►Sagas Priis.
✂ Fama superstes erit, nec in ullum decidit ævum
✂ Qvod perfecta suo patravit tempore virtus.
✂ Biarkemaal.
✂ .......... og saaledes faldt der, samme Aften, mange besynderlige Taler over Bord, og mange livsalige Ord af Kongens Mund, og det var intet Under, aldenstund man veed, det var i alle Maader Folk af Vælgten, som her sad til Høibords, og Rolf var navnkundig trindt om Land for sine dybe Betænkninger, alt som for Venlighed og skjemtefulde Taler. Det gaaer og gjerne saa med alle klare milde Øine, at de spille fagrest Timen før de briste, og lyse saa at sige, Fred over Vennelag, som Solen, naar hun daler, og siger Mark og Skov og alle Smaafugle venlig Godnat. Da vil Somme sige, det omsider kom paa Tale, hvem Konger og Kjæmper vel maatte ønske helst at roses af, og Hver sagde Sit, som ham syntes. Bjarke vilde roses af de Kjækkeste, Hjalte af de Kjønneste, Hjartvar af de Klogeste, men da det kom til Rolf, sagde han: jeg tænker dog, det var os Alle kjærest at roses af den Længstlevende. Ja, sagde Hjartvar, med Skjælmen bag Øret, det er i Grunden ogsaa mine Ord; men det sagde Alle med een Mund, at Kongens Svar bar Prisen, som det pleiede. Vigge var den Eneste, som ingen Ting sagde, men sad med begge Albuerne paa Bordet og stirrede paa Kongen. 294Nu Vigge, sagde Rolf, hvad grunder du paa? Jeg, sagde Vigge, som gjerne havde for Skik at rende med Gammen og slaae Alvor paa, jeg grunder paa Kongens gode Egebord, thi det tænker jeg, kan vare mig ud, og meer til. Ja, det kan nok være, sagde Rolf, men hvad kommer saa det vor Snak ved? Vel ikke synderligt, sagde Vigge, som jeg da ikke heller har nødig at bryde mit Hoved med, hvem jeg helst vil roses af, naar jeg ikke længer kan rose mig selv, men det faldt mig dog, i den Anledning ind, hvem der vel skulde sidde sidst tilbords herinde, og hvad de Godtfolk vilde føre paa Tale? Saamæn, sagde Rolf, det var ikke saa dumt, men tænker Du da, de vil tale om os? Det var hvad jeg gad vidst, sagde Vigge, og Kongen kunde hjælpe mig godt paa Spor, naar han vilde sige mig, hvem der bliver den Længstlevende. Af os vel Du, sagde Rolf, og af alle den, der har meest at gjøre, og sig dog aldrig forhaster. Ja, sagde Vigge, dovne kan jeg som den Bedste, naar jeg maae faae Lov, men endda er jeg lige klog, og om jeg ogsaa først døde af Annesot, var det dog kun en tynd Lykke at roses sidst af mig; men hvem af Guderne mon lever længst? Thor, sagde Bjarke, thi ham er der Tømmer i, som kan holde. Nei, sagde Hjartvar, dertil siger Rolf er han for hastig, og dertil siger jeg, er Loke for klog. Da skulde jeg dog mene, sagde Bjarke, at Ærlighed varer længst. Det er som den bruges til, sagde Hjartvar, men hvad der snoer sig bedst, det slider mindst. Ja saa, sagde Bjarke, saa vil jeg dog heller nøies med at roses af den Kjækkeste, end af den Længstlevende. Siig ikke det, sagde Rolf, thi naar Trædsk hitter Viis, er han om en Hals, og saa gaaer det Loke med Heimdal! 295End du Vigge, hvem mener du, lever længst? Det gjør vel Balder, sagde Vigge, han staaer jo først op, naar de Andre gaae til Sengs. Nei, sagde Rolf, han lever nok sidst, men han døer længst! Det er jo ogsaa sandt, sagde Vigge, men hvem lever da længst? Det gjør vel Saga, tænker jeg, sagde Rolf, som de Gamle sang:
✂
Død under Muld
Synker Æt som Guld,
Nidinger frygte!
Godt Navn og Rygte
Aldrig uddøer!
Død under Muld
Synker Æt som Guld,
Synker En og Hver,
Paa en Eneste nær,
Kun Efter-Mæle
Kan Ingen kvæle
Hun aldrig døer!
✂ Ære med Kongens Ord, raabde alle med een Mund, men dog kunde Hjartvar ei bare sig for at smidske i Skiægget, og da Kong Rolf det saae, sagde han: lad os høre, Svoger Huul! hvad du har bag Øret? Det faldt mig ind, sagde Hjartvar, at hvor godt det Kvad end klinger i alle gjæve Kongers Øren, saa kommer det dog paa en Prøve an, om det vil holde Stik, og da nu Ingen af os lever længe nok til at gjøre den Prøve, kunde man vel sige, at een Fugl i Haanden er bedre end ti i Luften; men derfor siger jeg ligefuldt af Hjertens Grund, Ære med Kongens Ord, thi det er vist, at saalænge man nævner Rolf, skal de berømmes, og Ingen under vist ham et længere Efter-Mæle end jeg. Det gik glat, sagde 296Bjarke, men, Kongens Ord i Ære, og mine ikke bag Døren, jeg saae dog helst, at Brage kom til at leve længst; thi naar han er borte, bliver dog vort Efter-Mæle, paa en Maade, Kiærling-Snak, og det kan man dog knap kalde godt Navn og Rygte. Ja, min kjære Norske Bjørn! sagde Hjalte, der seer du Frugterne af Kvinde-Had, thi nu er du nok bange for, at Saga skal bruge Mund med dine Næver, naar de er bundet; men tag du dig derfor i Agt, og kys Riset i Tide; thi Rolf faaer sikkert Ret. Kysse, sagde Bjarke, nei, det overlader jeg til dig, men varst du ikke saa brav en Karl for Resten, skulde jeg snart vise dig, jeg dog endnu har Hænder paa Skaftet. Dog neppe til at lukke Sagas Mund, sagde Hjalte, thi her slaaer det til, som man siger, at der skal lange Arme til at lukke alles Mund; men det er ellers ligemeget, jeg skal da ogsaa, for Venskabs Skyld, kysse to Gange, og bede Saga lade vort Eftermæle flyde sammen, saa det Ene kan bøde paa det Andet. Det er et Ord, sagde Bjarke, og Skam faae den, os skiller ad, naar vi ei meer, med Ryg mod Ryg, kan selv sørge for at holde Stalbroderskabet vedlige; men, som sagt, jeg saae dog helst, at Brage kunde blive ved at føre Ordet, og hvad siger Kongen dertil? Han siger, sagde Rolf, det er vel tungt at skille dem ad, som gjerne tilsammen ville være; men naar alle Kæmper ere døde, og Drapen udsjunget, da er Brages Tid forbi, og han maae love, Saga lever, ellers fik han intet Eftermæle. Men, sagde Vigge, saa lever jo dog Brage ogsaa i sit Efter-Mæle! Ja, med Saga, sagde Rolf, som vi alle, saamange hun, naar Ondt er borte, og Balder opstaaer, og Jord, eviggrøn, opblomstrer af Bølgen, end lyster at mindes. Det er en Lyst, sagde Vigge, og det 297mærke alle Rolfs Mænd, at naar vi sjunge Bjarke-Maal, skal Omkvædet være:
✂
Fru Efter-Mæle
Kan Ingen kvæle,
Hun aldrig døer!
✂
Skjoldung-Kragens Ord i Ære!
De, saalænge Verden staaer,
Mellem Helte Prisen bære,
Som i Leire-Kongens Gaard!
Kæmper tidt i Hug ⓘ
de rinde,
Under Brages Harpe-Slag!
Tidt oplive deres Minde
Dane-Kongers Fødsels-Dag!
✂
Blænd-Værk kun er Roes af Brage,
I hvor liflig den saa klang,
Naar ei Saga vil gjentage
Omkvæds-Rimet af hans Sang!
Derfor, laan mig, Skalda-Spilder!
Harpen, du, paa sanddru Viis,
Slog ved Hakons Grav og Gilder!
Tone skal den Sagas Priis.
✂
Hav-Fru! du som bly dig hæved
Op af Dybet, første Gang,
Da kun Harpe-Strænge bæved,
Og da Morgen-Stjerner sang,
Du, som da, i Morgen-Røden,
Drak af Nornens Gylden-Skaal,
Kilde-Vand, som trodser Døden,
Nemmed Odins Havamaal!
✂
298Du, som blegned uden Brøde,
Du, som blev med Æren graae,
Du, med hvem de Dvale-Døde
Skal forklarede opstaae,
Du, som Livets Strøm kun følger,
Smiler, naar dig overgaaer
Skum af Øieblikkets Bølger,
Som forsølver kun dit Haar!
✂
Du, som altid Solen følger,
Og i Aften-Rødens Skiær,
Gyngende paa gyldne Bølger,
Maler af dens Herre-Færd,
Du, som, naar du dybest dukker,
Hæver dig ved Gladhjems Kyst,
Hvor det jubler, som nu sukker,
Sukker dybt i Helte-Bryst!
✂
Du, som lindrer Støvets Vaande,
Naar det stunder til sin Grav!
