“Erklæring fra et Antal Videnskabsdyrkere ved Kiøbenhavns Universitet”
✂ Det første indlæg forholdt sig tydeligst til sagens kerne. 👤Baggesens kritik var et forsøg på at skelne mellem godt og mindre godt i 👤Oehlenschlägers forfatterskab. Grundtvig tog ikke stilling til, hvorvidt den kritiske bestræbelse var sand eller ej. I stedet fremhævede han hvordan 👤Baggesens kritik:
✂ dreier sig om den Paastand, at der, i Bog Verdenen, er, saa at sige, to Oehlenschlägere: En, som har skiænket Dannemark de udødelige Værker (...) en Anden, som har forringet sig til at skrive Ting og Stykker som ►Ludlams Hule, ►Reiserne, og hvad dermed hænger sammen. Hvorvidt 👤Baggesen har udført og holdt sig til Beviserne for denne Paastand, er en Bisag og vedkommer her ikke os, men Paastanden giøre vi herved til vores, og trøste os til at kunne uigiendrivelig forsvare den (►Grundtvig 1818a, sp. 2).
✂ Grundtvig ønskede at fastholde den kritiske aktivitet i ordets etymologiske betydning, altså som bedømmelse af en genstands kvalitet eller sandhedsværdi. Sagen drejede sig ikke om, hvorvidt kritikken i sig selv var berettiget eller ej. Han understregede, at det var præcist, hvad 👤Baggesen gjorde. Det tjener 👤Baggesen til ære “at have roest det Roesværdige, men ei af Fordom ladet sig forlede til at istemme en ufortjent Berømmelse” (►Grundtvig 1818a, sp. 2).