↩

Idyller og Samtaler.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt og faaes til Kiøbs hos August Friederich Stein, boende i Skidenstrædet

i No. 171.

2
3

Fortale. Glade og rolige Timer paa Landet have frembragt dette Foster. En Theocrit, en Virgil, en Pope, en Gesner har jeg søgt i nogle Idyller at efterligne; thi Segrais og Fontenelle bør ey komme i nogen Betragtning. Men udi de fleste haver jeg fulgt mit eget Genie, og som jeg fandt, at dem manglede det stille Sprog, den fine Stiil, den liflige Velklang, som egentligen efter Regler tilskrives Idyllen: saa besluttede jeg at føye dertil det Navn: Samtaler. Ja jeg har søgt i endeel af dem at foreene sammen noget af Idyllens Væsen, med Samtalens Hæftighed, Munterhed, Styrke, og undertiden Bidskhed efter Luciani Maade.

Hvorvidt dette mit Øyemærke er bleven opnaaet, overlades til andre at dømme om. Udi de Stykker, som føre Grækiske Navne, har jeg meere villet nærme mig den egentlige Idylle; men i de, som have Nordiske Personer, har jeg menet, at vore Forfædres Vildhed kunde og tillade mig at skrive noget stærkere. Maaskee nogle ville synes, at endeel af dem ere et Slags Fortællinger; Mig er det lige meget, hvad De ville kalde dem, naar de kun behage. De faa hist og her forekommende Vers haver jeg ikke ladet aftrykke, som man gemeenligen pleyer; men jeg meener dog, at de ere noksom betegnede, Deels derved, at der ofte forud tales om Sang, og deels derved, at hver Linie af Verset begynder med et stort Bogstav.

Brynhild og Haldan. Bryn. Her saae jeg sidste Gang min elskte Fridleif. Her svore vi hinanden ævig Troskab. Her føyede vi Mund til Mund. Mine Læber heftedes her til hans. Her var jeg hans. Ak var! Du Freya, Du saa vor reene Elskov; uskyldig smilte vi til hinanden; uskyldig, ligesom Du til Oddur. Alt er nu borte; Haab, Liv, Lyst,

Glæde. Skoven er ey mere grøn, Solen har tabt sin Glands. Dette forhen behage-

lige Stæd er nu fælt, og derfore mig kiært. Min Hiord vansmægter, mine Faar vantrives. Alting er ude. Freya, giv mig Fridleif igien, eller tag mig i Din Bolig.

(Hun sætter sig ned.)

Hald. Skiønne Brynhild! altid saa bedrøvet. Hvi stedse saa sorrigfuld. Ofte har jeg villet nærme mig, Ømhed for Din Smerte har afholdet mig. Udøs den i min Barm, den beste Geed i min Hiord skal være Din.

Bryn. Ak Haldan! Hiord, Geed, Faar, intet glæder mig mere. Behold

derfor Din Geed. Trøst haver ey Sted i mit Hierte. Fridleif er borte.

Hald. Fridleif? han, den raske, den uuge, den muntre, den snilde Fridleif; han? var han Din?

Bryn. Ja, den elskværdige, den troe, den yndige, den bestandige Fridleif; han var (hun sukker). Grumme Ran, Du alleene er Skyld i, at han ikke er. Hvi

slugede Din Bølge ikke ogsaa mig. Hvi

lod jeg Fridleif fare alleene. Fælles dreve vi Faarene ud paa Marken; fælles joge vi dem hiem igien. Den Mælk, som de malkede, den drak Du. De Oste, som jeg

pressede, dem aad Du. Men disse glade Dage ere forbi, som en Røg ere de forsvundne. Ak at jeg havde fulgt med dig, i det mindste kunde vi da have døet i hinandens Favn, min Aand have blandet sig med Din, naar vore døende Læber havde

udstammet det sidste Farvel. Hvilke

fiorten Dage! Men see Haldan, see her Sporet af den elskværdigste unge Person. Tusinde Kysse gav han mig her, her i Freyæ hellige Lund. Hun saae det, og skinte da med dobbelt Klarhed, listende sig frem bag Træerne. (a) Tusinde Kysse giver jeg igien disse Fodspoer. Dog Skygge! Jeg raaber, mig svares ikke. Jeg sukker: ingen agter min Klage. Han, som agtede den, han som aftørrede mine Glædes Taare, Han som lagde mit Hoved i sit Skiød, han som levede for mig, han er død, borte, forloren, og jeg sidder her.

(a) Gemeenligen forstode vore Fædre Maanen ved Freya, men da de blandede Freya og Freyen sammen, saa kan det gierne tillades en Hyrdinde, at giøre Maanen til Freya.

Hald. Yndige Hyrdinde! Stor er Din Sorrig, men andre have fristet lige Skiæbne, ja vel grummere. Tillad mig at lindre Din, ved at fortælle min; min som langt overgaaer Din, og derfore bør sætte Grændser for Din Smerte.

Bryn. Hvorvel intet kan bringe mig til at glemme min Sorrig, saa tillader jeg dig dog at forsøge, om det er mueligt, at jeg i nogle Øyeblik kan sætte den til Side, for at høre paa Dig, Du guddommelige Skald. Tag Din Harpe, og stem dens høyeste Toner.

Hald. I Bierge giver Gienlyd af Min Klage, Du Skov send min angestfulde Stemme tilbage, I Vinde hyler mig imod; Du Søe oprør Dine Bølger! Min Siæl bruser, hyler, hviner end meere i mig, Solen opstaaer, stolt reiser den sig af de blaae Bølger, i majestætisk Pragt triner den frem; Naturen leer den i Møde, klæder sig i sin spraglede Pynt, og dunster Balsom ud. Saa smilede Sigrid imod mig. Lyksalige Dage, I ere forbi. Korte, som Natten midt om Sommeren. Hastige, som Hvirvelvinden. I bortsmæltede, ligesom Sneen for Solen. Da trod-

sede jeg Odin selv i Lyksalighed. Ikke vilde jeg bytte med ham. Ak nu liig Balldurs Fader. Stor var din Smerte for Balldur. Større min for Sigrid. Du har Guddoms Kræfter; men jeg, jeg føler Mennesket alt for meget. Paa hine Høye, der sloge vi Haand i Haand; Odin var vort Vidne; Thor anraabtes om Hielp. Ved et naadigt Blink viste han sig. Et Blink, Billede af vor Lyksalighed. Vore Arme vare sammensnoede, to Siæle gjorte til een, Tankerne stode afmalede i vore Øyne, mine Kinder blussede af Begiærlighed, dine af jomfruelig Undseelse; vi mærkte, vi saae, vi funde? intet uden os selv. Den gandske Verden var indsluttet i os, vi vare os selv nok. Drukne af Vellyst, og Skjoldunger og Ynglinger vare ikke til, Odin selv forsvandt for vort Sind. Hvorfor ikke ævig saa? Hvor korte ere de glade Øyeblik! Dog altid glade, saa længe vi vare sammen. Nu hørte vi Faarenes Brægen, nu Hestens Vrinsken, nu Oxens Brølen, nu Lerkens Slag, nu Frøens Qvækken. Men Hvorfor tier nu, nu alt? Naturen sørger, Dyrene ere tause, Fuglen synger ey meere:

Sigrid er borte. Græsset haver mistet sin Farve, Blomsteret sin Lugt: Sigrid er borte. Søen udbryder i hule Sukke; Vindene storme imod hinanden, Sigrid er borte. Maanen er mørk; Solen er bleg; Sigrid er borte. Ja hun er borte, den Ranke, den Sneehvide, den Forsølvede. Min Glæde er borte. Vant var jeg at gaae paa Jagten; forbandet være den Dag, da Bue først kom i min Haand. Haren var da en angenem Byrde for mig; Som et Pant paa min Kiærlighed lagdes den for Sigrids Fødder. Jeg gaaer ud, i Busken rører det sig, Raaen var sprunget did ind; Buen tages, Pilen flyver. Brist Hierte, brist i tu, Piil sid i det; flyder I Taare! Giver Vand I Øyne! Det

klare Øye er lukt; ævig lukt! Min Haand, min Piil, mit Hierte! Endda spillede Din Siæl paa mine Læber; min Siæl fuede Din Siæl begiærligen i sig: fra den Tiid lever ikke jeg, men Sigrid i mig. Gid min Siæl maatte beboe Dit Legeme. Sex Aar ere forbigangne, endda sidder Pilen her, her (leggende Haanden paa sit Bryst). Jeg iler, jeg flyver, død segnede jeg i Dine Arme, dog ey som sæd-

vanlig; Forvorpne Medlidenhed, som kaldte mig igien til Livet, for at døe stedse. Ofte satte jeg mig for at følge Dig efter; Udi Freyæ Sal at fortsætte vor Elskov. Men Straf fortjente jeg, at leve er Straf. (Taare hæmmede hans Sang, og Harpen faldt af hans Hænder).

Bryn. Store Skald. Min Siæl var færdig at forlade sin Bolig, imedens Du sang. Din Sorrig opslugede da min; men nu vender den med dobbelt Kraft tilbage. Dog kan Dit Tab ey lignes ved mit; thi Du har ingen Fridleif mistet. Verden giver ingen Glæde meere; I Valhalla bliver den eene at finde. Men Mørket minder at gaae herfra.

Othar og Eric.

Oth. Høyt slaaer Lærken nu, og glæder sig ved Dagens Komme. Stillitzen qvidrer i Lunde. Sødt er det at arbeyde. Frøen hopper i Moradsen, qvækker og raaber. Skov, Duen klynker i Træerne. Sødt er det at arbeyde. Myren indsamler Vinter-Føde. Tødderen klukker for sin Mage. Sødt er det at arbeyde.

Eric. Hvorledes kan Du ved saa tungt Arbeyde siunge? Grov Du endda for Dig selv og Dine, men nu maae Du adlyde Din Huusbondes Røst.

Oth. Det er sandt, men naar denne Grav er færdig, og jeg faaer ledet Vandet fra Torve-Mosen, saa tillader min gode Herre mig, at have Resten af Dagen for mig selv.

Eric. Vel nok, men naar Du er udslæbet, hvorledes formaaer Du at arbeyde meere?

Oth. Det skal jeg strax sige Dig. Saa snart mit foresatte Arbeyde er til Ende, iler jeg hiem; min troe Signe tørrer Sveden

af mit Ansigt; mine fire Smaae omfavne mine Knæe, O, hvor godt smager da Maden. Da lønnes jeg for mit Arbeyde; da opmuntres jeg til nye Møye. Læt er det da at drage Plougen, at binde Hummelstænger om den høye Ask, at omgiærde Marken med Staver, at besnære Fisken i Nættet.

Eric. Men den hele Dag gaaer jo paa saadan Maade bort med Arbeyde. Jeg vilde derimod giøre mig til Gode, strække mig under den skyggefulde Eeg, og indsove ved Ravnens Skrig.

Oth. Hvorfra skulde da Signe faae Føde? De Smaae vilde da skrige efter Brød. Træt kommer jeg hiem, med Solens Nedgang forlader jeg Arbeydet. En Skaal med Mælk staaer færdig, hurtig skynder sig Signe; fremsætter de røde Jordbær paa Bordet, eller og Multen, plukket af Myren; Stundom praler det sorte Brombær i vort Maaltid, og undertiden ligger den krusede Ørret paa Fadet, nylig fanget i Bækken. Andre Tider, anden Føde. Vinteren frembyder Sild, Torsk, Fugl, fanget i Snære eller forrasket ved den hastige Pil; og efter alt dette, hvorledes mener Du, at jeg er til Mode, naar jeg, bedækt med Biørne-Hu-

den, trykkes af Signe til Hendes kydske Bryst. Er dette ey værd at takke Alfader for? Var jeg ikke glad, hvo skulde da være det?

Eric. Du veed saa lifligen at male Din Tilstand, saa jeg næsten skulde misunde Dig, dersom en bedrøvelig Erfarenhed ey havde lært mig, hvor tung den er; thi vi ere jo dog ikkun Trælle. Kone og Børn har jeg ikke. Denne Lyksalighed mangler mig, og den maae Du gierne beholde; thi da jeg neppe kan føde mig selv, hvorledes skulde jeg da føde andre; Udi Kone og Børn seer jeg intet andet, end Byrde.

Oth. Men har Din Herre ey overladt Dig et Stykke Jord til Eyendom, ligesaa vel som min Herre, og hvorfor føder den Dig ikke, uden alleene fordi Du ingen troe Medhielperinde har!

Eric. Torne og Tidsle voxe paa den; af Nælder er den begroet; Skarntyden prunker der i Stædet for Byg, og Skingræs er min Havre.

Oth. Tag Spaden, grav Jorden om, opryk Tidslen, forbrænd Tornen, lad Plougen gaae over Marken, og da skal det gule Syn glæde Dit Øye; Rugen skal bøye

sig, og frembyde sig til Seglen; Havren skal affalde, hvis Du ey skynder Dig med at afmeye den.

Eric. Tiden forslaaer ey til at udrette det mig paalagde Arbeyde; Onde Ord, Skiælden og Stokken ere min visse Løn, naar jeg fremstiller mig for min Husbonde, og endda vil Du, at jeg skal arbeyde for mig selv. Kan man og stedse arbeyde? Behøves ey Hvile? Jo, I trætte Hænder, I stive Arme, I smertefulde Been, I behøve Hvile, hvis I ikke skulle ligge under Arbeydet; men gid I giorde det, gid mine Øyne vare lukte, og jeg skilt fra saa megen Plage.

Oth. Hvor er Dit Arbeyd i Dag, og hvortil er Du sat?

Eric. Jeg skulde indelukke et Stykke Med Risgiærde; men saasnart Opsynsmanden forlod os, snigede jeg mig bort; thi Arbeydet var for strængt, og der bliver desuden mere end Tiid nok til at svede; Snart bliver jeg vel opsøgt, og da vee min Ryg. Men hvorlunde er det mueligt, at Du kan arbeyde uden Ophør, vedblive Din Forretning, og endda tale med mig.

Oth. Nu indseer jeg, hvi Tidsler begroe Din Ager, hvi Hunger nager Dit Le-

geme, hvi Misfornøyelse hærsker i Dit Sind, hvorfor Din Herre er saa stræng. Frugtbare Flittiged, du Glædens Moder, du avler Rolighed af dig, du forskiønner den hele Natur, du kryder Maden, du alleene giver let Søvn; Tiden bortflyver med Ørne-Vinger under din Skygge. Elendige Eric! Klag ey over Skiæbnen, ey over Din Herre, ey over Tiden, men anklag Dig selv. Hver Stand er lykkelig, endog vor Trælle-Stand; Alfader har givet mig en god Herre, men maaskee alle Trælle kunde have gode Herrer, dersom alle Herrer havde gode Trælle. Forsøg eengang Eric, med Flittighed at formilde Opsynsmanden. Hvo veed, om Du endnu ikke kunde komme til at rose hans Fromhed, og Din Herres Godhed.

Eric. Jeg arbeyde ligesom Du? Være paa Færde om Natten med Uglen, og om Dagen med Biørnen. Ney før vil jeg taale min Skiæbne.

Oth. Ulyksalige! hvis Kaar ey kan forbedres. Ligesom Fisken elsker Vandet, Fuglen Luften, Giedden Barken, Ræven Gaassen, Ulven Faaret: saa elsker Du Ladhed. Dine Lemmer gispe, Din Siæl sover. Tak være Dig Alfader! at Du og frembragte

Flittighed, Din Dotter, som ævig smiler Med Ungdoms Smiil, Legemet med Lethed, Hurtighed, paa hvis Pande ævig Roe staaer tegnet, i hvis Øyne ævig Fryd tindrer; den bestandig grønne Gran omkrandser Din Tinding, den aldrig falmende Furre er i Din høyre Haand, og den mørke Barlie i Din venstre. Stedse skal jeg følge Dine Spor, De Spor dryppe af Honning, Mælk rinder af Dine Bryste, Du mangfoldiggiør Hiorden, ved Dig bugner Træet af Frugt, Jorden bær sin Grøde, og vilde Dyr fordærve ey Ageren. O Alfader! lad mig stedse elske denne Din Dotter, lad Tiden glide bort for mig under hendes Vinger, og lad mig ved hendes Smiil opvaagne i Gimle, i Sælskab af Signe og af de Smaae.

Eric. Behold Du Din Flid, Din Signe, Dine Smaae, Din Sveed, Dine trætte Lemmer; Heller vil jeg underkaste mig den knudrede Stok, end længer høre paa Din kiædsommelige Sang.

Mirtil, Menalcas, Palæmon.

Mirt. Skyggefulde og høytidelige Lunde; I ere stedse ærværdige for mig, thi i Eder saae jeg først min Amaryllis; I vare Vidne til den rene Lue, som hun optændte i mit Hierte: Aldrig seer jeg Eder, uden Amaryllis rinder mig i Sinde; Eders Echo svarer mig Amaryllis; Eders Blomster dunste mig Amaryllis imod.

Men. Lutter Amaryllis, Du har intet andet end Amaryllis i Hovedet, og dog kan hun ey regnes imod min Glycerium, men forsvinder ligesom Dampen for Solen.

Mirt. Ubefindige Menalc, som vil sætte Din Glycerium imod min Amaryllis. Lad Palæmon, som følger med Dig, dømme, hvo af os der elsker hæftigst og best, og deraf slutte, hvis Kiæreste fortiener Prisen; Thi den som har opvakt den ædleste Lue, bør og ansees for den beste.

Men. Vel; jeg er fornøyet hermed. Palæmon være vor Dommer, saafremt han selv vil.

Pal. Tiden minder vel, at jeg skulde drive disse Faar hiem, men hvo kan imodstaae den Drift, at høre tvende saa ypperlige Sangere. Men lader os imedens hvile under denne store Bøg.

Mit. Hvad Priis vil Du udsætte? Det beste Faar af Hiorden skal være Dit, saafremt Du vinder.

Men. Efter min Fader besidder jeg en Kande af Valbirk; Alcidamas udskar den med en konstig Haand. Han udskar Venus blot, ligesom da Hun steeg af Havet, den venstre Haand fuld af Tang; Med den høyre stryger Hun en Løve, som slikker Hendes Fødder. Vingede Cupidines strøe Blomster paa Hendes Hoved, og i Hendes Barm. Nogle af dem binde Løven med Blomster-Lænker. Den Kande skal være Din, men vind den først.

Pal. Unge Hyrder, Tiden bortgaaer, mine Faar længes efter Stalden, og jeg end mere efter Eders Sang.

Mirt. Som den hvide Klever er for Bien, Eegen for den skiønne Dryade,

Havets blaae Bølger for den sneehvide Nymphe, Endymion for Nattens Herskerinde, saa er Du o Amaryllis for mig!

Men. Fuglen elsker Myg, Turtel-Duen sin Mage, Hjorten forfølger Hinden, og Hunden holder sig til sin Herre, saa holder jeg mig til Dig o Glycerium!

Mirt. Amaryllis gaaer; Rosen voxer Under Hendes Trin. Hun aabner sin Mund, og Balsom aander ud. Nympherne staae stille, og spørge iblant hinanden, hvor denne ukiendte Nymphe har opholdt sig saa længe? Diana standser i sin Fart, og lader af Misundelse Kaaggeret falde.

Men. Lilier fremspire under Glyceriæ Spoer. En liflig Rosmarinlugt udgaaer af Hendes Mund. Fauner og Satyrer skue til, og blusse af Elskov. Paris vilde ey have røvet Helena, om han først havde seet Dig.

Mirt. Cupido vankede engang om i Skoven uden Forretning. Han fandt Amaryllin sovende. Af Kaadhed kastede Han Blomster paa Hende. Sagte kastede Han dem; thi jeg vil ey vaagne min Moder, sagde Han. Noget efter mødte Ham Venus. Moder, tiltalte Han hende, hvi nu mindre skiøn end for. Kan da en Dødelig bedrage

Dit Syn, svarede den yndige Venus; Ere Cupido's Øyne saa dumme, at de ikke formaae at skiælne imellem Amaryllin, og Elskovs Gudinde. Kom selv, betragt, føel og døm, var den lille vingede Guds Svar. Venus lod sig føre af ham; Forundringsfuld stod hun stille, saae, sukkede, fravendte Øynene, og blev rød som Blod.

Men. Engang forraskede jeg Glycerium i Søvne. Den lette Vesten-Vind blottede Hendes Bryst. Mig var ey anderledes til Mode, end naar man gaaer i en Skov, og seer ind en anden, skilt ved et ringe Giærde fra den første: Saaledes saae jeg paa Hendes deylige Ansigt, og need i Hendes Barm; Gierne vilde mine Øyne hæfte paa det første, men end hellere paa den sidste. De tvende klare Stierner skøde Liv og Lyst fra sig, i det Hun vaagnede. Uvis vankede mit Øyesyn paa dem; Ret ligesom Vandrings Manden, der gaaer paa et høyt Stæd; En færsk Søe, omkrandset med Skove, ligger paa Hans høyre Haand. Og en anden færsk Søe paa hans venstre, liig den første, og dog ulig, begge Prunkende af adskildte lige Skiønheder. Dette behagelige Syn, den friske Luft, den blide Udsigt giøre, at Han snart kaster Øyet til den

ene Side, snart til den anden. Ligesaa uvis henrykt var jeg. Du er værd at elskes, sagde jeg, og Du er ogsaa værd at elskes; I ere det værdige begge toe.

Mirt. Naar jeg skuer Dit Ansigt, milde Amaryllis, da synes mig at see Maanen i sin liflige Pragt. Sød Henrykkelse betager mig. Jeg føler først intet uden Dig, og tilsidst intet. I Begyndelsen leer den hele Natur ad mig; hver Fugl er Nattergal, hvert Vand Hippocrene, hvert Træe Ceder. Midt om Vinteren smiler da Foraaret. Men legger Du Din Haand i min Haand, saa vil jeg ikke bytte med Jupiter selv; Lad Juno længe nok regiere i Himlen: Amaryllis er mig alt. Alting farer sammen i eet, alt andet forsvinder; Amaryllis er alt. Midt paa Dagen, da Solen var høyest, lagde Du Din Haand i min. Sagte stryger Du med den anden paa min Kind; Jeg vaagner, og see Solen er nedgaaet. Mine Læber vare da hæftede paa Din Haand. Timer vare blevne eet Øyeblik. Saa elske, saa frydes de salige Siæle udi det glade Elysium. Der hersker et bestandigt Nu, alting er Eet.

Men. Ey bortdrive Glycerium og jeg Tiden saa ilde. Vi elske med Ild og med Lue, men vi kiende dog altid os selv, vi ere os altid selv bevidste. Vi sige tusinde Gange til hinanden: Du er elskværdig. Vi føye Haand i Haand, vi favne, vi kysse, vi — Træt heraf gaae vi til vor Hiord; Undertiden spiller jeg paa min Fløyte: Enten hører hun til, eller og geleyder hun den med sin Sang. Skiøn er Hun, den Skiønneste iblant alle, men der ere og andre Skiønne. Et stiaalen Øyekast vinker undertiden ad dem; Kiælen vredes da Glycerium, og vor Elskov vender tilbage med fornyede Kræfter.

Mirt. Timer bortgaae, og jeg formaaer ey andet end at skue, at betragte, at føle. Glæde hæmmer mine Ord. En sagte Haandtrykken vidner om Dit Hiertes Tilstand o Amarylli. Lige for Dig sætter jeg mig. Med Glæde Male vi hinandens Billeder i vore Øyne. Dybt seer jeg ind, ind i Din Siæl. Dit skiønne yndige Dække, Din Jordiske Boelig elskes vel af mig, og hvo kan skue den, uden at elske; Men Siælen, den er det min Attraae egentligen gaaer til. Vore Siæle betragte og fornemme hinanden. Vi svinge os i Veyret, langt over

alle Himle, til det Sted, Hvor idel Klarhed Hersker; Da see vi Mistanke, Vrede, Fortrydelse, Had, Avind, Letsindighed, Uroe, Vankelmodighed, Ujævnhed lagde under vore Fødder. Vi brænde da af rene, af pure, af Himmelske Luer. Saa vilde Minerva elske, om hun kunde elske. Da byde vi Sygdom, Skikkelses Forandring, Tid, Fraskillelse, Døden selv Trods, at kunne i mindste Maade forandre eller formindske vor Kiærlighed. Tungen er for svag til at udtrykke dette, Sproget mangler Ord. Glæde vælter ind paa os, Tanken fatter ikke det vi føle; Sappho og Anacreon vilde her blive stumme. Kiælne Haandklap, afbrudte Sukke; Øyne, hvorudi Siælene staae udtrykte; Timeviis udsagde: Jeg elsker Dig. Dette maler stærkere end en Flod af de sirligste Ord, end en Skare af de meest vel klingende Vers. Maaneder gaae, Aar forsvinde, endda er vor Elskov den samme. Nu staaer Amaryllis for mig, Hisset seer jeg Hende, i den hellige Lund svor Hun mig ævig Troskab. Min Amarylli giv mig Din Haand. (Han rækker sin Haand ud, og tager den først efter nogen Tid tilbage, faldende i en dyb Taushed).

Men. Den Forelskte Sværmer, drømmer. Ney Glycerium, vi vide at foreene Elskov og Lyst, vi giøre ey Kiærlighed til Marter. Lad Mirtil længe nok vandre i hine høye Kredser; Jeg springer med min Glyceria i Kap. Uden Legeme vilde jeg ikke elske hende, og skulde Hun døe i mine feyerste Aar, ikke vilde jeg vedde den beste Buk i min Hiord, at jo Galatea, Lycoris eller en anden kunde optænde nye Lue i mit Hierte. Rimeligen tænker Glycerium ligeledes, men det foruroliger ikke mit Sind. Nok, at vi nu elske hinanden. At kysse, at klappe, at favne, at skiærtse, at lee, det være min Deel. Elskoven i de Elysiske Marker overlader jeg gierne til Dig Mirtil.

Pal. Solen haver allerede skiulet sig bag hin Lund, det er derfore Tid at ende denne Kamp. Menalcas elsker som de fleste; Vore Hyrder og Hyrdinder kunne let følge hans Spor. Den Elskov er maaskee mere naturlig, men var jeg Amaryllis, da vilde jeg heldst elskes af Mirtil. Giv derfore Kanden fra Dig Menalcas, og tilstaae, at Mirtil er Din Overmand, og at Amaryllis overgaaer Glycerium.

Frode.

Hagbarth, og Roric.

Hagbarth gaaer krum af Alder, hældende sig paa en Stav. Han siger: Tredive Aar er nu forløbne, siden jeg forlod mit Fæderneland. Ueenighed herskede der allevegne. Odin rasede allevegne. Ven var ey sikker for Ven; Ey Broder for Broder, ja ey Fader for Søn. Forvorpne Tid! Ynkværdige Fæderneland; da jeg ikke kunde hielpe dig, forlod jeg dig. I fremmede Lande søgte jeg Krigen. Nu er jeg endelig efter saa lang Tids Forløb kommet tilbage for dog at døe og begraves her, i Dig o kiære Fæderneland. Man haver og sagt mig, at Urolighederne ere stillede, og Frode, som nu regierer, berømmes allevegne.

Ror. Hisset seer jeg en gammel Mand, krum og uedbøyet ligesom Haslen, naar dens modne Frugt afplukkes; Den bøyede Kiæp truer dens Grene, de drages imod Jorden, og give yndig Føde af sig. Men

tag Kiæppen bort, strax stige de i Veyret igien, og kneyse; Ligesaa er der noget Høyt i denne Mands Aasyn. Mon troe han er en Udødelig, som haver paataget sig menneskelig Skikkelse. Jeg maae tale ham til. Ærværdige Mand, hvis hvide Skiæg vidner om Din Alder, og hvis Aasyn spaaer Høyhed. Siig mig, er Du en Udødelig, som viser Dig for os, eller hvo er Du, saafremt Du er Menneske.

Hagb. Menneske er jeg, og skal strax videre oplyse Dig, naar Du først vil underrette mig, om det er Sandhed, som Rygtet fortæller, at Frode regierer dette Land i Fred.

Ror. Sandhed er det; Fred hersker allevegne, og haver nu i nogle Aar hersket.

Hagh. (Sukkende dybt) Da var det ikke saaledes i min fremfarne Tid. Borger hvæssede Sværd imod Borger. Om Dagen turde ingen lade sig see paa Landeveyene, og om Natten dristede man sig ikke til at belure den liflige Nattergal; Naar man tænkte trygest at sove i sin Seng, omspændte den forræderske Lue Huset, og Bjælkerne fulde ned. Hvad Fienden havde lævnet, det opaad Landets Indfødde. Disse Øyne have seet Mødre

dræbe deres egne Børn, for at redde

dem fra Trældom; Faderen støde Dolken i Datterens Brøst, for at bevare hendes Ære. Ja, Fader at flye, og lade Søn efter sig, (her trillede Taarene af den Gamles Øyne, og efter nogen Taushed sagde han): Saa megen Jammer nødte

mig til at forlade mit Fæderneland, og at giøre mig selv landsflygtig.

Ror. Ey bedre var det i min Barndom. Min Ungdom gik bort under

lutter Bulder. Ak, hvor ofte saae jeg mine beste Faar slagtes, Hiorden berøves, bortspredes. Eengang, det Syn gaaer mig aldrig af Minde, komme tre stærke, lange, fæle Karle, de toge bort, betænk, endog Vædderen selv. Det arme Dyrs Brægen gav Gienlyd i Træerne, og jeg troer, at de sukkede med. Mit Hierte var færdigt at briste, og en Brægen vaagnede mig siden ofte op af Søvne. To Gange har jeg seet vor Hytte opbrændt; Tre Gange fiendtlige Krigshære at drage over denne Mark. Hist under hiin Eeg, blev min Broder myrdet af en forbandet Røvertrop. Mig selv have de ogsaa afklædet nøgen. Men Tak være Odin, Landets Gud, og

Frode, vor gode Konge; nu har Stevens Klint ti Gange været bedækket med Snee, og Fred haver imedens omgiærdet vore Landemærker.

Hagb. Raader Du da en gammel Mand til, at ende sine Dage her, og mener Du, at han kan trøste sig ved at leve saa længe i Fred, indtil han selv vil søge hen til Odins Bolig. Men den lange Vey og Mathed minde mig om at søge Hvile. Kom min Ven, og lad os finde den under hiin Bøg, og fortæl mig der om Frode.

Ror. Som Du vil; De Unge bør adlyde de Gamle. Og endskiøndt jeg ikke har Erfarenhed nok for at give Dig Raad, saa raader selv Tingen Dig til, at slaae Din Boepæl op i det lyksalige Land, som derhos er Dit Fæderneland; Lyksaligt, fordi Frode behersker det. Men da jeg ikke formaaer værdigen nok at tale om saa god en Konge, saa tillad mig at fremføre den Sang, som Regnald, vor Egns beste Skald giorde i Fior, og som alle vi Hyrder have vedtaget aarligen at synge paa den Dag, Alfader meddeelte os saa herlig en Gave. Er Du ikke hermed fornøyet?

Hagb. Visselig; Thi Sang kildrer endnu mit gamle Øre,

Ror. Tier I Faar; afbryder ey ved eders Brægen min Sang. Du Oxe vær stille, og opfyld ey Luften med din Brølen. Ingen Vind suse i Træernes Toppe. Intet forurolige min Sang; Thi jeg vil siunge om min Konge, den Store, den Gode, den Vise, om Frode vil jeg siunge. Jeg saae Stæder nedfaldne i Gruus, Palladser sløyfede, Hytter afbrændte, Taarne nedrevne, Landet øde for Indvaanere, Ageren begroet med Torne, Engen fuld af Vand; jeg saae Faderen vanke om i Skoven, tilsidst afmægtig at segne til Jorden, og forbande den Dag, da han avlede; Moderen sønderrev med egne Hænder sine Børns Indvolde, slikkede deres Blod, og høyt haabede derved i Nastrond at fordobble Straffen af sine Forfølgere, og indviede dem til Loke, Hæl og al deres Sælskab. Hæv Dig Midgaards Orm, bruse o Ægir Dine Bølger, lad dem reise sig, overskylle, og Sieland er ey meere, anden Gang reise sig og Fyen forsvinder. Fenris Ulv aabne din Strube, lad det umaalelige Rum fra Jorden til Himlen

kun blive eet Gab for Dig. Saa Ønskede jeg, saa bad jeg, træt af saa megen Jammer. Men hvad viser sig? Nye Stæder opstige af Jorden, skiønnere end de forrige; Taarner kneyse høyr i Luften, Palladser prunke, Hyrden smiler i sin Hyttes Dør, Indbyggere vrimle paa Veyene, Ageren gulner af Freyrs Gave, paa Engene dandser den unge Hyrde med den milde Hyrdinde, Moderen degger Barnet i sit Skiød; Gid jeg see Dine Børnebørn, beder hun høyt, og alle istæmme med hende; Faderen beklager, at han for seent haver avlet, og at Odin ey haver tildeelt ham den gamle Haldans Skiæbne. Hvorfra kommer denne Forandring? Vestenvindene hviske mig imod, en synlig Gud har giort dette. Odin bød Frode at opstige paa Fædre Stoel i Leyre, strax forsvunde indbyrdes Tvedragt, Kiv, Strid og Ælændighed; De Danske jagede nu den flygtige Fiende, forundret over hvordan det gik til, men dog jaget. Søerøveren hidsede hastig sine Seyl, og vendte Bagstavnen til Landet; Far vel Strand, som jeg saa ofte har plyndret, stønnede han ud, det skeer aldrig mere, Frode værger Dig nu; Svantevit skiælver, at hans Prydelse skal sees

paa Thors Skuldre. Hvisker i Vestenvinde, hvisker sagte, men dog tydeligen, for ey at forstyrre min Sang, at min Konge er stor; fører min Sang til hans Bolig. Dog skulde Han vel agte paa Hyrdens Sang? Udrustet med Pantser, med blinkende Sværd udi Hænde, og alt bæver for Ham; Han griber til sin Bue og Fienden flyer; Naar han opskyder øyenbrynene, da skiuler Uretfærdighed sig; Jarler ryste, og Herser lade Hovederne synke. Tusinde Sorger, høye Bekymringer væltes om i hans Siæl, og endda skulde han agte paa Hyrdens Sang? Ja, min Konge er god, Han er lige saa vel Hyrdens Fader, som Jarlens. For min Skyld ryster Jarlen, for min Skyld skiælver Hersen, for min Skyld pine ædle Græmmelser Dit Hierte, o Frode, jeg hæmmer Din Søvn; Gierne vil Du lide, naar Dine Børn leve vel. For

min Skyld saae o Jelling, Din Landevey, den Kongelige Ring lagt til Vove. Skulde saadan Konge ey agte min Sang. Stemmen af den usleste Mands yngste Barn, er ham yndigere end Nattergalens. Fremmede Sangere og Sangerinder vrimle ikke i hans Sal; hans Undersaatteres, hans Børns Frydeskrig er et Chor for Ham. Bestænket med Blod,

med fiendtlig Blod, dampende af billig Vrede, omgivet med Støv og Skræk, huggende om sig som Odin, hurtig, utrættelig, uovervindelig som han; I alt dette erkiender jeg den store Frode, liig mange af sine Formænd. Men hvo var den, som sagde: Ædle Medborgere, sætter al Had til Side, og ville I hade, see der er Fienden, han som haver fortæret eders Marv, giort eders Land øde, og eders Børn til Trælle; Elsker hverandre, elsker mig, hvis ikke, da lad en anden bestige min Throne, den Throne, som jeg alleene vil besidde, for at giøre vel imod eder. Min Møye skal vorde Eders Hvile, min Uroe Eders Roe, min Bekymring Eders Glæde. Saa tale ikke, de man almindeligen kalder Store, ney den Gode taler eene saa, Frode taler saa. Hellige Taarer, jeg saae eder rinde, Eftertiden skal ævig bevare eder. En Kalv blev frembaaret paa Dit Taffel. En grum Sygdom fortærede Qvæget. Du forbød, aldrig mere at lade Kalv see paa Dit Bord, saa længe Sygen rasede. Jeg kildre min Gane, og mine Børn sukke, jeg spise Landets Fedme, imedens Hunger gnaver deres Been. Det var

Frode, som talede; og ædle Taare, kongelige Taare runde paa hans Kinder. Springer I Vædre, dandser I bukke, og I sikre Kiør udbrøler hans Lov. Træer give Gienlyd af min Sang, hvert Løv blive til Stæmme aarligen med, fornyet Kraft at udbrede hans Ære, til Verden staaer i Flamme. Slaaer Haand i Haand I unge Hyrder og Hyrdinder, og opfører en Lovsang for Frode. Det I leve, det I nyde, det I elske, Det skylde I Ham. See, Kongen smiler; Hans Hierte fryder sig, Hans Børns Glæde udbreder sig paa Hans Ansigt. Noksom er Han lyksalig, naar andre ere lyksalige. O gode Konge, Menneske-Ven, sand Heldt, Fader, Du rette Store; Din Godhed dæmper min Geist ved for mange Følelser, den daaner og falder i Afmagt; Kan intet mere fremføre, uden dette eene: En Konges Godhed kom en Skald til at tie.

