Eneboeren paa Bolbjerg
✂ Naar den, der rejser fra Viborg til Randers, er kommen om forbi Norderenden af den lange Søe, som bærer Byens Navn, og op ad den første stejle Lyngbakke: udbreder sig for hans Øjne den store Taps Hede - et Navn, hvortil der knytte sig Erindringer, mørke, bedrøvelige som Egnen selv. To eller tre Smaahytter, omgivne hver af et lidet Stykke opdyrket Jordsmon, yde den eneste Afvexling paa den to Mile lange Vej indtil Landsbyen Ørum. Herfra gaaer det skifteviis over eller om ved Hede og Agermark. Byer og Kirker vise sig stedse tættere og tættere ved hverandre; og den vide Synskreds oplives ved fjerne Skove: man mærker, at man nærmer sig Halvøens frugtbare og velbebyggede Østerland.
✂ Ved Byen Leisten siger man Lyngen Farvel, og glemmer den øjeblikkelig over det yndige Landskabsstykke, der pludselig ligesom fremmanes af den sidste mørkbrune Banke, og udstilles Vandreren til forlystende Skue. Nedenunder ham udbreder sig et af Landets største Kjær, halvtbevoxet af Elle og Vidier, og derfra hæve sig høje, bølgeformige, skovgroede Bakker, der indslutte en dyb og snæver Dal, i hvis Baggrund Herreborgen Nye Fussingøe med sine hvide Mure og lysrøde Tag blinker venligt frem mellem hundredaarige Bøge. Bomhuset til højre; til venstre Møllen med Dammen - nu næsten skjult bag Træer - smykke Dalens Forgrund. Og skulde en Konstner nogensinde komme til at optage denne smukke, ægte danske Udsigt, vilde han finde de store Enge oplivede af tamme og vilde Dyr, og saaledes kunne give sit Malerie et sandt Udseende af paradisisk Fred og Ro.
✂ Fyrgetyve Aar tilbage stod her, istædet for det nuværende nymodens Slot, end dybere inde i Dalen den gamle ærværdige Ridderborg med sine trende spidse Gaule eller Taarne, og hvo der har seet denne, ønsker vist, at den stod der endnu, og ikke var bleven ombyttet med en Bygning, som ukjendte Rejsende snarest vilde antage for et pent 92 Kroe. Jeg for min Deel savner Skjelernes Herresæde; maaskee fordi det er iblandt mine Barndomsminder; maaskee fordi min Smag i Byg. ningskonsten er fuldt saa gothisk som græsk. Denne være reen, simpel og ædel! mig tykkes den tillige kold, stræng og ensformig, og forholder sig i mine Øjne til hiin, som en fransk Tragoedie til en Shakespearsk. Jeg elsker dette regelløse, altid afvexlende i vore nordiske Kæmpeborge, dette dristige, opadstræbende i vore Templers Hvælvinger, spidse Buer og skyhøje Spiir. Jeg hænger endydermere ved det lønlige, ofte labyrinthiske i det Indvendige af vore gammeldags Herregaarde med samme Forkjerlighed, der i unge Dage bragte mig til at foretrække et phantastisk Æventyr for en sand Historie, med hvilken jeg endnu hellere følger Abbotsfords Digter i Bjerghuler, Fængsler og Røverkuler end en Madame Genlis til Bourbonnernes stive Hof.
✂ Behageligt overraskes en Fremmed, naar han er kommen ind i Dalen, mærker, at den ikke, som den seer ud til fra hiinsides Kjæret, er lukket, og nu med eet har en vidtstrakt Bjergsøe, hvis Ende kan ej engang øjner, foran sig. Men hans Blik drages dog snart hen til een i Søen udspringende Halvøe, der er heelt bevoxet med majestætiske Linde. Mod Vesten tæt op til denne Lund - fordum en Hauge - stod det gamle Fussing. Foran forbandt en bred Grav begge Søens Arme, og adskilte Borgen fra det faste Land. - Og hvorfor staaer den endnu ikke der paa den yndigste Plet i hele Dalen? En gammel Spaadom truede den med Undergang: en Julenat skulde den tilligemed Halvøen synke i Afgrunden! - En frygtsom Beboer nedrev og flyttede den.
✂ Gammelfussing er ikke meer; men lad da efterfølgende Sagn, som overlevede den, opskyde som en Mindeblomst mellem Torne og Nælder paa dens Tomte! og Vandreren skal ofte see sig tilbage og tænke: der var det.
✂ I Bjerregrav, til hvis Pastorat Herregaarden hører, døde for et halvt Seculum siden Præsten Laurits Blicher, min Bedstefaders Broder, Min Fader levede som Student nogle Aar i hans Huus; og af ham har jeg den Begivenhed, som nu skal fortælles.
✂ Det var i Aaret 1738 en Sommeraften i Skumringen at en med tvende Heste forspændt Kareth kom rullende op for Gangdøren af Præstegaarden i Kousted. Hr. Mogens kom skyndsomst ud i sin grønne storblommede Damaskes Slobrok, og med den røde Nathue 93 paa sit velærværdige Hoved. Da see! fra den aabnede Karethdør nedsprang en Kavaleer med Kaarde ved Siden, og - Maske for Ansigtet. "I er vel Præsten her?" spurgte han, og uden at oppebie Svaret, lagde han til: "Kan I døbe et Barn?" "Det var ikke godt andet," sagde den forundrede Præst "hvad har den gode Herre ellers at befale?"
