Syvende Kapitel.
►Hedrik og ►Blinde-Giæst.
✂ ►Hedrik blev nu en vældig Herre, saa hans Lige fandtes ei i 📌Nørreleden, men immer gjorde han ►heller Ondt end Godt og gjorde paa Trods Alt hvad hans Fader havde 35raadt ham fra, endskjøndt han derved tit kom i Vaade og Livsfare. Omsider blev han dog kied ad Krig og Orlog, slog sig til Ro i 📌Aarhjem og gjorde det Løfte ved Børsterne af Julegrisen, at Ingen skulde fortørne ham saa meget, han ►jo kunde løse sit Liv med en Gaade, der overgik ►Hedriks Forstand. Det Løfte er blevet meget berømt, ikke saa 516 (PS1) meget fordi Mange prøvede deres Lykke og kom tilkort, som fordi ►Hedrik dog tilsidst fandt sin Overmand.
✂ Der var nemlig i 📌Gothland en ►Herse, de kaldte ►Blinde-Giæst, som var faldet i høieste Unaade hos Kong ►Hedrik og blev indstævnet af ham til at møde og enten ►holde Slag eller lide Dom, men ►Giæst havde ingen Lyst til nogen af Delene og søgde derfor med mange Bønner og store Løfter ►Odin ►paa Haand. Da hændte det sig, en Aften silde, at der blev banket paa Dørren hos ►Blinde-Giæst, og da han selv gik hen og lukkede op, traadte der en Fremmed ind, som ogsaa kaldte sig ►Giæst, og spurgde sin Vært, hvad det var han gik og grublede over? Da nu ►Blinde-Giæst aabenhiertig klagede sin Nød, sagde den Fremmede: vil du skifte Ham og Dragt med mig, saa vil jeg gjæste Kongen i dit Sted og prøve min Lykke. Det fik han gjerne Lov til, saa det Bytte var snart gjort, og ►Blinde-Giæst legede Skjul, mens den Fremmede gik og gjaldt for ham baade i og ►uden Huset, saa mesterlig vidste han at efterligne alle hans Manerer. Han indfandt sig da ogsaa til rette Tid i Kongens Gaard, og skiøndt ►Hedrik gloede ilde til ham, tabde han dog ikke Fatningen, men sagde meget frimodig: Herre, jeg kom hid for at blive forligt med Dig. Ja, sagde Kongen, vil du da underkaste dig mine Viismænds Dom? 36Hm, svarede den Fremmede, er der ellers ingen Redning? Jo vist er der, sagde Kongen, naar du kan sige mig en Gaade, som jeg ikke kan løse. Det er jeg kun daarlig skikket til, svarede ►Giæst, men det er ligemeget, før jeg vil lide Dom, vil jeg dog ►heller see til at hitte paa en ⓘ Gaade.
✂ Der blev nu sat to Stole til dem midt paa Gulvet, og Folk slog Kreds om dem og spidsede Øren for at høre ►Vidskab.
✂
Jeg gad havt i Dag
Hvad jeg havde i Gaar,
Veed du hvad det var,
►Vittige ►Hedrik?
✂
God er din Gaade
►Giæst hin blinde!
Mosten jeg kiender,
Munde den ►huger,
Lukker dem enten
Op eller i.
✂
Hid underveis
Veie Nok saae jeg,
Den Ene for høi,
Og den Anden for lav,
Vei allevegne,
►Vittige ►Hedrik!
✂
God er din Gaade,
37►Giæst hin blinde!
Bro gik du over,
Brugde dit Øie,
Fisken i Floden,
Fuglen i Luften,
Vel finde Veie,
Veed du saa meer?
✂
Drages til Minde:
Hvad drak jeg i Gaar?
Vand var det ikke,
Vin ikke heller,
Hverken Øl eller Mjød,
Eller Mosten af Frugt,
Og dog blev jeg ledsket,
Løs du mig det!
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
►Alt som i Skove
Skygge du søgde,
Kiøled din Læbe,
Leiret i Græsset,
►Kystes paa Munden
Af Morgen-Dugg.
✂
Der gik en Høirøstet
►I Rykke-Tal
Den slagne Vei
Og den slidte Sti,
38
518
(PS1)
Og hvad han traadte
Han trofast ►kyste
Paa deiligste Kind,
Med dobbelt Mund.
