VII2B235
1
93Indledning.
✂ 1846.
✂ Da ►vor Tid efter hvad ⓘ Barberen siger (og Den, der ikke har Leilighed til at følge med Tiden ved Hjælp af Bladene, kan godt nøies med Barberen, som jo ogsaa i en ældre Tid, hvor man endnu ikke havde Blade, var hvad Bladene nu er) skal være en bevæget Tid: saa er det ikke usandsynligt, at mange Menneskers Liv ►gaaer saaledes hen, at de have Præmisser til at leve, men ikke vinde nogen Conclusion – netop ligesom Tiden, der er Bevægelsens Tid, som har sat Præmisserne i Bevægelse, men ogsaa er Bevægelsens Tid, som ikke er kommen til Conclusionen. Saadanne Menneskers Liv gaaer da hen, indtil Døden kommer og gjør Ende paa Livet, uden dog i Conclusionens Forstand at bringe Enden med sig; thi Eet er, at et Liv er forbi, et Andet, at et Liv bliver færdigt ved at faae sin Conclusion. I Forhold til som et saadant Menneske er begavet, kan ⓘ han da ogsaa indenfor sit eget ufuldbaarne Liv gaae hen og blive Forfatter, som han mener det. Dog er denne Mening et ►Sandsebedrag. Han kan for den Sags Skyld (thi ►vi kunne jo her ►hypothetice indrømme ⓘ alt Muligt, naar vi blot holde igjen paa det Afgjørende) være i Be2siddelse af de overordentligste Evner, af ypperlige Kundskaber; men Forfatter er han ikke, uagtet han producerer. Hans Skrift vil være ligesom hans Liv, Materiale; maaskee vil dette Materiale være Guld værd, men det er kun Materiale. Han er ikke en Digter, der digterisk afrunder et Hele; ikke en Psycholog, der indordner det Enkelte og den Enkelte i en total Anskuelse; ikke en Dialektiker, der ►udviser Plads indenfor den Livs-Anskuelse, over hvilken han disponerer. Nei, uagtet han skriver, er han væsentligen ikke Forfatter; han vil være istand til at skrive første Deel, men han kan ikke skrive anden Deel; eller for ikke at foranledige Misforstaaelse, han kan ogsaa skrive første og anden Deel, men saa kan han ikke skrive tredie Deel: den sidste Deel kan han ikke skrive. Gaaer han derfor, naivt vildledet af den Tanke at enhver Bog jo efter Skik og Brug skal have en sidste Deel, hen og skri94ver sidste Deel med, da vil han ret ►gjøre det aabenbare, at han ved sidste Deel fraskrev sig at være Forfatter. Thi det at være Forfatter er rigtignok Noget man skriver sig til, men netop derfor ogsaa Noget, som man, besynderligt nok, just ved at skrive kan fraskrive sig. Havde han ret været opmærksom paa ►Misligheden med Trediedeel: ja, ►si tacuisset, philosophus mansisset.
✂ ⓘ For at finde ⓘ Conclusionen er det først og fremmest ⓘ nødvendigt, at mærke ret levende, at den mangler, og ⓘ derved igjen ret levende savne den. Det lod sig derfor tænke, at en væsentlig Forfatter, netop for at gjøre den Mislighed aabenbar, at saa mange Mennesker leve 3 uden Conclusion, frembragte et Fragment, om han end ved at ►kalde det saa netop ⓘ ingen Mislighed foranledigede, om han end i en anden Forstand leverede Conclusionen, ved at levere den tilsvarende ⓘ Livs-Anskuelse. Og en Verdens-Anskuelse, ►en Livs-Anskuelse er da den eneste sande Conclusion paa enhver Frembringelse; al Digter-Conclusion er Sandsebedrag. Er Livs-Anskuelsen udviklet, staaer denne heel og klar i sit consequente Sammenhæng, da behøver man ikke at tage Livet af Helten, man kan gjerne lade ham leve: Præmissen er alligevel indfriet og beroliget i Conclusionen, Udviklingen alligevel færdig. Men mangler Livs-Anskuelsen (der naturligviis allerede skal være i første Deel og være overalt, medens dens Mangel først ret ►bliver aabenbar i anden, i tredie ɔ: i sidste Deel), saa hjælper det kun lidet, at man lader Helten døe, ja det hjælper end ikke, ⓘ om man, for at det kan være ganske vist at han er død, endog lader ham begrave i Fortællingen: Udviklingen er ingenlunde færdig. Dersom Døden havde denne Magt, saa var ⓘ Intet lettere end at være Digter, saa vilde Poesien slet ikke ⓘ behøves. Thi i Virkeligheden ►er det jo saa, at ethvert Menneske døer, hans Liv faaer Ende; men deraf følger ikke, at det ⓘ har at det havde Ende i Conclusionens ⓘ Forstand. »At det havde Ende«, netop dette tempus af Tid viser at Døden ikke er det Afgjørende, at Conclusionen kan være medens Manden lever. At bruge Døden som Conclusion er en ►Paralogisme, en ►μετα4βασις εις αλλο γενος; thi vel er Døden en Conclusion men den resulterer af ganske andre Præmisser, og vel er Døden ►punctum finale, men i sin abstrakte Ligegyldighed har den Intet med det at gjøre om ►Meningen er ude, om der var Mening i den Afdødes Liv eller ikke. Døden gjør saaledes hverken fra eller til, den forandrer ikke Ens Liv ►in concreto, tvert95imod borttager den ►in ⓘ abstracto Livets Betingelse, og forhindrer derved enhver yderligere Forandring.
✂ Men jo mere det saaledes skorter Bevægelsens Tid og de mange Enkelte paa Conclusion, desto virksommere synes man i at mangfoldiggjøre Præmisserne. Dette virker igjen til at Conclusionen bliver vanskeligere og vanskeligere, fordi der istedenfor Conclusionens Afgjørende indtræder en Standsning som aandeligt forstaaet er hvad ►Obstruktion er for den animalske Organisme, medens Præmissernes Forøgelse er lige saa farlig som det er at overlæsse sig med ►Spise, naar man lider af Obstruktion, om det end et Øieblik er Lindrende. Efterhaanden forvandler da Tidens Bevægelse sig til en usund Giæring, ligesom naar den Syge ikke fordøier og assimiler[er] Fødemidlerne men blot bringer dem i Giæring. Denne Tidens Sygelighed benytter nu de Enkelte, hvis Liv ligeledes kun har Præmisser, til at blive Forfattere, og deres Frembringelser vil netop være ►hvad Tiden fordrer. En væsentlig Forfatter vilde naturligviis under saadanne Omstændigheder paa alle Maader anbefale Diæt, men Præ5misse-Forfatterne ere paa alle Maader til Tjeneste med nye og nye Opgaver, Forslag, ►Vink, Hentydninger, Fingerpeeg, Projekter kort med Alt, hvad der ved blot at være Begyndelse pirrer Utaalmodighed, idet det ikke synes at indeholde nogen Fordring til Udholdenhed, som altid er fornøden, hvor der skal være Tale om at vinde en Conclusion. Hvad der nærer en Sygdom synes altid i første Øieblik en Lindring; og naar, aandelig forstaaet, det Ethiske udelades, da er det Øieblikkelige ►det Sophistiske, saaledes ogsaa den idelige og idelige Begynden. Præmisse-Forfatterne (Sophisterne) florere imidlertid, de tjene baade Penge (og ►det bliver af 👤Aristoteles anført som et Kjende paa Sophisten, at han vil tjene Penge) og Anseelse ved at tilfredsstille Tidens Fordring. En væsentlig Forfatter maatte under saadanne Omstændigheder aldeles komme til kort; det vilde vel gaae ham, som ►👤Socrates saa sindrigt har betegnet sit ⓘ Liv, det vilde vel gaae ham, ►»som naar en Læge blev anklaget af en Kok eller en Sukker Bager, og en Forsamling af Børn skulde dømme i Sagen; thi Kokken eller Sukker-Bageren forstaaer sig barnagtigt paa det Lækkre, det Smigrende, og forstaaer kløgtigt at tillave det Usunde velsmagende; Lægen forstaaer sig kun paa det Sunde, og forstaaer end ikke at tillave det velsmagende.«
✂ 96Som ►Leilighed gjør Tyve, saaledes gjør en saadan usund ⓘ Giæring, i samme Forstand som man taler om ►gale Penge, gale Forfattere; thi Tidens Mangel paa Conclusion skjuler over at Forfatterne mangle den. Grads-Forskjellen mellem Præmisse-Forfatterne 6 i Henseende til Begavethed og Deslige, kan være saare stor, men ⓘ de have alle det Væsentlige tilfælles ikke egentligen at være Forfattere. Der kan i en saadan Giæring gaae udmærkede Hoveder fløiten, men selv det ubetydeligste Hoved kan ogsaa naae at blive Forfatter, idetmindste til et lille Præmisse-Bidrag i en Avis. Paa den Maade bliver der Avancement for de ubetydeligste Hoveder, og naturligviis som Følge deraf, et stort Antal en Mængde Forfattere, saa de, ogsaa paa Grund af deres Mængde, bedst kunne sammenlignes med ►Stryge-Svovelstikker, som sælges knippeviis. Man tager en saadan Forfatter, paa hvis Hoved ⓘ der, ligesom paa Svovelstikker, har sat sig ►noget Phosphorisk: ⓘ et Forslag til et Projekt, et Vink; man tager ham ved Benene og stryger ham af i en Avis saa giver det 3 a 4 Spalter. Og Præmisser uden Conclusion have virkelig en ⓘ frappant Lighed med det Phosphoriske – begge Dele futter.