✂ Istedet for at svare, traadte Herren til Karethen, udtog en lille sort Kasse, gik med denne under Armen hen mod Døren, og gjorde med den anden Haand Tegn til Præsten, at han skulde gaae foran og vise Vejen. Men denne blev staaende, pegede paa Kassen, og sagde, "Med eders gunstige Tilladelse, skulde dette være -" "- et Barn, som I hører," tog Kavaleren Ordet - thi i det samme hørtes Lyden af et saadant - "vil I behage!" - "Cujum Cujas?" sagde Præsten, uden at røre sig af Stedet, "hvis er Barnet?" "Det kan være Jer det samme!" lød Svaret. "I skal blot døbe det." "Jeg beder ydmygst om Forladelse!" gjenmælede Hr. Mogens, "jeg kan ikke døbe Barnet, førend jeg veed hvem det tilhører." - "Hvorfor ikke?" sagde den Fremmede, og holdt en strikket Silkepung hen for ham; "her er Offer." - Hans Velærværdighed virrede med Hovedet: "Kan ikke gjøre det; jeg maa først vide Barnets Forældre." - "Behøves ikke, behøves ikke" sagde Herren hastig; "Barnet har christelige Forældre, det kan jo være nok for Eder - naa! vil I?" "Hverken jeg vil eller jeg kan" lød Svaret. - "I vil ikke?" gjentog hiin med dæmpet Stemme, "betænk Jer vel!" Med disse Ord stak han Haanden i Vestelommen, trak en lille Pistol frem, spændte den og sagde: "Vær fornuftig, velærværdige Herre! I har at vælge mellem Guld og Bly - hvilket vil I have?" - "Ingen af Delene" svarte den uforskrækkede Præst, "om jeg ellers maa raade mig selv. Er det eder virkelig om dette umyndige Barns evige Salighed at gjøre - som det lader til - saa vil I sagtens ikke heller betynge eders Samvittighed med Drabet af en uskyldig Mand." Masken loe spottende, og sagde: "I er døbt, og kunde aldrig faae en saligere Død - endnu engang - hvilket vil I?" Efter nogle Øjeblikkes Betænkning sagde Præsten: "Vil I ikke hellere betroe mig, hvem Barnet tilhører; for min Taushed betrygger eder min hellige Embeds Eed." "Det staaer ikke i min Magt, og - for sidste Gang -" her hævede han Pistolen, dog sigtede han ikke paa Præsten, men berørte med Piben Pungen, der laa paa Kistelaaget. - Da fik Hr. Mogens pludselig en Tanke. Ved Besættelsen af Vorning Præstekald havde Patronen Grev Skjel forbigaaet 94 ham, og valgt hans Skolekammerat Hr. Jens; hvorfor hiin bestandig havde havt et Horn i Siden paa denne. Her var en Lejlighed til at spille Collegaen et Puds. "Hør engang!" sagde han "Jeg vil sige Jer reent ud, og I skal ingenlunde tvivle derpaa! hos mig kommer I ikke et Haarsbred videre, hverken med Løfter eller med Trusler. Men jeg vil give Jer Anviisning paa en Mand, der ingen Omstændigheder gjør, og strax døber eders Barn. Veed I hvor Vorning ligger?" - Masken nikkede. - "Godt" vedblev Præsten "Hr. Jens der - min Broder i Christo holder mere af Guld end af Bly - Kjør I kun til ham i Herrens Navn." Med disse Ord bukkede han dybt, og traadte baglænds ind ad sin Dør. - Den Fremmede saa taus efter ham, uden at besvare hans Afskedshilsen, stak Pistol og Pung i Lommen, steeg saa med Kisten igjen ind i Karethen idet han raabte til Kudsken "allons donc!" - "Qui Monsieur!" svarede denne, og nu gik det i fuldt Trav ud af byen.
✂ Hr. Jens var allerede gaaet tilsengs, og hans Hustrue stod i Begreb med at følge ham, da bemeldte Kareth raslede ind i Vorning Præstegaard. Hurtig kastede hun en Kaabe over sig, og ilede ud for at modtage det sildige Besøg. Saasnart hun havde erfaret Hensigten af dette, forsikkrede hun, at hendes Mand strax skulde døbe Barnet. Imidlertid bad hun Herren træde indenfor i Dagligstuen, indtil Hr. Jens blev færdig med sin Paaklædning; hvilket ikke vilde vare længe. At hun dog spurgte om den Fremmedes Navn, kan man nok vide; og ligesaa: at hun ej fik andet Svar, end det, Guldpengene i Silkepungen gav. Veltilfreds med dette, ilede hun ind til sin snorkende Ægtemage, ruskede ham vaagen, og sagde: "rejs dig Bitte Jens! her er et Barn som vil døbes." - Bitte Jens var ikke en Mand at løbe med, allermindst fra Sengen af. Der laa han altsaa endnu da hans Kone kom igjen fra den Fremmede, hvem hun imidlertid forgjæves havde prøvet at udfritte. Nu fik han Utak, hvilket han tog imod med et phlegmatisk: "Naah naah! det jager vel ikke - hvis er Barnet?" "Det kan være Dig det Samme" svarte hun ivrig; "men det tilhører ganske vist store Folk; for det er kommen i en Kareth hertil, og en fornemme Cavaleer er fulgt med, og giver dig fem Ducater - hører Du? - fem hollandske Ducater for din Umage." - Ved disse rørende Ord, rejste Præsten sig overende, skød Dynen lidt ned, og satte sin Nathue ovenpaa den! han havde sikkerlig inden faa Øjeblikke