Hagbarth og Roric græde; De tie længe stille: Endelig siger den første: At redde saadan Konges Liv ved at opofre sit eget, er Salighed, og at leve under Hans Herskab, er meere end Valhallæ Glæde.

Ror. Nu haver jeg fyldestgiort Din Begiæring, fyldestgiør nu ogsaa min, ved at sige mig, hvo Du er?

Hagb. Hagbarth er mit Navn; I Sielland er jeg født. De gruesomme Uroligheder, som i min Manddom herskede her, joge mig bort; Ey de, som udvortes Fiender opvakte, men de, som rasede i vor egen Barm. Min Siæl kunde ey længer udholde, at see Borger-Blod flyde ved Borger Haand, Jeg besluttede at forlade mit ulykkelige Fødeland, og at reyse saa langt bort, at Rygtet om dets Ulykke ey mere skulde ramme mit Sind. Et Barn af fire Aar, al min Glæde, fulgte mig. Nær Strandbredden, og i Sigte af det Skib, som skulde føre os fra det ulyksalige Land, bleve vi overfaldne af en Trop ugudelige Medborgere. Med begge Hænder hug jeg om mig; Rasede som Biørninden, hvis Unger ere borttagne. Hug deelte jeg ud, og Hug tog jeg imod; Blodet flød need af mig. Mat af Saar og af Harme sank jeg til Jorden, og vaagnede op igien paa Skibet. Første Raab var, hvor er Roric?

Ror. (kaster sig paa Knæe for ham, og legger begge sine Hænder i hans Skiød). See her Din Roric, min Fader.

Hagb. Alfader! Roric - Glæde — jeg døer.

Ror. Støt Dig paa mine Skuldre, og følg til min Hytte. Der kan Dit udmattede Legeme finde bedre Hvile end her, og der ville vi mænge vore Glædes Taare sammen.

Sarraka og Beive.

Sarr. Solen har allerede længe siden forladt Himlen. Endda tøver min

Kiæreste at komme. Dog gid Beive ey have vovet sig ud i dette, fæle Snee-Fog. Ak, at han ligge hjemme paa Biørnehuden, og tænke paa sin Sarraka. Ja, Allerkiæreste, bliv hiemme. Hvor læt er det at forvildes paa Biergene, naar Sneen strax fylder alle Spor, og giør af Bierge og Dale en Slette. Hvorledes gik det

Maderatia forleden? Han drog ud, for at fange den listige Ræv; En tyk Snee overfaldt Ham; fiorten Gange har Solen siden dalet. Endda er han ikke fundet: Dybt sørger hans ømme Moder, og kiælne Søstre. Jumala bevar Beive fra slig Uhæld, eller begrav mig i samme Snee. Men hvor liflig er hans Aasyn, yndig som Maanen, som den nylig faldne Morgendug; Gladere slipper ey Ræven ind i sin Hule, forfulgt af den raske Jæger, hvis hastige

Piil han undgaaer, end jeg vilde være ved at skue Dit Ansigt, o du min Allerkjæreste. Men see, der kommer han jo;

jeg hører Skidenes sagte Susen paa den løse Snee. Indbildning! min Længsel bedaarer. mig. Forvorpne Dage! mørke Dage! I berøve mig al min Roe. Ville I ikke engang høre op at plage mig; fire Nætter have I nu skilt mig ved min Beives Favnetag. Flyv Beive, flyv hastig paa Snee-Havet, ligesom Pilen i Luften; Iil til den, som elsker Dig mere end sig selv. Men bedrager min Hørelse mig;

Noget suser frem, hastig suser det frem. Ak Vind, du drev Spot med mig; hvorfore frembringer du Skidenes Lyd, den mig saa behagelige Lyd. Aldrig trykker

en kiærlig Moder sit spæde Foster op til sin Barm med saadan Ømhed, som jeg nu vilde trykke Dig, min Beive. Kom, hvil Dig i dette Skiød, mine Arme staae aabne for at imodtage Dig, mine Bryster bæve af Længsel. Dog ney, vov Dig ikke ud, Bierge af Snee dynges op, om Du mat, langt borte, kravlede under dem, om Du — Hvor vilde Din Sarraka da blive af? (hun springer hastig op)

Af Sneen vilde jeg grave Dig op, i Sneen vilde jeg legge mig ved Din Side, og døe. (Hun segner need, græder, og sidder længe med sammenslagne Hænder i en dyb Taushed). Hvo rørte ved mig? Beive er det Dig, min Glædes

Beive. Yndigste, Du er næsten

skiult af Snee, stiv frossen af Kulde, kom, leg Dig paa min Ryg, og lad mig bære Dig ind i Dit Tælt. (Han bærer hende ind).

Sarr. Nu, saa er det dog sandt, at jeg holder min Beive i mine Arme. Ak, hvor frygtede jeg! Jeg ønskede, at du ey maatte gaae ud, og jeg frygtede ogsaa derfore.

Beive. Hvad Fare skulde vel

skrække mig fra at haste hen til min Passeware (a), mit Lys, min Glæde, min Soel. Toe Mile, ney ikke ti. Hvor belønnes jeg i dine Arme, et Kys forsøder al Møye. Naar Jægeren haver længe over spidse Stene, dybe Moradser, steile Stæder, høye Klipper forfulgt den flygtige Ren, og Han da naaer den, skyder den,

(a) Saa kalde Lapperne deres hellige Bierge.

treffer den, og nu sidder paa dens døde Krop, fuld af Glæde, saa er min, større er min Glæde, nu jeg favner dig; Hvilke Høye af Snee, hvor kruse sig de bruunlokkede Haar, Mælken er ey saa hvid som dit Bryst, og Morgen-Dugen glindser ey saa af Solen, som dine Øyne glindse.

Sarr. Nu kiender jeg først din Værd. Skilsmissen haver lært mig den. Hvor rinder Sveden need af dine Kinder. Kom hid min Yndigste, lad mig aftørre den med mine Hovedhaar.

Beive. Om nogen vilde byde mig tusinde Rener, legge Elgen til, proppe dette Tælt fuld af Rens Oste, paa Vilkaar at forlade dig. Jeg vilde svare: Behold dine Rener, dine Elger, dine Oste, og lad mig beholde min Sarraka. Om end Jumala tilbød mig sin Sal uden dig, saa vilde jeg ey tage imod den. Lifligere vilde det være med dig paa det meest øde Fiæld, i det stærkeste Snee fald.

Sarr. Forleden friede den rige Fin til mig, Han bød min Fader tusinde Rener; Mig vilde Han give to tusinde. Men hvad var dette for mig, naar jeg skulde forlade min Beive. For mig er ingen Glæde i Verden,

uden naar jeg seer dig. En hæftig Ild løber da igiennem mine Aarer; Vinterens Kulde er allerede fordrevet; Føel, hvor mit Legeme gløder. Og jeg skulde forlade dig, min Soel. Ulyksalige Fjendskab imellem vore Forældre, du giør, at vi maae skiule vor Kiærlighed.

Beive. Maaskee den dog giør os nogen Tieneste. Da jeg forleden lokkede een af mine Rener, den strax kom, og jeg slagtede den, faldt mig ind, hvor meget behageligere det er at forfølge den vilde Ren. Snart taber jeg den af Sigte, nu synes mig at kunne røre ved den, nu forvildes Sporene for mig, nu seer jeg dens Takker staae op over Sneen, svedig, aandeløs, uden alt Haab, naaer jeg den endelig med den visse Pil. Du er den vilde Ren. Andre Fin-Jomfruer de tamme. Ikke vil jeg bytte min vilde Ren bort for tusinde tamme.

Sarr. For mange Dage siden fandt jeg udi et huult Træe en sød Saft, begiærligen samlede jeg den op med Fingrene; En liden Fugl kom ud og stak mig, det sviede, men ikke lod jeg mig hindre i at sanke Saften. Flere saadanne Fugle, ja mange saadanne sværmede om mig; een stak mig i

Øret, en anden paa Øyet. Det svolnede, og længe bar jeg Mærke derefter, mange forstukke mine Hænder; Dog holdt jeg ikke op, førend jeg havde slikket al Saften i mig. Sød var den Saft, men langt sødere ere dine Kys. Den syntes at give mig Kræfter, men jeg hensegner i dine Arme. Ak, at min Fader fornam Halvparten af den Glæde, som nu blusser i mit Bryst; Ikke skulde han skille mig ved min.

Beive. Som Renen, forfulgt af Myggene, der stinge hans Ryg, og gnave sig ind til Benene, Blodet flyder ned langs hans Lænder; han flyver, neppe berører han Jorden i sin hastige Flugt, Aanden forgaaer ham, han stønner. Tungen hænger ud af hans Hals, han slæber langsom Benene efter sig; I det samme bliver han en Kilde vaer; Han samler sine sidste Kræfter sammen; I fire Spring er han ved den; Nu kaster han sig paa Bugen, og sluger det kiølige Vand i sig; Udstrakt, og som død ligger han ved den; Saaledes og jeg, mat af at arbeyde mig giennem Sneen, var jeg færdig at falde om i den, da en kiendt Røg af dit Tælt oplivede mit Mod, gav Mig nye Kræfter, for hastigen

at kaste mig i dine Arme, og at døe ved dit Bryst.

Sarr. Ney Allerkjæreste, døe ey; Nu er det først Tid at leve. Først ville vi begge kysse, klappe, tage i Favn, naar da de sneehvide Haar bedække vort Hoved, da først, da ville vi bede Jumala om at døe i hinandens Arme. Strænge Moder! hvorlunde kan du nægte mig Beive, du haver jo dog een Gang selv elsket. Selv haver du sagt mig, at vort Liv vilde være overmaade bittert uden Elskov. En Aften, en Vinter-Aften, sad du jo ved Ild-Gruben, og fortaalte mig, hvorledes din Fader vilde ikke, at du skulde elske og ægte min Fader, og hvorledes du fandt, at du var skabt til at giøre en anden lykkelig, som ey kunde see uden ved fælles Elskov. Og nu, nu vil du, at jeg skal sælge mig for Rener; Det er saa Skik, siger du. Mit Hierte fordømmer denne Skik. Elskoven kommer, siger du, naar man har været gift sammen nogen Tid. Siig, kiære Beive, siig, er dette troligt?

Beive. Aldeles ikke. Mit Hierte føler, at det umulig kunde elske dig mere

som Hustrue, end det nu elsker. Den Smukkes Øyne tvinge til at elske, at elske strax. Hvad ey eet Øyeblik frembringer, det formaaer Tiden ikke.

Sarr. Men kiære og troe Beive, hvor kommer det, at mig dog synes at fattes noget midt i min brændende Elskov; En hæslig Attraae, jeg veed ikke efter hvad, foruroliger mit Sind, min Fornøyelse er kun halv, hvor kan mig mangle noget i dit Sælskab.

Beive. Jeg føler samme Længsel.

Midt i vore sødeste Fornøylser, er der en skiult Uroe, som nager mit Hierte. Kiære Sarraka, det maae uden Tvil være Frygt for at miste hinanden, Frygt for at vore Forældre skulle opdage vor Elskov, og betage os Leylighed at see hinanden. Brist Hierte, brist, førend saadant skeer. Sytten Vintre have nu besneet mit Hoved, og aldrig har jeg havt græsseligere Tanke.

Sarr. Femten Sommere have seet blideligen paa mig, men aldrig haver jeg sørget saaledes før som nu. Mon du, min Livets Glæde, mon du skulde blive dristig nok for at at begiære mig af min Fader. Dog med min Ungdom unskyldte jeg mig, at jeg ikke kunde imodtage den Renrige Fin. Og

Hvad vilde min Fader sige, at jeg om faae Dage havde giort mig gammel nok til at see paa Mand.

Beive. Smaae Piger ere vankelmodige, vilde han sige. Denne Vanskelighed var nok at overvinde; men større er den, som vore Forældres Uvenskab legger i Veyen. Dog jeg vil see at fange de vilde Rener, Saa længe vil jeg stræbe, indtil jeg har fyldt tusinde Tallet; Da vil jeg sige til din Fader: Nu formaaer jeg at give lige faa meget, som den rige Fin; See, her ere Renerne; Giv mig nu Sarraka.

Sarr. (Med en skalkagtig Latter) Men hvor skal jeg da faae mine to tusinde Rener?

Beide. (kyssende Hende Hæftig!) Der har du to tusinde Kys.

Sarr. Ja min Glæde, Hvert Kys af dig er mere end to tusinde Rener. Aldrig kan jeg betale din Elskov.

Beive. En Smiil af dig, du sortøyede Pige, er mere end al den Glæde Jumala eyer. Naar du yndig, skalkagtig leer, din lille Mund trækker sig i Folder, da synes mig den listige Maane at male sit Skin i de svævende Bølger. Min Sands, mit Syn, min

Forstand forgaaer ved at see paa dig; De ere hæftede paa dine Øyne, paa din Mund, paa din Hals, paa dine sneehvide runde Bryste; Lad mig der samle dem op igien.

Sarr. Du begiærer dit eget; Ræk mig din lille Mund, farvet med Morgenrødens Farve, lad mig see din Aande i mig; Læber hæfte til Læber, vore Tunger kysse hinanden; Ak at jeg var hos dig! Dog dit Billede staaer indpræntet i min Siæl, i mit Hierte; Jeg tænker ikke i mig, men i dig. Men ak søde Nærværelse! du er snart forsvundet, Lampen er næsten udbrændt; Veyen er lang: Nødvendigt er det at skilles ad; Tænk paa din Kiæreste.

Beive. Lad os endnu dvæle noget sammen; hvor langt er det ikke til i Morgen-Aften. Hvad er Forældres Vrede, imod at skilles fra sin Kiæreste. Fortræd, Umag, Besværlighed, Nød, alting er glemt, naar jeg kun seer dig.

Sarr. Naar din brune Haand omslynger min Hals, da tænker jeg paa intet uden dig. Men ak! Forældres Vrede kan ævig adskille os. Staae derfore op; jeg skal binde Skidene paa dine Fødder; Iil hiem,

førend Dagen røber din Bortgang; men tænk paa din Sarraka.

Beive. For oftere at sees maae vi vel skilles ad. I mine troe Følgesvenne, I Skider, glad bandt jeg eder paa, men nu ... ak!

Sarr. Vær ved et frit Mod, stræb at fange dine Rener, og forsøm heller en Nat at komme til mig, end at fange dem. Paa min Side skal jeg og fange Rener, og vi ville kappes, hvo af os der kan fange fleest. Elskoven skal give os Styrke til snart at faae Tallet fuldt.

Beive. O kiære Sarraka! jeg frygter kun for, at dine spæde Fødder, uvante til at gaae paa Skiden, skulle faae Skade; at dine svage Knæe ey skulle udstaae den Fart, og at dine bløde Arme ville trættes ved Stangens Byrde.

Sarr. Hvad tungt, naar Kiærlighed understytter! For at bekomme dig, vil jeg rende fra den ene Ende af Lapmarken til den anden. Elskov skal give mig Vinger

og Styrke; Sødt er det at lide for sin Elsker,

men Tiden minder. Vi maae skilles unødig, men dog skilles ad; Det er haardt. See Himlen tindrer af Stierner, den blide Maane lader sig see; Den før mørke Luft er nu opklaret; De tiene vor Elskov. Elskov geleyde dig, hvor du staaer og gaaer. I mig boer den. Kys mig engang, endnu engang. Lad os blande Kyssene sammen, at ingen Spaae-Qvinde skal vide deres Tal, og skade os.

Beive. Er det nu saa, at vi skal

skilles ad, da giør o mægtige Jumala! at

vi snart igien maae samles. (Han græder).

Sarr. Den Elskværdigste græder, og det for mig; Lad mig slikke dine Taare. Kostbare Taare! I veye paa mit Hierte, Men nu min Allerkiæreste; Frisk vovet, det kan ey anderledes være. (Han render bort, og hun brister i Graad). Tid var det, at du gik; Nær havde jeg qvaltes i Taarer; Nød befoel mig at ile paa Din Flugt; Hvor tungt at forjage sin Elsker! Men see, der kommer du jo igien; Elskværdigste! O Kiærlighed uden Lige. (De omfavne og

kysse hinanden, De kryste sig tæt op til Hinanden, De mænge Deres Taarer sammen; De falde Begge ned paa Jorden, og Holde sig fast om Livet, Mund paa Mund. Endelig slider Han sig af Hendes Arme, springer op som en Rasende, og iler bort med høyt Skriig og Graad; Hun følger Ham med Øynene, og kan ikke tale for Graad).

Nornerne.

Fridleif og Ingeld.

Fridl. Mine Giedder vantrives, og Mælken forgaaer dem. Den strænge Vinter, da saa mange Birk og Gran ginge ud, er Skyld derudi; thi nu mangle de Næver og Bark. Hisset gaaer den rige Ingeld, han eyer vel hundrede Kiøer, og utallige ere hans Faar; men mig synes dog, at han er misfornøyet. Hvorimod Nornerne have siunget for min Vugge, at jeg vel stedse skulde være fattig, men dog fornøyet og elsket af alle, hvilket hidindtil rigtig nok har truffet ind. Men han kommer mig lige i Møde; See, hvor stolt han gaaer.

Ing. Arme Fridleif, din Skiæbne gaaer mig til Hierte; Jeg har Medlidenhed med dig. Du stræber af alle dine Kræfter, staaer op med Solen, og legger dig med den om Sommeren, sover kun lidet mere om Vinteren, og er og bliver dog fattig. Men hvor

kommer det, siig mig en Gang, at du desuagtet er altid glad, siunger, dandser, springer, og er stedse vel til Mode?

Fridl. Det skal jeg sige dig, men som Historien er lang, saa ville vi imedens sætte os ned under denne høye Fur.

Ing. Ja vel, jeg er dermed fornøyet.

