Grundtvig, N. F. S. Nordiske Smaadigte

“Til Norge”

✂ Indledningsdigtet “Til Norge” kan næsten betragtes som en mini-Heimskringla, idet Grundtvig digter om norske konger fra 800-1000-tallet. Grundtvig beskriver de norske kongers bedrifter gennem en jeg-fortæller, der på trods af aldrig at have sat sin fod i Norge alligevel kender landet og har en tydelig forestilling om, hvordan begivenhederne fandt sted (strofe 2 og 3). Kommentaren om, at jeg-fortælleren ikke er fremmed i “Kæmpe-Hjemmet”, hentyder til, at Grundtvig havde færdedes der i ånden gennem sit arbejde med oversættelsen af 👤Snorres Heimskringla (Snorre 1818-1823).

✂ Digtets første 17 strofer handler om de norske konger. Fra strofe 18 skifter emnet til den latinske indflydelse på Norden, der har skabt “Trængsels Dage” for sagaerne og modersmålet. Grundtvig fornemmer dog, at et opgør med latinen er under opsejling, da den nordiske ånd er ved at vågne, og han forudser en ny gylden tid for Norden (strofe 20). I strofe 23 kommer Grundtvig frem til sin kongstanke: Ønsket om en ny type højere læreanstalt for folket – en skole for livet, som skal stå i modsætning til universitetet og andre læreanstalter, hvor man kun kan “Død tilkjøbe / Med Hovedbrudd!” (strofe 23). Denne tanke er også fortalens omdrejningspunkt.

Fortalen

✂ Digtsamlingens tilblivelse bliver kort beskrevet i fortalen, hvorefter Grundtvig tager afsæt i flyveskriftet Til Nordmænd om en Norsk Høi-Skole. Skriftet havde mødt en del modstand ved udgivelsen i Norge, og Grundtvig anvender derfor fortalen til at forsvare den. (Læs evt. om modtagelsen af Til Nordmænd om en Norsk Høi-Skole her).

✂ Latin havde forrang som dannelsessprog på universitetet og andre højere læreanstalter, men Grundtvig mente, at oplysning og dannelse skulle ske på modersmålet, og at en læreanstalt, hvor dette var tilfældet, burde oprettes. Allerede i 1832 havde han udtrykt behovet for en ny type læreanstalt for folkelig dannelse i fortalen til ►Nordens Mythologi, og han introducerede begrebet om en dansk og folkelig højskole første gang i ►Det Danske Fiir-Kløver eller Danskheden partisk betragtet (1836).

✂ Det Danske Fiir-Kløver var egentlig en hyldest af de rådgivende provinsialstænder (ofte kaldet stænderforsamlinger), som var blevet oprettet i 1831. Stænderforsamlingerne var kun rådgivende, og den enevældige konge var ikke forpligtet til at efterkomme deres forslag. Folket, dvs. de deputerede, fik med stænderforsamlingerne mulighed for at diskutere politiske emner, hvilket ellers ikke havde været velset i den danske enevælde. På grund af stænderforsamlingerne, og de folkevalgtes mulighed for at komme til orde, anså Grundtvig det for nødvendigt at oprette en ny form for højere læreanstalt, den folkelige højskole, således at fremtidige deputerede kunne blive “saa godt som mueligt oplyste om Folke-Naturen, Stats-Forfatningen og Fæderne-Landet i alle Henseender” (Grundtvig 1836, s. 57).

✂ Folkelig dannelse på modersmålet var ikke kun nødvendig at fremme i Danmark, men i hele Norden, hvor latin var blevet stemplet til “Gudernes Sprog” og kilden til “grundig, videnskabelig, himmelsk Oplysning” (Grundtvig 1838, s. XVI f.). Stortinget i Norge var blevet oprettet samtidig med den norske grundlov i 1814. Grundtvig havde i Til Nordmænd om en Norsk Høi-Skole argumenteret for, at etableringen af en højskole skulle ske gennem private midler, da han ikke mente, det norske Storting viste interesse for projektet (Grundtvig 1837, s. 17 f.). Dette ser dog anderledes ud i fortalen til Nordiske Smaadigte, hvor Grundtvig skriver, at “Folke-Stemmen er Lands-Lov” (s. XVI) og dermed henviser til Stortingets deputerede, og den magt de har til at fremme den folkelige dannelse gennem oprettelsen af en norsk højskole.

✂ Med sin kritik af latin som dannelsessprog talte Grundtvig ind i en debat, som allerede verserede i Norge. Her havde latin som eksamenssprog på universitetet været diskuteret siden begyndelsen af 1830'erne, og Grundtvigs kritik af latin, som i Norge blandt andet var kendt fra Nordens Mythologi 1832, blev i nogen grad anvendt i diskussionen (se ►Skrondal 1929, s. 81-83).

✂ Som afslutning på fortalen afbryder Grundtvig sit angreb på latin og forsvaret for dannelse og oplysning på modersmålet med en tak til sine norske læsere. Han meddeler desuden læserne, at “hvem min Skrift nogensinde tækkedes, vil, saalænge Kræfterne staae mig bi, aldrig fortryde at have læst mine Bøger med Opmærksomhed” (s. XXII).

Udvalget og bearbejdelserne

✂ De genudgivne værker i Nordiske Smaadigte skal introducere de norske læsere til Grundtvigs poetiske forfatterskab, og samlingen består primært af digte, som har forbindelse til Norge eller er af nordisk betydning. Størstedelen af digtene er tro mod førstetrykket, mens nogle af værkerne har fået udvidet eller ændret indholdet. Et udvalg af genoptryk og bearbejdelser vil i det følgende blive gennemgået.

Anmærkninger

✂ Grundtvigs bemærkninger til digtene er meget personlige og handler om baggrunden for værkerne samt hans fornyede syn på flere af dem. I anmærkningerne henvender han sig ofte til de norske læsere for at sætte dem ind i førstetrykkenes kontekst. Han beretter fx om striden mellem ham selv og 👤Jens Baggesen, som fandt sted i 1815-1816, hvilken Grundtvig ikke antager, at de norske læsere kender til. Det er heller ikke på grund af striden, at digtene “Til Sphinx” og “Afbrudte Strøtanker ved Brevet til Vali-Magni” indgår i samlingen, men på grund af deres poetiske værdi (s. 308).

✂ I flere af anmærkningerne går Grundtvig kritisk til sine værker. Titlen på “Mindesang paa Fædres Gravhøi” er fx ændret til “Nødskrig fra Kæmpehøien”, idet han mener, det minder mere om et skrig end en sang (s. 304). Kritikken findes især i forbindelse med oversættelserne, se anmærkningerne “Sværdet Tirfing”, “Nødskrig fra Kæmpehøien”, “Versene af Heimskringle” og “Til Bylow paa Sanderumgaard”. Oversættelserne af 👤Saxos Gesta Danorum og 👤Snorres Heimskringla anser han som overflødige, og de syv år arbejdet tog – sammen med oversættelsen af Sangen om Bjovulf – kunne have været anvendt bedre (s. 304 f.). Med overflødig hentyder Grundtvig sandsynligvis til, at efterspørgslen på oversættelserne af Saxo og Snorre var langt lavere end forventet, hvorfor restoplaget på 1700 eksemplarer blev uddelt gratis i 1834 (jf. ►Johansen 1948-1954, bind 1, s. 150). Grundtvig ville ønske, at disse år var blevet brugt på at udbrede det, han kalder en levende virksomhed – men han indser også, at arbejdet gjorde ham klogere og kalder det et “Trælle-Arbeide, som sagtens maatte giøres” (s. 306). Selv om han er kritisk over for sin oversættelsesmetode, påpeger han dog, at Heimskringla-digtene er forståelige og dermed kan give læseren et indblik i de historiske begivenheder (s. 311). Han ærgrer sig over tiden og kræfterne, han brugte på oversættelsen af Bjovulf, da han mener, den kunne være blevet lige så god “uden synderlig Umage” (s. 312). Grundtvigs oversættelse, ►Bjowulfs Drape fra 1820, er også nærmere en omdigtning, som sjældent har direkte overensstemmelse med forlægget (læs evt. mere om dette i indledningen til Bjowulfs Drape).

✂ Anmærkningerne anvendes også til at gøre de norske læsere opmærksomme på Grundtvigs andre udgivelser. Udover oversættelserne henviser han blandt andet til Nordens Mythologi (1832) og bind 2 af ►Haandbog i Verdens-Historien (1836). Tidsskriftet ►Danne-Virke (1816-1819) beskrives som glemt og som et sted, hvor han “engang [...] begravede endeel Toner og Tanker, som ikke alle fortjene deres tunge Skæbne” (s. 310). Derudover annonceres en ny udgave af ►Krønike-Riim (1829), hvilken udkom i 1842 under titlen ►Krönike-Riim til Levende Skolebrug (s. 304).