Grundtvig, N. F. S. Nordiske Smaadigte

II
III

Til 📌Norge.

1

Mens over Vove,
Paa Odins Hest
Fra Bøgeskove,
Som Nornegiæst,
Med Gudrunskvider
Jeg til Dig rider
I Levnets-Kveld,
Derpaa jeg gjætter,
Hvad mig forjætter
Dit høie Fjeld!

2

Paa Orme-Reise
Til Arthurs Grav,
Jeg saae Dig kneise
Bag 📌Englands Hav;
Men tyst i Taagen,
Og langt fra Kaagen,
Du graaned kun,
Og aldrig satte
Jeg Fødder matte
Paa 📌Norges Grund!

3

IVDog ei vildfremmed
Jeg tænke kan
Mig Kæmpe-Hjemmet
I 📌Nørrestrand,
Hvor tit med Helte
Jeg spændte Bælte
I Hedenold,
Hvor Brage-Lønnen
Med 👤Sturle-Sønnen
Jeg æsked bold.

4

Med 👤Halvdan Svarte,
Fuldmangen Drot
Sig lod opvarte
Af mig saa smaat;
Jeg hørde Torden
I 📌Bukke-Fjorden
Den lumre Dag,
Da Uglehoved
Sin Trøie voved
I Kæmpelag!

5

V Jeg var paa 📌Storden
Med 👤Adelsteen:
Vox-Lys i 📌Norden
Med Flamme reen;
Saa godt jeg kunde,
Til Folkemunde
Jeg hjalp den Sang,
Som 👤Hakon priste,
Som Helten viiste
Til Gladhjems Vang!

6

I Sulevaagen,
Bag 👤Eriks Ryg,
Jeg sad i Krogen
I slemt Betryk,
Blandt meer end Tigre,
Hvor Bue Digre
Sit Brøl slog op,
Hvor Hex og Trolde
Med Byger kolde
Paa Trods holdt Trop!

7

VIPaa Ormen Lange,
Hvor stolte Ord
Af Kæmper mange
Gik rundt om Bord,
Jeg, knapt at regne,
Var med at blegne
Da Buen sprang,
Den Overspændte,
Som var at vente,
Med Varsel-Klang!

8

Jeg, som paa Vinge,
I Kjortel rød,
Saae 👤Olav springe
I Havets Skjød,
Saae Helten dukke,
Og Bølgen lukke
Sig mørkeblaa;
Men tænkde immer,
Afklædt sin Glimmer,
Han vil opstaae!

9

VIIMed 📌Norges Helgen
Jeg stred og bad,
Men fulgde Elgen
Fra 📌Stiklestad,
Hvor Bjarkemaalet
Fik brat afstraalet
Bag kulsort Sky,
Hvor Nordmænd ginge
Sig selv paa Klinge
Og faldt med Gny!

10

Dog som en Borre,
Jeg hængde fast
Ved 👤Eisten Orre,
Hvis Skjold ei brast,
Hvis Øxe-Hammer
Som Mjølners Flammer
Var Anglers Skræk,
Hvor 📌Norges Flaade,
Med 👤Haarderaade
Blev synkelæk!

11

VIIIMed Barfod-Sønnen,
Den friske Fyr,
Jeg napped Rønnen
Paa Æventyr,
I Fred og Feide,
Ombord fra 📌Seide
Til 📌Maglegaard,
Hvor han sit Hoved
Mod Czarens voved
I Ungdoms-Aar!

12

Jeg saae ham prale
Af Vittighed,
Jeg saae ham dale
I Daarskab ned!
Med 👤Magnus Blinde
Jeg saae forsvinde
Det Yngling-Tal,
For 👤Harald Gille,
Den falske Pille
I Konge-Hald!

13

IX Det gamle 📌Norge,
Med Spir i Sky,
Da tør vel borge
Mig for det Ny,
At der jeg finder
Med gamle Minder
Og Gjæstmildhed,
Og aabne Øren
Langsop til 📌Støren,
Ad 📌Trondhjems Led!

14

Hvor Ormen Lange
Paa Beding stod,
Vist Skjalde-Sange
Har fæstet Rod,
For 👤Olavs Sæde
Skal Ingen kvæde
Uhørt, omsonst,
Sit Værk kun kroner,
Hvor Harpen toner,
Hans Bygnings-Konst!

15

XI 👤Olavs Dage
Kom Norne-Giæst,
Den Søn af Brage,
Paa Odins Hest,
For Vind og Vove
Fra grønne Skove
Til 📌Nidaros,
Med Sang og Sage
Fra gamle Dage,
Med Helte-Roes!

16

Da under Lide
For første Gang
Til Gudruns Kvide
Lød Harpeklang,
Sit Livslys tændte
Og snart udbrændte
Da Norne-Giæst,
Hans Læber blaaned
Han mat neddaaned,
Kong 👤Olav næst!

17

XIMed ham blev jordet
Det gamle Kuld,
Som førde Ordet
Om Oldtids Guld,
Som kunde sjunge
Med Folke-Tunge
Saa jævnt og klart,
At Hjerte-Dybet
Kun ei for Krybet
Blev aabenbart!

18

Men nu har Stjerner
Et Kredsløb endt,
For Folke-Hjerner
Kun lidt bevendt,
En “gylden Alder”
For Romer-Skvalder
Og Morder-Staal,
Men Trængsels Dage
For Sang og Sage
Og Modersmaal!

19

XIIDa lagdes Jorden
I Trælle-Baand,
Da glemde 📌Norden
Sin Kæmpeaand,
Men vaagnet atter
Nu sammenfatter
Sig Norne-Giæst,
Og Stjerners Leder
I Løn bereder
En Folke-Fest!

20

Ja Høitids-Dage
Nu efter Nat
For Sang og Sage
Oprinde brat;
For Folkemunde
Hos Skjald og Bonde
Et Gyldenaar,
Min Stav forkynder,
Det først begynder
Paa Skovbygaard!

21

XIII I klare Sange,
Som Folk forstaaer,
Da over Vange
Et Lys opgaaer,
Ja over Fjelde,
Og Magt og Vælde,
Og Krig og Fred,
Som over Strande,
Og alt hvad Lande
Kan blomstre ved!

22

O hil Dig, 📌Norge,
Med Dal og Fjeld!
Jo færre Borge,
Desmere Held!
Paa dine Gaarde
Blandt Klipper haarde
Er Byrden let,
Der Grander trygge
Til Bonde-Lykke
Har Odelsret!

23

XIVKun brat en Skole
Paa Nordisk Grund
Med Lærestole
For Livet kun,
For Nordmandslivet,
Som det er givet
Af Himlens Gud!
Lad Øren døve
Sig Død tilkjøbe
Med Hovedbrudd!

24

Dig selv Du ligne,
Da faaer Du Priis,
Dig Gud velsigne,
Da blir Du viis!
Lad Tro og Tale
I alle Dale
Sig røre frit!
Da Friheds Smykke,
Da Liv og Lykke
Og Lys er dit!


XV

Fortale.

Det var ganske uventet, der aabnede sig en Leilighed for mig til at udgive en Samling af Smaadigte i 📌Norge, men jeg greb den gjerne, da jeg under mine tredive henrundne Skribent-Aar har fundet saa stor en Deel af mine Læsere i 📌Norge, at det var ikke meer end billigt, jeg efterlod en Erindring derom i saa smuk en lille Krands, som jeg for Øieblikket kunde samle. Det var da min Agt i to Bind at samle mine adspredte Smaavers om 📌Norge og hvad der i mine Øine ligger hele 📌Norden lige nær, og at lægge til hvad Øieblikkets Indskydelse kunde medføre, og det er Grunden, hvi Man i dette Bind finder lutter Stykker ældre end 1824, som er en Vendepunkt i mit Skjaldeløb; thi skjøndt jeg, efter min historiske Natur, nødig selv med Digte viger fra Tidsregningen, vilde dog mine Norske Læseres Tarv lettelig bragt mig dertil, hvis jeg havde formodet (hvad Forlæggeren nu finder rimeligt) at dette Bind turde blive det Eneste. Dog, maae kun Læserne i det Hele billige mit Valg, er der ingen Skade skeet, og hvis ikke, vilde vi vel endnu snarere været af ulige Mening om det Ny end om det Gamle, og i mit Fortalerim “til Norge” har jeg i alt Fald ladet see, hvad nu er Omkvædet paa min Kæmpevise, lyslevende Fremskridt nemlig til den virkelige Borger-XVIFrihed, den aandelige hermed herlig overeensstemmende Forbindelse mellem Grande-Folkene, og den ægte, levende Folke-Dannelse og Almeen-Oplysning, hvortil de Nordiske Stammer fra Hedenold har viist et mageløst Anlæg, og maae i Tids-Omstændighederne finde den kraftigste Opfordring.

Herom stræbde jeg i et lille Flyveskrift “til Nordmænd om en Norsk Høiskole” i Korthed at samle mine Tanker, men om det end ikke havde mødt endeel Misforstand, kunde jeg dog ikke lade denne Leilighed ubenyttet til at bede mine Norske Læsere, for deres egen, for gamle 📌Norges, for hele 📌Nordens og for Menneske-Slægtens Skyld, at skjænke min Opfordring alvorlig Opmærksomhed og kjækt lægge Haand paa et Storværk, der vel er hele Christenhedens, men dog øiensynligst 📌Norges Tarv, og ingensteds saa let at udføre som i “Kæmpers Fødeland,” hvor Folke-Stemmen er Lands-Lov og Vanskeligheder kun velkommen Leilighed til at udvikle det Mod og den Kraft, der hører til at overvinde dem. Ja, i 📌Norge er det aabenbar, i Menneskehedens store Sag: Livs-Oplysning og ægte Folke-Dannelse, kun det første Skridt, der koster, kun Aflæggelsen af de Papistiske og Pedantiske Fordomme, der selv i 📌Norden har stemplet Latinen til “Gudernes Sprog,” skjøndt det i sin Livstid var det mest djævleblændte Folks under Solen, og nu kun er Gravens og spøgende Gjengangeres, og at stemple den Romerske, den mest tyranniske saavelsom den ugudeligste, aandløseste og gemeneste Tankegang paa Jorden, stemple den til grundig, videnskabelig, himmelsk XVIIOplysning. Dog, seer jeg ret, da trænger Man i 📌Norge ei engang til at aflægge, men kun til at trodse, disse alt “Menneskeligt” og dobbelt alt “Nordisk” vanærende Fordomme; thi vel er sagtens i 📌Norge, som allevegne, en enkelt Rector saa forblindet af Overtro paa sin egen Dannelses ubestridelige Værd og sine daglige Syslers mageløse Vigtighed, at han virkelig indbilder sig, den “Latinske Grammatik” er en “Siprianus,” hvormed Man kan trylle “tolv Mands Vidd” ind i hvert Kjødhoved, og uden hvilken derfor baade “Nordens Aand” og alle Aander er kun Sinker og Barbarer; og vel er det ogsaa mueligt, skjøndt neppe rimeligt, at en enkelt “Latinsk Jurist” i 📌Norge, som saamangen En hos os, af allehaande let begribelige Grunde, holder paa “Romer-Retten” baade som et Juridisk Mesterværk og som et Mønster paa en altomfattende og fiint adskillende Lovgivning, vi vel ei tør haabe at naae, men maae dog bestandig have for Øie og stræbe af al Magt at nærme os; men det er aldeles umueligt, at 📌Norges Odelsmænd skulde i mindste Grad elske eller dele disse det Nordiske Folkeliv og 📌Nordens Ære lige fiendtlige Fordomme, og det er vel ligesaa umueligt, at deres Præster ei skulde finde, det var godt, om de havde lært Norsk istedenfor Latin. Kun en vis Undseelse og Beskedenhed kan det da være, der hindrer de ustuderede Nordmænd fra at løfte Folke-Stemmen mod det Latinske og Romerske Uvæsen, som derved i 📌Norge vilde være tilintetgjort, og denne Beskedenhed er i sig selv saa elskværdig og i det Hele saa priselig, at gjaldt det ikke om “Liv og Død” i AanXVIIIden, og dermed om Alt, hvad der maa være Mennesket og Folkene dyrebart, da kunde ingen sand og oplyst Folkeven noget Øieblik ønske den tilsidesat, men nu maa den tilsidesættes, fordi tre Aarhundredes Erfaring klarlig viser, at de “Studerede” enten sløves af det Hovedbrudd, de løfte til Skyerne, eller de bruge ingenlunde den Klarhed, de vinde, til det “almindelige Bedste.” Grunden maa nemlig være hvad den vil, saa har “Latinerne” aldrig oprettet eller tilraadt Oprettelsen af en folkelig Høiskole, hvor Kjernen af Folket, som hverken kan eller vil lære Latin, fandt Leilighed til saamegen Dannelse og Oplysning, som “uden Latin” er muelig, og dermed har jo Latinerne soleklart beviist, at enten var deres Dannelse og Oplysning aldeles død og magtesløs, eller ogsaa var den falsk, saa de med Flid holdt Folket i Vankundighed. Lod nu det Sidste sig til nogen Tid undskylde, saa er det dog visselig ei nu, da Folket er kaldet til at raadslaae om alle sine borgerlige Anliggender og har Ret til selv at ordne dem, thi nu er det jo klart, at de “Ustuderedes” Mangel paa ægte folkelig Oplysning og Dannelse maae enten gjøre dem til blinde Redskaber i “Latinernes” Hænder, eller forlede dem til at forvirre og forstyrre den Borgerlige Orden og, mod deres Villie, ødelægge sig selv. Under saadanne Omstændigheder maa aabenbar et frit Folk, som det Norske, tage Mod til sig og følge ikke de fleste Stemmer i den dannede Verden, som er for den gamle Slendrian og Skolemesterskabet, men de Faa af deres Midte, som “uden Latin” øiensynlig har opsvunget sig til en langt mere XIXlevende Oplysning og folkelig Dannelse end Latinerne, og de endnu Færre af Latinerne selv, der har indseet Latinens, hele den Romerske Tankegangs og hele Bogorme-Væsenets Fordærvelighed, saavelsom ogsaa Herligheden af folkelig Dannelse paa Modersmaalet, og mellem disse nævner jeg med Stolthed mig selv, som den, der ikke blot i en heel Menneske-Alder urokket har vovet sin Mund og sin Pen for Folkeligheden, mod hele den “lærde Verden,” men har i en forsvarlig hjemlet Verdens Historie beviist, at det er alle Folkefærds Sag, han fører, Aartusinders Erfaring, han udtaler. Selv en Bogorm af Moders Liv, kun altfor bekjendt med Latinen fra Barnsbeen, Bogmager af Haandværk i en heel Menneske-Alder, og en udenlands hverken ubekjendt eller ringeagtet Vidskabsmand, er jeg vel i den nærværende Tid det gyldigste og meest upartiske Vidne, af Enkeltmand at være, om Tomheden af det lærde Væsen, som det hidtil dreves, og om den Ødelæggelses Vederstyggelighed, det baade indvortes og udvortes, baade i Tankegangen og i hele Levnetsløbet, maa udbrede, naar det staaer i Modsætning til Modersmaalet og dermed til alt det Naturlige, Fri og Levende i Folket og det Borgerlige Selskab, istedenfor, som det sig burde, at have sin Rod og sin Kilde i alt Dette, og agte det for sin Ære og sit Maal, at forsvare Det mod alle Angreb, at fremme Dets hensigtsmæssige Udvikling paa alle muelige Maader, og da omsider, naar det var tilstrækkelig skeet, at forklare dette Folkeliv af det almindelige, store Menneske-Liv, der naturligviis kun aabenbarer sig XXklart hos Ethvert af Hoved-Folkene i Een af sine Hoved-Retninger, som dette Folk er bestemt til at følge. Det kan og maa gjøre mig ondt, naar jeg misforstaaes saa grovelig, som om jeg ønskede Lærdom og grundig Videnskabelighed aflagt, Raahed og Barbari indført, men det maa ikke forvilde mig eller afholde mig fra ved enhver Leilighed, baade mundtlig og skriftlig, at opmuntre til Anstalter for “folkelig Dannelse paa Modersmaalet;” thi deels er hele mit Liv Beviis paa, at jeg mener det alvorlig og oprigtig med “Oplysning” i alle muelige Grader og Retninger, deels er det jo ligesaa latterligt, som uforskammet at kalde 📌Roms Uvætte mere videnskabelig end 📌Nordens Aand, der alt i Middelalderen skabde paa 📌Island det mest kolossalske Universitet i hele Verden, og endelig er det jo soleklart, at naar et frit Folk maatte vælge Et af To, enten at undvære grundlærde Folk eller at undvære den Dannelse for Livet og den Oplysning om deres egen Natur og fælles Bedste i det Borgerlige Selskab, som de Alle behøve hver Dag de staae paa deres Been, at da maatte de langt heller lade det Første end det Sidste fare. Jeg gjentager det, at her er ingenlunde Talen om et saadant Valg, vi har ligesaavel i videnskabelig som i folkelig Henseende kun Valget mellem den fremmede, falske og døde og den naturlige, ægte og levende, eller mellem den Latinske og den Nordiske Oplysning og Dannelse; men da Latinerne dog bestandig sværge ved den Capitolinske Jupiter og alle Classiker, at al “grundig Lærdom” gaaer tilgrunde, naar Man ikke længer pidsker den Latinske Grammatik ind i en Hob Drenge og den XXILatinske Stil ud af deres Fingerender, eller saasnart Man vover at oplyse Folk, som ei kan Latin, om Dybden og Rigdommen i deres Moders maal, om Beskaffenheden af deres egen Natur, af deres Fæderneland, af det Borgerlige Selskab, og af Alt hvad enhver fribaaren Mand maa kjende, for at være sin Stilling voxen; da Latinerne gjør det og mene ærlig hvad de sige, fordi de tænke, Latinen er netop den “grundige Lærdom,” og da der naturligviis ikke kan blive grundige Videnskabsmænd uden Latin, hvor al Dannelse er bundet til Latinen, saa er der intet Udkomme med de Folk, uden at sige: velan, lad det da kun staae ved sit Værd, om den “grundige Lærdom” vil ødelægges af den folkelige Oplysning og Dannelse paa Modersmaalet eller ikke; thi Denne er dog lige uundværlig, og en grundig Lærdom, som ikke kan bestaae dermed, maa jo ethvert frit og forstandigt Folk ønske Pokker i Vold, jo før, jo heller. Staae vi derimod kun fast paa denne soleklare Sandhed, da skal Latinerne nødes til enten at bevise, grundig Lærdom kan ypperlig forenes med folkelig Dannelse og Modersmaalets naturlige Herredømme, eller de maae tilstaae, ethvert Folk er lovlig undskyldt, naar de ikke vil opoffre deres Modersmaal, deres naturlige Tankegang, Folke-Stemmens Gyldighed, og dermed det almindelige Bedste, blot for at have en Flok Latinere, og maaskee et Par grundlærde Mænd at stadse med.

Dog, skjøndt jeg ikke turde forsømme denne Leilighed til at gjentage en nødvendig Opmuntring og forsvare den mod de Angreb, den har mødt i somme Norske XXIIBlade, saa maa jeg dog ikke misbruge den til en Vidtløftighed, som her vilde være paa urette Sted, og jeg vil derfor afbryde med Tak til mine Norske Læsere for den Opmærksomhed, De i saa lang en Række af Aar har skjænket mig, og med den venlige Anmodning ei at unddrage mig den for Fremtiden, om De end stundum i min senere Skrift skulde støde paa Endeel, der ei tækkedes Dem! Jeg tør forudsætte, De troer, jeg altid skriver efter min bedste Overbeviisning, og De vil indsee, det er umueligt for en tænkende Mand at omgaaes hele sit Liv med Mennesker og Bøger, uden at lære Noget af dem, saa hvem min Skrift nogensinde tækkedes, vil, saalænge Kræfterne staae mig bi, aldrig fortryde at have læst mine Bøger med Opmærksomhed!


📌Christianshavn den 4de Mai 1838.


XXIII

Indhold.

Den Nordiske Jul 1809 1.
Sværdet Tirfing 1810 4.
Odin og Saga 63.
Pillegrimen 67.
Korstoget 70.
Nødskrig 1815 73.
Til Sphinx 1816 80.
Strøtanker 83.
👤Joh. Nord. Brun 100.
👤Nik. Ed. Balle 106.
📌Bruneborg-Slaget 119.
Jaordet 132.
Bjarkemaalet 1817 135.
👤Morten Luther 138.
Februarlilien 143.
Kiærmindebladet 146.
Saga og Lysalfen 160.
Til Kong 👤Fredrik den Sjette 1818 165.
Til Prinds 👤Christian Fredrik 170.
Gefions Plov 175.
Halvdan Hvidbeen 176.
Olav paa Gierestad 177.
Slaget ved 📌Solskiel 179.
Slaget i 📌Bukkefjorden 180.
👤Gange-Rolv 182.
👤Adelsteens Krydstog 183.
👤Hakons Drapen 185.
👤Adelsteen og 👤Graafel 191.
👤Hakon Jarl 193.
👤Erik Jarl 198.
Slaget i 📌Hjøringvaag 201.
📌Svolder-Slaget 204.
Slaget ved 📌Næs 1819 208.
XIV👤Berse Skjalds Farvel 211.
👤Sighvats Reise 213.
📌Sarpsborg 215.
Kong 👤Knuds Norske Tog 216.
👤Erling Skjalgsens Fald 218.
📌Stiklestad-Slaget 222.
👤Sighvats Undskyldning 226.
👤Hellig-Olavs Skrin 228.
👤Hellig-Olavs Gravskrift 231.
👤Magnus Godes Barndom 1821 232.
👤Sighvats Frisprog 233.
👤Magnus og 👤Sven 236.
👤Magnus Godes Gravskrift 240.
👤Harald Haardraade 241.
📌Englands-Toget 245.
👤Haralds Skriftemaal 248.
👤Olav Kyrre 249.
👤Magnus Barfod 1822 251.
👤Sigurd Jorsalfar 253.
👤Sigurd til sin Broderkone 254.
Til 👤Bylow paa 📌Sanderumgaard 1820 255.
📌Gisselfeld 261.
Min Moders Grav 1822 265.
Grev 👤Danneskjolds Død 1823 270.
👤Saxos Minde 278.
Nattergalen 285.
Juletræet 288.
Sagas Priis 1824 293.

1

Den Nordiske Juul.

1

Høit udi Gudernes hvælvede Sal
Stjernerne tindred saa vilde,
Snekongen raadte paa Bierg og i Dal,
Dræbte Smaablomsterne milde,
Bølgerne dvæled i Mulm under Iis,
Hvor dem ei Stjernerne funde,
Klipperne gjalded af Klingernes Priis,
Blodige Bækkene runde!

2

Stjernerne blinked paa lysere Grund
Østlig i Sommerens Rige,
Blomsten sig aabned i Midnattens Stund,
Himlen sig aabned tillige,
Klarlig fra Skyen nedsused en Røst,
Ei var det rullende Torden,
Salige Aander forkyndte med Lyst:
Freden skal bygge paa Jorden!

3

Tiderne randt, det paa høihellig Dag
Tusindfold gjenlød i Norden:
Gud har i Mennesket fundet Behag,
Freden skal bygge paa Jorden;
2Hjertet dog haded, mens Læberne kvad
Høit om den milde Forsoner;
Brødre sig tvætted i blodige Bad
Midt under Lovsangens Toner!

4

Fredsælle Drotter dog Vaabnenes Brag
Blidelig stilled i Norden,
Glade vi sjunge paa høihellig Dag:
Freden skal bygge paa Jorden,
Thi maae end Lande i Syd og i Vest
Bæve for Menneske-Torden,
Fredelig dog paa den hellige Fest
Hjerterne banke i Norden!

5

End os ei gjæsted det ny Gyldenaar,
Saga dog svor, det oprinder,
Aldrig hun sveeg, og som Mimer hun spaaer:
Vaagne skal Heltenes Minder!
Nordmand og Gothe og Dansker forsand
Stamfader have tilsammen,
Fædrenes Aand skal i Fædrenes Land
Brat sig forklare med Gammen!

6

Fimbultyrs Runer og Asernes Maal
Skal da i Norden gjenfindes,
Vættelys brænde paa Blad og paa Naal,
Krandsen af Egeløv vindes!
Trods alle Jetter i Øst eller Vest,
Kneise skal Nordbo i Vælde,
Ærer han Julens den fredsælle Fest,
Staaer han med Norriges Fjelde!

7

3 Mærker den Tale hver Ædling i Nord!
Gjemmer den trolig, I Kvinder!
Priser om Julen med Englenes Chor
Ham, om hvis Fødsel den minder!
Lyser, I Præster, med Varme og Vægt
Fred over Folket i Norden!
Da skal end kysses fra Slægt og til Slægt
Retten og Freden paa Jorden!


4

Sværdet Tirfing.

(efter Hervors Saga).

Første Kapitel.

Durin og Dvalin.

Der var i gamle Dage, foruden Aser og Mennesker, ogsaa Jetter og Dværge i 📌Norden, og det gav Anledning til mange underlige Hændelser, som vel maae synes utroelige nuomstunder, men er ikke desmindre godt værd at fortælle, og hvad det Utroelige angaaer, da siger Odin i Havamaal:

Hver nyde, som han nemmer!
Da Ingen skeer Uskjel.

Dværgene var, som Man veed, Bjerg-Puslinger, hvis Høvdinger hedd Durin og Dvalin, og de var meget nævenyttige, saa der fandtes ikke Mage til de Sværd og Ringe og allehaande Smykker, som de kunde smede og lave, ja, ikke Nok med det, men de var ogsaa udlærde Rune-Mestere, og forstod den sorte Konst fra Grunden af, hvorover det Smaatøi kom i stor Anseelse ikke blot hos Jetter, men selv hos Aser og Mennesker! Det lod ogsaa mangen Gang til, som Dværgene holdt hverken med Brud eller Beiler, men passede kun deres Dont, og tjende med lige god Villie Enhver, som skattede deres Konst og vilde fornøie dem for deres Umage, enten paa Fordelens eller paa Ærens Vegne, men i Grunden var de dog altid paa Jetternes Side, som Man ogsaa nok kan slutte 5sig til af den Daarlighed de havde, saa de kunde aldrig taale, Solen skinnede paa dem, men blev saa til Steen, som de stod. Naar de derfor selv med deres gode Villie gjorde noget Konstværk enten til Aser eller til Mennesker, var der dog gjerne en Hage ved, som ved Skaftet paa Mjølner, gjort saa kort, at Thor knap kunde faae Hold paa det og nødtes til at bukke sig, hvergang han slog til. Man veed jo nok, der er en heel Fortælling om, at det var en slem Spyflues Skyld, der satte sig paa Dværgens Næse, mens Mjølner var i Arbeide, og som han tilsidst ikke kunde bare sig for at smække til, hvorved han tabte et kostbart Øieblik; men det være nu som det vil, saa var der dog en slem Lyde ved alle de Konststykker, Aserne fik af de vittige Dværge, thi selv den berømte Snekke Bladvending, som havde altid Vinden med sig og kunde rumme alle Aser og Valhals Gjæster, skjøndt Man kunde lægge den sammen som en Bog og putte den i Lommen, vil Man sige, havde den Lyde, at hvem der først kom paa den, kom aldrig af den igjen.

Det var derfor intet Under, at hvem der nødte Dværgene til at trælle for sig, fik ogsaa Arbeide derefter, som kunde være baade deiligt og dygtigt nok, men kun til Eiermandens Ulykke, og derpaa er Sværdet Tirfing det største og klareste Beviis Man veed af at sige, saa det kan lære Folk at tage sig i Agt for de dagskye Dværge, og allenfalds ikke sætte dem Stolen for Døren, naar Man tænker at have Gavn af dem.

Der var nemlig en Konge i 📌Garderige, der østerinde, mellem 📌det hvide og 📌det sorte Hav, og han skal gjerne have været en Sønnesøn af den store Hexemester, som i gamle Dage kom herind fra 📌Tyrkiet og gav sig ud 6for den gamle Odin, der nu var staaet op igjen, og samme Konge i 📌Garderige, de kaldte ham Svafur-Lami, satte engang paa Jagten saalænge efter en Hjort til Soel gik ned, og da han saae sig om, var han kommet til at staae imellem to Dværge og Dørren til deres Steen-Stue. Ha, ha, tænkte han, og gjorde Hammertegn, saa de kunde ikke slippe ind, og spurgte saa, med Sværdet over Hovedet paa dem, hvad de hedd? Det sagde de ham strax og bad for deres Liv, men han vilde have andet end gode Ord for det og kvad:

Velkommen, Dvalin,
Dværgenes Fyrste,
Velkommen, Durin,
Dygtig ved Essen!
Klingen I smede
Smidig og sei,
Hjaltet og Balgen
Blusse af Guld!

Stene som Klæde
Kløve skal Sværdet,
Aldrig det ruste,
Eggen ei døves,
Hvad saa end mødes,
Mæles og skeer!
Seier det følge
Soel-Verden rundt!

Dermed var Kjøbet sluttet, thi Dværgene lovede Alt hvad han forlangde, og de holdt forsaavidt ærlig Ord, at ved næste Stævne-Møde i Mulm og Mørke, stod de for Stue-Døren med et splinternyt, funklende Sværd, som de 7strax rakde Kongen, da han kom, men imens han stod og betragtede den skjønne Foræring, trak de dem forsigtig tilbage og var allerede forsvundet for hans Øine, da han hørde det hvine ud igjennem Døren.

Hver Gang det blottes,
Banehug falde!
Niddingsværk tappert
Trefold det øve,
Hvortil ei Mage
Mindes paa Jorden!
Banesaar visse
Volde det dig!

Dette huede Svafur-Lami saa ilde, at han med stor Fornøielse vilde givet Dværgen Bane-Saar i Brage-Løn, men hvor godt end Sværdet beed paa Steen, stak det dog ei nær saa dybt, som dets Mester, og Man veed ikke, hvis Liv der maatte undgjælde, førstegang Tirfing blev trukket af Skede; men det ved man nok, at, da det enstund havde mesterlig draget Blod i Svafur-Lamis Hænder, gav det ham selv hans Livsbrød, som Dvalin spaade.

Andet Kapitel.

Andgrim Bærsærk.

Der boede i de Dage en Bærsærk oppe i 📌Helgeland paa en Øe, som kaldtes 📌Bolm, og selv hedd han Andgrim og var af Jette-Slægten, det vil sige: han nedstammede paa Faders Side oprindelig fra de gamle Jetter eller Hrimthusser, som laae i aaben Feide med Aserne, men En af dem havde gifted sig ind i Menne8ske-Slægten, saa hans Afkom blev en Blanding, der snart kaldes Jetter, for at give Arten tilkjende, og snart Bærsærker, for den Haardførhed, Dumdristighed og indtændte Arrigheds Skyld, som gjorde dem allevegne til en Gru og Pestilens. De brugde nemlig hverken Brynje eller Hjelm som andre Folk, for de havde saa haard en Hudd, at ingen almindelige Vaaben beed paa dem, og naar de blev arrige, var de ligesom de var bindegale og skyede hverken Ild eller Vand, men rasede frem med Hui i vilden Sky og slog ned for Fode, hvad de traf paa, baade Levende og Dødt, til de styrtede selv, eller deres Stalbrødre indeklemde dem mellem Skjoldene og bandt dem, mens Galskabet eller Bærsærke-Gangen gik over.

Saadan en Bærsærk og Halvtrold var nu Andgrim paa 📌Bolmø, og, som en Viking af Handværk, kom han ogsaa engang til 📌Garderige og holdt Tvekamp med Svafur-Lami, som ellers ogsaa kaldes Volmer, og gav ham hans Bane-Saar. Dermed gik det saaledes til, at da Svafur-Lami svang Tirfing, huggede han saa drøit til Andgrims store jernbundne Skjold, at det ikke blot kløvede Skjoldet midtad, men løb dybt ned i Jorden, og saa passede Andgrim sit Snit, vristede ham Sværdet af Haanden og flakde ham selv midtad.

Saaledes opfyldte da Tirfing sin Mesters Ønske og kom i Jettevold, men Man veed ikke, hvad dermed videre udrettedes, førend Andgrims Sønner blev voxne, som var en heel Tylvt, han avlede med Eivora, hvem Somme sige var Svafur-Lamis, men andre Frode Fredegods Daatter. Andgrim havde naturligviis ypperlige Vaaben i svære Mængde, som han havde taget fra dem, han fældte paa Val og i Kreds, og da han skiftede 9Arvegods imellem sine Sønner, fik de tre Ældste hver sit berømte Sværd: Seming fik Mistelteen, Hjørvard Hrotte, og Angantyr, som var den Førstefødte, Tirfing.

Disse Andgrims og Eivoras tolv Sønner blev saare navnkundige i hele 📌Nørreleden, ikke for deres Dyds Skyld, men fordi, som det hedder i Hyndlas Sang,

Pine og Plage
Pattede med dem,
Himmelhøit voxde
Vilde Bærsærker,
Og som en ond Tid,
Ulykkes-Fugle,
Foer de om Land.

Tredie Kapitel.

Holmgangen paa 📌Sams.

Paa samme Tid regjerede der En af den ny Odins Følgesvende, som hedd Yngve, i 📌Upsal, og han havde en Daatter ved Navn Ingeborg, af hvis Deilighed der gik Ord i hele 📌Nørreleden. Hendes Roes var da ogsaa kommet Bærsærkerne paa 📌Bolm for Øre, og da de engang holdt Juul og tømde Brage-Bægeret paa deres Viis, da gjorde Hjørvard det Løfte, at han vilde aldrig gifte sig, uden han kunde faae Prindsesse Ingeborg i 📌Upsal, men kæmpe for hende paa Liv og Død. Det varede nu heller ikke længe, før der i 📌Upsal kom selvbudne Gjæster til Kongens Gaard, saa en Dag Kong Yngve sad til Høibords med alle sine Drabanter, traadte plusselig de tolv Brødre fra 📌Bolm ind i Stuen, beilede 10studs og forlangde Beskeed lige paa Timen. Det smagde nu Kong Yngve paa og vidste ikke selv, hvad han skulde sige til de forvovne Kroppe, som det vel var en Skam at fire for, men ogsaa en farlig Sag at kives med, og hvad han ikke var raadvild, det blev han, da En af hans ypperste Kæmper, Hjalmar Hugprud, reiste sig, regnede sine Fortjenester op og beilede til Ingeborg, med den Anmærkning, at det var dog langt rimeligere at han fik hende, end En af de arge Bærsærker, som gjorde kun Ondt hvor de kom, i Yngves Land saavelsom andensteds. Kongen vidste da ikke bedre end at svare, at da begge Beilerne vare gjæve og høibaarne Herrer, vilde han Ingen af dem nægte sin Daatter, men lade hende selv vælge imellem dem. Da nu Ingeborg kom og skulde skille Trætten ad, gjorde hun kort Beskeed og sagde, det var ligefrem, at naar hendes Fader vilde have hende gift, hun da valgde den Mand, hun kjendte for Ædling, og ikke ham, hun kun kjendte af Rygte og det ikke endda af det Bedste; men saasnart Hjørvard hørde det, udæskede han Hjalmar til Tvekamp paa 📌Sams og erklærede ham for hver Mands Nidding, hvis han ægtede Prindsessen, før Dysten var over! Hjalmar tog ogsaa strax imod Udfordringen og mødte til bestemte Tid paa 📌Sams, som er en af de Danske Øer, fra Hedenold berømt af sære Sammenstød, thi ved Ægers Gjæstebud lader Loke Odin høre, at de i deres unge Dage var stødt sammen paa 📌Sams, hvor de blev Patte-Brødre under eet Koe-Yver, og lovede da, at aldrig skulde den Ene af dem drikke tilpæls nogensteds, hvor den Anden stod med tør Mund. Her løb nu Hjalmar og hans tro Staldbroder Odd hin Vidfarne, eller Orvar-Odd, ind i 📌Yndevaag med to 11Snekker, og gik strax iland for at udspeide Leiligheden, men imidlertid var Tylvten lagt ind i 📌Mindevaag paa den anden Side af Øen, og da de mærkede, at Bærsærke-Gangen kom over dem, var de sprunget iland for at kjøle deres Hidsighed paa 📌Samsøes Bøge, for det var engang hendtes dem, at de i Raseri havde nedsablet hele deres eget Mandskab. Hvor mange uskyldige Træer der ved denne Leilighed maatte undgjælde, veed Ingen, men da Bærsærkerne kom igjennem Skoven og fik Øie paa de to Snekker i 📌Yndevaag, da huiede de i vilden Skye, beed i Skjoldene, fløi ombord og huggede ned for Fode, saa der blev ikke et levende Øie. Da green Hjørvard og sagde: nu kan jeg mærke, vor Fader gaaer i Barndom, for han vilde bilde os ind, at Hjalmar og Orvar-Odd var Kæmper af første Skuffe, og dog faldt de Alle her som Folk er flest. Hm, sagde Angantyr, Man skal i det Mindste aldrig græde over at man maa lede om sin Lige, og kanskee er Hjalmars og Orvar-Odds Øine ikke heller lukte endnu. Det sidste var et sandt Ord, og nu mødte Fostbrøderne Tylvten i det heldige Øieblik, strax efter Bærsærke-Gangen, da de var matte, men det vidste de endnu ikke dengang, derfor siger Orvar-Odd om sig selv:

Een gang for Alle
Angest jeg blev:
Da jeg paa Marken
Mødtes med Tylvten!

Ogsaa Hjalmar blev lidt beklemt om Hjertet, da han saae Bærsærkerne komme fra Borde med blodige Sværd og rasende Fagter, som der staaer i Visen:

12Nidinger djærve
Dages derhenne,
Springe fra Borde,
Blodbestænkte;
Tvillinger tappre
Tylvten ei magte,
Bænken for Begge
Bredes i Valhald!

Dertil svarede Odd:

Bedre, den bænkes
Bærsærker tolv,
Helst saae jeg leve
Heltene to!
Skoven har Skygge,
Skal vi ei flye?
Utydsker slige
Aldrig jeg saae.

Nei, sagde Hjalmar:

Drages med Døden
Døglingen sømmer,
Flygte fra Æren
Flynderes Æt!

Nu nærmede da Bærsærkerne sig, den Ene større end den Anden, heel overblødte, med dragne Sværd, og blændende straalede Tirfing i Angantyrs Haand, hvorpaa Hjalmar sagde til Odd: hvad vil du nu helst, kæmpe med Angantyr eller med hans elleve Brødre? Med Angantyr, sagde Odd, thi tungt falder Tirfing og jeg troer bedre min Irske Silke-Trøie end din Brynie. Nei, sagde Hjalmar, tykkes Kampen med Angantyr dig den farligste, da maa du vide, jeg er Hoved-Manden 13her, kongefødt og Beiler til Bruden, saa jeg kan umuelig sætte enten Dig eller Nogen i mit Sted. Der keiser du keitet, sagde Odd, men lod dog Hjalmar raade, og nu begyndte Kreds-Gangen med det Forord, at hvem der vandt Seier skulde jorde de Faldne og lade dem beholde deres fulde Rustning, og det var en Kæmpe-Dyst, som alle de Andre enstund fornøiede sig ved at see paa; men omsider fandt de dog, det var ogsaa Tid for dem at begynde, og da sagde Odd til de Elleve: Een imod Een, om ellers Hjertet sidder paa det rette Sted! Det fandt de rimeligt nok, men de faldt ogsaa ganske ordentlig den Ene efter den Anden: Hjørvard, Hervard, Henne, Seming og hele Resten, uden at noget Vaaben beed paa Odd, men træt og mødig var han tilgavns og kunde knap slæbe sig hen til Hjalmar, som vel omsider havde faaet Magt med sin Modstander, men sad dog selv paa Bane-Tuen, bleg som et Lig! Da sagde Odd:

Hvad skader dig, Hjalmar!
Hvi skifter du Farve?
Det volder desværre
Nok Vunderne dybe,
Thi brustet er Hjelmen
Og Brynien kløvet,
Længe vel neppe
Livet du frister!

Hjalmar.

Saar har jeg sexten
Og sort seer det ud,
Brynie-Ringe
Brast under Øe,
14Dyppet i Edder,
Aarlade-Jernet,
Tirfing, tveegget,
Traf mig i Bryst!

Herremand var jeg,
Havde i Vange
Fem Herregaarde,
Fandt dog ei Hvile,
Nu uden Livshaab
Ligger paa 📌Samsø
Jeg stille for stedse,
Styrer ei mere
Snekke paa Hav!

Glimrende sidde,
Glade i Hallen,
Frimænd til Høibords
Hos Fader min,
Kæmperne mange
Miøden fortumler,
Mig gjorde svimmel
Sværdslag i Kvel!

Huldt mig ledsaged
Lilie-Vaanden
Alt ud til Pynten
Af 📌Agnafid,
Sandt mig da spaade
Spangenes Dise,
Vi saa's under Solen
For sidste Gang!

15Ringen Guldrøde
Ryk nu af Blegneb,
Bring den til 📌Upsal,
Til Ingeborg min!
Den skal beseigle
Sagnet du fører,
Indvie til Kvide
Kjæreste min!

Munter og lystig
Letted jeg Anker,
Mildt mig omsused
Møernes Sange;
Hastværk jeg havde
Hisset ved 📌Sota,
Sagde da Venner
Sidste Farvel!

See hvor sig rapper
Ravnen fra Trætop,
Ørnen at hinde
Hid under Sky,
Sidste Gang Gilde
Gjør jeg for Valravn,
Gjør jeg for Ørnen
Arveøl dyrt!

Bedre mig huger
Brage med Harpen,
Om min Valkyrie
Kvadet i Sal;
Salig i Sangen
16Sammen vi svæve,
Møer i Midgaard
Mindes os vel!

Dermed opgav Hjalmar Aanden, og Orvar-Odd havde nu i fjorten Dage Arbeide Nok med at faae Gravhøie kastede til alle Bærsærkerne, men sin Fostbroders Liig førde han hjem til 📌Sverrig, og da Ingeborg saae hans Lig og hørde hans Svanesang, da sank hun død til Jord, og blev lagt ved hans Side i Hjalmars-Høien ved 📌Upsal!

Dette var da Tirfings første berømte Mester-Stykke, at det i Livet skildte ad, hvad selv i Døden vilde sammen være, men nu laae det selv under Muld og havde intet Nidingsværk øvet, saa det tegnede til, at Dvalin tog mærkelig feil.

Fjerde Kapitel.

Tirfings Opstandelse.

Bærsærke-Tylvten havde ingen Sønner efterladt, men Angantyr var dog netop blevet gift før han døde med en Daatter af Bjartmar Jarl i 📌Ladogaborg, som hedd Svave, og hun var frugtsommelig, da Holmgangen stod paa 📌Sams. Det blev nu vel et Pigebarn, der kom til Verden, men saa snart hendes Morfader fæstede Øie paa hende, spaaede han, at blev hun fuldvoxen, vilde Man faae at see, der var Afkom endnu af Andgrim og Eivora, og hun vilde blive Stammoder til store Slægter. Hun blev kaldt Hervor, og Somme raadte vel til at tage Livet af hende, da det var umueligt, der kunde skabes Kvinde-Hjerte i Andgrims Æt, men det vilde 17Bjartmar ingenlunde tillade, og hos ham voxte hun nu op, deilig som en Kvinde, men stærk og vild som en Jettedreng og gladest, naar det gik ilde til. At sidde stille og sye og baldyre, var ikke Hervors Sag, men hendes Legetøi var Sværd og Bue, som hun ei sjelden gjorde Skade med, og da Jarlen engang revsede hende alvorlig, løb hun til Skovs, gjorde sig en Røverkule og drev Haandtering derefter, saa Jarlen maatte holde Klapjagt og fange hende, som et andet vildt Dyr, hvad dog kostede mangt et Liv, før det lykkedes. Hun kom nu tilbage til Jarlens Gaard, men da hun blev ved at gjøre alle de Ulykker, hun kunde, sagde engang En af Trællene til hende, at hun skulde nødig sætte Næsen saa høit, da hendes Fader ikke var andet end en Svinedriver, hvorpaa hun strax foer ind til Jarlen og kvad:

Pral ikke sømmer
Selv Prindsernes Døttre,
Kræfterne adle
Som Konge saa Træl,
Fader dog ahned jeg
Ædel af Byrd,
Vanraad nu siger,
Han vogtede Svin!

Dertil svarede Bjartmar:

Meget Man lyver,
Naar Lidt Man kun veed,
Talt blandt de Store
Og stærk var din Fader,
Tækket med Græstørv
Grønnes paa 📌Samsø
18Ham over Hoved dog
Høielofts-Salen!

Kæmpen Angantyr
Kjøbde for Bladet,
Gaarden og Grunden,
Græsrige Vang,
Sover med Tirfing
Trygt i sin Stue
Mørkt er der altid,
Mærk hvad jeg siger!

Hervor.

Noksom opfostret,
Fuldvoxen er jeg,
Arv efter Fader
Fattes mig end,
Tog han i Graven
Gierrig den med sig,
Maa nu hans Daatter
Dødningen stævne!

Blaane skal Linet
Brat om min Tinding,
Graane skal Særken
Som Saxen i Kveld,
Hervor i Morgen,
Til Hærværk beredt,
Daadsti betræde
Til Dødninge hjem!

Og da hun kom for sin Moder at staae, kvad hun igjen:

Høibaarne Frue!
Hør nu mit Ord!
19Du mig udstyre
Til Daad som en Søn!
Her ikke stilles,
Stædes jeg kan,
Drømmene stærke
Drive mig frem!

Hervor lod sig nu Mands Klæder skjære, foer i Harnisk og gav sig i Ledtog med de første Vikinger, hun traf, og holdt sig saa kjækt, at da Høvdingen faldt, blev hun, under Navn af Hervard, hans Eftermand. Om hendes Bedrifter veed man for Resten kun, at hun styrede til 📌Sams og vilde havt Vikingerne til at gjøre Landgang og randsage Kæmpe-Høiene, hvor hun forsikkrede dem, laae store Skatte begravede, men de var dertil ikke at formaae, for alt det Spøgeries Skyld, som Rygtet sagde, der gik, saa mellem de Høie var det værre at færdes ved høi lys Dag end andensteds ved Midnats-Tide. Hervor fik imidlertid dog Skibet lagt for Anker ved Indløbet til 📌Mindevaag, og roede i Land med Baaden ganske alene i Solebjergs-Laget. Her mødte hun en Kohyrde, som hun udfrittede, men fik kun til Svar:

Fremmede! ihvo du est
Frit mig ikke længer!
See, du hitter end ved Dag
Herberg langt fra Vangen.

Hervor.

Giæstmildhed ikke
Gaaer jeg at søge,
Af disse Øboer
Ingen jeg kjender;
20Viis du mig bare
Bærsærkers Høie,
Lær mig at kjende
Kæmpernes Huus!

Hyrden.

Spørg ei om Saadant
I Spøgelse-Timen!
Vovehals er du,
Vikinge-Drot!
Men lad os løbe
Før Lyset gaaer ud,
Ingen er dygtig
Til Drauger at slaae.

Hervor.

Seer du, jeg byder
Dig Brysinga-Men
For mig at lede
Til Lofdingers Høie!

Hyrden.

Bød du mig, Kæmpe!
Klenodier alle,
Rygg jeg dig vendte
Til Vangen i Kveld!

Solen alt dukker,
Dønnet alt stiger,
Luer i Luften
Lege nu brat!

21Hervor.

Ikke for Skraldet
Skye vorde Kæmper,
Bange for Luens
Leg under Sky!
Lad os ei dirre
For Dødning-Helte,
Skjælve for Skygger,
Skinne de end!

Hyrden.

Vanvittig er han,
Den Vikinge Drot,
Som vil i Mulmet
Mødes med Drauger,
Lygtemænd hoppe
Høiene revne,
Marken og Mosen
Mylre af Blus!

Dermed tog Hyrden Benene paa Nakken og løb af alle Livsens Kræfter, uden engang at turde see sig om, til han naaede sin Hytte, men Hervor kvad:

See, hvor den Fæbinder
Flyver til Skovs!
Saa overtroisk
Tossen kan være!
Skjold-Møen aldrig
Skjælver for Saadant,
Modet hos Hervor
Sig hæver i Gny!

22Dermed gik hun dristig ud paa Næsset, hvor Høiene stod aabne, hver paa fire Ild-Støtter, og ændsede det ikke, at Luen legede om hendes Hæle ved hvert Fjed hun tog, og at kæmpehøie Gienfærd truede paa alle Kanter. Som en Røg skred hun gjennem Ilden midt ind i Kredsen af Bærsærke-Høiene, vendte sig til den Største og kvad:

Vaagn nu, Angantyr!
Vækket af Hervor,
Din og din Svavas
Daatter eenbaarne!
Ræk mig fra Høien
Hjaltet med Klingen,
Døglingers Bane,
Dværgenes Konstværk!

Hjørvard, Angantyr!
Hervard og Hrane!
Samtlig I vaagne,
Vakte af Dvale!
Stiger i Brynje,
Med blinkende Hjelme,
Buklede Skjolde
Og blodige Spyd!

Blev under Mulde
Saa magtesløse
Sønner af Andgrim
Og af Eivora,
At blandt dem Alle
Ingen med Hervor
Mægter at tale
Ved 📌Mindevaag,
23Gid saa I pines
Og plages indvendig,
Som mellem Øgler
I Orme-Gaarde,
Hvis end I dølge
Dvalins-Klingen,
Sværdet til Drauger
For dyrebart!

Angantyr.

Hervor! Hervor
Høit du spiller,
Runer ramme
Rister du!
Gal, dumdristig,
Daatter min,
Mænd af Mulde
Du maner op!

Viking paa Vildspor
Venter sig Bytte,
Mig ikke Fader
Og Frænder begrov;
Tænker du, Tirfing
To vilde miste,
Drabsmænd det unde
Drauger i Fred!

Hervor.

Lurifas lyver,
Lade dig Odin,
Har du ei Værget,
Hvile i Fred!
24 Odel maa kræves,
Krymp dig ei længer!
Retmæssig Arving
Er den Eenbaarne!

Angantyr.

Gloende Suler
Salhuset bære,
Helgrind er Navnet
Paa Høienes Dør,
Gjenfærd paa Gløder
Gaae under Ildregn;
Skynd dig til Skibet,
Skjoldmø i Kveld!

Hervor.

Kornmodn kalde
Kæmper de Blus,
Som over Grønsvær
Gjøgle om Natten,
Hervor ei kyse
Helvedes Porte!
Skjælve lad Kryster
For Skygger i Kveld!

Angantyr.

Hør da min Tale,
Hervor hin kloge!
Vrag ikke Spaadom
I Spøgelse-Timen!
Bidhvas er Tirfing,
Bane det volder,
25Udrydder hartad
Hele din Æt!

Barn skal du føde,
Bred over Skulder,
Hedrik den Store,
Stolt af sin Vælde,
Under Skytelten
Skabt til at glimre,
Han sig for Tirfing
Tage i Agt!

Hervor.

Urdas Runer:
Rist og Ro,
Overskjærer
Skarp min Preen
For jer Alle,
Andgrims Sønner,
Faaer ei Hervor
Hjalmars Bane,
Brynjers Pest!

Angantyr.

Mø, du ei ligner
Menneske-Børn,
Pusler om Natten
Med Nagrinds Laas,
Graver med Spydet
Guderuner,
Maner og tryller
Trodsende Alt!

26Hervor.

Syng med de Fugle,
Du færdes iblandt!
Menneske ligner
Blandt Mennesker jeg,
Drauger blandt Døde,
Og dølg nu ei længer,
Røb mig og ræk mig
Rødspætten din!

Angantyr.

Mig under Skuldre
Skarp ligger Tirfing,
Gloende gnistrer
Grebet og Knappen,
Mø over Mulde
Møder du aldrig,
Som har til Fæstet
Fingre af Staal!

Hervor.

Mø jeg dog kjender,
Mødt har du hende,
Som ikke blegner
For blodige Sværd!
Lygtemands-Luer
Lidt kun jeg regner,
Spytter Man ad dem,
Slukkes de brat!

Angantyr.

Djærv er min Daatter,
27Dristig med Vanvid,
Skyer ei Ilden,
Skoggrer ad Døden!
Bliv dog fra Høien!
Heller jeg rækker
Møen hin unge
Mændenes Skræk!

Med det Samme fløi Tirfing Hervor i Haanden, som hun stod, hvorover hun blev sjæleglad og sagde:

Velmødt i Kvelde,
Vikinge-Fader!
Tak nu for Tirfing
Tusinde Gange!
Rigere blev jeg,
Bragning! ved Gaven,
End om al 📌Norge
Var Odelen min!

Angantyr.

Tand dog for Tunge
Med Taler forfløine!
Godt veed nok Gaas, hvad
Hun glæder sig over!
Troe, om du mægter:
Trædsk er den Klinge,
Udrydder hartad
Hele din Æt!

Hervor.

Dands nu, som Hilde,
Hervor, paa Tilje!
28Græs nu i Gudhjem
Din gyngende Havhest!
Lidt mig kun rager,
Lofdung i Høien,
Hvad Efter-Slægten
Slaaes om i Midgaard!

Angantyr.

Ei du nu Tirfing!
Ældes med Gammen!
Glem ei Giembelte,
Giem den i Balg!
Rør ei dens Egge,
Edderlud hærded
Den Menneske-Flækker
Mageløs!

Vel du nu fare,
Faderlig aflagt,
Om du kan troe mig,
Med tolv Mands Styrke,
Djærvhed og Livskraft,
Dyderne alle
Hos Andgrims Ætten
Til Arvegang!

Hervor.

Hilsen og Venskab,
Høilagte Kæmper!
Lidt mig kun huge
Luerne vilde,
29Maatte en Verden
Mellem os være,
Det var just Dyden,
Det saae jeg helst!

Nu skyndte Hervor sig da ned til Stranden, men borte var Snekken, thi da Vikingerne hørde Dønnet og saae Ilden, var de blevet bange og havde lettet, saa Hervor maatte blive paa 📌Sams, til der kom Skibs-Leilighed, og Man hører nu ikke mere til hende før hun befandt sig hos Kong Godmund paa Glæsmarken, hvor hun ogsaa gav sig ud for et Mandfolk og kaldte sig Hervard.

Om samme Kong Godmund paa Glæsmarken har der gaaet mange besynderlige Rygter baade i 📌Danmark og 📌Norge, saa Man veed snart ikke, hvad Man egenlig skal troe og tænke om ham. Somme vil sige, han boede oppe i 📌Helgeland paa 📌Hindøen, men efter Alt hvad der ellers fortælles om ham, er det rimeligere hvad Andre sige, at han boede paa Grundet, lige ved Guldbroen mellem Midgaard og Jetteverden og var en Slags Færgemand imellem Begge, immer ved Haanden og meget høflig imod alle Folk, saa det gjaldt kun om, naar Man gjæstede ham, ikke at tage mod alle hans gode Tilbud. Han skal nemlig have havt den deiligste Urtegaard, Man kan tænke sig, og tolv Døttre, Allesammen store Skjønheder, og hver af sine Gjæster tilbød han En af sine Døttre til Kone, og beskrev dem sin Urtegaard, som et sandt Paradis, saa hvem der kom ind, blev strax al Sygdom kvit og behøvede aldrig siden at frygte for Døden; men aldenstund de tolv Døttre var immer tilfals, maa han dog enten have havt en forskrækkelig Hob af 30dem, eller der har været noget Skielmeri under, og siden han selv omsider døde, hængde det allenfalds ikke rigtig sammen med hans Paradis eller Odainsager, som det kaldtes. Desuden har Man ogsaa ymtet om, at hvem der giftede sig med En af Godmunds Døttre, glemde paa Timen baade Fædreneland, Slægt og Venner, og i Haven glemde de sagtens, hvad de selv hedd, saa der har nok været en slem Hage for ordenlige Folk ved Godmunds som ved alle Jetters Gunst og Gave.

Dermed lade vi den Fugl flyve, og tage fat hvor vi slap, da Hervor kom til Godmund, som dengang skal have fyldt sine hundrede Aar, men var endnu rask og rørig. Her spillede hun da Kæmpe, og en Dag, da Godmund sad ved Tavle-Bordet og spurgde, om Nogen kunde give ham et godt Raad, for han var nær ved at blive skakmat, da var Hervor strax ved Haanden og vidste med et Par Mester-Træk at sætte Kongen i Sikkerhed og bringe Spillet i Ligevægt; men imidlertid havde En af Godmunds Hirdmænd for Løiers Skyld trukket Tirfing ud, som laae paa Hervors Sæde, og havde sin store Morskab af at see, hvor det glimrede. Det blev ham imidlertid en dyr Fornøielse, thi saasnart Hervor mærkede, at Mandsbane var blottet, foer hun hen og snappede Tirfing fra Hirdmanden og jog det igjennem ham. Dermed gik hun sin Vei, og vel vilde de andre Hirdmænd været ud efter hende, men Godmund bad dem slaae sig til Ro, dels fordi den saakaldte Hervard kun var en Kvinde, man ingen Ære havde af at fælde, og dels fordi hun, med saa ypperligt et Værge, sikkerlig kun solgde sit Liv i dyre Domme. Saaledes slap Hervor da fra det, og efter igien enstund at have tumlet sig tilsøes med Vikin31ger, drog hun hjem til sin Morfader, Bjartmar Jarl, og faldt i Stilhed ved Kvinde-Syssel og blev snart kaldt en Brud, mange Beilere værd baade for Skiønhed, Rigdom og Livsalighed. Derfor, da Kong Godmunds Søn, Høvind, gik paa Raad med sin Fader om et godt Giftermaal, gav Godmund ham Anslag paa Hervor, hvem han da ogsaa strax lod beile til og fik Ja paa af Bjartmar, uden at Hervor sagde enten fra eller til, men lod sin Morfader raade. Saaledes blev hun da gift og hjemført til Glæsmarken og havde siden to Sønner med Høvind, af hvilke den Ældste, Angantyr, var spag og stille, godmodig og livsalig, sin Fader op ad Dage, men den Yngste, Hedrik, slægtede Moderen og de gamle Bærsærker paa, saa han gjorde i sin Opvext ikke Andet end Fortræd.

Femte Kapitel.

Det første Nidingsværk med Tirfing.

Kong Høvind, som ikke kunde døie Hedriks Kaadhed, lod ham opfostre uden Huset hos en Mand, der hedd Gissur, og bød ikke engang ham med, naar han gjorde Gilde, hvad Hedrik ærgrede sig over og kom derfor engang, da han var blevet voxen, selvbuden med det Forsæt at gjøre al den Fortræd, han kunde faa Lykke og Leilighed til. Han gjorde derfor sit Bedste ved Drikkebordet med at sætte Splid imellem Folk, og sagde reent ud, det var et daarligt Gilde, hvor der ikke blev spildt en Taar rød Vin paa Dugen, og det lykkedes ham saa vel, at En af Giæsterne tilsidst dræbde sin Sidemand. Kong Høvind, som satte sin Ære i den strængeste Retfærdig32hed, vilde ingenlunde for Hedriks Skyld bøie Retten, hvormeget end Hervor bad ham derom, men gjorde sin balstyrige Søn fredløs for Bane-Raad i Kongens Gaard. Paa Moderens Forbøn gav han imidlertid Hedrik endeel gode Raad med paa Reisen, sigende:

Aldrig hjelpe du den Svend,
Som sin Hosbond sviger!
Aldrig du benaade ham,
Som sin Næste myrder!
Ikke lad du Hustru din
Hjemmet tit besøge!
Siig du aldrig Frille din
Hvad ei Folk maae vide!
Rid ei paa din bedste Hest
Paa en Hastværks Reise!
For en Prinds med Krone-Haab
Vær ei Pleie-Fader,
Bryd ei Freden du besvor!
Frygt for Trælle-Følge!

Høvind ventede imidlertid slet ikke at Hedrik vilde følge hans gode Raad, og da Hedrik hørde dem, gav han ogsaa strax at forstaae, han havde Andet i Sinde, men Tirfing tog han derimod af sin kiære Moder med Kyshaand. Han havde heller ikke gaaet ret langt før han følde en uimodstaaelig Lyst til at trække det af Skeden, hvorpaa Bærsærke-Gangen strax kom over ham, og da der ingen Anden var for hans Haand, end hans Broder Angantyr, som havde fulgt ham paa Vei, foer han til og myrdede ham, hvorved Tirfing øvede sit første Nidingsværk. Det fortrød nu vel Hedrik bitterlig, da 33han kom til sig selv igien, men han slog sig dog til Ro med den Tanke, at Tirfing maatte blive Mands Bane, hvergang det blottedes, og at gjort Gjerning staaer ikke til Ændring. Hervor magede det og saaledes, at der blev ikke sat efter Hedrik, før han var i Sikkerhed, og det Første Man saa hører til ham, er at han, paa Trods mod sin Faders gode Raad, løskiøbde to Misdædere, hvoraf den Ene havde forraadt sin Hosbond og den Anden dræbt sin Stalbroder, men han var dog klog nok til Ingen af dem at tage i sin Tjeneste.

Sjette Kapitel.

Det andet Nidings-Værk med Tirfing.

I 📌Reid-Gotland var paa den Tid en Kong Harald, der paa sin Alderdom maatte skatte til et Par af sine egne Jarler, som havde gjort Oprør og slaaet ham af Marken. Til ham kom Hedrik efter enstund at have drevet Sørøveri og vundet Navnkundighed, og de bleve enige med hinanden om, at naar Hedrik kunde undertvinge de oprørske Jarler, skulde han have Kongens Daatter Helga og Hælvten af Riget i Medgift. Det vandt de ogsaa Begge ved, thi Hedrik gav ganske rigtig Jarlerne deres Baanesaar, men endeel Aar efter kom der Misvext i Landet, og da Spaamændene sagde, at Man for at forsone Guderne maatte offre den ædleste Ungersvend i Landet, gav det Anledning til en sær Trætte imellem Hedrik og Harald; thi de havde hver en eneste Søn, Harald Halvdan og Hedrik Angantyr, og nu vilde Ingen af dem have sin Søn anseet for den ædleste Ungersvend. Omsider blev de dog enige om at tage Kong 34Høvind paa Glæsmarken til Voldgiftsmand, da han havde Ord for aldrig enten for Vild eller Venskab at bøie Retten. Der afgik desaarsag et Gesandtskab til ham, som Hedrik selv stod i Spidsen for, og ved sin Moders Mægling blev han paa denne Reise ikke blot forligt med sin Fader, men fik ogsaa et Raad af ham, som han havde Lyst til at følge. For ret glimrende at bevise sin strænge Retfærdighed, dømde nemlig Høvind, at Hedriks Søn var den ædleste Ungersvend, men raadte ham saa i Hemmelighed, at naar det kom til Stykket med Offringen, skulde han staae fast paa, til Sikkerhed for sig som en sønneløs Udlænding, først at hyldes af hveranden Mand i Kongens Hær, og saa, sagde Høvind, forstaaer du vel en halvkvæden Vise. Det var dog engang et Raad, Hedrik fandt værdt at følge, og da Hælvden af Haralds Folk havde svoret ham Huldskab og Troskab mod Alle og Enhver, reiste han sit Banner og gjorde vitterligt, at Odin havde Intet at klage, naar han, istedenfor Angantyr, fik baade Harald og Halvdan og alle de Kæmper, der faldt i et ordenligt Slag. Her hjalp nu ingen Indvendinger, og skiøndt Harald og Halvdan, da de omsider mærkede Uraad, kæmpede fortvivlet, faldt de dog Begge for Tirfing, og det var Dværge-Sværdets andet Nidingsværk.

Syvende Kapitel.

Hedrik og Blinde-Giæst.

Hedrik blev nu en vældig Herre, saa hans Lige fandtes ei i 📌Nørreleden, men immer gjorde han heller Ondt end Godt og gjorde paa Trods Alt hvad hans Fader havde 35raadt ham fra, endskjøndt han derved tit kom i Vaade og Livsfare. Omsider blev han dog kied ad Krig og Orlog, slog sig til Ro i 📌Aarhjem og gjorde det Løfte ved Børsterne af Julegrisen, at Ingen skulde fortørne ham saa meget, han jo kunde løse sit Liv med en Gaade, der overgik Hedriks Forstand. Det Løfte er blevet meget berømt, ikke saa meget fordi Mange prøvede deres Lykke og kom tilkort, som fordi Hedrik dog tilsidst fandt sin Overmand.

Der var nemlig i 📌Gothland en Herse, de kaldte Blinde-Giæst, som var faldet i høieste Unaade hos Kong Hedrik og blev indstævnet af ham til at møde og enten holde Slag eller lide Dom, men Giæst havde ingen Lyst til nogen af Delene og søgde derfor med mange Bønner og store Løfter Odin paa Haand. Da hændte det sig, en Aften silde, at der blev banket paa Dørren hos Blinde-Giæst, og da han selv gik hen og lukkede op, traadte der en Fremmed ind, som ogsaa kaldte sig Giæst, og spurgde sin Vært, hvad det var han gik og grublede over? Da nu Blinde-Giæst aabenhiertig klagede sin Nød, sagde den Fremmede: vil du skifte Ham og Dragt med mig, saa vil jeg gjæste Kongen i dit Sted og prøve min Lykke. Det fik han gjerne Lov til, saa det Bytte var snart gjort, og Blinde-Giæst legede Skjul, mens den Fremmede gik og gjaldt for ham baade i og uden Huset, saa mesterlig vidste han at efterligne alle hans Manerer. Han indfandt sig da ogsaa til rette Tid i Kongens Gaard, og skiøndt Hedrik gloede ilde til ham, tabde han dog ikke Fatningen, men sagde meget frimodig: Herre, jeg kom hid for at blive forligt med Dig. Ja, sagde Kongen, vil du da underkaste dig mine Viismænds Dom? 36Hm, svarede den Fremmede, er der ellers ingen Redning? Jo vist er der, sagde Kongen, naar du kan sige mig en Gaade, som jeg ikke kan løse. Det er jeg kun daarlig skikket til, svarede Giæst, men det er ligemeget, før jeg vil lide Dom, vil jeg dog heller see til at hitte paa en Gaade.

Der blev nu sat to Stole til dem midt paa Gulvet, og Folk slog Kreds om dem og spidsede Øren for at høre Vidskab.

Giæst.

Jeg gad havt i Dag
Hvad jeg havde i Gaar,
Veed du hvad det var,
Vittige Hedrik?

Hedrik.

God er din Gaade
Giæst hin blinde!
Mosten jeg kiender,
Munde den huger,
Lukker dem enten
Op eller i.

Giæst.

Hid underveis
Veie Nok saae jeg,
Den Ene for høi,
Og den Anden for lav,
Vei allevegne,
Vittige Hedrik!

Hedrik.

God er din Gaade,
37Giæst hin blinde!
Bro gik du over,
Brugde dit Øie,
Fisken i Floden,
Fuglen i Luften,
Vel finde Veie,
Veed du saa meer?

Giæst.

Drages til Minde:
Hvad drak jeg i Gaar?
Vand var det ikke,
Vin ikke heller,
Hverken Øl eller Mjød,
Eller Mosten af Frugt,
Og dog blev jeg ledsket,
Løs du mig det!

Hedrik.

God er din Gaade,
Giæst hin blinde!
Alt som i Skove
Skygge du søgde,
Kiøled din Læbe,
Leiret i Græsset,
Kystes paa Munden
Af Morgen-Dugg.

Giæst.

Der gik en Høirøstet
I Rykke-Tal
Den slagne Vei
Og den slidte Sti,
38 Og hvad han traadte
Han trofast kyste
Paa deiligste Kind,
Med dobbelt Mund.

Hedrik.

God er din Gaade,
Giæst hin blinde!
Hammeren gaaer
Over Guldet saa,
Naar det paa Ambolt
Overfares,
Drøit den kysser
Og kvæder høit!

Giæst.

Stort Vidunder
Jeg stirred paa,
To om Budet,
Begge døde,
Aandeløse,
Laae og pusted,
Kogde Gift
Til gamle Kæmper!

Hedrik.

God er din Gaade,
Giæst hin blinde!
Blæse-Bælgen
Er bleg om Næse,
Liv og Aande
Den aldrig fik,
Dog til Krigen
39Med Kraft den puster,
Volder med Beenbrud
Bane-Saar!

Giæst.

Stort Vidunder
Jeg stirred paa,
For Dellings Dørre
Et Dyr jeg saae,
Med Fødder otte,
Med fire Øine,
Og over Hofte
Sig hæved Knæ.

Hedrik.

God er din Gaade,
Giæst hin blinde!
Du kom fra Østen,
Hvor op gaaer Solen,
Og Edder-Koppen
Med Konster sorte
Af egne Tarme
Sig Traade spandt!

Giæst.

Stort Vidunder
Jeg stirred paa:
For Dellings Dørre
Sig dreied sært
Hoved til Hel,
Til Himlen Fod.

Hedrik.

God er din Gaade,
40Giæst hin blinde!
Lilie saae du
Med Løg i Jorden,
Stilken med Blade
Dog stak i Sky.

Giæst.

Stort Vidunder
Jeg stirred paa,
Som Stenen haardt,
Som Skjoldet blank,
Som Ravnen sort,
Som Speilet klart;
Veed du min Mening,
Vittige Hedrik?

Hedrik.

Svart det nu minker
Med Mandevid,
En Lava-Skive
Laae dig for Øie,
Hvor Solen skinned
Fra Skyhjem klar.

Giæst.

Kvinderne tvende
Med kridhvidt Haar
Bar under Aaget
Æde til Hjemmet,
Ei Maden og Huset
Med Hænder var gjort,
Men Konstneren bygger
Paa Kryds under Øe.

41Hedrik.

God er din Gaade,
Giæst hin blinde,
Kridhvide Svaner
Krydsed i Luften,
Hænder ei havde,
Huse dog bygde,
Bar saa til Rede
Blommer i Æg.

Giæst.

Var det ei Hexe,
Hunnerne tvende,
Som mellem Fjelde
Faldt mig i Øie,
Mand de ei havde,
Møer de vare,
Nikked dog daglig
Til Daatteren fiin.

Hedrik.

God er din Gaade,
Giæst hin blinde,
Kvinder ei saae du,
Men Kvanner tvende,
Mindst stod i Midten
Hos Mødrene to.

Giæst.

Søn af Blød-Hjerte
Forhærdet jeg saae
Farende stile
Til Strandkant ifjor,
42Dødning bar Dødning,
Og deiligt det gik,
Blindebuk reed og
Paa Blindebuk stiv,
Aldrig en Hest havde
Haardere Kaar.

Hedrik.

God er din Gaade,
Giæst hin blinde!
Ørn sad paa Aadsel
Iiskold og blind,
Dødninger begge
Bar en Iis-Kage,
Fulgde med Strømmen,
Stiled mod Kysten.

Giæst.

Hvem er de Drotter,
Som drage i Striden,
Naar deres Bønder
I Bøigden de sprede,
Men Fællesskab giøre,
Naar Folkene samles?

Hedrik.

God er din Gaade,
Giæst hin blinde!
Det er Kong Irak
Og Andot i Skak,
Paa Brettet de kæmpe,
Naar Brikkerne spredes
43I Posen de enes,
Naar Alle forsamles.

Giæst.

Hvem er den Askefis,
Eensom i Vraa,
Fader og moderløs,
Født af en Steen,
Fuldherlig en Tjener,
Som Herre Tyran?

Hedrik.

God er din Gaade,
Giæst hin blinde?
Saa under Aske
Ulmer jo Gnist,
Fødtes af Flinten,
Fænger paa Jord,
En Perle i Lænker,
Men løsladt en Gru.

Giæst.

Hvem er den Sorte,
Som Solen fordunkler,
Søer og Skove
I Skumring opsluger,
Trodser al Verden,
Paa Vindspillet nær?

Hedrik.

Taagen opstiger
Fra Strand og fra Jord,
Skjuler sin Vugge,
44Og skygger for Solen,
Mørk er dens Vei,
Og kun Vinde den skyer,
Men meer end jeg troede
En Træring est du.

Giæst.

Kiender du Dyret,
Som Dansken værger,
Blank under Bugen,
Blodig paa Ryggen,
Udsætter Livet,
Naar Luren gjalder,
Ligger i Leir
Paa Lofdungs Haand?

Hedrik.

God er din Gaade,
Giæst hin blinde!
Skjoldet du mener,
Skiærmen paa Val.

Giæst.

Dandserinder
I Dugg jeg saae
Frit sig svinge
Og svæve let,
Sorte Skjolde
Om Sommer-Dage,
Men mælkehvide
Om Vinter-Nætter
Alle de bare,
Hvad er saa det?

45Hedrik.

God er din Gaade,
Giæst hin blinde!
Ryper de kaldes
Paa 📌Rommerige,
Fjederne sortne
Om Sommerdage,
Vingerne hvidne
I Vinterlag.

Giæst.

Møer jeg mødte,
Mange i Flok,
Med søegrønne Huer,
Og snehvide Liin,
Fader dem spored
Til Speideri,
For dem sig vogte
Kan Vægter ei.

Hedrik.

God er din Gaade,
Giæst hin blinde!
Rans og Ægers
De raske Døttre,
Som ei sig vare
Kan Viking for,
Bølger kaldes
Og Brændinger.

Giæst.

Børnekiær fordum
Bygde sig Hytte,
46Ligned en Gaas
Som en Giæsling omtrent,
Af Drøvtyggers Skjolde
Beskiærmet hun blev,
Havde til Høieloft
Hjerneskal hans.

Hedrik.

God er din Gaade,
Giæst hin blinde!
And gjorde Rede
I Oxe-Hoved,
Mellem dets Kæber
Den kurede Æg.

Giæst.

Stor saae jeg styre
Større endda,
Selv paa Helveien
Hjelper han Folk,
Naar ham ei svigter
Hans svorne Ven,
Men Jorden han giver
Dog Hjerte-Saar.

Hedrik.

God er din Gaade,
Giæst hin blinde!
Ankeret helder
Til Hel forvist,
Saarer med Grenen
Grønt og Sort,
Bjerger dog tit,
47Med Toug i Pagt,
Havets Heste
Og Høgens Ven.
Snuere dog
Har ei Snakker jeg fundet,
Vel er du drevet
I vittige Ordspil.

Giæst.

Lens er nu ganske
Paa Gaader jeg snart,
Alt Man dog vover,
Naar Alt er paa Spil.
Brude jeg mødte
Paa Bredden af Havet,
Ved Klipperne steile,
Ved Klinter og Skiær,
Leierne haarde
Dem lyster at prøve,
Munterhed miste
I Mags-Veir de let;
Vittige Konge!
Kiender du dem?

Hedrik.

God er din Gaade,
Giæst hin blinde!
Havfruer dandse,
Paa Høielofts-Bølger,
Stille de vorde,
Naar Stormene tie,
48Lavt under Lide
De ligge paa Steen!

Giæst.

Hvad saae jeg i Sommer
Paa Soelbjerggaard?
Ungdommen munter
Med Mundgodt sig bælled,
Bomstille dog de
Ved Bægeret tav,
Mens Drikke-Karret
Gav Drøn og Suk!

Hedrik.

God er din Gaade,
Giæst hin blinde!
Grisene patted
Den gryntende So.

Giæst.

Hvem bygger høiest
I Bjergeland?
Hvem daler dybest
I 📌Danemark?
Hvem lever foruden
Aandedræt?
Hvem tier aldrig
I Torden-Veir?

Hedrik.

God er din Gaade,
Giæst hin blinde!
Ørnen bygger
49Paa Bjergetind,
Dugg fra Himlen
Har dybest Fald,
Fiske-Lunger
Man leder om,
Fosse-Tungen
Ei tie kan!

Giæst.

Møer jeg skued
Ved Muldet at ligne,
I Sengen hos Soelskiær
Sortsmutte laae,
Glimrende Afkom
De glæded sig til.

Hedrik.

God er din Gaade,
Giæst hin blinde,
Blegrøde Gløder
Gloed i Asken,
Glimrende Luer
Loved de sig.

Giæst.

Fire var i Gang,
Og Fire derved hang,
To viste Vei,
Og To stod paa Vagt,
Skitmads een,
Skrinkelbeen,
Drev alle Dage
Drattende bagefter.

50Hedrik.

God er din Gaade,
Giæst hin blinde!
Ko havde Øine
Aabne som du,
Firbenet gik den
Med fire Patter,
Hornet i Panden,
Med Hale for lang.

Giæst.

Stort Vidunder
Stirred jeg paa,
For Dellings Dørre,
En Dag i Høst,
Ti var dets Tunger,
Tyve dets Øine,
Fyrretive
Dets Fødder tillige,
Vrikkende dermed,
Det vralted afsted.

Hedrik.

Hvis ikke Skilfing
Skinnet bedrager,
Meer end jeg vented,
Vittig du est,
Gaader om Grynte
Og Grise ufødte,
So, før hun fared
Med Sydskende ni.

51Giæst.

Hvem er de tvende
Thingløber-Mønstre,
Som har i Alt
Kun Øine tre,
Hjelpe sig begge
Med Hale een,
Men ei med Fødder
Færre end ti?

Hedrik.

God er din Gaade,
Giæst hin blinde!
Odin rider
Fuldrap til Things,
Eenøiet er han
Og uden Hale,
Ottebenet
Er Odins Hest.

Giæst.

Eengang endnu
Og aldrig mere
Vove jeg vil
Dit Vid at prøve:
Hvad sagde vel Odin
Sagte til Balder,
Førend den Bolde
Paa Baal var lagt?

Hedrik.

Galder og Seid
Og Gand og Tant
52Slider-Sladder,
Du Sludder-Mads,
Men Ordene dine
Dog Ingen veed,
Dig selv undtagen,
Utyske leed!

Ved disse Ord gik Jette-Naturen saa aldeles over Optugtelsen, at Hedrik, uden nogen anden Tanke, trak blank og huggede med Tirfing efter Odin, der imidlertid havde forvandlet sig til en Falk og fløi ud ad Lyren, men mistede dog de yderste Fjer af Halen, hvorfor Falken er stumprumpet endnu den Dag i Dag. En Hirdmand, der ulykkeligviis var nærmest ved Haanden, maatte for Resten betale Gildet med sit Hjerteblod, da Tirfing skulde være Mands Bane, hvergang det blottedes, og Odin raabde til Farvel:

Vee dig, Kong Hedrik,
Som du hugger løs!
Bryder du Løfte,
Saa bryder jeg Stav,
Nappes nu, Trælle!
Om Nidingens Liv!

Det varede nu heller ikke længe, førend Hedrik fik sit Livsbrød, og dertil maatte det bidrage, at han trodsede alle sin Faders gode Raad og havde derfor ogsaa bestandig krigsfangne Trælle om sig, thi engang, da han reiste om og holdt Thing, og havde en Aftenstund, med et ringe Følge, slaaet Leir under 📌Havadsfjeld, rottede ni fornemme Skotske Krigsfanger sig sammen, overrumplede ham om Natten i hans Telt og dræbde ham med hans eget Sværd. Det kalde Somme Tirfings tredie Nidings53værk, men de er aabenbar i Vildfarelse, baade for den Sags Skyld, at fribaaren Mand i Fangenskab er som Fuglen i Bure og frelser sig, som han kan bedst, og tillige fordi, som vi siden skal høre, Tirfing gjorde endnu meget værre Ting end det. Vel tog nemlig Fangerne det med sig paa Flugten, men saasnart Angantyr spurgde sin Faders Død, gjorde han det Løfte, aldrig at bestige Høisædet, før den var hevnet, og eenlig drog han omkring i den vide Verden, til han en Aftenstund, han gik langs med 📌Gripsaa, saae tre Mænd i en Baad, og hørde at den Ene, i det han med et Sværd skar Hovedet af en Fisk, kvad saa smaat:

Det maa ved 📌Gripsaa
Gedden undgiælde,
At under 📌Havad
Hedrik blegned!

Det var Ord Nok for Angantyr, og han passede nu Fiskerne op, overfaldt dem om Natten hvor de laae under Telt med deres Stalbrødre, slog dem alle Ni og førde Tirfing hjem i Triumf. Derpaa gjorde han sin Faders Arveøl med stort Bram i 📌Dampstad, og vil Nogen vide, hvilke Konger, der paa den Tid var for Orde, da staaer der i Visen:

Humle da raadte
For 📌Hunelandet,
Og mellem Gother
Gissur throned,
I 📌Danmark Valder,
Hos Valer Kjar,
Og Alfrik hin djærve
Hos Anglefolket!

54

Ottende Kapitel.

Tirfings sidste Nidingsværk.

Foruden Angantyr havde Hedrik efterladt sig en Frillesøn ved Navn Hløder, med Kong Humles Daatter Sifka, men som fødtes op hos sin Morfader i 📌Huneland, hvor han fra Vuggen af ikke havde andet Legetøi end hvad der hører til Krig og Blodbad, som det lyder i Visen:

Født var Hløder
I 📌Huneland
Med Kniv i Belte,
Og Klinge hvas,
Med Ringe-Brynje
Og Rytter-Hest!

Saasnart nu Hløder spurgde sin Faders Død, gav han sig paa Vei til 📌Aarhjem for med det Gode at giøre sin Arveret gjældende, og han kom der just da der blev drukket Arveøl, holdt stille i Gaarden, sagde hvem han var og bad en Tjener melde sig hos Angantyr. Tjeneren gik da strax ind, bukkede for Kongen og sagde:

Garderhøi
I Gaarden holder,
Langveisfra
Kom Hløder nu,
Arv at æske,
Ord at skifte,
Brynje-Kløver,
Med sin Broder,
Har til Stævne
Stunder knappe.