været ude af 95 Sengen, hvis ikke Konen uhældigvis havde lagt til: "den Nar i Kousted! han kunde havt Ducaterne - for der har de først været med Barnet - men i det Sted viser han dem herover." Da Præsten hørte dette, saae han et Par Secunder stivt paa sin Kone, sank derpaa atter blidelig ned i Puderne, trak Dynen over sig, og sagde: "blæser hun fra den Kandt? Saa er der Fiddi ved - Nej tak! tør Hr. Mogens ikke døbe det, skal Hr. Jens ikke heller - seer vi det! - jo vist! - siig ham reent ud, at jeg skal nødvendig vide hvem Forældrene ere!" - Alle Madamens Forestillinger frugtede intet, ligesaalidet hendes Skjænden. Manden var ubevægelig. - Nu kom Tjenestepigen ind ganske bleg af Skræk, og forsikkrede aandeløs og skjælvende: at det ikke var rigtig fat med de fremmede Krabater; hun havde nemlig været ude hos Kudsken, og spurgt ham, hvorfra de vare? hvortil han med huul og gyselig Røst havde svaret, "fra Helvede." Da hun først havde optaget dette som Spøg, og videre spurgt ham: om han ikke skulde have en Dram og en Bid Brød, havde han i een endnu fælere Tone svaret: "jeg æder kogende Beeg, og drikker smeltet Svovl - vil Du have noget af det, saa sæt Dig op, og følg med!" I det samme var Lyset i Stuen faldet paa hans Ansigt, og det var kuliende sort. "Din Gaas," sagde Præstekonen, "det er ikke andet end en Maske, som Herren derinde ogsaa bærer." Men Præsten sagde: "seer vi det! - stræb, at blive skilt ved dem! - jeg vil ikke have med det at bestille, om han ogsaa kunde veje Barnet op med Guld." Med disse Ord satte han Nathuen paa, vendte sig til Væggen; og Søvnens Gud sejrede over Guldets.
✂ Men den gode Madame Jenses havde en anden Smag. Hun beed sig i Lippen, grundede nogle Øjeblikke, og hviskede saa til Pigen, hvad hun havde at gjøre. Hvorpaa hun gik til den Fremmede, og sagde: at nu var alt strax færdigt til Daaben. - Pigen skulde komme og lyse ham. Derefter ilede hun ned i Studeerkammeret - det laa afsides i den vestre Fløj, og ligger der endnu - iførte sig Præstekjole, bandt Pibekraven om Halsen, og trykkede Parykken dybt ned paa Hovedet; lidt Lysetane over Munden og paa Hagen gjorde Forvandlingen fuldstændig. - Den fremmede Herre lod sig let skuffe: Kammeret var i sig selv snævert og dunkelt, og oplystes kun sparsomt af en søvnig Praas. Dertil forvendte Præstinden sit Mæle med en konstig Blanding af Hæshed og Huulhed saa heldigt, at endog en Bekjendt af hende neppe vilde fattet Mistanke.
96✂ Kort at fortælle: Barnet blev døbt, og Madamen fik sine fem Ducater; Pigen gav hun en Uhlfeldts Tomark, for at holde reen Mund. Men den var spildt, som man snart vil erfare.
✂ Da Præsten om Søndagen kom til hans ene Annex Qworning, fortalte Degnen ham: at der hiin Nat var kommen et Menneske, som saae ud som en Morian ind til ham, og havde forlangt Kirkenøglen. Da Degnen bemærkede, at der stak en Pistol ud af hans ene Vestelomme, torde han ikke afslaae hans Begjæring; men endnu mindre følge efter ham, hvorvel han gjerne gad vidst, hvad den Sorte foretog sig i Kirken. Et Qvarteerstid derefter kom han igjen, og gav ham Kirkenøglen, og kort derpaa rullede en Vogn ud af Byen - saavidt han kunde skjønne - hen ad Hammerhøj til. Saasnart det blev Dag gik han op i Kirken, men kunde ikke opdage det allerringeste.
✂ Nu ilede begge derhen. De ledte forgjæves, især oppe i Choret, indtil Menigheden omsider var bleven samlet, og Tjenesten begyndte. - Medens Hr. Jens stod paa Prækestolen, bemærkede han at nogle Fruentimmer langt nede i Kirken imellem stak Hovederne sammen, hviskede og kikkede ned under Stolen foran dem. Da Tjenesten var ude gik han ned, og spurgte dem om Aarsagen til deres Urolighed. De viste ham nu en lille sort Kasse, som ingen tilforn havde seet der, - Paa Præstens Befaling blev den fremtaget og aabnet, og til alles store Forskrækkelse fandtes deri - et dødt Barn indsvøbt i flint Linned. Det var kjendeligt, at det maatte være nylig født, og ligesaa, at det var nylig død; thi endnu var det ikke begyndt at gaae i Forraadnelse. Han lod Laaget sømme til, og det lille Liig hensætte der hvor det var fundet.
✂ Kassen, som er af tykt og stærkt Egetræe, staaer der endnu den Dag i Dag under en Fruentimmerstol lige for Kirkedøren, men Sømmene ere bortrustede, og Laaget løst. Det eneste som findes deri er Støv og Smul, tilligemed nogle smaa Beenstumper. - Hvo af de ærede Læsere, som maatte passere Alvejen mellem Viborg og Randers, vil uden stor Tidsspilde kunne overbevise sig selv om Virkeligheden heraf, da Kirken ligger kun et godt Bøsseskud syden for Byen.
