Grundtvig, N. F. S. Frisprog mod H. H. Hr. Biskop Mynsters Forslag til en ny Forordnet Alterbog

I

Frisprog
mod
H. H. Hr. Biskop 👤Mynsters Forslag
til en ny
Forordnet Alterbog.

af

Nik. Fred. Sev. Grundtvig, *Præst ved 📌Helligaands-Hospitalet.


Kjøbenhavn 1839. Forlagt af den Wahlske Boghandel. Trykt hos C. Græbe & Søn.

II
III

Forord.

For en Menneske-Alder siden betraadte 👤Mynster og jeg, han som ung Præst i 📌Spjellerup og jeg som Candidat, Forfatter-Banen med Indvendinger mod Biskop 👤Bojsens Forslag til en ny Alterbog, og vi var Begge saameget paa den Gamles Side, at Ingen skulde ventet, Nogen af os vilde foreslaae dens Afskaffelse, medens det vilde være et Mirakel, om vi Begge skulde stemme derfor. Det bør derfor hverken undre Danske Læsere i Almindelighed eller Hr. Biskop 👤Mynster i Særdeleshed, at jeg med al Flid tager vor gamle Alterbog i Forsvar, thi uagtet Hr. Biskoppen, som han selv bemærker*Bemærkningerne ved Forslaget S. 21-22., i Enkeltheder er blevet sig selv særdeles lig, er jeg dog i det Hele, trods alle Forvandlinger, blevet ved at være baade ham og mig selv ligere, IVog troer derfor endnu, som vi dengang Begge troede, at det var ikke Alterbogen, men Geistligheden, der trængde til at reformeres, og at det allenfalds nu er høist ubetimeligt at indføre en ny Liturgi*Herom kan hvem der vil overbevise sig selv i Aprilheftet af Ny Minerva 1806 og Februar-Heftet af Theologisk Maanedsskrift 1807..

Vil Man nu sige, at Omstændighederne har i den sidste Menneske-Alder saa mærkelig forandret sig, at hvad 1806 var høist ubetimeligt, nu godt kunde være det Modsatte, da indrømmer jeg det strax i langt større Udstrækning end Hr. Biskoppen, men paastaaer ligefuldt, at saavel 1839 som 1806 nytter det slet ikke hvor god Alterbogen er, naar Kirkerne er tomme, at hvor Kirke-Tomheden har aftaget, ønsker Man ingen ny Alterbog, og at hvor Man ønsker en Saadan, ønsker Man en ganske Anden end Hr. Biskop 👤Mynsters, saa hans Forslag kunde vist aldrig være mere ubetimeligt end nu.

Men naar saa er, kan Man sige, hvorfor vil du da hvæsse Pen mod et Forslag, der rimeligviis døer hen af sig selv, og derved end mere fortørne en Hædersmand, der nu ovenikiøbet er din høie Foresatte, og Vtaaler vist ikke nødigere Modsigelse af Nogen end netop af dig?

Dette Spørgsmaal har jeg selv meget alvorlig forelagt mig og tygget Drøv paa det giennem flere Maaneder, uden at tage nogen Beslutning, og stundum syndes mig virkelig, min Taushed ved denne Leilighed vilde være forsvarlig undskyldt, deels ved Forslagets egen Beskaffenhed, deels ved det spændte Forhold mellem Hr. Biskoppen og min Ringhed, og endelig ved den Omstændighed, at jeg for fem Aar siden med Flid har afhandlet Spørgsmaalet om en ny Alterbog, og udtrykkelig stemt imod hvad nu er Hr. Biskoppens Forslag*I en lille Bog med Titel “Den Danske Statskirke upartisk betragtet” 1834., saa har Man ikke ændset min Stemme, da den aabenbar blot var mod Sagen, vil Man det rimeligviis langt mindre nu, da Mange kan tænke, den er mest mod Personen.

Da jeg nu desuden under alle Livs-Stillinger har havt særdeles Sky for at optræde i Modsætning til en Mand, jeg fra min tidlige Ungdom saae op til med Høiagtelse, og altid inderlig ønskede at stemme med, saa vilde jeg udentvivl tiet, hvis jeg ikke paany var blevet Embedsmand i Statskirken; men uagtet VIdette giør mig Modsætningen dobbelt ubehagelig, fandt jeg dog omsider, den gjorde mig samme til ubetinget Pligt, da jeg aldeles misbilliger Hr. Biskoppens Forslag, og da han ikke blot selv skal have Forsædet ved dets Prøvelse, men er vel, efter Commissjonens Sammensætning, sikker paa i alt Vigtigt at beholde de fleste Stemmer. Forslaget 1806 var vel ogsaa udarbeidet af en enkelt Biskop, men det var ingen Mand med Hr. Biskop 👤Mynsters Overlegenhed og Caracter-Styrke, og dog var han saalangt fra Forsædet i Prøve-Commissjonen, at han end ikke havde Sæde eller Stemme deri, saa, fandt præsten i 📌Spjellerup, at han desuagtet maatte reise sig bestemt mod Hr. Biskop 👤Bojsens Forslag, da tør Præsten ved 📌Vartou endnu mindre vægre sig ved at optræde bestemt mod Hr. Biskop 👤Mynsters. Af de Ældre er der nemlig vist ingen Anden, der giør det, og mod Kæmper af den yngre Slægt vilde Hr. Biskoppen ei blot i statskirkelig men ogsaa i literær Henseende have Saameget forud, at Partiet rimeligviis blev alt for ulige. Hertil kommer endnu, at neppe nogen Præst i 📌Danmark vilde eller kunde giøre Alt giældende mod dette Forslag til en ny forordnet Alterbog, da næsten Alle kun tænke paa at hytte sig selv eller det Parti, de tilhøre, og har InVIItet imod en forordnet Alterbog, naar den kun var efter deres Hoved, medens jeg, efter min velgrundede Overbeviisning om Tidens Krav og Statskirkens Tarv, maatte sætte mig ligesaa bestemt mod “Forordnelsen” af en ny Alterbog efter mit eget, som efter Hr. Biskop 👤Mynsters Hoved.

Under disse Omstændigheder kunde jeg i Længden umuelig inddysse mig selv med Bogen, jeg skrev for fem Aar siden, men maatte finde, den gjorde netop sit Bedste, naar jeg nu skrev en i samme Aand og med samme Tankegang, thi da staaer den i Literaturen som et gyldigt Vidne om, at jeg tænkde ligesaadan om Alterbogs-Sagen, da min personlige Velynder sad paa 📌Sællands Bispestol, som nu, saa det kan umuelig være af Lyst til at modsige Hr. Biskop 👤Mynster, jeg fornyer Protesten, jeg nedlagde, da Ingen drømde om, at han skulde komme til ene at styre en Sag, Hr. Stiftsprovst 👤Clausen satte i Bevægelse. At Hr. Biskop 👤Mynster og hans ubetingede Lovtalere desuagtet vil spore personlig Uvillie i disse Blade, tvivler jeg vel ingenlunde paa, men det maatte ikke bestemme mig, og jeg skal stræbe ei engang at beklage mig derover, da Hr. Biskoppen i den sidste Tid har behandlet mig med saa udmærket Ringeagt, at jeg slet VIIIikke vil skjule min Fortrydelse derover, og tør ikke vente, eftersom vi Mennesker er, med al min Flid at have undgaaet ethvert unødvendig stødende Udtryk.

📌Christianshavn, 6te Novbr. 1839.

N. F. S. Grundtvig.

IX

Indhold.

Forslag til en ny forordnet Alterbog 1.
Barnedaaben 23.
Confirmationen 33.
Nadveren 49.
Skriftemaalet 68.
Brudevielse og Ligbegængelse 71.
Texter og Helligdage 78.
Collecter og andre Kirkebønner 101.
Psalmebogen 109.
X
Præstevielsen og Præsteeden 114.
Bispe- og Kirke-Vielse 126.
Indsættelse, Landemode og Visitats 133.
Den gyldne Middelvei 134.

1

Forslaget til en ny forordnet Alterbog.

Af de tre Aarhundreder siden Reformationen var det kun halvandet, vi i 📌Danmark havde et Ritual og en forordnet Alterbog, og de var endda i de sidste halvtredsindstyve Aar kun magtesløse Skygger, saa deres Regierings-Tid var kun Aarhundredet mellem 👤Christian den Femte og 👤Frederik den Sjette, mellem 👤Griffenfeld og 👤Bernstorf, mellem 👤Kingo og 👤Øhlenslæger, et Aarhundrede, vi nødig skulde kanonisere eller ønske fornyet. Kommer nu hertil, at den Alterbog, der i 👤Ludvig den Fjortendes Dage, under vor mest bydende Konge, blev forordnet var næsten ordret 👤Palladii Alterbog, som blot paa Biskoppernes Anbefaling var godvillig antaget, da maa vistnok den Paastand, at en ny forordnet Alterbog midt i det Nittende Aarhundrede vil findes saare ubetimelig, have Formodningen for sig; men Man seer dog først Urimeligheden og den moralske Umuelighed af nu at paatvinge den Danske Statskirke en ny Alterbog i sit rette Lys, naar Man betænker vor kirkelige Stilling og nygjorte Alterbøgers Beskaffenhed. Giennem de sidste halvtred2sindstyve Aar har nemlig ikke blot Ritual og Alterbog, som Regieringen selv kaldte forældede, tabt deres Myndighed, men den saakaldte “herskende Religion” er blevet afløst af en “stridende Kirke” med to uforligelige Partier: det gammeldags Luthersk-Christelige og det nymodens Gnostiske eller Rationalistiske, der igien har saamange Sind, som de har Hoveder, saa Man kan slet ikke tænke sig en ny Alterbog, der stemmer overeens med sig selv, uden som en Enkeltmands Værk, der dog umuelig kan tækkes Andre end hans blinde Eftersnakkere eller taales af Andre end de Ligegyldige.

Hvordan det derfor kan falde noget fornuftigt Menneske end sige da saa klog en Mand som Hr. Biskop 👤Mynster ind at foreslaae en ny forordnet Alterbog, det er mig ubegribeligt, da Hr. Biskoppen jo dog umuelig kan troe, Statskirken vilde vinde ved at blive endnu koldere og stivere, dødere og tommere end den er, vinde ved at renses fra alle dem, der bryde sig det mindste om Sjæl og Salighed, uden derfor at kunne see alt Kirkeligt med Hr. Biskop 👤Mynsters Øine og lade ham baade troe og tænke og tale og svare for sig.

Men er det ogsaa Andet end en plump Misforstand, naar Man siger, Hr. Biskop 👤Mynster vil have den danske Stats-Kirke sin Liturgi paatvunget, have alle Danske Præster til at være sine Eftersnakkere, naar de bede, naar de skrifte, naar de sige hvad af Skriften de vil tale om, og selv naar de forrette Daaben og Nadveren; 3er det Andet end en plump Misforstand af Ordet “forordnet” som Hr. Biskoppen vel kun efter Skik og Brug har sat paa Titelbladet, uden at ville have mindste Vægt lagt derpaa? Vil han Andet end udvirke Tilladelse for de Præster, som ønske det, til at bruge hans Texter og Formularer istedenfor de Gamle?

Det har jeg virkelig stræbt at troe ligetil jeg selv saae Hr. Biskoppens Forslag, og jeg siger endnu: gid det var saa vel! gid jeg maa have misforstaaet alle de Ord, hvoraf jeg indtil videre maa slutte det Modsatte! Men indtil videre maa jeg antage det Modsatte og bestride det af alle Kræfter, medens det aldrig kunde falde mig ind at sætte Pen til Papir for at bestride Hr. Biskoppens Forslag, naar han dermed kun henvendte sig til Præsternes Hoved og Hjerte og Takt for det Rette; thi dertil har han unægtelig samme Ret som Enhver af os, og kunde efter sin lange præstelige Erfaring og paa sit ophøiede Stade lettelig føle mere Kald end Nogen af os Andre. Vist nok hverken kunde eller maatte jeg under nogen Omstændigheder dølge, at den foreslagne Forandring ved Barnedaaben, efter min Overbeviisning, vilde ligesaavel være uapostolisk som den aabenbar er uluthersk, men Mange af Stats-Kirkens Præster har jo, i en Række af Aar, enten udeladt eller lemlæstet Daabs-Pagten, saa det kan ikke blive værre end det er, og Nødvendigheden af Sognebaandets Løsning vilde 4ret blive indlysende, naar Præsterne fik Kongelig Tilladelse til at forrette Barnedaaben saaledes, at gammeldags Lutheraner umuelig kunde nøies dermed, saa det er ogsaa her ene og alene Aands og Samvittigheds-Tvangen, jeg protesterer imod.

Da nu Hr. Biskoppen selv bemærker, at der ved Udførelsen i det Enkelte er “saare Meget” som ikke videre lader sig ret færdiggiøre, fordi Bestemmelsen kun beroer paa en “vis liturgisk Tact,” hvorom han “blot kan ønske” den ikke maatte savnes i hans Arbeide*Bemærkningerne S. 4., saa skulde Man vist ikke tænke, han vilde have Noget paatvunget, hvis Valg han selv erklærer for vilkaarligt og dets Værd for meget tvivlsomt; men ikke desmindre læse vi, at Hr. Biskoppen er af den Formening, at den enkelte Præst ikke er berettiget til at foretage nogen egenmægtig Forandring, og klinger dette endnu lidt tvetydigt, er den nærmere Udvikling kun alt for afgiørende. Vel, hedder det, er det uundgaaeligt, hvad enten det gamle Ritual bibeholdes, eller et nyt indføres, at mangen Præst deri vil finde Adskilligt, som han ønskede anderledes; men det følger af ethvert Samfunds Natur, at den Enkelte i mange Henseender maa underkaste sig Andres Beslutninger, og da Alle vide, at Præsten her udfører “hvad der er ham foreskrevet” vil han i denne Henseende “intet Ansvar” have. Den, der aldeles ikke kunde bekvem5me sig til “at fremsige de Ord” hvilke “Kirken” foreskriver, vilde vel ogsaa selv føle, at han ikke er skikket til at tjene i denne Kirke*Bemærkningerne S. 23-24..

Dette er nemlig, om jeg forstaaer Dansk, saameget sagt, at naar Hr. Biskoppen kunde vinde Kongelig Stadfæstelse paa sine Formularer, da skulde vi Allesammen, under Embeds Fortabelse, fremsige dem “Ord for Ord,” og maatte ikke undskylde os med, at det stred imod vor Samvittighed, da vi “intet Ansvar” har for de Ord, som Alle veed er os foreskrevet! Da nu til disse fornemt saakaldte “Formularer” ogsaa hører hele Forvaltningen af “Daaben og Nadveren,” saa skulde vi Præster intet Ansvar have for, enten vi ved dem følge hvad vi troe om 👤Christi Indstiftelse og Betingelsen for Sacramenternes Gyldighed, eller ikke, intet Ansvar for Gud eller Mennesker, 👤Christus eller Menigheden, eller vor egen Samvittighed, enten vi erklærede dem for guddommelige Naademidler eller for blotte Kirkeskikke, naar vi blot fulgde de os foreskrevne Formularer! Og hvis Forskrift skulde da tilintetgiøre vort Ansvar for hvad vor Mund siger om de vigtigste aandelige Ting og ved de høitideligste Leiligheder? Hr. Biskoppen siger “Kirken” og det klinger godt nok, men nu er jo Talen om Formularer, som Biskop 👤Mynster har skrevet, og som han vil have Kongen til at forordne, og deriblandt en Formular ved Barnedaaben, som aabenbar 6afviger baade fra den saakaldte Lutherske Kirkes, og fra den almindelige Kirkes Forskrift giennem mange Aarhundreder, saa her blev det jo ingen Kirke, men enten Hr. Biskoppen eller Kongen, paa hvis Ansvar vi trøstig skulde kunne sige hvad der streed mod vores Overbeviisning om Daaben!

Dette har vist nok ikke staaet klart for Hr. Biskoppen, thi hans Kirke-Begreb er aabenbar saa dunkelt, at 👤Christi almindelige Kirke, vor gamle Lutherske Stats-Kirke, den nærværende Geistlighed og en ubestemt Kirke-Ide, synes deri at skulle forbindes, men det kan dog hverken vi eller Folket gjøre ved, saa det blev derfor ikke mindre ubilligt og urimeligt, under Navn af Kirkens Forskrift at paanøde os en Daabs-Formular, som vi bestemt veed, hverken i 👤Ansgars eller 👤Luthers Dage har været kirkelig hos os, men er forfattet af Hr. Biskop 👤Mynster efter hvad han fandt “Stødende” eller “Koldt” eller Passende!

Meende nemlig Hr. Biskoppen ved “Kirken” den hellige, almindelige, eller, for at bruge den Augsburgske Confessjons Ord, den “eneste og stedsevarende” Kirke, da havde han vist nok Ret i, at alle dens Medlemmer, Lærde eller Læge, skal følge dens Forskrifter, eller selv føle, de er hverken skikkede til at tjene eller være i “denne Kirke;” men den kan jo her ikke menes, deels fordi den (ogsaa efter den Augsburgske Confessjon) slet ingen Forandring taaler ved Sacramenterne, og deels fordi der i den (ogsaa efter den Augs7burgske Confessjon) ei findes nogen haandgribelig men blot en aandelig Tvang.

Meende Hr. Biskoppen derimod kun vor Lutherske Stats-Kirke, da har han selv anført Kong 👤Christian den Tredies mærkværdige Ord derom, hvorefter Han slet ikke vilde give sig af med at ordinere Noget om Sacramenternes Forvaltning eller Evangeliet, der kun afhænger af 👤Jesus Christus, og Konge-Loven har siden beseiglet den Augsburgske Confessjon, som den Danske Stats-Kirkes Grundlov, hvorefter Sacramenterne altid skal forrettes eens, og hvis nu desuagtet en ny Daabs-Formular, som Hr. Biskop 👤Mynster paa fri Haand har forfattet, blev os paatvunget, hvilken Kirkes Forskrift var saa det?

Meende endelig Hr. Biskoppen ved Kirken kun sig selv og de med ham enige Geistlige, da var Slutningen vel ganske rigtig, at hvem der ikke vilde følge hans Forskrift, maatte selv føle, han ikke var skikket til at tjene i “denne Kirke,” og den Følelse har jeg virkelig ogsaa; men en saadan Kirke i 📌Danmark vilde jo være en blot Ide, uden mindste Realitet, hvis Forskrifter da umuelig kunde lægge mindste Baand paa Kongelig Danske Embedsmænd og Undersaatter.

Skulde altsaa Hr. Biskoppens ny Døbe-Formular nogensinde blive os foreskrevet, da blev det aabenbar ingen Kirkes, men den verdslige Øvrigheds Forskrift, og Dennes Ret 8til at bestemme hvad der skal siges eller forties ved de Sacramenter, 👤Jesus Christus har indstiftet i sin Kirke, den er det, Hr. Biskoppen maa bevise, før han med Rette kan paastaae, at en saadan Forskrift fritog os for Ansvar i denne Henseende, og paalagde os den Forpligtelse at følge samme Forskrift bogstavelig, eller selv føle os uskikkede til at være saavel den Christne Kirkes som den Lutherske Statskirkes Tjenere.

Det er nemlig soleklart, at havde den verdslige Øvrighed Ret til at giøre en ufravigelig Forskrift ved Sacramenterne af Hr. Biskop 👤Mynsters Forslag, da havde den samme Ret til at giøre det af Hr. Professor 👤Clausens, eller af Formularerne i den Preusiske Agende, af Pavens eller af Socinianernes Alterbog, og immer skulde vi intet Ansvar have, og intet Valg imellem at forrette Sacramenterne efter denne Forskrift eller nedlægge vort Embede, og Kirkegængerne intet Valg have uden imellem at nyde Sacramenterne saaledes forrettede eller undvære dem, ja, ved Daaben ei engang det Valg!

Om nemlig end Hr. Biskop 👤Mynster synes at have glemt det, saa kan vi dog ikke glemme det, at vi er verdslig bundne til den Danske Stats-Kirke, og maae hverken forrette eller nyde Sacramenterne anderledes end det i den er tilladt, saa naar her gives en ufravigelig Forskrift, er det noget ganske Andet, end naar den f. Ex. gives i 📌England, hvor Man har Lov til at prædike Evangelium, for9rette og nyde Sacramenterne som Man vil udenfor Stats-Kirken, saa der lader det sig høre, at hvem der ikke kan følge Forskrifterne i den, maa selv føle, han er uskikket til at tjene i denne Kirke; men her, hvor det er ikke blot en borgerlig Velfærds men en personlig Friheds Sag at træde ud af Statskirken, og hvor Man, ogsaa efter Hr. Biskop 👤Mynsters Forslag, skal ved “daglig Mulct” tvinges til at lade sine Børn døbe i Stats-Kirken, her er det jo forskrækkeligt at høre 📌Sællands Biskop paastaae, at hvad det end maatte behage den verdslige Øvrighed at foreskrive ved Sacramenterne, saa skal alle Præster sige det eller nedlægge deres Embede. Var det imidlertid blot en speculativ Paastand, blev det Hr. Biskoppens egen Sag, men nu er det en aldeles praktisk Sætning, der skal giøre os til Pligt at eftersige Hr. Biskop 👤Mynsters nye Collecter, og nye Formularer ved Sacramenterne, hvad vi saa end har imod dem og giøre hele Folket til Pligt at nøies med Sacramenterne saaledes forrettede, eller underkaste sig de borgerlige Loves Strænghed!

Men, siger Hr. Biskop 👤Mynster, det Samme giælder jo, naar den gamle Alterbog bibeholdes!

Om nu saa var, svarer jeg, saa blev det dog, efter mine Tanker, lige uforsvarligt midt i det Nittende Aarhundrede at anprise det Syttendes servileste Grundsætninger, og det ovenikiøbet til Fordeel for 10sine egne Hænders Værk; men allerede det Sidste giør i mine Øine en mærkelig Forskiel, thi fordi det ingenlunde var sit eget Arbeide, Biskop 👤Bagger anbefalede til Kongelig Anordning, men hvad der almindelig ansaaes for Oldchristeligt, eller havde dog i halvandet Aarhundrede tækkedes baade Læg og Lærd i Landet, derfor var ikke alene han anderledes undskyldt end Nogen af os kan være, der anbefaler sit Eget til at afløse det Gamle, men derfor har vor gamle Alterbog ogsaa et almeen Luthersk og Christeligt Præg, som giør den i det Hele mindre byrdefuld og for Lutheraner ganske livlig, om det var til Verdens Ende, medens enhver ny Alterbog efter en Enkeltmands Hoved maa, som ufravigelig Rettesnor, blive os alle kiedsommelig og utaalelig, om den end slet Intet indeholdt, vi gjorde os Samvittighed over at eftersige.

Saaledes vilde Sagen staae, hvis den gamle Alterbog havde været i Kraft til nu, som en ufravigelig Forskrift, men Hr. Biskoppen veed jo saavelsom vi, og han maa vide det langt bedre, det er saa langt fra, at det selv ved Cancelli-Resolutionen af 1828 kun er indskærpet at følge den nøie ved Sacramenterne, og at selv det kun er overholdt, naar der indløb en udtrykkelig Klage over bestemt Afvigelse, saa naar nu Hr. Biskop 👤Mynsters ny Alterbog skulde forordnes til at følges, Rub og Stub, ufravigelig, da var det ingenlunde blot en forandret Byrde, men et nyt Aag, hvori vi Alle spændtes, baade vi, som med Fornøielse 11har fulgt den gamle Alterbog, og de Mange, som ikke har fulgt den, og syndes selv i Regieringens Øine at have Hævd paa ei at følge den, naar det kun ei ved Sacramenterne gav Forargelse.

Men er der nogen Fare for, at en Regiering, saa mild og faderlig, som Vores ogsaa i denne Henseende har viist sig, vil gaae ind i Hr. Biskop 👤Mynsters Tankegang, og ei blot forordne den af ham forfattede og under hans eget Forsæde prøvede Alterbog, men ogsaa tvinge Præsterne til at følge den nøiagtigere end de i halvtredsindstyve Aar har fulgt den Gamle?

Dertil maa jeg fornemmelig svare: hvad Regieringen i denne Henseende vil eller ikke vil, er her ikke Spørgsmaalet, men kun hvad Hr. Biskop 👤Mynster, som Den saa tillidsfuld har betroet Forberedelsen af en ny Alterbog, tilraader, saa naar det er hvad vi har seet, maa det lige djærvt bestrides og lige stærkt fraraades, enten Man formoder dette eller hint om Regieringens endelige Beslutning, og jo bedre Man troer Regieringen stemt baade for nødvendig og ønskelig Frihed i de Ting som angaae Sjæl og Salighed, des ivrigere maa Man oplyse Sagen, thi skeer det ikke, kan Regieringen, før den veed det, have knust mange Hjerter og forhindret megen gavnlig Virksomhed.

Vilde saaledes Regieringen vel forordne Hr. Biskop 👤Mynsters Alterbog, men ikke holde strængere over dens end over den Gamles Bogstav, og vilde den end ikke i Hovedstaden og 📌Sæl12lands Stift giøre en Undtagelse, saa var dog dermed kun de letsindige og ligegyldige men ingenlunde de alvorlige og nidkiære Præster hjulpne, thi netop Disse, der umuelig ved Sacramenterne kan sige hvad der strider mod deres Overbeviisning, kan heller ikke godt finde sig i den Frihed, Man “egenmægtig” skal tage sig selv, og enten de giør det eller ikke, med Formularer, som falde dem stive og kolde, saa forknytter det dem i Embeds-Gierningen.

Dog, som Forslaget er, frygter jeg ikke for, det skal blive anordnet til ufravigelig Rettesnor, frygter ikke for at opleve den Dag, da Samvittigheds-Frihedens majestætiske Værge, det Danske Hjertes høie Fortrolige, Ærligheds og Sandheds prøvede Ven, Kong 👤Frederik den Sjette skulde sige enten til mig eller til Nogen af sine troe og ærlige Præstemænd: du maa herefter ingenlunde forrette Daaben eller Nadveren med de Ord, som lød baade over Mig og dig, da vi døbdes og naar vi knælede ved Herrens Bord, de Ord, du fandt i Alterbogen, da du viedes til Præst, og hvormed du og Biskop 👤Mynster selv hidtil forrettede Sacramenterne; thi fra nu af taales i hele 📌Danmark intet andet Ord ved Naademidlerne, end det Biskop 👤Mynster har foreslaaet og Jeg foreskrevet. Nei, jeg formoder ikke engang at Hr. Biskop 👤Mynster ønskede en saadan Forordning, eller vilde fraraade Majestæten at lade os, som kaldte det en Samvittigheds-13Sag, forrette Sacramenterne som før, efter den gamle Alterbog, og jeg er sikker paa, at hvad Man end vilde indvende, gav Majestæten os det Forlov; men den Preusiske Tragedie viser os, Ulykken kunde være stor nok endda, og en Dansk Oversættelse af dette Sørgespil vilde vist endnu afpresse langt flere Taarer end Originalen.

Dette Sørgespil, hvis Ende er ikke endda, begyndte nemlig ogsaa med en “ny Alterbog” som en Tidlang ei paanødtes Præsterne, men kun de Candidater, som blev Præster; men da Mængden af de ældre Præster, for at vinde Regieringens Gunst, naturligviis efterhaanden lod sig lære at de havde “intet Ansvar” for hvad der var dem foreskrevet, besluttede Man, som sædvanlig, “for en Ordens Skyld,” at tvinge Resten, og nu var det ikke blot Professor 👤Scheibel i 📌Breslau, der heller vilde miste sit Levebrød og vandre i Landflygtighed end giøre Vold paa sin egen og de gamle Lutheraners Samvittighed; men Samvittigheden vaagnede ogsaa hos Professor 👤Guericke i 📌Halle og bestandig hos Flere, baade Læge og Lærde, medens Afsættelser, Fængslinger og Religjons-Forfølgelse blev Dagens Orden. De gammeldags Lutheraner har nu aldeles vendt Stats-Kirken Ryggen, holde Gudstjeneste og nyde Sacramenterne i Smug, medens Statskirken omdøber deres Børn efter sine Formularer, og maa nu enten opløses eller blive en Landeplage.

14Her seer Man Følgerne af en ny forordnet Alterbog i det Nittende Aarhundrede, under den Regiering, hvis Statsklogskab og Forsigtighed er vidtberømt, og da nu 📌Sællands berømte og bestemte, kloge og veltalende Biskop ogsaa har faaet det ulykkelige Indfald, at Præsterne har intet Ansvar, selv ved Sacramenterne, for hvad den verdslige Øvrighed foreskriver dem, saa det er kun Trods, naar de vægre sig ved “at fremsige de Ord,” saa tør jeg ikke kalde det umueligt, at den Danske Regiering kunde giøre omtrent samme Misgreb som den Preusiske og angre det for seent, hvis ikke Sagen itide blev frimodig oplyst. Vist nok troer jeg aldrig den Danske Regiering vilde gaae saavidt som den Preusiske, deels fordi den altid har havt et langt mildere Præg, og deels fordi det dog her, Gud skee Lov! ei er Kongen selv, der vil skabe en ny Liturgi; men saa har Folket ogsaa hos os et langt ømmere Hjerte og mattere Udtryk, saa her kunde i det Skjulte være taalt usigelig Smerte og være skedt ubodelig Skade, før Regieringen blev opmærksom paa det sørgelige Misgreb at ville beherske “Himme riges Rige” og fremtvinge Ensformighed i aandelige og hjertelige Ting, hvor Eenheden fattes.

