Møller, Peder Ludvig BREV TIL: Leiner, Mathilde FRA: Møller, Peder Ludvig (1856-04-11)

Paris11. April 1856.

Kære Gode!

Det er sandelig forbavsende, at næsten hver Gang man retter Bebrejdelser eller Beskyldninger imod mig, viser det sig, at man har havt Uret, og at man har ikke gjort sig den Ulejlighed at trænge til Bunds i Sagen før man dømte — og fordømte, hvad ganske vist er langt mere bekvemt. Og jeg — jeg har desværre altid været for fattig til at tillade mig at spilde min kostbare Tid ved at indlade mig paa lange Forklaringer, som maaske ganske vilde fri⸗kende mig. Derfor er jeg endnu i manges Øjne den noksom bekendte store Forbryder, som De nok veed, og som visselig tusinde Gange havde holdt Dom over sig selv, hvis hans Samvittighed ikke som oftest havde frikendt ham, og hvis ikke en indre Stemme Gang paa Gang havde sagt ham, at alt hvad der stadig, og først og fremmest oprigtigt stræ⸗s. 83ber efter ædle og ophøjede Principer, har den Skæb⸗ne at mishage de smaa og lave Sjæle. Dette gælder naturligvis ikke Dem, som De nok kan begribe, siden jeg skriver Dem til; men dog maa jeg sige Dem, at hvis De troer at have meddelt mig Deres Plan om en Udflugt til Schweiz sidste Aar, saa maa De have drømt eller været Genstand for en Hallu⸗cination. Jeg har liggende for mig Deres Breve lige til det i December 1853; siden har jeg i Sommeren 1854 modtaget den Billet, der ledsagede de 3 Bind »Gæa« og et Brev kort forinden, hvori De gav mig nogle Oplysninger om norske Berømtheder og for⸗talte mig om Hr. W[elhaven], der, støttende sig til en Danskers Udtalelser, betegnede mig som et »slet Menneske«, og hvorledes De selv, samtidig med at De undskyldte mig og mildnede Dadlen, ædelmodigt havde indrømmet, at jeg havde »Fejl og det meget store Fejl«. Dette Brev har jeg ganske vist undladt at besvare, fordi det er min Vane, som jeg lige har tilstaaet Dem, at afholde mig det mest mulige fra Forklaringer og Forsvar, naar det drejer sig om gemene Angreb paa min stakkels moralske Vandel.

Men i disse Breve, som jeg nu atter har gennem⸗læst, forsikrer jeg Dem findes ikke et eneste Ord, der lader ane det mindste om Deres Rejseplaner til Schweiz i Ferien 1855. Endskøndt De uden Tvivl fører en mere ordnet Tilværelse end jeg, der altid vil rangere under den saakaldte Bohème, troer jeg s. 84dog ikke at vove mig for langt ud ved at gaa ud fra, at De ikke i et Brev af 1852 har kunnet fremsætte det nøjagtige Program for en Rejse, der skulde finde Sted i 1855. Forøvrigt fandt jeg det i sin Orden, at De straffede min Forsømmelighed ved ikke at svare mig. Tanken at ville meddele mig om Deres Schweizer⸗Rejse er da opstaaet i Deres Hjerne, men ikke kommen paa Papiret. Men nu nok om Schweiz!

Men siden De har faaet mig til paany at gennem⸗læse dette gamle Brev, i hvilket der tales om en Elskerinde, der er bleven grusomt behandlet, næ⸗sten myrdet og derpaa solgt som Cadaver etc., saa maa jeg sige Dem, idet jeg takker Dem for Deres Forsvar (maaske det klogeste), at det af⸗gjort ikke er den Maade, hvorpaa jeg tager mine Venner i Forsvar. I et saadant Tilfælde exploderer jeg og finder ikke Ord stærke nok til at brænde⸗mærke Bagvadskelsen. Hvorfor sagde De ikke, hvad jeg synes den simpleste sunde Fornuft siger En, at for at sælge noget, maa man have Ejendoms⸗ret til det, og at Kvinderne i Danmark, saa vidt vi⸗des, ikke er deres Herrebekendtes rørlige Gods? Maaske vilde jeg, hvis jeg havde staaet som Ejer, have foræret det ganske gratis til største Ære for Videnskaben.

I Stedet for dydigt at snakke vidt og bredt om de store Fejl, som alle og enhver kan finde hos alle og enhver — hvad er langt nemmere end at s. 85anerkende Fortjenesten — vilde jeg maaske lidt brutalt have sagt: Alt det er der jo ikke sund Sans i, det er kun plumpe og infame Løgne, selv om der maaske har været Skygge af en eller anden Kends⸗gerning, som Dumheden og Ondskaben har kunnet hænge sig i, der altid ligger paa Lur for med deres Spyt at besudle hver den, som rager lidt op over almindelig Urtekræmmerhøjde. Naar man kun, af Selvrespekt, iagttager Diskretion og Delikatesse, hvorledes skal man saa slippe fri for de lave og ge⸗mene Mennesker, der hævner sig for deres Uviden⸗hed ved at sværte, hvad ingen kan vide eller dømme noget om?

Hvad Hr. Winthers Digt [Hjortens Flugt] an⸗gaar, saa har jeg havt Lejlighed til at læse det her, og samtidig med at jeg beundrer de talrige skønne Enkeltheder, kan jeg ikke skjule for mig selv, at selve Kompositionen er mislykket: hverken En⸗hed eller Ensemble grupperet om en Handling el? 1er Hovedperson. Jeg har en Følelse af, at Forfatte⸗ren — efter sin Kones Tilskyndelse (hvad blander Kvinder sig ikke i!) — for enhver Pris har villet lave en tyk Bog, og for at naa dette har trukket et Antal elskværdige »Træsnit« paa een eneste Snor og ladet dem sammenhæfte under een Titel. løvrigt forklares den store Succes af den bizarre Idé (for ikke at sige »uværdige« for en Digter, der respek⸗terer sig selv) han har faaet ved af en Del af Dig⸗tet at lave en Pamflet mod Grevinde Danner — og s. 86alt det for at behage de dydige Damer i Kjøben⸗havn, som faar deres Mænd til at købe Bogen bare for at finde »la petite bête«, nemlig de fire Linier, som indeholde den blodigste Fornærmelse. 1)

»Ha! Dankonning skam Dig
For din usleste Dreng.
Den frækkeste Skøge
Har Du lagt i din Seng.

Har man, naar man er færdig med Bogen, bevaret noget Indtryk af en stor Tanke, af en stærk og styrkende Idé, som løfter Sjælen op over Livets usle Støv? Men han er dennegang som altid »Pigernes Jens«, og da først og fremmest, fordi han har angrebet Danner.

Jeg har nu altid været uheldig med Kvinder, ikke En har gjort mig lykkelig ved i Forening med lidt Kærlighed at bringe mig en klar Himmel, en blid Sjælero. Béranger, som jeg stadig læser, uden dog at beundre ham overdrevent, har vistnok havt langt flere Elskerinder end jeg, og det lader til, at han altid har havt Held med sig, siden han vover at sige til en af sine Veninder:

Hvis man Dig spørger: »Var han nu aimabel?
Du roligt sige tør: »Ham elsked jeg!«
»Og var han ej til noget slet kapabel?«
Med Stolthed vil Du svare: »Aldrig — nej!«

Hvis De vil sige det samme, saa takker jeg Dem.