✂ Et andet endnu tilværende Beviis for Tildragelsens Rigtighed er dette: at i Vorning Kirkebog findes for hiint Aar - men siden indskudt og tilskrevet: "døbt et lidet Barn nafnlig Christian." - Det er rimeligt, at Pigen ikke har kundet holde tæt, og at Præsten ogsaa har erfaret sin Kones raske Daad, den han neppe har misbilliget, saasom 97 det uskyldige Barn upaatvivlelig var dræbt, og nu dog før sin Død havde annammet den hellige Daab, skjøndt forrettet af en Kvinde.
✂ Endelig har mange endnu levende kjendt den omtalte Tjenestepige, der som gammel Kone døde først for en fyrretyve Aar siden i Vorning Pastorat, hvor min Farbroder var Præst fra 1783 til 1825.
✂ Saavidt og ikke videre gaaer Sporet, og synes nu efter saa langt et Tidsrum at være tabt for stedse. Det Mørke som tildækker den hele skumle Begivenhed, vil aldrig opklares før alle Mørkets Gjerninger engang komme for Lyset. - Efterstaaende Sagn er kun et svagt Stjerneglimt i en maanelys og taagefuld Nat.
✂ I Aarene Nogle og Fiirs døde nord oppe i Vesterhanherred et ganske synderligt Menneske, som ingen egentlig kjendte, endskjøndt han skal have havt sit Tilhold der længere end fra Midten af forrige Aarhundrede. Hans Klædedragt var som Havgassernes plejer at være til daglig Brug: tykt og grovt Vadmel, vævet af sammenblandet hvidt og sort Uld; men da det sidste, ufarvet, antager med Tid og Slid et rødbrunt rustagtigt Skjer, har Tøjet selv et lignende Udseende, som dog falder mere i det graae, og svarer temmelig til Vesterhavets Taage, naar denne svagt belyses af den dalende Sols mørkrøde Skin. - Hans Sprog var dansk, men saaledes som en Jyde over Bondestanden udtaler det. - Hans Levemaade og Næringskilder vare de samme som alle de andre Klitboeres: Fiskerie og Strandinger, hvorhos han ligeledes holdt en Koe og nogle Faar; der med Naboernes deelte fredelig det tynde Græs i den uoverskuelige Sandørken. - Han skal have været stor, velvoxen, og havt et smukt men tungsindigt Ansigt; hvilket sidste Almuen anseer som Tegn paa lønlig Brøde; "thi uforskyldt Sorg - mener den - kan som Guds Tilskikkelse, ikke knæle* en Mand." Ingen deroppe vilde nogensinde have seet ham lee: ei heller var dette at undre over, eftersom han aldrig saaes i disse Menneskers Gildeslaug eller andre deres Forsamlinger, men allene ved deres strenge og farlige Dont paa den stormfulde Strand. - Han kaldte sig slet og ret Christian, hvortil Egnens Folk øgede Navnet Bolbjerg, efter det Sted hvor han havde opslaget sin ensomme Bolig.
✂ Den nordligste Arm af Liimfjorden strækker sig Havet paa en halv Miil nær, og indslutter tilligemed en vestligere mindre den bakkede * 98 Jordtunge som Indbyggerne kalde Hannesland, hvoraf siden opstod Benævnelsen: Hanherred. Dens sydlige Deel har skjønne Kornmarker, og frodige Enge omfatte de lavvandede, af Stormen aldrig voldsomt oprørte Indvige. Velbyggede Bøndergaarde ligge spredte omkring ved Kysterne, og deres Beboere tage uden Anstrængelse og uden Fare rundelig Livsnæring af den villige Jord og de rolige Vande; i Tryghed høre de det hule Drøn af det vilde Hav bag Sandbjergene, - Gaaer Du ind iblandt disse, da finder Du en heel anden Natur. Det er som om Du vandrede paa en uhyre Kirkegaard blandt talløse Kæmpegrave eller paa Tomterne af en ødelagt Forverden. Derinde er Taushed og Roe, men allevegne Spor af Uroe, Forvirring og Elementernes Oprør: denne Sandregion er selv et Hav hvis vældige Bølger synes grebne af Almagten midt i deres vildeste Tumlen, og tryllede til evig Stilhed, deres Sider bestrøede med Klittag, hvis skarpe bleggule Takker altid see ud som visnede, og, naar Vinden blæser, hvisle med ensformig vedholdende Klagelyd, og paa hvis Toppe ryger, som paa Sneedriver, den fine Flyvesand. - Men vandrer Du videre omkring, overraskes Du ved det uventede Syn af tamme Dyr, dem som klæde og dem som føde Mennesket, selv dettes Boliger opdager du nu og da lønligt beliggende og trindt omgivne af de skaldede Banker. Du opmuntres ved at finde dem, ikke som Armods faldefærdige Hytter, men som landlig Velstands nette, hyggelige Vaaninger, ikke sjælden hvidtede og afstolpede med smukke Farver, og sirede med Udskur, der ligne - og stundom ere virkelige Skibsruffe og Dækskahytter - Skjænk fra det baade graadige og gavmilde Hav. Ydermere oplivet skal Du føle Dig ved Synet af friskgrønne Græspletter ved disse Klithuse, og kraftfulde Kornstrimler - en Erobring fra det karrige Sandhav.
✂ Herinde, ret norden for den foromtalte Bugt begynder en bred Bakke at hæve sig over de mindre Sandknuder, og strækker sig i jevntstigende Højde lige ud til Havet. Før Du endnu er kommen saa højt op, at Du seer dette, da vend Dig engang omkring og betragt den sydlige Halvdeel af Panoramet! lad dit Øjesyn med Velbehag svæve ned over Marker og Enge, Huse og Byer, og hen over Fjorden med dens mange Vige, til Landstrimlerne paa hiin Side Bredningen der skille mellem Vandet og Luften; hvor Vejrmøller og Kirker - mørke Smaaprikker og lyse - fremhæve sig som Tegn paa det store Landkort. - Fra dette smilende Landskab vend Dig atter! træd op paa 99 Klippens yderste Rand! Tohundrede Fod neden under Dig, stejlt, har Du Havet - det vilde, det grændseløse Hav; overalt saavidt Du øjner, uden Afvexling, uden Hvilepunkt for dit ustadige Blik, til hist i det Fjerne, hvor det sammensmelter dunkelt med Himmelen, som Tiden med Evigheden. - Smaa synes Dig herfra dets Bølger, og langsom deres Rullen mod Landet, og selve Bulderet deraf lyder dæmpet deroppe i Højheden. - Er Du svimmel, da kom ikke Yderkanten for nær! det er en Klippe hvorpaa Du staaer; og brat luder den ud over den smalle stenige Bred. - Men kuler Nordvesten da stiig ned ved Siden, og stil Dig paa Havstokken der seer Du Havet i sin Vælde; hvorledes de tunge Bølger bryde sig fraadende paa Revlerne - de trende Revler, der i Mellemrum strække sig heelt hen om Halvøens vestlige Kyst, til Landets Beskjermelse, men til Fordærvelse for de Sømænd, der komme denne farlige Strandbredde for nær. Men vogt Dig, at Du ikke selv træder den for nær! en tilbagerullende Vove kunde suge Dig til sig ned i Dybet, og den næstfølgende knuse dit Legeme imod Kanten; inden Stormen har lagt sig, ville de grusomme Vover ikke slippe dit mishandlede Liig.
100✂ Et Steenkast ude fra Bredden knejser en Klippe, stejl, rue, uformet liig en Oldtids Borgruin. I Aarhundreder har Havet forgjæves bestormet dens faste Muur; dets uhyre Bølger tørne derind, men bryder mod det haarde Fjeld, opløse sig i Skum, og synke afmægtige tilbage. - Er omsider dit Øje mættet; er dit Øre døvet af den uophørlige Torden, da gak atter did op hvorfra du nedsteeg! Giv dine Sandser, dine Tanker Hvile, og stræk dine udmattede Lemmer paa den bløde Grønsvær i Fordybningen, som Du finder tæt indenfor den højeste Skrænt! - her stod engang Eneboerens Huus; og Klippen, hvorpaa Du ligger, er Bolbjerg. - Jyllands eneste Fjeld, de Søfarendes Skræk.
✂ Paa dette frygtelige øde Sted havde den ommeldte fremmede Mand oprejst sin Hytte. Dens Vægge murede han af Kalksteen, som han saugede af Klippen; og Overdelen beklædte han med Tang, der snart blegedes af Regn og Sol, og gav den lille Vaaning et sørgeligt Udseende af Ælde og Affældighed. I stille Vejr hang den liig hvide Oldingslokker langs ned ad Væggen, bedækkede det eneste Vindue og den øverste Halvdør; men i Storm fløj det vildt, og hvinede til Bølgernes Brumlen i Dybet.
✂ Henved fyrgetyve Aar havde han levet her; var bleven gammel; hans Haar bar Tagets Farve. Men endnu besøgte han den langtbortliggende Kirke hver en Helligdag; og var altid en vis Mand ved alle Strandinger deromkring, baade til at bjerge, end mere til at redde: flere Skibbrudne takkede ham for deres Liv. I Paalandstorme, naar saadanne Ulykker kunde ventes, saaes han altid staaende paa Udkik ovenfor sin Hytte ved Bjergets yderste Brink.
✂ Engang savnedes han. Et Uvejr kaldte de andre Klitbeboere ned til Stranden. De nærmeste keeg som sædvanlig op til Bolbjerg, og spurgte forundrede "hvor mon Christian være?" Christian kom ikke, Da gik nogle derop, og fandt ham død paa sit Leje, med en opslagen Psalmebog paa Brystet. En gammel Havgasse lukkede hans Øjne og hans Mund, og stak ham Bogen under Hagen. - Saaledes blev han funden af Herredsfogden, hvem disse Efterretninger skyldes, saavelsom en Slags Dagbog, den Afdøde havde efterladt sig. Den bestod egentlig af løse Papiirstykker som Samleren siden, efter rimelig Gisning, har ordnet, og nu overgiver til den læsende Verden. - Begivenhederne ere faa, usammenhængende og dunkle; hvorfor ogsaa den der overlod Fortælleren dette Haandskrift, kaldte det "noget synderligt og forvirret Tøj, hvoraf kun saameget lod sig udlede, at 101 Manden maatte være kommen af skikkelige Folk, men havt et forskruet Hoved." Læseren - haaber jeg - vil finde endnu noget mere.
✂ Her ere Optegnelserne, som Papiir, Skrivt, Blækkets Farve, og Indholden selv tydelig vise, at være blevne til i saare forskjellige Tidspunkter.
✂ "Hvad lærer jeg nu af alle disse Bøger? at blive misfornøjet med mig selv og min Standpunkt i Livet? - men har jeg da lært andet af mine Rejser? - Jo! Gud skee Lov! jeg har lært at al Menneskets Uroe, er kun Stræben efter Roe. Og den kan jeg finde her, naar jeg bevarer en god Samvittighed og et nøjsomt Sind - en god Samvittighed? - har jeg den?"
✂ Min gode Junker! det er altsammen spildt Umage. Immer vil han have mig højere op; siger at hans Hr. Faders Plan, da han tog mig ud af min ringe Stand (der borde jeg have bleven) og lod mig oplære med sin Søn, var at jeg i det ringeste skulde blive Birkedommer paa Godset. Der fortælles jo om en Kejser, at han ikke vilde bytte en Kaalhave bort imod det hele romerske Rige. Og jeg skulde foretrække Birketjenesten paa Fussing for min Frihed; - å propos! hvorledes staaer det sig egentlig med Friheden?
✂ Jeg har tænkt alvorlig over den Ting. Det maa og det skal blive anderledes. Det er sandt: jeg har aldrig forført, aldrig med Forsæt lagt an paa Nogen. De komme jo af dem selv - jeg kan ikke være i Roe. Og jeg er jo dog ikke meer end et Menneske?
✂ Ak! hvis jeg kunde finde Kjerlighed istædet for Vellyst! een trofast Veninde for alle disse ustadige! Min Faders Fiskerhytte skulde være mig kjerere end Skjelernes Slot. - Ja! det er en Sandhed: Den har levet vel, som levede vel i Løndom.
✂ Mennesket og al dets Idræt er idel Forfængelighed. - Ingen veed ret hvad den selv vil; og naar vi faae hvad vi ville, ere vi dog ikke fornøjede. - Jeg higede efter Verdens Glæder! jeg greb dem, men de bleve til Bobler i min Haand. Hvilke har jeg tilbage? Alle de Frugter jeg hidtil plukkede, vare ormstukne. Intet er vist, intet er varigt - undtagen Døden.
102✂ Naar den gamle Birkedommer døer, skal jeg have hans Tjeneste. Jeg veed ikke om jeg duer til den; men jeg kunde ikke undgaae Herren. Kun har jeg betinget mig at jeg vil blive boende i min Fødehytte.
✂ Hvor yndigt ligger denne! bag mig og over mig de tætte Linde, foran mig den blanke Søe, mellem skovklædte Bakker. En kjerlig Hustrue vilde gjøre denne Plet til et Paradiis - - men fortjener jeg et Paradiis? ak! hellige Uskyld!
✂ Gid jeg var et Barn igjen!
✂ Den høje Dame er kommen. Nu bliver der et Spektakel: der skal koges og brases og dandses og rumsteres, og Fyrværkerie i Tørvekrogen. Det gaaer lige til Ækelhed. - Og hvad er hun saa andet end en Courtisane? -
✂ Gid jeg havde været Fisker, som min Fader før mig; ikke kjendt meer af Verden end Søen her!
✂ Savn gjør ikke fattig; men at man føler dem. Nil admirari! - ja du snakker godt min kjære Flaccus! men - det var ikke sært! nu skal jeg atter frem med min Viol de Gambe - det evige Gnierie - raab ikke saa højt! nu kommer jeg.
✂ Hun er smuk. Men hvad kommer det mig ved? jeg har kjendt dem ligesaa smukke, og ligesaa - svage. - Jeg kunde næsten troe, at jeg havde fundet Naade for hendes Øjne - jeg kjender disse Blik - Kornmoden paa Elskovs Himmel. Hvad ere de vel mod ægte Kjerligheds milde Stjerneglimt! - Skal jeg nogensinde skue dem? Desværre! mit Livs Himmel er forlængst indhyllet i Lystens Taagedunst.
✂ Hvoraf kommer dette? Jeg er ikke tredive Aar, og dog tykkes mig at jeg har levet i Hundrede. Kan man tage op af Tiden, som af en Arvepart? og - forøde den inden den falder.
✂ Hun er overordentlig smuk - og vittig som en Pariserinde. Men, laissons cela! hun staaer mig baade for højt og for lavt. - Ja havde hun været min Lige, og hendes Hjerte reent. Imorgen rejser hun. Adieu. Deres Højhed!
103✂ Aftenvinden suser i Sivet og Løvet; og histoppe klinge Violer og Fløjter. Menneskets Musik blander sig med Naturens. Men ak - vee for Harmonien! Hjertets Moll og Skjebnens Dur - det skurrer.
✂ Hvor fristende, at stirre ned i det kølige dunkle Dyb! der opløse sig alle Disharmonier; Længselens Adagio og Nydelsens stormende Allegro hensmelte i et sødt Smorzando. Der kommer en Pause - hvor lang bliver den?
✂ Hvad er det? Hun har forlangt mig til at gjennemsee sin utroe Forvalters Regnskaber. Velan! Jeg gaaer; skjøndt en vis Anelse holder mig tilbage. Det pikker herindenfor som et Dødninguhr.
✂ Dumheder!
✂ Skal jeg eller skal jeg ikke? - En Draabe meer eller mindre af denne jordiske Nectar - men hvad om det nu var aqva toffana? - Ligemeget! Jeg har allerede faaet formeget af saadan Gift. Mine Pulsslag ere talte. Jeg subtraherer maaskee blot et par Ziffre fra Hovedsummen. - Aabn dit Favn, min Havfru! jeg synker - lad Bølgen lukke sig over os!
✂ Det bliver mig lidt for alvorligt. - Hemmeligt Ægteskab! Et smukt Partie! En Fiskersøn og en Grevedatter! - Du stakkels Samvittighed! man kan stundom fornøje Dig med lidt - hvor hun sukkede, hvor hun græd! men naar jeg blot vilde lade mig vie til hende - NB. under evig Tausheds Løvte, saa var hun rolig. - Er det Forstillelse, saa spiller hun sin Rolle fortreffeligt. - Dog - hvo kan randsage et Menneskes Hjerte? hvo kjender sit eget? Og ere vi ikke alle Hyklere for os selv - uden at vide det?
✂ Det maa i det mindste overregnes.
| Indtægt. | Udgivt. | 1. En dejlig Kone. | 1. Frihed. | 2. En stor Formue. | 2. Rolighed. | 3. Et lystigt Liv. | 3. Selvstændighed. | Balance. |
✂ Har Mennesket virkelig fri Villie? Det kunde være et Spørgsmaal. Førend vi foretage os en Gjerning, mene vi saa, men bag efter seer det ud, som om den alligevel skulde være skeet, enten vi havde villet eller 104 ej. - Du troer at gaae din egen selvvalgte Vej, men det er Skjæbnen, som har afstukket den.
✂ Var det ikke min Villie, at nøjes med en Fiskerhytte? Men Skjæbnen vil, at jeg skal eje en Herregaard. - Christian: vær dog ingen Nar.
✂ Jeg forbauses. Et matrimonium ad morganaticam! - Er jeg da en Konge? - Men hun - - - Den venstre Haand - kjender allerede Vejen - - Saamænd! Samvittigheden faaer sit Salarium - hvad vil den saa mere?
✂ Den venstre Haand! er den ikke ligesaa hvid og blød og sød som den højre? - Kom med den!
✂ Tænkte jeg det ikke nok? En Ægtemands Rettigheder og en Tjeners Forpligtelser! - Dette Slaverie bliver tilsidst utaaleligt. - Naar det endda ikke var med hendes græsselige Jalousie! jeg maae ikke tale med noget ungt Fruentimmer - ej engang see paa andre; jeg maae gjøre hende Regnskab for hver Time paa Dagen, hvor jeg har været, hvad jeg har bestilt - det er ikke at udholde.
✂ Hjelp Himmel! hvilke Basiliskøjne, jeg fik idag, blot fordi jeg snakkede mildt med den Bondekone fra Voldum! Og iaften kommer Skraldet nok efter Lynet, og saa har vi Regnen. Det er det allerkedsommeligste! Naar hun endda vilde forskaane mig for disse vamlende Forsoningsscener! - I Sandhed! hun er Katten, og jeg er Musen: først piner hun mig, og siden æder hun mig op. Det er en synderlig Façon at elske paa; dog troer jeg hun gjør det; men - Tys! der hører jeg allerede Signalet - o vee mig arme Synder!
✂ Hvor længe skal dette vare? Og kan hun dog aldrig blive keed af mig? - Men i dette Fald, troer jeg, vilde hun putte mig ind i Dukkeskabet, og gjemme mig der blandt andre Rariteter! hun slipper mig ikke.
✂ Nu veed jeg hverken ud eller ind. Der hjelper ikke det Gode, og ikke det Onde. Sleger jeg for hende, beskylder hun mig for Falskhed; og vender jeg den laadne Side ud, saa daaner hun. Jeg maae tilsidst desertere fra Herregaard og Alting.
✂ Bodil! hvilken yndig Klang haver dette Ord! Bodil! det smukkeste af alle Navne! - Hvergang jeg hører det, tager mit Hjerte til saa sødelig 105 at banke; og en Længsel bespænder mig - men ømt og blidt; ikke som hidtil nedhvirvles jeg i Sandselighedens vilde brusende Fos; jeg glider sagteligt hen ad den ædlere Kjerligheds rolige klare Søe. - Skal jeg naae dens Havn?
✂ Hendes Mund tier; men hendes Øjne hvidske: "Christian! jeg elsker Dig!" - O Bodil!
✂ Den afgjørende Time nærmer sig. Jeg kan tælle Minutterne; men nu skjælver jeg - hvorfor? for hvem? for min - ja hvad for en Min? Kone? Nej! hvad betyder vel dette Venstrehaandsgiftermaal! - Spilfægteri! - Min - Maitresse da? desværre! hun er min Beherskerinde, en kvindelig Tyran, hvem jeg nu hader - og frygter.
✂ Himmel! vidste hun noget, anede hun blot: jeg veed det, hun kunde myrde hende. Gud naade mig ulykkelige Menneske!
✂ Hun er en Engel. - Men hvad er jeg? - -
✂ Dette er Kjerlighed. Min Gud! tilgiv Du mig naadelig, at jeg har misbrugt din himmelske Gave! - Jeg kjendte den ikke. - O jeg Daare! som troede, at det var Honningen jeg nød; det var Giften, jeg udsugede.
✂ Ja! jeg er bleven et andet Menneske - og et bedre? Ja! - Priset være du min Skaber! Du har omvendt mig ved Kjerlighed.
✂ Ingen Attraae, ingen Uroe, ingen Storm i mit Indre; men Fred og Haab og stille Glæde. - Nattens skumle Taage er forsvunden; og en ny Morgenrøde straaler i uplettet Glands.
✂ Gud hjelpe mig! Hun har mærket noget; og hvor kunde hun andet? - Jeg maatte jo rive mig løs af Syndens Lænker. - I otte Dage saae jeg ikke Skjøgen. Men hun tvivlede paa min foregivne Upasselighed. Derfor sendte hun sin Fortrolige, denne skumle forhærdede Skurk, hvis hvide Haar er en Skjændselskrone. - Jeg maae flygte.
