↩
Folkehistorisk er nemlig ►Odins Ophold i ►Asgaard eller 📌Maglegaard ved det 📌Sorte Hav, hvor
180de udvandrede Gother herskede, blev naturligviis berørte af den Græske Konst, der røber sig i ►Friggas Forhold til Guldsmedene, og vedblev at staae i en mythisk og poetisk Vexel-Virkning med vort 📌Norden, som især findes udtrykt i Rammen om Gylfelegen, hvorefter den Svenske Kong ►Gylfe reiser til ►Asgaard og hører der ►Aserne selv fortælle Mythologien. Folkehistorisk er ogsaa ►Odins Nedsættelse i 📌Sverrig, som sagtens løber derpaa ud, at da de udvandrede Gother begyndte at skifte Tro, har en Skare, med ►Odins Ypperstepræst i Spidsen, søgt tilbage til vort 📌Norden og hævet 📌Upsala-Templet til den Høide, hvorpaa vi senere finde det; men verdenshistorisk er den kirkelige Middel-Alder, som ►Mid-Odin betegner; thi overalt, hvor der har været Aand i Troen og Anskuelsen, kommer en Tid, da man opgiver Aanden og holder sig til Præsterne, Billederne og den udvortes Gudstjeneste, hvad i Christendommens lyse Historie giennem Middel-Alderen kom soleklart tilskue. Ligesom nu 👤Christus kom aandelig igien ved Reformationen, saaledes søger Hedning-Skjaldene paa anden Omgang ogsaa altid at bringe de gamle Folke-Guder aandelig tilbage og hevne dem paa Præsterne, som har stræbt at herske og glimre i deres Sted, og skiøndt det naturligviis igrunden mislykkes, faaer dog ikke blot Præsterne Skam, men baade i 📌Grækenland og 📌Norden kan man tydelig spore de tre mythiske Tidsrum: først Gudernes egenlige Levealder, saa Præstetiden, som ogsaa er ►Kæmpetiden, og endelig Skjaldetiden. Især i 📌Norden, hvor
181Vøluspa er en mageløs mythologisk Kilde og hvor Alt er giennemgribende historisk, kan man ordenlig inddele Mytherne ⓘ
derefter i ►Asamaal, ►Bjarkemaal og ►Kragemaal, og pege paa Hyndla-Sangen og alle de ►Eddiske Kvider som klare Speile for Hexemesteren ►Mid-Odin, eller for den præstelige Mellem-Tid, da Alting gaaer til med Hexeri og alt ►Livsskin er Spøgeri og Gienfærd.