Saga, født, ved Herrens Aande,
Af det sære Middel-Hav,
Hvor kun Tanke-Snekker seile,
Hvor hver kraftig Aand paa Jord
Vade over Mimers Veile*Mimer, det Angelsachsiske meamor og Latinske memor, hukommelig, og saaledes er hele Nordens Mythologie en levende Anskuelse af det Aandelige hos Mennesket, og dets Helte-Kamp med det Kiødelige i Tidens Løb.
Maa til Things som, Asa-Thor!
✂
299Du, som vandre skal med Solen,
Aabenbare skjulte Raad,
Dømme frit, paa Dronning-Stolen,
Alle Drotters Færd og Daad,
Ja, med Klippen til din Tavle,
Og med Kridt af Mimers Klint,
Riste ret med Hænder travle,
Om hver Trold end sprang i Flint!
✂
O, hvor boe de milde Vaner,
Som har kjær din Runestav,
Vil med Lyst de tamme Svaner
Spænde for din Karm af Rav,
Svanerne, som alle Dage
Svømmed under Ygdrasill,
Skal til Asgaard Karmen drage
Under Sang som Klokke-Spil!
✂
Ak, ei Paven blot og Tyrken
Ønske før dig lagt paa Baal,
Saa, hvem Sandheds Røst i Ørken
Laane vil sit Tunge-Maal,
Afkald maa paa Rosen give,
Som de Fleste beile til,
For udødelig at blive
Sætte Livets Lyst paa Spil!
✂
Sikkert dog ensteds paa Jorden
Folke-Hjertet for dig slog,
Ja, det slog for dig i Norden,
Moders-Maalet du indtog,
300Saa, før Tungen du kan miste,
Mangle Hjem ved Østersøe
Først maa Nordens Hjerte briste,
Alle Asgaards Kæmper døe!
✂
Her, hvor du, fra Humbles Dage,
Dandset har paa Tilje blaa,
Hvor til Sky dig løfted Brage,
Saa du blevst med Æren graa,
Hvor dig hylded Skjold og Frode!
Rolf dig saae i al din Glands,
Hvor du Drotter fredegode
Kroned med Kiærminde-Krands!
✂
Her, hvor Snorro var din Staller,
Her, hvor Saxo var din Præst,
Som, i Salen af Koraller,
Ordned dig en Folke-Fest;
Her, hvor du kan Drotter dømme,
Retviis, til et evigt Navn,
Her, paa Nordens Folke-Strømme,
Her har du din Fredrigs-Havn!
✂
Her, som Havfru, du og spaa’de
Altid Danmark Atter-Dag:
Dag paa Ny, af Himlens Naade,
Snekker ny for gamle Vrag;
Du i Dybet saae Margrethe,
Perlen skabt for Dane-Land,
Bølge-Varslet og udbredte
Du om Fjerde Christian!
✂
301Altid vore Konge-Stammer
Elsked dig af Hjertens Grund,
Derfor dine Alter-Flammer
Blusse end i Bøge-Lund;
Drotter fra de sidste Dage
Komme skal du glad i Hu,
Som af dig vor Skjold og Krage
Mindes levende endnu!
✂
Ja, du mindes det, med Glæde
Over Danmarks gode Kaar,
At i dette Ny og Næde
Fylder alt trehundred Aar
Første Fredriks Konge-Stamme,
Fredegod i Axel-Stad
*Det var 1524, den 16 Jan., Kong Frederik I holdt sit Indtog i Kiøbenhavn, og samme Aar udkom det første Danske Ny Testamente: den hellige Historie, der paa ingen Throne fandt saa gode Venner, som paa den Kong Frederik grundede. De staae og falde med hinanden!!
Nærer end din Alter-Flamme
Tager mild fra Mund dig Blad!
✂
Ja, den Herre-Stamme vidste,
Som Rolf Krage, det er bedst
Ret at roses paa det Sidste,
Paa den store Jubel-Fest;
Derfor valgte den at knæle
Dybt i Sagas Helligdom,
Og med Sandheds Eftermæle
Første Fredrik til os kom!
✂
302Længe leve Han, som fylder
Stammens Trilling-Jubelaar,
Indtil Aften-Soel forgylder
Krone-Skjoldet i hans Gaard!
Leve Frederik den Sjette,
Sagakjær til Dane-Gavn!
Ingen Alder skal udslette
Minde-Runen ved hans Navn!
✂
Haardt I sove, gamle Daner!
I den lange Vinter-Nat,
Drømme knap om Sagas Svaner,
Dog I vaagne skal nu brat;
Høit skal Morgen-Hanen gale,
Ryste Vingerne med Gny,
Naar i hellig Morgensvale
Solen sprænger sorten Sky!
✂
Da skal Saga atter finde
Af den gamle Slægt et Kuld,
Glødende ved Fædres Minde,
Hævende sig over Muld!
Ja, det Kuld af ægte Daner,
Ammed op ved Bølge-Barm,
Urdur-Søens tamme Svaner
Spænde skal for Sagas Karm!