✂ Er hun paa Spor? hvad vilde hun paa Tustrup? hvorfor talte hun saa meget med Bodil - saa nedladende, saa sledsk? Jeg skjælver for os Begge.
106✂ Saaledes skal det være! Alt giver jeg hende tilbage: Herregaard og Guld, lige til denne forbandede Ring. Og saa didhen, min Elskede! hvor Kjerligheds Tempel vil optage og skjule os.
✂ Nu er det skeet! Men hvilken skrækkelig Scene! - Himmel! beskjerm Du os! - Der lurede en Djævel i hver af hendes Øjenkroge, da hun kastede sit Blik efter mig i Døren. Opdagede hun at jeg elsker en anden - men det troer hun da ganske vist - men fik hun at vide, hvem det var: hun skulde være istand til alt. - Forsigtighed!
✂ Jeg har det. Hemmelig skal min uskyldige Kjerlighed være; hemmelig som den syndige! - Min kjere Junker og saa Præsten skulle være vore eneste Medvidere. Bodil fæster sig til Viskum; jeg bliver paa Fussing. Og naar saa hun derovre har glemt det forbigangne, eller faaet sig en nye Elsker, hvilket jeg haaber: saa, o min inderligt elskede! saa bliver Du min Hustrue for Gud og mine to eneste Venner paa Jorden.
✂ Stormene have udraset, og jeg er i Havnen. Aldrig mere forlader jeg den. Blæs op derude! oprør Dig, Du Verdens urolige Hav! mig naaer ej engang Gjenlyden af din fjerne Dumren. Jeg hører kun min lille Engels glade Skvaldren og Moderens Vuggesang. Jeg er et lyksaligt Menneske. - See! Solen opstaaer fra Bjerget - den sender sine Straaler hid over den tindrende Søe at lykønske mig til denne min jordiske Salighed. Fiskene spille af Glæde paa de klare Vande, og alle Smaafugle fryde sig med mig.
✂ Soli deo gloria in æternum.
✂ Min søde Bodil vil endelig Drengen skal hedde Christian. Nu! hun faaer at raade i alle Ting. Hun elsker mig over al Maal og Maade. Naar jeg kommer ned fra en stakket Fraværelse paa Slottet eller Præstegaarden, da er det som hun ikke havde seet mig i hele Aar. - Og naar jeg selv hist ovre fra Bakkerne skimter mit Huses hvide Væg hernede paa Pynten, er det da ikke som om en Lysstraale pludselig ramte mit Øje, og trængte mig lige ned i Hjertet?
107✂ Skulde hun endnu have noget isinde? Junkeren paastaaer at han har seet den frygtelige Gamle derude i Venning Eller; men han forstak sig i Buskene. Hvad vil han her.
✂ Imorgen skal jeg til Randers, at indkjøbe til Barselet. Jeg vil da forskaffe mig et Par Pistoler. Man kan aldrig vide, hvad der kunde indtræffe.
✂ Herren holde sin Haand over mine Elskelige!
✂ (Mellem ovenstaaende og næstfølgende maae aabenbar være forløbet et Tidsrum af flere Aar).
✂ Gud er retfærdig. - Ved mit syndige Levnet havde jeg selv gjort mig uværdig til lykkeligt Ægteskab. Min Samvittighed var falden i Søvn? derfor maatte den vækkes med Forskrækkelse. Og det er Naade af den Alvise, at han tillader mig at afsone mine Overtrædelser med langvarig Anger og strængt Arbejde. - Han lønne ogsaa min kjere Junker som forhindrede mig i Selvmord, og siden plejede mig i min langvarige Afsindighed! - Uden ham havde jeg været evig fortabt, og skulde aldrig gjenseet min Hustrue og vort salige Barn. - O du Helvedes Furie! - hvad havde den uskyldige gjort Dig? - Men Frelseren vil at vi skulle tilgive vore Fjender, Saa vil og jeg, idet jeg sukkende og bedende underkaster mig de tunge Prøvelser. Taalmodig vil jeg lide, paa det jeg maae samles engang med min Dyrebare i hans glade Himmerige.
✂ Herre! hvorlænge? - Nej, jeg tør ikke spørge. Gud vil det - hans Tøven er Kjerlighed.
✂ Stormen tuder, og Havet brøler, Sandet fyger og hvisler om min Hytte. Men snart skal jeg ikke mere høre disse sørgelige Toner. Sandet i mit Timeglas er nær udrundet. Jeg føler at det lakker ad Aften. Min Levekraft aftager mærkeligen. O Herre! forbarme dig snart!
✂ Naaderige Gud og Frelser! Var dette et Budskab fra dig? En kjerere Engel kunde Du ikke sende.
✂ Var det en Drøm eller et Syn? Hun stod ved mit Leje med Barnet 108 paa Armen, smilende saligt som Herrens egen Moder! og den lille Engel rækkede efter mig - Jeg kommer. -
✂ Dette afbrudte Stykke maae være det sidste, Eneboeren har efterladt sig, og skrevet i den Sygdom, som endte hans langvarige Sjælslidelser.
✂ Det overlades til Læserens egen Phantasie at udfylde de store Haller i denne mørke og sørgelige Historie, saavelsom at gjætte Grunden til den Beslutning at tilbringe Livet - et Liv af over tredive Aar - i hiin vilde og glædeløse Ørken.
109