Blicher, Steen Steensen Guillaume de Martonniere

Guillaume de Martonniere*

Jeg troer det bedre at afholde mig fra Forklaringer over hvorledes jep er kommen i Besiddelse af de nu fremlæggende Papirer, hvo der var bleven første og anden Kjøber af det hemmelighedsfulde Skatol; da vel kun Faa vilde fæste Tro dertil. Endogsaa i dette Fald, skulde jeg vel neppe erholde mere end et: "se non e vero, e ben trovato," hvormed jeg tager tiltakke. -

Originalerne ere franske, tildeels i Basbretagnedialecten.

Nr. 1.

Min smukke Justine! Hvad siger du saa om mig som Fisker? Var jeg ved Vædderoningen ikke ligesaa dygtig som Nogen? Var min ene Aare ikke brækket lige i det afgjørende Øieblik, saa havde jeg vundet første Præmie. Men den tredie, jeg fik, var mig langt kjærere; thi det var Dig, der overrakte mig den. Jeg har bundet dette blaa Silkebaand om min Hat; jeg skal gjemme det, naar Hatten er henslængt. Her sender jeg Dig et andet isteden, og et Guldspænde, at fæste det med, Bær det for min Skyld, søde Justine! Lad det blinke paa din Pande i Dandsene, skjøndt dine Øjne straale langt klarere underneden. Du har vist undret dig over, hvorledes jeg kunde roe saa færdigt; men jeg skal sige Dig: jeg har siden mit fjortende Aar øvet mig deri paa Andejagten. Jeg kommer snart igjen ned ad Floden, og besøger Dig. Tænk imidlertid engang imellem paa Din Roerkarl

Guillaume.

* 257

Nr. 2.

Naadige Herre! jeg kan vel tænke paa Dem; men for tidt og for længe kunde ikke passe sig for saadan en ringe Skabning som jeg. De er født til Højhed, Rigdom og Forlystelser; jeg til Fattigdom og Arbejde. De har lært de fornemme Konster; jeg ikke andet end at koge en Fisk, bage et Brød, træde en Rok, og binde et Fiskenæt. Det er det bedste for mig, at De holder Dem borte fra denne lave Hytte, og lader mig arbeide, for min gamle Moder, uden at forvirre mine Tanker med tossede Griller. Kjere Herre! der er allerede Snak nok ude om det, at De dandsede la dolienne* saa længe med mig. Det var altforlænge: baade Karle og Piger skottede, smidskede og hvidskede. Min eneste Rigdom er et uplettet Rygte, derved maa De ikke skille Deres fattige

Justine.

Nr. 3.

Seer Du? min lille Engel! Jeg kunde ikke blive hjemme igaar; og Du kunde ligesaalidt nægte Dig hjemme. Nej nej nej! vi høre sammen som Fiskeren og hans Baad. Jeg kan ikke sove nogen Time tilende, uden at vaagne ved kjelne Drømme om Dig, sødeste! - Ak! Justine! hvorfor græd Du? gjorde jeg, sagde jeg det allermindste, som kunde bedrøve eller fornærme Dig? Det var tvertimod Dig, som var nærved at fornærme mig med Dit: "Herre!" ,Junker!" "adelig Naade!" og saadant mere. Naar Du er mig naadig, saa er jeg din Fisker; og gid jeg kunde være det alle mine Dage! eller Du var min Frue! een af Delene! Jeg kan ikke leve uden Dig.

Jeg flyer imorgenaften i dine Arme. Vær forsikkret om min Tjeners Troskab og Taushed! Om Du kan, da sov bedre end din

G.

Nr. 4.

Vel græd jeg, selv ved Deres Omfavnelser. Men mange af mine Taarer seer De ikke. Ak! Guillaume! Saaledes kan det ikke blive. Hvad bliver Enden derpaa? min Fordærvelse. De forsikkrer, De vil *

258 tage mig tilægte. Ja! De vil, men kan De? De er jo afhængig af Moder og Broder: de tillade det aldrig, de ville reise Bjerge imellem os. Og er dette saa meget uretfærdigt? De staaer højt paa Bjerget; jeg er bunden til den lave Dal. Vilde De endogsaa sætte Dem ud over alle Hensyn, springe ud af den glimrende Bane, paa hvilken De ved Fødselen er indsat - O! det kunde fortryde Dem bitterligen, og mig endnu mere, Hvorledes skulde jeg begaae mig i fornemme Selskaber? Jeg har jo ingen Dannelse faaet, undtagen den, at jeg kan læse i en Bog, og tilnød skrive et Brev - See til, at dette kan blive det sidste fra den stakkels Fiskerpige!

Nr. 5.

Dit sidste Brev? saa skal det være! For vi skulle aldrig herefter behøve Pen og Papiir; kun Mundene, til at sladdre med, og kysse med. - Du med din "Dannelse!" Hvad er det for noget? Spidsnæsede Skoe, forlorne Hofter, indsnærpet Liv, røde Klatter og sorte Pletter i Ansigtet, og et Storkerede paa Hovedet, tankeløse Talemaader, hvoraf hundrede opvejes af dit "jeg elsker Dig." - Min Moder? hvad hun? Jeg er voxet fra Riset; jeg raader mig selv; jeg behøver ikke at spørge hende om hvem jeg vil gifte mig med. Min Broder? Han er Godsets Herre, ikke min. For egen Fordeels Skyld, vil han vel gjerne see, at jeg river mig løs fra det gamle mossede Stammetræ, og planter et ungt, i hvilket Navnene Guillaume og Justine indskjæres allerførst. Frejdigt Mod! min Kjereste! snart min Kone! - G....... Og hør! fra nu af "Du og Du!"

Nr. 6.

Du! Du Elskede! Ja jeg er evig Din. Men naar skal det Baand, hvormed Du omslynger mig, fastnes? helliges? Jeg veed det: Du vil ikke misbruge min inderlige Kjerlighed til min Fordærvelse. Men naar, naar skal jeg uden Skamfuldhed trykke Dig til mit trofaste Bryst? Før dette skeer maae Du ikke omfavne mig som iaftes. Jeg er saaledes betaget af Ængstelse, af Anger, at jeg ej engang tør see mig selv i Spejlet. Guillaume, Guillaume! jeg er ikke mere den uskyldige den hjerteglade Fiskerpige. Jeg er falden - rejs mig igjen! snart! snart! Eller jeg er evig fortabt. -

Justine.

259

Nr. 7.

Min Hr. Broder! Jeg skriver til Dig, fordi Du saa vanskelig lader Dig træffe til Samtale. Mærk alvorligt paa mine Ord!

Du har en Amourette dernede i Fiskerlejet. Nuvel! til Tidsfordriv gaaer sligt an. Men der ymtes om, at Du har faaet den desperate Grille, ordentlig at ville gifte Dig med hende. Det var dog altfor galt. En Adelsmand med en gemeen Borgertøs! Er det da ikke faldet Dig ind, at Du beskæmmer ej allene Dig selv, men hele vor ædle Familie? Giv hende en taalelig Pengesum! og hold op med dette pøbelagtige Fiskeri! Din Moder og jeg har indledet en passende Forbindelse. See her! Det bliver en Dobbeltalliance.

Den gamle rige Ducros har ingen Sønner, men accurat to Døttre, begge velopdragne, fine, belæste: de ere for os. Jeg har sagt Faderen, at jeg er dødelig forelsket i den ældste, og Du i den yngste. "Meget vel!" svarte han, "saaledes gjøre de begge paa eengang deres Lykke. Jeg var ogsaa meget imod at skille dem ad."

Heraf vil Du see, at Du har, ej alene din egen Lykke, men ogsaa min i dine Hænder.

Jeg har befalet min Tjener at opsøge Dig, han veed hvor; og efter at have læst denne Skrivelse, venter jeg Dig, paa det vi samlede kunne gjøre vor Opvartning for de unge Damer. Din hengivne Broder

Henry.

Nr. 8.

Min højtelskede Herr Søn!

Med største Harme og Bekymring erfarer jeg, at Du har afslaaet din gode Broders Anviisning til for eder begge at gjøre en glimrende Lykke, nægtet at drage med ham til chateau Ducros! hvilken frygtelig Gjenstridighed! hvilken gruelig Sottise! - Du siger, at den yngste Frøken er grim - fy! det er ingen Frøken. Om endog hun ikke finder Naade for dine Øjne, saa kan Du jo holde Fiskertøsen som Maitresse; det har jeg ikke noget imod, naar det blot tilgaaer uden Opsigt*, paa det din tilkommende Kone ikke skal tage det fortrydeligt op.