At nu denne Eenhed virkelig fattes, at baade Læge og Lærde hos os er saa langt som mueligt fra at være enige om Christendommen eller om nogen Deel af det virkelige Forhold mellem Gud og Menneske og Tid og Evighed, det har ikke 15blot et halvt Aarhundredes Pennefeider viist, men det beviser den daglige Erfaring endnu langt klarere og stærkere for Enhver af os, som skjænker Sagen mindste Opmærksomhed, saa vor grændseløse kirkelige Uenighed er en Kjendsgierning, det er latterligt at nægte. Da imidlertid selv Hr. Biskop 👤Mynster, i Anledning af Sognebaandets Løsning, har stræbt at indbilde sig, det er kun om det Uvæsenlige, vi er saa uenige, maa jeg dog spørge saavel Hr. Biskoppen som hans Eftersnakkere, om Hr. Professor 👤Clausen og jeg da ogsaa er grundenige om Christendommen, eller om de troer, at Professor 👤Clausen, efter snart i tyve Aar at have været vor berømteste Præste-Lærer, dog slet ingen Disipler har iblandt Præsterne, eller om det er mig, der staaer ganske alene i Kirken, eller om Nogen af os eller vore Disipler kan ansee den foreslagne ny Alterbog for Andet end et Aag, vi enten standhaftig maae vægre os ved at bære eller maatte dog sukke under og stræbe snarest mueligt at afkaste?

Dog, Hr. Biskop 👤Mynster kan ikke skjule den Uenighed i Tro og Lærdom for sig selv, der er os alle vitterlig, og erklærer derfor selv ved denne Leilighed, at Lærerne maae beholde “Frihed” inden visse ei for snevert bestemte Grændser, og trøster os med, at “Underviisningen, hvilken — skjøndt under Kirkens Tilsyn, hvilket dog stedse 16i denne Hensigt bør være mildt — maa og bør være Præsterne overladt.” Man seer, hvordan selv Pennen krymper sig under denne ubehagelige Tilstaaelse, at Man ingenlunde maae vente, Præsterne vil lære mere overeensstemmende med den ny end med den gamle Alterbog, og Pennen maa vel krympe sig, thi det er jo en fortvivlet Sag at opgive Lærdommens Eenhed og dog paatvinge Lærerne eens Formularer ved Sacramenterne og Confirmationen. Ja, det er en fortvivlet Sag at sige til Præsterne: her er en Troes-Bekiendelse, en Daabspagt, en Afløsning, en Erklæring om 👤Christi Fyldestgiørelse for vore Synder og Nærværelse i Nadveren, med endeel Bønner og Tiltaler, som jeg vil haabe stemme dermed overeens, og derfra maae I ikke vige, thi I har intet Ansvar for hvad jer er foreskrevet, men I skal ogsaa have Lov til at fralægge jer Ansvaret for Formularernes Indhold i “Prækener, Bibellæsninger, Skriftetaler, Gravtaler, Confirmations- Taler” og selv ved “Barnedaaben,” om I finde det passende, og paa denne Maade har I al den Frihed, I med Rette synes at kunne fordre*Bemærkningerne S. 22..

Det er en fortvivlet Sag, blandt andet, fordi det løber ud paa Selv-Modsigelse baade først og sidst: Selv-Modsigelse hos Præsterne, der 17fralægge sig alt Ansvar for deres egne høitidelige Fordringer, Erklæringer og Vidnesbyrd, og Selv-Modsigelse hos dem, der betragte disse “Fordringer, Erklæringer og Vidnesbyrd” tildeels i Guds og Herrens Navn, for ubetydelige “Formularer,” Man kan bruge uden at bryde sig om hvad de indeholde, og vil dog tvinge Præsterne til at bruge dem, om de end derved maae giøre nok saamegen Vold paa sig selv, nedværdige sig nok saa dybt baade i deres egne og deres Tilhøreres Øine! Men det er en rædsom fortvivlet Sag, fordi al denne Selv-Modsigelse aabenbar kun vilde tjene til at giøre de paatvungne Formularers Indhold endnu mere forhadt og foragtet, giøre Geistligheden aldeles foragtelig, og Kirken til et Skuespil-Huus, saa kiedsommeligt, at Man maatte have et Levebrød for at komme der tiere end Man bares derhen i Svøbet og i Kisten, eller dreves derhen, for ved Confirmationen selv at spille med. Hr. Biskop 👤Mynster har fundet det nødvendigt*Ritual-Forslaget S. 3. ogsaa i Ritualet at give en Forskrift for de “tomme Kirker,” men troer han da virkelig, de vilde befolkes, naar hveranden Præst udtrykkelig fralagde sig Ansvaret for Daabs-Pagten, for Indstiftelsens Ord ved begge Sacramenter, for Tilsigelsen af 18Syndsforladelse og alle de Forjættelser, Erklæringer og Anvendelser, der findes i Formularerne?

Nu, jeg veed det godt, at Tankegangen om alt Kirkeligt er sædvanlig i vore Dage, selv hos lærde og kloge Mænd, saa forvirret, at jeg slet ikke tvivler om, Hr. Biskop 👤Mynster jo selv troer, der skedte baade Christendommen og Statskirken en Tjeneste med, at hans Formularer regelmæssig og ordret blev læst op i alle Landets Kirker, om der saa kun var “to Personer” foruden Kirkesangeren og Skolebørnene; men derfor vilde jo dog den “Tvetungethed” som Præsters aabenbare Selv-Modsigelse er, og, som Apostelen har bandlyst fra 👤Christi Kirke*1 Tim. III. 8., ikke bære mindre bedrøvelige Frugter for Stats-Kirken, som enhver nidkiær, ja enhver dygtig og ærekiær Mand maatte skye, naar han hver Søndag skulde modsige sig selv, og ved Confirmationen høitidelig binde sine Lærlinger til hvad han ved sin hele Underviisning havde bekæmpet eller undergravet! Sandelig, om end hverken jeg eller Nogen i Landet troede paa Sacramenterne som virkelige Naademidler, saa maatte vi jo dog dybt foragte enhver Mand som, under den nærværende Oplysning, for et usselt Levebrøds Skyld, vilde spille en saa elendig og forargelig Rolle, og under saadanne Omstændigheder 19maatte selv vi, som tale fordi vi troe, fortvivle om at virke noget Godt i Statskirken; thi naar alle Formularerne var ufravigelige, vilde vor Prædikens Overensstemmelse med dem kun see ud som en Klogskab, tænkende Mænd maae beflitte sig paa, for ei aabenbar at blive til Spot.

Det nytter ikke, om Nogen vil sige, det Samme er Tilfældet nu, thi det er ikke sandt. Vel har vi nemlig foreskrevne Formularer, og det var meget bedre, vi ingen havde, men de har dog saalænge været opgivne af Regieringen, at hele Folket veed, Man behøver i det Hele slet ikke at følge dem, uden Man selv vil, og hvor en enkelt Undtagelse i de sidste Aar fandt Sted, forøgede det dog vel hverken Præstens Agtelse eller Menighedens Tillid, saa naar Man nu, istedenfor at raade Bod paa den nærværende Mislighed, vil giøre den langt værre, da maa Man ikke beraabe sig paa Fortidens Misgreb.

Men, siger Man, hvorledes raade Bod paa Præsternes religiøse og theologiske Uenighed, der ei lader sig hæve, uden ved at foreskrive Formularer, hvorved “den Lære, Kirken vedkiender sig, sikkres, og Kirkens Eenhed under de uundgaaelige Divergentser vedligeholdes;” men her maa jeg atter spørge: hvilken Kirke? og dertil føie: hvilken Sikkring! hvilken Eenhed! I hvilken Kirke har Hr. Biskop 👤Mynster fundet de Formularer, han selv har forfattet og hvoraf Een vilde adskille os baade fra den eneste, stedseva20rende og den Lutherske Kirke? og sikkres nogen Kirkes Lære derved, at Præsterne, skiøndt de lære derimod, oplæse nogle Formularer, som de har Lov at sige, de har intet Ansvar for? Er ikke Formularerne i saadanne Munde lutter “Gravtaler” eller rettere, som foreskrevne, Gravskrifter over den Tro og Lærdom, de betegne, saa hvis de sikkre dem Noget er det dog kun en aaben Begravelse i Kirken af Kalk og Steen!

Vidste vi derfor ingen anden Udvei til at sikkre dem, der vil blive i Huset “gjort uden Hænder” i den Luthersk-Christelige Kirke, dens Tro og Lærdom, og dem, de levende, troende Mennesker, der (ogsaa efter den Augsburgske Confession) udgiør Kirken, dem er det dog vel, og ei Steenkirkernes eller Alterbogens Orthodoxi, vi vil sikkre, da var det upaatvivlelig langt bedre at lade Alt blive ved det Gamle, end at paatvinge Præsterne en ny forordnet, ufravigelig Alterbog, der aldrig kunde blive saa Luthersk, at jo dens Ord paa spottende Læber blev til Forargelse, og kunde aldrig stadfæstes saa stærk, at den jo snart vilde afløses af en anden ny, forordnet, ufravigelig Alterbog i en ganske anden Stil. At det nemlig blev Hr. Biskop 👤Mynster, der kom til at forberede den ny Alterbog, Hr. Stiftsprovst 👤Clausen krævede som aldeles nødvendig, maae vi jo kalde et sært Tilfælde, lykkeligt eller ulykkeligt, og var de største Daarer, om vi tænkde, at dermed var Sagen afgjort, da Modpartiet jo vilde finde det tusind Gange lettere at afløse 21Hr. Biskop 👤Mynsters end vor gamle forordnede Alterbog! Vil altsaa vi gammeldags Lutheraner tænke paa at “leve og see gode Dage,” som de kan falde herneden, i den Danske Stats-Kirke, da maae vi hverken selv forkynde vor Død ved at søge Livet i det tommeste Bogstavvæsen under Solen, eller spænde Buen saa høit, at Modpartiets Præster skulde tvinges til en foragtelig Selv-Modsigelse, der, om de ogsaa bekvemmede sig dertil, maatte i høieste Maade pine og forbittre dem; thi da vilde Giengiældelsens Time sikkert slaae, før vi vidste det, og naar vi vaandede os under det utaalelige Aag, Vedkommende svare os: I har jo selv sagt at Præsten har “intet Ansvar” for hvad Alle veed, er ham foreskrevet, og kan ikke forlange meer end Frihed til at fralægge sig Ansvaret og til, inden visse Grændser, at lære efter sin Overbeviisning!

Men der er et “levende Raad” til baade at sikkre de gammeldags Lutheraner hvad der er dem kiært og helligt, og til at vedligeholde 👤Christi Kirkes Eenhed i 📌Danmark, og ei blot det levende Raad, vi maatte gribe til, naar vi i Stats-Kirken skulde nøies med den omgjorte Barne-Daab, som Hr. Biskop 👤Mynster foreslaaer, men ogsaa et Andet, som, naar det kunde vundet Hr. Biskoppens Bifald, vist vilde fundet aabne Øren hos vor Faderlige Regiering, der naturligviis upartisk maa betænke sine Undersaatters Tarv, enten de saa er Lutheraner eller ikke, og det er Samvit22tigheds-Frihed baade for Læg og Lærd, det er Stadfæstelse saavel af den Liturgiske, som Dogmatiske Frihed, ærlige og dygtige Præster nu slet ikke kan undvære, og Sognebaandets Løsning, saa Alle, om end kun tit med nogen Opoffrelse, kan, ved Confirmationen og Sacramenterne, blive betjent efter deres Tro til Opbyggelse. Det er et “levende Raad,” billigt og retfærdigt, og af os, som har gammel Hævd og Hjemmel paa Stats-Kirken, for Øieblikket endog lidt høimodigt, saa, kunde Noget “under alle Divergentser” og alle Omskiftelser sikkre vore Børn og Børnebørn til de seneste Tider vore Fædres “Evangelium og Sacramenter” i den Danske Stats-Kirke, da maatte det være et saadant mindeligt Forlig, ikke afnødt os i en Trængsels-Stund, men tilbudt, efter kraftigt Forsvar, i en Solskins-Time, som det nu for Lutheranerne i 📌Danmark unægtelig synes at være. Dette er ogsaa langt fra i mindste Maade at stride mod den Augsburgske Confessjon, da det meget mere stemmer fuldelig overeens baade med dens Aand og Bogstav, som vil, at der i Henseende til “Evangeliet og Sacramenterne” slet ingen verdslig Magt eller Tvang maa anvendes; men at 👤Christi Embedsmænd blot skal have Frihed til at rygte deres Ærende og forsvare sig med Ordet, som er Aandens Middel og Aandens Sværd*Confessjonens 28de Artikel om Kirkemagten.. Om derfor en 23saadan, Lutheranerne i vore Dage aldeles nødvendig og hele Folket ønskelig, Frihed vilde behage Mængden af Præsterne, er slet ikke Spørgsmaalet, thi at alle dygtige og nidkiære Præster vilde finde den uskatteerlig er vist, og skulde vore fleste Præster være det Modsatte, da vilde Trangen til Valg være saameget desstørre, saa det er ret sørgeligt at Hr. Biskop 👤Mynster skal være en erklæret Modstander af den kirkelige Frihed, der ene kan redde Statskirken fra at blive en Landeplage. At imidlertid Hr. Biskop 👤Mynster er imod al kirkelig Frihed, saa, efter hans Forslag, kunde en samvittighedsfuld Præst ei røre sig frit selv i de ubetydeligste Ting, blev det min ubehagelige Pligt at oplyse og paatale, tilligemed den Tvang, ingen Luthersk-Christelig Præst, efter min Overbeviisning, maa eller kan underkaste sig.

Barne-Daaben.

Bag i sin bekiendte Bog “om Catholicisme og Protestantisme” foreslog Hr. Professor 👤Clausen at forandre Daabspagten til en blot historisk Erindring af det Apostoliske Symbolum, og da Hr. Biskop 👤Mynster udtrykkelig beraaber sig paa Hr. Professor 👤Clausens Medhold*Bemærkningerne S. 27., maae vi vist nok ansee Forslaget til en splinterny Barne24daab for et Offer, Hr. Biskoppen troer, vi maae bringe Rationalisterne til godt Forlig. Var det nu ikke Andet end en Tilladelse Hr. Biskoppen vilde udvirke til, naar Man ønskede det, saaledes at døbe Børn, da skulde jeg ikke have det Mindste at indvende, naar kun med det Samme Sognebaandet løstes, saa de, der vilde beholde vor gamle Barnedaab, kunde, naar de havde en nymodens Præst, faae den forrettet af en Anden; men i saa Fald vilde de Rationalistiske Præster neppe finde Offeret værdt at modtage, da Djævle-Forsagelsen ganske imod Professor 👤Clausens Raad, er blevet staaende. Nu derimod skulde jo denne Døbe-Formular være almindelig og ufravigelig, og da er det tilvisse et stort og blodigt Offer Hr. Biskoppen kræver af os, og det er saameget haardere, som Modpartiet, der ikke vandt det Mindste derved, umuelig enten kunde eller vilde takke os for det, saa Forslaget er mig ubegribeligt, med mindre Hr. Biskoppen derved virkelig vilde drive mig og alle Ligesindede ud af Stats-Kirken; thi at vi ikke kunde blive i en Stats-Kirke, hvor det var en tvungen Sag at lade sine Børn døbe, men forbudt at faae Daabs-Pagten oprettet med dem, det har vi saa tit og saa længe erklæret og udviklet, at det umuelig kan være Hr. Biskop 👤Mynster ubekiendt.

Var det nu borgerlig tilladt at udtræde af Stats-Kirken og danne en lille christelig Frikirke, eller foreslog Hr. Biskoppen en saadan Frihed med det Samme, da skulde jeg, for min Person, ikke be25klage mig derover, skiøndt jeg maatte finde det gruelig haardt mod Lutheranerne, at de skulde nødes til at gaae ud af Stats-Kirken for at beholde deres Barnedaab; men nu, da en saadan Udtrædelse er strængelig forbudt og Hr. Biskoppen er langt fra at foreslaae nogen ny Frihed, nu maatte hans Forslag jo, naar det blev Lov, enten giøre os til de ulykkeligste Mennesker i Verden, eller nøde os til at blive Regieringen ulydige, og det en Regiering, det er vor Lyst ei blot at vise Lydighed, men inderlig Hengivenhed, Troskab og Kiærlighed! Hvor kunde dog Hr. Biskoppen nænne at giøre et saadant Forslag! Havde han end slet ingen Medlidenhed med mig, Mag. 👤Lindberg og hvem der slutter sig til os, saa burde Hr. Biskoppen dog vist havt Medlidenhed med de sikkert ikke faa Danske Hjerter, der vilde føle sig knuste ved at finde Kirke-Baandet sønderrevet mellem dem og deres Børn, som det jo var, naar de ikke døbdes paa samme Vilkaar og med samme Forsikkring om Gienfødelse og Syndsforladelse!

Nu, for min Person er jeg ganske rolig, thi deels tvivler jeg intet Øieblik om, at jo Majestæten, under alle Omstændigheder, vilde tillade os ældre Præster at døbe fremdeles som hidtil, og var det Modsatte mueligt, da kiendte jeg min Pligt og turde haabe, Gud gav mig Styrke til at opfylde den; men for “de Smaa og de Stille i Landet” kan det ikke berolige mig; thi hvad skulde de giøre, naar deres Sognepræst tvang dem til at lade deres Børn døbe 26med den nymodens Daab? Skulde de, før eller efter, selv døbe deres Børn med den gamle Daab, eller skulde de med sønderknuste Hjerter ønske sig i Jorden, fordi det behagede Hr. Biskop 👤Mynster at faae den Lutherske Barnedaab afskaffet! Kunde det maaskee trøste dem, at de hørde eller saae, den gamle Døbe-Formular stod ogsaa i Alterbogen, kun ikke til deres Børn, kun til de enkelte Jøder, som vilde lade sig døbe! Maatte denne Trøst ikke synes dem bitter Spot, som “du skal see det, men ikke smage det!”

For deres Skyld maa jeg da spørge Hr. Biskop 👤Mynster: med hvad Ret han tilraader Regieringen at berøve os vor Lutherske Barnedaab?

Giælder det dog ikke i Stats-Kirken, som i hele Staten, at hvem der findes i lovlig Besiddelse af et Arvegods ei maa tvinges til at ombytte det med et Andet, eller er ikke vor gamle Barnedaab, med sin Pagt og Forsikkring om et nyt og evigt Liv, et statskirkeligt Arvegods i vor lovlige Besiddelse, der klarlig gik fra Slægt til Slægt i trehundrede Aar, og hvortil den ringeste døbte Stodder har samme Ret som Kongen af 📌Danmark!

Jeg bestrider ingenlunde Hr. Biskop 👤Mynsters Ret til, paa eget Ansvar, at raade os til et Bytte og forsikkre os, vi tabe Intet derved, men jeg benægter alle Kongers og Keiseres Ret til at berøve os dette aandelige Arvegods, og Ingen, altsaa 27heller ikke Hr. Biskop 👤Mynster, maa raade Øvrigheden til at giøre Uret, saa det vilde ikke engang være Nok, om Hr. Biskoppen, da han foreslog en splinterny Barnedaab, ogsaa havde foreslaaet Frihed til at opsætte sine Børns Daab til de kunde døbes som Voxne; men nu har han tvertimod foreslaaet daglig Mulkt for hvem der ikke vil lade sine Børn døbe mens de ere smaa*Ritual-Forslaget S. 22., og hvormed kan han da forsvare et saadant Forslag?

Dette vilde Altsammen giælde ligefuldt, om end veloplyste Christne maatte finde Forskiellen mellem den gamle og den ny Daabs-Formular ubetydelig, eller finde den Ny bedre, thi det er naturligt, siger Herren, at Man ikke strax finder Smag i den ny Viin men siger “den Gamle er bedre,” og har vi Ret til, naar vi vil, at beholde nogen Ting, maa det dog vist være en Barnedaab, der endog giennem tre Aarhundrede blev os paanødt af den verdslige Øvrighed, og som Ingen kan tabe det mindste ved, at vi beholde, da vi slet ikke vil have Andre den paanødt.

Men Hr. Biskop 👤Mynster har ikke engang selv erklæret det for en Ubetydelighed, om vi ved Daaben træde i Pagt med Herren om at forsage Djævelen med alle hans Gierninger og alt hans Væsen, og at troe paa Gudfader og Søn28nen og den Helligaand, imod den Forsikkring i Herrens Navn, at vi saa ved Daaben er gienfødt af den Helligaand med Syndsforladelse, og han har endnu mindre paastaaet, at den ny Formular “uden Pagt og Forsikkring” er bedre og christeligere end den Gamle. Hr. Biskoppen har nemlig ikke blot beholdt baade “Pagten og Forsikkringen” ved de Voxnes Daab, og, saavel ved Hjemmedaabs Bekræftelse som ved Confirmationen, udtrykkelig forudsat at Pagten var oprettet med Børnene i Daaben; men selv ved Barnedaaben erklærer han, der er en hellig “Daabs-Pagt” som følgelig skal oprettes ved Daaben *Forslag til Alterbogen S. 70. 74. 75. 81., saa Hr. Biskoppen indvikler sig ved denne Leilighed i den haandgribeligste Selv-Modsigelse.

Saaledes har Hr. Biskoppens egen christelige Følelse gjort Opstand mod hans ulykkelige Indfald at skille Barnedaaben ved Pagten og Forsikkringen, og skiøndt Bevarelsen af begge ved de Voxnes Daab, som intet Barn hos os kan opnaae, bogstavelig var at “tage Brødet fra Børnene,” er det dog vist ogsaa et Vidnesbyrd om, at Hr. Biskoppen selv følde, de maatte ikke skilles fra Daaben; thi ellers vilde den skarpsindige Mand let opdaget, hvor stødende det var, at have to saa høistforskiellige Daabs-Formularer i een Alterbog, der umuelig lod sig forsvare 29mod Apostelenseen Daab,” som den Augsburgske Confessjon udtrykkelig har vedkiendt sig*Confessjonens 7de Artikel..

Hvad der har vildledt Hr. Biskoppen, seer Man for Resten nok, er hans dunkle og vaklende Forestilling om Daaben “efter 👤Christi Indstiftelse” som han har tilfælles med vore ældre Theologer, skiøndt de ikke vovede derefter at giøre nogen Forandring ved Daaben, der saavel efter deres Følelse, som efter den Augsburgske Confessjon, for den Kirkelige Eenheds Skyld, altid maatte forrettes eens. Naar nemlig Hr. Biskop 👤Mynster anfører hvad vi alle maae underskrive, at “kun de af 👤Christus anordnede Ord er nødvendige ved en christelig Daab,” da seer Man strax, han dermed kun mener det Ord “jeg døber dig i Navnet Faderens og Sønnens og den Helligaands,” thi om “Forsagelsen” hedder det kun “den er meget gammel og synes at naae op til det andet Aarhundrede” og om det “Apostoliske Symbolum” at dets Form “vel ikke er den oprindelige, men dog nu i mange Aarhundreder har været vedtaget.” Her er ikke Stedet til at bestride theologiske Anskuelser eller kirkehistoriske Paradoxer, men hvad Man skulde ventet af Hr. Biskoppens Skarpsindighed, var at han havde indseet, der var netop samme Grund til at beholde Pagten selv, som begge Delene, hvoraf den bestaaer, thi det er jo kun som Dele af den Pagt, 30der fra Arilds- Tid oprettedes ved Barnedaaben, vi har fundet dem i Kirken, saa Man seer, Hr. Biskoppen har i det Øieblik glemt Kirken over Bøgerne og det virkelige Liv over Skyggen deraf. Vel synes det, som Hr. Biskoppen igien har husket dem ved de Voxnes Daab, men det synes dog kun saa, thi i det virkelige Liv er vi jo alle indskrænkede til Barnedaaben.

Her staae vi da atter ved det aldeles Uforsvarlige i Forslaget, som, naar det blev Lov, vilde berøve alle de Børn, der herefter fødes, Stats-Kirkens Daab i sin gamle Skikkelse, den Eneste, der kan være den Oprindelige efter 👤Christi Indstiftelse, og paalægge os Præster, hvad der strider mod vort Ordinations-Løfte, at forrette Daaben i en Skikkelse, som, da den er splinterny, umuelig kan være efter 👤Christi Indstiftelse.

Til at retfærdiggiøre et saadant Forslag vilde aabenbar slet ingen Grunde forslaae, og, som om Hr. Biskoppen selv følde det, har han heller slet ingen Grunde anført; thi hvor Spørgsmaalet er om at foreskrive Præsterne en Daabs-Formular, de ikke kan bruge uden at bryde deres Præsteløfte, og udelukke alle vore Efterkommere fra Kirkens Arilds-Daab, der kan det dog vel ikke kaldes en “Grund” at det, efter Hr. Biskoppens Følelse, “unægtelig har noget Stødende at henvende saamange Spørgsmaal til det spæde Barn.” For min og Fleres Følelse har i det mindste denne lette Bemærkning, der mere ligner en utidig Spas end en alvor31lig Indvending, noget saa Stødende, at om den ny Formular ogsaa ellers forekom mig taalelig, maatte jeg dog protesteret mod enhver Forandring ved den hellige Daab paa saa tom en Grund, hvortil ei skal svares andet, end at kunde det spæde Barn kun først rigtig fatte det eneste Spørgsmaal, Hr. Biskoppen vil have beholdt, og som jeg i den ny Sammenhæng ei tør sige, jeg forstaaer, da vilde det sikkert gaae glat med Resten. Hvad de Engelske Bisper i det Syttende Aarhundrede har vovet, vedkommer egenlig slet ikke os, men siden Hr. Biskoppen bemærker, at de ved Barnedaaben har dreiet Spørgsmaalene fra Barnet til Gudmoderen, hvad han finder, har “noget Koldt,” da maa jeg bemærke, at vel er det meget sandt, men dog er den Engelske Forandring ei nær saa kold eller uforsvarlig, som den, Hr. Biskoppen foreslaaer, thi deels oprettes dog Daabs-Pagten med Kirkens Ord, og deels staaer det hvert Medlem af den Engelske Stats-Kirke frit for at opsætte sine Børns Daab, til de kan døbes som Voxne, medens vi derimod med daglig Mulkt skal tvinges til at lade vores døbe som Spæde.

Enhver seer nu let, at dette giør en mærkelig Forskiel, saa Hr. Biskop 👤Mynsters Forslag er langt utaaleligere end de Engelske Bispers Fif; men dermed vil jeg paa ingen Maade undskylde det; thi troede de høie Herrer “med Giendøberne,” at Barnedaaben var ugyldig, da maatte de ikke narre Folket med den, men skulde erklæret at de hver32ken kunde eller vilde forrette den, men Sagen var, som deres i øvrigt selvgjorte Formular ogsaa viser, at de troede ikke paa Daaben som en virkelig Indgang i det Guds Rige, der er “Retfærdighed, Fred og Glæde i den Helligaand,” og brød sig derfor i Grunden kun lidt om, hvordan den forrettedes, naar kun Skinnet bevaredes. Denne Betragtning af Daaben som en blot Kirkeskik, der vel, som befalet af Herren selv, maa beholdes ved Optagelsen i Samfundet, men har lidet eller intet med den egenlige “Gienfødelse og Syndsforladelse” at giøre, har nemlig længe saavel i 📌England som i 📌Tydskland været den Herskende, indtil nu Oxforderne begynde seierrig at bekæmpe den, og havde den været uden al Indflydelse paa Hr. Biskop 👤Mynster, vilde han neppe foreslaaet os en saadan forskaaret Barnedaab; men den Augsburgske Confessjon henfører udtrykkelig Gienfødelsen til Daaben*Confessjonens anden Artikel., saa ogsaa derfor har vi den fuldeste Ret til at beholde Forsikkringen derom ved vore Børns Daab, og at denne Forsikkring ei kan gives, hvor ingen Pagt oprettes, har sikkert Hr. Biskoppen selv følt, og derfor afskaaret den med, skiøndt deri ingen “Spørgsmaal” er til de Spæde.

Men kan nu ikke Hr. Prof. 👤Clausen og hans Disipler med samme Ret sige, at netop denne Forsikkring om “Gienfødelse og Syndsforla33delse” i Daaben kan de ikke udstaae, og Daabs-Pagten kan de, efter deres Overbeviisning hverken selv indgaae eller afkræve Andre?

Vel ikke med samme Ret, men dog, efter min Overbeviisning, med Rette, kun maae de nøies med Frihed til selv at følge deres Overbeviisning og ei ville paanøde enten Lærd eller Læg af os en Daabs-Formular, som netop, naar den er efter deres Hoved, umuelig kan være efter vores Hjerte og ligesaa umuelig efter 👤Christi Anordning. Al Tvang ved Daaben maae vi erklære for uchristelig, men Tvang fra vore Lutherske Fædres, vor egen og den hellige, almindelige, Kirkes Daab maae vi erklære for utaalelig og paastaae vor soleklare Ret til at forplante den uforvansket og uforandret!

Confirmationen.

Confirmationen er hos os saa ganske en blot Kirke-Skik, og er saa langt fra at være enten noget heelt eller halvt Naademiddel, at den først 1736 er skabt ved en af Kong 👤Christian den Sjettes Forordninger, og den eneste reen kirkelige og christelige Synspunkt, hvorfra denne os paatvungne Kirkeskik kan betragtes, er da, at der ikke ved den lægges en Steen paa de Christnes Hjerte og et Aag paa deres Samvittighed. Hvad 34Staten kræver af dem, der skal confirmeres, kan altsaa, christelig talt, være os ligegyldigt, naar vore Børn kun ikke der ved berøves den hellige Nadver paa den Tid, vi troe dem skikkede og de føle sig trængende dertil, og hvorledes Statskirkens Præster forrette denne i sig selv ligegyldige Handling, vedkommer ikke os, naar vore Børn kun ikke derved tvinges til Noget, vi finde stridende mod Christendommen.

Dengang nu Confirmationen anordnedes, var ingen af Delene Tilfældet, thi deels udelukdes de Uconfirmerede derved ikke strængt fra Nadveren, deels krævedes ei meer til Confirmation end 👤Luthers Catechismus, som christelige Forældre alligevel indpræntede deres Børn, før de tog dem med til Herrens Bord, og endelig var det en fri Sag hos hvilken af Stats-Kirkens Præster, Man vilde lade sine Børn gaae “til Læsning,” og derfor fandt denne Nyhed, der aldrig i 📌Holsten eller noget andet Luthersk Rige er blevet almindelig, hos os føielige Danske ingen Modsigelse.

Tiderne har imidlertid siden mærkelig forandret sig, og Confirmationen er blevet Noget af det mest Trykkende for christelige Forældre, da der paa den ene Side fordres Udenads-Læsning, Skrivning, Regning og Vaccination for at komme til Alters, og paa den anden Side nødes Alle udenfor 📌Kiøbenhavn til at lade deres Børn undervise om Religion og Christendom af deres Sognepræst, 35hvordan saa end hans religiøse Anskuelser, moralske Grundsætninger og Opførsel maatte være. Begge Dele er af det Slags, at vil den verdslige Øvrighed beholde de gammeldags Christne i Stats-Kirken, maa den endelig baade tillade Altergang uden Confirmation, og lade det blive en fri Sag igien, hvilken Præst Man vil betroe sine Børn, baade Piger og Drenge, til privat Underviisning i Religion og Moral, hvad for alle ædle og betænksomme Forældre aabenbar er en Samvittigheds-Sag.

Læser Man imidlertid Hr. Biskop 👤Mynsters Forslag til et nyt Ritual, da seer Man, det giør Confirmationen endnu mere byrdefuld baade for Præster og Forældre end den allerede er, uden i mindste Maade at formilde Samvittigheds-Tvangen, skiøndt der ved denne, christelig talt, aldeles ligegyldige Kirke-Skik, havde været den skiønneste Leilighed til, om mueligt, at vinde Alle for den ny Skikkelse, han vil give Stats-Kirken.

Vist nok finde vi det Præsten tilladt at meddele en “Confirmand,” som førend Confirmationen bliver farlig syg, Nadveren, men deels har det altid været tilladt, og deels forslaaer det jo ingenlunde nu, da Mangelen af en Døbe- eller Vaccina tions-Attest kan, jeg veed ikke hvorlænge, opholde Confirmationen, og mangt et Barn kan seent eller aldrig være istand til at fyldestgiøre vedkommende Skole-Commissions Fordringer, som dog visselig ikke maatte 36raade for, om vore Børn skulde have Adgang til Herrens Bord.

Den eneste Lettelse, der foreslaaes, skal da være den, at hvor der er flere Præster ansatte ved Kirken, kunne de (Børnene) anmelde sig hos hvilken af disse, de ville, og at “hvor ingen Misbrug er at befrygte,bør Præsterne heller ikke nægte deres Samtykke til, at Børn af deres Sogn maa blive confirmeret i et andet Sogn i Nærheden, naar Barnet eller dets Forældre maatte have Grund til at ønske det. Nægter vedkommende Præst sit Samtykke, kunne Forældre eller Værger desangaaende henvende sig til Biskoppen, som, efter indhentet Erklæring fra Præsten og Provsten, kan meddele Tilladelse til at Barnet confirmeres af uvedkommende Præst. Men finder Biskoppen det tvivlsomt, om en saadan Tilladelse bør meddeles, da andrager han Sagen for det Kongelig Danske Cancelli*Ritual-Forslaget S. 36-37..

Her seer Man alt det Hensyn Hr. Biskop 👤Mynster i denne rædsom forvirrede Tid vil tage paa den gruelige Samvittigheds-Tvang, han selv i Folkeraadet indrømmede fandt Sted ved Confirmationen sogneviis, og det er, efter mine Tanker, mindre end Intet, fordi det er Intet og vil dog synes at være Noget.

Saavidt jeg veed, er der nemlig for Øieblikket 37intet Lovbud imod at confirmere Børn fra fremmede Sogne, og intet Lovbud, der giver vedkommende Sognepræst Ret til at nægte sin Tilladelse, saa i ethvert Tilfælde, der syndes en christelig Præst at kræve det, kunde han, uden at overtræde Lovene, giøre en Undtagelse fra hvad der mere var Skik og Brug end fast Regel, men naar dette Forslag blev Lov, da blev Sognebaandet ved Confirmationen, hvad det hidtil neppe var, lovfast, og det beroede i Regelen paa Sognepræsten selv, om han fandt, der var Grund til at vrage hans Underviisning; thi det vilde naturligviis kun være en sjelden Undtagelse, at Bisp eller Cancelli, efter langt Omsvøb, aftvang en Præst Tilladelsen.

Er det ikke dog forskrækkeligt, at en Mand som Hr. Biskop 👤Mynster, der har havt og har daglig den bedste Leilighed til at kiende, hvor himmelvidt forskiellige vor Stats-Kirkes Præ ster er, baade i Tro og Lære, i Varme og Underviisnings-Gaver, og i Liv og Levnet, dog ikke tager anderledes Deel i det gruelige Aag der paalægges christelige Forældre, som skal sende deres Børn, baade Piger og Drenge, til privat Underviisning i Religion, Moral og Christendom til deres Sognepræst, han være saa hvad Mand han vil, han befæste eller nedrive hvad Forældrene har opbygget, han opelske eller, om mueligt, oprykke med Rod hvad de har plantet, deres Taarer har vandet og Gud hidtil givet Vext! Er det ikke dog forskrække38ligt, siger jeg endnu engang, at naar det under disse Omstændigheder overdrages til Hr. Biskop 👤Mynster ene og alene at foreslaae et nyt Ritual, han da ingen anden Trøst vil give de bekymrede Forældre, end at naar Sognepræsten, de vil undgaae, selv finder, der er Grund og ingen Misbrug at befrygte, da bør han ikke nægte Tilladelsen, og, giør han det alligevel (som han jo desvissere giør, jo slettere han er), da er det endnu mueligt, at Biskoppen eller Cancelliet, efter alle muelige Erklæringers Indhentning, kan tillade Forældre at lade deres Børn berede til Confirmation hos en Præst, de har Agtelse for og Tillid til! Vil Hr. Biskop 👤Mynster da slet ikke vide det, at der er usigelig meget, der kan giøre Forældre det pinligt og egenlig moralsk umueligt at sende Sognepræsten deres Sønner og Døttre til en saadan Underviisning, men som ei engang kan sættes paa Papiret, end sige saaledes oplyses, at Bisp eller Cancelli kan tvinge en Præst til hvad han kalder en stor Fornærmelse eller en uforskyldt Beskæmmelse!

Og hvad er det nu for en “befrygtet Misbrug” der skal være større og farligere end Samvittigheds-Tvangen, og hvilke er “Grundene” der enten af Præst, Bisp eller Cancelli skal kiendes gyldige?

Herom tier Lov-Forslaget ganske og aabner derved Døren for al muelig Vilkaarlighed, men Man kan jo ingen Misbrug nævne, uden at en 39Sognepræst giør sig skyldig deri, og hvorfor vil Man dog ikke indsee, at Man kun giør Ondt værre ved at binde et heelt Sogns Børn udelukkende til den Præst, der blot for at drille sin Nabo eller af andre nederdrægtige Grunde vilde kapre Confirmander fra ham, og hvad anden Grund maa Man dog forlange af Forældre, som ønske deres Børn underviste og confirmerede af en anden Sognepræst, end at de har mere Høiagtelse for ham eller mere Tillid til ham, og hvilken Usling af en Præst maa det ikke være som heri modsætter sig Forældrenes Ønske.

Lægge vi nu hertil, at den Kongelige Commissarius nys erklærede i Folkeraadet, at naar Forældre bad om den Tilladelse (som de aldrig burde behøve) paa Grund af at deres Sognepræst var heterodox, da vilde den rimeligviis blive afslaaet, da see vi klart, hvorvidt christelige Forældres Aag vilde lettes ved det ny Ritual, der viser dem til den Præst, de vil undgaae, til en Bisp, der maaskee kun giver dem Utak for deres Pietisteri, og til Cancelliet, som, naar de anføre den sande, for Gud og Mennesker gyldige, Grund, rimeligviis vil svare: herved er Intet at giøre!

Her maa jeg dog nødvendig spørge Hr. Biskop 👤Mynster, om det er hans Ønske, at alle de Forældre, som ikke har Raad eller Leilighed til at sende deres Børn ud af Sognet eller Raad og Lykke til at faae en Cancelli-Bevilling, skal være aldeles ligegyldige ved, hvordan den Præst 40rer og lever, taler eller vrævler, hvem de betroe deres Børns moralske og religiøse Dannelse i den farligste Alder, og det, skiøndt han, blandt Andet, veed, at Hr. Professor 👤Clausen maa have mange Disipler mellem Præsterne, som det var stor Synd at forlange, Lutherske Forældre skulde lade forklare deres Børn 👤Luthers Catechismus, og skiøndt han selv bemærker, at Præsterne især ved Confirmandernes Underviisning har al den Frihed de med Rette synes at kunne fordre!

Jeg veed det meget godt, og mindes daglig derom, at lærde Mænd og selv Geistlige, jeg mindst havde ventet det af, tænke heel papistisk om “Almuens Christendom,” som Noget, der egenlig kun bestaaer i, at de gaaer flittig i Kirke og kalde Præsten “Fader,” hvordan han saa er, er ham til Villie i alle Maader, og lever hvad han kalder christelig, uden at vove sig til at bedømme, om det ogsaa stemmer overeens med den Christne Tro; men at Hr. Biskop 👤Mynster ogsaa hældede til den Side, har jeg været seen til at troe, og jeg kan endnu ikke begribe Mueligheden deraf, men kan ligesaalidt anderledes forklare mig hans Modbydelighed for Sognebaandets Løsning selv ved Confirmationen, hvor han dog selv tilstaaer, hverken Alterbog eller Ritual kan eller skal berøve Præsten hans Frihed til at tale som han tænker og troer. Hvad der i denne Henseende forblinder Hr. Biskoppen, er imidlertid vel den Fordom, at Man intet Ansvar har for hvad 41der er En foreskrevet; thi havde vi Præster intet Ansvar for hvad vi kalde den Christne Tro, og hvad vi forsikkre om Naademidlerne, naar det kun stod i den forordnede Alterbog, da havde naturligviis Forældre heller intet Ansvar for hvad de lod Præsten sige til deres Børn, naar der kun er et Reskript for, de skal betroe dem til ham; men jeg er vis paa, vor Herre 👤Christus tænker ganske anderledes, og vil, naar vi mødes for Hans Domstol, kræve os strængt til Regnskab for vort Ord om Ham, enten det saa stod i Alterbogen eller ikke, og kræve Bonden saavelsom Biskoppen til Regnskab for sin Tro og for sin Delagtighed i de Smaaes Forargelse, der troede paa Ham, og derfor maa jeg stemme for al muelig Frihed i Samvittigheds og Saligheds Sager, skiøndt jeg derved, desværre, maa stemme tvertimod Hr. Biskop 👤Mynster.

Dog, for Intet at undlade, vil jeg endnu engang bede baade Hr. Biskoppen og alle de Geistlige i vor Stats-Kirke, der vil giøre Menigmand umyndig i deres egen Saligheds-Sag, dog see sig om i det virkelige Liv, betragte det sædvanlige Forhold mellem Almuen og Sognepræsterne, i det Mindste her paa 📌Øerne, og dog vaagne af den søde Drøm, at det er en himmelsk Idyl, der ei maa forstyrres ved selvklog Reflexion! De vilde da snart opdage, at paa de faa gammeldags Lutheraner nær, har Alle forladt dem, Mængden skyer Kirken som noget andet Ondt, og hvor de “gu42delige Forsamlinger” opliver Kirkegangen en Smule, synke Præsterne endnu dybere i Almuens Øine, og nu skulde det være klogt og betimeligt, om det end ellers var tilladeligt, at stramme det Sognebaand, der, naar det ingen Lænke skal være, forudsætter ganske andre Tider og Omstændigheder, og en ganske anden Tankegang saavel om Præst og Kirke som om Tid og Evighed. Vil Man da endelig blive ved at stramme, hvad der burde løses heller idag end imorgen, til det brister overmorgen, som det jo nødvendig maa; blive ved med Flid at nære hos Almuen den Ligegyldighed for Himlen paa den ene, og den Mistro til Præsterne paa den anden Side, som har frembragt det sørgelige Forhold, og maae, jo meer de voxe, giøre Ondt værre! Naar Man saa med den ligesaa unaturlige som uchristelige Tvang har drevet de Lutheraner ud af Stats-Kirken, der ikke kan finde sig i at modtage Sacramenterne af hvilkensomhelst Præst, eller betroe ham deres Børns Sjæle, og har bestyrket de gudelige Forsamlings-Folk i deres Ringeagt for Geistlighed og Sacramenter, saa de aabenbar vende Stats-Kirken Ryggen; hvad vil Man saa giøre med Slumpen, der aldrig tænker enten paa Præst eller Kirke uden for Tiendens og Offerets Skyld? Troer Man virkelig med nye Al terbøger og Ritualer, det ene stivere, strammere og dødere end det Andet, af Disse at kunne skabe Stats-Geistligheden et nyt Kirke-Legeme efter sit 43Hjerte! Gud! hvad nytter dog Øine, naar Man stirrer sig blind paa Bøgerne og overseer Livet!

Vende vi nu Øiet til Formularerne ved Confirmationen, da opdage vi strax nogle Smaa-Mærkværdigheder, som vi vil tage med underveis, skiøndt hvad vi maae dvæle ved, er det forfærdelige og fordærvelige Aag, som derved paalagdes alle Sognepræster og en stor Deel af Folket.

Det Første vi bemærke, er, at er end Hr. Biskop 👤Mynster saa stor en Hader af dobbelte Formularer, at han ikke engang vilde giøre en Undtagelse ved Barnedaaben, hvor de dog, naar han vilde foreslaae en Splinterny, var aldeles nødvendige, saa har han dog gjort en Undtagelse ved Confirmationen, hvor Formularen kan være de Christne ganske ligegyldig, naar den kun intet Uchristeligt indeholder.

Man skulde nu tænke, Hr. Biskoppen havde bragt Rationalismen dette Offer, saa den ene Formular var for os, og den Anden for dem, der ikke vil have mere end høist nødvendigt med 👤Christus at giøre; men det er langtfra, thi begge Formularer knytte sig paa det Fasteste til Daabs-Pagten, saa ved Confirmationen har Hr. Biskoppen aabenbar reent glemt, at der efter hans Forslag ingen Pagt skulde oprettes ved Barnedaaben, thi her forudsætter han aabenbar det Modsatte, baade ved Spørgsmaalet “stadfæster du denne din Daabspagt” og udtrykkelig i Bønnen, som begynder saaledes “For dit Aasyn, 44alvidende Gud! er da nu 📌det hellige Løfte gientaget, som har i Daaben været aflagt paa vore Vegne.” Begge Dele glæde mig naturligviis som Vidnesbyrd om, at det er ingenlunde Pagten, Hr. Biskop 👤Mynster vil være kvit, og om den Daabs-Formular til os, som lader Pagten staae ved sit Værd, siger jeg, gid han ikke komme den ihu evindelig mere! men naar jeg tænker paa, hvor mangfoldige baade Præster og Børn i Skiels-Alder der vitterlig fattes den Tro, hvorom Pagten dreier sig, da maa jeg lægge baade Hr. Biskop 👤Mynster og vor Faderlige Regiering det saa nær, jeg kan, at det er ligesaa fordærveligt, som uforsvarligt at aftvinge dem en høitidelig Bekiendelse af den Tro, de hverken har eller vil have.

Jeg omtalde før det utaalelige Aag, det er for christelige Forældre at skulle lade deres Børn undervise om Christendom af Præster, som bestride og vel ei sjelden spase med deres Fædres Tro og Gudsfrygt; men hvem tør nægte, at det samme Aag hviler paa de vantroe Forældre, som maae sende deres Børn til orthodoxe Præster, saa naar de føle det mindre, kommer det kun af, at de sjelden tænker alvorlig paa saadanne Ting, og af, at vore orthodoxe Præster ligesaa sjelden har synderligt Liv. Dette giensidige Plageri kan og bør hæves ved at frigive Confirmationen, saa Enhver, som bryder sig om det, kan søge den Præst, der huer ham, men naar der nu skulde paatvinges Alle en saa chri45stelig Confirmations-Formular, som Daabs-Pagten er, da hjalp ingen anden Frigivelse i denne Henseende, thi de Præster som vitterlig fattes den tilsvarende Tro spændtes grueligere paa Pinebænken hver Confirmations-Søndag, jo ærligere og alvorligere de var, og de Unge i Hobetal nødtes til høitidelig at indtræde i Skiels-Alderen med en vitterlig Løgn, det sorteste Varsel for Fremtids-banen, Man vel kan tænke sig. Saa utaalelig derfor som Christne maae finde mange Præsters selvtagne Frihed ved Confirmationen, saalænge de er bundne til dem, saa ønskelig maa deres lovlige Frihed være os, naar vi er frie for dem, og derfor skulde aabenbar den Frihed, de især ved Confirmationen har taget sig, langtfra at berøves dem, stadfæstes, og kun, ved Sognebaandets Løsning, giøres forligelig med vores. Allerbedst var det vist nok, naar den befalede Confirmation reent ophørde at være en kirkelig Handling, og blev en Religionen aldeles uvedkommende Skolesag, men da det vel for det Første slet ikke er at vente, maa den dog endelig blive saa fri, som mueligt, thi naar Man afkræver Alle i Skiels-Alderen en Troes-Bekiendelse, der hos de Færreste kan være ærlig meent, da er Samvittigheds-Tvangen hos os større end hos Papisterne, og vi maae da ikke klage over Upaalideligheden af de helligste Løfter, som vi selv opelske og stræbe at hellige.

I Sammenligning hermed er det vel neppe værdt 46at nævne alle de smaalige Bestemmelser, Hr. Biskop 👤Mynster foreslaaer om Confirmations-Alderen og Tiderne og Dagene og Klokkeslettet og Opstillingen, som om det Altsammen var en Saligheds-Sag, thi det er kun kiedsommeligt og udvortes byrdefuldt; men mig synes dog, det er forskrækkeligt, at ikke engang en Mand som Hr. Biskop 👤Mynster endnu har indseet, at Man med alt Saadant kun bebyrder, ærgrer og forbittrer de alvorlige, redelige og dygtige Præster, som Man vel maa betroe det Største, men vil ikke betroe det Mindste, og at derimod de Letsindige, Uordenlige og Slette, som Man dermed vilde binde, kun lee ad det! Man kan saaledes godt ærgre og pine en samvittighedsfuld Præst ved at befale ham ikke at confirmere Nogen, som han ei har underviist fulde fire Maaneder, to Gange ugenlig, men den Slette og Letsindige hindrer Man derved hverken fra at lyve, at jage Confirmanderne til sig og lade dem gaae som de kom, eller at afjaske Alt fra Begyndelsen til Enden. Jo længer Man ved saadanne stødende, krænkende, byrdefulde og tit latterlige Ordens-Forskrifter vil pine og plage de alvorlige, samvittighedsfulde og dygtige Præster, saa de ikke kan røre sig uden at overtræde Loven, des færre faaer Man naturligviis af det Slags Embedsmænd, og anstrænger da forgiæves sin Skarpsindighed, for ved end mere nøiagtige Instruxer at afrette de Slette, som med desbedre Sam47vittighed tilsidesætte alle Regler, jo umueligere det er at følge dem nøiagtig.

Hvad enten for Resten Hr. Biskoppen har glemt de Kiøbenhavnske Confirmationer med deres særegne Præg og Bestemmelser, eller han ogsaa vil have Underviisnings-Tiden der fordobblet til fire Maaneder og to Gange ugenlig, har jeg ikke kunnet opdage, men vil haabe, der itide hæve sig saamange Præste-Stemmer mod den hele Confirmations-Codex, at den under alle Omstændigheder falder bort af sig selv; og naar den kun ikke skal følges, kan den være morsom nok at betragte som en fortvivlet, vi vil haabe den sidste, Prøve paa midt i vor Stats-Kirkes babyloniske Forvirring, dog i nogle af de mest ligegyldige Ting at bringe stræng Eensformighed tilveie. Man skulde dog virkelig synes, alt Kirkeligt var dødt nok hos os, at Man ikke, ved en Eensformighed og arithmetisk Nøiagtighed, som Livet aldrig taaler, skulde ogsaa afsjæle Confirmationen, som, saavidt jeg har kunnet mærke, er det Eneste, hvori alle Præster, som der var det Mindste ved, dog fandt nogen Glæde, og hele Ungdommen, der ei var reent forstokket, dog fandt lidt Opbyggelse, og Begge meer, jo friere det Hele var. Er det ikke ligesaa latterligt, som det er sørgeligt, at Præsten vel paa eget Ansvar kan antage og afvise, undervise og behandle Confirmanderne som han synes, men maa ikke selv raade for, hvordan de skal opstilles, hvortit han vil stæv48ne dem til sig og hvad Klokkeslet han vil begynde Overhøringen, end sige da, om han vil holde Confirmation to Gange om Aaret, hvor det ei har været stadig Skik siden 1736, end sige da raade for, om han vil confirmere et Barn, der fattes 32 Dage i 14, siger og skriver fjorten, Aar, skiøndt vor Herre selv dog kun var tolv Aar gammel, da han lod sig overhøre af de Skriftkloge! Har vi dog ikke Nok af alle saadanne ligesaa grundløse som aandsfortærende Indskrænkninger i det daglige Liv, at vi ikke ogsaa skulde forplante dem ind i Herrens Huus, saa Adgangen til Hans Bord skal paa den vilkaarligste Maade beregnes efter Maaneder og Dage, og hans Embedsmænd ei kunne giøre et Skridt i deres mest personlige Virksomhed, uden at forespørge sig hos Superintendenten og Cancelliet, der næsten aldrig kan vide nær saa god Besked om Sagen som de, og tit vil behandle og afgiøre den aldeles mechanisk! Hvad vil Man dog med en Stats-Kirke, naar den kun skal virke som en verdslig Politi-Anstalt, der er tusind Gange lettere at handtere i sin eiendommelige Skikkelse! Hvad tænker Man dog, enten Daab, Nadver eller Confirmation skulde udrette, naar de ei er fri? hvad venter Man af aandelige Midler, der sættes mekanisk i Bevægelse og underkastes aandsfortærende Control! De Dage er jo dog alt længe forbi, da Man kunde kyse Livet af Folk med Helvede eller slaae dem til Jorden med en Bispehue; hvortil da de ligesaa kiedsommelige som kostbare Kir49ke-Skuespil, der visselig hverken var i 👤Luthers Aand, eller kom i hans Tanker uden som Papisteri, der skulde udfeies!

Nadveren.

Har 👤Luther kaldt Daaben i vore Statskirker et Saar, Man ei kunde røre ved, da er Nadveren det endnu i langt høiere Grad, thi ligesom vi har seet, den verdslige Øvrighed paatog sig at bestemme, naar og under hvilke Betingelser Folk maa stædes til Herrens Bord, saaledes har den ogsaa taget sig den Frihed at bestemme, hvem Herrens Tjenere skal tage til Bords, hvor dog Alt er aandelig at nyde og forstaae, saa de, der ikke er værdige Giæster i Hjertekienderens Øine, maatte for deres egen Skyld ønske, de var langt borte. Vilde nu endelig den verdslige Øvrighed bestemme, hvad vi maae eller ikke maae sige til Giæsterne i “Herrens Navn,” da tiltog den sig endnu meget mere Myndighed i Herrens Huus end Paven, der dog lod Ordet blive ved det Gamle, og da maatte vi nødvendig protestere, om ikke Herrens Bord skal blive aldeles foragteligt, som en kummerlig Bespiisning efter et verdsligt Fattig-Reglement; saa det er forskrækkeligt, at Hr. Biskop 👤Mynster ogsaa vil have det Danske Cancelli til at afgiøre, om vi med god Samvittighed kan beholde eller skal forkaste det Ord “sande,” som hos os, Man veed 50ei hvorlænge, har været brugt ved Uddelingen af hvad vi, paa Aandens Sprog, kalde “Herrens Legeme og Blod.” At nemlig Hr. Biskop 👤Mynster er af den Formening, at dette Ord ikke burde være optaget og bør nu forkastes, det seer jeg nok, og at han stræber at overbevise sine Medtjenere i Ordet om det Samme, derimod er Intet at indvende; men naar han ved Hjelp af det Danske Cancelli og den verdslige Magt vil tvinge alle 👤Christi Embedsmænd i Landet til at være enige med sig, eller dog til, trods deres modsatte Overbeviisning, maaskee trods Giæsternes store Forargelse, at udelade Ordet “sande,” da forvexler han saa aldeles 👤Christi og Kongens Rige, christelig og kongelig Tjeneste, med hinanden, at jeg paa det Kraftigste maa protestere; thi vel raader Kongen af 📌Danmark enevældig for hvad Han vil taale i sin Stats-Kirke, men vil Han have 👤Christi Kirke til at være og virke i den, da maa Han, som Kong 👤Christian den Tredie bemærkede, lade den virke frit og uafhængig af sig ved Evangelium og Sacramenter. Naar derfor Hr. Biskop 👤Mynster eller nogen Anden af 👤Christi Tjenere vil med verdslig Magt paatvinge eller fravriste os noget Ord ved Sacramenterne, da turde jeg, for Principets Skyld ikke give efter, om jeg end ellers var af hans Mening; thi havde den verdslige Magt Ret til at forandre eller forskyde et eneste Ord ved 👤Christi Sacramenter, da havde den Ret over dem Alle.

51Men, siger Hr. Biskop 👤Mynster, “jeg har oplyst, at dette Ord først er opkommet længe efter Reformationen, og skiøndt det vist nok stemmer overeens med vor Kirkes Symboliske Bøger, kan jeg dog ikke nægte dem Ret, der have bemærket, at Tilføielsen af dette Ord strider mod den Forpligtelse, Præsterne indgaae ved Ordinationen, “at forrette og uddele de tvende høiværdige Sacramenter aldeles efter 👤Christi egen Indstiftelses Maade.” Upaatvivlelig vil Man gaae rettest ved at holde sig til 👤Christi egne Ord.”

Godt, men giør det Sagen klar, naar Spørgsmaalet er om et “verdsligt Forbud” imod at bruge hvad Hr. Biskoppen selv tilstaaer, stemmer overeens med Stats-Kirkens Symboliske Bøger, og hvad der, som jeg vil lægge til, staaer i den Augs burgske Confessjon, thi der er det jo Lutheranernes Bekiendelse, at 👤Christi Legeme og Blod er sandelig tilstæde*Confessjonens 10de Artikel.? Stred det nu desuagtet mod Ordinations-Vilkaaret efter det samme 👤Christian den Femtes Ritual, som befaler Ordets almindelige Brug, saa var det en Selv-Modsigelse, der maatte hæves, ikke ved at forbyde det i den Augsburgske Confessjon hjemlede Ord, men ved at forandre den Danske Stats-Kirkes Ordinations-Vilkaar, thi for det Sidste raadte Kon52gen af 📌Danmark, for det Andet, efter Kongeloven, ikke. Dog, her behøves ingen Forandring, thi tør Hr. Biskop 👤Mynster end “ikke nægte” denne Strid, da tør jeg, og vil see paa den, der kan godtgiøre, at en Saadan findes. Havde vi i “Indstiftelsens Ord” indskudt Noget efter eget Tykke, det skulde vi vist nok forskyde, saasnart det oplystes, hvad enten saa den Danske Stats-Kirke havde forpligtet os dertil eller ikke, men Tiltalen til Giæsterne om hvad de nyde, er jo ikke 👤Christi men hans Tjeneres Ord, og der giælder det kun om at Tjeneren er sikker paa, han har truffet sin Herres Mening, og er han sikker paa det, kan han umuelig af verdslige Grunde frafalde Udtrykket. Nu er jeg ganske sikker paa, at de Lutherske Præster traf vor Herres Mening, da de, i Modsætning til dem, der vrævlede, som om Herrens Legeme baade var tilstæde og var det ikke, udtrykde deres Sikkerhed paa den virkelige Nærværelse med Ordet “sande,” som Vrævlerne skyede, og hvorved Intet kunde voves, da det kun var en “Bekræftelse,” der intet lagde til men fastholdt kun hvad der var. Hvad der forvisser mig om, at de traf Herrens Mening, er imidlertid ikke blot den Betænkning, at hvad “Sandhed” giver, maa altid være “det Sande” og intet Skin, ei heller blot, at vi læse hos Johannes, at Herren brugde selv en Bekræftelse, da Han talde om disse Ting og sagde: mit Kiød er sandelig Mad og mit Blod 53er sandelig Drikke *Joh.VI. 55. hvor Griesbach endog som nok saa god anpriser Læsemaaden “sand Mad” og “sand Drikke.”; men tillige fordi det fra Arilds-Tid var Kirke-Skik, som endnu i den Romerske Menighed, at naar Præsten ved Uddelingen sagde “det er 👤Christi Legeme,” svarede Menigheden “Amen,” saa de Lutherske Præster har blot paataget sig at svare Amen for Menigheden, til den selv igien kom til Orde, hvad ei er at laste men at rose dem for.

Men vil jeg da paastaae, at alle Præster i den Danske Stats- Kirke skulde paa ny tvinges til at optage det Ord, Mange af dem længe have udeladt?

Nei, det være langt fra, heller vilde jeg bede alle dem, der ønske det, fritagne for at sige Nogetsomhelst hvad de ikke selv troe, thi baade Herren og Bordet vanæres kun ved tvungen Bekiendelse; men jeg paastaaer Frihed til selv fremdeles at sige hvad jeg troer og fryder mig ved at bevidne, og jeg opmuntrer alle mine Medtjenere af samme Tro til at giøre ligesaa, og jeg paastaaer, at vore Medtroende af alle Stænder, som elske Vidnesbyrdet, maae have Lov til at gaae til Herrens Bord hvor det lyder. Ogsaa her støde vi da paa Sognebaandets Løsning ved Sacramenterne, som det eneste men ogsaa nemme Middel til at bringe sand Orden tilbage i vort statskir54kelige Vilderede, og skiøndt Hr. Biskop 👤Mynster ved dette Ord bestandig gyser tilbage for de befrygtelige Misbrug, som kun er til i hans egen Forestilling, har han jo dog selv i 📌Roskilde tilstaaet, det var Synd ved Nadveren at tvinge Enhver til sin Sognepræst, skiøndt han nu mener, det var Nok, naar Cancelliet nedsatte sine Priser paa en Hjerte-Frihed, der vist nok ei kan opveies med Guld, men burde just derfor gives i Guds Navn.

Samme Frihed, som jeg, naar Sognebaandet løses, ønsker Stats-Kirkens Præster med “sande”, ønsker jeg dem naturligviis ogsaa med “fyldestgjort” og hele Vidnesbyrdet til Slutning, som for Mange af dem er en Gru, vist nok ikke fordi jeg vil miste et eneste Ord af denne velsignede Tale, eller kan optage Hr. Biskoppens Forslag til at sige “deelagtiggjort” istedenfor “bespiset og skiænket”, men fordi Sandhed byder os tale som vi troe, og fordi Herrens Tjenere tilbagevinde aldrig deres tabte Troværdighed, før det bliver Tilhørerne klart, at de tale ei fordi de nødes dertil, men fordi de troe! Ordet “fyldestgjort” vilde jeg derfor aldrig overtale Nogen til at bruge om Herren, naar de ikke troe, Herren virkelig har opfyldt Loven og lidt Straffen i vort Sted; men jeg kunde heller ikke med Hr. Biskoppen indrømme, at “fyldestgjort” egenlig intet bibelsk Udtryk er, thi jeg mener, det findes ret egenlig i Bibelen 55paa sit rette Sted, blandt “de syv Ord” paa Korset *Hvor vi (Joh. 19) oversatte “det er fuldkommet” vilde det ene Ord “fyldestgjort” ei blot være bedre Dansk, men svare bedre til Græsken..

Besynderligt nok, hvordan vor boglige Retning kan fordunkle Tanke-Gangen selv i saa lyse Hoveder, som Hr. Biskop 👤Mynsters; thi havde han her og allevegne seet paa Livet, da vilde han vist aldrig ønsket enten med det Onde eller med det Gode at faae dem til at bevidne Sandheden og Kraften af de Christnes “Tro, Haab og Kiærlighed,” som ikke dele altsaa heller ikke kiende dem, thi naar det vi sige ved Naademidlerne, ei skal være et Vidnesbyrd om hvad enten Herren selv har sagt, eller hvad vi med fromme Fædre finde sandt og opbyggeligt, da er det jo kun et Vidnesbyrd om hvad Enhver, som ønsker det, allersikkrest kan see med sine egne Øine: hvad der af den verdslige Øvrighed er foreskrevet i den sidst forordnede Alterbog. Men naar nu de foreskrevne Ord ved Daaben og Nadveren er de Samme, som den Christne Menighed fra Arilds-Tid har udtrykt sin Tro, sit Haab og sin Kiærlighed med, da er de ikke blot overflødige og unyttige, døde og magtesløse paa vrangvillige Læber, men i større eller mindre Grad forargelige netop for dem, som derved skulde opbygges, forsikkres og frydes, thi vi veed jo Alle, at i vort 56Hjertes Anliggender kan Man med Ord aldrig krænke os værre eller saare os dybere, end naar Man med spottende Læber eller dog med forsætlig Skiødesløshed og isnende Kulde gientager de selvsamme Ord, hvormed vi paa det Varmeste og Høitideligste pleie at udtrykke vore Følelser. Gjaldt nu ikke det Samme i høieste Grad om vort christelige, som om vort naturlige Liv, da maatte det aabenbar kun være, fordi vor Christendom var intet virkeligt Liv, men kun en død Lærdom, og maatte kun det falde Hr. Biskop 👤Mynster paa Sinde, da er jeg vis paa, det vilde ogsaa blive ham indlysende, at det christelige Liv i vor Stats-Kirke, ei blot for at voxe, men selv kun for at beholdes, trænger til al den Frihed, vi kan overtale den verdslige Øvrighed til at skiænke den, saa det er ei engang et Offer, at vi ønske Modstanderne fritagne fra at trælle for det Ord, de kvæle ved at omfavne. Heraf følger naturligviis, at jeg heller hverken kan ønske nogen Præst tvunget eller overtalt til igien, ved Indbydelsen af Herrens Giæster, at sige hvad de Fleste skye “naar I saa troe disse 👤Christi Ord og giøre efter denne Hans Befaling, da ere I ret prøvede, som 👤Paulus siger, og værdelig kunne æde 👤Christi Legem og drikke Hans Blod;” men deraf følger ogsaa, at jeg paastaaer Frihed til fremdeles at sige saa, naar Man kan det med en god Samvittighed og ei veed noget Bedre. Dette er nemlig Tilfældet med mig, og sagtens med flere Danske Præster, og den Forandring, 57Hr. Biskop 👤Mynster foreslaaer, er saa langt fra at hue mig bedre, at jeg aldrig kunde bære det over mit Hjerte at sige ved Nad veren dersom I da forud have prøvet eder selv, som 👤Paulus siger, og nu ere komne med et ret christeligt Sind og Forlængsel; thi dermed vilde jeg frygte for at saare de ømmeste Hjerter og kyse de værdigste Giæster, der vist sjelden eller aldrig tør pukke paa deres “ret christelige” Sind og den rette “Hunger og Tørst” efter Sacramentet. Dette Forslag havde jeg ogsaa mindst ventet fra Hr. Biskop 👤Mynster; thi han ligner sig dog ellers selv giennem en heel Menneske-Alder, meer endog end jeg troer ønskeligt, og dette staaer dog i skiærende Modsigelse til de faa men fyndige Ord, hvormed Præsten 👤Mynster protesterede imod at indskrænke Trøsten af de Ord “saa elskede Gud Verden” til dem der “lignede 👤Jesus,” thi, var hans Svar*Ny Minerva 1806 2det B. S. 99. “hvad om Nogen var kommet tilstæde, hvis Sorg det just var, at han ikke lignede 👤Jesus? er dette ophørt at være en Sorg for Menneskene? eller har Religionen ikke mere Trøst for dem, der saaledes sørge?” Maaskee var det bedre i ovenmeldte Tiltale at lade 👤Paulus unævnt, da de Skriftkloge tvistes om hvad han meende med “Selv-Prøvelsen” for Herrens Giæster, men maaskee er det ogsaa netop godt, naar Man tør, at forsikkre, at “Troen paa Herrens Ord” 58og “Ihukommelsen af Ham” er hvad 👤Paulus kræver til Værdighed, og en Paulinsk Prøvelse, som noget Ubestemt og Grændseløst, turde jeg under ingen Omstændigheder kræve af Giæsterne.

Vende vi os nu til Ritualet, da opdage vi strax en besynderlig Kontrast til Alterbogens strænge Fordringer, thi medens hist kræves et ret christeligt Sind og Forlængsel af alle Giæsterne, synes her kun at kræves Ædruhed for Øieblikket og anstændig Opførsel i Kirken, og selv om Præsten skulde savne nogen af Delene, maa han dog vel tage sig i Agt for hvad han giør, da han skal angive sig selv, og staae til Ansvar, hvis Provsten og Bispen finder, han, uden tilstrækkelig Grund har beskæmmet Nogen for Menigheden*Ritual-Forslaget S. 53..

Hermed vil jeg vist nok ikke sige, det skulde være Præsten tilladt at overfuse eller uden tilstrækkelig Grund beskæmme Nogen af hans Sognefolk; men naar Man betænker, at dette er Alt hvad det ny Ritual skulde sige om “Kirke-Tugten,” da maa Man vel undres over en saadan Undtagelse, da de “heroiske Midler” fra Præsternes Side visselig ikke høre til Dagens Orden, og da en stakkels Præst, der engang prøvede sligt et Vove stykke, dog vel maatte være fri for Sag, naar Ingen kla59gede. Fordi Kirke-Tugten er tilbunds forhadt og under de gamle Former aldeles umuelig i vor Stats-Kirke, burde dog vist den nidkiære Præst ikke være den Eneste, der maatte udsætte sig for Tugtelse, naar han blot vilde overholde det Sømmelige ved en for Christne saa hellig og af Verden saa dybt foragtet Handling. Her synes mig dog virkelig vi Alle, baade Læge og Lærde, Saamange som “Herrens Bord” er langt fra at være “foragteligt,” maatte blive enige om at faae en Smule “Orden og Bordskik” igien, da Altergangen, som den nu drives, unægtelig er en stor Vanære baade for 👤Christus og Hans Menighed.

Naar saaledes Danske Lov melder, at “Horkarle, Skiørlevnere, Aagerkarle, Slemmere, Skiændegæster, Voldsmænd, og allermest Guds Ords Forhaanere og Foragtere” skulde holdes fra Nadveren, da er det dog vist Ingen af de verdslige Anordninger, Christne kan protestere imod, da baade 👤Apostelen 👤Pauli Advarsel*1 Cor. 5. er fuldt saa stræng, og de Christne ei uden deres Herres største Vanære kan sige, at Han vil kiærlig forbinde sig enten med sine aabenbare Fiender og Foragtere eller med dem, der øiensynlig vælte sig i grove Laster. Hvor derfor Nadveren, jeg vil ikke engang sige paatvinges, men rækkes Alle uden Forskiel, der bestyrke de Christnes Præster aabenbar Modstanderne 60i deres ærerørige Paastand, at Christendommen med Flid danner sikkre Syndere, som, trods alle Laster, troe sig Himlen visse; thi da den, som Naadens Evangelium, ei kan forskyde Nogen for de forrige Synders Skyld, maa den saameget strængere kræve et nyt Levnets-Løb af sine Bekiendere. Stats-Kirkens Tvangs-Daab forvirrer nu vist nok hele Forholdet, men ligesom det altid har været følt, at Noget maatte der dog giøres ved Nadveren, for baade at afvælte den farligste Beskyldning fra Christendommen, og være angerløs i den syndige Sikkerhed, der unægtelig fremmes ved det “aabne Taffel” vi holde i Himmeriges Rige, saaledes maae vi, hos hvem Forargelsen gaaer over alle Grændser, nødvendig giøre Saameget, at dog i det mindste vor gode Hensigt er umiskendelig.

Først maae vi da af ganske Hjerte bede den verdslige Øvrighed om, at Alt hvad der i Lovene end er tilbage om Tvang til Altergang eller Straf og borgerlig Skam for hvem, der, med eller mod sin Villie, undlader den, maa blive aldeles afskaffet, da “Herrens Bord” og Adgangen dertil er en saa reen aandelig Sag, at det aabenbar er en af Pavedommets største Forbrydelser at have misbrugt den til verdslige Hensigter. Naar saa det er skedt, og enhver Dansk Borger, uden enten at rødme eller blegne, kan være bekiendt, at han gaaer aldrig til Alters, og naar Sogne-Baandet ved Sacramenterne er løst, saa Sognepræsterne ei kan op61kaste sig til Pavster eller tyrannisere Borgernes Samvittighed, da maae vi indstændig bede Øvrigheden at overlade til hver Præst, hvad kun han selv kan bedømme: hvem han tør tage til Alters! Herved burde Øvrigheden ei have mindste Betænkelighed, thi efter Sognebaandets Løsning har det ingen Nød at Sognepræsterne afvise Folk af Lune eller for Løier, og overdreven Nidkiærhed vil være en sjelden Undtagelse, som Staten, selv for sin egen Skyld, langt maatte foretrække for den overdrevne Føielighed, der vil være det Sædvanlige, men maa ogsaa taales, da Haanden aldrig, uden at forgribe sig, kan gribe ind i Aandens Virksomhed. Høist ubehageligt maa det vist nok være for en oplyst Statsmand, at enhver Meeneder, Tyv, Bedrager og selv Morder lettelig finder en Præst, der i Herrens Navn forlader ham alle hans Synder og lover ham evig Salighed, saa vore gamle Love, der vilde tvinge Præsterne til at giøre det, var i den Henseende ligesaa upolitiske som uchristelige; men herved er Intet at giøre, da 👤Christi Embedsmænd har af Ham Fuldmagt til, paa eget Ansvar, at “løse og binde,” i aandelig Forstand, og kan ikke lade sig den Frihed betage selv at raade for hvad de selv skal svare for. Derimod tør jeg nok forsikkre vore Statsmænd, at naar det bliver de samvittighedsfulde Præster mueligt at holde lidt tilraade med Syndsforladelsen og Herrens Nadvere, da vil selv de temmelig Ligegyldige 62betænke sig lidt paa at rutte dermed til aabenbar grove Forbrydere, og det vilde være en Understøttelse, den borgerlige Retfærdighed aldrig høiere trængde til end nu. Saasnart nemlig en Præst ikke længer kan undskylde sig med, at han saa godt som nødes til at give selv de ugudeligste Forbrydere Afløsning og række dem Sacramentet, naar de forlange det, da vil han i Regelen lade det være, og da vil det vel netop kun blive den nidkiære Præst, der giør en Undtagelse, hvor han troer sig sikker paa en virkelig Omvendelse.

At der i det ny Ritual-Forslag slet intet findes til at raade Bod paa Nadverens frygtelige Misbrug, har jeg alt anmærket, men maa dog tilføie, at af det gamle Rituals sjette Kapitel er Intet beholdt uden “Misdæderes Beredelse til Døden,” saa det virkelig seer ud, som det kun var Misdædere, Man med al muelig Anstrængelse og Selvopoffrelse skulde skaffe et sødt og saligt Endeligt; thi ellers maatte Man dog vel forpligte Præsterne til samme Omhu og utrættelige Aarvaagenhed ved enhver Sygeseng, de kaldtes til. Vist nok var det uoverkommeligt, men skulde det skorte paa Nogen, mener jeg, det maatte dog først være paa “Menneske-Morderne,” om hvem Herren kun giver os meget lidt Haab, og som vi da, saavel for Christendommen som for det Borgerlige Selskabs Skyld, langt heller maatte lade døe i Fortvivlelse, end, saavidt mueligt, bære til “Abrahams Skiød,” hvorved Henrettelsen ophører at være et advarende 63og bliver et fristende Exempel, thi døe skal vi Alle, og hvormangen ængstet Sjæl maa ikke i sine sidste Timer savne den Trøst og Opmuntring, der er bortødslet selv paa de ugudeligste Forbrydere!

De Eneste, Hr. Biskop 👤Mynster vilde have Nadveren aldeles nægtet selv paa deres Dødsseng, er de stakkels “Katholiker,” naar de ikke paa det Stærkeste vil forpligte sig til at blive Lutheraner. En saadan Intolerance skulde Man mindst ventet i dette Forslag, hvor der selv om en “forhærdet Misdæder” kun siges, at Sacramentet ei maa “paanødes” ham*Ritual-Forslaget S. 66. og hvorefter det skal være os frit tilladt at meddele baade “Grækere og Reformerte” Nadveren, uden anden Betingelse end at de finde sig i vore Skikke. Jeg turde saaledes ikke meddele en Græker Nadveren, før han vedkiendte sig vor Daabspagt, eller en Kalvinist, hvis han, mindet om Herrens virkelige Nærværelse, gjorde mindste Indvending derimod, men jeg turde meddele Katholiken den, naar han blot kunde finde sig i at modtage baade Brød og Vin; og naar jeg havde Grund til at see en sand Christen i ham, maatte ingen verdslig Anordning drive mig til at kræve Andet af ham paa hans Dødsseng, da Herrens Bord ei tilhører os som Lutheraner, men som Christne. Mine Læsere maae vide, jeg er langtfra at være 64partisk for 📌Rom i nogen af sine Tyran-Skikkelser, men jeg kan dog umuelig glemme, at den Danske Kirke kun er et Brud-Stykke af den Romerske Kirke-Stat, hvorfra vi har faaet Troen og Sacramenterne, og at vi selv som Lutheraner nedstamme fra en Romersk-Katholsk Præst og Munk, der uden Vægring tog Katholiker til Alters, naar de kun vilde finde sig i hans Skik; og den Grund, Hr. Biskop 👤Mynster giver for sin Haardhed imod dem er ligesaa besynderlig som den. Da en Katholik, hedder det nemlig*Bemærkningerne S. 45., ei kan communicere med os, uden at bryde med sin egen Kirke, saa synes vor Kirke ikke at burde tilstæde dette, med mindre den Paagiældende med beraad Hu vil træde over til vort Troessamfund. Fraregnet nemlig, at eet Troes-Samfund giøres her til to hinanden Modsatte, og indrømmet, at Katholiken bryder med Paven ved at gaae til Alters hos os, hvad Mening er der da i, at vi derfor skal nægte ham Nadveren, til han gaaer over ͻ: bryder med Paven! Eller hvad Rimelighed er der i, at vi kan meddele Grækere Nadveren, skiøndt de holde fast ikke blot paa deres Skiærsild, Helgene o. s. v. men ogsaa paa deres selvgjorte Daabspagt, og meddele Kalvinister Nadveren, uagtet de tage den for noget ganske Andet end vi; men Katholiken, som har Daabspagt og Sacramenter tilfælles 65med os, ham kan vi ikke tage til Alters, selv paa Dødssengen, med mindre han øiebliklig kan løsrive sig fra alle sine Fordomme eller vil lyve? At Pave-Præsterne ei tog Nogen af os til Alters, uden vi afsvor alle “Lutherske Kiætterier,” det troer jeg gierne, men var vi ikke meget billigere og bedre kirkehistorisk oplyste end Papisterne, hvad var vi da? og er vi det, hvordan kunde vi da engang forlange, at Nogen skulde “afsige al Forbindelse med den Katholske Kirke” hvoraf vi selv udsprang og maae være en Green, om vi vil være Christne?

Endnu maa jeg anmærke een Skiærpelse af de gamle Forskrifter, til overflødigt Beviis, at Hr. Biskop 👤Mynster bestandig finder formegen Frihed, hvor jeg finder for lidt.

I det gamle Ritual staaer skrevet, at ingen Præst maa communicere sig selv, end ikke paa hans Sotteseng, naar han kan have en Anden dertil*Det gamle Rituals 5te Kapitel., men i det Ny skulde det ham aldeles forbydes, og det, uagtet Man paa sin Sotteseng vist ikke spurgde om Ritualets Forlov til hvad Man troede Ret for Gud og trøsteligt for sit Hjerte. Og nu Grunden til dette Forbud, strængere end Ritualets fra 1688? Uagtet, læse vi, flere og deriblandt vægtige Stemmer have erklæret sig for, at en Præst skulde 66kunne meddele sig selv Sakramentet, kan jeg dog ikke finde det passende *Bemærkningerne S. 45.. At nu Hr. Biskop 👤Mynster fraraa der hvad han ei finder passende, det er i sin Orden; men at han tilraader den verdslige Øvrighed at forbyde hvad den selv i de stiveste Tider tillod, blot fordi han, med hvad han selv kalder vægtige Stemmer imod sig, ikke finder det passende, det er overordenligt. Hvorfor nu Hr. Biskop 👤Mynster ikke finder det passende, er vel en Bisag, men dog ret mærkværdigt, thi, læse vi*Bemærkningerne S. 45., “Den, der meddeler Sacramentet, staaer i det Øieblik i Herrens Ærinde, Den, der modtager det, er saa ganske i sit eget, og disse forskiellige Stillinger lade sig neppe paa en sømmelig Maade forene.” Altsaa deri finder Hr. Biskop 👤Mynster Vanskeligheden, uagtet han her har den allervægtigste Stemme, nemlig den hellige, almindelige Kirkes imod sig, thi det var jo ældgammel Skik, som det er endnu baade i den Pavelige og Bispelige Kirke-Stat, at Præsten betjener sig selv tilligemed de andre Giæster! Med hvad Ret vi har aflagt denne gamle Bordskik er altsaa et stort Spørgsmaal, hvorpaa vi skylde 👤Christus og Hans Kirke et ganske andet Svar end at vi fandt den ikke passende, thi vi vilde paa den Grund aldrig sætte os ud over en Skik ved den jordiske Konges Bord, og jeg tør ikke nægte, at 67vor Altergang er derved omtrent blevet ligesaa uordenlig som den Papistiske, og ventelig af samme Grund. Jeg forestiller mig nemlig, at det ikke blot var for at hæve sig selv, Geistligheden unddrog Lægmand Kalken, men fra først af især fordi Man følde, der var slet Selskab ved Herrens Bord, og tænkde at undgaae det, ved ei at dele Kalken med dem, og af samme Grund tænker jeg, de første Lutherske Præster har krympet sig ved at communi cere med hele Mængden og blive delagtig i deres Synder. Det Ene er galt, saavelsom det Andet, da Man ikke maa forandre Herrens Bordskik, fordi Man har skaffet Ham Giæster paa Halsen, Man maa skamme sig ved, men skal see til at hæve Hans Bord igien, saa det kan blive en Ære saavel at sidde derved som at tjene derfor; men saalænge det skal gaae som nu, maae vi vel være glade ved Udflugten. For Resten finder jeg det ogsaa upassende at Præsten meddeler sig selv alene Nadveren, fordi det er ingen Communion, intet Fællesskab, men ei mere upassende end at meddele en Anden den alene, saa, naar Præsten ikke maa selv tage Deel deri, burde alle Berettelser af Enkelte bortfalde. Den gamle Bestemmelse var derfor ogsaa, at naar det kunde skee, skulde helst Ægtefællen eller en Anden i Huset communicere med den Syge, og hvem der har præstelig Erfaring, har vist ogsaa mærket Forskiel, efter Herrens Ord om To eller Tre. Fraraades kan derfor vist med Rette 68Præstens Selv-Berettelse, naar ikke Kone, Børn eller Venner tage Deel deri, men verdslig forbydes er noget ganske Andet, og naar Man finder det usømmeligt for en vis Dobbeltheds Skyld i Præstens Person, da skulde Man ikke blandt Protestanter vente en saadan Forvexling af Præstens Person med det “Herrens Ord,” der er lagt i hans Mund, og skal jo, ved alle Leiligheder, anvendes af ham saavel paa sig selv som paa Andre.

Skriftemaalet.

Med hvad Ret Papisterne gjorde Skriftemaalet til en almindelig Christen-Pligt, og Lutheranerne det til en Betingelse for Adgang til Herrens Bord, og med hvad Ret endelig vi, tvertimod Kirkens Skik og Sagens Natur, give Afløsning uden al Synds-Bekiendelse, det er vist nok saa vanskeligt et Spørgsmaal, at vi i Almindelighed ikke maa æske det besvaret af hinanden; men naar Man, som Hr. Biskop 👤Mynster, vil have et endnu strængere verdsligt Forbud end før mod at gaae til Alters uden Skriftemaal, og vil have alle Præster tvunget til at give den Afløsning uden Synds-Bekiendelse, som det gamle Ritual kun foreskrev efter Bekiendelsen; da skyldte Hr. Biskoppen dog vist nok hele den Christne Kirke og især sine Danske Medchristne lidt gyldigere Grunde end i 69hans Forslag er tilsyne. Skriftemaalets Nødvendighed før Altergangen forudsætter han nemlig som en afgjort Sag, og om “Syndsforladelsen” hedder det blot*Bemærkningerne S. 47. “Indvendingerne mod den gamle Absolutions-Formular er saa bekiendte, at de ikke behøve her at gientages. Men fordi Absolutionen kan misbruges af dem, der misbruge Alt, bør den dog ikke afskaffes, og i den Form, som her er foreslaaet, bør formeentlig ingen Præst finde sig besværet ved at udsige den over sine Skriftebørn.” Dette er, i mine Tanker kun et daarligt Svar til de vantroe Præster, og slet intet til de Troende, der ikke betvivle 👤Christi Embedsmænds Fuldmagt til at “løse,” men er bange for at misbruge den, og kan umuelig overtale sig til at “udsige” de mægtige, hellige Ord som en død Formular eller et tomt Mundsveir. Os hjelper Hr. Biskoppens saavist i Formularen slet ikke, thi slige Forbeholdenheder forbød det gamle Ritual med Rette, og at “Kirkesangeren” under visse Omstændigheder skulde giøre Synds-Bekiendelsen for Alle, blev et meget uopbyggeligt Skuespil, der vist ikke betog nogen alvorlig Præst sine Betænkeligheder. Kommer nu hertil, at i 📌Frue-Kirke, der, efter det gamle Ritual, skulde være Mønster for hele Riget, havde Man i en Række af Aar Skriftemaal med Afløsning ved den ene og uden Afløsning ved den an70den Side, og at saaledes er det nu trindt i Landet, da vilde det dog nok være ligesaa ubilligt at befale, som forargeligt at høre, en almindelig Afløsning i Landets Kirker, der vel kun havde lidt eller intet at betyde, men bestyrkede dog Folk i deres Ligegyldighed ved Synden og ved Budet “du maa ikke tage Herren, din Guds Navn forfængelig.”

Ogsaa her er da det eneste baade Kloge og Rette at lade Præsterne skrifte, som de tør forsvare, og lade Folket søge hvilken Skriftestol, de vil; thi kun da vil Forargelsen nogenlunde kunne undgaaes, og de troende Præster, med deres Skriftebørns Samtykke, indrette Afløsningen saaledes, at den hverken bliver tom eller formastelig, og det er dog tilvisse paa den høie Tid, at der kommer lidt Alvor og Sandhed i den vigtigste Deel af vor offenlige Gudsdyrkelse, som dog visselig er Sacramenterne og hvad dertil hører, naar den ei skal udarte til et ligesaa tomt Skuespil som før Reformationen.

Alle de smaalige Bestemmelser om Tiden, naar, og Stedet hvor og Tankerne hvormed der skulde skriftes, kunde derfor aldrig være mere ubetimelige og fra Hr. Biskop 👤Mynsters Haand uforklarlige, thi om derved ogsaa kunde tilveiebringes en Smule Ensformighed, og den var en Smule værdt, nyttede det jo dog ikke at afsie Myggen og sluge Kamelen, og Hr. Biskoppen maa jo vide saavelsom vi Andre, at Skriftemaalet er en fortvivlet Sag for samvittighedsfulde Præster og en Spas eller en Sovepude for Mængden, saa, om det var 71nok saa apostolisk, maatte det tigange heller bortfalde end drives længer som nu. Afladen, fandt 👤Morten Luther, var Kirkens Pest, men om end Skrifte-Pengene,” som jeg endnu med Gru har seet i Hovedstadens Kirker, skulde allevegne være forsvundne, er Afløsningen som ingen Ting dog visselig ogsaa en Aflad, der slet ikke bliver christeligere ved at gives for In tet, og ved smaa grammatikalske Forbeholdenheder kan christelige Præster hverken skærpe Andres Samvittighed eller tilfredsstille deres Egen. Den Smule Frihed vi i denne Henseende har, da det gamle Ritual kun foreskriver Afløsning efter Synds-Bekiendelse kan vi da umuelig lade os betage *Jeg seer med Fornøielse, at Hr. Dr. 👤Rørdam i en velskrevet Afhandling ogsaa har paastaaet Præstens nødvendige Frihed, men han har glemt Menighedens..

Brudevielse og Ligbegængelse.

Det er ikke blot fordi “Sorrig og Glæde de vandre tilhobe,” jeg stiller disse sammen, men især for at minde om, at Brudevielse og den sidste Olie udgiør, hos Papisterne, tilligemed Skriftemaalet og Bispevielsen, som fire Sacramenter, Hierarchiets Firkløver, hvoraf, saalænge det skal have Lykken med sig, ikke et Blad maa affalde, saa hos os, hvor det Fornem72ste, som er Bispevielsen, reent faldt bort ved Reformationen, tilligemed den sidste Olie; hvor ikke Folket, men kun Præsten “skrifter,” og hvor den verdslige Øvrighed afgiør selv alle Ægteskabs-Sager, her kan Hierarchiet, som vel er, umuelig trives.

Derimod staaer i vore Stats-Kirker alle christelige Former og Skikke, tilligemed Geistligheden, stor Fare for at blive aabenbar til Spot og Latter, saa, skulde de i en vis Grad beholde hele Folkets Ærbødighed, da maatte vi lære meget bedre end hidtil at holde os selv i Ære, aldrig paatrænge os, men, naar vi søgdes, træde frem med den sande Høitidelighed og Værdighed, som det levende, fri og fyndige Ord om det Høie og Dybe altid udbreder omkring sig.

I denne Henseende var Stillingen, vort gamle Ritual gav Præsten, ved Ligbegængelse, næsten uforbederlig, og kunde Man end ei sige det Samme om Brudevielsen, har den Ting dog efterhaanden jævnet sig selv, da hele Formularen selv fra Først af aabenbar var uanvendelig paa de Gamles og blev det siden endmere paa de Fraskiltes Ægteskaber og paa dem i forbudne Led, saa for Øieblikket tør vist nok alle Præster finde sig berettigede til at læmpe Formularen efter Omstændighederne, saa Christendommen dog ikke offenlig skal vanæres af sine Tjenere og Brudevielsen blive forargelig. Vi gammeldags Præster, som nødig betjene os af selvtagen Frihed, vilde imidlertid takket Hr. Biskop 👤Myn73ster, naar han vilde udvirket os den udstrakte Frihed, der ved saa slibrig en Kirke-Skik er ligesaa nødvendig som uskyldig; men af Frihed synes Hr. Biskoppen, desværre, Man altid snarere har for meget end for lidt, saa det er Alt, at vi skal have Lov til at udelade lidt, naar det er alt for galt med de Fraskilte, men selv de Værste skulde vi dog spørge “om de havde beraadt sig med Gud i Himmelen” og afnøde dem et Ja, vi vidste, var aabenbar usandt. Hr. Biskoppen giør vel sig selv denne Indvending, men besvarer den paa en Maade, der hos saa alvorlig en Mand og skarpsindig Tænker ei kan andet end forbause*Bemærkningerne S. 31-32.. Jeg seer dog ikke, hedder det nemlig, hvorledes en christelig Kirke kunde fritage dem, hvis Forbindelse den skal hellige, fra den Forpligtelse, ved dette saa vigtige Skridt i deres Liv at tage Gud paa Raad, eller at henvende Tanke og Bøn til ham; og da Enhver forud veed, hvilke Spørgsmaal der ville blive ham forelagte, beroer det paa ham selv, om han vil kunne svare sit Ja med en god Samvittighed.

Dette lader sig vist nok meget godt baade sige og høre, men slet ikke anvende paa det virkelige Liv, Talen er om; thi deels er Spørgsmaalet jo ikke om at fritage Nogen fra en moralsk Forpligtelse, men om at giøre et inqvisitorisk 74Spørgsmaal og fordre det besvaret med Ja, selv hvor Man er saa vis paa, det maa besvares med Nei, at Man alligevel ikke tør hellige Ægteskabet; og deels beroer det jo ikke paa Ægtefolkene selv, om de vil lade sig vie. Er det da Hr. Biskoppens Mening, at alle de, der ikke med god Samvittighed kunne svare Ja til det Samvittigheds-Spørgsmaal, som ikke engang Papisterne giør, skulde heller opgive Ægteskabet, end vi et Spørgsmaal, hvortil vi er aldeles uberettigede? Vi veed jo nok, at Brudefolkene staae for det meste i ganske andre Tanker, og er især paa Bryllupsdagen sjelden prutne paa et Ja meer eller mindre, men skal vi sløve Samvittighederne under Paaskud af at skærpe dem? det være langtfra, maa jo Hr. Biskoppen svare, saavelsom jeg, og hvormed vil han da forsvare et Spørgsmaal, der ligesaalidt findes i 👤Luthers som i den ældre Kirkes Formularer og var dog aldrig saa aabenbar forargeligt som nu?

Vilde Hr. Biskop 👤Mynster ikke have Formularerne i sin ny Alterbog til at være ufravigelige, da skulde jeg ikke beklage mig over den ny Ubetydelighed, han har sat istedenfor den gamle Perle med Ægteskabets “Kirkelige Velsignelse” som Billede af “👤Jesu Christi og den hellige Kirkes, hans Bruds Sacramente;” thi hvad Præsten skal sige til alle Brudefolk, kan aldrig være for ubetydeligt; men hvorfor vilde Hr. Biskoppen have denne, alle unge, christelige Ægtefolk tilkommende og liflige, Formular afskaffet og udelukt 75af Stats-Kirken? Skal det afskaffes, Alt, hvad der ei passer paa Alle i den, hvad Christeligt skulde vi da beholde, og hvorfor dog ikke heller indrette Alt saa frit, at hver kan faae Sit, naar Præsterne forstaae at dele ret, og giør de ikke det, hvad er de da til?

Ved Jordspaakastelsen vil Hr. Biskoppen have den gamle Formular beholdt, og skiøndt denne Lig-Tale er ligesaa ubibelsk som Papisternes Sjæle-Messe, og falder meget urimeligere, turde jeg dog nok forsvare den, naar den hverken afnødtes Præsten eller paanødtes Nogen, men som en Tvangs-Sag maa jeg naturligviis misbillige den, saameget mere, som det er vitterligt nok, at “Kiødets” Opstandelse nuomstunder kun er til Spot for de Fleste.

Protestere maa jeg derimod paa hele Menighedens Vegne mod den Nyhed i Ritualet, der ikke blot skulde giøre Ordets Tjener til dets Herre ved Graven, men giøre Sognepræsten til Despot i alle Sørgehuse.

Vi læse nemlig først, at uden vedkommende Præsts Samtykke maa Ingen ved Ligbegængelser enten i Kirke, Capel eller paa Kirkegaard, holde nogen Tale, og at dette Samtykke end ikke maa komme Andre tilgode end dem, der ere berettigede til at prædike; og dernæst læse vi, at dersom ved en Ligbegængelse nogen Sørge-Høitid foranstaltes i Sørgehuset selv, da skal det forud tilkiendegives Præsten, som paa venlig Maade skal 76søge at afværge det Upassende; og uden hvis Samtykke Intet her maa foretages*Ritual-Forslaget S. 76-77..

Jeg veed jo nok, at det absolute Forbud mod Lægmands og det Relative selv mod Præsters Tale ved Graven ei i 📌Kiøbenhavn er ganske nyt, men udentvivl skulde det dog først herved udstrækkes over hele Landet, og Præstens Befalings-Ret i Sørgehuset vilde, saavidt jeg veed, selv i Hovedstaden være noget ligesaa Splinternyt, som, efter min Forstand, Splittergalt.

For alle disse Indgreb i den naturlige Frihed og selv i Huusretten har Hr. Biskoppen slet ingen Grund anført, saa Man maa slutte sig til, det er, for at der ikke muelig skulde siges eller giøres noget Upassende; men skulde det forebygges, maatte jo alle Munde lukkes og alle Hænder bindes, og er Man desuden saa vis paa, at vedkommende Præst selv aldrig siger noget Upassende ved en Grav, eller giør noget Upassende i et Sørgehuus, selv naar han kan befale over Husbonden! Det Sidste finder jeg i det Mindste i sig selv mere upassende end hvilkensomhelst Sørgehøitid, Man, selv i 📌Kiøbenhavn, med Politiets Tilladelse, kunde faae isinde at foranstalte, og jeg kan slet ikke tænke mig mere upassende Ord, end netop vedkommende Præster utallige Gange lod falde og ventelig fremdeles vil 77lade falde over Grave, medens jeg godt kan tænke mig særdeles passende Ord, ei blot af en uvedkommende Præst, men ogsaa af en Dannemand uden Attest for at skulle kunne prædike, der ved dette besynderlige Privilegium vilde kvæles.

Vil Man sige, jeg er partisk i denne Sag, da jeg selv har givet Anledning til et af disse Forbud, da er der vel Noget i, men jeg tør mene, det netop viser, at Forbudet er urimeligt; thi hvad var vel naturligere end at jeg, paa den nærmeste Families og Biskop 👤Münters Opfordring, holdt en lille Tale ved min Oncle, Biskop 👤Balles Kiste, da Stiftsprovsten og Hofpræsten ei kunde enes om, hvem der var den rette Vedkommende, og taug derfor Begge! Og fordi nu Stiftsprovsten desuagtet tog det ilde op, at jeg sagde et Par Ord, som ellers Ingen fandt upassende, derfor skulde ikke blot 📌Kiøbenhavns reglementerede Jordspaakastere 1816 faae Ret til at lukke deres Medtjeneres Munde, hver ved sine Grave, men 1840 skulde det paa Hr. Biskop 👤Mynsters Forslag ophøies til Landslov!! Efterat det indtil i Gaar og i Dag har i 📌Danmark, som vel over hele Christenheden, været enhver ærlig Mand uformeent, naar han følde Trang eller Lyst, at tale ved Kone eller Børns, Sydskende eller Venners Grave, og medens Man ved Siden ad os i 📌Holsten ei engang behøver at bruge Præsten ved Ligbegængelse, da skulde denne ligesaa uskyldige som naturlige Frihed os berøves midt i det Nittende Aarhundrede, ja, selv i Sørge-78huset Mundene forseigles, om det behagede Sognepræsten, eller i 📌Kiøbenhavn, den Præst, der havde Ligmaaneden! Hvilket Hexeri har dog frembragt en saadan Tankegang i saa lyst et Hoved, der kun passede i det Mørkeste! Er det nu atter Sognebaandet, der ogsaa i denne Henseende skal være saa lifligt, elskeligt og himmelsk, at heller maatte Naturens og Blodets helligste Baand briste, end det, end Sognebaandet selv ved Graven skulde synes løsnet? Ja, jeg forstaaer det ikke, men jeg haaber dog, at saadanne Forslag aldrig vil faae Lovskraft, om end Hr. Biskop 👤Mynster efter modent Overlæg, som jeg knap kan troe, vilde gientage dem. Personlig kan det vist nok være mig det Samme, da jeg for længe siden har tabt Lysten til Gravtaler, og det jo dog, efter Forslaget, skulde være en Præsts Efterlevende tilladt at vælge en anden Præst til Taler ved Graven, men hver hierarchisk Levning hader jeg og mod hver ny hierarchisk Spire maa jeg protestere.

Texter og Helligdage.

Søndagen har, som Man veed, ligefra Begyndelsen været de Christnes Helligdag, og da den af Apostelen 👤Johannes udtrykkelig kaldes “Herrens Dag,” maa jo Herren selv have indsat sin Opstandelses-Dag, paa hvilken Han ogsaa vilde udgyde sin Aand over Menigheden, til de79res bestandige, ugenlige Høitid; men med de Jødiske Sabbats-Anordninger har Søndagen ei det mindste at giøre, og alle andre kirkelige Helligdage er Menneskeværk, der kun kan være uskyldigt og efter Omstændighederne nyttigt, naar Herrens Dag ei derved stilles i Skygge.

Under Pavedommet, hvis Kiendemærke det er, ei at afskaffe noget Apostolisk, men ligesom begrave det i en Dynge af egne Opfindelser, hvorpaa Man lægger hele Vægten, var da ogsaa Søndagen nær ved at tabe sig i Mængden af selvgjorte Helligdage, og skiøndt alle Protestanter har forkastet Endeel, beholdt vi dog i 📌Danmark ikke saa faa, lige til 👤Struenses Tid, da Man gjorde kort Proces, og afskaffede paa Preusisk, saavidt Man turde, Alt hvad man ikke syndes om.

Nu har vi, som bekiendt, ingen andre søgne Helligdage end Paaske- og Pindse-Mandag, Skiær-Thorsdag, Lang-Fredag, Himmelfarts-Dagen, en eller to Juledage, en Nyaarsdag og en saakaldt stor Bededag; kun er i Hovedstaden og tildeels i alle Kiøbstæder begge Sacramenter ved en, kirkelig talt, stor Uskik, saa godt som skilte fra Søndagen. Mellem Søndagene selv udmærke vi derimod En som Opstandelsens, En som Aands-Udgydelsens, En som Allehelgens eller Reformationens og En som Bebudelsens Fest, og det vilde vel være ønskeligt, om Julen ligeledes holdtes paa en Søndag, men især maatte Christ80ne ønske, at store Bededag kunde bortfalde, da den ikke blot er udsprunget af en blot verdslig, aldeles vilkaarlig Anordning i det Syttende Aarhundrede, men er en Efterligning af Jødernes almindelige “Bods og Bedrings” Dag eller store Forsonings-Fest, som slet ikke passer i den christelige Tankegang. Nyaarsdag er vel ogsaa ganske verdslig, men det veed Alle, og naar den blev høitideligholdt derefter, meer i almeen menneskelig end særdeles christelig Stil, vilde den i enhver Statskirke være paa sin Plads.

For Resten seer Man let, det kommer mere an paa hvordan der holdes hellig, end hvormange Helligdage der staaer i Alterbogen og Almanakken, og at en klog Regiering aldrig i sin Statskirke afskaffer nogen Helligdag, som Folket virkelig ynder og af egen Drift høitideligholder. Derfor var det et stort Misgreb af 👤Struense, som ikke blot gav Statskirken et føleligt Knæk, men tiltrak ham hos Almuen meget Had og mange velmeente Forbandelser, som jeg endnu i min Barndom hørde Gienlyd af, at han med et Pennestrøg ikke blot afskaffede Tredde-Helligdag ved de store Høitider, men ogsaa Helligtrekonger, Mikkels- og Mortens-Dag, som førde Hellig-Aftener med sig. Da Hellig-Aftnerne holdes endnu, vilde det endogsaa være klogt at hellige Dagene paa ny, da Man kan være vis paa, alle de af Almuen, der endnu bryde sig det mindste om Kirken, vilde paa de Dage med Fornøielse besøge den, og det træf81fer sig saa godt, at baade Helligtrekonger, Mikkels- og Mortens-Dag lod sig i den mest oplyste Tid giøre saare høitidelige. Hvor Man nemlig i Hedninglande skiønner det mindste paa Christendommen, var ingen Høitidsdag naturligere end den, der minder om de fromme Hedninger, som opledte Frelseren i Krybben, og det almindelige Bifald en ny Sang om Helligtrekongerne har vundet, viser noksom, at Stjerne-Evangeliet endnu iblandt os har mange gode Venner. Mikkelsdag skulde efter 👤Christian den Tredies Ordinants være Høstfest, og det vilde være en sand Vinding at faae den holdt over hele Landet paa en gammel Helligdag, saa det var kun Skiødesløshed hos Statskirkens Præster, der lod det gaae ad Glemme. Mortensdag endelig er 👤Morten Luthers Navnedag og christelige Fødselsdag, saa det var hos os just den rette Dag til Reformations-Festen, der nu meget upassende maa trækkes om en Søndag med “alle Helgene,” som det maa være Christen-Folket en Trang høitidelig at mindes under Eet, uden noget andet Navn end Hans, som er “herlig i sine Helgene og vidunderlig i alle sine Troende.”

Foruden Sacramenternes Forvaltning bestaaer nu, som Man veed, vor offenlige Gudstjeneste af Messe, Sang og Prædiken,” og medens Førstnævnte er et besynderligt Brudstykke af Middelalderens Kirkeskik ved Nadveren, er San82gen og Formanings-Talen paa Modersmaalet hver Søndag en Efterligning af 👤Morten Luthers Kæmpeskridt til Fornyelse af Arildskirkens ordrige Gudstjeneste. Med Sangen hænger det imidlertid for Øieblikket kun meget daarlig sammen hos os; thi naar den ikke er Kirkegængernes levende Udtryk af deres Tro, Haab og Kiærlighed, da er den hverken i 👤Luthers eller Arildskirkens Aand, og da den dog er beregnet derpaa, og ei, som Papisternes, paa theatralsk Høitidelighed, saa er den nu de fleste Steder meer til Kiedsommelighed og Spot end til Opbyggelse og Opmuntring, og Prækenen er da aabenbar det eneste Livstegn ved vor offenlige Gudstjeneste.

At nu Prækenen, som en lang Monolog eller Tiltale, var i Arildskirken aldeles fri, følger af sig selv, da al Tvang maatte aflive den, men ligesom den første Præken, Herren holdt, var over et Sprog hos Propheten 👤Esaias, som faldt op da han aabnede Bogen, saaledes see vi ogsaa at Apostlerne sædvanlig begyndte med et Sprog af Jødernes Hellige Skrift, som just faldt dem ind; men finde dog, at Hedning-Apostelen 👤Paulus begyndte med hvad han, efter Omstændighederne, fandt mest skikket til at vække Tilhørernes Opmærksomhed. Den Skik i Jødernes Synagog, hver Sabbat at oplæse et Stykke af “Loven og Propheterne” blev imidlertid blandt de Christne af Hedningerne efterlignet, ved at oplæse af Apostel-Skriften og andre christelige Bøger, deels for at bevare 83og udbrede den historiske Kundskab om Herren og Hans Lærdom, og deels for at Talerne deslettere kunde knytte deres fri Foredrag til Noget, der hos Alle var i frisk Minde. Under Pavedommet, da det fri Foredrag paa Kirkegængernes Modersmaal stedse mere faldt bort, og Oplæsningen allevegne skedte paa Latin, forvirredes og hendøde naturligviis det Hele, og ved Reformationen sørgede Man kun for at oplive det fri Foredrag, uden at skiænke en ordenlig Oplæsning fortjent Opmærksomhed. De Søndags-Evangelier og Epistler, Man fandt i Kirken, vedblev Man vel at oplæse paa Modersmaalet, men alle dem paa Ugedagene, der tjende til historisk at udfylde dem, blev tabt af Sigte, undtagen i 📌England, hvor Man ved Siden oplæser hele Bibelen.

Ved 👤Christian den Femtes Ritual befaledes nu hos os, at der i Kiøbstæderne skulde prækes over Evangeliet til Høimesse og over Epistelen til Aftensang, men paa Landet altid over Evangeliet, og saalænge denne Tvangs-Lov var i Kraft, blev Prækenerne naturligviis Aar for Aar koldere, stivere og dødere, opramsede som en Udenads-Lexe. Først i Slutningen af det Attende Aarhundrede blev Foredraget igien frit, saa Prædikanten ikke blot oplæste Evangelium eller Epistel, som han selv vilde, men prækede med eller uden Hensyn paa det Oplæste, i Over84ensstemmelse dermed eller i Modsætning dertil, Alt efter Behag, og skiøndt denne grændseløse Frihed, lige ovenpaa en gruelig Trældom, tit blev anvendt grumme galt, saa er det dog denne Frihed, vi kan takke baade for 👤Mynsters og vel for alle de Prækener, Man i den sidste Tid fandt værd at høre, ligesom vi igien maae takke disse Prækener for al den frivillige og frugtbare Kirkegang, der endnu finder Sted.

Fra dette jævne kirkehistoriske Stade er det nu, jeg vil betragte Hr. Biskop 👤Mynsters Forslag, deels om at flytte store Bededag fra efter Paaske til Fastelavn, med hvad anden Flytning, der huer ham, og deels om at anordne en endnu langt stivere og vilkaarligere Oplæsning af Bibelske Brudstykker, end vi har nogensinde havt, og om at binde Prædikanten til Texten med det Syttende Aarhundredes opsnoede Reeb; og hvad jeg maa synes om saadanne Forslag, kan Læseren vel giætte sig til, men jeg skal dog stræbe ret tydelig at udvikle det. Dannede Folk er nemlig i vore Dage saa afvant med at agte paa hvad Helligdagene hedder, og hvad der læses op i Kirken, at Hr. Biskoppens Forslag i denne Henseende lettelig, som en reen Ubetydelighed, kunde oversees og stadfæstes, uden derfor enten at være mindre urimeligt eller blive mindre skadeligt.

Hvad nu først Flytningen angaaer, saavel af Bededagen, som af endeel gamle Texter frem og tilbage i Kirkeaaret, da vilde den vist nok selv 85paa Landet kun giøre lidt Opsigt nu, imod som for hundrede Aar siden, men den vilde dog giøre en heel Forstyrrelse i Evangeliebogen og Almanakken, og de ikke saa faa af Almuen, for hvem Kirkegangen paa store Bededag endnu er en Bods-Vandring, vilde naturligviis enten jamre eller glæde sig, og allenfalds lade den ny Bededag i Fasten skiøtte sig selv. Nu velan! der følger altid lidt og tit megen Overtro med saadanne Bods-Vandringer og selvgjorte Helligdage, saa det skal ikke anfægte mig, og jeg tør ikke nægte, at naar Præsterne, som nu, er nær ved at være hele Menigheden og kan derfor virkelig paa en Maade betragtes som Stats-Kirken; da har de en “ledig Time,” hvori de uden Opsigt kan giøre omtrent Alt hvad de vil inden Dørre, naar de blot kan blive enige med dem selv om hvad det skal være; men jeg maa dog ikke dølge, hvad jeg som Historiker, har bemærket, at naar de først begynder at flytte om, eftersom de synes, det klæder bedst, da gaaer det gierne som med Pavernes Flytning mellem 📌Rom og 📌Avignon: de bliver bestandig mere uenige baade med sig selv og Andre om “Smag og Behag.” Derfor skulde jeg raade til at lade Bededagen staae hvor den staaer, til Man har besluttet at lade den falde, og ei begynde at flytte om med Evangelierne, før Man reent vil slaae Haanden af dem. Jeg for min Part har Intet mod Nogen af Delene, thi, for min Part, har jeg opgivet alle Helligdagene, paa Søn86dagen nær, som papistisk Surdei, og naar jeg tager hele Bibelen, faaer jeg alle Evangelier og Epistler i Kiøbet; men det er ingenlunde Meningen med Hr. Biskop 👤Mynsters Forslag, hvorefter Alting netop skulde staae stivere og fastere end før, og er der et gammelt Træ, Man ønsker det om og vil holde ilive, da flytter Man det jo ikke, men sætter Stivere til det!

Og hvorfor skulde nu ogsaa store Bededag flyttes?

Jeg husker nok i min Ungdom at have læst, den Bodsdag kom meget ubeleilig i Saatiden og den lystelige Vaar, men da jeg smilde ad det, drømde jeg mindst om at see den Grund anført i en Bog af “👤Mynster,” uden for at skinne i den skraa Belysning, han dengang saa mesterlig vidste at anvende, og dog søger jeg nu forgiæves nogen anden Grund til at forlægge den fra “Festtiden,” da der “kimes” i alle Kirketaarne, til “Fastetiden” da Kirken har en tilsvarende Character, og hverken Marken frister Plovmanden eller Skoven Kiøbenhavnerne til at forsømme Kirken*Bemærkningerne S. 9..

Uden nu at tale om Christeligheden af den papistiske Langefaste, som, efter Herrens Ord, kun passer, naar “Brudgommen er borte,” vil jeg kun spørge, hvor, udenfor Kirketjenesten, der tit er fastende nok, Man endnu finder Spor af vore 87dres “Fastetid,” eller hvor Man, selv inde i Kirkerne, mærker, at Tiden, naar det kimer, er mere festlig end i Dimmelugen? thi jeg veed det sandelig ikke, og maa derfor finde det høist ubetimeligt at flytte Bededagen paa en Grund, der allenfalds kun vilde havt noget at betyde dengang, Man, i vore Oldefædres Dage, desuagtet gav den sin nærværende Plads. Lidt klogere vilde det dog udentvivl være at benytte denne verdslige Kirkedag, vi nu engang har faaet, til en Mindefest om Guds besynderlige Godhed mod vort Fædreneland, hvortil Vaaren netop laaner de naturligste Farver!

Evangeliernes Forflyttelse er vist nok ikke nær saa betænkelig, og naar Vindingen var indlysende, vilde vore faa Kirkegængere vel nok finde sig i den, men at flytte uden Plan efter Indfald var dog ingenlunde Umagen værdt.

Naar saaledes Hr. Biskop 👤Mynster vil have Evangeliet om 👤Maries Bebudelse” flyttet fra sidst i Fasten til først i Advent, da er det især fordi det, som en glad Tidende, faldt ham fremmed i Fastetiden; thi at ordne Evangelierne historisk erklærer han selv for ugiørligt *Bemærkningerne S. 6 og 8., og rykker altsaa Bebudelsen aldeles vilkaarlig fra sin dog lidt historiske Plads ved de “fyrretive Uger” før Jul.

Naar fremdeles Hr. Biskoppen vil have Lectien 88om Mærkesmanden med Korsbanneret, 👤Stephanus, flyttet fra Julen til anden Pindsedag, da skulde Man tænke, det var for at give en Række historiske Texter af Apostlernes Gierninger, men det er ingenlunde Meningen, det var kun fordi Martyrdøden faldt “ubeleilig” saa nær ved 👤Christi Fødselsdag.

Resten af dette Slags er alt for ubetydeligt og vilkaarligt til engang at nævne, men der er en ganske anden Nyhed med Texterne, Hr. Biskoppen vilde have indført og som jeg ganske alvorlig maa protestere imod.

Foruden Evangelier og Epistler foreslaaer nemlig Hr. Biskoppen en tredie Række af Texter til alle Helligdage, og derimod kunde, naar Man havde frit Valg, Intet være at indvende, skiøndt det immer klinger løierligt, naar Hr. Biskoppen selv siger, at en af de væsenligste Fordele, det ny Ritual skulde bringe, er uden Tvivl en forøget og forbedret Sam ling af Texter til Prædikener *Bemærkningerne S. 4.); thi slige Smaating var dog vist ikke saa store Ophævelser værd midt i det Nittende Aarhundrede, da det vist mindre er Bøger med Texter og Prædikener, end gode Præster, Man fattes. At der nemlig kan holdes mange slette Prædikener over en god Text, det veed vi Alle, men en slet Præken blot af Mangel paa en god Text er der vist aldrig holdt i 89Christenheden. Jeg kan imidlertid nok forstaae, at en veltruffet Samling af Bibelske Brudstykker kunde i Middelalderen været endeel Præster et velkomment Tillæg til Evangelierne og Epistlerne, men nu, da vi i Bibelen paa Modersmaalet har en Samling af Texter, der hverken kan forøges eller forbedres, nu har enhver anden forøget og forbedret Samling i mine Øine kun meget lidt at betyde, thi de Præster, der endnu trænge til, at Bispen skal lede en Text op for dem i Bibelen, trængde vist ogsaa til, han skulde baade skrive og holde deres Præken for dem, og var altsaa kun tjent med en Postil at læse op af.

Men en ny Række af Bibelske Texter kan jo dog aldrig skade!

Jo tilvisse, thi skulde den væsenlig bidrage til at skaffe os en ny forordnet Alterbog og et nyt ufravigeligt Ritual paa Halsen, da havde den skadet usigelig, og skulde den være Skatten værd, som derved lagdes paa alle Statskirkens Medlemmer for nye Psalmebøger, da maatte der dog ligge en klar Idee til Grund, historisk, dogmatisk eller moralsk, der kunde veilede Prædikanten, men en Saadan spores ikke, med mindre det skal være deri, at naar Man lægger de nye Texter til de Gamle, har Man Noget af næsten alle det Ny Testamentes Skrifter. Skulde dette veilede til Noget, maatte det være til den Tankegang, at Jakobs Brev var just ægte og andet Peders meget farligt, thi af hint skulde vi have 90to nye Texter, men af dette miste den eneste Gamle, vi havde. Jeg misunder slet ikke Rationalisterne denne lille Triumf, thi for mig maae de præke hele Aaret om og hele deres Levetid over Jakobs Brev, men jeg maa paaanke det, som en aabenbar Partiskhed, da Hr. Biskoppen udtrykkelig erklærer*Bemærkningerne S. 12., at skiøndt Texten af andet Peders Brev (om Herrens Forklarelse) var meget passende, vilde han dog ikke beholde den, fordi Brevets “Ægthed er meget tvivlsomt.” Hvorledes Hr. Biskoppen kan for svare den Plet, han dermed sætter paa andet Peders Brev, da han endog tager tre nye Texter af Ebræer-Brevet og To af Jakobs, som dog vel hverken af indvortes eller udvortes Grunde er mindre, men langt mere tvivlsomme, det er mig ganske ubegribeligt.

Dog, det Værste, og egenlig det Eneste, hvorfor det er værdt at tale om den ny Text-Samling, er, at Præsterne ingenlunde skulde have frit Valg mellem de tre Texter til hver Søndag, men i to Aar slavisk hoppe mellem de gamle Evangelier og Epistler, og det Tredie ligesaa slavisk følge Hr. Biskoppens hverken historisk, dogmatisk eller i nogen Henseende sammenhængende Række. Man troer neppe sine egne Øine, naar Man seer et saa91dant Forslag af en saadan Mand i vore Dage, thi Man skal ikke let sige, hvad der er urimeligst, enten at ville nu giøre de aandelige Baand strammere end de hidtil var, eller at ansee den strængeste Eensformighed af Texter for en Vinding, naar Prækenerne blev lige forskiellige, som jo Fornuften giver, de vilde, da Texterne ligesaalidt kan omskabe Prædikanterne, som benytte sig selv.

Og nu Hr. Biskoppens Grunde, hvorfor vi, som længe har havt frit Valg mellem Evangelium og Epistel, nu ei blot skulde miste det, men selv miste Lov til at følge en af Rækkerne Aaret om; Grundene, hvorfor vore gamle Evangelier, der har bidraget saa usigelig meget til mange christne Slægters Oplysning, Opbyggelse og Glæde, nu skulde ligesom sidde to Aar i Forbedringshuset for hvergang de lod sig høre; og endelig Grundene for, at vi hvert tredie Aar, efter de nye Texters Anviisning, ikke skulde præke om et eneste af 👤Christi Mirakler eller en eneste af Hoved-Begivenhederne i Hans Liv, altsaa have et Messefalds-Aar uden Jul, Paaske og Pindse, eller “et Aar uden Vaar!”

Til nogensomhelst Grund for alt Dette har jeg ikke fundet mindste Spor, saa naar Hr. Biskoppen siger, han tør troe, at denne Indretning, med tre Texter til afvexlende Brug, vil have “Geistlighedens næsten almindelige Samtykke” og at den særdeles vil bidrage til christelig Op92byggelses Fremme*Bemærkningerne S. 13., da skiønner jeg ikke rettere end at det er en “blind Tro,” der kun passer maadelig til vore oplyste Tider.

Vel hedder det nemlig, at da kun et yderst ringe Antal af Landets Geistlighed har erklæret sig for et frit Valg af Texter, tør Hr. Biskoppen ansee sig fritagen for (hvad han desuden for mange Aar siden har gjort) at fremføre de Grunde, der tale for fastsatte Texter; og dernæst, at næsten alle Geistlige, som har erklæret sig over Sagen, har ønsket nogen Forandring i de nu anordnede Texter, og tillige at Antallet af Texterne maatte forøges, paa det Menigheden kunde blive fortrolig med en større Deel af den hellige Skrift, og for at Prædikanterne ikke skulde udtømmes ved Aar for Aar at prædike over de samme Texter*Bemærkningerne S. 4-5.. Alt Dette kan imidlertid være bogstavelig sandt, uden at Man deri øiner mindste Grund til den fastsatte og tvungne Afvexling, som jo ikke før har været Geistligheden bekiendt, saa den derom kunde have nogen Mening; thi fordi Man ikke ønsker grændseløs Frihed, kan Man jo godt hade fuldkommen Trældom, og hvad Hr. Biskoppens gamle Afhandling om denne Sag angaaer, da vilde den, saavidt jeg husker, hverken forsvare den Vilkaarlighed, hvormed Hr. Biskoppen nu behandler vore gamle Texter, eller 93trøste de Prædikanter, som udtømmes ved bestandig at holde sig til dem.

Hverken Hr. Biskoppens Forsvar for vore gamle Texter eller Geistlighedens Ønske om et større Antal at skifte med, kunde da fritage for at anføre Grunde, naar Man foreslaaer, at vi herefter hverken skal have Lov til at vælge mellem Evangelier og Epistler eller til hele Aaret om at følge en af Rækkerne, end sige have Meer at vælge mellem, men at naar der første Søndag i Advent prækes over Evangeliet, skal der anden Søndag prækes over Epistelen, og saaledes “et, to, et, to” hele Aaret om; saa næste Aar først Epistel og saa Evangelium; og saa det tredie Aar hverken Epistel eller Evangelium, men de Bibelske Atomer, Hr. Biskoppen har lagt paa Slump ved Siden ad hinanden, men som dog ingenlunde maae forrykkes. Kun en enkelt Gang, hedder det, som ved en Høstpræken, kan det, som en Undtagelse, tillades Præsten at vælge en anden Text, dersom han ikke i den Bestemte kan finde bekvem Anledning til at afhandle den Materie, han ønsker at foredrage*Ritual-Forslaget S. 8-9..

Man seer heraf, det er Hr. Biskoppens Mening, at vi ikke blot skulde oplæse men blindt følge disse aldeles vilkaarlige Rækker, og “denne Afvexlings” Behagelighed næsten for os Alle og særdeles Bekvemhed til at fremme christelig Opbyg94gelse, den er det, jeg aldeles savner Grunde for, medens Alt hvad jeg kiender til den menneskelige Natur, og til Betingelserne for gode Prækener, leder mig til at troe, der ikke er en eneste dygtig Præst i 📌Danmark, der vil give sin Stemme til en saadan Vexel-Drift med Præster, og at under et saadant Aag maatte den Smule christelig Opbyggelse, der end er i vore Kirker, aldeles forsvinde!

Sæt nemlig, at Hr. Biskoppens tre Aargange af Texter var noget ganske Andet end hvad de er, var ikke atomistiske men organiske, saa Man enten havde en historisk, en dogmatisk og en moralsk Række, der udgjorde et fuldstændigt Begreb af almindelig Bibelsk Christendom, eller at disse Rækker af psychologiske Grunde med Konst var saaledes blandede, at de samlede udgjorde en naturlig Lære-Cyclus, saa vilde det dog giælde dobbelt i Aandens hvad der allerede giælder i Haandens Verden, at sunde Regler for Sædskifte, Vexeldrift og et vel indrettet Agerbrug er det vel godt at have stadig for Øie, men ligefuldt en Ulykke at være bundet til, da baade egne Midler, Jordens Beskaffenhed og mange uberegnelige Omstændigheder kan giøre store og hyppige Afvigelser nødvendige, naar Man ikke vil gaae til Agters og spille Bankerot. Eller sæt, at der i de foreslagne Rækker under den tilsyneladende Vilkaarlighed laae en dyb Sammenhæng skjult, der lod sig føle, saa beroede jo Gavnligheden paa at den blev følt, og ei paa, at Rækken, trods en modsat Følelse, blev fulgt, da 95al Erfaring lærer, at Man kun præker godt om hvad der paa en eller anden Maade netop da staaer levende for os, saa jeg kan umuelig begribe, hvor saa skarpsindig en Mand, som Hr. Biskoppen, kan vente, at det Trældoms-Aag, han vilde paalægge os, skulde enten være os lifligt eller bære andre Frugter end den visne Pæl, en vis Abbed befalede en af sine Munke, til Lydigheds-Prøve, hele Aaret rundt omhyggelig at vande!

Men kunde Man dog ikke gierne føie Hr. Biskop 👤Mynster i at oplæse Texterne i den Følge, han nu engang ønsker, og ligefuldt afhandle hvad Man selv finder sig oplagt eller drevet til?

Jo saamæn kunde jeg maaske nok det, uden at Nogen skulde kunne sige, jeg gik mere fra Texten end Man i vore Dage sædvanlig gaaer, naar Man siges at holde sig til den; men det kan ingenlunde Alle, og da det jo netop maa være for Stympernes Skyld Text-Baandet snoes, hvad skal da Stymperne giøre med den ny ufravigelige Text-Række, hvortil der i hele Boghandelen ei findes en tilsvarende Aargang Prækener! For christelige Præster er det desuden en ganske anden Sag at finde sig bundet til Texterne fra Arildstid, der ikke blot kan forudsættes bekiendte indtil de mindste Dele, men gik for en stor Deel som Ordsprog og Sentenser over i Modersmaalet, end at bindes til nye Bibelske Brudstykker efter en Enkeltmands Skøn, og derved, saavidt mueligt, fjernes fra de gamle 96Texter og hindres fra med dem at fornøie de Troende, der intet Aar vil savne de kiære Taler om Herrens Fødsel, Daab og Fristelse, Opstandelse og Himmelfart, Brylluppet i 📌Cana, Pharisæren og Tolderen, Enkens Søn af 📌Nain, den Værkbrudne, og flere saadanne skiønne Evangelier, saa om det var et heelt Concilium, der befalede, at disse Taler to Aar halvveis og det Tredie aldeles skulde forstumme i Kirken, da maatte jeg protestere baade i mit eget og i Menighedens Navn.

Man agte nu vel, det er her som overalt kun den større Tvang for Alle og Tvang fra det gode Gamle for os, som vil blive ved det, jeg protesterer imod, og at for mig og Menigheden paastaaer jeg kun Frihed til at beholde det Gammel-Lutherske, hidtil Forordnede, i Kirken, medens jeg anbefaler al den Frihed, mine Modstandere kan trænge til og med mindste Skiel forlange, saa dem ønsker jeg ikke blot Frihed til at nyde den foreslaaede “Afvexling,” om de har Lyst, men til hver Søndag at have Valget mellem alle Biblens Bøger, Kapitler og Vers. Ogsaa mig selv og mine Præstevenner ønskede jeg vel denne Bibelske Frihed, der aldrig kunde skade, da den jo indesluttede Friheden til saa strængt, Man vilde, at følge enten den gamle Orden eller hvilken Man holdt for den Bedste; men saavel Kirke-Historien som egen Erfaring 97har lært mig, vi kan nøies med den Frihed, vi i denne Henseende hidtil har havt, og netop ved min fri Forbindelse med vore gamle Evangelier, i 📌Frederiks-Kirken, har jeg vundet dem saa kiære, at kun Menighedens Bedste kunde bevæge mig til Forandring. At nu Menigheden, hvor der er nogen, havde godt af at blive fortroligere bekiendt med hele Bibelen og især det Ny Testamente, end den er, har jeg længe følt, og at nogen Afvexling af Texter kunde bidrage dertil, er ligefrem, men visselig ikke en Afvexling, der gjorde Præsten til Slave, og heller ikke en Afvexling, der endnu mere sønderrev den historiske Traad, der for os Alle, og da især for Børnene i 👤Chri sto, er det nødvendige Baand, hvortil al christelig Oplysning maa knyttes.

Vore Søndags Evangelier og Lectier er jo kun Brudstykker af den gamle Kirke-Læst, der vel i vore Stats-Kirker kun meget ufuldkommen lader sig fornye, men lod sig dog i det enkelte til megen Oplysning og Opbyggelse efterligne, naar først Frihed istedenfor Trældom blev vort Kirke-Princip, som den aabenbar til alle Tider er Aandens Element. Den Engelske Skik: foruden Evangeliet at oplæse hver Søndag et Kapitel af Bibelen baade det Gamle og Ny Testamente, og da præke over en af Delene eller over et enkelt Skriftsprog, vil jeg vel ikke anbefale, men den viser dog, hvad der endnu lod sig giøre, og vedligeholder virkelig megen 98om end chaotisk Bibelkundskab. At oplæse i Løbet af hvert Kirkeaar Lucas Evangelium og Apostlernes Gierninger, vilde, hvor Præsten eller Skolelæreren havde Lyst og læste godt, lægge en klar og ypperlig historisk Grundvold og tilbyde Prædikanten den bedste Leilighed til nyttig og fornøielig Afvexling, men en Befaling derom vilde kun giøre Skade, saa vi fattes kun Tilladelsen. Herved udfyldtes nemlig alle de Huller, vore Søndags-Evangelier lade staae i Herrens Levnets-Løb, og der vandtes et stedse meer bekiendt historisk Grundlag for den lange Trinitatis-Række, som nu ganske fattes det, skiøndt enhver dygtig Præst kan see, at den Vanføres Helbredelse, 👤Ananias og 👤Saphira, 👤Gamaliels Raad, 👤Stephans Lidelse, 👤Simon Troldmand, Kammersvenden fra 📌Morland, 👤Pauli Omvendelse, 👤Tabithas Opvækkelse, Høvedsmanden 👤Cornelius, Christen-Navnets Ophav, 👤Peders Fængsel, 👤Herodes Endeligt, 👤Sergius Paulus, 👤Pauli Stenelse, Apostlernes Hyrdebrev, Stokmesteren i 📌Philippi, de Vise i 📌Athenen, Guldsmeden i 📌Ephesus, 👤Eutychi Opvækkelse, 👤Pauli Afsked, Kong 👤Agrippa, 👤Pauli Skibbrud og hans Stuefængsel i 📌Rom, vilde paa een Gang stille de stadige Tilhørere Kirkens Stiftelses-Tid for Øie, og aabne Prædikanten en rig Guldgrube, længe saagodtsom ubearbeidet. Kunde ogsaa Noget igien skaffe os en stadig Sommer-Kirkegang af egen Drift, er jeg vis paa, det var en saadan Afvexling, og hjelpe betydelig maatte den overalt 99hvor der endnu er Mund og Øren for Sligt, uden at Tiden mellem de store Høitider tabde det Mindste af sit eiendommelige Præg, der ingenlunde er den papistiske Afvexling af Hovedhængeri og Lystighed, som Fastelavn og Faste, men Herrens Billede, som Han boede iblandt os med den Eenbaarnes Herlighed under Stodder-Dragten.

Saameget for at vise, jeg slet ikke forguder vor gamle Indretning, fordi jeg modsætter mig en Ny, der ikke blot var tre Gange værre, men, hvor den traadte i Kraft, maatte virke som Død og Opløsning baade paa Præst og Menighed; thi vel kan Man sige, det stod Præsten frit for at holde saa frie og levende Bibellæsninger ved Siden, som han vilde, men Man glemmer da, baade at der skal megen Livskraft til at giennemgaae Døden engang hver Uge, og at vor Opgave, som Præster i Stats-Kirken, jo ingenlunde er at giøre den med sin offenlige Gudstjeneste overflødig, men netop at giøre den tilstrækkelig. Kun fordi jeg, som Embedsmand i den, har dette for Øie, modsætter jeg mig i Eet og Alt Hr. Biskop 👤Mynsters Forslag til at fremtvinge Eensformighed hvor Eenheden fattes, og stramme alle Baand hvor Frihed er uundværlig; thi ønskede jeg Stats-Kirken afskaffet, og vor ordenlige Guds-Tjeneste afløst af allehaande Gudelige Forsamlinger, med og uden Præster i Spidsen, da taug jeg, eller opmuntrede Hr. Biskoppen til at sætte sit 100Forslag igiennem med al muelig Strænghed, thi jeg er visselig ikke bange for, at den Aand, jeg taler og virker i, skulde enten tabe Slaget eller lade sine Redskaber blive den sorte Døds Offere, hvor steendød Man end gjorde Stats-Kirken og hvor lænkebundet end dens Præstestilling blev; men jeg troer at Stats-Kirken, med tarvelig Frihed, kan endnu, maaske i Aarhundreder, baade være 👤Christi Kirke og 📌Danmark til Velsignelse, derfor protesterer jeg mod al ny Tvang og tilraader al den Frihed, der kan giøre Medlemmerne dens Byrder lette, uden at forandre deres Stilling til Regieringen og det Borgerlige Selskab.

Derfor maa jeg ogsaa fraraade den Indskærpelse, Hr. Biskop 👤Mynster foreslaaer*Ritual-Forslaget S. 9., af Forpligtelsen til giennem hele Fasten at præke over “Lidelses-Historien,” thi deels tør jeg paastaae at hele den sørgelige Faste-Betragtning er en papistisk Levning, Man ei skal frede om, og deels er det en Kiendsgierning, at Faste-Prækenerne i Almindelighed falde Præsterne besværlige og Kirkegængerne kiedsommelige, skiøndt Mange af dem undsee sig ved at tilstaae det. Derfor vil jeg give dem et godt Exempel, ved at tilstaae, det gaaer mig ligedan, skiøndt Man veed, det er ikke fordi 👤Christi Kors for arger mig, og kunde jeg faae Tilhørere, skulde jeg gierne præke hver Dag i Dim101mel-Ugen over Lidelses-Historien, men fem Søndager i Træk Eet og det Samme er unaturligt, og Udskeielserne, som der er Anledning nok til, er for smaa i den store Kiæde.

Collecter og andre Kirkebønner.

Messe-Bønner eller Collecter er en Levning af Pavedommets gamle Messe, og da Opbyggelsen derved ganske beroer paa hvordan den udføres, og for en stor Deel paa om Præsten kan synge, burde det vist være en fri Sag, om Præsten vilde læse Messe eller ikke, og allenfalds være ham overladt, hvilke Bønner han fandt sig istand til at messe til Opbyggelse, og til en saadan Frihed vilde der nu være saameget mere Grund, som Messen nok paa Landet er meget aflagt, og holdes i Kiøbstæderne sædvanlig enten for tomme Stole, eller under stor Forstyrrelse af Tilhørerne, som vælge den Tid til at komme og gaae; men da det vilde være latterligt at vente Friheds-Forslag af Hr. Biskop 👤Mynster, vil jeg her, som allevegne, indskrænke mig til at protestere mod den ny og meget værre Tvang, han vil have os paalagt. Ogsaa her skulde vi nemlig tvinges fra noget Gammelt, der giennem Aarhundreder ei blot har viist sig taaleligt, men tildeels meget opbyggeligt, til noget Splinternyt af Hr. Biskoppens eget Arbeide, der saa ganske bærer Præget af hans Indivi102dualitet, at det kan være meget godt paa sit Sted, i Hr. Biskoppens egen Mund, uden derfor at passe i nogen Andens. Kommer nu hertil, at Hr. Biskoppen ved sit eget Exempel i en heel Menneske-Alder har viist, at vore gamle Collecter saavelsom alle vore gamle Formularer er endnu ret brugelige, men har ei engang prøvet om de Nye vilde tækkes ham selv uden paa Papiret, hvor Alting klinger lige godt; saa er det jo dog meget overilet at foreslaae disse nye uprøvede Prøvestykker til udelukkende og ufravigelig Brug! Man mærke vel, det er kun det Sidste, kun Udelukkelsen af vore gamle, prøvede, os tildeels kiære og dyrebare Collecter, og Paatvingelsen af Splinternye, Uprøvede, aldeles Fremmede, jeg paaanker; thi at Hr. Biskoppen vilde prøve sin Lykke med at levere noget Nyt, der ikke blot taalde Sammenligning med det Gamle, men fortjende at foretrækkes, det kunde jeg vel ansee for lidt dristigt, men kunde saameget mindre anke over, som det jo var Hr. Biskoppen selv, der havde Ubehageligheden, hvis Forsøget mislykkedes, medens Statskirken muelig kunde vinde, men aldrig tabe derved. Da Hr. Biskoppen derimod ved den Verdslige Øvrighed vil have sit Arbeide med Magt indført, uden virkelig foregaaende Prøvelse og uden Leilighed til Sammenligning med det Gamle, der er prøvet og har vundet Aarhundreders Bifald, men skulde til Straf udkastes i det yderste Mørke, nu maa jeg protestere, det bedste, jeg kan.

103Eller er vore gamle Collecter i Hr. Biskoppens Øine kirkelige Misdædere, som har deres Liv forbrudt, da sige Man os, hvad de har syndet, saa deres Venner kan tale deres Sag, og hvis de alligevel fordømmes, da lade Man de Nye i det Mindste efterligne dem deri, at de først efter i halvandethundrede Aar at have vundet Præsternes frivillige Stemme, ansøge om Kongelig allernaadigst Stadfæstelse paa deres Eneret!

Spørge vi nu Præsten i 📌Spjellerup, hvad han havde mod vore gamle Collecter, da indrømmer han kun, at de, som alt Menneskeligt, har deres svage Sider, men roser dem for Resten, og spørge vi Biskoppen i 📌Sælland, da synes han ei at finde anden Feil hos dem før Prædiken, end at de passe til Dagens Evangelium, og blive altsaa i de to Aar halvveis og i det Tredie aldeles upassende, naar hans Forslag til Afvexling med Texterne skal følges, og mod Collecten efter Prædiken har han kun det, at den staaer ene *Bemærkningerne S. 13-14..

Altsaa, de med Evangelierne passende Collecter før Prædiken, som er aldeles uskyldige i Hr. Biskoppens urimelige Forslag, skulde bøde for det, og fordi Hr. Biskoppen fandt, det var ikke godt, at den liflige Collect efter Prædiken blev alene, skulde den nøies med et lille Naadsensbrød, og dens store Besiddelse deles paa Slump mellem ubekiendte Lyk104kefristere! Hvem kan dog her gienkiende den sunde Logik, som Man skulde mene, snarere maatte ledt Hr. Biskoppen til at opgive Text-Forvirringen, der krævede saa store Offere, og til enten at give den hidtil mageløse Collect efter Prædiken en værdig Medhielp, eller lade den fremdeles staae ene, som den stod med Æren i halvandet Aarhundrede, uden at vist nogen dygtig og taktfast Præst ønskede Fasten, for i syv Uger at være den kvit! Herefter skulde syv Uger af den lange Trinitatis, som Hr. Biskoppen dog ellers selv er forlegen med, være hele denne kongelige Collects beskikkede Deel, og derved skulde “en betydelig Mangel” i vor Alterbog være afhjulpet*Alterbogs-Forslaget S. 32. Bemærkningerne S. 14., som jeg dog aldrig har sporet ved at messe den mageløse Collect uafbrudt i syv Aar! Naar derfor Hr. Biskoppen mener*Bemærkningerne S. 17., at hans “langt flere Collecter efter Prædiken” kan bøde paa de “Færre før Prædiken,” da synes denne Regning i alle Maader meget for rund, thi om ogsaa Tallet gjorde Sagen klar, foreslaaer Hr. Biskoppen jo kun 35 Collecter baade før og efter Prædiken, medens vor gamle Alterbog nok har 65 før Prædiken, og dog egenlig To efter Prædiken, der passe fuldt saa godt til hele Aaret som deres sytten nye Medbeilere.

Hvad nemlig Passeligheden af de nye Collecter angaaer, da tilstaaer Hr. Biskoppen selv at 105med den halter det meget kiendelig, men hans Tankegang i denne Henseende falder mig saa fremmed, at jeg maaske ikke ret har fattet den, og vil derfor bede Læseren selv see efter*Bemærkningerne S. 13-15.. Efter at have anmærket, at til de nye Texter passe naturligviis de gamle Collecter ikke, og at hvis Man, som i adskillige nyere Agender, gav Prædikanten Valget mellem endeel Collecter af forskielligt Indhold, vilde han dog tit kun vanskelig finde en Collect, der nogenledes stemmede med hans Prædiken; da tilføier Hr. Biskoppen “Jeg har troet, at Vanskelighederne bedst lode sig hæve ved at inddele Kirkeaaret i et Antal af mindre Afsnit, og da for ethvert af disse at udarbeide een Collect til at messes før Prædiken og en anden til at messes efter Prædiken. I disse Collecter kunde da tages Hensyn til den Tid i Kirkeaaret, i hvilken de bruges, og til den for denne Tid anordnede Cyklus af Texter, og Menigheden vilde da derved strax henledes til de Forestillinger, som just paa den Tid i Særdeleshed bør giøres levende, og fra hvilke Prædikanten kan ventes at ville gaae ud. Inddelingen af den første Halvdeel af Kirkeaaret, eller indtil Pindsefesten, havde ingen Vanskelighed; men i den anden Deel af Kirkeaaret, eller Søndagene efter Trinitatis, maatte Inddelingen blive vilkaarlig, da her Intet var givet, hvorfra 106der kunde gaaes ud, og Søndagene her ikke ere sam menføiede med noget naturligt Baand. Jeg har derfor her taget syv Søndage sammen og i Collecterne taget saameget Hensyn paa de i hvert Afsnit forekommende Texter, som Omstændighederne tillode.”

Hermed synes mig nu Hr. Biskoppen siger, at fordi de gamle Collecter ei herefter hver Søndag vilde passe til Texten, og da Præsterne ved frit Valg neppe hver Søndag vilde finde en passende Collect, saa hævedes Vanskeligheden bedst ved at paatvinge Præsterne endeel Collecter, der vel aldrig passede til nogen enkelt Text, men havde dog om Vinteren Hensyn til Tiden, og var kun vilkaarlige hele Sommeren; men det giver kun Mening, naar Man føier til, at “Tvang passer” ganske vidunderlig for Præsterne, saa, naar kun den i passende, (ganske overordenlig) Grad finder Sted, bortfalder paa en Maade alt det Upassende ved Collecterne. Om nu dette virkelig er Hr. Biskoppens Mening, tør jeg vel ikke afgiøre, men at han ingen Frihed levner os, er dog klart, og hvorfor vi da ikke heller maatte beholde de 65 gamle Bekiendtere, der dog især om Sommeren altid vilde passe bedre til Texterne end deres aldeles vilkaarlige Efterfølgere, det er mig igien ubegribeligt, med mindre Hr. Biskoppen troer at hans nye Collecter staae himmelhøit over de Gamle i Fynd og Høitidelighed, hvad jeg, uden at ville paa nogen Maade nedsætte 107dem, vover at betvivle, til de har været messet ligesaa tit. Selv synes Hr. Biskoppen ikke at være paa det Rene med denne Sag, thi vel siger han, at vore gamle Collecter “gientage idelig det Samme,” og at han kun har givet saa faa, for at “bringe nogen Rigdom og Afvexling i Indholdet;” men han “tør dog ikke nægte, at der ogsaa i de Nye findes mange Gientagelser” og tilføier, at Flere af de gamle ere optagne med liden eller ingen Forandring, ligesom han ved Udarbeidelsen af de Nye har stræbt at holde sig saa nær som mueligt til Formen og Tonen af de Gamle*Bemærkningerne S. 17.. Det gaaer ogsaa virkelig mig med Hr. Biskop 👤Mynsters Collecter, som det gik Præsten i 📌Spjellerup med Biskop 👤Bojsens, at jeg veed ikke at have stødt paa nogen ny Tanke, skiøndt jeg har savnet Mange af de Gamle. Uagtet jeg nemlig ingenlunde tør fritage vore gamle Collecter for en Deel overflødige Gientagelser, ligger det dog allerede i deres Forhold til Evangelierne, at de maae være meget rigere end Efterligningerne med ubestemt Hensyn paa den kirkelige Aarstid eller et Syvtal af Texter uden Sammenhæng, og desuden synes de “Orientalske” Udtryk og Doxologien, som Præsten i 📌Spjellerup mesterlig forfægtede, ei at have saa stor en Velynder i 📌Sællands Biskop.

108Dog, jeg havde, mod min Hensigt, nær begyndt at critisere, hvad Hr. Biskoppen bedes at tilgive, for den Latinske Dannelses Skyld, som løber derpaa ud, og som Hr. Biskoppen ynder langt mere end jeg, men som vi dog Begge har faaet og kan ei blive kvit. I Grunden har jeg nemlig intet Andet mod Hr. Biskoppens Collecter end at de skulde os paatvinges og udelukke de Gamle, hvoraf Mange overgaae Alt hvad Man nu giør af det Slags, og derfor har jeg stræbt at vise, hvorlangt Trældoms-Texterne og Tvangs-Collecterne i mine Øine er fra at kunne anbefale eller forsvare hinanden, da det meget meer synes mig soleklart, at saalænge vi skal være bundet til faste Texter og Collecter, maae vi dog i det Mindste have Lov til at beholde de gamle Forbindelser, som Mosset adler, og som desuden er i det mindste syv Gange liberalere end de Nye, Hr. Biskop 👤Mynster foreslaaer.

Om de lange Kirkebønner kan jeg fatte mig kort, da Hr. Biskop 👤Mynster, Gud skee Lov! dog finder, det kan overlades til Præsten, om han med dem vil trætte sig selv og Menigheden, og Man kan gierne sige vor Herre med, thi Han har jo udtrykkelig sagt, at de ordrige Bønner hører til Hedenskabet, og med sin egen Bøn givet os baade et sikkert Pant paa, vi saaledes forstaae Ham ret, og det bedste Mønster til Efterligning. De Bønner, der naaede fra 👤Hans Bagger til 👤Christen Vorm, var vel endnu lidt længere, men de 109har jo ogsaa for længe siden været aflagte, undtagen vel paa 📌Bornholm og langt inde i 📌Jylland, og kan vi paa 📌Øerne faae Folk til ret at høre Præken og Fadervor, kan vi med en god Samvittighed slaae Resten af.

Psalmebogen.

Det var nær gaaet mig som Hr. Biskop 👤Mynster, og som det, af mange Grunde, i vore Dage sædvanlig gaaer, at Man glemmer Livet over Bøgerne og den virkelige Menighed over et kirkeligt Hjernespind; men Psalmebogen erindrede mig dog til Lykke om, det var reent galt, da det eneste Fornuftige, Man kan giøre ved tomme Kirker, er, som Hr. Biskoppen selv “i Ritualet” har bemærket, at “lukke” dem.

Skulde du nu, tænkde jeg, end reent have taget feil i din Mening om den ny Indretning med forvirrede Texter og vilkaarlige Collecter, saa den virkelig har Geistlighedens næsten almindelige Samtykke og kunde særdeles bidrage til christelig Opbyggelses Fremme, saa kan det jo dog aldrig slaae feil, at skal Menigheden have nogen Opbyggelse deraf, maa den ikke komme endnu mindre i Kirke og føle sig endnu mere fremmed der, end den giør nu. Men vi Landsby-Børn veed godt, naar vi besinder os paa det, at det vilde være reent ude 110med Bøndernes Kirkegang, naar deres ny Psalmebog, som de Fleste finder fremmed og forstyrret nok foran, nu blev ligedan bag i, saa hverken Collecter, Epistler eller Evangelier vilde passe meer, og at lod de sig bevæge til i to Aar at flakke om fra 👤Herodes til 👤Pilatus, frem og tilbage, fra Faste til Advent og fra Jul til Pindse, uden dog at kunne følge med Præsten paa Prækestolen, end sige for Alteret, da lod de sig vist ikke narre det tredie Aar, naar de mærkede, de ikke havde andet for alt deres Hovedbrud, end at Præsten løb reent fra dem og fulgde hverken Vei eller Sti. Skulde altsaa Kirkegængerne paa Landet, der jo dog er faa nok, ikke reent jages bort med den ny Alterbog, da maatte Almuen med det Samme faae hver sin ny Psalmebog, indrettet derefter, og det vilde blot med et 300000 Stykker, skikkelig indbundet, være en meget betydelig Udgift, som Almuen vist ikke, af Længsel efter splinterny Collecter og i deres Øine reent forvirrede Epistler og Evangelier, selv paatog sig, saa det første Sæt nye Psalmebøger maatte reentud foræres dem. Kan og vil nu Hr. Biskop 👤Mynster og den med ham enige Geistlighed giøre den Opoffrelse, da skulde det være mig et Beviis paa, at de virkelig troede paa den ny Indretning og ventede store Ting af den, skiøndt jeg blev ved at være vantro, til jeg fik Troen i Hænderne; men kan og vil de ikke det, kan og vil da Regieringen giøre saa stor en Opoffrelse for at faae noget Splinternyt, Uprøvet og 111meget Tvivlsomt indført i Statskirken? Dette er, som Man seer, et reent praktisk Spørgsmaal, som Hr. Biskop 👤Mynster havde gjort vel i at faae besvaret, førend al den Ophævelse blev gjort, der nu, blot for den Sags Skyld, rimeligviis vil være spildt, thi deels anseer Hr. Biskoppen selv denne Indretning for en af de væsenligste Fordele ved et nyt Ritual, og at hverken de nye For mularer ved Daaben og Nadveren, eller det strænge Reglement for alle Præsters Tanker, Ord og Gierninger, vil synes Mange værd at eftertragte for deres egen Skyld, det er jeg temmelig vis paa.

Men, siger Hr. Biskop 👤Mynster, Texterne, og naturligviis Collecterne med, behøver jo kun “særskilt at aftrykkes og indbindes med Psalmebogen,” men det er ikke nær saa let gjort som sagt, thi selv i 📌Kiøbenhavn vilde det have sine Vanskeligheder, og hvormange Bønderfolk, mener Hr. Biskoppen vel, der baade kunde og vilde, selv naar Man skænkede dem det særskilte Aftryk, lade deres Psalmebog vandre til Bogbinderen for at faae det ind? Nei, skal nogensomhelst Forandring endogsaa kun til Prøve finde Sted paa Landet med Collecter og Texter, uden reent at ophæve Kirkegangen, da maa det, som Præsten i 📌Spjellerup meget rigtig anmærkede, skee med en ny Psalmebogs Indførelse, hvorved Almuen er belavet paa at finde endeel Nyt, og vil sædvanlig finde sig i det, naar den kun ikke savner 112det Gamle ved Siden, den især holder ad. I denne Henseende er det en heldig Omstændighed, at vi aabenbar trænge høit til en ny Psalmebog, da Kingos, hvor den endnu findes, unægtelig trænger til en ny Skikkelse, og den saakaldte “Evangeliske,” der er den Sædvanlige, endnu øiensynligere trænger til at ombyttes med Noget, der er Psalmebog af Andet end Navn og Udseende; men herpaa synes Hr. Biskop 👤Mynster slet ikke at tænke, thi Alt hvad Man herom finder i Ritual-Forslaget er, at hvor de ældre Psalmebøger endnu bruges, synges Psalmerne deraf som hidtil, og at det “aldeles ikke tillades” at der i Kirkerne bruges anden Psalmebog end dem, der enten fra gammel Tid af er i Brug i Menigheden, eller den, som under Navnet “Evangelisk-Christelig Psalmebog” er autoriseret*Ritual-Forslaget S. 7.. Eftersmækket, at hvor den Sidstnævnte er indført, maa den ikke ombyttes med den Ældre, var vist overflødigt, da endogsaa blot den ny Udgift sagtens allevegne vilde hindre Mængden fra at stemme for den Gamle, men hverken Denne eller Poesien eller de gammeldags Lutheraner havde dog ventet det Eftersmæk af Hr. Biskop 👤Mynster, der jo ligesaavel som vi Andre har Øine for Usselheden af Halvfemtsernes Psalme-Sang, og maa vide, den gav Almuens Kirkegang i 📌Sælland sit Banesaar.

113Var imidlertid Hr. Biskop 👤Mynster tilfreds med at faae sine Text-Rækker og Collecter i Brug, uden at derfor de gamle Collecter udelukdes eller Præsterne fik mindre frit Valg, og vilde han tilladt os Smaafolk at være lidt paa Raad med om en ny Psalmebog efter Tidens Tarv og Folkets Hjerte, da kunde han frit regnet paa min og mange Christnes Føielighed og virksomme Bistand; thi det er os ganske klart, at Kirketjenesten trænger høit til en ganske anden ny Psalmebog end den Evangeliske, hvis den skal kunne hamle op med de “Gudelige Forsamlinger,” og, sagde Præsten i 📌Spjellerup: er det imod deres Villie, som besøge Kirken, og efter deres Villie, som ikke komme der, Man vil omstøbe Gudstjenesten*Ny Minerva April 1806. S. 107.? Af 👤Brorsens Psalmebog har de Jydske Bønder, foruden et Par andre Oplag, ladt et Stort giøre for deres egen Mund, af 👤Kingos Psalmer har Sællandsfarene nylig, foruden 👤Fengers Udgave, faaet sig en Samling, og mit Sangværk staaer i de Gudelige Forsamlinger meget bedre anskrevet end jeg, disse Psalmebøgers Velyndere er nok de eneste stadige Kirkegængere, og hvorlænge vil de giøre Hoveri, naar Man kun skiælder dem ud for det og piner saavel dem som deres Børn med Halvfemtsernes Rimstok!!

114

Præste-Vielsen og Præste-Eden.

Da Hr. Biskop 👤Mynster vil have baade Præste-Vielsen og Præste-Eden beholdt uforandrede, saa har han her i statskirkelig Henseende endnu langt større Fordeel over mig, end jeg over ham ved Daaben, og har da nemt ved at seire. Naar jeg desuden begynder med at give ham fuldkommen Ret i, at den Danske Stats-Kirkes Ritual for Præstevielse er i christelig Forstand fortræffeligt, da kan det synes, som det ikke blot var en Modsigelses men en Selv-Modsigelses Aand, der drev mig til at ønske Forandring; men jeg maa ikke desmindre erklære baade Præstevielse og Præsteeed, som befalede, for aldeles upassende og, under Stats-Kirkens nærværende Omstændigheder, for meget skadelige.

Det er vistnok langt fra min Mening, at vor gamle Præste- Vielse skulde afskaffes eller forbydes, thi den er, efter mine Tanker, saa mageløs i Christenheden, at selv i sin fulde Friheds-Stand vilde 👤Christi Kirke neppe tage det Mindste fra og kun lægge sin “Troes-Bekiendelse” dertil; men det burde staae Enhver af Stats-Kirkens Bisper frit for, om han vilde meddele, og Enhver af dens Præster, om han vilde modtage denne Indvielse, der aabenbar kun passer for gammeldags Christne. Vel har, siden 👤Bastholms Dage, neppe Nogen, enten Bisp eller Præst, besværet 115sig over Samvittigheds-Tvang ved denne Leilighed, men desværre er det, da vi dog veed, der har været Mangfoldige, som hverken kunde eller vilde tilegne sig hvad her tilbydes. Saavidt jeg har kunnet mærke, veed de Fleste af Stats-Kirkens Præster slet ikke, hvordan de er indviede, og har ikke mindste Tanke om, at der under Haandspaalæggelsen meddeeltes dem Noget, som var værdt at nævne, og enten det derfor kan nytte eller ikke, maa jeg, som christelig Præst, saavel for Indvielsens, som for de Vantroes og Blindes egen Skyld, bede og besværge den verdslige Øvrighed dog ikke fremdeles at befale en saadan Misbrug af de hellige Ord, der i alle Henseender maa være fordærvelig. Hvad det nemlig har at sige, at faae “det hellige Præste- og Prædike-Embede overantvordet efter apostolisk Skik i Navn Gud Faders, Søns og Helligaands,” under Haandspaalæggelse og eenstemmigt Amen, det har jeg ikke blot følt den Dag jeg blev indviet, men nu snart i tredive Aar, og maa da vel korse mig over den Ligegyldighed, hvormed det sædvanlig baade meddeles og modtages, maa da vel ønske, det blev en fri Sag, saa det dog i Regelen blev til Velsignelse og ei til Dom. Jeg vil saameget mindre tvistes med Nogen om Indvielsens Virkning i 👤Christi Kirke, som vor Formular vel maa kaldes en Nyhed, og hverken Bisper eller Præster i Stats-Kirker kan vælges saaledes, at de har Ret til at vente nær Alt hvad Herren 116har lovet sit Ords Tjenere; men jeg paastaaer, hvad der er soleklart, at om end slet ingen Naadegave fulgde med saadanne Ord, maatte dog ingen Christen udtale dem over en vitterlig Vantro, og ingen sandhedskiærlig Mand, som fattes Tro paa den Helligaand, lade sig indvie med dem, og jeg føier til, at efter min Formening beviser Herren ogsaa her, at Han giver Naade for Naade, giver Aand uforskyldt til alle dem, der troe, Han er selv tilstæde og fæster sit Ords Tjenere.

Ordinationens Vilkaar bestemme vort Præste-Forhold til 👤Christi den hellige, almindelige Kirke, og Præste-Eden vort Forhold til Stats-Kirken, og det er den Danske Regiering saavelsom dens Geistlighed til Gavn og Ære, at disse Forhold findes saa klart adskilte og for troende Mænd saa ønskelig gestaltede, som neppe i noget andet Land; men Man har jo alt længe vidst, at de, Man beskikkede og lod indvie til Præster, ingenlunde Alle havde den gamle Tro, ja det var jo alt længe vitterligt, at Præste-Lærerne (de Theologiske Professorer) i mange Henseender aabenbar bestred den, og under disse Omstændigheder, paastaaer jeg, er det ligesaa upolitisk, som forargeligt, at alle Præster endnu indvies paa oldchristelig Maade og sværge en Eed, kun gammeldags Lutheraner kan mene og til Nød holde.

Dog, Hr. Biskop 👤Mynster har ikke anført Edens Ord, og dog har maaske faa Præster det gamle Ritual, medens vist endnu Færre kan Eden 117udenad, saa, før vi gaae videre, vil vi erindre det Fornemste af den, som det maa lyde for os paa Dansk naar vi kan Latin.

Vi love at anstrænge alle vore Kræfter for trolig at indprænte vore Tilhørere den himmelske Lærdom, som indeholdes i de Prophetiske og Apostoliske Skrifter og i den Danske Kirkes Symboliske Bøger; at vi vil forrette Sacramenterne anstændig og andægtig efter den af 👤Christus forordnede Regel; og at vi vil nøie overholde Kirke-Tugten, drive paa Børne-Lærdommen, følge de vedtagne Kirkeskikke og Intet tillade os, som er imod Kirkelovene.

Vi skal ogsaa “for Alvor” giøre det hellige Løfte, ikke blot selv at flye og skye enhver mod Guds Ord stridende Lærdom, men ogsaa efter Evne (pro virili) bekæmpe den, og heller lade vort Liv, end give falsk og fanatisk Lærdom Medhold.

Vi love endelig, at vi vil læse flittig i den Hellige Skrift, og med skyldig Omhyggelighed indprænte os Troes-Artiklerne, og ei lade en Dag gaae forbi, uden at anvende nogen Tid til hellig Læsning, naar ellers Sygdom og uundgaaelige Forhindringer tillade det.

See, hvis jeg ikke reent har glemt min Latin, staaer virkelig alt dette i den Præste-Eed, hvorom Hr. Biskop 👤Mynster forsikkrer*Bemærkningerne S. 56-57., den 118er “saa hensigtsmæssig, at den hverken behøver eller let kunde erholde en Forandring til det Bedre.”

Kun i Forbigaaende vil jeg bemærke, at hvis Hr. Biskoppens Forslag til en ny forordnet Alterbog gik igiennem, vilde det jo dog være “uhensigtsmæssigt” at Præsterne baade ved Ordinations-Løftet og Embeds-Eden forpligtedes til at forrette Sacramenterne efter 👤Christi Anordning, da 👤Christus umulig kunde anordne to saa forskiellige Daaber, som Alterbogens, og har beviislig ikke anordnet den Barnedaab, der er noget Splinternyt.

Derimod maa jeg ret med Flid bemærke, at er det, som jeg mener, Hensigten med en Embeds-Eed, at den skal være et helligt Baand mellem Regieringen og Embedsmanden, som det er Embeds-Fortabelse vitterlig at bryde, da kan jeg neppe tænke mig noget mere “Uhensigtsmæssigt” end en Latinsk Eed for Danske Præster, der forpligter dem til Meer end Nogen med den bedste Villie kan opfylde, til Meget, som Regieringen forud veed er de Fleste umueligt, og selv til Adskilligt, den ikke vil, maa opfyldes, og det er jo Altsammen Tilfældet med vor Præste-Eed, saa ingen kunde lettere “forandres til det bedre” blot ved at fordanskes og forkortes.

Som Historiker har jeg nok lagt Mærke til, at jo mindre Folk bryder sig om Eder og Løfter, deslængere og strængere giør Man sædvanlig For119mularerne, og efter denne Regel maatte vist nok Eeds-Formularerne fra det Syttende Aarhundrede ei forkortes men forlænges, ei formildes men skærpes betydelig i det Nittende; men eftersom daglig Erfaring lærer, at hvem der lover mest, holder sædvanlig mindst, og at lange og strænge Løfter, som Man paa en Maade tvinges til, har ondt ved at huske og kan umuelig holde ordret, dem tænker Man sædvanlig kun lidt ved, naar Man giør dem, og tænker siden slet ikke paa; saa skulde alle kloge Folk nuomstunder raade Øvrigheden at nedsætte sine Fordringer, saa det blev en Skam at svigte, og ved al muelig Formildelse af Embeds-Ederne skærpe Embedsmændenes Samvittighed.

Giælder dette nu i det Hele, da giælder det naturligviis dobbelt om Geistlige Embedsmænd og deres Eder, deels fordi deres egenlige Embede er af aandelig Natur og maa øves med Frihed, naar det skal gavne, og deels fordi det er daarlige Troskabs, Ærligheds og Sanddruheds Apostler, som tiltræde deres Embede med en vitterlig Usandhed, og maae, naar de mindes om deres Embeds-Eed, enten slaae den Ting hen i Spas, eller give en Fortolkning deraf, som, anvendt paa Eder og Løfter i det Hele, gjorde dem til det tommeste og forargeligste Mundsveir under Solen. Ved vore Præsters Embeds-Eed reiser sig derfor det alvorlige Spørgsmaal: om det kan være Regieringen og Folket ligegyldigt, hvem 120der vil være Præster, og med hvilke Øine Præsterne sædvanlig betragtes; thi at der altid vil være hundrede Hænder om Præstekaldene, saalænge de, om end tildeels smaa, er dog visse Levebrød,” saa Man sagtens kan faae saamange og saa strænge Eder gjort, som Man vil forlange, det indrømmer jeg paa Timen.

Tusinde for Een vil jo svare mig, ja, Kirker og Præster er nu kun et “nødvendigt Onde” som Man ei kan blive kvit, saa det er ganske ligegyldigt med Personerne, naar Man blot ikke faaer formange saadanne Ultra-Orthodoxer, eller Hængehoveder og “hellige Præster,” som du og dine Lige! Ja, det vil Tusinde for Een svare mig, naar de skal sige deres Hjertes Mening, saa enten Hr. Biskop 👤Mynster vil troe det eller ikke, gaaer det dog ham og enhver agtet Geistlig hos os med Agtelsen, som det gik 👤Ludvig Philip med Kronen, som han ingenlunde fik fordi, men skiøndt han var en Bourbon. Om jeg derfor end nok saa gierne ønskede at kalde de gyldne Præstetider tilbage, saa indseer jeg dog Umueligheden deraf, og istedenfor at giøre mig vred over Folkets Ringeagt for Præstestanden og Skoserne til “mig og mine Lige,” giør jeg Folk opmærksom paa Biskop 👤Mynster og andre høi eller dog velærværdige Mænd, og spørger dem, om de ikke mene, naar Man dog skal have en Stats-Kirke, det var godt, om den var rig paa saadanne alvorlige og kundskabsrige, men dog muntre og livlige, fremsagte 121og velbegavede Mænd, som Man, selv med Fordom mod deres Stand, maatte have Agtelse for, og om de ikke troer, Man vilde faae Flest af dem, naar de, der vilde være Præster, hverken var nødt til at underkaste sig vor mystiske Indvielse, eller havde nogen anden Eed at aflægge, end enhver alvorlig, sanddru og ædel Mand, med en vis ubestemt Høiagtelse for Bibel og Christendom, kunde giøre med en god Samvittighed, istedenfor at den Nærværende, tilbunds luthersk og halv pietistisk, kun i det Høieste kan tækkes “mig og mine Lige!” Da seer Folk op og ned ad mig, og veed ikke ret, om det skal være Spøg eller Alvor, og tænker stundum, som de Liberale i 📌Roskilde, at jeg maa have Skielmen bag Øret, skiøndt de ei kan see ham, men naar de faae sig ret betænkt, finde de sig dog nødt til at svare: ja, naar det var saa, men det skeer jo aldrig, og derfor kan Man sagtens sige det. Nu, jeg skal ikke nægte, at Udsigterne til en virkelig fri Stats-Kirke er temmelig mørke for Øieblikket, da Hr. Biskop 👤Mynster ikke blot finder den selvtagne Frihed, men selv den Smule, det gamle Ritual levnede os, for stor, og Præste-Eden meget hensigtsmæssig, og da hele det liberale Parti blandt Præsterne synes at ville taalmodig underkaste sig hans Kirketugt fra det Syttende Aarhundrede, fordi han dog saa kraftig bestrider Kirkegængernes Frihed og værner om det liflige Sognebaand ved Confirmationen og Sacramenterne; 122men bliver det derfor mindre sandt eller mindre indlysende, at skal vor Stats-Kirke nogensinde atter blomstre med Folkets Agtelse og Kiærlighed, da bliver det ikke ved gammeldags Ordinationer og Præsteeder, eller ved nye Ritualer og forordnede Alterbøger, men kun ved en anderledes om Livet veloplyst, aandelig virksom, folkelig og frisindet Præstestand? Jeg vil dermed ingenlunde nedsætte den Nærværende, som vel er langtfra at være glimrende, men er dog, netop ved den Frihed, Tiden medførde, blevet meget menneskeligere end de gamle Parykker under Ritualets Tøffel sædvanlig var, og i hvis forpinte Tid Hr. Biskop 👤Mynster ligesaalidt som jeg kunde trivedes; men baade Præste-Dannelsen, Præste-Valget og Præste-Stillingen maa dog visselig blive ganske anderledes, hvis de tomme Kirker skal fyldes igien og Geistligheden tilbagevinde den Agtelse blandt oplyste Folk, den som Stand aldeles har tabt, og vil Man derfor nu ikke løse men binde, ikke giøre den præstelige Stilling og Virksomhed friere og mere frydelig, men utaalelig for alle ædle og fribaarne Naturer, hvor skulde Man da undgaae omsider udelukkende at faae Skummet og Skrabet og Bærmen af Folket til Præster! Man skal nemlig vide, at nu voxer Oplysningen og Trangen til Frihed i det mindste et Hanefjed hver Dag, saa det vil ikke være herefter, som det var nys, da selv alvorlige og dygtige Mennesker kunde blive baade Candidater og 123Præster uden at vide eller ret at tænke paa, hvad der staaer i vore Symboliske Bøger, i Præste-Eden og Ritualet, og da selv ædle Naturer indbildte sig, Man skyldte sine Forældre, eller sin Kiæreste, for et vist Levebrøds Skyld, at underkaste sig al muelig Trældom og Fornedrelse! Nei, vil Man paany indføre Tugthuus-Orden i Stats-Kirken og indvie Præsterne med svære Lænker om Mund og Hjerte, da vil de Eneste, der kunde bære dem med Værdighed, fordi de føle sig frigjorte af 👤Christus, vende Stats-Kirken Ryggen, som en kalket Grav, hvor levende Folk kun fortære deres Aand ved at præke for døve Øren, og ingen ær lig Karl gaaer vitterlig hen og forsværger sig for et Præstekald, om saa end Bisp og Øvrighed nok saa tydelig gav ham at forstaae, han kunde det uden al Fare, da det var blot en Formalitet for en Ordens Skyld. Nei, under den Oplysning, som nu daglig tiltager, kan intet alvorligt og ærligt Menneske saaledes begynde sit Præsteliv, thi turde han det end ei blot for Øvrigheden men ogsaa for Samvittigheden, saa kan og vil han det dog ikke af Agtelse for sig selv, for sine Medmenneskers Omdømme og for den præstelige Virksomhed, der mindst af Alle taaler Letsindighed og Tvetydighed, men er tilintetgjort saasnart Man med Sandhed kan bebreide os, at vi i vort Livs høitideligste Øieblikke har viist, vi godt kunde sige det Modsatte af hvad vi meende og troede! Vil Man derfor ikke, at den næste 124Præsteslægt skal selv i Sammenligning med den Nærværende blive som Natten mod Dagen, da beregne Man ikke Ritual og Alterbog paa Trællene, men paa de Fribaarne, ikke paa de Ligegyldige, men paa de Nidkiære og Dygtige af alle Partier, der føle for deres Kald og vil ære det, elske deres aandelige Virksomhed og hade derfor Alt hvad der binder og svækker den, kan og vil tiltale Folket, styrke, oplyse og berolige Menneskelivet! Havde vi en bigot Regiering, som, uden Spørgsmaal om Folkets virkelige Trang og Tarv og retmæssige Krav paa den Stats-Kirke, det bindes til, ansaae det for en Saligheds-Sag at faae Kirken eensformig anstrøget med en vis dunkel Farve, da nyttede vist nok ingen Oplysning om den aandelige og hjertelige Frihed, der tjener os alle bedst; men hos os skal Man tage Bladet fra Munden, fordi Regieringen er det værd. Vel fristes nemlig alle Regieringer i det Nittende Aarhundrede til at foretrække en kirkelig Stilhed, som er aandelig Død, og en stiv Ensformighed, som er dens visse Kiendemærke; men den Danske Regiering har saalænge begunstiget frie Anskuelser og en tilsvarende Virksomhed i Stats-Kirken, at frygtede den nu end for Følgerne, var det dog meget for seent at trække sig tilbage, og jeg tør sige, at skrider den kun dristig frem, da høster den gyldne Frugter før den venter dem. I det Attende Aarhundrede, da Man i Kirken ved Frihed kun forstod Frihed til at rive ned, da skulde alle Regieringer gruet for den, men i det Nitten125de, da Man kun vil have Frihed til at bygge op, som Man synes bedst, nu skulde Regieringerne betragte den kirkelige Frihed som en Engel fra Himmelen, hvis Bygninger er alle gode, om ei for Evigheden, saa dog for Tiden. At Hr. Biskop 👤Mynster i Grunden er af samme Mening, sees deraf, at han vil have Lærdommen fri, men han ligger i Strid med sig selv, fordi han vil have Aanden bundet, og have Præsterne til at betragte en Præste-Eed fra det Syttende Aarhundrede, et Ritual saa stivt som noget Exercer-Reglement, og en forordnet, ufravigelig Alterbog, som “et gavnligt Aag og en let Byrde,” skiøndt de aldrig kunde træde i Kraft uden at tilintetgiøre al Frihed og levende Virksomhed. Det seer Hr. Biskoppen ikke, fordi Man gierne synes, den Lov Man selv giør er let at lyde, uden at betænke, at jo lettere for Een, des tungere for alle Andre.

Dog, Læseren kunde snart glemme, at jeg, i hele denne Indvending mod Præste-Eden og den Lutherske Præste-Vielse, slet ikke taler min egen eller det Parties Sag, Man tilskriver mig, men, som det synes, netop Modpartiets, og, som det virkelig er, Sandheds, Ærligheds og aandelig Friheds, derfor ogsaa Christendommens Sag, og den Danske Stats-Kirkes, der paa en saadan Grundvold vilde staae saa urokkelig, skinne saa deilig og virke saa velgiørende, som ingen aandelig Bygning kan, uden at staae i Pagt med Folkelivet og have et Herberge for den “fremmede 126Giæst,” der kun dvæler hvor han kan virke frit. Har for Resten Nogen, som nu lever, modtaget vor Lutherske Præstevielse med Taknemmelighed, da var jeg iblandt dem, har Nogen aflagt Præste-Eden med hjerteligt Bifald og det alvorlige Forsæt at holde den, da var jeg ogsaa blandt dem, og kan endelig Nogen bevæge sig frit i alle vore Stats-Kirkes gamle Former, da kan ogsaa jeg det, saa hvad jeg for min Part protesterer imod, er kun det Ny, der, udsprunget af individuel Anskuelse, Smag og Reflection, altid, som paatvunget, maa for hver fribaaren Sjæl findes om ikke utaaleligt, saa dog ærgerligt og byrdefuldt, Alle til Skade og Ingen til Gavn.

Bispe- og Kirke-Vielse.

Jeg har alt i Forbigaaende anmærket, at Bispe-Vielsen er Hierarchiets Hoved-Hjørnesteen, hvorpaa jeg først ret er blevet opmærksom ved de saakaldte Oxforderes Bestræ belser for at sætte den “Bispe-Ide” i Kraft paany, der vel altid var den Engelske Kirkes Stolthed, men var dog siden Stuart-Tiden blevet død og magtesløs. Her er imidlertid ikke Stedet til at udvikle dette nøiere, da hvad jeg her maa protestere imod ei er den ægte Bispe-Vielse, men en Efterligning paa fri Haand, der, om den end var 127uden al Fare, dog er ligesaa uforsvarlig som stødende.

Det er nemlig ingenlunde den Høitidelighed, som i vort gamle Ritual kaldes “Bispe-Vielse,” og er, om ikke ganske passende, saa dog meget taalelig, jeg protesterer imod, men den ny Formular, Hr. Biskop 👤Mynster foreslaaer, som er væsenlig forskiellig fra den Gamle, og paa fri Haand aldeles utilladelig. Da Høitideligheden allerede under Biskop 👤Münter fik en ny Skikkelse, som jeg ikke kiender, veed jeg vel ikke, hvem der er Ophavsmand til hvad jeg maa bestride, men da Hr. Biskop 👤Mynster selv siger, han vel foreslaaer nogle Forandringer, men finder sig “ikke foranlediget til at vende tilbage til det gamle Ritual,” bliver Sagen den samme*Bemærkningerne S. 51..

Hvad jeg nu protesterer imod, er det Forslag*Ritual-Forslaget S. 90., at Superintendenterne i den Danske Stats-Kirke skulde overantvorde hinanden “det hellige Biskoppelige Embede” og give hinanden “Ret og Myndighed som lovlig forordnede Biskopper i 👤Christi Kirke.”

At nu dette er væsenlig forskielligt fra den gamle Vielse, hvorved Danske Lov blev Superintendenten forelæst, og det hellige Embed, som deri beskrives, blev ham overantvordet, med Befaling stykkeviis at forrette alt det, som var ham fo128relæst *Det gamle Ritual S. 346., det seer Man strax, og jeg turde ikke raade Hans Danske Majestæt til at tage Bisper af et andet Slags til Superintendenter i sin Stats-Kirke, men naar det behagede Majestæten, kunde jeg naturligviis ikke protestere derimod. Det er altsaa i denne Henseende ganske ligegyldigt, enten Kongelig Tilladelse til at bruge den paaankede Formular allerede er vundet eller først skal vindes, da jeg kun protesterer imod den paa den Kirkehistoriske Sandheds Vegne, der ingenlunde tillader Nogen at overantvorde et Embede i 👤Christi Kirke, han ei selv har annammet. Kongen af 📌Danmark har, som Loven siger, givet Superintendenterne i sin Stats-Kirke Titel af Bisper, og 👤Svane førde selv Titel af Ærke- Biskop, men det faldt aldrig 📌Danmarks Konger ind derved at kunne giøre dem til andre Embedsmænd i 👤Christi Kirke, end de ved den ordenlig forplantede Præste-Vielse var blevet, og Superintendenterne, som burde have frabedt sig en Titel, de vidste, hørde til et eget Embede i 👤Christi Kirke, de ikke beklædte, maae da i det mindste omhyggelig vogte sig for, paa Grund af den, christelig talt, tomme Titel, at tillægge sig selv Biskop-Embede i 👤Christi Kirke med dets Ret og Myndighed.

Om der virkelig, som alle de gamle Biskopper, 129ligefra 👤Ignatius har paastaaet, og saavel de Engelske som de Romerske Biskopper endnu paastaae, følger en guddommelig Ret og Myndighed i Kirke-Sager med deres Embede i 👤Christi Kirke, det er, som Man veed, et meget omtvistet og meget indviklet Spørgsmaal, hvorpaa vi ikke her vil indlade os; men det er soleklart, at hverken kunde Biskop 👤Münter eller 👤Johan Bugenhagen overantvorde noget andet Embede i 👤Christi Kirke, eller give Nogen anden Ret og Myndighed i den, end de havde selv annammet, og Begge havde, som bekiendt, kun modtaget den kirkelige Præste-Vielse, med hvad Ret og Myndighed dertil maatte være knyttet, som da ogsaa var den Eneste, de kunde forplante. Har desuagtet Hr. Biskop 👤Münter 1830 tiltaget sig Biskoppelig Ret og Myndighed i 👤Christi Kirke, da kan Uforsvarligheden vel være undgaaet Hr. Biskop 👤Mynsters Opmærksomhed, men bliver ligefuldt hvad den er, og skal allerede blot med Hensyn paa vitterlig kirkehistorisk Sandhed møde den alvorligste Protest.

Hos os vil vistnok de fleste Præster og maaske selv Hr. Biskop 👤Mynster ansee Sagen for praktisk ubetydelig, og derom vil jeg ikke trættes, men vil heller ikke dølge, den er i mine Øine langt fra at være det, thi om det end slet ikke forandrede vore Superintendenters Stilling til Regieringen, enten de udlede deres Embede og dets Rettigheder af 130Danske Lov eller af gammel Kirkeret, saa giør de dog, ved at tillægge sig det Biskoppelige Embede i 👤Christi Kirke, Krav paa en aandelig Underdanighed og særdeles Lydighed for 👤Christi Skyld, som hverken vi eller Menigheden skylde dem eller kan forsvare at vise. Var saaledes Hr. Biskop 👤Mynster ikke blot i statskirkelig men i oldchristelig Betydning min Biskop, da skulde jeg, efter min Overbeviisning, underkaste mig Meget, jeg i denne Bog har protesteret imod, og maatte ikke besvære mig derover hos den verdslige Øvrighed; nu derimod, da han i 👤Christi Kirke kun er Præst ligesom jeg, har han vel al den Myndighed over mig, som Danske Lov eller Majestæten giver ham, men Forholdet er aandelig og kirkehistorisk frit. Ja, selv naar Sagen er alle vitterlig, saa Ingen ellers lægger Vægt paa den uforsvarlige Formular, saa har dog alle de, der bruge den og lade sig indvie derefter, Ansvar for Urigtigheden i samme Grad som de kiende den, og skulde den derfor blive anordnet, kunde ingen kirkehistorisk veloplyst Præst lade sig vie til Superintendent i den Danske Stats-Kirke; thi det er soleklart, at skal vore Superintendenter være lovlig forordnede Biskopper i 👤Christi Kirke, med hvad Ret og Myndighed deraf flyder, da kan de hverken selv giøre sig dertil eller giøres dertil af den verdslige Øvrighed, men maae søge den gamle Bispe-Vielse, hvor den er ordenlig og uafbrudt forplantet. Jeg har før anseet det for en Feil af Luthera131nerne, at de ikke beholdt den, nu, da Tidens Tegn forkynde, den igien vil blive saare misbrugt, anseer jeg det for en kiærlig Styrelse af Forsynet; men i begge Tilfælde er den selvgjorte Bispe-Vielse aldeles ugyldig og den selvtagne “Ret og Myndighed” i 👤Christi Kirke uforsvarlig.