Fridl. Neppe var jeg fød, førend Nornerne, tre i Tallet, komme til min Faders Gaard. De vankede da om, for at spaae Menneskerne deres Skiæbne, hvilken de have i deres Magt; thi den nye Lære foraarsagede, at man ey mere saa flittig besøgte deres Templer, som forhen. Man haver sagt mig, at de alle tre vare smukke og vel voxne, dog af forskiellig Skiønhed; Den ene var alvorlig og fuld af Majestæt; Den anden naadig og Mild, og den tredie lystig og skalkagtig. Eder er for nogen Tid et Barn fød, sagde de til mine Forældre, vi forstaae vel at forudsige Menneskets Lykke, naar vi ikkun nogen Tid see paa ham. Mine Forældre, nysgiærige for at vide min Skiæbne, bragte mig strax ind til dem. Den første blev ligesom forfærdet, ved at see mig; hun stod længe stille, taug og havde Øynene fæstede paa mig; Endeligen ud-

brød hun i disse Ord: Den Søn, som nu er fød, bliver eder til liden Baade. Bedre ufød end ussel. Hærdet Haand, træt Fod, liden Søvn vil blive hans Deel; Og dog skal Armod svæve over hans Hoved, Hunger age paa Vogn med ham. Jeg seer forsultne Heste, udhungrede Gedder, forfalden Hytte, indtil sølvgraae Haar skiule hans Hoved og hans Isse blottes. Den anden saae ved disse Ord medynksom paa mig; Min Søster har tildelet dig haarde Kaar, sagde hun, men jeg vil lindre dem; thi du maatte ellers bukke under Byrden. Rig kan jeg ikke giøre dig; thi den ene Norne formaaer ey at ændre, hvad den anden haver udsagt. Men du skal ikke føle din Armod; Fornøyelse skal stedse tindre paa Din Pande, Rolighed sidde paa Dine Øyenbryne, Glæde skal udvide din Hud, og afstryge alle Rynker; du skal siunge i Mangel, dandse naar du hungrer, og den Rige skal misunde dig din Lykke. Her loe den tredie Søster høyt; Du tænker at skaffe Glæde min Søster, sagde hun, uden Elskov, men den Glæde er død. Jeg giver ham smuk Skabning og Deylighed; I Sang skal han overgaae Nat-Vaken, og de ypperste Hyrder. De deyligste Piger skulle kappes om at behage

Ham, de skulle rive ham hinanden af Hænderne, enhver af dem skal blive rød, naar han ikke seer paa hende, af Fortrydelse skulle de slaae Øynene til Jorden, og sige: Den som i Dands overgaaer alle Hyrder, som saa ædel fører Troppen an i svingende Kredser, han som tvinger Irisken til at tie, og at lyde paa hans Sang, han vil ikke see paa os; Ak at vi kunde hade ham, og at han var mindre deylig: men han skal ikke agte uden een. Saaledes min kiære Ingeld have mine Forældre berettet Nornernes Sang, og sandt er det, at intet vil lykkes for mig, al Arbeyd og Konst er forgiæves, mine Giedder vansmægte, og deres Mælk er som Vand. Hungeren vilde see mig ud af Ansigtet, dersom andres Yndest ey opholdt mit Liv. Men dog er jeg altid glad, og veed af ingen sorrigfuld Time at sige. Det lader

ellers, at Nornerne eller dog en Guddom, hvem den endog er, misunder Mennesket en fuldkommen Lyksalighed, og derfore blander noget Bittert i hans Lykke.

Ing. Lykkelig er du midt i al din Ulykke. Men siden du taler om din Sang, og jeg haver hørt den meget berømme, og dog aldrig været tilstæde, naar du fornøyede dig med den, saa udvis mig den Tieneste, nu da vi have intet andet at bestille, at foresiunge mig et Stykke, hvilket du selv vil.

Fridl. Siden du sætter det i mit eget Val, saa vil jeg siunge for dig om en rig Mand, som Nornerne ogsaa have forudspaaet hans Skiæbne. Rigdom meddeler jeg dig, sang den første Norne, ved maadelig Flid skal alting lykkes for dig. Grøn seer jeg din Eng, med Blomster

beprydet; Hvid- og Rød-Kol zire dine Marker; Dine Giærder bære Hinbær, og Multen groer allevegne paa Myren. Dine Faar føde tvende Lam, og hvorvel dine Hiorder mangfoldiggiøres utalligen, saa kunne de dog ikke fortære Græsset paa din

Eng, eller Høet i din Lade. Dine Kiør malke tre Gange om Dagen, og alle

Spande løbe over. Bækken opsvolmer af Fisk, og Myren frembær selv sin Virak.

Der er ingen Ende paa din Uld, og dine Fied dryppe af Honning. Ingen Syg-

dom formindsker din Hiord, ingen Hagel afslaaer dine Blomster, ingen Hede forbrænder din Eng. Udi Søvne voxer din Rigdom. Hvert Aar, og dine Aar skulle blive mange, fordobbles din Formue, (her smilede Ingeld). Alvorligere, end sædvanlig, saae den mellemste Søster paa hende: Nu er han altsaa ret lykkelig, men hvad er Rigdom uden Fornøyelse, tænker du uden mig at giøre lyksalig. Lad ham besidde Hugleifs Skatter, og endda skal han være ælendig. Hans Søvn skal være uroligere end andres Vaagen. Han skal stedse hige efter mere, og ey være fornøyet med det nærværende. Hans Naboes fede Hiord af ti Kalve skal smerte ham mere, end hans egen af hundrede skal glæde ham. Naar en andens Buk bræger, da skal han blegne, og alleene finde Glæde i sit Hierte, naar Haglen nedslaaer hans Søsters Eng, og skaaner hans egen. Han skal forv den nygiordte Must, og den nylig bryggede Miød til næste Aar, for ey at lide Mangel; men det næste Aar skal aldrig komme. Han skal derfore hades af alle, men hans Stolthed skal ikke see det. Her skogger-

loe den tredie Søster; Og ingen skal elske ham, kiælent Spøg skal ey opkomme i hans Hue, og han skal ikke vide hvad det er at skiærtse; Ingen Hyrdinde skal derfore nogensinde flette Krands om Hans Hoved, og Foraars Blomstret skal ey pryde hans Tinding. Den Ulykkelige! han skal ikke synes at det er Mangel, og det skal aldrig rinde ham i Sinde, at dele sin Rigdom med nogen; thi han skal frygte for, at fattes. Han skal ey drømme uden om Græs, Høe, Faar, Giedder, Kiøer, Rigdom, Møye, Sinds Uroe; Aldrig skal den muntre Hyrdinde fremstille sig for ham i Søvne. Skeer det engang, og hun udrækker Haanden til Dands, strax trækker han sin tilbage; thi han tænker, at hun beder om noget. Koneløs, børneløs, venneløs, hadet, beleet og foragtet skal han døe.

Ing, Da jeg hverken har Kone eller Børn, og derhos besidder nogen Formue, saa passer denne Sang sig herudi paa mig.

Fridl. Men er du Hadet af alleer du misfornsyet; Hvorledes kan du til, egne dig sligt?

Ing. Det giør jeg ikke heller, men takker dig for din smukke Sang, og naar jeg engang bliver rig, da skal jeg forære dig - - - et - - - Ekhorn,

fanget i Skoven. Fridl. Tak for din Gave, men jeg frygter for, at den kunde hindre, enten dig, eller nogen af dine Folk, fra at oppasse dine Sager.

Amyntas og Chloris.

Amynt. Yndige Faar, smaae lille Dyr, hvilke Følelser opvækker eders Brægen i mit Sind. Tilforn hørte jeg allene paa eder med Fornøyelse uden Uroe, men siden Chloris Stemme har trængt ind i min Siæl, synes mig i eders Brægen at høre hendes kiælne Sang. Nu er eders Lyd mere følerig for mig, men opvækker tilligemed en mig forhen ubekiendt Smerte. Jeg vil kaste mig ned paa Græsset, fornøye mig over eders Uskyldighed, og tænke paa Chloris; Maaskee hun imedens driver sine Lam her forbi.

Chlor. Uskyldig var mit Hierte, Glædde sig ved Lammets Syn, Naar det i klare Bække Fremviste sin Gestalt. Men nu er Lammet traurigt, Forsvunden er den Glæde, Som før behersket mig. I kiølig Aftenluft Jeg her Amyntes saae; Udstrakt

han laae paa Græsset, Og Zephyr kysset ham; Med gule Lok den spilte Og sagte rused frem. Paa Brinken bag ved eene, Jeg stod og saae det an. For Munden Haand jeg holdte. At Blad ey skulde røres, Og vogne Hyrden op. Sligt Øyeblik af Glæde, Det hele Liv opveyer. Bort Faar, bort kiælne Lam; Amyntas eene hersker, Udi mit unge Bryst. Men mon jeg ham er værdig; Jo Bækken siger det; Mit Ansigt og har Tække, Gid kun ogsaa for ham, Med dig jeg eene vilde, I Hytten boe fornøyet; Med omkringslynget Arm, I Skoven vil jeg gaae; Da Lam faae Yndighed, Da Faaret kiælent bræger; Natur fornyer sig, Som uden dig er død. Ak, at du Smerten vidste. Og Glæden som bestorme, Mit unge Bryst tillige; Medynk du vilde have; Med yndig Haand du vilde, De Taare tørre af, Som strømmeviis nedrinde. Men ak du mig ey hør! Maaskee en anden Pige, Dit Hierte just nu rører; O uden lige Smerte, Jeg døer og segner hen. (Hun tier).

Amyntas, som imidlertiid har listet sig gandske sagte igiennem Buskene til hende,

omfavner hendes Hals bag fra, og siger: For min Skyld skal du ikke døe, yndige Hyrdinde. Mit Hierte har længe været dit.

Chloris farer op, og siger: Forvovne! Amyntas, er det dig? Haver du hørt min Sang?

Amynt. Ja, deylige Chloris; Jeg har hørt og følt den.

Chlor. Saa har du og følt mit Hierte. See der, Elskværdige Amyntas, min Haand, leg nu din i min. Hvilken sød Fornemmelse.

Amynt. Som efter Torden-Veyr, Den blide Soel fremskinner, Saa muntrer Aasyn dit, Min bange Siæl til Glæde. Føel der, hvor Hiertet banker; Der døer af Glæde hen.

Chlor. Ney, lev Amyntas, lev, For mig du nu skal leve. O sød Henrykkelse, At elske og at elskes; At elske den, som elsker, Mit Liv begynder nu, For dig jeg kun vil leve.

Amynt. See Bækken rinder her, Lad saa vort Liv fremglide, O store Jupiter, Du Altings Hersker, Herre. Hvor klar er denne Bæk, Urørt den stedse flyder; Vort Liv ret blive saa, Lad aldrig Sygdoms Vee

Min Chloris Bryst bespænde. Elysium du vinker, Lad smilend begge døe, Udi hinandens Arme.

Chlor. Den Dag opkomme sildig. Reen Vellyst lad nu nydes; Ublandet Fryd skal hvile, Paa vore Læber her. Som Honning er dit Kys; Langt sødere end Mælken. Dit Syn mit Syn opliver; O Glæde uden lige!

Amynt. Stillitsen freidig qvidrer; Irisken staaer saa høyt. Hvo kunstig triller saa, Det Nattergalen er. Hver Fugl jo glædes ved, Min Chloris at beskue, Af Glæde siunge de. De snable sig med Fryd, Vor Lyst de og vil følge.

Chlor. Tier I Fugle, Bliv taus du Nattergal; Amyntas taler. Lifligere end Bogfinken, Yndigere end Vagtlen. Holder op at siunge, Min Kiæreste taler, Sød er hans Røst, I berøve mig hans Ord. I siunge for Øret, Han siunger ind i Hiertet. Hvilken Ild! hvilken Lue Giennemløber mine Aarer. Ret nu kan jeg ey bære min Lyksalighed, Lad mig samle Kræfter paa dine Læber; Ak du rører mit Hierte; Mit Bryst hopper mod dig af Glæde.

Amynt. Ey undres jeg, at Paris tog Helena; Bort Rigdom, bort Ære, Elskov er alt. Vel, at Paris ey faae dig, Chloris, du Deyligste blant Pigerne. Dine sorte Øyne have fængslet mit Hierte, med din Haand omslynger du mig. Ak, at vi kunde blive til een. At see dig, at elske dig, er eet; Paris vilde have glemt Helena, thi her er mere end Helena.

Chlor. Paris var Konge-Søn,

Men du er min Hyrde. Ey var han saa deilig som du; Kunde han elske som du. Betragt dig i Bækken, og døm; Hvilke Haarlokker, brune Lokker! Yndig smile dine Øyne, ligesom Maanen i Bækken. See Fuglene snables, de sukke af Elskov. Skalkagtig leer din Mund, snable mig engang. Amyntas, min Amyntas,

salig skulle Hyrderne prise mig, salig fordi jeg er din. Hyrdinderne falme, de have alle mistet dig. See Krandsen faldt af mit Hoved, du rusker mine Haar. Skalkagtige Amyntas, sæt dem igien til rette, og knyt dem i Knude.

Amynt. Hvor smukt flagre de sorte Haar om dine Kinder, Natten er ey sor-

tere, og Dagen ey klarere end dit Aasyn. Lad mig kysse dem, de sorte, de krusede. Jeg vil knytte dem til mine, sønderriv da de Lænker, om du kan.

Chlor. Med langt stærkere Lænker

er jeg bundet til dig, med Kiærligheds Lænker. Lad Knuden derfor løs, knyt op, og kig i mine Øyne. Der, der staaer Amyntas malet, den skalkagtige, den blide

Amyntas; Kiælen er hans Smil, og Elskov pryder hans Kinder.

Amynt. O Venus! lad vor Lyksalighed

vare; Ey begiærer jeg, at den skal fomeres; thi det er umueligt. Men lad

alle Aar blive, som dette Øyeblik. Lad

Chloris altid blive Chloris, og Amyntus den yndige Dreng, saa skal Granat-Æblet ey mangle paa dit Altar, og Faarets Blod udgydes til din Ære,

Chlor. De beste Lam skulle døe for dine Fødder, og Krandse pryde din Tinding, naar Chloris kun altid maae blive den samme for Amyntas. Ey beder

jeg om, at elske den gamle Amyntas, som den unge, thi mit Sind er uforanderligt. Den unge, den gamle, den syge, den friske Amyntas, er altid Amyntas, altid liflig,

og boer i dette Bryst. (Hun trykker ham op til sig).

Amynt. Men Chloris, yndige Chloris, tillad mig at bede din Fader, at jeg altid maae kalde dig min, at Hymen, maae svinge sin Fakkel over vore Isser. Intet ont Øye skal da mere adskille os, lad Kragen raabe paa høyre eller venstre Side, det anfægter mig ikke.

Chlor. Saa skal det være; Med Haand i Haand, med sammensnoede Arme, ville vi gaae til min Fader; Fader, vil jeg sige, lyksaliggiør din Dotter, lad Amyntas blive min.

Amynt. Min Faders Knæe vil jeg omfavne; See her din Søn og hans Lykke. Lad Chloris blive min, og intet mangler. De ømme Fædre see mildt ned paa os; Vor Lykke er Deres.

Amymone, eller den døende Moder.

Stille var det, og Maanen beskinnede Væggen i Hytten. Nær var jeg at indsove; Eet Ønske herskede kun i mit Hierte: Guderne tage fra dine Dage, og legge til Amymones. Men i det samme hørte jeg en Stønnen, og en svag Stemme: Epicharis skynd dig, lad mig velsigne dig og døe. Hurtig sprang jeg op, og saae ved Maanens Skin den beste Moder bleeg, mat, døende. Den kolde Sved trillede ned af hendes Kinder. Med den Høyre Haand understøttede jeg hendes Ryg, og med den venstre det kiære Bryst. Hun slyngede sine Arme om min Hals. Farvel min Dotter, sagde hun med en mild Mine, Guderne bevare dig. Ak Amymone, kiæreste Moder, ey tænkte jeg at opleve din Død, men Guderne kunne maaskee endnu skiænke dig Livet paa nye til mig. Gudernes Villie skee, svarede den ømme Moder; Dog best følges Naturens Orden, naar den Gamle

døer førend den Unge. Intet krænker mig, uden al efterlade dig, som en atten Aars Pige ugift; Derfore, saasnart du faaer brændt mit Legeme til Aske, saa tænk paa den unge Amyntæ Kiærlighed. Der ere mange langt rigere blant Hyrderne, men ingen tænker saa ædelt som han. Ney, Amymone, din Villie er mig vel en Lov, men hvorledes skulde jeg saa hastig kunne glemme dig? Kiære Epicharis, sagde den ømme Moder, og trykte mig i det samme til sit Bryst med svage Hænder. Bedre ærer man de Afdøde ved et roligt Sind, end ved Sorrig. Best er det, at følge deres Spor. Jeg har været Hustrue og Moder, bliv du ogsaa Hustrue og Moder, det er din Pligt og Bestæmmelse. Om en Tid skulle vi og favnes i det liflige Elysio. Ak, min Siæl higer efter dig, o Elysium, og hvilken Glæde vil det da være, naar du fører til mig andre Aristodemer og Amymoner. O Epicharis! hvorledes kan du alleene sørge for min efterladte Hiord; men naar den stærke Amyntas kommer dig til Hielp, da vil Møyen forsvinde. Det kiælne Faar, som spiste og drak af min Haand, det anbefaler jeg dig.

Pley vel den Myrthe-Hække, som Aristodemus plantede med egen Haand. Nu min Dotter! Elysium kalder ad mig; Jeg seer allerede din Fader; Lev vel, lev fornøyet, elsk Amyntam, og tænk paa Amymone og den Glæde, hun nu nyder. Hun gjorde ligesom et Forsøg for at ville reise sig, og give mig det sidste Kys, men hun sank tilbage, og hendes Aand veeg fra hende. Glæde smilte paa hendes Læber, og en sød Roe var udbredet paa hendes Ansigt. Guderne lade mig leve som hun, og siden døe som hun. Guderne lade mig blive lige saadan Moder og Ægtefælle, saafremt de værdige mig disse hæderlige Navne. O Amymone! Gid dit Liv og din Død aldrig gaae mig af Minde, og gid jeg stedse erindre mig den beste Moder.

Regner og Svanhvide.

(taget af Saxonis anden Bog, Pag. 22--24.)

Regn. Skammeligt er det, at jeg som Konge-Søn maae her ved min Sted-Moders Ondskab være dømt til denne lidet berømmelige Haandtering, at vogte Qvæg. I Stedet for at behandle Sværd, Bue og Piil, maae jeg den hele Dag løbe om, for at opsøge Kiøer og Stude. Andre Prindser ligge ude paa Krigsskibe, og vinde baade Ære og Bytte i Orlog og Ledingsfart, og jeg derimod Hendriver min Tid i en nedrig Forretning. Men hvad skal jeg giøre? Sætte mig op imod min Fader? Dertil er jeg baade for svag, og om jeg end var stærk, saa var det dog ikke billigt. Derfore maae jeg oppebie Tiden, som Odin har bestæmt til at befrie sin Afkom. Dersom kun Svanhvide ikke faaer min Skiæbne at vide; thi jeg kiender denne muntre Prindsesse, hun vil da

vist ile, for at befrie mig, og o Skiændsel, om hun saae mig i saadan Tilstand. Men jeg hører nogen komme; jeg maae løbe at skiule mig, thi det kunde være een af mine gamle Bekiendtere.

Svanh. Bie gode Hyrde, bie; Du kan desuden ey undgaae min raske Hest. Veed du ikke, hvor Prinds Regner opholder sig ? Thorildæ Ondskab skal have fordulgt ham.

Regn. (For sig selv) Ak det er Svanhvide selv .... Jeg kiender hverken Regner eller Thorilde; Hyrden bekymrer sig kun om sin Stav og Pose.

Svanh. De Svenske Hyrder pleye dog at kiende og elske deres Prindser. See, dette Guld-Armbaand skal være dit, om du vil sige mig Regners Opholds Stæd.

Regn. Om Kiøer og Stude kan jeg give dig Beskeed, men Regner kiender jeg ikke.

Svanh. (stirrende paa ham) Denne Stemme trænger ind i mit Hierte; Den ligner Regners. Du er jo selv Regner.

Regn. Jeg Regner! Naar blev Hyrden til Prinds? Uden Tvivl er Regner en modig Herre, og han skulde fornedre sig saa dybt?

Svanh. Ret; Heri kiender jeg ikke Regner. Den Regner, jeg gav mit Hierte til, havde Spyd i Hænde, og denne har en Stav. Hiin Regner bar Skiold paa sin Skulder, og denne bær en Pose. Min Regner jog tapre Mænd paa Flugt, og denne vogter Kiøer. Men kast dette Uværdige Redskab bort, og ifør dig igien Helte-Dragt, strax kiender jeg min Regner. Samme Gang, samme Vært, samme Ansigt, samme Øyekast. Det nytter ikke, at du forstiller dig; Allene noget pynteligere var han, men her rinder klart Vand i Bækken, som snart kan aftoe de Pletter.

Regn. Aldrig svingede min Haand noget Spyd, aldrig beklædde Brynje mit Bryst, aldrig var jeg i Herre-Sal, og endda skal jeg være Regner.

Svanh. Feige og frygtagtige Træl, skabt til at følge Koen, og at holde Bøtten for Pigen som malker; Du tør af Frygt ey være Regner.

Regn. Jeg vil ey være Regner, fordi jeg er ikke ham; Men hvorvel jeg er Træl, saa frygter jeg dog ikke for nogen vred Mands

Aasyn, og jeg turde gaae i Kamp mod hvem det skulde være, undtagen mod Thor, for

hvilken alle Guder selv skiælve; Og vel dig, at du er en Qvinde, thi ellers skulde din kaade Mund komme dig dyrt at staae.

Svanh. Saa taler Regner og Trællen ikke. Sæt dog al Forstillelse til Side, og vær ey længre undseelig for din Kiæreste. Gaae i Spidsen for vor Hær, og hævn dig paa din Stedmoder og hendes ugudelige Anhang ved deres Død.

Regn. Jeg hverken er, kan, eller vil være Regner?

Svanh. Nu vel; Uden dig skal jeg bestorme Sigtun; Dansk Blod rinder i mine Aarer, og aldrig har endnu nogen Dansk taalt Forhaanelse. Op I mine Mænd, I Kæmper, I Danske Helte; Afstraffer Thorilda, bader eder i hendes afskyelige Blod. Med dette Sværd skal jeg giennembore Hundings Bryst, og uden dig bestige det Upsalske Konge-Sæde.

Regn. Ak spar Hunding, min Fader! . . . Nu nytter det ikke længer, at fordølge mit Navn. Jeg er Regner, men uværdig at være den stolte Danske Prindsesses Beyler.

Svanh. Værdig, saasnart du viser dig i din forrige Gestalt.

Regn. Men en Fæehyrde omfavne Skjoldungers Afkom?

Svanh. Skjoldunger og Freyrs Æt passe sig vel sammen.

Regn. Jeg er pialtet, og bær sønderrevne Klæder.

Svanh. Et ædelt Hierte kiendes og under dem.

Regn. Jeg er sort og skiden. Svanh. Vandet giør reent.

Regn. Jeg har vanæret min høye Byrd ved at adlyde en ond Qvinde, og at paatage en Træls Skikkelse.

Svanh. Følg mig, tvæt dig i dine Fienders Blod, og den Skiændsel er strax aftoet.

Regn. Gierne giorde jeg det, om Spyd ey skulde løftes imod min Fader. Hvorledes skulde jeg møde ham i Strid, og beholde Farve.

Svanh. Nu har jeg min Regner igien; Hyrde-Dragten har dog ikke qvalt det Kongelige hos ham. Du skal drage med os, du skal stride, men ey paa den Fløy, hvor din Fader er. Overlad ham til mig, og jeg skal skaane Hans Liv, ligesom det var dit eget.

Regn. Men jeg sidde paa Thronen, imedens han lever.

Svanh. Det skal du ikke heller, thi naar vi have vundet, og Seyeren ere vi visse paa; Thi Danske stride. Da ville vi lade ham blive paa Konge-Sædet, og alleene forsikre dig Thronfølgen efter ham, thi den tilkommer jo dig, og ey Thorildæ Unger.

Regn. Svensk er jeg, og dog sigte mod Svenske. For hvem er ogsaa min Faders Tapperhed ubekiendt; at overvindes og at døe, er eet for ham.

Svanh. Forurettelser bør hævnes. Alle ærlige Svenske ønske den retmæssige Arving paa Thronen. Meget maae overlades til Skæbnen, Strid, døe, Svanhvide døer ved din Side; Strid, vind, Svanhvide ligger i dine Arme; Strid ikke, Svanhvide bliver aldrig din.

Regn. (Han rækker hende Haanden) Fader, Fæderneland, Guder forsvinde, Svanhvide er alt.

Den goddædige Hyrde.

Lycon, Damoetas og Cimon.

Lyc. Vee mig Elendige, hvad skal jeg svare min Herre, naar han tæller Faarene, og savner de tvende. Siger jeg Sandhed, at Ulven har taget dem, saa enten troer han mig ikke, og meener, at jeg føyer løgn til Tyverie, eller og beskylder mig i det mindste for Efterladenhed, og den kan jeg ikke gandske friekiende mig selv for. (Han græder).

Dam. Kiære Lyon, hvorfor græder du? Andres Taare udlokke mine.

Lyc. Ædle Damoetas; Ulven har borttaget tvende Faar af vor Hiord, og Menalcas er min Husbonde.

Dam. Det vil sige saa meget, at Møllen bliver din visse Løn. Arme Lycon, mig ynkes over dig; Gaae til mine Hior-

de, og udsøg to Faar af samme Størrelse og Farve, som dem du haver mistet.

Lyc. Min Tunge formaaer ey at fremføre den Tak, som mit Hierte er fuldt af; Men Guderne, der lønne fromme Gierninger, skulle lønne dig.

Dam. At hielpe en Ulyksalig, er Velgierning imod sig selv; Derfore er al Tak overflødig.

Lyc. Tillad mig at spørge: Hvorhen

du agter dig med den- store Spand Mælk, da det ikke endnu er ved den Tid at Arbeyds-Folkene i Marken spise?

Dam. Mælken er gaaet fra den

Stakkels Thestylis, og som hun er fattig, saa ere hun og Barn nær ved at omkomme

af Hunger. Jeg bærer derfore dette lidet Mælk til hende, at hun dermed kan vederqvæge sig og Søn. Men tie stille hermed, at ikke andre faae dette at vide. Thi ingen uden Vedkommende bør vide Velgierninger, saasom Fornøyelsen er ellers borte. Dig kunde jeg ikke afslaae dette, siden du har skaffet mig saa stor Vellyst i Dag. Men jeg maae ile; thi medens jeg her taler, forsmægter The- stylis.

Lyc. Den guddommelige Mand!

han giør Godt, og vil ikke at andre skulle vide det; han ligesom undseer sig ved sin Gavmildhed. Andre kunne aldrig nok udbasune det mindste Gode de giøre, og denne søger med al Flid at skiule det. Hvilken Mand! Men see! der kommer Cimon; Han er nøye kiendt med Damoetas. Jeg maae give mig i Tale med ham, for ret at udforske Damoetæ Goddædighed; thi større Fornøyelse kan ikke være, end at høre tale vel om sine Venner. See hid, kiære Cimon! til een, som længes efter at tale med dig.

Cim. Er det dig Lyon? Du er ret en god Dreng, men jeg beklager ofte din Skiæbne, at du har saa haard en Herre. Vil du maaskee søge Raad hos mig?

Lyc. Ney Cimon; Din Ven Damoetas har nylig beviist mig en ulignelig Velgierning, derfore brænder jeg af Attraae efter, at høre denne goddædige Hyrdes øvrige Velgierninger.

Cim. Den Attraae er priselig; Men at opregne alle Damoetæ ædle Gierninger, er umuelig. Thi alle Dage be-

tegnes ved dem. Det vil vare længe nok, at fortælle de fornemste, og derfore ville vi imidlertid sætte os under denne Ceder.

Lyc. Ligesom du vil. Gid hans Navn og Gierninger stode udgravede i Cederen!

Cim. Hans Fader efterlod ham anseelige Hiorde af Æsler, Kiøer, Faar, Giedder; Efter Lovene hørte alting ham til, og han var ikkun forbundet at underholde sine tvende Søstre, og naar de giftede sig, da at deele Huus-Geraadet med dem. Men han lod sig ikke nøye med, selv at udsøge værdige Mænd til dem; han gav dem endog Frihed paa Bryllups-Dagen, hver at udlede 200 Stykker Qvæg af hans Hiorde, hvilke de selv vilde, og da de, saavel som deres Mænd, vare undseelige over, at modtage saa stor en Gave, og sagde, at han forarmede sig selv, svarede han: Man beriges altid, ved at giøre Vel imod andre. En Gang traf han Alphoesiboeum i Begreb med at stiæle et Lam fra sig, og som han tiltalede ham Haardt, thi jeg kan ingen Uret lide, sagde han, og den anden undskyldte sig med, at den yderste Nød og Hunger havde drevet ham hertil,

saa forespurgte han sig hos Naboerne, om det forholdt sig saaledes, og da de bevidnede Sagens Rigtighed, da lod han ham ikke alleene gaae, og beholde Lammet; men sagde endog: Tag Moderen med, thi de ville ellers længes efter hinanden. Kort efter bebreydede en ham, at han havde været utidig god imod en Tyv; Den er ikke Tyv, svarede han, som i yderste Trang tager kun til Livets nødvendigste Ophold, thi alle Mennesker have Ret til at leve og til at spise; Men den Rige er Barbar og Tyv, i hvis Egn nogen omkommer af Hunger. Hans Bord staaer aabent for alle Fattige; Frugterne i hans Hauge tilhører enhver Forbigaaende; Utallige Syge og Nødlidende faae tilsendte jævnligen Mad, uden at vide, fra hvem den kommer; Dette eene røber ham, at enhver nu veed, at ingen paa ti Mile rundt her omkring, tænker som Damoetas.

Lyc. Den goddædige Mand!

Cim. Siig og den Lykkelige. Midt i sin Hauge har han oprettet et lidet Tempel til den godgiørende Zeus, og der aflegger han sin Bøn til ham to Gange om Dagen, ved Solens Opgang og ved dens Nedgang, og hvad mener du vel, at Han da beder om?

Lyc. Om Sundhed, et langt Liv, at det maae gaae ham og hans vel. Om Formerelse af sine Hjorder, for at kunne giøre Godt imod andre.

Cim. Ney, han beder saaledes: Du store og du gode Zeus, hvis Magt og Godhed have ingen Grændser, du giør vel imod Menneskene, uden derfor at vente

nogen Belønning. Lad mig herudi ligne dig, og alleene vente den af din Haand i det yndige Elysio; Lad mig elske alle Mennesker, som mine Brødre; Viis din Naade mod mig i Dag, ved at give mig

Leylighed til at lade dem faae det som er deres, og skiænk mig og Mine intet Got, uden for saa vidt, at jeg lader mine Brødre nyde Deel i den Velsignelse, som du giver mig. Lad mine Naboers Enge,

Hauger og Hiorde trives, og lad dem bære dobbelt mere end mine. Saa bad den ypperlige Mand, og jeg stial mig til at høre denne Bøn bag Citron-Busken.

Lyc. Den ulignelige Mand! Glæde

og stille Roe maae stedse boe i hans Hierte.

Cim. Dersom du haver Tiid dertil, saa vil jeg foresiunge dig den Sang, som

Mycon har giort til hans Ære, thi min svage Tunge formaaer ey værdig at prise ham.

Lyc. Hvorvel jeg skulde efter given Tilladelse af Damoeta hente to Faar i hans Hiord i Stædet for de tvende, som Ulven haver revet ihiel af min Herres Hiord, saa vil jeg dog bie; Thi jeg haver det Haab til den Algode Zeus, at han bevogter mig for Ulæmpe, da jeg sætter mig i Fare, for at høre tale om en Mand, som i Dyder slægter ham paa.

Cim. Hør da Mycons Sang: Zeus staae paa Jorden, Mørkhed herskede allevegne, thi Medlidenhed, Goddædighed og alle godgiørende Dyder vare bortvegne; Jeg vil skabe Damoet, sagde han, og Gudsfrygt smilte. Lyst blev det paa Jorden; Hunger, Mangel, Armod forsvunde; Muntre Drenge og glade Piger svunge sig nu i Kreds; Fryderaab hørtes, hvor før alting var tyst. Himmelske Godgiørenhed, Du binder Menneske-Slægten sammen; Du giør, at de søle deres Broderskab. Ubekiendte, behagelige Fornemmelser groe i deres Siæle; De finde, at det er saligere at give, end at tage. Damoet viser sig: De Smaae omfavne hans

Knæe; De Mindre række Hænderne ud imod ham; Pigerne strøe Blomster for Hans Fødder; Karlene behænge ham med Krandser; Fra Mødres Bryster opstige utalte og hemmelige Sukke og Velsignelser til Himlen: Mægtige Zeus! lad vor Fader overleve os, thi hvo skulde ellers sørge for vore Børn; Mændene raabe høyt: Zeus lyksaliggiøre dine Trin, du vor Beskytter og Hielper; Den Gamle humper hastig frem paa Krykken: Lad mig nyde det rare Syn, stønner han ud, at see den som giør Got, for at giøre got. Damoetas gaaer med nedslagne Øyne, løfter dem undertiden op til Himlen, og siger: Fader Zeus, hvi belønner du saa overflødigen, da jeg dog giør intet uden min Pligt, og har altid Fornøyelsen og Fordelen deraf i mit Hierte. Elskværdige Damoet! Dit Navn, din Hukommelse skulle ævig vedblive; Achilles var tapper, men grum. Agamemnon stridbar, men stolt. Ulysses klog, men underfundig. Du derimod er Godheden, Oprigtigheden selv. Du synes ey allene at være god, men er virkelig god, Dit Hierte viser sig aabenbare. Eftertiden skal prise Dig salig: Men hvad er vor Roes? Zeus skal tage Dig til Regel, naar han veyer Fortienester, og ligesom nogen i Dyder komer Dig

nær, saa skal han og nærme sig Zeuses Throne, men du skal sidde nærmest op til ham.

Lyc. Hvormed skal jeg giengiælde din Sang; Min Ævne er ringe; Hiertet maae bøde paa Mangelen. Men der kommer Damoet tilbage; Hvilken Rolighed i hans Ansigt; Ak Zeus, giv mig ikke hans Formue, men hans Glæde.

Dam. Kiære Lycon, endnu her? Jeg vil haste hiem, for selv at sende dig Faarene.

Lyc. Cimon og jeg have her behageligen fordrevet Tiden, med at tale om den beste Mand, om Damoet.

Dam. Om mig? At opfylde sine Pligter, er let; Dette Bryst føler idel Glæde derved. Egennytte driver mig dertil.

Cim. Gid alle vare da egennyttige som Du.

Dam. Solens Hede paaminder os om at søge Skygge. Du Lyon, følg

med og annam Faarene; Jeg vil skiænke dig en smuk Hyrde-Stav for den Angest, som du haver udstaaet; og du, min kiære Ven, tag til Takke med et tarveligt Maaltid.

Cim. Men hvor Glæde hersker, hvor Frihed og Fortroelighed oplive alle, hvor Saften, trykket af de friske Druer, paaminder os om at yde Tak til Zeus, den Mægtige og Store.

Hrolf og Einar.

Hrolf. Intet er dog lyksaligere, end at være sin egen Herre, at staae under ingen, at smage Frihedens Sødhed, da arbeyder man med Lyst, thi eens Børn nyde Godt deraf, og Efterslægten høster Frugten af Forfædrenes Møye.

Ein. Det kan jeg desværre ey sige, thi endskiønt Thorgrim ikke er den værste Herre, saa falder det dog meget tungt at arbeyde for andre, og at være overbeviist om, at vore Børn skulle friste samme Skiæbne som vi selv, og alt hvad man slæber for, at være spildt.

Hrolf. Derfore har jeg heller ingen Trælle til at dyrke mine Jorder, thi jeg bær Afskye for at see

min Broder i Trældom. Daglønnere, frie og muntre Folk, stræbe for mig. Hvor

frydefuld gaaer jeg til min Hvile, fordi jeg er overbeviist om, at mit Arbeyde er bleven

forrettet, uden at nogen sukker over mig.

Ein. Ak, at alle tænkte som du; Landet vilde da snart sees dyrket allevegne; Veyene vrimle af Mennesker. Men nu betager Mangel endog den Tanke, at see blid paa den yndige Møe, og hvorfore skulde man avle Odelsbaarne til Ælendighed.

Hrolf. Dersom Tiden tillader det, saa vil jeg fremsætte den Sang, som jeg haver giort om Frihedens Fordele og Trældoms Ynkværdighed, og imidlertid ville vi hvile os under denne greenede og tætte Furre.

Ein. Med Fornøyelse vil jeg høre paa dig, og for en Tid glemme min Jammer; Desuden kan jeg ikke blive ælendigere end jeg er, om end min Herre blev vred paa mig, da saavel Ønske som Haab ere mig betagne.

Hrolf. Ædle Frihed, Du Odins Gave, Nedstig fra Alfaders Sæde, Og opliv min Sang. Du giver Siælene Kraft At tænke og at handle. Ved dig beseyles Havet, Ved dig opgraves Jordens Ryg, Helte opklækkes ved dig. Fienden kom, Trællen saae ham og flyede; Thi han havde intet Fæderneland. Den

Frie satte sit Bryst til en Værn; Her

igiennem maae du bryde, Om du vil sætte Fod paa mit Land; Den Stolte faae

ham, Og peeg tilbage. Grøn seer jeg Marken, Gult, hvidt og blaat prunke i den. Straaene kunne ey bære deres Byrde, Og Hænderne forslaae ey til At afmeye Freyrs Gave, Lyden af Buer og

Piber Tone allevegne i mine Øren. Den zitrende Luft Fører den glade Og frie Sang til mig. Med egen Sved Bedugges min egen Jord, For mig arbeyde

mine Hænder, Hustrue og Børn skulle Engang glæde sig derved, Og sige; Sødt hvile dine Been! Ingen myndig Herre skal Nyde Frugten af min Møye; Ey skal han udjage min Afkom, Og hovmodeligen sige; For mig have I arbeydet, Eders Sveed, Eders Nattevagt, Eders Bekostning, Det altsammen er mit; Ney, Frihed omgiærder mine Egne, Og jeg træder paa egen Jord, Disse Ord giennemtrængte min Siæl, Og den blev stor ved Frihed. I det samme forblindedes mine Øyne Ved et klart skinnende Lys, Men efter nogen Tid Saae jeg en herlig Skabning Staae for mig, iført Hvide glim-

rende Klæder; Majestæt lyste af hendes Pande, Ædel Stolthed af Øynene, Hver Smiil forkyndte Lyksalighed. Enten er du Freya, Eller Frihed, sagde jeg; Men det Mod, som fremskinner Af dine Øyne, viser, At du er den sidste. Ja, svarede hun, jeg er Frihed, Som saa mange af dine Landsmænd miskiende; De holde deres Medbrødre I en skammelig Trældom, Kiende ey Menneskets Værd, Og sætte samme Priis paa ham, Som paa Last-Dyret. Stokken skal udrette, Hvad de ikke ville ved Fornuften. Jo uslere, mere gusten, Nedslaget, bøyet til Jorden Deres Medborger seer ud, Jo større synes de sig at være. Men Tiden kommer, Den kommer snart, Da Norge med rette Skal kaldes frie. Og ingen Trælle mere findes; Da skal Normanden Blive virkelig stor, Ædle Følelser opkomme I hans Siæl, og Frihed Udvide hans Hierte. Men det Folk, som Skjoldunge ætten behersker, Skal under et nyt Og hæderligt Navn Sukke under Trældoms svare Byrde, Og smaaesiælede Herrer Skulle agte deres Jagthunde Og de ædle Mennesker, Som søde dem, lige meget. Vold, og Tyrannie Ville da beraabe sig Paa Hævd, og den Herre, Der meest plager sine Brødre,

Vil ansee sig for klogest. Hytten skal forfalde, Træet fortørres, Barnet vantrives, Ageren begroes med Ukrud, Qvæget vanslægte, Engen visne, men Herren skal fedes Ved andres Ulykke, Trives ved Jammer, Glædes ved Sørgeskrig, Og mene Uret at skee, Naar man troer, At den Usle Ogsaa haver Rettigheder. Forbandet være Dagen, Som drog Hovmod af sit Mørke, Som satte Pris paa Mennesket, Ligesom paa Fæet; Et ævigt Mørke skiule den. Og mørkt blev det, Og Friheden

forsvandt, Og min Sang forvirres; Døsighed betager mit Hoved; Let udslukker Trældom Siælens Gnist.

Ein. Ja, vel kan den udslukke. Da Friheden besiungedes af dig, da glemte jeg min Tilstand, men nu, nu føler jeg Trællen i sin gandske Vidde; Mod, Lyst og Sands forgaae ved at betænke, at jeg og Afkom i tusinde Leed ere dømte til Jammer og Nød. Jeg faaer, en anden høster; Jeg planter, en anden spiser Frugten; Andres Høst er mit Arbeyde. Intet nyder jeg frit uden Luften. Hvo derfor arbeyde mere end yderste Trang udfordrer. Ney, æd og drik min Siæl, og

døe. Ak maatte mine Børn i det mindste opleve den glade Dag, da alle Normænd skulle vorde frie. Thor, hvis Guddom du tiener, paa hvis Altar du som Præst daglig bringer Offer, har vel aabenbaret dig denne Dag.

Hrolf. Guders Hemmeligheder tør jeg ikke røbe. Vær imidlertid ved saa freydigt Mod, som mueligt, og betænk, at Nornerne tildele enhver sin Skiæbne. Utaalmodigheden laster jeg dog ikke hos dig, thi Grunden dertil er alt for retmæssig, og hvo maae ey segne under Byrden af ævig Trældom, Armod og Jammer for sig og sine. Men Tiden er nu at ofre til Thor; Annam derfore denne Trøst tilsidst: Alfader skal engang dømme den gandske Jord, Den fromme Træl skal indgaae til Gimles Glæde, men den ubarmhjertige Herre til Nastronds Qval, og Forskiæl imellem Herre og Træl skal ey findes mere.

Bacchi Fæst Tvende Bacchanter, Silenus og Ægon.

(Scenen er i Sicilien, da Hiero den Anden regierede.)

1. Bacch. Lader os Hoppe og raabe, Thi Bacchus kommer; Glæde og Letsindighed følge Ham.

2. Bacch. Bort Sorg, bort Bekymring, Vor Lycens kommer; Viinkilder springe op Ved hvert Trin han gaaer: Satyrer og Fauner dandse for ham.

1. Bacch. Mennesket gik eene, Misnøyet og traurig; Bacchus lod Den frydefulde Saft Flyde i Beggeret: Drikker og bliver drukne, Tumler af Glæde, sagde han, Og Verden blive snever for eder.

2. Bacch. Liflige Drik, Nectar bliver Vand, naar du smages; Den Fattige sidder paa Konge-Thronen, Naar dine

yndige Dunster fylde hans Hoved; Beyleren naaer sine ønsker, Hyrden besidder tusinde Hiorder, Haabet slaaer aldrig feyl For Agerdyrkeren, Saa længe du Ey seyler

i Kruset 1. Bacch. Hisset seer jeg Silen

komme, Krandsen faldet er af Hoved, Tværs sidder han paa Æslet, Og alle Miner vise, At han er fuld af Baccho.

2. Bacch. Lyksalige Mand, som glemmer Verden og sig selv; Som stedse bortjager den gamle Tummel ved en nye; Dine Dage forsvinde, uden at du tæller dem, og dig fattes intet, naar kun Kanden altid er for din Mund.

Sil. Søde Bacchus, jeg dig priser, Vinen giør mig altid glad, Brune Piger andre elske, Men jeg Vinen kun har kiær, Jupiter han Nectar valgte, Thi han Vinen kiendte ey, Naar kun Kanden aldrig tømmes, Hele Verden maae da falde, Jeg dog freidig siunge vil. Fuld i Gaar, fuld i Dag, Aldrig jeg mig ædrue mindes; Tanker jages bort ved dig, O du søde Druesaft, Dyr at ligne Attraae er, Og Bekymringsløs at leve, Det er Deel og Lodden min, Tosser gruble kun paa det, Som de ikke kan begribe, For at kiende

Livet ret, Glemme de at leve her. Ney frisk Mod, Lad Cithar høres, Og den brumlende Trompet, Skalmey skal mit Sind fornøye, Men o Kande du er best, I din Bug reen Vellyst findes, Throner, Piger, Klogskab viig, Vinen er den største Glæde, Vinen er mit Lives Lyst.

1. Bacch. Som en Klog du taler her, Daarer laste kun dit Væsen, Nid paa deres Tunge sidder, Avind udi deres Bryst. O, at Saften engang maatte, Kildre deres barket Gane, Strax de Kanden vilde kryste, Op til brændend Bryst og sige: Ak, at vi saa længe have, Savnet dig vor Glæde, Fryd; Gid vi døe med dig for Mund, Og i Lovsang til vor Bacchus.

2. Bacch. Men see engang, just paa denne store Dag, indviet den godgjørende Baccho til Ære, paa hans Fæst, just da vanærer denne Hyrde saa frydefuld en Stund, og drikker Vand, der rinder ud af Klippen. Hør! hvad heder du?

Æg. Ægon er mit Navn.

1. Bacch. Det passer sig ret paa dig. Men hvorfore drikker du pure Vand paa Bacchi Fæst?

Æg. Fordi jeg haver intet andet.

Sil. See, Kanden jeg dig rækker, Med klarest Druesaft, Det rene Vand af Bækken, Al Værd mod den vist taber, Drik een, ja tvende Gange, Og tre, om du saa vil, Ved Guddoms Kraft vor Bacchus, Han magte, at den ikke, Af nogen tømmes kan. Vær fattig, Rig du bliver, Vær syg, du bliver frisk, De muntre Sange lalle Paa før uvante Tunge, Lad Kierlighed kun vige, Ey Møe, om hun er brun, Ey de med hvide Kinder, Dit Hierte røre skulle, Thi Vinen alting er. Om end fortøyet Pige, Engang dit Sind bevægte, En føye Tid lad vare, Til Kanden strax du vende, Der, der, du Elskov drukne, Og alle Sorger med, Nye Verden du dig skabe, Og nu ad Hiorden lee.

2. Bacch. Men bær du ikke mere Agt for Silen, end at lade ham række dig Kanden saa længe; Fort, tag den af hans Haand, og deel Glæde med os.

Æg. Ney, Vandet er fundere, og eders Glæde forekommer mig heel sælsom; I ville, at jeg skal glemme min Phyllis, min Hiord, mig selv og den gandske Verden. Hav mange Tak, jeg vil føle min Glæde, og Phyllis bytter jeg ikke bort for al Bacchi Viin.

Sil. Jeg gierne dig tillader, Med Phyllis Spøg at drive, Naar hun dig ey besidder, Lad andre Piger nyde, Deel i dit muntre Sind; Men ingen bør dit Hierte, Til Eyendom indtage, Det Vinen hører til; Med Krus i høyre Haand, Den venstre om din Phyllis, I Morgen om en anden, Og saa hver Dag Paa Rad, Det Livet ret forsøder, Og giør al Møye let. Dog uden Pige, Nymphe, Er best hver Dag at drive, Ved Vinens søde Kluk. O Kande, søde Kande, Du meer end Livet er.

Æg. Nok mærker jeg, at I ikke kiende de rolige, de stille, de indtagende Fornøyelser. Vel smager Vinen god, men kun til Maade; Den Syge bør vederkvæge sit Hierte ved den. Men da jeg ikke kan siunge som I, saa vil jeg sige eder en Sang, som Bion har giort om langt andre Følelser: Skyggefulde Lunde, Hellige Stæder, I med Mos begroede Stene, Rindende Vande og faldende Bække, I med Granater og Figen tildækte Huler, I røre mit Hierte, Liflig lyder Faarets Brægen i mine Ørne, Yndig er

det at see Giedden paa Klippen. Koe, din Brølen er angenem, og Hestens Vrinsken er ey uden Følelse; See Natten beklædes med Mørkhed, Lynild iler slangevis frem over Marken, Torden brøler med sin Røst, Dog skiælver dette Hierte ikke, Thi Uskyldighed boer i det, Nu fornyer Naturen sig, Solen fremtræder, og Stiernerne svinde bort, Fuglene qviddre i Skoven, Fiskene springe i Vandet, Perledraaber hænge paa hvert Blad, og Sole vise sig i hver Draabe. Atter fremvælter Søen Maaner i hver Bølge, Og Nattergalen slaaer Triller for sin Mage. Hvilket Syn, at staae i Dalen, Og see op til de optaarnede Bierge, At være øverst paa Fiældet, Og see ned i den dybe Afgrund; Synet taber sig over det store Hav, Og Verden er uden Grændser. Rolig, henrykt er jeg, Men dog kan Glæden voxe, Galatea kommer, Og al Skiønhed med hende. Yndighed flagrer om hendes Læber, Og Kydskhed sidder paa hendes Kinder. Undseelig seer hun paa mig, Men dog seer hun, Med en mild Unseelse seer hun. En sagte Ild løber giennem mine

Aarer; Tale vil jeg, Men Elskov hæmmer Tungen. Øynene tale, Kinderne blusse, Af Elskov og Ærbødighed. Saa megen Glæde ved eet Øyekast, Eet Haandtryk vilde giøre fuldkommen lyksalig. Det skeer, og de Ord legges til: Bion, jeg er din. Fra den Tid veyer Galatea Op mod den hele Natur; To Galateer vilde røve min Lyksalighed. Jævnt flyde nu mine Dage, Smaae hoppe om mig, I dem seer jeg mig hoppe, Derfore elsker jeg dem. Ak, at jeg en Lovsang kunde, Værdig nok din Magt og Ære Siunge for dig store Gud, Du al Verdens Hersker, Styrer, Du, du store Jupiter; Du det bød, Og Verdner løbe, Udi fast bestæmte Kredse; Du det bød, Og Siæle fløde Fra dit store Almagts Hav. Tanker spændes, Geisten flyver; Gierning din vi deri kiende; Jorden grønnes, Frugter bær; Liv og Aande alting fylder; Prægtig Bolig vi besidde; Det jo og din Gierning er. Ævig vil jeg derfor prise, Denne Majestæt og Magt, Naar Elysisk Mark mig favner, Knæler jeg for Thronen ned. Vise Plato, Du min Leder, Du Almagtens egen Tolk, Der alt

Dunkelt du forklarer; Socrates, din store Lærer, Maaskee større end du selv, Herlig der afmaler Dyden, Og dens Løn indsamler vist. Bort I vilde, ækle Lyster, Som af Dumhed kun tilbedes; Støy, og Stimen, Viin og Utugt; I som Glæde kalde Jer; I som Elskovs hellig Navn, Tør vanære og paatage; Kom du Elskov, sande Lyst, Kom Naturs Betragtning, Hvile For min matte Siæl og Geist, Kom Goddædighed, du Moder Til al sand Fornøyelse; Kom du Gudsfrygt, idel Glæde, Kom du Læsning, Sindets Trøst; Da Lyksaligheden voxer, Og sin rette Høyde naaer. Uvis Vellyst andre elske; Jeg den sande attraaer kun, Og vil Dyden stedse favne, Op til Himlen svinge mig.

1. Bacch. Vel var det denne lange Snak engang fik Ende; Længe siden havde jeg løbet bort, dersom ey Bacchi prægtige Optog skulde just gaae Her forbi.

2. Bacch. See der Han kommer, Med Cimbler og Harper, Tigre drage hans Vogn, Selv spiller Pau paa Fløyte,

Og den sande Glæde Tindrer i hvert Ansigt. Sil. Ey springer og dandser Philosophen som de, Altid er Glæde paa hans Læber, Og Sorrig udi hans Hierte. Ney, Vinen den fryder, Og drikke ville vi; Kander skulle tømmes Vor Bacho til Ære, Og Karle og Piger Springe om i Dands, Til de liflige Dunster Betage Hiernen, Og Fødderne falde Bort under dem. Æg. Alle tænke ikke paa een Maade, Jeg vil imedens gaae hiem til min Phyllis, passe paa den Hiord, som Jupiter har betroet mig, see til mine Huusfolk, og glæde mig over den Sundhed, den Lykke, den Stilhed i Sindet, som han, den store Olympi Behersker haver givet mig.

Roe og Grythe.

Roe. Lyksalig Dag, du Foraars første Dag, idel Glæde indynder du i mit Hierte, thi den lange Vinter har nu Ende, og Grythe gaaer nu ud. Ak, Hvor længselfuld haver jeg seet hen til den Kant, hvor din Vaaning ligger. Paa Skie har jeg gaaet, og svævet om dit Huus: Men altsammen forgiæves; Ey kunde jeg faae et Blink af dig. Kiælne Forældre holdte dig indsluttet, at ey Vinterens Kulde skulde skade din Hud. Ved Rokken maatte du Hendrive de lange Aftner. Mon du og haver tænkt paa mig? Ey maatte jeg besøge dig: Anstændighed forbød det, men hvi tøver du. Her saae jeg første Gang dit Ansigt, lig den blide Himmels. Ved disse Eenebærbuske oplivede du mit nedslagne Sind. Lev, lev, jeg elsker dig; Disse søde Ord vare Honning for min Siæl. Men Giedderne bræge: Grythe kommer: Mon de, som elske, bedrage sig selv? Ney,

100

hun kommer; Hvilken Morgenrøde i min Siæl. Grythe, Elskværdige, er du Roes Grythe?

Gryt. Ja Grythe er din, ligesaa kiælen, ligesaa øm som fordum. Hvilke sex Maaneder. Roe, min Glæde; Lad mig omfavne dig. Søde Belønning Glæde —- Vinter —- Længsel —- Jeg

døer.

Roe. Grythe, du blegner! Skræk

—- Angest — Vand (Han tier

noget, løber endelig til en Kilde, samler Vand i begge sine Hænder, og stænker hende i Ansigtet).

Gryth. (Slaaer Øynene op) Min Roe, hvilken Glæde, at see dig; thi du var endog forsvundet i eet Øyeblik.

Roe. Nu bliver jeg lyksalig paa nye, da Sundhed staaer atter malet i dine Kinder, og dine Øyne brænde af Kiærlighed. Føel mit Hierte, det slaaer for dig. Men hvorledes har du fordrevet denne Vinter, og levet uden mig; Dog jeg har ogsaa maat undvære dig, og endda levet; Haab om Foraar opholdt mig.

Gryth. Forud tænkte jeg, at det ikke var mueligt, ey at see dig, og dog

101

leve. Men du var saa dybt indpræntet i mit Sind, at mig syntes stedse at see

dig, at tale med dig; Vaagende tænkte jeg paa dig, og i Drømme stod du for

mig, og da var jeg mere frie, end jeg nogensinde har turdt være i din Nærværelse. Ligesom Hiulet gik om paa Rokken, saa vankede Tankerne i mit urolige Sind. Tusinde Gange vilde jeg nedkaste mig for mine Forældres Fødder, og sige: Lad Roe blive min. Deres høye Mod holdt mig tilbage, thi ingen agte de mig værdig, uden han haver seet den blaae Bølge, og det skummende Hav, og ført Rov hiem fra fremmed Strand. Gid sligt ey ansaaes

for Helte-Gierning, eller gid jeg være mindre øm; Dog ney, ikke vil jeg

berøves min Lyksalighed. Ved hver Gang Hiulet dreyede sig om, nævnte jeg Roe, og du var stedse paa min Tunge. I min troe Ammes Barm nedlagde jeg min Bekymring. Hun biefaldt min Kiærlighed; Gid Solen snart sees over hine Biergetoppe, sagde hun; Et venligt Smil kastede hun til mig, naar jeg giorde Forslag at faae dig i Tale. Timerne glede, og det var langt over Midnat; Endda var jeg

102

ikke træt at tale om min Roe, og den Gamle nikkede dertil, og blundede.

Roe. O sød Fornøyelse, at elskes af Grythe; Om nogen vilde tilbyde mig, at herske over den hele Dal, og at forlade dig, saa vilde jeg svare: Et Kys af Grythe er mere. Og at see dig i en andens Arm, det vilde overstige Nastrands Plager.

Gryth. Men Allerkiæreste, hvorledes har Roe hendrevet denne Vinter, har

du saa ofte tænkt paa mig, som jeg paa

dig?

Roe. Utallige Gange tænkte jeg

paa dig; Skovene gave Gienlyd af Grythe; I Træernes Bark staaer Grythe udgravet; Grythe svævede for mig om Dagen og om Natten, men med ingen kunde jeg tale om Grythe. Priset være Freya,

at hun heri haver giort din Skiæbne lykkeligere

end min; hun tage stedse fra min Fornøyelse, lade mig allene føle Elskovens Byrder, og dig ikke, uden dens Vellyst, saa er jeg lykkelig, fordi du er lykkelig, Stundom bedede jeg Dyr, Stundom fangede jeg Fuglen i Garnet, men alting var tomt for Glæde, thi Grythe var ikke hos;

103

At see Grythe, at tale med Grythe, at favne Grythe, det giør Aar til Dage, men uden dig blive Dage til Aar, Ofte vilde jeg omfavne dine Forældres Knæe, og sige; Grythe elsker mig, men jeg fandt mig uden Fortienester. Om din Bolig sværmede

jeg, kastede Lokkespise ud for Fuglene, og raabte; Lader jer fange ved Grythes Bolig: Elskerens Stæmme, tænkte jeg, trænger maaskee til Grythes Siæl. Men intet vilde høre mig. Ak, hvilken Belønning vilde da ikke et Glimt af dig have været. Engang fangede jeg Haren i Sneen. Dristig gik jeg til din Faders Dør, bankede paa, den ærværdige Gamle kom ud; Støttrende sagde jeg: En Gave —mit Hierte —- Fader —- Haren fanget

i Snee; Ikke vidste jeg hvad jeg sagde, thi Grythes Fader stod for mig. Blodet skiød mig i Kinderne, ligesom da jeg første Gang saae dig. Min Søn, svarede din Fader vønligen, jeg har ingen Gave forskyldt af dig, men dog vil jeg tage imod den, ak det ey skal synes, at jeg forsmaaer din Gave. Han bad mig sidde ned, Han iskiænkede den klare Miød, og drak mig til; Ikke frydedes mit

104

Hierte, thi Grythe var borte; Saa nær hende, og dog ikke see Grythe. Hvert Øyeblik laae dit Navn paa min Tunge, men Frygten overvandt Haabet.

Gryth. Elskelige, saa nær, og ey sees. Usædvanlig Bekymring omspændte engang mit Hierte; Det var ligesom det vilde springe af Livet, Uden Tvivl var min Kiæreste mig da nær. Ak, at jeg havde havt Kundskab herom, Kiærlighed skulde selv have givet mig Anslag at komme ind i Stuen, men nu er alting glemt, thi jeg sidder ved min Roes Side.

Roe. Ey kurrer Duen saa sødt i Skoven, som din Stemme henrykker min Siæl. Tusinde Fornøyelser indsamler jeg paa dine Læber, Honningens Sødhed maae vige for deres. Røde ere de, røde som Tyttebæret. Ey blomstrer Myren af Multer saa skiøn, som dine Kinder, farves af Lue og Mælk. Hvidere ere dine Tænder end den hvide Uld, og din Hud er blødere end Æderfuglens Dun. Din Aande lugter af Virak, og dine Trin ere som Freyas. Fuldkommen er du, og min er du, og jeg er din; Giv mig tusinde Kys. Ak kunde alle Norges unge Karle

105

see min Lyksalighed; De vilde beundre dig, og glemme min Lykke ved at skue dig.

Gryth. Som Dugen lædsker den

tørstige Jord, og Rønnen glæder Krams-Fuglen; Som Mos fryder Renen, og Tødderen klukker for sin Mage; Saa trøstes min Siæl ved Roe. Han er min Glæde, Elskov brænder i mit Bryst. Forhen tænkte jeg at være lyksalig; Blomsteret fornøyede mig paa Marken, naar jeg saae Giedde-Mælken i Spanden, da takkede jeg Alfader for hans Gave. Mine Forældres Aasyn overgydede mig med en stille Fryd, og jeg priste mig salig, at være deres Dotter. Men jeg saae Roe, og min Siæl blev henrykt; Glæde, Hvile, Fryd, Liv, Lyst og Fornøyelse er nu alleene hos ham. Du taler, og mit Hierte bæver; Dine Øyne møde mine, og min Siæl forvirres; Uroe og Længsel forøge min Fryd, og jeg finder Behag i Smerte. —— Men Roe, min Roe, du, ved

hvilken jeg lever, paa det yndige Foraar følger den grumme Vinter; Lad Glæde ey vugge os i Søvn. Du gaaer nu i dit attende Aar, Tiden er forhaanden at Ære bør søges. Mit Hierte føler Hele Vægten

106

det Raad, jeg nu vil give. I mine Øyne er du Mere end værdig min Elskov, men Fædres Skikke sige ney. Gaae derpaa den med Blod besprængte Vey, træd de Norske Heltes Fodspoer, og føel, at du er Normand. Tænk paa Belønningen, Grythe er Belønningen, og hviler da i alles Paasyn i dine Arme, thi helten er da, efter Folkets Tanker, hende værdig.

Roe. Jeg skilles fra Grythe, langt fra hende vanke paa det vilde Hav; hun imedens sukke, og forgaae af Sorrig. Maaskee mine Øyne aldrig see hende meere, og hendes tomme Skygge alleene svæver om mig paa hendes Høy.

Gryth. Ney Allerkiæreste, Haabet give mig Kræfter, og paa onde Dage skulle de glade følge, og Julen skal oprette, hvad Sommeren haver tabt. Freya har forsikret mig herom, thi da jeg for nogle Dage var nedsænket i Bedrøvelse, og kunde ey tænke for Sorrig, aabenbarede sig en mere end menneskelig Skabning for mig; Aldrig havde jeg forhen seet Freya, og dog kiente jeg hende strax. Med Mildhed sang hun: Dit Sorg beklæmte Bryst,

107

Mit Sind til Medynk rører; Fra Guders Bolig steeg jeg ned. Og Kiærlighed vil trøste; Ey anden Vey lyksalig giør, End den med Blod er tegnet; Strax Roe Seylet hidser, Og hen til fremmed Land, Med Rovbegiærlig Aand, Sin kiække Krigshær bringer, Strax Grythe Løn skal være, Af elsket Fader legges, I seyerrige Arm. Tael kun, han strax skal fare, Og Freya Borgen er, At han med Ære kronet, Skal lande i sin Havn. Jeg selv vil ham beskytte, Og fiendtlig Piil afvende; Ey Sværd skal hannem skade, Thi Hugget jeg optager. Vel tungt at skilles ad, Naar fælles Elskov brænder, Men Klogskab byder det, Naar Maalet opnaaes kan.

Roe. Gudinden befaler, forsikrer sin Skyts, derfore maae jeg ikke tøve længer; Jeg vil strax give mine Forældre mit Forsæt tilkiende, reise om i Dalen, samle Folk, nedstige til Strand-Bredden; skyde Snekken fra Landet, hugge ned for Fode, sanke Rov, komme hiem, nedlegge det for dine Fødder, og nyde Belønning paa din Mund.

Gryth. Elskværdigste, iil, skynd dig, lad mig favne dig førend Vinteren

108

kommer, Julen vil da blive dobbelt Jul, og intet skal mere adskille os. Men en Bøn haver jeg til dig: Gudindens Løfte er vel vis, hendes Beskyttelse mægtig, men styrt dig dog ikke i for megen Fare, tænk paa din arme Grythe, og overvey, at Elskov giør frygtsom.

Roe. Elskov skal baade tæmme og oplive mit Mod; Jeg vil tænke paa Belønningen, og Grythes Erindring skal giøre det saa, at jeg hverken ved Feighed eller en overdreven Tapperhed skal miste hendes Person. Men jo længere jeg nu er hos dig, jo længere bliver jeg siden

borte fra dig. Farvel —— sidste Kys ——

elsk Roe —— glem Frygt -— I Striden

skal du svæve for mig.

Gryth. Mit Hierte sønderrives ——

Glade Sammenkomst —— Sørgelige Skilsmisse —— Adskilt ved Havet —— Fiendens

Pile —— Skræk —— Haab ——

Min Roe, Roe, min Bekymring, elsk

Grythe, Grythes Siæl higer efter din ——

Nu er han borte, den elskværdigste er borte, og du staaer her, hvi løber du ikke efter ham? Hvilken Pine! af Kiærlighed maae jeg være grum; Naadige Freya, til-

109

giv en elskende Pige en uskyldig List, tilgiv, at hun har misbrugt dit Navn; Selv haver du jo elsket; Du er idel Elskov; Du er de Elskendes Beskytterinde; Bevar min Roe, Lad ham uskad komme tilbage, med Hæder og Seyer. Dog du Grumme, hvad haver du giort; Du haver skuffet din Kiæreste, jeg vil kalde ham tilbage, med Graad vil jeg omfavne ham; Jeg haver digtet om Gudinden, det var mit eget Paafund, vil jeg sige. Men, hvad, paa anden Maade kunne vi ey naae vort Ønske; Hierte tie, bær din egen Byrde,

haab, og —— da skal jeg vel finde Vey

at komme snart til Roe, thi der er ikkun en Haandbred imellem Døden og Livet.

110

Stærkodder og Isleif.

(Anledningen er taget af Saxonis 6te Bog, Pag. 104 og 105. 116, 117 og 118).

Stærko. Signet være du elskte Land, hvor Frode før herskede; Hvi maatte denne gode Konge saa tilig sætte Livet til. Nu længes jeg efter at tale med hans Søn, thi ikke vil jeg haabe, at han er saa vanslægtet som Rygtet siger. Men hisset seer jeg min gamle Stald-Broder, med hvilken jeg ofte haver drukket Øl af Horn, og fældet Kiæmper til Fode i at brydes ved Frodes Hof. Vær velkommen Isleif; Thor formere din Styrke! Er Ingeld saa blødagtig, som han udraabes for?

Isl. Ey beskrives han saa ilde; at han jo fortiener værre. Tapperhed er foragtet, og tapre Mænd ansees for rasende. Hans Faders Mordere holder han for sine beste Venner, og deres Søster hviler i hans Skiød.

111

Udi Sange prise de Tiderne lyksalige, og afmale Frode som Tyran. Han hører det, og tier, og drikker dem til, og Skamfuldhed blusser ey paa hans Kinder. Bænken er for haard, og Hynde legges paa den; Skammeligt er det at sove paa Straae, og Bolstere dække Legemet. Solen maae ey skinne paa Issen, og noget de kalde Hat, skal afværge dens Straaler. Miød er hver Dags Drik, og neppe vil Trællen smage Øl, reent Vand overlades til Hundene. Salt Mad hæmmer Fordøyelsen, og Fleskeskinker lugte ilde i Næsen. Tydske Kokke tillave stegt og sødet, og Sodden giør Maden ukiendelig. En Kok agtes mere end en Kiæmpe, og Alvorlighed er forsvundet. Jeg er den sidste af hans Faders Venner, som forlader Hoffet; Thi Kramsfugle smage ey min Gane, og det ækler mig, at see Mænd vende Gumpen af en gildet Hane i Munden, at see Skiøge-Fagter i Stædet for kiælen Bluefærdighed, at see Fruentimmer overgaae Mandfolk i Dristighed, at see dem oftere selv frie end blive befriet.

Stærko. Jeg ulyksalige Mand. Blødagtighed drev mig fra Hugleifs Hof, og her finder jeg Liderlighed; Frodes Søn liderlig. Iil, skynd dig til Lethra, og for-

112

driv det skamløse Pak, Giv Landet igien sin Reenhed og Styrke, og red Sønnen af din Ven.

Isl. Du vil kun høste Foragt og Fortræd; O hvor ont vil min Vens Forhaanelse giøre mig!

Stærko. Ey kan qvindagtig Mand, Ey skamløs Horeskare, Den tapre Helt forhaane; Han deres Dom beleer, Hans Aasyn fælder Dom. Til Kongens Borg jeg haster: Uværdig Konge-Søn, Uværdig den, som elsker Sin Faders Mordere; Som Pligt og Guder glemmer; Som Narren høyre skatter. End Heltens store Mod. Vær Konge, elsk Dit Folk, Hvis ey, da stig af Thronen, Og lad en bedre sidde der. Ey glemmer jeg de Dage, Da Frode Spiret holdt, Retviished herskte da, Og Fred var udi Landet; Men Fienden skiælvede; I Klæder, Mad og Drikke Var Kongen tarvelig, Saa stort et Mynster fulgtes, Af Hyrde, Helt og Bonde. Ey blev i Miødden druknet, Den Styrke Landet værger, Den Klogskab Landet styrer, Man elskte Kiønnet, men, Ey faldt man det til Føde. De Danske, Danske vare, For dem tog Fienden Flugt, Og fremmed Mand ey herskte, Blant Skiolds Afkom og Æt.

113

Isl. Forgiæves mærker jeg det er, at ville bringe dig fra dit Forsæt, men tænk paa Isleif, naar du væmmes ved at see Frodes Søn. Nu haster jeg fra dette ulyksalige Land; men fortæl mig dog, hvordan det gik dig i Upsal?

Stærkø. Der Hugleif herskede, Af gammel Konge-Stamme, Men ung udi sit Sind Fra Sigtun Sædet fløttes; Thi Kongers Grav og Høye, Bebreydelse udbredte. I Upsal Lyst kun hersker, Man Guder tiener der, Med Cimbler, Tromme, Biælder, Lætfærdig udi Dandsen, Man Møer svinger om. Kiød-Gryder altid færdig, Staae udi Rad og Orden; Ey mandigt Ord der høres, Men kun en Lefle-Sang. I Munden Miødden gydes, Man neppe Forskiel kiender, Imellem Mand og Qvinde. Blødagtig udi Fagter, Den første nærmer sig, Den sidstes kiælne Lader. En Gøgler mere agtes, End kiække Stridsmands Mod; Den sidste Hunger lider, Naar Dandseren fuldt op, Af Kongens Maade nyder. Forvorpne Land og Tid, Naar lette Spring de sættes, For Heltens tunge Gang, Naar

114

Skiøgens Smiil og Latter, Langt over Viisdom skattes, Naar Kongen Gnier er, Imod fortiente Helte, Men Skatter øses ud, Til Sangere og Daarer: Naar Kongen som en Qvinde, I finest Klædning gaaer. Med pene Skridt fremtriner, Og taler lespende. Mit Mod afskyer det Land, Min Krop vil sig ey bukke, For Vellystaandend Qvinde, Og Mand, der Møe vil være. Og ændre Landets Skik. Best styres Riger, naar En Kiæk ved Roret sidder. Og Helte er ham næst; Naar Qvinde bliver Qvinde, Og Dandseren ey stædes, I Raadet ind at komme. Men ubekiendt Lyd, Mit Øre treffer, Hisset Hopper Hugleif, Kongen han hopper, Landets Gavn borthoppes, I bløde Klæder han fremgaaer, Mon Kongen det er? Vist er det ham; Gøglere, Narre og Qvinder Omringe ham jo, Paa sligt bør Konger kiendes.

Isl. Heraf mærker jeg, at Sverrige ey bliver det Land, hvorhen jeg bør haste. Imidlertid, naar Regenten ey forsømmer sin Pligt, indseer jeg ikke, Hvorfor

115

han ey undertiden maae fornøye sig, uagtet vore strænge Sæder.

Stærko. Hvad Fornøyelse; Pligt er Fornøyelse. At beherske sine Undersaatter,

at skifte Retten til dem, at giøre dem lykkelige, det er Glæde og Hvile for Siælen. Og naar Han vil have Vellyst, tilladelig Vellyst, da har han sin Dronning. Men min Hu staaer til Lethra,

Farvel Ven, enten skal jeg forandre Ingeld, eller og døe.

116

Lycoris, Daphnis, en Najade.

Lyc. Iblant disse Citron-Buske vil jeg sætte mig, og tænke paa min Daphnis; thi næst ham er intet behageligere end Landets Yndigheder. Hvilken sød Lugt dunste disse Blomster ey ud? Hvor prægtig prunker det Gule iblant det Grønne. Mange smukke Træer findes her, men intet som Citron-Træet. Paa det hænge modne og umodne Frugter, udbrudte, nys skabte og falmende Blomster iblant hinanden. Fornemst er det iblant Træerne, ligesom min Daphnis iblant Hyrderne. Hvor sødt triller Nattergalen, men Daphnis Stemme er dog sødere. Hvoraf mon det komme? Ikke veed jeg det, men det veed jeg, at i hans Sælskab er jeg best fornøyet, og at mig ligesom fattes noget,

117

naar Han er borte. Længe kiendte jeg ikke Aarsagen hertil, men tilsidst mærkede jeg, at Traurigheden altid forsvandt ved hans Komme. Men jeg hører en Sang, det er Daphnidis Sang.

Daphn. Naar andre gaae til Hvile, Mit Hierte Attraae finder, At naae den yndig Møe. En stille Glæde boer, Ved hendes faure Side. Et vist jeg ikke kiender, Giør hendes Sælskab sød. Hos lystig Sælskabs Broder, Mig Tiden falder lang. Jeg kiedes ved at dandse, Og vexelviis at svinge, Vor Dals udvalgte Møer. Min Lyst det forhen var. Men nu at sidde, tie, Og Jomfrue-Haand at holde, Lycoris at beskue; Det eene Vellyst er.

Lyc. Daphnis!

Daphn. Lycoris! Lyc. Sæt dig ved min Side, thi

da tænker jeg alleene paa dig.

Daphn. Det er al min Længsel. Men venlige Lycoris, hvoraf kommer det,

at Arachne, Chloris, Telesilla ere nu ey

mere skiønne i mine Øyne, og at du allene er skiøn? Ingen Sygdom har dog forandret

118

dem, og forhen kunde jeg see paa deres Skiønhed, og mit Sind blev dog lige roligt. Nu gider jeg ikke engang see paa dem; Og jeg seer ingen uden dig, og det glæder mig, men dog er jeg betaget med en Slags Banghed derved.

Lyc. Ey bedre gaaer det mig Daphnis. At dandse med Mycon, Amyntas, Tityrus, Menalcas, er nu en Pine. Men at sidde stille hos dig, er idel Fryd. Jeg er gandske forandret, og synes ey at kunne leve uden dig. Dit Aasyn glæder mig, men der er dog noget, jeg veed ikke hvad, som foruroliger mig derhos, og giør mig frygtagtig. Maaskee vi giøre vore Forældre imod? Men hvorledes kan det være dem imod, at vi fornøye os? Imidlertid tør jeg dog ikke sige dem, at din Nærværelse glæder mig mere end deres, og altid maae jeg slaae Øynene ned, naar de ere hos, og du kommer til. Mon der skulde være noget Ondt deri, at vi trykke hinanden i Hænderne?

Daphn. Det kan ikke være; Thi jeg har ofte trykket Pigers Hænder i Dands, men jeg har hverken følet Fornøyelse eller Smerte derved. At vore Forældre skulde

119

fortryde herpaa, er ikke mueligt, da jeg ofte har seet min Fader trykke min Moders Haand; ja kysse den, og Munden med. Vil du tillade mig, at giøre ligesaa; Thi herudi maae være noget Got, ellers havde mine Forældre ey giort det.

Lyc. Kan jeg negte dig noget? Forleden Dag saae jeg og Turtel-Duerne giøre ligesaa.

Daphn. Ak, hvilken Vellyst! Hvilke bløde og behagelige Læber. Mælk er min beste Mad, den smager liflig, men dette er lifligere, gierne vil jeg lade andre beholde min Part af Mælken, om det end var i otte Dage, naar jeg kun imedens maatte stedse hefte paa dine Læber.

Lyc. Hvilke Fornemmelser! Dine Kys ere behageligere end Druen. Men jeg bliver saa urolig derved; Mig synes at have tabt noget; Forhen var jeg mere stille fornøyet: Nu er min Glæde heftigere, men blandet med en vis Uroe. Mon vi og handle ret; Dog vor Fryd skader jo ingen, og hvor kan det være Uret, min lille Daphnis, at holde af dig.

120

Daphn. Ret eller uret, saa er jeg overbeviist om, at det er sand Glæde, at kysse Lycoris Mund. Vel sandt, der feyler mig endda noget; Min Glæde voxer, og tillige min Uroe; Hvordan dette kan være, begriber jeg ikke. Men jeg vil søge at slukke denne Attraae, ved at føye Mund til Mund, Bryst til Bryst, Øye til Øye; Maaskee det da kan blive got; Kunde jeg kun blive Lycoris, da vilde jeg først være fornøyet, thi da var jeg stedse hos dig.

Lyc. Ak Daphnis! bliv den du er; Thi jeg fornemmer, at det vilde være mig Utaaleligt, at miste dig. Men mit Hierte betynges, mine Øyne briste i Graad; Mon det og skulde være uret, at kysse dig. Dertil ere de Kys alt for søde. Kan det og være uret at fornøye sig, uden at fornærme nogen. Men Daphnis, hvad mon det kaldes, som vi føle for hinanden; thi alting har jo dog et Navn. Om jeg uskyldige Pige ey veed det, saa kan det dog ikke feyle, at du jo maae vide det; Du som veed alle Ting, som dandser saa net, som spiller saa liflig paa Fløyte, som siunger saa yndig, som kysser saa indtagende.

121

Daphn. Hvad jeg veed, det haver du lært mig. Lidet var det bevendt med min Sang og med mit Spil, førend jeg første Gang saae dig paa hin Høy ved

Cereris Fæst. Nye Styrke og Behændighed fik jeg til at dandse, naar du holdt mig ved Haanden. Og naar du ikke er i Dandsen, da kan jeg neppe slæbe Fødderne frem. At kysse, har du lært mig; Thi

Længsel derefter, fandt jeg aldrig ved at see paa anden Hyrdinde. Ak lad din Aande

besiæle mig, den Aande, som lugter bedre end Balsom; Hæft dine Læber til mine.

Lyc. Min Frygt voxer, og tillige min Attraae. At negte dig noget, var

kun at giøre mig selv ulykkelig; Thi min Siel higer efter din. Mon Maanen

skulde have nogen Følelse, ved at skinne i Floden? De see begge blidt paa hinanden, ret ligesom du paa mig, og jeg paa dig; Hvo veed? Levende Væsener boe i

Floderne, i Træerne, i Maanen, i Stiernerne; Maaskee de og ville være sammen, ligesom vi? Maaskee Solen derfor løber saa, rundt om Jorden? Du smiler, og seer stedse paa mig.

122

Daphn. Forhen saae jeg ofte med Fornøyelse paa Maanen, og dens milde Skin i Vandet; Men nu er hvert Øyeblik tabt, hvorudi jeg ikke seer paa dig. Mine Ord ere for svage, til at udtrykke hvad jeg føler; Thi min gandske Siel forestiller sig intet andet end dig. Heftigheden af min Attraae forvirrer mit Sind; Gierne vilde jeg flye, men jeg kan ikke, og hvorhen flye? Dit Billede staaer indgravet i mit Sind.

Lyc. Daphnis min Glæde! Min Smerte er ey mindre; Dog kan jeg ikke tænke paa at flye fra dig. Ak, at Guderne vilde stille den Ild, som brænder i min Siel, og give mig igien den liden Fornemmelse af Uroe, og den søde Bekymring, som jeg fandt i Begyndelsen, da jeg lærte at kiende dig. Mine Kræfter forsvinde, og jeg synker under Byrden af Glæde, Uroe, Sorg, Frygt, Længsel, Begierlighed. Men Himmel, hvad seer jeg? Vandet røres; See did; Noget opstiger deraf; Monne ey Guderne see saa ud? Maaskee det Væsen, den Nymphe, som boer deri?

123

Nuj. Uskyldig Hyrde, Møe, Det kielne Sprog mig glæder, Og den Natur, som findes I Elskovs rene Lue, Der brænder i Jer Bryst. Gaaer til Forældre hen, Og siger frilig ud, Den Geist I ledes af, Strax Hymens Baand skal knytte De unge Hjerter sammen; Uroe skal da forsvinde, Utalte Glæder samles, Og tage Sielen ind. Fast Guder skal misunde, Lyksaligheden nydt I ægte Fryd og Vellyst. Men vil I ey adlyde, Da Fryd skal reent forsvinde, Og Sorrig Hiertet klemme, Og Elskov traurig endes; Thi ægte Elskov kun I Hymens Arme findes. Vanartig Elskov ene I Stæder søges Maae, Som bramme af stor Pragt; I stille Hyrde-Bolig, Reen Elskov, ægte Fryd, Naturens egne Gaver, Sit Sæde derimod, Har uden Tvist opslaget. Gaae nu lyksalig Par! Og nyd den sande Glæde, I Dyden eene findes. Fornøyet her at leve. Giør og fornøyet der, Hvor Dyden skal belønnes.

Daphn. Saa var det da Elskov, som foruroligede vore Hierter; Den El-

124

skov jeg stundom har hørt tale om, og

aldrig kunnet fatte.

Lyc. Min Amme har undertiden fortaalt mig om Elskov, men altid har Hun forestillet mig den, som kielen og fornøyet; Dog dette Hierte har fundet dens Uroe, hvorvel den er meget bortganget ved Nymphens Tale. O hvor inderlig længes jeg efter reent at fordrive den ved Hymens

Hielp, endskiønt dette er en gandske Mørk Tale for mig.

Daphn. Ja klogere er jeg ikke

heller paa den. Imidlertid ville vi haste hiem, og aabenbare vore Forældre den hele Sag, og da vente Virkningen af

Nymphens Løfter.

125

Skaldans Sang ved Regnalds Grav. Mørkt blev det, Og Dagen bortveg, Stierner funklede ikke, Maanen svøbte sig i Skye, Solen er borte, Naturen tier, Stille er det, Fælt stille. Helten er død, Regnald er død. Til Guders Bolig han opsteg; Ved Sværd sig Vey did banet; I eget Sværd han faldt. Høymodighed det voldte; De store Siele ey Kan for de Smaae sig bukke. Før Døden vælger jeg, End Skambesudlet Liv. Hvad Død, ved Døden han Et ævigt Navn opnaaer. Valhalla, rette Liv! Paa Bænk med Odin sidde! Valkyrier iskiænke Den klare, liflig Miød. Eintheriar de grues, Fra Sædet springe op: At sigte, før var Lyst; Men Regnald ene giælder Meer end Valhallas Helte. Ja Odin

126

selv han skielver, Regnald meer tapper er; Ved lange Hævd sig trøster, Og Norners afsagt Dom. Meer ædelt dog det var For Helte-Haand at falde End Fenris Ulven tiene Til grusom Hævn og Føde. Hvad Skin mit Øye blinder? Regnald i Herlighed. En majestætisk Mine Krigs-Guden viser frem; I Øye Odin tindrer, Som Tyr han Sværdet svinger. Taagefulde, mørke Skyer Dæmper den Ild, det Skin, Som opfylder Luften; Min Siel forgaaer: Dødelige kunne ey skue den Glands, Suser I Vinde, Hvisler I Træer, Springer I Bierge, Dands du Jord, Udbasuner hans Ære, Aander Fryd ud; Thi Helten Seyer har fanget, Syvald ligger for hans Fødder, I Valhalla ligger han, Lethræ Throne viig, Hans Throne er større. Hvi vil du græde Aslaug, Evig Ære beklæder din Mand, Hyl ey Hiordys, Guder misunde din Søn, Thorgils see din Ven, Og mærk paa hans Spor, Othar bliv stor ved ham. Ævig Ære skal dig krone, Du ophøyet yndig Møe, Lidt er Konge-Datters Rang, Men at føle Heltens Værd, Det dig ene

127

stor skal giøre, Og paa Tidens flygtig Vinge, Sigrids Navn vist voxe vil. Den som vandrer forbi hine Store Stene og den Hoy, Som vor Heltes Aske skiuler. Modet reise vil i Bryst. Ædle Aske, du uddunster Uforfærdet Sind og Roe; Helte skabes, ved at skue Mindesmærket af din Grav, Ædle Danske, Verdens Under, I vil stedse Priis erholde, Hvis I Helten altid følge. Stor i Død og stor i Live, Helten ene ubetvunget, Da enhver for Syvald knælte. Kiere Land og Fødested, Gid utalte Led maae flyde, Og en Regnald aldrig fattes, At betegne hvert af dem. Forfængelige Ønsker, Helten er for stor, Ingen opnaaer Hans sande Værd, Rose skal du dig, O Fæderneland! At Have besiddet En Regnald.

128

Leonidas og Ismenias.

Leon. Den Thebanske Feldtherre

er her bleven sat Stævne af mig. Ey skulde jeg troe, at han indbilder sig at overtale mig til sit Partie; Thi han kiender vist, hvordan en Spartansk Borger tænker. Men kan jeg derimod haabe, at bringe ham paa rette Vey igien, Ønske vil jeg det, men vanskeligt er det at blive dydig, naar Laster engang have indtaget vort Sind. Dog han kommer, jeg maae søge at skiule den Fortrydelse, som hans slette Opførsel har opvakt i mit Bryst, for derved, om mueligt, at vinde ham.

Ismen. Store Konge, du Grækerlands reneste Støtte, du som alleene tør møde den mægtige Xerxes, da alle andre flye, stor ved den Tanke, men langt større, dersom du forskaffer Fædernelandet Fred.

129

Leon. Hvorledes skal jeg giøre det?

Ismen. Det er let; Thi Perserne forlange intet uden lidet Jord og Vand, til Tegn paa vort Venskab.

Leon. Siig Underdanighed.

Ismen. Ligesom du vil, men kun en Underdanighed i Ord; thi det Persiske Rige er en uhyre Stat, hvor Stadtholderne i Jonien, Lydien giøre allerede hvad de ville. Hvor meget mere vilde det skee med os længre bortliggende Græker?

Leon. Men Græker kalde sig underdanige af et fremmed Folk? Græker krybe for Barbarer?

Ismen. Det er kun et Navn, opfundet af Hovmod. Tænk Leonidas, du kan leve; Du kan blive ved at regiere, du kan faae større Regimente, du kan blive overvældet med Rigdom; Alleene at du giver den Persiske Konge et forfængeligt Navn af Herre, og eengang seer Ham, og beviser Ham den sædvanlige Ære.

130

Leon. Der er falde ned for ham, og tilbede ham som en Gud. O Ismenius, er du en Græker? Forgiæves smigrede jeg mig med det Haab, at oppuste den sande Ære paa nye i Sit Hierte; Thi nu mærker jeg, at hvor Æren engang er uddød, der kommer den aldrig mere til Live.

Ismen. Hvad kalder du Ære? Er det ey Ære at være fornem, mægtig, anseet,

riig, at have mange Slaver, mange at herske over.

Leon. Ney, det er Ære, af opfylde sin Pligt, at føle Menneskets og Borgerens sande Høyhed, at elske sit Fæderneland, at stride, at døe for det, at være Herre over sig selv, at agte Æren mere end Livet, og Skam værre end Døden. Hvo ey tænker saa, er ingen Græker, ingen Spartaner, men god nok til at bære gyldene Lænker i Persepolis, til at opvarte i Fruerstuen udi Susa.

Ismen. Hvad nu? Vil du giøre mig til en Bagoas? En Thebansk Polemarch opveyer vel en Spartaner.

131

Leon. Skal Rang og Værdighed afgiøre det, da bliver vel en Konge mere end en Polemarch.

Ismen. Ja, en Konge under Ephorers Opsigt, og som altid staaer under Formynderskab.

Leon. Altid skal det være min Ros, at adlyde Lovene, og at glæde mig over, at de bestemme mine Gierninger.

Ismen. Ja, de bestemme og, hvor tynd den sorte Suppe skal være. Eders Tapperhed er derfore virkelig Raserie. og Kiede til Livet, o I Spartaner.

Leon. Den er ey feig, som modig kan døe. Men lader os sætte Bebreydelser til Side, og siig reent ud, om du ey vil formaae dine Theburer til at føye deres Folk til de andre Grækers, og med dem møde Xerxi i Marken.

Ismen. Det lader jeg vel blive. Har Raserie betaget eder, at I endeligen

132

ville døe, og sigte imod den Mand, der anfører Millioner, da tænker jeg ikke saaledes, men vil redde mig og mine Landsmænd.

Leon. Nedrige Siel. Er det at redde, naar man lever som Træl. Døer jeg, da døer jeg dog frie, og seer mit Fæderneland endda frit. Tusinde Perser, Trælle vilde jeg sige, skulle først falde for min Haand; Hvo veed, om dette ey afskrækker dem fra at drage videre frem, og bære Skiold imod et Folk, der har besluttet enten at vinde eller døe.

Ismen. Evig klinger Frihed for vore Øren, et intet betydende Navn, og Velstand, Rolighed, Fred, Kongens Venskab, magelige og gode Dage, lutter sande og virkelige Fornøyelser, agtes for intet.

Leon. Er Frihed intet? Er det da intet, at være en Stat, at være et Folk, at have sit eget Sprog, sine egne Sæder, Skikke, Love? Er det da intet, at beherskes, regieres, styres af og ved Mænd, fødte iblant os selv, underviste i

133

vore Love, Skikke og Sprog? Er det da intet, at have sine egne Guder, og at dyrke dem paa den Maade, man vil? Er det da intet, at naae ævigt Navn, og at ophøye det Grækiske over alle andre Folks? Er det da intet, at regieres alleene ved Love, og ey ved Lune; at ikke ære andet end sande Fortienester, at ey krybe for den nedrige Hofmand og den stolte Yndling, at ey tilbetle sig hans Smil, at kiende, at føle, at smage Menneskets sande Værd, at ophøye Menneskets Natur, at kunne frit tale til sit Fædernelands Beste? Er dette intet, da siig qvindagtige og af Konge-Naade svimlende Mand, hvad du kalder noget?

Ismen. Saadan Vrede var best, at giemme til Fienden. Noget kalder jeg: at beherskes af een Konge, at ære Konge-Stammen i ham, at see Befalinger hastigen i Værk satte, at finde Orden og Fred allevegne, at give de Store den tilbørlige Ære, at bukke for Majestæten, at føye sig i Tiden, at dæmpe sin Stolthed, at agte Liv og Rolighed Høyere end alle

134

Ting, at lade andre have Byrden og selv nyde Nytten, at hverken tale, tænke eller skrive om det man ikke er sat til; Men intet kalder jeg: at brumle i Forsamlinger, at gribe efter Skygger, at miskiende sig selv af Hovmod, at ansee dem for Trælle, der dog ey bære Lænker, at svelte ved Frihed, og dog holde sig for lykkeligere, end de, som i Eenevolds Lande fedes ved god Føde, at ....

Leon. Nok; Lev længe, lev vanæret, lev Barbar, bliv efter Døden kaldet Forræder; Ey misunder jeg dig saadan

Lykke. Lad Xerxes fylde dine Kamre med Guld, lad Joniske Tæpper bredes paa dine Gulve, Lydige Piger dandse i dine Sale; Alt saadant undværer jeg gierne, men derhos slikker jeg ikke det Støv Xerxes træder paa, ey har jeg nødig angestfuld at see paa de syv Persiske Fyrsters Fagter, og at daane af Skræk, naar en Rynke sidder i deres Pande. Fattig, men frie; forhungret, om du vil, men Græker, træder jeg din Vellyst og Trældom under Fod. Nu gaaer jeg hen at sigte for

135

Grækenlands Beste, for Verdens Beste imod Tyrannie og Overmod, og hvad enten jeg lever eller døer, da skal ingen rive Friheden fra mig, et ævigt Navn bier mig, men ævig Skiændsel vogter paa Dig.

136