✂ ⓘ Men trods det Futtende eller maaskee netop paa Grund af det Futtende have alle Præmisse-Forfattere, hvilken nu end deres Grads-Forskjel kan være, eet tilfælles: de have alle ⓘ ►Tendents, ►de ville alle frembringe Virkning, de ønske alle at deres Skrevne maa ⓘ vinde en overordentlig Udbredthed, og blive læst om muligt af den hele Menneskehed. Dette Besynderlige er forbeholdt Menneskene i en saadan ►Giærings Tid: at have en Tendents, at være paa Farten ►i ⓘ Ansigtets Sveed for Tendentsens Skyld, og ikke egentligen vide med sig selv, hvor 7 man tenderer hen; thi veed man det ⓘ in concreto, saa har man ogsaa Conclusionen. Dette er som ►Ordsproget siger, at vide at Byen hedder Snerpe, men ikke vide, hvor Byen snerper hen. Istedenfor som Enkelt, Hver især, at blive enig med sig selv om, hvad man vil in concreto, inden man begynder at yttre sig, har man en overtroisk Forestilling om det Gavnlige i at foranledige en ⓘ Discussion. Man har en overtroisk Forestilling ⓘ ved hvilken man forvansker, hvad der dog vel fornuftigviis burde forstaaes ved forenede Kræfter, ⓘ at Forudsætningen nemlig er Kræfterne, 97og at det er Foreningen der forener ⓘ dem, hvorimod det var Overtroisk at antage, hvis man tænkte sig en Forening af fulde Mænd, at Foreningen skulde gjøre dem ⓘ ædrue. Man har en overtroisk Forestilling om, at ►Tidsaanden, medens Individerne hver for sig ikke veed hvad de ville, skulde ved sin Dialektik være istand til at gjøre aabenbart, hvad det er man egentligen vil, saa ►Dhrr Tendents-Havere ved den kunne faae at vide, hvorhen de egentligen tendere. Men ⓘ denne Overtroiskhed, der har sin Grund i at Individet ►reflekterer sig ►phantastisk i Generationens Uendelighed, ⓘ eller i, at Individerne, som hver især mangle Fodfæste, bilde sig ind at have et fælles Fodfæste i Generationen, ⓘ fordrer for meget, den ►fordrer ligesom 👤Nebucadnezar ikke blot at faae Drømmen tydet, men at ⓘ faae Drømmen at vide. Og dog tiltager Giæringen, ⓘ Alle ere hver paa sin Maade i travl Virksomhed, for, om jeg saa tør sige, med Præmissernes ►Brændbare at fyre under Kjedelen; men Ingen synes at tænke paa det Farlige i, at der ingen Maskinmester er.
✂ 8Præmisse-Forfatteren er let at kjende, let at fremstille, naar man blot husker paa, at han er det Omvendte af ⓘ den væsentlige Forfatter, at han har Det som Udadvendthed hvad den sidste har som Indadvendthed. ►Nu er det et socialt ⓘ Problem. Præmisse-Forfatteren har slet ingen nærmere og concret Forestilling om hvad der skal gjøres, hvorledes det mulige Tryk kan afhjælpes; han mener som saa: »naar der blot bliver ►gjort Anskrig saa kommer det saamænd nok.« Nu er det et politisk, et religieust ⓘ Problem. Præmisse-Forfatteren har hverken Tid eller Taalmod til at udtænke det Nærmere, han mener som saa: naar der blot gjøres Anskrig, høirøstet, at det høres over hele Landet, at det læses af alle Mennesker, at der tales kun om det i alle Selskaber, »saa kommer det saamænd nok.« Præmisse-Forfatteren mener at Anskriget er som ►en Ønske-Qvist – og han har ikke lagt Mærke til, at snart Alle ere blevne ⓘ Anskrigere som skrige »med forenede Kræfter«; han bidrager jo selv Sit dertil, ved at ønske, hvad han har at byde: Anskriget saa udbredt som ⓘ muligt. ⓘ Det undgaaer ⓘ Præmisse-Forfatteren ganske, at det dog nok var fornuftigere om en Mand især i vor, i Anskrigets Tid, tænkte som saa: Anskrig bliver der saa vist nok gjort, det er derfor bedre at jeg afholder 98mig derfra og samler mig paa en concretere Overveielse. Man smiler, naar man læser alt ►det Romantiske fra en svunden Tid, om hvorledes Ridderen drog ud i Skovene og dræbte Drager, befriede fortryllede Prindser o: s: v:, altsaa det Romantiske, at der i Skovene boede saadanne Uhyrer, samt fortryllede Prindser: og dog er det lige saa phantastisk, naar i en heel Generation Hver især troer paa Anskrigets 9 Magt til at kalde uhyre Kræfter frem; Anskrigeren maa jo dog tro at der er en eventyrlig Forstærknings-Bataillon ⓘ i Nærheden, thi de virkelige Mennesker, ⓘ mellem hvilke han lever, ⓘ skrige jo med, hos dem kan man altsaa ikke vente at finde Hjælpen. En Snild kan i Farens Øieblik faae den lykkelige Idee, for at ►skrække Tyve bort, at raabe paa en Mængde Navne, som var alle disse 👤Satans stærke Karle i ⓘ Nærheden. Det er snildt, men den Snilde troer ⓘ jo ikke selv, at disse mange 👤Satans stærke Karle er i Nærheden, hans Snildhed lykkes det kun at faae Tyven det indbildt. Men Anskrigeren er mere dum han troer ganske ►tilforladelig paa ⓘ Det, som Snildheden kun bilder en Anden ind. Det tilsyneladende Beskedne, ⓘ kun at ville gjøre Anskrig, kun at ville »foranledige en Discussion« er heller ei ⓘ meget ►priseligt, naar den atter og atter gjentagne Erfaring maa indskærpe Enhver det Alvorlige i, at han enten ►er betænkt paa en virkelig Hjælp eller dog idetmindste ⓘ afholder sig fra yderligere at forøge Confusionen. Naar Brandfolket vilde ►løbe om og gjøre Brandallarm: ►hvo skal saa slukke Ilden? Naar vi ►Alle ville gjøre Anskrig, hvo er det saa der paa Anskriget skal kom[me] ilende til Hjælp? ⓘ Der har maaskee til andre Tider levet phantastiske ►Sqvadroneurer som vare ►lyksaliggjorte i den Indbildning, at naar de blot ville, kunde de tage hele Menneskeheden paa deres Samvittighed; men den saakaldte Beskedenheds Forsøg i ►det Phantastiske (ved blot at ville foranledige en Discussion) er ikke mindre latterligt. Og var der end en Forstandig eller nogle Forstandige, som kunde hjælpe: er da Anskriget selv et Gode? Jo mere Anskriget forplanter sig og Larmen voxer: desto vanskeligere bliver det jo netop at høre den Commanderendes ⓘ Stemme.
✂ Præmisse-Forfatteren er det Omvendte af den væsentlige Forfatter. Denne har nemlig sit ⓘ Perspektiv. Og den usaligste Forvirring maa ⓘ da nødvendigviis fremkomme, naar Menneskene blive øieblikkelige og 99saa igjen overtroisk sætte al deres Lid til Øieblikket; thi hvad er vel Øieblikket i næste ⓘ Øieblik! Den væsentlige Forfatter er bestandigt i sin enkelte Frembringelse ⓘ bag ved sig selv; han er vel stræbende men indenfor en Totalitet, ikke efter det Totale; han reiser 10 aldrig mere Tvivl end han kan forklare; hans A er aldrig af større Omfang end hans B; han trækker aldrig paa det Uvisse. Han har nemlig en bestemt Livs- ⓘ og Verdens-Anskuelse som han følger, og i den er han forud for den enkelte Frembringelse, som det Hele altid er forud for Delene. Det være i Henseende til Omfang ⓘ Meget eller Lidet hvad han med sin Anskuelse hidtil har forstaaet, han forklarer kun hvad han selv har forstaaet; han venter ikke overtroisk, at ⓘ Noget udenfor pludseligen skulde bringe ham til Forstaaelsen, pludseligen skulde underrette ham om, hvad det er han egentligen vilde. Det kan i Livet frembringe en comisk Virkning, naar et Menneske udgiver sig for en Anden, hvis Navn han ikke veed, og altsaa først bag efter faaer at vide, hvad han hedder. ►Dette har 👤Scribe vittigt benyttet i et lille ⓘ Stykke. En ung Mand træder op i en Familie, udgiver sig for en Fætter, der ⓘ mange Aar har været borte; han veed ikke selv hvad Fætteren hedder, indtil en paa Fætteren indløben Regning, som bliver ham præsenteret, hjælper ham ud af ⓘ Forlegenheden. ⓘ Han tager Regningen og siger derpaa, ikke uvittigt, i en Side-Replik: det kan altid være godt at faae at vide, hvad jeg hedder. Saaledes frembringer ogsaa Præmisse-Forfatteren en comisk Virkning, idet han udgiver sig for noget Andet end han er, ved at udgive sig for Forfatter; og maa han tilsidst vente paa, at Noget udenfor vil oplyse ham om, hvo han egentligen er, 11 ►det er, aandeligen forstaaet, hvad han egentligen vil. Den væsentlige Forfatter derimod veed med Bestemthed, hvo han er, hvad han vil; han passer først og sidst paa at forstaae sig selv i sin Livs-Anskuelse; det undgaaer ham ikke, at Forventningen om et overordentlig Udfald af en foranlediget Discussion er en Skepsis, at den tilsyneladende ►Tilforladelighed netop nærer Tvivlen.
✂ Forsaavidt den væsentlige Forfatter kan siges at have en Trang til at meddele sig, da er denne Trang en reen immanent, en Nydelse af Forstaaelsen i anden Potens, eller den vorder ham en ethisk bevidst overtaget Opgave. Præmisse-Forfatteren har ikke Trang til at meddele sig, thi 100væsentligen har han Intet at meddele, det Væsentlige, Conclusionen, Meningen i Forhold til ►Forsætningerne mangler han jo ⓘ netop. Han har ikke Trang til at meddele sig, han er ►en Trængende;1 og ligesom andre Trængende falde Staten og ►Fattigvæsenet tilbyrde, saaledes er i Grunden alle Præmisse-Forfattere Trængende, som falde 12 ►ⓘ Slægten til Byrde, idet de af den ville ⓘ forsørges, istedenfor selv at arbeide og ernære sig selv ved Forstaaelsen, som de selv erhverve. Der kan ikke være Mening i Tilværelsen, ⓘ uden at der jo er indrømmet ethvert Menneske saa 101megen Forstaaelse, som han behøver, hvis han redeligen vil arbeide. Har han store Evner, og altsaa kan reise mange Tvivl, saa maa han ogsaa have Kræfter til, hvis han for Alvor vil, i sig selv at vinde Forstaaelsen. Men Enhver har at tie forsaavidt han ikke har en Forstaaelse at meddele. Det kun at ville gjøre Anskrig er en Art glimrende Lediggang og et Forræderie, der blot belæmrer Generationen med ►Løsgængere. Det er let nok at gjøre det, let nok at ►blive sig selv vigtig derved; det er ogsaa let nok at blive et ►Almisse-Lem, og saa er det let nok at skrige til Staten: forsørg 13 mig. Og enhver Præmisse-Forfatter skriger til Generationen: »forsørg mig.« Men ►Styrelsen svarer: »Du skal forsørge Dig selv, og det skal ethvert Menneske baade borgerligt og aandeligt.« Beskedenheden med kun at ville foranledige en Discussion er saaledes skjult Anmasselse; thi duer den Vedkommende ikke til at være ⓘ væsentlig Forfatter saa er det en Anmasselse at ville give sig Udseende af at være Forfatter. Den væsentlige Forfatter er væsentligen Lærer, og Den som ikke er eller ikke væsentligen kunde være virkelig Forfatter, han er ⓘ væsentligen Lærende. – Istedenfor at enhver Forfatter skal være (hvad enhver væsentlig Forfatter er, ⓘ Forskjellen er kun i Forhold til Gave og Omfang) nærende, er enhver Præmisse-Forfatter tærende.
- Anm. Dette Forhold udøver en høist skadelig Indflydelse paa hele Literaturen, og frembringer en usædelig Omvendthed i Forholdet mellem Forfatter og Læser. Fordi de uegentlige Forfattere, som ere de fleste og saa mange at næsten den hele Stand nævnes efter dem, ere Trængende, som ikke blot trænge til ⓘ Publikums Penge og Æresbeviisninger men endog trænge til Publikum for om muligt at komme til Forstaaelsen og Meningen: saa overføres dette udenvidere paa enhver Forfatter. Og dog er Den netop ikke Forfatter der trænger til Publikum eller Discussionen for at finde Forstaaelsen. Skal der i de sande Forhold ⓘ mellem Forfatter og Læser være Tale om Trang, saa er det Læseren der skal trænge til Forfatteren. En Forfatter bør aldrig trænge, han maa ethisk tugte sig selv op til at kunne undvære Publikums Penge og Æresbeviisninger. Dog kan En virkelig ⓘ være Forfatter uagtet han er svag i denne Henseende. Men trænger han til Publikum for at faae Klarhed og Mening i Sagen: saa veed jo Publikum mere end han, saa er han jo en Lærende; men Gud veed hvorfor han saa skriver, og Gud veed, saa er det en sørgelig ►Confusion at kalde ham Forfatter. Men Skinnet smigrer Publikums Forfængelighed, der vanskeligt kan taale en ⓘ væsentlig Forfatter, som veed med sig selv og ethisk ved sit Ansvar for Gud, at han er en Forfatter. Publikum vil helst have ►dets egne Kreaturer, et ethisk-svækket Talent, en ►Stymper, en ►Pidskebaands-Jøde, en ►Kræmmersvend til Forfatter – thi han trænger i alle Maader, og trænger i alle Maader til Publikum, til dets Underviisning og Belæring, til dets skaansomme Overbærelse, til dets allernaadigste ⓘ Bifald med Kjender-Mine, til dets Penge, til dets Æresbeviisning. Især er det naturligviis Dagbladene, ►Journallitteraturen, der bidrager til at vende op og ned paa Alt; som der ►i 📌Grækenlands Historie er en Periode, som kaldes Sophisternes, saaledes er i den moderne Tid ⓘ ved Dag-Pressen ►det Sophistiske blevet et Staaende, en ⓘ daglig Nødvendighed. (tilbage)
✂ Han er tærende, fordi han meddeler ⓘ Tvivlen. Dette er ⓘ jo ►en contradictio in ⓘ adjecto, det er ligesom at give den Hungrige istedenfor Føde hvad der pirrer Appetiten og saa mene, at man bespiser ⓘ ham; istedenfor at tie, fordi ⓘ han alene gjør Anskriget, henkaster Forsætningen uden at have en ►Eftersætning. Selv om der i Præmissens Fremsættelse viser sig et Talent, det Tærende ligger dog i, at en saadan Forfatter, i Virkelighedens ængste14lige Forstand kommer Virkeligheden altfor nær.