Alt forlænge har Du spillet Fisker; viis Dig nu som Cavaleer i den *

260 Rolle, Skjæbnen tildeelte Dig! Hvis ikke knuser Du den ømmeste Moders Hjerte.

Nr. 9.

Man har ondt isinde. Din Broders Tjener, som med hans Brev opsøgte Dig her, har begge Dage derefter lusket om i Fiskerlejet, ogsaa været hos os, og foreslaaet mig, at blive hans Kjereste. Du kan nok vide hvad Beskeed han fik. Han er ikke den eneste Spion: to andre fremmede Ansigter have viist sig, og bestilt Fisk til en Festlig. hed paa Chateau Ducros om faa Dage. De har tilføjet, at Du og din Broder da skal højtideligt forloves med begge Mademoisellerne sammesteds. For dit Vedkommende bryder jeg mig slet ikke om den Snak: man vil blot forvirre mig, skille mig fra dig. Det er umuligt; Jeg er din til Døden. Ja! Elskede! kunde de end forføre Dig til at ægte Enanden, jeg kunde tilfredsstilles ved at være din Frues Opvarterske, pynte hende til dit Behag, allene for et velvilligt Ord af din søde Mund, et venligt Blink af dine Stjerneøjne. Alt kan jeg taale; kun ikke Bortstødelse fra din Nærhed.

Justine.

Nr. 10.

De spøger; men paa en Maade, som Ærens Fordringer misbillige. Deres Broder er nu forlovet med Henriette. De blev borte. Jeg er narret, latterliggjort. Vil jeg end taale det, min forhaanede Familie vil ingenlunde. Mine Fættere ere medrette yderst opbragte. De have besluttet, ved ethvert Middel at bringe Dem til Fornuft. Kom selv til den! uden fremmed Hjelp. Ellers compromitterer De Deres og min Familie. - Uagtet det passerede er jeg endnu Deres beredvillige

Heloise Ducros.

Nr. 11.

Du som snart er mine eneste Ven paa Jorden; thi min Moder har neppe langt tilbage, hun holder nu bestandig Sengen, og bliver svagere og svagere. Det er ikke saameget Sygdom eller Alderdom, der trykker hende; men en hemmelig Sorg, som hun nogle Gange har været paaveje til at lette sit Hjerte for. "Justine!" sukker hun, som 261 hendes Hjerte skulde briste, "slaae den unge Herre deroppe af Dine Tanker. I kunne aldrig faae hinanden - hans Fader og Din Fader - Gud forlade mig mine Synder! - han har dog ikke været Dig nærmere end Dyd og Anstændighed tillader? Lad ham heller aldrig komme Dig saa nær! Jesus Marie! det var forfærdeligt!" - Saaledes tager hun paa, naar hun er vaagen, og jeg hos hende. - Alle Hellige! hvad betyder dette? Jeg ængstes, veed ikke hvorfor. Giv mig Trøst! Giv mig Roe! kom til mig, inden jeg forsmægter.

Nr. 12.

Min Herre! Troer De virkelig, at Deres Adfærd mod min Cousine kan gaae uændset hen? De tager feil: hvo der spotter Ærens Love mod en Dame, skal staae Mænd til Ansvar. En Skamplet aftoes ikke med Vand, men med Blod. Har De noget ædelt i Hjertet, saa møder De mig paa Briottebjerget næste Mandag Morgen Klokken 6. Jeg overlader Dem Valget mellem Kaarder og Pistoler; begge Slags Vaaben in duplo medtager jeg. - Deres meget ydmyge Tjener

P. Ducros.

Nr. 13.

Grusomme Skjæbne! jeg er Din Søster. Vi have begaaet en Dødssynd, uden at vide det; men Dødsdommen er alligevel fældet over os. Strænge Gud! Er der ingen Naade at vente? Ulykkelige Broder! bed for os, at Helvedes Pinsler maae formildes lidet, afkortes! at vi ikke skulle lide til evig Tid for vore Forældres Synder! Ikke meer! jeg formaaer ikke. Send Jacques imorgen! Er jeg ikke død, skal jeg forklare denne gruelige Gaade.

Din Søster.

Nr. 14.

Min Broder! Loven mod Dueller er nylig skærpet. Du kan vorde det første Offer for det strænge Mandat. Ducros døde en Time efter at have erholdt dit Stik i Brystet. Du maatte flygte ud af Riget. Det vilde være mig til bestandig Ærgrelse, om Du, som en anden lumpen Misdæder, lod Dit Liv for Bøddelens Haand. Alle de rede Penge, jeg 262 er i Besiddelse af, medgiver jeg Dig. Din Hest er allerede sadlet. Riid alene! Din Tjener kunde ellers røbe Dig; man kan ikke stole paa noget Menneske. Drag for det første til Paris! der vil Du lettest blive skjult, til Uveiret maaskee kan fordele sig, hvis ikke, da søg Tydskland! og vent i Mainz paa nærmere Underretning! Gid den maatte blive efter Ønske!

Din Moder, saavelsom jeg selv, forventer at Du tager pent Afsked med os. Din deeltagende Broder.

Henry Martonniere.

Nr. 15.

Farvel! - Du har da begaaet endnu en Dødssynd, uden Din Villie; den første uden Dit Vidende. - Jeg er Skyld i dem begge. Gid ogsaa jeg alene maatte afsone begge. - Min Moder, ængstet af Samvittighedsnag og Frygt for sin Skjæbne i Evigheden, skriftede for mig: at Din Fader havde forført hende, og da hun bekjendte for ham, at Følgerne af deres Omgang ikke vilde udeblive, kjøbte han en Fisker til at paatage sig Skylden, og ægte hende; hvorfor han bestandig har gaaet for min virkelige Fader.

Jeg føler Døden i mig; den kan ikke være langt borte. Gud være mig naadig! Amen!

Til ovenanførte Breve føjes herefter den ynkværdige Guillaumes til forskjællige Tider nedskrevne Udgydelser af en stedse mørk og glædeløs Sjæl. - Alle ogsaa uden Datum.

Det er fem Aar siden jeg tog Pen i Haand. Hm! kan en Gaasefjer udtømme Sorgens Kilde? Dens Farve i det mindste maler den paa Papiret.

I dette Tidsrum har jeg først søgt Døden i Rosbachslaget. Den skyede mig; den tager hellere de Lykkeligere. Naar mon Raden falder mig til? - Jeg har fulgt den danske Kriger til hans Fødeland - hvorfor? For at komme, jo længere jo bedre, fra mit eget Fødeland, Danmark har nok en Grav for mig - naar skal den opkastes? - Hvorfra har jeg faaet den udholdende Taalmodighed? Derfra, hvorhen jeg dagligen stunder. Jeg vil holde ud til den bestemte Time slaaer. Hvi skulde jeg frygte den? Jeg har jo gaaet irette med mig selv, 263 er kommen nogenledes tilrette med mig selv. Jeg har ikke dræbt Ducros; jeg vilde skaanet ham, i blindt Raserie rendte han mit Forsvarsvaaben ind i sit Bryst.

Det var jo min urokkelige Beslutning, at ægte min evig uforglemmelige - Søster! Ah! det er den Braad, som kun kan raadne ud. Med tre Tommer Staal kunde jeg grave den ud. Men jeg lægger ikke Selvmord til de andre.

"Hvad skriver vi idag?" - Du behøvede ikke at gjøre dette Spørgsmaal, gode Medtjener! for at minde mig om Vædderoningen derhjemme. Hvad eengang var mig den frydfuldeste Festdag, er bleven til en sørgelig Bodsdag. - Herre Gud! er da endnu ikke fleer end ni Aar forløbne, siden hun gav mig dette Baand. - Ikke drømte jeg om, at det var en forvandlet Jernlænke, som aldrig forruster.

Bod! - Frivillig har jeg selv paalagt mig den. Jeg har bødet i ligesaamange Aar, som jeg har syndet i Uger. Jeg har efterhaanden tilvundet mig nogenlunde Sindsroe. Jeg har erhvervet mig Kraft til, uden Utaalmodighed at bære mit Kors, indtil det skal hedde: "Revuen er forbi, gaa hjem!"

De Gamle fabulerede om en Flod, af hvilken man kunde drikke total Forglemmelse af alt det Forbigangne. Dette Opium var sandelig ikkun de Ugudeliges Medicin, og de Feiges. Om en saadan Lethe løb lige under mine Vinduer, jeg skulde ikke væde en Finger for at smage Bedøvelse. Mennesket skal huske sin Fortid, for at berede sin Fremtid. Veed jeg ikke, hvem jeg var: veed jeg ejheller, hvem jeg er, hvem jeg vorder.

