Grundtvig, N. F. S. Om Religion og Liturgie Svar paa Resensjonen over min Afhandling om Religion og Liturgi

P.O. Boisens liturgiforslag

✂ Da 👤P.O. Boisen skrev sit forslag til ny liturgi i 1805, var han nyudnævnt biskop over Lolland-Falsters Stift. Han havde i mange år været optaget af pædagogiske tanker og havde i 1802 i sin præstegård i Vesterborg oprettet et seminarium, som han var forstander for ved siden af sin præstegerning. I sit pædagogiske arbejde karakteriseres han som en moderat oplysningsmand, der lod dogmatikkens paragraffer træde i baggrunden til fordel for mere moraliserende betragtninger (►Ørsted 1965, s. 371). Disse tendenser ses også i hans forslag til ændring af liturgien.

✂ 👤Boisens bevæggrund for at udforme et liturgiforslag skal findes i den faldende tilslutning til kirken. Han spørger retorisk i det indledende kapitel: “Hvorfor staae saa mange Kirker næsten tomme?” (►1806, s. 14) og svarer, at oplysningen er taget til, og at han derfor finder det nødvendigt at “lempe den udvortes Dyrkelsesmaade efter Nutidens Aand” (s. 16).

✂ Hovedanliggendet i 👤Boisens plan var at gøre gudstjenesten forståelig. Sproget skulle moderniseres og gudstjenesten gøres mere afvekslende. I tråd hermed ønskede 👤Boisen også at øge mængden af katekisation i gudstjenesten, dvs. undervisning af menigheden gennem spørgsmål og svar. Hertil kom et fokus på det moralske: det, man lærte i kirken, skulle kunne anvendes på “Vandelen”, dvs. livsførelsen (s. 12). Ved siden af disse tendenser, som er i overensstemmelse med tidens herskende rationalisme, var der imidlertid også en anden tendens i 👤Boisens forslag: Han ønskede, at gudstjenesten skulle blive mere inderlig, rørende og højtidelig. Dette kom til udtryk i de ret sentimentale bønner, han formulerede til gudstjenesten. Den dobbelte tendens, som 👤Boisen ønskede skulle være kendetegnende for gudstjenesten, formulerede han således: “Forstand og Hjerte bør være lige beskjeftigete” (►1806, s. 12).

✂ 👤Boisens liturgiforslag er meget udførligt. Ud over de indledende tanker om gudstjenesten i almindelighed omfatter det konkrete forslag til ordlyden af alle liturgiens led og bønner samt betragtninger over konfirmation, dåb, vielse og begravelse. 👤Boisens forslag tilbød en gennemgribende reform af gudstjenesten, og det var muligvis derfor, mange præster afviste planen; den var simpelthen for omfattende. Som én af debattørerne formulerede det: “Hovedreformer [...] have noget Voldsomt og Ubehageligt hos sig” (►Clausen 1806, s. 13).

Reaktioner på Boisens forslag

✂ Biskop 👤Boisen indsendte sit liturgiforslag til kancelliet i august 1805 sammen med en skrivelse fra Sjællands biskop 👤N.E. Balle, der anbefalede, at skriftet blev trykt, og at der blev nedsat en kommission til at behandle forslaget. Kommissionen blev nedsat i oktober 1805 og kom til at bestå af 👤Balle selv, justitsråd👤 C.L. Lassen og professor 👤Friedrich Münter. Kommissionen lod 👤Boisens forslag trykke og sendte det i høring hos præsterne i Danmark og Norge. 👤Boisens plan blev herefter livligt debatteret. Der indkom 99 høringssvar (►Glædemark 1948, s. 538). Desuden blev der publiceret en række selvstændige pjecer og tidsskriftartikler om emnet, herunder bidrag af to senere prominente personer, nemlig den senere stiftsprovst i København, 👤H.G. Clausen, og den senere biskop over Sjællands Stift, 👤J.P. Mynster.

✂ De forskellige debattører var enige om at kritisere 👤Boisens forslag omend på forskelligt grundlag. Forslaget blev således angrebet både fra rationalistisk og fra konservativ side. 👤J.P. Mynster ønskede at bevare det gamle. Han mente ikke, at man ville vinde noget ved at tilpasse sig tidens tarv; traditionen ville blot blive udtyndet (►Mynster 1806, s. 92). 👤H.G. Clausen derimod tilsluttede sig 👤Boisens fordring om, at gudstjenesten skulle være forståelig og tilpasse sig tiden, men han kunne ikke gå ind for forslaget af andre grunde. Han mente bl.a., at 👤Boisen vægtede katekisationen alt for højt, og at bønnerne var formuleret i et upassende hverdagssprog. I det hele taget vurderede han planen som mislykket (►Clausen 1806 s. 27). 👤J.P. Mynster og 👤H.G. Clausen repræsenterede således hver sin fløj i liturgidebatten: Den ene ville bevare den gamle liturgi, den anden ønskede en ny, men afviste at kunne bruge 👤Boisens forslag.