✂ ⓘ Kunsten i al Meddelelse er at komme Virkeligheden, ►de Medlevende i Qualitæt af Læsere saa nær som muligt og dog paa samme Tid at have en Anskuelses, have Idealitetens beroligende, uendelige Afstand fra dem. Lad mig oplyse dette med et Exempel ⓘ fra en senere Frembringelse. I ►det psychologiske Experiment: »Skyldig? – Ikke-Skyldig?« (i »Stadier paa Livets Vei«) er der fremstillet en i Aandens yderste Livsfare indtil Fortvivlelse Anstrænget; og det Hele er holdt som kunde det være skeet igaar. Forsaavidt er Frembringelsen lagt Virkeligheden saa nær som muligt, den i Fortvivlelsen religieust Kæmpende ⓘ svæver, saa at sige, lige over Samtidens ⓘ Hoved. Hvis Experimentet har gjort noget 102Indtryk, da maatte ⓘ det være som ►naar den vilde Fugls Vingeslag, ⓘ ved at høres over Hovedet paa de ⓘ Tamme af samme Slægt, der leve betryggede i Virkelighedens Tilforladelighed, uvilkaarligt bringer disse til at slaae med Vingerne, fordi dette Vingeslag paa eengang er ⓘ Ængstende og dog ogsaa har noget Tiltrækkende. Men nu kommer det Beroligende: at det Hele er et Experiment, og at der staaer en ►Experimentator ved Siden. Den Experimenterede er, aandelig forstaaet, hvad man borgerligt kalder en høist farlig Person, og Saadanne har man for Skik ikke at 15 lade gaae alene der er gjerne et Par Politie-Betjente med – for Almeen-Sikkerhedens Skyld. Saaledes er ⓘ det ogsaa i hiin Frembringelse det for Almeen-Sikkerheden Betryggende, at der er en Experimentator med (►han kalder sig selv en Opsigtsbetjent), der ganske rolig viser, hvorledes det Hele hænger sammen, ⓘ theoretisk uddrager en Livs-Anskuelse som han fuldender afrundende, medens han oplysende peger paa den Experimenterede for at vise, hvorledes han gjør Bevægelserne, eftersom der trækkes i Snorene. Dersom det ikke var et Experiment, dersom der ingen Experimentator var med, ingen Livs-Anskuelse foredroges: saa vilde en saadan Frembringelse, ligegyldigt ⓘ hvad Talent den kunde vise, blot være tærende; det vilde være ængsteligt at komme i Berøring med den, fordi det blot gjorde Indtryk af et virkeligt Menneske, der formodentligen i næste Øieblik maatte blive gal. Eet er at fremstille en Lidenskabelig, naar der baade er en ►Gewaltiger og en Livs-Anskuelse med, der kan magte ham (og jeg gad endda nok see, hvor mangen nulevende Critiker der var istand til at tage saa ►gevaltigt paa den Experimenterede, at tumle ham saaledes som Experimentatoren gjør det); et Andet er, at en Lidenskabelig i ►høistegne ⓘ personlige Virkelighed ved Hjælp af en Bog, ved at blive Forfatter styrter løs og ligesom overfalder os Andre med sine uforklarede Tvivl og ⓘ sine Qvaler.
✂ 16ⓘ Dersom man vilde fremstille et Menneske, der meente at have haft en Aabenbaring, men senere selv var løben vild i det, og man gjorde det som et Experiment, og der var en Experimentator med for Sikkerheds Skyld, som forstod sine Ting fra Grunden, og en heel Livs-Anskuelse blev foredraget, som benyttede den Experimenterede ligesom Physikeren viser ⓘ Experimentet: saa var Alt i sin Orden og der var maaskee meget at lære af en saadan Frembringelse; maaskee havde Experimentatoren ved ⓘ Iagttagelse forvisset sig om, at noget Saadant 103kunde skee i hans Tid, og derfor lagt det Tiden saa nær som muligt, men vel at mærke selv i Besiddelse af Forklaringen, der meddeltes. Dersom derimod et virkeligt Menneske i den Experimenteredes fortumlede Tilstand styrter løs paa det Almene ved at blive Forfatter: saa er han i høi Grad tærende. Det Abnorme, som ved at magtes og tvinges ind i en Livs-Anskuelses totale Mening, kan være lærerigt, opkaster sig ligefrem til at være Lærer, uden dog at kunne lære Andet fra sig end ⓘ Abnormiteten og dennes Smerte; og man berøres smerteligt af en saadan Ex-Forfatters paatrængende Virkelighed, der reent personligt er i Livsfare, og reent personligen vil interessere os for sig, eller for – at han ingen Udvei veed, vil gjøre os Andre ⓘ angest og bange, lidende som han selv er. Eet er det 17 naar en Læge, der veed Beskeed om ►Couren og Helbredelsen, hvilken han foredrager i sit ►Clinicum, fortæller en Syge-Historie, Eet er en Læge ved Sygesengen, og et Andet en Syg, der er sprungen op af Sengen ⓘ og ved at blive Forfatter (meddelende sin Sygdoms Yttringer ligefrem) aabenbart forvexler det at være syg med det at være Læge. Maaskee kan hans Tilstand i Sygdommen yttre og fremstille sig med ganske anderledes glødende Farver end naar Lægen ⓘ beskriver (thi det ingen Udvei og Frelse at vide giver en egen lidenskabelig Elasticitet i Sammenligning med ⓘ Dens beroligede Tale, der veed Udveien): men desuagtet ►bliver den ⓘ afgjørende qvalitative Forskjel mellem at være syg og at være Læge; og denne Forskjel er netop den samme som den afgjørende qvalitative mellem at være Præmisse-Forfatter og væsentlig Forfatter.
✂ Hvad her er blevet sagt om Præmisse-Forfatterne i en saadan Almindelighed, at det kan passe paa aldeles ubetydelige Ho18veder og paa de fortrinligt Begavede, naar disse mangle en bestemt Livs-Anskuelse, mangle Conclusionen: har ogsaa sin Anvendelse paa ►Mag.👤Adler, naar dog dette indrømmes, at Anvendelsen først kan være ►beføiet efter at der er gjort hans Evner og øvrige Forudsætninger mangen ►Concession. Hovedsagligen har han een Præmisse; den ►distingverer sig absolut fra alt ⓘ Andet, den distingverer ham absolut fra alle andre ⓘ Præmisse-Forfattere: ►han har et Aabenbarings-Faktum at beraabe sig paa – eller rettere, ►han synes ⓘ selv at være bleven noget tvivlraadig om hvad dette Aabenbarings-Faktum egentligen har at betyde ɔ: han synes selv at gjøre det 104aabenbare, at han ikke forstaaer sig selv i at være saaledes ►udmærket ►benaadet. I andet Fald vilde sandeligen heller ikke en Mand, der beraaber sig paa et Aabenbarings-Faktum, være at kalde en Præmisse-Forfatter, han bliver det kun, naar han ved ikke at forstaae sig selv deri, forvandler hiint Faktum til en ⓘ Præmisse, til en blandet Bekjendtgørelse, til noget uforklaret Noget, hvorom man hos ham forgjeves søger Forklaringen.
✂ ►En Critiker ⓘ er og bør være en tjenende 19 Aand; han er og bør være, i Idealitetens Forstand, Forfatterens bedste Ven, thi han elsker Forfatteren i hans Idee. Saasnart da Forfatteren giver ⓘ Vinket fra den Region, i hvilken han er eller vil være, saa ►tager Critikeren øieblikkelig Synet, omklæder sig derpaa i Forhold til Regionen og Sphæren, tjenende ►e concessis; og er fra nu af Forfatterens ►fuldtro Ven – i Idealitetens Forstand, thi Critikeren er ingen Husven, han elsker ikke ►Forfatterens Kjød og Blod; han er ingen ►Busenfreund, der ►tager Alt for god Fisk, naar ⓘ det blot er af den Forfatter. Mag: 👤Adler raabte fra Skyen: jeg har et Aabenbarings-Faktum at beraabe mig paa – Undertegnede er den ringe tjenende Critiker, som i Idealitetens Troskab indtil det Yderste skal holde dette fast. Blot saa ikke mit critiske, i Sandhed trofaste, Venskab bliver en Plage for min Ven! Det hænder stundom i Verden, at man netop ved at være ►ⓘ ubrødelig tro bliver til en Plage; det forstaaer sig, man har sin Samvittighed i alle Maader fri. Jeg vil tænke mig en ung Pige; i Afskedens Øieblik, da hun for længere Tid skal skilles fra den Elskede siger hun til ham: ►lov mig nu ved alt hvad Helligt er, at Du vil blive mig tro«; han svarer: »det lover jeg, jeg skal blive Dig saa tro, 20 som en sand Critiker, der elsker sin Forfatter i Ideen.« Saa skilles de ad; Tiden gaaer hen, og den unge Pige gaaer ogsaa hen – og glemmer sin bønlige Begjering; hun faaer sig en ny Elsker. Den Elskede No 1, den Trofaste af ►prima ⓘ Qualite, den ved Løftet for evigt bundne vender tilbage; uforandret har han holdt sit Løfte om Troskab: men see Pigens Forandring forandrer hans uforandrede Troskab til en uforandret staaende Satire over hende. I Grunden var det dog ogsaa forbandet uheldigt, at han saaledes skulde være trofast; Pigen havde dog været meget bedre tjent med en Ligesindet, der i Afskedens store Øieblik ganske anderledes kunde bande og sværge end den trofaste Mand kunde; men ogsaa i det Fjerne ganske anderledes let glemme baade Pigen og Eden og Troska105ben: i saa Fald ►havde det været qvit; det havde i Katastrophens store Øieblik atter, ironisk nok, viist sig, hvorledes dog disse Tvende passede for hinanden og ganske forstode hinanden.
✂ Paa sit Aabenbarings Faktum staaer og falder Mag. 👤Adler, paa hvorledes han forstaaer 21 sig selv i dette Overordentlige, der skal være ham vederfaret, om han vedstaaer det ⓘ urokkeligt (►uden ⓘ at han dog er ⓘ afsindig) eller han angrende tilbagekalder det. Er der dialektisk Tvetydighed i ham selv, saa bliver rigtignok den sande Critikers ubrødelige Troskab en Satire; saa var han rigtignok, ligesom den unge Pige, bedre tjent med en critisk Elsker, der i ►Avertissementets store Øieblik ganske anderledes kunde beundre og ►svede, i det store Øieblik da vi fik Efterretningen; men ogsaa ganske anderledes let glemme Aabenbaringen, og Faktumet og Betydningen deraf.
✂ I Forhold til et Forfatterskab, som har et Aabenbarings-Faktum, at skrive en almindelig æsthetisk-critisk Anmeldelse af ►Bøgerne og ⓘ lade det med Aabenbaringen staae hen: er i mine Tanker at prostituere sig som Critiker. Det er nemlig at vise, at man hverken er Æsthetiker eller Dialektiker eller Theolog men ►Sluddermads i alle 3 ►Faculteter. For en væsentlig Critiker gjelder det i Forhold til saadanne Bøger i hver Linie han læser at huske paa, at Forfatteren har et Aabenbarings-Faktum; ja, selv om Forfatteren blev 70 Aar og skrev store Folianter, critisk gjelder det, at huske det med Aabenbarings-Faktumet, om han vedstaaer det (uden dog at være afsindig) eller han angrende tilbagekalder det. Et Aabenbarings-Faktum er, i qvalitativ Dialektik, væsentligen forskjelligt fra alt ⓘ An22det, hører, i qvalitativ dialektisk Forstand, væsentligen hjemme i den væsentligen religieuse Sphære, den paradox-religieuse; og kun en Halvstuderet kunde ►falde paa at fornærme en saadan Forfatter ved æsthetisk at indlade sig med ham eller med hans Bøger. Om Forfatteren selv var fornøiet dermed, gjør hverken fra eller til; thi er han fornøiet dermed, da ⓘ beviser dette kun, at han har tabt ⓘ sin Idealitet. Dog den tjenende Critiker, den trofaste Elsker, han skal ikke slippe hiint Faktum, end ikke naar Forfatteren bliver sig selv utro.
✂ Jeg indseer ⓘ godt, at ►de Fleste ikke ville være enige med mig i det her Fremsatte, de Fleste ville vel sige: »►posito, at der forresten er Aandrighed og Originalitet i ►👤Adlers Bøger, hvad gjør saa det, om han maaskee har brugt et for stærkt Udtryk; muligen har han selv meent, at det 106var en Aabenbaring«. Men med denne Opfattelse kan jeg aldeles ikke sympathisere, jeg tænker som saa: ⓘ en aandrig Forfatter er da ikke noget Uhørt i 📌Danmark; og dette bryder jeg mig endda ikke saa meget om, hvis vi ved Mag. 👤Adler havde een mere i det danske Sprog; ja hvis jeg blot betragtede ham saaledes kunde det ikke falde mig ind at skrive en Anmeldelse. Nei, men en Mand med et Aabenbarings-Faktum det er Noget, der tildrager sig min hele Opmærksomhed, ikke min nysgjerrige men min alvorlige, om jeg af ham eller ved ham 23 kunde lære Noget eller blive opmærksom paa Noget i Forhold til ⓘ Forstaaelsen af ►den Sphære, hvis Bearbeidelse jeg er mig bevidst at have helliget mine bedste Kræfter. – Jeg ⓘ indseer godt, at jeg ikke er enig med Mag. 👤Adler i det Fremsatte; jeg tvivler egentligen ikke paa, at han vilde sige, i al Oprigtighed, ganske ►bona fide: »dersom Du ellers ikke kan nægte, at det er ►Rask, hvad jeg skriver, og at jeg virkeligen er berørt af noget Høiere: hvad er saa det for en smaalig Ordstrid at hænge sig ved et maaskee overdrevent Udtryk, Noget jeg har skrevet i ►den allerførste Hede, Noget jeg maaskee slet ikke havde skrevet, dersom jeg havde ladet 14 Dage gaae hen.« Og saa villig som man kan være til, hvis Sagen skulde forstaaes reent æsthetisk, at gjøre den unægteligt i Livsfare Anstrængede enhver Indrømmelse, saa villig som jeg fremfor Alt kunde være til at indrømme ham, at han uomtvisteligt er berørt af noget Høiere, hvad der ►forkynder sig i ⓘ een og anden lykkelig Tanke, i ⓘ den enkelte dybsindige Bemærkning, ⓘ nu og da i en opbyggelig og rørende Yttring, i mangt et gribende Indtryk, saa villig altsaa som jeg kan være til at indrømme Dette: vilde jeg dog replicere: »netop Dit Svar indeholder Hoved-Indvendingen mod Dig, thi det er dog en sørgelig ethisk Letfærdighed at spøge saaledes med et Aabenbarings-Faktum.« ►Langtfra 24 mig er det sandeligen at skrive dette for at vinde den fattige Seier at spotte over hvad enhver Daare kun er altfor tilbøielig til at spotte over. Nei Forklaring og Forstaaelse er det jeg eftertragter, Consequents det Eneste jeg fordrer; Sagen beskæftiger mig ingenlunde som Moerskab.
✂ Den religieuse Sphære har det Ethiske i sig eller skal have det, derfor tør ingen æsthetisk Critik indlade sig med det, og fremfor ⓘ Alt tør ingen Critik i Forhold til det ⓘ Religieuse paa nogen Maade indlade sig æsthetisk med det, dersom det Ethiske gjør en Indvending. Og et Aabenbarings-Faktum er den ►toniske Dominant som ubetinget maa 107accentueres. ⓘ Dersom den største Digter, der nogensinde har levet, hvis Værker Æsthetiken ubetinget maa beundre, var gaaet hen og havde sat foran, at han havde haft en Aabenbaring, at ►Christus havde viist sig for ham og Digtene vare ham umiddelbart meddelte af Aanden: saa er ⓘ det i samme Øieblik (naar ikke alle Sphærer skulle forvirres i rædsomt Galimathias) Æsthetiken formeent at indlade sig med Digtene. Aabenbarings-Faktumet selv er i qvalitativ Dialektik, noget uendeligt langt Høiere end alle Digtenes æsthetiske 25 Værd. Mere kan da Mag. 👤Adler ikke forlange; jeg skal ikke afgjøre eller indlade mig paa at afgjøre om han er en aandrig Forfatter eller ikke (kun i et Tillæg til Bogen skal jeg levere en Excurs i den Retning); men selv om han var den aandrigste Forfatter, der nogensinde har levet: det vilde være en utilgivelig Dumhed af mig, om jeg ikke i Sammenligning med al denne Aandrighed uendeligt accentuerede Aabenbarings-Faktumet, hvad enten det nu ⓘ ►convenerer Mag. 👤Adler ell. ikke. En Critiker maa forstaae sig selv, forstaae at bruge sine Kræfter, men netop derfor ogsaa forstaae, hvor ►disse slet ikke kunne bruges. Den eminenteste Critiker, der nogensinde har levet, er sat ud af Virksomhed ►ligeoverfor en Mand der holder fast ved at beraabe sig paa et Aabenbarings-Faktum. Hiint ene Faktum forandrer Alt; Critikeren ⓘ maa (dersom da Manden ikke er gal, og i saa Fald bliver det Hele ingen Opgave for en Critiker) enten ⓘ blive en troende Tilhænger af hiin udmærket Benaadede, bøiende sig under hans guddommelige Myndighed; eller Critikeren maa forstumme i ⓘ Taushed, thi der er intet Forhold mellem menneskelig Critik og et Aabenbarings-Faktum. Selv om det forekom Critikeren høist besynderligt hvad den udmærket Benaadede foredrog: han vil dog have Klarhed nok til at indsee, at Sandheden selv ⓘ har 26 sin traditionelle Side, at hvad der engang forekom en udmærket samtidig Critiker høist besynderligt, dog i Tidens Løb hævdede sig som bestaaende Sandhed. Ligeoverfor et Aabenbarings-Faktum maa den dygtige Critiker indsee, netop paa Grund af sin Dygtighed, at enten maa ⓘ han lære forfra lære den ny Critik af hiin udmærket Benaadede, eller ganske tie – med mindre han ⓘ da ved Hjælp af ⓘ eet eller andet ►socratisk Spørgsmaal skulde ⓘ kunne ►komme hiin udmærket Benaadede paa Livet, og faae det ►gjort aabenbart, at Manden ikke selv vidste Beskeed om sig selv. Thi en Critiker kan ogsaa være snild, og det har han Lov til, han har Lov til at spørge og spørge ⓘ og fri108ste med ►fangende Spørgsmaal. Det forstaaer sig Manden med Aabenbarings Faktumet har Lov til at lade være at svare, Lov til at være ordknap. Men dersom han ikke er det, dersom han maaskee endog er uforsigtig nok til at blive snaksom, dersom han istedenfor ordknap, handlende at holde fast ved sit Faktum i Snaksomhed ►bliver som man siger løs paa Traaden: saa var det rigtignok muligt, at den formeentlig udmærket Benaadede indviklede sig i en fatal Situation. Det Samme kan ogsaa skee paa en anden Maade. En Critiker har maaskee taus 27 været opmærksom, indtil den formeentlig udmærket Benaadede selv uforsigtigt bliver ►vidtløftig, og fanger sig selv i Vidtløftigheder.
✂ Dersom der altsaa er ►Misligheder ikke ►betræffende, hvad vi skulde forstaae ved ⓘ Mag:👤Adlers Aabenbarings-Faktum, men betræffende hvad han selv forstaaer derved, hvorledes han selv forstaaer sig deri: saa er han en Præmisse-Forfatter, saa er han tærende, saa kan Critiken ►desto værre faae fat i ham. Al den Aandrighed, hvis han ellers er en væsentlig aandrig Forfatter, der muligen kan være i hans Skrifter, gavner Intet som Nærende i Sammenligning med det Tærende, den Deficit hvori han som Forfatter indvikler det Almene ved sin Uklarhed over det qvalitativt Afgjørende. At paanøde det Almene et Aabenbarings-Faktum, og saa tilsidst ikke selv vide, hvilket der er hvilket, hvad han selv mener ⓘ dermed: det er at charakterisere sig som Præmisse-Forfatter; thi det er at buldre paa i de forfærdeligt høieste Toner og saa i Grunden vente, at Omverdenen skal komme ham til Hjælp med Forklaringen, om han nu virkeligen har haft en Aabenbaring eller ikke. Et saadant Phænomen kan da have dyb Betydning som et bittert 28 ►Epigram over Tiden. I en vaklende, tvivlraadig, ustadig Tid, hvor paa saa mange Maader den Enkelte har for Skik at søge udenfor sig (i Omverdenens Opinion, i den offentlige Mening, i Bysnakken) hvad der væsentligen kun er at finde i Individet selv: Afgjørelsen – i en saadan Tid træder en Mand frem og beraaber sig paa en Aabenbaring, eller rettere han styrter frem som en Forfærdet, med bange Rædsel i sin Skikkelse, endnu skjælvende fra hiint Berøringens Øieblik, og forkynder, at ham er en Aabenbaring vorden til Deel. ►Pro dii imortales, her maa dog vel Hjælpen være, her maa dog vel være Fastheden! Ak, han ligner kun Tiden altfor meget; i næste Øieblik veed han ikke selv med Bestemthed, hvilket der er hvilket, han lader det saadan staae hen – og skriver imidler109tid store, (maaskee) aandrige Bøger. See, i hine fjerne Tider, da en Mand værdigedes høie Aabenbaringer, da ⓘ brugte han lang Tid for at forstaae sig selv i dette ►Vidunderlige, inden han begyndte at ville veilede Andre. Der kan nemlig ingenlunde forlanges af en Saadan, at han skal forstaae hvad der overgaaer menneskelig Forstand, altsaa forstaae Aabenbaringen, men han skal forstaae sig selv i at dette er hændt 29 ham, at det er det Visseste af Alt at det er hændt ham, og at det, uden al Snak bag efter uden al Venden og Dreien, var og er og bliver en Aabenbaring. Nu derimod sætter man det strax næste Morgen i Avisen, at man afvigte Nat har haft en Aabenbaring. Man frygter maaskee for, at den stille eensomme ⓘ Besindelse (i Forhold til hvad der i yderligste Forstand vel maa ►omdanne et Menneske ham hans hele Existents selv om han aldrig nævnte det til ⓘ Nogen) skulde føre En til den ydmygende men frelsende Indsigt, at det var en ►Skuffelse, saa man lod det Hele gaae tilbage, og søgte at forlige ⓘ sig med Gud desangaaende, saa man paa et ringere Vilkaar i Sandhed blev en Lærer, der vidste at lære Andre og at holde det Høieste uendeligt i Ære. Dette frygter man maaskee, derimod haaber man maaskee, at Avertissementet kunde foranledige en Discussion, hvis Resultat kunde blive, at det nu var vist, at man havde haft en Aabenbaring, og at det var ►Det, Tiden fordrede. I saa Fald kunde man da nok vedstaae, at man virkeligen havde haft en Aabenbaring, stolende paa den uhyre Sensation Avertissementet vakte, stolende paa ►Acclamationen, hvormed man hilsedes, for ikke at tale om ►det Betryggende i, 30 ⓘ at flere af de ►»virkelig udmærkede Journaler vi har« havde yttret sig med Bifald derom, og altsaa den offentlige Mening i nte Potens1 ⓘ sanctioneret – hvad der, hvis ellers Noget, i strængeste, i meest isolerende Forstand vedgaaer en paagjeldende Enkelt, der dette betræffende ubetinget ene og alene maa søge Visheden hos sig selv. – Hvor ⓘ epigrammatisk ⓘ vilde Situationen ikke blive, naar den udføres reent æsthetisk, uden Hensyn til om nogen Bestemt virkeligen har baaret sig saaledes ad! En Mand træder forfærdende frem og siger: »jeg er kal110det af Gud«; derpaa siger han sagte i en Side-Replik: »i Grunden er jeg ikke ganske vis, jeg vil nu see, hvad Indtryk det ⓘ gjør paa Tiden; erklærer den sig derfor: saa er det vist, saa er jeg kaldet af Gud, og saa lader jeg staae til.