Skovfogden i Birkedal drikker af en dansk Lethe. Hvorlænge varer hans Selvforglemmelse! til Brændevinen har afdampet, og Hjernen er afkjølet. Det er et daarligt Palliativ mod Jesabelisme. Hellere ugift end saaledes gift. Den Stakkel! Ak Justine! Har Du ikke glemt mig der hvor Du nu befinder Dig? eller er Himmelboernes Erindring om Jordelivet bortskyllet af Salighedens Lyshav? -

Nu har Hr. de Martonniere faaet en ny Herre. Naa, han er dog, hvad ingen af de forrige, Jagtelsker, har mange smukke Bøsser, med alt tilhørigt, alle Arter af Jagthunde, og som det synes af gode Racer. - Imorgen vil han ud med mig efter Agerhøns. - De ere dog ikke 264 rødbenede som i Bretagne. - Eh! er vi under igjen! Tilbage! Tag Pumpestokken, og gjør den paaviste Bøsse reen! Det er en godhjertig* Mand; "Vilhelm!" har han et Par Gange tiltalt mig, "der ligger Dig noget paasinde; kan jeg hjelpe paa det, da maae Du, sandt for Herren! fritud henvende Dig til mig" - Helas!**

Jeg troede saalænge, at jeg ikke meer kunde elske noget menneskeligt Væsen; og dog fornemmer jeg noget saadant, hvergang den lille Steen kommer ind til mig, og lader sin Sladder løbe. Jeg sladdrer med ham, leger med ham - som gammelt Barn. - Helas! naar bliver jeg ganske gammel? Naar skal jeg have udlevet - Dog, jo nærmere til Alderdommen, jo roligere Sind, jo hengivnere i min Skjæbne. Den hærder mig, ligesom en længe afbarket Eeg. - Gud være lovet! at jeg endnu er modtagelig for bedre Indtryk end dem af Vrede og sandselig Elskov.

Jeg har, foruden Jagten, endnu en nok saa fornøjelig Bestilling i at lære den livlige Dreng Ord og Talemaader af mit Modersmaal. Det kildrer mig behageligt, naar han kommer hoppende med sit bon jour Guillaume! comment s’apelle?" (saa det og saa det.) - Gid han aldrig faae strængere Lærere end Guillaume; og med langt lempeligere Tugtelse end han gjennemgaae Livets Skole! -

Jeg veed vel, hvad I ville mig, stakkels Glutter! Spildte paa mig ere Smiil, Vink, kjælen Tiltale. Hun var min første, min sidste Kjerlighed. Uden at have aflagt Kydskheds Løvte, er jeg i denne Henseende fast strængere end nogen Trappist. Jeg er i jordisk Skjersild renset fra Vellystens Ureenhed. For ej at falde i denne Fristelse, behøver jeg hverken at vaage eller bede. Gud har bønhørt mig: nu takker jeg kun.

Endnu eet Menneskes voldsomme Død! ikke paa Samvittigheden! Han var en lumsk Morder, et Afskum. At jeg truede ham til Bekjendelse, bragte ham paa Retterstedet - det var i sin Orden. - Bæstie! Forfører Tvende, myrder den Ene, for at tage den Anden, - Jeg ynker den Levende mere end den Døde.

Jeg blev dog gift! Eja! - Det er et Ægteskab af sit Slags - ikke af det værste Slags. Jeg er hendes Fader, ikke hendes Mand. - Hendes *

* 265 Forfører leed for sine Misgjerninger, leed ved min Indgriben - var det ikke saaledes min Pligt, at tillyve mig hans Vellystbrøde? - Den gode Etatsraad billiger min Fremfærd i denne skumle Begivenhed, og understøtter den. - Ah! den lille Steen sad nys paa mit Knæ, og spurgte mig i sin Uskyldighed om: "hvordan det var at være gift?" Kjere Dreng! det kan Du faae tidsnok at vide. - Imorgen Sneppejagt; tirer haut, bedre end tirer bas.

Gives der Anelser! dunkel Forudfølelse af noget, der skal komme? Noget meer end blot ubehageligt! Saa vil snart - o! Guillaume! om det var en brad Død? Den er ikke uvelkommen. - Jeg vil belave mig. Jeg vil strax overgive Steensen denne Papiirpakke, som nu skal forsegles, med Udskrivt: at aabne efter min Død.

Er denne trofaste Ven for Døren, kan han aabne en anden ind til Dig, Justine? -

266