↩ .......... og saaledes faldt der, samme Aften, mange besynderlige Taler over Bord, og mange livsalige Ord af Kongens Mund, og det var intet Under, aldenstund man veed, det var i alle Maader Folk af Vælgten, som her sad til Høibords, og Rolf var navnkundig trindt om Land for sine dybe Betænkninger, alt som for Venlighed og skjemtefulde Taler. Det gaaer og gjerne saa med alle klare milde Øine, at de spille fagrest Timen før de briste, og lyse saa at sige, Fred over Vennelag, som Solen, naar hun daler, og siger Mark og Skov og alle Smaafugle venlig Godnat. Da vil Somme sige, det omsider kom paa Tale, hvem Konger og Kjæmper vel maatte ønske helst at roses af, og Hver sagde Sit, som ham syntes. Bjarke vilde roses af de Kjækkeste, Hjalte af de Kjønneste, Hjartvar af de Klogeste, men da det kom til Rolf, sagde han: jeg tænker dog, det var os Alle kjærest at roses af den Længstlevende. Ja, sagde Hjartvar, med Skjælmen bag Øret, det er i Grunden ogsaa mine Ord; men det sagde Alle med een Mund, at Kongens Svar bar Prisen, som det pleiede. Vigge var den Eneste, som ingen Ting sagde, men sad med begge Albuerne paa Bordet og stirrede paa Kongen. 294Nu Vigge, sagde Rolf, hvad grunder du paa? Jeg, sagde Vigge, som gjerne havde for Skik at rende med Gammen og slaae Alvor paa, jeg grunder paa Kongens gode Egebord, thi det tænker jeg, kan vare mig ud, og meer til. Ja, det kan nok være, sagde Rolf, men hvad kommer saa det vor Snak ved? Vel ikke synderligt, sagde Vigge, som jeg da ikke heller har nødig at bryde mit Hoved med, hvem jeg helst vil roses af, naar jeg ikke længer kan rose mig selv, men det faldt mig dog, i den Anledning ind, hvem der vel skulde sidde sidst tilbords herinde, og hvad de Godtfolk vilde føre paa Tale? Saamæn, sagde Rolf, det var ikke saa dumt, men tænker Du da, de vil tale om os? Det var hvad jeg gad vidst, sagde Vigge, og Kongen kunde hjælpe mig godt paa Spor, naar han vilde sige mig, hvem der bliver den Længstlevende. Af os vel Du, sagde Rolf, og af alle den, der har meest at gjøre, og sig dog aldrig forhaster. Ja, sagde Vigge, dovne kan jeg som den Bedste, naar jeg maae faae Lov, men endda er jeg lige klog, og om jeg ogsaa først døde af Annesot, var det dog kun en tynd Lykke at roses sidst af mig; men hvem af Guderne mon lever længst? Thor, sagde Bjarke, thi ham er der Tømmer i, som kan holde. Nei, sagde Hjartvar, dertil siger Rolf er han for hastig, og dertil siger jeg, er Loke for klog. Da skulde jeg dog mene, sagde Bjarke, at Ærlighed varer længst. Det er som den bruges til, sagde Hjartvar, men hvad der snoer sig bedst, det slider mindst. Ja saa, sagde Bjarke, saa vil jeg dog heller nøies med at roses af den Kjækkeste, end af den Længstlevende. Siig ikke det, sagde Rolf, thi naar Trædsk hitter Viis, er han om en Hals, og saa gaaer det Loke med Heimdal! 295End du Vigge, hvem mener du, lever længst? Det gjør vel Balder, sagde Vigge, han staaer jo først op, naar de Andre gaae til Sengs. Nei, sagde Rolf, han lever nok sidst, men han døer længst! Det er jo ogsaa sandt, sagde Vigge, men hvem lever da længst? Det gjør vel Saga, tænker jeg, sagde Rolf, som de Gamle sang: