Grundtvig, N. F. S. Græsk og Nordisk Mythologi for Ungdommen





I

Græsk og Nordisk
Mythologi
for
Ungdommen

af

Nik. Fred. Sev. Grundtvig.

Af gammel Vin og Blomster nye
Guldbægeret faaer Roes og Ry.

👤Pindar


Med lithographerede Afbildninger, tegnede af 👤D. Jacobsen.

Kiøbenhavn. Forlagt af H. I. Bing & Søn. Trykt hos S. Trier. 1847.

II
III

Fortale.

En kort Mythologi for Ungdommen er det, Forlæggeren har ønsket fra min Haand, og da nu baade smaa Bøger er de vanskeligste at skrive og de yngste Folk vanskeligst at undervise godt, saa har jeg ingen Umage sparet, men om Bogen derfor er blevet bedre til sit Brug, det kommer an paa en Prøve. At jeg for Korthedens Skyld har beskaaret min Udsigt baade over det Græske og Nordiske Helteliv, haaber jeg, skal ei medføre anden Ulæmpe end at man hist og her finder Noget lovet, som udebliver.

Tre Fortrin har jeg imidlertid stræbt at give denne lille Bog, i det jeg forbandt 📌Nordens Myther med 📌Grækenlands, øste dem udelukkende af de bedste Kilder og lagde an paa virkelig at fortælle dem, saa de kunde nytte og fornøie.

Hvem der endnu, midt i 📌Norden, anseer Alt hvad der ikke er Græsk eller Romersk, og især alt ægte IVNordisk for Barbarisk, maa nemlig vel kalde det en Hovedfeil, at 📌Nordens Guder her kiækt stilles ved Siden ad 📌Grækenlands, men jeg kalder det ligefuldt et væsenligt Fortrin, som den Nordiske Ungdom, hvis Bogen ellers tiltaler dem, vil takke mig for.

Hvem der saa aldeles forguder Latinen, at de endog vil have den Græske Mythologi fortrinlig øst af Latinske Bøger, skiøndt den derved aabenbar forvirres og forvanskes, de vil sagtens ansee det for et nyt Beviis paa mit gruelige Romerhad, at jeg kun har udspurgt Grækerne selv om deres Guder og Helte, men det er jo desuagtet det eneste Rigtige, og, ved i Indholdslisten at tilføie de gængseste Latinske Navne paa Græske Guddomme, har jeg læmpet mig det meste muligt efter gammel Slendrian.

Hvem der endelig endnu troer, at de mørkeste, tørreste og kiedeligste Skolebøger er de bedste, maa vel ogsaa misbillige min Hensigt: at giøre denne lille Bog saa tydelig, morsom og livlig, som jeg kunde, men da det sagtens kun maadelig er lykkedes, saa den kan være dunkel, tør og kiedelig nok, vil jeg ikke her videre bekæmpe den Latterligste af alle Latinskolens Indbildninger.

Hvad nu Kilderne angaaer, da har jeg vel, som Kyndige vil mærke, stræbt med egne Øine at eftersee Alt hvad her kunde komme i Betragtning, men dog, baade for Kortheds og Rigtigheds Skyld, næsten udelukkende i den Græske Mythologi holdt mig til 👤Hesiods Theogoni (Stamtavle) og 👤Apollodors Bibliothek, og i den Nordiske til Eddasangene og den saakaldte VSnorros Edda eller Gylfelegen, Bragesnakken og Skalda; og det igien saaledes, at jeg har stræbt at give hele det mythiske Indhold af Theogonien og Vøluspa, som Hoved-Kilder, med det Vigtigste af Hjelpe-Kilderne.

Vil man nu sige, at en Oversættelse af 👤Apollodors Bibliothek og Snorros Edda vilde være de bedste Mythologier for Ungdommen, naturligviis til at lære indenad, da er jeg nærved at troe det Samme, men spørger man, hvi jeg ikke har stræbt at give noget Lignende, da var det ingenlunde blot Rum dertil, jeg fattedes, thi det kunde jeg under ingen Omstændigheder giøre, fordi jeg har en bestemt Overbeviisning baade om Mythologiens ægte Kilder og om de ægte Mythers Vigtighed.

Tænkde jeg nemlig, som vel endnu de Fleste, at Mythologi og Afguderi var hip som hap, og at Mytherne ei havde andet at betyde end hvad vi Allesammen veed og kan udtrykke langt kortere og klarere, saa man skal kun lære Mythologi for at vide, hvad det er Digterne spiller paa og de andre Konstnere har villet afbilde, da spildte jeg naturligviis ikke Tid og Flid paa nogensomhelst mythologisk Fremstilling. Nu derimod, da jeg veed, at alle ægte Myther er de tilsvarende Folke-Aanders Liv-Udtryk, saa Grækers og Nordboers Mythologi har netop ligesaameget at betyde, som de har selv, i hele deres Levnetsløb, og at den staaer væsenlig i samme Forhold til det grove Afguderi, som den oprindelige Christendom staaer til Billeddyrkelsen VIog alt Papisteriet, nu maa jeg ansee det for et af Folkelivets store Anliggender, at Ungdommen igien bliver bekiendt med sine Fædres og Frænders Myther, og skal jeg fremstille dem, maa det være i den ægteste Skikkelse, jeg kiender.

Men burde jeg dog ikke helst udeladt Forklaringerne?

Herover har jeg selv grublet endeel, da jeg ikke har mindste Lyst til at føde Eftersnak, men kun til at vække Eftertanke, og, i det Hele taget, fandt jeg Spørgsmaalet tvivlsomt, men det blev mig klart, at enten maatte jeg opgive at skrive en Mythologi for Ungdommen eller tilføie mine Forklaringer. Dels kunde jeg nemlig ikke forsvare, at give Ungdommen Fortællinger, der tit klinge meget stygt, uden at sige, hvad der forsonede mig med dem, og dels kunde jeg ikke fortælle med Liv uden idelig at pege paa, hvorledes Menneske-Naturen for mine Øine speiler sig i de Græske og Menneske-Historien i de Nordiske Myther. For Resten, saa da man i alle Mythologier for Ungdommen finder et Slags Forklaringer, maae de vel, om de end igrunden helst skulde blevet borte, nu og herefter ansees for et nødvendigt Onde, man kun maa stræbe at giøre saa lidet, som muligt. Derfor har jeg stræbt baade at stække Vingerne paa mine Forklaringer og at skille dem fra Fortællingen, saa de, efter Behag, kan medtages eller overspringes, og Saameget er vist, at naar vi, under Navn af Forklaring, tilskrive vore Stamfædre vore laveste og løseste Hverdagstanker, som Noget, de opflammedes af og henVIIreves til at forgude, da bærer vi os ad som vanartige Børn, der vilde forære vore gamle Forældre vore forslidte Hverdagsklæder til at krye sig af, fornøie sig og stadse med, alt under det smukke Paaskud, at kun Old-Sager passe til de Gamle.

De Afbildninger, som følge med Bogen, har jeg vel egenlig intet Ansvar for, men da det dog har beroet paa mig, hvilke Fremstillinger det skulde være, har jeg sørget for, at de til den Græske Mythologi blev uanstødelige og, saavidt muligt, ægte Græske, og at de til 📌Nordens Mythologi, saavidt muligt, fik en Nordisk Retning.

Til Slutning maa jeg anmærke, at Phønix-Mythen, som dog har en høi Stjerne hos mig, har jeg med Flid udeladt, fordi den hører til en ganske anden Mythe-Kreds end baade den Græske og Nordiske og fandt derfor ikke i Bogen passende Selskab. Vel er jeg nu nær ved at angre Udeladelsen, især, fordi det slaaer mig, at Ungdommen sjelden eller aldrig læser Fortaler, men nu er herved ikke andet at giøre, end, som jeg havde betænkt, kort at fortælle, man har en gammel østerlandsk Mythe om Solens deilige Sangfugl, der, efter et tusindaarigt Liv, bygger sig en Rede, fuld af hele Planterigets Vellugt, og opbrændes ved Solilden tilligemed den, men kryber saa dog ud af Asken paany, som en Glimmer-Orm, der næres med Dugg og forvandles efterhaanden til en ung Phønix-Fugl, den Gamle op ad Dage.

Denne Mythe forklarer jeg naturligviis om Menneske-Aanden, hvis Deilighed giennemskinner og hvis VIIIHøisang giennemtoner alle Oldtidens ægte Myther, hvis skjulte, sødt hensmeltende Liv giennemdufter hele Middelalderens hjertelige Poesi, hvis Ormehamm alt længe har været prist i Nyaarstidens Bogorme-Væsen, og hvis Forklaring i sin oprindelige Fugle-Skikkelse vi haabe, den Nordiske Ungdom hos sig selv skal opleve og for al Verden bevise!!!

1

I. Græske Myther.

Uranos og Gæa.

I Begyndelsen var Chaos og dernæst den bredskuldrede Gæa med det store Moderskiød, og Eros, den Skiønneste af de udødelige Guder. Chaos fødte Erebos og Sortsmutten Nyx, og deres Børn var igien Æther og Hemera; men Gæa fødte først sin egen Mage, Uranos, som kunde overskygge hende og altid favne de salige Guder, hun fødte ogsaa Pontos, uden kiærlige Følelser, men, omfavnet af Uranos, fødte hun den dybtbevægede Okeanos, Köos, Krios, Hyperion og Japetos, Thea, Themis og Mnemosyne, den guldkrandsede Phøbe og den elskværdige Tettys, allersidst den snedige Kronos. Derpaa fødte hun de stolte Kykloper: Brontes, Sterops og den haardnakkede Argos, som havde kun eet Øie midt i Panden, men giorde deres Ting med Kraft og Styrke og Konst. Endelig havde Uranos med Gæa tre Sønner endnu, ubeskrivelige Uhyrer: Kottos, Briareus og Gyges, Vanskabninger, hver med hundrede Arme, halvtredsindstyve Hoveder, og saa med Væxt og Styrke derefter; men alle 2de forskrækkelige Børn hadede Uranos og lod dem ikke komme for Dagens Lys, men smed dem, saasnart de var født, i det mørke Hul. Derover sukkede imidlertid Gæa dybt i sit Inderste og opspandt onde Rænker, frembragde den graa Demant, skabde deraf en Segl, og opmuntrede sine Børn til at giøre en Ulykke paa deres Fader, som den, der først selv havde krænket Retten, og vel blev alle Børnene saa forfærdede ved den Tale, at Ingen vovede at knye, men endelig tog dog den snedige Kronos Ordet og lovede at følge sin Moders Raad. Ved Nattetid listede nu Kronos sig til at lemlæste sin Fader, men af Blodsdraaberne fødtes de frygtelige Errinnyer, og Uranos spaaede sine Børn, at det vilde gaae dem ilde for deres formastelige Udaad.

Dette er Stamtavlens Begyndelse, med Udeladelse af hvad vi, især ved Sammenligning med Bibliotheket, kan see, er upassende Indskud, og vi seer strax, at det Eiendommelige ved denne Begyndelse er ikke Chaos eller det store Virvar, som allevegne møder os ved Tidens Ophav, men Maaden, hvorpaa Alt, baade det Synlige og det Usynlige, udledes deraf. Her er nemlig ingen Skabelse, men kun Fødsler og Ægteskaber, hvorved Alt af en hemmelig Grund-Drift udvikler og det Eensartede forbinder sig, og skiøndt den største Deel af denne Grund-Mythe maa være Ægyptisk og Phønicisk Arbeide, kun optaget af Grækerne som en død Forudsætning, saa har dog Sjælen deri behaget dem; thi saadanne Fødsler og 3Ægteskaber er aabenbar Sjælen i hele den Græske Mythologi.

Begge Dele viser sig ogsaa strax i Bibliotheket, som giver os det Gængse, thi det begynder med Uranos (Himmelherren) og Gæa (Jordfruen), uden at nævne Chaos, Nyx (Natkonen), Erebos (Aftenmanden) eller engang Eros (Elskeren), men holder fast paa de tre Kuld Børn af Uranos og Gæa, og lader dem kun følge i en omvendt Orden, som vi maa kalde den Græske, saa først fødes Kykloperne og de hundredarmede Uhyrer, og sidst Gudebørnene; thi efter den Græske Tankegang maatte alt det Stygge, Vilde og Grændseløse fraskilles og udryddes eller bindes, før Skiønheden, rolig og afrundet, kunde udvikle og forplante sig.

Ogsaa i Opregnelsen af Gudebørnene har Bibliotheket det for sig selv, at det indskyder Dione mellem de Kvindelige, men hun bliver da den Trettende, der ikke blot forstyrrer Parrene, men varsler ilde, saa Dione maa føres tilbage til Okeanos-Døttrene, hvor hun, efter Stamtavlen, har hjemme.

Endelig giver Bibliotheket os Tal og Navn paa Erinnyerne, som vi, paa Latin, pleier at kalde Furier, saa de skal have været tre og hedt Alekto (Uro), Tisiphone (Hevnraab) og Megæra (Nidkiærhed), men saalænge vi hverken kiende Hjemmelen eller indsee Grunden, maae vi lade det staae ved sit Værd.

Hvad nu Lemlæstelsen af Uranos angaaer, som vi allevegne møde, da passer den kun i Stamtavlen, 4hvor Gudebørnene fødes først og siden lutter Uhyrer, som Faderen raser imod, thi kun efter denne ægyptiske Tankegang kan det findes rimeligt at berøve Uranos Kraften til videre Forplantelse, og da Kronos skal være Tidsaanden, og hans Forhold til sin Fader altsaa afbilde Forholdet mellem Tid og Evighed, kan vi nok skimte, hvad de gamle Lurendreiere ved 📌Nilen havde bag Øret, at Evigheden jo paa en Maade maa afbrydes, for at Tiden og Tidsregningen kan træde i Kraft; men allerede Erinnyernes Fødsel ved denne Leilighed viser os, at Grækerne ikke havde den Betragtning, og vi skal siden see, at for dem svævede Tidsbegynderen Kronos kun som den himmelske Barndom. Uranos og Gæa vedbliver derfor ogsaa hos dem at staae i Baggrunden som et Par ældgamle, men dog guddommelige Aftægts-Folk, der vel ikke mere befatte sig med Verdens Bestyrelse, men holde dog Øie med deres Afkom og er til dens Tjeneste baade med Raad og Spaadom, naar de forlange det, saaledes som vi kan tænke os Forholdet, hvori Menneske-Aanden og Menneske-Hjertet i vore første Forældre staaer til alle fra dem nedstammende Folke-Aander og Hjertelag, et Forhold, der baade er dybt og sikkert nok, men for fjernt og dunkelt til uden ved overordenlige Leiligheder at kunne indtræde i Enkeltmandens eller selv i Folkeaandernes Bevidsthed.

Hvorfor Gudebørnene (Uranionerne) nu netop var sex Mandlige og sex Kvindelige, er ikke let at sige, da Indfaldet neppe er Græsk og røber sig derfor ikke ved Navnene, men vi seer dog heri Grunden til det almin5delige Sagn, at de egenlige Guddommes Tal var Tolv, thi naar dette ikke henføres til Uranionerne, tæller man aldrig saa tit, at man jo maa finde, der er Grund Nok til at tælle om igien. Ligesaalidt kan vi sige, hvorfor disse Uranioner kaldtes Titaner og Titanider, thi vel spiller Stamtavlen dermed paa et Græsk Ord, som betyder at stræbe og anstrænge sig, men det er et blot Ordspil, med mindre de skulde udtrykke ligesaamange Grund-Drifter hos Livet i deres mandlige og kvindelige Beskaffenhed, altsaa i deres Kraft og Kilde, Høihed og Dybde, Virksomhed og Omfang.

Titaner og Olympier.

For det meste giftede Titaner og Titanider sig med hinanden, saa Okeanos tog Tettys, Köos tog Phøbe, Hyperion Thea og Kronos Rea; men der var dog Undtagelser, thi Krios giftede sig med Pontiden Eurybia, og Japetos med Okeaniden Klymene, saa Titaniderne Themis og Mnemosyne blev ledige.

Kronos og Rea fik imidlertid et Børnekuld, der frembragde en stor Omvæltning i Gudernes Verden, som Uranos og Gæa havde spaaet, at efter Giengiældelsens Ret skulde ogsaa Kronos stødes fra Thronen af sin Søn; men Kronos blev dog forsaavidt selv Skyld deri, som han, af Gru for Spaadommen, var grusom nok til at sluge alle sine Børn, saasnart de blev født. Saaledes slugde han Hestia, Demeter og den guldskoede Here, den ubarmhjertige Hades og Bulderbassen Poseidon; men 6det skar Rea i hendes Hjerte, saa da hun blev frugtsommelig sjette Gang, da søgde hun Raad hos Uranos og Gæa, fødte Zeus i Dølgsmaal og gav Kronos en stor Steen i Barnesvøb at sluge istedenfor Sønnen. Saaledes kom Zeus til Verden, og da han blev stor, bragde han ved List Kronos til at komme ud med Alt hvad han havde slugt, og da først med Stenen, der blev sat til et Mindesmærke i det hellige 📌Pytho under 📌Parnasset, og saa med alle Børnene. Det blev imidlertid ikke derved, thi nu gjorde Zeus og alle hans Sødskende Opstand, og der udbrød en farlig Krig i Gudernes egen Verden; thi alle de gamle Titaner, saa nær som Okeanos, holdt med Kronos, og trodsede paa Bjerget 📌Othrys, medens Kroniderne slog Leir paa 📌Olympen, og lokkede de unge Titaner og Titanider til sig med det forførende Løfte, at de skulle arve de Gamles Rang og Værdighed. Da nu Kæmperne paa begge Sider styrkede sig med Nektar og Ambrosia, saa trak Krigen ud i hele ti Aar og tegnede til at blive uendelig, men tilsidst kaldte Kroniderne, efter Gæas Raad, Kykloperne og de Hundredarmede til Hjelp, og det gjorde Udslaget, thi Kykloperne smeddede Tordenkiler og Lynstraaler til Zeus, og de Hundredarmede tog en Klippe i hver Haand og slyngede mod Titanerne, som da ikke blot maatte give tabt, men blev nedstyrtede til Tartaros, saa lavt under Himlen, som en Ambolt kan falde i atten Dage og saa dybt under Jorden, som den falder i Ni. Poseidon indsluttede dem der med en Kobbermur og de Hundredarmede sattes 7til at bevogte dem. Derpaa skiftede Kroniderne ordenlig med Samfrænder, saa hver fik sin Ret, og nu raadte Zeus uden Medbeiler.

Saaledes skildrer Stamtavlen den store Omvæltning, og dermed stemmer vel Bibliotheket, men glider, som man kunde vente, let hen over Krigen, som dog er den mythiske Hoved-Begivenhed, og søger derimod at afrunde Fortællingen ved at tilføie, det var i en Hule paa det Kretensiske 📌Dikte-Bjerg, Zeus blev født, og af Melisse-Døttrene, Ida og Adrastea, han blev opfostret med Amaltheas Mælk, medens Kureterne gjorde saadant et Gny med deres Skjolde, at Kronos ikke kunde høre det lille Barn græde. Fremdeles høre vi, det var Okeaniden Metis, der ved at give Kronos et Brækmiddel, nødte ham til at kaste op hvad han havde slugt, at Kykloperne, foruden Tordenkilerne og Lynstraalerne til Zeus, smeddede en Hyllehat (Usynligheds-Hjelm) til Pluto og en Trefork til Poseidon, og endelig, at ved det store Samfrænde-Skifte faldt Himlen i Zeus's, Havet i Poseidons og Hades eller de Dødes Rige i Plutos Lodd.

Herved maae vi især lægge Mærke til Herredømmets Deling mellem de tre Brødre, som en blot Slutning af Mythographerne, uden ordenlig mythisk Hjemmel, og i Henseende til Kretenser-Snakken, om Zeus i 📌Dikte-Grotten, oplyse, at vel findes i Stamtavlen et dunkelt Vink om Grotten ved 📌Lykta i 📌Ægos-Bjerget, som kan dreies til 📌Kreta, men hentyder dog kiendelig 8paa noget ganske Andet og nævner hverken Melisse-Nympherne, Amalthea eller Kureterne.

Holder vi os nu til Stamtavlen, som vi i Regelen maae, naar Spørgsmaalet er om Mythernes Aandelighed, da lader Striden mellem Titaner og Olympier, med den paafølgende Kronos-Afsættelse, sig vel udtyde paa flere Maader, naar man hverken bryder sig om mythologisk Sammenhæng eller tænker paa, hvad der mulig kunde synes et saa aandrigt Folk, som Grækerne, en Grund-Aabenbaring af Aande-Livet; men der er kun een virkelig Forklaring af Mythen, som man finder ved at give Agt paa Menneske-Livets naturlige Deling i Barndom, Ungdom, Manddom og Alderdom; thi da kan man godt paa Græsk betragte Barndommen som en Kronos, der vel paa den ene Side ved Barnligheden skaber en Guldalder, men bliver dog ved Barnagtigheden i Tidens Længde en utaalelig Tyran, og ligner, ved at standse Udviklingen og forebygge Fremskridt, en unaturlig Fader, som sluger sine nyfødte Børn. At det nu er den yngste Søn, der gaaer fri, gjør Opstand og afsætter sin Fader, betyder naturligviis, at det er Ungdommen, man gaaer over til, naar man ryster Barnet af Ærmet, og Erfaringen tør vel stadfæste, at Barnet flygtig kan sætte sig ind i Manddommen og Alderdommen, men ikke i Ungdommen, som er dens naturlige Afløser og binder derfor Barndommen, saasnart de levende mødes. At endelig Kronos sluger en Steen istedenfor Zeus, skal ventelig sige, at Barndommen, som ikke vil rømme Marken for Ungdommen, nødes 9til at forstene sig, og Opkastningen følger af sig selv, naar Livet, ved Ungdommens Thron-Bestigelse, tilbagevinder sin for Øieblikket hemmede, fri Udvikling; men om det havde noget at betyde med Stenen, der blev sat til et Mindesmærke under 📌Parnasset, er et Spørgsmaal. At man i den Romerske Keisertid ved 📌Delphi foreviste den Steen, som Kronos havde slugt og kastet op igjen, vækker nemlig vel den Mistanke, at Stenens Opbevaring i det Hele er et af den Græske Middelalders Æventyr, men da netop 📌Parnasset, fra en vis Side betragtet, poetisk kan ligne en egensindig forstenet Barndom, lade vi bedst Spørgsmaalet staae aabent.

Betragte vi nu den store Strid mellem Titaner og Olympier, som en Kamp mellem Barnlighed og Udvikling, begge guddommelige, da maae vi vel give Grækerne Ret i, at der var Ligevægt, saa, naar en af Parterne skulde underkues, maatte noget Tredie gjøre Udslaget, og det er forsaavidt klogt nok af Olympierne at kalde Kykloperne og de Hundredarmede til Hjelp, men det er ogsaa en farlig Sag at løse dem, thi de eenøiede Kykloper er naturligviis umaadelig eensidige, saa hvem der vil have dem paa sin Side, maa blive som de, og naar Bærsærke-Gangen kommer paa de Hundredarmede, der kun lever i Slagsmaal, da slaaer de aabenbar ned for Fode uden at spørge om Ven eller Fjende. Grækerne har derfor ogsaa følt, at Striden jævnedes bedst, naar Kronos frivillig trak sig tilbage og indrømmedes de Saliges Øer i en Udkant at beherske; thi denne Anskuelse træder ikke blot tydelig frem hos 10👤Pindar, men glimter ogsaa igiennem det Hesiodiske Dagværk, og i alt Fald har Olympierne smigret sig med, i Okeanos og Tettys at have beholdt det Bedste af Barndommen, nemlig den Barnlighed, som nødvendig hører til den rette Lyksalighed.

Det kunde ellers synes, som, efter denne Anskuelse, Poseidon ogsaa i Tidens Løb maatte støde Zeus, og Pluto igien Poseidon fra Thronen, og man har ogsaa virkelig ymtet derom, ja, efter Iliaden, havde det engang nær lykkedes Poseidon, i Forbund med Here, at binde Zeus, saa det var kun den hundredarmede Briareus eller Ægæon, der havde forhindret det, men det er dog kun løse Rygter, og da Briareus, efter Stamtavlen, er blevet Poseidons Svigersøn, vilde han vel snarere opmuntret sin kiære Svigerfader til Oprør end standset ham deri. Vi kan ogsaa let opdage, hvorfor Zeus maatte beholde Thronen, naar ikke Himlen skulde falde ned og alle Fuglene med, thi det er ikke for Intet, at Himlen er hans Bolig og Ørnen hans Fugl, saalidet som det er tilfældigt, at Indbildnings-Kraften er stærkest hos Ungdommen, og det burde være os Alle bekiendt, at naar Lidenskabeligheden eller den umættelige Begiærlighed, som Poseidon udtrykker, gjør Oprør mod Indbildnings-Kraften, da mister den paa Timen hele sit høiere Præg, saa Jordrysteren bliver til et blot Jordskælv og han med Guld-Treforken til en „død Sø”. Endnu klarere er det, at Alderdoms-Vætten Pluto, der sammensmelter med det Hades, han behersker, som død og magtesløs umulig kan bemægtige



11sig Regieringen, men kun paa en Maade arve den, naar hans Brødre døe, uden at han dog blev Konge over Andet end Skygger, da Livet uddøer med dem, han skal arve, saa med Zeus staaer og falder Olympen.

Uagtet for Resten allerede Titanernes Nedstyrtelse til Tartaros viser, det hængde i Grunden daarlig sammen baade med deres og Olympiernes Guddommelighed, saa er “Nektar og Ambrosia” dog meget ordenlige Navne paa Gudernes Føde, thi de betyde Uforkrænkelighed og Udødelighed, og Grundtanken i den Græske Mythologi, at Mennesket i sin Natur kan og skal see Billedet af Guddommen, er aabenbar sand.

Prometheus og Atlas.

Efter Stamtavlen var baade den snu og smidige Prometheus, den stivsindede Atlas og den vindgale Epimetheus Sønner af Titanen Japetos og Okeaniden Klymene, og siden de ikke nedstyrtes til Tartaros med deres Broder Menøtios og de øvrige Titaner, maae de være gaaet over til Olympierne, men at dog Prometheus havde Skielmen bag Øret, kom snart for Dagen. Under den store Krig var nemlig Menneskens Børn raget uklar med Olympierne i Mikone (Valmudalen), og da narrede Prometheus paa deres Vegne Zeus ved Offringen, i det han paa den ene Side lagde Benene smukt tilrette, dækkede med Fedt, og paa den anden Side Kiødet i Huden, skjult med Vommen. Vel stod nemlig Valget til Zeus, og han tog, siger Stam12tavlen, feil med Villie, men han skrev det dog bag Øret og straffede strax Menneskene ved at nægte dem den himmelske Ild, og saa stjal Prometheus den til dem fra Solen i en Trøskeplante (Narthek), hvorover Zeus blev saa forbittret, at han med faste Baand lod Prometheus fængsle til en Steenstøtte og lod en Ørn bestandig udhakke hans Lever, som, fordi han var udødelig, fornyedes hver Nat til at fortæres om Dagen.

Først maae vi nu lægge vel Mærke til, hvad Mythographerne har overseet, at dette er et Mellemspil i Titan-Krigen, og at den Ild, Prometheus stjæler fra Solen, ligesom ved et Brændeglas, er den Ild fra Himlen, der skulde antænde det velbehagelige Offer; thi først da seer vi, der er Mening og Sammenhæng i Mythen, som har laant Skikkelse af Sandsagnet om det første Offer.

Dernæst see vi, at Mythe-Smeden har havt Øie paa Barne-Klogskaben, der ved sit troskyldige Udseende og den tilsyneladende Føielighed bedrager Ungdommen, og synes derfor at maatte bindes, før Zeus kan sidde fast i Sadelen, og dette, at Fængslingen af Prometheus var nødvendig for Olympens Fred, skal ventelig betegnes derved, at hans Baand, efter Bibliotheket, var af Oliekviste.

Det blev imidlertid et almindeligt Sagn, at Herakles blandt sine mange Heltegierninger ogsaa giorde den at løse Prometheus og skyde Ørnen, som hakkede hans Lever, og skiøndt det sagtens er senere indskudt, staaer det nu udtrykkelig i Stamtavlen, med den Bemærk

13ning, at Zeus tillod det for at Herakles kunde vinde desstørre Ære og Berømmelse. At nu dette er en meget daarlig mythologisk Grund, har Grækerne selv følt, og derfor snart giættet paa at Prometheus forsonede Zeus ved en vigtig Spaadom, og snart fortalt, at Prometheus, efter Skæbnens Villie, skulde løses, naar en Udødelig vilde døe for ham, og at det skedte, da den udødelige Chiron blev kied af Livet. Det Sidste seer man nok, er reent hen i Veiret, da Udødeligheden ikke var den bundne Titans Savn, men ligesaavel hans Plage, som den ulægelig saarede Chirons, og den eneste rette Forklaring bliver da nok den, at i Herakles-Tiden, da Zeus aabenbar gik i Barndom, har han ventelig glemt sit Nag til Prometheus og maatte i alt Fald, som en afmægtig Sultan, taale Alt hvad der behagede hans vældige Storvezir Herakles. Det gik nemlig med de senere Græker, ligesom nu med os, at alle haarde Straffe syndes dem grusomme og i Aandens Verden nemme at afskaffe, derfor lod de Herakles løse Prometheus og syndes, det var deres Pligt, da, som vi seer af Bibliotheket, Ordet gik, at Prometheus var faldet i Unaade hos de nidkiære Guder for Menneskenes Skyld, som han baade havde skabt og skiænket den dem uundværlige Ild, som Guderne misundte dem. Prometheus-Mythen var desuden vist oprindelig ægyptisk, saa Grækerne har maaskee aldrig forstaaet og havde da nemt ved at forkvakle den.

Om den stivsindede Atlas siger Stamtavlen, at han staaer ved Verdens Ende, hos Hesperiderne med 14den skingrende Stemme, og bærer Himmelen paa sit Hoved og sine utrættelige Hænder, som det er ham af Zeus beskaaret.

Ogsaa denne Mythe er sikkert Ægyptisk, ei blot fordi man finder denne Himmelbærer mellem Hieroglypherne, men især fordi Fremstillingen er smagløs, dog kan Atlas-Navnet ogsaa paa Græsk betyde “Taalmodigheden,” der, som det Stærkeste af Alt, er den naturlige Himmelbærer. Naar vi i Bibliotheket høre, at Herakles afløste Atlas, mens han hentede Hesperidernes Æbler, og at han siden maatte narre Atlas til igien at paatage sig den svære Byrde, da beviser det kun, med saameget Andet, at i Herakles-Tiden meende Grækerne, at Legems-Styrke og Snildhed kunde bøde paa alle Savn og udrette hvad det skulde være.

Guldalderen og Pandora.

I Stamtavlen ender aabenbar den oprindelige Guldalder med Lemlæstelsen af Uranos, da med Erinnyerne baade den haarde Skæbne og den sorte Død kom til Verden, men dog møde vi allerede der den falske Tryllerinde, skabt af Hephæstos, som Epimetheus var tosset nok til at tage i Favn, og ved hvem Zeus haardelig straffede Menneskene for Ildtyveriet.

I det Hesiodiske Dagværk er det imidlertid først, vi finde baade Pandoras Navn og hendes Æske, og her er hun Ulykkes-Fuglen, ved hvis Ankomst Guldalderen forsvinder, thi før, mens Kronos herskede, havde 15Menneskens Børn, jævnaldrende med Guderne, ført et Liv som deres, uden Slid, uden Sot, uden Sorg eller Alderdom; Kornet som Græsset kom op af sig selv og Hjordene mylrede frem, saa Enhver kunde sysle i Mag med hvad hans Hu stod til, alle Lemmer vare ligesaa smidige den sidste Dag som den første, og naar Menneskene døde, sov de sødelig hen uden Smerte og omsvævede i luftige Legemer deres Afkom som Skytsaander. Men da Prometheus havde stjaalet Ilden, befalede Zeus Hephæstos at skabe et Blændværk, der lignede en bly Jomfru, og hende udsmykkede Athene, Chariterne, Pitho, Aar-Diserne og Aphrodite med Skiønhed og Ynde, Guldkiæder og Blomsterkrandse og Alt hvad der kunde fortrylle, medens Hermes indblæste hende Falskhed og Smiger, og skiøndt Prometheus havde advaret sin Broder for alle Gaver af Zeus, modtog dog Epimetheus hende med aabne Arme, som en Gave fra alle Guderne, der svarede til Navnet Pandora. Da tog hun Laaget af Æsken, hvori alle Ulykker laae og de fløi ud over Jorden at forbittre Menneske-Livet, dog blev Laaget smækket til, før Haabet, som alt spillede paa Bredden, slap ud.

Man seer strax, at Pandora-Mythen oprindelig er udsprunget af Sandsagnet om Kvinden, som forspildte Paradis-Livet, men hvad Mythographerne har overseet, er, at vi i Stamtavlen og Dagværket har Levninger af tre forskiellige Pandora-Myther, thi efter Stamtavlen gjorde Tryllerinden vor Ulykke ved at blive Stammoder til alle de skiønne men falske Kvinder, som 16sætter Ægtemænd graa Haar i Hovedet, og Dagværkets Fortælling er sammenflikket af to høist forskiellige Æske-Myther. Slutningen om Haabet, som ene blev tilbage i Æsken, hører nemlig aabenbar til en Mythe, hvorefter Kvinden havde en Æske fuld af virkelig gode Gaver, som skulde giemmes godt, men som hun af Nysgierrighed aabnede, saa de fløi alle bort paa Haabet nær, som hun dog havde Aandsnærværelse nok til at smække Laaget i for; da det derimod i Æsken med lutter Ulykker maa netop være det Modsatte: Mishaabet eller Fortvivlelsen, der ved et lykkeligt Tilfælde bliver inde, skiøndt det spiller paa Bredden, og skiøndt den ondskabsfulde Pandora har Lyst til at gjøre al den Ulykke, hun kan.

Betragte vi nu Pandora-Mythen, som den findes i Stamtavlen, da maae vi først frikiende den for, hvad kun meget flygtige eller meget uartige Læsere har bragt ud deraf, at hele det smukke Kiøn skulde nedstamme fra Skiftingen, thi der giøres udtrykkelig Forskiel mellem hendes Døttre, som er Jordens Plage og de ædle Kvinder, som tvertimod forsøde Livet og bringe Ligevægt mellem Sorg og Glæde ind i Huset, naar de hjemføres; men selv dette hører ligesaalidt til Mythen, som Titanen Epimetheus hører til Menneskens Børn, naar de betragtes adskilte fra Guderne. Tage vi derimod Ildtyveriet, som det sig bør, billedlig, og det fortryllende Blændværk, hvormed Tyveriet straffes, ligesaa, da bliver Hephæstos-Værket Pandora til det grove Afguderi med Billeddyrkelse, der ganske rigtig er Straf17fen for den pantheistiske Leg med Ild og Lys, som falder Barndommens Selvklogskab naturlig.

Vender vi os derpaa til de to Pandora-Myther, hvoraf vi har Brudstykker i Dagværket, da er den, hvorefter Kvinden medbragde alle Himlens Gaver til Jorden, men forspildte dem paa Haabet nær, unægtelig den dybeste og ret egenlig i Nordisk Smag, men den Anden, hvorefter Æsken var fuld af Ulykker, som alle slap ud, paa Fortvivlelsen nær, er saa ægte Græsk, at den lyver sig ikke Moder til.

Denne paa et hængende Haar nær fortvivlede Anskuelse af Livet vedkiender da ogsaa Dagværkets Digter sig, thi efter Guldalderens Slægt, siger han, kom der en anden, der kunde lignes ved Sølvet, og saa en tredie som Kobber, baade indvortes og udvortes, og vel stræbde Zeus at raade Bod paa Jordens Vaande ved at skabe Halvguder, men de uddøde snart ved 📌Theben og 📌Troja, og nu, siger Skjalden, er Alt af Jern og Staal, saa jeg vilde ønske, jeg var født enten før eller efter den femte Slægt, som tidlig graaner og færdes saa ugudelig, at selv Ædos og Nemesis (Blu og Billighed) har forladt Jorden.

Uagtet nu Dagværkets Digter unægtelig tog Jernalderen med sine Jernbaner meget for tidlig, maae vi til hans Undskyldning dog bemærke, at Halvgudernes mislykkede Forsøg paa at fornye Guldalderen ganske rigtig ligger bagved den Homeriske og Hesiodiske Tid, der da godt kunde friste Aanden til Fortvivlelse.

18

Kronider, Giganter og Typhon.

Giganterne med deres glimrende Rustning og skarpe Spyd nævnes vel alt i Stamtavlen, som sambaarne med Erinnyerne (Furierne) ved Lemlæstelsen af Uranos, men om deres Kamp med Guderne høre vi først i Bibliotheket, hvor Porphyrion og Alkyoneus nævnes som Hovedmænd, og 📌Pallene som Stedet, hvorfra de beskiød Himlen med Klippeblokke og brændende Egestammer. Til Lykke var de Alle dødelige, thi selv Alkyoneus kunde døe, naar han kom bort fra sit Fødested, og vel stræbde Gæa at skaffe dem Udødeligheds-Urten, men det forhindrede Zeus ved at formørke baade Sol og Maane, mens han kom Gæa i Forkiøbet og afskar Urten. Desuagtet var de Guderne høist farlige, fordi de, efter Skæbnens Villie, ei kunde fældes uden med en Dødeligs Haand, og derfor bad Pallas Athene Herakles om Hjelp, som ogsaa ganske rigtig nedlagde dem med sine Pile, efterat Zeus havde lynslaaet eller de andre Guder saaret dem.

Dog, Gæa blev nu rasende forbittret og avlede med Tartaros sin yngste Søn, ved Navn Typhon, som var alle Guders afsagte Fiende og det frygteligste Uhyre, man kan tænke sig; thi han havde ikke mindre end hundrede Dragehoveder, som alle spyede Ild og kunde efterligne alle mulige Røster, ligefra Slange-Hvislen til Gudernes eget Tungemaal, saa den Trold vilde bestemt ødelagt baade Guder og Mennesker, hvis der ikke havde været Torden til, men da Zeus mærkede Uraad, blev han ved at tordne og lyne ud i eet, som Verden 19skulde forgaae, og en stor Deel af Jorden smeltede virkelig, som Tin i Støbekarret, før Uhyret, sønderknust, nedstyrtede til Tartaros.

Dette er Stamtavlens Fremstilling af Undergangs-Kampen med Typhon, men skiøndt det upaatvivlelig er den ældste og den ægteste, er Eftersnakken i Bibliotheket dog her ingenlunde at foragte.

Alle Guderne, hedder det nemlig, paa Zeus nær, maatte flygte for Typhon til 📌Ægypten, hvor de skjulde sig i Dyrene, og vel forfulgde Zeus ham med Demant-Seglen, men kom dog, da de brødes, tilsidst til at ligge under, hvorpaa Typhon vristede Seglen fra ham, skar Senerne ud baade af Hænder og Fødder, og puttede begge Dele ind i den 📌Korykiske Hule under Varetægt af Dragen Delphine. Nu havde det da været ude med Kronidernes Herredømme, hvis ikke Hermes og Pan havde været snilde nok baade til at stjæle Zeus og hans Sener ud af Hulen og til at helbrede Skaden; men da Zeus igien kom til Kræfter, forfulgte han Typhon paa sin Vogn med de vingede Heste og naaede ham ved Nysebjerget, hvor Mørerne (Nornerne) havde standset ham med det Æventyr, at hans Styrke vilde voxe, naar han dvælede og nød Døgnfrugter. Vel havde Zeus endnu en haard Kamp at bestaae, men fik dog omsider Bugt med sin arrigste Fiende og smed Bierget 📌Ætna ovenpaa ham, hvor han ligger endnu og spruder Ild, men maa dog lade Kroniderne i Fred.

I Gigant-Mythen speiler sig nu aabenbar al 20den dagligdags Vantro, Formastelse og Bespottelse af de Dødelige, som ikke blot Kroniderne, men alle Guddomme nødvendig er udsatte for, da Gudsfrygt til alle Tider og under alle Himmelegne naturlig hviler paa Troen, og Troen, som en Hjertesag, ei lader sig beherske af Guderne. Det er ogsaa et dybt Træk, at Een af Giganterne, ved Navn Alkyoneus, var udødelig, saalænge han blev paa sit Eget, thi netop saaledes er det med den Vittighed, der kan være i Bespottelsen, og herpaa hentyder selv Navnet Alkyoneus (Saltsyder), thi skiøndt ikke alt Salt er “Attisk” betyder det dog Vittighed paa alle Billedsprog. At endelig Guderne maa kalde et Menneske til Hjelp for at faae Død paa Giganterne, klinger vel meget fattigt, og naar man seer, hvad det hjalp, at de herskende Kirker kaldte den verdslige Arm til Hjelp mod Formastelse og Bespottelse, da fristes man til at beklage de stakkels Kronider, hvis Throner stod saa løse; men skiøndt det naturligviis kun er Afguder, som staae og falde med Folketroen, saa maae dog ganske rigtig ogsaa de aandelige Vaaben, hvormed Giganterne tilgavns skal bekæmpes, altid føres af dødelige Helte.

Tartaros-Sønnen Typhon, seer man let, er den klare Ugudelighed, udrustet med alle de Kræfter, som fræk Selvforgudelse og fuldkommen Trædskhed kan anmasse eller tilsnige sig, og skiøndt det følger af sig selv, at den sande Guddom fælder ogsaa denne Fiende, saa skeer det rigtig nok, som Stamtavlen ymter om, kun ved en Verdens-Forstyrrelse, der ligner Undergang, og

21hvad alle saadanne Guder, som Kroniderne, angaaer, da lærer ikke blot Verdenshistorien, at de overvindes af Typhon, men det er soleklart, at Phantasien umulig kan forsvare sig og sine Hjernespind mod en vantro Fornuft, der ikke skyer Gudsfornægtelse og lader kun det Haandgribelige giælde. Konststykket at helbrede den lemlæstede Zeus kan derfor umulig lykkes nogen Hermes og Pan, uden forsaavidt som al Sandheds Afmagt er kun tilsyneladende og helbredes virkelig ved aandelig Forstand.

Zeus og Here.

De tre Kronos-Døttre Hestia, Demeter og Here skal aabenbar svare til de tre Kronos-Sønner Pluto, Poseidon og Zeus, og maae da sagtens betyde Hjemligheden, Travlheden og Høitideligheden, der ogsaa kiger ud af deres Navne; men skiøndt man da kan finde det rimeligt nok, at Zeus, som den herskende Indbildnings-Kraft, vælger den guldskoede Here, som hun alene kaldes, til sin Dronning, saa høre vi dog, at det holdt haardt, før Giftermaalet kom istand, og at det, som hvad man kalder et Fornuft-Giftermaal, eller rettere et Stats-Ægteskab, ikke var af de Lykkeligste. Vel staaer de Homeriske Digte, hvorefter Zeus og Here lever med hinanden som Hunde og Katte, mythisk talt, slet ikke til Troende, saa efter saadanne løse Rygter tør vi ikke beskylde Dronningen for den Majestæts-Forbrydelse at ville have bagbundet Kongen; men at hun, efter Stamtavlen, kun bliver hans Gemalinde til Syvende og 22Sidst, saa hun er slet ikke Moder til hans ypperste Børn, det røber noksom Kulden paa hans Side, og at hun havde enten alle sine Børn, eller dog sin Kiæledægge Hephæstos, paa sin egen Haand, det viser unægtelig, at Varmen paa hendes Side var heller ikke synderlig stor. Kommer nu hertil Heres grændseløse Mistænkelighed og rasende Skinsyge, som slet ikke kan dølges, da seer man let, at Zeus umulig kunde have nogen Husfred, uden at tage den med Staalhandsker, og det er derfor ikke urimeligt, at han engang, som Thetis fortæller i Iliaden, maatte lade den hundredarmede Briareus hente op for at holde Styr. Derfor, uagtet vi ingenlunde maae tænke, at dette naturlige Misforhold mellem Ungdoms-Aanden og den stive Høitidelighed, eller, som vi kalde det i jordiske Paladser, “Ceremoniellet” var Sjælen i den Græske Mythologi, saa nødes vi dog i det Følgende ofte til at berøre det, især ved alle de Forbindelser, Zeus knytter med Menneskens Døttre, da de naturligviis i Heres Øine er ligesaameget under hans Værdighed, som imod hendes Eneret.

I vore Øine er imidlertid Zeus's andre Forbindelser nok saa naturlige, som den med Here; thi overalt hvor Menneske-Livet skal røre og udvikle sig, veed vi af Erfaring at Indbildnings-Kraften er uundværlig, og kun som Despot kan den finde det nødvendigt at omgive sig med den stive Høitidelighed, hvormed den intet Stort kan udrette og hvoraf den nødvendig maa hindres i sin fri og kraftige Bevægelse. Det berømte Giftermaal mellem Zeus og Here er altsaa igrunden

23Mythens Overgang til Troes-Artikel, hvorved den kun vinder en vis Høitidelighed baade paa Sandhedens og Frihedens Bekostning, og bliver Skalke-Skjulet for et bestandig grovere og mere aandløst Afguderi, og det er Følelsen deraf, som har gjort Paafuglen til Heres Sindbillede, thi man behøver blot at tænke sig denne parret med Ørnen, som tilhørde Zeus, for at see det Olympiske Giftermaal i sit rette Lys.

Naar der saaledes gaaer et Lys op for os over det ulykkelige, men efter Omstændighederne uundgaaelige Ægteskab, da see vi, blandt andet, ogsaa Grunden til de forskiellige Meninger om Frugterne af Ægteskabet, da Somme paastod, at Here havde alle sine Børn, Andre, at hun havde slet ingen af dem med Zeus, thi da der naturligviis ingen "Aand" er i dem, kan man søge Grunden dertil enten i at de var Zeus uvedkommende eller i Giftermaalets Aandløshed.

Efter Stamtavlen var imidlertid baade den Olympiske Jordemoder Ilithya, Ares, den store Hugaf, og den guldlokkede Hebe Fælles-Børn, saa Heres eget Æg var kun Krøblingen Hephæstos, som et latterligt Sidestykke til Pallas Athene; thi da hun var født af sin Faders Hjerne, vilde Here vise, hun var ogsaa selvstændig og fødte den store Konstner, som kun havde Vinden til Fader.

At der nu ogsaa er ganske god Mening i denne Mythe, seer man let, thi naar den mythiske Høitidelighed vil være selvstændig, da forstener den sig ganske rigtig i et aandløst, grovt Afguderi, som paa et Haar 24ligner Kulfusten, lam paa begge Been, der bygger Kobberhuse til Olympens Guder, og er da virkelig, mythisk talt, født hen i Veiret, enten saa den storagtige Gude-Dronning har snydt ham ud af Næsen eller bragt ham for Lyset ved selv at slaae Ild af sine Øine.

Okeanos og Tettys.

Det gamle Par Ægtefolk: den dybtbevægede Okeanos og den elskelige Tettys, som de i Stamtavlen kaldes, begge Uranioner, sidder vel under Kronidernes Herskab stille ligesom i en Afkrog, medens Poseidon svinger Treforken over alle Floder og Have; men det er dog allerede en stor Udmærkelse for Okeanos, at han ikke med sine Brødre, Titanerne, er nedstyrtet til Tartaros, og det, siger man, kommer af, at han havde for ømt et Hjerte til at tage Deel enten i Opstanden mod Fader Uranos, eller i Undergangs-Kampen mellem Titaner og Olympier. Tør vi i Nogetsomhelst troe Iliadens Here, som ellers lyver slemt og indbilder Guderne, at det ærværdige Ægtepar er blevet usaattes paa deres gamle Dage, saa hun, som selv aldrig kan spændes med sin Gemal, maa see til at forlige dem; da var hun selv opfostret hos dem, og da Tettys betyder Amme, klinger det rimeligt nok.

Iliaden kalder for Resten Okeanos alle Guders Fader og skiøndt han, efter Stamtavlen, maa nøies med at være Stamfader til Strømkarle og Elvepiger i Tusindtal, saa er han dog sagtens mythisk kaldt Gudernes Fosterfader, thi at han stikker noget dybere end de

25sædvanlige Strømkarle, seer vi klarlig deraf, at iblandt hans mange Døttre, de saakaldte Okeanider, fandtes ikke blot Mødrene til Prometheus, til Pallas Athene og Chariterne, men selv Pitho, Overtalelsens Dise, saa hos ham har Grækerne aabenbar søgt Kilden til Alt hvad der flyder og strømmer, ogsaa Talens Strøm og den flydende Tunge.

Ligesom det derfor er vist, at de Gamle tænkde sig en Paradis-Flod, der ombæltede hele Jorden, og hedd Okeanos, saaledes tage vi neppe feil ved i hans Navn og Mythe at see det Kredsløb speile sig, der unægtelig finder Sted inden i os Alle og er gammel gift med Kilden til Alt hvad der udstrømmer af os; thi naar vi saaledes see det Dybe og Hjertelige udvikle sig i Okeaniderne, ligesom det Høie og Aandelige i Kroniderne, da finde vi baade Venskabet og Ægteskaberne i deres naturlige Orden. Den Dunkelhed, hvori Okeanos mythisk er indhyllet og synes at tabe sig, er da ogsaa meget forklarlig, thi dels er Dunkelheden hos os uadskillelig fra Dybden, og dels kom den dybe Følelse slet ikke frem i den Græske Udvikling, men trængdes bestandig mere tilbage, saa dens mythiske Udtryk maatte nødvendig blive mere og mere gaadefuldt, til det omsider opløste sig i den fabelagtige Paradis-Flod ved Verdens Ende.

Metis og Pallas Athene.

At det var Okeaniden Metis, der gav Zeus det gode Raad, hvorved Kronos nødtes til at nyføde 26sine Børn, har vi allerede hørt, men at hun blev Zeus's første Gemalinde og Moder til Pallas Athene, det var allerede i den mythiske Tid nær ved at glemmes over Viisdoms-Gudindens glimrende Fødsel af sin Faders Hjerne.

Efter Stamtavlen, som Bibliotheket ogsaa heri følger, gik nemlig Metis (Dybsindigheden) paa naturlig Maade frugtsommelig med Vidskabs-Disen, men da det var spaaet Zeus, at efter den kloge Datter vilde Metis føde ham en Søn, der skulde støde sin Fader fra Thronen og blive alle Guders og Menneskers Herre, saa overtalde han hende til at lade sig spise, og fik derved Æren for selv at være baade Fader og Moder til Pallas Athene eller Tritogenia, som udsprang af hans Hjerne.

Skiøndt nu Mythographerne sædvanlig oversee det, er det dog heraf indlysende, at dette Hjerne-Foster er hverken meer eller mindre end en Græsk Vittighed, men dog maa det bemærkes, at Stamtavlen ingen Deel har i den Tilsætning, at Prometheus eller Hephæstos maatte give Zeus et dygtigt Slag for Panden, før Vittigheden slap ud. Hvad nu Hephæstos angaaer, da har vi hørt, at han først blev til i Modsætning til Pallas Athene, saa hans Bistand ved hendes Fødsel er aabenbar ligesaa uægte, som Vittigheden vilde været, hvis han med sin Forhammer havde fremkonstlet den, men da vi ogsaa har hørt at Prometheus ved at narre Zeus, baade med det jordiske Offer og den himmelske Ild, virkelig gav ham et føleligt Slag for 27Panden, saa tør vi ikke nægte, at han kan have havt Deel i, at Vittigheden kom hovedkulds til Verden.

Naar vi imidlertid ikke i Pallas Athene søge den dybeste, men kun den Græske Vidskabs mythiske Forbillede, da er hendes unaturlige Fødsel rimelig nok, thi den Græske Vidskab var ligesom hun saa koldbrystet, at den vel maa kaldes moderløs, og kom meget for tidlig til at forklare den Dybsindighed, hvori den dog havde sin Rod.

Med Pallas og Athene som Navne paa den Græske Vidskabs-Dise, seer det derimod reent fortvivlet ud, thi naar man fortæller os, hun fik det Første, fordi hun af Vanvare slog sin Legesøster Pallas ihjel, og det Andet, fordi hun vandt Seier over Poseidon i en Væddestrid om hvem af dem der skulde være 📌Athenens Skytsaand; da maa man nødvendig spørge, hvad hun hedd førend hun begyndte at lege og slaae Folk ihiel, og førend 📌Athenen blev til? Navnet er da sikkert nok af fremmed Byrd, men det er endnu ikke oplyst, om af ægyptisk eller phønicisk, medens det er klart nok, at den Vidskab, hun sædvanlig rostes for, var ægyptisk Verdens-Klogskab og Nævenyttighed, thi Uglen, som kun seer skarpt i Mørke, var hendes Yndlingsfugl, og hun satte, siger man, sin Ære i baade indvortes og udvortes at væve saa fint at Ingen kunde giøre hende det efter eller sige, hvad der var Rendegarn og hvad der var Islæt.

Saaledes er det nemlig, Pallas Athene med de blakkede Øine, som man ikke veed, om skal kaldes blaae 28eller graae, foresvæver os i de Homeriske Digte, hvor hun, paa Digterens Vegne, spiller Hoved-Rollen; men at dette dog ingenlunde udtømmer Grækerens mythiske Forestilling om Vidskabs-Disen, kan man forud vide, og seer det, blandt andet, paa Arachne-Mythen, skiøndt den kun er kommet til os i Romersk Forklædning. Denne Phrygiske Væverske, som var oplært af Pallas selv, men vilde saa formastelig maale sig med hende, frembragde nemlig et Konst-Stykke, hvori alle Gudernes Elskovs-Handeler var indvævede, og man maa da nødvendig tænke sig et aandfuldt Pallas-Værk, hvoraf dette var en mislykket Efterligning, og hvori altsaa den ægte Gudehistorie (Theogoni) var indvævet, og saaledes komme vi til Mythologien, som den Vidskabs-Dise, der udsprang af den Olympiske Konge-Hjerne. Derfor hedder det ogsaa, at Pallas Athene forvandlede Arachne, der beskæmmede Guderne med sine Æventyr, til hvad hendes Navn betyder: en Edderkop, som udspinder sin Væv af sig selv, medens Kronidens Førstefødte naturligviis kun vævede af hans Hjerne-Spind, som hun levende udtrykde, og derfor siges hun vel at være udsprunget i fuld Rustning.

At for Resten den Phrygiske Væv mythisk svarer til den Lydiske Tonesætning, der historisk er bekiendt for sit Kiælenskab, det følger af sig selv, og Arachne-Mythen er da fra det mythiske Efteraar, da man begyndte at tage Billed-Sproget bogstavelig og fandt derfor alle Halvgude-Sagnene under Heelgudernes Værdighed, en Synsmaade, man da ogsaa paaduttede 29Pallas Athene, skiøndt netop hun, efter Mytherne, baade raadte Olympierne at kalde Herakles til Hjelp mod Giganterne, og er i det Hele meget igaaet med Hermes og alle Halvguderne.

Herved mindes vi om en anden Medbeilerske, som er blevet langt navnkundigere end Arachne, Medusa nemlig, hvis Liv Gudinden lagde Raad op imod med Halvguden Perseus, og hvis Hoved hun immer siden førde i sit Skjold at forstene sine Fiender med. Vel veed vi ingen videre Beskeed om Medusas Vidskab, men da hendes Navn betyder “Grublersken” kan vi dog ikke tage feil ad, hvori det var, hun vilde maale sig med Athene, og da Perseus er fra 📌Argos, hvor den Saitiske eller Ægyptiske Athene havde sit Tempel, maae vi vel betragte Medusa som den Phøniciske, der mythisk maatte bukke under for den Ægyptiske, hvoraf den selv kun var en Skygge.

Grækerne har altsaa ventelig kaldt deres Vidskabs-Dise Tritogenia, den tregange fødte, fordi hun dels var af ægyptisk, dels af phønicisk og dels af græsk Herkomst, og paa 📌Ægypten peger aabenbar ligesaavel Olietræet, der var hendes Plante, som Uglen, der var hendes Fugl. 📌Sais, hvor den Ægyptiske Athene havde sin berømte Helligdom, betyder nemlig Olie, og det ligner Ægypterne at kalde Olien Moder til Oplysningen, men det ligner ogsaa Grækerne at misforstaae det fremmede Billedsprog og betragte Olietræets Opelskning som en Hovedsag for Vidskabs- 30Gudinden, saa dette er sikkert den mythiske Rod til Olie-Træet i Athenes Tempel, hvis historiske Væxt i 📌Parthenon fra Arildstid og Nyskud efter Perser-Krigen 👤Herodot bevidner.

Skiøndt det nemlig er for galt at lade Athene faae Navn af 📌Athenen, istedenfor at lade Byen faae Navn efter hende, saa er de To dog virkelig ikke blot historisk, men ogsaa mythisk tæt forbundne; thi man siger ikke alene, at den Atheniensiske Kong Erichtonios, Søn af Hephæstos, gav Athene hendes første Billedstøtte, men lægger til, at han var enten en Søn eller dog en Foster-Søn af selve Gudinden.

Hele dette Sagn om hvorlunde Krøblingen Hephæstos angreb Pallas Athene, og hun, trods sin Koldsindighed og dybe Foragt for ham, dog tog sig varmt og moderlig af hans saakaldte Søn, der da igien paa den groveste Maade forgudede og tilbad hende, det klinger vist nok baade stygt og urimeligt; men da det grove Afguderi er en historisk Kiendsgierning, kan Mythen derom umulig være smuk eller fiin, naar den skal være sand, og det er jo ganske rigtigt, at den Græske Mythologi, trods al sin Kløgt og Fornemhed, dog nedlod sig til at benytte og besmykke det groveste og væmmeligste Afguderi, hvad mythisk ei lod sig sandere beskrive end ved et meget ureent og urimeligt Forhold mellem Hephæstos og Pallas Athene. Det er nemlig altid Verdens-Klogskaben, der fra Først af bevæger den mythisk-poetiske Anskuelse af Guddommen til at taale og benytte det grove Afguderi, og det er godt udtrykt ved 31Slangen, som Pallas Athene sendte til 📌Athenen med den spæde Erichthonios, og som siden ei blot var hans staaende Sindbillede, men blev ogsaa Moder til den levende Slange, vi af 👤Herodot veed, blev æret og næret i 📌Parthenon eller Jomfruburet, som Vidskabs-Disens berømte Tempel i 📌Athenen kaldtes.

Alt dette giælder da ret egenlig den Græske Athene, som udsprang af den Olympiske Hjerne, men vil vi see den Ægyptiske Athenes Forhold til Afguderiet, da er det udtrykt i Pallas-Mythen, hvorefter Athene er født i 📌Lybien (📌Afrika) ved Floden 📌Triton og opdraget hos en Mand af samme Navn, hvis Datter Pallas var hendes Legesyster, som hun slog ihjel af Vanvare, men forsonede med en Billedstøtte, der siden, nedkastet fra Himmelen, blev det berømte Trojanske Palladium.

Det vil nemlig sige, hvad sandt er, at den Ægyptiske Athene slog den Phøniciske ihjel og skabde selv det grove Afguderi, som ved 📌Nilen havde Indfødsret; thi ligesom Pallas er Athenes eget Navn, saaledes forsynede hun, efter Mythen, ogsaa Palladiet med Ægiden, som var hendes eget Kiendemærke.

Hephæstos.

Hvordan den “berømte Krøbling,” som Hephæstos meget passende kaldes i Stamtavlen, først kom til Verden, har vi allerede hørt, men hvordan han kom til Jorden og saa igien op til Skyerne, det skulde vi ogsaa vide, og medens vi nok kan giætte os til, han kom 32ned ved et stort Fald, har vi des vanskeligere ved at fatte, hvordan han, som ikke kunde giøre store Spring, kom saa høit op igien. Selv siger han i Iliaden, at han blev smidt to Gange ned, først af sin egen Moder, som skammede sig ved ham, og siden af Zeus, da han vilde hjelpe Here imod ham, men skiøndt begge Dele faldt rimelig nok, er dog hverken han eller Iliaden saa god en mythologisk Kilde, at vi tør troe dem meer end paa det Halve. Efter samme Hjemmel skulde han ellers i hele ni Aar have havt sit Værksted hos Okeanos, hvor han smeddede Spænder og Ringe, Kiæder og Klokker, til Thetis og Eurynome, som havde frelst ham, medens han, efter andre løse Rygter, havde sit Værksted paa 📌Lemnos, og blev først bragt tilbage til Olympen af Bacchos, hvad i alt Fald viser, det hængde kun maadeligt sammen med hans Olympiske Tilværelse.

At imidlertid Zeus tidlig nok tog Tusindkonstneren i Tjeneste, seer vi af Stamtavlen, hvor Pandoras Skabelse udtrykkelig tilskrives ham, og skiøndt han ved denne Leilighed ei blot benyttede Pallas Athenes men Manges Bistand, bliver det dog uden Sammenligning hans mythiske Mesterstykke, for Livets Skyld, der er i hende; thi vel har de Lærde i Iliaden læst sig til hele to lyslevende Pigebørn, som Hephæstos skulde have smeddet af det pure Guld, men dels vilde i saa vigtig en Sag den Homeriske Hjemmel briste, og dels har man aabenbar læst feil, da Digteren kun taler om to konstige Guld-Krykker i Pige-Skikkelse, der paa et Haar lignede levende Folk.



33 Uden derfor at dvæle enten ved disse Krykker, ved Achils berømte Skjold, Guld-Nettet til at fange liderlige Fugle, Harmonias ulykkelige Halsbaand, eller selv ved Olympiernes Kobberhaller, som vel kunde giøre Dædaler, men aldrig Konst-Guder Ære, maae vi holde os til Pandora, som det eneste Olympiske Konstværk, der tillægges ham, og da hun, med al sin Glimmer, dog var hjerteløs, saa var det aabenbar igrunden kun Blændværk med al hans Konst, som det nødvendig maa være med al den Konst, der med Aandeligheds Skin vil besmykke det grove Afguderi. At Grækerne ogsaa selv følde det, viste ikke blot alle deres mythiske Sagn om Hephæstos, men vel især den historiske Kiendsgierning, at de, med al deres Beundring for Konsten, dog skammede sig ved at dyrke ham, uden høist i Forbindelse med Pallas Athene.

Vel kan vi ikke lægge mythisk Vægt enten paa Iliadens Udstilling af Hephæstos, som Olympiernes Hofnar, eller paa 👤Virgils Efterretning, at de ikke vilde spise af Fad med ham, men dog beviser ogsaa disse poetiske Uartigheder, hvor lavt denne Tusindkonstner har staaet i Grækernes Øine. Hans berygtede Giftermaal med Aphrodite synes ogsaa blot at være en saadan poetisk Uartighed af Phæaker-Skjalden i Odysseen, thi selv efter Iliaden er han velfornøiet med En af Chariterne, og af Stamtavlen seer vi, det var Aglaia (Glimmeren) den Yngste af dem. Paa Erichthonios nær, tillægges ham heller ingen Børn, thi Rygtet om at Røveren Periphetis med Jernkøllen var hans Søn, er 34vel ogsaa blot en Uartighed, skiøndt det er ganske rigtigt, at naar Konsten døer fra Afguderiet, føler man først ret dets Jernaag.

Themis og Mørerne.

Efter Stamtavlen var Uranos-Datteren, den standhaftige Themis, Kronidens anden Gemalinde og blev derved Moder til de saakaldte Mører eller Norner: Klotho, Lachesis og Atropos, der tildele enhver Dødelig sin Lodd, saavelsom til Eunomia (Lovligheden), Dike (Retspleien) og Irene (Fredningen), der forskiønne Menneske-Livet.

Da nu Bestemtheden ligger tydelig nok i Themis-Navnet, saa er hun unægtelig den rette Moder til Ordenlighed i alle Maader, og naar desuagtet, paa et andet Sted i Stamtavlen, Mørerne kaldes Nattens Døttre, maa det fra alle Sider betragtes som et ubehændigt Indskud; men det ligner for Resten Grækerne at skyde de strænge Norner, der synes at ophæve Friheden, tilbage i Mørket, og det har aabenbar kun været den Kretensiske Zeus, der alt i sin Ungdom var saa ægyptisk gammelagtig, at han sværmede for den allerstrængeste Orden. Ligesom derfor hos Grækerne de tre Norner træde saaledes i Skygge, at Klotho (Spindekonen) er den Eneste, man kan tage Kiende paa, saaledes dukke der ogsaa ganske andre Themis-Døttre op, blandt hvilke Thallo (Løvspring), Auxo (Frodighed) og Karpo (Frugtning) er de Synligste, og viser os, at den Orden,



35Grækerne helst betragtede som guddommelig, var Naturens Orden baade i og udenfor Mennesket.

Det maa derfor ikke undre os, at skiøndt Themis, som Eunomias, Dikes og Irenes Moder, vedbliver at være Kongernes Fylgje, og som Nornernes Moder er den gamle Orakel-Dise, hun dog kun fører et Skyggeliv i Mytherne, og ligner slet ikke de blomstrende og fyldige Aardiser eller Urer, som dog immer kaldes hendes Døttre. Naar vi imidlertid giennem Iliaden skimte Urerne, som de der aabne og lukke Himlens Porte, da maa vi tænke paa de Gamle: Eunomia, Dike og Irene, med hvem den rette Tingenes Orden i Aandens Verden unægtelig staaer og falder.

Eurynome og Chariterne.

Efter Stamtavlen var Okeaniden Eurynome den høie Kronides tredie Gemalinde, og blev Moder til de rosenkindede Chariter: Aglaia, Euphrosyne og Thalia,

Naar de blinke med Bryn,
Hvilket deiligt Syn!
Da man seer fra Glugg
Dryppe Elskovs-Dugg.

Det er kort og godt om Chariterne, som man seer, i den gamle Skjalds Øine har svaret til deres Navn og været meget yndige, men uden at tale om, hvad de siden, under Navn af “de tre Gratier” blev til, har vi dog allerede hørt, at Hephæstos om ikke løb saa dog hinkede af med Aglaia, og i de Homeriske Digte er 36de sunket ned til Kammerpiger hos Aphrodite, saa det har kun været i deres tidligste Ungdom, at de, som Stamtavlen siger, gik i Dands med Muserne.

Demeter og Persephone.

I Stamtavlen seer vi blot, at den meget nærsomme Demeter var den Mellemste af de tre Kronos-Døttre, som Zeus tog til sin fjerde Gemalinde, og avlede med hende den hvidarmede Persephone, som, til sin Moders store Sorg, men dog ingenlunde Zeus uafvidende, blev bortført af Ædoneus eller Pluto, og throner siden med ham, som Dronning i de Dødes Rige; men det er dog tidlig blevet en af de vidtløftigste Græske Myther, som man især finder beskrevet i den saakaldte Homeriske Demeter-Hymne.

Bortførelsen, siger man, skedte paa en Guld-Vogn med sorte Heste for, da Persephone engang gik i Enge og plukkede Blomster, og Alting gik saa hemmeligt af, at Demeter kun forgiæves løb Verden rundt med Fakler og ledte om sin Datter, indtil hun endelig fik Helios i Tale, som var den Eneste, der havde seet det. Da hun imidlertid ikke kunde faae Ret over Røveren, blev hun saa vred, at hun forlod Olympen, skabde sig om til en gammel Kiælling og skjulde sig, enten i 📌Eleusis, eller i en anden Afkrog, hvorpaa der blev Misvæxt allevegne, og Guderne selv var utrøstelige, til de endelig opdagede hendes Smuthul og fik hende, efter lang Underhandling, formildet paa det Vilkaar, at hun skulde faae sin Datter at see, og hvis hun ikke havde nydt Noget hos Pluto,

37da ogsaa beholde hende. Pluto havde imidlertid lokket Persephone til at spise nogle faa Kierner af et Granat-Æble, saa hun kunde ikke mere blive ham kvit, men maatte tilbringe en Tredie-Deel af hvert Aar hos ham.

Dette er Indholdet af Demeter-Hymnen, naar man springer over hvad der fortælles om Gudindens Bedrifter i sin Kiællinge-Dragt, da hun, blandt andet, selv skal have stiftet de Eleusinske Mysterier, thi hvor vigtig en Mine end Sligt kan give sig, og om end Ordsproget stadfæster sig, at blind Høne finder ogsaa et Korn, saa er det dog langt mindre Mythe end Kiællinge-Snak.

Derimod er det en mythisk Fortsættelse, at den forvovne Krop, Lapither-Høvdingen Pirithoos, vilde med Magt berøvet Pluto sin Dronning, men groede naturligviis selv fast dernede, og man har en Fortælling om den berømte Thebanske Skjald 👤Pindar, som viser os, at Persephone-Mythen vel i Perser-Krigens Dage laae i sidste Aandedræt, men kæmpede dog endnu med Døden og haabede at overvinde den. Man siger nemlig, at nogle Dage før Skjaldens Død aabenbarede Persephone sig for ham i Drømme og klagede over, at hun var den eneste Gudinde, han ikke havde besunget, men lagde til, at hun skulde nok med det Første afnøde ham en Sang. Derpaa døde Skjalden, men kort efter aabenbarede han sig i Drømme for En af sine Veninder, som sang fortræffelig, og lærde hende en ny Sang om Persephone, som hun kunde udenad, da hun vaagnede.

Vende vi nu tilbage til Mythen, da falder det 38strax i Øinene, at Demeter er den forgudede Natur og Persephone følgelig dens blomstrende Ungdom, der ulykkeligviis snart henvisnede i Dødens Arme, og en saadan kort og kiernefuld mythisk Natur-Historie lader sig naturligviis baade forklare paa flere Maader, og, naar man tør, paa en Maade fortsætte med det Tillæg, at Natur-Skiønheden, om ikke heel og holden, saa dog halvveis, blev igien udfriet af Dødens Vold.

Bliver man nemlig med sit Natur-Begreb, som de Fleste, bogstavelig ved Jorden, da er det jo os Alle vitterligt, at dens naturlige Skiønhed forsvinder hvert Efteraar men fornyes igien hvert Foraar, saa selv i de koldere Lande bliver Dyrets Persephone dog kun de to Trediedele af Aaret i de Dødes Rige.

Hæver man sig derimod lidt høiere, til Menneske-Naturen, hvis eiendommelige Skiønhed udspringer af dens Forbindelse med Aanden, som et Ægteskab mellem Demeter og Zeus, da finder man den sørgelige Bortførelse endnu sikker nok, men veed ikke ret hvad man skal sige om Resten; thi vel fornyer den blomstrende Ungdom sig ogsaa paa en Maade, trods Døden, i Menneske-Livet fra Slægt til Slægt; men dels halter det dog med Lignelsen, og dels er ikke enhver blomstrende Ungdom, men kun den, som blomstrer i høiere, menneskelig Stil, en ægte Persephone, Datter af Zeus.

At det nu ogsaa virkelig var en høiere Natur-Skiønhed end den, der aarlig kommer igien af sig selv, Grækerne saae i Persephone-Mythen, det seer vi, blandt andet, deraf, at denne Mythe var Løsenet i 39alle deres Mysterier, fra de Samothrakiske til de Eleusinske; thi skiøndt det ikke er værdt at tale om disse Mysteriers Bedrifter, var det dog deres pralende Løfte, at de paa en Maade kunde tage Brodden fra Døden og fornye Menneske-Naturens oprindelige Skiønhed.

Naar vi for Resten, som alle de Gamle, tænke os den oprindelige Natur-Skiønhed i alle Henseender som et 📌Paradis, tidlig forsvundet, da opgaaer der et nyt Lys over Persephone-Mythen, og over Hvede-Dyrkningen, som Demeter lærde snart Triptolemos og snart en Anden; thi da Hveden ikke mere voxer paa Jorden af sig selv, maa den historisk være overført fra en bedre Natur-Tilstand, og mythologisk være en Opfindelse og Gave af Natur-Gudinden.

Hades og Elysion.

Hades er hos Grækerne Navnet baade paa de Dødes Rige og paa Kongen deri, som ellers kaldes Pluto og Ædoneus, og Alt hentyder her paa Kulde, Tomhed og Mørke.

Navnet Elysion, som ventelig er af østerlandsk Oprindelse og betyder “Gladhjem,” findes ikke i Stamtavlen, og i Dagværket peges kun paa de Saliges Øer ved Verdens Ende, hvor Kronos hersker og Heltene hvile, men naar, ved det store Samfrænde-Skifte efter Kronos, En af Seierherrerne vælger Hades til sin Deel, maa man dog altid forudsætte et Elysion, med et om ikke kraftigt og virksomt, saa dog smukt og behageligt Liv, som vi pleier at kalde idyllisk. 40Noget Saadant synes ogsaa at have foresvævet den gamle Skjald, der i Stamtavlen fortæller os, at tæt ved Plutos og Persephones Borg boer Brødrene Hypnos og Thanatos (Søvnen og Døden), vel Begge Sønner af den bælgmørke Nat, men dog høist forskiellige:

Hypnos, menneskekiærlig og blid,
Svævende sagte hid og did,
Thanatos, Guders og Menneskers Fiende,
Haard som Stenen og grum i Sinde,
Mødt og grebet er eet for ham.

Turde vi troe Iliadens Here, da sukkede Hypnos ogsaa for En af Chariterne, og fik Løfte paa hende, hvad dog, uden et Elysion, vilde været alt for galt, og i alt Fald er Persephones Bortførelse at betragte som en Forflyttelse af de Elysæiske Marker eller den paradisiske Idyl fra Jorden til Skygge-Riget. Kun da, naar Hades vinder i det mindste Noget af hvad Jorden taber, kun da er der nemlig Mening i, at Pluto, efter hemmelig Aftale med Zeus, overrasker hans Datter paa 📌Sicilien, eller et andet Sted, mens hun i sin favre Ungdom gaaer og plukker Blomster, og hjemfører hende paa en Guld-Vogn i Triumph til at dele Skygge-Rigets Throne med sig.

Om et saadant Elysion i Græsk Stil kan vi ogsaa giøre os en meget træffende og behagelig Forestilling, naar vi nu i Menneske-Livets Alderdom sidder med Grækernes og alle Hoved-Folkenes store Myther for os, som Sort paa Hvidt, med Øine til at see “baade frem og tilbage;” thi da sidder vi virkelig paa Plutos Throne, 41med Persephone ved Siden, omringede af alle Guders og Heltes glimrende Skygger, der, paa vort Vink, ved et konstigt Lys, maae selv opføre deres forrige Bedrifter, og lade os raade for hvad det Alt skal have at betyde. At nu dette morer de gamle Guder og Helte langt mindre end os, indrømmer vi ogsaa gierne, og om vi end krympe os lidt derved, maae vi dog nødes til at bekiende, at det er en Bortførelse, vi skylde vor Lykke, en Bortførelse, der vel skedte efter Aandens hemmelige Tilskyndelse, men maa dog kaldes et Ran fra Naturen, da Skriveren snappede Taleren, Mythographen Mythologen, Ordet af Munden, hvor det var i levende Virksomhed, og førde det til Bogs, hvor det i Stilhed og Afmagt kun throner skyggeviis. Ligheden voxer ogsaa kiendelig, naar vi seer, at netop Idyllen er den sidste Skikkelse, hvori Folke-Poesien levende bevæger sig, og det saa lavt og bøiet, som en Jomfru, der plukker Blomster i det Grønne, ja Ligheden bliver ordenlig forbausende, naar vi seer, at 📌Sicilien, hvorfra de Fleste sige Persephone blev bortført, var netop Hjemmet for 👤Theokrit og de andre idylliske Digtere, i hvem den Græske Folke-Poesi gav de sidste Suk og dukkede siden kun op som Sort paa Hvidt i 📌Alexandrien, den verdensberømte Hovedstad i 📌Ægypten, som fra Arildstid var de Dødes Rige.

Herved mindes vi tillige historisk om Natur-Grunden til at Grækernes Elysion ogsaa mythisk mislykkedes; thi ligesom Ordet aldrig gribes saa levende i Tankerne, at det jo døer i Pennen og vender naturlig 42kun tilbage fra Bogen til Munden som en Skygge, saaledes kunde Persephone hverken sætte Liv i Skyggeriget eller vende meer end skyggeviis tilbage, ja i den smukkeste Beskrivelse af Plutos Rige, vi nu har, som unægtelig er den Odysseiske, løber aabenbar mythisk, ligesom historisk i 📌Alexandrien, Elysion og Tartaros sammen, saa selv de lykkeligste Skygger klynke og kan ei engang lukke Munden op uden at have faaet en Slurk Blod af sorte, nyslagtede Offernød. Noget livligere maa vistnok Elysion have taget sig ud i Mytherne om Dionysos, der hentede Selene, om Herakles der hentede baade Alkeste og Kerberos, og selv om Orpheus, der nær havde bragt Eurydike hjem fra Hades, men i det Hele vil det dog have været med Grækernes Elysion, som med deres philosophiske Lærebygninger, hvori man ogsaa, efter Sigende, ublændet af Indbildningen, uforstyrret af Lidenskaberne og Verdenslarmen, skulde kunne føre et misundelsesværdig smukt og roligt Liv, medens det dog kun var Kong 👤Plato, den philosophiske Pluto, der levede taalelig.

Færgemanden Charon, som satte Skyggerne over Styx, er vel for Øieblikket ligesaa navnkundig som Pluto, men hvor vigtig en Rolle han end kan have spillet i de ægyptiske Myther, hvor Mumierne virkelig maatte sættes over 📌Nilen, saa kiender dog end ikke Odysseen noget til ham, og vil vi høre sunget om ham i 📌Grækenland, maae vi gaae til Spottefuglen 👤Lukian, som naturligviis i ham finder sit mythiske Forbillede. Paa Veien til det philosophiske Elysion er der 43for Resten ganske rigtig en saadan gammel, gnaven Færgemand, som vi kalde Reflexion eller Nakøie, fordi han seer tilbage, mens han roer frem, og som vi maae see godt paa Fingrene, hvis han ikke, som er hans gamle Vane, skal føre os til Tartaros, istedenfor til Elysion.

Hvad endelig den verdensberømte Helved-Hund Kerberos angaaer, da skal han efter Stamtavlen have været af Medusas Afkom, Broder til den Lernæiske Vandsnog, men da man umulig kan kiende ham i Mørket, vil vi bie med at betragte ham til Herakles bringer ham for Lyset.

Mnemosyne og Muserne.

Uranionen Mnemosyne var, efter Stamtavlen, Zeuses femte Gemalinde og med hende avlede han de over al Verden berømte ni Muser, som i deres Ungdom boede lidt nedenfor 📌Olympens Tind med Chariterne og Hemeros (Længselen), førde med bestandig Sang og Dands et lysteligt Liv, og besang, som Olympens Nattergale, især deres Fader Zeus med alle Guderne. Hyppig dandsede de dog alle taktfast paa 📌Helikon (Soelbjerget), badede sig i Hippokrene, Olmis og 📌Permesse, og foer vidt om Land med Apollo, lærende Jordens Skjalde at synge sødt om det Forbigangne, det Nærværende og det Tilkommende, saa Tilhørerne forglemde brat al deres Sorg og Kvide. Med Kongerne havde de vel egenlig intet at giøre, 44da Zeus sørgede selv for dem, men dog ledsagede den Ældste af Muserne, Kalliope, enkelte ærværdige Drotter;

Honningdugg drypped da fra deres Tunge,
De kunde tale, som Skjaldene sjunge,
Bulder at stille og Trætter at jævne
Dertil fik Konninge-Læber da Evne,
Paa deres Glands, hvor de stod eller gik,
Som paa en Gud hviled Skarernes Blik!

Alt dette og meget mere kan man læse om Muserne med deres Guldsmykker i den ellers saa ordknappe Stamtavle, saa der aabenbar var Noget i, hvad dens Skjald fortæller, at Muserne havde mødt ham selv, da han vogtede Faar paa 📌Helikon, og skammet ham ud, til de fik ham opflammet, hvorpaa de rakde ham Laurbær-Grenen med de mærkelige Ord:

Sandsynligt kan vi giøre Tant,
Men og, naar vi vil, tale Sandt.

Naar vi nu veed, hvad dog selv de Lærde ved denne Leilighed har været nær ved at glemme, at Mnemosyne betyder ikke blot Hukommelse, men ligesaavel Opmærksomhed, og at Muser betyder Indsigter, da maae vi vel finde, at Mythen er altfor klar til at være poetisk dyb, men dog er det et mærkeligt Træk, at Mnemosyne boede paa 📌Eleuther-Høiene (Frimands-Bakkerne), thi det er en dyrebar Græsk Sandhed, at skal Indsigten blive klar, maa Udsigten være fri. Dette havde Grækerne da ingenlunde lært af Ægypterne, hvem for Resten vist nok baade Mnemosyne og hendes Døttre maae takke for deres Op45høielse, thi kun dem lignede det alt i den mythiske Tid at forgude Opmærksomheden, og lade Skjaldene gaae i Skole hos Sangersken og Dandserinden.

Hvad Tallet angaaer, skal Ægypterne kun have havt syv Muser, svarende til syv Grundtoner eller musikalske 📌Nil-Mundinger, og man veed egenlig ikke, hvordan Grækerne fik Ni, da de ogsaa fra Først af kun skal have talt Syv, men dertil har dog sikkert været gode mythiske Grunde, som man sagtens engang opdager. Da nu ogsaa de Ni alt har Aartusinders Hævd baade paa 📌Helikon, 📌Parnasset og hele 📌Pierien eller Literaturens Kanaan, men er for gamle til at være Digternes Legesøstre og for gode til at være Philologiens Pyntekoner; saa burde man foretage en ny Udskiftning imellem dem, thi det er uden al mythisk Hjemmel og for det meste reent hen i Veiret, man har tildeelt Kalliope Heltedigtet, Erato Elskovssangene, Melpomene Tragedien, Thalia Komedien, Terpsichore Balletten, Euterpe Musiken, Polymnia Talekonsten, Klio Historien og Urania Astronomien.

Uagtet nemlig Grækerne, ved at erkiende de ægyptiske Mnemosyne-Døttre for ægte Gudebørn og Skjaldemødre, allerede mythisk røbede deres Lyst til tidlig Klarhed, selv paa Dybdens Bekostning, saa lod de dog Apol som Museleder give dem en poetisk Opdragelse, og at den frugtede, høre vi i Mythen om deres Væddestrid med Sirenerne, som alle er enige om, var ganske mageløse Sangerinder, hvad ogsaa deres Navne: Thelxiope (Tryllefløiten), Molpadia og Pi46sinoe melder. Ikke desmindre, saa da de, man siger efter Heres Tilskyndelse, vilde maale sig med Muserne, blev deres Vinger stækkede og maatte tjene Muserne til Krandse, naturligviis, fordi Sirenernes Triller var aandløse. Alle de Indsigter og tilsvarende Konster, som udvikle sig af en ordenlig Forbindelse mellem Aand og Opmærksomhed, og oversvæves derfor af en høiere Livs-Anskuelse, har da virkelig deres klare mythiske Forbillede i de Græske Muser, som ogsaa af Apol havde lært en dem egen Spaadoms-Konst.

Naar man fortæller os, at det var Aloiderne, Otos og Ephialtes, de samme gruelige Bærsærker, som lagde 📌Ossa paa 📌Olymp for at bestorme Himmelen, der først indførde Musernes Dyrkelse, da klinger det vistnok latterligt, men dog kun til man betænker, at Musernes Dyrkelse med Stads og Fjas er netop det plumpeste af alle Afguderier, og desuden hører vi, at Aloiderne havde tre Muser for deres egen Mund: Melete (Betænkning), Mneme (Erindring) og Aoida (Afsyngning), hvis Navne noksom lærer os, at de havde intet med Apol at giøre.

At endelig Muserne havde Eupheme (godt Lov) til Amme, og altsaa hendes kiære Søn Krotos (Klapihaand) til Pattebroder, det maa vel synes os lidt betænkeligt, men det er dog saa ægte Attisk, at vi nødes til at kalde det godt Græsk, og uden alt Bifald trives dog det Skiønne heller ikke under vor Himmelegn, saa vore Muser maae ogsaa finde sig i at dele Bifaldet med 47meget Stygt, som den smagløse Krotos, en Søn af Pan, sædvanlig klapper stærkest ad.

Leto, Apol og Artemis.

Efter Stamtavlen var Leto en Datter af Uranionerne Køos og Phøbe, og blev, som den høie Kronides sjette Gemalinde, Moder til “de sødeste Børn under Solen” de mageløse Tvillinger: Apol og Artemis, men hun var da ogsaa selv sød og mageløs:

Ombølget af Sløret, som Himmelen blaat,
Det venligste Væsen paa Gudernes Slot,
Saa ømmere Hjerte for Store og Smaa,
For Guder og Mennesker kunde ei slaae.

Endnu 👤Pindar bekiender, at Sangen begynder og ender bedst med den høibarmede Leto, men han lægger rigtignok meget spidsborgerlig til “og med de raske Ryttere.” Derimod kan man af et Brudstykke see, han har sunget smukt om Letos Fødselsveer, indtil Øen, hvor hun først kunde forløses, hævede sig fra Havets Bund paa fire urokkelige Suler:

Den kaldes nu 📌Delos paa Menneskers Sprog,
Men hist paa Olympen de Salige dog
Den hædre med Navnet af Jorderigs Stjerne,
I Dunkelhed svøbt, men dog seet i det Fjerne!

Denne Letos haarde Forløsning med de sødeste Børn fortælles vidtløftig nok, men aandløst, i den saakaldte Homeriske Apollo-Hymne, og overensstemmende dermed fortælles kortelig i Bibliotheket, at Leto, fordrevet af Here fra hele Jorden, først paa 📌Delos fandt et Hvilested.

48Dette klinger vistnok baade ægyptisk og urimeligt, især da Here, efter Stamtavlen, endnu ikke dengang var blevet Dronning, men da 📌Delos betyder Aabenbaring, har det dog sin gode mythiske Grund, at Orakel-Guden fødes der; at det holder haardt, naar det store Ord skal fødes, er ogsaa naturligt nok, og godt udtrykt ved at Dragen Pytho (Opløsning) forfølger Leto; og hvad endelig Øen angaaer, da var det poetisk nok at kalde Tungen, hvorpaa Ordet ene kan fødes, en usynlig Øe, der dog dages i rette Tid, og bærer derfor med Ære Fødsels-Palmen og Apollo-Templet alle Dage. Da nu derhos Lito, som vi skulde sige istedetfor Leto, kan betyde Bønlighed, hvorfor hun ogsaa siges at faae alt hvad hun beder om, saa er denne Mythe om det Prophetiske Ords Moder og Fødsel baade en af de Skiønneste og Dybeste, man har, og hvad enten man tænker paa Apol som Museleder og alle Skjaldes Stamfader, eller paa hans Fugle: Ravnen og Svanen, eller paa hans berømte Guldsværd, Tryllestav, Sølver-Bue og klangfulde Kogger, da er Alt i sin Orden, undtagen Digterlegene med det Altsammen, og den aandløse Tankegang, hvorefter man kan være et stort Orakel uden Aand, og gjøre Folk veltalende, skiøndt man selv er umælende.

Kun for denne sørgelige Uordens Skyld maa det bemærkes, at 👤Pindar endnu kalder alle sine poetiske Ord Pile af det klangfulde Kogger, og at det “ vingede Ord” vel, naar Aanden fattes, nødvendig kommer i Vanrygte, som en Ikaros, der dratter ned og druk

49ner, men at der dog altid er en himmelhøi Forskiel mellem Hverdags-Ordet, der, som de synlige Tings Navn og Tegn, naturligviis kun er deres Skygge, og Søndags-Ordet, der er de usynlige Tings eneste Aabenbaring og Udtryk, saa derigiennem virker Aanden, hvor den findes, med hele sin Kraft, og da sees Menneske-Ordet selv fra de evige Høie som "Jorderigs Stjerne."

Men er Apol saaledes den Klareste af alle Olympierne, da er hans Tvilling-Søster Artemis, med Buen, som hun sjelden, og med Guldthronen og Guldtenen, som hun aldrig synes at bruge, saa gaadefuldt et Væsen, at man let, som Aktæon, kunde fristes til at være Speider, hvor hun badede sig, men hans Exempel vil dog ikke friste os, naar vi har hørt hans Skæbne.

Man har en lang Fortælling om Bie-Kongen Aristæos, som skal have været en Søn af Apol og Kyrene fra 📌Pelion, men her maa vi nøies med at melde, at han giftede sig med Kadmos-Datteren Autonoe (Egensindighed) og blev ved hende Fader til Aktæon (Vindspilleren), som opfostredes af Chiron, og skal have været en vældig Jæger, der belurede Artemis, da hun badede sig i Spaadoms-Kilden Gargaphe, ja skal, efter Sommes Sigende, endog gjort sig Tanker om hendes Haand, men blev derfor af den fortørnede Gudinde skabt om til en Hjort og derpaa sønderrevet af sine egne Hunde.

Vi maae derfor heller nøies med at slutte fra den fuldkomne Enighed, der var mellem de berømte Tvil50linger, at Artemis havde Indtrykket af Alt, hvad Apol var Udtrykket for, og svarede altsaa til ham omtrent som Melodien til Ordene i en rigtig Høisang. Hendes Bue er her slet ikke iveien, naar vi tænke paa 👤Pindars Sprog og paa de “søde Pile,” som Artemis netop er berømt for; hendes deilige Sang-Stemme i Muse-Choret er ogsaa en mythisk vitterlig Sag, og endelig slaaer den berømte Strid mellem Leto og Niobe, om hvem af dem der havde de sødeste Børn, udentvivl Hoved paa Sømmet.

Samme Niobe, en Datter af den høitbegavede, men utaknemmelige Tantalos, var nemlig gift med den berømte Spillemand Amphion, som først paa Lydisk gav Lyren de syv Strænge og lærde dermed Stene at dandse, og hun var saa kry af sine syv Par Tvillinger, at hun loe ad dem, der kaldte Leto den lykkeligste Moder; men saasnart Leto beklagede sig derover for sine Børn, spændte de deres Buer og fældte i et Øieblik alle Amphions og Niobes Børn, enten paa een Dreng og een Pige, eller paa to Piger nær, hvorover Amphion enten tog Livet af sig selv eller faldt ved en Storm paa Apollo-Templet, og Niobe blev, med eller mod sin Villie, forstenet.

See, det er der Altsammen Mening i, naar Apol og Artemis udtrykker Poesie og Musik i saa inderlig Forening, som de kun kan findes i Menneske-Munden; thi da bliver de syv Par Spillemænds-Børn naturligviis syv Toner i Dur og Mol (Mandlig og Kvindelig), som de kan fremtvinges eller udlokkes af det

51Umælende, og enten man nu selv troer, at Apol og Artemis kun behøvede at lukke Munden op for at tilintetgiøre al den Velklang, der vilde overdøve deres Stemme, eller ikke, saa er det lige klart, at Grækerne tænkde det, og at Menneske-Munden maatte være gal, om den gav det Umælende sin Stemme imod sig selv.

Hermed stemmer det da ogsaa overeens, at ved de Pythiske Lege, som holdtes i 📌Delphi, vandtes Prisen oprindelig kun ved at synge en Hymne, man selv havde giort til Apols Ære, saa først efter Thamyris-Dagene gav man En Prisen, som sang sødt hvad en Anden havde giort, og igien langt senere, i den 48de Olympiade, begyndte man først at krone Fløite-Spillere.

Hvormeget nu især det Sidste har været Apol imod, kan man vide af hvad der fortælles om hans Væddestrid med Marsyas, som havde fundet Fløiten, da dens Opfinderske, Pallas Athene, smed den bort, fordi den skæmmede Ansigtet; thi først spillede Apol Giæk med ham, ved snart at synge til Guitaren og snart vende den om, og forlange at Fløitespilleren skulde giøre ligedan, og siden, siger man, Apol flaaede ham, hvad dog vel ikke vil sige Andet, end hvad der endnu kan hændes en Trompeter, som giver sig i Kast med sin Overmand, at Marsyas gik ud af sit gode Skind.

At det nu var paa Mundens Vegne, som lægges under Beslag, Apol, ligesom Stærkodder, bar Nag til Fløitespilleren, følger af sig selv, men i den 48de Olympiade brød man sig selv i 📌Delphi ikke stort om Apols 52Vrede og endnu mindre om hans Mund; thi allerede før den Trojanske Krig havde de berømte mythiske Bygmestere Trophonios og Agamedes reist en Steen-Hal til Oraklet, istedenfor Kobber-Hallen: et Hephæstos-Værk, der enten var sunket i Jorden eller smeltet i en stor Ildebrand, og Oraklet havde endda havt to Leiligheder førend den: først et Daphne-Lysthus af Laurbær-Træer fra 📌Tempe, og siden ligesom en Bikube af Bregner og Honningkager, hvad naturligviis, oversat af Billedsproget i Hverdagsstil, vil sige, at først var Oraklet levende, som Fuglesang i Lunden, siden kun, som Surren af Bier med søde Blomsterkys, derpaa halvdødt og endelig steendødt.

I Bie-Tiden har det nu ventelig ogsaa været, man gav Artemis Bien til Fugl, og i Kobber-Tiden, man har drømt sig til den rasende Jagtlyst, som Mythographerne tilskrive hende, og den uskyldige Anledning har formodenlig været deels hendes gamle Tilnavn Jocheæra og deels den skarpe Tugtelse, hun skal have givet de to vældige Jægere: Aktæon og Orion, hvad man i Søvne ei har kunnet finde anden Grund til, end at hun maatte selv være en Olympisk Jægerinde, og betragtede derfor dem, der udmærkede sig i samme Haandværk, som Krybskytter. Ligesom vi imidlertid har hørt, det var Aktæons Nysgierrighed, der giorde hans Ulykke, saaledes skal vi paa sit Sted see, at den vilde Jæger Orion faldt heller ikke for sin Dyds Skyld, og hvor ustridbar Artemis endnu har været i 👤Homers Dage, kan man see af Iliaden, hvor Here visker hende 53om Ørene med hendes eget Pilekogger, uden at Jocheæra veed andet Raad end at tye op til Fader Zeus og lade ham kiæle for sig, som et Skiødebarn.

At nu endelig de nyere Mythographer har sammenblandet Apol og Artemis med Helios og Selene, det er hverken Mythernes eller de gamle Mythographers Skyld, som her aabenbar give hver Sit, men det forstaaer sig selv, at til alle Tider vil hos grove Afgudsdyrkere det indvortes og usynlige Lys, som kun straaler i Ordet og gløder i Sangen, fordunkles af det udvortes og synlige Lys, som skinner fra Soel og Maane, og saa bagvendt kan man tilsidst blive, og var maaskee allerede Autonoes Søn Aktæon, at man ordenlig tænker, det Usynlige er kommet af det Synlige og Ordets Kraft af Ordets Afmagt. I dette Tilfælde rives imidlertid alle vilde Jægere paa Tankens Enemærker nødvendig ihiel af deres egne Hunde, hvad Skikkelse de saa end har, thi Modsigelsens Grundsætning kiender ingen Persons-Anseelse.

Ares og Aphrodite.

Den mythiske Grund, vi, ved at nævne Ares og Aphrodite, betræde, er i alle Maader saa slibrig, at den, naar det var muligt, helst skulde undgaaes; men da de Homeriske Digte baade har Aartusinders Hævd paa at fremstille Grækerlivet ligesaa tro i dets Høitidsdragt som i dets Hverdagsklæder, og Fremstillingen i alt Fald er mesterlig, saa nødes vi til dog i Forbigaaende at kaste et Side-Blik til Guld-Nettet, hvor54med de sidste Græske Mythe-Smede stræbde at giøre selv den kun altfor bekiendte stygge Forbindelse mellem Vellyst og Grusomhed fortryllende.

At det nemlig ingenlunde er Kiærlighed og Kiækhed selv, men kun deres fornævnte Uglebilleder, Aphrodite og Ares i de Homeriske Digte udtrykke, er kun altfor aabenbart, og vel er Forholdet efter Stamtavlen langt sømmeligere, da Ares og Aphrodite i lovligt Ægteskab endog har en Datter med det deilige Navn Harmonia (Samklang); men de have dog Sønnerne Phøbos og Deimos (Frygt og Rædsel) ved Siden, saa allerede der er Ares en Slagter og Aphrodites Kiærlighed igrunden saa falsk som Skum paa Vand. At hun ogsaa mythisk var dukket op af Havskum, læser vi rigtignok nu i Stamtavlen, men 👤Apollodor synes ikke at have læst det, da han uden videre, ligesom Iliaden, lader hende fødes af Zeus og Dione, og Aphrodites Fødsel af Aphros er da sagtens etymologisk istedenfor mythologisk. Den smukke og elskværdige Okeanide Dione, som nu staaer ledig i Stamtavlen, maa da agtes for Aphrodites rette Moder, skiøndt man kun kan faae Plads til hende i de syv Ægteskaber, ved, ligesom Zeus, at spise Metis; men da Dione saaledes bliver det ægte mythiske Udtryk for kvindelig Skiønhed og Kiærlighed, bliver Aphrodite, som skulde hedt Harmonia, rigtignok en Skifting, der vel havde en blændende Lighed med sin Moder, men ligesaa lidt hendes Dybde og Blyhed som Faderens Adel og Høihed,

55og blev derfor ganske passende kaldt Aphrodite eller Galdyre.

Hvorledes det kunde falde Grækerne ind at give deres Zeus en saadan Kannibal som Ares til Søn, er rigtignok gaadefuldt, saa det er intet Under, man ymtede om, at han var en Søn af Uhyret Enyo (Ødelæggelsen), men som en Frugt af den daglige Kiv og Splid, der var mellem Zeus og hans syvende Gemalinde, kan man dog vel komme til at betragte ham som et “nødvendigt Onde”, og at det var saaledes baade Grækerne betragtede “Krigen”, og selv den Homeriske Zeus betragtede Ares, det seer vi klarlig af Iliaden, hvor Zeus siger reent ud, at dersom han ikke, desværre, havde været hans egen og Heres kiødelige Søn, skulde han for længe siden ligget dybere i Helvede end Nogen af Titanerne.

At nu Ares selv som Krigsgud var i Grækernes Øine aldeles mislykket, siger i det mindste Iliaden hvorefter han blev bagbundet af Aloiderne og maatte forgaaet i Kobberkiedlen, dersom ikke Hermes havde stjaalet ham ud.

Eros.

Strax i Begyndelsen af Gudernes Græske Stamtavle dukkede Eros (Elskeren) op af det store Virvar, med den Lovtale, at han er den Skiønneste af alle de Udødelige og Trøsteren baade for Guder og Mennesker, som kan bøie Hjerter og Sind, men dermed forsvinder han mythisk, saa vi maae gjætte os til, at han er den 56skjulte Aarsag til alle de følgende Fødsler og Ægteskaber.

Først efter den mythiske Tid, da Poeterne kaldte Tyrannen 👤Polykrat paa 📌Samos den Lykkeligste af alle Dødelige, dukker der igien en Eros op af Vinfadet hos 👤Anakreon, men det er en Søn af Aphrodite, man veed ikke med hvem, den evig kaade Dreng, der siden, især under Navn af Amor og Cupido, har faret giennem Verden med Pil og Bue og skudt, som man siger, iblinde efter Hjerterne, men i Virkeligheden, uden at ændse Hjertet, skudt efter Øinene.

Kun forgæves søgde 👤Plato at opmane den gamle Eros, thi Sangerne holdt sig til den Unge, og Latinerne, som aldrig havde kiendt nogen Anden, gav den Olympiske Gadedreng saaledes Frispas i deres poetiske Verden, at det selv i Vores giælder for Hovedhængeri ei at ville taale ham; men det maa dog ikke hindre os fra at erklære ham for ligesaa uægte i Poesien som i Mythologien.

Hvad derimod den ægte Græske Eros angaaer, da maa vi, trods Dunkelheden, hvori han svæver, i ham erkiende et Glimt fra et høiere Solsystem end det Olympiske, svarende til Gnisten af den udødelige Kiærlighed, som er den skiulte Grund til hele Menneske-Naturens Adel og Skiønhed.

Helios, Selene og Eos.

Helios (Solkongen), Selene (Maanedronningen) og Eos (Morgenrøde-Prindsessen) var, efter Stam57tavlen, det glimrende Børnekuld af Titanen Hyperion og Titaniden Thea, og om de ikke havde andet mythisk Værd, maatte de dog, efter Omstændighederne, være os velkomne med deres klare Vidnesbyrd om alle de Mythographers Blindhed, som forvexle dem med Letos Tvillinger og Asterias Eenbaarne.

Helios udmærkede sig naturligviis i 📌Grækenland, som allevegne, ved sit skarpe Syn, saa han var den Eneste, der saae at Pluto bortførde Persephone, og, efter de adspredte Vink om hans Palads, hans Have og Hjorde, havde han dem enten hos Hesperiderne eller paa Erythia; men dog havde han ogsaa et berømt Lyststed paa 📌Rodos, hvorom 👤Pindar giver os den mærkelige Oplysning, at ved det store Aasteds-Møde, da Olympierne udskiftede 📌Grækenland, kom Helios bag efter, men havde til Lykke seet 📌Rodos nær ved at dukke op af Havet og fik den udlagt til sin Lodd. Da det nu var efter sin Gemalinde, ventelig Okeaniden Rodia (Rosenblomme), Helios opkaldte Øen, saa har det givet Anledning til megen Eftersnak, og 👤Diodor har en lang Fortælling om Rodiske Heliader, som de Første, der opdagede Athenes Fødsel, læste i Stjernerne og talde Timerne; men dermed kan vi her ikke videre befatte os, da det er Phaeton, vi med Øinene maae følge paa hans glimrende men slibrige Bane. Om denne Helios-Søn havde Rosenblommen eller Okeaniden Klymene (Berømmelsen) til Moder, kan være os det Samme, thi Sagen er, at han tiggede sin Fader saalænge til han fik Lov en Dag at kiøre Soel-Vognen med de fire vælige 58Heste under een Tømme, men forstod ikke sin Konst og havde desuden, som alle unge Kudske, en urimelig Lyst til at bruge Svøben, hvor den ikke behøvedes, saa det gik splittergalt, Hestene løb løbsk, og Verden maatte forgaaet, hvis ikke Zeus endnu i rette Tid havde nedlynet Phaeton, saa han faldt af og druknede i Floden Eridanos, hvor hans Systre, Heliaderne, siden staaer, forvandlede til Sølvpopler, og græder Ravtaarer for ham.

Af Selene er det eneste Livstegn i Tidens Løb hendes dunkle Forhold til Endymion, en Søn eller Sønnesøn af Zeus, som skal have udbedt sig den Naade at slumre altid, uden at døe eller ældes, thi ham skal Selene have brændt for og kysset isøvne. Efter et løst Rygte skal de ogsaa have havt halvtredsindstyve Døttre sammen, men Herse (Duggen) er dog den Eneste, man veed Navn paa, og sagtens var hun da Moder til den “Søn af Herse”, Kephalos, som Eos forelskede sig i.

Eos var imidlertid, efter Stamtavlen, ordenlig gift med Titanen Astræos og ved ham Moder til alle de tindrende Stjerner, samt til Zephyr, Notos og Boreas, og hendes andre Forbindelser viser, hun var yderst letsindig, men havde ogsaa Held derefter; thi hendes første Elsker, Orion, kom snart galt af Dage, den Anden, Tithonos, blev hende snart for gammel, hvad der var saameget værre, som hun havde faaet ham gjort udødelig, og den Tredie, Kephalos, synes snart at være blevet kied af hende og at have stjaalet sig bort.

Denne tredobbelte Lys-Mythe hører ikke til de dybeste, men dog gienkiender man i Helios, Selene og 59Eos Lysets tre Egenskaber: Glands, Varme og Lethed, og hvis Endymion (Inderligheden) svarede til sit Navn, havde den Græske Selene unægtelig Ære baade af sit Kys og af sin Datter Herse.

Med Phaeton er det ogsaa høist mærkeligt, at naar man vil have ham til at være Andet end Helten i et Ammestue-Æventyr, da bliver han af sig selv et overraskende tro Forbillede paa den glimrende men falske Oplysning, som man vel allerede saae Nok af i 📌Grækenland og 📌Rom, men som vi dog først har lært at kiende tilgavns og seet gaae tilbunds, saa hvad enten man tager Eridanos for 📌Po eller for 📌Østersøen, kan vi pege paa Phaeton-Systrene, som fortræede græder over ham, saa den eneste Forskiel er, at Taarerne ligner hverken Guld eller Rav, men snarere Bly.

Hvad det derimod skulde betyde, at Eos var Moder til Zephyr, Notos og Boreas, det maae Ægypterne vide, thi da Stamtavlen ordenlig lægger Vægt paa, at det kun var dem, som var saa høibyrdige, medens de andre, altsaa de østlige, Vinde var typhoniske og ødelæggende, baade til Lands og Vands, saa kan vi ikke tvivle paa, det jo var efter den Ægyptiske Almanak, der omtrent falder sammen med den Ægyptiske Mythologi.

Hestia.

Skiøndt Stamtavlen nævner Hestia først mellem Kronos-Døttrene, synes hun dog siden glemt som en gammel Jomfru, død for Verden, saa man finder end 60ikke et offenligt Billede af hende nævnt i 📌Grækenland, undtagen i det mageløs fromme 📌Athenen, som 👤Pausanias kalder det, hvor baade Heleos (Barmhjertighed) og Ædos (Undseelsen) havde deres Altre.

Efter en af de saakaldte Homeriske Hymner til Aphrodite havde imidlertid baade Apol og Poseidon beilet til Hestia, men faaet Afslag, og da Hestia høitidelig tog Sløret, gav Zeus, paa hvis Hoved hun ved Nonne-Løftet lagde sin Haand, hende Høisædet i alle Guders og Menneskers Huse.

Da nu Hestia betyder Arnen, saa forklarer hendes Mythe forsaavidt sig selv, at man strax seer, det var Hjemligheden, der i hende forgudedes; thi at Arnen hos de Gamle var Husgudernes Plads, følger af sig selv; men at Hjemligheden, som noget indvortes Menneskeligt og Guddommeligt, er Hjerteligheden, det maae vi selv lægge til, thi det har ikke blot Mythographerne overseet, men det seer vi af Grækernes hele Historie, svævede kun meget dunkelt for dem.

Det var derfor en følgelig Sag, at Hestia-Mythen maatte synes ufrugtbar, men naar vi betænker at Arnen, Hestias Høisæde, var i 📌Grækenland et Fristed for mange Ulykkelige og en Helligdom, hvor Vuggen gik baade med Giæste-Venskab og Fædrenelands-Kiærlighed, da seer vi dog, at Hjemlighedens Græske Gudinde, den gamle Husholderske allevegne, selv i 📌Delphi og paa Olympen, havde idetmindste smukke Pleiebørn og afslog kun de ringere Guders Haand, fordi hun følde sig hemmelig forbundet med den Høiere.

61

Styx og Hekate.

Efter Stamtavlen blev Titanen Krios gift med Pontos-Datteren Eurybia og ved hende Fader til tre Sønner: Astræos, Pallas og Perses, men de to Sidste vilde for længe siden været glemte, dersom ikke Pallas havde faaet den ældste Okeanide Styx til Frue, og Perses havt den Lykke at blive Fader til Hekate, thi kun de reddede deres Ære og Værdighed under det store Skibbrud, hvorved Titanerne gik tilgrunde.

Saasnart nemlig den store Tiaarskrig udbrød, lod Kroniderne giøre vitterligt, at hvem af alle Guderne, der vilde holde med dem, skulde beholde den Værdighed, de hidtil havde havt, og var de sat tilside under Kronos, kunde de vente Opreisning og Forfremmelse, og nu var Styx den Allerførste, som, paa sin Faders Raad, indfandt sig med alle sine Børn paa Olympen, hvor hun naturligviis blev modtaget med aabne Arme, og fik den dobbelte Forret, at ved hende alene skulde Guderne sværge, og hendes Børn være uadskillelige fra Zeus, som det lyder:

Man aldrig dem savner, hvor Zeus er tilstæde,
Thi næst efter ham har de Gang, har de Sæde!

Det Sidste var nu intet Under, thi Børnene hed Zelos og Nike (Nidkiærhed og Seier) Kratos og Bia (Magt og Styrke), saa naar de svarede til deres Navn, da fulgde det af sig selv, at Zeus holdt hvad han lovede dem og vilde aldrig skilles ved dem, og det Første er heller ikke uforklarligt, thi da Styx, efter Navnet at dømme, er Modbydeligheden selv, kan vi nok forstaae, 62at de Græske Guder svor ved hende, som Andre ved Fanden; men hvordan Styx kunde blive Moder til fornævnte Børn, det er vist en af de Ægyptiske Hemmeligheder, der ikke bliver sand, førend “Venstre bliver Høire”. Vi kan imidlertid nok see, at det store “Opsving” skulde skee ved Pallas, som Søn af Krios (Iværksætteren) og Eurybia (Stormægtighed), ligesom vi heller ikke kan nægte, at en vis Modbydelighed har sin Deel i al Modstand og Kamp, saa med Ægyptisk Konst lod der sig nok udklække en Slags Historiens Philosophi af dette mythiske Æg; og at der ligger mere skiult deri end man skulde tænke, det lader sig opdage, naar man seer vist paa Stamtavlens Beskrivelse af den sortladne Frues Palads og af Meenedens gruelige Følger, naar Guder forsværge sig ved hende.

Den modbydelige Frue boer nemlig, efter Stamtavlen, ved Siden ad Pluto og Persephone, paa Grændsen af Tartaros, men hendes Klippeborg har dog Sølvpiller, som naaer til Himmelen, og det sølvklare Vand i Floden, som bærer hendes Navn, har saa vidunderlige Kræfter, at en meensvoren Gud, som blot har nippet dertil, styrter paatimen baglænds om, bliver aandeløs og maalløs og smager i et heelt Aar hverken Nektar eller Ambrosia, men ligger i en fæl Dvale, og maa siden i hele otte Aar gjennemgaae den ene Skiærsild hedere end den anden, førend han igien i det tiende Aar faaer Lov til at vise sig paa Olympen og lægge sit Ord i Laget med de andre Guder.

Alt dette klinger nu vistnok saa ægyptisk, at man 63kan ækles ved at ransage det, men overvinder man sig til at giøre det, da finder man dog den Modbydelighed, som Sandheden paa en Maade har tilfælles med Løgnen, da de naturligviis ligelidt kan udstaae hinanden, altsaa hvad vi sædvanlig kalde Modsigelsens Grundsætning, og kan ikke sige er slet skildret som en Klippeborg paa Grændsen af Tartaros, hvis Sølvpiller naae til Himmelen; thi al mulig, guddommelig saavelsom menneskelig, Sandheds-Erkiendelse staaer og falder jo med Modsigelsens Grundsætning, som dog udspringer af Sandhedens Forhold til Løgnen. Seer vi nu, det er den klare Selv-Modsigelse, de meensvorne Guder drikker i sig med Vandet af Styx, da undrer deres Døds-Dvale og Maalløshed os heller ikke, thi den klare Selv-Modsigelse er Løgnens Brændemærke, som enhver Aand forstummer ved og føler sig tilintetgjort af. Selv Kiødhovederne gaaer det ikke bedre i deres Kreds, men da den ligger udenfor Aandens Verden, kan de naturligviis om Ting i den forsværge sig titusinde Gange, uden at det anfægter dem, hvad en Titusindedeel af var Nok til at dræbe en Olympier.

Kort efter Styx seer vi af Stamtavlen, at Hekate giæstede Olympen, og hvad der ikke før havde været Stads, saa blev der nu, thi hende overvældede Zeus ret egenlig med Gaver og Forrettigheder, saa ved alle Offer-Gilder skulde hun paakaldes allerførst, og hvem hun bønhørde kunde prise sig lykkelig, ja baade i Himlen og paa Jorden skulde hun have Æren, saa man seer slet ikke, hvad Zeus beholdt, og man bliver reent ør i 64Hovedet, hvis man ikke lægger Mærke til, at det Hele dog kun løber derpaa ud, at Hekate fik Lov til at være den hun var, og beholde hvad hun havde:

Ei Vold hun led, eller ringeste Tab,
Paa hvad hende før var tilfaldet,
Ved gammel Udskiftning af Fællesskab,
Titanernes Skielsætning kaldet.

Sagen er nemlig den, at, som eneste Datter af Perses (Tærningkasteren) og Asteria (Stjernekigersken), var Hekate Begges Arving, altsaa efter gammel Regning “Lykken” selv, og nu begriber vi godt, baade hvi hun var saa velkommen paa Olympen, og hvordan Zeus kunde være saa urimelig gavmild, uden at der dog gik noget fra ham, da man jo aldrig kan give for meget for at have Lykken med sig. Det er derfor kun Skielmeri af Skjalden, naar han trækker os ved Næsen rundt omkring baade til Lands og Vands, og forsikkrer, at baade paa Marken og paa Torvet, i Striden og i Stalden, raader Hekate for Lykken, ja, har baade Guders og Menneskers Skæbne i sin Haand, thi det er en følgelig Sag, at der skal Lykke til Alting, selv til at giøre Ulykker.

Hekate-Mythen, som ved første Øiekast synes bælgmørk, er da egenlig alt for klar, giennemskuet, saasnart den opdages, og siden med sin soleklare Tomhed ingen Ting værd, undtagen til at lære os, at Klarheden i og for sig selv er ingen Herlighed, saa for Dybdens Skyld er det klogest, indtil videre, at forlige sig med Dunkelheden, som, det har ingen Nød, jo vil klare sig med Tiden.



65I 📌Grækenland har for Resten den ægyptiske Lykkedises Lykke været tynd nok, thi naar vi undtage Demeter-Hymnen, hvor den vildfarende Moder lykkeligviis møder Hekate og kommer derved paa det rette Spor, da møder vi aldrig ellers Lykken under det fremmede Navn, men derimod hvert Øieblik under det ægte Græske Tyche”, som 👤Pindar skal have foræret hende. Hermed havde han vel ikke havt isinde at skille Hekate ved sin Ære og Værdighed, men det blev dog Følgen, thi den ny Uting, der, ligesom “Tilfældet” hos os, var uden Fader, uden Moder og uden Slægtregister, fortrængde snart hende, som efter Stamtavlen havde Brev paa Lykken, og Hekate blev til en gammel Hex, som vel sagtens kunde malke sit Strømpebaand, men blev dog ikke feed deraf.

Poseidon og Amphitrite.

Alt hvad Stamtavlen melder os om Poseidon, den mellemste Kronide, er at han i Barndommen blev slugt af sin Fader Kronos, men kom dog op igien, hører, med sine Brødre Zeus og Pluto, til det store Kløverblad, hedder Bulderbasse, Jordklemmer og Jordryster, og er gift med Nereiden (Havfruen) Amphitrite, som har sin Styrke i at stille de oprørte Bølger, og har født Poseidon en guddommelig Søn ved Navn Triton, der boer hos sine kiære Forældre i det gyldne Slot paa Havsens Bund.

Heraf maae vi da slutte os til Poseidons kongelige Indflydelse paa Havet, thi hverken finder vi i Stam66tavlen Noget om den berømte Deling af Herredømmet, ikke heller spores engang den vældige Trefork, som altsaa synes at være et senere Arbeide. Da nu desuden den gamle Okeanos, efter Mytherne, maa tænkes i fuld Besiddelse af sin forrige Værdighed, og vi heller ikke høre noget til at Uranos-Broderen, den ældgamle Pontos, har taget Deel i den store Strid, saa maa vor Forestilling om Poseidons Stilling være temmelig forvirret, til vi besinder os paa, at det var dog egenlig Menneske-Naturen, de Græske Guder enten stredes eller stræbde at enes om, i den Forudsætning, at Resten maatte følge af sig selv. Naar vi derimod lægge Mærke til de indvortes Opbrusninger og Rystelser, som har deres Billede i Jordskiælvene og det oprørte Hav, da seer vi, at Lidenskabeligheden udgiør Poseidons naturlige Kongerige, hvis Grændser vel, som Havets, er vanskelige at sætte, men hvis Virkelighed dog er sikker, og hvis Beskaffenhed er kiendelig nok. Herpaa hentyder da ogsaa baade Poseidons Navn og den Voldsomhed, der er i alle hans mythiske Bevægelser, selv naar de skal være af det kiærligste Slags, og naar vi lægger vel Mærke til, at det er Amphitrite, som, med sine Systre Kymodoke (Bølgefavnerske) og Kymatolege (Bølgejævnerske), beroliger baade Stormen og Havets Brusen, da seer vi, han var godt gift, thi uden saadan en Medhjelp bliver al Lidenskabelighed grændseløs ødelæggende. Sønnen Triton, om hvem vi mythisk slet ikke veed Andet, end at han kiønt blev hjemme hos sine kiære Forældre og i det Høieste blæste Bølgerne et Stykke i sin Muslingskal, udtrykker da 67Beroligelsen selv, som Frugten af det lykkelige Ægteskab, og Amphitrites Navn lader sig oplyse af de tre Verdensdele, der ikke blot omringe 📌Middelhavet, men ogsaa beroliger det i Sammenligning med den 📌Spanske Sø; thi det Samme giør hun ved at omfavne Poseidon.

Vil vi nu see nogle voldsomme Udbrud af Poseidons Lidenskabelighed, der i Menneskelivet svare til Jordskælv og Havets Oprør, da stiller Mytherne os dem for Øie i hans Sønner: de formastelige Aloider: Otos og Ephialtes, samt Orion, som havde sin Gang paa Havet, og med den Sidstes Moder Euryale (Vidflakke), som var en af Gorgonerne, skal vi nu strax stifte nærmere Bekiendskab.

Selv Treforken, hvormed Poseidon siges at oprøre Havet, er ingenlunde grebet af Luften, thi den voldsomme Lidenskabelighed, der oprører Menneske-Naturen, har virkelig tre Grene, eftersom Magt, Ære og Fornøielse indslutter i sig Alt hvad man kan rase for.

Pontos og Pontiderne.

Pontos, den ældgamle Havmand, har vi neppe havt Leilighed til at nævne, siden vi strax i Begyndelsen hørde, at han og Uranos var Gæas første faderløse Børn; men nu maae vi dog nødvendig huske paa ham, da vi i Halvgude-Mytherne immer støde paa hans Afkom, som det er umuligt at hitte Rede i, naar man ikke har faaet Øie paa Stamfaderen, der afsides fra 68Uranionerne har en vel dunkel, men dog selvstændig Tilværelse.

Stamtavlen lærer os da ogsaa, at Pontos havde tre Sønner med Gæa, som hedd Nereus, Thaumas og Phorkys, og to Døttre: Keto og Eurybia, af hvilke den Sidste, ved at ægte Uranionen Krio, blev Moder til Astræos, Pallas og Perses, og fra Pontos-Sønnerne nedstammede igien tre Slægter, som vi omhyggelig maae skille ad, da de var hinanden meget ulige.

Den Ældste, Nereus, faaer nemlig i Stamtavlen den mageløse Lovtale:

Man kalder ham Gubben, i Retvished snild,
Sandfærdig, oprigtig, uskyldig og mild,

og han har, med Okeaniden Doris, ikke mindre end halvtredsindstyve Døttre, de berømte Nereider (Havfruer), hvoraf vel kun den Ene Nemertis (Uskyldigheden) er hans udtrykte Billede, men som vi dog alle maae forestille os under en blid og elskelig Skikkelse. Vi har ogsaa nylig hørt, at det er Nereiden Amphitrite, som med to af sine Systres Hjelp beroliger Stormen og Havet hos Poseidon, og Nereiden Thetis med Sølvfødderne er ved Iliaden endnu blevet langt navnkundigere, og fortiener virkelig at nævnes, om ikke for hvad Iliaden siger, saa for hvad den fortier, at baade Zeus og Poseidon havde beundret hendes Skiønhed, og kun overladt hende til en Dødelig, fordi 69Themis eller Prometheus, eller maaskee Begge, havde spaaet, at hendes Søn skulde overgaae sin Fader.

Den anden Pontide Thaumas faaer derimod i Stamtavlen ingen anden Roes end at han er stor, nævnes aldrig siden og har med Okeaniden Elektra tre Døttre, der vel alle udmærke sig ved deres Hurtighed:

Som Fugle just
De fare og som Aandepust,

men er dog ingenlunde Alle af det gode Slags; thi kun Iris farer Olympiernes Ærinder, mens hendes Systre: Aello og Okypete, farer om paa deres egen Haand og giør Ulykker allevegne, og derfor kalder man dem Harpyer eller Dragedukker.

Ligesom nu Thaumas er midt imellem Begge, saaledes er den tredie Pontide Phorkys rundt ud den Slemme, thi Stamtavlen kalder ham trodsig, og dertil svarer hele hans Afkom med sin Syster Kete. Han havde nemlig to Hold slemme Døttre: Nogle, som baade Guder og Mennesker kaldte graa, fordi de var graa af Modersliv, men som ellers hedd Pephredo med det klare og Ennyo med det gule Slør, og Andre, som er blevet frygtelig navnkundige under Navn af Gorgoner, men hedd for Resten Stheino, Euryale og Medusa. Den Sidste, som var den eneste Dødelige, blev igien, ved Poseidon, en ulykkelig Oldemoder til mange Uhyrer, som siden skal opregnes, og Euryale blev, ogsaa 70ved Poseidon, Moder til Orion, hvis løierlige Historie vi nu skal høre.

Somme har vel gjort Orion til en Uting, der paa en ækkel Maade var skabt af Zeus, Poseidon og Hermes, ja, maaskee af Apollo med; men skiøndt Grovheden ikke er uvittig, seer man dog strax, det er kun Spas, mens han, efter den ordenlige Fortælling hos 👤Apollodor, som sagt, var en Søn af Poseidon og Euryale, og lærde af sin Fader at gaae paa Havet. Han stak vel den letsindige Fru Eos i Øinene, men synes ikke at have ændset hende synderlig, thi først var han gift med den kalkunske Fru Syde, som vilde maale sig med Here og kom derfor hovedkulds til Hades, og siden beilede han, nok ikke alt for fint, til Ønopions Datter Merope, hvad dog kom ham dyrt at staae, thi Faderen, som man kan see paa Navnet, var vant til Mosten, drak ham under Bordet og stak saa begge hans Øine ud. Det var paa 📌Chios, og hvordan han slap derfra til 📌Lemnos, det veed man ikke, men der havde Hephæstos dengang sit Værksted, og gav ham en af sine Drenge til Ledsager, som satte sig op paaskrævs og viste Vei mod 📌Østen, som Orion befalede. Han gik nu saalænge med Solen i Øinene, til han fik sit Syn igien, og kom saa tilbage til 📌Chios, men her maa enten han eller Mythographen have gjort et halsbrækkende Spring, thi, efter et forblommet Ord om at han bygde sin Fader et Palads under Jorden som et Hephæstos-Værk, snapper Eos ham lige med eet og fører ham til 📌Delos, hvor Artemis enten slaaer Trille med ham til han styrter, 71eller skyder ham, uden at vi høre, hvorfor. Fra andre Kanter har man imidlertid forskiellige Rygter om Grunden til Gudindens Vrede, saa Nogle siger hun skiød ham, fordi han vilde forgribe sig paa hende eller En af hendes Nærmeste, og Andre at hun lod en Skorpion stikke ham, fordi han var saa lidenskabelig en Skytte, at han vilde udrydde alle Dyrene.

At nu Orion tidlig er blevet sat iblandt Stjernerne og har faaet en vis himmelsk Navnkundighed, der endnu vedvarer, det er noksom bekiendt; men den Pontiske Mythekreds, hvortil han hører, ligger i et uigiennemtrængeligt Mørke for os, indtil det lynslaaer os, at i Grækernes Billedsprog har Havet en dobbelt Betydning, saa vel afbilder det i sin oprørte Tilstand Lidenskabeligheden, men i sin rolige og klare Skikkelse afbilder det Menneske-Forstanden og dens naturlige Virksomhed. Ved den første Green af Pontos-Stammen maae vi derfor sætte os tilbage i Havets og Menneskelivets Guldalder, førend Poseidon blev født og begyndte at røre op med sin Trefork, thi da er Gubben Nereus født, den retvise Sandsiger, som vi sædvanlig kalde Samvittighed, men gienkiende under alle Navne, og da har han, med en tilsvarende Okeanide fra Hjertedybet, avlet alle de milde og vittige Havfruer (Nereiderne), som endnu i Poseidons-Tiden stræbe at skille Skyerne ad og berolige Elementerne.

Nu seer vi Grunden til Svogerskabet mellem Poseidon og Nereus, og selv Amphitrites berømte Syster, Thetis med Sølvfødderne, lære vi at for72staae, naar vi lægge vel Mærke til Spaadommen, at hendes Søn, dødelig eller udødelig, skulde overgaae sin Fader, thi hun udtrykker altsaa den ædle Nyfigenhed eller Videlyst, og er den naturlige Moder til Fremskridtet i Kundskab og Forstand, som de gamle Guder endnu sædvanlig er meget bange for. Den beenrappe Achil havde da Grund nok til at være stolt af sin Moder, men hun havde ogsaa Grund nok til at græde over ham, ikke blot fordi han forløb sig, men især fordi hendes tvungne Giftermaal med en Dødelig slet ikke svarede til det Løb, hendes Navn betegner og hendes Hu stod til. Hendes Maal var nemlig med Nødvendighed den fulde Klarhed, derfor havde hun Sølvfødder, som, naar man ret seer paa dem, fordunkler Heres Guldtøfler.

Vender vi os nu til den anden Pontos-Søn Thaumas og hans Frue, Okeaniden Elektra, da seer vi strax paa Navnene, at stort skulde det være, baade underligt og glimrende, som naar Forstanden hæver sig til et høiere Overblik, men bliver da lettelig kun stor i sin egen Indbildning. Ved de tre flyvende Havfruer: Iris (Synskredsen) Aello (Hvirvel) og Okypete (Flygtighed), maae vi da tænke paa de saakaldte høiere Anskuelser, og finder det da vittigt nok, at Grækerne kaldte de to Trediedele Harpyer og gav dem Skyld for Alt hvad der blev pludselig borte, ligesom vi siger, det fløi bort med Vildgiæssene, men vi finde det ogsaa i sin Orden, at Iris, som traadte i Olympiernes Tjeneste, er en Undtagelse, thi saaledes kan 73Forstanden endnu ved Aandens Hjelp hæve sig til et virkeligt og gavnligt Overblik.

At nu ogsaa virkelig Iris, som Olympiernes Sendebud, havde et aandeligt Ærende at røgte, det seer vi vistnok ikke i Iliaden, hvor hun kun er en mageløs letbenet Terne, men desbedre i Stamtavlen, hvorefter det er hendes Kald, hvergang Guderne skal giøre Eed eller, i alt Fald, naar de har forsvoret sig, at hente det farlig klare Vand hos Styx i Guldkanden, altsaa at oplyse og anvende Modsigelsens Grundsætning.

Om Harpyernes mythiske Virksomhed har vi derimod kun et løst Rygte, i Sagnet om Argonauterne, hvorefter de snappede Maden af Munden paa Kong Phineus i 📌Salmydessa, men blev af Boreas-Sønnerne Zetes og Kalais (Fire og Hale eller Slip og Tagfat) enten ødelagte eller dog nødte til at tæmme Snaphane-Lysten, og det maae vi da helst lade staae ved sit Værd; thi vel var det af de selvgjorte høiere Anskuelsers Historie nemt at godtgiøre, at Harpyerne har snappet Maden af Munden paa bedre Spaamænd end Kong Phineus synes at have været, og Boreas-Sønnerne har ogsaa ganske rigtig været efter dem, men enten maa der have været langt flere Harpyer, end Stamtavlen nævner, eller de maa være sluppet heelskindet, thi man kan tydelig nok spore de Rovfugle endnu den Dag idag.

Kommer vi nu endelig til den trodsige Phorkys, som med sin egen Syster avler de Graa og Gorgo74nerne, da seer vi strax paa Afkommens Beskrivelse, at dette er Vanskudet paa Pontos-Stammen, der enten, som i de Graa af Modersliv (Gammelfødte) er aldeles ufrugtbart, eller, som i Gorgonerne, bærer kun Medusa-Hoveder. Vi kiender desværre, ogsaa nuomstunder kun alt for godt Forstandens tilsvarende Virke-Kreds, hvori Siælen dels med tomme, ørkesløse Grublerier stræber at opmaale den bundløse Afgrund, og dels i lidenskabelig Misforstand (gorgonisk Forbindelse med Poseidon) bringer idel Misfostre til Verden.

Om Medusa selv og hendes gruelige Afkom skal vi imidlertid siden tale, og om Orion, den vilde Jæger, som en Søn af Poseidon og Gorgonen Euryale (Storvildfarelsen eller Vidtløftighed i slet Forstand) maae vi helst fatte os saa kort som muligt; thi hvem der har noget Bekiendskab med Philosophiens Historie og Syn for Gangen deri, vil let gienkiende Orion, og hvem der, som de Fleste, fattes enten begge Dele eller blot en af dem, vil selv de tydeligste Kiendemærker ikke nytte. Kun som Vink for hvem der forstaaer en halvkvæden Vise, vil vi da bemærke, at han, der spanker saa stolt paa Havet, gifter sig først med Syde (Overdrivelsen) og forgriber sig saa paa Merope (Tungemaalet eller Menneskerøsten) forblindes af Ønopion (Rusen) og falder af sig selv, naar han kommer til 📌Delos (Aabenbaringen), ligner paa et Haar den pantheistiske Naturphilosophi, der, for et Øieblik siden, stræbde at giøre hele Verden forrykt. Ogsaa Hephæstos-Drengen, der red 75ham, da han havde mistet Synet, og som en enkelt Gammel med Rette kalder (ikke Kedallion, men) Indallion (Spøgelset), er da aldeles paa sit rette Sted, og det splinterny Syn, Orion skal have faaet ved Solstik, passer ypperlig til den underjordiske Bygningskonst, han derpaa med Held skal have lagt sig efter; thi begge Dele har ogsaa i vore Dage fulgdes ad, saa deres Virkelighed i de philosophiske Hjernespinds Historie er hævet over al Tvivl.

Halvguderne.

Der er, efter Stamtavlen, to Slags Græske Halvguder, eftersom enten Fader eller Moder hører til de Dødelige, og det er vittigt nok, da der virkelig findes to Helte-Slægter paa Jorden, hvoraf den Ene har sit Udspring fra Guder eller høie, aandelige Forestillinger, og den Anden fra Gudinder eller dybe, hjertelige Følelser; men denne Inddeling passer ikke godt paa de Græske Halvguder, blandt andet, fordi Olympens Gudinder havde ikke synderligt Hjerte, saa deres jordiske Børn var neppe værd at nævne.

Det Eiendommelige ved de Græske Halvguder, som nogenlunde svare til Navnet, er derimod, at de ikke, som de Nordiske, er Stamfædre til berømte Helteslægter, men har sædvanlig en eller anden høiere Tanke, som de leve og virke for, enten bestandig, som Hermes, Dionysos og tildels Herakles, eller kun paa en kort Tid, som Perseus, Minos, Theseus og alle de Andre.

76Naar vi nu høre af 👤Diodor, at Zeus havde i Alt sexten jordiske Kiærester, hvoraf Herakles-Moderen Alkmene blev den Sidste, fordi Zeus aldrig siden fandt Nogen, der var den Ære værd, og vilde ikke sætte en Bonde ovenpaa en Herremand, da skal vi deraf ikke blot lære, at vi nu kun har de Græske Halvgude-Myther i en meget forvirret Skikkelse, men især, at det sædvanlige Begreb om Forbindelsen mellem Zeus og Jordens Døttre er ligesaa falsk som det er slibrigt, og den arrigste Misforstand af Grækernes Billedsprog, hvori al inderlig Forbindelse betegnes ved Omfavnelse og Fødsel. Ligesom nu Halvgude-Tiden hos ethvert Folk varer ikke en Dag kortere eller længere end de staae i levende Vexel-Virkning med deres Guder, eller har levende Tro paa deres Myther, som et guddommeligt Billedsprog; saaledes er, efter Alt, hvad vi veed, fem til sex Aarhundreder den naturlige Længde af en saadan Aands-Nærværelses Tid, og ventelig har da hos Grækerne de sexten Halvgude-Fødsler betegnet ligesaa mange Menneske-Aldere. Gaaer vi nu ud fra de firehundrede Aar, som 👤Herodot siger, laae i det mindste mellem ham og 👤Homer, der alt havde Herakles-Mythen et godt Stykke bag sig, da faaer vi en mythisk Tids-Regning, der vist nok i det Enkelte er høist usikker, men giver os dog i det Hele den sikkre og meget vigtige Oplysning, at den yngste af alle Grækernes Halvgude-Myther er født omtrent tusind Aar f. Ch., og var i mythisk Forstand Aandens sidste Livstegn, saa det har kun lidt at betyde, hvad Grækernes 77Skriftkloge mange Aarhundreder efter Mythernes Død giættede om Gudernes og deres Sønners Fødsel.

Af alle de sexten naturlige Sønner, Zeus skal have havt, nævner for Resten Stamtavlen kun Hermes, Dionysos eller Bacchos, og Herakles, som da vel maae have været Kiæledæggerne, og er saagodtsom de Eneste, vi veed noget mythisk Mærkværdigt om. Vel nævnes ogsaa Perseus i Stamtavlen, som Medusas Banemand, men uden al nærmere Betegnelse.

Philyra og Chiron.

Det er ikke meer end netop, at "Philyriden Chiron" nævnes i Stamtavlen, og det endda paa et meget mistænkeligt Sted, i Anledning af Jason og Medea, hvis Søn Medios han skal have opdraget; og det er da først i Bibliotheket vi læser, at Chiron var en tveartet eller tvetydig Kentaur, født af Kronos og Philyra. Efter samme Hjemmel boede han paa 📌Pelion, hvor han opdrog den ulykkelige Aktæon, Asklepios og Achil, men blev af Vanvare skudt i Knæet med en forgiftet Piil, da Herakles forfulgde de andre Kentaurer, og ønskede sig da selv Døden, som han ogsaa fik ved at bytte med Prometheus.

Naar vi hertil lægger, at Chiron skal have opdraget mange andre berømte Mænd og oplært dem ligesaavel i Musiken og andre frie Konster, som i Medicinen, samt at han var gift med Nymphen Chariklo og havde en Datter, som hedd Okyroe eller Melanippe, da er det Alt hvad der har naaet os om dette gaadefulde 78Væsen, der allerede som den eneste Halvgud fra Kronos-Dagene maa tiltrække sig vor særdeles Opmærksomhed.

Da nu Chirons eget Navn tydelig nok peger paa Haanden, og hans Moder Philyras paa Lindebarken, som hørde til Skrivertøiet, saa kan det aldrig feile, at han jo var Grækernes mythiske Udtryk for deres ældste Skrivekonst, som, efter i Heltetiden at have havt stor Indflydelse paa Dannelsen i alle Retninger, uddøde med den. At nu denne ældgamle Skrift har været en Billedskrift af fremmed Oprindelse, maa man giætte sig til, men det passer dog godt nok med, at Chirons Ægtefælle hedder Chariklo (Lignelyst), og hans Datter Okyroe (Flydefart) eller Melanippe (Sorteblis) ligner saa grangivelig Bogstav-Skriften med Sort paa Hvidt, at hun sikkert var den Prometheus, af hvem han tilbyttede sig Døden.

Da man ikke veed, hvad Navnet “Kentaur” skulde betyde, kan man heller ikke sige, hvoraf Chiron kaldes saa, men det er klart nok, hvorfor man kunde kalde Billed-Skriften tveartet og tvetydig, og naar det hedder, at Chiron beroligede Aktæons utrøstelige Mynder ved at give dem en Skygge af ham, da er det, hvad vel ogsaa Bogstav-Skriften har gjort utallige Gange, ved at trøste Folk over det forstummede Ord, som de selv har været med at aflive, men hvad dog Billed-Skriften, der søgde at afmale Ordet, syndes ret egenlig at være skabt og skikket til.

Ventelig har man for Resten i det gamle 📌Grækenland 79havt to forskiellige Billedskrifter: en ægyptisk og en phønicisk, og Philyra er da, ligesom Duerne ved 📌Dodone, af ægyptisk Byrd, thi derpaa henviser Tørheden og saa at sige Haandgribeligheden i alt hvad Chiron befatter sig med.

Maia og Hermes.

Atlantiden Maia og hendes Søn ved Zeus, de Udødeliges Herold, den navnkundige Hermes, nævnes kun netop i Stamtavlen; men i Dagværket seer vi ham træde i Virksomhed, baade som Olympisk Sendebud og som Rænkesmed, thi han narrer ikke blot Epimetheus til at modtage Pandora, men har selv indblæst hende Frækhed og Rænkespind.

Hans ypperste mythiske Dagværk er imidlertid, efter den saakaldte homeriske Hermes-Hymne og Bibliotheket, det fine Kotyveri paa Musebjerget, som han begik i sin spæde Barndom, mens han endnu laae i Svøbet, og gav Apollo-Kiørene Sko paa, saa Ingen kunde spore dem. Herved forgreb han sig vel grovelig paa Næstens Eiendom, men skiøndt Apol ogsaa snart opdagede Tyven i den 📌Kylleniske Grotte, kunde han dog hverken finde Kosterne eller faae Tyven, der var Mester født, til at skrifte Sandheden, da han blev ved at paastaae, med Skielmen bag Øret, at han var saa uskyldig som Barnet i Vuggen. Apol tog da Krabaten og bar ham op paa Olympen, hvor han endelig maatte gaae til Bekiendelse og love at give Apol sine Malke-Kiør igien, men To af dem havde han allerede fortæret og gjort Strænge af 80deres Tarme til en Skilpadde-Skal, som derved blev en Lyre, og Resten af Kiørene byttede han sig til af Apol, som fik Lyst til Lyren. Saaledes blev Hermes da Hyrde paa Musebjerget, og da han for Morskabs Skyld gjorde sig en Syrinx eller Rørpibe, fik Apollo ogsaa Lyst til den, og kiøbde den for sin Guldstav, men Hermes var saa nærig, at han vilde havt Spaadomsgaven ovenikiøbet, og skiøndt Apol fandt, at det gik for vidt, gav han ham dog Anviisning paa en vis Giættekonst, der lod sig lære. Efter Hymnen, som bærer hans Navn, og er ventelig den, de Gamle tilskrev 👤Alkæos, var det tre Nympher paa 📌Parnas, altsaa Muser, Hermes skulde gaae i Skole hos, og lære at giennemskue og beherske alle Dyrene, fra Lammet til Løven.

Endelig udnævnde Zeus ham til Herold og Sendebud mellem sig og de underjordiske Guder, og derved bemærker Hymnen, at Pluto, skiøndt selv ubegavet, er dog ganske gavmild, ventelig efter Ordsproget: den giver mest, som mindst formaaer.

Da vi nu veed, at Hermes hos Grækerne, ligesom Thot hos Ægypterne, var en halv mythologisk og halv historisk Personlighed, hvem man takkede for mange snilde og nyttige Opfindelser, men især for Bogstav-Skriften, saa maae vi vente, at hans Mythe ogsaa dreier sig derom, og vi skuffes ingenlunde i vor Forventning; men vil vi ret have Fornøielse af Betragtningen, maae vi udvide vor Synskreds, og ikke blot, som hos Chiron, tænke paa Forholdet mellem Bogstav-Skrift og Billed-Skrift, men ogsaa paa det Tilsva

81rende mellem Hverdags-Sprog og Billed-Sprog, eller Prosa og Poesi, og selv paa den finere Forskiel mellem Fabel og Mythe, som mellem Giættekonst og Spaadomsgave; thi paa alt dette spiller Sagnet om Mester-Tyven, som bestjal Apol og endte en mager Proces med et fedt Forlig, hvorved han beholdt Kosterne, og om Mester-Tolken mellem Olympierne og de Underjordiske, som forstaaer Begges Sprog. Hermes-Navnet skal følgelig betyde Baandet, som han er, ikke blot mellem Haand og Mund, men mellem Olymp og Hades, Aandens og Skyggernes Verden, saa det tilsvarende Begreb er hvad vi med eet Ord kalde Literaturen, og tale virkelig om, som et eget levende Væsen, der bestandig er paa Færde, deels for at stjæle og deels for at bringe Budskab mellem smaa og store Verdener. Forsaavidt man nemlig stjæler, naar man tager en Andens uden hans Vidende og Villie, da er jo i Literaturen Tyveri et nødvendigt Onde, og er en ærlig Sag, naar vi giør vore Sager saa godt som han, der gav Apollo-Kiørene Sko paa til at løbe let, og drev dem i Huus ved 📌Alpheos-Floden, hvor man havde ligesaa ondt ved at finde dem, som vi endnu har ved at gienfinde Billed-Skriften i Alphabetet. I Henseende til at løbe Ærender, baade for de olympiske og de underjordiske Guder, kommer Literaturen ogsaa bestandig mere til at ligne Hermes, thi Bogtrykker-Konsten og Dampen har nu aabenbar givet den et Par Fod-Vinger eller Talarer, der svare til dem, han afbildes med.

Tænke vi os nu en saadan Literatur, som den 82Græske, da kan vi godt forstaae, at han, der skulde gaae og giælde for den, maatte have Zeus til Fader, og at Moderen heller ikke var ilde valgt, lærer baade hendes Navn og Hulens, hvor hun laae i Barselseng, thi Maia betyder Finger-Følelsen og 📌Kyllene den hule Haand, som alle hurtige Penne maae kalde Moder og Vugge.

Husker vi endelig, at Maia var en Datter af Himmelbæreren Atlas, Broder baade til Prometheus og Epimetheus, den sunde og den syge Fornuft, altsaa Legemligheden, der virkelig paa en Maade bærer alt det Aandelige vi har, da seer vi at Slægt-Registeret er i sin naturlige Orden, og faaer meget bedre Tanker om Stamtavlen end selv dens Lovtalere hidtil har havt.

Betænker vi nu paa den anden Side, hvilken Rolle Skrivning og Regning spiller i Handel og Vandel, og hvilken Rolle Handelen med Phønicierne maa have spillet i Grækernes Historie, da forstaae vi let, hvorledes Hermes maatte blive den halv mythologiske og halv historiske Person, som enhver ægte Halv-Gud er, og medens han for de senere Græske Historieskrivere blev Idealet af en klog og snu Kiøbmand, brugde naturligviis de senere Digtere ham, som en “tjenstagtig Aand”, man kunde give hvad Ærende, man vilde, og tillægge alle de Finter, man nok vilde spille, men ikke svare for. Allerede i de Homeriske Digte er Hermes en saadan Vindspiller med et Olympisk Echo, og lærer, som en Mestertyv i Tugthus-Forstand, Autolykos paa 83📌Parnasset baade at lyve og stjæle, uden at det bør komme ham til Skade paa hans mythiske Navn og Rygte, da det Første er en blot Misforstaaelse af den Troskab, hvormed han røgter alle Olympiske Ærender, og det Andet er reen Bagtalelse, da Autolykos (selvgjort Ulv) er nødt til at svare for sig selv. Løierligt nok, for Resten, at det den Dag idag gaaer med Literaturen ligesom med Hermes, at den faaer Skyld for alt det Onde, der skeer i Læseverdenen, og det er i denne Henseende ordenlig mærkværdigt, at selv naar Althemenes (Lægedommen) slaaer sin Syster Apemosyne (Sundheden) ihjel, skal Hermes, efter Bibliotheket, igrunden ogsaa være Skyld i det. Paa den anden Side ligner Hermes ogsaa Literaturen deri, at han faaer Æren for meget, han umulig kunde giøre, og da især for det Konst-Stykke ei alene at have stjaalet Senerne, Typhon skar af Zeus, men at have sat dem paa igien, hvad netop er ligesaa troligt, som at Mythographerne kan opvække de afdøde Guder.

Hybris og Pan.

Dersom ikke Pan baade i det udartede 📌Grækenland og hos os var slumpet til en meget uforskyldt mythologisk Navnkundighed, skulde den fule Trold med Bukkebenene her aldeles være forbigaaet med Taushed; men nu maa det dog i Forbigaaende oplyses, at hverken findes han i Stamtavlen eller selv i de Homeriske Digte, men dukker først op i den aabenbar uægte Pans-Hymne, og det kun som en Søn af Hermes, der, som sagt, 84maa bære Skylden for Alt hvad der fødes i Læseverdenen, især for det Anonyme, som Ingen vil være bekiendt. Vi kan imidlertid spore, at Pan ogsaa er blevet kaldt Søn af Zeus enten med Thymbris (Stramhed) eller med Hybris (Frækhed) og den Sidste er aabenbar hans rette Moder, uden at man kan regne, hvem hun vilde udlægge til Barnefader. Da vi imidlertid af 👤Herodot veed, at Pans-Mythen, med alle sine stygge Bukkespring, havde hjemme i 📌Ægypten og var i 📌Grækenland yngre selv end den Trojanske Krig, maae vi, paa alle de Olympiske Guders Vegne, fralægge dem al Deel i hvad deres Propheter har skammet sig ved at nævne.

Kun fordi Pan (Alt) paa Græsk kunde betyde Alt hvad man behagede, kom han til uforskyldt Ære, da man ikke længer troede paa Nogen af Guderne, men spillede kun med deres Navne; thi da blev naturligviis Pan, som Pantheismens Sjæl, udraabt til alle de Olympiske Guders ægte Søn og rette Arving, som vel i sin Ungdom kun udmærkede sig ved sine Bukkespring i 📌Arkadien, men blev siden en stor Philosoph, der af Bukken kun beholdt Skiægget, og hialp, som Ægipan, Hermes betydelig, da han gjorde sit berømte Mesterstykke med at hjelpe Zeus, den Magtesløse, til Kræfter paany.

Deukalion og Pyrrha.

Efter Bibliotheket var Deukalion Søn af Titanen Prometheus og giftede sig med Pyrrha, Datter af Epimetheus og Pandora, og i deres Dage 85var det, Zeus med en stor Oversvømmelse ødelagde Kobber-Alderens trodsige Jetter, men Prometheus lærde sin Søn at bygge en Ark, hvormed han, efter ni Dages Drift, strandede paa 📌Parnas, og dette Ægtepar befolkede 📌Grækenland paany, ved at kaste Stene bag sig, som blev til Drenge og Piger. Dette skedte Alt efter Kronidens Villie, og desuden efterlod Deukalion og Pyrrha sig to mærkelige Sønner: Hellen og Amphiktyon, af hvilke den Første, ved Nymphen Orseis blev Fader til Doros, Ksutos og Æolos, og giennem Ksutos Bedstefader til Achæos og Jon. Deukalion havde ogsaa en Datter, ved Navn Protogenia, som ved Zeus blev Moder til Æthlios og Oldermoder til Ætolos, men om Amphiktyons Afkom tier Bibliotheket, saa det er efter et endnu løsere Rygte, at Lokros nedstammede fra ham.

Denne Græske Anvendelse af Arke-Sagnet har intet Eiendommeligt uden Steen-Kastningen, som klinger ægyptisk; Grækerinderne kan ikke være tjent med at nedstamme fra Pandoras Datter; og det tørre Navne-Register er som en Steen at bide i; men dog spore vi det Meste deraf hos 👤Pindar, og for at blive ret vendt i Grækernes Mythologi, saavelsom i deres Historie, maae vi vide og huske, hvad de forstaaer ved ægte Hellener, som altsaa er baade Æoler, Dorer, Ioner, Achæer og Ætoler.

Naar vi imidlertid i Mythologien tale om det Græske Element i Forhold til det Ægyptiske og Phøniciske, da forstaaer vi ikke blot det saakaldte Helle86niske, men ligesaavel det Pelasgiske; thi vel seer vi af Bibliotheket, at Pelasgos agtedes for Stamfader til de kobberklædte Jetter, som Zeus ødelagde ved Syndfloden, men deels kaldes dog Pelasgos selv en Søn af Zeus med den Inachidiske Niobe, deels kaldes Arkas ogsaa en Søn af Zeus med den Pelasgiske Prindsesse Kallisto, og endelig er det historisk klart, at baade Arkader og Athenienser, som regnedes til Pelasgerne, var i Aanden Brødre til Hellenerne.

Efter Bibliothekets Slægt-Registre skulde de oprindelige Argiver være en ganske egen Stamme, som udsprang fra Okeanos-Børnene Inachos og Melia, og havde altsaa det ægte kvindelige Element, som Pandora og hendes Døttre fattedes; men de maae, i det mindste mythologisk, regnes sammen med Arkader, Athenienser og alle saakaldte Pelasger.

Io og Trochilos.

Efter Bibliotheket var Io en Argivisk Prindsesse af uvis Byrd, som tjende i Heres Tempel, men blev af hende mistænkt for Zeus og desaarsag forvandlet til en hvid Ko og bevogtet af Argos Panoptes (Lutterøie). Hermes fik imidlertid Befaling af Zeus til at stjæle Koen, som stod bundet til et Olietræ i 📌Mykene, men blev røbet af Hierax (Høgen), og erhvervede sig nu, ved at dræbe Argos, sit Kiendingsnavn Argophontes (Argosbane), uden at det dog hjalp Io, da Here nu satte en Brems paa hende, saa hun bu87sede al Verden rundt, og stædtes først seent ved 📌Nilen, hvor hun fødte Epaphos og blev i sin oprindelige Skikkelse gift med Telegonos.

At nu dette er en forvirret Tale, som i Bibliotheket end bliver galere ved at Io aabenbar forblandes med den ægyptiske Isis, det kan man see med et halvt Øie, men det er knapt nok, man med hele to Øine kan skimte den rette Sammenhæng, saa til at see den klarlig maatte man i det mindste have Fire, ja, med Hensyn paa Argos Panoptes, ventelig have et Øie paa hver Finger.

Naar man imidlertid blot veed, at Io betyder Glæde, har, som Heres første Præstinde, Tilnavnet Kallithya (Skiønoffer), og kaldes, blandt andet, Datter af Okeaniden Pitho (Tryllemund), da seer man strax, at det er Levninger af en Olympisk Mythe om Glæde-Disens Fødsel, som blev det store Tvistens Æble mellem Zeus og Here, og Argos Lutterøie er naturligviis Mistænkeligheden, medens Olietræet, Io tøires ved, som Fredens Sindbillede, vel maa betegne hvad Zeus taalde for Hus-Freds Skyld. Da nu ogsaa Sønnen, som Kallithya fødte Zeus, ensteds kaldes Trochilos (Kredsløb eller Rund) saa passer det ret godt paa den Svimmelhed, overdreven Glæde pleier at avle, og der behøves da ingen anden Brems til at stikke den hvide Ko, saa hun bisser.

At derimod Hermes virkelig skulde have slaaet Argos Panoptes ihiel, det maae vi, trods Tilnavnet Argosbane, benægte, da vi veed, han er lyslevende 88endnu, og kan i det Høieste indrømme, hvad andensteds findes Spor af, at Hermes lukkede hans Øine med sit Spil, mens han gjorde hvad han vilde; thi det Samme kan endnu stundom lykkes Literaturen med Censuren.

Hvad endelig Ios ægyptiske Udskeielse angaaer, da er det en fortvivlet Sag, med mindre man forudsætter, at der har været en folkehistorisk Mythe om en argivisk Prindsesse Io, som Mythographerne har sammenblandet med den Olympiske; men en saadan spore vi ogsaa tydelig hos 👤Herodot, ja, høre af ham, at Grækerne betragtede den argiviske Prindsesse Ios Bortførelse af Phønicierne til 📌Ægypten, som Grunden til den store og langvarige Splid mellem 📌Europa og 📌Asien, som Perser-Krigen satte Kronen paa. Da vi nu paa den anden Side veed, at det gamle 📌Ægyptens sidste Tidsrum, fra 👤Psammetik til 👤Amasis, var halvveis forgræsket, saa kan vi netop skimte den argiviske Prindsesse Ios Formæling med den ægyptiske Kong Telegonos (Skrabekage), og dermed faaer vi at nøies.

Danaos og Danaiderne.

Efter Bibliotheket havde Poseidons og Lybias Søn, Belos, giftet sig med en Datter af Nilos, ved Navn Anchinoe (Snørliv), og med hende avlet to Sønner: Danaos og Ægyptos, som slet ikke kunde forliges, hvorfor Danaos, med sine halvtredsindstyve Døttre, vandrede ud og afløste Inachiderne i 📌Argos. 89Da han imidlertid før havde lovet sin Broders halvtredsindstyve Sønner sine Døttre til Ægte, saa forfulgde de ham til 📌Argos, og for at blive dem kvit, aftalde han med sine Døttre, at hver af dem skulde dræbe sin Beiler i Brudesengen, men En af dem, Hypermnestra, sparede dog sin Brudgom Lynkeus, og fra dem nedstammede i tredie Ledd Danae, som ved Zeus blev Moder til den berømte Perseus.

Af disse Danaider er der vel senere gjort megen Ophævelse, men da de hverken nævnes i Stamtavlen eller engang i de Homeriske Digte, saa er det et Spørgsmaal, baade hvorvidt de har spilt nogen Rolle i den mythiske Tid og hvordan man da har betragtet dem, medens det er indlysende, at Sagnet om deres Straf i Underverdenen, ved evig at bære Vand i et Sold, hverken passer med deres Forbrydelse eller rimer sig med den Efterretning i Bibliotheket, at Zeus lod dem rense ved Athene og Hermes. Begge Dele pege derimod paa, at der har været et Kundskabs og Vidskabs Forhold mellem Ægyptos-Sønnerne og Danaos-Døttrene, og det samme glimter baade igiennem deres Navne og igiennem Sagnet om et Tempel for Athene, som Danaiderne skal have bygt paa 📌Rhodos; men da Navnene aabenbar nu er forvirrede og tildels forkvaklede, lader Forholdet sig vanskelig oprede.

Da det var i 📌Lerna-Mosen, Hovederne af Ægyptos-Sønnerne blev begravede, og deraf den Lernæiske Vandslange udviklede sig, vil Giætningen i alt Fald være paa sit rette Sted ved det tilsvarende Herkuliske Arbeide.

90

Danae og Perseus.

Det er ensteds i Iliaden, hvor Zeus regner Endeel af sine Kiærester op, vi først finde Akrisios-Datteren og Perseus-Moderen Danae deriblandt, men dog nævnes Perseus i Stamtavlen, som den Gorgoniske Medusas Banemand, og derfor er det egenlig, vi har Trang til at vide nøiere Besked om ham. Denne finder vi da i Bibliotheket, men under saamange unyttige Omsvøb, at vi maa tage os iagt for ikke at glemme Sagen over Snakken.

Den Argiviske Akrisios (Vilderede) er nemlig her En af de mange gamle Konger, der efter en Spaadom er bange for sin Dattersøn, og smider ham derfor tilligemed Moderen ud i Stranden, dog her i en Æske, som flyder op paa Øen 📌Seriphos, hvor Perseus frelses og opfødes af en vis Diktys, men sendes paa Æventyr efter Medusa-Hovedet af hans Broder Polydektes, som i hans Fraværelse vil bemægtige sig hans Moder. Paa dette Æventyr følger et andet om den Æthiopiske Kongedatter Andromeda, som Perseus frelste fra en Hvalfisk og fik til Gemalinde, og vendte saa tilbage til 📌Seriphos, hvor han forstenede Polydektes med Medusa-Hovedet, men kom saa ved 📌Larissa, af Vanvare, til at dræbe sin Morfader Akrisios og vilde derfor ikke boe i 📌Argos, men reiste sin Throne i 📌Mykene.

Hvorvidt nu alt dette staaer i mythisk Sammenhæng med Halvgude-Banen, veed vi ikke, men da Danae kan betyde gavmild, og det var et almindeligt Sagn, 91at Zeus faldt i hendes Skiød som en Guldregn, maae vi vel slutte, at hun skulde udtrykke Gavmildhedens lykkelige Forhold til den Olympiske Rigdom, og hendes Søn maatte da blive Overflødigheden eller Velsignelsen, som Navnet Perseus ogsaa godt kan betyde. Dette bestyrkes ydermere ved 👤Herodots Vidnesbyrd, at i det ægyptiske 📌Chemmis, hvor man sagde, Danaos var kommet fra, havde man ogsaa bygt Perseus et Tempel, holdt ligesom Grækerne Ridderspil til hans Ære, og forsikkrede, at hvergang han lod sig see, blev der Overflødighed i Landet; men hvorledes dette hænger sammen med Gorgo-Jagten, som er den eneste mythiske Bedrift, vi med Sikkerhed kan tilskrive Perseus, det er svært at fatte, saa som Helt kommer han til at staae for os, ligesom han, efter det saakaldte Hesiodiske Digt, skal have staaet paa Herakles-Skjoldet uden alt Fodfæste, altsaa, om end tæt ved Jorden, dog i Luften.

Under alle Omstændigheder staaer Gorgo-Mythen paa sine egne Been, og maa behandles derefter, hvad der saa end bliver af Perseus, og det er i denne Henseende mærkeligt, at ikke blot hedder Een af Danaiderne Gorgophone (Gorgosbane), men Sex af Ægyptos-Sønnerne, som beilede til de Pieriske Danaider siges at have havt Gorgoniske Mødre, saa det Hele seer ud som en Arve-Krig eller Familie-Feide.

92

Gorgonerne.

