Dresden16. Maj 1849.
Min Gode!
De maa virkelig have mig undskyldt, at jeg ikke tidligere har svaret Dem. Det er ingenlunde sket ifølge min bekendte moralske Slethed, men kun ifølge den Træghed, som følger med slette Finant⸗ser, især i fremmed Land, naar man hjemme har havt det bedre (i saa Henseende). Den hele Vin⸗ter til sidst i Marts har jeg været i stadig Penge⸗trang og maatte leve tildels paa Credit, hvilket, om det end ikke har været i Stand til at ruinere mit Humør og min (hidtil) fortræffelige Sundhed, dog i høj Grad har lammet min Energi og standset min Productionsevne; og naar jeg ikke i længere Tid kan fyldestgøre de litterære Krav og Opgaver jeg stiller mig selv, synes det mig at være en Slags Ugudelighed (mod Muserne) at skrive Breve. Jeg skal dog intet have imod, at De ret ofte havde sendt mig en jevn dansk Passiar, krydret med lidt chronique scandaleuse og videre Tilbehør. Dette s. 56har jeg tilfælles med den store Göthe (ligesom Ber⸗lingske Tidende har Fødselsaar tilfælles med sam⸗me) — hvad De vil kunne erfare af Bettinas »Brief? Wechsel mit einem Kinde«, en Bog jeg særdeles an⸗befaler Dem. — Heller end til Petersburg vilde jeg dog raade Dem til at gaa til England, ja selv til Nordamerika, en Tour jeg kunde misunde Dem. Dog vilde De risikere at blive noget søsyg.
Jeg er nu (unter uns) bleven Reiseagent for Uden⸗rigsministeriet og faar 150 Rdl. om Qvartalet for at reise om og skrive Artikler til Danmarks Fordel i tyske Blade. Derfor er min Adresse noget usikker; dog kan De stadig sende igennem Grüne. Forresten maa jeg bemærke, at Deres Brev af 20. Januar først kom mig tilhænde 16. April. Jeg har nemlig skre⸗vet til Grüne, at han kan lade Deres Breve (som jo ikke indeholder politiske Vigtigheder) ligge, til han har noget af Vigtighed i mine egne Anliggen⸗der at meddele mig. Jeg kan nemlig ikke besvære den stakkels Mand, som har Kone, Moder og 2 Børn, med mere Brevporto end allernødvendigst; og selv har jeg endnu mindre Raad dertil. Denne Mand er den eneste Ven, som efter min Bortreise har vist sig trofast imod mig. Ikke nok, at han har besørget alle mine Commissioner, skøndt han er næsten ene om at redigere Bladet; men han har endog sendt mig af sin Armod 150 Rdl. i 3 Por⸗tioner. Uden ham havde jeg været aldeles fortabt. (Da jeg engang henvendte mig til Boghandler L. at s. 57opgøre vort Regnskab, da jeg havde tilgode hos ham, viste han mig til Assistenshuset). Rigtignok har jeg først spillet den Ædelmodige og ikke villet modtage Honorar for hvad jeg i 2 Aar har leveret til Bladet. Der kan man se, at Konen dog havde Ret, da hun gav sin So Flæsk.
Derimod taber jeg rimeligvis aldeles de 600 Rdl. jeg har laant min Broder, og maaske ogsaa de 500 jeg har laant en anden god Ven. Derfor er jeg noget prosaisk stemt.
Mathilde Leiner maa i et Brev kort efter have for⸗talt P. L. Møller om sit Forehavende at gaa til Rus⸗land —maaske som Gouvernante el. lign. I et kort Svar, dateret Berlin 20. Sept. 1849 tilskynder han hende der⸗til. Hun kom imidlertid ikke til Petersborg, da den russiske Legation havde nægtet Indrejsetilladelse. Iste⸗denfor rejste hun til Christiania, hvor hun rimeligvis blev Lærerinde i en Familie. Her faldt hun i en lang⸗varig Sygdom, saa at hun først i Marts 1850 kunde gen⸗optage Korrespondancen. Herpaa svarer Møller med et Brev, dateret