↩ Efter tronskiftet 1839 iværksatte den akademisk interesserede 👤Christian 8. en ny undervisningsreform for den lærde skole. En kongelig forordning af 1. maj 1841 bemyndigede Den Kongelige Direktion for Universitetet og De Lærde Skoler til at indhente faglige anbefalinger om indholdet, skrivestilen og omfanget af en ny lærebog i verdenshistorie. Emnet blev også diskuteret livligt blandt historielærere således også 👤Caspar Paludan-Müller i september (►Paludan-Müller 1841; ►Mordhorst & Møller 2005, s. 185-199). Den 23. november 1841 udskrev direktionen en prisopgave for den ny firedelte lærebog. Direktionen efterspurgte en sammenhængende fortælling i stedet for den fremherskende fragmentariske form. Blandt øvrige nye impulser kan nævnes skildringen af begivenhedernes indre sammenhæng og ønsket om at skåne eleverne for unødige detaljer, der overbebyrdede hukommelsesevnen (►Berlingske Tidende 1841, 23. november, s. [1]; ►Paludan 1885, s. 136; ►Haue 2003, s. 142). Svarfristen blev sat til 1. juli 1843, og de anonyme deltagere måtte afstå rettighederne til værket. De to indsendte bidrag blev derpå bedømt, og i december 1844 lød konklusionen, at begge bidrag måtte afvises. Universitets- og Skoledirektionens votering blev meddelt den 6. marts 1845 og trykt dagen efter i ►Berlingske Tidende (7. marts, s. [1]-[2]).