Vi har allerede af Stamtavlen oplyst Gorgonernes mythiske Byrd, som Døttre af Pontiderne Phorkys og Keto, og vi har skimtet deres historiske Hjemstavn i 📌Ægypten, saa naar vi høre, at Athene var meget bister paa Medusa (Grublersken), der vovede at maale sig med hende, da kan vi, hvad end Mythographerne sige, umulig tænke paa “Skiønhed”, som Athene ikke havde, og som Medusa vist heller ikke gjorde Fordring paa, men vi maae nødvendig tænke paa hvad de Begge førde i deres Skjold, altsaa paa Vidskab, og da den Græske Athene selv var af ægyptisk Oprindelse, synes hun ganske rigtig, som flere Mythologer har bemærket, naar hun bestrider Medusa, at fægte med sin egen Skygge, men det maatte vi Alle, naar det faldt vor Skygge ind at sætte sig i vort Sted. Forholdet mellem den Græske Athene og den Ægyptiske med Tilnavn Medusa bliver da omtrent det Samme, som imellem Danaiderne og Ægyptos-Sønnerne, saa det er intet Under, at her som hist Hovedet maa springe, men Forskiellen er, at Athene gaaer grundigere tilværks og vinder et Hoved, som hun ikke behøver at mane ned i en Mose, men kan, til alle sine Fienders Skræk, med Ære føre i sit Skjold.

Af hvem det derfor end skal være, Perseus udsendes, saa er det klarlig Athenes Ærende, han rygter, ligesom vi da ogsaa af Bibliotheket lære, at det er hende og Hermes, han skylder saavel sin Udrustning som sin Lykke og Seier.

93Under deres Ledsagelse kom han nemlig først til de gamle Graa, som her er blevet til tre og kaldes Enyo, Memphredo og Deino, og alle tre lige gode om eet Øie og een Tand, der gik paa Omgang, men blev nu underveis opsnappet af Perseus, saa de Graa, for at faae deres Fattigdom igien, maatte vise ham Vei til Nympherne, der havde Fodvingerne, Skratten og Hyllehatten, som han ikke kunde undvære. Udrustet tillige af Hermes med en Demant-Segl, fløi han nu til Okeanos og overraskede Gorgonerne i Søvne, hvor de laae med deres Slange-Lokker, Vildsvinetænder, Kobbernæver og Guldvinger, og forstenede alle hvem der saae paa dem. Perseus vendte derfor Hovedet til den anden Side, og opledte i sit blanke Kobberskjold Billedet af Medusa, som var den eneste Dødelige, og lod Athene styre Haanden, saa Hovedet kom af i en Hast, hvorpaa Perseus skyndte sig bort med det i Skratten. Vel vaagnede de to udødelige Gorgoner (Stheino og Euryale [Sneverhed og Vidtløftighed]) og satte efter ham, men da Hyllehatten gjorde ham usynlig, slap han dog lykkelig fra dem:

Under Hjelmen sort, ei rød,
Som en Tanke Flugt han skiød!

Da han saa kom hjem, fik hver Sit, thi Hermes bragde Nympherne hvad der var laant hos dem, og Medusa-Hovedet tog Athene og satte det midt i sit Skjold.

Alt dette klinger i det mindste mythisk nok, naar man undtager de overflødige Nympher, som vist har 94Mythographen eller en daarlig Digter til Stamfader, thi Fodvingerne eller Luftskierne havde jo Hermes selv at laane ud, og Hyllehatten pleiede han at borge hos Hades, hvem den ogsaa i Skjolddrapen udtrykkelig hjemles, saa det kunde i det Høieste være Kibis-Skratten, han skulde fare vild om.

I Bibliotheket anmærkes kun løselig, at af den døende Medusa udsprang baade Vinge-Hesten Pegasos og Geryons-Faderen Chrysaor, som begge skyldte Poseidon deres Tilværelse; men i Stamtavlen finde vi ikke blot at Pegasos foer i eet Spring op paa Olympen, hvor Zeus bruger ham til at trække Torden-Vognen, men ogsaa at Chrysaor ved Okeaniden Kallirroe blev Stamfader til en heel mythisk Slægt, der vel var meget styg, men dog høist mærkværdig. Det var nemlig Geryon og Echidna, Kerberos og Orthros, det Lernæiske Hydra og Chimæra, Sphinx eller Phix og den Nemæiske Løve, som de følgende Helte og især Perseiden Herakles var beskikket til at udrydde.

At Medusa-Hovedet forstener sine Skaadere skal for Resten naturligviis sige, at der er et grublende Dødbideri, hvorved Livskilden bliver bundfrossen, og det er en Sandhed, som Philosophiens Historie kun alt for klarlig stadfæster.

Bellerophon, Pegasos og Chimæra.

Efter Stamtavlen var Echidna (Øglen) en Datter af Chrysaor og Kallirroe, hælvten deilig Pige og hælvten gruelig Slange, som i sin Røverkule formælede 95sig med den Typhoniske Vind, altsaa Østenveiret, og fødte, blandt andre Uhyrer, den ildsprudende Chimæra med tre Hoveder: en Løves, en Geds og en Drages, men om Pegasos og Bellerophon siges der ikke meer end netop at de gav Chimæra Banesaar.

Efter Bibliotheket er nu Bellerophon kun en Sønnesøn af Sisyphos i 📌Korinth, som er blevet mest berømt af den store Steen, han i Skyggeriget bestandig forgiæves maa trille op ad Bakke, men af 👤Pindar høre vi, han havde dog ogsaa Ord for at være en Søn af Poseidon, og noget saadant maatte han vel være for at bestaae den fortvivlede Kamp.

Hvordan nu Pegasos, som skulde bære ham høit tilveirs, var dalet efter det store Spring, han ved Fødselen gjorde lukt op paa Olympen, derom veed vi intet, kun viser man os i Kilden Hippokrene (Hestekilden) paa Musebjerget 📌Helikon, et Spor af hans Hov, da han traadte dybest; men hvordan Bellerophon, eller, som han egenlig skal have hedt Hipponoos (Hestehu), kom paa Ryggen af ham, det fortæller 👤Pindar meget ordenlig; thi efter hans Sigende var det Athene, som først ved en Drøm vakde den slumrende Æolide til Daaden, og siden laande ham Guldbidselet, som Pegasos maa lystre.

Om Kampen selv med Chimæra hører vi ikke andet end hvad der fulgde af sig selv, at det var en Fægtning i Luften, og siden blev Helten kun almindelig bekiendt ved den hemmelighedsfulde Mine, hvormed Iliaden begræder

96 Hans tause Omvanken, af Guder forhadt,
Paa Vildereds-Marken, alene, forladt;

men ogsaa her kommer 👤Pindar os tilhjelp med den vigtige Oplysning, at Helten, da han troede sig fast i Sadelen paa den vingede Hest, vilde paa egen Haand have svunget sig op til Guderne paa Olymp, hvad naturligviis bekom ham meget ilde:

Paa sin Olympiske Herrefærd
Græsrytter blev han ved Jorden her!

At han nu derved har faaet en Skrue løs og har siden tokket ællevild om, til han døde, det er rimeligt nok, men at han ikke blev et advarende Exempel for de utallige Græsryttere, Pegasos siden har gjort, det lader sig vist nok kun forklare af de gode Tanker, maadelige Hoveder gierne har om sig selv.

Man seer for Resten let, at Bellerophon eller Hipponoos udtrykker Storagtigheden, der sætter sig op at ride paa Høitravenheden, og hvad han skulde bekæmpe med Held maatte da nødvendig være et Luft-Kastel, som vi endnu efter Franskmændene kalde en “Chimære”, og at Grækerne, uagtet den frygtelige Beskrivelse, omtrent har meent det samme, tør vi nok slutte saavel af Chimæras vindige Byrd, som af hendes utænkelige Skikkelse og Overvindelse i Luften. Hvordan dette passer sig med hendes Afkom: Sphinxen og den Nemæiske Løve, faaer vi siden at see.

97

Kadmos og Harmonia.

Allerede i Stamtavlen læser vi, at Kadmos blev gift med Ares og Aphrodites Datter Harmonia og havde med hende en Søn, Polydor, og fire Døttre: Ino og Semele, den rosenkindede Agaue og Autonoe, som fik den langskiæggede Aristæos.

Om det end derfor kan synes os rimeligere, hvad et andet Sagn melder, at Harmonia var fra 📌Samondraki (📌Samothrake), saa var dog sikkert i 📌Bøotien, hvor Mythen har hjemme, dens Sammenhæng omtrent, som vi finde den i Bibliotheket og nu skal høre.

Kadmos var paa Faders Side Sødskendebarn med Danaos, eftersom de Begge havde Poseidon og Lybia til Bedsteforældre, men medens Belos blev i 📌Ægypten, vandrede hans Broder Agenor ud og giftede sig i det Fjerne med Telephassa, som fødte ham Sønnerne: Kadmos, Phønix og Kilix og Datteren Europa. Da imidlertid Europa forsvandt, saa jog Agenor baade Moderen og Sønnerne ud at lede hende op, og, hvis det ikke lykkedes, da aldrig mere at komme for hans Øine, hvorfor de da ogsaa blev borte, og da de ikke kunde finde Europa, gik hver sine Veie. Phønix gik til 📌Phønicien, Kilix til 📌Kilikien og Kadmos gik med Telephassa til 📌Thrakien, men efter Moderens Død til 📌Grækenland, hvor han adspurgde det Delphiske Orakel om Europa, og fik til Svar, at hende skulde han ikke bekymre sig om, men tage 98en Ko til Veiviser og bygge en By, hvor hun lagde sig. Det gjorde han da ogsaa, fulgde trolig en af Pelagons Kiør, som blev ved at bisse foran ham ligefra 📌Phokis midt ind i 📌Bøotien og styrtede saa, hvor 📌Theben nu ligger, og hvor han bygde Borgen 📌Kadmea. Da han imidlertid vilde offre Koen til Athene og sendte En af sit Følge til Ares-Kilden for at hente Vand, da laae der en Drage, Søn eller Tjener af Ares, og dræbde alle hvem der kom til Kilden, hvorover Kadmos blev bister og gav Dragen sit Livsbrød, men saaede efter Athenes Raad dens Tænder, og saae da snart en heel Flok Kæmper i fuld Rustning mylre op af Jorden. Somme siger, han blev selv bange for dem og stred Steen efter dem, hvorover de, som ikke vidste hvor Stenene kom fra, blev usaattes og ødelagde hverandre, men alle er enige om, der blev af de saakaldte Sparter kun Fem levende igien, ved Navn Echion, Udæos, Kthonios, Hyperenor og Pelor.

Vel maatte nu Kadmos i otte Aar tjene Ares for Dragen, han havde dræbt, men saa skaffede Athene ham Kronen og forligde ham med Zeus og alle Olympierne, saa de ikke blot gav ham Ares's og Aphrodites Datter tilægte, men forlod Himmelen og kom Allesammen til hans Bryllup i 📌Kadmea. Selv forærede han sin Brud et Slør og det berømte Halsbaand, et Arbeide af Hephæstos, som Kadmos enten havde faaet af ham selv eller paa anden og tredie Haand giennem Zeus og Europa.

Hvilken Opsigt nu især dette Olympiske Bryllup i 99📌Theben maa have gjort i 📌Grækenland, kan vi allerede slutte deraf, at, efter 👤Pindar, istemdes Brudesangen af alle Muserne i Chor, og, efter Andres Sigende, kunde Folk endnu huske det Vers af Sangen:

Mellem Alting, stort og smaat,
Ledt er ondt og Kiært er godt;

ja, endnu i Keisertiden, melder 👤Pausanias, der var dem i 📌Theben, som vidste at fortælle, hvorpaalav Muserne havde staaet, da de sang.

Trods Alt dette havde Kadmos og hans Afkom dog saa lidet Lykken med sig, at “Kadmeiske Seire” blev i 📌Grækenland et staaende Udtryk for hvad der vel syndes glimrende Held, men var dog igrunden ubodelig Skade, og hermed stemmer de Thebanske Sagn, hvorefter Kadmos og Harmonia selv paa deres gamle Dage maatte gaae i Landflygtighed til Encheleerne (Aalene), hvor de selv blev til Slanger, og Ulykken blev ved at forfølge deres Afkom, til den uddøde i 📌Bøotien med de unaturlige Brødre Eteokles og Polynikes.

Hvad nu især de fire Kadmos-Døttre angaaer, da har vi allerede hørt, hvilken Sorg Autonoe fik, thi hun var den ulykkelige Moder til Aktæon, som blev ædt af sine egne Hunde, og vi skal strax høre, hvor dyrt Semele maatte kiøbe sin glimrende Høihed, medens Ino druknede sig selv i Vanvid, for at blive til en Havfrue, og Agaue sønderrev sin egen Søn, som hun tog for et Rovdyr.

At nu dette er en historisk Mythe om en Phønicisk Indvandring eller Landgang i 📌Bøotien, omtrent samtidig med den Ægyptiske paa 📌Peloponnes, derom 100tvivlede ikke engang 👤Herodot, og vi har langt mindre Fristelse dertil; men naar 👤Herodot meende, at det var især Bogstav-Skriften, Grækerne havde Kadmos at takke for, og som han igien maatte takke for sin Vigtighed, da er det ligesom naar man hos os tilskriver Bogtrykker-Konsten allehaande Umuligheder. Skribenten indbilder sig nemlig gierne, at med ham springer Athene immer i fuld Rustning ud af Kronidens Pande, men Erfaring lærer os, at selv uden Pen og Blæk og Bogtrykker-Sværte kan Aanden udrette store Ting, men at uden Aand kan de Andre slet Intet giøre, som er værdt at nævne. Skiøndt det derfor er troligt nok, at Phønicerne, saavelsom Ægypterne, har bragt Bogstavskrift med sig til 📌Grækenland, saa viser dog Kadmos-Mythen os, at hvad der ved denne Leilighed gjorde Opsigt, var noget ganske Andet, nemlig den store mythiske Vexel-Virkning, som opstod mellem det Indenlandske og det Fremmede, var først aabenbar fiendtlig, og syndes vel siden at blive saa kiærlig, som noget Ægteskab kunde være, men bar dog Spiren i sig til uophørlig Splid og alskens Ulykke. Ligesom derfor Telephassa betyder Duen fra det Fjerne, altsaa den fremmede Spaadom, saaledes er Forliget mellem de Græske og Østerlandske Myther afpræget i Svogerskabet med Olympierne, selv om Navnet Kadmos ikke betyder Svogeren og Harmonia Sammenføiningen; og Muse-Chorets Sang ved Brylluppet forklarer sig selv som denne Poetiske Virkning, den mythiske Forbindelse nødvendig maatte have. De ulykkelige Følger

101skildres ogsaa meget naturligt, idet vi deels see dem reise sig af Kadmeernes egne Feil og deels af Argivernes Had, thi baade er ethvert saadant Forlig altid paa den Kloges Side igrunden falsk, og den Ægyptiske Stil, som havde sit Sæde i 📌Argos, maatte være uforligelig med den Phøniciske i 📌Theben.

Semele og Bachos.

Bacchos eller Dionysos nævnes netop i Stamtavlen, som Semeles Søn med Zeus, og selv i Iliaden affærdiges han meget kort, dukkende for en Dødelig ned til den medlidende Thetis, ja, hvor godt man end i Odysseen lader sig Druerne smage, drikker dog slet Ingen hans Skaal, saa det er først i de saakaldte Homeriske Hymner han kommer til Ære og Værdighed, men siden faaer han fuld Erstatning, og tit, naar Mythographerne kommer til Bachos, gaaer det dem, som Saamange paa Viinkielderen, de kan aldrig blive færdige, fordi hans Mythe er dem uudtømmelig.

Holder vi os imidlertid til Hymnerne og Bibliotheket, som nogenlunde stemmer overeens, da høre vi, at Here, som misundte Semele sin Lykke, narrede hende til at udbede sig et Besøg af Zeus i hele hans Glands, hvorved hun hensmeltede, da han kom med Torden og Lynild. Bachos var da kun et sex Maaneders Foster, men Zeus reddede ham dog som en Brand af Ilden, syede ham ind i sin Lænd, og lod ham siden opfostre, først som en Pige hos hans Moster Ino, der var gift med Kong Athamas i 📌Orchomenos, og derpaa, da Here 102havde slaaet dem med Vanvid, som et Kid hos Nympherne i det Arabiske Nyssa, hvoraf han fik Navnet Dio-Nysos.

Da nu Bachos blev stor og havde opfundet Vinavlen, giorde Here vel ogsaa ham vanvittig, men efter at have flakket om i 📌Ægypten og 📌Syrien, kom han sig ved Gudemoderen Reas Hjelp i 📌Phrygien, gjorde et seierrigt Tog til 📌Indien, og vendte saa tilbage til 📌Thrakien og 📌Grækenland, hvor de alle foer ilde, som foragtede ham. Vel maatte han, efter Bibliotheket, som efter Iliaden, flygte ned til Thetis for den Thrakiske Kong Lykurg, som med sin Prygl adsplittede hans Kvinde-Følge (Bachantinderne), men snart gik dog Lykurg fra Forstanden, indbildte sig, han beskar en Vinstok, da han skar Hovedet af sin egen Søn, og blev opoffret af Landsfolket. Ei bedre gik det Pentheus, Echions Søn, i 📌Theben, (som ventelig havde stødt Kadmos fra Thronen,) thi hans egen Moder Agaue, Moster til Bachos, tog ham for et Rovdyr og sønderrev ham, og selv i 📌Argos, hvor Perseus skal have gjort tapper Modstand, blev dog Kvinderne saa rasende, at de foer vild over Bjerge og Dale og aad deres egne diende Børn.

Det sidste og største Vidunder, som fortælles, er det, at da Bachos var gaaet ombord paa et Tyrrhenisk Skib, for at seile til 📌Naxos, bandt Mandskabet ham og vilde solgt ham til Slave, men han gjorde dem saa gale at de sprang overbord og blev til Marsvin, enten det saa var, som der staaer i Bibliotheket, ved det baade Mast og Aarer blev til Slanger, eller, som det langt smukkere 103lyder i Hymnen, ved det, han forvandlede sig selv til en brølende Løve, og Skibet til en Vingaard, hvor Rankerne snoede sig om Mast og Toug, og Dækket flød med Druesaft. Om det var ved samme Leilighed, Bachos traf Ariadne paa 📌Naxos, veed man ikke, men hun nævnes dog alt i Stamtavlen som hans Gemalinde, og strax efter nysnævnte Seilads fortæller man os, han hentede sin Moder Semele tilbage fra Hades og førde hende under Navnet Thyone (Duft) i Triumph med sig op paa Olympen, hvor ogsaa Ariadne blev ved at være evig ung.

Dersom nu Bachos ikke var andet end en Drukkenbolt, der trak om med sine Svirebrødre og forvandlede skikkelige Folks Koner til værre end fulde Fiskerkiællinger, eller duede dog Bachos-Mythen ikke til andet end til Malerier af Vinhøsten og Skildter for Vinhuse, da havde vi alt opholdt os for længe derved, men da maatte Grækerne, ved at forgude saa aandløst og smagløst et Væv, ogsaa aldeles have glemt sig selv, saa de maatte bogstavelig have gjort det i Fuldskab og vilde da, ligesom vore fleste Nattesangere om Bachos, sagtens angret det, saasnart de blev ædrue. Der behøves imidlertid ikke megen Dybsindighed til at opdage, hvad der forsonede Grækerne med Bachos-Mythen, og selv til en vis Grad med Bachanalet, thi de fortæller os selv, at disse To var Forældrene til Syngespillet i begge sine Skikkelser, Tragedien saavelsom Komedien, ja 👤Æskylos skal selv have fortalt, at han skrev sin første Tragedie efter Befaling af Bachos, som 104aabenbarede sig for ham i Drømme. Her har vi da ikke blot en god historisk Nøgel til det mythiske Muse-Chor ved Kadmos-Brylluppet, men vist ogsaa en god historisk Forklaring af den Thebanske Bachos-Moder Semele, som Heelsyster til Symmelos (Chorsangen), unægtelig den Smukkeste af alle Kadmos-Døttrene, i hvem den Olympiske Zeus godt kunde være bekiendt at forelske sig. Naar vi da med 👤Pindars “citharbeherskende Sange” for Øie, tænke os deres Tip-Oldemødre som dramatiske Chorsange, hvori Østerlandske Myther forbandt sig med Græske, da er vi paa en Maade selv Tilskuere ved Opførelsen af det “Thebanske Bryllup”, af “Bachos-Fødselen” og af “Semeles Himmelfart” som Thyone, med Duften af det Himmelske i Støvet. At nu saadanne dramatiske Chorsange, der forholdt sig til de berømte Attiske Syngespil, som Natur til Konst, som Mythe til Fabel og som Halvguder til opvakte Hoveder, kunde sætte Græker i Fyr og Flamme, det er jo intet Under, da man hører, at endnu kan en Sangerinde blot med sin Stemme fortrylle Nordamerikanere; men at Theatret altid ligger nær ved Bachanalet, og at hele dets Trylleri maa lignes ved en Ruus, det undgik heller ikke Grækernes Opmærksomhed, og naar det tiltrækker sig Vores, da gaaer der et Lys op over Bachos-Sagnene, der vel ikke klarer Alt, men lader os dog allevegne skimte Sammenhængen og viser os klarlig Grunden til al Forvirringen. Vi kan saaledes godt see, at Vinen, som, selv efter Brændevinets Opkomst, og selv hvor man ingen Vingaarde har, spiller en be105tydelig Rolle i Menneskelivet, maatte, baade til det Bedre og til det Værre, spille en endnu langt Større i Oldtiden, især ved Vinavlens Indførelse i et Land, da det maatte gaae Mange, som det gik 👤Noah efter Syndfloden, og det er høist mærkeligt, at med hans Bachanal forbinder sig ogsaa et lille dramatisk Optrin, som viser os, hvor naturlig denne Forbindelse falder. Gaaer vi nu lidt dybere, og betænker, hvad Vinen, som et ægte Naturprodukt og uden al Misbrug, kunde og maatte være for Mennesket, da maae vi med Kyklopen i Odysseen selv kalde den en Green af Nektar-Floden, og den bliver os af sig selv et Billede paa Støvets Oplivelse af Aanden, saa den forvirrede Sammenblanding af Billedet med Grundkraften, og selv denne Sammenblandings Forgudelse, som et Olympisk Mysterium, var i Hedenskabets, Billeddyrkelsens og Afguderiets Dage uundgaaelig.

De vittige Græker mærkede imidlertid selv godt, at Bachos-Sagnene var i Vilderede, som et Huus Morgenen efter et stort Drikkelag, og de prøvede paa at bringe lidt Orden tilveie ved at antage, der var to eller tre Dionyser: en oprindelig Olympier, Semele-Sønnen og vel endnu en Ammonisk eller Afrikansk; men det gik dem over Magten at oprede Forholdet og de nøiedes derfor sædvanlig, som 👤Herodot, med at tænke, man havde faaet Bachos-Dyrkelsen fra 📌Ægypten, hvor den var ældgammel, og siden selv gjort Mythen, saadan som 👤Hesiod og 👤Homer gjorde Saamange. Vi kan derimod godt skimte, at Grækerne havde en ældgammel Mythe om Opliveren Zagreus, som en Søn af