Hertz, Henrik BREV TIL: Hertz, Sylvester FRA: Hertz, Henrik (1830-07-08)

Fra H. Hertz til S. Hertz.
Kbhvn. d. 8de Juli 1830

Kjære Broder. Hvad min Mening om Dine Sonnetter (som jeg nok ikke har kaldet hysteriske) angaaer, da har jeg kun sigtet til adskillige billedlige, mindre klare og simple Udtryk, ligeledes til Ord som Terne, der føre os fra Virkeligheden, item noget Compact hist og her i Sproget etc. Behandlingen er vel ogsaa for udførlig. Men at flere af dem hverken mangle Inderlighed eller Simpelhed, er tydeligt af 5te, 8de, 14de Sonnet og af flere Enkeltheder i de andre. Jeg kommer bestandigt meer og meer til den Erkjendelse, at jo s. 11færre Kunster, man i Poesie gjør med Sproget, jo mere ligefremt og næsten dagligdags Udtrykket er, desto større Indtryk gjør man paa Læserens ufordærvede Følelse. Goethe er næsten altid saa simpel som muligt. Baggesens »Da jeg var lille« og Aladdins Vuggesang ere udødelige, fordi Udtrykkene ere den rene skjære Naturs, der for alle Tider er eens. Selv Byron frapperer ofte ved sin Simpelhed i Udtrykket (f. Ex. hans God Nat i Childe Harold); — og det bedste Beviis paa, at Bibelen er en guddommelig Aabenbaring, er den majestætiske Simplicitet, hvormed den insinuerer saa store Sandheder.

— – Jeg har iaar allerede været flere Gange i Dyrehaven (for det meste paa Støvleknægte). Igaar var jeg derude med B. og en Anden; vi drak Thee i Fortunen (Du erindrer der den smukke Udsigt til Kjøbenhavn) og gik tilfods hjem. Jeg synes, Dyrehaven mangler iaar den rigtige Tummel og Lystighed, skjøndt Folk selv i slet Veir tage derud i Mængde; i Søndags kom Pluraliteten derfra saa vaade som druknede Hundehvalpe. Befordringen er billig; en Vogn ved Østerport tager 12 til 20 ß for Personen, og saa forsikkrer Drengen eller Karlen, at han har Heste, der »løbe rap«. Derimod er en Vogn i Byen hos Hyrekudskene meget dyr, fra 5 til 7, 8 Rigsbankdaler, og dog er ikke en s. 12Vogn at faae, naar Veiret seer lidt taaleligt ud. Til Søndagen bestilles Vognene et Par Dage i Forveien. Det Mærkværdigste i Dyrehaven iaar synes mig er den gamle bekjendte Jøde under Træet, der holder Jubilæum. 50 Aar har han siddet paa samme Plet hver Dyrehaugetid, sunget de samme Viser om »Der grosze Friederich« og om Syvaarskrigen, ubekymret om, hvorledes Alt imidlertid forandrede sig omkring ham, hvorledes andre Heroer imidlertid vare traadte frem paa Scenen med nye Bedrifter, der krævede andre Sange. Hvilken Afvexling af Moder og Pynt, for ikke at tale om dybere gaaende National-Egenheder, har han ikke oplevet i den lange Tid i dette Samlingssted for Kjøbenhavnernes Luxus og Lystighed. Hvor forskjellig var en ung Elegants, en moderne klædt Dames, ja blot en Karets og Kudskens Udseende dengang fra den nuværende Tids! Hvilke Forandringer i Smagen! — Og i al den Tid har han siddet paa samme Sted og sunget de samme Viser om den store Friederich og om Daun og Laudon og hvert Aar forstaaet at fængsle sit Publicum ; og kun hans aftagende Kræfter, hans skjælvende Stemme og hans svækkede Syn erindrer ham om, at der vel imidlertid maa være foregaaet nogle Forandringer.

— — I dette Øieblik har jeg flygtigt gjennemløbet s. 13en Recension over Amors Geniestreger i Litteratur-Tidenden. Den er uden Spørgsmaal af samme Forfatter som den over Arvingerne og tildeels skreven lige saa lumpen, fuld af selsomme Paastande. Jeg frygter for, at der maa svares paa den, og troer, at den er let at gjendrive. Kjedeligt Qvaklerie! —

Lad mig snart høre fra Dig.

Din hengivne Broder.

Henrik.