«2 Han haaber maaskee paa, at naar han blot har sagt dette Ord, da skal Omstændighederne gribe ham og ligesom ⓘ tvinge ham ind i Charakteren, tvinge ham til at blive og være det, som han vel har sagt han er, men som han ikke selv med Bestemthed veed, om han er eller ikke. Ak, at være kaldet af Gud er dog vel det Høieste ⓘ der kan vederfares ⓘ noget Menneske; 31 en saadan Kaldet staaer, ydmyg for Gud, høiere end alle Andre end Konger og Keisere, den offentlige Mening og Journalisternes Trop; til ham er det at alle vi Andre skal see op, og han skal med guddommelig Myndighed forlange det af os, han skal netop være ►kjendelig paa at han beraaber sig paa sin Myndighed.3 Men den Vaklende ►vil tjene to Herrer, han vil være kaldet af Gud i særlig Forstand, og saa vil han tillige være kaldet af Tiden, være Tidens Fordring; han benytter Udraabet: »jeg er kaldet af Gud« som en Interjektion for at skaffe sig Ørenlyd i den larmende Mængde, og derpaa vil han convertere sit Guds Kald til den offentlige Menings Kald. – At Sligt ⓘ kunde hænde i en Tid, hvor man egentligen har afskaffet alle de ⓘ afgjørende religieuse Kategorier og faaet Alt trukket ned i Generationens Kategorie: er aldeles i sin Orden. Men hænder 32 det, da kunde det 111jo altid være godt, om der var en samtidig tjenende Critiker, et ringe Menneske, der ikke tør beraabe sig paa nogen Aabenbaring, men som derimod kan holde den Kaldede fast ved Ordet, og derved bidrage til at gjøre aabenbare, hvad dog Alvor i Sandhed er, at Alvor er Ansvarets stille Besindelse, som forstaaer sig selv i at overtage det Overordentlige, at det derimod ikke er Alvor, hvad der nuomstunder ansees derfor, at larme, at blive rød i Hovedet, at see anstrænget ud, at bruge de indtil Forfærdelse høieste Udtryk, og dog indvortes at være usikker om, hvad man er og hvad man ikke er. Der kan i vor Tid jo som i enhver tidligere ⓘ af Gud beskikkes sande ►Extraordinarii; imidlertid vil dog Verdens Forandring have en stor Indflydelse paa ►det Phænomenale, om Væsenet end bliver det samme. Forsaavidt vilde det fE være mistænkeligt, om der i vor Tid opstod en Prophet, som lige indtil Skjæget lignede en af de gamle.
- Anm. Da nemlig ethvert Blad skriver i hele Folkets Navn saa faaer et Land en phantastisk Befolkning, der er lige saa mange Gange større end den virkelige som der [er] indbyrdes uenige Blade. (tilbage)
- ⓘ Anm►Der fortælles om en Bonde, at han gik omkring og tiggede som Brandlidt. Blandt andet kom han til en Mand, der deeltagende spurgte ham: naar var det Fa'er, at den Ulykke skete, at hans Huus brændte af?« Bonden svarede: ja, seer vi, det er jo ikke brændt endnu, men det skal snart til det.« See Bonden har ikke været ganske sikker paa, at det er den bedste Verden i hvilken vi lever, han har haft den menneskelige Godgjørenhed mod Brandlidte mistænkt: derfor vilde han formodentligen først forvisse sig om, hvor meget der kunde komme ind, ⓘ førend han brændte Stedet af. (tilbage)
- Anm Myndighed betyder ikke at rykke frem i Spidsen for en Armee, – det er Afmagt; eller i Spidsen for Publikum – det er Afmagt; eller at være bevæbnet, nei Myndigheden ligger i de faae, ⓘ uforandrede, urokkelige Ord: jeg er kaldet af Gud; saa kan den Myndige for ⓘ den Sags Skyld være svinebundet, det gjør hverken fra eller til. (tilbage)
✂ Som Phænomen i vor Tid ⓘ (saa der lige saa meget agtes paa Tiden, som paa 👤Adler) skal da Mag.👤Adler blive Gjenstand for Omtale i dette lille Skrift. ►Hans Bøger skulle ikke æsthetisk og critisk vurderes, som vare de af en almindelig Forfatter; nei han skal af den ringe 33 tjenende Critiker respekteres efter sin Ualmindelighed; og hans Skrifter skal kun benyttes til at see, om han forstaaer sig selv i at være Det, han har udgivet sig ⓘ for, og som han, i Alvorens Forstand, ikke har gjort Mine til at ville tilbagekalde. Der skal heller ikke være Tale om den af ham foredragne Lære, ►om den er kjættersk eller ikke; alt Sligt maa ansees for Ubetydelighed i Sammenligning med det qvalitativ Afgjørende. Der skal derimod, om muligt, lægges Alvorens ethiske Accent paa, hvad der enten maa give ham guddommelig Myndighed (og i saa Fald maa det fordres af ham, at han istedenfor tvetydigt at være aandrig i ►store Bøger, bruger Myndigheden), eller angrende maa tilbagekaldes, da han engang har trængt sig frem med at sige det; ⓘ det skal, om muligt med Alvorens Eftertryk accentueres, at han har beraabt sig paa et Aabenbarings-Faktum.
✂ Vilde Nogen spørge, ►hvo da jeg er, som gjør dette; da er mit Svar: jeg ⓘ er en tjenende Critiker, et ringe Menneske, der kun har ethisk Berettigelse, som ethvert Menneske har det ligeoverfor en Forfatter. Dersom det hele Optrin med Mag. 34 👤Adler ikke skal behandles som en Ubetydelighed, der bedst ⓘ ignoreres: saa er det af Vigtighed, at der accentu112eres rigtigt, thi det er foruroligende, at en svimmel-aandrig Forfatter ►ikke selv veed hvad han skal forstaae ved at have haft en Aabenbaring; og det er ►misligt, at de store Bøgers megen Aandrighed bortleder Opmærksomheden fra det Afgjørende. Jeg er fuldkommen overbeviist om, hvad let sees af hans Skrifter, at ►Apostelen 👤Paulus ingenlunde havde taget det ilde op, ⓘ hvis Nogen ⓘ i alvorlig Tale havde spurgt ham, ►om han nu virkelig havde haft en Aabenbaring; og jeg veed, at 👤Paulus med Alvorens Korthed havde fattet sig kort og svaret: ja. Men dersom 👤Paulus (han tilgive mig hvad jeg nu siger, det maa saaledes gjøres for at oplyse Noget) istedenfor med Alvor at svare kort, det være nu: ja eller nei, havde indledt en vidtløftig lang Tale omtrent saaledes: »ja seer Du nu vel, jeg har rigtignok selv sagt det, men en Aabenbaring er dog maaskee for stærkt et Udtryk, men Noget var det, noget Genialt var det.....«: ja, saa var Sagen 35 bleven en anden. Genier skal jeg nok komme ud af det med; Gud bevares, er det i Sandhed det store Genie, da udtrykker jeg glad med æsthetisk Sømmelighed min Ærbødighed for den overlegne Aand, af hvem jeg lærer; men at jeg skulde vise ham religieus Underkastelse, at jeg skulde ⓘ tage min Dom fangen ⓘ i Lydighed under hans guddommelige Myndighed: nei det gjør jeg ikke, og det ⓘ forlanger da heller ikke noget Genie af mig. Men naar en Mand ⓘ ugeneret ►vil omforklare en intenderet apostolisk Existents til at være Genie, uden at tilbagekalde det Første: saa ►confunderer han rædsomt.
✂ Sligt maa en Critiker holde fast, som jeg nu skal gjøre det i denne lille Bog, ikke for Confusionens Skyld, men for, om muligt, at belyse nogle religieuse Kategorier, og ⓘ for at orientere ⓘ i Tiden. Uden at ►anprise mine egne Varer tør jeg ogsaa love, at Den, der vil læse opmærksomt, nok skal finde Oplysning i Skriftet, thi jeg er ikke ukjendt med min Tid, og hvad der giærer i den, jeg følger med, om end som Den seiler med paa samme Skib, der dog har særskilt Kahyt, ikke i Qvalitet af noget Overordentligt ►som havde jeg Myn36dighed, nei i Qvalitet af Særling, der har ►Intet mindre end Myndighed. Jeg har hverken da jeg begyndte som Forfatter haft, ►eller senere erhvervet nogen Myndighed, som jeg da heller ikke har nogen ►synderlig Betydning for min alvorlige Samtid – ja, det skulde da være ⓘ at jeg havde faaet den ved Hjælp af ►mine Buxer, der i saa eminent en Grad har vakt Sensation, og tildraget sig et alvorlig-dannet Publikums ►særdeles Interesse. Det er som Tryllerie midt i det 11319d Aarh:; det er som i ►1001 Nat – et Par gamle graae Buxer bringer alt Andet i Glemme. Og Tryllerie er det, thi Ingen veed ►hvori det stikker. Og ikke ⓘ blot dette, men det Næste er lige saa forhexet. Hine alvorlige, nidkjære ►ⓘ censores der i et alvorligt ⓘ Publikums Navna med ►catonisk ⓘ Strenghed paatale Tidens Fordringer i Henseende – til Buxer, have oftere beskæftiget sig med mine; snart have de fundet dem for korte, snart for lange, ak, og Buxerne ere de samme gamle graae. En saadan faktisk Begivenhed har virkelig sin Betydning, den er et Træk der ypperligt charakteriserer Publikums Dom overhovedet; og den har 37 ogsaa sin Betydning, hvorfor den fortjener at foreviges en lille Smule, som et Bidrag til Tids-Historien, for at see hvad der ⓘ særdeles beskæftigede det kjøbenhavnske Publikum. Thi ►hvad der har udfyldt Øieblikket, siger Tidens Vise, det lever evigt; naar da ►mine Skrifter længst ere glemte vil dog Buxerne ⓘ skjøndt længst opslidte leve evigt.
✂ Her skulde egentligen Indledningen være ude, imidlertid ønsker jeg dog at tilføie et Ord. Ikke uden Bedrøvelse, ikke uden Veemod skriver jeg denne Anmældelse; jeg lod helst være at skrive den, hvis jeg ikke maatte befrygte at ►Mag.👤Adlers Skrifter der nu ere blevne høit (og dumt) anpriste i nordiske Kirketidende, dog tildrage sig Opmærksomhed, og ►naar saa er, maa han nødvendigviis afstedkomme stor Forvirring paa det religieuse Gebeet, netop fordi han har en vis Aandrighed, og de Fleste ingenlunde Dygtighed til at distingvere ►inter et inter. Det Veemodige og det Bedrøvelige ligger, efter mit Begreb i Landets Forhold. I ►et lille Land som 📌Danmark kan der naturligviis kun være Faae, ⓘ der have Tid og Leilighed til udelukkende at beskæftige sig med det Aandelige; og af dette ringe Antal kan naturligviis igjen kun være nogle Enkelte, som virkeligen 38 have Evne og som tillige ret afgjørende fatte, at dem er Aands-Beskæftigelse anviist som det Eneste. Men desto vigtigere er det ogsaa, at en saadan Enkelt, netop fordi de smaae Forhold vanskeligen indeholde et hurtigt Correctiv, med den strængeste Tugt holder sig selv i Ave, at han ikke griber ►et glimrende ⓘ Forvirret istedenfor det Sande. Mag. 👤Adler er en saadan Enkelt. Han kan let maaskee ⓘ vække nogen Sensation, maaskee tildrage sig een og ⓘ anden Uvidendes Beundring, maaskee faae nogle Tilhængere; men derved er jo Intet vundet, tvertimod er der gjort stor Skade, fordi Forholdene ere saa smaae. Og selv om han ved sine Skrifter har beriget Aandrighedens 114Fond, der paa saa mange Maader accumulerer i vor Tid, ved en Leverance af en Mængde aandrige Yttringer: dette batter kun lidet i Sammenligning med at forvirre de allervigtigste Begreber, i hvilke hele Christendommen hænger. Der gives ogsaa i Aandens Verden en blussende Vellyst, en Aandrighedens farlige Forførelse, der netop ved det Mangfoldiges Spil skjuler over en total Uklarhed. Og skjøndt nu enhver Forfatter har et Ansvar, saa synes det dog, at en Forfatter i en stor Literatur som den tydske fE har et mindre Ansvar, fordi han 39 afstedkommer mindre Skade ved hurtigere at forsvinde i Mængden. Dette synes jeg Mag. 👤Adler burde ►gjøre sig selv Rede for; jeg har idetmindste søgt at gjøre mig selv det tydeligt i Bevidsthed af at være en saadan Enkelt. Det er vist, at der i en lille Litteratur, netop paa Grund af at den er lille, kan realiseres Opgaver af egen Art som slet ikke ⓘ vilde kunne lykkes i en stor, hvor den ene Forfatter fortrænger den anden, men det er ogsaa vist, at Ansvaret er desto alvorligere. Hvor der er Kildespring nok, er det ikke saa farligt, at ⓘ eet plumres, men i et lille Land, hvor der i hver Retning neppe er mere end eet, er det i høi Grad ►ansvarligt selv at plumre det. Og saa lidet som jeg er en Ven af ⓘ Tilhængere og Eftersnakkere, af ►Coterie og Sammenhold, hvad der atter bedst trives i et lille Land men ogsaa gjør ubodelig Skade: saa meget vilde det naturligviis glæde mig, om der paa det religieuse Gebeet dog var nogle andre Enkelte, der for egen Regning, maaskee fra et ganske andet Synspunkt arbeidede for dette Gebeets Opdyrkelse. Men hidtil har 👤Adler Intet gavnet; ⓘ der 40 er intet Begreb han har forklaret, ingen ny categorisk Bestemmelse han har leveret, ingen ældre og vedtagen han har opfrisket i fornyet dialektisk Skarphed. Selv har han saaledes Intet i afgjørende Forstand gavnet; og han har paa en ⓘ Maad[e] sinket mig; thi da han ligger inde paa det religieuse Gebeet og da han her ►pro virili forvirrer, og da Landets Forhold ere smaae: har jeg anseet det for min Pligt at afbryde min egen Virksomhed for at berigtige en lille Smule den Tænker, i hvem jeg hellere end gjerne ⓘ hav[de] seet en Overlegen eller en Medarbeider, dog vel at mærke for egen Regning. – Forøvrigt fatter jeg meget godt selv, hvor underligt det Hele tager sig ud. Om en Forfatter, der hidtil ikke er bleven synderlig læst, skriver jeg en Bog, som formodentlig heller ikke bliver læst. ►Som der fortælles om hine tvende fyrstelige Personer, der var meget fede, at de gjorde sig Motion ved at gaae rundt om hinanden: 115saaledes bliver i et lille Land let Forfatter-Virksomhedens Motion den at gaae rundt om hinanden. Dog har jeg valgt min Opgave saaledes, som jeg pleier, at uagtet det er ►et Moment i Tiden, hvorom Undersøgelsen dreier sig, Behandlingen ved sin universellere og ideellere Charakteer vil kunne læses til enhver Tid. Øieblikket har jeg overhovedet ikke Evne og Duelighed til at skrive for.