↩ Paa samme Tid regjerede der En af den ny ►Odins Følgesvende, som hedd ►Yngve, i 📌Upsal, og han havde en ►Daatter ved Navn ►Ingeborg, af hvis Deilighed der gik Ord i hele 📌Nørreleden. Hendes Roes var da ogsaa kommet Bærsærkerne paa 📌Bolm for Øre, og da de engang holdt Juul og tømde ►Brage-Bægeret paa deres Viis, da gjorde ►Hjørvard det Løfte, at han vilde aldrig gifte sig, uden han kunde faae Prindsesse ►Ingeborg i 📌Upsal, men kæmpe for hende paa Liv og Død. Det varede nu heller ikke længe, før der i 📌Upsal kom selvbudne Gjæster til Kongens Gaard, saa en Dag Kong ►Yngve sad til Høibords med alle sine Drabanter, traadte plusselig de tolv Brødre fra 📌Bolm ind i Stuen, beilede 10studs og forlangde Beskeed lige ►paa Timen. Det smagde nu Kong ►Yngve paa og vidste ikke selv, hvad han skulde sige til ►de forvovne Kroppe, som det vel var en Skam at ►fire for, men ogsaa en farlig Sag at kives med, og hvad han ikke var raadvild, det blev han, da En af hans ypperste ►Kæmper, ►Hjalmar Hugprud, reiste sig, regnede sine Fortjenester op og beilede til ►Ingeborg, med den Anmærkning, at det var dog langt rimeligere at han fik hende, end En af de ►arge Bærsærker, som gjorde kun Ondt hvor de kom, i ►Yngves Land saavelsom andensteds. Kongen vidste da ikke bedre end at svare, at da begge Beilerne vare gjæve og høibaarne Herrer, vilde han Ingen af dem nægte sin ►Daatter, men lade hende selv vælge imellem dem. Da nu ►Ingeborg kom og skulde ►skille Trætten ad, gjorde hun kort Beskeed og sagde, det var ligefrem, at naar hendes Fader vilde have hende gift, hun da valgde den Mand, hun kjendte for ►Ædling, og ikke ham, hun kun kjendte af Rygte og det ikke endda af det Bedste; men saasnart ►Hjørvard hørde det, udæskede han ►Hjalmar til Tvekamp paa 📌Sams og erklærede ham for ►hver Mands Nidding, 498 (PS1) hvis han ægtede Prindsessen, før Dysten var over! ►Hjalmar tog ogsaa strax imod Udfordringen og mødte til bestemte Tid paa 📌Sams, som er en af de Danske Øer, fra Hedenold berømt ►af sære Sammenstød, thi ved ►Ægers Gjæstebud lader ►Loke ►Odin høre, at de i deres unge Dage var stødt sammen paa 📌Sams, hvor de blev Patte-Brødre under eet Koe-Yver, og lovede da, at aldrig skulde den Ene af dem ►drikke tilpæls nogensteds, hvor den Anden stod med tør Mund. Her løb nu ►Hjalmar og hans tro ►Staldbroder ►Odd hin Vidfarne, eller ►Orvar-Odd, ind i 📌Yndevaag med to 11Snekker, og gik strax iland for at udspeide ►Leiligheden, men imidlertid var Tylvten lagt ind i 📌Mindevaag paa den anden Side af Øen, og da de mærkede, at Bærsærke-Gangen kom over dem, var de sprunget iland for at kjøle deres Hidsighed paa 📌Samsøes Bøge, for det var engang ►hendtes dem, at de i Raseri havde nedsablet hele deres eget Mandskab. Hvor mange uskyldige Træer der ved denne Leilighed maatte undgjælde, veed Ingen, men da Bærsærkerne kom igjennem Skoven og fik Øie paa de to Snekker i 📌Yndevaag, da huiede de i vilden Skye, beed i Skjoldene, fløi ombord og ►huggede ned for Fode, saa der blev ikke et levende Øie. Da ►green ►Hjørvard og sagde: nu kan jeg mærke, vor Fader gaaer i Barndom, for han vilde bilde os ind, at ►Hjalmar og ►Orvar-Odd var ►Kæmper af første Skuffe, og dog faldt de Alle her som Folk er flest. Hm, sagde ►Angantyr, Man skal i det Mindste aldrig græde over at man maa lede om sin Lige, og kanskee er ►Hjalmars og ►Orvar-Odds Øine ikke heller lukte endnu. Det sidste var et sandt Ord, og nu mødte Fostbrøderne Tylvten i det heldige Øieblik, strax efter Bærsærke-Gangen, da de var matte, men det vidste de endnu ikke dengang, derfor siger ►Orvar-Odd om sig selv: