↩ 8Præmisse-Forfatteren er let at kjende, let at fremstille, naar man blot husker paa, at han er det Omvendte af ⓘ den væsentlige Forfatter, at han har Det som Udadvendthed hvad den sidste har som Indadvendthed. ►Nu er det et socialt ⓘ Problem. Præmisse-Forfatteren har slet ingen nærmere og concret Forestilling om hvad der skal gjøres, hvorledes det mulige Tryk kan afhjælpes; han mener som saa: »naar der blot bliver ►gjort Anskrig saa kommer det saamænd nok.« Nu er det et politisk, et religieust ⓘ Problem. Præmisse-Forfatteren har hverken Tid eller Taalmod til at udtænke det Nærmere, han mener som saa: naar der blot gjøres Anskrig, høirøstet, at det høres over hele Landet, at det læses af alle Mennesker, at der tales kun om det i alle Selskaber, »saa kommer det saamænd nok.« Præmisse-Forfatteren mener at Anskriget er som ►en Ønske-Qvist – og han har ikke lagt Mærke til, at snart Alle ere blevne ⓘ Anskrigere som skrige »med forenede Kræfter«; han bidrager jo selv Sit dertil, ved at ønske, hvad han har at byde: Anskriget saa udbredt som ⓘ muligt. ⓘ Det undgaaer ⓘ Præmisse-Forfatteren ganske, at det dog nok var fornuftigere om en Mand især i vor, i Anskrigets Tid, tænkte som saa: Anskrig bliver der saa vist nok gjort, det er derfor bedre at jeg afholder 98mig derfra og samler mig paa en concretere Overveielse. Man smiler, naar man læser alt ►det Romantiske fra en svunden Tid, om hvorledes Ridderen drog ud i Skovene og dræbte Drager, befriede fortryllede Prindser o: s: v:, altsaa det Romantiske, at der i Skovene boede saadanne Uhyrer, samt fortryllede Prindser: og dog er det lige saa phantastisk, naar i en heel Generation Hver især troer paa Anskrigets 9 Magt til at kalde uhyre Kræfter frem; Anskrigeren maa jo dog tro at der er en eventyrlig Forstærknings-Bataillon ⓘ i Nærheden, thi de virkelige Mennesker, ⓘ mellem hvilke han lever, ⓘ skrige jo med, hos dem kan man altsaa ikke vente at finde Hjælpen. En Snild kan i Farens Øieblik faae den lykkelige Idee, for at ►skrække Tyve bort, at raabe paa en Mængde Navne, som var alle disse 👤Satans stærke Karle i ⓘ Nærheden. Det er snildt, men den Snilde troer ⓘ jo ikke selv, at disse mange 👤Satans stærke Karle er i Nærheden, hans Snildhed lykkes det kun at faae Tyven det indbildt. Men Anskrigeren er mere dum han troer ganske ►tilforladelig paa ⓘ Det, som Snildheden kun bilder en Anden ind. Det tilsyneladende Beskedne, ⓘ kun at ville gjøre Anskrig, kun at ville »foranledige en Discussion« er heller ei ⓘ meget ►priseligt, naar den atter og atter gjentagne Erfaring maa indskærpe Enhver det Alvorlige i, at han enten ►er betænkt paa en virkelig Hjælp eller dog idetmindste ⓘ afholder sig fra yderligere at forøge Confusionen. Naar Brandfolket vilde ►løbe om og gjøre Brandallarm: ►hvo skal saa slukke Ilden? Naar vi ►Alle ville gjøre Anskrig, hvo er det saa der paa Anskriget skal kom[me] ilende til Hjælp? ⓘ Der har maaskee til andre Tider levet phantastiske ►Sqvadroneurer som vare ►lyksaliggjorte i den Indbildning, at naar de blot ville, kunde de tage hele Menneskeheden paa deres Samvittighed; men den saakaldte Beskedenheds Forsøg i ►det Phantastiske (ved blot at ville foranledige en Discussion) er ikke mindre latterligt. Og var der end en Forstandig eller nogle Forstandige, som kunde hjælpe: er da Anskriget selv et Gode? Jo mere Anskriget forplanter sig og Larmen voxer: desto vanskeligere bliver det jo netop at høre den Commanderendes ⓘ Stemme.