✂ Den nedsatte liturgikommission kom aldrig med noget endeligt forslag til en ny liturgi. Dens arbejde kan kun følges frem til maj 1807, hvor den bad om udsættelse af udarbejdelsen af sin betænkning (►Glædemark 1948, s. 538). Når kommissionen fandt det vanskeligt at udforme en betænkning, var det formentlig fordi 👤P.O. Boisens forslag mødte så bred modstand fra både de konservative og de rationalistiske præster, og desuden fordi kommissionens medlemmer ikke kunne blive enige indbyrdes (►Glædemark 1948, s. 58).

Grundtvigs indlæg i liturgidebatten

✂ Grundtvig var huslærer på herregården Egeløkke på Langeland under liturgidebatten og var formentlig blevet bekendt med den gennem tidsskrifterne ►Ny Minerva og ►Kjøbenhavnske lærde Efterretninger (►Bugge 1965, s. 107). Om sin motivation til at blande sig i debatten skrev han retrospektivt i sin dagbog i 1815: “[...] som tilkommende Præst maatte jeg allerede finde Sagen [liturgien] vigtig, med mine Ideer om Tro og Poesie maatte jeg finde den meste Tale tom eller falsk og bagvendt, Lysten til at tale med, som jeg fra Dreng af havde havt, men som i de sidste Aar næsten var forgaaet, vaagnede, og mig syntes jeg havde Noget at sige. Under saadanne Varsler skrev jeg min Afhandling om Religion og Liturgi” (Grundtvig-arkivet fasc. 507, blad 8 verso).

✂ Grundtvigs indlæg i liturgidebatten adskilte sig markant fra de andre bidrag. Hvor de fleste andre debattører beskæftigede sig indgående med konkrete formuleringer og detaljer i 👤Boisens forslag, skriver Grundtvig, at han ikke ønsker at gå ind i enkelthederne, men i stedet vil beskæftige sig med religionens og liturgiens grundbegreber. Det er således religionsfilosofiske spørgsmål, der præger det meste af Grundtvigs afhandling. Hans hovedærinde er at gøre op med oplysningstidens religionsbegreb og tilbyde et nyt syn på religionen.

Henrich Steffens' betydning for Grundtvig

✂ Grundtvigs fætter, naturvidenskabsmanden og filosoffen 👤Henrich Steffens, introducerede i november-december 1802 de nye idéer fra den tyske romantik for danskerne ved en række forelæsninger på Elers' kollegium. Det nye i tysk åndsliv var en længsel efter at finde et enheds- og helhedssyn på tilværelsen, trangen til en sammenhængende anskuelse af natur og historie, samt en higen efter det evige (►Scharling 1947, s. 19).

✂ Grundtvig overværede disse forelæsninger og beskrev i 1824 i et brev til 👤Steffens, hvordan de blev et vendepunkt i hans liv. Forelæsningerne gav ham blik for historiens gang, lærte ham at se Kristus som historiens guddommelige midtpunkt, og de kastede “den første Gnist” i hans sjæl “til en aandelig Betragtning af Menneske-Livet” (►Breve 2 1926, s. 88). Disse overvejelser er imidlertid udtryk for Grundtvigs senere fortolkning. Hans dagbøger tegner et billede af en mindre begejstret ung mand. Grundtvig skrev i 1805: “Ieg havde hørt Begyndelsen af Steffens' Forelæsninger over Filosofien, men havde kun halv forstaaet Dem” (►Dag- og Udtogsbøger 1 1979, s. 252, intern varians ikke gengivet). Adskillige andre steder har Grundtvig betonet, at det, han hørte hos 👤Steffens, først senere fik betydning for ham (se eksempler hos ►Scharling 1947, s. 17 f.). Det tog altså tid, før ideerne bundfældede sig hos ham og gav ham anledning til selv at anvende de romantiske begreber og formuleringer, sådan som det sker i ►“Om Religion og Liturgie“.

✂ Mange grundtvigforskere ser en indre forbindelse mellem Grundtvigs ‘vækkelse’ til et nyt, romantisk præget livssyn i årene 1805-1806 og hans ulykkelige forelskelse i fruen på Egeløkke, 👤Constance Steensen-Leth. Denne tese bygger både på hans selvbiografiske digt “Strandbakken ved Egeløkke” og på hans dagbogsoptegnelser. I en optegnelse fra 6. maj 1806, skriver han fx: “Min Ahnelse vaagnede først med min Følelse” (►Dag- og Udtogsbøger 1 1979, s. 368). Dette forstås sådan, at Grundtvigs sans for og længsel efter livets evighedsdimension opstod i forbindelse med forelskelsen. Følelserne for 👤Constance påvirkede Grundtvig, så han i Langelandstiden for alvor åbnede sig for de tanker og den poesi, han havde hørt om fra 👤Steffens.

F.W.J. Schellings naturfilosofi

✂ I sine dagbøger skrev Grundtvig udtog eller ekscerpter af de bøger, han læste, og man kan herved få et indtryk af hans studier i årene 1805-1806. Det drejede sig først og fremmest om 👤Steffens' forelæsninger, som han havde på tryk: ►Indledning til philosophiske Forelæsninger (1803), samt hans egne optegnelser fra de forelæsninger om 👤Goethe, som 👤Steffens holdt i foråret 1803. Grundtvig fik desuden adgang til den nyere litteratur via biblioteket på Tranekær slot og via det læseselskab, som han havde oprettet på Langeland. Tanken med selskabet var, at medlemmerne kunne være fælles om de dyre bogindkøb og samtidig skabe et forum, hvori de kunne diskutere de læste bøger. En til to gange om måneden modtog Grundtvig som protokolfører for selskabet bogpakker fra forlaget Schubothe i København (se ►Rønning 1907, bind 1:2, s. 43 f.).

✂ I tiden omkring 1806 var Grundtvig mest optaget af at læse tysk filosofisk litteratur, nærmere bestemt 👤Fichte, 👤Schiller og 👤Schelling. Især 👤Schellings idealistiske system betog ham. I foråret 1806 læste han 👤Schellings dialog ►Bruno fra 1802 og skrev derom i dagbogen: “Jeg forlod Livet med 👤Schelling i hans Bruno” (►Dag- og Udtogsbøger 1 1979, s. 402). Dette skal formentlig forstås sådan, at Grundtvig tabte interessen for den jordiske tilværelse (‘Livet’) ved mødet med 👤Schellings idealistiske lære om den endelige verdens forhold til det evige. Samme sommer må Grundtvig have læst ►Vorlesungen über das academische Studium, hvis to kapitler om kristendom og teologi har sat sig tydelige spor i ►“Om Religion og Liturgie“. Det var altså disse to Schellingskrifter, samt 👤Steffens' udlægning af 👤Schellings tanker, der påvirkede Grundtvig i tiden forud for, at han skrev sin afhandling. Siden læste han flere værker af 👤Schelling (►Scharling 1947, s. 60).

✂ 👤Schellings filosofiske bestræbelse var at virkeliggøre det gamle program ‘ἓν ϰαὶ πᾶν’ (ét og alt) fra 👤Heraklit og nyplatonikerne og forklare hele tilværelsen ud fra ét grundprincip. Han søgte med andre ord enheden bag de forskelligt fremtrædende fænomener og ville vise, at tilværelsen i sin dybeste sammenhæng er ét. Ifølge 👤Schelling har alt sin plads og sin eksistens i det Ene, som bærer tilværelsen, og som han kalder ‘det Absolutte’. I et opgør med 👤Fichte, der fandt al realitet inden for jeg'et, bestræbte 👤Schelling sig på at favne hele tilværelsen; den ydre såvel som den indre.

✂ 👤Schellings indsats bestod især i at tage naturens liv ind under sin helhedsbetragtning. Han udviklede en naturfilosofi, der betragtede tilværelsen som én stor organisme, hvor ånd og natur forenes. Naturen betragtedes ikke blot som noget foreliggende, som mennesket kunne forholde sig til, men ånden var virksom i naturen. Natur og ånd ligestilledes og blev i bund og grund betragtet som identiske: Natur er synlig ånd og ånd er usynlig natur. 👤Schellings filosofi i perioden 1801-1806 kaldes også identitetsfilosofi, idet han var optaget af tanken om enheden (identiteten) af så modsatte størrelser som ånd og natur, subjekt og objekt, det reale og det ideale. Forsoningen af disse adskilte størrelser ansås for at være målet for udviklingen i historien. Samtidig opfattedes den som en oprindelig enhed bag historien, en enhed der var tilgængelig for mennesket gennem ‘anskuelsen’. ‘Den intellektuelle anskuelse’ er et nøglebegreb hos de tyske romantiske filosoffer og betegner en særlig umiddelbar erkendelse af ‘det absolutte’, dvs. en erkendelse uden begrebslig formidling.

✂ Grundtvigs inspiration fra 👤Schelling er tydelig i “Om Religion og Liturgie”. Det ses i den grundlæggende modsætning mellem det endelige og det evige, i brugen af begreber som ‘det identisk evige’ (svarende til 👤Schellings ‘det absolutte’) og formuleringer som “Intet kunde kaldes absolut, uden det, der, hævet over Tids og Rums Bestemmelser, indslutter Alles bestemmende Grund, hint Tænkens og Værens evige Identitet” (s. 182). Der er dog ikke tale om, at Grundtvig helt overtager 👤Schellings system. Han forholder sig eklektisk til 👤Schellings tanker. Nogle overtager han; andre forkaster han.

✂ Grundtvig havde grundlæggende to udeståender med den romantiske filosofi, som den tog sig ud hos 👤Schelling. Det ene ligger i enhedstanken: Når alt udledes af Gud – det absolutte – hvor kommer da negativiteten fra? Grundtvig mener ikke, at der gives en ordentlig forklaring på, hvor det onde kommer fra. Det er dette problem, han er inde på i den svært forståelige passage s. 137, hvor han skriver, at filosofien kan erkende en højere lov end naturens, nemlig det absolutte eller guddommeliges lov, men den kan ikke forklare, hvorfor denne lov ikke fremtræder i livet med samme nødvendighed som naturen. Filosofien kan hverken forklare, hvordan denne disharmoni er opstået, eller hvordan harmonien skal genoprettes. Derfor karakteriserer han 👤Schellings (og 👤Fichte og 👤Schillers) forsøg på at forklare det evige som “mislykket” (s. 137 f.). Ifølge Grundtvig er det den bibelske kristendom, der leverer det bedste svar på spørgsmålet. Syndefaldsberetningen viser, at disharmonien kommer fra mennesket, fra tilværelsen, ikke fra Gud. Og fortællingen om 👤Kristus viser, at harmonien kan genoprettes ved hans forsoning. Grundtvig fastholder således i modsætning til romantikerne den ubetingede modsætning mellem godt og ondt.

✂ Grundtvigs andet udestående med 👤Schelling ligger i det upersonlige gudsbegreb, som tenderer imod panteisme. Et sådant gudsbegreb kan Grundtvig med sin baggrund i ortodoks luthersk kristendom ikke antage. Han fastholder Gud som en personlig Gud og fader (►Scharling 1947, s. 79).

✂ Generelt kan man sige om Grundtvigs forhold til den tyske romantik, at han lod sig påvirke af dens idéer og stil, men at han var kritisk over for dens grundlæggende livsholdning. Der er elementer i hans kristendomsforståelse, som hindrer ham i helt at tilslutte sig romantikerne, jf. ►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 192.

Det romantiske syn på poesiens væsen

✂ I synet på poesiens væsen blev Grundtvig kraftigt påvirket af de tyske romantikere. Her var det først 👤Steffens og senere 👤Schiller, der kom til at præge ham. I et vigtigt dagbogsnotat fra den 9.-10. september 1805 kan man se, hvordan Grundtvig langsomt tilegner sig det romantiske syn på poesien. Her afviser han en række af oplysningstidens udvendige bestemmelser af poesien, fx den formelle, at poesi er linjer inddelt i vers med rim til sidst, eller at poesi er billedsprog. Overfor disse definitioner stiller han romantikernes mere vidtløftige: “Poesien er alt det, som bærer det Eviges Præg” (►Dag- og Udtogsbøger 1 1979, s. 220). Formuleringen har Grundtvig fra 👤Steffens' forelæsninger (►1996, s. 135, 139 f.).

✂ Til at begynde med var Grundtvig skeptisk over for den romantiske bestemmelse af poesien. Han havde egentlig taget den op til overvejelse i sin dagbog for halvt at forkaste den, men han ender med at indse, at den har “en vis indvortes Kraft, som griber og fængsler” (►Dag- og Udtogsbøger 1 1979, s. 221). Bag den romantiske definition af poesien ligger en platonisk tankegang, der siger, at poesien er en afglans af det evige, og at mennesket via poesien kan nærme sig det evige. Ordet ‘poesi’ skal i denne sammenhæng ikke forstås konkret som ‘digtning’, men som en livsopfattelse, der er orienteret mod evigheden, en grundlæggende holdning til tilværelsen, som kan udfolde sig i forskellige former for kunst: maleri, skulptur, digtning og musik. Det er denne omfattende betydning af ordet ‘poesi‘, Grundtvig anvender i sin afhandling “Om Religion og Liturgie”.

✂ Grundtvig korrigerer imidlertid romantikerne på ét punkt. Han mener, at de forholder sig for snævert til det rene ideal, og at de tager fejl, hvis de tror, at mennesket kan gribe poesiens kulminationspunkt, forstået som en guddommelig anskuelse af universet (det evige). Efter hans mening kan det slet ikke gribes. Mennesket kan kun stræbe efter og nærme sig “Poesiens Urstof” (►Dag- og Udtogsbøger 1 1979, s. 223). Dette er tanker, Grundtvig arbejder videre med i “Om Religion og Liturgie”, hvor det også bliver en vigtig pointe, at poesien nok kan række ud efter det evige, men ikke gribe det. For en grundig gennemgang af dagbogsafsnittet om poesiens væsen, se ►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 152-159.

Om religion

✂ Grundtvig indleder sin afhandling med at citere fra forordet til 👤Schillers ► Die Braut von Messina (1803): “Bag religionernes dække ligger religionen selv” (overs. af GV). Mottoet passer til hans anliggende, som han formulerer over de første 5 sider: At komme bag om det ydre og finde ind til essensen af, hvad religion er. Denne tilgang har han lært af 👤Schelling, der siger, at man for at forstå et fænomen må se det i forbindelse med sin højere idé, med den helhed, det tilhører.

✂ Man kan konkludere, at hele Grundtvigs hovedafsnit om religionen er bygget op omkring strukturen i 👤Steffens' 7. og 8. forelæsning med brug af 👤Schellings begreber og med enkelte indskud af mere selvstændig karakter: om syndefaldsberetningen, om asalæren og om de ondes skæbne efter døden.

Om liturgi

✂ Efter det lange afsnit om religionen kommer Grundtvig til det igangsættende emne, liturgien. Grundtvig definerer nu den kristne religion som “Guds hemmelige Visdom” og siger, at denne ikke kan erkendes “uden ved en Symbolik, som fører den nærmere frem for Beskuelsen” (s. 169). En sådan symbolik er liturgien. Religion i den egentlige betydning, ‘samvær med det evige’, kan ikke finde sted i dette liv, men liturgien giver i det mindste mennesket mulighed for at anskue livet “i Relation til de evige Urbilleder” (s. 173).

✂ Grundtvigs tilgang til liturgien stemmer overens med hans romantiske betragtninger og hans definition af religionen som en stræben efter samvær med det evige. Liturgiens opgave er tilsvarende at hæve mennesket over tilværelsen. Salmesangen omtaler han således i stærkt romantiske vendinger: “Høit over Jorden maa vi opløftes, og et Glimt af det evige Liv maa svæve forbi vort mod Himlen stirrende Øie” (s. 190). Nadveren beskriver Grundtvig som et kulminationspunkt i liturgien, hvor mennesket skuer et glimt af den himmelske poesi (s. 192). Kirkebygningen, siger han, bør have en skiønnere og mere ophøjet bygningsmåde end andre huse, for at den kan hæve menneskene over tilværelsen og være et billede på den poesi, der ytrer sig i kirkens liturgi (s. 197). Kunsten har på samme måde sin plads i kirken, for så vidt som den stræber ud over det endelige (s. 198).

✂ Liturgiafsnittet er altså kendetegnet af Grundtvigs romantiske, poetiske tilgang. Det er også den, der får ham til at sætte spørgsmålstegn ved et af kirkens dogmer, nemlig læren om realpræsensen, der siger, at brødet i nadveren er 👤Jesu legeme, og vinen er 👤Jesu blod. Grundtvig mener ikke, at man kan “fængsle det Evige i det Endeliges Produktioner” (s. 194). Det er en misforståelse at tro, at den forening mellem Gud og den troende, der finder sted i nadveren, sker ved at man spiser det hellige, men det sker alene ved troen. Bevægelsen ligger ikke i at søge at fæstne det himmelske til jorden, men i at blive hævet til det himmelske ved en guddommelig kraft, jf. talen om ►Jupiters kæde, der skal løfte det jordiske til det himmelske (s. 140). Grundtvig foreslår derfor, at man enten uddeler elementerne tavst eller anvender en anden formulering, fx de reformertes, at brødet “betyder” 👤Jesu legeme, eller en formulering fra 👤Paulus: at brødet er “Christi Legems Samfund”, altså fællesskab med 👤Jesus.

✂ Ud over de ovennævnte betragtninger rummer liturgiafsnittet et heftigt angreb på samtidens præster. Grundtvig angriber præsterne både for deres uhøjtidelige måde at forvalte liturgien på og for deres prædikemåde. Han vender sig både imod de dogmatiske præster, der “foredrage Systemet uden Frugtbarhed for Livet” (s. 178), og imod de moraliserende præster, der taler om hverdagsemner med menigheden. Det er efter hans mening ikke virkelig religiøst. Grundtvigs karikatur af denne præstetype s. 179 er et ekko af 👤biskop P.O. Boisens sprog og emnevalg.

✂ Afsnittet om de moraliserende præster og deres optagethed af at opmuntre til dyd fører desuden til en digression om forskellige bevæggrunde til dyden (s. 181-187).

Udgiver L.N. Fallesens kommentarer

✂ Udgiver 👤Lorenz Nikolai Fallesen kan betragtes som det første vidne om, hvordan afhandlingen blev modtaget. 👤Fallesen har nemlig kommenteret Grundtvigs tekst, hvor han fandt den uforståelig. Han skriver en række noter til teksten (14 i alt), hvor han angiver, hvad han ikke forstår, eller gør opmærksom på, at han ikke er enig i synspunkterne. Et enkelt sted anbefaler han endog anden og bedre læsning! Seks steder sætter han “(?)” ind i Grundtvigs tekst for at markere uforståeligheden. Det kan synes mærkeligt, at udgiver og forfatter ikke har forsøgt at klare disse uoverensstemmelser inden trykningen.

✂ På trods af de mange spørgsmål til afhandlingen er 👤Fallesen i det store hele positiv i sin vurdering af den unge Grundtvig og skriver i sin sidste note: “Herr Forf. kan være overbeviist om, at enhver Retskaffen vil læse hans Afhandling med megen Agtelse baade for hans Forstand og Hierte. Mig for min Deel har den meget glædet, skiønt Sproget og enkelte Udtryk paa faa Steder ikke have behaget mig. Men lige meget, Forf. har talt Religionens Sag med en reen Aand og et varmt Hierte, og derfor lønne ham Gud” (s. 201).

P.E. Müllers anmeldelse

✂ Der gik en rum tid, før “Om Religion og Liturgie” blev anmeldt. Først i 1808 anmeldtes hele årgang 1807 af ►Theologisk Maanedsskrivt i ►Kjøbenhavnske lærde Efterretninger af 👤P.E. Müller, som på det tidspunkt var professor i teologi ved Københavns Universitet. Den del, der omhandler Grundtvigs tekst, findes på s. 706-13 og 721-725, se faksimiler. 👤Müller ofrede megen plads på Grundtvigs afhandling og refererede store dele af den, idet han vurderede, at meget ville være nyt for læserne, da afhandlingen er “den første i vort Sprog, hvori den allernyeste tydske Religionsfilosofi udtaler sig” (1808, s. 11). Han bemærker, at Grundtvig følger tendensen inden for den nyere filosofi til at gøre op med kantianismen. Hvor 👤Kant byggede på tænkningen og søgte at bestemme grænser for den menneskelige erkendelse, giver den nye filosofi i stedet indbildningskraften (fantasien) den højeste plads. Dette bekymrer 👤Müller: “Ved at gribe alt, hvad der formaar at virke paa Følelsen, bevirker den Nyeste Filosofi, at alskens Overtro kan vorde stadfæstet” (►1808, s. 712).