55Aldrig saasnart kom det for Kongens Øren, før han lod Kniven falde, sprang fra Sæde, foer i Harnisk, og gik ud med Freds-Skjold i den ene Haand og Tirfing i den Anden. Der blev da Oprør i Leiren, og alle Mand kom paa Benene for at høre hvad Ord og Tale der vilde falde.

Angantyr.

Vær velkommen,
Vel undfanget!
Stands i Farten!
Stig af Hesten!
Kom, sid hos,
Hvor Kæmper drikke
Æres-Øl
Til Arve-Gilde,
Faders Priis
Og fælles Tarv!

Hløder.

Andet end Ruus
Min Reise giælder,
Hælvten af Alt
Hvad Hedrik eied,
Med Egg og med Odd
Med Øel og Hank,
Af Kiør og Kalve
Og Kildevæld,
Af Trælle-Kvinder
Og Kværne med,
Af Smalt og Bredt,
Af Smaat og Stort,
Af Magle-Skoven
56Med 📌Mørkveds Navn,
Af Jettestuer
Ved Adelvei,
Af 📌Dampstad-Sulen
For Deilighed,
Af Borg og Fæste,
Af Bjerg og Dal,
Af Gyldensmykker
Og gode Ting,
Af Alt hvad Kongen
Har efterladt!

Angantyr.

Nei, før med Humling
Halvt jeg deler,
Og før itu jeg
Tirfing hugger,
Kryster isønder jeg
Kridhvidt Skjold,
Lader i Græsset
Grammer bide,
Byder dig, Broder!
Brodden kold!

Først jeg dog byder
Faure Smykker,
Dressel megen
Og dyrebar,
Tusind Svende,
Og tusind Heste,
Godt udstyret
Med Guld og Staal;
57Mø skal følge
Hver Mand, jeg sender,
Med gyldne Kiæder
Og Klædebon;
Og hvor du sidder,
Dig Sølv omskinne,
Og hvor du ganger
Dig Guld omgloe!
Thron saa over
Tredie Parten
Af 📌Gøtaland!

Det syndes den gamle Gissur Gyrting var for stor Gavmildhed og raabde:

Tag det med Kyshaand,
Trælkvinde-Søn,
Hælvten Høvding
Og hælvten Træl!
Adelbørn
Skal Odel skifte.
Slegfred-Sønner
Skal slikke Spid.

Da Hløder nu hørde, at han skulde hedde Trælkvinde-Søn og Slegfredbarn, naar han tog mod sin Broders Tilbud, da blev han saa forbittret, at han paa Timen dreiede sin Hest og foer tilbage til 📌Huneland, hvor Kong Humle blev ikke mindre bister ved at høre, Man kaldte hans Daatter Slavinde, og da kvad han:

Lystig nu leve
Lad os i Vinter,
Dobble og drikke
Dyrebar Vin,
58Hunnerne lære
Luren at følge,
Alt opbydes
For Arvegangen,
Tolvaars Drenge
Og toaars Klodde!
Her vi sanke
Som Havets Sand!

Det blev heller ingen Løgn, thi alle Mand fra tolv Aar til Treds, som kunde bære Vaaben, kom paa Benene, saa der blev ikke mindre end tre og tredive Fylkinger, hver under sit Banner, og Femtusind i hver Fylking, men hvert Tusinde var Trettenhundrede, og hvert Hundrede var otte Snese. Med denne umaadelige Hær drog Humle og Hløder giennem 📌Mørkved, som er den store Skov, der gør Skiel mellem Hunner og Gother, og her var bygt en Grændse-Fæstning, hvor Hedriks Daatter, Hervor, laae med en talrig Hær til Landeværn. Det var en Kvinde med Mands Mod og Hjerte, ligesom hendes Bedstemoder, saa hun veeg ikke af Pletten, men forsvarede sig til sidste Blods-Draabe. Hun og hendes Trop maatte imidlertid dog bukke for Overmagten, og da hun selv var faldet, tog Resten Flugten med hendes Fosterfader, Orm, i Spidsen, og da de naaede 📌Aarhjem, sagde Orm Angantyr kort Beskeed i følgende Vers:

Sydfra jeg kommer,
Sandsagn at føre,
Lyst gjør i 📌Mørkved
Luerne vilde,
📌Gothland svømmer
I Sværdebad! —
59Segne maatte
Og Syster din,
Dog ei blegned
Rosens Blommen,
Meer ei rødmer
Mø om Kinder,
Naar med Beiler
Bly hun taler,
Rækker Mund
I Maaneskin!

Da Angantyr hørde det, skiftede han Farve og kom seent til Orde, men sagde saa: grueligt Broderskab med saa gæv en Syster! og i det han saae ud over Hirden, slet ikke talrig, kvad han:

Mange nok var vi
Om Mjøden at drikke,
Færre vi er nu
Hvor Flere behøves!
Lover mig Nogen,
For Løn eller Bøn,
Rank at ride
Med rødmusset Skjold,
Hunner at æske
Til Hovedslag?

Da svarede Gissur hin Gamle:

Ei dine Skillinger
Skiøtter jeg om,
Regner og ei paa
Det røde Guld,
Dog som Herolder
Djærvt at mæle
60Glemde paa Bænke
End Gissur ei;
Siig du mig, Konning!
Kun hvor dig huger
Fienden at stævne
Til Styrke-Prøve
I aaben Mark!

Angantyr.

Stævn ham til 📌Dynge
Og 📌Dynehede,
Egnen omgiærdet
Af 📌Jossar-Fjelde!
Der ligger Gothers
Gamle Valplads,
Seirene mange
De mindes der.

Med den Beskeed foer Gissur afsted, til han kom Hunnehæren saa nær, at han kunde raabe til den og da kvad han:

Fylkingen raver,
Fanen synker,
Viseren blegner
Vred er Odin!
Jeg eder stevner
Til Styrke-Prøve
Paa 📌Dynge-Aas
Og paa 📌Dyne-Hede,
I aaben Mark
Under 📌Jossar-Fjelde!
Saa styre Odin
Odde-Flugten,
61 Spyde-Legen,
Som spaaet her!

Hløder vilde havt Gissur taget til Fange, men det vilde Humle ikke tilstæde, og Gissur gav nu sin Hest af Sporerne med de Ord: Blæse være med alle Hunners Hornbuer! Da nu Gissur kom tilbage og fortalde hvad han havde seet, satte Angantyr Budstikken i Gang til alle Sider og sankede en vældig Hær, dog neppe halv saa stor som Hunnernes og med den mødte han Fienden paa 📌Dyneheden.

Her stod da nu det blodigste Slag, Man i 📌Nørreleden veed af at sige, og det varede i ni samfulde Dage, thi Hunnerne vidste, der var ingen Redning for dem, om de tabte, og Gotherne streed for Frihed og Fædreneland. Den niende Dag var endnu alle Høvdinger ilive, men da brød Angantyr sin Skjoldborg og gik selv i Spidsen med Tirfing, som da, blandt Andet, gav baade Humle og Hløder Banesaar. Da vendte Hunnerne Rygg og faldt som Fluer, men da Angantyr lod Dagen efter Valen randsage og fandt sin Broders Liig paa en Knold, blev han dog underlig tilmode og kvad:

Broder! jeg bød dig
Borg og Fæste,
Røden Guld
Og grønne Skove,
Meer du kræved,
Misted Alt,
Livets Lys
Med Land og Folk!
Broder-Bane
Blev jeg nødig,
62Mindes maa
Hvad mindst mig huger;
Saa giør Ulykken
Last og Skam,
Skylden maa skydes
Paa Skæbnens Dom!

Derpaa lod Angantyr sin Broder begrave hvor han laae, og var siden en vældig Konge til sin Dødsdag, og han var Tipolderfader til Kong Ivar Vidfadme, som regjerede baade over 📌Danmark og 📌Sverrig, 📌Esthland og 📌Kurland lige ud til 📌Garderige. Somme vil imidlertid sige, at hvad der i gamle Dage kaldtes 📌Reid-Gothland og 📌Hunneland, det hedder nu 📌Tydskland og er tolv Gange saa stort som hele 📌Norge.


Hermed ender det gamle Sagn om Sværdet Tirfing, og Ingen veed, hvor det blev af, da det havde endt sit Nidingsværk, saa det maa regnes for en Fabel, hvad Man siden har fortalt, at mange hundrede Aar derefter blev Odden af det fundet ved en Høi midt ude i 📌Tydskland, og deraf blev gjort en Penne-Kniv, som endnu gaaer i Arv der sønderude i al Hemmelighed, og har den Egenskab, at alle de Penne, der skiæres med den, giør stor Ulykke i Verden og giver paa en skjult Maade mangen Mand sit Banesaar. Der er endogsaa dem, der vil paastaae, at de veed tre store Nidingsværker af de samme Tirfings-Penne, hvoraf Man kan see, de er ægte; men alt Saadant er aabenbar ikke andet end en skjelmsk Udtydning af det gamle Sagn og kan ingenlunde komme i Betragtning som nogen ordenlig Fortsættelse deraf.


63

Odin og Saga.

1

Jeg veed saa underfuldt et Land,
Der maae vi Alle bygge,
Enddog det er, som Soel i Vand,
Af Hjemmet kun en Skygge:
Fuldvidt mon bygge Askurs Æt,
Dog seer kun hver den lille Plet,
Hvorpaa hans Fødder stande!

2

Tilbage ei vi skue kan,
For Taagen, som os følger,
Og for os staaer en ligedan,
Som Alt for Øiet dølger;
Dog vandred vore Fædre hist,
Og foran os vi veed jo vist,
Skal vore Sønner bygge!

3

O, maatte vi ei reent forgaae
I dette snevre Fængsel,
Om ingen Bod vi kunde faae
For al vor dybe Længsel,
Som, glemme vi det end fuldtit,
Dog siger os ved hvert et Skridt
Her har vi ikke hjemme?

4

64Jeg veed en Bæk saa underfuld,
Som giennemrinder Landet,
Hvor Alt, som lagdes under Muld,
End speiler sig i Vandet;
Den kommer fra vort Fædreland,
Vort Billed skal i klare Vand
Og vore Sønner skue!

5

Er Foden din af Vandring træt,
Paa Bækkens Bredd du hvile,
Hvor Fædre-Skygger trindt og tæt
Vemodig til os smile;
Hver Blomst der stod paa Bækkens Rand,
Sig speiler i det klare Vand,
Og blinker os imøde!

6

Dog stille kan den Bæk ei staae,
Den stadig maa henrinde,
Og Skyggerne den følge maae,
De komme og de svinde,
Saa Barmen vorder tung og heed,
Og Vemods-Taarer trille ned
Alt som i Bæk vi stirre!

7

Jeg veed en Borg, saa høi og prud,
De Suler, som den bære,
Af Marmel-Steen ei skares ud,
Af Straaler de kun ere,
Som sprang fra Bækkens dybe Bund,
Dog har den Borg saa fast en Grund,
Den kan vist aldrig synke!

8

65I Høieloftets Ridder-Sal
Der seer Man Taagen svinde,
Der overskuer Bjerg og Dal
En himmelsk Asa-Kvinde,
Hun Saga nævnes i vort Nord,
Og skiøndt Hun vandred vidt paa Jord,
Hos os har Hun dog hjemme!

9

I Bægre tvende øser Hun
Af Bækkens klare Bølger,
Og Runer staae paa Rand og Bund,
Dem sælsom Styrke følger:
Dem Heimdal skar med konstig Haand
De brat kan løse Tunge-Baand,
Og Synet kan de klare!

10

Ved Saga sidder Odin næst,
Fuldkløgtig falder Talen,
Den Askurs Søn, de unde bedst,
Ham vinke de til Salen,
Ham lædske de med Mimers Drik
Da faaer han Syn og Saga-Blik,
Da faaer han Mimers Mæle!

11

Da sjunges der saa lystelig
Om Fædrenes Bedrifter,
Og Tiderne udfolde sig
I klare Saga-Skrifter;
Sig Taagen løfter meer og meer,
Saa tindrende vort Øie seer
Den store Samfunds-Kiæde!

12

66 Os selv vi see paa Skiød, paa Hu,
I Fortids Svøb, det dunkle,
Og Glimtene, som fødes nu,
Paa Fremtids Himmel funkle,
Og hvad i Livets Helligdom
Med Saga Odin taler om
Begynde vi at høre!

13

Saa rind nu, Bæk, kun os forbi,
Med Skygge-Hær i Følge!
En Fylking ny forsamle vi
Til Havfru-Dands paa Bølge.
Vi see dit Væld, vi see dit Maal;
Paa et lyksaligt Løb, din Skaal!
Guld-Bægeret vi tømme!


67

Pillegrimen.

1

Hvem monne det være, der ganger saa hvast
Med Stav over Bjerge og Dale?
Hvem monne det være, der raaber saa fast?
Det gungrer i Høielofts Sale:
O, sikkerlig er det en Vandrings-Mand,
Som kommer nu hjem fra det hellige Land,
Hvad Tidender monne han bære?

2

Saa spørger i Gaarde den liden Smaadreng,
Saa spørger den Ridder i Sale,
Og Skarer sig flokke paa Mark og paa Eng,
At høre den Pillegrims Tale;
Ham Aanden indskyder letvingede Ord,
Med Vinden de fare som Luer paa Jord,
Som Lys brænde Stammer i Skove!

3

O, hører dog Brødre! den hellige Grav
Er meer ei paa Jorden at finde,
Forgiæves mod Østen I flytte jer Stav
Og speide paa Bjergenes Tinde,
For Hedninger gjorde med Helvede Pagt
At drive fra Graven og Naaden med Magt
Den arme, bodfærdige Synder.

4

68O, seer mine Arme, o seer mine Been!
Saa have mig Lænkerne skaaret,
Dog, knælende først paa Opreisningens Steen,
Med Glæden jeg dem haver baaret.
Men hør, hvor de sukke i Asialand,
Som fandt ingen Naade bag bølgende Strand,
Kun Tigre og Løver og Lænker!

5

Hvor Frelseren med sit livsalige Ord
Paany blæste Aande i Støvet,
Hvor Han, som gienløste den syndige Jord,
Paa Korset nedhængde bedrøvet,
Der træde nu Hedninger Kors under Fod,
Med Latter udgyde de Helliges Blod,
Som Abels det raaber fra Jorden!

6

Det raaber om Hevn over Hedninger vist,
Men hvad over eder som sove?
Med Læben bekiende I Troen paa Christ,
Men hvad har for Christ I at vove?
Og hvad har ivente uværdige Giæst?
Herud, raabe Engle, fra Himmerigs Fest,
Til Graaden og Tændernes Gnidsel.

7

Guds Moder, som hører de Helliges Bøn,
Har nu sig for mig aabenbaret,
Paa Armen hun bar sin forklarede Søn,
Og straalede selv som forklaret,
Hun bød mig omvandre fra Syd og til Nord,
Opvække af Søvne hver Christen paa Jord,
Til Kamp for de hellige Steder!

8

69O, haver end Nogen sin Frelsermand kiær,
Som Døden for os vilde lide,
Da farer i Harnisk med Spyd og med Sværd,
For Korset og Graven at stride!
O, frygter slet ikke for Helvedes Magt!
Med Himlenes Herre vi stande i Pagt,
Og Han haver Alting at raade.

9

Til Kampen, I Christne! opholder mig ei!
Om Sjælenes Frelse det giælder.
Fuldstort er mit Kald og fuldlang er min Vei,
Saa saare mod Aften det hælder;
Saa længe jeg er fra den hellige Stad,
Kun Vand er min Drik og kun Urter min Mad,
Mig styrker den Gud, mig udsendte!

10

Farvel, I som laande mig Øre i Dag!
Lad rygtes det brat, I mon ile!
Hvad ændse I Bjerge og Bulder og Brag,
Som gaae til den evige Hvile?
Dit Korsbanner, Drot! er vor Kiep og vor Stav!
Adskil dig, du røde, du brusende Hav!
Til Zion vi gaae giennem Ørken!


70

Kors-Toget.

1

Her er saa stille, her er saa tyst,
I Borgegaard,
Ei Vaabenleg, ei Spil og Lyst
Man høre faaer;
Ei vrinsker Hest og ei glammer Hund,
Kun Uglen tuder i allen Stund,
Ei lyster mig her at dvæle!

2

Men hisset byder mig til sig ind
Den store Stad,
For Een med Taarestrøm paa Kind
Er Mangen glad,
Der Alt sig dreier i Hui og Hast,
Og lystig bærer hvad end ei brast,
Der glemmes al Jordens Møie.

3

O vee, mon Pesten sig rundt i Stad
Har sneget om,
Saa Huus paa Huus i Ring og Rad
Blev Lade tom,
Hvad heller finder ved høilys Dag
Det Borgerskab kun i Søvn Behag
Og sjunger med Natte-Ravne?

4

71Dog tys, hvad toner fra Kirken hist
Saa sørgelig?
En Sjæle-Messe der holdes vist
For Stadens Lig;
Fra Kirke kommer en Kvinde-Flok,
Kun Gubber følge med iisgraa Lok
Og Poge med Falde-Hatte!

5

Fortæl mig, Gamle, med Issen hvid,
Hvor Slaget stod,
Thi sikkert flød der i skarpen Strid
En Strøm af Blod —
Du græder! vist er den Lodd og tung
Til Grav at følge hver kraftig Ung,
Og vakle ved Stav alene!

6

Hvor har du hjemme, du Vandrings-Mand;
I Syd, i Nord?
Hvor lukke Bølger det skjulte Land
Paa Folke Jord,
Som ei gienlyder af Himlens Røst
Og Vaaben-Gnyet fra Vest til Øst,
Af Kampen til Korsets Ære!

7

Jeg græder ikke for Ungkarls Død,
Men for i Vraa
Jeg dvæle maatte, skiøndt Hornet lød,
Jeg er saa graa,
Jeg kan ei svinge det tunge Sværd,
Jeg kan ei drage i Herrefærd
For Korsets og Gravens Ære!

8

72Men du, som er i din gyldne Tid,
Hvi tøver du?
Skyd op dit Hjerte, Farvel, til Strid!
Kom Gud ihu!
Og trættes Armen paa Kampens Dag,
Tænk paa mig Gamle og slaa et Slag
For Gubben, hvis Hænder ryste!

9

Og hvis du vinder til Herrens Grav
I Østerland,
Glem ei det gode Raad dig gav
Den gamle Mand!
Forbarm dig over mit hvide Haar,
For mig beed ogsaa et Fadervor,
Hvor alle Guds Engle svæve.


73

Nødskrig fra Kæmpehøien.

(Med Prøverne af Saxo og Snorro.)

1

Sving dig over Mark og Skove,
Sving dig over blanken Vove,
Sving dig over Fjeld, min Sang,
Tolk som Torden Tidens Brøde,
Sænk dig saa i Toner søde!
Hjerter smelte ved din Klang!

2

Hist paa Fjeld og her i Skove,
Vidt og bredt paa blanke Vove
Færdedes en Slægt saa god,
Høit vi sande maae og sjunge,
At paa dobbelt Viis udsprunge
Børnene af deres Blod.

3

Deres Blod af slagne Aare
Sprang og sprudede saa saare
Høit paa Val og vidt paa Søe,
Bølged som en Grav om Borge
Bredt om Dannemark og Norge,
Værged Lund og Fjeld og Øe!

4

74Ei saa vidt som Havet bølger,
Ei saa vidt os Saga følger,
Findes skal et Folk paa Jord,
Hvem det undtes saa at bygge
Under Skye og Skjold saa trygge,
Som det Tvilling-Folk i Nord.

5

Intet Folk og sine Fædre
Stræbde saa i Grav at hædre,
Kom saa flittelig ihu,
Derfor klinger Sang og Sage
Gjennem mange tunge Dage
Lystelig til os endnu.

6

Men, lyd høit i Nord min Klage,
Som en Røst fra gamle Dage,
Som et Vee fra Fædres Grav!
Kun for døve Øren klinge
Tonerne, som Bud os bringe
Fra vort Hjem med Klang og Stav.

7

See, der ligge Fædres Skrifter,
Bind om Fædrenes Bedrifter,
Jordede i Mulm og Støv!
Slægten stirrer kun paa Muldet,
Lytter efter Klang af Guldet,
Er for Modersmaalet døv.

8

Stumme flyve Oldtids Fugle,
Finde ikke meer paa Thule
Lye i Lund og Lyst til Sang,
Visnet er den gamle Stamme,
Vakler kun sin Rod til Skamme,
Over Vove, Fjeld og Vang.

9

75Hører mig, I høie Fjelde,
Vidnerne til Fortids Vælde,
Vidner og om dens Bedrift;
I, hvis haarde Klippe-Gavle
Fædre glattede til Tavle,
Tunged ud med Runeskrift!

10

Hører mig, I gamle Lunde,
Som mens Aldrene henrunde
Hørde Oldtids Fuglesang,
Som i eders Egebarme
Gjemde troe med Lyst og Varme
Gjenlyd af den søde Klang!

11

Hører mig, I dybe Bølger,
Som i eders Hjerte dølger
Stavnespor fra Hedenold,
Af den Stavn, som Norges Syster
Søgde paa de danske Kyster,
Af den Stavn, som bar Kong Skjold*Den gamle Mythe om Fornioters Sønner Nor og Gor, der ledte om deres Syster rundt i Norden, og fandt i det mindste gamle Frænder paa de danske Øer, findes i Funden-Noregur, og om Skjolds Skib kan læses i Kjøbenhavns Skilderie No. 60 1815.!

12

Sover I, hvor kan I sove?
Vaagner Lund og Fjeld og Vove!
Vaagner, vaagner, raaber Vee!
Vee den Slægt, som her har hjemme,
Som kan slige Fædre glemme,
Kan ad slige Minder lee!

13

76Ja, I Fædre hisset oppe,
I, hvis Gulv er Stjernetoppe,
I, hvis Sjæl er i Guds Haand;
I det Vee maae selv istemme,
Over dem, som eder glemme,
Som fornægte eders Aand.

14

Eder ingen Glemsel skader,
Hvor I boe hos Aanders Fader,
Dog I tordne maae som Han:
Ær din Fader og din Moder,
Om du længe Livets Goder
Nyde vil i Fædres Land!

15

Hører det, I Folk i Norden!
Fædres Ak og Vee i Torden
Ruller høit med Brag og Døn,
Echo er for aabne Øre
Lydt i Lund og Fjeld at høre,
Og i Bølgens hule Drøn.

16

Sover I, hvor kan I sove?
Luft og Lund og Fjeld og Vove
Tordne ud det Vee med Brag,
Brat sig flokke Lyn i Flamme,
Flække, knuse visne Stamme
I et Vredens Tordenslag.

17

Hører dog Trompeten gale
Høit og hardt fra Kirkesvale,
Og foragter ei dens Kald!
Ogsaa mig paa Zions Volde
Bødes flittig Vagt at holde,
Vagt som Præst og Vagt som Skjald.

18

77Med Trompeten for min Gane
Hvad jeg skue kan og ahne,
Høit forkynder jeg i Nord:
Lugen leger over Lande,
Røde Sværd i Luften stande
Atter over Lunde-Chor.

19

Sagnet lader sig forlyde
Med hvad Tegnet maa betyde:
Blodig Broderkamp i Nord*See Roeskilde-Saga S. 30.,
Ak, naar man foragter Fædre,
Brødre elsker man ei bedre,
Kroner Synd med Brodermord.

20

Hører mig, I Folk, som bygge
Trindt i Dovres brede Skygge,
Trindt i gamle Daneland!
Hører mig, I kjære Frænder!
See! jeg tvætter mine Hænder
Her i helligt Vievand!

21

Jeg har ahnet, jeg har skuet,
Jeg har varslet, jeg har truet,
Og jeg beder end med Graad:
Vender om til fromme Fædre!
Da vil Gud end Brøsten bedre,
Stande bi med Raad og Daad.

22

See, jeg staaer ved Fædres Grave
Med de gamle Runestave,
Ristede af Fædres Haand;
Med de gamle Saga-Skrifter,
Hvori Fædrenes Bedrifter
Præged sig med Fædres Aand.

23

78Skal jeg stande her alene,
Stirre paa de Runestene
Sukkende og sorrigfuld!
Skal jeg riste underneden:
Fædres Aand er foret heden,
Synker, Stene, ned i Muld!

24

Skal jeg her fra Kirkesvale
Høre Midnats Hanen gale
Over Fædres kjære Land,
See ved Lyn, hvor Sværde mødes,
See ved Lyn, hvor Landet ødes,
See den visne Stammes Brand!

25

Nei, o nei, I kjære Frænder!
Rækker mig dog Broderhænder
Over Belt og Sund og Hav!
Lad mig dog ei saa alene
Løfte paa de Bautastene
Over vore Fædres Grav!

26

Kommer! hjelper! lad os løfte
Høit dem over Svælg og Kløfte
Lad os stave dem med Lyst,
Stirre paa de Rune-Belter
Stadelig, til Hjertet smelter,
Glødende ved Broderbryst!

27

Frænder! Brødre, o saa hører
Dog hvor Fædres Aand sig rører
I mit Hjerte og mit Ord!
Kan I stande kolde, døve?
Vil I Fædres Aand bedrøve?
Skal han flygte bort fra Nord?

28

79Vi paa Fjeld, i Dal og Enge
Saaede i Kjødet længe,
Høsten blev og Sæden liig;
Vinteren er fast forhaanden,
Venner! lad os saae i Aanden!
O, da vorder Høsten riig.

29

Spildt vi har paa vilde Veie
Fædres Odel, Arv og Eie,
Haandens Fylde, Hjertets Fred;
Aldrig komme bedre Dage,
Har vi ei en Gnist tilbage
End af Fædres Kjærlighed.

30

Sving dig da, min Fugl, saa fage
Med et Blad af Nordens Sage
Gjennem Luft paa Aanders Vei!
Kald med Kvad og vift med Vinge,
Vil da Gnisten ei udspringe,
Ak, da er den der vel ei.

31

Flyv, min Fugl, nu ud saa fage!
Fædres Gud vil dig ledsage,
Trøste dig for Spot og Had;
Bede vil jeg alle Dage:
Give Gud du kom tilbage
Med et grønt Oliven-Blad!


80

Til Sphinx.

1

Ei har jeg glemt, at naar Gravklokken gaaer,
Da først udringes mine Skoleaar,
Og aldrig har som Mester jeg mig brystet;
Men lært jeg har i tunge Prøveaar
At føle Meer end nogen Sphinx forstaaer,
Og af mit Ærme har jeg Barnet rystet.

2

Hvo høit vil flyve, falder gjerne ned,
Hvo høit sig drømmer, svimler kun derved,
Thi sætter jeg mig lavt paa Runestene;
Stat du for mig, saa høi du kan, i Fred!
Men hvis hovmodig du paa mig seer ned,
Da visselig du staaer ei paa det Rene.

3

Du pukker, hører jeg, paa dine Aar!
Men blegedes paa Lysets Vei dit Haar,
Saa det omskinner dig som Retfærds Krone?
Du praler, hører jeg, af dine Saar!
Dem fikst du vel i Verdens Ormegaard,
Men fik du dem i Kamp for Lysets Throne?

4

Min Gaade, hører jeg, du kløgtig nam!
Var det dengang du lydt med Daareglam
Mig for en Hykler og en Djævel skjældte!
For Ingenting din Gaade jeg ansaae!
Det siger du, men kan du da forstaae,
At jeg i Intet saae Orions Belte?

5

81Hvis om din Gaade jeg har gjættet feil,
Fordi jeg kiged kun i Sandheds Speil,
Da har i det du ikke seet din Gaade,
Og jeg tør give under Haand og Seigl,
At ikkun da du tager ikke feil,
Naar du den gjætter paa min simple Maade.

6

Du mener, hører jeg, det var dig nemt
At knegte mig i Alvor og i Skjemt,
Og ydmyg dale til mit Barne-Sæde!
Om det er sandt, jeg veed vel ei bestemt,
Men nok jeg veed, at tro'r du det er nemt,
Da avler Stolthed kun en dødfødt Glæde.

7

Om virkelig du staaer paa Tempeltind
Og om jeg op til dig har mange Trin,
Det klarer sig engang vel paa det sidste,
Men seer jeg ret ved Ordets Lampeskin,
Jeg mod din Høide ikke gjør et Trin,
Og aldrig skal din Modenhed mig friste.

8

At Lyset bo'r ei i din Hjerneskal,
Men hist i Kjærlighedens Gaadehal,
Det har jeg lært af Ham, som Engle dyrke;
Og i Hans Ord, som Lysets Arvetal,
Jeg fandt, at hverken kan ei heller skal
Der Samfund være mellem Lys og Mørke.

9

Som Digter, mener du, paa Gravsens Bred
Du og dit Liv er ei at spøge med,
Og det er netop hvad jeg vilde sige;
Men at for Alvor jeg tog Skjemten med,
Hvor Alvorsord ei funde bedre Sted,
Det var dog nok ei Næsviished saa lige.

10

82See, stolte Sphinx! det er mit Davus-Svar,
En bunden Tale, baade kold og klar,
Tillukt med Flid for Tonen i mit Hjerte;
Nu er jeg seen som jeg var fordum snar
Til Vægterhaanden, du bespyttet har,
At række dig i Skin af Danmarks Kjerte.

11

Jeg lod dig rase, ældre Broder min!
Og paa min Kappe slagte dine Sviin,
Jeg vilde dig ophidse ei, men kjøle.
Nu est du kold og stolt med Hjertens Lyst,
Kom nu! saa vove vi en Alvorsdyst,
Og væmmes skal du vist ei ved min Søle.

12

Dog, ingen Handske kaster jeg til dig,
Jeg kun optager den du rakde mig,
Og som jeg dengang ikke maatte røre;
Afbryder jeg med Fienderne min Krig,
Og venter jeg en Sandheds Ven i dig,
Hvor kan mod dig med Lyst jeg Krigen føre!

13

Nei visselig, som Dannemand og Præst
Selv midt i Strid jeg huer Freden bedst
Og gjerne Hjertet vilde kjærlig tale;
Men til du seer, at ei jeg leger Hest,
Skjøndt Barn jeg er, det tjener os nok bedst,
I Stilhed Gud hinanden at befale.


Dog, Hjerteordet lader sig ei tvinge,
Gid, Baggesen! du mesterlig fuldbringe
Hvad jeg har kjækt og ærlig fusket paa!
Da veed jeg vist, at under Lysets Vinge
Min Broderhaand, mit Venneraad saa ringe
Du nænner ei at haane og forsmaae.


83

Afbrudte Strøtanker

ved Brevet til Vali-Magni.

1

Hvem kalder? hvem kalder?
Hvem kalder i Kveld?
Hvem græder for Balder,
For Balder i Hel?
Hvem kalder paa Vale?
Hvem søger i Nord
De vestlige Sale,
Hvor Helten opgroer,
Hvem aner vel Rinde
I Lundens Kjærminde?
Hvordan? har Kjærminden
Nu røbet for Vinden
Hvad i hende giærer,
Hvad lønlig hun bærer
I Barmen indsvøbt,
Den levende Kierte,
Der alt under Hjerte
Af Aanden er døbt,
Der voxen udvinder
Af Svøbet sig brat,
Som Maanen oprinder
I bælgmørke Nat,
84Den Spæde, som gløder
I Fødselens Stund,
Og leder om Høder
Paa Mark og i Lund,
Og læser i Stjernen
Den Blindebuks Færd,
Og kløver ham Hjernen
Med blinkende Sværd;
Ja driver og nøder
Selv Skyggen af Høder
Til op af sin Grav
At vandre i Blinde,
Hvor Sønnen af Rinde
Ham leder ved Stav,
Til Balder at gjæste,
Og Synet stadfæste
Som blind han beloe,
Og kalde det Lykke
Hos Balder at bygge
Og blindt ham at troe;
Troe blindt paa den Samme,
Han blind har forskudt,
Og blind det annamme,
Han blind har forbrudt,
Troe stadig i blinde
Hos Balder at finde
Det Syn, som paa Svig
Ham Loke forjætted,
Naar Tuen han pletted,
Og Balder laae Liig,
Troe, Lyset først seirer
85Og kommer tilsyne,
Naar Søvnen sig leirer
Paa Arvakurs Bryne,
Troe Alsvid maa kiøles,
Om Gløden skal føles
Og skues i Støv!
Hvem er det som kalder
Paa Magne saa fast!
Mon Hornet alt gjalder,
Mon Broen alt brast!
Er Ormen alt revnet
Og Aka-Thor kvalt,
Er Valfader hevnet
Og Dagrækken talt?
Fandt Vidar alt Mode
Og Balder hin Gode!
Skal Aka-Thors Sønner
Alt hamre det Slag,
Som evig giendønner
I gnidslende Brag!
Skal Porten af Hængsel
Nu springe saa brat
Og Ginnunggabs Fængsel
Udfolde sin Nat,
Den Nat, hvor kun gløde
De Gnister saa døde
Af Hammer og Staal;
Hvor Lyset, der vinder,
Sig for sine Fiender
Forvandler til Baal!
Hvem kalder? hvem vover
86At vække i Kveld
Den Vætte, der sover
I Lund og paa Fjeld!
Hvem vover at stjæle
Den Slumrendes Mæle!
Hvem vover at lege
Med Løvet af Ege!
Hvem vover at spøge
Med Maien af Bøge!
Hvem vover at giøgle
Med Dannevirks Nøgle?
Hvem vover at spille
Med Nattergals Trille!
Hvem vover at støde
I Hornet saa hvast!
Hvem vover at høde
Og hamre saa fast!
Hvem synger i Blinde
Om Lyset saa lyst,
Som om dets Kiærminde
Ham bygged i Bryst!
Hvem nemmed den Tone,
Hvem lærte den Sang,
Som Bøgenes Krone
I Kveld giennemklang!
Ak, stundum en Jette,
En Hrimthurse-Trold,
Skiøndt aldrig med Rette,
Fik Kiedlen i Vold;
Ak, daares Gunløde
Af Smiger og Guld,
87Saa hun med det Søde
Ham skjænker saa huld,
Da løses hans Tunge
Til liflig at sjunge
De Toner, som Kvaser,
I Høisangens Tid,
Hos Vaner og Aser
Indsamled med Flid;
I Honninge-Vove,
I Blodet de sove,
Og hver, hvem Gunløde
Meddeler det Søde,
Han mindes den Kierte,
Som lyste engang,
Som blødende Hjerte
Attraaer i Sang;
Han Visen kan tone,
Som Bøgenes Krone
Bevæger saa sødt,
At Hjertet maa smelte
I Piger og Helte,
Og Staal vorde blødt,
Saa Klippen maa høre,
Og Toner sig røre
I Malm og i Steen.

2

Ak! est du, Gunløde!
I Hrimthursevold!
Ak har med det Søde
Du skiænket en Trold!
Ak! da gav til Jetter
88Du Asernes Arv,
Da Nidhøg du mætter
Med Ygdrasills Marv.

3

Nei, retvise Norne
Det aldrig tilstæder,
At Honnindug væder
Ufrugtbare Torne,
At Jetter sig lædske
Med Ygdrasills Vædske,
At Hrimthurser sjunge
Med Nattergal-Tunge,
At søde Kiærminder
Oprinde i Bryst
Hos Gudernes Fiender,
Og dufte til Lyst.
Nei, Hammeren stjæle
Kan Thrymer og fjæle
Den dybt under Jord,
Men er dog for ringe
Til Mjølner at svinge,
Det mægter kun Thor!
Hvad ei han kan eie,
Det ruger han paa,
Men Livet i Leie
Betale han maa,
Naar Thor sig forsoner
Med Freia paa nye,
Naar Hammeren toner
Med Brag under Skye.
Vel Idun forvoven
89Kan vandre i Kveld
Til Vildbane-Skoven,
Og synke i Fjeld;
Men sidder hun Dage,
Og sidder hun Aar,
De Æbler at smage
Dog Thjasse ei faaer,
Og naar kun til Freie
De Aser hentye,
Da aabne sig Veie
Saa høit under Skye,
Da Loke sig svinger
Paa Kiærligheds Vinger
Til Jetteland brat,
Og fører tilbage
Idunne til Brage,
Med Asernes Skat!
Dem Thjasse forfølger
Til Asernes Gaard,
Men luende Bølger
Hans Vinger omslaaer,
Og hvad han ei venter,
Det times saa brat,
Med Livet forrenter
Hun Asernes Skat.
Saa kan vel og Dværge
Med Kvaser faae Magt,
Naar ei han paa Bjerge
Sig tager i Agt,
Men drømmer at kunde
Det Dybe udgrunde,
90Og frister sin Stjerne,
Og bryder sin Hjerne
Langt meer end omsonst
Med Dværgenes Konst.
De Dværge med Liste
Ham fritte og friste
Om Aka-Thors Hammer,
Hvi Dønnet saa flammer?
Om Brysinge-Smykket
Hvi det er mislykket?
Om Skibet, som evner
At gaae hvor det stævner,
Og Kaasen forfølge,
Mod Vind og mod Bølge.
Da sortner det saare
Om Halvgudens Stjerne,
Da springer en Aare
I svulmende Hjerne;
Hans Blod maa nedrinde
I Dvergenes Haande,
Og listig de binde
Den himmelske Aande,
Og Mjøden de blande
I hellige Vande,
I Duggen hin rene
Fra Ygdrasills Grene,
Som Bifluen skjuler
I vexede Huler;
Naar Kagerne segne,
Og Bierne daane,
Sig Dværge tilegne,
91For Svovlet de laane,
Det Søde i Leie;
Kan blande og lave,
Men aldrig dog eie
Den herlige Gave
Saa kraftig og sød!
Dem Suttung afnøde
Kan Møden i Krig,
Og kalde Gunløde
Sin Daatter med Svig;
Han kan sig beruse
I Bobler, som bruse
I vindaabne Mon,
I Bodn og i Son:*Son (Forligelsemaal eller Ligkiøb) og Bodn (Tilbud eller Selvbud) var to aabne Træboller, hvori naturligviis kun var Efterdrikke.
Kan drømme om Dage,
Da og han skal smage
Det Søde, som giærer
I Løn under Laag,
En Kalk af Odhrærer *Odhrærer (Sindsrørende) heed Kiedelen med den ægte Mød.
I Gudernes Sprog;
Men ikkun i Drømme
Han, blot til sin Pine,
En Draabe kan tømme
Af Møden hin fine!
Af Norner udkaaret
Til Møden at arve,
92Men blind og bedaaret,
Med blegnende Farve,
Blaaøiet Gunløde
Nu sidder i Fjeld,
Og vogter det søde,
Det hellige Væld.
Hun mindes end Sproget
Fra ældgammel Tid
Og løfter ei Laaget
Af Kiedelen viid,
Før hun kan fornemme,
Paa Tone og Stemme,
Paa mindelig Bøn,
Paa Gang og paa Sæde,
At der er tilstæde
En ægtefødt Søn!
Hun tør ham kun byde
Den perlende Kalk,
For Løftet, at bryde
Den mørknende Balk,
Paa Troe og paa Love
At kæk han vil vove
Mod Suttung en Dyst,
Ja stride til Døden
For Blomsten og Gløden
Ham gives i Bryst,
For Tone og Minde,
Som vaagne derinde,
For Synerne klare,
Der sig aabenbare,
For Nornerne milde,
93For Ygdrasills Kilde,
For Guldtavlens Alder,
For Gimle og Balder,
For Alfader Selv.

4

Hvem kalder? hvem kalder?
Hvem raaber i Kveld!
Hvem græder for Balder,
For Balder i Hel!
Hvem kalder paa Vale,
Paa Dug over Dale,
Med underlig Røst;
Paa Magne og Mjølner
Til Kamp imod Jølner,
Gunløde til Trøst!
Saa Ingen kan støde
I Hornet med Magt,
Som ei med Gunløde
Mon træde i Pagt!
Saa Ingen kan sjunge,
Hvem ikke sin Tunge
Det undtes at lædske
Med hellige Vædske!
Saa Ingen opstemmer,
Som ei i sit Hjerte
Et Minde fornemmer
Om hellige Kierte!

5

Har Bølværk nu atter
Da strøget med Latter
De Jettefolks Segle,
94Og seet ved en Side,
Hvor Steen dog kan bide
Paa Marken de Snegle,
Og høstet for Jetten
Som ni eller tretten?
Har Bauge nu boret
Med Nauren saa smal?
Er Bølværk nedforet
Som Slange i Hald?
Har der han med Sproget
Gunløde bedraget,
Bedaaret, saa Laaget
Hun flux har aftaget?
Har Kiærligheds-Eden
Han svoret paa Skrømt,
Og vil flyve heden,
Naar Karret er tømt?
Er Stødet, som kalder,
Kun Mundsvær og Gand?
Er Graaden for Balder
Kun Tænder i Vand?
Vil Odin sit Øie
Nu sætte i Pandt
For Gunlød at bøie
Til Troe paa hans Tant?
Vil nu som en Dranker
Han fare med Svig,
Og i sine Tanker
Med eet vorde riig?
Vil alle tre Haande,
Mens han er i Aande,
95Han tømme med List,
Og lade Gunløde
Sig sørge til Døde
Mens han flyver hist?
Vil Kampen han svigte,
Og prøve at digte
Sig selv til en Gud?
Vil Ravne han vinde,
I Hu og i Minde,
Til troldkloge Bud?
Vil Fjølner sig svinge
Fra Hvidebjerg op
Paa Nidinge-Vinge
Til Hekkenfelds Top?

6

O, vee da den Daare
Med rænkefuldt Sind!
O, rind da min Taare
Paa blegnende Kind!
Vel Nornerne spotte
Med Daaren, som tænker,
At hellige Grotte
Kan plyndres med Rænker,
Og mener omsonst
At kunne med Snilde
Det Hellige spilde,
Udtømme med Konst;
Vel vender tilbage
I Kiedlen saa fage
Den Kraft og den Lyst,
Som aldrig kan bygge
96I svigefuldt Bryst,
Hvis glimrende Skygge
Kun Daarerne blænder,
Hvis Minde med Smerte
Et svigefuldt Hjerte
Kun piner og brænder,
Mens Daarer istemme:
Nu let er at nemme
Den herlige Kunst!
Mens Odin sig bygger
En Verden af Skygger,
Et Valhal af Dunst,
Da sidder Gunløde
Veemodig i Fjeld,
Og angrer sin Brøde,
Og sukker i Kveld
Om Hevn over Sønnen,
Som Moderen sveeg,
Og Helteværks-Lønnen
Med Falsk sig tilsneg;
Det hører de Norner
Saa høit over Jord,
Det lyner og tordner
Saa høit over Nord,
Og Fjeldene revne,
Som Straalerne stævne;
Da springer tilside
Den ældgamle Dør,
Som Faa ikkun vide
Er falset i Nør;
Da aabner sig Grotten
97Som giemmer det Søde,
Da nærmer sig Drotten
Som frelser Gunløde.
Paa Kæmperid-Slette*Vigrid.
Sig løfter saa bold
Da Odan hin rette
Med Krone i Skjold,
Med Løver og Hjerter,
Med Kiedelen skiøn,
Med Søvætte-Kierter,
Og Linden saa grøn,
Med favre Guldbrikker
Paa Bunden saa blaa,
Med Tavl og med Prikker,
Som Faa kun forstaae.*See Kæmpevisen: De vare siv og sivsindstive.
Han hører det lyde
I Bjerge saa sødt,
Det mon ham betyde
At Liv er i dødt,
Han hører det klinge,
Og rider, som Vinge
Han havde for Ros,
De straalesky Dværge,
Som pusle i Bjerge,
Han byder kun Trods.
Naar Solen i Fjelde
Indstraaler med Vælde,
Da haver Gunløde
98Forvundet sin Harm,
Hun føler det gløde
I kølnede Barm,
Hun væder sin Tunge
Med Møden hin klare,
Og Læberne sjunge,
Og Stenene svare;
Fra Sølvet i Strime
Gaaer Klang imod Skye,
Som Sølvklokker kime
Ved Juledags Gry;
Og Odan hin rette
Han følger det Kald
Paa Kæmperid-Slette
Til sande Val-Hald,
For Kalken at smage,
Og hente tilbage,
Som Bølværk i Drømme
Kun meende at tømme,
Som aldrig en Røver
Kan tage med Vold,
Som giærer, og tøver
Til Helten saa bold
Ad Døren indstævner,
Indsniger sig ei,
Ad Ridser og Revner
Paa Tyvenes Vei.

7

Saa Odan mon ride
Til Gilde forgyldt,
Mens Bølværk i Kvide
99Faaer Løn som forskyldt,
Heel liflig for Bruden
Er Skyernes Brag,
Men det for Afguden
Er Dommedag-Slag,
Da springe som Tvinde,
Da briste som Bast,
De Lænker, der binde
Ulv-Fenris saa fast,
Og Lynet adsplitter
Det Valhal af Dunst,
Som praled med Flitter,
Og prisede Konst;
Ei hjelper nu Gungner
Den Afgud et Gran,
Og Brynien bugner
For Mordulvens Tand,
Ja Ulvenes Føder
Med Livet da bøder
I sit Ragnaroke
For Pagten med Loke,
Med Mordulvens Fader
Og Himmelens Hader,
Med Fyrsten for Tyve
Og alle som lyve,
Med ham som behænde
Det prøved igien
Som Tyv at tilvende
Sig Brysinge-Men.


100

Johan Nordahl Bruuns Amindelse.

Seer du ei hist ved Hakons Helle nær
Den matte Kiæmpe med det sjunkne Sværd!
Der fødtes han, der sukker han i Vaande,
Skal han sit Liv blandt Hedninger udaande?
Heimdal.


1

Hvad runger saa i Fjelde,
Hvad dønner over Søe?
Hvad gialder saa med Vælde
Fra Bjerg til Mark og Øe?

2

Hvad varsler vel den Torden?
Hvad vækker vel den Gru?
Hvad brast der vel i Norden?
Brast Einars Bue nu?

3

Hvi higer du tilbage
Min Aand, mod Østen hen,
Til Davids høie Klage
For Jonathan sin Ven?

4

Ak, Døn! ak vilst du sige
Til gamle Olavs Aand,
At nu brast Norges Rige
Udaf hans Kongehaand!

5

101Ak, skal nu Olav springe
Fra Bord i Kjortel rød!
Skal over Grav det klinge:
Ak! Jonathan er død!

6

Skal Hedninger sig glæde
Og fange Overhaand?
Philistres Døttre kvæde
I Gath og Askalan!

7

Nei, Aand, lad af at grue!
Det toner over Strand:
Ei raader Einars Bue,
Men Gud for Norges Land.

8

Kun milde Taarer rinde
Ved Olavs Hedenfart!
Livsaligt er hans Minde,
Hans Støv opstander klart.

9

Lad Harpen liflig tone
Om Nordahl Jonathan!
Nu fandt han Norges Krone
I Christnes Fædreland!

10

Lad Vantroe glad istemme:
Nu død er Christi Ven!
Den snart dog skal fornemme,
At Christus lever end.

11

Ja, snart den skal fornemme,
At Nordahl Bruun! din Aand
Er end i Norden hjemme
Som i sin Frelsers Haand.

12

102I Fred skal Støvet sove,
Din Sjæl i Herrens Favn,
Og Trods, om Tidens Vove
Opsluge kan dit Navn!

13

Nei som en venlig Stjerne
Det blinker over Bjerg,
Forlyster Venner fjerne,
Forfærder Trold og Dværg.

14

Naar Vikingen kuldseiler,
Den smiler giennem Sky,
Og klar i Sø sig speiler
Ved næste Morgengry.

15

Ja end i Tider fjerne
Fra høie Kirkestavn
Skal Norges Morgen-Stjerne
Man speide i dit Navn!

16

Naar Kirken høit sig hæver
I Kæmpers Fødeland,
Din Aand med Sang nedsvæver
Til Fjeldets høie Gran.

17

Da skal forklaret runge
I Fjeld din Kæmperøst,
Din Aand det Kvad udsjunge
Som kvaldes i dit Bryst.

18

Da skal sig og forklare
Det Kvad om Jonathan,
Og Klipperne skal svare
Til Klang fra Bøg og Gran!


19

103Dog, min Aand, flyv hid tilbage!
Breed ei Vinge, løft ei Bryn,
Stir ei saa paa fjerne Dage!
Døgnet spotter kun dit Syn!

20

Skjul din Vinge, luk dit Øie,
Suk din Sang som Herrens Ord!
Ingen Toner fra det Høie
Høre vil nu Mænd af Jord.

21

Over Svælget stir bedrøvet
Hen paa Kirke-Kæmpens Grav,
See nu sank med ham i Støvet
Norges gamle Bispestav,
Saae den nye du under Stjerne,
Ak, det var dog i det Fjerne!

22

Nær, og rede til at myrde
Ulven staar ved Hyrdens Grav,
Hjorden drømmer sig til Hyrde,
Tager Skyggen for en Stav,
Ulven inderlig sig glæder,
Skjærer flux sig Faare-Klæder!


23

Nei Aand, ikke saa!
Lad Ulvene gaae!
Grib ei til Utide
Den henlagde Stav!
Endnu maa vel skride
Et Skrud over Grav,
Før atter du svinge
Skal Staven i Nord,
104Mod Ulvenes Bringe
I blodige Spor.
Lad hvile da Staven!
Tag Harpen i Haand,
Og hils over Graven
Den salige Aand!

24

Ja, hil dig som svinger
De lyslette Vinger
Saa høit over Muld!
Du Kaasen har fundet,
Du Krandsen har vundet,
Ja Kronen af Guld.
O, hil dig, du Gamle!
Gud Fader os samle
I Himmerigs Hald!
Jeg veed at med Glæde
Du hørde mig kvæde,
Som christelig Skjald,
Jeg veed, hvor du bygger,
Der svandt alle Skygger,
Der faldt alle Skjæl,
Der skuer du funkle
Hvad her i det Dunkle
Du miskjendte vel.
Hvad end du ei ynder,
Det er mine Synder,
Dem tilgive Gud,
I Navnet det milde,
Som aarle og silde
Du stammede ud,
105I Navnet, der kunde,
Som Grund over Grunde *In principio principiorum (sagde Oldingen, naar noget i min Tale mishagede ham), ja deri ere vi fuldkommen enige,” og hans faderlige Velsignelse paa Hans 70de Fødselsdag beføier og forpligter mig til at tale saa ved Hans Grav.,
Forene os her,
Trods Bølger og Banker,
I Aar og i Tanker,
Trods Grunde og Skjær;
Det Navn, du kan sjunge
Med aandelig Tunge
Nu gladelig hist,
Som Gud os vil unde
At sjunge saalunde
Eenstemmig forvist!


106

Nikolai Edinger Balles Amindelse.

1

Der stod en Gran saa rank og skjøn,
Saa vintergrøn,
Den stod paa Norges Fjelde;
Sin Top den løfted kæk i Sky,
I Herrens Ly,
Trods Vind og Staal og Ælde.

2

Der stod en Bøg i Danelund,
Paa Fædres Grund,
Alt med sin hvalvte Bue,
Trods Hagelveir og Hvirvelkast,
Den stod dog fast,
Saa det var Lyst at skue.

3

Men ak! det gaaer hver Stamme gild,
Som Ygdrasill,
Den trøskes og den falder,
Det volder Nidhøgs Ormetand,
Hver Bøg og Gran
Som Asken har sin Alder.

4

Hør Lundens Suk og Klippens Drøn!
Hver Nordens Søn
En modig Taare fælde!
Thi, ak! paa Rad de faldt paa Stand,
Den Bøg, den Gran,
Som pryded Mark og Fjelde!

5

107Nu sidder fattig Fugl i Støv,
Paa brune Løv,
Hvor skal vel han sig hvile?
Hvor skal han kvidre nu i Vang
Sin Aftensang?
Paa Tidsel, Tjørn og Pile?

6

Ak, skal da slige Stammer to
Ei meer opgroe,
Paa Fjeldet og i Skoven!
Skal Klang ei meer, fra Top og Green,
Fra Lund og Steen,
Nu mødes over Voven?

7

Skal fattig Fugl i øde Lund,
Om Aftenstund,
Kun sjunge for de Døde?
Skal Sangen tone sorrigfuld:
Ak! under Muld
Nu hviler Nordens Grøde!

8

Ak, skal nu savne Kvist og Skjul
Den Himmel-Fugl,
Som sang for vore Fædre!
Da svinger den fra Boigd og By
Sig over Sky,
Ak! ak! det Gud os bedre!

9

O Brødre dog! den samme Fugl
Saa sødt om Juul
Og sang for vores Vugge;
Ak, skal nu vore arme Smaa
At høre faae
For Sang kun hule Sukke!

10

108O Vugge-Vise dyb og sød!
Som Nyn du lød
Paa Tonen, Engle sjunge;
O Skam og Skade, blodig Synd!
Skal disse Nyn
Uddøe paa Danmarks Tunge!

11

O nei, Fuld-Sødskende i Nord!
Det ved sit Ord
I Naade Gud forbyde!
Den gamle Rod Han skiænke Held,
Paa Mark og Fjeld,
Til Kvist og Top at skyde!

12

O, Sødskende! den Stub nu tør,
Men frodig før,
Vi vil med Taarer væde;
Da avles under Hjertesuk
Saa mild en Dugg,
Som Taarer, Engle græde.

13

O Dugg! hvis Hjem ei Verden veed,
O fald herned
Paa Stub med Kraft fra Oven!
Da skyde skal til Dane-Bod,
Som Jesse-Rod,
Den Stub i Dane-Skoven.

14

O Himmel-Fugl! forlad os ei!
Den trange Vei
Gaaer let, naar sødt du sjunger;
O bliv hos os! og læg din Sang,
Med liflig Klang,
Paa danske Barne-Tunger!

15

109Ak, ingen Bøg, og ingen Gran,
Vi har i Land,
Som værdig kan dig bære!
Men o, forsmaa ei snevre Bur
I Hjerteskur!
Saa skal dig Stammen ære.


16

O Sødskende! forstaaer min Sang,
Med sælsom Klang,
Ei blot om Bruun og Balle!
Om dem og deres Rod jeg sang,
I Danevang,
Og Stubben er vi alle.

17

Det var de sidste Krone-Skud,
Som nu gik ud,
Paa gamle Træ i Norden;
Paa Stammen, som ved Luthers Haand,
Med hellig Aand,
Sig hæved høit fra Jorden.

18

Ad Aare falder Jubelfest,
For Herrens Præst,
Ja holdes i Guds Rige,
Thi skyndte sig de Bisper to,
Nu og saa fro,
I Choret at opstige.

19

Der skal de staae i høien Chor,
For Alterbord,
Paa danske Bispe-Stade,
Og sjunge høit med Englemund,
Af Hjertens Grund,
Med Hersleb, Brochmand, Plade.

20

110De takke skal, som Bud fra Nord,
For Herrens Ord,
Paa Morten Luthers Tunge;
For Røsten, som i Julesang
Paa den udklang,
Skal Kingo Psalmer sjunge.

21

Det er en Lyst at tænke paa,
Hvor de mon staae,
Langt meer dog der at være;
Det Andet er end, over Gruus
Af Herrens Huus,
At græde for Hans Ære.

22

O vee! o hvilken Jubelfest,
For Herrens Præst,
Kan vi paa Gruset holde!
Hans Aand forsvandt, hans Kraft og Tro,
Mon de vel boe
I Hjerter, vantro, kolde?

23

O vel da dem, de Luther-Mænd!
At de sov hen,
Før Jubel-Festens Dage!
Her tegner kun til slig en Fest,
Hvor Graad er bedst,
Hvor Sang er Suk og Klage.

24

Dog Aand! hvi bølger, bruser du,
Saa mod i Hu?
Lad ikkun Herren raade!
Ei gjælder Tegn, ei værger Magt
Imod Hans Agt,
Og evig er Hans Naade.

25

111Er Formiddag end sort som Nat,
Kan Soel dog brat
I Kraft bestraale Jorden;
Saa dages kan, for Herrens Præst,
En Jubelfest,
Mens Aar gaaer om i Norden.

26

Vi haabe tør: Halleluja
Skal klinge da,
Fra Hjerte, Mund og Tunge,
Saa Lov og Tak for Wittenberg,
I Lund, paa Bjerg,
Med Kingo høit vi sjunge.


27

Danske Christne! hvor I findes,
Flokkes ved vor Biskops Liig!
Lad os her det Svundne mindes!
Mindes Gud og Himmerig!
Gud og Himlen, som med Taarer
Vi maa sige, svandt fra Jord,
Svandt for Tant af usle Daarer,
Som omtaaged Sandheds Ord;
Svandt, thi Gud er fra os svundet,
Naar i Hjertet ei Han boer,
Havde vi saa end udgrundet
Alt hans Raad, og hvert hans Ord!
Himlen, naar vi ei fornemme,
Gjennem Aandens Guddoms-Stemme,
Hvad den er, i Himmel-Smag,
Da for os den er forsvundet,
Havde vi saa end udgrundet
Skyens Lyn og Torden-Brag!
112Tanke, Vidskab, Viisdom, Ord,
Trods al Daare-Kløgt paa Jord,
Alt som Stave i en Bog
I og for sig selv er døde,
Kun naar Aanden dem mon føde,
Leve de i Hjerte-Sprog!
Hvad er selvklog Vidskabs Værker
Uden Tant og Tankespil!
Hvor er Kraftens Mindes-Mærker,
Som ei Hjertet hører til!
Vidskab! mægted du at vælte
Stenen bort fra Slægtens Grav?
Var det dig, som skabde Helte,
Styred Skib paa Tidens Hav!
Tør den Vinge din du kalde,
Hvorpaa Aand i Sky sig svang?
Var det dig, som fostred Skjalde,
Gav dem Aand og Syn og Sang?
Var det dig, som Christi Krybbe
Hvalvde til en Kirkeborg,
Eller kunde du kun yppe
Kiv og Tvist til Kirkens Sorg!
Gavst du Mod og Kraft og Tunge,
Til at trodse Ild og Staal!
Lærde du Martyrer sjunge
Seierskvad paa Rist og Baal!
Havde du Lutherus hærdet
Imod Acht og Kirkeband?
Gik ved dig han uforfærdet
Sjungende paa Baalets Rand!
Var det dig han ledte efter,
113Da paa Gløder krum han gik;
Var det dig, som gav ham Kræfter
Til at hæve sjunkne Blik,
Kræfter til, som Hjordens Kæmpe,
Ulvene at byde Trods,
Til den Storm og Strøm at dæmpe,
Som har nu henrevet os!
Var det dig, som lærde Balle
Diærvt at slaae med Sandheds Ord,
Kæk at staae som een for alle,
Værge mandig Bog og Chor!
Gav vel du paa Kirke-Gruset
Pinte Gubbe Haab og Trøst?
Dæmped du den Strøm der brused
Mod og i hans eget Bryst!
Var du Styrmand paa hans Snekke,
Saa trods Strøm og Hvirvelvind
Fredens Kyst den kunde række,
Svømme jævnt i Havnen ind,
Ja, med Dannebraag i Stavn
Svømme ind i Himlens Havn!
Vidskab! ja, har du vel tonet
Danmarks Flag i Balles Stavn,
Du med Dannebraage kronet
Kæmpens Snekke, Bryst og Navn!
Er det dig, om jeg tør spørge,
Som har gjort, at Ordet gaaer:
Thurser over Balle sørge,
Som om Balder kvædet staaer!
Eller, var det dig, som gjorde
At, med Øie venlig vaadt,
114Fyrster følge ham til Jorde,
Som var Drenge før til Spot!

28

Vidskab! ja tilvisse Du
Reiste dig de Mindes-Mærker,
Men ei som med selvklog Hu
Du i Mande-Hoved værker;
Nei, men som i Sandheds Bryst
Ved Guds høire Haand du throner,
Som i Aandens Guddoms-Røst
Gjennem Sandheds Ord du toner;
Som den Vidskab, der udbryder:
Intet af mig selv jeg veed,
Som min Faders Stemme lyder,
Taler jeg i Evighed;
Derfor kan mig Intet tvinge,
Og mit Ord er Kraft og Liv,
Skiænker, som et Skaber-Bliv,
Sjæle Aand og Lys og Vinge,
Giør enhver, som mig annammer,
Til en Kæmpe kæk og bold,
Værger ham mod Staal og Flammer,
Med et evigt Demantskjold,
Lærer ham med Kraft at bære
Kors og Sværd i Graadens Dal,
Giennem Spot til evig Ære,
Op til mig i Glædens Sal,
Hvor med evig Klarhed luer
Lyset i Guds Kiærlighed,
Hvor forklaret han beskuer,
Hvad i Verden Ingen veed,
115Hvad i Tid kun Tro kan fatte,
Aand i Evighed kun skatte!
Ja, hvor er en selvklog Daare,
Som tør sige, han begreb
Helgen-Skarens Sang og Taare,
Vidnesbyrdet, som den skrev,
Som sig aldrig lader dølge,
Hvordan Vind og Strøm end gaae,
Tindrer klart paa Tidens Bølge,
Alt som Stjerner i det Blaa!
Hør mig, Vidskab! stolt i Støvet!
Hør og svar nu, Mande-Vid!
Har du Helgen-Daaden øvet,
Eller var den Daarskabs Iid?
Er den din, da øv den atter
Som en Mand et Børneværk!
Kanst du ei, da bliv til Latter!
Da er Daarskab jo kun stærk;
Da har du Hans Ord jo sandet,
Som din Stolthed har forbandet,
Du beviist det Aandens Ord,
At Guds Daarskab har paa Jord
Hvad omsonst af alle Kræfter
Verdslig Vidskab leder efter:
Liv og Kraft, som ei forsvinde,
Som kan Døden overvinde.

29

Ja, det staaer paa Bølgen skrevet:
Daarskab Vid har overlevet,
Ja det staaer paa Bølgen bundet:
Daarskab Død har overvundet;
116Dybt i Grav sank Verdens Daarer,
Herrens Vid dem overvandt,
Døden veeg for Herrens Daarer,
Verdens Vid de overvandt!
Blindfødt Tro paa Sandheds Tale,
Den var ene Helgen-Vid,
Den har hvælvet Kirkens Sale,
Øvet al dens Kæmpe-Id,
Den to Gange Roma knuste,
Den var Luthers faste Borg,
Den gav Roe, naar Bølger bruste,
Den gav Trøst og Fryd i Sorg.
Ene den, det veed vi alle,
Styrted, trøsted, kroned Balle;
Ene den har Krandsen bundet
Hvormed Urnen staaer omvundet,
Ene den i ham har tonet
Kirkens, Danmarks gamle Flag,
Bryst og Navn og Snekke kronet,
Trods al Storm og Bølge-Brag!
Den har gjort, at Fyrster følge
Støvet til sit Hvilested,
Den har gjort, at sig maa dølge
Vantroe, for hans Minde ræd,
Den har gjort, at Harpen toner
Ved hans Kiste høitidsfuld,
Den har gjort, at Millioner
Signe skal ham under Muld,
Den har gjort, at Danmarks Kirke
Sank ei ned som Gruus i Grav,
Og i den paa Danne-Virke
117Straale skal hans Bispe-Stav!
Høit skal tone ved hans Minde
Tit som nu i Danelund:
“Salig hvo som troer i Blinde
Sikkre Ord af Sandheds Mund!”

30

Balle! ja, her ved din Kiste
Stander jeg i Ungdoms Aar,
Meget, som Du aldrig vidste,
Klarligt for mit Øie staaer,
Alt som næste Slægt skal finde,
Meget jeg kun tro'r i Blinde;
Men jeg vidner høit og sjunger:
Spotte mig kun Daare-Tunger,
Hykle, hvo som vil, kun Gru!
Gid jeg her i Støvets Dale
Trodse maa paa Sandheds Tale
Mere blindt endnu end Du!
Ja, din Aand, som nu fornemmer,
Hvad dig her for sælsomt klang,
At, henrykt af Engle-Stemmer,
Kingo og Lutherus sang,
Sanded, hvis den mæle kunde,
Hvad, mens end den var i Muld,
Jeg fortied ingenlunde,
Men udsagde veemodsfuld:
Større var din Hæder blevet,
Lysere du havde levet,
Lagt dig gladere til Roe,
Hvis i Intet, som i Meget
Tidens Aand Du havde veget,
118Som forhaanede din Troe;
Levet kun og døet paa
Hvad Du troed, men ei saae.


119

Bruneborg-Slaget.

(Efter det Angelsachsiske.)

1

Det var Kongen i Engeland,
Paa Guldet saa gad han ei spare,
Det var Herren, Kong Adelstan,
Ham fulgde de Grever i Skare.
Udødelig Ære ved Bruneborg
De Ædlinger have sig vundet!

2

Edmund Ædling og Adelstan,
De Sønner af Edvard saa kjække,
Hielme og Skjolde de skar som Vand,
Thi Helte saa vare de begge.
Udødelig Ære ved Bruneborg
De Ædlinger have sig vundet!

3

Herlig var deres Høvdingsfærd,
De Æbler af ædelig Stamme,
Mur om Land deres Heltesværd,
Saa Fjenderne bleve til Skamme.
Udødelig Ære ved Bruneborg
De Ædlinger have sig vundet!

4

Skjolde bugned, og Skotter faldt,
Med Vikinger stolte fra Norden,
Kæmper var det, som Faldet gjaldt,
Det maatte vel dundre i Jorden.
Udødelig Ære ved Bruneborg
De Ædlinger have sig vundet!

5

120Soel om Morgen saa klar opstod,
Da blinkede Kæmpernes Skjolde,
Soel om Aften gik ned som Blod,
Og blege laae Kæmperne bolde.
Udødelig Ære ved Bruneborg
De Ædlinger have sig vundet!

6

Segnet laae da saa mangen Svend,
For Staalet saa maatte han bukke,
Der i Dynge laae Danske Mænd,
Og Skytter i bølgende Vugge.
Udødelig Ære ved Bruneborg
De Ædlinger have sig vundet!

7

Stille hviled de raske Mænd,
Saa havde dem Sværdene tæmmet,
Skjoldet bar nu sin hulde Ven,
Men bar ham dog ikke til Hjemmet.
Udødelig Ære ved Bruneborg
De Ædlinger have sig vundet!

8

Fugl i Flugten er end ei fri,
Som han flyver Pilen af Bue,
Sachsen raabde til Rytter: bie,
Tag Ærende med til din Frue!
Udødelig Ære ved Bruneborg
De Ædlinger have sig vundet!

9

Stene sprang for den Sachsers Sværd,
Det legde med Brynie-Ringe,
Feig Mands Nakke er mindre værd,
Hans Hoved det maatte vel springe.
Udødelig Ære ved Bruneborg
De Ædlinger have sig vundet!

10

121Markmand haver saa haard en Hud,
Det voldte, som vel er at mærke,
Mangen Kæmpe lidt Hovedbrud,
Hans Haandtryk de vare saa stærke.
Udødelig Ære ved Bruneborg
De Ædlinger have sig vundet!

11

Ingen negtede han sin Haand,
Af Anlavs det modige Følge,
Som til Humber i Dødens Baand
Hendroges paa rullende Bølge.
Udødelig Ære ved Bruneborg
De Ædlinger have sig vundet!

12

Konger unge, ja fem i Tal,
Med Jarlerne syv af de bedste,
Slagne hviled paa røden Val,
For de vilde Adelstan giæste.
Udødelig Ære ved Bruneborg
De Ædlinger have sig vundet!

13

Jarler syv og saa Konger fem,
Med Skotter og Vikinger mange,
Tænker nogen at tælle dem,
Han tælle de Straaer i Vange!
Udødelig Ære ved Bruneborg
De Ædlinger have sig vundet!

14

Normænds Konning paa Flugt sig gav,
Og tælle han kunde sit Følge,
Hurtig Snekken han skød i Hav,
Ham redded den rullende Bølge.
Udødelig Ære ved Bruneborg
De Ædlinger have sig vundet!

15

122Snild var Kongen, Herr Constantin,
Og graa han med Æren var blevet,
Kom dog ikkun til Arne sin,
Som Skytte af Marken fordrevet.
Udødelig Ære ved Bruneborg
De Ædlinger have sig vundet!

16

Rose Gildet vist ei han vil,
Hvor Kiødet blev skaaret med Klinge,
Reddet blev han som Brand af Ild,
Som Fuglen med stækkede Vinge.
Udødelig Ære ved Bruneborg
De Ædlinger have sig vundet!

17

Mangen Frænde og trofast Ven
Han der maatte lade med Smerte,
Søn tillige, den Ungersvend,
Saa ramde ham Staalet i Hjerte.
Udødelig Ære ved Bruneborg
De Ædlinger have sig vundet!

18

Rose skulde den Gubbe gild
Med Anlav sig ikke af Legen,
Var han gammel og var han snild,
Saa blev han af Lykken dog svegen.
Udødelig Ære ved Bruneborg
De Ædlinger have sig vundet!

19

Ikke prale de skal i Sal,
Af Seieren de have vundet,
Hvad de vunde i Gaar paa Val,
Det har deres Frænder vel fundet.
Udødelig Ære ved Bruneborg
De Ædlinger have sig vundet!

20

123Hvad de vandt i det Vaabengny,
Fra Engelands Herrer saa bolde,
Var kun Æren, af Mark at flye,
Den maae de og gierne beholde.
Udødelig Ære ved Bruneborg
De Ædlinger have sig vundet!

21

Normænd toge den Ære fiin
Ombord i den bugede Snekke,
Bølgen bærer dem til Dublin,
I Skjul for de bidhvasse Egge.
Udødelig Ære ved Bruneborg
De Ædlinger have sig vundet!

22

Seierrige til Høienloft,
Nu drage de Brødre med Ære,
Bag sig lade de Liig paa Toft,
Til Føde for Fuglenes Hære.
Udødelig Ære ved Bruneborg
De Ædlinger have sig vundet!

23

Edmund Ædling og Adelstan,
De haste til Høielofts-Salen,
Dyr og Fugle med Næb og Tand
Nu Kæmperne giæste paa Valen.
Udødelig Ære ved Bruneborg
De Ædlinge have sig vundet!

24

Sorten Ravn er saa hjerteglad,
Og hugger de Kæmper i Øie,
Spraglet Tudse fik ogsaa Brad,
Som Glenten foruden al Møie.
Udødelig Ære ved Bruneborg
De Ædlinger have sig vundet!

25

124Ørnen daler fra høien Skye,
At drikke af Helteblods Kilde,
Ulven lakker fra Skovens Ly,
Han lugter et kongeligt Gilde.
Udødelig Ære ved Bruneborg
De Ædlinger have sig vundet!

26

Læs i Bøger og lyd paa Sagn,
Om Slag baade store og mange!
Neppe hører du Slagets Navn,
Som fedte saa Ulven i Vange.
Udødelig Ære ved Bruneborg
De Ædlinger have sig vundet!

27

Snekker førde, i fordum Tid,
De Sachser og Angler saa bolde,
Vidt paa Havet fra Østen hid,
Stor Sorrig de Britter at volde.
Udødelig Ære ved Bruneborg
De Ædlinger have sig vundet!

28

Hid saa kom de med Herreskiold,
Og Valerne maatte dem vige,
Før de finge det Land i Vold,
Dog drabelig maatte de krige.
Udødelig Ære ved Bruneborg
De Ædlinger have sig vundet!

29

Ei dog, siden de hid paa Søe
Hengleed over rullende Bølge,
Slige Drotter i Slag paa Øe,
Nedsank med saa talrig et Følge.
Udødelig Ære ved Bruneborg
De Ædlinger have sig vundet!


125

Efter-Klangen.

1

Saa kvad den Skjald i Kongesal,
Alt for de Kæmper haarde,
Og Hjertet var med ham paa Val,
Og Haand sad fast om Kaarde,
Og trindt i Sal det høit gjenlød:
Saa spænde Kæmper Belte,
Og Qvinders Kind blev luerød,
Hvis Mænd var af de Helte,
Og Pigen fiin, saa bange, bly,
Som bæved for det Vaabengny,
Hvor Blodet saa var rundet,
Dog tænkde: hvilken Ungersvend,
Der slig en Priis af Sangens Ven
Paa Valen havde vundet!
Der var slet Ingen i den Sal,
Som lasted Skjaldens Tunge,
Om end han meget saae paa Val,
Som ei han hørde sjunge;
Men fik han Blik og Mund til Kvad,
Da sang han, hvis han kunde,
End bedre om det Birtingsbad,
Og Fjendens Gang til Grunde.

2

Her sidder jeg i eensom Vraa,
Er neppe Skjald at nævne,
At see hvad Panden støder paa,
Er al min Skue-Evne.

3

126Som Stodder jeg til Verden kom,
Jeg ei et Straasbred aatte
I Borgen, Harper tone om,
I Skjaldes Gylden-Slotte.

4

En Pose kun og Bettelstav
I Vuggen mig blev givet,
Med den jeg Stodder til min Grav
Mig tigger giennem Livet.

5

Jeg gaaer omkring fra Dør til Dør,
Og banker paa med Staven,
Og helst hvor jeg har været før,
Der undes bedst mig Gaven.

6

Jeg gaaer til Hytte og til Slot,
Til Kro og Krambod ikke,
Skal der mig times noget Godt,
De maae i Gruset ligge.

7

Jeg gaaer ei blot til Bur og Sal,
Hvor Levende er inde,
Jeg gaaer til Høi og Kæmpe-Val,
Og seer hvad jeg kan finde.

8

Saa sætter jeg mig tankefuld
Paa Fædres Minde-Stene,
At skille Sølv og Guld fra Muld,
Og Frændeting forene.

9

Saa pønser, grunder jeg derpaa,
Et Seierværk at bygge,
Som Timer vise kan og slaae,
Og spille hver sit Stykke.

10

127Jeg smelter, støber som jeg kan,
I Former som jeg finder,
Jeg bygger, som jeg har Forstand,
Som Time-Glasset rinder.

11

Jeg støber Klokker mange, smaa,
Og lader Stav dem røre,
Og prøver om de ret kan slaae,
Saa Timen jeg kan høre.

12

De Klokker skulde Timer slaae,
Ei Tal, som Bud kun bringe,
Til Kald i Vang de skulde gaae
Som Kirke-Klokker ringe.

13

Derfor hver Klokke støbes maa
Alt paa sin egen Maade,
Ja Timen selv, som den skal slaae,
Maa og for Klokken raade.

14

Hver Times Aand, hvor saa han boer,
Man maa med Flid oplede,
Opfange Lyden af hans Ord,
Om Klokke-Malm ham bede.

15

Til slig en møisom Stoddergang
Jeg Posen fik og Staven,
Men Veien er mig alt for lang,
Thi den gaaer over Graven.

16

Thi gaaer jeg kun saavidt jeg kan,
Og langt er det vel ikke,
Men Kort er langt for stakket Mand,
Hver i sit Maal sig skikke.

17

128Hvad ei gaaer op i Nor og Dan,
Det veed jeg ei at skatte,
Og det gaaer over min Forstand,
Hvad Nor og Dan kan fatte.

18

Vel har jeg lyttet mangen Gang
Til Fædre-Aandens Tale,
Og fundet Malm til Efterklang,
I Høie og i Sale;

19

Men ingenlunde er det let,
At høre ret og svare,
Saa Aander efter Klokke-Slæt
I Kveld sig aabenbare.

20

Jeg hører som en fremmed Giæst,
Og støber midt i Støvet,
Og naar det lykkes allerbedst,
Gaaer meget dog i Løbet.

21

Dog, Aand paa Jord er altid Giæst,
Og Skjalden saa i Støvet,
Og naar han skued allerbedst,
Saa var dog Synet sløvet.

22

Naar Aander hørde Skjaldens Sang,
Som svæved i det Høie,
De savned vist den rene Klang,
Det klare, sikkre Øie.

23

Naar Skjalden sang hvad Aanden saae,
Til Frænders Gavn og Glæde,
Da tænkde hver en Muldvarp saa:
De lyve kiønt som kvæde.

24

129Hvis Aander høit i Stjernevang
Fik Klokken min at høre,
Da skurrede dens Efterklang
Og i det fine Øre.

25

Dog mener jeg, mit Klokkespil
Kan Frænde-Hjerter røre,
Skiøndt hver en Muldvarp sige vil,
De ikkun Bjelder høre.

26

Vort Kiød er Høe og vorder Muld,
Det Ord kan aldrig svige,
Og Kiødets Værk, som Kiødets Kuld,
Det vorder Muld tillige.

27

Derfor da og i Tidens Grav
Er Fædre-Muld for Haanden,
Hvori man røre kan med Stav,
Og sige: det er Aanden.

28

I Muldet ligger mangt et Sværd,
Med Spyd og Spore-Kringle,
Og naar dem Staven kommer nær,
Det rasle kan og ringle.

29

Naar Muldvarp hører slig en Lyd,
Den raaber: det er Aanden,
Og det er Fædre-Aandens Dyd,
At den er nær ved Haanden.

30

Det har vi hørt saamangen Gang,
Saa man kan sagtens vide,
At mine Klokkers Efterklang
Kan ingen Muldvarp lide.

31

130Kun Fædres Aand, ei Fædres Muld,
I Klangen er at høre,
Og ingen Sjæl af Muldvarp-Kuld
For Aandens Røst har Øre.

32

Det er kun Lyden af mit Støv,
Mit Tungeslag de nemme,
Og hviske saa, som Døv til Døv:
Det er hans egen Stemme.

33

Nu vel! jeg kan i Aanden gaae
Til Fædre-Aanders Sale,
Med Bettelstav, og banke paa,
Og tigge deres Tale.

34

Men at gaae ud af eget Skind,
Og boe i Fædres Grave,
Dertil jeg har slet ikke Sind,
Det maa en Muldvarp have.

35

Kun Fædres Aand saa vennehuld
Mig hielper til at sjunge,
Men tog i Mund jeg Fædres Muld,
Da bundet var min Tunge.

36

At rasle med det Muld i Mund,
Det faaer man Gienlyd kalde,
Men Gienlyd dog af Muldet kun,
Og ei af Oldtids Skjalde.

37

Det stander fast i min Forstand,
Derfra mig Ingen rokker,
Og trøstig da, saa godt jeg kan,
Jeg støber mine Klokker.

38

131Lad Dannemarks og Norges Aand
I Spot kun min man kalde!
Jeg skiærer dog for Tungebaand
De gamle, vakkre Skjalde.

39

Man stjæle Æren kun for Sang
Til mig fra gamle Skjalde!
Mit Kvad sig selv en Efterklang
Skal lige ærlig kalde.

40

Ja I, som har min tørre Stav
Til frugtbar Kvist oplivet!
Hvad var jeg vel, hvis jeg fortav,
At I mig Aand har givet!

41

Hvad var jeg, hvis kun Ordets Muld
Jeg eder trædsk tilregned,
Og eders Aand og ægte Guld
Mig selv som Rov tilegned!

42

For Verden blev da Æren min,
Og Skam fik I til Takke,
Men naar saa hver fik Lønnen sin,
Fik Skam jeg paa min Nakke.

43

Hvad Skjald jeg er, om heel, om halv,
Jeg dog vil høit erklære,
Jeg pløier med de Gamles Kalv,
Der ligger al min Ære.

44

Mit Kvad er kun en Efterklang
Af Fædres Kæmpevise,
Og derfor strækker kun min Sang,
Til Fædrene at prise.


132

Jaordet,

(et Leilighedsvers.)

1

Hvem kjender ei Vaarens de yndige Dage,
Naar Jorden sig bader i Solen med Lyst,
Naar Sangfuglen vender i Skoven tilbage,
Naar Haabet sig bølgende hæver i Bryst,
Udskyder i Havet den dristige Snekke,
Uddriver paa Marken den furende Plov,
Opblomstrer i Enge, henrisler i Bække,
Udspringer som Mai i den tonende Skov!
Hvem kjender ei Maien, som venlig forbinder
Vort smilende Haab med livsalige Minder!

2

Hvem kjender den ikke! og dog maa vi sige:
Den kjendes kun halv og i Skygge af hver,
Som ei kjender Vaaren i Kjærligheds Rige,
De himmelske Kræfter, som røre sig der,
Den Snekke, som der breder bølgende Vinger,
Den Fugl, som i Barmen sig rører med Sang,
Det Træ, som i Hjertet saa løvfuldt udspringer,
Den Bæk, som henrisler med Strengeleegs Klang!
Kun hvo som har drukket af Kjærligheds Kilde,
Kan føle, hvad Vaar-Solens Værker afbilde!

3

133Vi vide det alle, som Kiærlighed kiende,
Som føle dens Kræfter i svulmende Barm,
I føle det varmest, I Piger og Svende!
Som nys finge Sæde i vingede Karm;
Thi hvad hos de Gamle kun lever i Minde,
Det gløder hos eder i Fylde og Haab,
Vi sjungende flyve mod Saligheds Tinde,
Naar Hjerterne smelte i Kjærligheds Daab!
Hil eder, I Unge! med Fuglen i Barmen!
Hil eder, som flyve i Kjærligheds-Karmen!

4

Men, hører mig, Venner, og lytter, Veninder!
Ja, lytter med Skjalden til Fortidens Røst!
Skal Roserne gjemmes i Skjød af Kjærminder,
Skal Sommeren avle en frydefuld Høst,
Da glemmer ei Høsten i Vaar og i Sommer!
Ja glemmer, for Sangen, ei Alvor og Daad!
Thi haard er den Vinter som uventet kommer,
Og dyrekjøbt Sangen, som endes med Graad.
O, synger i Vaar, saa I venlig kan tale
Om Sangen i Høst, naar sig Dagene svale!

5

Da skal i eder, mens Dagene rinde,
Fædre og Mødre med Gammen opstaae,
Skue den Vaar, som gik aldrig af Minde,
Klar over Sønner og Døttre opgaae;
Da, som Forældre, med Hjertet tilstede
Være I kan i de kommende Aar,
Naar I see Børnene lytte med Glæde
Der, hvor det toner om Kiærligheds Vaar.
Kunde min Haand da end Strængene røre,
Da skulde jublende Toner I høre.

6

134Fædre og Mødre! som skue herinde
Klar over Børnene Vaaren opgaae,
Haabe vi vil, at en venlig Kjærminde
Sander engang, hvad nu Roserne spaae!
Han, som har ene al Kiærligheds Fylde,
Derfor al Viisdom, og derfor al Magt,
Han deres graanende Lokker forgylde,
Som slutte blomstrende Kjærligheds Pagt!
Fromme de hige mod ham i det Høie,
Indtil de see ham med Kjærligheds Øie!


135

Bjarkemaalets Danske Efterklang.

1

Soel er oppe,
Skovens Toppe
Glimre alt som Gimles Tag;
Bud os bringer
Hane-Vinger,
Hanegal om klaren Dag.
Vaagner, vaagner, Danske Helte!
Springer op og spænder Belte!
Morgenstund har Guld i Mund!

2

Høit det gjalder,
Luren kalder
Kæmper op af Morgen-Blund,
Stolper knage,
Luer brage,
Blusse over grønne Lund;
Vaagner! ei til Gammens-Tale,
Viin og Smiil i Konge-Sale!
Hildurs Leeg er nu for Haand.

3

136Vaagner! skuer
Borgens Buer,
I den røde Buegang!
Luren gjalder,
Leire falder,
Under Skuldes Jubelsang;
Hjartvar Ild i Skoven tænder,
Bladet falmer, Bøgen brænder,
Vaagne maa selv Dan og Skjold.

4

Op nu fage,
For Rolf Krage
Kiækt at løfte Skjold og Sværd!
Vel for Luer
Ei han gruer,
Men for Syn af Nidingsfærd.
Ring med Glands og Sværd med Egge
Mild han gav med Hænder begge,
Hvem tør nu slaae Ring om ham!

5

I sin Bolig,
Tryg og rolig,
Slumred sødt den Drot saa bold,
Falske Luer
End han kuer,
Med sit brede Dane-Skjold;
Men ak! dog han staaer paa Gløder,
Tryllesværd og trindt han møder,
Hvem tør skyde Skjold for ham!

6

137Den som kaldte;
Det tør Hjalte,
Det tør Sællands Bondeknøs;
Det tør Biarke,
Om i Marke
Fenris-Ulv end selv var løs,
Lyst han har til med god Løve,
Bølværk selv at naae og kløve;
Bodvar Bjarke slaaer tilbunds.

7

Rolf kan blegne,
Bjarke segne,
Hjalte svømme i sit Blod,
Leires Buer
Kan i Luer,
Synke ned for Hjartvars Fod;
Han dog Marken ei beholde,
Før de Emmer vorde kolde,
Dræber ham den sidste Gnist!

8

Soel er oppe,
Skovens Toppe
Glimre alt som Gimles Tag,
Bud os bringer
Hane-Vinger,
Hanegal om klaren Dag;
Vaagner! vaagner danske Helte!
Springer op og spænder Belte!
Morgenstund har Guld i Mund.


138

Morten Luthers Minde.

1

Morten Luther! kanst du høre,
Hvad som klinger under Sky,
Da skal og min Røst dig røre
I et sælsomt Morgen-Gry,
Mens til Høire Lys jeg skuer,
Og til Venstre falske Luer,
Tvivler mellem Smiil og Graad.

2

Elsker end jeg Bøge-Skoven,
Og Kiær-Minden i dens Ly,
Dane-Marken, Dane-Voven,
Sællands Konge-Kilde-By,
O, saa er dog Danne-Virke
Mig kun Tant, naar Christi Kirke
Sætter ei derpaa sit Spiir.

3

Danmarks Vise-Toner søde
Ligge vel mit Hjerte nær,
Mine Kinder og maa gløde
Under Kvad om Herrefærd,
Ja, naar Bjarke-Maalet dønner,
Mellem gamle Nordens Sønner,
Lytter jeg med sælsom Lyst;

4

139Dog, o Luther! vist jeg priser
Høiere din Kæmpe-Gang,
Og langt meer end alle Viser
Er mig dine Psalmers Klang:
Choret sang du op af Grave,
Og med lutter Ceder-Stave
Hegnede du Kirken ind!

5

O! hvis end i Dane-Vangen
Reddet er en Brand fra Baal,
Hører der man Efter-Klangen
Af Martyrers Bjarke-Maal,
Hvem, næst Gud, paa Hjertets Vegne
Skal vor Tunge det tilegne,
Morten Luther! uden dig!

6

Ja, o Luther! vil i Blinde
Dine Fodspor trindt man skye,
Altid skal dog en Kiærminde
For dig groe i Bøge-Ly,
Groe, til sidste Bøg henvisner,
Sidste Dane-Hjerte isner,
Med Guds Hjelp, til Domme-Dag!

7

Ja, saalænge Danmarks Tunge
Tale kan af Hjertens Grund,
Om din Færd skal Fuglen sjunge
Sødt paa Kvist i grønne Lund,
Danmarks Sang og Danmarks Sage
Regne skal fra dine Dage
Kirkens andet Jubel-Aar!

8

140Jubel-Aar! her stritter Runen,
Som om Liv og Død det gialdt,
Over Skoven har Basunen
Os forkyndt, det vendes alt,
Ja, ved Sommer-Soelhverv skrider
Aaret jo til begge Sider,
Endes nu ei dine Aar?

9

Nei, lad Vind og Fløi sig vende,
Dagen stækkes, som den maa!
Dine Aar faae aldrig Ende,
Medens Dagene bestaae,
Med Guds Kirkes Aar de vare,
Og det har slet ingen Fare,
Den jo varer Verden ud!

10

Ingen Fare, thi Han raader,
Som er hos Guds høire Haand,
Leer kun ad de lette Gaader,
Som ham byder Verdens Aand,
Løser dem, som Solen Skyer,
Naar den kiæk sit Lys fornyer,
Løser op dem, Sig til Glands!

11

Lad kun Maanen sig umage,
For at mørkne Kirkens Dag!
Lad kun Torden-Skyer brage!
Lad kun lyne, Slag i Slag!
Lad kun Baal paa Graven tændes!
Luthers Been skal ei opbrændes,
Lynet dem opliver kun.

12

141Ja, det Lyn, som Skyen bryder,
Slaaer til Verdens Gru kun ned,
Liv og Lys det mildt indgyder
Herrens kiøbte Menighed,
Midt i et ægyptisk Mørke
En nedlynet Soel med Styrke
Straale skal i Gosen-Land.

13

Fimbul-Vinter over Jorden
Strækker ud sit Iistap-Spir,
Tillagt snart er Isse-Fiorden,
Og den himmelblaa Saphir,
Som i Havfru-Kronen funkled,
Blegnet, graanet og fordunklet,
Kan ei favne Solen meer!

14

Vinter-Soelhverv er for Haanden,
Da er Ragna-Roke nær.
Kan ei Sjælen fatte Aanden,
Ingen staaer for Surturs Sværd!
Men i Bibel-Trykkeriet
Saga-Sjælen blev indviet
Til at fatte Adams Aand!

15

Lad da Ragna-Roke komme!
Det er kun en Advents-Nat;
Thi naar Mortens-Dag er omme,
Lakker det mod Julen brat,
Paven skal forgaae med Tyrken
Ved den høie Røst i Ørken:
Jævner, baner Herrens Vei!

16

142Vend dig, Jordan! løb tilbage!
Løft dig op fra Edens Mark!
Atter komme Josvas Dage,
Plads for Herren og hans Ark!
Sol! stat stille over Leiren!
See paa Israel og Seiren!
Vær kun skiult for Mørkets Hær!

17

Jericho! med dine Mure
Israel giør kort Beskeed,
Guds Basun og Sagas Lure
Blæse dem som Løv-Værk ned!
Seiren følger hver en Dommer,
Og naar da Kong David kommer,
Vinde vi Jerusalem!

18

Dog, hvorhen paa spinkle Vinger,
Vover du dig, spæde Fugl!
Nyn! mens du dig brat nedsvinger,
Mindes Mortens-Dag til Juul!
Stræber! stræber! Guds er Kraften!
Stakket Dag og hellig Aften!
Nadveren er alt beredt!


143

Februar-Lilien!

(Til A. S. Ørsted.)

1

Troe mig, Ædling! hun er ikke død,
Kun i Skumringen det saa mon lade,
Rød og hvid hun slumrer i dit Skjød,
Blaanende kun af Kiærminde-Blade!
Vaagn, Sophia! vaagn i Herrens Navn!
See, din Søvn har vakt et bittert Savn!

2

Kom med Lyset! seer du, ædle Mand!
End hun aander! see, hvor Luen bæver!
See det Smiil, den Blomst fra Glædens Land!
See, hvor seierrigt sig Øiet hæver!
See, der staaer hun jo i Kjortel blaa,
Alt som Valborg hun i Hjertet saae!

3

Sværmer jeg! o Ædling! siig det ei!
Lad dit Hoved i dit Hjerte granske!
Reis til Roskild ad den Konge-Vei
Saga banet har for ægte Danske!
Hør den lille Fugl i Isse-Fjord!
Lavt den synger som Kiærminden groer!

4

Naar du kommer da til Fredriksberg,
Spørg veemodig kun om din Veninde!
Plant Kiærminder paa Sophies Bjerg!
Lad kun Taaren over Støvet rinde!
Ret forklaret i den høie Glug,
Veemods-Taaren er Kiærminde-Dugg!

5

144Men, o Ædling! husk saa hvad du veed!
Plante, vande, kan kun vi i Støvet,
Vexten, Livet, kommer oven ned,
Af Velsignelse kun grønnes Løvet,
Af Velsignelsen, som Ingen saae,
Lysner kun Kiærminden himmelblaa!

6

Løft da Øiet over Bjerg som Dal,
Op mod Buen, som kun Bønnen rækker!
God er Gartneren i Blaamai-Sal,
Gierne Blomst af Stilke Han udklækker!
Beed og bie! ja, beed i Jesu Navn!
Da faaer Bod du for dit dybe Savn!

7

Din Sophies Bjerg du from har lagt
Under Kirke-Spiret, langt fra Flokken;
Dermed har dit Hjerte vist udsagt:
Der er Trøst for dig i Kirke-Klokken!
Hør! den svarer fra det Høie: “Søn!
Tak din Gud! thi Han har hørt din Bøn!

8

Din Sophie sank i Graven ei,
Hun med mig af Grav opstod forklaret!
Far kun frem paa Sagas Konge-Vei!
Der hun brat dig vorder aabenbaret!
Hør den lille Fugl i Isse-Fjord!
Som den synger, og Kiærminden groer!”

9

Hør da, Ædling, paa den lille Fugl,
Som kun har sit Fædre-Land for Oven,
Men i Bøgelund dog Spurve-Skjul,
Over Moder-Skjødet: Hjerte-Voven!
Den for Verden kun er askegraa,
Men i danske Øine himmelblaa!

10

145Spørger, Ædling! du om Fuglens Navn,
Kan kun Fugle-Kongen ret dig svare,
Men at Danne-Bod for Dane-Savn
Sangen er, kan Saga aabenbare;
Vist og har den Turteldue-Bryst,
Og paa Moders-Maalet Svane-Røst!

11

Lyt da, Ædling, til den søde Sang,
Som kan Minder give Liv og Vinger:
Skikkelse, som over Dane-Vang
Solen tegner med sin Rosen-Finger,
Naar dens Billed-Skrift, med Seigl for Ravn,
Skaber om til Længsel blid vort Savn!

12

Glad da føler du: hun er ei død:
Naar din Længsels Billede sig hæver;
Himmelblaa, og hvid og rosenrød,
I dit Hjerte-Kammer hun indsvæver,
Lærer dig, med Varme og med Klang:
Intet Skygge-Spil er Billed-Sang!

13

Spørg ei, Ædling, hvem de Strænge rører,
Og fortag dig ei paa noget Navn,
Sandheds Røst kun Sandhed Selv tilhører,
Med sig selv man bøder ei paa Savn!
Let om Hiertet kan du det fornemme,
Hvis dig rører her en Sandheds Stemme!


146

Kiærminde-Bladet.

(Til Ingemann udenlands.)

1

Farvel! o hvem kan dette Ord udtale?
Naar toner i sin Fylde det paa Jord!
Kun naar Guds Børn, i Livets Aften-Svale,
Det høre jubles ud af Engle-Chor;
Kun naar de fare, alt som Ordet lyder,
De føle fuldelig hvad det betyder!

2

Vi sige bedst Farvel, naar dybt vi sukke,
Og svare saa til Vægten af vor Gield;
Selv med et Suk vist over Barnets Vugge
Udnynner Engelen et ømt Farvel,
Thi Taaren maa som Honning-Dugg nedrinde
Paa Hjerte-Grundens falmede Kiærminde!

3

Kun de, som aldrig have faret ilde,
Som, hvor de færdes, fare vel med Gud,
Kun Regnbue-Straalerne fra Lysets Kilde,
Kun Englene, som Naadens Sendebud,
Kun de kan smilende, med Himmel-Tunge
Farvel! Farvel! hinanden høit tilsiunge!

4

O Ven! o vent da ei af mig at høre
Det dybe Ord, jeg ei udtale kan,
Og endnu mindre lade Pennen føre,
Som Tunge-Skyggens kolde Færgemand;
Kun taarekvalt Farvellet lidt betyder,
Og Vand er Taare-Perlen, naar den flyder!

5

147O, var hun vaagen nu, mit Hjertes Broder!
Hvis Hjerte-Suk var Sang, hvis Graad var Guld,
O, var hun vaagen nu, vor søde Moder!
Ja, Moder til saa mangt et bedre Kuld,
Som røber os i Skin af Sagas Kierte
At hende laae en ædel Steen paa Hjerte!

6

O, var hun vaagen nu, den Danne-Kvinde,
Som skiød ved Arnen sig livsalig frem,
Og vinked med saamangen blaa Kiærminde
Skjoldungen til sit underfulde Hjem,
Ja, førde did ham under Slør tilbage,
Hvor Marken blomstrede om Vinter-Dage!

7

O, var hun vaagen nu, hun sikkert vilde
Tilhulke dig det ømmeste Farvel,
Som kan udrisle af en Hierte-Kilde
Hvis Liv og Lyst er kun dens Afkoms Held,
Hvis Bølge er en Taare fra det Høie,
Neddryppet af en Barne-Engels Øie!

8

Men ak! hun sover under Bøge-Løvet,
Som visnet skjuler hendes hvide Bryst,
At vække hende jeg omsonst har prøvet,
Skiøndt jeg med Graad opløftede min Røst;
Utrøstet har det Yderste jeg vovet,
Hun sover, ak! som den, der er hensovet!

9

Ak, er det mueligt! trøstesløse Tanke!
Har Børne-Sorg i Graven hende lagt!
Holdt virkelig det Hjerte op at banke,
Som slog for Støvets Held i Himmel-Takt,
Ak! er det brustet nu, det Himling-Øie,
Hvis Liv og Lyst var Glandsen i det Høie!

10

148O, lod maaskee af Fordom jeg mig blænde?
O skuffed mig det kiære Moder-Navn,
Saa Navnet er det eneste af hende,
Som blev tilbage i vor Fødestavn,
Da sorrigfuld hun over salten Vove
Bortsvømmede engang fra Danmarks Skove!

11

O, drog maaskee for hende at opsøge
Man fordum skareviis fra Norden ud,
Og plantede i Syd de røde Bøge,
Til Taare-Minder over Ottars Brud!
Hvad heller foer hun over Land og Bølge,
Som Skjoldmøe, selv med Ledingstrop i Følge!

12

O, er det saa! o lever i det Fjerne
Vor hulde Moder under Slør i Løn,
O, vinkede hun med sin milde Stjerne
Til Syden ned sin kiære, yngste Søn;
Da far, da flyv med Kys i hendes Arme!
Der bryder ud i Blomst din bundne Varme!

13

Dog bie, o bie! thi Stjerner kan bedrage,
Ja Giøgle-Blus i Luften lege tit,
Og Skinnet let vort Øie kan indtage,
Kun dunkelt Hjertet skielner Løst og Frit,
Og i de dunkle, favre Farve-Bække
Der spille Luft-Æoner under Dække!

14

O bie, og hør et Ord af bange Broder!
Han har vel ei et Hjerte ømt som dit,
Men elsker trofast dog den fælles Moder,
Og saae i Speilet hendes Aasyn tit:
I Saga-Speilet, som kan aldrig blænde,
Naar ret for Lyset vi kun Rammen vende!

15

149O, troe mig! ei med Ebbe og med Aage
Vor bedste Moder drog af Landet ud,
Ei bort hun stævnede i Anglers Kaage,
Med Lodbrogs Sønner eller Gamle-Knud;
Hun lever kun, hvor levende hun mindes,
I Danmark eller ingensteds hun findes!

16

Hun drog ei ud med nogen Kiæmpe-Skare,
Som skiæfted Spyd for Lyst med Ask og Bøg,
Hun hader Vold og skyer gierne Fare,
Kun nødig parres Nattergal med Høg,
Hun slog ei Snekken løs for Vind og Vove,
Naar Nattergalen slog i grønne Skove!

17

Vel drog hun ud i Oltids fjerne Dage,
Som vi i Gaade-Speilet skimte end,
Da veemodsfuld hun ledte om sin Mage:
Om sin forfløine, faldne Hjertensven;
Men rørt hun standsed, da om Danmarks Skove
Sig bøied, belted hendes Hjerte-Vove!

18

Hun drog ei ud med Flokke eller Hære,
Thi aldrig nænde Hun for nogen Priis
Sit Havfru-Belte grum at overskiære,
Ubodeligt var hende dets Forliis,
Ei daarlig haabed hun sin Ven at finde,
Ved Vold at giøre paa hans søde Minde!

18

Hun drog ei ud for Lyst, og ei for Trængsel,
Men hvad hun savned i sit Havfru-Skiød,
Hun oppebied med vemodig Længsel,
Til Aanden hende det i Tro indgiød,
Og da hun, i sin Hosbonds Himmel-Aande,
Fik Haab til Bod for Sorgens dybe Vaande!

19

150Hun drog ei ud, thi hvad sig end forandrer,
Det ligge tungt paa Grund, det svømme let,
Af Legemet dog Hjertet ei udvandrer,
End ikke i det sidste Aandedræt,
Thi længere endnu end Tungen stammer,
Det ømt sig krymper i det snevre Kammer!

20

Hun drog ei ud, den huustro Danne-Kvinde,
Ei over Marke-Skiel i Heden-Old,
Thi kun hun selv har giemt i kiærligt Minde
De Førstefødte: Humble, Dan og Skjold,
Og hjemme var hun jo, den Fredegode,
Da Marken rundt hun Støvet bar af Frode!

21

Hun drog ei ud med Svender og med Knuder,
Ja ikke selv med Erik Eiegod;
Naar Aften-Røden maled Kirkens Ruder,
Hun hjemme baded sig i Jordans Flod,
Og naar for Alter-Bord Høi-Messen toned,
Hun følde sødt sig med sin Gud forsonet!

22

Hun drog ei ud, thi var ei selv hun hjemme,
Da Hellig-Knud hensov i hendes Skiød,
Da Bent, henrevet sødt af hendes Stemme,
Nedsank i Konge-Smykke rosenrød,
Da rørt hun sang: o det er Engle-Gammen,
Naar Brødre saa paa Jorden smelte sammen!

23

Hun drog ei ud med kjække Valdemarer,
Ja ei engang med Absalon paa Tog,
Hun hjemme korsed sig for Hedning-Skarer,
Og fældte Taarer under Dannebrog;
I Sæk og Aske hun paa Baaren segned,
Da Abel rødmede og Erik blegned!

24

151Hun drog ei ud: hun laae som Liig paa Baare,
Som Saga laae paa Saxos Pergament,
Paa Kinden perlede en styrknet Taare,
Tillukt var Øiet, men dog himmelvendt;
Man saae det grandt, hvor Danmarks Himmel graaned,
Da, som paa Hel, paa Freia Læben blaaned!

25

Hun drog ei ud, ei bort fra Kilde-Vangen,
Hun syndes død, men leved dog i Løn,
Thi selv jo tonende hun Klage-Sangen,
Som sødt end rører hendes yngste Søn:
Hun var her, thi i Sommer-Aftenstunden
Som Nattergal hun slog i Bøge-Lunden!

26

Hun drog ei ud i Morten Luthers Dage,
Hun drog ei ud i vores Jevndøgns-Nat,
I Luther-Dagene hun vaagned fage,
I Jevndøgns-Natten hun indslumred mat;
Men hjemme blev hun, vaagen og i Slummer,
I Danmark er hun, om og død af Kummer!

27

Paa Baaren daaned, laae i Vaaben-Huset
Vor Moder bleg, med Barnet i sin Arm,
Da Livsens Aande over Marken sused,
Hun vaagned, hævede sig hjertevarm,
Gik ind i Kirken under Havfru-Kaaben,
Og bar med Fryd sin bedste Søn til Daaben!

28

Den Søn opvoxde under Kirkens Vinger,
I Tidens Løb han blev og præstelærd,
Sig rakde, syndes det, hans Tommel-Finger
Alt efter Grebet paa hans Faders Sværd,
Og dannet var af Moders Liv hans Tunge
Til Davids-Psalmen sødelig at sjunge!

29

152Hun drog ei ud, saalænge Sønnen trolig
I Kirke-Skolen sig til Bogen holdt,
Om Vinter-Aftner, i sin Enke-Bolig,
Hun vel beklaged, at det blev saa koldt,
Men Vadmel dog, og sommersanket Brænde,
Holdt Blodet flydende i ham og hende!

30

Hvad blev han til, vor gamle Moders Støtte!
Hvor blev han af, den Dannekvinde-Søn!
Har han sin Stav fra Marken maattet flytte,
Og skjule sig blandt Klipperne i Løn!
Hvad heller glemde Tonen han fra Oven,
Og tuder vildt med Ulvene i Skoven!

31

Ak! har Dan Goddreng under Vinters-Hjerte
Sin Herkomst og sit Moders-Maal forgiæt,
Ak, da vor Moder, sønderknust af Smerte,
Udvandret er med sidste Aandedræt;
Ak, da forgiæves lyder kun vor Klage,
Hun kommer aldrig, aldrig meer tilbage!

32

Dog nei, o nei, forvildes og forføres
Det kan, som hver en Dødelig, og Dan,
Men holde op ved Moders Røst at røres,
Gaae hende kold forbi paa Gravens Rand,
Det kan han ei, thi Aanden er ham givet,
Som Blomsten, kun i Kraft af Moders-Livet!

33

Ja, var det mueligt, kunde Dan forhærdet
End drage Aande ved den sorte Konst,
Og kalde trodselig paa Dommer-Sværdet,
Da lytted rundt paa Jordens Kreds omsonst
Man efter Klagesang ved Danas Baare:
Udrundet var den sidste Vemods-Taare!

34

153O! toner da endnu en Klage-Stemme
Paa Moders-Maalet, for vor Moders Kval,
O, da gik end hun dog ei Dan ad Glemme,
Og sank ei ned i Dødens Skygge-Dal;
Da, skiøndt paa Baaren hun er bleg neddaanet,
Er hendes Liv i Sønnen dog forskaanet!

35

Hvor lyde Suk, hvor tone Klage-Sange
For Dana, Dagmar, Thyra Dannebod!
Hvor, uden hist og her i Danmarks Vange,
I Havfru-Borgen og ved Bøgens Rod!
Forstummed ikke, midt i Dagmars-Kvide,
Selv Klippe-Tungen under Nørre-Lide!

36

O her, kun her, hvor end paa Moders-Maalet
Dog stundom løfter sig vor Moders Røst,
Trods Lunge-Soten, og trods Morder-Staalet,
Her Mindet lever end i Sønne-Bryst!
Her sover, ak, sin Kraft, sin Krands berøvet,
Men dog ei død, vor Moder under Løvet!

37

O Ven! o vent da aldrig hist at finde,
I Alpers Skiød, ved Apenniners Fod,
Din Længsels Moder og din Sangs Præstinde,
Den Savnede, den sande Dannebod!
O bliv her, bliv! du kanst dog ei undvære
Din Blanca, Thorkild, alle dine Kiære!

38

Men ak! forgiæves løfter sig min Stemme!
Hvor er min Ven? o hvor er Blancas Skjald!
Han er, jeg veed ei hvor, kun ikke hjemme,
Ei i Kong Frodes grønne Bøge-Hald!
Ak! medens jeg paa Klage-Brevet staved,
I Stavnen foer min Broder over Havet!

39

154Forgiæves dog er ingen Ting paa Jorden,
Forgiæves lyder intet kiærligt Ord,
Forgiæves et Kiærmindeblad fra Norden
Kan aldrig svømme i Sesrumners Spor,
Og Afrodite skal min Ven ei giække
Til at forlade Signe-Freias Snekke!

40

Saa svøm kun bly, men trøstig, over Havet,
Kiærminde-Blad! som det vor Moder bød!
Thi kun paa Følge-Sedlen jeg har stavet,
Du selv udsprang jo af vor Moders Skiød,
Og finder Venskab, hvor du finder Tungen,
Som af vor Moders Hjerte er udsprungen!

41

Udsprunget, siger jeg, men ei løsrevet,
Thi var den det, da var den stum og død,
Da var for den ei Bladet meer end Brevet;
En Boble kun i Bogstav-Bølgens Skiød;
Den Tunge, som kun Hjertet kan besjæle,
Fra Hjertet skilt, og mister flux sit Mæle!

42

See, til en Fier af Urda-Svanens Vinge
Jeg dig betroer paa det vilde Hav,
Den skal til Reinald Fuglekiær dig bringe,
End før han staaer ved Helgen-Skarens Grav:
Ved Marmel-Buerne til Hines Minde,
Som strømmeviis lod Martyr-Blodet rinde!

43

O, naar og hvor du kommer ham for Øie,
Hvor tit han møder, finder dig igien:
Ved Maros Grav, paa Romas Taage-Høie,
Da hils ham kiærligst, ei blot fra en Ven,
Men fra den Mark, hvis himmelblaa Kiærminde
Ved dig sig lægge vil ham sødt paa Sinde!

44

155Ja, møder du ham hos Vaulunders Broder,
Som tegner Jupiter, og hugger Thor,
Da hils dem begge fra vor hulde Moder:
Fra Maler-Dronningen ved Isse-Fjord!
Da lægger Hjertet Reinald vist i Munden,
Hvad Natter-Galen slog kun paa i Lunden!

45

Modtag da, Ven! hvad jeg formaaer at sende:
Et venligt Ord og et Kiærminde-Blad!
Det Ord mig faldt i Mund, det Blad i Hænde,
Da i det brune Bøge-Løv jeg sad,
Og stirred paa Kiærminden, som du kjender,
Opskudt af Moders sammenlagde Hænder!

46

O, kunde jeg den Blomster-Busk omspænde,
Og sammenslynge til en Brude-Krands:
Til en Guldbryllups-Mindekrands for hende,
Hvis Øie sænked sig i Himmel-Glands!
O! gid jeg kunde det, og Krandsen række
Til Dig, og til hver Frænde af os begge!

47

Da skulde levende vor Moders Minde
Opkomme og opstaae i Alles Bryst,
Med Freias Rosenbaand os sammenbinde
I Een til Eet: til fælleds Værk og Trøst!
Da midt iblandt os skulde, ved et Under,
Opreises Hun, som under Løvet blunder!

48

Dog, Ønsker favre er ei altid fromme,
Og ret kun ønsker, hvo sig selv har glemt!
Vort Ønske være da: Guds Rige komme,
Ihvor og naar, og som det er bestemt!
Som Villien er i Gud, saa er vor Evne,
Vort eget Værk er ikke værdt at nævne!

49

156Kiærminde-Busken ei jeg kan omspænde,
Ei sammenslynge den med værdig Konst,
Og over Marke-Skiel den at udsende,
Det var, om ei forvovent, vel omsonst,
Thi Krandsen har, kan Saga os forvisse,
Kun Liv og Glands paa Danas Sølver-Isse!

50

At plante ud den Busk, jeg seer i Aanden,
Er hvad jeg kan ved Herrens Kraft formaae,
Med Bøn til Ham, at saa den efterhaanden
I christen Jord maa Hjerte-Rødder slaae!
Da, hjertedannet, skal i Bøge-Skygge
Den vist engang vor Moders Hoved smykke!

51

Ja, naar i Lund de himmelblaa Kiærminder
Ombølge duftende vor Moder tæt,
Da staaer hun op med hvide Rosen-Kinder,
Og krandses favert af en kiærlig Æt:
I Isse-Fjorden skal da Maanen gløde,
Omblaanet sødt i Tidens Aften-Røde!

52

O, det er Fromheds Løn: selv lagt paa Baare,
I Minde-Blik den smiler engleglad!
I Øiet perlede en Veemods-Taare,
I Haanden drypped et Kiærminde-Blad,
Det, tænkde jeg, kan dog din Ven du sende,
Og Roden vist paa Bladet er at kiende!

53

O! er det saa, kan hist i fjerne Egne
Det lille Blad, fra Bøgelund udsendt,
Vor Moders Øie venligt dig betegne,
Med Taare-Perlen, klart og himmelvendt,
Da skal det Blad end fastere dig binde
Til Bøge-Lunden og til Dans Kiærminde!

54

157O! hvo som staaer, see til han ikke falder,
Thi kun for hvem som ræddes, er der Raad!
Fortørnes ei, min Ven, men tænk paa Balder,
Paa Lokes Argelist, paa Friggas Graad!
Ak! alle Vætter hun omsonst besværger,
Naar Urdas Skjold det ømme Sted ei værger!

55

Hvad gavned fordum det vel Langobarden,
At Frigga sikkrede ham Odins Gunst!
I Støvet dog han sank med Savoiarden
For Billed-Skygger og for Romas Konst!
For Rosen-Skyggerne paa Skiøge-Kinder
Han skrev i Glemme-Bogen Dans Kiærminder!

56

Om under Kind igien han satte Haanden,
Og kom ihu sin Ungdoms Kiærlighed,
Ak, tabt var dog hans Fyrighed i Aanden,
Trods Fjeder-Hammen sank dog halvt han ned;
Fra Ørne-Blik paa Kampen og paa Seiren
Til Hierne-Spind om Eventyr i Leiren!

57

Hvad hialp Normannen selv det, at saa længe
Han kom ihu det Danske Tungemaal!
Han tabte ligefuldt i Blomster-Senge
Sit Danske Guld, om ei sit Norske Staal;
Og blev end Ridder han af Danner-Sproget,
I Sadlen dog han sad kun løst og kroget!

58

O, hvor du færdes da, og hvor du stædes:
I Rosen-Lunden og paa Fjelde-Tind,
Hvor sødt der smiles og hvor ømt der grædes,
O, blændes ikke af det favre Skin!
O, aldrig glemme Blanca-Freias Sanger,
At Danmark er Historiens Folkevanger!

59

158Kun Daarer den Paamindelse behøve,
At ikke alt det Glimrende er Guld;
Men at for dyrt man kan selv Guldet kiøbe,
Fordi det Ædleste af Jord er Muld,
Det føler man sig fristet til at glemme,
Hvor Glands og Klang har, som det lader, hjemme!

60

O, kom ihu, at paa sit Sted er Glandsen
Kun hvor med Tiden ei den slides af,
Kun hvor den straaler paa Kiærminde-Krandsen,
I Sagas Hænder over Rosens Grav;
Vel Kiødet kan enstund med den opfarves,
Men kun i Aand og Sandhed kan den arves!

61

O, kom ihu, at Velklang har kun hjemme,
Hvor ei den trænger til et Fugle-Bryst,
Hvor uforgiængelig i Sagas Stemme,
Den giennemtoner Folkets Daad og Røst;
Kun leiet er den, hvor den koster Noget,
Thi der ei hører den til Hjerte-Sproget!

62

O mærk det vel, at hvad i Rom man skuer,
Det er ei Aandens, men kun Haandens Konst,
Som i dens Krønike, saa i dens Buer,
Man søger Aand og Hjerte kun omsonst;
Og Haandens Værk, er det vel meer i Grunden
End Vidnesbyrd om hvad der gik fra Munden!

63

Med Farver kan man ingen Christus male,
End sige Ham af Stene hugge ud,
Kun Ordet skildrer Ham, naar Aander tale,
Og billedlig han sees kun i sin Brud;
Og Bruden, som hun dannes efterhaanden,
I Sagas Speil sig viser kun for Aanden!

64

159Ja, Skjalden kun kan Mennesket afmale,
Opreist af Støv i Himmellegems-Dragt,
Thi kun i Ord kan Aander sig udtale,
Og Mennesket er Aand med Støv i Pagt:
Kun Saga er den sande Billed-Hugger,
Hun danner Billeder ei Drage-Dukker!

65

Jeg veed det godt, at, i den sorte Skole
Enhver, som ei det kalder Salighed,
Med Klang og Farve og med Steen at bole,
Til Konstens Helvede fordømmes ned,
At tage Lod med Scyther og Barbarer,
Og Faare-Hovedernes fromme Skarer!

66

Jeg veed det godt, men ikke stort jeg regner
De sorte Brætter og de spodske Smiil,
Jeg som Barbar mig trøstig selv betegner,
Og kaarer tryg den gamle Kirkes Stiil;
Jeg siger: det er Fæiskhed, naar Sjæle
Sig bøie for hvad ei engang kan mæle!

67

Jeg siger høit, at hvad den fine Verden
Nu kalder Sands for Konst og Poesie,
Netop, naar det af Andagt har Geberden,
Er et opsminket, fuult Afguderie;
Det Classisk er, at Kiødets Lyst hernede
Vil under Skin af Aand sig selv tilbede!


160

Saga og Lys-Alfen.

Saga.

1

Kiender du Sangen,
Sælsom og kold:
Balder i Vangen
Vækkes ei bold,
Hvis ei med Folkene Stokke og Stene,
Stjerner og Dyr sig i Taarer forene?

2

Kiender du Loke
Listig og kold!
Altid en Toke
Eier den Trold,
Tokerne mange han har i vor Alder,
Tørøiet græder hveranden for Balder!

3

Næmmed du Sangen,
Sælsom og sød:
Fred over Vangen!
Frelse fra Død!
Hvo som af Hjertet for Balder vil græde,
Hos ham er Vale i Aanden tilstæde?

4

Gienlyder Sangen
Sødt i dit Bryst,
Kiendes i Klangen
Kiærligheds Røst,
Ei hos de Døde om Livet du leder,
Af den Opstandne du faaer som du beder!

5

161Gierne jeg vækker,
Vinker Han kun,
Helte i Rækker
Hurtig af Blund;
Viid kun, at skeer det, da løses og Loke,
Hardt det og lakker imod Ragnaroke!

Lys-Alfen.

Alfader vinker,
Alfen adlyder,
Færdes med Vinden,
Farer som Lyn!
Urd-Vældet skummer,
Ygdrasil bæver,
Alle Valkyrier
Vingerne ryste,
Thurserne vente
Thor-Maaneds Ende,
Naglfare skrider,
Nornerne pege,
Seiren er Balders,
Saga! forstaae mig!

Saga.

Mon Blændværk det være,
Som bæres mig for,
At Dødninger spore
De springende Heste!
Hvad heller skal Ormen
Nu Age-Thor møde?
Hvad heller mon Hjemlov
Er Hildinger givet?

162Lys-Alfen.

Kald ikke det Blændværk,
Som bæres dig for,
Og tænk ei at Asken
Har endt sine Dage,
Skiøndt Dødninger spore
De springende Heste,
Men Hjemlov en Time
Er Hildinger givet!

Nornerne tømme
Tidernes Væld,
Ygdrasils Grene
Grønnes i Toppen,
Klingerne øve
Klare Bedrifter,
Svanerne kvæde
Svipdagurs Sang,
Guldkammet Hane
Galer i Valhald,
Sodbrun i Helhjem,
Hæs efteraber
Biarkemaals-Tonen,
Bjerg-Slottets Fugl!

Saga.

Bladet sig vender,
Blikket sig hæver,
Aldrene skifte,
Skyggerne svinde,
Kæmperne vaagne,
Kræfterne løses,
163Tungerne tale,
Tegnene svare,
Mosgro'de Stene
Mæle i Vangen,
Døden forbauset
Daaden beskriver!
Brister nu fage
Bautastens-Høie!
Vaagner af Dvale,
Dværge og Kæmper!
Vaagner og virker
Vide paa Jord
Alle I Aander,
Onde og gode,
Som har i Midgaard
Manddom bedrevet,
Ivrig i Støvet
Stundet og higet
Efter Idunnas
Æbler at smage,
Efter at dele
Asernes Kaar!
Timerne tælles!
Tankerne veies!
Hjerner afbilde
Hjerternes Ganning!
Fremtiden løse
Fortidens Gaade,
Lys-Alfer klare
Lege i Mørkvid,
Og med hverandre
164Vittig afhandle
Nætter og Dage
Nornernes Raad!


165

Til Kong Fredrik den Sjette.

(Med Danmarks Krønike.)

1

Her steile ei Klipper, her voxer ei Guld,
Og her har ei Roserne hjemme,
Nei, Danmark, o Konge! har Mai kun og Muld,
Og Minder om Godt ei at glemme.
O! Danmark er lille og Danmark er lav,
Din Stol er en Græsbænk paa Holme i Hav!

2

Af Ask er, o Dannemænds Konge! Dit Spir,
Din Krone en Krands af Kiærminder!
Dit Rigs-Æble ingen Smaragd og Saphir,
Men kun som i Skov man det finder!
O Konge! o kanst Du, for Throner af Guld,
Det være bekiendt, at Din Throne er Muld!

3

O! maa Du ei rødme i Konninge-Lag,
Ved Dannemarks Krone at bære,
Ja, blegne for Spiret, som taaler ei Slag,
For Æblet, som Orm kan fortære!
Ak! arved Du, Fredrik! med Konninge-Navn
Af Konninge-Skiebne kun Konninge-Savn?

4

Det mener kanskee, hvem der knæler for Guld,
Og kneiser paa Hovmodens Fjelde:
Den Daare, som glemmer, at Mand er kun Muld,
Og Drot ikkun Manden i Vælde;
At Spiret af Staal, om og ildfast det var,
For Nornernes Aande mon' springe som Glar!

5

166Men Skjalden, o Konge! maa kalde Din Lodd
Den bedste af Kongers paa Jorden,
Slet ikke man vinder med Egg eller Odd,
Men arver kun sælsomt i Norden
Din blaanende Krone, Din graanende Stav,
Og Stolen, som grønnes paa Holme i Hav!

6

Af Muld er Din Throne, thi Hjertet er Muld,
Og Hjertet er Skjoldunge-Stolen,
Naar Heden opløser de Stole af Guld,
Din Muld-Throne grønnes i Solen;
Ja, Konge! Din Græs-Bænk paa Holmene staaer,
Saalænge som Hjertet i Dannemænd slaaer!

7

Af Ask er Dit Spir, men for Sceptre af Guld
Det ei sig behøver at skamme:
Opelsket det er over Mark, over Muld,
Paa Ygdrasills hellige Stamme;
Det grønnes saalænge paa Marken til Læ,
Som Nornerne vande Bedrifternes Træ!

8

Dit Æble, o Konge! end sidder og groer
Paa ældgamle Abild i Skoven,
Jeg kalder det Tvistens Guld-Æble i Nord,
Som Frugt af en Kiærne fra Oven;
Afplukkes ei kan det til Glimmer og Pral,
Men Gubber forynge i Høielofts-Sal!

9

Af Paradiis-Æbler, i Bøgenes Læ,
Idunna har plantet en Kiærne,
Af den er oprundet i Skoven et Træ,
I Samfund med Dannemarks Stjerne;
Det groede vildt, men i Tidernes Frist
Indpodet deri blev den hellige Kvist!

10

167Da skabdes det Æble, og voxde i Løn,
Som haver i Verden ei Mage,
I Arv har det gaaet fra Fader til Søn
I trende Stærk-Odderes Dage;
Ei stikker det, om saa han springer i Flint!
Selv Ormen, som snoer om Midgaard sig trindt!

11

Din Krone, o Konge! er deilig og klar,
Sig Himlen deri monne speile,
Og hvo som den slynget om Tindingen har,
Til andre paa Jord kan ei beile;
Med Staal-Handsker vindes og tages den ei,
Men findes, usøgt, paa Livsaligheds Vei!

12

Lyksalig, vi læse, er Kongen forsand,
Naar over ham blomstrer hans Krone!
Og her, i Kiær-Mindernes Fædreneland,
Her haver den Konge sin Throne;
Ja, Lykken, som Ordet mon love, er Hans:
Til Krone han har af Kiær-Minder en Krands!

13

Paa Græsbænken voxde Kiær-Minderne blaa,
Paa Skjoldungers Throner og Grave,
Saalænge ei Stol-Konger Arven forsmaae,
De voxe i Rosenborg-Have;
Og Saga, med Løv-Værk, fra Old og til Old,
Afbilder den blomstrende Krone paa Skjold!

14

De Billeder alle: de gamle og nye,
De dunkle saavelsom de klare,
Hver Skjoldung tilhøre, som skjænker dem Lye,
Og tager paa Scepteret Vare;
Med Kronen de følge som Krone med Stoel,
Som Klokkerne følge den vandrende Soel!

15

168Tilegnes maa Dannemarks Konninge-Skjold
Den Skjoldung, som Vaabenet eier,
Thi rakde og Saxo, den Skjold-Mand saa bold,
Det aarle til Valdemar Seier;
Det glemte ei heller Kong Frederiks Præst,
At Kongen i Danmark er Krøniken næst!

16

Hvad Saxo og Vedel paa Dansk og Latin,
Indførde er altid det Rette,
Thi kaldes og derfor nu Krøniken Din,
Høibaarne Kong Fredrik den Sjette!
Med Dannemarks Krone den gange i Arv,
Mens Bøgen har Mai, og mens Eegen har Marv!

17

Kong Frederiks Dronning! den ogsaa er Din,
Som Din er og Dannemarks Krone,
Men Saga og kalder med Kongen Dig sin:
Sit Billed paa Dannemarks Throne;
Selv Spiret ei fattes, med Knappen af Rav,
Med Kiærligheds Haandtryk Dig Kongen det gav!

18

O kiærlige, kronede, krandsede Par
Paa Dannemarks Konninge-Sæde!
Annammer det Skjold, som fra Hedenold var
Livsalige Skjoldungers Glæde!
O! skjænker med kjærlige Blik det en Knag
I Høielofts-Salen ved Dannemarks Flag!

19

Ja, sammen de høre i Alder og Aand:
Fra Skyerne begge tilsammen
Forunderlig faldt i Kong Valdemars Haand,
Til Dannemarks Gjærdsel og Gammen,
Der Skjoldet bekrandsede Kongernes Høi,
Nedsvæved derover det hellige Fløi!

20

169Som Banner, i sex Gange hundrede Aar,
Det vaied paa Land og paa Bølge,
Og tit fik vi Bod for de bangeste Kaar,
Med Skjold og med Banner i Følge,
Ja, mens den i Skjold under Dannebrog staaer,
Faaer Dannemarks Løve ei dødeligt Saar!

21

Saa elsker, o Ædle! det Liggendefæ,
Med Skjold-Mærker unge og gamle,
Som her under Dannemarks Flag sig i Læ
Til Skjoldborg om Thronen forsamle!
Som Dannemarks Vaaben, dem holder i Stand
Vel Skjoldets i Hjerter udtungede Rand!

22

De Skjold-Mærker gamle, som Runer paa Steen,
Kun dunkelt os Kronen afbilde,
Thi snildt at omgaaes med Pensel og Preen,
Det nemmed vor Hav-Fru kun silde,
Men at det dog altid var Hjertets Attraa
Kiær-Minder at tegne, det kan man forstaae!

23

Ja, hvem er i Skoven om Hjertet saa kold,
At Konstens de favreste Værker
Han valgte for hine Kiær-Minder paa Skjold:
For Krandsen af Dane-Skovmærker,
Som enkelte rundt i Almindingen fandt
Vor Saxo, og sirlig med Silke forbandt!

24

Maa briste den Silke, maa savnes den Traad,
Som ret binder Hjarne til Brage;
De Mærker dog vidne om Havfruens Graad
For Frode, for Balder og Krage!
De vidne, de minde om Hjertet i Skjold,
Om Løvernes Kreds-Gang mod Iis-Havets Trold!


170

Til Prinds Christian Frederik af Dannemark.

(Med Oversættelsen af Heimskringla.)

1

Christjan Fredrik! til dig stevner,
Over Stav for fulde Seil,
Snekken, som sig dristig nævner
Norges gamle Konge-Speil,
Vimpel-Snekken af Guds Naade
For den Norske Hoved-Flaade!

2

Ingen veed, trods Halfreds Sange,
Hvor Kong Olav fandt sin Grav,
Ingen kvad, hvor Ormen Lange
Kantred eller sank i Hav,
Man kun veed, der saaes ei Mage
Selv i Gamle-Hakons Dage!

3

Dog i Gamle-Hakons Dage
Tømret blev den Snekke stolt,
Som fandt end i Nord ei Mage,
Og har mangen Storm udholdt,
Mens sex hundred Gange Aaret
Tidens Strøm har overskaaret!

4

End med Kjøl den Elivaga
Kløver under hvide Liin,
Søn af Odin og af Saga
Var dens Tømmermand saa fiin,
Som Skydbladner, let at bære,
Rummer godt den Kæmpe-Hære!

5

171Reist den blev paa Bankestokken
Mellem Iis paa Reikaholt,
Men løb ud i Skribla-Dokken,
Hvor det varme Bad har voldt,
At, skjøndt Isen er dens Grande,
Bedst den gaaer i varme Vande!

6

Det er denne Vimpel-Snekke,
Med sit klare Konge-Speil,
Som vil ind ad Fjorden lægge
Under Fyen for fulde Seil,
Venter der, mens Andre strande,
Vinterlag i lune Vande!

7

Tømmermanden høit anskrevet
Stod i Nordens Kongehald,
Førde, efter Maale-Brevet,
Navn af Islands Hoved-Skjald,
Var, som Drost, paa Dansk at tale,
Sættevært i Konge-Sale!

8

Men kan og derpaa man lide,
At, endskjøndt paa anden Haand,
Snekken dog, som her mon skride,
Er et Værk af Snorres Aand,
Ei et Fusker-Værk, Man sanker
Slet paa ny af gamle Planker?

9

Prinds af Danmark! ei jeg dølger,
Snekken mangt et Knug og Knæk
Fik af Nordhavs Vinter-Bølger,
Blev dog aldrig synkelæk,
Fører klarlig end paa Stavnen,
Sagas Skjold og Odins-Ravnen!

10

172Taklet til med Danske Hænder,
Spredt for Vinden Danske Seil,
Det jeg har, som flux Du kiender,
Men hvis ei jeg tager feil,
Snekkens Avindsmand kun laster
Danske Seil paa Norske Master!

11

Christjan Fredrik! Dig mishage
Maatte et aftaklet Vrag,
Men Du naadig vil modtage
Snekken under Danmarks Flag,
Høit i Stavnen staaer det kronet,
Som Din Fader det har tonet!

12

Ham det var, paa Kongens Vegne,
Som til Hove Snorro bød,
Under kolde Himmelegne
For hans Snekke Isen brød,
Saa til Kongedyb kom Stavnen,
Iset ud af Flatøe Havnen!

13

Dig det var, som, da jeg svæved
Mellem Frygt og Haab ved Strand,
Ordet tog og Stemmen hæved,
Trøsted ringe Færgemand!
Kun ved Bud fra Odins-Borgen
Bod jeg fik for Vinter-Sorgen!

14

Derfor trøstig gynger Stavnen
Over Hav og ind ad Fjord,
Thi det Skib har Brev paa Havnen,
Som har Høvdings Gods ombord,
Og er Rammen ei forfeilet,
Dit jeg kalder Konge-Speilet!

15

173Ja, har med Din Herre-Stamme
Saga selv ei taget feil,
Sidder ret i Danmarks Ramme
Norges gamle Konge-Speil,
Mens paa Marken vi forbinde
Christjans Haab med Fredriks-Minde!

16

Nidinger og Hørgabrude,
Lad dem løse, om de kan,
Saga-Bæltets Haarde-Knude,
Som forbinder Nor og Dan,
Til at kløve den for ringe
Var selv Alexanders Klinge!

17

Synke kan Hlorridas Hammer
Femten Mile under Jord,
Lege kan selv Muspels Flammer
Over Bifraust-Bro i Nord,
Ja, naar Gjallar-Hornet klinger,
Løs paa Odin Fenris springer!

18

Alle Tegn for Ragnaroke
True kan med Blus og Brag,
Nagelfare, ført af Loke,
Prange Seil og tone Flag,
Sammen binder Askens Norne
Dog Skydbladner og Hringhorne!

19

Altid banker Danas Hjerte
Høit for Hakon Adelsteen,
Tænder fromt i Soer sin Kierte
Over sidste Olavs Been,
Seer i Trygges Søn den Bolde
Lynet over Torden-Skjolde!

20

174Altid funkler Norges Øie,
Daler som et Stjerne-Skud,
Mellem Rolvs og Frodes Høie,
Under Altret hos Kong Knud,
I Capellet, hvor Man finder
Christians og Fredriks-Minder!

21

Christjan-Fredrik! Fred i Norden!
Spade vorde hvert et Spyd!
Trolde knuser Himlens Torden,
Sjunge vi vil høit med Fryd,
Løfte paa vor Løbe-Bane
Sagas Skjold og Korsets Fane!


175

Gefions Plov.

(efter Brage hin Gamle.)

1

Kong Gylfe, han aatte vel Bunker af Guld
I Kiste, i Skab og paa Hylde,
Men Gefion pløied en Fure i Muld,
Som der vilde Meer til at fylde,
Thi Ploven gik saa giennem Flint og Kamp,
At Kullen den hylled i Røg og Damp!

2

Saa gik hendes Plov, som Man seiler i Sø,
Hvor nu ganger Helten med Smelten,
Hun pløied fra Gylfe den yndige Øe,
Med tvende Par Kalve af Vælten,
Med Øinene otte de saae den Gang,
Da Sælland de lagde til Danevang!


176

Halvdan Hvidbeens Gravskrift.

(efter Thjodolf fra Hvine.)

Halvdan Hvide
Er Oplands Kvide,
Som Mand, saa Muld,
De maae nu savne
Den Fryd at favne
En Drot saa huld!
Det var paa Toten
At Hel med Soten
Tog Guldknap-Staven
Fra Gubben kiær,
Men Konge-Graven
Er ikke der;
I brede Skygger,
I dyben Dal
Kong Halvdan bygger
Ved Skirings-Sal!


177

Olav paa Gierestad.

(efter Thjodolf fra Hvine.)

1

En Elv udrandt
Af Kraftens Væld,
Og Sne den fandt
Paa Dovre-Fjeld!
Den Strøm fra Thor,
Den Elv blev stor
Med Foss imellem Fjelde!

2

Det var Kong Alv,
Saa bold, saa brav,
For ham Man skjalv
Til Vesterhav,
Saa stout og vidt,
Med Kæmpe-Skridt,
Gik frem den Drot i Vælde!

3

Ei Sværd og Piil,
Men Sot i Taa
Den Herres Iil
Man hemme saae,
Det mægted Værk
Den Kæmpe stærk
Paa Havets Bredd at fælde!

4

178Saa vendes Blad
I allen Stund:
Paa Gierestad
Med Muld i Mund,
Nu ligger løi
Den Helt i Høi,
Forgangen er hans Vælde!

5

Men Søn dog har
Den Konge-Mand,
Og Ingen bar
Et Navn som han,
Det bedste Navn,
Hvoraf gaaer Savn
Saa vidt, som Himlen blaaner!

6

Af Brand gaaer Røg,
Af Kæmper Ord,
Og Himmelhøi
Jeg kalder stor,
I Konge-Stavn
Det Kiendings-Navn
Har Røgnvald Rune-Raader!


179

Slaget ved Solskiel.

(efter Hornklove.)

1

Harald først i Hede-Skoven,
Saa paa Voven,
Konge-Veie overskar;
Hakked op hos Ørkedølen,
Før med Kiølen
Nøkkes nu han kløvet har!

2

Gny han vakde først i Skoven,
Saa paa Voven
Kiærling-Graad og Kæmpe-Sang;
Helte tog i Skov sig Heste,
Reed at giæste
Blæsenborg i Bølgevang!

3

Hisset fra, hvor Ulve bygge,
Drage-Rygge
Helte bar til Himmelblaa,
Hvor de stærke Tyre brumle,
Vildt sig tumle,
Trættes om, hvo for skal gaae!

4

Ved det store Døgling-Møde
Ord ei løde,
Som de boe i Mande-Bryst:
Torden-Skyer Tungen rørde,
Ordet førde
Alt som Sværde-Lynets Røst!


180

Slaget i Bukkefjord.

(efter Hornklove.)

1

Ved du Nyt! ja, har du spurgt
Rygtet, som sig selv har gjort,
Rygtet om den varme Dag,
Sagnet om det hede Slag,
Hvoraf skal som Blus gaae Ord;
Bulderet i Bukkefjord!

2

Snekker hid fra Østerleed
Brammende paa Bølgen gled,
Praled med bestukne Seil,
Pænt udhugne Agterspeil,
Lovede, i Drage-Hamm,
Thrønde-Kongen Last og Skam.

3

Vestens Kæmper løfted her
Hvide Skjolde, Vælske Sværd,
Lysten efter Hilde-Leeg,
Brølende Bærsærken skreg,
Hilsed kun paa Ulvemaal,
Sprang i Flint og beed i Staal.

4

Prøve vilde Kæmper nu
Klippe-Drot, om han var dru,
Vidt gaaer af hans Viisdom Ry:
Kæmper lærde han at flye,
Studs en stund vel Thore stod,
Svømmed dog fra Bord i Blod!

5

181Ugle-Hoved om sig beed,
Tyre-Hals deraf blev kied,
Kiøtver, han var pengestærk,
Krøb i Skjul bag Plankeværk,
Harald, han er dyrebar,
Værket sit nu kronet har!

6

Blinkende paa Kæmpe-Bag
Saae Man Valhals blanke Tag,
Steen og Been da fløi omkap,
Flygtning taaler godt en Rap,
Skjold paa Rygg i slig en Færd
Roes er meer end Kæmpen værd!

7

Bukkespring fra Bukkefjord,
Kæmpeskridt til Drikkebord,
Skrutter under buklet Skjold,
Saae Man her saa mangefold;
Jæddrens Mjød, Man tænke kan,
Søgning tog fra salte Vand!