Forord.

✂ Det forudsættes herved, at Læseren veed, der er udkommet en ►“Prøve”, som skal vise, hvordan 👤Svenn Grundtvig kan og vil udgive ►“Danmarks gamle Folkeviser” for “ⓘ SamfundetSamfundet] GV, Samfuudet A til den Danske Literaturs Fremme” og at denne ►Prøve er blevet angrebet i Bladene af Hr. 👤Levin, Hr. 👤Liebenberg og maaskee, før man læser disse Linier, af endeel flere Herrer. Disse Angribere føre i deres Skjold, dels at en saadan Udgave er ikke værd at have, og dels at Udgiveren har ►skilt sig slet ved ►Prøven, og da jeg i begge Henseender er af modsat Mening, vil jeg ikke blot sætte mit Ja mod ►fornævnte Herrers Nei, og lade det komme derpaa an, hvilket der veier meest, men jeg vil tillige, saavidt muligt, sætte den Danske Læser istand til selv at dømme, paa hvis Side han, som Dansk, maa træde.

✂ Jeg seer jo nok, at den meget nære Forbindelse, hvori jeg vitterlig staaer med ►“Udgiveren”, vil gjøre Angriberne det let at vække Mistanke til min Upartiskhed, men jeg kan dog ikke være mere partisk for ►Udgiveren, end Angriberne er for sig selv, og kun i Modsætning til deres giver jeg her min Stemme, og lader iøvrigt ganske rolig Sagen tale for sig selv. Dette kan jeg saameget desbedre, som jeg aldrig har anseet det for ►Udgiverens Lykke, at han traadte i et uberegneligt Selskabs Tjeneste, men anseer det rigtig nok for et sjeldent 4Lykketræf, at Selskabet, der længe forgiæves har ønsket at giøre noget Klækkeligt for vore gamle Folkeviser, traf en ung Mand, der af egen Lyst ►alt længe og flittig havde sysselsat sig med den ►Nordiske Folkesang i hele sin Udstrækning, og havde det Ungdoms-Mod, vi Gamle fattes, til, med skrøbelig Borgen for en “►honet ►Omgang”, at tilbyde Selskabet for den Danske Literaturs Fremme en langvarig Tjeneste, for at see sin Yndlings-Tanke snart og værdig udført. Havde derfor Angriberne kun sagt, at det er alt for stor en Lykke for det unge Menneske at tjene saamange Penge hos Selskabet, blot ved at “skrive og lade trykke”, som andre kan meget bedre end han, da skulde jeg vist ikke have sat Pen til Papir for at ►trættes derom, men nu er det, som de har forhaanet og stræbt at forhindre, et Værk, som den Danske Literatur maatte ønske sig til Lykke med, og som det Danske Folk vilde have baade Gavn og Ære af, og det skal uden Skaansel giøres alle vitterligt.

✂ 5Modersmaal er et Ord, som kun har meget lidt at betyde for vore ►Hverdags-Skrivere, der gierne, om de kunde, ►tjende syv Literaturer med eet Par Hænder, som saamange Hvervede ►tjende “syv Potentater med eet Par Sko”, og ►Folkesang er et Ord, som de slet ikke veed mere om, end at det, efter den nyeste Grammatik, skal skrives med et stort Forbogstav og, efter den allernyeste Mode, understreges, selv af dem, der, naar de skulde følge deres Tilbøielighed, helst slog en tyk Streg over det, som noget ►Bondagtigt, Uregelmæssigt, saa rædsomt Uægte, at det hverken har havt en Pen til Fader eller et ►Blækhorn til Moder, end sige da en Grammatiker til Tugtemester. Naar derfor disse ►Hverdags-Skrivere aabenhjertig bekiende, at de slet ikke kan begribe, hvordan mange, ellers dog ganske fornuftige Folk, paa den sidste Tid kan giøre saadant et Væsen ad “Modersmaal og ►Folkesang”, som om der i dem laae en langt større Skat begravet, end i alle de ypperlige Grammatiker, Retskrivningslærer og Metriker, som enten allerede har seet Lyset, eller vilde dog see det en af Dagene, naar Selskabet til den Danske Literaturs Fremme, og Andre, som har gyldne Midler til videnskabelige Øiemed, ikke var saa forblindede, at de heller øste Penge ud paa saadant noget ►Ripsraps og Vragsgods og Lirumlarum, som gamle Danske Mundhæld og ►Kæmpeviser; see, da skal man blot trække paa Smilebaandet og lade dem skrive, og naar de ikke engang er af 6Dansk Byrd og Blod, kun beklage dem, at de ikke er kommet paa deres rette Hylde. Naar derimod de samme ►Hverdags-Skrivere give sig Mine af at have en brændende Kiærlighed til Modersmaalet og ►Folkesangen, og især at have udmærket god Forstand paa begge Dele, saavelsom paa alle den lærde og ulærde Verdens Ting, men forhaane og fraraade dog et Værk, som aabenbar er af yderste Vigtighed for Modersmaalet og ►Folkesangen, da skal de sættes under offenlig Tiltale og blottes, som de, der enten fattes al Kiærlighed til Modersmaal og ►Folkesang, eller al Forstand derpaa, eller begge Dele, saa deres Paastande kan sees at være døde og magtesløse og ei komme det folkelige Storværk til mindste Ulæmpe enten paa sin lovlige Vei til Lys og Liv, eller paa sit gode Navn og Rygte.

