↩ Nu nærmede da Bærsærkerne sig, den Ene større end den Anden, heel ►overblødte, med dragne Sværd, og blændende straalede ►Tirfing i ►Angantyrs Haand, hvorpaa ►Hjalmar sagde til ►Odd: hvad vil du nu helst, kæmpe med ►Angantyr eller med hans elleve Brødre? Med ►Angantyr, sagde ►Odd, thi tungt falder ►Tirfing og jeg troer bedre min Irske Silke-Trøie end din Brynie. Nei, sagde ►Hjalmar, tykkes Kampen med ►Angantyr dig den farligste, da maa du vide, jeg er Hoved-Manden 13her, kongefødt og Beiler til Bruden, saa jeg kan umuelig sætte ►enten Dig eller Nogen i mit Sted. Der ►keiser du keitet, sagde ►Odd, men lod dog ►Hjalmar raade, og nu begyndte ►Kreds-Gangen ►med det Forord, at hvem der vandt Seier skulde ►jorde de Faldne og lade dem beholde deres fulde Rustning, og det var en ►Kæmpe-Dyst, som alle de Andre enstund fornøiede sig ved at see paa; men omsider fandt de dog, det var ogsaa Tid for dem at begynde, og da sagde ►Odd til de Elleve: Een imod Een, om ellers ►Hjertet sidder paa det rette Sted! Det fandt de rimeligt nok, men de faldt ogsaa ganske ordentlig den Ene efter den Anden: ►Hjørvard, ►Hervard, ►Henne, ►Seming og hele Resten, uden at noget Vaaben beed paa ►Odd, men træt og mødig var han tilgavns og kunde knap slæbe sig hen til ►Hjalmar, som vel omsider havde ►faaet Magt med sin Modstander, men sad dog selv paa ►Bane-Tuen, bleg som et Lig! Da sagde ►Odd: