Blicher, Steen Steensen Kniplerinden

Kniplerinden

"Det var i Aaret 1815" fortalte mig en Ven, hvem jeg, efter 10 Aars Fraværelse, 1836 besøgte, "at min ældre Broder, min yngre Søster og jeg foretoge os en Reise til Tønder, for at besøge vor ældre Søster, som var gift derude. - Som vi ere komne Staden paa en Halvmiilsvei nær, eller saa, bliver Søster upasselig, og beder om at forskaffe sig et Glas koldt Vand. Vi vare just ligeudfor et lidet Huus tæt ved Veien. Jeg sprang af og derind, og bad et Fruentimmer, det eneste Menneske jeg saae derinde, om det Forlangte. Hun sad ved et lille Bord og kniplede, saae flygtigt op paa mig, og hentede i en Hast Vandet. Jeg takkede, bragte det til Søster, og, da hun havde drukket, Glasset ind igjen. Den, der havde givet mig det, sad, som før, ved sit Arbeide, det hun drev med Ivrighed. - Jeg saae nu noget nøiere paa den unge Pige: Hun var tarvelig klædt, dog noget nettere end de fleste andre Kniplersker, jeg paa forrige Reiser havde bemærket. Hun var meget smuk, men bleg, som hendes Medarbeidersker, og hendes noget dybtliggende Øine gave umiskjendelige Tegn til jævnlig Graad; hun kastede dem hyppigt hen til en Alcove, i hvilken jeg snart opdagede et gammelagtigt, sovende Fruentimmer. Sengeklæder, saavelsom det lidet Bohave, vidnede om knappe Kaar.

Jeg maate have Meer at vide. - Da jeg udenfor havde overtydet mig om, at Søster var bedre, bad jeg dem at fuldende Reisen uden mig: jeg havde endnu Lidt at tage vare derinde, men skulde snart komme bag efter dem til vort Maal. De rullede væk; min Broder med et Blink til mig, det jeg meget vel forstod.

Da jeg kom ind i Huset nu tredie Gang, udtrykte Pigens Aasyn Forundring, ikke ganske uden Uvillie: hun havde jo vist lagt Mærke til Vognens Bortkjørsel, og troet at Vandbæreren var fulgt med. "Ønsker De endnu Noget? eller savner De Noget?" spurgte hun koldt, og lod Fileernaalen hvile. - "Jeg savner Intet," svarede jeg, "for mit Vedkommende; men - Noget alligevel - med Tilladelse, er det 276 Deres Moder?" - Hun nikkede. "Syg maaskee?" - Hun nikkede, og hendes Øine befugtedes. To smaa Medicinglas og en Pulveræske i Vinduet bekræftede hende tause Tilstaaelse. - "Det kan tykkes Dem underligt," tog jeg atter tilorde, "at en Dem ganske ubekjendt Fremmed, i et ham ligesaa fremmet Huus, søger at gjøre sig bekjendt med et Forhold, som vækker, sandfærdigen! ikke hans Nysgjerrighed, men en Medfølelse, der ingenlunde er fremhyklet." - Intet Svar paafulgte; thi den gamle Kone vaagnede just, og gav sig; Datteren fløi hen til hende. Da hun vendte Ryggen til mig, stak jeg hurtigt en Pengepung ind i en halvtaabenstaaende Skuffe under Bordet foran mig, og listede mig bort uden andet "Farvel."

Ankommen i Tønder, fik jeg meget Andet at tænke paa, end smukke ulykkelige Kniplingspiger. Den fælles Familieglæde ved Gjensynet lagde Beslag paa alle vore Tanker og Følelser: Spørgsmaal og Contraspørgsmaal, med behørige Svar, blandede med Skjemt og Latter, Aher og Iher, fløi i livlig Afvexling fra Munde til Ører. Og alt dette, tilligemed legemlig Vederkvægelse, medtog den første Dag til seent ud paa Aftenen. Min faste Søvn gav intet Spillerum for Drømme. - Næste Formiddag maatte Man besee Byen og dens nærmeste Omgivelse; og om Eftermiddagen dens ældre Søster Møgeltønder, for sin mythiskdunkle Mærkeligheds Skyld, som og Stedet i Gallehuus, hvor de uforklarlige Guldhorn bleve fundne, de der i nyere Tid gave en evig forbandet Tyv herostratisk Ry. - Næste Dag besaaes den sælsomme "Gottes Koog" - et Archipelagus paa Fastland. - Saaledes gjordes, med kun et Par Rastdage, Udflugter til Leck, Colonien, ja til Nordfrisernes Landstrøg. - Der var endelig kun tre Dage af de til vort Ophold i Tønder fastsatte fjorten tilbage, og jeg havde saagodtsom reent glemt min blege Kniplerske. Da mindes jeg om hende i en Drøm, af hvilken jeg vaagnede ved det første Dagskjær. Da Familien var vant at sove meget længere om Morgenen, stod jeg ufortøvet op, og gik ud til Kniplingshuset, tilmode som naar Man foruroliges over en uundskyldelig Forsømmelse.

Da jeg traadte ind, foer hun, med et næppe hørligt "Ak!" op fra sin Haandgjerning; en let Rødme fløi, som i Blæst Skyggen af en Sky over Sneemarken, over hendes Lillieansigt, og forsvandt i samme Øieblik. Jeg kikkede hen til Sygesengen, opdagede strax, at den var tom, og ligesaa, at Datteren bar Sørgedragt. "Deres Moder" - sukkede jeg - "er nu hjembragt til en bedre Verden, end denne" - 277 hun tog Ordet; "hendes hentærede Legeme blev overgivet til Jorden i Søndags." Dette sagde hun med rolig Hengivenhed, uden andre Taarer, end et Par af mine. - Om hun saae dem, veed jeg ikke; thi hun var traadt til sin Commode, det eneste Gjemme, jeg bemærkede, og trak en Skuffe lidt ud; men vendte strax Ansigtet halvt om til mig, sigende: "Har De ikke savnet Noget, siden De var her forgangen? - Nei nei! De har ikke villet savne det - See her er deres Pung, ædelmodige Herre! i samme Tilstand, som jeg fandt den i Bordskuffen." Hun rakte mig Pungen - Jeg tog den ikke; den faldt i min Haand, fra den til Jorden. "Jomfru!" sagde jeg, "kunde jeg ikke paa anden og bedre Maade vise mig værdig til den Titulatur, De beærede mig med? eller vil De i denne Hytte fængsle Dem selv til Kniplebordet, indtil Døden forløser Dem fra et glædeløst Trældomsliv?" - Hun traadte mig et Par Skridt nærmere, med en bydende Anstand, og en mørk, om ikke skummel, Alvorsmine. "Sælsomme Mand!" talte hun med langsom og dæmpet Røst, "hvilken Forbindelse kan tænkes mellem vore Livsforhold? Jeg er bestemt af Skjæbnens Herre til dette eensformige Arbeidsliv, som De paatrykker Trællemærke. Ja, min Herre! jeg har ogsaa trællet, før for To, nu for Een. Bedre kan jeg dog friste Livet, da jeg er alene." - "Alene?" gjentog jeg, "intet Menneske skal være alene; ikke afsondre sig fra et Samfund, som Gud selv har stiftet. Bedre at komme i Berørelse med den almindelige Blanding af de Bedre og de Værre. Bedre at faae Bekymring og Modgang blandet 278 med Fornøielse og Medgang, end henslide sin Tid uden enten det Ene eller det Andet." - "Det maa dog Livsfangen," svarede hun, "Fordi han tvinges dertil" vedblev jeg; "men af sine Medmennesker," - "Saa ung!" lagde jeg til; "og dog uden Tillid til nogen af dem! saa aandelig dannet, og saa sørgelig klog! De tilhører en bedre Stand, end den, hvori De, maaskee først af Nødvendighed, men nu af egen fri Villie indstænges. - Jeg har baade Evne og Villie til at sprænge dette eensomme Fængsel, og give Dem en værdigere, en mere lønnende Virksomhed - kan De Tydsk?" - "Aaja" svarede hun, "jeg forstaaer ogsaa Fransk." - "Det er ypperligt!" sagde jeg, "min gifte Søster søger netop en Lærerinde til sine to Pigebørn, den ældste syv, den yngste fem Aar. Vil De tage mod denne Plads, skal De erfare, at baade Forældrene og de Smaa ville gjøre Dem Livet anderledes behageligt, end det hidtil har været. Indvilger De, kan De endnu i denne Dag tiltræde deres Post; den er ikke længere borte, end her i Tønder." - Hun rakte mig sin Haand, og det med et ganske nyt Ansigt, hvis Colorit smilende Haab havde tegnet. Jeg greb, jeg kyssede den fine Haand, som hun undseelig drog tilbage. Hun pegede paa sin Stol - den eneste hun havde - satte sig selv paa Sengestokken; og da jeg havde indtaget det anviste Sæde, hentede hun et langt Suk, og talte saaledes.

"Ædle Menneske! De maa ikke forlade denne Sorgens Bolig, uden Forvisningen om min ubegrændsede Tiltro. De er berettiget til ganske at kjende mig, og min Skjæbne - De har vel en Time tilovers?" - "Flere, om De behager" svarede jeg; og havde jeg havt flere Ører end de to, de havde tilsammen staaet vidt aabne.

"Min Fader var en fransk Emigrant fra det forrige Bretagne. Han bar, eller maaskee havde han, til et Minde om sin Fødestavn og sin Skjæbne, antaget Navnet Goelan - De forstaaer vistnok Fransk?" -"Ret vel" svarede jeg; "men Goelan? Det veed jeg ikke Hvad betyder." - "Det er ogsaa et Provindsialord, der betegner en Strandmaage. Om Sommeren, men meest i Efteraaret, naar Sømændene fra hine Kyster ere paa Farten, pleie Koner og Piger ofte at gaae ud paa Strandbredden, naar Vinden bærer paa Land, og da at synge efter de opskræmmede Fugle:

Goelans! Goelans!
Ramenez nous nos maris et nos amants!

279

De Vise finde sagtens heri en from Overtro. Ak! hvilket elskende Hjerte er fri for sligt?

Min Moder var Tydsk. Hendes Forældre boede i Itzehoe, hvor de dreve en Handel, det netop kunde ernære Familien. I sin Landflygtighed kom min Fader paa Lykke og Fromme til min Fødeby, og fandt sit Ophold ved at undervise i hans Modersmaal. Til vort Huus fik han ogsaa Adgang; og mod at nyde Middagsspise informerede han min Moder, dengang sexten Aar gammel, og en Broder til hende. Det varede ikke mange Tider, inden der opstod en Kjærlighedsforstaaelse mellem Goelan og hans kvindelige Elev. Da de Gamle mærkede det, frabade de sig hans videre Underviisning, tilligemed, som Følge deraf, hans Besøg.

Det var allerede kommet saavidt mellem mine Forældre, at hun erkjendte sig frugtsommelig. Ved at aabenbare dette for hendes Moder haabede hun at erholde Forældrenes Minde til en Forbindelse med den elskede Flygtning. Tværtimod: hun blev ligesom han viist Døren, og tilmed gjort arveløs. Hvad var nu at gribe til? Min sorgbetyngede Moder kunde ikke udholde at forblive i den By, hvor hendes ubarmhjertige Forældre boede. Hun havde en velhavende Moster her i Tønder, Enke og barnløs. Didhen tyede hun med Fader, og lode de sig underveis i Frederichstadt copulere.

Mosteren tog rigtignok taalelig godt imod dem, gav dem fri Bolig, og Bidrag til deres Underholdning; idet min Fader fortjente paa sin Side, min Moder paa sin, ved at forfærdige Fruentimmerpynt. Saaledes gik det uden Næringssorg. Jeg kom til Verden, voxte med Sundhed og i Munterhed, som er Børnealderens Lod. Fader talte og læste kun Fransk med mig, ligesom Moder Tydsk; hvoraf De vil kunne dømme om min Færdighed i begge Sprog. - Jeg opnaaede mit tiende Aar. Da døde min Fader og Moders Moster næsten paa eengang. Af Det, hun efterlod sig, kom os kun ganske Lidet tilgode. For at kunne bjærge Livet flyttede min Moder herud i dette netop ledigtværende Huus, hvor vi stræbte at ernære os ved Knipleri. Ogsaa godt, til min Moder sygnede , og hendes Pleie og Ernærelse overlodes til mig alene. Ja min Ven! tillad mig at kalde Dem saa! jeg har ingen anden." Hun drog her igjen et Suk, og blev ved: "Riigdom har sine Fristelser, Fattigdom sine; af begge søge slette Mennesker at benytte sig. Ei heller jeg har undgaaet, om jeg end har overvundet mine. Een af de Kniplingshandlere, til hvem Arbeiderinderne befinde 280 sig væsentlig i samme Forhold som de engelske Fabricanter til Fabrikeierne, modtog entidlang vore Kniplinger mod nogenledes billig Betaling; men saa faaer han isinde at indlemme ogsaa mig i sit vidtløftige Harem. Jeg afviste hans skændige Forslag saaledes, at det ikke blev gjentaget. Ved næste Leverance viste han mig Følgerne af min Vægring: han havde Eet og Andet at udsætte paa Vårene, og nedsatte Prisen for dem. Ja han misanbefalede mig derforuden hos flere af hans Laugsbrødre, saaat jeg forgjæves tilbød Een efter Enanden mine Frembringelser. To Dage spildte jeg paa mine frugtløse Bestræbelser, inden jeg traf paa Een, som vel modtog min Haandgjerning, men dog kun mod den almindelige knappe Betaling. Da min Moder, formedelst Sygdommen, ikke mere var, eiheller blev arbeidsfør; Recepter og Medicin krævede Tillægsudgifter: maatte jeg sælge saa et saa et andet Stykke, indtil min Moders Begravelse og Huusleien medtog Hvad jeg havde tilbage, paa dette nær, som De her seer. O!" endte hun, og med nogen letundskyldelig Bitterhed: "Dersom mangen riig Dame vidste, naar hun smilende betragter i Speilet sin Kniplingsstads, vidste hun, hvilke bedske Taarer have dynket disse nydelige Strimler, til Strygejernet borttørrede dem, hun vilde beklage hendes arme Pyntersker, mod hvem hendes Hønsepige fører et herligt Liv. Min Velgjører!" hun hævede sine foldede Hænder i Veiret, "jeg takker Dig, min Gud! som sendte ham." Herpaa udbredte hun sine Arme, foer ind paa mig - kan jeg næsten sige - omfavnede mig, trykkede sit Ansigt mod min Skulder, sprang tilbage, og Alt saa hurtigt, at jeg under hele Manøvren næppe kunde talt til Tre, langt mindre havde Tid til at gjengjælde Favnetaget, hvis jeg ellers havde villet. Overrasket, behøvede jeg dobbelt saa lang Tid inden jeg med Fatning kunde spørge: "Naar er det Dem beleiligt at blive hentet til Byen?" - "Jeg er færdig" svarede hun, "hvad Time det skal være; men jeg bad gjerne: at det maatte blive en Vogn, der kan føre disse mine faa Eiendele. Selv kan jeg gjerne gaae." - "Jeg skal sørge baade for Dem og Tøiet" sagde jeg, "og det, som jeg haaber, inden Middag. Men jeg vil skynde mig." Jeg ilede ind til min Søsters. Hun med Mand og Børn sad først ved Thebordet, saavelsom mine to andre Sødskende. Ved min Indtrædelse forlode de deres Sæder, omringede mig og spurgte Alle paa eengang: "Hvor kommer Du fra? Hvor har Du været? Hvad har Du havt for?" med mere. - "Stop lidt!" siger jeg, "høistærede Hr. Svoger! og elskelige Fru Søster! om

        

281

jeg nu har været henne og fæstet en Gouvernante til eders Smaapiger?" - "Aa Snak! taabelig Passiar! Pladder!" og andre slige smigrende Tilraab, vare de første Douceurer, der vankede for min ubudne Forretning som Fæstemand. Ved mit alvorligtbydende "Stille paa Parterret!" fik jeg da Ordet: "I vide jo, Kjære, at jeg sjælden spøger, allermindst i saa høistvigtig en Anledning, hvor Talen er om saadanne velsignede Væseners forædlende aandelige Veiledning. Min Hovmesterinde er en Pige paa noget over tyve Aar. Hun baade taler og skriver Tydsk og Fransk til Fuldkommenhed. Hendes Moralitet er uplettet, og ydermere udmærket, som jeg nærmere skal forklare, og I selv ville erfare. Men der maa strax gjøres Anstalt til en Vogn, paa hvilken jeg selv skal hente hende, og en anden til at hidføre hendes Commode og noget andet Bohave. Imidlertid skal jeg gjøre Eder bekjendt med Mademoiselle Goelans sælsomme Skjæbne." - "Men hvor er hun da?" spurgte min Svoger, idet han gik til Døren for at besørge Vognene. "For nærværende Tid" svarede jeg, "er hun i det Huus, hvor jeg hentede Vand til Dig, Vilbelmine! Hendes Moder blev syg der, og er begravet sidste Mandag." - Min Broder loe, og sagde: Jeg kunde nok tænke mig til, at Du havde gjort en Opdagelse, som holdt Dig fast derinde, da Du lod os kjøre fra Dig - Mamsel Goelan er vist nok en Skjønhed?" - "Det kan Du selv bedømme" svarede jeg, "naar Du seer hende." - Jeg kaldte nu min Svoger og hans Kone ind i et andet Værelse, og sagde dem i Korthed om Mamsel Goelan Hvad jeg fandt nødvendigt og passende. Befordringen kom. Jeg steeg op, medhavende en Fruentimmerkaabe, dermed at indhylle Sørgerinden for nysgjerrige Blikke. Denne Forsynlighed var ikke overflødig; hun havde kun en meget gammel, der havde tilhørt den Afdøde, og, som hun, i mange Aar været ude af Mode.

Indpakningen gik hurtigt for sig; hendes Eiendele vare jo faa og smaa: en tynd Sengematratse, et ditto Teppe med Hovedpude, den lille Commode, der, efter hendes Udsagn, indeholdt den daglige Dragt, i hvilken jeg første Gang saae hende, hendes Linned, en Snees franske og tydske Bøger og en Smule Køkkentøi: Bordet, Stolen, en Skammel, og et lidet Skriin - et voila tout! - Da disse Sager vare læssede paa, bød jeg hende Armen. I Døren dreiede hun Ansigtet tilbage et Par Øieblikke, med et næppe hørligt "Adieu!" og nogle Taarer. Hvem denne Afsked gjaldt, trænger ikke til Oplysning.

Min Familie, hvis nysgjerrige Forventning var høist spændt, modtog 282 Françaisen artigt, dog ikke uden nogen Forlegenhed, der naturligt opstod ved Synet af hendes Skjønhed og Anstand. Men hendes Tiltale, efterat jeg havde forestillet hiin for hende, bragte dem Alle til, med venlige Blikke at betragte hende, som et Lem af Huset.

"Jeg kommer" sagde hun med et let Smiil, "om just ikke faldende med Døren ind i dette Huus, alligevel saa pludselig, saa uformodet, baade for Dem og mig, at kun denne Herres (hun kastede et Blik til mig) gode Mening om min Duelighed, som Lærerinde for deres Børn, vil kunne undskylde mig og berolige Dem" - idet hun fæstede et Moderblik paa Smaapigerne - "Dem, de betroer mig?" Den virkelige Moder bejaede.

Glutterne nærmede sig tillidsfulde, Hver tog sin af hendes Hænder, hun omfavnede og kyssede dem. Mellem disse Tre var ikke mere noget Fremmedt.

Børn have - jeg turde kalde det en sjette Sands, der, ved første Syn af en Ubekjendt, tiltrækker eller frastøder dem. Hvem de give et saadant godt Skudsmaal, trænger ikke til noget andet. Denne Sands holder sig næppe Børneaarene ud; den sløves før nogen af de andre Fem. De ere kun saare faa, som bevare den under Livets Skolegang, hvor Forstillelsens Indbyrdesunderviisning bliver een af de vigtigste Discipliner. - Min Svoger var urokkelig i dette Princip; følgelig var han paa det Rene med sin fordeelagtige Bedømmelse af Jomfru Goelans Hjertelag. Hans Kone, ikke indviet i Mandens Antropologie, fulgte instinktmæssigt Børnenes Anviisning, og omfavnede den, saa at sige himmelfaldne Lærerinde. Først nylig ankommen, var denne allerede hjemme.

Jeg reiste da tilbage med mine to Sødskende, og med et Daguerreotypbillede af - den, Du nu veed nok, paa Sjælens -" "- Holdt!" faldt jeg ind, "Du elskede hende dog?" - "Det kan være" svarede han med Kulde; "men i saa Fald vidste jeg det ikke, havde ei engang tænkt derover. Bevidstheden om at have øvet en god Gjerning var en saa overherskende Følelse, at den ikke gav Rum for andre. - Strax efter min Hjemkomst drog jeg ud paa en langt videre Reise, den jeg længe havde ønsket at gjøre og nu var forberedt til at begynde." - "Men" spurgte jeg, lidt ærgerlig, "hvordan var da din Afsked med hende? Det var dog ikke det kedsommelige, betydningsløse, værdiløse: Jeg ønsker, det maa gaae Dem vel?" - "Det var endnu mindre: et Haandkys fra min Side, og en Neien fra hendes -" "- Haandkys! 283 Neien!" brummede jeg, "hvorfor ikke hellere Mundkys? Knælen?" -"Bie lidt!" svarede han smaaleende, "Du maa vide Noget om min lange Vandring gjennem det herlige Frankrig og Italien, hvis Herlighed er en Antiqvitet - dog, det er ikke værd at kede Dig med en omstændelig Reisebeskrivelse; af saadanne er Du vel forlængst bleven mæt. Kun et Par Situationer - ingen Beskrivelser af Naturskjønheder, men saadanne særdeles Forhold, i hvilke jeg selv har befundet mig, og som, under endnu eet Hensyn, næppe ville være uden Interesse for Dig.

Jeg havde beseet Paris, med alt det Rageri, som derudi befindes, og havde faaet nok deraf. Nu fik jeg Lyst til at vende mig fra et Panorama, hvor alle Ting, selve Menneskene, ere Konstproducter, og see mig om i Naturregionerne, de menneskelige med de physiske. - Jeg drog til Bretagne - Henriette Goelans Fædres Land. Alt var mig her Nyt: Folket, dets Dragter, Skikke, Leveviis og Tungemaal; hvilket Sidste, uden Forberedelse og Underviisning af min Leietjener, der var fra Bretagne, vilde været mig et Kragemaal. Jeg lod ham, paa vore Lystreiser, ved Ophold i Stæder, Landsbyer og Fiskerleier, efterforske, om ingen Familie eller enkelt Person af hiint Navn maatte være at opspørge. "Point de tout" saa lød bestandig hans Rapport paa mit spørgende "Eh bien? qv’avez vouz fait?" - Jeg var dog noget heldigere; men ikke meer end noget. Som vi, paa Bortreisen fra dette Landskab sydefter, gjorde Holdt i et af de sidste Fiskerleier, for at forfriske os selv og Hestene, blev jeg i Stuen et oliemalet Portrait vaer, der strax fængslede min Opmærksomhed: det forestillede en fornemklædt Yngling, hvis Ansigt havde en paafaldende Lighed med Henriettes. Jeg saae nøiere til, og fandt i eet af de nederste Hjørner afridset: "Charles Kolean, age 19 ans." Jeg spurgte Værten, en ung mand, om hvor dette Billede forskrev sig fra. Han vidste det ikke, og henviste mig til hans gamle Moder, der sad paa en Skammel og bødede et Fiskergarn. Jeg henvendte mig til hende om den forønskede Oplysning. Hun gav den, vedblivende sit Arbeide, saaledes:

"For en Deel Aar siden laa et Stykke heroppe i Landet en Herreborg, hvor der boede een af disse høifornemme Folk, der ikke agtede en Fisker saameget som een af de Flyndre, han fangede til ham. Nu skedte det, at der blev Oprør i Landet, og Hver, der kunde føre en Baadshage, en Fork, eller en Buløxe, drog afsted mod alle disse store Palladser og jævnede dem med Jorden. Min salig Mand var meget 284 flittig til det Stykke Arbeide; og saa var han ogsaa med, da den Borg herovenfor blev pirret overende. De vare mange hundrede om Bestillingen, og ved Delingen af Byttet blev der kun Lidt til hver: min Mand fik et Lommeuhr, en Haandfuld Sous og dette Billede, som vi nu siden har ladt hænge her." - "Hvorledes mon gik det Slottets Beboere?" spurgte jeg videre. "Det gik dem hverken værre eller bedre" svarede hun, "end at kun Een slap levende derudfra; jeg troer de kaldte ham Charles; men ham hørte Man ikke mere til. Han havde ellers paa Gaarden en Kjæreste - saadaneen som de Store dengang kaldte en Maitresse. Hun blev, kort før Slottet blev ødelagt, frugtsommelig ved ham, og Ordet gik: at han vilde lade sig hemmelig vie til hende. Der kom Intet ud af, for Fruen skikkede hende saa lumskelig bort - skal dog have forsynet hende ret godt med Penge - og bildte den unge Herre ind, at hun var løbet sin Vei med en anden ældre Kjæreste. Barnet, hun kom ned med, skal endnu tjene paa Gjæstegaarden i nærmeste By. Mere veed jeg ikke." - Jeg sagde hende nu: at Den, som Billedet forestillede, upaatvivlelig var kommen til Danmark, og havde giftet sig der, og at Portraitet sikkerligt vilde være behageligt for Familien at eie. Jeg betalte en ubetydelig Priis derfor, og tog det med mig. - Jeg reiste videre til næste By; paa dens Gjæsteherberge kunde jeg, efter den Gamles Anviisning, muligen finde Henriettes Halvsøster. Min Undersøgelse førte ikke til andet Resultat, end at en Pige, som hedde Marion, havde tjent der til Fornøielse i et Par Aar, men var for ligesaa lang Tid siden, af en gjennemreisende Dame, der syntes vel om hende, med Værtens Tilladelse taget med som Kammerjomfru. Hvor Damen havde hjemme, vidstes ikke - der stod jeg; og derfra drog jeg videre syd paa.

I temmelig store Mellemrum havde jeg skrevet et Par Breve til Hjemmet; men frabedet mig Svar, da jeg, under min ustadige Omflakken, ikke kunde opgive dem nogen sikker Adresse. Først i Lyon, hvor jeg agtede at tøve en sex å otte Uger, kunde jeg vente kjære danske Breve. Ligesaalænge forud havde jeg fra Rochelle med et Skib, som vilde til Husum, sendt Henriette Faderens Portrait, ilagt nogle hjærtelige Linier fra mig selv. - Nogle Dage efter min Ankomst til det fra Borgerkrigen sørgeligt navnkundige Lyon, modtog jeg paa eengang tre Breve: eet fra min Svoger og Søster, eet fra H. Goelan, og eet fra min hjemmeværende Broder. Det første var ikke af væsentlig Vigtighed; men de to andre skal Du læse." Han hentede og lagde dem 285 for mig. Medens jeg gjennemløb dem, gik han smaanynnende op og ned ad Gulvet. Jeg udbad mig og fik hans Tilladelse at tage Afskrifter. Her ere de:

"Inderlig takket være De for min Faders Billede! Jeg gjenkjender disse Træk, hvormeget end Rædsler, Hjertesorg, Uro og Alder siden forandrede dem ved Rynker og Skygge. Ak! at Copie er varigere end Original! at en Malers Penselstrøg kan trodse Tiden, men ikke saa den Levende, hvem han paa en Stump Lærred foreviger! Morgen og Aften kysser jeg min unge Fader, og sukker efter den døde. Tiere endnu sukker jeg efter den Ven, som vanker i fremmede Lande, omringet af Farer, dem jeg haaber min Indbildningskraft maa kunne forstørre. Jeg selv lever her saa lykkelig som muligt, paa Eet nær, der hverken tør komme fra min Pen eller over mine Læber. Til Døden Deres H.G."

"Naa da!" raabte jeg, "dersom Slutningen af dette Brev ikke er en forblommet Kjærlighedserklæring, saa forstaaer jeg mig kun daarligt paa at læse Fruentimmerskrift." Han smilede, og sagde: "Læs først dette her!" Det lød som følger:

"Hjertebroder! Jeg er forviist - jeg hentyer til Dig - aabn dine Arme for en ulykkelig Selvbedrager! Jeg har elsket, jeg elsker endnu - har beilet - faaet Nei! et saadant Nei, efter hvilket intet Ja lader sig enten vente eller ønske. Lad mig skrifte! maaskee det letter. - Kort efter din Bortreise besøgte jeg dem der i Tønder. Jeg saae Henriette - jeg forlængede mit Besøg - jeg gjentog det. Aldrig have saa mange Fuldkommenheder været forenede i een kvindelig Skabning: regelret Skjønhed, fortryllende Ynde, dyb og reen Følelse, poetisk Sands, og uforstyrrelig Takt for Alt hvad er ædelt i Ord, Tanke og Gjerning. Det var jo umuligt Andet, end at Børnene maatte tilbede hende, deres Forældre elske og høiagte hende. - Paa min Anmodning - ikke sjælden efter hendes egen - spadserede vi i det Frie udenfor Byen. Jeg kunde paa disse Vandringer lære mere Verdensphilosophi, end af Knigge og Colleger, hvis jeg bare kunde husket det. Hun havde havt de udvalgteste tydske og franske Digtere til Læremestere, og været sin egen Manuductrise. Som en dygtig Manuductør kan sine Professorers Collegier udenad, saaledes hun sine æstetiske. Og hendes Fremsigelse! Ingen Theaterdeclamation har saaledes - jeg kunde sige: magnetiseret mig, som Henriettes. En Dag, som vi stode paa Dæmningen, og havde Gottes Koog ligeud for os, fremtonede hun Theklas Sang. 286 Den inderlige Rørelse, med hvilken hun udtalte den sidste Linie: "Ich habe geliebt und gelebet" greb mig saa umodstaaeligt, at jeg, fuld af svulmende Haab, tilhviskede hende: "Sey Du mein Tbekla!" Hun svarede efter et Ophold, i hvilket hendes Aasyn udtrykte Forbauselse: "Bedauern Sie mich! Ich verehre Sie, ich schäze Sie hoch über tausend Männer, aber lieben! ein weibliches Herz liebt nur ein einziges Mal." Hun stak sin Arm hurtigt under min, og drog mig hjem. Det svimlede for mig. Siig mig: hvem skulde hun elske? En Kniplingskræmer? Hun elsker Dig, min lykkeligere Broder! Hvem ellers? - Inden tre Uger er tilende kan Du vente mig. - Din Christoffer. -"

Min Broder havde skaaret min Sjæls Øine for Stær: nu først saae jeg klart, at jeg elskede hende. Jeg haabede paa hendes Gjenkjærlighed. Længsel efter hende brændte i min Barm. Og dog skulde jeg her oppebie min Broder. Det gjorde jeg, men paa mit Værelse, uden at bryde mig videre om Lyon og dens høitberømte maleriske Omgivelser. Jeg kedede mig rædsomt. Jeg var nær ved at tage Opium for at bedrage Tiden og glemme mig selv og hende med. Jeg fordømte min bly tossede Tilbageholdenhed, da hun dog havde givet mig saadanne Tegn, som jeg aldrig burde miskjende. Men, faldt mig saa igjen ind: i rnin Svogers gjæstfrie Huus komme mange Besøgere; hvorfor kan ikke een af dem, elskværdigere end jeg, have vundet hendes Hjerte? Om jeg nu kommer hjem, og det gaaer mig ligesom min Broder? Jeg ravede usikker mellem Tvivl og Haab; det Sidste holdt mig paa Benene.

Min Broder kom. Jeg glædede mig over hans livlige Udseende. Dog det var Sol og Vind, der havde tingeret hans Ansigt. Græmmelsens Tinctur kom snart istedetfor hiin paa hans noget indfaldne Kinder.

Efterat Christoffer havde udhvilet og forfrisket sig en Dag over fra Reisens Besværligheder, siger han til mig: "Jeg maa nu afsted til Livorno. Som jeg er færdig til Reisen fra vort Hjem, kommer vor Kjøbmand Wulf farende fra Husum, med den, ogsaa for os betænkelige Nyhed: at et Handelshuus i Livorno, med hvilket han i flere Aar havde staaet i Forbindelse, til hvilket han nylig havde afsendt en meget værdifuld Ladning, meentes at ville gaae fallit; hvorom han, men først efter sit Skibs Afgang, ved en Correspondent havde faaet Advarsel. Han havde derhos honoreret en meget stor Vexel, udstædt 287 fra samme Huus. Kort: hans Velfærd stod paa Spil - den Deel af vores, som han har til sin Disposition, følgelig med. Da han just havde hørt, at jeg vilde reise efter Dig til Italien, besvor han mig, for vor Skyld og sin egen, at undersøge Forholdet, og virke til fælleds Gavn i Livorno. Jeg maa uden Ophold afsted. Iil Du hjem, hvor Livets høieste Lykke venter Dig." - Jeg tog ikke lang Tid til at fatte den Beslutning, at følge med min Broder, hvis Helbredstilstand tyktes mig mislig, saavelsom hans Sindstilstand, hvorved han var mindre skikket til at udføre det vigtige Hværv i Livorno. Dette sagde jeg ham. Han trykkede, indvilgende, min Haand til det syge Hjerte. Vi rejste, saa fort hans Kræfter tillode det, til Toulon; derfra søveis til Livorno. - Sagerne hersteds vare snart afgjorte. Handelshuset havde vel lidt Tab ved et Par pludselige Bankerotter; men det var saa solid, at det derved ikke kunde rokkes. Husumskipperen laa der, havde udlosset, og ladede saa ivrigt, at han om tre til fire Dage kunde være seilklar. Da der, paa denne Aarstid, ikke var at frygte for Storme, bestemte vi os til at gaae med ham; derved kunde spares overordentlig saavel af Penge, som troligt, af Tid.