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
Hammeren gaaer
Over Guldet ►saa,
Naar det paa Ambolt
►Overfares,
Drøit den kysser
Og kvæder høit!
✂
Stort Vidunder
Jeg stirred paa,
To om Budet,
Begge døde,
Aandeløse,
Laae og pusted,
Kogde Gift
Til gamle ►Kæmper!
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
Blæse-Bælgen
Er bleg om Næse,
Liv og Aande
Den aldrig fik,
Dog til Krigen
39Med Kraft den puster,
Volder med Beenbrud
Bane-Saar!
✂
Stort Vidunder
Jeg stirred paa,
►For ►Dellings Dørre
Et Dyr jeg saae,
519
(PS1)
Med Fødder otte,
Med fire Øine,
Og over Hofte
Sig hæved Knæ.
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
Du kom fra Østen,
Hvor op gaaer Solen,
Og Edder-Koppen
Med ►Konster sorte
Af egne Tarme
Sig Traade spandt!
✂
Stort Vidunder
Jeg stirred paa:
►For ►Dellings Dørre
Sig dreied sært
Hoved til ►Hel,
Til Himlen Fod.
✂
God er din Gaade,
40►Giæst hin blinde!
Lilie saae du
Med Løg i Jorden,
Stilken med Blade
Dog stak i Sky.
✂
Stort Vidunder
Jeg stirred paa,
Som Stenen haardt,
Som Skjoldet blank,
Som Ravnen sort,
Som Speilet klart;
Veed du min Mening,
►Vittige ►Hedrik?
✂
►Svart det nu ►minker
Med ►Mandevid,
En ►Lava-Skive
Laae dig for Øie,
Hvor Solen skinned
Fra ►Skyhjem klar.
✂
Kvinderne tvende
Med kridhvidt Haar
Bar under Aaget
Æde til Hjemmet,
Ei Maden og Huset
Med Hænder var gjort,
Men Konstneren bygger
Paa Kryds ►under Øe.
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde,
Kridhvide Svaner
Krydsed i Luften,
Hænder ei havde,
Huse dog bygde,
Bar saa til Rede
Blommer i Æg.
✂
Var det ei Hexe,
Hunnerne tvende,
Som mellem Fjelde
Faldt mig i Øie,
Mand de ei havde,
Møer de vare,
Nikked dog daglig
Til ►Daatteren fiin.
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde,
Kvinder ei saae du,
521
(PS1)
Men Kvanner tvende,
Mindst stod i Midten
Hos Mødrene to.
✂
Søn af Blød-Hjerte
Forhærdet jeg saae
Farende stile
Til Strandkant ifjor,
42Dødning bar Dødning,
Og deiligt det gik,
►Blindebuk reed ►og
Paa ►Blindebuk stiv,
Aldrig en Hest havde
Haardere Kaar.
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
Ørn sad paa Aadsel
Iiskold og blind,
Dødninger begge
Bar en ►Iis-Kage,
Fulgde med Strømmen,
Stiled mod Kysten.
✂
Hvem er de Drotter,
Som drage i Striden,
Naar deres Bønder
I ►Bøigden de sprede,
Men Fællesskab giøre,
Naar Folkene samles?
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
Det er Kong ►Irak
Og ►Andot i Skak,
Paa Brettet de kæmpe,
Naar Brikkerne spredes
43I Posen de enes,
Naar Alle forsamles.
✂
Hvem er den ►Askefis,
Eensom i Vraa,
Fader og moderløs,
Født af en Steen,
►Fuldherlig en Tjener,
Som Herre Tyran?
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde?
►Saa under Aske
Ulmer jo Gnist,
Fødtes af Flinten,
Fænger paa Jord,
En Perle i Lænker,
Men løsladt en Gru.
✂
Hvem er den Sorte,
Som Solen fordunkler,
Søer og Skove
I Skumring opsluger,
Trodser al Verden,
Paa ►Vindspillet nær?
✂
Taagen opstiger
Fra Strand og fra Jord,
Skjuler sin Vugge,
44Og skygger for Solen,
Mørk er dens Vei,
Og kun Vinde den skyer,
Men meer end jeg troede
En ►Træring ►est du.
✂
Kiender du Dyret,
Som ►Dansken værger,
Blank under Bugen,
Blodig paa Ryggen,
Udsætter Livet,
523
(PS1)
Naar ►Luren gjalder,
Ligger i Leir
Paa ►Lofdungs Haand?
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
Skjoldet du mener,
►Skiærmen paa Val.
✂
Dandserinder
I Dugg jeg saae
Frit sig svinge
Og svæve let,
Sorte Skjolde
Om Sommer-Dage,
Men mælkehvide
Om Vinter-Nætter
Alle de ►bare,
Hvad er saa det?
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
Ryper de kaldes
Paa 📌Rommerige,
►Fjederne sortne
Om Sommerdage,
Vingerne hvidne
I ►Vinterlag.
✂
Møer jeg mødte,
Mange i Flok,
Med søegrønne Huer,
Og snehvide ►Liin,
Fader dem spored
Til Speideri,
For dem sig vogte
Kan Vægter ei.
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
►Rans og ►Ægers
De raske Døttre,
Som ei sig vare
Kan Viking for,
Bølger kaldes
►Og Brændinger.
✂
►Børnekiær fordum
Bygde sig Hytte,
46Ligned en Gaas
Som en Giæsling omtrent,
Af Drøvtyggers ►Skjolde
Beskiærmet hun blev,
Havde til ►Høieloft
Hjerneskal hans.
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
And gjorde Rede
I Oxe-Hoved,
Mellem dets Kæber
Den ►kurede Æg.
✂
Stor saae jeg styre
Større endda,
Selv paa ►Helveien
Hjelper han Folk,
Naar ham ei svigter
Hans svorne Ven,
Men Jorden han giver
Dog Hjerte-Saar.
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
Ankeret helder
Til ►Hel ►forvist,
525
(PS1)
Saarer med Grenen
Grønt og Sort,
Bjerger dog tit,
47Med ►Toug i Pagt,
►Havets Heste
Og Høgens Ven.
Snuere dog
Har ei Snakker jeg fundet,
Vel er du drevet
I ►vittige Ordspil.
✂
►Lens er nu ganske
Paa Gaader jeg snart,
Alt Man dog vover,
Naar Alt er paa Spil.
Brude jeg mødte
Paa Bredden af Havet,
Ved Klipperne steile,
Ved Klinter og Skiær,
Leierne haarde
Dem lyster at prøve,
Munterhed miste
I Mags-Veir de let;
►Vittige Konge!
Kiender du dem?
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
Havfruer dandse,
Paa ►Høielofts-Bølger,
Stille de vorde,
Naar Stormene tie,
48Lavt ►under Lide
De ligge paa Steen!
✂
Hvad saae jeg i Sommer
Paa ►Soelbjerggaard?
526
(PS1)
Ungdommen munter
Med Mundgodt sig bælled,
Bomstille dog de
Ved Bægeret tav,
Mens Drikke-Karret
Gav Drøn og Suk!
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
Grisene patted
Den gryntende So.
✂
Hvem bygger høiest
I Bjergeland?
Hvem daler dybest
I 📌Danemark?
Hvem lever foruden
Aandedræt?
Hvem tier aldrig
I Torden-Veir?
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
Ørnen bygger
49Paa Bjergetind,
Dugg fra Himlen
Har dybest Fald,
Fiske-Lunger
Man leder ►om,
►Fosse-Tungen
Ei tie kan!
✂
Møer jeg skued
Ved Muldet at ligne,
I Sengen hos ►Soelskiær
►Sortsmutte laae,
Glimrende Afkom
De glæded sig til.
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde,
Blegrøde Gløder
Gloed i Asken,
Glimrende Luer
►Loved de sig.
✂
Fire var i Gang,
Og Fire derved hang,
To viste Vei,
Og To stod paa Vagt,
►Skitmads een,
►Skrinkelbeen,
Drev alle Dage
Drattende bagefter.
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
Ko havde Øine
Aabne som du,
Firbenet gik den
Med fire Patter,
Hornet i Panden,
Med Hale for lang.
✂
Stort Vidunder
Stirred jeg paa,
►For ►Dellings Dørre,
En Dag i Høst,
Ti var dets Tunger,
Tyve dets Øine,
►Fyrretive
Dets Fødder tillige,
Vrikkende dermed,
Det vralted afsted.
