Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Nornerne

Grundtvig skrev “Nordens Myther” hen over sommeren 1864, lige efter sit 25-års jubilæum som præst i Vartov. På dette tidspunkt arbejdede han stadig på anden udgave af sin Heimskringla-oversættelse Norges Konge-Krønike af Snorre Sturlesøn (1865), men det, der dominerede hans poetiske forfatterskab på dette tidspunkt, var Den Anden Slesvigske Krig. Digtcyklussen blev påbegyndt efter 📌Dybbøls fald og afsluttet inden Oktoberfreden samme år. “Nordens Myther”, men også Trøstebrev til Danmark og Budstikke i Høinorden , der skrives på samme tid, bærer tydeligt præg af, hvor meget begivenhederne har optaget og rystet ham (se også Thaning 1963, s. 704-710).