✂ For nu ret tydelig at vise dette, hvad ►fornævnte Angribere, og især Formanden, Hr. 👤Levin, angaaer, da maae vi først giøre os klart, hvad Talen er om, men hvad ►Skriverne, saavidt mueligt, gaaer udenom, og det er da den Kiendsgierning, at vore gamle ►Kæmpeviser er den eneste Levning af den Danske ►Folkesang, Blomsten af det Danske Tungemaal, i Middelalderen, og at af disse ►Kæmpeviser findes nu kun en lille Deel i Folkemunde, og det naturligviis tit meget forvanskede og udvandede, medens vi derimod dog har 4-500 Folkeviser opskrevne i det Sextende og Syttende Aarhundrede. Naar man nu veed, at disse Viser ingenlunde, som Viser nuomstunder, er skrevet i Snese- eller Hundrede-Tal af nogle enkelte mere eller mindre begavede og folkelige Rimsmede, men at de er blevet til, som af sig selv, i det Danske Folks Mund, og har, mens utallige Saadanne kom og gik, holdt sig der, til de omsider blev ført til Bogs, da seer man strax, at det er en mageløs Skat for hvem der ønsker at kjende de gamle ►Dannemænds og ►Danne7►kvinders Maade at tænke og tale, føle og synge paa, og skiøndt Ingen kan tænke, at alle de gamle Viser er lige gode, lige smukke og lærerige, saa maa dog nok hver oplyst ►Dannemand tænke, at alle de ægte ►Kæmpeviser, som vore Fædre og Mødre i mange Led har fundet værd at huske og at synge, dem maae deres ægte Børn dog ogsaa finde værd i det mindste at læse engang, før de kaster dem bort. Denne Tankegang bliver nu saameget stærkere, som den Følelse daglig mere vaagner og voxer hos os, at det Fremmede, tildeels endogsaa Vildfremmede, har i de sidste Aarhundreder fortrængt Saameget af det ægte Danske, som dog for os er det eneste Naturlige, baade indvendig og udvendig, baade af vor Tankegang og vort Tungemaal, vor Tale og vor Sang, saa at selv naar en ►Kæmpevise ikke havde andet Værd end at være ægte Dansk, maatte vi deri dog altid finde Noget, vi nødig skulde undvære, især fordi ►Kæmpeviserne har gjort sig selv i Folkemunde, og det paa en Tid, da Folk gik anderledes end nu ►med Hjertet paa Tungen, saa, høi eller lav, stærk eller mat, vil deres Tone altid finde Gjenlyd i det Danske Folkehjerte.

✂ Det er følgelig soleklart, at alle ægte ►Dannemænd og ►Dannekvinder maae undres over, at vi har havt Bogtrykker-Konsten ►alt i ►halvfjerdehundrede Aar, og har dog ikke endnu Halvdelen af vore ►Kæmpeviser trykt, og saagodtsom slet ingen af dem trykt i den Skikkelse, de først blev opskrevet; men dog er det vitterlig ►saa, thi mellem 👤Anders Vedels ►ethundrede Viser, som blev trykt i det Sextende Aarhundrede, og endnu mere mellem det ► Andet Hundrede, som 👤Peder Syv lagde til i det Syttende, er en heel Deel Uvedkommende stukket ind, og den ► Rahbek-Nyerupske Samling fra Begyndelsen af dette Aarhundrede, som er den fuldstændigste, har kun i alt 220, og hverken 👤Vedel, 8👤Syv eller de Sidste har brudt sig om at give os Viserne, som de fandtes i de ældste ►Opskrifter.