Af langt mindre Vigtighed er vist nok de nye Formularer, Hr. Biskop 👤Mynster foreslaaer ved Kirkers Indvielse, især da han dog vilde tillade vedkommende Superintendent at giøre de Forandringer, “Omstændighederne” fordrede; men dog kan jeg ingenlunde være enig med ham i, at en “Mangel” vilde være “afhjulpet,” ved at giøre hvad hidtil var en fri til en tvungen Sag, ei heller kan jeg billige den Vigtighed, hans Formularer tillægge Indvielsen af “Menneskehænders Værk,” hvorom Ritualet i den Danske Stats-Kirke hidtil med Rette slet intet meldte.

At nemlig vore Lutherske Fædre ingen Vægt lagde paa Kirke-Vielsen,” beviser, det var kun af gammel Vane, fra Pavedommets Tid, de endnu i daglig Tale tit kaldte Kirken af “Kalk og Steen” Guds Huus, men skulde vi nu igien begynde at læse over disse døde Ting, og Biskoppen “paa Embeds Vegne” indvie Murmesterens og Tømmermandens Værk “i Navn Gud Faders, Søns og Hellig Aands” til “et Guds Huus og Himlens Forgaard,” da maatte aabenbar Papisterne troe, vi var 132paa gode Veie, som jeg anseer for meget daarlige*Ritual-Forslaget S. 81-82..

Jeg troer gierne, Hr. Biskop 👤Mynster herved slet ikke har tænkt paa andet end at giøre Handlingen ret “høitidelig,” men deels er vilkaarlig foreskrevne Formularer neppe den rette Vei dertil, og deels er Høitidelighed ingenlunde Noget, vi maae kiøbe til enhver Priis, saa jeg kan slet ikke begribe, hvorledes Hr. Biskoppen, som dog ved Chorsdørren meget rigtig har anmærket at “Gud boer ikke i Templer, som giøres med Hænder,” ved Indvielsen saa ganske kunde glemme sig selv og hele det Ny Testamentes Tankegang om saadanne Ting*Alterbogs-Forslaget S. 89.. Den Lutherske Grundsætning, at Guds Ord er lige kraftigt, hvor det saa end tales, og de høitideligst indviede Kirker kun kalkede Grave, naar Ordet fattes eller forfalskes, kan vist nok ogsaa mistydes og misbruges, men derfor maae vi dog visselig hverken sige om de døde hvad kun er sandt om de levende Stene,” eller give en Kirke-Skik, vi selv optænke, Skin af en guddommelig befalet Indvielse med tilsvarende Værd og Virkning, som vi jo dog gjorde, naar vi indviede Steenhusene i det samme store Navn, som vi døbe, og bad den Hellig Aand hellige dem *Sammesteds og Ritual-Forslaget S. 82..

Vil og tør for Resten Hr. Biskop 👤Mynster 133og de andre Superintendenter i Statskirken bruge saadanne Formularer, da bliver Ansvaret jo deres Sag, men bede maatte jeg dog Regieringen ei at paalægge deres Eftermænd en saadan Byrde!

Indsættelse, Landemode og Visitats.

Disse hardtad splinternye Artikler, som Hr Biskop 👤Mynster vilde have indført i et nyt ufravigeligt Ritual, paastaaer jeg naturligviis, bør, allerede blot for Nyhedens Skyld, bortfalde, da det dog var alt for urimeligt i 👤Frederik den Sjettes Aarhundrede at lægge Baand paa hvad der af aandelig Virksomhed selv i 👤Ludvig den Fjortendes lodes frit, og fik vi nogentid saadanne Bisper, som Regieringen ikke engang kunde betroe til at holde Landemode under Stiftamtmandens Tilsyn, og indsætte Provster, som de vilde, hvortil nyttede da hele Ritualet! At nu Provsterne ogsaa skulde miste deres Smule Frihed, og at ingen simpel Præst herefter, med Provstens Tilladelse, maatte selv oplæse sit Kaldsbrev og sin Collats, det er overflødige Beviser paa Hr. Biskop 👤Mynsters besynderlige Lyst til at foreskrive, som mindst maatte føies hos En af os, der jo ved “Ordets Tjeneste” har selv taget os al muelig Frihed, og maae have følt, det er Aandens Element.

Ved det Enkelte kunde vist nok være Endeel at erindre, men da jeg formoder, det dog i det Mindste 134vedbliver at være en fri Sag hvad hidtil lovlig var det, vil jeg saameget mindre her gaae i det Enkelte, som Hr. Biskop 👤Mynsters besynderlige Ømhed for den Latinske Kirke-Tale let kunde friste mig til hvad jeg her med Flid stræber at undgaae.

Den gyldne Middelvei.

At det er denne, det Nittende Aarhundredes store Opgave, Hr. Biskop 👤Mynster ogsaa ved sit Forslag til et nyt Ritual og en ny Alterbog har søgt at løse, er umiskiendeligt, men at han aldeles har forfeilet den gyldne Middelvei, er, efter min Overbeviisning, ligesaa. En saadan Feiltagelse kan imidlertid selv den klogeste Mand uden Rødmen være bekiendt, da vi nys har seet, at selv Engelskmændene, der dog bedst maatte kiende den gyldne Middelvei mellem Frihed og Trældom, dog aldeles forfeilede den med Negerne, hvis Middel-Tilstand som “Lærlinger” kostede store Penge og var dog Trældom. At det nemlig var en saadan Middel-Tilstand mellem Frihed og Trældom, hvori Hr. Biskoppen vilde have Præsterne sat, saa “Lærdommen blev fri inden visse ei for snevre Grændser,” men Munden blev trælbundet til Formularerne, hvori Hr. Biskoppen med Flid har stræbt at udtrykke Alt hvad han anseer for Hovedlærdomme, det har han selv sagt os, og at han desuden vilde i alle muelige Maader have os bundet til Aarstider, 135Maaneder, Dage og Klokkeslet, ja, selv til den Opstilling af Konfirmanderne, han finder passende, det kan vi see, saa det blev et Lærlingskab,” hvis Frihed de Sorte paa hin Side Havet ei skulde misunde os. Vort Lærlingskab vilde desuden falde saameget tungere, som det paa den ene Side angik en Virksomhed af aandelig fri Natur, og paa den Anden ei skulde danne Overgangen fra Trældom til Frihed, men fra Fri hed til Trældom, saa vi maae vel stritte imod, det bedste vi kan, og især maa en gammel Svend, som jeg, der slet ikke kan “lære om igien,” kæmpe fortvivlet for sin smule Tilværelse i Stats-Kirken. Det burde vist Hr. Biskop 👤Mynster betænkt, og enten seet til at hitte en anden Middelvei, der ikke var saa stenet, eller ladt det slæbe af, som det er, men da han nu ikke har gjort det, da jeg ikke har mindste Haab om enten at han vil ændse hvad jeg skriver, eller at Nogen i Commissjonen vil giøre det giældende, saa maa det vel synes spildt Umage hvad jeg her har gjort, undtagen som et Vidnesbyrd for Efterslægten, at jeg ikke sov paa min Post. Jeg kiender nemlig meget godt den statskirkelige Afstand mellem Biskoppen i 📌Sælland og Præsten ved 📌Vartou, og den tilsvarende Forskiel mellem deres Indflydelse paa de offenlige Anliggender, om jeg end i Literaturen, hvor vor Lovgivning har nedbrudt Skillerummet og hvor Navnene “👤Mynster og Grundtvig” jo immer følges ad, kan synes at glemme det. Jeg veed meget godt, at naar Re136gieringen først har overdraget Hr. Biskoppen at foreslaae et Ritual og en Alterbog efter sit Hoved, og givet ham Forsædet i den Commissjon, der skal prøve Forslaget, og sammensat Commissjonen, som han kunde ønske; da kan og vil Majestæten vel, om Commissjonen end ikke tilraader det, bære over med dem af sine Præster, som allerunderdanigst forestille, at de ved Sacramenterne umuelig med god Samvittighed kan giøre de Forandringer, og kun med Livet i Hænderne giøre det halsbrækkende Springom med Texterne; men der er liden eller ingen Udsigt til at Regieringen skulde, som jeg ønsker, lægge hele Forslaget paa Hylden til 👤Bastholms, 👤Bojsens og 👤Balles, slet ingen Udsigt til at Den, tvertimod Hr. Biskoppens Anskuelse af Stats-Kirkens Tarv, vilde tilegne sig min. Hvor vis jeg derfor end er paa, at en fuldkommen aandelig Frihed vilde skaffe Stats-Kirken de bedste Præster, ligesom den unægtelig aabnede gode Præster den skiønneste og mest velgiørende Virksomhed, tør jeg dog for Øieblikket slet ikke vente et saadant Mirakel, og har kun sagt Alt, fordi den Herre, hvis Tjener jeg er, vil have det Lys, Han tænder hos os, til at skinne for alle dem “som er i Huset.”

Ogsaa jeg vilde derfor gierne foreslaae en Middelvei, naar jeg kunde finde en, der ikke lignede Gadernes i 📌Paris og 📌Nyboder, som er alt for langt fra at være gylden; men den Eneste, jeg kan øine, er dobbelte Formularer ved Sacramenterne og Confirmationen, 137Sognebaandets Løsning i samme Udstrækning, og frit Valg mellem vore gamle Texter og Collecter og dem, Hr. Biskoppen foreslaaer. Dette, og naturligviis Frihed for al ny Tvang, maatte nu vist nok alle Upartiske tilstaae, var en virkelig Middelvei mellem fuldkommen Frihed og slavisk Afhængighed, hvorved den Frihed, Regieringen alt længe har taalt, snarere indskrænkedes end udvidedes, men ordnedes lovlig og blev taalelig for Menigheden; men Hovedsagen: de dobbelte Formularer og Sognebaandets Løsning, har jo ogsaa Hr. Biskop 👤Mynsters Stemme imod sig, saa det seer broget ud. Vilde imidlertid Hr. Professor 👤Clausen og hans Disipler, hvad aabenbar tjende dem bedst, forsone sig med Sognebaandets Løsning, opgive Samvittigheds-Tvangen og nøies med selv at have Part i Friheden, da turde der vel endnu være Haab om, at enten Hr. Biskop 👤Mynster gav efter for Omstændighederne, eller at Regieringen foretrak det almindelige Bifald for hans, lod Hr. Professor 👤Clausen raade for de nye Formularer til sine Disipler, lod Kirkegiængerne vælge frit ved Sacramenterne og Confirmationen mellem dem og os, og saae da, om ikke Sagen vilde jævne sig selv over hele Landet, som det er soleklart, den vilde det i Hovedstaden. Det er derfor kun de saakaldte Liberales Gru for Menigmands aandelige Frihed, eller indgroede Nag til Alt hvad der kommer fra mig, som 138giver Kirke-Sagen et fortvivlet Udseende, men hvorfor ikke haabe, at netop ved denne Leilighed, da Friheds-Tabet ved de Mynsterske Formularer er vist, og Magt-Vindingen over de Umyndiges Sjæle ei mindre tvivlsom end papistisk, Hovedmændene kunde give Fornuftgrunde Magt og finde sig i Billighed! Vist nok vilde de Clausenske Formularer i Alterbogen være en Torn i Øiet paa mangen gammeldags Lutheran, men naar de betragtede dem som Prisen for at sikkre sig selv og deres Børn det Gamle i Stats-Kirken, maatte og vilde de slaae sig til Ro. Ligeledes vilde Sognebaandets Løsning støde endeel Sognepræster af alle Partier, men det vilde i Regelen kun være de Uduelige, de Dorske, de Magelige og de Herskesyge, som Regieringen aldrig kan sympathisere med, og de Enkelte, der kun af en vis Ømfindtlighed eller af fantastiske Skrækkebilleder er indtagne mod Friheden, vilde snart finde, den er slet ikke farlig, men vidunderlig beroligende for enhver dygtig Præst, der ønsker at hans Sæd maa voxe og bære moden Frugt, naar hans Læber forstumme. 📌Kiøbenhavn beviser det noksom, hvorlidt det er at befrygte, Man paa Landet vil skareviis forlade nogen taalelig Sognepræst, og enhver alvorlig og retsindig Præst maa jo finde, at om det end var af de allersletteste Grunde en Sognemand forlod hans Skriftestol eller lod sit Barn gaae op at læse hos en anden Præst, kunde han dog al139drig noget Øieblik ønske med verdslig Tvang at hindre ham deri, saa det er kun den idelige Forbytning og Forvexling af 👤Christi Kirkes frivillige og Stats-Kirkens tvungne Medlemmer, af Aandeligt med Verdsligt, af det moralsk Ønskelige med det borgerlig Tilladelige, og endelig af det Tilladte med det Befalede, det Utilraadelige med det Forbudte, der endnu forvirrer saadanne Mænds Tanker om Sognebaandets Løsning. Her, i Tanke-Gangen, findes da visselig en gylden Middelvei, der skiller ad hvad ei uden største Forvirring og reen Fordærvelse kan sammenblandes, og som jeg derfor inderlig vil ønske, alle mine ædle Landsmænd og især Medtjenerne i Stats-Kirken snart maatte finde og dristig følge, da jeg er vis paa, det skulde aldrig fortryde dem enten i Tid eller Evighed. Man har snakket og skrevet saalænge om en “christelig Stat,” til sand og levende Christendom er nær ved at blive husvild og fredløs i alle Stater, saa hvor Man ikke med det tomme Navn vil erklære det virkelig Tilsvarende aaben Feide, maa man dog endelig huske, at enten er Stat kun en Titel for hele det Borgerlige Selskab, og da er ingen Stat christelig, eller det er en Titel for Øvrigheden, og da veed Man, den kan Ingen paatvinge sin eller fratvinge deres Tro, eller det er Navnet paa en luftig Idee, som den virkelige Øvrighed og alle det Borgerlige Selskabs Medlemmer dog vel ikke skal opoffre sig for. Det Rige, 👤Christus har stiftet, er vist nok en christelig 140Stat, men, som vi Alle veed, ikke af denne Verden, saa den bestaaer kun ved aandelig Frihed og bekæmpes derfor netop ved al Samvittigheds-Tvang, om den end øves under det allerchristeligste Paaskud!

Den Graahærdede, som bar 📌Danmarks Krone for et Aartusinde siden, i 👤Ansgars Dage, han gik altsaa den gyldne Middelvei, vi maae ønske fulgt af de Danske Konger baade nu og herefter til Verdens Ende, idet han gierne vilde lade Evangeliet have frit Løb og føie 👤Christus i hvad han kunde, uden at glemme, hans Krone var et Vølunds-Værk fra Hedenold, og Dannemænd lige trængende og lige berettigede til Hjerte-Frihed og til en mild og faderlig Styrelse, enten saa Vøluspa eller Julevisen klang bedst i deres Øren, enten Valhal eller 📌Paradis syndes dem det rette Gladhjem! I Pavedommets Dage og lige til Vores forlod Man denne gyldne Middelvei, og gik til den Yderlighed at ville paatvinge hele Folket Christendommen og dens 📌Paradis, og det var Hoved-Aarsagen til den Ligegyldighed for Kirken og alt Guddommeligt, som herskede næsten enevældig ved dette Aarhundredes Begyndelse, og hersker, skiøndt bekæmpet og svækket, i Grunden endnu. Under denne Ligegyldighed var Regieringen nær gaaet til den anden Yderlighed og havde stræbt at paatvinge Folket hvad de unge Præster kaldte Naturligt, med Udelukkelse af Evangeliet fra 👤Ansgars og 👤Luthers Dage, og Tiden har viist, 141at denne Yderlighed var ligesaalidt efter Folkets Hjerte, som til Stats-Kirkens Tarv eller Øvrighedens Fordeel, saa nu er vi Alle enige om, Man maa gaae en Middelvei. Det nytter imidlertid ikke, saalænge vi er høist uenige om hvilken, og næsten Alle ansee den Middelvei, de selv i deres Tankegang stræbe at holde mellem det gammeldags Christelige og det nymodens Naturlige eller Fornuftige, for at være den, Regieringen skulde paatvinge hele Folket, medens Middelveien for en verdslig Øvrighed dog altid er hverken at befale eller forbyde, indføre eller afskaffe, men tillade, tilskynde eller fraraade, en Middelvei, der selv i mange verdslige Ting vilde være gylden, og er i aandelige og hjertelige Ting den eneste Rette og Forsvarlige.

Betragter man desuden de tre Middelveie i den religiøse og kirkelige Tankegang, der i den sidste Menneske-Alder have stræbt at giøre sig giældende, kiendeligst vel hos Hr. Biskop 👤Mynster, Hr. Professor 👤Clausen og mig, da seer Man strax, at Regieringen, ved at ville paatvinge Alle een af disse, træder i Modsætning til To, hvad aldrig kan være den gyldne Middelvei. Jeg veed nok, at Hr. Biskop 👤Mynster aldeles overseer mig og tager kun lidt Hensyn paa Professor 👤Clausen, men, Man kalde det hvad Man vil, saa troer jeg dog, at jeg ikke blot staaer i et andet Forhold til den Danske Literatur men ogsaa til den Danske 142Menighed, end enhver anden Præst ved 📌Vartou vilde, og at dette Forhold slet ikke forandres ved at oversees. Hertil kommer, at af os Tre er jeg dog nok den Folkeligste, saa da jeg slet Intet, enten Nyt eller Gammelt, vil have Præsterne eller Folket paatvunget, men protesterer mod enhver ny Tvang og stemmer for, at baade det Christelige og det Naturlige skal have Frihed til at virke, udvikle og klare sig med aandelige Midler, uden Nogens Ulæmpe, saa tør jeg mene, min Stemme kunde i dette ene Stykke have mere Vægt end baade Hr. Biskop 👤Mynsters og Hr. Professor 👤Clausens, som jo desuden neppe kan enes om hvad de vil have os Alle paatvunget, da Begges Individualiteter dog ei kan blive Lov i Stats-Kirken.

Hvad endelig Stats-Kirkens Tarv angaaer, som det dog vel er at tækkes Folket og virke velgiørende, altsaa aandelig og hjertelig, paa det, da kræver den jo dog aabenbar ikke det gamle stive Formular-Væsen, som gjorde den kold og kiedsommelig, men det fri og levende Ord, som i den sidste Menneske-Alder har begyndt at oplive og opvarme den paany, og naar Hr. Biskop 👤Mynster nu troer det Modsatte, da giør han sig selv Uret, thi hvem har mesterligere skildret de Forhaabninger, man knytter til nye Formularer end Præsten i 📌Spjellerup, da han skrev: det anordnes efterhaanden paa forskiellige Steder, at flere Timer, hvilke det tilforn ansaaes nødvendigt eller 143nyttigt at anvende til den offenlige Gudstjeneste, ikke mere skulle bestemmes dertil, og Fornødenheden synes ofte kiendelig nok at have foregaaet Anordningen, da de der skulle høre, ikke komme tilstæde, da de, der skulle tale, ikke vel vide, hvad de saa ofte skulle finde at sige; og i de Timer, der endnu bruges dertil, sees vore Kirker alt tommere og tommere. Det er aabenbart, at dette Phænomen maa have sin Grund i nogen Tænkemaadens Forandring; det være sig nu, at denne Forandring er til det Bedre eller til det Værre, saa have dog de, der offentlig tale om deslige Gienstande, ikke ligegyldig kunnet ansee dem, efterdi de for det meste er de samme, hvis Embede det er at forestaae Gudstjenesten, og som derfor snarest og ubehageligst maatte fornemme den tiltagende Eensomhed paa de hellige Steder. Hvori man end ellers troede at maatte søge Grunden hertil, saa var man dog næsten almindelig enig om, at en af de fornemste var Gudstjenestens uhensigtsmæssige Indretning. Prædikenen var i lang Tid anseet for det vigtigste Stykke ved den offenlige Gudsdyrkelse, hvad var rimeligere, meende man, end at de mystiske Lærdomme og de orientalske Udtryk, der fandtes i disse, endnu dertil udstrakte i en trættende Længde, maatte afskrække Tilhørerne. Saasnart denne Klage begyndte at blive almindelig iblandt Prædikanterne selv, maatte ogsaa det, hvorover man klagede, snart blive afhjulpet, efterdi det jo stod i Disses egen Magt, hvorledes de vilde prædike; naar man begyndte forsigtig, naar 144man udholdt det første Skrig, saa var Alt vundet; virkelig blev ogsaa Lærdommene, der foredroges, efterhaanden hvad man kaldte fattelige, Udtrykkene, hvori de foredroges, hvad man kaldte populære, og Talerne kortere men Kirkerne tommere. Hvad var ogsaa rimeligere, end at man maatte savne Tilhørere, saalænge Psalmerne, der slet ikke var gaaet frem med Tiderne, var saalidet passende til Talens Aand og til Menighedens Oplysning? En Forandring heri var forbundet med flere Vanskeligheder, den skedte derfor og senere, men skedte dog, uden at det derfor synes, som havde de nye Sange lokket flere til at synge. Men Feilen ved vor Gudstjeneste bestaaer ikke i dette eller hiint Enkelte, dens Indretning er blevet i Tider, hvis Tænkemaade var saa grundforskiellig fra vores, den maa derfor omdannes fra Grunden af, at den kan passe sig til sandselige, oplyste Mennesker: Liturgiens Forandring synes en almindelig Trang som den er et almindeligt Ønske. Maaske kunde en hemmelig Frygt indsnige sig, naar man saae dette Ønskes Opfyldelse alt for nær; thi hvad om dette sidste, radicale Middel ogsaa manglede den tilsigtede Virkning, hvad om det uheldige, gienstridige Phænomen endda vedblev? hvad havde man da endnu at giøre, uden at see til, eller i det høieste at prædike derimod — for de tomme Stole? — Men Haabet er Menneskets tro Ledsager, og sjelden har Nogen, som først begyndte at bygge paa Sand, afladt dermed; den offenlige Gudstjenestes 145Forandring synes at være blandt de kiæreste Forestillinger, hvormed især geistlige Forfatteres Iver nu beskæftiger sig.

Saavidt Præsten i 📌Spjellerup, og hvad er nu i denne Henseende skedt siden 1806? Enstund indrettede enhver Præst, som gad, Gudstjenesten omtrent efter sit eget Hoved, men Kirkerne blev i det Hele tommere, Ligegyldigheden kiendeligere. Efterhaanden kom endeel yngre Præster, der, ligesom 👤Mynster og jeg, holdt sig til de gamle Formularer, men det gjorde heller ingen kiendelig Forskiel, saa kun hvor Præstens fri Tale var mere levende og indtrængende, blev der Kirkegængere, og Man havde derfor aabenbar opgivet Haabet om at befolke de tomme Kirker med nye Formularer, da den Vægt, jeg lægger paa “Daabs-Pagten” frembragde Protest mod endeel Præsters Forandringer af den, hvorpaa Hr. Stiftsprovst 👤Clausen fandt det nødvendigt, at disse Forandringer blev lovmæssige, og androg med Endeel af Hovedstadens Præster paa en forandret Alterbog. Derved kom Sagen i en Slags Bevægelse paany, men en saa sneglemæssig, at den neppe var kommet et Skridt frem, hvis ikke Hr. Dr. 👤Mynster var blevet Biskop i 📌Sælland og havde, mod al Formodning, taget sig ivrig af den, og see vi nu hen til Daabs-Pagten, som var det Eneste, begge modsatte Partier ved denne Leilighed lagde Vægt paa, da valgde han en Middelvei, der maatte være dem begge, om ikke lige 146utaalelig, saa dog noksom ærgerlig, da Pagtens Ord indskærpes, men rykkes ud af den naturlige og nødvendige Sammenhæng med Daaben, og hvordan kan da enten Hr. Biskoppen eller Nogen mene, at en ny Alterbog, som i Øvrigt Ingen havde nogen Længsel efter, og et nyt Ritual, som maa støde alle fribaarne Naturer og dygtige Præster for Hovedet, vil giøre mindste Gavn eller ikke meget mere stor, maaske ubodelig Skade! At de ingenlunde vil fylde de tomme Kirker, forudsætter jo ogsaa Hr. Biskoppen selv udtrykkelig, da han endog har fundet en Rubrik for dem nødvendig i Ritualet *Ritual-Forslaget S. 3-4., og da han foreskrev Præsten næste Søndag efter at Kirken var lukket af Mangel paa Tilhørere, i sin Prædiken paa passende Maade at foreholde “Menigheden” hvad der saaledes var forefaldet; hviskede da ikke Præsten i 📌Spjellerup til ham “hvad havde man da endnu at giøre uden at see til, eller i det Høieste at prædike derimod — for de tomme Stole!

Og nu Sognebaandets Løsning, som aabenbar er det Eneste, der muelig kan hindre vor Almue fra daglig enten at synke dybere i Ligegyldighed for Himlen, eller separatistisk at fjerne sig længere fra Stats-Kirken; Sogne-Baandets Løsning, hvis Modstandere maae tale ligesaa naiv 147om Hengivenhed til “Stats-Kirken,” som Man nys talde om Hengivenhed til “Fædrenelandet,” maae aldeles tabe den store Eenhed og det opløftende Fællesskab af Syne, for at stirre paa de tusende Kirkesogne som ligesaamange for Sognefolkene ene saliggiørende Stats-Kirker; Sognebaandets Løsning, der til enhver Tid vilde være Stats-Kirkens Tarv, og er nu dens eneste muelige Redning, det skal nu ogsaa have 📌Sællands Biskop, der netop maa see paa det Hele, og Biskop 👤Mynster, som kan overskue det Hele, imod sig! Hvor underligt! Hr. Biskoppen har sagtens glemt det for længe siden, men jeg husker det grandt, at da jeg, som ung Capellan, mødte 📌Spjellerups berømte Præst paa sin Reise til 📌Frue Kirke,” anmærkede jeg, at han i 📌Kiøbenhavn maatte savne det skiønne Forhold mellem Landsbypræsten og hans Sognefolk; men den erfarne og betænksomme Præstemand svarde mig meget træffende, at Forholdet til en “fri Menighed” turde være nok saa meget værd. Tiden har klarlig viist, han spaaede ret, og jeg har alt længe sandet hans Ord, men Hr. Biskoppen synes ikke blot at have glemt dem, men Betingelsen for hele hans store, velgiørende Virksomhed; selv i Hovedstaden synes det nu ham og hele det Kiøbenhavnske Ministerium, saanærsom Præsten ved 📌Vartou, tvivlsomt, om den Frihed, der ogsaa betingede en 👤Mynsters Virksomhed, har gjort mere Gavn end Skade!!

148Dog, Alt under Solen har en Ende, saa min Bog maa ogsaa have en, og til Slutning vil jeg af mit Hjerte ønske Hr. Biskop 👤Mynsters, som mig synes unaturlige, Forblindelse i Kirke-Sagen en snar og lykkelig Ende!

Ja, at Man 1806 kunde troe, Stats-Kirken trængde kun til en ny Alterbog, for at blive ung igien, var vist nok latterligt, men at Formanden for de Leende, naar han blev 📌Sællands Biskop, skulde foreslaae det samme Middel under langt mere fortvivlede Omstændigheder, det er bedrøveligt, og saameget urimeligere, som en heel Menneske-Alder siden har viist, at nu hjelper intet Sort paa Hvidt, men vel det fri og levende Ord. Eller, var det vel meer hos vor berømteste Taler end hos mig, Man gik i Kirke enten for Messens, eller Textens eller de anordnede Formularers Skyld, eller kunde og vilde Nogen af os under det Syttende Aarhundredes Kirke-Aag været hvad vi var for vore Tilhørere!

Kan Hr. Biskop 👤Mynster dog slet ikke sympathisere med mig i den Tankegang, at det var en daarlig Triumph for Nogen af os, efter en heel Menneske-Alders levende Virksomhed med det vingede Ord, at faae vor “Gravskrift” altid kiedsommelig og tit harmelig, ei sjelden kun for “to Personer foruden Kirkesangeren og Skolebørnene,” læst op i alle Landets Kirker; men at der er en anden Triumph, ei blot os, men det store Evangelium værdig, som vi, hver med sine naturlige Egenheder, 149men dog Begge levende og virksomt forkyndte: den Triumph, at hvad Man kun forgiæves ventede af ny Formularer, Cantater og alskens Mechanisme og Skuespilkonst, det udrettede Aanden ved os under de gamle Former med det evig unge, fri og levende Ord! Det er jo dog vist, at kan denne Aand komme til at hvile paa Mange af vore Disipler og Afløsere, saa ogsaa de, opflammede for hvad de selv troe og finde Hvile i, tale frit og levende derom, som det falder dem naturligt, da vil den Danske Stats-Kirke hæve sig forynget og ligesaalidt som de Huse, hvor vi talde, fattes Søgning af dem “hvis Sjæl vil leve,” og da vil denne Stats-Kirke være et levende Mindesmærke, stort nok, ei blot for os Begge, men for den Vittenbergske Kirkefader, vi bøiede os for! Kunde dette ikke skee, da skulde vi helst ønske at glemmes i Stats-Kirken, men kunde dog allermindst ønske at huskes, som dem, der ved at paatvinge Alle deres eiendommelige Tankegang og Udtryksmaade, selv nedrev hvad de opbygde, og kvalde i Fødselen det ny, aandelige Liv, Folke-Naturen, ei mindst ved Ordet paa deres Læber, havde undfanget!!