Møller, Peder Ludvig BREV TIL: Leiner, Mathilde FRA: Møller, Peder Ludvig (1855-11-22)

22. Novbr. 1855.

Kære Veninde.

Min i Sandhed utrolige Dovenskab og min Smule Energi, som i Mangel af regelmæssig Tilskyndelse (højst nødvendig for en fantasifuld og sentimental Aand) antager mere og mere frygtelige Proportio⸗ner, truer med at blive, hvad man i Slesvighol⸗stein benævner »passiver Widerstand«. Dette er altsaa Grunden til, at jeg endnu ikke har besvaret Deres Brev fra i Sommer eller takket Dem for de tilsendte Bøger. Og derfor føler jeg ogsaa højlig Trang til at vende Næsen hjemefter og lade mig gennembløde af mine saakaldte Venners Stiklerier, for ikke at udsætte mig for helt at gaa i Staa. Ja, jeg indrømmer at det er det eneste Middel, som kunde redde mig, hvis jeg blot havde Energi nok til at pakke mine Kufferter. Og se det er igen Grun⸗den til, at jeg nu maa nøjes med at tilskrive Dem s. 79hen i det Blaa, uden at vide om De endnu boer i Bjørnenes Land eller om De overhovedet endnu er blandt de Levendes Tal. Men De forstaar, at jeg har intet andet Middel end at betro disse Linier til Skæbnens Luner og Postvæsenets Intelligens for at overbringe Dem et lille Bind, som jeg nylig har publiceret. ¹⁾Digtsamlingen »Løvfald« udg. under Pseudonym Otto Sommer. Jeg har gjort det sidste Vinter i de faa ledige Øjeblikke jeg kunde gemme mig bort for Paris’ Uro, dels for at slaa Tiden ihjel, dels for at overbevise mig om jeg endnu evnede at forme Vers og Rim. Jeg beder Dem om at læse det — saadan som det er bleven til — af et oprigtigt Hjerte.

Nu beder jeg Dem om strax at lade høre fra Dem og tilgive — hvad De jo er i Vane med — den svage Synder, som i Kraft af sin Dovenskab fremdeles holder til 8, rue Bellechasse.