Grundtvig, N. F. S. Nordiske Smaadigte

245

Englands-Toget.

Ulf Staller.

1

Hos Kong Harald Staller-Navn,
Mener jeg, kun bære
Folk, som tør i høien Stavn
Søge Gods og Ære;
Før een Thingmand To gjør skye
Af os gamle Svende,
Lære om jeg maa paany,
Kæmpe-Kaaben vende!

Trold-Hexen.

2

Harald, han drager i Herrefærd,
Ham følger saa faver en Flaade,
Valravn, han sidder paa Snekke hver,
Og fryder sig over al Maade,
Gilde han venter og vælger Rov,
Det maa jeg lide, nu gaaer min Plov!
Jeg gaaer med og holder paa,
Jeg gaaer med og holder paa.

3

Hvor Hanen galer
Paa Hjelme-Tind,
Man Skjolde maler
Med Purpur-Skin,
246Min Ulv jeg føder
Med Kæmpe-Kiød,
Det brat udbreder
Den samme Lød!
Af Trold-Brud gram
Faaer Harald Skam,
Det seer jeg nok,
Det seer jeg nok!

Kong Harald.

4

Mig lærde Hilde:
I Vaabengny
Det klæder ilde
At søge Ly
Bag Skjold for de hvinende Klinger,
Men kiønt at bære
Sin Kæmpe-Hat,
Hvor Staal mon skiære
Paa Kiød sig mat,
Mens Skjoldet i Luften springer!

Thjodolf.

5

For Lykken raader al Magtens Gud,
Men det vil jeg love og holde:
Skal her end falde min Høvding prud,
Ei svigter jeg Sønnerne bolde;
De Kongebaarne med Kæmpe-Sind
Vel glemme ei Fader at hævne,
Paa Ørne-Vinger i Maane-Skin
Til Valen vi da skal stævne!

247Arner Jarleskjald.

6

Med udækket Barm,
Men dog med ubævende Hjerte,
Med fnysende Harm
Han rysted sin gnistrende Kierte;
Sig egned den Færd
For Hersernes Mester tilvisse,
Med lynende Sværd
Han skrev det paa Kæmpernes Isse!

Thjodolf.

7

Ilde fylket er den Hær,
Som sit Hoved savner!
Haralds sidste Ledingsfærd
Normænd aldrig gavner,
Ak, vor Konning, stemmet saa
Blev paa Val din Aande,
At vi alle, hvor vi staae,
Stædte er i Vaande!