✂ Et Værk, som ikke alene, ved at indeholde alle vore ►Kæmpeviser i den ældste Skikkelse, de findes, vilde raade Bod paa dette store folkelige Savn, men som tillige, saavidt mueligt, vilde vise os alle de ►mærkelige Forskielligheder ved en og samme Vise, i de ►foranderlige Tider eller i de forskiellige Danske Landskaber og Mundarter, og endelig give den bedst mulige Oplysning om, hvilke Viser der endnu findes i Folkemunde, og i hvad Forhold de der staae til de ældste ►Opskrifter; et saadant Dansk Storværk i Literaturen, er det, som 👤Svenn Grundtvig i en Række af Aar har med ungdommelig Kiærlighed og megen Flid forberedt sig til at tjene, og som Selskabet til den Danske Literaturs Fremme har paataget sig at bekoste, og dette Værk er det nu, Hr. 👤Levin o. s. v. forhaaner og stræber at forhindre. Dette Danske Storværk er kun blevet muligt ved mange yderst sjelden sammentræffende Omstændigheder, derved nemlig, at en ung Mand tidlig fattede Kiærlighed til hvad der endnu er de Fleste baade af vore gamle og unge ►Skrivere saagodtsom aldeles ubekjendt eller ligegyldigt; derved, at det lykkedes ham, hvad aldrig før er skeet, at faae alle de gamle Haandskrifter, selv dem fra 📌 Sverrig, samlede i 📌Kiøbenhavn; derved, at han rundt omkring fra Landet har faaet Optegnelser af de ►Kæmpeviser, som endnu er i Folkemunde; derved, at han, som taktfast Oversætter af de ► Engelske og Skotske Ballader, havde beviist sin Dygtighed til dette Slags Arbeide; og endelig derved, at Selskabet for den Danske Literaturs Fremme, efter forgiæves at have henvendt sig til Andre, omsider henvendte sig til ham og enedes med ham om Udgivelsen af Danmarks Folkeviser, saa fuldstændige og vel udstyrede, som de aldrig kunde ventes giennem ►vor Bog9handel►; dette Værk er det, man vil forhindre, ved at skrive haanlig baade om det og dets Udgiver, som om baade det og han duede til ingen Ting, fordi, hedder det, neppe Trediedelen af hvad han agter at give, skal være værd at lade trykke, og fordi han er ikke en ►Criticus, som duer til ►Veier, ►Maaler og ►Vrager efter Hr. 👤Levins ogsaavideres Hoved.

✂ Spørger man nu Hr. 👤Liebenberg, hvad det er, 👤Svenn Grundtvig vil give, som ikke er værdt at trykke, da svarer han, at siden der ikke er givet nogen Definition af “Folkevise” kan man aldrig vide, om ikke Hr. 👤G. vil give os en heel Slump ►flaue ►Gade-Viser eller ►Leverrim fra det Syttende Aarhundrede, da der ogsaa findes Sligt i Haandskrifterne, men spørger man ham, om Hr. 👤G. enten har truet dermed, eller vakt den Mistanke ved Oversættelsen af de ► Engelske og Skotske Ballader, eller viist den Hensigt i ►Prøven, da faaer man intet Svar.

✂ Giør man Hr. 👤Levin det samme Spørgsmaal, da beraaber han sig kækt paa Hr. Etatsraad 👤Molbech, som skal have sagt det høit inden fire Vægge, og spørger man fremdeles, hvorledes Hr. Etatsraad 👤Molbech saa pludselig er blevet Hr. 👤Levins Orakel, da faaer man lige saa lidt noget Svar, som naar man spørger, hvoraf da Hr. Etatsraad 👤Molbech veed, at 👤Svenn Grundtvig vilde udgive Noget, som ikke var værdt at trykke? Hvad om nu Hr. Etatsraad 👤Molbech, som selv har gjort sig fortjent ved en fuldstændig og ordret Udgave af ►Rimkrøniken og ►Hr. Mikkels Rim, kun, ligesom Hr. 👤Liebenberg, tænkde paa alt det ►flaue ►Tøi, der fra Tydskland strømmede ind i det Syttende Aarhundredes Haandskrifter, ligesom i det Attendes Bøger, altsaa Noget, som man ikke engang i det attende, end sige da i det nittende Aarhundrede kunde falde paa at kalde “Danske Folkeviser”, saa det Hele var en Fægtning i Luften, hvortil hverken Udgive10rens ►Plan, ►Prøve eller ►alt beviste Takt for det Folkelige gav mindste Anledning; hvad saa? I dette Tilfælde seer man strax, at det med Hr. 👤Levin, ligesom med Hr. 👤Liebenberg var “blind Allarm”, for at forhindre 👤Svenn Grundtvig fra at giøre et Værk til Folke-Ære og til Folke-Gavn, som Ingen af dem kan eller vil giøre, og skulde det virkelig være deres Mening, at de to Trediedele enten af de Danske Folkeviser selv, eller dog af det Værk, 👤S. Gr.s ►Plan betegner og hans ►Prøve anmelder, var ingen Ting værd, da var det jo enten Snak hen i Veiret, eller de maatte kiende den Sag, de skriver om, men som de aabenbar hverken kan eller vil indlade sig paa.

✂ 👤S. G., som har giennemgaaet alle de trykte og utrykte Kilder til vore Folkeviser, og som, ved sine Oversættelser af de nærbeslægtede ►Engelske og Skotske Ballader, har viist, han har Sands og Takt for saadanne Ting og Toner, han kan, ja han maa have et velgrundet Skiøn om, hvormange af de forefundne Viser og hvormange ►foranderlige Skikkelser af dem, det lønner Umagen at udgive og oplyse; men hverken Hr. 👤Levin, Hr. 👤Liebenberg eller selv Hr. Etatsraad 👤Molbech kan have en velgrundet Mening herom, fordi Ingen af dem har engang seet, end sige giennemgransket hele Forraadet, om end En af dem havde beviist, han forstod sig nok saa godt paa Folkepoesi, medens Hr. 👤Levin klarlig har beviist, han kiender slet intet til Sagen og mangler al Sands for ►Folkesangen, sværmer udelukkende for Bogstavskrift og Bogtrykkersværte.

✂ Vilde imidlertid nogen af de Herrer givet sig Skin af at forstaae Sagen og at have den velgrundede Overbeviisning, at de to Trediedele af hvad 👤S. G. agter at levere, var ikke Bogtrykkersværten eller Bekostningen værd, da maatte de dog enten, med de trykte ►Kæmpevise-Bøger ►for sig, 11stræbt at vise, at de to Trediedele af hvad de gav os, som “gamle Folkeviser” ei var Trykningen værd, eller de maatte i det mindste, med 👤S. G.s ► Prøve for sig, stræbt at vise, at et Værk, som lignede den, vilde have to Trediedele for meget; men ingen af Delene har de engang gjort Mine til, saa de har aabenbar slet ikke gjort andet end “blind Allarm”, for at prøve, om de derved kunde forhindre et Værk, det ligesaa vidt overgaaer deres Evne at bedømme, som at udføre. Til den blotte, bare, end ikke af ►Skingrunde tilsyneladende understøttede Paastand, at enten een Trediedeel eller to Trediedele, eller hvilkensomhelst Deel af hvad 👤S. G. agter at udgive for gamle Danske Folkeviser, vist eller sikkert eller rimelig eller formodenlig ikke vil være værd at trykke eller læse, dertil kan og skal kun svares skiemtende: ja, Somme vil vist ogsaa sige, at Endeel, eller to Trediedele af hvad 👤Ch. Molbech og N. F. S. Grundtvig har skrevet eller vil skrive, ja, selv af hvad Hr. 👤Levin og Hr. 👤Liebenberg har skrevet eller vil skrive, var vist igrunden ikke Trykningen værd, men desuagtet lader vi dog allesammen trykke, hvad vi troer, kan fortjene det, og tør mene, vore Læsere vilde intet vinde ved, at somme Andre, Hr. Justitsraad 👤Reiersen eller en anden Censor, slog en Streg over de to Trediedele, uden at give anden Grund, end at det var ikke værdt, der blev trykt Saameget, Lidt kunde være Nok.

✂ Hvad her er sagt i Skiemt, maa jeg imidlertid for ramme Alvor anvende paa den Fordom, som vist mange Læsere har tilfælles med Hr. 👤Levin, at det Ønskeligste var at faae en “►kritisk Udgave” af vore gamle Folkeviser, thi naar man ønsker den, ikke ved Siden ad, men istedenfor en fuldstændig og ordret Udgave, da enten tænker man, som Hr 👤Levin, at hvad der i Middelalderen er faldet grove Knolde ind, som “hverken kunde læse eller skrive” og hvad der kun er 12sunget og skrevet op af Frøkener og Jomfruer, der ikke kunde stave saa godt som Hr. 👤Levins ►idealske Gaasepiger, det er igrunden slet ingen Ting værdt, eller man har dog en uhyre Tillid til en enkelt Kritiker, om han end ►“ikke var større end en Myre”, og slet ingen Tro til den største af alle vore Forfattere, som er hele det Danske Folk; thi denne store Forfatters Værk, Frugten af den høieste Begeistring, den inderligste Rørelse og den lyseste Forstand i flere Aarhundreder, dette Storværk, som vandt Folkets almindelige Bifald fra Slægt til Slægt, det vil man jo give en enkelt lille Kritiker ►Hals og Haand over, til, efter sit ►korte Begreb, Indfald og Lune, at sønderlemme og sammensætte, vende op og ned paa, beskiære og ►udtakke, uden at Folket engang skal see, hvad han i Studerekamret giør ved deres Eiendom, deres Mesterværk og deres Øiesteen.

✂ Dette er en Ting, som jeg især kan og skal tale dristig om, thi Læseren veed, eller kan dog let faae at vide, at jeg netop er af den faste Formening, at vore ►Kæmpeviser, for nu og herefter at blive en god og gavnlig Folkelæsning, og, saavidt mueligt, paany blive en levende og munter ►Folkesang, maa paa mange Maader hjelpes tilrette *Jeg udgiver saaledes i disse Dage ►Danske Kæmpeviser, læmpede til Skolebrug, hvoraf man blandt andet kan see, om ingen af de hidtil utrykte Viser er en halv Skilling værd., men naar det skal skee tilbørligt og blive til Folkegavn, da forudsætter det netop den fuldstændige og ordrette Udgave af vore gamle Folkeviser, som vi hidtil savner, men som nu 👤Svenn Grundtvig kan og vil give, og som Selskabet til den Danske Literaturs Fremme vil giøre sig høilig fortjent af Sagen og af Folket ved at bekoste og sømmelig udstyre.

✂ Skulde nemlig en ►Enkeltmand, uden en saadan Udgave, en saadan Material-Samling, der aldrig kan omtales 13saa haanlig, at den ►jo er den eneste faste Grundvold for Alt, hvad der skal bygges i ►Kæmpevise-Stil, skulde, siger jeg, en ►Enkeltmand, uden en saadan Udgave, dog kunne give os et Udvalg af de bedste Viser med de bedste Læsemaader, da maatte han først selv giøre alt det Forarbeide, en saadan Udgave kræver, dernæst være saa stor en Dansk Digter, at han havde hele Folkepoesien aandelig og hjertelig i sin Magt, og endelig have naaet den videnskabelige Klarhed, som hørde til, selv i de mindste Træk og de dunkleste Kroge, at lade Folkehjertet og den gamle Sang skee Ret; thi fattedes han noget af alt dette, da maatte han, trods al sin Flid og den bedste Villie, tage feil paa ►Folkesangens og Folkets Bekostning. Har vi derimod den fuldstændige ordrette Udgave, da staaer Marken aaben for alle mulige baade kritiske og poetiske Experimenter med Folkepoesien, og Folket sidder i sin Majestæt, som Hersker og Dommer, maa vist nok, som alle jordiske Majestæter, i mange Tilfælde see med andres Øine, men hører dog med sine egne Øren, og lærer snart, ved Sammenligning, at vælge sine Øine.

✂ Naar derfor Hr. 👤Levin triumpherende fortæller os, at Muligheden af en ►kritisk Udgave, som vilde giøre den fuldstændige Udgave af ►Kæmpeviserne overflødig, er noksom beviist derved, at der ►alt længe har staaet paa Omslaget af et Selskabs Skrifter, at den var i Vente; da seer man nok, at “enten man tager det paa langs eller tværs”, løierligt er det fra først til sidst, thi dels beviser Forventningen af en Udgave, som man aldrig fik, dog vel kun Muligheden af glippede Forventninger, dels seer man ikke, hvad Gavn det Danske Folk eller den Danske Læseverden skulde have af en nok saa ypperlig ►kritisk Udgave, som kun var til i Mulighedernes Rige, og endelig vil dog vel Selskabet overlade det til Hr. 👤Levin, paa eget Ansvar, 14at sige, at en ►kritisk Udgave, som Hr. 👤Thorsen mulig kunde leveret, vilde gjort en fuldstændig og ordret Udgave af ►Kæmpeviserne overflødig*At saadan Daarskab aldrig falder Kiendere ind, har jeg ogsaa nylig seet af et Brev fra de ► Svenske Folkevisers berømte Udgiver, Hr. 👤Arwidsson, som tvertimod, efterat have seet ►Prøven, ønsker Værket al muelig Fuldstændighed. . Naar endelig Hr. 👤Levin, for ►end yderligere at bevise den blotte Mulighed af en ►kritisk Udgave, der, efter hans Ønske, skulde forebygge ►Virkeligheden af en fuldstændig Udgave ved 👤Svenn Grundtvig, vil trække os ved Næsen, langt af Leed, til 📌 Persepolis og Kileskriften, da er det kun værdt at ændse, fordi han derved af en Feiltagelse kommer til at tage sig selv ved Næsen.

