↩ C.J. BrandtJo mere det Klogt-Forstandige og det Fremmede ►raadte saagodtsom i Alt ved Slutningen af det 18de Aarhundrede, des glædeligere ere de enkelte Toner, hvori det Danske Hjerte ligesom skaffede sig Luft, og derfor skal 👤Thomas Thaarup nævnes, som den danskeste af den Tids Digtere. Den unge Kronprinds 👤Frederik, Folkets Glæde og Haab, havde 1790 ført sin, nu alderstegne Enkedronning, 👤Maria hjem som ung Brud. Dette gav 👤Thaarup Anledning til at skrive sit Syngespil ►“Høstgildet”, hvori han tolkede Bondestandens og hele Folkets Kærlighed til det unge Fyrstepar, og det lykkedes ham saa godt at Viserne deraf gik fra Mund til Mund, fordi de havde sagt hvad Enhver følte. Skønt ►“Høstgildet” ►bærer Prisen blandt 👤Thaarups Digte, gaar dog den samme danske folkelige Tone ogsaa gjennem hans andre Syngespil og flere af hans Sange. 👤Thaarup døde 1821 i sit 72de Aar. Han havde levet i 📌Kjøbenhavn som Lærer ved 📌Søkadet-Akademiet og Direktør for ►Theatret, men 1800 forlod han Byen og tilbragte sine ældste Aar i 📌Smidstrup ved 📌Hirschholm.