✂
Hvis ikke ►Skilfing
Skinnet bedrager,
Meer end jeg vented,
►Vittig du ►est,
►Gaader om Grynte
Og Grise ufødte,
So, før hun ►fared
Med ►Sydskende ni.
✂
Hvem er de tvende
►Thingløber-Mønstre,
Som har i Alt
Kun Øine tre,
Hjelpe sig begge
Med Hale een,
Men ei med Fødder
Færre end ti?
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
►Odin rider
►Fuldrap til ►Things,
Eenøiet er han
Og uden Hale,
Ottebenet
Er ►►Odins Hest►.
✂
Eengang endnu
Og aldrig mere
Vove jeg vil
Dit ►Vid at prøve:
Hvad sagde vel ►Odin
Sagte til ►Balder,
Førend den Bolde
Paa Baal var lagt?
✂
Galder og Seid
Og ►Gand og ►Tant
52►Slider-Sladder,
Du ►Sludder-Mads,
Men Ordene dine
Dog Ingen veed,
Dig selv undtagen,
Utyske leed!
✂ Ved disse Ord ►gik ►Jette-Naturen saa aldeles over Optugtelsen►, at ►Hedrik, uden nogen anden Tanke, trak blank og huggede med ►Tirfing efter ►Odin, der imidlertid havde forvandlet sig til en Falk og fløi ud ad ►Lyren, men mistede dog de yderste Fjer af Halen, hvorfor Falken er ►stumprumpet endnu den Dag i Dag. En Hirdmand, der ulykkeligviis var nærmest ved Haanden, maatte for Resten betale Gildet med sit Hjerteblod, da ►Tirfing skulde være Mands Bane, hvergang det blottedes, og ►Odin raabde til Farvel:
✂
Vee dig, Kong ►Hedrik,
Som du hugger løs!
Bryder du Løfte,
Saa ►bryder jeg Stav,
Nappes nu, Trælle!
Om Nidingens Liv!
✂ Det varede nu heller ikke længe, førend ►Hedrik ►fik sit Livsbrød, og dertil maatte det bidrage, at han trodsede alle sin Faders gode Raad og havde derfor ogsaa bestandig krigsfangne Trælle om sig, thi engang, da han reiste om og holdt ►Thing, og havde en Aftenstund, med et ringe Følge, slaaet Leir under 📌Havadsfjeld, rottede ni fornemme Skotske Krigsfanger sig sammen, overrumplede ham om Natten i hans Telt og dræbde ham med hans eget Sværd. Det kalde Somme ►Tirfings tredie ►Nidings53værk►, men de er ►aabenbar i Vildfarelse, baade for den Sags Skyld, at fribaaren Mand i Fangenskab er som Fuglen i Bure og frelser sig, som han kan bedst, og tillige fordi, som vi siden skal høre, ►Tirfing gjorde endnu meget værre Ting end det. ►Vel tog nemlig Fangerne det med sig paa Flugten, men saasnart ►Angantyr ►spurgde sin Faders Død, gjorde han det Løfte, aldrig at bestige ►Høisædet, før den var hevnet, og ►eenlig drog han omkring i den vide Verden, til han en Aftenstund, han gik langs med 📌Gripsaa, saae tre Mænd i en Baad, 530 (PS1) og hørde at den Ene, i det han med et Sværd skar Hovedet af en Fisk, kvad saa smaat:
✂
Det maa ved 📌Gripsaa
Gedden undgiælde,
At under 📌Havad
►Hedrik ►blegned!
✂ Det var Ord Nok for ►Angantyr, og han passede nu Fiskerne op, overfaldt dem om Natten hvor de laae under Telt med deres ►Stalbrødre, slog dem alle Ni og førde ►Tirfing hjem i Triumf. Derpaa gjorde han sin Faders ►Arveøl med stort ►Bram i 📌Dampstad, og vil Nogen vide, hvilke Konger, der paa den Tid ►var for Orde, da staaer der i Visen:
✂
►Humle da raadte
For 📌Hunelandet,
Og mellem Gother
►Gissur throned,
I 📌Danmark ►Valder,
Hos ►Valer ►Kjar,
Og ►Alfrik hin djærve
Hos Anglefolket!