[P.F. Suhm] Samtaler i de Dødes Rige.

Samtaler i de Dødes Rige.

Kiøbenhavn, 1773.

Trykt og faaes til Kiøbs hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.

2

        

3

Fortale.

Den ældste, saa vidt bekiendt, som haver skrevet Samtaler imellem de Døde, er den Græker Lucianus, hvilken har efterladt os et Mønster, vanskeligt at opnaae. Af de nyere have Fontenelle i Frankerige, og Littleton i Engelland ogsaa indlagt sig megen Ære ved dette slags Skrivemaade. Udi Tydskland ere vel og udkomne mange saadanne, men de indeholde enten Avisnyt, eller ubevislige Ting, og ere desuden opfyldte med plat og væmmelig Skiemt. Udi disse, som jeg her lader fremtræde for Lyset, har jeg søgt at give

4

nogle af vore store Konger og ypperlige Mænd deres Characterer, og derhos at afbilde Landets Tilstand i forskiellige Tider, og tilligemed giort mig Umage for, saa meget mueligt, at glemme alt hvad jeg haver læst hos bemeldte Skribenter, for at stræbe efter det Originale, hvilket at naae haver været min Tanke; om Udfaldet maae Læseren dømme.

5

Harald Hårfager Konge i Norge, Hagen Adelsteen hans Søn, og to Norse Bønder.

Harald.

Nu har jeg længe ikke seet min Søn, og havde derfore vel Lyst at tale med ham, thi denne Norske Bonde, som nyligen er ankommet her, skal nok overbevise ham om Odels-Rettens Skadelighed.

1. Bond. Ja den duer slet ikke Faer; det har sviet til mig at den er til, og derfore har jeg maat forlade Huus og Gaard, efterat jeg havde sat al min lille Eyendeel til paa Skriver og Advocat.

6

6 H. Hvad er det for et Dyr, en

Advocat.

I. B. Han lader sig betale for at tale for en anden, og for at fordreye Retten for ham.

H. Saa er han da din Mund, men har du ikke selv Mund at tale med?

1. B. Vel har jeg saa, men den kan ikke tale saa kunstig, at Dommerne kunne forstaae den, og hvad jeg kunde sige i een Time, det vide de at forlænge til eet Aar.

H. Ak! da gik det meget bedre til i mine Dage. Man trættedes, man blev vred, man fordrede hinanden ud, og eet Øyeblik afgjorde Sagen; Sværdene deelte Retten. Men der kommer jo min Sen; Ret heel belejligt. Nu har jeg faaet den Mand, som skal overbevise dig om, at jeg Handlede klogeligen, da jeg afskaffede OdelsRetten, og du derimod daarlig, da du forte den ind igien.

Hagen. Jeg tager gierne imod Overbeviisning, men jeg tænker at Norge takker mig endnu, fordi dens Indvaanere nyde Frihed og Sikkerhed ved min Anordning.

7

7

H. Deilig Sikkerhed; Tapperheden er forsvundet, før sad den i Bryst og Hænder, men nu i Munden, og Bonden berøves ligefuldt sin Eyendom. Fortæl min gode Mand din Skiæbne, og den indbildte Lyksalighed vil snart forsvinde.

1. B. Jeg havde i nogle Aar besiddet en skiøn Gaard med Ager og Eng, Skov og Saugbrug. Uformodentlig kom min ældre Broders Søn hiem Udenlands fra, enten fra Engelland eller Frankerige, hvor han havde faret som Matros. Han begyndte strax Trætte med mig, og vilde skille mig ved Gaarden. Vi maatte beggefor Skriveren. Det kostede mig mangen blank Daler. Min Advocat vilde vise, at han havde ei lyst i rette Tid. Men det Hialp ikke. Skriveren var som en Steen. Siden trak han mig fra Ret til Ret, tilsidst maatte jeg paa min Fod gaae til Kiøbenhavn, og der faldt endelig Dommen efter 4 Aar saaledes ud, at jeg var og blev af med Gaarden. Siden har jeg maattet gaae og tigge i Bøygden, og er derfore glad at jeg nu er kommet herhid.

H. Ikke forstaaer jeg alt hvad han siger, men det veed jeg at i min Tid bleve

8

8

de fleste Sager afgiorde ved eene Kamp, og at naar en Sag endeligen kom for Retten, blev den afgiort i en halv Time uden Skriver og Skriverie. Nu min Søn, har du ikke giort en god Gierning, da du skilte Kongerne ved den Rettighed, som jeg havde erhvervet dem; Vist ere dine Norske blevne frie, sikre, og rolige.

Ha. Vel bifalder jeg ikke den vidtløftige Rettergangsmaade.

H. Og dog har du selv givet Anledning dertil ved dine skiønne vidtløftige Love.

Ha. Mig synes dog baade i Lovene og i Rettergangen at see Sikkerhed; thi i din Tid, min Fader, mistede en Mand strax sin Eyendom, og denne Bonde besad den dog i 4 Aar fra den Tid af at Sag var anlagt imod ham.

1. B. Ja jeg blev qvælet i 4 Aar; Det havde været mig bedre, om de strax havde taget mit Liv.

H. Ret; Det holder jeg med; Hvad svarer du hertil.

Ha. At man burde og adspørge denne Mands Kone og Børn, om de hellere strax havde villet miste Gaarden, end

9

9

besidde den i 4 Aar. Men lad saa være at Rettergangen er noget for vidtløftig, saa var den dog ikke af den Art i min Tid; og saa er dette kun et ringe Onde imod de Fordeele som Odels-Retten fører med sig, ved at holde Folk i Landet, ved at paatvinge dem Kiærlighed til Fædernelandet, ved at indprænte dem Lyst til at dyrke deres Jorder, da de ere visse paa at de ey skulle gaae fra Slægten.

H. Siig, at den holder de ældste Sønner i Landet, og jager de yngre ud, at den opvækker Had iblant Brødre, og at den, ja just den, giør alle Eyendomme uvisse.

Ha. Meget af dette er nu forekommet, ved det at de senere Vise Konger Have tilladt en Fader at skifte Gaarden iblant sine Børn. Men tillad mig, o min

Fader, at sige, at det ey tilkommer ham at tale om Eyendommes Uvished, thi Han ophævede jo alle Eyendomme, og tilegnede Kongen alting, saa at alle Mennesker vare Slaver, og Kongen ene var Herre.

H. Det var just min Stats-Konst.

Derved var Riget stærk; hvilken Fred herskede i min Tid i Landet; Indbyrdes Krig

10

10

var aflagt; Alle maatte lyde min Villie; Det hele Rige kunde da ansees for et Huus, hvorudi kun er een Herre, og alle andre ere Tienere. Men forsøg engang at lade blive to Herrer i saadant Huns, strax er alting i Uorden, og Huuset bliver opfyldt med Partier; jo flere Herrer, jo værre. Og om dyr Tid indfaldt, da sørgede jeg for mine Undersaatter, thi nu hørte de mig til, nu giørde de Arbeyd for mig. Men hvorfore skulde du sørge for dem; Du havde jo ingen Deel i dem,

Ha. Vist nok; Island, Grønland, Færøe vidne om Norges Lyksalighed ved Eyendoms Ophævelse; Den Lov kunde have tient til, om den havde staaet længere ved Magt, at flytte Norge Verden om, og at overlade det gamle Norge til Biørne og Ulve. I mine Undersaatter havde jeg den Deel, som en Fader haver i sine Børn; O! I mine kiære Nordmænd, hvor elskede jeg eder, og I elskede ogsaa mig. Ikke forløbe I eders Huse, naar Kongen kom; Ikke blev eders Korn afmeyet og givet mine Heste til Foder; Glade besaaede I eders Agre, glade høstede I dem ind.