✂ 👤Müller skriver, at han har fundet meget “skjevt og urigtigt” i afhandlingen, og kritiserer den for at være uforståelig: “[der er] meget, som Forfatteren ved nærmere Eftertanke selv vil finde ensidigt og overspændt. Sproget potenseres tillige med Indbildningskraften [fantasien], hvorved Udtrykket stundum bliver uforstaaeligt. Billeder maae tages for Grunde, og synderlige Paradoxier lade sig tilsyne” (►1808, s. 712). Derudover ser 👤Müller en række problemer i Grundtvigs fremstilling. 👤Müller skriver fra et rationalistisk standpunkt, og det kan ikke undre, at hans første kritikpunkt angår forholdet mellem fornuft og åbenbaring. 👤Müller mener, at Grundtvig nedværdiger filosofien (dvs. fornuften), når han hævder åbenbaringstroen som den eneste grund for overbevisning om det oversanselige. Grundtvig glemmer, at troen må prøves efter og bygges på filosofiske grunde, hvis den ikke skal være “phantastisk” (►1808, s. 713).

✂ Et andet problem ligger i selve Grundtvigs definition af religion som det endeliges samfund med det evige. 👤Müller finder i definitionen af religion som åndens opløftelse over det jordiske en mystisk tendens og efterlyser det etiske aspekt ved religionen. Menneskets stræben bør ifølge ham ligge i at virke og ikke i at føle. I stedet for at stræbe efter at hæve sit eget væsen mod det evige, bør mennesket se sin opgave i “at fremme det Gode i en moralsk Verden” (►1808, s. 722).

✂ Et tredje stridspunkt er Grundtvigs tale om syndefaldet og 👤Jesu religion som forsoning. Dette finder 👤Müller helt urigtigt. Det Gamle Testamente taler måske nok om et fald, men det gør 👤Jesus ikke, ifølge 👤Müller. Han skildrede derimod menneskehedens tilstand “paa samme Maade som enhver Moralist, der foredrog en renere Lære i en fordærvet Tidsalder” (►1808, s. 723). 👤Müller ser altså ikke det moralsk onde som resultatet af et radikalt syndefald, der står til genopretning ved guddommelig indgriben, men det onde kommer fra “Sandseligheden” og kan undgås ved at leve et moralsk liv.

✂ Et sidste kritikpunkt angår spørgsmålet om, hvorvidt de onde kan forbedre sig på den anden side af døden. 👤Müller læser Grundtvig, som om han utvetydigt siger nej til dette spørgsmål, og forsøger at gendrive Grundtvigs påstand med følgende (ikke særligt overbevisende) argument: Man kan ikke nægte muligheden af en omvendelse for de lastefulde i dette liv, da de jo er frie fornuftsvæsner. Og eftersom mennesket ikke kan vide noget om tilstanden efter døden, andet end hvad det kan slutte sig til ved betragtninger over det dennesidige liv, vil det heller ikke være urimeligt at antage en omvendelse på den anden side af døden for mulig.

✂ Liturgidelen af Grundtvigs afhandling kommenterer 👤Müller meget kort, idet han siger, at denne del har forekommet ham mest tilfredsstillende.

✂ På trods af de mange indvendinger, 👤Müller har imod Grundtvigs synspunkter og formuleringer, giver han en meget positiv vurdering af Grundtvigs iver og engagement. Han tvivler ikke på, at “en Mand, der føler saa varmt, der skriver saa fyndigt, der er saa giennemtrængt af Ærefrygt for Jesu hellige Lære, og besidder i sit Foredrag, hvad de Ældre ei upassende kaldte Salvelse, at jo den Mand vil engang vorde en værdig Religionens Lærer” (►1808, s. 712).

Grundtvigs svar på anmeldelsen

✂ Grundtvig svarede på 👤Müllers anmeldelse i ►Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn under titlen ►“Svar på Resensjonen over min Afhandling om Religion og Liturgi”. Han undrer sig her over påstanden om, at den nye tyske religionsfilosofi skulle udtale sig i hans afhandling. Han bedyrer, at han ikke tilhører nogen filosofisk skole, og om forholdet til naturfilosofien skriver han: “[Jeg har] kun nogle Ord og Formler, og maaske den religiøse Tendents tilfælles med samme; thi mine Resultater vedkende Naturfilosofen sig neppe” (►Grundtvig 1808, sp. 294).

✂ Til 👤Müllers påstand om, at Grundtvig nedværdiger filosofien, svarer han, at denne nedværdigelse dog ikke er uberettiget. Han gentager sit synspunkt fra afhandlingen, at åbenbaringen løser gåder, som fornuften (filosofien) ikke kan løse. Det, filosofien kan, er at vise mennesket, at det har en trang til tro på det oversanselige. Grundtvig går egentlig ikke ind på 👤Müllers spørgsmål, om ikke også troen skal efterprøves af fornuften for ikke at ende i fantasteri.

✂ En mere alvorlig sag finder Grundtvig i, at han anklages for mystik og for at anbefale en uvirksom følelsestro. Dels forsvarer han sig med, at han netop har afvist den form for religion, der reducerer religionen til poesi, og som fortaber sig i en uvirksom beskuelse af det evige. Dels påpeger han, at han tydeligt har slået fast, at betingelsen for at vinde saligheden er “Stræben mod det Evige ved Moralitet” (sp. 295). Som tidligere nævnt er der her tale om en uklarhed i Grundtvigs afhandling. At saligheden skulle kunne opnås ved at føre et moralsk liv harmonerer dårligt med afhandlingens hovedtanke, at mennesket ikke ved egen bestræbelse kan nå det evige.

✂ Angående spørgsmålet, om de onde kan forbedre sig efter døden, finder Grundtvig sig misforstået. Han har ikke, som 👤Müller påstår, sagt, at de lastefulde ikke kan forbedre sig; han mener blot at have modsat sig den tanke, at det skulle være lettere at omvende sig efter døden.

✂ Grundtvig afslutter sit svar med at skrive, at han ikke vil gå ind i et egentligt, argumenterende forsvar af sin afhandling, fordi det ville komme til at fylde mere end afhandlingen selv “uden dog at kunne overbevise dem, der beskue det Oversandselige og dets Aabenbaring i Tidens Fylde, fra en næsten modsat Synspunkt” (►1808, sp. 295). Her rammer Grundtvig hovedet på sømmet: Hans position i denne tid er så langt fra samtidens rationalistiske præster, at de ikke kan blive enige om religionsspørgsmålet.

J.P. Mynsters reaktion

✂ Grundtvigs afhandling affødte også en reaktion fra 👤J.P. Mynster, som på det tidspunkt var præst i Spjellerup, og som senere blev biskop over Sjællands stift. 👤Mynster, som selv havde skrevet et indlæg i liturgidebatten, omtalte Grundtvigs afhandling i et brev til sin veninde 👤Kamma Rahbek: “En Candidat Grundtvig har i Fallesen’s Maanedsskrivt skrevet en Afhandling ‘om Religion og Liturgie’, som viiser Anlæg, og en langt bedre Bestræbelse, end de øvrige Liturgers, ogsaa undertiden Held til meget lykkelige Udtryk, men som dog endnu ikke er stort Andet end et halvfordøjet Virvar af Andres fornuftige og ufornuftige Tanker” (►Mynster 1860, s. 97).

✂ I ►“Om Religion og Liturgie“ havde Grundtvig kritiseret nogle af 👤J.P. Mynsters holdninger – dog uden navns nævnelse. Det gjaldt for det første tilspørgelsen ved dåben, som 👤J.P. Mynster i overensstemmelse med 👤Boisen mente, skulle være henvendt til fadderne og ikke til barnet. Grundtvig mente ikke, at en tiltale til barnet burde virke anstødelig – ikke medmindre man er “en svoren Fiende af Poesie” (“Om Religion og Liturgie”, s. 187). For det andet kritiserede Grundtvig 👤Mynsters syn på skriftemålet. 👤Boisen havde i sin plan foreslået skriftemålet afskaffet, fordi absolutionen (tilsigelsen af syndernes forladelse) kunne misforstås som en frihed til at begå nye synder. Det var hans opfattelse, at mange ville blive ved med at synde i tillid til håndspålæggelsen i skriftemålet (►Boisen 1806, s. 148). 👤Mynster gik i sit indlæg imod 👤Boisen og talte for bevarelse af skriftemålet, idet han hævdede, at de mennesker, der kunne finde på at synde i tillid til håndspålæggelsen, nok “vilde blive ved alligevel” (►Mynster 1806, s. 99). Disse ord af 👤Mynster fik en hård medfart af Grundtvig: “hvor er Beviset for denne henkastede Phrase, der hverken kan stadfæstes ved den ydre eller indre Erfaring?” (“Om Religion og Liturgie”, s. 193).

✂ 👤J.P. Mynster tog Grundtvigs bemærkninger ilde op. Han udtrykte sin vrede over Grundtvigs behandling af ham i ovennævnte brev til 👤Kamma Rahbek: “Da Personen ellers ofte er mig nær nok, uden at sige mig nogen Høflighed, men benytter den første Lejlighed til at sige mig en Grovhed, saa havde han rigtignok fortjent, at jeg skulde kyle ham selv en Replik i Hovedet. Imidlertid vil jeg det dog ikke, men nøjes med den Hævn, jeg her har taget over ham” (►1860, s. 97). I sine erindringer, ►Meddelelser om mit Levnet fra 1854, mindes Mynster stadig med bitterhed, hvordan Grundtvig havde frakendt ham poetisk sans og beskyldt ham for at komme med henkastede fraser (►Ørsted 1965, s. 377).

✂ 👤J.P. Mynsters indlæg i liturgidebatten kom desuden til at spille en særlig rolle i hans personlige udvikling. Han opfattede det selv som et vendepunkt i sit liv, at han her for første gang satte sig op imod autoriteterne (👤Boisen og liturgikommissionen) for at forsvare den ‘gamle’ kristendom: “Virkelig var dette Skridt af større Betydning i mit Liv, end det vel har Udseende af; jeg havde derved bestemt den Retning, min hele fremtidige offentlige Virken skulde tage, og kunde gierne sige, at jeg dermed ‘var gaaet over Rubicon’” (►Mynster 1854, s. 164). Om 👤Mynsters position i liturgisagen, se ►J.P. Mynster og Henrich Steffens (►Ørsted 1965, s. 371 ff.).

Trykt

• Albeck, Gustav (1959) ►“Huslæreren paa Egeløkke” i Gustav Albeck (red.) ►Grundtvig Studier 1959, s. 78-98. København
• Bibliografien, se Johansen, Steen (1948-1954)
• Boisen, Peter Outzen (1806) ►Plan til Forbedring ved den offentlige Gudsdyrkelse. København
• Bugge, Knud Eyvin (1965) ►Skolen for Livet. Studier over N.F.S. Grundtvigs pædagogiske tanker. København
• Christensen, Bent (1998) ►Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige Livsengagement. København
• Clausen, Henrik Georg (1806) ►“Betænkninger i Anledning af Hr. Biskop Boisens Plan til Forbedring ved den offentlige Gudsdyrkelse” i Theologisk Maanedsskrivt, december 1806. København
• Frederiksen, Emil (1948) ►Den unge Grundtvig og andre Essays. København
• Glædemark, H.J.H. (1948), ►Kirkeforfatningsspørgsmålet i Danmark indtil 1874. En historisk-kirkeretlig studie. København
• Grundtvig, N.F.S. (1808) “Svar på Resensjonen over min Afhandling om Religion og Liturgi” i ►Nyeste Skilderier af Kjøbenhavn, 6. årg. nr. 19, sp. 293-295. København
• Grundtvig, N.F.S. (1810) ►Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus? Dimisprædiken. København
• Grundtvig, N.F.S. (1926) ►Breve fra og til N.F.S. Grundtvig, bind 2, udg. af Georg Christensen og Stener Grundtvig. København
• Grundtvig, N.F.S. (1979) ►Dag- og Udtogsbøger, bind 1-2. Udg. af Albeck, Gustav (1979). København
• Johansen, Steen (1948-1954) ►Bibliografi over N.F.S. Grundtvigs skrifter, bind 1-4. København
• Kofoed, Niels (1954) ►Grundtvig som selvbiograf med særligt henblik på tidsrummet 1800-1810. Skrifter udgivet af Grundtvig selskabet VIII. København
• Lehmann, Edvard (1929) ►Grundtvig. København-Oslo
• Lundgreen-Nielsen, Flemming (1980) ►Det handlende ord. N.F.S. Grundtvigs digtning, litteraturkritik og poetik 1798-1819, bind 1-2. København
• Lundgreen-Nielsen, Flemming (1983) “Grundtvig og romantikken” i Christian Thodberg og Anders Pontopiddan Thyssen (red.) ►Grundtvig og grundtvigianismen i nyt lys. Hovedtanker og udviklingslinier fra de senere års Grundtvigforskning. København
• Moritz, Karl Philipp (1791) ►Götterlehre, oder, mythologische Dichtungen der Alten, Berlin
• Müller, Peter Erasmus (1808) ►“[Anmeldelse af Theologisk Maanedsskrivt for Fædrelandets Religionslærere, 1807, 9. og 10. bind]” i ►Kjøbenhavnske lærde Efterretninger, nr. 45-46. København
• Mynster, J.P. (1806) ►“Om den foreslagne Forandring ved den offentlige Gudsdyrkelse” i ►Ny Minerva, april 1806, s. 74-112. København
• Mynster, J.P. (1854) ►Meddelelser om mit Levnet. København
• Mynster, J.P. (1860) ►Breve fra J.P. Mynster. Udg. af C.L.N. Mynster. København
• Rønning, Frederik (1907-1914) ►N.F.S. Grundtvig. Et bidrag til skildring af dansk åndsliv i det 19. århundrede, bind 1-4. København
• Rønning, Frederik (1899) ►Rationalismens Tidsalder. En litterærhistorisk Fremstilling, bind 3:2. København
• Scharling, C.I. (1947) ►Grundtvig og Romantikken belyst ved Grundtvigs forhold til Schelling. København
• Schelling, F.W.J. (1803) ►Vorlesungen über die Methode des academischen Studium. Tübingen
• Steffens, Henrich (1996) ►Indledning til philosophiske Forelæsninger, udg. af Johnny Kondrup. København [1803]
• Tulard, Jean (1987) ►Histoire et dictionnaire de la Révolution française 1789-1799. Paris
• Ørsted, Børge (1965) ►J.P. Mynster og Henrich Steffens, bind 1-2. København
• Aarnes, Sigurd Aa. (1967) ►“Den unge Grundtvig som litteraturteoretiker” i Gustav Albeck (red.) ►Grundtvig Studier 1967. København

Utrykt

• “Dagbog i Kirkeaaret 1815” (1815), Grundtvig-arkivet, fasc. 507