↩

Fridlev,

eller den

ædelmodige Prints.

En Fortælning

af

Emanuel Balling.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt hos Morten Hallager boende paa Nørre Gade No. 245,

2
3

Cimbrien blev i mange Aar regieret af gode Konger, som alle spirede af en Stamme, og der var ikke saa lyksaligt et Rige som dette, fordi Fyrsterne vare tillige Viise. Landet var i lang Tid beskiermet under Fredens Zepter. Folket, som var fremmed for Krig, boede trygt inden dets Grændser, og bleve beskyttede under de mildeste og beste Love. Fyrsten var Folkets Fader, og Folket lyksaligt. Undersaatten kiendte ingen Trældom. Byrderne vare lempede efter Vilkaarene, og saa taalelige, at man aldrig kunde betragte dem for andet end selskabelige Pligter. Friehed og Eyendom opmuntrede ham til Vindskibelighed, og giorde ham paa engang baade duelig og lykkelig.

Fyrsterne regierede vel med en uindskrænket Magt, men de brugte den kun for at viise sig som det Menneskelige Kiøns Fædre. De vare Menneske-Venner, og vidste for hvis Skyld Zepteret var dem givet. De vare Fyrster, men bleve prisede som Velgiørere. Viisdommen havde sagt: At Retfærdighed og Mildhed burde ligefuldt styre en Konges Zepter. Dette var den første Grundlov for Cimbriens Fyrster, men den var Dem omsider medfød, og derfor var de saa elsket. Aldrig fandt man ypperligere Love end de, Cimbrerne levede efter, derfor sagde den Dybsindige, at Billigheden selv havde skrevet dem, men Landets gamle troede, de havde dem fra Guderne.

Ingen savnede Fyrsternes Omhue og Kierlighed, naar de ikke forsætlig havde giort sig uværdig dertil. Den Ringeste med den Største i Landet kunde giøre sig deelagtig i disse Lyksaligheder; thi Kongerne ansaae dem alle som deres Børn, med hvilke de stod i en lige Forbindelse. Belønningerne vare bestemte efter Fortienesterne: Saaledes blev Æren Patriotens Løn,

Og Understøttelse den Flittiges Opmuntring. Den ringeste Haand, som arbeidede til det almindelige Gavn, ansaae Fyrsterne som den, der sleeb en Perle til deres Krone. — Men ikke heller nægtede Fyrsterne deres Mildhed for dem, Alderdom, Armod og Sygdom havde bunden Hænderne paa. Derfor fandt de Syge og Skrøbelige deres Vederqvægelse i Hospitalerne; Faderløse deres Hielp og Underviisning i Opfostringshuuse; de, som havde vovet Liv for Fædrene-Landet, og i Krigen sadt deres Kræfter til, deres Rolighed og Liise; Fattige bleve forsørgede; men de, iblant disse, som havde friske Lemmer, blev Holte til Arbeide, og anviist de lempeligste Midler at afhielpe deres Trang. Videnskaberne, de især der giør Mennesket saa megen Ære, bleve befordrede; thi Kongerne, som vidste nok hvor megen Indflydelse disse havde paa et Folks Sæder, havde længe siden indseet deres Nytte. Snart begyndte de at blomstre, snart fik Lærdom og Kunster Borger-Ret og giorde Cimbrerne agtede og ærede blant Fremmede.

Agerdyrkningen som var Cimbriens Herliglighed, blev meere og meere opelsket, men for at sætte den ret i Flor, maatte Friehed herske blant Jorddyrkerne. Der vare gamle Love som forbandt dem til et Slags Trældom for Jorddrotten, men Cimbriens sidste Konger indsaae deres skadelige Følger og afværgede dem. Bonden var Menneske, skulde han ikke kiende sit Fortrin? Han var en af Statens vigtigste Lemmer, skulde han da behandles som Træl? Han bør kiende sine Pligter; sagde en af de viise Fyrster, men han bør besidde det han lovlig erhverver. Friehed og Eiendom fik her sin første Grundvold, og fra den Tiid kiendte man ingen Slaver blant Jordbrugerne i Cimbrien.

Hvad Agerdyrkningen vandt ved Kongernes Omhue, det savnede heller ikke Handelen. Naturen havde ligesom dannet de Cimbriske Øer til et Værkstæd for Vindskibelighed, i hvilket Handelen og Agerdyrkningen havde det øverste Sæde. Søefarten blev nu det Middel, der skulle befordre den første, og snart udvidede denne ypperlige Virksomhed sig, til de yderste

Verdens Grændser. Jeg burde fortælle, hvorledes de Kongelige Forfædre have hørt denne Naturens Stemme, og med Viisdom fulgt den; hvorledes de gamle Fiskerleyer, bleve forvandlede til Handels Stæder, og hvorledes en Havn efter en anden zirede Strankandterne af de Cimbriske Øer; jeg burde afmale Floderne som første gang ankrede inden for de sikre Bollværker, ikke som Friebyttere, men som Handels Skibe, der saae nu et vigtigere Formaal for deres Stræben; og endelig hvorledes Handelen omsider udbredede sig og opreiste Kiøbstæder rundt omkring i Landene, til Ære for Nationens utrættelige Flid. Men jeg vil lade en af Nordens gamle Viise tale i mit Stæd, som en af Kongerne havde kaldet til at holde en Opmuntrings Tale for sit Folk. Saa omtrent var hans Ord:

"Op i gamle ægte Danske! I som ere skabte til at dyrke Havets Gud! Op! og fører Eder til Nytte de Rigdomme, Hvilke de stolte Bølger, der skumme paa vore Strandkanter, kalder Eder at samle. Kunde I sove, eller være feige, eller dorske ved saa muntre Tillok-

kelser? Antag Naturens Tilbud og følg dens Formaninger. Har den ikke ved sin Yndling, Konsten, oplært Eder i sine hemmelige Videnskaber, og oplyst Eder om de lette Maader at overvinde Vanskeligheder? Hvo vilde da ikke betjene sig af dens tilbudne Gunst! — Op! og see dens aabne Planer og dens ukonstlede Anlæg. Den har afdeelt vore Øer til meer end enkelte Beqvemmeligheder for Handelen, og lover saa mange Fordeele, at ikke de sidste Slægter i Cimbrien skal kunde betiene sig af dem alle. Op! og bygger Eder Skibe, og bygger Eder Havne, og lad de prangende Flage give Gienskin af Eders Duelighed paa de fremmedes Strandbreder. Saa skal Strømmene feye sig efter Eders Ønsker, og Havet af Ærbodighed for Eders Stræben, dempe sine brusende Bølger. Op! og uøler ikke! I som ere vante til at være hurtige med Forstand. Giv i det mindste ikke Dem efter, som Naturen har været mindre gavmild imod, og dog ere blevne ærede blant alle Nationer for deres Vindskibelighed og deres

Handels Udvidelse. Lader Verden paa nye tale om Eders Søetoge, dem, som styres af Vindskibelighed og bringer Velsignelse i Landet — Hvor er Eders Søesønner? de, som ere vante til haarde Dyster paa dette vilde Element! Kalder dem frem, og lad dem ikke ubillig rage sin Tilflugt blant Fremmede, for at fortiene det Brød, deres eget Fæderneland saa rundelig tilbyder dem; thi har Havets Gud vel nægtet sin Forsorg for Eder? I, som med Billighed kan kaldes Havets Sønner?— Op! Op! og udruster Eder fra alle Kanter: ikke til Orlog, men til Handel og Søefart. Lad de Danske Skibsfarter komme i Flor, og Danske Indvaanere nyde Deel i de Fordeele, som Fremmede saa roesværdig umage sig for. Naar engang Eders Viise Regent bliver underrettet om Eders Vindskibelighed og alle Eders Handels Beqvemheder, da skal han, da skal alle hans værdige Efterkommere, skienke Eder alle de Frieheder og Herligheder, I behøve; og deres Velbehag krone alle Eders Bestræbelser, og erhverve Eder immervarende Velsignelser.—„

I saadan blomstrende Tilstand var Cimbrien, da Frode, som var den Tolvte af Stammen bestigede Tronen. Han skulde have overgaaet sine Fædre i Dyder; dersom slette Raadgivere ikke havde været; thi han havde saa ædelt et Hierte til sit Folk, at han ikke kiendte anden Lyksalighed, end den der var foreenet med deres. Men han blev som oftest, af dem han havde om sig, forhindret fra at udføre sine rare Dyder. Tidlig og saa got som i Begyndelsen af hans Regiering maatte han friste en Skiebne, som nær kunde have skildt ham ved Zepter og Krone. Aldrig har Cimbrien skielved meer end den gang; men er heller aldrig meere underfuld frelst fra en overhængende Fare. En vis Griper, som Kongen havde tænkt vel imod, og ophøyet til den øverste Værdighed; havde sat hans Stoel nest ved sin egen, og ladet ham spiise ved sit Bord, begyndte omsider, forblindet af Overmod og ved Hielp af sine Tilhængere, at ansee sig meere end Undersaat. Herske-Tanker opsvolmede hans Bryst og giorde ham stolt endog imod Fyrsten selv. Ved en Blanding af Sne-

dighed og Dristighed, havde han Tid efter anden tilveyebragt sig saadan Myndighed, at han kunde indføre nye Love og Skikke, iblant Landets Indvaanere; alt for, som det syntes, saa uformærkt at drage dem fra deres Troeskabs Pligt mod deres Konge, og giøre sig udødelig ved at omstøbe et heelt Folk. De Ædle i Landet, som ikke kunde imodstaae hans forvendte Befalninger, vare færdige at forsmægte af Gremmelse, naar de skulde adlyde, og de, som sadde i Forsamlingerne, og vare vandte til at holde over Landets Love, maatte en efter anden flye for hans stigende Overmod. Andre Raads-Forsamlinger bleve oprettede. Fremmede skulde raade for Rigets Gavn. Forandringer fulgte paa Forandringer; og de vigtigste Forretninger bleve forbundne med saa mange ubesindige og fremfusende Foranstaltninger, at det syntes som Gripers Forsæt kun var, at bringe alt i et Vilderede, og derved forblinde Folket, for med desto bedre Held at udføre sine egennyttige og skadelige Planer. Regieringen var allerede begyndt at forandres; meere den skulde. Skikkene, endog de hellige selv, som

brugtes i Templerne, maatte for en Deel ophøre. Nye, men fordærvelige Sæder skulde indføres. Ingen Under da, at Folket blev misfornøyet. Der fandtes vel blant de Retsindige de, som Havde Mod til at tage det Skiul bort, som demmede for Kongens Øyne, men alle Adgange til Tronen vare lukte: De maatte derfor med Kummer qvæle deres gode Forsæt, og stiltiende være Vidne til en ubehagelig Forandring efter en anden. Omsidder blev Folket forkuet. Magten syntes nu at være deelt; og man vidste tilsidst ikke meere, om man var sikker. Man raabte til Guderne, man sukkede om Beskiermelse for de Ulykker, som svævede over Landet, og al Folket var betaget af een almindelig Skræk. Den unge Konge, forført til at troe at hans Undersaatter knurrede, og vare blevne oprørske, blev nu meere og meere sparsom paa at lade sig see. Dette giorde Bedrøvelsen endnu større, og de sorteste Skyer begyndte at skygge over Cimbriens blide Egne. Selv den Kongelige Familie, som følte Sorgen i den Høyeste Grad, kunde ikke længer tilbageholde

de Suk og Taarer, som den bitterste Bedrøvelse udpressede. Alle Redeligsindede stønnede af Bekymring, da ingen Haab meere saaes til Redning; og omendskiøndt Gripers Navn var bleven en Væmmelse og til en Foragt endog blant de Nedrigste, saa frygtede man dog ham, som den der allerede havde Seyeren i sin Haand, og snart vilde ende Cimbriens lyksalige Herredømme. I denne fortvivlede Tilstand var Folket, da Guderne omsider bønhører deres Raad, og paa engang redder Landet fra sin Undergang.

Kongen havde en Broder, hvis Navn var Fridlev, som levede afsides ved Hoffet. En Herre af fortreffelige Egenskaber, men som ikke desmindre, formedelst Gripers Overmod, blev holdt fra al Omgang med sin Broder Kongen, og udelukt fra Rigets Forretninger. Printzen opholdt sig imidlertid hos sin Moder, som havde været den forrige Konges Dronning og levede nu i sin Eenlighed, for at nyde de stille Timer got ad, der ere de Dydige saa hellige. Med denne sin fromme Moder forsødede Fridlev deres fælleds Kummer ved at

deele sin Tiid imellem Studeringer i Fyrste-Pligterne og lætte deres Bekymring ved de uskyldigste og trøstefuldeste Samtaler. I disse sørgmodige Timer faaer Fridlev den Indskydelse at rædde sin og sin Stammes Ære. Han aabner sine Tanker for sin Moder: "Skal jeg taale, siger han, at min Broders Navn vanæres, at min Faders Huus besmittes, og at mine Fædres Aske foruroliges i deres Urner? skal jeg taale, at et dyrebart Folk længer skulde savne Bestyrtelsen af Frodes Zepter og skiælve for en Voldsmand ved Tronen? Ney, forgieves løber da Blodet i disse Aarer for at underholde et Hierte, som er villig at bløde for Kongens, og Folkets og Landets Frelse.„ Printzen tier, hører agtsom paa sin Moders Raad, faaer hendes Biefald og styrkes i sit Forsæt. Han vendte sig derpaa til sin gamle Lærere den sindige og forsigtige Ehrysoros: Een Mand som Fridlev altid havde værdiget sin Tillid.

"Jeg har randsaget mit Hierte, siger Printzen, mine Hensigter ere reene og jeg døer for dem.„ Og nu fattede han den Beslutning, det maatte koste hvad det vilde, at leede sin Broder ud af de Snarer, der vare lagde til hane og heele Rigets Fald.

Timen blev bestemt til dette store Foretagende. I Spitsen af nogle troe Mænd, og under Ledsagelse af sin Moder vover Printsen midt om Natten, at træde frem for sin Broder. Slottet havde han ladet omringe med Stridsfolk, og tilspærret al Udgang for de sovende Rebellere. Fridlev, nu i sit Hierte forsikret om Gudernes Bistand, vaagner Kongen, Viiser ham sin Fare, og skynder ham til at redde sig og sin Trone. Midt i Søvnens Roe, fængfles Griper og alle hans Tilhængere. Uforsagt og med et mandeligt Hierte under Retfærdighedens Skiold, gaaer Fridlev fort, fuldfører sin Plan og Guderne ere med ham. Kongens Øyne oplades, han seer sin Trone, sin Stamme, sit Rige frelst; han takker Himlen med et

opløftende Suk for denne Befrielse. Han seer de udspendte Falstrikker, og seer dem med Gysen. De Listiges Paafund udvikles — Hævnen raaber. Skiændig findes deres Idrætter — Kongen vredes. Hvilket Fald for de Overmodige! Hvilken, Straf venter ikke paa dem! Kongers Vrede er Dødens Bud. Forbryderne bleve talte blandt Dødsens Mænd, og lagde paa deres Gierninger.

Nu begyndte Cimbriens Glædes-Soel igien at fremskinne. Folket sukkede ikke meere. Landets Fader lod sig igien tilsyne for Almuen, og nye Liv og Munterhed udbredte sig snart blant alle Undersaatterne. Man kaldede Rigets Mænd ind igien, dem Griper i sine Magtes Dage skaffede af Veyen. Fridlevs Raad bleve overlagde og udførte; de nye og farlige Skikke bleve ophævede og de gode gamle indførte med Triumpf. Templerne, som Griper havde vildet lukke, bleve nu opfyldte af Folket, som i nidkiere Hensigter forsamlede sig, for at ofre til Guderne og synge Lovsange for Kongens og Rigets Frelse. Man ønskede

først og sidst Velsignelse over Fridlev! at Han maatte blive saa gammel at Børnebørns Børn kunde takke ham, at hans Ære maatte overgaae Fyrsternes og hans Lyksalighed blive som Gudernes.

Meere og meere fremskinnede nu de herlige Egenskaber, som giorde Fridlev stor iblant Printser. De mange Aar, i hvilke han havde leved som en forglemt Mand ved Hoffet, og i sær de sidste, da Griper havde tilvent sig den høyeste Magt, vare Fridlev ikke unyttig bortdrevne. Han havde anvendt sine roelige Timer til at dyrke sine Pligter, giøre sig sit Fæderne Rigets naturlige Tilstand bekiendt, studeret paa Midlerne til dets Lyksalighed, for i sin Tid, naar Daarernes Regimente ikke længere kunde staae ved Magt og Blindeværkerne vare nedrevne, som omgav Tronen, at ophielpe et forfalden Rige, understøtte det med Viise Raad, og bereede Vey for dets almindelige Lyksalighed.

Frode, som forunderligen var bleven frelst fra sine Fienders Hænder og saae sig igien i Besiddelse af sin Kongelige Magt, saae sit

Folkets uskrømtede Kierlighed og Reedebonhed til eene at ære og adlyde ham, blev nu og fuldkommen overbeviist om, at den dydige Fridlev var det Middel, Guderne havde betient sig af til Cimbriens og den Kongelige Stammes Frelse. O! hvor mange herlige og uforlignelige Dyder blev den Kronede nu vaer hos denne sin Fyrstelige Broder! Grant seer han dem, og hemmelig anker, ey før at have vent sin Tillid og Fortroelighed til saa retskaffen og værdig en Ven. Nu fandt han i hans sindige og fornuftige Omgang de sunde og behagelige Raad, den venlige Opmuntring, den ømme og retskafne Bistand, den Lættelse i Regieringsbyrderne, Kongerne saa meget behøve. Fyrste-Pligterne bleve Frode dobbelt behagelige; Rigets selvstændige Bestyrelse ham allerhoystvigtig, og Æren, den nemlig, hvilken Frode havde sadt i sine Undersaatters Lyksalighed, fik sin fulde Glands.

Aldrig oplevede Cimbrerne behageligere Tidspunkt. Udsigterne lovede rundt om Fred og Velsignelse. Alle med en Mund prisede Guderne, som havde skienket Landet en nye Skyts Engel og Kongen en sand Ven. Tem-

plerne gienlydede af Lovsange. De Gamle sadde paa Gaderne med oprakte zittrende Hænder, og raabte med skielvende Læber: "O! I Guder! Lad Frode leve og Fridlev med ham, og forbind Dem med varig Venskab til de sidste Dage. O! I Guder! Opfyld Deres Siæle med Viisdom og Styrke, og lad Dem Haand i Haand som Brødre, vandre paa Retfærdigheds og Dydens Vei. Giør Frode stor iblant Fyrsterne, og ophøy Fridlev over Prindser, og lad dem blive Mynstre for alle dem, som ere satte til at lyksaliggiøre Mennesker.„— De unge Karle, stemmede Tonerne paa Strengelegene efter de Gamles Bønner, og opførte i deres Forsamlinger harmoniske Spill, til Gudernes Lov, imidlertid de unge Piger flettede Krandser til Venskabens Gud, og i uskyldige Træk, indsnoede mellem Blomsterne Frodes og Fridlevs, Navne, hængde Krandsene omkring i Lundene, dansede og sang: O! du Venskabs Gud! sammenknyt deres Hierter mere og mere

med Kierligheds Baand ligesom vi have foreenet Deres Navne med de deiligste Blomster. Lad Lyksalighed nedregne i Deres Fied, og blomstre af alle Deres Handlinger. Lad Fridlev altid være Frodes Ven og Frode høste Glæde af hans Venskab. Som Mayblommen glimrer i Dalen, og de hvide Klokker iføre sig deres Pomp paa de steyle Klipper, naar den opgaaende Soel udspreeder sit Guld; saa lad al Landet nu smiile af Lyksalighed ved Cimbriens nye oprundne Soel, og milde Straaler fra Tronen rundt om strøe lutter glade Velsignelser. — Saa sang Folket, og haabede at Guderne skulde bønhøre dem.

Nu blev Fridlev meere og meere kiendt af sine ædelmodige Handlinger. Frode mærkede dem alt for tydelig til ikke at ophøye dem.

"Hvor skulde Fridlev ikke raade, sagde Kongen, hvis Siel er saa ædel og saa viis? Værdig er han til mit ypperste Raad; men han skal boe hos mig, jeg

vil fortroe ham mine Tanker, og høre hans Raad. Hvad han siger, skal være min Villie; thi hans Hierte er fromt og retsindigt, og hans Klogskab overgaaer de Gamles. Jeg har fuldkommen lært at kiende ham, og erfaret, at hans unge Siæl er moeden at giøre en Regents Byrder taalelige. Visselig! han vil best kunde viide mit Riges Gavn, og udføre det. Og overalt, han er jo min Faders Søn, født til Tronen og Arving til Riget? Han frygter Guderne, og de beskytte ham; hvo skulde jeg da bedre kunde fortroe mig, end den, Guderne elsker? Ney! ingen uden Fridlev, den forstandige, den dydige, den elskværdige Fridlev, skal være min Fortroelige og min Ven. Hans reedelige Siæl kiender ingen Falskhed, ingen Hyklerie, ingen Egennytte, og saadan en Raadgiver er værdig at være mit Folks

Talsmand, og hielpe mig at giøre det lyksaligt. Landets Børn skal derfor ære ham, og elske ham; thi han fortiener det. Selv vil jeg ophøye hans Fortienester og de ringeste blant mine Børn skal see dem, og velsigne Fridlev. I de stille Timer, som min Omsorg for mit Folks Beste levner mig, skal Fridlev være min Opmuntring, og underholde mit Sind med de behageligste Samtaler om de Forbindelser, vi staae i med Guderne, om Fyrste-Pligterne, om Menneske Kierlighed, om Mildhed og Retfærdighed. Jeg vil derfor altid elske ham, men jeg vil tillige, at mit Folk skal elske ham.„

Fridlev, uden at kiende de Svagheder, som overfalde smaae Siæle, eller de Fristelser, som forvilde den Letsindige, var nu næst Kongen den ypperste i Landet, men tillige den elskværdigste. Alles Hierter bleve vendte til ham, fordi han viste sig som Menneskeven imod alle.

Kongen havde sadt ham til at være Folkets Talsmand, og han var det med al den Ømhed og Oprigtighed, Ædelmodigheden selv kunde Viise. Aldrig savnedes hans Omhue for det almindelige Beste: Han afskaffede alle de Misbruge, Griper havde indført; han ophialp de forfaldne Sager: han banede nye Veie for Vindskibelighed. Gudsdyrkelser og Sædernes Lov, som Griper vilde forføre Folket til at forkaste, søgte han med Nidkierhed at giøre dem allerhøyst vigtig. Alle hans høye Bestræbelser gik til Lyksaligheds Maal, hans Ædelmod allene havde ingen Grændser. Men vi maa nøyere kiende hans fortreffelige Egenskaber; vi maa see ham i nogle af de ypperlige Optrin i hvilke han til Cimbriens Lyksalighed, lod sine fyrstelige Dyder skinne.

Prindsens Iver for Religionen var saa vigtig en Grund til alle hans øvrige Dyder, at han troede, disse vare forgiæves, naar de ved dette Lys ikke vare antændte. Han indsaae derfor med et vrist Øye, at uden Gudsfrygt var ingen Velsignelser at haabe. "Gudernes

Vrede er falden over Landet sagde han, fordi saa megen Lunkenhed har blandet sig i vores Gudsdyrkelse. Hvor ville et Folk som glemmer de helligste Pligter, vente nogen mild Omsorg fra fortørnede Guder? Ney! skal Jorden og Havet give sin Grøde, og Grøden sin Velsignelse; skal Vindskibelighed høste sin Frugt, og den Arbeidende mættes af sin Løn; skal de forsvundne gode Tider betræde igien vore Grændser og udbrede Held og Lykke for Landets Børn; saa bør det os at tilbede det Væsen, fra hvem al Gode kommer; saa bør det os ved vore Bønner og vore Idrætter, at giøre os tækkelig for den Allgode, og værdige til hans milde Velgierninger.„ Saa talte Fridlev, og ved sit eget gudfrygtige Exempel, giorde meere til Folkets moralske Forbedringer, end tusinde Love kunde giøre. Folket gik i sig selv. Opmuntret af Fridlev og rørt ved hans kraftige Tale bleve de vaer, at

det ikke var een udmattet Natur, som nægtede Jorden sin Virkning, heller ikke tilfældige Hendelser, som forvolte de almindelige Misheld; Men Utaknemlighed mod de fortørnede Guder, som holdt Velsignelsens Haand tilbage.

Prindsen elskede Mennesket, men han havde en Kræfter nok til at anhøre al dets Kummer. "Det er min Medskabning sagde Fridlev, dets Trengsler rører mig, og mit ømme Hierte taaler ikke al denne Ynk. Skulde mine Øyne flyde af Sorg over mine lydige Brødre? Ney! men om Taare skal rinde og væde mine Kinder, skal det være Glædes Taare over den Lykke, at have forebygget deres Elendighed, og fundet Raad for deres Trang førend de bad. Det er en af en Fyrstes fornemste Pligter at elske sit Folk; men han maae elske det af et glad Hierte; og hvorledes skulde han da kunde taale at see det nedtrykt af Trængsler? Den kierlige, den ømme Fyrste bør altid

erindre sig at han lever for Folkets skyld og Folket ikke for hans. Det bør bedrøve ham at høre dets Mangler, men ikke det allene: Han bør tillige med den mueligste Omhyggelighed oplede de Kilder, som kan afhielpe Manglen, og Viise, at dem, som adlyde og ære ham som Børn, vil han giøre al det for, som staaer i en Faders Magt. Hvor mange tusinde Aarsager finder han nu ikke, som forbinder ham at sørge for deres Gavn, der love sig Hielp og Beskyttelse fra hans Zepter! Disse naturlige Forbindelser, disse ømme Bevæggrunde har længe siden giort de føelbareste Indtryk paa min Broders Kongens Hierte. Hans daglige Ønsker er, at kunde bønhøre et hvert Suk, som trænger frem for hans Trone, at opfylde sit Folks fornuftige Ønsker og tilvinde sit Rige den almindelige Lyksalighed, som er Øyemerket af alle hans kongelige Bestræbelser."

Der havde i nogle Aar været Misvæxt i Landet og Brødmangelen blev stor. Kornet var stegen til en utaalelig Priis og det som værre var, det var neppe at faae for Penge. En almindelig Jammer hørtes derfor fra alle Kanter i Riget, i sær fra den nordligste, hvor Trangen endog var saa stor, at man skallede Barken af Træerne til Brød. Dette gik Fridlev til Hierte. Han lader Eftermaalinger skee i Kongens Forraadshuuse, han sammenregner, hvad Kongen behøver til sin Tieneste, og finder at 7000 Tønder Brødkorn kan undværes. Nu blev Prindseu glad: Saa skal dog saa mange Siele blive mættede med Brød, sagde han, og strax skrev han Rigets Rentemestere følgende Brev til:

Ærlige og Nidkiere Mænd Kong Frodes troe Tienere!

"Kongen vil, at de overblevne 7000 Tønder Brød-Korn fra Forraadshusene, strax og uden mindste Ophold, skal komme hans

fattige Undersaatter til Hielp, saaledes: at det halve skal sendes til de Nordlige Lande,

og den anden halve Part forblive her. Til den fattige Almue i Hoved-Staden, kunde vel 2000 Tønder behøves, men til de Cimbrers Land, hvor Nøden skal være stor paa visse Stæder, maae de 1500 Tønder gaae. Kongen vil, at Kornet skal selges for en taalelig Priis; thi ellers er det de Trængende til ingen Hielp eller Nytte. Det var da vel best, at det her paa Stædet blev solgt en Trediepart ringere end Landekiøbet er, og det i smaae Portioner, som sædvanlig pleyer at skee. Jeg overlader dette til Rentemesternes gode Omhue, og er forvisset om, at denne Hielp besørges strax til de Nordiske Stæder, hvor Folk døer af Hunger, saa hverken Kongen eller vi andre længere kan taale at anhøre al denne Jammer; ja om Kongen end skal give dem Kornet til Føde, maae han giøre det; thi Mennesker have dog en stor Værdie.„

Fridlev.

En stor Lindring for de Nødlidende, men ikke tilstrækkelig nok. Prindsen indsaae det; han havde allerede forud veyed Landets egne Kræfter, og fundet dem i denne Kornmanglende Tid, for svage til at underholde Dets Indvaanere: han taler med Kongen, forestiller den almindelige Nød, giendriver de Egennyttiges Indvendinger, og nu blev det tilladt at indføre Korn fra fremmede Stæder, for at forebygge Hungers Nød. Dette var vel imod Landets naturlige Fordeele, men Prindsen lod de ringere vige for de større. Det er bedre, sagde han: at Landet taber noget af sit Sølv, end en eeneste af sine Borgere. Jorden giver Sølvet igien, men mon al Verdens Sølv kan erstatte et Menneskes Tab.

Nogle egennyttige Raadgivere havde engang givet et Forslag ind til Kongen, om Frihed til blant Jorddyrkerne at indføre en vis skadelig Drik, hvilken de selv kunde tillave. Deres Forslag var ledsaged med en Hoben Skingrunde, som giorde det ved første Øyekast gavnligt, Prindsen hører, at dertil vil medgaae

en anseelig Deel af Landets Korn; han husker paa Mangelen; han veyer den enkelte Nytte mod den almindelige Skade, og finder den sidste af en uendelig større Overvægt. Men, siger Fridlev, efter at Raadet næsten havde samtykket Forslaget, det skulde skade min Broders Børn paa deres Sundhed, og Brød-Mangelen skulde blive end større. Den Eenfoldige kiender ikke sin egen Ulykke, men det bør os at afværge den.

Men det var ikke alleene dem, som boede nær omkring ham, hvis Trængsler bleve lænede ved Prindsens Omsorg; det nordiske Folks Kummer i sær laae Fndlev om Hiertet, saa meget mere som de ikke altid personlig kunde andrage deres Nød for Tronen. Prindsen kiendte dets naturlige Tilbøyeligheder, og vidste at det i Troskab og Kierlighed for deres Konge og Fædreneland eftergav ingen Folke-Slægter; han vidste tillige, hvor lyksaligt det var for en Fyrste at eye saadanne Undersaattere, og hvor vigtig en Sag det var for Fyrsten, at disse Pligter vare Folket altid lige saa hellige som be-

hagelige. Disse Dyder besad Nordfolkene, men Prindsen saae endnu flere hos dem: De vare skikkede til store Ting, muntre og kiække; ikke forkiælede af Modevanerne, eller dorske af Vellyster. De arbeydede i Gruberne og i Skovene, og en stor Deel nærede sig af Fiskerier og Søefart. Man skulde derfor have tænkt, at dette Folk blev opdraget i Uvidenhed, og maatte være et Haardt og uslebent Folk; Men saa stræng Naturen havde været mod deres Land, saa hærdede de vare blevne ved dens strænge Love, saa bøyelige vare de at giøre sig de Sæder bekiendte, som udmærker Mennesket og giør ham sit Fortrin værdig. Ingen Slægt paa Jorden kunde giøre sig meere elskværdig end Nordlændingen: han forenede Snildhed med Vittighed, Vittighed med Munterhed, og Munterhed med Forstand, og i alle hans Handlinger end og til den ringeste laae altid en Klygt forborgen, som vidnede om hans Duelighed og hans Klogskab. Man saae derfor Høy-Skoeler i Stæderne, som frembragte Mestere i Skiald-Konsten og i mange høye Videnskaber. Landet frembragte Heldte

af det mandigste og klogeste Slags. Disse og fleere Dyder kunde ikke andet, end skinne stærk i Fridlevs Øyne. Men, saa opmærksom han var over deres Fortienester, saa øm blev han over deres tunge Kaar. „Ere disse, sagde Konge-Sønnen, ikke og min Broders Børn, hvi skulle de da ansees som Stivbrødre af Cimberne? De har elsket mine Fædre, de skal og elske min Broder; thi jeg skal snart overbeviise dem, at hans Omhue fortiener det.

Hungers Nøden tog mere og mere til blant disse Nordiske Indbyggere. Prindsen vaager og optænker Raad; men han vil tillige, de skal tænke, som Kongen har sat til at sørge for Landets Gavn. Det gielder om Hielpe-Midler, det gielder om de beste og de mueligste. Han skrev Raadet til:

Ædle!

„Nordlændingernes Tilstand er mig aldrig af Tankerne; nu i Aar er jeg bange for Hunger igien, da Sæden slaaer feil, hvad Raad skal man finde herimod? og hvorledes

skal man faae Kiøbmændene til at have Forraad, og besørge Indførselen? hvad skal de giøre, og hvad maae Kongen giøre?"

Fridlev.

Hvor megen Omhyggelighed, og Kierlighed, og Forsigtighed, er ikke skiult under disse faa Linier! Men, det blev ikke derved: Prinsen var utrættelig i sine Bestræbelser. Jo meere hans Frygt voxte, jo meere søgte han at overvinde den. Han kiendte ingen Grændser for sine ædelmodige Hensigter, men han taalte heller ingen Forsagthed eller Lunkenhed hos dem, som havde Pligter for det almindelige at opfylde. Aldrig kunde nogen være større Hadere af Dorskhed og Efterladenhed end Prinds Fridlev var. Forsømmelse i Embeds Forretninger var ham derfor utaalelig; men var Egennytten foreenet med denne, da først kunde den milde Fridlevs Hierte røres til Vrede.

Det er ikke at beskrive den særdeles Omhue, han bar for Nordlændingernes Gavn. Vi bør see Beviiserne, og deraf vil vi fornemmelig lære at

kiende ham som en ædelmodig Prinds, og en nidkier og sand Ven af sin Broders Folk, der taalte ikke, at Uret og Fornærmelse, Dorskhed eller Forsømmelser skulle lægge Vægt til Folkets Besværligheder, og giøre Dem deres trængende Kaar endnu tungere. Følgende Breve, som Fridlev med egen Haand Tid efter anden tilskrev Bestyrerne over de nordiske Sager, vidner om denne hans utrættelige Iver og Omhue for dette Rige. Saa lydde de:

Ædle Mænd

Kong Frodes troe Tienere!

