Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Om Kæmpevise-Bogen, en Stemme mod Hr. Levins, Hr. Liebenbergs o. s. v.

Og for nu med et Kæmpeskridt at komme ud af det grændseløse Mulighedernes Rige, hvor Hr. 👤Levin sværmer om for at finde kritiske Idealer, midt ind i den virkelige Verden, saa lad os betragte den kritiske Udgave af vore gamle Folkeviser, som vi fik for en Menneske-Alder siden, og tænke lidt over den Kiendsgierning, at denne Udgave hardtad slet ingen Viser har optaget af utrykte Kilder, og har rettet (restaureret) saa slet, at for hvem der har dens trykte Kilder (Vedels, Syvs, Sandvigs og Nyerups Samlinger), er den heel og holden kun Maculatur. Og lad os nu, som fornuftige Folk, betænke, om en kritisk Udgave efter Hr. 👤Levins Hoved med mindste Rimelighed kunde ventes at ville blive andet! Vi seer, at Hr. 👤Levin, som ikke engang har seet det uskatterlige Haandskrift fra Karen Brahes Bibliothek, enten af sig selv, eller efter en Andens Sigende, som heller ikke har seet det, vil forud vide, hvormeget der af Haandskrifterne er værdt at trykke, vi veed ogsaa, han har ikke mere folkepoetisk Sands end der er bag paa vor 16Haand, men har dyb Foragt for Alt hvad der kun er i ulærde Folks Mund, og selv for hvad der efter de sødeste Munde er skrevet op med de fineste Fingre, naar dog de Munde og de Fingre sad paa Damer, der ikke engang vidste saa god Forskiel paa store og smaa Bogstaver og den nu almindelige Skrivebrug, som Gaasepigerne, end sige da som Gaasefieren i Hr. 👤Levins Haand, og skiøndt det svimler for os, naar vi vil tænke paa, hvordan en kritisk Udgave af vore Kæmpeviser fra saadanne Hænder vilde see ud, saa veed vi dog meer end Nok, for at kunne udregne, at den ligefra Begyndelsen vilde være blot og bar Maculatur for hvem der kiender og elsker den Danske Folkesang, medens en fuldstændig og ordret Udgave, om den end gav lidt for meget, aldrig kan blive Maculatur, saalænge den Danske Folkesang har Venner i Landet, men vil altid, fra Slægt til Slægt, være Grundvolden, hvorpaa der bygges, Kilden, hvoraf der øses, og Hjemmelen, hvortil der henvises, ved alle lykkelige eller ulykkelige kritiske Forsøg paa at udvælge det Bedste, samle det Adspredte, rette det Krogede og oplyse det Dunkle.