11

11

Ha. Jeg kan tænke at der voxede Meere Korn, siden de siunge ved Arbeydet.

Ha. Ja Glæden gjorde at de udtørrede Moser, at de nedhug Træer, at de vandede Agrene, at de bortvæltede Steenene, og udrøddede Buskene.

H. Det samme skulde vel Frygten og have lært dem at giøre.

Ha. Ja den drev dem til Island.

H. Men du staaer og tier god Karl; hvi taler du nu ikke imod Odels-Retten.

1. B. Jeg grunder paa, at Du maae være Harald Hårfager, om hvilken Sturlessøn skriver, at han baade ophævede Odels-Ret og Eyendom, saasom han selv vilde eye alting.

H. Hvad har du derpaa at sige? Eyer ikke Kongen baade Land og Undersaatter.

1. B. Jo ligesom Vor Herre, som styrer det, men lader Menneskene nyde Frugten deraf.

H. Hvad vilde du da vel have giort, om du Havde levet i min Tid.

1. B. Sturlessøn skriver; mange fornemme og rige Norske flyede da af

12

12 Landet for Kong Haralds Overmod, Vold og Tyrannie.

H. Baade du og din Sturlessøn ere nogle næsvise Knægte; fort fra mit

Aasyn.

1. B. Jeg vidste ikke at I var Konge her.

H. Ak at jeg nu var Fisker i Norge; Her er ingen Høyhed, ingen Vælde, ingen Magt. Den Ringeste er min Ligemand. Kunde jeg slippe herfra, gierne vilde jeg døe paa nye.

1. B. Men den du kalder din Søn, han seer saa rolig, saa fornøyet ud. Mon du ikke være den gode Kong Hagen Adels- steen, som gav de Norske Eyendom igien; Odels-Retten kunde du vel Have ladet blive. O! lad mig omfavne dine Knæe,

Ha. Slig Ære har her ikke Stæd; Kongen og Bonden; Trællen og den Frie ere her lige. Den Dydige allene har Fortrin.

1. B. Ikke heller omfavner jeg dine Knæe som Konge, men som Dydig, du Landets Fader.

Ha. Staae op; Vær min Ven, og betænk at vi ere hinandens Lige. En

13

13 dydig Bonde veyer langt mere end en ond Konge.

1. B. Men den gode Konge veyer dog messt.

H. Lidt mindre ærbødig vare dine Norske imod dig, min kiære Hagen, da de nødde dig til at spise Heste-Kiød.

Ha. Ak! bebreyd mig ey dette; da var jeg svag, og tilsidesatte den erkiendte Sandhed for mine Landsmænds Yndest.

H. Men siden Frihed giør saa lykkelig og arbeydsom, og Landet saa frugtbart; hvi sulte da dine Norske nu saa meget. See der kommer een og seer heel gusten og bleeg ud, han er vist en af dine Folk, som er bleven lykkelig ved Frihed.

2. B. D Glæde! at jeg slap fra det usle Liv hen til en Egn, hvor intet Barke-Brød behøves, og hvor man ey har nødig at æde Mask med Svinene. Dog jamrer det mig, naar jeg tænker paa mine Smaae, som jeg efterlod halv døde af Hunger.

H. Hvor er du fra?

2. B. Fra Norge.

H. Det kan ikke være; thi der segne Træerne under Byrden af Frugter, det kan Jorden neppe frembære den Mang-

14

14

foldighed, som den giver af sig, der er lutter Overflødighed, Lyst og Glæde.

2. B. Vidste jeg at du sagde dette af Spot, da skulde jeg give dig et dygtigt Drag.

1. B. Du tænker endnu at være i de Levendes Land, og befinder dig dog i Skyggernes.

H. See her har du et øyensynligt Vidne paa den Herlighed, du har forskaffet Landet. Hvi derimod Kongens, Jarlerne, Herserne havde eyet Bønderne, saa havde de og sørget for dem, ligesom man sørger for sine Hunde og Høns og Giæs, for den Nytte skyld man haver af dem.

Ha. Jeg seer at Tilstanden maae nu være slet i mit kiære Fødeland, og det smerter mig, men jeg er vis paa, at Friheden er ikke skyld deri. Dog denne Mand kan best forklare Aarsagerne, da han er nyligen kommet fra de Levendes Land.

2. B. Aarsagerne ligge klarligen for Dagen. Vi have i nogle Aar efter hinanden, helst i det sidste, havt anseelig Mis- væxt. Fiskerierne have ikke heller villet flaae ret ind. De Fremmede, som forhen vare saa begiærlige efter at kiøbe vore andre Vare,

15

15

have nu ingen synderlig Lyst til dem. Korn og Fødevare ere dyre i den gandske Verden for mange Aarsagers skyld, som jeg tildeels ikke kiender, saa at lidet er at faae, og det lidet kan man ikke faae, fordi man har intet at give derfor.

H. Vel nok; men havde I selv ingen Eyendom, og hørte derimod Kongen og andre Herrer til, saa kiøbte de Korn til eder, og saa havde I ikke nødig at døe af Hunger.

2. B. Gud bevare os fra at miste vor Frihed; Ligesaa gierne ville vi døe, Ellers døe kun faae af Hunger, hvorvel mange sulte, og hvor skulde vore Herrer vel faae Korn fra, da samme Misvæxt vist traf deres Eyendeele som vores, og de i denne almindelige Ulykke vist vilde være lige saa lidet i Stand til at kiøbe som vi, og om de kunde kiøbe noget, da først fornemmelig forsyne sig selv.

H. De vilde vist være i Stand til at forsyne eder, thi omendskiønt I og eders Jorder hørte dem til, saa vilde dog et vist særdeles Stykke Jord høre dem egentligen til, og det allene være i Stand til at føde Baade eder og dem, saasom det vilde være

16

16

saa meget bedre end anden Jord, ved det I maatte dyrke det for dem, og anvende al Flid derpaa.

2. B. Jeg forstaaer det; Vor Jord skulve aftage, paa det at deres kunde tiltage, og som vor Jord maatte nødvendig være mere end deres, saa vilde de visselig ikke blive i Stand til at føde os, og Norge da indbringe langt mindre Korn end nu. Men hvad vor Konge angaaer, da sorger han ret Faderlig for os uden at eye vore Jorder, og han har sendt os en Mængde Korn, men det er umueligt for en Konge at føde alle sine Undersaatter, helst i et Land, hvor de mange Klipper og Myrer hindre at al Jorden ey kan ved nogen menneskelig Kunst giøres frugtbar.

H. Dine Norske tale vel for sig.

Ha. Det maae de takke Friheden for, som opløfter Sindet. Men mine Norske ere og dine Norske, thi jeg er dog vis paa at du elskede dem, og at du tænkte at handle ret i hvad du foretog dig.

H. Det er rigtigt som du siger, men nu indseer jeg nok at jeg haver taget Feyl.

17

17

2den Samtale.

Sverre Konge i Norge, Christian 3. i Danmark, og Canzler Johan Friis.

Sverre.

Ney min gode Christian; Derudi lod du dig snakke for; Ellers har jeg intet imod dig, men at du skilte Norge ved sit Raad, derudi handlede du ikke vel.

C. Kan vel være, thi nu betragter jeg Tingene anderledes, end da jeg levede i Verden, men det Danske Raad forestilte mig, at det burde saa være, at Norge havde saa ofte giort Oprør, og at dette var det sikkerste Middel at Holde bemeldte Rige i Ave.

S. Sikkerheden vil jeg ikke trætte imod, men man kan være ligesaa sikker ved at behandle de Norske vel, thi dette mit gamle kiække og modige Folk røres lige stærk ved Velgierninger, og ved slet Medfart, og elsker ligesaa oprigtig, som det trofast hader.

C. Vel nok, jeg har intet derimod, og har ogsaa i min hele Regiering viist, at jeg søgte mere at vinde Folks Gemytter

18

18 ved Godhed og Sagtmodighed end ved Strænghed. Men dette maae du og tilstaae mig, at der hører stor Konst til at vedligeholde Foreeningen imellem to Riger, der ved Naturen ere skilte fra hinanden, og hvis Indvaanere ere af stridig Sindelav.

S. Det nægter jeg ikke, men jeg paastaaer kun at saadant erlanges mere ved Mildhed end ved Strænghed, og at det Norske Folk hører i Særdeleshed til dem, som ville regieres ved Læmpe; Hvor milde vare ey Hagen Adelsteen, Erik Jarl, Magnus den Gode, Oluf Kyrre, Eisten, og hvilket lyksaligt og indvortes fredeligt Regimente førte de ei ogsaa.

C. Rigtigt, men de vare dog strænge naar det behøvedes. Magnus udjog sin Faders Banemænd, og der vare dog nogle, som ei vare fornøyede med Hagen Adelsteen. Du selv viste dig jo og nogle Gange stræng, vel drevet af Nødvendighed, men dog stræng.

S. Strængheds Nødvendighed nægter jeg ikke aldeles, men at skille et heelt Rige ved sit Raad, det er en gandske anhen Sag end at straffe enkelte Personer.

19

19 C. Mig er dog bleven sagt, at det Skotske Parlement er bleven ophævet og foreenet med der Engelske, saaledes at de begge kun udgiøre eet, og at de Skotske fast stedse blive overstemmede af de Engelske, saasom de sidste ere mange flere i Tallet. Dette er vel en Ulejlighed for Skotland, men heraf flyder det store Gode, at begge Riger ere paa en fast Fod foreenede sammen, at de nu holde Fred og Venskab, og ikke bekrige hinanden som forhen, og derved ogsaa ere mægtigere, og bedre i Stand til at begegne udvortes Fiender.

S. Foreningens Nytte kan ingen bestride, men den bør ey have Sted paa det ene Riges Bekostning; Desuden er der stor Forskiel imellem at have slet intet Raad af Indfødde, og at tvende Raad ere foreenede sammen, thi i sidste Fald kan dog det ene Riges Tarv frimodigen fremsættes, og Haab være at finde Bifald af den indsigtsfuldeste og ædelste Deel af det andet Rige; Og endda have mange Skotter forsikret mig, at de aldeles ikke ere fornøyede med denne Foreening af begge Parlementer. Overalt har jeg Aarsag til at troe om dig,

20

20

at du haver ikke nær saavel kiendt Norge, som Danmark og Holsteen.

C. Derudi vil jeg selv give dig ret, thi de tvende sidste Lande gave mig saa meget at bestille, at jeg derover ikke kunde saa ofte tænke paa Norge, som jeg gierne baade vilde og burde. Men der kommer min gamle ærlige Canzler Johan Friis; han var med i Raadet at afskaffe det Norske Raad, og kan derfore videre underrette dig om Aarsagerne hertil.

S. Jeg og din gamle Herre have en Trætte sammen, om han giorde vel i at afskaffe det Norske Raad; jeg siger Ney, og han vil undskylde det.

F. Undskyldning behøves ikke, hvor Roes har Sted. Følgerne vise det, thi Norge har aldrig været mere lydig og rolig, og følgeligen lyksalig, end siden det mistede sit Raad.

S. Men om jeg end vilde tilstaae dig, at Undertrykkelse giør rolige Gemytter,

da den dog tvertimod giør misfornøyede,

saa kan den dog aldrig giøre lyksalig, og det bliver alligevel en god Regierings Pligt, at befordre ligesaa meget sine Undersaatters Lyksalighed, som egen Sikkerhed.

21

21 F. Vel; det nægter ingen god Statsmand. Men hvad Aarsag kan du ellers give til dine Nordmænds mere Rolighed og Fredelighed siden den Tid end forhen.

S. Aarsagen ligger tydeligen for Dagen. Din gode Konge, som ikke feilede i noget, uden i dette eene, at han afskaffede Norges Raad, indførte den luttrede og rensede Lære, og afkastede Pavens Aag, som jeg i min Tid ei heller stort brød mig om; Sæderne bleve derved mildere; Man lærte bedre at kiende sine Pligter. Norge har

desuden ingen Naboe uden Sverrig, som den for de jævnlige Kriges skyld bærer et bittert Had til, altsaa har den ingen at holde sig til, thi i Landet er ingen Adel, ingen Mægtige. Siden kom Christian 4, som i mange Tilfælde viste at han elskede Norge; Souverainiteten befriede det og for den Haardhed, som de adelige Lehnsherrer ud øvede, og overalt maae man tilstaae at Norge blev temmelig lemfældig behandlet, indtil en trykkende Gield nødde Regierin- gen til at medtage, saavel Norge, som Danmark.

22

22 C. Mig synes at du, endskiønt i de Dødes Rige, veed ligesaa got hvad Norge er hændet, som om du levede.

S. Jeg har nøye erkyndiget mig hos dem, som jævnligen ankomme her fra de Levendes Lande, om Tilstanden i dette mig saa kiære Land. Men min gode Johan, seer du altsaa, med al din Klogskab, at Norges Troskab ey er Frugterne af Undertrykkelse, men af medfødt Ærlighed, som ved Tidens Længde er blevet til en fast Natur. Nu længes jeg kun efter at høre Aarsagerne, hvi Norge mistede sit Raad.

F. De jævnlige Frafald og Oprør nødde en hertil.

S. Da det Danske Raad afsatte Christian 2, og valgte Friderich 1, og siden denne Christian, lode jo de Norske sig befalde med hvad det giorde. Vel sandt at nogle af dem fulde til den fordrevne Konge, men den Gang kunde der endnu tvistes om, med hvem det var Pligt at holde; og overalt fulde kun nogle til ham; Den største Mængde blev holdende paa Kong Frideriks Haand. Men hverken Friderik eller Christian havde nødig at erobre Norge, som de maatte giøre med Danmark.

23

23

C. Det beste bliver vel at tilstaae at vi have feylet, og her er det ingen Skam at tilstaae sine Forseelser.

S. Ney er det ikke, og jeg vil endda være saa billig, at jeg vil tilstaae at det Danske Raad ei haver giort dette af Ondskab, men bildt sig ind at handle ret, thi da den meste Danske Adel, heldst den Jydske, holdt med Christian og Friderik, saa ansaae den det lidet Frafald, som engang skeede i Norge til Christian 2. for saa farlig, at den derover mente let at kunde forebygge saadant i Fremtiden ved reent at afskaffe det Norske Raad, og at opsende fast lutter Danske Lehnsherrer, hvilke, som vante til den Danske Forfatning, og allene Kiendere af den, og uvante til Norge, kunde let, henrevne af Fædernelandets Kierlighed, tænke at det var billigt, at Norge burde i alle Ting fire Danmark.

F. Det er ligesom du kunde læse ind i mit Hierte; Thi jeg Har altid anseet Danmark som Hoved-Riget, og Hvor kunde jeg anderledes, da Kongen fast altid er der.

24

24 C. Saaledes kan jeg dog ikke sige at jeg haver tænkt, thi jeg haver altid an- seet mig for Konge over to lige Riger, hvor vel jeg ikke nægter, at have dog altid baa- ret nogen mere Kierlighed for Danmark, deels ved Omgangen, og deels maaskee fordi man altid elsker det meest, som man haver havt meest Umag for.

F. Herudi ligger nok ogsaa tildeels Grunden af Sverres store Kierlighed for Norge, som er bleven bestyrket derved at han var en indfød Nordmand, og eyede intet andet Rige. Dog her gielder hverken Dansk eller Nordmand; Alle udgiøre eet Sælskab, og udi det synes mig ei at finde ligere Personer end Sverre og Christian, imellem hvilke jeg venter at een af deres værdige Landsmænd snart anstiller en Sammenligning.

25

25

3die Samtale.

Hagen Hagensen Konge i Norge, og Christian 4. i Danmark.

Hagen.

Min Siæl fryder sig, og min Glæde fordobles, naar jeg seer dig, du værdige Konge over mit kiære Fødeland, du som frem for alle Konger efter Foreeningen bør med rette kaldes Norges Konge.

C. Da intet betydende Høfligheder, og Falskhed have ikke Sted i dette Land, hvor den nøgne Sandhed hersker, saa kan jeg ikke troe andet end at du meener hvad du siger; jeg føler selv Rigtigheden deraf, hvor vel ikke i den Vidde, som dine Ord medføre.

H. Jeg har snarere giort for lidet af dig end for meget, thi de Norske vare paa en Tid blevne satte endeel tilbage, helst efter at de havde mistet deres eget Raad. Du derimod besøgte Norge jævnligen, du reiste fra et Sted til et andet, uforfærdet gik du til Skibs lige til det yderste

Finmarken, du anhørte selv Undersaatternes Klagemaal, imodtog deres Begiæringer, gav

26

26

dem nye og bedre Love og Forordninger, udbredede Lærdom, og viste i alle Ting, at du ingen Forskiel giorde imellem Danske og Norske.

C. Det var min Pligt, thi jeg var jo Konge over begge Riger.

H. Det have og andre været, og dog ei saa ofte seet til Norge.

C. Jeg regierede ogsaa dobbelt længere, end de som ellers have regieret længe.

H. Vel regierede du længe, men du allene haver dog oftere besøgt Norge, end alle dine Formænd af din Stamme.

C. Jævnlige Krige og Uroligheder hindrede dem.

H. Du havde og Krige. Ney det bliver en ævig Sandhed, at ingen Dansk Konge haver mere knyttet de Norskes Hierter til Regieringen end du, og giort af Danske og Norske eet Folk, saa at dig fornemmelig maae tilskrives Foreeningens Varighed, som jeg seer at strække sig ind i Ævigheden, og saalænge Folk bygge og boe i Danmark og Norge.

C. Du fylder mit Sind med Glæde, thi denne Forenings Varighed spaaer mig mine tvende Folks Lyksalighed. O hvor

27

27 ligge I mig paa Hiertet, hvor gierne vilde jeg miste af min Glæde her for at forøge eders.

H. Ord menneskevennen værdige! ophøyede Helt, retskafne Konge, du var dine Undersaatters Fader, og du bliver den sildigste Verdens Forundring.

C. Ey mindre yndet var du i din Tid; du efterlod Riget i Flor og Velstand, og du dæmpede de borgerlige Krige.

H. Ak at jeg maatte dæmpe dem! Hvi vare mine Norske ei saa fredelige i mine Dage, som i dine.

C. Det var et Raserie, som Omstændighederne paaførte dem, men du indblæste dem Fredens Aand, og i mange Tider efter dine Dage vare de rolige og lykkelige.

H. Ja jeg agtede den fredsommelige Konge, sit Folks Fader, Høyere end Erobreren, dets Bøddel; Men i min sidste Tid lod jeg mig af Skin-Grunde overtale til at begynde en unyttig Krig, hvor jeg opofrede en stor Deel af Landets beste Ungdom, og satte selv mit Liv til.

C. Men den Krig havde dog den Grund for sig, at igien vinde tilbage for-

28

28 lorne Provincier, som forhen havde hørt til Riget, og hvorofte lade ey de beste Fyrster sig ved saadant forlokke. Men jeg derimod havde langt mindre Aarsag til min første Krig; Det var allene en daarlig Ungdoms Hidsighed, som forførte mig; og dog løb den bedre af, end de tvende følgende, hvoraf den sidste var nødværge, og den første maatte føres, da en mægtig, listig, farlig, uretfærdig og ærgierig Fyrste nærmede sig mine Lande, en Fyrste der traadde alle Guddommelige og menneskelige Love under Fødder, en Fyrste, der truede min Fædrene-Troe med Undergang; Og dog forlod Himmelen mig begge Gange; Jeg kan tænke for at straffe mig paa min gamle Alder for mine Ungdoms Synder.

H. Neppe havde enten jeg eller du ført disse ubetænksomme Krige, dersom ei smigrende Hoffolk havde været, løgnagtige Skaldere, hykkelske Lovtalere. Ak den beste Fyrste er omgivet med saadanne, fra hans Ungdom af udspeyde de hans Tilbøyeligheder, ei for at rette dem, men for at svinge sig selv paa Ærens Top, for at tilsnige sig nogen guul Jord, kiøbt med Brødres Taare; Have vi Lyst til Krig, Ære, Rolighed, Vi-

29

29 denskaber, Fred, Jagt, Bygninger, Pragt, Fruentimmer, alle enten i sig selv gode Tilbøyeligheder, eller som dog kunne blive gode, i det mindste uskadelige, naar de ret bestyres; Strax indfinde disse Humler sig, surre om os, døve Lyden af vore Pligter, og giøre at de beste Lyster, ved at overdrives, blive skadelige for os selv, for Land, Riger og Undersaatter.

C. Glade maae vi derfore være at vi nogenlunde have opfyldt vore Pligter, at vi, uden at blues for meget, kan tænke paa vor førte Vandel, og at vi nu ere komne til Sandheds, Oprigtigheds og Uskyldigheds Land, hvor vi uden qvælende Omsorger, uden nagende Samvittighed, hvile af vort Arbeyde.

30

30

4de Samtale.

Bugenhagen den Danske Reformator, Brocman Bisp i Sielland, og en nu nyelig afdød Præst.

Bugenhagen.

Ærværdige Gamle, siig mig hvo du er, og hvor du haver opholdt dig.

Br. Jeg var Bisp i Sielland; Mit Navn er Brocman, og

B. Jeg har nok; Mange have fortaelt mig hvor berømt du i din Tid har giort dig ved dine Skrifter, hvilket dog bør som intet agtes imod de mange Siæle du haver frelst ved dine opbyggelige Prædikener, og ved dit ustraffelige Liv. Ja nogle kunne endog dine Prædikener uden ad, og roser jeg dig at du haver saa flittig brugt Skriften, men ...

Br. Jeg veed hvad du vil sige, at jeg haver for hyppig anført Skriftens Sprog, for Sielden forklaret dem, og alt for ofte for- klarer det ene vanskelige og Mørke Sprog ved andre ligesaa vanskelige og Mørke; jeg

31

31

indseer nu denne Feyl, og vilde ændre den om jeg endnu levede.

B. Denne Fejl kommer ikke i Betragtning imod dine mange andre Dyder, og er kun ringe imod deres, som lidet eller intet anføre og forklare Skriftens Sprog, og hvis Prædikener ey ere nær af den Kraft, som Ciceronis, Platonis og Senecæ Skrifter, hvilke undsee sig ved Guds Ord, prædike lutter Morale, grundet allene paa spidsfindige Beviisligheder, eller, som endda værre er, prunke allene Med tomme og glatte Ord. De giøre det, sige de, for at blive forstaaelige, og betænke ey at Almuen er bevandret i Skriften, og hæfter gemeenligen dog noget Begreb til dens Ord, og som oftest det rette, hvorvel ei altid i sin fulde Vidde, eller altid med sin behørige Indskrænkning, hvorimod den aldrig hæfter noget Begreb til deres kunstmæssige, philosophiae og veltalende Tale- maader.

Br. Du taler ret efter min Smag, og dette giør mig desto begierligere efter, at vide hvo du er.

B. Jeg er Bugenhagen.

Br. Ak lad mig omfavne vor Dan- ske Luther.

32

32

B. Med den Mand tør jeg ikke maale mig, thi alt hvad jeg vidste maatte jeg takke ham for. Men det glæder mig at den Danske Kirke haver bevaret denne dyrebare Mands Lærdom, allene at den ved alt formegen Kunst haver noget fordunklet den, dog ei saa meget som hans Landsmænd; og du min ærlige Brocman kunde nok ogsaa have ladet være, at skrive dit Systema, ihvorvel det er ikke nær sat saa meget paa Skruer som mange andre.

Br. Jeg fulgte min Tidssmag, efter hvilken ingen Theologus var agtet uden han havde skrevet et Systema.

B. Ak hvor mange Bøger kunde Verden have været befriet for, dersom ei Indbildning om sig selv, og Foragt for andre, sampt Uvidenhed havde frembragt dem, thi ellers kunde man gierne have ladet sig nøye med Melanchtons og Calvini Sy- stemata.

Br. Nu indseer jeg alt for sildig, at de fleste af deres Eftermænd, som have villet giøre det bedre, have kun indviklet Tingen desmere, og paa en ælendig Maade tvunget mange Skriftens Sprog i deres Hierners Form.

33

33

B. Ja desværre, man er alt for langt veget fra den kiære Eenfoldighed, som Luther og Melanchthon indførte, og man har villet give Aristoteles Magt at forklare Skriften, og giort Jesu klare Lære til et spidsfindigt Haarkløverie. Men hvad mon det er for en Mand som kommer der, han seer saa bister og vred Ud.

P. Ney, jeg kan neppe holde det mere ud; Ingen Disputatzer, ingen Distinctioner, neppe agter man her paa Forskiel imellem Materiam og Formam; Ingen taler om Categorier. De snakke idelig om Erfas renhed, Beskuelse; De maae være lutter Mystici. De tillegge Guds Ord en besynderlig Kraft, og jeg har dog fundet langt mere i min Hebenstreit. Gid jeg var igien ved Universitætet; Der taltes ikke meget om Bibelen, mindre om Martyrerne og Guds Kirkes Skiebne, men alle kiendte Kisbyes Collegium; I den Bog ligger og en virke- lig Skat forborgen, nam bene qvi distinguit, bene docet.

B. Hvorfor saa vred min Ven? Her bør ingen Sinds Lidelser have Sted.

P. Ja jeg er nylig kommet her, og desuden er her saadan underlig Tænkemaa-

34

34 de, at jeg skal have Ont med at vænnes til den.

B. Alting læres med Tiden; Men siig mig og den gode Brocman, hvordan staaer nu til i Danmark med Theologien.

P. Det er mig kært at see Broc- man, thi den brave Mand har ved sit Systema viist, at han har været en god Orthodoxe, hvorvel det er ikke nær lærd, fiint, spidsfindigt nok.

Br. Og nu beklager jeg at der er ikke eenfoldigt og skriftmæssigt nok.

P. Hvor kan dog Sælskab fordærve. Men hvo er den anden gode Mand. Br. Det er Bugenhagen.

P. Nu han var en brav Mand for sin Tid, men Theologien har siden faaet langt anden Anseelse.

B. Og jeg tænkte at den sande Theologie var kun een, nevnlig den som er grundet paa Skriften.

P. Ja med den, min gode Mand, vil I nu omstunder ikke komme ret langt mere. Eders Theologie er god nok i sig selv, men den er alt for bar; Nu har den faaet en pynteligere Klædning. I tænkte at eet klart Skriftens Sprog, høyt nogle

35

35

faae, var nok til at bevise en Sandhed, men vi føre dem an i Snesetal, og ofte saadanne, hvor ingen uden vi kunne indsee, at de bevise den Sag. Men det fornemste er, at vi Have saavel sammenføyet alle Ting, at de nu hænge sammen som i en Kiede, og at intet er mere Mørk for vor Fornuft.

D. Da ere der endnu mange Ting som jeg ikke engang kan begribe her.

P. Det kommer deraf at I ikke have lagt eder efter Philosophien.

B. Jo noget; Udi Melanchthons Skrifter læste jeg flittig.

P. Den Mand! han behøvte selv at gaae i Skole; Desuden havde han vrange og farlige Meeninger, og viste med sine Tvil at han ei nok indsaae Tingene.

B. Det kom af hans Indsigt, og at han følte Vanskelighederne.

P. Ney; siig, at det kom af hans Uvidenhed.

Br. Lad nu den Sag beroe, og fortæl os Theologiens nærværende Tilstand i Danmark, og om den er indrettet efter eders Behag.

P. Tildeels; for noget hørte man intet uden om Distinctioner; Man beviste

36

36 alting; Man stilte alting op i en god Orden, ligesom en Krigshær; Men nu snakkes saa meget om en ubekiendt Ting, de kalde critica sacra; Man vil at Patres skulle læses, som forhen stode smukt forvarede paa Hylderne; Man er færdig at dræbe Folk med Grækisk og Hebraisk; og man drager Kirkehistorien for Lyset; Og i alt dette ligger jo ikke eet eneste Beviis. Og Historier ere jo dog og blive kun Eventyrer: Overalt staaer ikke eet eneste Ord om alt dette i Kisbyes Collegio, som dog har hiulpet saa mangen brav Student frem.

Br. Men hvorledes er Prædikemaaden.

P. Den er adskillig. Nogle faae hyppe Sprog paa Sprog, ligesom I giorde, og det er got nok for Almuen. Nogle andre faae prædike lærdt, og sammenligne vore adskillige Danske Versioner, hvilket staaer mig ei ilde an, thi man bør for alting mage det saa, at en Prædiken er brav tør; men det beste er, naar man nøye distingverer i den, giør uendelige Deelninger og Under-Deelninger, og taler ret Kunstmæssig; Men denne Gave er desværre meget sielden.

37

37

Br. Jeg mærker altsaa at I bifalde disse Maader at prædike paa; men hvilke af de nu brugelige vrage I?

P. Den som sammendynger alt for mange Ting i en kort og presset Stiil, og indretter alle sine Beviser efter den aller- nyeste Philosophie, saa at man aldrig hører eet eeneste Skriftens Sprog.

B. Den Maade forkaster jeg ogsaa, thi Skriften er Grunden til al vor theologiske Kundskab, og da den største Hob er enfoldig, saa bør en Prædikant opholde sig længe ved en Ting, og forklare den paa mange Maader, thi fatter Almuen ei een Forklaring, saa fatter han dog vel en anden. P. Ja denne saa kaldte opbyggelige Maade som mange bruge, er just den værste af alle, thi ved den ville de tale til Hiertet, røre, bevæge, som de kalde det, og derudi er ingen Underviisning Desuden legge disse sig undertiden efter smukke Ord og Talemaader, og en slags Veltalenhed, som aldeles ikke duer, og aldrig bør have Sted i Prædikener.

B. Naar Veltalenheden er tom, og ikke christelig, da duer den ikke, men ellers seer jeg ikke at den skader, naar den kun

38

38

altid er af den flydende, lette, overflødige, ligesom Ciceronis og Chrysostomi; thi den sammenpakkede, som Demosthenis, er vel ypperlig i trykte Prædikener, hvor Læserne have Tid at tænke, men derimod des slettere i mundtlige, thi da prædiker man Folk ud af Kirken, som for de fleste ere eenfoldige, og de kloge endog maae have Tid at tænke, thi en Præst bør ei paastaae, at hans Menighed skal ophøye sig til ham, men han bør nedlade sig til den, prædike catechetisk, blive alt for alle, thi hans Hensigt bør ei være at blive navnkundig ved sine Prædikener, men at vinde Siele til Christum, og at forbedre Menneskerne.

P. Jeg mærker nok at I havde blevet en god Prædikant for Kiærlingerne i Wartow.

B. Ja den, som ei kan prædike got for dem, bør ei være Præst.

P. Nogle prædike meget om Plig-

ter, og om Morale, men derudi er ingen Lærdom eller Kunst.

B. Hvo siger at Prædiken skal være en Kunst? At prædike Morale, som ei er grundet paa Guds Ord, duer ikke; jeg læser da langt hellere Cicero om Pligterne; Men

39

39

at indprente Dyden, Pligterne, paa den rette Maade, derudi bestaaer just den hele Christendom.

P. Det er Pharisæisk og en selv udvalgt Gudsdyrkelse. Nogle prædike Exe- getice, som de selv kalde det, og dog prædike de ikke lærd, thi de sammenligne ingen Versioner, men bestemme nøye hvert Ord i Texten, hvilket jeg ikke seer hvortil det nytter.

B. Saa nytter det ei heller at tænke, eller at vide hvad man taler om. Men det er sandt, at naar en Prædiken er puur exegetisk, saa er den lidet nyttig for den gemeene Mand, og da er al Opmuntring, Rørelse, Salvelse, og maaskee Overbeviisning selv borte, hvilket sidste de dog tænke just derved at frembringe. Ney exe- gesis bør være kort, men derhos tydelig og tilstrækkelig.

P. Nu det er det første fornuftige Ord jeg har hørt af eder. Men at en lumpen Skole-Bog som Cicero skal kunne hielpe en Prædikant, det har jeg aldrig før hørt, da den er ikke tienlig til andet end at lære Vocabler og Phraser af.

40

40

B. Jeg mærker at I har studeret eders Autores ligesaavel som eders Prædikestoel; Men jeg haaber at I faaer andre Tanker, naar I Have været her noget. Br. Det samme haaber og ønsker jeg: Men nu er det best at vi begive os herfra til det udvalde Sælskab af Luther, Melanchthon, Calvinus, Musæus, Calixtus, Chemnitz, Tillotson, Saurin, Mosheim, Leibnitz, Bourdaloue, Pascal og de flere, hvilke, hvorvel af forskiellig Meening udi Livet, dog her omgaaes venligen, da de ere blevne bedre oplyste, og altid have havt en redelig Hensigt.

41

41

5te Samtale.

Peer Oxe, en fransk Financier. Oxe.

Naar jeg eftertænker den Tilstand det af mig saa høyt elskte Land er geraadet udi, saa smerter det mig overmaade, og gode Tidender om Forandring med det, vilde forøge min Glæde. Men der kommer een, maaskee han kan give mig Underretning derom. Gode Ven! er du fra mit elskelige Danmark, eller maae du takke andet Land for din Fødsel?

F. Ney jeg er fød i det lyksalige Frankerige.

O. O at det var lyksaligt. Thi endskiønt, det ikke er mit Fæderneland, saa ønsker jeg dog at det maae gaae alle vel. Naar er ellers den Forandring skeet? Ere de tunge Skatter ophævede? Ere de borgerlige Krige stillede? Har Velstand indfun- det sig? Er Gielden betalt? F. Gud lade aldrig den blive betalt. O. Jeg vil vedde at du er en af vore nymodige Financieres.

42

42

F. Ja jeg havde med Financerne at bestille; Men havde ingen andre Principia end de rette, som altid burde have havt Sted. Men hvo er du, som seer saa suur og stræng ud?

O. Jeg er Peder Oxe, som og eengang har forestaaet det kiære Danmarks Financer, som annammede dem i en slet Tilstand, og efterlod dem i en blomstrende.

F. Naar var det?

O. Da Friderik 2. regierede.

F. Saa længe siden, da havde man neppe de rette Principia i Cameral-Sager, thi man meente at udrette alting ved Sparsommelighed, og var dum nok til at holde Overdaad for skabelig.

O. Ja til de dumme hører jeg og, thi Overdaad fordærver Sæderne, og naar de ere fordærvede, saa er alting tabt.

F. Hvad Sæder; De ere kun Skræk-Billeder, Dyder og Sæder, hvormed man skræmmer Børn. De bringe intet ind i Pungen. Den maadelige, sparsommelige fortærer intet; for ham døer gierne Kunstneren, forhungrer Haandværksmanden. Ødelanden, Hoerkarlen føder derimod Landet.

43

43 O Og du har været Financier i et christeligt, i et fornuftigt Land?

F. Hvorfor ikke. Jeg saae paa Nytten. Ved mig har Landet blomstret. Jeg bragte Kunster i Veiret; Handel og Vandet trivedes; Bygninger reiste sig: Alting var i Rørelse; og hvorved meener du at jeg udrettede dette?

O. Ved en klog Sparsommelighed

og Flittighed.

F. Ney! ved Skatter, og Skiebnen kom mig til Hielp ved at sende nogle Aar efter hinanden en stor Død iblant Qvæ- get.

O. Du taler som en Rasende, thi Skatter forarme Folk, betage dem Modet, og tvinge dem til at vandre ud, og Qvægdød giør Fødevare dyre.

F. Destobedre; jo dyrere alting er, og jo fattigere Almue man haver, jo mere blomstrer en Stat, thi Armod og Dyrhed giøre flittig; Derfore pønsede jeg og paa nye Paalæg Nat og Dag. Paa den anden Side holdt jeg de Rige og Fornemme til at fortære brav, for derved at føde de Ringe, saa du maae troe ar der kom et nyt Liv iblant Folket.

44

44

O. Men hvorlænge varede det? og mon ei Almuen blev overdaadig ved de Stores Mønstre. Blev ikke ogsaa mange Overdaadigheds-Vare indførte fra fremmede Stæder.

F. Tildeels, men hvad skader det? Handelen kom derved i Drift, og Folket lærte at blive klygtigt og vittigt. Du tænker i alle Ting ligesom den stakkels Sully; han raabte allene paa Agerdyrkning og paa Sparsommelighed, men hvad Anseelse havde Frankerige da i Verden; Ney den viste sig langt anderledes siden ved Colbert, og under Ludvig den Store.

O. Det kan ikke feyle at du jo og bifalder at giøre Gield, og har du vist været en af dem, som har raadet dertil.

F. Hvad andet? Det skaffer Omløb; en slet Kiøbmand, som ei veed at handle saaledes med laante Penge, at han i det mindste vinder ligesaa meget til, som Renterne, og hvad større Beviis paa et Lands Velstand, end at det kan faae Credit.

O. Altsaa er den Mand som ødelegger alt sit, rigere end den som vedligeholder og forvarer det.

45

45 F. Ilde dømt. Dine Indsigter maae være meget indskrænkede, naar du vil sammenligne en enkelt Mands Tilstand med en Stats.

O. Mange enkelte Personer udgiøre jo dog en Stat, og en Stat kan jo ikke bestaae Uden af Personer.

F. Om jeg end forklarede dig alt dette, saa er din Indsigt dog for sløv til at fatte det.

O. Lad saa være. Men hvor kommer det, at alle, som paa nogen Tid ere komne fra Frankerige, klage med een Mund over Landers almindelige slette Tilstand, og du beskriver den dog saa herlig.

F. Sagen er, at der i nogle Aar haver været Misvæxt, og at Vinen haver geraadet slet. Men den fornemste Grund er denne, at Menneskerne ere gemeenligen misfornøyede med det nærværende, tilbøyelige til at dadle dem, som sidde ved Roret, hengivne til at klynke, uvillige at meddele Staten noget.

O. Herudi kan være noget rigtigt, men en almindelig Klage maae dog have sin Grund, og frygter jeg for, at du og flere dine ligesindede have ved eders onde

46

46

Kunster fordærvet Landet. I søgte kun at drage alting til Hovedstaden, at blinde Monarkens Øyne ved den Glands, som omgav ham, at bringe ham til at troe at alt svømmede i samme udvordtes Glimmer i Landene, som i Hovedstaden. I Hyklere søgte selv at berige eder, og at vinde Fyrstens Naa- de ved at fylde hans Giemmer med Undersaatternes sidste Skiærv, og hans Giemmer vare og bleve dog tomme, thi Overdaad og Umættelighed maatte vel tømme dem. I eders Verden hersker ofte en tyk DunstKreds, som Soel og Sandhed ei kunne igiennemtrænge; Men her kan intet skiules i denne pure Luft; Dækket falder af eder, og enhver annammer den Løn, som hans Gierninger have fortient, og vee da dem som have ført Konger bag Lyset, som have spillet Bold med hele Folks Velfærd, som have under Ærligheds-Ham bedraget Staten, og under Navn af Patrioter viist sig virkeligen at være Landets Fiender.

F. Ak! Skræk overfalder mig; De Armes Taare falde ned paa mig som gloen- de Regn; Giv mig et got Raad.

O. Jeg kan ikke, hvor gierne jeg vil, thi du faaer at høste hvad du har faaet.

47

47

6te Samtale.

Erkebisp Absalon. En Minister.

Absalon.

Den Sætning er rigtig; Folkets Røst er Guds Røst; naar en Klage, en Begiæring eller et Ønske er bleven saa almindelig at man med Rette kan tilegne den det hele Folk, saa er den og gandske vist grundet. og saa er det høy Tid at give Agt paa den.

M. Ja jeg legger endnu mere til; Det er da Regieringens, Kongens Pligt at følge denne Røst, thi Kongen er for Folket, og Folket ikke for Kongen; Folket var til, længe før Konger bleve. Men Hyklere forestille Tingen ofte anderledes, og sige at Publicum er intet, betyder intet, eller giøre Hoffet, den snevre Cirkul, til Publicum.

A. Ja saaledes vare allerede nogle sindede i min Tid, hvorvel den krigerske Aand, som da besielede Hof-Folket, giorde at de dog følede at have Fæderneland, at de ey ansaae Embede allene for Levebrød, og de smaae Hof-Tienester med at lukke Dørre op, sætte Stole, række Haandklæder for at veye imod Scipionis og Epaminondæ Bedrifter.

48

48 M. Da tænkte dog nogle saaledes i min Tid. At gaae Slots-Trapperne op og ned i tyve Aar, det kaldte de at tiene Kongen i 20 Aar, thi, de vare dog saa forsigtige, at de ey nævnede Landet, som maa- skee endelig aldrig randt dem i Sinde. Men at komme til min Ministers Pligter igien, da fordrev jeg af ham at han skal være let at faae i Tale for enhver, thi han er en offentlig Person.

A. Saaledes maatte de alle være i min Tid, hvor fordærvede de end ellers vare, og kan jeg ikke forestille mig Mueligheden af en Minister, som lukker sig inde.

M. Da er det ikke allene mueligt, men endog virkeligt. Videre paastaaer jeg at en Minister bør være taalmodig give de Klagende Tid at tale og svare dem vel, thi det er allerede tungt nok for en Søgende at faae Ney, men ulideligt at faae enten intet eller er haanligt Svar, som ofte er geleydet med stolte og frække Gebærder.

A. Taalmodig vare ikke heller alle Æmbedsmand i min Tid, ofte afviste de Folk med Haardt og grove Ord, og kan jeg ikke sige mig selv gandske frie for denne Feyl i Henseende til min Opførsel imod Skaaningerne.

49

49 M. Ja da var det got for dig at have Kirkens Rettigheder at skylde paa, men du har for Resten været saa stor en Mand, og saa nyttig for dit Fæderneland, at man bør tilgive dig denne Forseelse.

A. Gud give at jeg kunde tilgive mig den selv, men her seer man Tingene i et gandske andet Lys end i den jordiske Verden. Dog trøster det mig at Fornøyelsen over mine gode Gierninger overveyer Misfornøyelsen over de slette.

M. Vi ville ikke tale mere herom. Til en god Ministers Egenskab regner jeg ogsaa, at han ikke ophøyer den Stand allene, som han er af, Hvad enten han er Borger eller Adel, thi de ere alle Borgere af een Stat, og alle derfore pligtige at tiene deres Fæderneland efter deres Indsig- ter og Kræfter. Men at de Adelige ville tænke, at alle Embeder ere alleene for dem, at de ere fødde til Værdigheder, hvad enten de have Fortienester eller ikke, det er ey alleene en daarlig Tanke, men endog en skadelig, saasom den sætter Fjendskab imellem Stænderne, og giør at Folk af slette Egenskaber ofte komme til Æmbeder.

50

50 A. Denne Feil begyndte allerede at indsnige sig imedens jeg levede. De Geistlige og Adelen tilvældede sig Magten, og jeg kan ikke nægte at jeg jo hialp dem herudi, da jeg ved Fødsel var af en høy adelig Stamme, og ved Æmbede den fornemste geistlige Mand i Riget. Imidlertid giorde jeg dette i en god Meening, saasom jeg tænkte at Religionens Anseelse voxte tilligemed Geistlighedens, og at det var bedre at kun faae besadde adelige Friheder, end saa mange Bønder, som forhen brugeligt var, thi jeg tænkte at det gav Uorden, naar mange havde Deel i Regieringen, og valgte Kongen.

M. Maaskee du ey heller havde Uret herudi, men derfore havde du ey havt nødig at hielpe saa meget til Bondens Trældom, hvilken dog i din Tid ei nær naaede sin Høyde, og derover endda ikke kunde ødelegge Krigs-Staten, som den siden giorde. Men hvad synes du om den Regel at en Minister ey bør være egennyttig, og at han bør tiene for saa lidet som mueligt, helst om han selv besidder Midler, eller og ingen Familie har, og fornemmelig om Landet er i en slet Tilstand, og den offentlige Skat udtømmet.

51

51 A. Denne Regel er fortreflig, men det lader at de Christne Have overladt denne Dyd til Hedningene, til Aristides, til Phocion, til Epaminondas.

M. Gandske vist. Beviis derpaa haver man i en stor udenlandsk Minister, som længe talte for Folkets Frihed, men tilsidst lod sig ved Værdigheder og Penge overtale til at forlade Folkets Partie, og at gaae over til Hoffets.

A. Det var meget ilde giort. Vel fandt at jeg altid holdt med min Konge, thi jeg bar et personligt Venskab for ham, men dog opførte jeg mig altid imod ham som en virkelig Ven, og aldrig som en Hykler, thi jeg sagde ham ofte mange haar- de Sandheder, og det endog paa en haard Maade, og han foer altid vel, naar han fulgte mine Raad, og naar han veeg fra dem, maatte han altid siden tilstaae, at han havde handlet ilde.

M. Lyksalig Konge, som har saa- dan Ministre, men ogsaa lyksalig Ministre, som har saadan Konge. O hvor ofte har vort Dannemark maat svie, fordi tvende saadanne Personer ei truffe ind sammen. Men hvad hielpe vore Klager; Nu ere vi befriede

52

52 fra den ustadige Verdens Foranderligheder; Derfore ville vi glemme dem, og forføye os til de Saliges Sælskab.

7de Samtale.

Signe, Hagbarth.

Signe.

Hvor kan dog Indbildningen, Vanen, Opdragelsen bedrage os, overtale os til at troe Ting, som ikke ere til. Forgiæves har jeg søgt efter Freya; Intet Stæd kan jeg finde hendes Guld-Sael. Hvor er den Vellyst, som jeg skulde nyde i Hagbarths Sælskab? Ak hvor sød var den i Verden! jeg brændte med Glæde, følte neppe til Smerte i Ildens Hede, thi jeg ilede i min Kiærestes Arme; og nu seer jeg ham næsten aldrig, og møder han mig, da vender han sig strax fra mig. Men der staaer han i dybe Tanker; Jeg vil nu liste mig paa ham, saa han ei skal undgaae mig. Nu har jeg dig dog engang fat. Men Ak! det er kun Skygge.

53

53

S. Ja Signe, du er og kun Skygge. Til at nyde den Vellyst, som vi attraaede, behøves et Legeme. Daarligen Handlede vi derfore, da vi skilte os ved det. Jeg mente at vor Elskov skulde fornyes i denne Verden, og tænkte ikke paa, at Aander ey kunne elske, saaledes som jeg vilde. Valhallæ Glæde foragtede jeg, og holdt Freyæ Høyere, og see begge ere tomme. Valhalla, Einherier, Valkyrier, Serimner ere Dunst, hvad Under! Odin selv er ikke til; Ingen Fenris Ulv giøres fornøden at sluge ham. Her vanker jeg ælendige Skygge; ønsker, begiærer, eftertragter, og nyder aldrig. Forrige Lyksalighed qvæler mig desmere.

S. Ak skulle vi da ævig flye og søge hinanden; Skal en kort Vellyst belønnes med saadan Qval.

H. Ja saaledes forsvinder al legemlig Vellyst, og efterlader kun Pine i Sielen. En kort Tid var min Siel opfyldt med ubeskrivelig Glæde; Signe fyldte hvert et Rum; hvert Sted, hver Tid, hver Pige malede Signe for mig; Uden hende var ingen Fornøyelse, og i hende var al Glæde. Men dog Hvilede Attraaen undertiden, Begierligheden blev Stundom sløv; Men nu voxer

54

54

den hvert Øyeblik, og stilles aldrig. Hvilken Uroe.

S. Gierne vilde jeg give dig ømme Navne, men de døe i min Mund. Raserie hersker i mit Bryst. Hvor er nu min stille Roe, min søde Eenlighed, mit uskyldige Liv, mine yndige Piger, min moersomme Haandgierning, min kiærlige Fader, min Ære, mit Alt. Du har røvet det; Du er min Ulykke. Forbandet være den Dag da jeg først saae dig. Misundt levte jeg før. Siden Faders Ynk, Moders Sorg, Folks Forhaanelser, og, hvilken haard Tilstaaelse, mit eget Hierte frikiender mig ikke. Ak var jeg uskyldig for mig selv, da veyede al anden Spot ikke. Men nu trøkke Centnere mit Hierte, Bølger af Skam vælte ind paa mig, gid jeg kunde knuses, og Verdner styrke ind over mig. Søde Haab, at blive til intet, intet, før saa fælt for mig, men nu Vellyst — Dog — forgiæves er det Ønske; Ævig, ævig skal jeg bære denne tunge Last: Hag- Barth svæver stedse om mig, med Væmmelse og Lyst udstrækker jeg mine Arme, og han forsvinder.

H. Ja du forsvinder. Gid du kunde forsvinde, reent forsvinde; Gid denne

55

55 Tænkekraft maatte døe! Men den rører sig stedse; Bedrøvelige Gave! Mon jeg forførte dig? Du mig; Hvilke Øyekast; Du saae mig; Jeg saae dig; Det var ude: Hvorfore smilede du? Hvilke Anslag gav du mig? Du, du, bedrog dine Piger; Du favnede mig; Det smiler endnu ind i min Siel, dog med Smerte. Hvilke hvide Arme, runde Bryste; skalkagtige Øyne, kysser mig engang; Skygge; Deilighed blive Skygge;

Er det mueligt? Erfarenhed — ja bedrøvelige — Hvi pine I mig yndige Forfængeligheder? Grusom omfavnede du mig; Du foer en Ild i mit Sind; Du trøkte mig til dit Bryst, og ledde mig til Galgen; Gid det dermed havde været endt. Enddog elsker jeg dit sneehvide Bryst. Ak at Elskov ei var til. Din Elskov var Had. Nu jeg døer. Ney, ney, den Glæde smager jeg ikke. Hvo myrder ved Elskov? Du, du; Ak Veninde; Dog Ney, lad mig flye for dig, men hvorhen, dit Billede følger mig allevegne. Min Siel er bleven til det. S. Utaknemmelige, du flyer, tag min Ulykke med; Men den er bleven til mit Væsen. Jeg hader, jeg elsker, jeg af-

56

56 skyer, jeg tragter efter; Det som var min Glæde, er min Skræk, en Skræk altid nærværende, en uafladelig Higen, ingen Husvalelse, ikke et Haaudtryk, ikke et Kys, hvilken Skiebne; Tyran, du er borte, og dog altid er — Hagbarth, hvi elskte du mig; Hvi Hadede du ikke? Begge havde da været lykkelige; Dog —- Ney — hvad —- Uroe bedre end intet — Ney, gid jeg var intet — Hvad vil jeg; jeg veed ikke; Afgrund aabne dig, slug mig, endda lever jeg, og Hagbarth tilligemed.

Ak at jeg kunde sige, denne Dag har dog

Ende.