn nok af Ansigt, men altfor føer af Krop; Een havde for stor en Mund, en Anden for store Fødder; Jomfrue A. havde dorske Øjne og Jomfrue B. altfor spillende, og saa fort videre.
✂ Alle tog ivrig Deel i denne Spidsrodsløben, undtagen jeg selv - som De nok vil troe - og Stoikeren, der smidskende taug reent stille, indtil Een raabte med en eftertrykkelig Eed:
✂ "Vi har jo glemt den bedste Pølse i Gryden, Jomfrue Sørensen! hos hende kan jeg ikke opdage den mindste Lyde."
✂ "Derfor have vi og gjemt hende til Himmerigsmundfuld", gjentordnede Liuetenanten.
✂ I at lovprise hende overbød nu den Ene den Anden; og fandtes ingen anden væsentlig Mangel paa hendes Person, end at hun havde Smilehul kun i den ene Kind. Ogsaa hertil taug Philosophen; blot mærkede jeg den Forandring hos ham, at han blev lidt alvorlig, dog rolig; men jeg havde mine Formodninger om, at der ikke var ganske roligt indeni ham.
✂ Jeg tænker, at Damerne ikke skjøtte om at høre mere af Mandfolkpassiar i en Vagtstue. Jeg bemærker derfor løseligt: at man først gik med Reveillen den følgende Morgen. 324 Jeg rejste. Et Par Maaneder efter fik jeg atter at bestille i denne Egn, og den første Dag justement der, hvor den smukke Jomfrue Sørensen befandt sig. Da randt mig hiint førantydede Forhold i Tanker, og forespurgte jeg mig da om, hvad det var bleven til.
✂ "Jah!" hed det, "hun gaaer endnu, og der kom ikke mere ud af: Lieutenanten blev ved at gjøre stærk Cour til hende; men da han for tre Uger siden marscherede bort, glemte han at sige Farvel baade til Hammelev og til hende."
✂ "End Jørgensen, Candidaten?"
✂ "Han har igaar faaet Efterretning om, at han er kaldet til Præst."
✂ "Mon han saa ikke vil see at kalde hende til Præstekone?"
✂ "Det veed jeg ikke; han er af de Folk, man aldrig bliver rigtig klog paa - det vil nu vise sig."
✂ Dette meddeeltes mig paa en Fodvandring med en Ven i Grenaae til meerbemeldte Hammelev. Paa Banken derimellem standsede vi, og satte os lidt ned, for at nyde Omsigten. Som vi lode vort Blik svæve ud i Østen, høre vi bag ved os: "Godaw Hammeløw! No sier a dæ igjen."
✂ Vi dreje os om, og see en ung Krabat i heel fremmed Dragt. Vi spørge: hvem han var? og hvor han kom fra? Ja min Tro det var den selvsamme, som man ansaae for død, der var kastet Vand paa af Havet, men ikke Jord af Præsten.
✂ Jeg skal nu, med mine egne Ord og med mindre Vidtløftighed, berette hans vidunderlige Redning og Hjemrejse.
✂ Da Knøsen havde Døden for Øjne, fandt han sig snart i Skjæbnen, stillede sig midt paa Kaven*), der skal have havt et stort Omfang - omtrent som Præstens Toft, sagde han - vendte Ryggen til sit Fødeland, og gav sig Gud i Vold. Da han havde "drøwwen et pa’ Staahn wal"**), blev han hungrig og fortærede Halvparten af den ham fra Hjemmet medgivne Melmad. Da begyndte han at faae Øje paa Land (formodentlig Anholt), men det skred han og forbi. Nu hengik flere Timer paa det vildene Hav - da, lidt før Aften, opdagede han nok et Land, der stedse blev højere og bredere. Nu begyndte han at fatte Haab, og fortærede trøstig den anden Halvdeel af Melmaden. Ikke længe derefter løb hans Fartøj paa Grund ved det fremmede Land. Der stode to Karle - og de havde staaet længe og gloet ud til ham - de * * 325 hjalp ham rigtig op paa tør Land, og gav ham baade "Edels og Drikkels", og "tumlede" med ham, for at han kunde faae Varme i Kroppen, for han var saa forfrossen, han "govred."
✂ De havde naturligvis spurgt ham: hvor han kom fra? Og han havde naturligviis svaret: fra Hammeløw. Det var ligesaa naturligt, at de ikke kjendte saadan en Bye. Han skulde da sige dem, hvilken der var nærmeste Kjøbstad ved Hammelev; og da han nævnede Grenaae, rystede de lidt mistroiske paa Hovederne, thi de tænkte paa det Grenna som ligger midtinde i Sverrig østen for Søen Vettern.
✂ Imidlertid bragte de ham til Halmstad; og da han fik denne Byes Navn at høre, rystede ogsaa han paa Hovedet; thi Husene var ikke tækkede med Halm, men med Tegl, ligesom i Grenaae. Han blev ført til Øvrigheden dersteds, som, efter at have hørt hans og hans Ledsageres Forklaring, gav ham Pas og Forklaring over, paa hvad Maade han var kommen udenlands uden Pas. Der gaves ham nye Klæder efter deromboende Almues Brug, Rejsepenge fik han og ledsagedes til Helsingborg. Han fortsatte Rejsen over Helsingøer, Kjøbenhavn, Kallundborg og Aarhuus, nød næsten allevegne fri Fortæring, fik sommesteds Skillinger ovenikjøbet: saa han kom hjem med begge Fikkerne fulde.
✂ Nu igjen til Kjeresterne.
✂ Skjøndt Jomfrue S. kjendeligst havde nærmet sig Officieren, nærede hun dog i Grunden større Godhed for Candidaten; dog kunde hun ingensinde blive enig med sig selv om, hvem af begge hun vilde give Fortrinet. Da hiin var borte, fortrød hun sin koldere Opførsel mod denne, og fik tilsinds: gunstigen og reentud at besvare hans før gjorte forblommede Kjerlighedserklæring. Dette gjorde hun skrivtligt ved den hjemkomne Vidtberejste, med det mundtlige Tillæg: at hun udbad sig Svar strax.
✂ Det fik hun; men ikke efter Forventning; det lød, paa en aaben Lap Papiir, korteligt og forstaaeligt: "Faawal Hammeløw!"
✂ Han rejste ogsaa. Denne Afskedshilsen blev, og er endnu maaske en staaende Talemaade ved mange Lejligheder: i Spil, naar En skal være Beet, ved et enten belejligt eller ligegyldigt Dødsfald og deslige.
✂ Begge de stedse ugifte Kjerester have endnu ikke sagt Farvel til Verden, men vel til Kjerlighed. Naar man skrider hen ad den tredie Snees, saa bliver man fornuftig - hvis man kan blive det. Jeg tør, for 326 visse Aarsagers Skyld, ikke gratulere, og, for andre Aarsager, vil jeg heller ikke condolere. Skulde Isbjørnen - ham, af hvem jeg har laant Titelen - ej heller have sagt Hammelev det sidste Farvel, saa ønskede jeg, at han, ved Læsning af denne Historie, maa behageligt gjenmindes sin eventyrlige Ungdomsrejse.
✂ Jeg vil nu ogsaa, for denne Fortællings Vedkommende, sige:
✂ Faawal Hammeløw!
327