►Sværdet ►Tirfing►.
(efter ►Hervors Saga).
Første Kapitel.
►Durin og ►Dvalin.
✂ Der var i gamle Dage, foruden ►Aser og Mennesker, ogsaa ►Jetter og ►Dværge i 📌Norden, og det gav Anledning til mange ►underlige Hændelser, som vel maae synes utroelige nuomstunder, men er ikke desmindre godt værd at fortælle, og hvad det Utroelige angaaer, da siger ►Odin i ►Havamaal:
✂
►Hver nyde, som han nemmer!
Da Ingen skeer Uskjel►.
✂ ►Dværgene var, som Man veed, ►Bjerg-Puslinger, hvis Høvdinger hedd ►Durin og ►Dvalin, og de var meget ►nævenyttige, saa der fandtes ikke Mage til de Sværd og Ringe og allehaande Smykker, som de kunde smede og lave, ja, ikke Nok med det, men de var ogsaa udlærde ►Rune-Mestere, og 494 (PS1) forstod den sorte Konst fra Grunden af, hvorover ►det Smaatøi kom i stor Anseelse ikke blot hos ►Jetter, men selv hos ►Aser og Mennesker! Det lod ogsaa mangen Gang til, som ►Dværgene ►holdt hverken med Brud eller Beiler, men passede kun deres Dont, og tjende med lige god Villie Enhver, som skattede deres Konst og vilde ►fornøie dem for deres Umage, enten paa ►Fordelens eller paa Ærens Vegne, men i Grunden var de dog altid paa ►Jetternes Side, som Man ogsaa nok kan slutte 5sig til af den ►Daarlighed de havde, saa de kunde aldrig taale, Solen skinnede paa dem, men blev saa til Steen, som de stod. Naar de derfor selv med deres gode Villie gjorde noget Konstværk enten til ►Aser eller til Mennesker, var der dog gjerne en Hage ved, som ved Skaftet paa ►Mjølner, gjort saa kort, at ►Thor knap kunde faae Hold paa det og nødtes til at bukke sig, hvergang han slog til. Man veed jo nok, der er en heel Fortælling om, at det var en slem Spyflues Skyld, der satte sig paa ►Dværgens Næse, mens ►Mjølner var ►i Arbeide, og som han tilsidst ikke kunde bare sig for at smække til, hvorved han tabte et kostbart Øieblik; men det være nu som det vil, saa var der dog en slem Lyde ved alle de Konststykker, ►Aserne fik af de ►vittige ►Dværge, thi selv den berømte Snekke ►Bladvending, som havde altid Vinden med sig og kunde rumme alle ►Aser og ►Valhals Gjæster, skjøndt Man kunde lægge den sammen som en Bog og putte den i Lommen, vil Man sige, havde den Lyde, at hvem der først kom paa den, kom aldrig af den igjen.
✂ Det var derfor intet Under, at hvem der nødte ►Dværgene til at trælle for sig, fik ogsaa Arbeide derefter, som kunde være baade deiligt og dygtigt nok, men kun til Eiermandens Ulykke, og derpaa er Sværdet ►Tirfing det største og klareste Beviis Man veed af at sige, saa det kan lære Folk at tage sig i Agt for de ►dagskye ►Dværge, og allenfalds ikke sætte dem Stolen for Døren, naar Man tænker at have Gavn af dem.
✂ Der var nemlig en Konge i 📌Garderige, der ►østerinde, mellem 📌det hvide og 📌det sorte Hav, og han skal gjerne have været en Sønnesøn af den store Hexemester, som i gamle Dage kom herind fra 📌Tyrkiet og gav sig ud 6for den gamle ►Odin, der nu var staaet op igjen, og samme Konge i 📌Garderige, de kaldte ham ►Svafur-Lami, satte engang paa Jagten saalænge efter en Hjort til Soel gik ned, og da han saae sig om, var han kommet til at staae imellem to ►Dværge og Dørren til deres ►Steen-Stue. Ha, ha, tænkte han, og gjorde ►Hammertegn, saa de kunde ikke slippe ind, og spurgte saa, med Sværdet over Hovedet paa dem, hvad de hedd? Det sagde de 495 (PS1) ham strax og bad for deres Liv, men han vilde have andet end gode Ord for det og kvad:
✂
Velkommen, ►Dvalin,
►Dværgenes Fyrste,
Velkommen, ►Durin,
Dygtig ved Essen!
Klingen I smede
Smidig og sei,
►Hjaltet og Balgen
Blusse af Guld!
✂
Stene som Klæde
Kløve skal Sværdet,
Aldrig det ruste,
►Eggen ei døves,
Hvad saa end mødes,
Mæles og skeer!
Seier det følge
►Soel-Verden rundt!
✂ Dermed var Kjøbet sluttet, thi ►Dværgene lovede Alt hvad han forlangde, og de holdt forsaavidt ærlig Ord, at ved næste Stævne-Møde i Mulm og Mørke, stod de for Stue-Døren med et splinternyt, funklende Sværd, som de 7strax rakde Kongen, da han kom, men imens han stod og betragtede den skjønne Foræring, trak de ►dem forsigtig tilbage og var allerede forsvundet for hans Øine, da han hørde det hvine ud igjennem Døren.
✂
Hver Gang det blottes,
►Banehug falde!
►Niddingsværk tappert
►Trefold det øve,
Hvortil ei Mage
Mindes paa Jorden!
Banesaar ►visse
Volde det dig!
✂ Dette huede ►Svafur-Lami saa ilde, at han med stor Fornøielse vilde givet ►Dværgen Bane-Saar i ►Brage-Løn, men hvor godt end Sværdet beed paa Steen, stak det dog ei nær saa dybt, som dets Mester, og Man veed ikke, hvis Liv der maatte undgjælde, førstegang ►Tirfing blev trukket af Skede; men det ved man nok, at, da det enstund havde mesterlig draget Blod i ►Svafur-Lamis Hænder, gav det ham selv hans ►Livsbrød, som ►Dvalin spaade.
Andet Kapitel.
►Andgrim Bærsærk.
✂ Der boede i de Dage en Bærsærk oppe i 📌Helgeland paa en Øe, som kaldtes 📌Bolm, og selv hedd han ►Andgrim og var af ►Jette-Slægten, det vil sige: han nedstammede paa Faders Side oprindelig fra de gamle ►Jetter eller ►Hrimthusser, som laae i aaben Feide med ►Aserne, men En af dem havde gifted sig ind i Menne8ske-Slægten, saa hans Afkom blev en Blanding, der snart kaldes ►Jetter, for at give Arten tilkjende, og snart Bærsærker, for den Haardførhed, Dumdristighed og ►indtændte Arrigheds Skyld, som gjorde dem allevegne til en Gru og Pestilens. De brugde nemlig hverken Brynje eller Hjelm som andre Folk, for de havde saa haard en Hudd, at ingen almindelige Vaaben beed paa dem, og naar de blev arrige, var de ligesom de var bindegale og skyede hverken Ild eller Vand, men rasede frem med Hui i vilden Sky og ►slog ned for Fode, hvad de traf paa, baade Levende og Dødt, til de styrtede selv, eller deres ►Stalbrødre indeklemde dem mellem Skjoldene og bandt dem, mens Galskabet eller Bærsærke-Gangen gik over.
✂ Saadan en Bærsærk og Halv►trold var nu ►Andgrim paa 📌Bolmø, og, som en Viking af ►Handværk, kom han ogsaa engang til 📌Garderige og holdt Tvekamp med ►Svafur-Lami, som ellers ogsaa kaldes ►Volmer, og gav ham hans Bane-Saar. Dermed gik det saaledes til, at da ►Svafur-Lami svang ►Tirfing, huggede han saa drøit til ►Andgrims store jernbundne Skjold, at det ikke blot kløvede Skjoldet ►midtad, men løb dybt ned i Jorden, og saa ►passede ►Andgrim sit Snit, vristede ham Sværdet af Haanden og ►flakde ham selv ►midtad.
✂ Saaledes opfyldte da ►Tirfing sin Mesters Ønske og kom i ►Jettevold, men Man veed ikke, hvad dermed videre udrettedes, førend ►Andgrims Sønner blev voxne, som var en heel Tylvt, han avlede med ►Eivora, hvem Somme sige var ►Svafur-Lamis, men andre ►Frode Fredegods ►Daatter. ►Andgrim havde naturligviis ypperlige Vaaben i ►svære Mængde, som han havde taget fra dem, han fældte paa Val og ►i Kreds, og da han ►skiftede 9Arvegods imellem sine Sønner, fik de tre Ældste hver sit berømte Sværd: ►Seming fik ►Mistelteen, ►Hjørvard ►Hrotte, og ►Angantyr, som var den Førstefødte, ►Tirfing.
✂ Disse ►Andgrims og ►Eivoras tolv Sønner blev saare navnkundige i hele 📌Nørreleden, ikke for deres Dyds Skyld, men fordi, som det hedder i ►Hyndlas Sang,
✂
497
(PS1)
Pine og Plage
Pattede med dem,
Himmelhøit voxde
Vilde Bærsærker,
Og som en ond Tid,
Ulykkes-Fugle,
Foer de om Land.
Tredie Kapitel.
Holmgangen paa 📌Sams.
✂ Paa samme Tid regjerede der En af den ny ►Odins Følgesvende, som hedd ►Yngve, i 📌Upsal, og han havde en ►Daatter ved Navn ►Ingeborg, af hvis Deilighed der gik Ord i hele 📌Nørreleden. Hendes Roes var da ogsaa kommet Bærsærkerne paa 📌Bolm for Øre, og da de engang holdt Juul og tømde ►Brage-Bægeret paa deres Viis, da gjorde ►Hjørvard det Løfte, at han vilde aldrig gifte sig, uden han kunde faae Prindsesse ►Ingeborg i 📌Upsal, men kæmpe for hende paa Liv og Død. Det varede nu heller ikke længe, før der i 📌Upsal kom selvbudne Gjæster til Kongens Gaard, saa en Dag Kong ►Yngve sad til Høibords med alle sine Drabanter, traadte plusselig de tolv Brødre fra 📌Bolm ind i Stuen, beilede 10studs og forlangde Beskeed lige ►paa Timen. Det smagde nu Kong ►Yngve paa og vidste ikke selv, hvad han skulde sige til ►de forvovne Kroppe, som det vel var en Skam at ►fire for, men ogsaa en farlig Sag at kives med, og hvad han ikke var raadvild, det blev han, da En af hans ypperste ►Kæmper, ►Hjalmar Hugprud, reiste sig, regnede sine Fortjenester op og beilede til ►Ingeborg, med den Anmærkning, at det var dog langt rimeligere at han fik hende, end En af de ►arge Bærsærker, som gjorde kun Ondt hvor de kom, i ►Yngves Land saavelsom andensteds. Kongen vidste da ikke bedre end at svare, at da begge Beilerne vare gjæve og høibaarne Herrer, vilde han Ingen af dem nægte sin ►Daatter, men lade hende selv vælge imellem dem. Da nu ►Ingeborg kom og skulde ►skille Trætten ad, gjorde hun kort Beskeed og sagde, det var ligefrem, at naar hendes Fader vilde have hende gift, hun da valgde den Mand, hun kjendte for ►Ædling, og ikke ham, hun kun kjendte af Rygte og det ikke endda af det Bedste; men saasnart ►Hjørvard hørde det, udæskede han ►Hjalmar til Tvekamp paa 📌Sams og erklærede ham for ►hver Mands Nidding, 498 (PS1) hvis han ægtede Prindsessen, før Dysten var over! ►Hjalmar tog ogsaa strax imod Udfordringen og mødte til bestemte Tid paa 📌Sams, som er en af de Danske Øer, fra Hedenold berømt ►af sære Sammenstød, thi ved ►Ægers Gjæstebud lader ►Loke ►Odin høre, at de i deres unge Dage var stødt sammen paa 📌Sams, hvor de blev Patte-Brødre under eet Koe-Yver, og lovede da, at aldrig skulde den Ene af dem ►drikke tilpæls nogensteds, hvor den Anden stod med tør Mund. Her løb nu ►Hjalmar og hans tro ►Staldbroder ►Odd hin Vidfarne, eller ►Orvar-Odd, ind i 📌Yndevaag med to 11Snekker, og gik strax iland for at udspeide ►Leiligheden, men imidlertid var Tylvten lagt ind i 📌Mindevaag paa den anden Side af Øen, og da de mærkede, at Bærsærke-Gangen kom over dem, var de sprunget iland for at kjøle deres Hidsighed paa 📌Samsøes Bøge, for det var engang ►hendtes dem, at de i Raseri havde nedsablet hele deres eget Mandskab. Hvor mange uskyldige Træer der ved denne Leilighed maatte undgjælde, veed Ingen, men da Bærsærkerne kom igjennem Skoven og fik Øie paa de to Snekker i 📌Yndevaag, da huiede de i vilden Skye, beed i Skjoldene, fløi ombord og ►huggede ned for Fode, saa der blev ikke et levende Øie. Da ►green ►Hjørvard og sagde: nu kan jeg mærke, vor Fader gaaer i Barndom, for han vilde bilde os ind, at ►Hjalmar og ►Orvar-Odd var ►Kæmper af første Skuffe, og dog faldt de Alle her som Folk er flest. Hm, sagde ►Angantyr, Man skal i det Mindste aldrig græde over at man maa lede om sin Lige, og kanskee er ►Hjalmars og ►Orvar-Odds Øine ikke heller lukte endnu. Det sidste var et sandt Ord, og nu mødte Fostbrøderne Tylvten i det heldige Øieblik, strax efter Bærsærke-Gangen, da de var matte, men det vidste de endnu ikke dengang, derfor siger ►Orvar-Odd om sig selv:
✂
Een gang for Alle
Angest jeg blev:
Da jeg paa ►Marken
Mødtes med Tylvten!
✂ Ogsaa ►Hjalmar blev lidt beklemt om Hjertet, da han saae Bærsærkerne komme fra Borde med blodige Sværd og rasende Fagter, som der staaer i Visen:
✂
12Nidinger djærve
►Dages derhenne,
Springe fra Borde,
ⓘ
Blodbestænkte;
499
(PS1)
Tvillinger tappre
Tylvten ei magte,
Bænken for Begge
Bredes i ►Valhald!
✂
Bedre, den bænkes
Bærsærker tolv,
Helst saae jeg leve
Heltene to!
Skoven har Skygge,
Skal vi ei ►flye?
Utydsker slige
Aldrig jeg saae.
✂
►Drages med Døden
►Døglingen sømmer,
Flygte fra Æren
►Flynderes Æt!
✂ Nu nærmede da Bærsærkerne sig, den Ene større end den Anden, heel ►overblødte, med dragne Sværd, og blændende straalede ►Tirfing i ►Angantyrs Haand, hvorpaa ►Hjalmar sagde til ►Odd: hvad vil du nu helst, kæmpe med ►Angantyr eller med hans elleve Brødre? Med ►Angantyr, sagde ►Odd, thi tungt falder ►Tirfing og jeg troer bedre min Irske Silke-Trøie end din Brynie. Nei, sagde ►Hjalmar, tykkes Kampen med ►Angantyr dig den farligste, da maa du vide, jeg er Hoved-Manden 13her, kongefødt og Beiler til Bruden, saa jeg kan umuelig sætte ►enten Dig eller Nogen i mit Sted. Der ►keiser du keitet, sagde ►Odd, men lod dog ►Hjalmar raade, og nu begyndte ►Kreds-Gangen ►med det Forord, at hvem der vandt Seier skulde ►jorde de Faldne og lade dem beholde deres fulde Rustning, og det var en ►Kæmpe-Dyst, som alle de Andre enstund fornøiede sig ved at see paa; men omsider fandt de dog, det var ogsaa Tid for dem at begynde, og da sagde ►Odd til de Elleve: Een imod Een, om ellers ►Hjertet sidder paa det rette Sted! Det fandt de rimeligt nok, men de faldt ogsaa ganske ordentlig den Ene efter den Anden: ►Hjørvard, ►Hervard, ►Henne, ►Seming og hele Resten, uden at noget Vaaben beed paa ►Odd, men træt og mødig var han tilgavns og kunde knap slæbe sig hen til ►Hjalmar, som vel omsider havde ►faaet Magt med sin Modstander, men sad dog selv paa ►Bane-Tuen, bleg som et Lig! Da sagde ►Odd:
✂
500
(PS1)
►Hvad skader dig, ►Hjalmar!
Hvi skifter du Farve?
Det volder desværre
Nok Vunderne dybe,
Thi ►brustet er Hjelmen
Og Brynien kløvet,
Længe vel neppe
Livet du frister!
✂
Saar har jeg sexten
Og sort seer det ud,
Brynie-Ringe
Brast ►under Øe,
14Dyppet i Edder,
Aarlade-Jernet,
►Tirfing, tveegget,
Traf mig i Bryst!
✂
Herremand var jeg,
Havde i Vange
Fem Herregaarde,
Fandt dog ei Hvile,
Nu uden Livshaab
Ligger paa 📌Samsø
Jeg stille for stedse,
Styrer ei mere
Snekke paa Hav!
✂
►Glimrende sidde,
Glade i Hallen,
►Frimænd til Høibords
Hos Fader min,
►Kæmperne mange
Miøden fortumler,
Mig gjorde svimmel
Sværdslag i Kvel!
✂
Huldt mig ledsaged
►Lilie-Vaanden
►Alt ud til Pynten
Af 📌Agnafid,
501
(PS1)
Sandt mig da spaade
►Spangenes ►Dise►,
Vi saa's under Solen
For sidste Gang!
✂
15Ringen Guldrøde
Ryk nu af Blegneb,
Bring den til 📌Upsal,
Til ►Ingeborg min!
Den skal beseigle
Sagnet du fører,
Indvie til Kvide
Kjæreste min!
✂
Munter og lystig
Letted jeg Anker,
Mildt mig omsused
Møernes Sange;
Hastværk jeg havde
Hisset ved 📌Sota,
Sagde da Venner
Sidste Farvel!
✂
See hvor ►sig rapper
Ravnen fra Trætop,
Ørnen at ►hinde
Hid under Sky,
Sidste Gang Gilde
Gjør jeg for ►Valravn,
Gjør jeg for Ørnen
►Arveøl dyrt!
✂
Bedre mig ►huger
►Brage med Harpen,
Om min ►Valkyrie
Kvadet i Sal;
Salig i Sangen
16Sammen vi svæve,
Møer i ►Midgaard
Mindes os vel!
✂ 502 (PS1) Dermed opgav ►Hjalmar Aanden, og ►Orvar-Odd havde nu i fjorten Dage Arbeide Nok med at faae Gravhøie ►kastede til alle Bærsærkerne, men sin Fostbroders Liig førde han hjem til 📌Sverrig, og da ►Ingeborg saae hans Lig og hørde hans Svanesang, da sank hun død til Jord, og blev lagt ved hans Side i ►Hjalmars-Høien ved 📌Upsal!
✂ Dette var da ►Tirfings første berømte Mester-Stykke, at det i Livet skildte ad, hvad selv i Døden vilde sammen være, men nu laae det selv under Muld og havde intet ►Nidingsværk ►øvet, saa det tegnede til, at ►Dvalin tog ►mærkelig feil.
Fjerde Kapitel.
►Tirfings Opstandelse.
✂ Bærsærke-Tylvten havde ingen Sønner efterladt, men ►Angantyr var dog netop blevet gift før han døde med en ►Daatter af ►Bjartmar Jarl i 📌Ladogaborg, som hedd ►Svave, og hun var frugtsommelig, da Holmgangen stod paa 📌Sams. Det blev nu vel et Pigebarn, der kom til Verden, men saa snart hendes Morfader fæstede Øie paa hende, spaaede han, at blev hun fuldvoxen, vilde Man faae at see, der var Afkom endnu af ►Andgrim og ►Eivora, og hun vilde blive Stammoder til store Slægter. Hun blev kaldt ►Hervor, og Somme raadte vel til at tage Livet af hende, da det var umueligt, der kunde skabes Kvinde-Hjerte i ►Andgrims Æt, men det vilde 17►Bjartmar ingenlunde tillade, og hos ham voxte hun nu op, deilig som en Kvinde, men stærk og vild som en ►Jettedreng og gladest, naar det gik ilde til. At sidde stille og sye og baldyre, var ikke ►Hervors Sag, men hendes Legetøi var Sværd og Bue, som hun ei sjelden gjorde Skade med, og da Jarlen engang revsede hende alvorlig, løb hun til Skovs, gjorde sig en Røverkule og drev ►Haandtering derefter, saa Jarlen maatte holde Klapjagt og fange hende, som et andet vildt Dyr, hvad dog kostede mangt et Liv, før det lykkedes. Hun kom nu tilbage til Jarlens Gaard, men da hun blev ved at gjøre alle de Ulykker, hun kunde, sagde engang En af Trællene til hende, at hun skulde nødig sætte Næsen saa høit, da hendes Fader ikke var andet end en ►Svinedriver, hvorpaa hun strax foer ind til Jarlen og kvad:
✂
503
(PS1)
Pral ikke sømmer
Selv Prindsernes Døttre,
Kræfterne adle
Som Konge ►saa Træl,
Fader dog ahned jeg
Ædel af Byrd,
►Vanraad nu siger,
Han vogtede Svin!
✂
Meget Man lyver,
Naar Lidt Man kun veed,
Talt blandt de Store
Og stærk var din Fader,
►Tækket med Græstørv
Grønnes paa 📌Samsø
18Ham over Hoved dog
►Høielofts-Salen!
✂
►Kæmpen ►Angantyr
Kjøbde for ►Bladet,
Gaarden og Grunden,
Græsrige Vang,
Sover med ►Tirfing
Trygt i sin Stue
Mørkt er der altid,
►Mærk hvad jeg siger!
✂
Noksom opfostret,
Fuldvoxen er jeg,
Arv efter Fader
Fattes mig ►end,
Tog han i Graven
Gierrig den med sig,
Maa nu hans ►Daatter
Dødningen stævne!
✂
Blaane skal ►ⓘ
Linet
Brat om min Tinding,
Graane skal Særken
Som Saxen i Kveld,
504
(PS1)
►Hervor i Morgen,
Til ►Hærværk beredt,
Daadsti betræde
Til Dødninge hjem!
✂ Og da hun kom for sin Moder at staae, kvad hun igjen:
✂
Høibaarne Frue!
Hør nu mit Ord!
19Du mig udstyre
Til Daad som en Søn!
Her ikke ►stilles,
►Stædes jeg kan,
Drømmene stærke
Drive mig frem!
✂ ►Hervor lod sig nu Mands Klæder skjære, foer i Harnisk og gav sig i Ledtog med de første Vikinger, hun traf, og holdt sig saa kjækt, at da Høvdingen faldt, blev hun, under Navn af ►Hervard, hans ►Eftermand. Om hendes Bedrifter veed man for Resten kun, at hun styrede til 📌Sams og vilde havt Vikingerne til at gjøre Landgang og randsage ⓘ Kæmpe-Høiene, hvor hun forsikkrede dem, laae store Skatte begravede, men de var dertil ikke at formaae, for alt det Spøgeries Skyld, som Rygtet sagde, der gik, saa mellem de Høie var det værre at færdes ved høi lys Dag end andensteds ved Midnats-Tide. ►Hervor fik imidlertid dog Skibet lagt for Anker ved Indløbet til 📌Mindevaag, og roede i Land med Baaden ganske alene i ►Solebjergs-Laget. Her mødte hun en Kohyrde, som hun udfrittede, men fik kun til Svar:
✂
Fremmede! ►ihvo du ►est
Frit mig ikke længer!
►See, du hitter ►end ved Dag
Herberg langt fra Vangen.
✂
Giæstmildhed ikke
Gaaer jeg at søge,
Af disse Øboer
Ingen jeg kjender;
20Viis du mig bare
Bærsærkers Høie,
Lær mig at kjende
►Kæmpernes Huus!
✂
Spørg ei om Saadant
I ►Spøgelse-Timen!
Vovehals er du,
Vikinge-Drot!
Men lad os løbe
Før Lyset gaaer ud,
Ingen er dygtig
Til ►Drauger at slaae.
✂
Seer du, jeg byder
Dig ►Brysinga-Men
For mig at lede
Til ►Lofdingers Høie!
✂ Hyrden.
✂
Bød du mig, ►Kæmpe!
Klenodier alle,
Rygg jeg dig vendte
Til Vangen i Kveld!
✂
Solen ►alt dukker,
Dønnet ►alt stiger,
Luer i Luften
Lege nu brat!
✂
Ikke for ►Skraldet
Skye vorde ►Kæmper,
Bange for Luens
Leg under Sky!
Lad os ei dirre
For Dødning-Helte,
Skjælve for ►Skygger,
Skinne de ►end!
✂ Hyrden.
✂
Vanvittig er han,
Den Vikinge Drot,
Som vil i Mulmet
Mødes med ►Drauger,
506
(PS1)
Lygtemænd hoppe
Høiene revne,
Marken og Mosen
Mylre af Blus!
✂ Dermed tog Hyrden Benene paa Nakken og løb af alle Livsens Kræfter, uden engang at turde see sig om, til han naaede sin Hytte, men ►Hervor kvad:
✂
See, hvor den ►Fæbinder
Flyver til Skovs!
Saa overtroisk
Tossen kan være!
►Skjold-Møen aldrig
Skjælver for Saadant,
Modet hos ►Hervor
Sig hæver i Gny!
✂ 22Dermed gik hun dristig ud paa Næsset, hvor Høiene stod aabne, hver paa fire ►Ild-Støtter, og ændsede det ikke, at Luen legede om hendes Hæle ved hvert Fjed hun tog, og at ►kæmpehøie Gienfærd truede paa alle Kanter. Som en Røg skred hun gjennem Ilden midt ind i Kredsen af Bærsærke-Høiene, vendte sig til den Største og kvad:
✂
Vaagn nu, ►Angantyr!
Vækket af ►Hervor,
Din og din ►Svavas
►Daatter eenbaarne!
Ræk mig fra Høien
►Hjaltet med Klingen,
►Døglingers Bane,
►Dværgenes Konstværk!
✂
►Hjørvard, ►Angantyr!
►Hervard og ►Hrane!
Samtlig I vaagne,
Vakte af Dvale!
Stiger i Brynje,
Med blinkende Hjelme,
►Buklede Skjolde
Og blodige Spyd!
✂
507
(PS1)
Blev under Mulde
Saa magtesløse
Sønner af ►Andgrim
Og af ►Eivora,
At blandt dem Alle
Ingen med ►Hervor
Mægter at tale
Ved 📌Mindevaag,
23Gid saa I pines
Og plages indvendig,
Som mellem ►Øgler
I Orme-Gaarde,
Hvis ►end I dølge
►Dvalins-Klingen,
Sværdet til ►Drauger
For dyrebart!
✂
►Hervor! ►Hervor
Høit du spiller,
►Runer ramme
Rister du►!
Gal, dumdristig,
►Daatter min,
Mænd af Mulde
Du maner op!
✂
Viking paa Vildspor
Venter sig Bytte,
Mig ikke Fader
Og Frænder ►begrov;
Tænker du, ►Tirfing
To vilde miste,
Drabsmænd det unde
►Drauger i Fred!
✂
►Lurifas lyver,
►Lade dig ►Odin,
Har du ei ►Værget,
Hvile i Fred!
24
508
(PS1)
►Odel maa kræves,
►Krymp dig ei længer!
Retmæssig Arving
Er den Eenbaarne!
✂
Gloende ►Suler
►Salhuset bære,
►Helgrind er Navnet
Paa Høienes Dør,
Gjenfærd paa Gløder
Gaae under Ildregn;
Skynd dig til Skibet,
►Skjoldmø i Kveld!
✂
Kornmodn kalde
►Kæmper de Blus,
Som over Grønsvær
►Gjøgle om Natten,
►Hervor ei kyse
Helvedes Porte!
Skjælve lad Kryster
For ►Skygger i Kveld!
✂
Hør da min Tale,
►Hervor hin kloge!
Vrag ikke Spaadom
I ►Spøgelse-Timen!
►Bidhvas er ►Tirfing,
Bane det volder,
25Udrydder hartad
Hele din Æt!
✂
Barn skal du føde,
Bred over Skulder,
►Hedrik den Store,
Stolt af sin Vælde,
Under ►Skytelten
Skabt til at glimre,
Han sig for ►Tirfing
Tage i Agt!
✂
►Urdas Runer:
►Rist og Ro,
►Overskjærer
Skarp min Preen
For jer Alle,
►Andgrims Sønner,
Faaer ei ►Hervor
►Hjalmars Bane,
Brynjers Pest!
✂
Mø, du ei ligner
Menneske-Børn,
Pusler om Natten
Med ►Nagrinds Laas,
Graver med Spydet
Guderuner,
Maner og tryller
Trodsende Alt!
✂
►Syng med de Fugle,
Du færdes iblandt►!
Menneske ligner
Blandt Mennesker jeg,
►Drauger blandt Døde,
Og dølg nu ei længer,
Røb mig og ræk mig
►Rødspætten din!
✂
Mig under Skuldre
Skarp ligger ►Tirfing,
Gloende gnistrer
Grebet og ►Knappen,
Mø over Mulde
Møder du aldrig,
Som har til Fæstet
Fingre af Staal!
✂
Mø jeg dog kjender,
Mødt har du hende,
Som ikke blegner
For blodige Sværd!
Lygtemands-Luer
Lidt kun jeg regner,
Spytter Man ad dem,
Slukkes de brat!
✂
Djærv er min ►Daatter,
27Dristig med Vanvid,
Skyer ei Ilden,
Skoggrer ad Døden!
Bliv dog fra Høien!
►Heller jeg rækker
Møen hin unge
Mændenes Skræk!
✂ Med det Samme fløi ►Tirfing ►Hervor i Haanden, som hun stod, hvorover hun blev sjæleglad og sagde:
✂
Velmødt i Kvelde,
Vikinge-Fader!
Tak nu for ►Tirfing
Tusinde Gange!
Rigere blev jeg,
►Bragning! ved Gaven,
End om al 📌Norge
Var Odelen min!
✂
►Tand dog for Tunge
Med Taler forfløine!
Godt veed nok Gaas, hvad
Hun glæder sig over!
Troe, om du mægter:
Trædsk er den Klinge,
Udrydder hartad
Hele din Æt!
✂
Dands nu, som ►Hilde,
►Hervor, paa ►Tilje!
28Græs nu i ►Gudhjem
Din gyngende ►Havhest!
Lidt mig kun rager,
►Lofdung i Høien,
Hvad Efter-Slægten
Slaaes om i ►Midgaard!
✂
Ei du nu ►Tirfing!
Ældes med Gammen!
Glem ei ►Giembelte,
Giem den i Balg!
Rør ei dens ►Egge,
►Edderlud hærded
Den Menneske-Flækker
Mageløs!
✂
Vel du nu fare,
Faderlig ►aflagt,
Om du kan troe mig,
Med tolv Mands Styrke,
Djærvhed og Livskraft,
Dyderne alle
Hos ►Andgrims Ætten
Til Arvegang!
✂
Hilsen og Venskab,
►Høilagte ►Kæmper!
Lidt mig kun ►huge
Luerne vilde,
29Maatte en Verden
Mellem os være,
Det var just Dyden,
Det saae jeg helst!
✂ Nu skyndte ►Hervor sig da ned til Stranden, men borte var Snekken, thi da Vikingerne hørde Dønnet og saae Ilden, var de blevet bange og havde ►lettet, saa ►Hervor maatte blive paa 📌Sams, 512 (PS1) til der kom Skibs-Leilighed, og Man hører nu ikke mere til hende før hun befandt sig hos Kong ►Godmund paa Glæsmarken, hvor hun ogsaa gav sig ud for et Mandfolk og kaldte sig ►Hervard.
✂ Om samme Kong ►Godmund paa Glæsmarken har der gaaet mange besynderlige Rygter baade i 📌Danmark og 📌Norge, saa Man veed snart ikke, hvad Man egenlig skal troe og tænke om ham. Somme vil sige, han boede oppe i 📌Helgeland paa 📌Hindøen, men efter Alt hvad der ellers fortælles om ham, er det rimeligere hvad Andre sige, at han boede paa ►Grundet, lige ved ►Guldbroen mellem ►Midgaard og ►Jetteverden og var en Slags Færgemand imellem Begge, ►immer ved Haanden og meget høflig imod alle Folk, saa det gjaldt kun om, naar Man gjæstede ham, ikke at tage mod alle hans gode Tilbud. Han skal nemlig have havt den deiligste Urtegaard, Man kan tænke sig, og tolv Døttre, Allesammen store Skjønheder, og hver af sine Gjæster tilbød han En af sine Døttre til Kone, og beskrev dem sin Urtegaard, som et sandt Paradis, saa hvem der kom ind, blev strax al Sygdom kvit og behøvede aldrig siden at frygte for Døden; men aldenstund de tolv Døttre var immer tilfals, maa han dog enten have havt en forskrækkelig Hob af 30dem, eller der har været noget Skielmeri under, og siden han selv omsider døde, hængde det allenfalds ikke rigtig sammen med hans Paradis eller ►Odainsager, som det kaldtes. Desuden har Man ogsaa ymtet om, at hvem der giftede sig med En af ►Godmunds Døttre, glemde ►paa Timen baade Fædreneland, Slægt og Venner, og i Haven glemde de sagtens, hvad de selv hedd, saa der har nok været en slem Hage for ordenlige Folk ved ►Godmunds som ved alle ►Jetters Gunst og Gave.
✂ Dermed lade vi den Fugl flyve, og tage fat hvor vi slap, da ►Hervor kom til ►Godmund, som dengang skal have fyldt sine hundrede Aar, men var endnu rask og rørig. Her spillede hun da ►Kæmpe, og en Dag, da ►Godmund sad ved ►Tavle-Bordet og spurgde, om Nogen kunde give ham et godt Raad, for han var nær ved at blive skakmat, da var ►Hervor strax ved Haanden og vidste med et Par Mester-Træk at sætte Kongen i Sikkerhed og bringe Spillet i Ligevægt; men imidlertid havde En af ►Godmunds Hirdmænd for Løiers Skyld trukket ►Tirfing ud, som laae paa ►Hervors Sæde, og havde sin store Morskab af at see, hvor det glimrede. Det blev ham imidlertid en dyr Fornøielse, thi saasnart ►Hervor mærkede, at ►Mandsbane var blottet, foer hun hen og snappede ►Tirfing fra Hirdmanden og jog det igjennem ham. Dermed gik hun sin Vei, og vel vilde de andre Hirdmænd været ud efter hende, men ►Godmund bad dem slaae sig til Ro, dels fordi den saakaldte ►Hervard kun var en Kvinde, man ingen Ære havde af at fælde, og dels fordi 513 (PS1) hun, med saa ypperligt et ►Værge, sikkerlig kun solgde sit Liv i dyre Domme. Saaledes slap ►Hervor da fra det, og efter igien enstund at have tumlet sig tilsøes med Vikin31ger, drog hun hjem til sin Morfader, ►Bjartmar Jarl, og faldt i Stilhed ved Kvinde-Syssel og blev snart kaldt en Brud, mange Beilere værd baade for Skiønhed, Rigdom og Livsalighed. Derfor, da Kong ►Godmunds Søn, ►Høvind, gik paa Raad med sin Fader om et godt Giftermaal, gav ►Godmund ham ►Anslag paa ►Hervor, hvem han da ogsaa strax lod beile til og fik Ja paa af ►Bjartmar, uden at ►Hervor sagde ►enten fra eller til, men lod sin Morfader raade. Saaledes blev hun da gift og hjemført til ►Glæsmarken og havde siden to Sønner med ►Høvind, af hvilke den Ældste, ►Angantyr, var spag og stille, godmodig og livsalig, sin Fader op ad Dage, men den Yngste, ►Hedrik, slægtede Moderen og de gamle Bærsærker paa, saa han gjorde i sin Opvext ikke Andet end Fortræd.
Femte Kapitel.
Det første ►Nidingsværk med ►Tirfing.
✂ Kong ►Høvind, som ikke kunde døie ►Hedriks Kaadhed, lod ham opfostre ►uden Huset hos en Mand, der hedd ►Gissur, og bød ikke engang ham med, naar han gjorde Gilde, hvad ►Hedrik ærgrede sig over og kom derfor engang, da han var blevet voxen, selvbuden med det Forsæt at gjøre al den Fortræd, han kunde faa Lykke og Leilighed til. Han gjorde derfor sit Bedste ved Drikkebordet med at sætte Splid imellem Folk, og sagde reent ud, ►det var et daarligt Gilde, hvor der ikke blev spildt en Taar rød Vin paa Dugen, og det lykkedes ham saa vel, at En af Giæsterne tilsidst dræbde sin Sidemand. Kong ►Høvind, som satte sin Ære i den strængeste Retfærdig32hed, vilde ingenlunde for ►Hedriks Skyld bøie Retten, hvormeget end ►Hervor bad ham derom, men gjorde sin balstyrige Søn fredløs for ►Bane-Raad i Kongens Gaard. Paa Moderens Forbøn gav han ⓘ imidlertid ►Hedrik endeel gode Raad med paa Reisen, sigende:
✂
Aldrig hjelpe du den Svend,
Som sin ►Hosbond sviger!
Aldrig du benaade ham,
Som sin Næste myrder!
514
(PS1)
Ikke lad du Hustru din
Hjemmet tit besøge!
Siig du aldrig Frille din
Hvad ei Folk maae vide!
Rid ei paa din bedste Hest
Paa en Hastværks Reise!
For en Prinds med Krone-Haab
Vær ei Pleie-Fader,
Bryd ei Freden du besvor!
Frygt for Trælle-Følge!
✂ ►Høvind ventede imidlertid slet ikke at ►Hedrik vilde følge hans gode Raad, og da ►Hedrik hørde dem, gav han ogsaa strax at forstaae, han havde Andet i Sinde, men ►Tirfing tog han derimod af sin kiære Moder med Kyshaand. Han havde heller ikke gaaet ret langt før han følde en uimodstaaelig Lyst til at trække det af Skeden, hvorpaa Bærsærke-Gangen strax kom over ham, og da der ingen Anden var for hans Haand, end hans Broder ►Angantyr, som havde fulgt ham paa Vei, foer han til og myrdede ham, hvorved ►Tirfing øvede sit første ►Nidingsværk. Det fortrød nu vel ►Hedrik bitterlig, da 33han kom til sig selv igien, men han slog sig dog til Ro med den Tanke, at ►Tirfing maatte blive Mands Bane, hvergang det blottedes, og at ►gjort Gjerning staaer ikke til Ændring. ►Hervor magede det ►og saaledes, at der blev ikke sat efter ►Hedrik, før han var i Sikkerhed, og det Første Man saa hører til ham, er at han, paa Trods mod sin Faders gode Raad, løskiøbde to Misdædere, hvoraf den Ene havde forraadt sin ►Hosbond og den Anden dræbt sin ►Stalbroder, men han var dog klog nok til Ingen af dem at tage i sin Tjeneste.
Sjette Kapitel.
Det andet ►Nidings-Værk med ►Tirfing.
✂ I 📌Reid-Gotland var paa den Tid en Kong ►Harald, der paa sin Alderdom maatte ►skatte til et Par af sine egne Jarler, som havde gjort Oprør og ►slaaet ham af Marken. Til ham kom ►Hedrik efter enstund at have drevet Sørøveri og vundet Navnkundighed, og de bleve enige med hinanden om, at ►naar ►Hedrik kunde undertvinge de oprørske Jarler, skulde han have Kongens ►Daatter ►Helga og Hælvten af Riget i Medgift. Det vandt de ogsaa Begge ved, thi 515 (PS1) ►Hedrik gav ganske rigtig Jarlerne deres Baanesaar, men endeel Aar efter kom der Misvext i Landet, og da Spaamændene sagde, at Man for at forsone Guderne maatte offre den ædleste Ungersvend i Landet, gav det Anledning til en sær Trætte imellem ►Hedrik og ►Harald; thi de havde hver en eneste Søn, ►Harald ►Halvdan og ►Hedrik ►Angantyr, og nu vilde Ingen af dem have sin Søn anseet for den ædleste Ungersvend. Omsider blev de dog enige om at tage Kong 34►Høvind paa Glæsmarken til Voldgiftsmand, da han havde Ord for aldrig ►enten ►for Vild eller Venskab at bøie Retten. Der afgik desaarsag et Gesandtskab til ham, som ►Hedrik selv stod i Spidsen for, og ved sin Moders Mægling blev han paa denne Reise ikke blot forligt med sin Fader, men fik ogsaa et Raad af ham, som han havde Lyst til at følge. For ►ret glimrende at bevise sin strænge Retfærdighed, dømde nemlig ►Høvind, at ►Hedriks Søn var den ædleste Ungersvend, men raadte ham saa i Hemmelighed, at naar det kom til Stykket med Offringen, skulde han staae fast paa, til Sikkerhed for sig som en sønneløs Udlænding, først at ►hyldes af hveranden Mand i Kongens Hær, og saa, sagde ►Høvind, ►forstaaer du vel en halvkvæden Vise. Det var dog engang et Raad, ►Hedrik fandt værdt at følge, og da Hælvden af ►Haralds Folk havde svoret ham Huldskab og Troskab mod Alle og Enhver, reiste han sit ⓘ Banner og gjorde vitterligt, at ►Odin havde Intet at klage, naar han, istedenfor ►Angantyr, fik baade ►Harald og ►Halvdan og alle de ►Kæmper, der faldt i et ordenligt Slag. Her hjalp nu ingen Indvendinger, og skiøndt ►Harald og ►Halvdan, da de omsider mærkede Uraad, kæmpede fortvivlet, faldt de dog Begge for ►Tirfing, og det var ►Dværge-Sværdets andet ►Nidingsværk.
Syvende Kapitel.
►Hedrik og ►Blinde-Giæst.
✂ ►Hedrik blev nu en vældig Herre, saa hans Lige fandtes ei i 📌Nørreleden, men immer gjorde han ►heller Ondt end Godt og gjorde paa Trods Alt hvad hans Fader havde 35raadt ham fra, endskjøndt han derved tit kom i Vaade og Livsfare. Omsider blev han dog kied ad Krig og Orlog, slog sig til Ro i 📌Aarhjem og gjorde det Løfte ved Børsterne af Julegrisen, at Ingen skulde fortørne ham saa meget, han ►jo kunde løse sit Liv med en Gaade, der overgik ►Hedriks Forstand. Det Løfte er blevet meget berømt, ikke saa 516 (PS1) meget fordi Mange prøvede deres Lykke og kom tilkort, som fordi ►Hedrik dog tilsidst fandt sin Overmand.
✂ Der var nemlig i 📌Gothland en ►Herse, de kaldte ►Blinde-Giæst, som var faldet i høieste Unaade hos Kong ►Hedrik og blev indstævnet af ham til at møde og enten ►holde Slag eller lide Dom, men ►Giæst havde ingen Lyst til nogen af Delene og søgde derfor med mange Bønner og store Løfter ►Odin ►paa Haand. Da hændte det sig, en Aften silde, at der blev banket paa Dørren hos ►Blinde-Giæst, og da han selv gik hen og lukkede op, traadte der en Fremmed ind, som ogsaa kaldte sig ►Giæst, og spurgde sin Vært, hvad det var han gik og grublede over? Da nu ►Blinde-Giæst aabenhiertig klagede sin Nød, sagde den Fremmede: vil du skifte Ham og Dragt med mig, saa vil jeg gjæste Kongen i dit Sted og prøve min Lykke. Det fik han gjerne Lov til, saa det Bytte var snart gjort, og ►Blinde-Giæst legede Skjul, mens den Fremmede gik og gjaldt for ham baade i og ►uden Huset, saa mesterlig vidste han at efterligne alle hans Manerer. Han indfandt sig da ogsaa til rette Tid i Kongens Gaard, og skiøndt ►Hedrik gloede ilde til ham, tabde han dog ikke Fatningen, men sagde meget frimodig: Herre, jeg kom hid for at blive forligt med Dig. Ja, sagde Kongen, vil du da underkaste dig mine Viismænds Dom? 36Hm, svarede den Fremmede, er der ellers ingen Redning? Jo vist er der, sagde Kongen, naar du kan sige mig en Gaade, som jeg ikke kan løse. Det er jeg kun daarlig skikket til, svarede ►Giæst, men det er ligemeget, før jeg vil lide Dom, vil jeg dog ►heller see til at hitte paa en ⓘ Gaade.
✂ Der blev nu sat to Stole til dem midt paa Gulvet, og Folk slog Kreds om dem og spidsede Øren for at høre ►Vidskab.
✂
Jeg gad havt i Dag
Hvad jeg havde i Gaar,
Veed du hvad det var,
►Vittige ►Hedrik?
✂
God er din Gaade
►Giæst hin blinde!
Mosten jeg kiender,
Munde den ►huger,
Lukker dem enten
Op eller i.
✂
Hid underveis
Veie Nok saae jeg,
Den Ene for høi,
Og den Anden for lav,
Vei allevegne,
►Vittige ►Hedrik!
✂
God er din Gaade,
37►Giæst hin blinde!
Bro gik du over,
Brugde dit Øie,
Fisken i Floden,
Fuglen i Luften,
Vel finde Veie,
Veed du saa meer?
✂
Drages til Minde:
Hvad drak jeg i Gaar?
Vand var det ikke,
Vin ikke heller,
Hverken Øl eller Mjød,
Eller Mosten af Frugt,
Og dog blev jeg ledsket,
Løs du mig det!
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
►Alt som i Skove
Skygge du søgde,
Kiøled din Læbe,
Leiret i Græsset,
►Kystes paa Munden
Af Morgen-Dugg.
✂
Der gik en Høirøstet
►I Rykke-Tal
Den slagne Vei
Og den slidte Sti,
38
518
(PS1)
Og hvad han traadte
Han trofast ►kyste
Paa deiligste Kind,
Med dobbelt Mund.
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
Hammeren gaaer
Over Guldet ►saa,
Naar det paa Ambolt
►Overfares,
Drøit den kysser
Og kvæder høit!
✂
Stort Vidunder
Jeg stirred paa,
To om Budet,
Begge døde,
Aandeløse,
Laae og pusted,
Kogde Gift
Til gamle ►Kæmper!
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
Blæse-Bælgen
Er bleg om Næse,
Liv og Aande
Den aldrig fik,
Dog til Krigen
39Med Kraft den puster,
Volder med Beenbrud
Bane-Saar!
✂
Stort Vidunder
Jeg stirred paa,
►For ►Dellings Dørre
Et Dyr jeg saae,
519
(PS1)
Med Fødder otte,
Med fire Øine,
Og over Hofte
Sig hæved Knæ.
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
Du kom fra Østen,
Hvor op gaaer Solen,
Og Edder-Koppen
Med ►Konster sorte
Af egne Tarme
Sig Traade spandt!
✂
Stort Vidunder
Jeg stirred paa:
►For ►Dellings Dørre
Sig dreied sært
Hoved til ►Hel,
Til Himlen Fod.
✂
God er din Gaade,
40►Giæst hin blinde!
Lilie saae du
Med Løg i Jorden,
Stilken med Blade
Dog stak i Sky.
✂
Stort Vidunder
Jeg stirred paa,
Som Stenen haardt,
Som Skjoldet blank,
Som Ravnen sort,
Som Speilet klart;
Veed du min Mening,
►Vittige ►Hedrik?
✂
►Svart det nu ►minker
Med ►Mandevid,
En ►Lava-Skive
Laae dig for Øie,
Hvor Solen skinned
Fra ►Skyhjem klar.
✂
Kvinderne tvende
Med kridhvidt Haar
Bar under Aaget
Æde til Hjemmet,
Ei Maden og Huset
Med Hænder var gjort,
Men Konstneren bygger
Paa Kryds ►under Øe.
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde,
Kridhvide Svaner
Krydsed i Luften,
Hænder ei havde,
Huse dog bygde,
Bar saa til Rede
Blommer i Æg.
✂
Var det ei Hexe,
Hunnerne tvende,
Som mellem Fjelde
Faldt mig i Øie,
Mand de ei havde,
Møer de vare,
Nikked dog daglig
Til ►Daatteren fiin.
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde,
Kvinder ei saae du,
521
(PS1)
Men Kvanner tvende,
Mindst stod i Midten
Hos Mødrene to.
✂
Søn af Blød-Hjerte
Forhærdet jeg saae
Farende stile
Til Strandkant ifjor,
42Dødning bar Dødning,
Og deiligt det gik,
►Blindebuk reed ►og
Paa ►Blindebuk stiv,
Aldrig en Hest havde
Haardere Kaar.
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
Ørn sad paa Aadsel
Iiskold og blind,
Dødninger begge
Bar en ►Iis-Kage,
Fulgde med Strømmen,
Stiled mod Kysten.
✂
Hvem er de Drotter,
Som drage i Striden,
Naar deres Bønder
I ►Bøigden de sprede,
Men Fællesskab giøre,
Naar Folkene samles?
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
Det er Kong ►Irak
Og ►Andot i Skak,
Paa Brettet de kæmpe,
Naar Brikkerne spredes
43I Posen de enes,
Naar Alle forsamles.
✂
Hvem er den ►Askefis,
Eensom i Vraa,
Fader og moderløs,
Født af en Steen,
►Fuldherlig en Tjener,
Som Herre Tyran?
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde?
►Saa under Aske
Ulmer jo Gnist,
Fødtes af Flinten,
Fænger paa Jord,
En Perle i Lænker,
Men løsladt en Gru.
✂
Hvem er den Sorte,
Som Solen fordunkler,
Søer og Skove
I Skumring opsluger,
Trodser al Verden,
Paa ►Vindspillet nær?
✂
Taagen opstiger
Fra Strand og fra Jord,
Skjuler sin Vugge,
44Og skygger for Solen,
Mørk er dens Vei,
Og kun Vinde den skyer,
Men meer end jeg troede
En ►Træring ►est du.
✂
Kiender du Dyret,
Som ►Dansken værger,
Blank under Bugen,
Blodig paa Ryggen,
Udsætter Livet,
523
(PS1)
Naar ►Luren gjalder,
Ligger i Leir
Paa ►Lofdungs Haand?
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
Skjoldet du mener,
►Skiærmen paa Val.
✂
Dandserinder
I Dugg jeg saae
Frit sig svinge
Og svæve let,
Sorte Skjolde
Om Sommer-Dage,
Men mælkehvide
Om Vinter-Nætter
Alle de ►bare,
Hvad er saa det?
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
Ryper de kaldes
Paa 📌Rommerige,
►Fjederne sortne
Om Sommerdage,
Vingerne hvidne
I ►Vinterlag.
✂
Møer jeg mødte,
Mange i Flok,
Med søegrønne Huer,
Og snehvide ►Liin,
Fader dem spored
Til Speideri,
For dem sig vogte
Kan Vægter ei.
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
►Rans og ►Ægers
De raske Døttre,
Som ei sig vare
Kan Viking for,
Bølger kaldes
►Og Brændinger.
✂
►Børnekiær fordum
Bygde sig Hytte,
46Ligned en Gaas
Som en Giæsling omtrent,
Af Drøvtyggers ►Skjolde
Beskiærmet hun blev,
Havde til ►Høieloft
Hjerneskal hans.
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
And gjorde Rede
I Oxe-Hoved,
Mellem dets Kæber
Den ►kurede Æg.
✂
Stor saae jeg styre
Større endda,
Selv paa ►Helveien
Hjelper han Folk,
Naar ham ei svigter
Hans svorne Ven,
Men Jorden han giver
Dog Hjerte-Saar.
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
Ankeret helder
Til ►Hel ►forvist,
525
(PS1)
Saarer med Grenen
Grønt og Sort,
Bjerger dog tit,
47Med ►Toug i Pagt,
►Havets Heste
Og Høgens Ven.
Snuere dog
Har ei Snakker jeg fundet,
Vel er du drevet
I ►vittige Ordspil.
✂
►Lens er nu ganske
Paa Gaader jeg snart,
Alt Man dog vover,
Naar Alt er paa Spil.
Brude jeg mødte
Paa Bredden af Havet,
Ved Klipperne steile,
Ved Klinter og Skiær,
Leierne haarde
Dem lyster at prøve,
Munterhed miste
I Mags-Veir de let;
►Vittige Konge!
Kiender du dem?
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
Havfruer dandse,
Paa ►Høielofts-Bølger,
Stille de vorde,
Naar Stormene tie,
48Lavt ►under Lide
De ligge paa Steen!
✂
Hvad saae jeg i Sommer
Paa ►Soelbjerggaard?
526
(PS1)
Ungdommen munter
Med Mundgodt sig bælled,
Bomstille dog de
Ved Bægeret tav,
Mens Drikke-Karret
Gav Drøn og Suk!
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
Grisene patted
Den gryntende So.
✂
Hvem bygger høiest
I Bjergeland?
Hvem daler dybest
I 📌Danemark?
Hvem lever foruden
Aandedræt?
Hvem tier aldrig
I Torden-Veir?
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
Ørnen bygger
49Paa Bjergetind,
Dugg fra Himlen
Har dybest Fald,
Fiske-Lunger
Man leder ►om,
►Fosse-Tungen
Ei tie kan!
✂
Møer jeg skued
Ved Muldet at ligne,
I Sengen hos ►Soelskiær
►Sortsmutte laae,
Glimrende Afkom
De glæded sig til.
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde,
Blegrøde Gløder
Gloed i Asken,
Glimrende Luer
►Loved de sig.
✂
Fire var i Gang,
Og Fire derved hang,
To viste Vei,
Og To stod paa Vagt,
►Skitmads een,
►Skrinkelbeen,
Drev alle Dage
Drattende bagefter.
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
Ko havde Øine
Aabne som du,
Firbenet gik den
Med fire Patter,
Hornet i Panden,
Med Hale for lang.
✂
Stort Vidunder
Stirred jeg paa,
►For ►Dellings Dørre,
En Dag i Høst,
Ti var dets Tunger,
Tyve dets Øine,
►Fyrretive
Dets Fødder tillige,
Vrikkende dermed,
Det vralted afsted.
✂
Hvis ikke ►Skilfing
Skinnet bedrager,
Meer end jeg vented,
►Vittig du ►est,
►Gaader om Grynte
Og Grise ufødte,
So, før hun ►fared
Med ►Sydskende ni.
✂
Hvem er de tvende
►Thingløber-Mønstre,
Som har i Alt
Kun Øine tre,
Hjelpe sig begge
Med Hale een,
Men ei med Fødder
Færre end ti?
✂
God er din Gaade,
►Giæst hin blinde!
►Odin rider
►Fuldrap til ►Things,
Eenøiet er han
Og uden Hale,
Ottebenet
Er ►►Odins Hest►.
✂
Eengang endnu
Og aldrig mere
Vove jeg vil
Dit ►Vid at prøve:
Hvad sagde vel ►Odin
Sagte til ►Balder,
Førend den Bolde
Paa Baal var lagt?
✂
Galder og Seid
Og ►Gand og ►Tant
52►Slider-Sladder,
Du ►Sludder-Mads,
Men Ordene dine
Dog Ingen veed,
Dig selv undtagen,
Utyske leed!
✂ Ved disse Ord ►gik ►Jette-Naturen saa aldeles over Optugtelsen►, at ►Hedrik, uden nogen anden Tanke, trak blank og huggede med ►Tirfing efter ►Odin, der imidlertid havde forvandlet sig til en Falk og fløi ud ad ►Lyren, men mistede dog de yderste Fjer af Halen, hvorfor Falken er ►stumprumpet endnu den Dag i Dag. En Hirdmand, der ulykkeligviis var nærmest ved Haanden, maatte for Resten betale Gildet med sit Hjerteblod, da ►Tirfing skulde være Mands Bane, hvergang det blottedes, og ►Odin raabde til Farvel:
✂
Vee dig, Kong ►Hedrik,
Som du hugger løs!
Bryder du Løfte,
Saa ►bryder jeg Stav,
Nappes nu, Trælle!
Om Nidingens Liv!
✂ Det varede nu heller ikke længe, førend ►Hedrik ►fik sit Livsbrød, og dertil maatte det bidrage, at han trodsede alle sin Faders gode Raad og havde derfor ogsaa bestandig krigsfangne Trælle om sig, thi engang, da han reiste om og holdt ►Thing, og havde en Aftenstund, med et ringe Følge, slaaet Leir under 📌Havadsfjeld, rottede ni fornemme Skotske Krigsfanger sig sammen, overrumplede ham om Natten i hans Telt og dræbde ham med hans eget Sværd. Det kalde Somme ►Tirfings tredie ►Nidings53værk►, men de er ►aabenbar i Vildfarelse, baade for den Sags Skyld, at fribaaren Mand i Fangenskab er som Fuglen i Bure og frelser sig, som han kan bedst, og tillige fordi, som vi siden skal høre, ►Tirfing gjorde endnu meget værre Ting end det. ►Vel tog nemlig Fangerne det med sig paa Flugten, men saasnart ►Angantyr ►spurgde sin Faders Død, gjorde han det Løfte, aldrig at bestige ►Høisædet, før den var hevnet, og ►eenlig drog han omkring i den vide Verden, til han en Aftenstund, han gik langs med 📌Gripsaa, saae tre Mænd i en Baad, 530 (PS1) og hørde at den Ene, i det han med et Sværd skar Hovedet af en Fisk, kvad saa smaat:
✂
Det maa ved 📌Gripsaa
Gedden undgiælde,
At under 📌Havad
►Hedrik ►blegned!
✂ Det var Ord Nok for ►Angantyr, og han passede nu Fiskerne op, overfaldt dem om Natten hvor de laae under Telt med deres ►Stalbrødre, slog dem alle Ni og førde ►Tirfing hjem i Triumf. Derpaa gjorde han sin Faders ►Arveøl med stort ►Bram i 📌Dampstad, og vil Nogen vide, hvilke Konger, der paa den Tid ►var for Orde, da staaer der i Visen:
✂
►Humle da raadte
For 📌Hunelandet,
Og mellem Gother
►Gissur throned,
I 📌Danmark ►Valder,
Hos ►Valer ►Kjar,
Og ►Alfrik hin djærve
Hos Anglefolket!
Ottende Kapitel.
►Tirfings sidste ►Nidingsværk.
✂ Foruden ►Angantyr havde ►Hedrik efterladt sig en ►Frillesøn ved Navn ►Hløder, med Kong ►Humles ►Daatter ►Sifka, men som ►fødtes op hos sin Morfader i 📌Huneland, hvor han fra Vuggen af ikke havde andet Legetøi end hvad der hører til Krig og Blodbad, som det lyder i Visen:
✂
Født var ►Hløder
I 📌Huneland
Med Kniv i Belte,
Og Klinge hvas,
Med Ringe-Brynje
Og Rytter-Hest!
✂ Saasnart nu ►Hløder ►spurgde sin Faders Død, gav han sig paa Vei til 📌Aarhjem for med det Gode at giøre sin Arveret gjældende, 531 (PS1) og han kom der just da der blev drukket ►Arveøl, holdt stille i Gaarden, sagde hvem han var og bad en Tjener melde sig hos ►Angantyr. Tjeneren gik da strax ind, bukkede for Kongen og sagde:
✂
Garderhøi
I Gaarden holder,
Langveisfra
Kom ►Hløder nu,
Arv at ►æske,
Ord at skifte,
Brynje-Kløver,
Med sin Broder,
Har til Stævne
Stunder knappe.
✂ 55Aldrig saasnart kom det for Kongens Øren, før han lod Kniven falde, sprang fra Sæde, foer i Harnisk, og gik ud med Freds-Skjold i den ene Haand og ►Tirfing i den Anden. Der blev da Oprør i Leiren, og alle Mand kom paa Benene for at høre hvad Ord og Tale der vilde falde.
✂
Vær velkommen,
Vel ►undfanget!
Stands i Farten!
Stig af Hesten!
Kom, sid hos,
Hvor ►Kæmper drikke
Æres-Øl
Til ►Arve-Gilde,
Faders Priis
Og fælles Tarv!
✂
Andet end Ruus
Min Reise giælder,
Hælvten af Alt
Hvad ►Hedrik eied,
Med ►Egg og med Odd
Med ►Øel og Hank,
Af Kiør og Kalve
Og Kildevæld,
532
(PS1)
Af Trælle-Kvinder
Og Kværne med,
Af Smalt og Bredt,
Af Smaat og Stort,
Af ►Magle-Skoven
56Med 📌Mørkveds Navn,
Af Jettestuer
Ved ►Adelvei,
Af 📌Dampstad-►Sulen
For Deilighed,
Af Borg og ►Fæste,
Af Bjerg og Dal,
Af Gyldensmykker
Og gode Ting,
Af Alt hvad Kongen
Har efterladt!
✂
Nei, før med ►Humling
Halvt jeg deler,
Og før itu jeg
►Tirfing hugger,
►Kryster isønder jeg
Kridhvidt Skjold,
Lader ►i Græsset
Grammer bide►,
Byder dig, Broder!
Brodden kold!
✂
Først jeg dog byder
►Faure Smykker,
►Dressel megen
Og dyrebar,
Tusind Svende,
Og tusind Heste,
Godt udstyret
Med Guld og Staal;
57Mø skal følge
Hver Mand, jeg sender,
Med gyldne Kiæder
Og Klædebon;
533
(PS1)
Og hvor du sidder,
Dig Sølv omskinne,
Og hvor du ►ganger
Dig Guld ►omgloe!
Thron saa over
Tredie Parten
Af 📌Gøtaland!
✂ Det ►syndes den gamle ►Gissur Gyrting var for stor Gavmildhed og raabde:
✂
Tag det med Kyshaand,
Trælkvinde-Søn,
Hælvten Høvding
Og hælvten Træl!
Adelbørn
Skal ►Odel ►skifte.
►Slegfred-Sønner
Skal ►slikke Spid.
✂ Da ►Hløder nu hørde, at han skulde hedde Trælkvinde-Søn og ►Slegfredbarn, naar han tog mod sin Broders Tilbud, da blev han saa forbittret, at han ►paa Timen dreiede sin Hest og foer tilbage til 📌Huneland, hvor Kong ►Humle blev ikke mindre bister ved at høre, Man kaldte hans ►Daatter Slavinde, og da kvad han:
✂
Lystig nu leve
Lad os i Vinter,
►Dobble og drikke
Dyrebar Vin,
58►Hunnerne lære
►Luren at følge,
Alt opbydes
For Arvegangen,
Tolvaars Drenge
Og toaars ►Klodde!
Her vi sanke
Som Havets Sand!
✂ Det blev heller ingen Løgn, thi alle Mand fra tolv Aar til Treds, som kunde bære Vaaben, kom paa Benene, saa der blev ikke mindre end tre og tredive ►Fylkinger, hver under sit Banner, og Femtusind i hver ►Fylking, men hvert Tusinde var Trettenhundrede, og hvert Hundrede var otte Snese. Med denne umaadelige Hær 534 (PS1) drog ►Humle og ►Hløder giennem 📌Mørkved, som er den store Skov, der gør Skiel mellem ►Hunner og Gother, og her var bygt en Grændse-Fæstning, hvor ►Hedriks ►Daatter, ►Hervor, laae med en talrig Hær til Landeværn. Det var en Kvinde med Mands Mod og Hjerte, ligesom hendes Bedstemoder, saa hun veeg ikke af Pletten, men forsvarede sig til sidste Blods-Draabe. Hun og hendes Trop maatte imidlertid dog bukke for Overmagten, og da hun selv var faldet, tog Resten Flugten med hendes Fosterfader, ►Orm, i Spidsen, og da de naaede 📌Aarhjem, sagde ►Orm ►Angantyr kort Beskeed i følgende Vers:
✂
Sydfra jeg kommer,
►Sandsagn at føre,
Lyst gjør i 📌Mørkved
Luerne vilde,
📌Gothland svømmer
I Sværdebad! —
59Segne maatte
►Og ►Syster din,
Dog ei blegned
Rosens ►Blommen,
Meer ei rødmer
Mø om Kinder,
Naar med Beiler
Bly hun taler,
Rækker Mund
I Maaneskin!
✂ Da ►Angantyr hørde det, skiftede han Farve og kom seent til Orde, men sagde saa: grueligt Broderskab med saa gæv en ►Syster! og i det han saae ud over Hirden, slet ikke talrig, kvad han:
✂
Mange nok var vi
Om Mjøden at drikke,
Færre vi er nu
Hvor Flere behøves!
Lover mig Nogen,
For Løn eller ►Bøn,
Rank at ride
Med rødmusset Skjold,
►Hunner at ►æske
Til ►Hovedslag?
✂ 535 (PS1) Da svarede ►Gissur hin Gamle:
✂
Ei dine Skillinger
►Skiøtter jeg om,
►Regner og ei paa
Det røde Guld,
Dog som Herolder
Djærvt at mæle
60Glemde paa Bænke
►End ►Gissur ei;
Siig du mig, ►Konning!
Kun hvor dig ►huger
Fienden at stævne
Til Styrke-Prøve
I aaben Mark!
✂
Stævn ham til 📌Dynge
Og 📌Dynehede,
Egnen ►omgiærdet
Af 📌Jossar-Fjelde!
Der ligger Gothers
Gamle Valplads,
Seirene mange
De mindes der.
✂ Med den Beskeed foer ►Gissur afsted, til han kom ►Hunnehæren saa nær, at han kunde raabe til den og da kvad han:
✂
►Fylkingen raver,
Fanen synker,
►Viseren blegner
Vred er ►Odin!
Jeg eder stevner
Til Styrke-Prøve
Paa 📌Dynge-Aas
Og paa 📌Dyne-Hede,
I aaben Mark
Under 📌Jossar-Fjelde!
Saa styre ►Odin
Odde-Flugten,
61►ⓘ
Spyde-Legen,
Som spaaet her!
✂ 536 (PS1) ►Hløder vilde havt ►Gissur taget til Fange, men det vilde ►Humle ikke tilstæde, og ►Gissur gav nu sin Hest af Sporerne med de Ord: Blæse være med alle ►Hunners ►Hornbuer! Da nu ►Gissur kom tilbage og fortalde hvad han havde seet, satte ►Angantyr Budstikken i Gang til alle Sider og sankede en vældig Hær, dog neppe halv saa stor som ►Hunnernes og med den mødte han Fienden paa 📌Dyneheden.
✂ Her stod da nu det blodigste Slag, Man i 📌Nørreleden veed af at sige, og det varede i ni samfulde Dage, thi ►Hunnerne vidste, der var ingen Redning for dem, om de tabte, og Gotherne streed for Frihed og Fædreneland. Den niende Dag var endnu alle Høvdinger ilive, men da brød ►Angantyr sin ►Skjoldborg og gik selv i Spidsen med ►Tirfing, som da, blandt Andet, gav baade ►Humle og ►Hløder Banesaar. Da ►vendte Hunnerne Rygg og faldt som Fluer, men da ►Angantyr lod Dagen efter Valen randsage og fandt sin Broders Liig paa en Knold, blev han dog underlig tilmode og kvad:
✂
Broder! jeg bød dig
Borg og ►Fæste,
Røden Guld
Og grønne Skove,
Meer du kræved,
Misted Alt,
Livets Lys
Med Land og Folk!
►Broder-Bane
Blev jeg nødig,
62Mindes maa
Hvad mindst mig ►huger;
Saa giør Ulykken
Last og Skam,
Skylden maa skydes
Paa Skæbnens Dom!
✂ Derpaa lod ►Angantyr sin Broder begrave hvor han laae, og var siden en vældig Konge til sin Dødsdag, og han var Tipolderfader til Kong ►Ivar Vidfadme, som regjerede baade over 📌Danmark og 📌Sverrig, 📌Esthland og 📌Kurland lige ud til 📌Garderige. Somme vil imidlertid sige, at hvad der i gamle Dage kaldtes 📌Reid-Gothland og 📌Hunneland, det hedder nu 📌Tydskland og er tolv Gange saa stort som hele 📌Norge.
✂ 537 (PS1) Hermed ender det gamle Sagn om Sværdet ►Tirfing, og Ingen veed, hvor det blev af, da det havde endt sit ►Nidingsværk, saa det maa regnes for en Fabel, hvad Man siden har fortalt, at mange hundrede Aar derefter blev Odden af det fundet ved en Høi midt ude i 📌Tydskland, og deraf blev gjort en ►Penne-Kniv, som endnu gaaer i Arv der sønderude i al Hemmelighed, og har den Egenskab, at alle de Penne, der skiæres med den, giør stor Ulykke i Verden og giver paa en skjult Maade mangen Mand sit Banesaar. Der er endogsaa dem, der vil paastaae, at de veed tre store ►Nidingsværker af de samme ►Tirfings-Penne, hvoraf Man kan see, de er ægte; men alt Saadant er ►aabenbar ikke andet end en skjelmsk Udtydning af det gamle Sagn og kan ingenlunde komme i Betragtning som nogen ordenlig Fortsættelse deraf.