Poul Valdemar Hertz, 1855-1936 Uddrag fra Breve fra og til Henrik Hertz

10. Kort efter Gengangerbrevenes Fremkomst udgaves anonymt to til disses Forfatter stilede Rimbreve i et Udstyr, der aldeles var som den af Heiberg udgivne »Kjøbenhavns flyvende Post.« — Heiberg havde svaret paa Gengangerbrevene med et Rimbrev til den ukendte Forfatter. Digtet ender med en Apostrofe til Heibergs afdøde Ven Dr. Møhl, den højtbegavede Læge, Prof. i Farmakologi ved det medicinske Fakultet. Han tog sig selv af Dage, 32 Aar gammel, i Aaret 1830. Rygtet vilde vide, at Motivet til Selvmordet, der udførtes knap en Maaned efter hans Udnævnelse til Professor, var forsmaaet Kærlighed til Fru Heiberg. Det er sikkert til disse Rygter, at den citerede Slutningsstrofe af det ovennævnte Rimbrev har sigtet.