Grundtvig, N. F. S. Frisprog mod H. H. Hr. Biskop Mynsters Forslag til en ny Forordnet Alterbog Mit Frisprog og 'de saarede Hjerter'

✂

Ustabilitet i 1830'ernes danske statskirke

✂ Det enevældige styre gik ind for et uniformitetsprincip, når det gjaldt kirken og dens ritualer. Kirken skulle have én fælles gudstjenesteordning med én salmebog, én alterbog og én ritualbog. Alligevel fulgte øvrigheden ikke nogen helt fast kurs på liturgiområdet i første halvdel af 1800-tallet, men man skiftevis løsnede og strammede båndene. Med ►Hyrdebrevet 1817, som blev udsendt af biskopperne i anledning af 300-året for reformationens begyndelse, slækkede man på kravet om uniformitet og tillod en friere omgang med liturgien (læs mere herom hos ►Rasmussen 1999, s. 68-72), men et årti senere fandt kancelliet anledning til at stramme båndene pga. mange klager over, at visse – især de såkaldt ‘rationalistiske’ – præster foretog ritualforandringer efter deres eget forgodtbefindende enten af teologiske årsager eller for at lette forståelsen hos menigheden. En kancelliskrivelse af 12. august 1828 indskærpede, at der ikke måtte ændres i kirkeritualets formularer, dvs. de faste liturgiske formler ved de kirkelige handlinger (jf. ►Kolderup-Rosenvinge 1838, s. 105).

✂ Problemet med ritualforandringer hørte imidlertid ikke op. Der var præster, som fortsatte med at foretage ændringer, og igen indløb der mange klager især fra de såkaldt ‘vakte’ med Grundtvig-disciplen 👤J.C. Lindberg i spidsen. Den mest bemærkelsesværdige klagesag angik stiftsprovst ved Vor Frue Kirke, 👤H.G. Clausen, som havde ændret i selve dåbsformularen, dvs. forsagelse, trosbekendelse og dåbsordene fra ►Matt 28,19 (dåben i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn). 👤Clausen udelod bl.a. ordene “nedfoer til Helvede” i trosbekendelsen og erstattede ordet djævel med ordet synd i forsagelsen, så den lød “Forsager du Synden og Alt Ondt, som er Gud mishageligt?” (citeret efter ►Rasmussen 1999, s. 146). Der blev klaget over dette flere gange i årene 1832-1833, og det endte med, at 👤H.G. Clausen fik en påtale af kongen og et påbud om at holde sig til ritual- og alterbog. 👤Clausen stod fast på sine principper og overlod det derfor fremover til kateketen ved Vor Frue Kirke at forrette dåb. For en nærmere gennemgang af klagerne over 👤H.G. Clausen, se ►Baagø 1958, s. 220-232.

*En anden sag, der ofte nævnes i denne sammenhæng er sagen om 👤P.C. Stenersen Gad (👤H.G. Clausens svigersøn), som forandrede i nadvertiltalen, så den fik en reformert tone. Herfor tildelte biskoppen ham en irettesættelse, og der fulgte en litterær polemik mellem ham og 👤J.C. Lindberg (læs mere hos ►Rasmussen 1999, s. 146).

✂ På baggrund af 👤Clausen-sagen deltog også Grundtvig i debatten om dåbsritualet med bl.a. det lille hæfte ►Om Daabs-Pagten (1832). Her talte han stærkt imod enhver ændring i dåbsritualet. Det skal bemærkes, at det dåbsritual, som Grundtvig tilsluttede sig, ikke var det oprindelige fra ►Kirke-Ritualet 1685, men revisionen fra 1783, hvor exorcismen var gledet ud. Grundtvig understregede i ►Om Daabs-Pagten, at der var forskel på kirkeskikke og sakramenter. Sakramenterne, dvs. dåb og nadver, udgjorde kirkens nådemidler, og deres ordlyd måtte derfor ikke ændres. Grundtvig tillagde dåben en helt afgørende betydning som “Kirke-Fødselen, altsaa Kilden til hele det Christelige Liv” (►Grundtvig 1832, s. 14) og lagde vægt på dåben som en pagt, der blev indgået mellem Gud og menneske i kraft af ritualets “Spørgsmaal og Gjensvar” (s. 8). Efter Grundtvigs mening havde dåbspagten eksisteret uforandret siden apostlenes tid, og han kunne derfor over for 👤H.G. Clausen hævde, at “naar Man forandrer [Daabs-]Pagten [...] da er med Pagten ogsaa Kirke-Samfundet forandret” (s. 8).

✂ Grundtvig klagede over, at ‘de gammeldags troende’ var nødt til at lade deres børn døbe af præster som 👤Clausen, der forvanskede dåbspagten, og han foreslog derfor, at man løste (dvs. ophævede) sognebåndet, “det Kirkelige Stavns-Baand” (s. 14), sådan at sognebørnene ikke var tvunget til at leve med en præst, der bekæmpede deres tro, men kunne vælge en anden. Hvis sognebåndsløsning blev tilladt, ville det blive muligt at leve med teologisk uenighed og forskellig liturgisk praksis i statskirken.

*Grundtvigs idé om sognebåndsløsning fik ikke opbakning før mange år senere. Loven om sognebåndsløsning blev vedtaget i 1855.

✂

Betænkning om en eventuel ritualrevision

✂ Polariseringen tog til blandt præsterne i begyndelsen af 30'erne, og statskirken var præget af “Forvirring og Opløsning” (►Glædemark 1948, s. 40). Især forholdene vedrørende liturgien var omstridte, og man frygtede et egentligt kirkeligt skisma: at Grundtvig og de vakte ville forsøge at bryde ud af statskirken. Det var en uholdbar situation for enevælden, og kancelliet valgte derfor at udbede sig en betænkning fra landets biskopper om en eventuel forandring i ritual- og alterbog. Det skete med kancellicirkulære af 26. april 1834 (►Rasmussen 2009, s. 153, se også ►Kolderup-Rosenvinge 1838, s. 105 f.). 👤J.P. Mynster fik opgaven med at indkalde udtalelserne og senere samle dem i en betænkning. Udover rigets biskopper valgte 👤Mynster også at høre alle præsterne i Sjællands stift.

✂ 👤Mynsters betænkning kom efter halvandet år, den 25. oktober 1836. Kirkehistoriker 👤Jens Rasmussen har i bogen ►J.P. Mynster. Sjællands biskop 1834-1854. Kampen for en rummelig kirke. Forholdet til N.F.S. Grundtvig og Grundloven foretaget en gennemgang af de indkomne svar. Erklæringerne fra de sjællandske præster fordelte sig sådan, at 23 ikke ønskede nogen forandringer, 65 ville have enkelte forandringer, mens 102 ønskede en revision og omarbejdelse af enkelte dele af ►Kirke-Ritualet 1685. 👤Rasmussen konkluderer, at hovedparten af biskopper og præster var stemt for en nænsom revision af ritualet, som bevarede ensartetheden i de liturgiske formularer (se ►Rasmussen 1999, s. 149-152). 👤Mynster anbefalede på denne baggrund en revision af ritualet, og i spørgsmålet om valgfrihed mellem forskellige formularer anbefalede han én fælles formular. For ham var ensartethed og genkendelighed i statskirken afgørende.

*Fyns biskop, 👤Nicolai Faber, greb sagen anderledes an. Han lod arbejdet med ritualbetænkningen foregå i præstekonventer og indsendte til sidst et høringssvar i form af et helt ritualforslag på 780 sider. Om hans synspunkter i ritualsagen og hans særlige arbejdsform, se ►Rasmussen 1996, s. 125-158.

✂ Oprindeligt havde det været kancelliets hensigt, at en kommission derefter skulle behandle de indkomne bemærkninger og tage sig af at udforme et forslag, men i stedet blev det til, at 👤Mynster skulle stå for det alene. Den 22. juli 1837 fik han ved kongelig resolution overdraget hele sagen og fik ganske frie hænder. I kancelliet var det især 👤A.S. Ørsted, som bakkede op om, at 👤Mynster skulle forestå arbejdet. Man kan gætte på, at kancelliet har ment, at de bedre kunne styre sagens gang ved at lade én mand stå for udfærdigelsen (således ►Rasmussen 1999, s. 153; ►2002, s. 74).

✂

J.P. Mynsters forslag til alterbog og kirkeritual (1839)

✂ 👤Mynster arbejdede på sit forslag i knap to år, og i 1839 lå det færdigt. Det fik titlen ►Udkast til en Alterbog og et Kirke-Ritual for Danmark og bestod af tre dele: Et udkast til alterbog, et udkast til ritualbog og 👤Mynsters egne bemærkninger til disse to dele. I første omgang blev forslaget kun sendt til biskopperne og Det Teologiske Fakultet, idet kongen ikke ønskede en offentliggørelse af frygt for en omfattende polemik, men det endte alligevel med at blive udgivet. Det udkom i begyndelsen af 1839, og året efter kom andet oplag. 👤Mynsters udkast til ritual- og alterbog var på den ene side meget moderat, idet det var kompromissøgende, og den sproglige revision var foretaget nænsomt. På den anden side var det også noget firkantet, for det var 👤Mynsters ufravigelige krav, at alle statskirkens præster skulle benytte ritualet. Der kunne ikke tillades nogen afvigelser fra et nyt forordnet ritual. Igen var det uniformiteten i kirken, som var 👤Mynsters mål. Der skulle være ensartethed i alle sogne (►Rasmussen 2012, s. 144 f.).

✂ Blandt 👤Mynsters mange ændringsforslag skal her nævnes de to, som efterfølgende skabte mest debat. Det første var dåbsritualet, om hvilket der som nævnt havde været megen polemik i løbet af 1830'erne. På dette punkt imødekom 👤Mynster både den grundtvigske og den clausenske side i sit forslag: Han beholdt forsagelsen af Djævelen, sådan som Grundtvig ønskede det, men ændrede andre ting ved dåbsritualet. For det første ændrede han tilspørgslen ved barnedåben til en erklæring, der sagde, at “Daabens hellige Pagt er denne: at du skal forsage Dievelen [...] at du skal tro paa Gud Faderalmægtige [...] ” osv. (►Mynster 1839b, s. 70). 👤Mynster ønskede denne ændring, fordi barnet ikke selv kunne svare. Han fandt det oprindelige rituals mange spørgsmål til spædbarnet stødende, men bevarede dog et enkelt: “Vil du døbes på denne Tro?” (s. 71). 👤Mynsters dåbsritual byggede på et dåbssyn, der siger, at barnet ikke kan tage imod dåben som spæd i den forstand, at det tror ordene, men troen kommer med alderen, og dåbspagten fuldbyrdes først ved konfirmationen. For det andet udelod 👤Mynster i overensstemmelse med ovennævnte tanker ordene om, at barnet er “igienfød formedelst Vand og Hellig Aand” i den bøn, der følger efter dåben (jf. ►Kirke-Ritualet 1685). I stedet hed det nu, at barnet er “optaget [...] i [...] 👤Jesu Christi Samfund” (s. 71).

✂ Det andet ret omfattende element i 👤Mynsters forslag var et udkast til en tredje tekstrække. Man havde i ►Alterbog 1688 en evangelierække og en epistelrække. Evangelieteksterne anvendtes som prædikentekster ved højmesse, mens epistelteksterne blev anvendt ved froprædiken (dvs. den tidlige søn- og helligdagsgudstjeneste) eller aftensangsgudstjeneste. 👤Mynster foreslog at supplere med en tredje række for at få inddraget mere af ►Det Nye Testamente end hidtil og give præsterne flere tekster at vælge mellem. 👤Mynster flyttede desuden rundt på en del af teksterne i de eksisterende tekstrækker (om 👤Mynsters tanker bag tekstuddragene og deres placering i kirkeåret, se ►Mynster 1839d, s. 4-18; ►Rasmussen 1999, s. 162-168).

✂ Der kom mange reaktioner på 👤Mynsters forslag, en liste kan findes i 👤Erslews ►Forfatter-Lexicon, bind 2, s. 323. Reaktionerne kan groft sagt inddeles i to grupper: Der var dem, der ikke fandt ændringer vidtgående nok, det gjaldt fx 👤H.N. Clausen og flere andre universitetsteologer, jf. Det Teologiske Fakultets betænkning (►Clausen m.fl. 1841); og så var der Grundtvig og hans disciple, som ønskede at blive ved det gamle. Til denne gruppe hørte også de vakte, som var meget aktivistiske og indsamlede omkring 2.000 underskrifter imod 👤Mynsters forslag. Erklæringen blev udgivet i december 1839 under gårdmand 👤Rasmus Ottesens navn, men det var egentlig 👤Lindberg, der stod bag udgivelsen (se ►Ottesen 1839 og ►Baagø 1958, s. 321). 👤Mynsters forslag blev også anledning til, at professor i kirkehistorie 👤C.T. Engelstoft udarbejdede en omfattende liturgihistorie, som han udgav under titlen ►Liturgiens eller Alterbogens og Kirkeritualets Historie i Danmark (1840).

✂

Grundtvigs Frisprog mod Mynsters forslag

✂ Grundtvigs svar til 👤Mynster var ikke blot en artikel, men et selvstændigt stridsskrift på i alt 160 sider med titlen Frisprog mod H. H. Hr. Biskop Mynsters Forslag til en ny Forordnet Alterbog (herefter Frisprog). Det består af en gennemgang af stort set alle punkter i 👤Mynsters forslag. Som 👤Anders Pontoppidan Thyssen har udtrykt det, “gennemheglede” Grundtvig 👤Mynsters forslag fra først til sidst (►1983, s. 275).

✂ Grundtvigs hensigt var at forsvare den gamle ritual- og alterbog og især at kæmpe imod, at 👤Mynsters nye ritual skulle blive indført som et forordnet, ufravigeligt ritual. Grundtvig misbilligede “aldeles” 👤Mynsters forslag (Grundtvig 1839, s. VI). Det var at betragte som et nymodens påfund af 👤Mynster modsat det eksisterende ritual, som havde været kirkens gennem århundreder og udtrykte “hvad der almindelig ansaaes for Oldchristeligt” (s. 10). Det var især ritualet som tvang, der var problemet for Grundtvig (se især s. 1-23). 👤Mynsters ritual ville, hvis det blev forordnet, komme til at udgøre en stramning af de åndelige bånd om såvel folkets tro og samvittighed som om præsternes embedsførelse, og der ville fremover blive mindre frihed i kirken: “naar nu Hr. Biskop 👤Mynsters ny Alterbog skulde forordnes til at følges, Rub og Stub, ufravigelig, da var det ingenlunde blot en forandret Byrde, men et nyt Aag, hvori vi Alle spændtes” (s. 10). Grundtvig henviste advarende til situationen i Preussen (s. 13 f.). Her havde man i 1822 indført et nyt ritual med et stærkt ensrettende præg, den såkaldt ‘preussiske Agende’, som mange var utilfredse med. En menighed i Schlesien havde ligefrem valgt at træde ud af statskirken og danne en fri menighed, trods repressalier fra statens side. Ritualtvang kunne altså føre til kirkeligt skisma.

✂ Hovedtankerne i Frisprog var egentlig de samme, som Grundtvig havde fremført flere gange i løbet af 1830'erne, særligt i ►Den Danske Stats-kirke upartisk betragtet 1834, som blev skrevet som reaktion på den nyligt nedsatte ritualkommission, se indledningen her. Det, Grundtvig grundlæggende set ønskede, var en fri statskirke, der alene var en statslig juridisk-økonomisk ramme om de enkelte menigheders og præster liv. I en sådan fri kirke skulle der være præstefrihed, dvs. frihed i dogmatiske såvel som liturgiske spørgsmål, og ved ritualerne skulle der være valgfrihed mellem gamle og nye formularer (såkaldt ‘dobbelte formularer’). Forudsætningen for denne udstrakte frihed var, at man løste sognebåndet, sådan at intet sognebarn skulle være bundet til en præst, der forvaltede ritualerne på en uacceptabel måde, men alle kunne blive betjent efter deres tro. Kun sådan en frihedsordning kunne “redde Statskirken fra at blive en Landeplage” (s. 23). Disse synspunkter præsenteres i Frisprogs første kapitel og resumeres igen i det sidste under overskriften “Den gyldne Middelvei” (s. 134-149). Her siger Grundtvig, at det ikke vil være rigtigt af staten at indføre 👤Mynsters ritualforslag som en middelvej mellem de nymodens og de gammeldags, mellem det clausenske og det grundtvigske standpunkt. Den middelvej, man burde søge i kirken, var snarere den, der går mellem frihed og trældom, og den kunne opnås ved bl.a. valgfrihed i ritualspørgsmål.

✂ Af de mange konkrete emner, som Grundtvig behandlede i sit stridsskrift, skal her behandles de tre vigtigste.

✂

Mynsters svar

✂ 👤Mynster svarede sine kritikere – især Grundtvig – med skriftet ►Oplysninger angaaende Udkastet til en Alterbog og et Kirke-Ritual for Danmark i 1840. Her forsøgte han at gendrive mange af Grundtvigs beskyldninger. Han var irriteret over Grundtvigs grove angreb og over hans urimeligheder og selvmodsigelser. På visse punkter kom han dog Grundtvig i møde. Han tilbød fx at gå tilbage til den gamle tilspørgsel ved dåben (►Mynster 1840, s. 36), og han ville også gerne tillade, at der kunne blive frit valg mellem de tre tekstrækker, hvis flertallet af præsterne ønskede det (s. 25). Helt ubøjelig var 👤Mynster altså ikke (se ►Rasmussen 1999, s. 167).

✂ Spørgsmålet om bispevielsen tog 👤Mynster op i sin latinske landemodetale i 1840. Det fremgår af den, at 👤Mynster regnede Grundtvig for fanatiker og nærmest romersk-katolsk, fordi han var så sakramentalistisk og nægtede den protestantiske bispevielses gyldighed pga. den manglende apostolske succession. 👤Mynster gjorde det klart, at der kun fandtes én ordination til præster med ord og bøn – ikke en særlig bispeordination som led i et kirkeligt hierarki. Det afgørende ved indvielsen til såvel præst som biskop var ikke håndspålæggelsen, men bønnen. Ordinationen var ikke en egentlig indgydelse af ånd, sådan som katolikkerne mente. Når kirken kaldte sig apostolsk, var det ikke på grund af en ubrudt bispeindvielse siden apostlene, men alene pga. den apostolske lære. En oversættelse og introduktion til 👤Mynsters landemodetale kan findes hos ►Rasmussen & Riising 2008, se også ►Rasmussen 2002, s. 79-84.

✂

Præsternes adresse

✂ I ►Berlingske Tidende den 7. november 1840 kunne man læse en adresse, dvs. en støtteerklæring, til biskop 👤Mynster, som var underskrevet af 131 præster fra Ribe stift (►[Anonyme] 1840, sp. 1-2, se faksimile). Den havde tidligere været trykt i ►Folkebladet, nr. 41-42. I støtteerklæringen udtrykte de 131 præster stor tilfredshed med biskop 👤Mynster i det hele taget og især med hans ritualforslag, som de kaldte “et høist fortjenstligt Værk” (sp. [2]). De syntes, at forslaget havde den “Dybhedens, Klarhedens, Sandhedens christelige Aand”, som man i forvejen kendte fra 👤Mynsters prædikener og opbyggelsesskrifter (sp. [2]). Præsternes hensigt med at udgive adressen var først og fremmest at modsige den kritik, der var blevet ytret imod 👤Mynsters forslag, især fra Grundtvigs side i Frisprog – en bog, som ingen af de 131 præster havde kunnet læse “uden saaret Følelse” (sp. [2]). Præsternes erklæring var altså på én gang en støtte til 👤Mynster og en misbilligelse af hans modstandere, navnlig Grundtvig.

✂

Grundtvigs svar: “Mit Frisprog og ‘de saarede Hjerter’”

✂ Grundtvig sad ikke kritikken overhørig, men skrev hurtigt et svar på adressen, som udkom i 👤Lindbergs ►Nordisk Kirke-Tidende den 15. november 1840 under titlen “Mit Frisprog og ‘de saarede Hjerter’”. Grundtvig indledte med at sige til de 131 præster, at de burde holde op med at tale om følelser. Det var både urimeligt og ubetimeligt, eftersom Frisprog ikke var skrevet for at “saare eller læge Hjerter, men for at oplyse Hoveder” (Grundtvig 1840, sp. 693). Grundtvig understregede, at Frisprog ikke var et personligt angreb på 👤Mynster, men alene en protest mod det åg, han var ved at lægge på præsternes samvittighed med det ny, forordnede ritual: “det er Aands-Trældommen og Samvittigheds-Tvangen i Stats-Kirken, som Hr. Biskoppen vil have fornyet og skærpet, men jeg vil, med Guds Hjelp, have aldeles ophævet og udryddet” (sp. 698). I et stridsskrift om en vigtig sag var det efter Grundtvigs mening ikke muligt at undgå skarpe ord, men han mente egentlig selv, at han havde været ret lempelig i Frisprog. Grundtvig kunne altså ikke forstå, at folk blev stødt over hans form, og han fandt det urimeligt, at man stadig – som i 1810'erne og 1820'erne – opfattede ham som en intolerant ortodoks og 👤Mynster som liberal, når det nu var præcis omvendt: Det er 👤Mynster som “aabenbar [dvs. åbenlyst] vil have Alle under Aaget og Grundtvig [som vil] have Alle frie” (sp. 698).

✂ Det, der bekymrede Grundtvig, var ikke alene de 131 præsters adresse, men nok så meget den kommentar, som redaktionen havde knyttet til den. Redaktøren skrev, at adressen fra de mange præster var et tegn på “i hvilken høi Grad det er lykkedes Biskop 👤Mynster at udføre det ham af Regjeringen overdragne vanskelige Arbeide i det Væsentlige til almindelig Tilfredshed” (►[Anonyme] 1840, sp. 2). Grundtvig frygtede, at denne notits ville bidrage til, at 👤Mynsters forslag blev vedtaget, og han så en meget dyster fremtid for sig, hvis det skulle ske. Vedtagelsen af et ritual, der ikke tog hensyn til ‘de gammeldags troende’, måtte føre til en “Uddrivelse” af ham og hans tilhængere af statskirken, og en “dertil svarende Religjons-Forfølgelse” (s. 701). Efter Grundtvigs mening var dette, hvad de 131 præster uafvidende havde bidraget til med deres adresse. Grundtvig afrundede sin artikel med et retorisk spørgsmål, der satte situationen på spidsen: Ville de 131 præster virkelig stævne Grundtvig pga. sårede følelser og derved “give den Danske Stats-Kirke sit Banesaar?” (sp. 702). Præsterne reagerede ikke på artiklen.