„At Bevarerne over Landets Guldgrube alleene ved et Laan, og Papier-Myndtens Formeerelse, kan hielpe Nordlænderne, er mig en rædsom Tanke; hvorfor jeg endnu vil bede Dem mine Ædle! at tænke til alle Sider, om intet andet Middel kan udfindes. Jeg hører at Sæden tegner sig got paa de fleeste Stæder i Riiget, Guderne være derfor velsignet. Jeg formaner Dem derfor Ædle! at de blive sikker herom; saa og faaer Efterretning om, hvor Mangelen er at befrygte. Thi

da kan Deres kloge Omsorg i Tiide hielpe paa mange Stæder. De har ret mine Ædle, at Kongen ikke kan føde et heelt Rige, og at Kiøbmændene burde at sørge for Indførselen; men Undersaatterne maae ikke døe af Hunger, og De veed jo, at i Nordlandene saavel som her, haver endeel af Kiøbmændene hverken Indsigter eller Drift. Alt gaaer efter den gamle Slendrian. Hvad ere de største iblandt dem vel andet end formuende Anskaffere. I Stæden for at indvinde Staten Penge, søge de kun at vinde ved Kongen, ved Handels Sælskaber og saa viidere. Kan De vel, mine ædle! have større Prøver paa de nordiske Kiøbmænds usle Tilstand, naar de troer, at de 3500 Tønder Brødkorn (hvorom jeg forleden skrev Rentemesterne, at Kongen vilde forstrække Nordlændingerne med, af sine Forraads Huuse) har forstyrret deres lille Handel? At true de nordiske Lænder med at tabe Indførsels Frihed fra fremmede Stæder, er et utilstrækkeligt og farligt Middel. Men jeg vil fore-

slaae Dem et andet: at true Kiøbmændene med at tabe deres Friheder, naar de ikke hver efter sin Handling og Formue, inden en vis Tid anskaffe et vist Qvantum Korn, og at bekientgiøre tilligemed dette for det heele kiære Nordiske Rige, hvad Kongen har giordt og hvad hans Raad har giort. Kiøbmændene maae og lære, de har Pligter. Endelig maae jeg lægge Nordlændingerne paa Deres Hierte mine Ædle; og paa det inderligste anbefale de klogeste, hurtigste og kraftigste Midler; thi man maae troe, at dette brave Folk rører paa det ømmeste mig, som Kongens Broder. Har De Omsorg derfor mine Ædle, hvor langt større bør da ey min Bekymring være.„

Fridlev.

Ædle!

"Deres Omhyggelighed kiender jeg, og skal vist skiønne derpaa. Vanskeligheden i at ophielpe Nordlandene, føler jeg, men just derfor er jeg uroelig; dog ved Guds Velsignnelse haaber jeg, at vor Flid og Omhue skal

Tid efter Tid udrette noget. Hvad De mælder om de Kongelige Indkomsters Nedsættelse, føler jeg Sandheden af, og veed, at een fornuftig Anvendelse af nogle Summer der i Landet vilde forsikre, ja formeere Kongens Indkomster; men just fordi dette hører til de store Skatte-Sætninger, vil der nok vanskelig skee hos os. Korn-Skipperne bør sælge i Smaat og Stort, ligesom de det vilde. Kiøbmændene maae baade lokkes og drives til at lade Korn komme. Korn-Handelen paa den nordlige Kandt af de Ryssers Land, er, som jeg troer, aaben for alle, og alleene uvandt for vore dorske Kiøbmænd. Ja! jeg forsikrer Dem mine Ædle, at dersom Nordlændingene skal ræddes og hielpes, maae de selv, uden at spørge sig for hos Vankundige og Egennyttige, af en sand Kierlighed til deres Fæderneland udarbeyde en Plan til dette Riges Frelse, og mægtigen sætte den i Værk.„

Fridlev.

Ædle!

"De Efterretninger De har givet mig, har været mig meget kierkomne; hvad det til Nordlændingerne ankomne og bestemte Korn angaaer, da vilde De mine Ædle, saavidt det hører til deres Omhue, vaage over dets rette Brug og Uddeelelse, og see Betienterne skarp paa Fingerne; thi ofte er det heri gaaet meget urigtigen til. Berg-Almuen paa Sølvværket har vel deres sædvanlige Andeel? kunde man dog ikke udfinde noget Middel til at forspare til Udsæd Landets Havre, som den beste for dets Luft-Egn? Jeg seer Vanskeligheder, men man maae arbeyde imod dem. Ach! hvor kunde meget Ont afværges for dette Rige, naar Betienterne vare som de burde. De maae dog tilmelde mig, Ædle! hos hvilke der i denne Tid findes en retskaffen og ærlig Fliid. De Stæders Kiøbmænd, som viiser Iver og Kierlighed for Fædernelandet, maae derfor, ikke alleene tilskrives naadigen, men endog viises Gunst, om De mine Ædle hertil kan udfinde noget.

Sølvværket er mig aldrig af Tanker; De, som ere satte derover, maa opmuntres. Dersom Egennytte og Ureedelighed skulle legge Hinder for Kongens Hensigt, haaber jeg, at Gud til Hævn aabenbarer det.„

Fridlev.

Ædle!

"Jeg sender Dem herved et Klagemaal fra de Jarlsbergiske Bønder. Jeg tilstaaer, at den Udpantning for Skatter, som her tales om, er mig u-udstaaelig, og Rættens Fornægtelse er Himmelskrigende; Mine Ædle veed Kongens Villie, thi det Onde skal og maae engang ophøre, og her maae andre Raad. Jeg beder Dem paa det alvorligste at undersøge disse Slags Sager; thi jeg kan ey vegre mig at tage Deel i denne de Fattiges Sag."

Fridlev.

Ædle!

"Det er Dem vel i Minde, at Bønderne i Jarlsberg havde, ved deres udskikkede Mænd, klaget over de dem paalagde utaalelige Skatter, som de ey vare eller havde

været i Stand til at betale og udreede, hvorover Betienterne havde udpantet dem, og sat een Deel af Pandtet til Forselgning. Kongen, som har indseet Bøndernes Uformuenhed, har derfor befalet, at de udpantede Sager skulle leveres dem tilbage, og Fordeelen af de allereede solgte igien betales dem, til hvilken Ende en Gienpart af Udpantnings og Forsælgnings Forretningerne skulle gives dem. Dette var Kongens Villie. Da de udskikkede nu kom hiem, havde Betienterne imidlertid indsendt deres Forretning, og formeente, at de derfor nu ey skulde meddeele Bønderne samme. Over saadan Gienstridighed, som Høylig har fortørnet Kongen, er det Kongen herved befaler dem mine Ædle! 1.) Endnu denne Dag at tillægge disse Betjente den Befaling strax at efterkomme Kongens Villie, og 2.) at lade disse ulydige Betientere uden videre Forespørgsel, for deres Overhørighed, paa deres Emdede tiltale. 3.) At lade denne her givne Kongens Befaling for Almuen paa Tingene bekiendtgiøre,

og venter jeg at de mine Ædle! endnu i denne Dag efterkommer denne Kongens Villie.„

Fridlev.

Ædle!

"Angaaende den Mængde Ansøgninger og Beviiser, nogle Norlændinger har indgivet til Kongen, har Kongen tegned sin naadige Villie; at disse Bønder formedelst de dyre Tider skal hielpes saaledes at de kan bestaae, nemlig: At det maae tillades dem at hugge i Kongens Alminding, thi Skovene maae ikke freedes og Folkene forgaae. Bønderne kunde og vel eftergives. De vilde nu mine Ædle besørge det fornødne. Jeg ønskede at viide, om de ikke har efter deres Forslag formeeret Ligge-Dagene for Korn-Skibene til Almuens Beste; Ligeledes ønsker jeg mig Underretning, hvorledes Høsten tegner i Aar i de nordisse Lande.„

Fridlev.

Ædle!

"Jeg har Aarsag at troe, at det udpantede Tøy fra Bønderne i det Jarlsbergiske

endnu ikke er dem tilbageleveret, efter Kongens Dem tilsendte Befaling. Hvad man ved saadan Overhørighed maa tænke, kan enhver vide; men Betienterne skal vist lære at lyde, og lade Almuen nyde Lov og Ræt. Endnu har jeg fra en ærlig og upartisk Haand erfaret, at overalt i de nordiske Lande er det ikke saa meget Skatterne, som Betienternes ildesindede Medfart, der plager Almuen; derfor er det at jeg i Sommer har begiert af Dem, at De vilde forfatte en Liste over Almuens Udgifter, hvilke de ere, og lade Afgifterne til Kongen hæve til en anden Tid, end den Betienterne er fastsadt. Her maae Raad mod al dette Onde, og dette kan der blive Raad imod, og skal ogsaa, med den Høyestes Hielp; thi Gud, Kongen og dette mine Fædres gamle og troe Folk, skylder jeg, indtil det yderste, at giøre alting for. Jeg har endnu i Dag haft de tilforladeligste Efterretninger fra den nordlige Deel, at Sæden paa Marken er bortfrosen, og til Deels formedelst vedholdende Regn, Ind-

høstningen meget hindret. Dette melder jeg Dem ædle, paa det De inden to Dage gaaer til Ende, kan indkomme med muelig Forslag imod dette saa farlige Onde. Jernværkerne have ey endnu faaet deres Friheder stadfæstede, hvilket forundrer mig; De vilde derfor være betænkt paa at see denne Sag med det første tilendebragt.„

Fridlev.

Ædle!

„Begge de til mig indkomne Efterretninger har jeg med største Fornøyelse læst, og jeg forsikkrer Dem mine Ædle, at Deres Nøyagtighed og Omhue fortiener al min Roes. De Nordiske Kiøbmænd maa viises et Naadestegn. Lad os fordoble Mod og Flid i disse besværlige Tider, og holde Styr paa alle Undertrykkelser. Bliver ved mine Ædle at arbeyde med mig paa at befordre Kongens Hensigter, og ophielpe dette kiere Rige."

Fridlev.

Saa nidkier, og med saa megen Omsorg tog Prindsen sig af dette Rige. Det var ham om at giøre, at redde det fra Undertrykkelse; det var ham magtpaaliggende, at bringe det i den lykkeligste Flor. Griper, sagde han: Har maaskee af Lunkenhed for Nationen søgt at giøre dem ligegyldige for min Broder, og tillige med deres Fortienester dulgt deres Trang; men jeg skal destomere søge at befordre deres Gavn, og giøre mig en Ære af at være deres Talsmand. Ved mig skal deres Fortienester og Dueligheder blive ophøyed, og erhverve dem de beste Fordeele, min Omhue formaaer. Ikke skal de, næst Guddernes Bistand, blive nødsaget til at klage over Frodes Forsorg efter denne Dag.

Nu begyndte en nye Ild at opvarme de kolde Nordlænder. Og de mærkede en Straale fra Tronen havde antændt den. "Er det Konge-Sønnen, sagde De, som saa længe har været skiult for os, der taler Folkets Sag

for sin Broder Kongen? Er det Fridlev! den dydige og elskelige Fridlev! — hil være Dig o Prinds! og velsignet det Blod, som flyder i Dine Aarer. Du er værdig det Stad, Du beklæder, og værdig af flere Aarsager, end den Din Herkomst nævner. — Vi vil frygte Dig — men af Kierlighed. Vi vil ære Dig — men af sand Høyagtelse for Dine, Dyder. Vi vil adlyde Dig — men som Børn, der elsker Dig tillige. Sid altid hos Din Broder, vor Fader, og lad ham i Din Omgang finde Erstatning for al det Tab, hans Kongelige Mildhed har lidt, af uværdige Yndlinge. Styrk ham, den bebyrdede Konge, med alle Dine ædle Raad, og lad en fornuftig Glæde fordeele hans Bekymringer, at han maae leve og føre sit Zepter heldeligen over sit Folk, til Velsignelse Baade for Sig og Dem. Du er ikke allene, dyrebare Konge-Søn hans Broder, men endog hans Ven. O! bliv den altid og bliv den eene; thi af dette Venskabs Baand kan Landets Børn love sig Lyksalighed, og Tro-

nen altid finde sig befæstet. Gudderne selv skal knytte det, velsigne det med Kraft, og fornøye sig over dets Varighed. — Prinds! ja velsignet være Du Fridlev! og alle Dine vise Bestræbelser. Vi glemme Dig aldrig. Tak for alle Dine Velgierninger. Tak for alle Dine gode Raad, Du nedlegger for os hos Din Broder Kongen. Tak for Din besynderlige Yndest, med hvilken Du har oplivet os. Kan Troeskab, og Lydighed, og Kierlighed, være Dig, som vor Talsmand, behagelig, saa skal før vore uhyre Steen-Klipper, hvis Fødder fastner i Afgrunden og hvis Toppe Helser Skyen, smelte som Vox for Soelen, førend Du skal savne disse vore rene Hengivenheder. — Har Du ikke endogsaa villet opmuntre os, til at dyrke de høye Videnskaber, og oplivet vore Lærde ved Din Gunst? Troe kun da, at ved Din Omsorg skal ogsaa disse, under den koldeste Luft-Egn blomstre, og modnes til Ære for Dit Navn. Og Tak være Dig for denne Gunst! nu skal vi ikke mindre, end vore Brødre, under Din Be-

skyttelse, kunde haabe, ar blive elskede, fordi vi søge at blive duelige og nyttige Borgere i Din Broders Stat. Selv det Baand, som Du saaledes har draget os nærmere til Dig med, og hvorved Du har forsikkret os om at fyldestgiøre vore fornuftige Ønsker, skal blive uopløselig, saa længe der gives Folk i Norden, som kan prise Dyder og skiønne paa Velgjerninger.„

Een af Konge-Fædrene, jeg troer den tredie for Frode, som med Tilnavn kaldes den Velgiørende, havde blandt andre priselige Foranstaltninger, oprettet en Stiftelse, i hvilken fattige og faderløse Børn skulde opdrages til nyttige Borgere i Staten. En Stiftelse, som siden er bleven understøttet af de Ædelmodige i Landet, og forøget med saadanne Velsignelser af Gaver, at den endog til de sidste Tider kunde have seet sin Varighed. Der vare Lærere satte, som skulde danne de Unges raae Sæder, og indprente dem de første Begreber til at blive fornuftige og dydige; der vare Forstandere, som skulde skiønne paa deres Beqvem-

hed til verslige Handteringer, og sørge for deres Befordringer i Verden; og Eftertiden saae en duelig Borger efter en anden, som ved dette Velgiørende Middel var reddet fra det Mørke, i hvilket Usselheden og Elendigheden havde fængslet deres spæde Alder. Var dette ikke en priselig Stiftelse? Og dog var en Griper grum nok for at oprykke den, og at lukke Godgiørenheds Dør i for saa mange tusinde hielpeløse Siæle. Han skielvede ikke over at Forbandelsen hvilede paa den, som vovede at ophæve Stiftelsens Love. Men han skielvede ikke for Guderne selv, hvor meget mindre for de Ting, der vare oprettede dem til Ære. Fridlev, og ikke Griper er nu Kongens Raadgiver. Ømhed og Mildhed, og ikke Haardhed og Følesløshed hersker ved Tronen. Den dydige Fridlev kiender det menneskelige Livs Vilkor; kiender de sørgeligste, og føler dem; føler dem, og finder tillige Gudernes Velbehag i at giøre dem taalelige. Han har grandsket Fyrste-Pligterne og kiender sine egne til de allermindste. Den ufleste blant Mennesker veed

han, er hans Medskabning, og dens Forsorg er ham derfor dobbelt dyrebar, fordi han tillige veed sine Pligter som Folkets Talsmand. Hvorfor skulde disse fattige Siæle, tænker han, udelukkes fra Mildheds Boelig, savne Godgiørenheds Haand, og nægtes at blive duelige og gode Mennesker? Mon de ikke ere skrevne paa Forsynets Roulle, og mon de omsonst er betroed til vor Forsorg? Visselig ikke! De ere betroede os i viise Hensigter, og vi ere Himmelen ansvarlige for dem. De gavne os maaskee ligesaa meget som vi dem; thi hvor store Dyder opvække de ikke, og bringer os til at øve? Ædelmod, Ømhed, og Menneske-Kierlighed ere avlede af den Fattiges og Trængendes Suk; og hvor naturligt er det ikke at røres, naar endog de lallende Læber tale Kummerens Sprog. Fridlev gik til Stiftelsen, og med Glædes Taare oplukkede paa nye Godgiørenheds Dør. — O hvilke Bevægelser, hvilke rørende Forestillinger, foregik en i denne Time i Fridlevs Hierte! —

Vindskibeligheden havde i forrige Tider erhvervet Landet een fordeelagtig Handel, som strakte sig endog til de yderste Grændser af Asien, og de andre Verdens Parter. Mange Omstændigheder havde foreened sig for at giøre den vaklende. Tvistigheder vare opkomne, som snart kunde have nedrevet alt hvad tilforn var opbygget, og det kunde have kommet til største Skade for det Almindelige, om Friedlev ey havde lagt sig der imellem. Prindsen lader sig give et Begreeb om Alt. Han veyer de opkomne Stridigheder, han tilsidesætter de herskende Fordomme, han fæster Øyet allene til det væsentlige, og indseer, at Eenighed allene bør være det Baand, som skal holde Alt i den tilbørlige Ligevægt. Og nu giver han sit veloverlagte Raad tilkiende for dem, som forestod denne vigtige Handel; anbefaler dem, med ufortrøden Lyst, at fortsætte deres Bestræbelser, og at holde over den Eenighed, der er Siælen i Selskabet; med den ømmeste Flid og den beste Klogskab, at indrette Handelen, ikke for enkelte Personers, men det Almindeliges

Beste; og endelig i de mildeste Udtryk lover sig de rigeste Fordeele af deres eenige Virksomhed. — hvor skulle vel Friedlevs Raad ikke gielde? Disse Opmuntringer kunde ikke andet end virke den fuldkomneste Eenighed, og de vare nok for Selskabet, for gandske at underkaste sig hans Villie. — Et fornuftig Raad af en dydig Prinds er den Klippe, ved hvilken et Folks Forhaabninger kan fæste sig, og den Grund, af hvilken tilkommende Velsignelser skal udspire.

Sygdom var falden paa Qvæget, og grasserede stærkest paa den store Øe, som blev kaldet Cimber-Landet. Svagheden var smitsom og Qvæget døde bort. Hvor menneskelig Hielp kunde hindre Sygdommens Udbredelse, der maatte ingen Forsømmelse have Sted. Prindsen vaager og vil og de skal vaage, som ere betroede Opsigten i de enkelte Deele af Folkets og Landets Beste. Han faaer Efterretning om de Anstalter Overopsynsmændene havde føyet mod denne fordærvelige Landeplage. Han fornøyer sig over de brugte Forsigtigheder, og skrev dem følgende Brev til:

Ædle!

"De giorde Anstalter mod Fæe-Sygen, glæder mig meget, og jeg haaber fremdeles mine Ædle! at de afgiver skarpe Befalinger til vedkommende Betiente der i Landet, hvor Sygdommen yttrer sig, at de giøre deres Pligt, og at de straffes, som ved Land-Prang og sligt udbreder Smitten. Betienterne maae iidelig vækkes; thi at de sove hos os, og at Lovene ligge uden Magt, veed De mine Ædle gandske vist.„

Fridlev.

En af de Byrder, som trykkede Cimberne meest, var den Skat, som var paalagt Folket til Landets Gields Betalning. Prindfen føler den, og føler den med de ømmeste Ønsker at kunde lindre den. Længe grundede han paa Formildelser, i det mindste for den Hob, som Kummeren trykte. "Hvor skulde det dog glæde mig, sagde han, om jeg kunde finde Raad mod denne saa nødvendige

Byrde! med hvor glad et Hierte vilde jeg ikke lette den af al Folkets Skuldre! Men skal Gielden ikke betales? Bør Kongen min Broder ikke opfylde sine Fædres hellige Løfter? Min Fader, som troner nu blandt Guderne (thi han var vist een blandt de ædelmodigste og frommeste Fyrster) Min Fader, har giort Gielden, det er sandt; men af hvad Aarsager? Man nevne ham som den ømmeste og kierligste Fyrste mod sit Folk, og finde saa Aarsager nok, som giør det retfærdigt for ham, at giøre Gielden, og billigt for os at betale den. Fredsommelig var han, den Gude-Ven! og om hyggelig, og oprigtig mod sit Folk Hvo iblandt de Retsindige veed ikke, hvor mange store Vanskeligheder denne Menneske-Ven havde at overvinde, for at beskytte sine kiere Undersaatter, og befordre den almindelige Roe, og tilsidst

en farlig Fiende, hvilken han i de sidste af hans Regierings-Aar maatte opkalde sit Folk til at gaae i Møde. Kunde man endnu spørge, hvortil saa store Summer er medgaaet, som de ere, for hvilket Landet er gieldbunden? Jeg siger: sagde Fridlev, kunde man spørge herom, og tillige med Uskiønsomhed erindre sig alle hans Velgierninger, (hans Minde være derfor evig helliget) hvis Anlæg giorde saa betydelige Fordringer paa hans Kongelige Kasse? Det var unaturligt og passer sik ikke paa de sindige og fornuftige Cimbrer. Og giorde Kongen saa meget for sine Børns skyld, hvor billigt da for Børnene at opfylde en saadan Faders Løfte. Jeg kiender deres Villie, men føler tillige deres Mangler. Ak! hvor tilfredsstillet skulle mine Ønsker dog blive, om Raad kunde opfindes til at formilde disse trykkende Byrder, og giøre dem

mere taalelig for dem at bære?„ Saa

tænkte Fridlev og grundede selv paa Midlerne.

Stor var Manglen iblant Cimberne, men langt større iblant Nordlændingerne. Prindsen vidste Almuens Nød; han saae Umuelighederne for dem, som et vanheldigt Aar efter et andet gandske havde nedtrykt, at kunde udrede, den paalagte Skat til Landets Gields Betaling. "Tænk ikke, siger han til Kongen at dine troe Nordlænder ere uvillige at opfylde deres Pligter mod dig; jeg kiender dem; men hvad vil man fordre af dem, som intet har? Og hvad skal man tage fra den, Kummeren trykker? Usselt og fattigt er disse dine kiekke Undersaatter, de have Villie, det veed du, Men Ævnen er borte. Viis Naade mod dette betrænkte Folk, og opmuntre dem ved dine Mildheder. Frietag

dem fra Skatten, og de skulle leve; frietag dem fra Skatten og du skal samle mere ved deres frievillige Afgifter til din Gields Betaling, end det Tvangen for-

drer af deres Fattigdomme. — Visselig, sagde Frode: Ved Guderne og mit Zepter! mit Folk maa ikke stønne under utaalelige Byrder, og savne min Omhue. Giv dem min Villie, og siig: At Frode vil ikke bedrøve sit Folk. Den fattige og uformuende Nordlænder skal ikke mere betale Gieldsskatten; frie skal han være fra nu af. Men da jeg veed, han efter sit Fæderneland, og kiender sine Pligter; da jeg kiender hans Redebonhed, til at adlyde mine Befalinger, saa, i Tillid til hans Troeskab og oprigtige Kierlighed for mig og mit Rige, hvorpaa han ved alle Leyligheder har viist øyensynlige Prøver, saa skal det beroe paa Folkets egen frie Villie, om og hvad enhver, efter sin Ævne aarligen vil erlegge, til Gieldens Afbetaling, som trykker mine Stater.

Ingen, som personlig havde Adgang til Prindsen, maatte gaae bedrøvet fra hans An-

sigt. Hans ømme og fromme Hierte taalte det ikke. Med hvilken sagtmodig og venlig Haand modtog han ikke de Nødlidendes Klager! han Hørte dem, han eftertænkte Hielpen, og et Bifald, et Raad eller en Trøst var altid færdig fra hans Læber, for at tilfredsstille dem, der anholte om hans Gunst. Fridlev var vist ikke, som de der anhøre Folkets Raab, Skienker dem et løfteriig Smiil, vender dem Ryggen, og glemmer, med hvem de talte.

Frode satte Fridlev til Overopsynsmand over de høye Konster; thi hvor skulde Fridlevs Dyder ikke skinne? Alle ville nu til Gefal for den Mand, det var sat til at dømme deres Bestræbelser, giøre sig hans Yndest fortient. Man stræbte, man søgte at overgaae hinanden, og det var dem Belønning nok, naar Prindsen med et fyrstelig Smiil havde værdiget et eller andet Arbeyde sit Velbehag.

Saa aarvaagen var Fridlev paa sin Post! saa øm en Omsorg bar han for det almindelige Vel! hans Virksomheder vare rettede til Folkets Lyksalighed, og hvor de viiste sig, saae

man, at Grunden til dem alle var Ædelmodighed. Prindsen elskede Mennesket, derfor laae dets Vel ham saa paa Hiertet; derfor standsede han aldrig i sine ypperlige Forsætter; derfor var alle hans Bestræbelser ledsagede med en ædel Skiønsomhed. Der mødte Hindringer, der mødte Forsømmelser, der mødte Lunkenhed; men Friedlev var utrættelig: Hans Nidkierhed virkede med Kraft, og overvandt med Held, og hans priselige Omhue opfyldte omsider hans Ønsker. Hvor kunde han andet end æres og ophøyes af alle dem, der levede under Frodes Zepter! — Men at opregne alle de Leyligheder, hvor Fridlev forenede den ædelmodigste Prinds, og det beste Menneske, vilde være ligesaa umuelig, som at afskildre enhver af hans Siæls høye Egenskaber. Prindsen var fuldkommen Selskabets Love bekiendt; han kiendte Fyrstens Pligter, men ogsaa Undersaattens. Enhver Selskabelig Dyd stod ham i et levende Minde, og han vidste hvormeget endog den Mindste biedrog til at vedligeholde Orden, og befordre den almindelige Velfærd; derfor var hans Omsorg saa uindskrænket. Men saa ømt og ædelmodigt et

Hierte han bar til alle retskafne og dydige Undersaatter, som ved ædle Handlinger giorde sig hans Yndest fortient, saa alvorlig viiste han sig mod dem, som formedelst Gienstridighed, Underfundighed, Egennytte, eller Lunkenhed, Dorskhed, Forsømmelse giorde sig hans Gunst og hans Omsorg uværdig. Han drev paa Pligterne; deres Fyldestgiørelse var hans høyeste Omsorg; det til Virksomhed skabte Menneske maatte kiende sit Fortrin og giøre sig det værdig, men følge skulde det den Orden, i hvilken det tillige kunde forarbeyde sin Lyksalighed. Saa tænkte Prindsen i det Heele, saa tænkte han ved enhver enkelt Leylighed. Ligesom han derfor søgte at afbøde de herskende Mangler, saa stræbte han og at afbyrde Folkets selvskabte Besværligheder.

Det var Udlændige tilladt at nedsætte sig i Landet, fremmede Skikke blev ved dem indført, endog saadanne, som vare Cimberne unaturlige. Man begyndte at faae Smag paa det Nye og Afsmag paa det Gamle. Var det i Spiise, var det i Drikke, var det i Klædedragt, saa var Folket bleven saa indtagen af den frem-

mede Levemaade, at man skulde have anseet den stærke og haarføre Cimbrer, for en kiælen og qvindagtig østerlænding. Prindsen indsaae disse herskende Vaner, men saae tillige hvor skadelig det var Folket, baade paa deres Sundhed og Velfærd. Naar jeg laaner en Tanke til Følgerne, sagde han, saa seer jeg med Bekymring, at Folkets Formue tabes i Mangler, just som deres Lyster stiger i Yppighed, og at et sundt og kiækt Folk forvandles omsidder til svage og feige Slaver af de daarligste Lyster. Han pønsede derfor paa Raad. Ikke vilde han Tvangsmidler skulde bruges mod disse tærende Sygdomme; indskrænkes maatte de, men med Lempe skulle det skee. Det var ham kun derfor om den mildeste Maade at giøre, paa hvilken det kunde skee. Kloge Mænds Raad bleve nu indhændte; men veye og prøve dem vilde han selv; Maadelighed og Tarvelighed, disse forjagede Dyder! skulde fra denne Dag af være hellige for Folket.

Men hvo kan opregne alle denne elskværdige Prindses Dyder? Vi fatte dem beste, naar vi

indslutte dem i denne Sandhed: At Fridlev havde en stor Siæl og et ædelt Hierte, at alle hans Handlinger stadfæster det, og vidner om, at Cimbrerne eyede i ham den ædelmodigste Prinds, og Fyrsterne det værdigste Exempel.

Jeg bør slutte denne Fortælning med en Tale, som en af Landets gamle Viise, der daglig var et Vidne til Fridlevs Handlinger, holdt i en Forsamling af Landets Børn, paa en af Cimbrernes Festdage:

"Opløft dig, o Folk til Cimbrernes Gud, med Lovsange og Takoffer for denne Dag. Frode lever, og Glæden smiler over al Landet. Frode lever, og Folket er lyksaligt. Retfærdighed har fæstet Zepteret i hans Haand, og Mildheder hersker paa Tronen. Landets Faderer Frode, Folkets Glæde hans Ære.— Stat op du Gamle og tilbed! lær den unge at bøye Knæ for Himmelens Guder; og foreener eders Lov til den Evige: Lad Eders Raab trænge op for Alfaders Trone, og sukke tilbage, de forlorne Velsignelser. -— Der er kommen en nye Dag over Cimbrien; en klar

Dag har giennembrækket de mørke Skyer, som omgave Landet. Op! og i ydmyge Tilbedelser giører Eder Gudernes Yndest værdig. Frygter dem, frygter dem, og alle Godheders Fylde skal skienke Eder hvad i bede. Himlen selv skal hædre Frode Huus og sætte hans Stoel over Kongers. I hans Sønner skal han altid leve og hans Navn velsignes. Men selv skal han i mange Dage sidde paa sin Stol og dømme sit Folk, ja saa længe skal han Boe iblant dem og erhverve dem Velsignelser, til de graa Haar forsølve hans Tinding, og Alderen legger sin sidste Snee paa hans kronede Isse. O I Guder! giv ham Kraft og Viisdom, og Velsignelse til at fremme sin og sit Riges Lyksalighed. Hans Hierte være i din Haand, du Algode! og hans Villie efter din Lov. Gier ham til din Fortroelige, saa skal den ringeste i Landet blive igien hans; thi har han ikke foret at være sit Folks Fader? Opløfter Eder o! I Cimbrer, og priser Gudernes Gud. Fyrig være Eders Toner, og nidkier Eders Lov; og da, da skal I føle hvad det er at være lyksalige. Ja! og ikke allene I: Selv den sildigste Eftertid skal gienlyde af Eders Fryd, og de sidste Dage svare: Frode lever blant os.— Men Fridlev! den ædelmodige Fridlev!— den beste Broder og den værdigste Ven af Frode! og— (o! giemmer al hans dyrebare

Værd!) den beste Ven af Folket og Landet. Velsignet være Han den beste iblant Prindser. hvo var en Raadgiver, som Fridlev, og hvis Handlinger giorde Menneskeligheden mere Ære? Hans Hierte er dannet ved Gudernes Hænder, og bøyeligt til at handle som De. Ømhed og Mildhed behersker hans Siæl, og Kierlighed troner paa hans Bryst. Han vil intet uden det Gode, men han vil det, fordi han kiender dets Værd. — O hvor mange store Kongers Blod løber i hans Aarer, og perler de Mildheder i hans Hierte, som har giort hin Verden saa lyksalig, og dem selv saa udødelige. De ere Fridlevs Mynstere, men han vil stræbe at overgaae dem. Stort er det hos en Fyrste at giøre Got mod sit Folk, men større at giøre det tillige dydigt, og det søger Fridlev at giøre sin Broders Børn. Hans høye Bestræbelser er at fyldestgiøre Gudernes Villie; lykkelig derfor den som adlyder; ja salig er han. Derfor skal Velsignelser følge Fridlevs Idrætter, og himmelsk Hæder krone hans Vandel. — Opløft dig o Folk med brændende Tanker af Taknemmelighed og Skiønsomhed! — hvo bar et ømmere Hierte end Fridlev? Hvo eyede en frommere Siæl? Verden kiender ikke alle hans Fortjenester, og du o Folk! seer ikke alle hans ulignelige Handlinger, som Guderne har behaget, jeg skulde være

et Vidne til. Men mærkede du, mærkede alle I, som adlyde hans Broders Zepter, mærkede I alle hans Suk for at finde Raad for de Fortrængtes Kummer; saae i alle hans Taare, som den raabende Jammer fra alle Kanter i Landet presser af hans ømme Hierte; hørte I alle de gode Raad, som han daglig legger for Folket

hos sin Broder Kongen; vidste I med hvilken

utrættelig Iver han søger at befordre enhvers Gavn; Eders Hierte skulde smelte af Kierlighed til hans Person, og begierlig ønske ham Gudernes Liv; men det som endnu ophøyer ham allermeest, er hans iverfulde Omhue for Religionen. At frygte Guderne er Fridlevs høyeste Lyst, men han vil alle skal frygte dem. — O! hvor triumpherer Mennesket over Prindsen i hans gudelige Timer! Dyden til Ære, eyer Fridlev det ydmygste Hierte, og Mennesket til Ophøyelse, kroner Guderne derfor alle, hans Dyder med et saligt Velbehag. — Lykkelige Undersaatter, hvis Fyrste eyer saadan en Ven! lykkelig du o Folk! som har de reneste Aarsager at prise saadan en Prinds.,,