✂ Naar saaledes en Mand, som kiendte al den Kileskrift eller alle de Hieroglypher, som endnu ►er tilsyne, tilbød os en tro Afbildning af dem alle, baade for at de, der vilde give sig af med deres Forklaring, kunde let faae det nødvendige Overblik, og for at Læseverdenen kunde faae en velgrundet Mening baade om de hidtil prøvede og alle følgende Forklaringer, men da enten Hr. 👤Levin, eller selv Hr. 👤Lassen, vilde fortælle os, at det var aldrig Umagen værdt, da de to Trediedele enten sikkert eller rimeligviis havde intet at betyde, og der nok en af Dagene vilde falde en ►kritisk Udgave ned fra Skyerne, som gav os al den Kileskrift og alle de Hieroglypher, vi kunde have godt af; da vilde han jo blive udleet af hele den lærde Verden. Skal vi altsaa giøre Anvendelse af Kileskriften paa ►Kæmpeviserne, da gaaer det aabenbar ud over Hr. 👤Levin, og skiøndt vi ingenlunde behøver at gaae saa langt, for at see, det er bedst, det Danske Folk faaer Alt hvad Det er ►odelsbaaret til, for at Det kan see de kritiske Landmaalere og ►Udskiftere paa Fingrene, saa 15er dog ganske rigtig ►Hjerteskriften paa Folketungen, som vi godt billedlig kan kalde den gamle Folkevise, fuldt saa dunkel en Sag som Kileskriften og alle Hieroglypherne. Ja, gid det ikke maa forarge Hr. 👤Levin! men jeg troer virkelig, det er endnu langt vanskeligere at finde Alphabetet til Hjerteskriften, end sige da rigtig at stave og lægge sammen, og vide, hvor man skal sætte store eller smaa Bogstaver, lutter Ting, som den kritiske Udgiver dog maatte vide udenad paa sine Fingre og anvende med den fuldkomneste Nøiagtighed, naar hans Udgave skulde træde istedenfor en fuldstændig, ordret Udgave, medens de ►kritiske Udgaver, Hr. 👤Levin finder, det er en smal Sag at besørge, kun vilde træde iveien for al Forstand paa ►Kæmpeviserne, som for al Gavn og Glæde af dem.

✂ Og for nu med et Kæmpeskridt at komme ud af det grændseløse Mulighedernes Rige, hvor Hr. 👤Levin sværmer om for at finde kritiske Idealer, midt ind i den virkelige Verden, saa lad os betragte den ►kritiske Udgave af vore gamle Folkeviser, som vi fik for en Menneske-Alder siden, og tænke lidt over den Kiendsgierning, at denne Udgave hardtad slet ingen Viser har optaget af utrykte Kilder, og ⓘ harhar] GV, ar A rettet (restaureret) saa slet, at for hvem der har dens trykte Kilder (►Vedels, ►Syvs, ►Sandvigs og ►Nyerups Samlinger), er den heel og holden kun Maculatur. Og lad os nu, som fornuftige Folk, betænke, om en ►kritisk Udgave efter Hr. 👤Levins Hoved med mindste Rimelighed kunde ventes at ville blive andet! Vi seer, at Hr. 👤Levin, som ikke engang har seet det ►uskatterlige ►Haandskrift fra Karen Brahes Bibliothek, enten af sig selv, eller efter en Andens Sigende, som heller ikke har seet det, vil forud vide, hvormeget der af Haandskrifterne er værdt at trykke, vi veed ogsaa, han har ikke mere folkepoetisk Sands end der er bag paa vor 16Haand, men har dyb Foragt for Alt hvad der kun er i ulærde Folks Mund, og selv for hvad der efter de sødeste Munde er skrevet op med de fineste Fingre, naar dog de Munde og de Fingre sad paa Damer, der ikke engang vidste saa god Forskiel paa store og smaa Bogstaver og den nu almindelige Skrivebrug, som ►Gaasepigerne, end sige da som Gaasefieren i Hr. 👤Levins Haand, og skiøndt det svimler for os, naar vi vil tænke paa, hvordan en ►kritisk Udgave af vore ►Kæmpeviser fra saadanne Hænder vilde see ud, saa veed vi dog meer end Nok, for at kunne udregne, at den ligefra Begyndelsen vilde være blot og bar Maculatur for hvem der kiender og elsker den ►Danske Folkesang, medens en fuldstændig og ordret Udgave, om den end gav lidt for meget, aldrig kan blive Maculatur, saalænge den ►Danske Folkesang har Venner i Landet, men vil altid, fra Slægt til Slægt, være Grundvolden, hvorpaa der bygges, Kilden, hvoraf der øses, og Hjemmelen, hvortil der henvises, ved alle lykkelige eller ulykkelige kritiske Forsøg paa at udvælge det Bedste, samle det Adspredte, rette det Krogede og oplyse det Dunkle.

✂ Hr. 👤Levin leer rigtignok høit ved den Tanke, at en begeistret Digter skulde slaae op i saadan en tyk, ildestavet, kiedsommelig Bog, for at see en ►Kæmpevise i sin ældste, oprindelige Skikkelse, men, med Hr. 👤Levins Tilladelse, jeg leer igien ad hans Forestilling om en Dansk Digters Begeistring, og skammer mig ingenlunde ved at bekiende, at jeg ganske nylig tit har gjort hvad Hr. 👤Levin finder latterligt, ved at eftersee og betænke hvert Ord i de ►Kæmpeviser, jeg holdt meest ad, saaledes, som de meget slet stavede findes i ►Haandskriften fra Karen Brahes Bibliothek, og ønskede kun at have hvert Bogstav trykt, saa Læsningen var saameget lettere, og kunde komme Alle tilgode.

✂ 17Hvad bliver nu Slutningen? Igrunden det samme, som Begyndelsen, kun, vil jeg haabe, endel klarere: den Oplysning, at Hr. 👤Levin og Hr. 👤Liebenberg har skrevet saa slet om ►Kæmpevise-Sagen, som man altid skriver om en Sag, man igrunden hverken ændser eller kiender, og at det er utaaleligt, da Vedkommende derved vilde forhindre et Værk fra at komme for Lyset, som ikke blot vil giøre den Danske Literatur og Selskabet for dens Fremme megen Ære, men som ligger hele det Danske Folk paa Hjerte, saa de fremmede ►Skrivere iblandt os, der ikke kan sympatisere med, at vi lægge samme Vægt paa vore gamle ►Kæmpeviser, som de paa gamle ►Brevskaber og nye Staveregler og Tydske Dagbøger, de skulde dog have den Opmærksomhed for Folke-Følelsen, at tie, hvor den taler.

✂ Om saaledes en af vore berømteste Slægter havde havt en Tip-Oldemoder, som, under et langt, høist bevæget, snart meget glædeligt og snart meget sørgeligt Levnetsløb, havde ført en Dagbog, hvori hun hverken holdt Regnskab med sig selv eller andre, men gav kun frit alle sine Følelser Luft, og nu en af hendes ►Ætmænd omhyggelig samlede alle de løse Blade af denne sønderrevne og adsplittede Dagbog, skrev dem nøiagtig af og lod dem smukt indbinde til Familie-Læsning, hvad vilde, hvad maatte Familien da svare den fremmede Mester Næsviis, der tilfældigviis kom til at ►kige deri, og strax udbredte sig over, hvor tosset det var at anvende Tid og Flid paa at afskrive saadant noget Kiællinge-Sladder, som ovenikiøbet hverken havde Comma, Colon eller Semicolon, syndede grovelig mod de første Retskrivnings-Regler og forbyttede paa det mest Oprørende store og smaa Bogstaver!

✂ Men nu er denne berømte Slægt det Danske Folk, nu er denne Tip-Oldemoder dog, Gudskelov! ikke død og begravet, thi det er det Danske Folkehjerte, der endnu 18slaaer i Slægtens Barm; nu var Dagbogen en levende Tonestrøm, der fra Hjertet udgød sig i alle Folkets Aarer; nu er ►Kæmpevise-Bogen en Gienklang af de Toner, som har bevæget og vil stedse bevæge det Danske Folkehjerte, i Medgang og Modgang, i Sorg og Glæde, i Drøm og Henrykkelse, i Styrke og Afmagt, paa ►Adelveie og vilde Stier; og denne Gienklang, saa fuldstændig, saa tro og lydelig, som den kan gives, den ønsker, den kræver, den hilser taknemmelig det Danske Hjerte i os alle, og jo bangere Udgiveren er for at udelade det mindste, der kan komme i Betragtning, des tryggere overlade vi Skiønnet til ham, som har erhvervet sig det videste Overblik, og vi kalde det Smaating, ei værd at nævne, om hans Nøiagtighed skulde gaae lidt videre ei blot end Enkelte af os ønskede, men selv end virkelig behøvedes, men nu kommer Hr. 👤Levin og skoggerleer ad det Hele som ►Kiællingeri og Børnestreger, og det maa dog vel det Danske Folk, og jeg, som ►Dannemand og Dansk Digter, kalde utaaleligt.

✂ Om Selskabet til den Danske Literaturs Fremme kan og vil giøre hvad det har lovet, ei blot en enkelt Mand, men det Danske Folk, det er i mine Øine en Bisag, og det skulde aldrig forundret eller ►fortørnet mig, om Hr. 👤Levin, Hr. 👤Liebenberg og flere Medlemmer af Selskabet, itide havde protesteret mod Udgivelsen af ►Kæmpe-Visebogen paa dette Selskabs Bekostning, men Sagen og Værket selv maa hverken Hr. 👤Levin eller nogen Anden, som føler sig fremmed for det Danske Folks Hjerte-Banken, upaatalt offenlig nedsætte og forhaane. Selskabet giøre endnu med sine Midler hvad det vil! om ham, der har viist sig beredt til det største Offer for den ►Danske Folkesang, Offeret af en Række fyrige Ungdomsaar, om ham har jeg det velgrundede Haab, at han, i alle Tilfælde, saavidt mueligt, fuldfører den Kiærligheds-Gierning, som man 19selv udenlands skal nødes til at finde stor, og som i 📌 Danmark vil være uforglemmelig, og saavel om den Danske Regiering som om det Danske Folk har jeg den ligesaa velgrundede Formodning, at hvilken Dag de for Alvor anraabes om at bekoste en fuldstændig og ordret Udgave af alle de Danske ►Kæmpeviser, da vil de, enten Een for Begge eller Begge for Een, giøre det med Glæde, naar kun vi, som veed, hvad Sagen har paa sig, ikke taaler, at et raat Skrig om vore ►Hjertekvads, vort gamle Modersmaals og vore Sangerskers saakaldte Raahed, Grovhed og Smagløshed, faaer Overhaand i vor Læse-Verden, saa det Danske Hjerte igien skulde blive undseeligt over sig selv og af Sorg og Skam synke i Jorden.

✂ Derfor kaster jeg selv paa mine gamle Dage Stridshandsken til alle dem, der tør paastaae, at selv de ypperste Levninger af de lærdeste Mænds Haandskrifter fra 📌 Rom og 📌 Athenen, skulde for Danske Folk engang være saa dyrebare, eller saa værdige at aftrykke fuldstændig og ordret, som de gammeldanske Frøkeners og Jomfruers nok saa ilde stavede ►Opskrifter af Danske ►Kæmpeviser, hvis Toner har tilsvarende Pulsslag i det Danske Folke-Hjerte, saalænge det slaaer! Derfor beder jeg fremdeles alle oplyste ►Dannemænd betænke, at selv om 👤Svenn Grundtvig, ved det meget besværlige og aabenbar flittig udførte Arbeide, havde overseet alle de bogstavelige Smaating, man paa den kaadeste Maade driller ham med, da var han dog ligefuldt den dygtigste Udgiver af vore Folkeviser, vi enten nu har eller kan vente i Hast at faae. Og endelig beder jeg alle Danske Læsere lægge Mærke til, at 👤Svenn Grundtvig ligner en lille Arbeids-Bi, der, efter at have sat Honning af hvad han trak fra fremmede Enge, nu vil giøre Hoveri i Hjemmet, saa Kuben 20kan bygges fuld af vore egne Blomster, mens Hr. 👤Levin ligner en stor ►Vand-Bi, der ikke vil andet end bevise, han kan stikke mange Gange uden at miste Brodden, saa den enes Virksomhed er, med lidt Selvfornægtelse, til Danske Læseres Gavn, den andens er, med meget Selvbehag, til Danske Forfatteres Skræk!