Som velgjørende Indgreb i min Broders Kummer, overdrog jeg ham een og anden Bestilling, jeg ligesaagodt selv kunde have udført. Saaledes, to Dage før vor Afseiling, havde han været ude at opkjøbe Proviant til os, og bringe den ombord. Da kommer han styrtende ind til mig, som en Vanvittig, med det Udraab: "Hun er her!" - "Hvem?" spørger jeg, forskrækket til Ængstelighed, .Henriette - jeg har seet hende - jeg veed hvor hun er - kom med! kom strax! jeg skal vise Dig Huset, gjennem hvis Port hun kjørte ind, tilligemed en anden Dame." - "Bie! Bie!" raabte jeg "I Slobrok og Tøfler kan jeg jo ikke gaae ud." - Medens jeg paaklædte mig, under et aandeligt Hurlumhei af Tanker og Følelser, fløi een Tanke pludselig hen til den franske Fiskerpige, min Henriette saa næsten fuldkommen liig, og som jo af en ubekjendt Dame var ført bort fra hiin Gjæstgivergaard og ud i den vide Verden. Ja det maatte være hende. - Vi gik, og naaede snart den Gaard, han betegnede mig. Jeg bad ham gaae hen paa en Restauration der nær ved, medens jeg foretog mine Undersøgelser. - Portneren berettede mig, at i anden Etage boede to franske Damer, hvis Navne han ikke kunde udtale. Han sagde mig Nummeret. (Gaarden var nemlig et Hotel for Reisende). - Jeg løb derop, pikkede paa Døren, hørte et fjernt "Entrez!" og traadte ind. - Tvende Damer, en 288 midaldrende og en ung - Himmel! var det Henriette eller Marion? Hun var elegant klædt - min Tvivl løste hun øieblikkelig, ved den fremmede Mine, hvormed hun hilste. Den Anden hilste ligesaa koldt, og spurgte paa Fransk: Hvem hun havde den Ære at see, og om Hensigten af mit Besøg.

Jeg sagde hende mit Navn og min Hjemstavn. Derefter forklarede jeg: at der i en By, ikke langt fra Mit, levede som Gouvernante en ung Pige, Datter af en fransk Emigrant; at min Broder, som ogsaa var her i Livorno, og som kjendte hiin Dame, havde seet de herværende, og fundet en saa overraskende Lighed mellem hende og den yngre af dem, at jeg, som nu fandt det Samme, udbad mig nogle Oplysninger, som rimeligen vilde være af høieste Interesse for Demoiselle Goelan. - Aldrig saa snart var dette Navn ude af min Mund, før den Ældre blegnede, og segnede næsten afmægtig ned paa Stolen, og den Yngre blussende sprang hen imod mig med et hæftigt: " Kolean? siger De," - "Goelan" rettede jeg: "men det lyder temmelig eens; og jeg tvivler ikke længere paa, at min Emigrant jo har forandret " Kolean" til "Goelan" som allegorisk Hentydning paa hans Flugt fra La Manches til Nordsøens Bredder." - Marion - thi det maatte være hende - foldede sine Hænder, og lod sine Taarer frit Løb. Den Ældre reiste sig, og trippede, let rystende, hen til Hiins Side. - "Jeg har," vedblev jeg, "for ikke længe siden været ved de sørgelige Ruiner af Slottet Kolean; jeg har været i det nedenfor liggende Fiskerleie, har opstøvet og hjemsendt til Datteren hendes Faders Charles Koleans Portrait, og kan ikke betænke mig paa at hilse Dem, min skjønne unge Dame! som Marion Kolean." - Hun tilnikkede mig Bekræftelse, knælende for Tanten, og reev hendes Haand til Mund og Barm. - Denne reiste sig og krystede hende i sine Arme, og sagde: "Denne Mand er sendt os som en venlig Engel fra Skjæbnens Styrer - Min Herre! hvem jeg er, skal De ogsaa erfare - men ikke i dette Øieblik; vi maae have Ro til at fatte os. - Imorgen, om De behager, see vi Dem paa samme Tid." Hun neiede; jeg bukkede, og gik til min Broder, der med Utaalmodighed ventede paa mig. - Han hørte min Beretning, men opfattede den ikke klarligt; han vidste ikke, hvorledes han var vendt i det med disse to forunderlige Søstre: Hvem der var Henriette, og hvem der var Marion; om de ikke Begge vare Eet, saavelsom Goelan og Kolean. Jeg var ikke uden Frygt for hans gode Forstand. - "Vær nu bare rolig! hvis Du kan," siger jeg, "imorgen vil jeg indføre Dig hos Henriette 289 No. 2, og hos hendes Tante, hvis Historie Du da faaer at høre. Da de, af min Tirade idag, allerede vide Lidt om Dig, ville de vist ingenlunde nægte dig Audients, især naar jeg endnu idag skriftlig beder derom."

Han nikkede, virrede med Hovedet, smilte og slog Rynker i Panden; men Enden paa dette Minespil blev, at han gik ind paa mit Forslag. En glad Anelse blev levende hos mig.

Da vi ved Tjeneren, som nu var tilstede, havde ladet os melde, og derefter indføre, tog Tanten ene imod os, lod os byde Forfriskninger, anviste os Sæder, men forblev selv staaende, og ligesom grundede en Stund, hvorpaa hun satte sig rask ligefor os og begyndte:

"Disse Ruiner, som De, min Herre! igaar omtalte at have seet, ere de sørgelige Levninger af et Slot, der har tilhørt og været beboet af min Familie gjennem mange Aarhundreder opad lige til Korstogenes Tider. De seer deraf, at min Broderdatter i Danmark er gammel af Adel, saavelsom jeg. Forresten er Adelskab uden faste Grundeiendomme det Samme som et Glas uden Fod. Min Fader havde mere udbredte Besiddelser, end hans Forfædre. Han besad store Riigdomme, skal have været stolt og haard mod sine Undergivne; vi Børn fornam ikke Meget hertil. Revolutionen begyndte. En Slægtning af os, som boede i Nærheden af Brest, var Medlem af Notablernes Forsamling. Da denne opløstes, og Fætteren paa Hjemreisen besøgte os, fortalte han om den ildevarslende Folkestemning, og sagde, at han vilde realisere Alt hvad han eiede og nedsætte sig i America. Han tilraadte Fader, at gjøre ligesaa. - Ak! havde han fulgt dette Raad! Kort efter begyndte Bønderne, i Ledtog med og anførte af alskens Canailler, at storme og ødelægge de adelige Borge. Endnu var Fader rolig, eller lod saa.

En Morgen kommer een af Domestiquerne, der om Natten havde besøgt en Kjæreste i Fiskerlejet, og siger Fader: at der var uroligt histnede, at nogle ubekjendte, lurvede Personer æggede Beboerne til at storme Borgen og udplyndre den, og udrydde den hele Ulveyngel, som de behagede at kalde det naadige Herskab. Fader spottede vel denne formeentlige Hiobspost; men lod dog gjøre Anstalter til Forsvar, blandt hvilke var den, at forsyne Porten med de udforderlige Stænger og Bolter; Bøsser bleve uddelte til det talrige Mandstyende. Aftenen kom; den var mørk og regnig. Til Klokken elleve var intet Ondt at fornemme. Da begyndte pludselig Bondestormen. Den 290 varede under frygteligt Vræl, med kjækt Modværge, over to Timer. Men nu havde den paasatte Ild grebet saaledes om sig, at Forsvarerne maatte tye til Hovedbygningen. Dog snart var den hele Borg fuld af blodgjerrige Fjender. Min Fader, mine to yngste Brødre, og, som jeg hidtil har troet, den Ældste ligesaa, myrdedes, saavel som næsten alle Andre, Slottet tilhørige. Min Kammerpige havde ved den første Tumult vækket mig, samlet mine Juveler og andre Kostbarheder, anskaffet og iklædt os Begge Bondedragter, som hun, for et saadant Fald, forud havde anskaffet sig. "Jeg veed" siger hun saa, "en Løngang, hvorigjennem vi useete kunne naae Skoven, og saa ere vi frelste. Men kom med mig strax! for Gud i Himlens Skyld!" Hun tog mig ved Armen. Jeg stræbte imod: jeg vilde til min Fader og mine Sødskende, og have dem med. "Det er forsiide" raabte hun: "Hør! Hør! Morderne ere allerede herinde. Vil De tøve her, og først skændes, og derefter brændes?" - Jeg fulgte hende; men Gud veed, med hvor voldsom oprørt Sind. - Hun kjendte den underjordiske Vei. Vi anstrængte os, Larmen lød stedse svagere, taug snart, og hørtes først igjen, da vi steeg op af Jorden, og mellem Træernes Grene saae Himmelen rødme af Slottets Brand. Vi gik, efter min Piges Raad og Anviisning, uden Hinder til Brest. Her havde hendes Broder Beværtning for Søfolk. Han modtog sin, i mange Aar ikke sete, Søster med Glæde og Godhed, og mig, hvem han paa hendes Udsagn antog for en Bondepige, som søgte Tjeneste, med Trohjertighed. - Næste Morgen, da vi kom sammen til Frokost, og jeg tilfældigt havde lagt min Haand paa Kanten af Bordbladet, skottede han til den, og sagde: "Disse fine Fingre har aldrig rørt ved Malkespand eller Vadskerballie - deres stærke Rødme siger mig, at jeg har Ret. Men vær ikke bange! Jeg kan nok vide, at De er af høiere Stand, end De lader. De har maattet flygte hjemmefra i disse Uroligheder. Mamsel! jeg er en ærlig Mand, skal ikke forraade Dem, men være til Tjeneste, saavidt jeg formaaer. Tal kun aabenhjertigt med mig! Hvad har De egentlig isinde?" - Jeg fortalte ham da, uden Forbeholdenhed, Hvad De allerede veed; tilstod, at jeg ikke havde nogen anden Plan, end den: ved strængt Arbeide at holde Ligevægt mod min strænge Skjæbne, skjule min Usselhed for Verden, og søge Trøst og Styrke hos Gud. - "Ja ja!" sukkede han, "det er den bedste Tilflugt, De kan søge. Gud kan aabne Dem en bedre Fremtid." Jeg græd; han grundede. "Har De ingen Slægt eller Ven i Vestindien?" spurgte han: 291 "Her seer det broget ud for os Alle." - "Jeg har en Cousine, som er gift med Gouverneuren paa Saint Vincent. Men jeg har aldrig engang seet hende, og veed altsaa eiheller hvordan hun vilde tage imod mig." - "Hør!" raabte han, "jeg venter hvert Øieblik en god Ven af mig, en Skibscaptain, som farer Aar ud og Aar ind mellem den Ø, De nævnede og Brest, Han tager Dem nok med for billig Betaling. - Har De nogle Penge, for ellers kunde jeg maaske forstrække Dem." - Min Frelserinde Louise svarede for mig: "Saamange har vi nok, at Fragten kan blive betalt." Hun viiste ham eet af mine Smykker: "See her, Broder! hvormeget kan dette være værd omtrent?" - Han besaae det og raabte: "Mortbleu! det kan betale for en Reise til Ostindien og længere. - Der har vi Captainen!" Denne indtraadte, med en anden fiinklædt Herre efter sig. "Det er en Planter fra St. Vincent" sagde han i sædvanlig Sømandstone: "Han har været herovre og klaret nogle Pengesager. Nu gaaer han med mig hjem. - Giv os Noget at leve af! For naar Vinden bare vil falde et Par Streger mere vestlig, saa letter jeg." - Værten indbød ham og den Anden til at tage Plads ved Bordet, hentede Viin, og sagde: "Har Captainen Rum for disse to Passagerer?" - Han viste paa os. Hiin tog det fyldte Viinglas fra Munden, besaae os med en Mine, som om han havde faaet Øie paa et Par mistænkelige Seilere ude paa Havet, og svarede: "Vel har jeg det; men Fragten?" - "Erlægges forud," sagde Værten. "Alt vel!" raabte Sømanden, og stak sit Glas ud. - Hans Medfølger kastede imidlertid eet sælsomt Blik efter det andet til mig; men talede ikke et Ord til Nogen af os. Da vi reiste os, gik Sømanden; men Planteren kaldte Værten ind i et andet Værelse. Han kom ikke igjen tilsyne, og maa vel have fjernet sig gjennem en anden Udgang.

Louise gjorde, med sin Broders Bistand, Smykket i Penge, fik Fragten betalt og Fornødenheder paa Reisen anskaffede, saavelsom passende Klæder til os hver især. - Vi sagde Fødelandet Farvel, og gik ombord. Vinden var gunstig. Seilene droge os med Hurtighed ud paa Oceanet. - Vi to stakkels Fruentimmer bleve søsyge. Planteren viste sig særdeles omhyggelig for os; meest for mig, hvilket jeg, uagtet mine legemlige Lidelser, lagde Mærke til. - Vi kom lidt efter lidt til Kryltern, og bleve snart søvante. - Nu stræbte han, ikke uden Held, at opmuntre og more os, især med at fortælle og forelæse - begge Dele fortrinligt. Jeg fattede jævnthen større og større Godhed for ham; som han ogsaa for mig, kan jeg troe; og inden vi havde faaet 292 Vestindien isigte, vare vi forlovede, og da vi vare landsatte, biede vi ikke længe med at lade en Religionens Tjener hellige vore Hjerters Pagt. - Tvende lykkelige eller, hvilket er omtrent det samme, sorgfrie Aar henlevede jeg med Ægtefælle, der anstrængede sig af al Magt, for, saavidt gjørligt, at oprette mine store sørgelige Tab - glemme dem kunde jeg ikke - kan eiheller endnu, saalidet som det sidste, da han, der havde tillukket mine smertelige Saar, tillukkede sine Øine i en altfor tidlig Død. Da han af denne havde Forudfølelse, ordnede han betids sine Affairer saa vel, at han efterlod mig som velhavende Enke, hvorfor jeg fik flere Tilbud, dem jeg alle afslog. Ved min elskede Mands Dødsseng havde jeg frivillig lovet ham: at denne min første, alt for korte Kjærlighed skulde vorde den sidste. - Jeg har holdt det. For Kvinden er det ikke vanskeligt. - I Vestindien vilde jeg ikke blive; Menneskene, deres Raahed i Tale og Sæder - rettere: Usæder - Alt var mig modbydeligt. Jeg ilede tilbage did, hvorfra en grusom Udaad havde bortslængt mig. - Jeg tænkte at finde Ro for mine øvrige Dage. Ak! mine Herrer! Uro fandt jeg; ikke noget Sted har jeg kunnet stilles: min Fødeegns Rædselsminder bortskræmmede mig; andre Egne vare og bleve mig heelt eller halvt fremmede. - At reise, var Drivt hos mig. Hvad Betydning har denne Drivt? At see sig om, at see noget Nyt. Og naar det er seet, er Man tilmode, som naar Man kjører fra Theatret, hvor Man har seet et nyt Stykke: Dette, som hiint, er allerede gammelt. - Dog," lagde hun til med hæftig Bevægelse, idet hun pressede Marions Haand til sit Bryst, "her har jeg fundet noget Gammelt, som er bleven nyt, den eneste levende Erindring fra svundne Tider!" - Hun omklamrede Marion, og trykkede et langt Kys paa den Hulkendes Pande.

Derefter reiste hun sig rask iveiret, og sagde: "Og nu afsted til min danske Broderdatter, min dyrebare Marions Søster! Naar, mine brave Riddere! ville I afhente os?" - "Imorgen haaber jeg; og - til en glædeligere Fremtid for Eder, ædle Frue! end eders Fortid var."

Da vi vare traadte ind i min Bopæl, gik Christoffer hen til et Vindue, og keeg stivt paa Huset overfor, og paa Himmelen ovenover det. Jeg stoppede min Pibe ved Siden af ham, slog Ild, tændte, pulsede, barkede, hostede, trampede i Gulvet, slæbte Stolene frem og tilbage. Han hørte Intet; vistnok eiheller hans egen Fingertrommen paa Ruderne. - Denne Extase varede mig for længe. Jeg lagde min Haand paa hans Skulder - han fornam det ikke. Nu, saa gav jeg ham en 293 294 Dask, han maatte fornemme. Det gjorde han ogsaa, vendte sig om imod mig, satte begge Næverne i Siderne, ret som vilde han understøtte sig selv. Da oplod han sin Mund saalunde: "Det er hende - det er ikke hende. Det er mig; det er ikke mig - Fra mio dolcissimo! for alle de Helliges Skyld! Siig mig, hvem hun var!" - "Du veed det jo" svarede jeg - slet ikke ærgerlig - Henriettes Halvsøster." - "Eller" tog han langsomt ved, "er Henriette ikke hendes Halvsøster? Hvilket er hvilket?" - "Broder!" formanede jeg, "vær dog fornuftig! og tal saaledes, at jeg kan forstaae Dig!" - "Forstaae mig?" udbrummede han, "tænker Du jeg selv forstaaer mig? Der er skeet en Metamorphose, enten med mig eller med mit Hjertes Dame - giv mig en Flaske Falerner, eller Tokayer, at jeg kan blive placat fuld, og komme til at sove en fjorten, sexten Timer i eet Sæt! Ellers bliver jeg taabelig."

Mit forantydede Haab fik raskere Vinger. Jeg gav Christoffer en halv Flaske primo Portoviin, paa hvilket Opiat han sov næsten i tolv Timer. Jeg, med Tjeneren, maatte besørge det videre Fornødne. - Saa snart Skipperen havde sendt Bud: at vi, inden to Timers Forløb, maatte møde ved Bryggen, lod jeg hente en Hyrekaret, og i den samme afhente vore Damer. En Baad ventede, og førte os alle Fire ombord. - Nu kom Broder snart til sin Forstand igjen; men ikke til sit Hjerte. Marion drog det heelt og holdent til sig; og saa byttede de, som Man siger. Vi vare Allesammen velfornøiede med denne Tuskhandel; vor vakkre Enke ikke mindre end jeg. Hun spenderede to kostbare Ringe til Liigkjøb, og derhos nogle meget værdifulde Taarer, da de Elskende satte Ringene paa hinandens Fingre. - Det var en Søtour i sit Slags.

Jeg behøvede kun een af de fjorten Dage, den varede, for at opdage: at Fiskerpigen var, under Tantens Veiledning, bleven en elskelig uddannet - ikke overdannet Ungmø. Min Broder var saa lyksalig, som nogen Elsker med Grund kan være. Han var dertil stolt af sin Tilbedede, og det ligesaa med gyldig Grund.

Høivande førte os uden Ophold ind ad Heverstrømmen til Husum, hvor vi ikke forsinkede os, men, efter Opgjørelse med Skipperen, søgte Tønder saa fage muligt.

Der blev Glæde over al Glæde. De to Søstre vare færdige ved at kvæle hverandre; min Søster den livsalige Tante; hendes Mand mig og min Broder. - Nu kan Du nok slutte, uden at jeg behøvede at sige 295 Dig det: at der ikke forløb mange Uger inden Christoffer og Marion bleve Mand og Kone. - Henriette blev endelig ogsaa gift.

"Faer! og Moer!" skreg en lille nydelig Dreng, der kom farende ind fra Spisestuen, "kom gesvindt! Maden har staaet et heelt Kvarteer paa Bordet, siger Jomfruen; og hun skjænder, fordi den bliver kold." - "Hilledød!" raabte min Ven, "saa er det paa høi Tid." Han sprang ind med den Lille ved Haanden, sigende til mig: "Vil Du ta'e min Kone!"

Suppen var spiist; men jeg veed virkelig ikke, hvordan den smagte; thi jeg var i høieste Maade begjærlig efter at vide, Hvad der kom ud af den platoniske Kjærlighed mellem Henriette og min Ven. "Henriette blev ogsaa gift" havde han henkastet saa ligegyldigt, at jeg maatte næsten troe, hun havde faaet Enanden. - Jeg tog mit Glas, for at drikke Værtindens Skaal; men, ikke længere Herre over min Nysgjerrighed, siger jeg til Vennen: "Du sagde, Henriette blev ogsaa gift; men Du sagde mig ikke, med hvem." - "Ih!" sagde han, "kan Du ikke begribe det? Med mig. - Hun sidder der ved Siden af Dig." - Nær havde jeg tabt Glasset. Hun greb sit, stødte til hans, og sagde med et Smiil, som jeg ikke er istand til af afmale: "Din Sundhed! søde Mand!" - "Og din med, min sødeste Maage!" gjentakkede han. Mit Glas klinkede med de to andre.

296